Sag om udbyderansvar i timandsinteressentskaber henvist til Østre Landsret.
Kendelse i sagen H-43-05
1) Poul Antvorskov
2) Niels Peter Dahl
3) Flemming Graabæk Knudsen
4) Jens Asger Kronmann
5) Oliver McFall
(Advokat Kim Utzon Jybæk for alle)
mod
1) Lars P. Kruse
(Advokat K. L. Németh)
2) Hans Thygesen
(Advokat K. L. Németh)
3) Ernst & Young, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab
(Advokat Niels Fisch-Thomsen)
4) Grant Thornton, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab
(Advokat Henrik Holm-Nielsen)
5) Advokat Anne Birgitte Gammeljord
(Advokat Niels Fisch-Thomsen)
Sagen vedrører professionelt rådgivningsansvar for arrangører af timandsinteressentskaber og om ansvar for de sagsøgte revisorer der har afgivet udtalelser til brug for investorerne, samt for den sagsøgte advokat der bl.a. var bestyrelsesmedlem i arrangørernes selskab.
Kendelsen tager stilling til om sagen skal henvises til Østre Landsret, eller om dens behandling skal fortsætte ved Sø- og Handelsretten.
De sagsøgte har påstået sagen henvist til Østre Landsret.
Sagsøgerne har påstået sagen fremmet ved Sø og Handelsretten.
Sagens emner
Sagen er anlagt den 10. maj 2005. Sagsøgerne har nedlagt påstand om at de sagsøgte til dels in solidum skal betale en række beløb som angives at skyldes i anledning af at de sagsøgte har pådraget sig ansvar for udbud af investeringsprojekter og rådgivning om disse projekter. Heroverfor har de sagsøgte påstået frifindelse. Projekterne vedrørte leasing af containere og togvogne med henblik på at opnå fradrag for de skattemæssige afskrivninger. Investeringerne blev foretaget gennem en række danske anpartsselskaber i årene 1990, 1991 og 1992.
De sagsøgte direktør, cand. jur. Lars P. Kruse og direktør, cand. jur. & polit. Hans Thygesen var henholdsvis bestyrelsesformand og administrerende direktør i Kruse, Thygesen & Partnere A/S der stod for projekterne. Sagsøgte advokat Anne Birgitte Gammeljord var advokat for selskabet og medlem af bestyrelsen.
De sagsøgte revisionsfirmaer Ernst & Young og Grant Thornton udarbejdede revisorredegørelser og investeringskalkuler med beskrivelse af økonomi og skattemæssige konsekvenser.
Kruse, Thygesen & Partnere A/S blev tvangsopløst i februar 1996.
Sagsøgerne har udtaget stævning vedrørende fem ud af et større antal projekter.
Skattemyndighederne indtog i 1993, modsat tidligere, det standpunkt at investorerne ikke kunne få fradragsret for afskrivninger da kontraktgrundlaget reelt udelukkede økonomisk risiko for selskabsdeltagerne ved den løbende drift og ved arrangementets ophør, ligesom finansieringsmåden reelt udelukkede personlig hæftelse. Dette blev tiltrådt af landsskatteretten, Østre Landsret og Højesteret, jf. således U 2000.1509 H, U 2001.556 H og U 2003.1739 H.
Sagsøgerne gør under denne sag gældende at de indtil 2004 gik ud fra at deres tab bestod i den manglende afskrivningsret, hvilket tab ikke er gjort gældende i nærværende sag. Angivelig blev sagsøgerne først i 2004 bekendt med at de havde investeret i et projekt der ikke havde til hensigt at give dem den ejendomsret til aktiverne som er en forudsætning for at
opnå fradragsberettiget afskrivning.
Lars P. Kruse og Hans Thygesen er efter sagsøgernes opfattelse ansvarlige for at projekterne indebar at investorerne ikke fik ejendomsret til aktiverne, herunder at der ikke var reelle pengestrømme. Lånene blev aldrig udbetalt og fik ikke tilskrevet rente, og købesummerne blev ikke betalt. Disse sagsøgte er ansvarlige for projektbeskrivelserne og investerings-
kalkulerne som investorerne modtog fra anpartsselskaberne.
De sagsøgte revisionsselskaber er efter sagsøgernes opfattelse ansvarlige for revisorerklæringer som dannede grundlag for investorernes beslutninger om at indgå i de pågældende projekter og har begået ansvarspådragende professionelle fejl bl.a. i forbindelse hermed. Ernst & Young har bistået sagsøgerne med at føre sag mod myndighederne skønt sagsøgte måtte vide at der ikke var realitet i projektet.
Over for sagsøgte Anne Birgitte Gammeljord gør sagsøgerne gældende at hun som medlem af bestyrelsen for Kruse, Thygesen & Partnere A/S og som advokat for selskabet har handlet ansvarspådragende over for investorerne.
