Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Bortvisning for at nægte at arbejde over var uberettiget

Selvom det ansættelsesretlige udgangspunkt klart er, at en medarbejder sædvanligvis vil være forpligtet til at udføre pålagt overarbejde med mindre, andet er aftalt, nåede en voldgiftsret i marts 2022 med en højesteretsdommer for bordenden frem til, at det var uberettiget, da en virksomhed bortviste en lagerarbejder, da denne nægtede at følge arbejdsgiverens pålæg om at arbejde over.

Du kan læse nærmere nedenfor om, hvorfor sagen fik dette udfald.

Hændelsesforløbet

Forud for bortvisningen havde medarbejderen været ansat hos arbejdsgiveren i omkring 7 år, og arbejdede på et lager på aftenholdet mandag til fredag fra kl.15:00 til kl. 00:30 – fredag dog kun til kl. 20:30.

Lagerarbejderen blev under sagen af blandt andet sin nærmeste leder omtalt som ”en god fyr”, der passede sit arbejde og normalt var villig til at påtage sig overarbejde.

Lagerarbejderen havde hyppigt udført overarbejde under ansættelsen, og de sidste 2 uger inden bortvisningen havde han arbejdet over 6 gange. Men da han fredag den 20. august 2021 igen blev bedt om at arbejde over, afviste han dette.

Lagerarbejderen forklarede under sagen, at grunden til, at han denne dag ikke kunne arbejde over var, at han skulle skynde sig hjem for at passe sine børn, idet hans hustru skulle ud at rejse, hvilket han også fortalte til arbejdsgiveren.

Arbejdsgiveren var dog ikke enig i, at lagerarbejderen overhovedet var kommet med nogen begrundelse for ikke at ville arbejde over – tværtimod forholdt det sig ifølge arbejdsgiveren således, at lagerarbejderen blev meget vred over pålægget om at udføre overarbejde og blandt andet skulle have råbt, at ”Jeg har fri nu, du kan bare fyre mig!”, hvilket lagerarbejderen til gengæld bestred at skulle have sagt.

Afgørelsen

I afgørelsen af sagen henvises der til, at det i den arbejdsretlige praksis antages, at den enkelte medarbejder – uanset manglende bestemmelse herom i en f.eks. en overenskomst – i visse tilfælde kan nægte at påtage sig overarbejde, når der foreligger personlige grunde  hertil, og at medarbejderen har pligt til at redegøre nærmere for disse grunde på forespørgsel fra arbejdsgiveren.

Uanset, at der under sagen var uenighed om, hvorvidt lagerarbejderen faktisk havde begrundet sit afslag på at udføre overarbejde med henvisning til, at han skulle hjem til sine små børn, lagde voldgiftsretten vægt på, at i en situation som den foreliggende, hvor arbejdsgiveren beder en medarbejder, som normalt er velvilligt indstillet i forhold til at udføre overarbejde, og hvor medarbejderen i en enkeltstående situation afviser dette, vil det ledelsesmæssigt naturlige være at spørge medarbejderen om årsagen hertil, hvis medarbejderen ikke af sig selv begrunder sit afslag således, at der kan tages hensyn hertil ved overvejelse af, om overarbejdet skal beordres.

Bortvisningen af lagerarbejderen var derfor uberettiget, og arbejdsgiveren blev pålagt at betale erstatning for løntab i opsigelsesperioden til den bortviste medarbejder.

En bortvisning kræver væsentlig misligholdelse fra medarbejderens side

Om en given handling eller undladelse fra en medarbejders side kan karakteriseres som en så væsentlig misligholdelse af et ansættelsesforhold, at dette kan begrunde en bortvisning af medarbejderen, vil altid bero på en konkret vurdering.

Skyldes en bortvisning, at en medarbejder har vægret sig mod at udføre overarbejde, viser afgørelsen ovenfor, at det vil falde ud til skade for arbejdsgiveren, hvis man ikke sørger for at spørge ind til årsagen til nægtelsen, idet der vil være konkrete situationer, hvor en medarbejder fuldt ud berettiget kan afvise at udføre overarbejde.

Hos SelskabsAdvokaterne anbefaler vi, at man som arbejdsgiver altid sørger for at få kyndig rådgivning hos en advokat med speciale i ansættelsesret forud for en eventuel bortvisning eller opsigelse af en medarbejder.

Hos SelskabsAdvokaterne er vi specialister i ansættelsesret, og du er altid velkommen til at kontakte os på tlf. 32 70 97 94 eller mailadressen: advokat@selskabsadvokaterne.dk.

 

 

 

 

 

Tina Raben Skaarup

Tina Raben Skaarup

Briefcase
Senioradvokat

Kontakt Selskabsadvokaterne

Har du brug for vores bistand, er du velkommen til at kontakte os på:

Kontakt os
Arrow

Relaterede artikler

Faglig voldgift om arbejdsmiljørepræsentant som blev bortvist efter vanvidskørsel

En faglig voldgift har ved kendelse af den 20. november 2025 taget stilling til, om det var berettiget, da en medarbejder, som var ansat i en region og valgt som arbejdsmiljørepræsentant, blev bortvist fra sin stilling efter 6 års ansættelse. Hvad gik forud? Medarbejderen, som sagen drejede sig om, var ansat som tekniker i en […]

Læs mere
Arrow
Var bortvisning af medarbejder på grund af sideløbende beskæftigelse berettiget?

Vestre Landsret har i dom af den 1. juli 2025 truffet afgørelse i en sag, hvor en bortvist medarbejder havde rejst krav om erstatning og godtgørelse overfor sin tidligere arbejdsgiver i forlængelse af, at medarbejderen var blevet bortvist af arbejdsgiveren Grunden til, at arbejdsgiveren bortviste medarbejderen var, at arbejdsgiveren blev klar over, at medarbejderen ved […]

Læs mere
Arrow
Var en indsigelse mod valg af tillidsrepræsentant og efterfølgende bortvisning berettiget?

På den overenskomstdækkede del af arbejdsmarkedet har en arbejdsgiver mulighed for at gøre indsigelse mod et valg af en medarbejder som tillidsrepræsentant for sine kollegaer, hvis medarbejderen ikke kan betragtes som en anerkendt og dygtig medarbejder. Ovenstående kan f.eks. ske med baggrund i, at den valgte tillidsrepræsentant for nylig har modtaget en berettiget advarsel fra […]

Læs mere
Arrow
Se alle vores artikler
Arrow

Ordbog

Bortvisning

Bortvisning Hvis en medarbejder groft har misligholdt sit ansættelsesforhold, kan dette danne grundlag for, at man som arbejdsgiver berettiget kan bortvise medarbejderen. En bortvisning indebærer – i modsætning til en opsigelse – at ansætttelsesforholdet med medarbejderen ophører uden varsel. Om medarbejderen har misligholdt sit ansættelsesforhold så groft, at betingelserne for at bortvise medarbejderen er tilsted, […]

Læs mere
Arrow
Se alle begreber
Arrow