Det er de sagsøgtes opfattelse at sagsøgernes krav er forældede. Endvidere vil de sagsøgte gøre gældende at sagsøgerne var bekendt med de omstændigheder der førte til skattemyndighedernes vurdering i 1993, herunder at projekterne var indrettet således at investorerne hverken havde risiko med hensyn til drift eller aktivernes værdier. Subsidiært vil blive gjort gældende at de sagsøgte var i god tro. Endelig gøres gældende at de sagsøgte ikke kan have pådraget sig ansvar for udtalelse om
skattepraksis som den var før 1993.
De sagsøgtes argumenter for henvisning
Sagens juridiske indhold er udelukkende almindelige regler om erstatningsansvar for professionelle rådgivere og skatteretlige regler i en kompliceret og nu historisk sammenhæng om grundlaget for passive investorers skattefradragsret for i interessentskabsform og med skattefradragsformål foretagne investeringer gennemført i en kompliceret investeringsstruktur med det formål reelt at udelukke investeringsrisiko for investorerne.
Formålet med investeringerne var ikke at blive ejere eller at deltage i erhvervsmæssig drift af containere på verdenshavene eller togdrift. Det eneste formål var at få nedsat parternes personbeskatning ved fradragsberettigede afskrivninger og fradrag for renteudgifter for lån som interessentskaberne havde optaget. Investorerne fik aldrig noget med driften at gøre, det var de afskåret fra i kontrakten. Materiellet var leaset tilbage til sælgerne, og meningen var at ejerskabet endeligt igen skulle tilfalde
sælgerne når leasingperioden udløb. Investorerne ville aldrig få andel i hverken tab eller fortjeneste, ej heller ved værdistigning eller -tab. Derfor var investorerne uden interesse i driften eller værdiudviklingen.
Sagsøgerne har gjort gældende at denne sag omhandler handel med containere og togmateriel hvilket fordrer kendskab til internationale handelsforhold. Dette er oplagt forkert. Interessenternes eneste interesse var at opnå en skattefordel. Om driften vedrørte hospitalsmateriel, tog i Australien eller andet var helt underordnet.
Investorernes eneste tabsrisiko var at skattemyndighederne skulle nægte fradrag, og investorernes eneste tab har været skatteværdien af disse fradrag. Det var fradragene som investorerne forsøgte at købe.
Sagsøgerne har gjort gældende at problemstillingen ikke angår skatteret. Dette er oplagt forkert. Det er ganske vist ikke en skattesag mellem en borger og myndighederne, men de skatteretlige problemstillinger er afgørende. Spørgsmålet er om de sagsøgte, på tidspunktet for rådgivningen, burde have indset at skattemyndighederne ville lave en "kovending". Bedømmelsen heraf nødvendiggør en indføling i og bedømmelse af skattemyndighedernes indstilling over årtier til passive investeringer. Kernen i de juridiske spørgsmål der ved sagens bedømmelse skal tages stilling til, er således skatteretlig og vedrører professionsansvar bedømt efter dansk rets almindelige regler herom. Disse retsspørgsmål er ikke juridiske spørgsmål, "i hvilke fagkundskab til søforhold eller til handelsforhold" under nogen synsvinkel kan "være af betydning", jf. retsplejelovens § 6, stk. 5.
En forsvarlig pådømmelse af sagen kræver på ingen måde medvirken af dommere med særlig indsigt i søforhold, handelsforhold eller overhovedet i erhvervsforhold, men en betydelig juridisk indsigt i kompliceret skatteret foruden i almindelige regler om professionsansvar. Sagen bør bedømmes af landsdommere med juridisk baggrund og ikke af et dommerpanel med sø- og handelskyndige dommere.
Til støtte for de sagsøgtes standpunkt henvises til udviklingen i den seneste halve snes års behandling af sager om skattemæssig afskrivnings- og fradragsret for investorer i timandsinteressentskabers og om professionelle rådgivere til sådanne timandsinteressentskabers eventuelle ansvar.
Efter skattemyndighedernes "kovending" med hensyn til behandlingen af skattemæssig afskrivnings- og fradragsret søgte investorer i timandsinteressentskaber "kovendingen" underkendt ved domstolene og førte med støtte af investorforeninger disse forsøg på at opnå anerkendelse af deres skattemæssige afskrivnings- og fradragsret frem til Højesteret. Sagerne blev behandlet af Østre Landsret før anken til Højesteret, jf. de ledende domme i U 2000.1509 H (Carsten Bo Petersen) og U 2001.556 H (Cargolux). Sagerne har typisk været behandlet af Landsskatteretten og indbragt for Østre Landsret og senere Højesteret.
Østre Landsret har således fra behandlingen af disse principielle sager et indgående kendskab til og en betydelig erfaring i behandlingen af de juridiske problemstillinger som har knyttet sig til timandsinteressentskaber. Østre Landsret har også en betydelig erfaring i behandlingen af sager af samme type som denne, dvs. erstatningssager mod professionelle rådgi-
vere (advokater og revisorer) som har rådgivet eller afgivet udtalelser i forbindelse med etableringen af timandsinteressentskaber, jf. herved U 2002.2578 Ø (Green), stadfæstet af Højesteret, jf. U 2004.2880 H, og de i note 1 hertil nævnte domme, samt U 2005.2534 H og U 2005.2037 H. Ingen sager om eller med udspring i timandsinteressentskaber er blevet
behandlet i Sø- og Handelsretten.
Pådømmelsen af den foreliggende sag nødvendiggør ikke den "særlig(e) indsigt i ledelsen af en større erhvervsvirksomhed og i de problemstillinger, der indgår i arbejdet i en sådan virksomheds bestyrelse", jf. U 1993.165 HK (Nordisk Fjer).
Sagsøgernes argumenter mod henvisning
Sagens behandling vil medføre en stillingtagen til spørgsmål om udbyderansvar, revisoransvar og rådgivnings ansvar, alle spørgsmål som naturligt hører under Sø- og Handelsrettens kompetence.
Skattemyndighedernes ændring af praksis har ingen betydning for sagen, idet man heller ikke efter den praksis der var før 1993, ville have kunnet opnå de lovede fradrag.
En forsvarlig pådømmelse af sagen kræver medvirken af dommere med særlig indsigt i handels- og erhvervsforhold, jf. retsplejeloven § 9, stk. 3, nr. 1, jf. § 6, stk. 5. "Handelsforhold" skal både ifølge forarbejderne til retsplejeloven og retspraksis fortolkes bredt, jf. betænkning nr. 368/1964 om behandling af søsager og U 1993.165 H. Projekterne som denne sag
vedrører, byggede på handel med containere og togmateriel på tværs af landegrænser. Det er derfor af væsentlig betydning at der ved afgørelsen medvirker dommere som har kendskab til internationale erhvervs- og handelsforhold.
Der skal under sagen tages stilling til omfanget af bestyrelsesmedlemmers og andres forpligtelser og ansvar i forbindelse med internationale virksomheder. Det har derfor afgørende betydning at der ved afgørelsen medvirker dommere med kendskab til bestyrelsesmedlemmers og advokaters forpligtelser og ansvar. Der skal endvidere tages stilling til spørgsmål om god revisorskik dels i forbindelse med afgivelse af revisorerklæringer, dels i forbindelse med de aflagte regnskaber hvorfor det er af væ-
sentlig betydning at der ved sagens behandling medvirker dommere som har kendskab til revisionsvirksomhed.
Såvel sager om udbyderansvar, bestyrelsesansvar, advokatansvar og revisoransvar hører naturligt under Sø- og Handelsrettens kompetence, navnlig hvor der som her er tale om en omfattende erhvervsvirksomhed, jf. U 1993.165 H og U 1977.246 SH samt Sø- og Handelsrettens sager H 43/04 og H 4/97. Sø- og Handelsretten har tidligere i U 2002.388 H behandlet spørgsmålet om professionsansvar i forbindelse med timandsinteressentskaber. Sager vedrørende leasingprojekter og handel med anparter henhører naturligt under Sø- og Handelsrettens kompetence, jf. U 1973.972S H, U 1974.557 SH, U 1975.930S H, U 1977.256 SH og U 1989.319 H.
Det kan ikke tillægges vægt at Østre Landsret tidligere har behandlet sager om rådgiveransvar i forbindelse med etableringen af timandsinteressentskaber. I de påberåbte sager blev der ikke taget til stilling til Sø- og Handelsrettens kompetence.
Sagen har sit udspring i en skatteretlig problematik, men sagens kerne er omfanget af udbyderes, bestyrelsesmedlemmers, revisorers og advokaters forpligtelser og ansvar i forbindelse med internationale investeringsprojekter. Problemstillingen i sagen angår således ikke skatteret. Der er gjort endeligt op med den skatteretlige stilling. Sagen vedrører alene det forhold at sagsøgerne aldrig ville have opnået fradrag for den konstruktion, de udbudte projekter havde.
Det forhold at Østre Landsret har kendskab til de skattemæssige aspekter i timandsinteressentskaber er ikke relevant idet disse sager vedrørte spørgsmålet om fradragsret og således ikke professionsansvaret.
Rettens afgørelse
Ud over forældelsesspørgsmålet vedrører sagen de sagsøgtes mulige ansvar som udbydere og rådgivere m.v. i anledning af at skattemyndighederne efter først at have godkendt fradrag for skattemæssige afskrivninger i 1993 ændrede praksis, således at sagsøgerne mistede adgangen til at foretage skattemæssige afskrivninger.
Sagsøgernes deltagelse i de pågældende projekter skyldtes efter det foreliggende ikke en forretningsmæssigt betonet udsigt til gevinst ved driften eller ved værdistigning, men alene en skattemæssig fradragsmulighed.
Sagens afgørelse beror således udelukkende eller helt overvejende på spørgsmålet om udbyder- og rådgivningsansvar for det nævnte skattemæssige forhold. Til denne afgørelse er fagkundskab til sø- eller handelsforhold ikke af betydning.
Da de øvrige af sagsøgerne anførte grunde for fortsat behandling ved Sø- og Handelsretten ikke kan føre til andet,
bestemmes:
Sagen henvises til Østre Landsret.
Jens Feilberg
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes