Ophævelse af uddannelsesaftale var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

SØ- OG HANDELSRETTEN
DOM
afsagt den 3. november 2020

Sag BS-16241/2020-SHR

HK Danmark som mandatar for
[A]
(advokat Jacob Goldschmidt)

mod

Tandlægeforeningen som mandatar for
[Tandlægecenter B]
(advokat Thea Præstmark)

Denne dom er afsagt af retspræsident Lotte Wetterling, vicepræsident Mads
Bundgaard Larsen og sekretariatschef Mette Skov Larsen samt de sagkyndige
medlemmer Byrial Rastad Bjørst og Marianne Bækgaard Nielsen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 3. februar 2020 ved Retten på Frederiksberg, der ved kendelse
af 16. april 2020 har henvist sagen til behandling ved Sø- og Handelsretten
i medfør af retsplejelovens § 227, stk. 1.

Sagens hovedspørgsmål er, om [Tandlægecenter B]’ ophævelse af en mundtligt
indgået elevuddannelsesaftale med [A] er i strid med forskelsbehandlingslovens
forbud mod diskrimination på grund af alder, fordi Tandlægecenterets begrundelse
for ophævelsen af aftalen var, at Tandlægecenteret ikke så sig i stand
til at betale det tillæg for tre års dokumenteret erhvervserfaring, som [A] havde
krav på efter den relevante overenskomst.

[A] har videre anført, at hun efter reglerne i funktionærloven har krav på erstatning
for tabet ved at blive forsinket i sin uddannelse.

HK Danmark som mandatar for [A] (herefter HK) har nedlagt påstand om, at
[Tandlægecenter B] skal betale 206.286,53 kr., subsidiært et mindre beløb, med
procesrente fra den 24. april 2019.

Tandlægeforeningen som mandatar for [Tandlægecenter B] (herefter Tandlægeforeningen)
har påstået frifindelse i det hele.

I hovedforhandlingen deltog tre juridiske dommere, jf. retsplejelovens § 12, stk.
3, og to sagkyndige medlemmer, jf. retsplejelovens § 94, stk. 1.

Oplysningerne i sagen

HK har endeligt opgjort påstanden således:

1a Godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven
Månedsløn på trin a1: 13.046,00 kr.
Tillæg for erhvervserfaring: 1.024,00 kr.
Fritvalgslønkonto (2,7 %): 379,89 kr.
Pension (9 %): 1.300,49 kr.
Feriegodtgørelse (12,5%): 1.806,24 kr.
Pension af feriegodtgørelse: 162,56 kr.
Antal måneder 6
I alt 106.315,07 kr.

ELLER

1b Godtgørelse for tab af uddannelsesgode
Tab af uddannelsesgode: 53.000,00 kr.

2a Erstatning for det tab klager led ved ophævelsen
Månedsløn for faglært på trin b1 (2019): 22.286,00 kr.
Fritvalgskonto (2,7 %): 601,72 kr.
Pension (9 %): 2.059,89 kr.
Feriegodtgørelse (12,5 %): 2.785,75 kr.
Pension af feriegodtgørelse: 222,86 kr.
I alt pr. måned 27.956,23 kr.
Periode på 3 måneder og 12 dage 99.971,47 kr.

I alt 1a + 2a 206.286,53 kr.

Tandlægeforeningen har ikke bestridt de beløbsmæssige opgørelser.

Parterne er enige om, at der den 9. april 2019 blev indgået en mundtlig aftale
mellem [A] og [Tandlægecenter B] om, at hun skulle starte som klinikassistentelev
den 1. maj 2019.

Det kan videre lægges til grund, at [A] på tidspunktet for indgåelse af aftalen
havde dokumenteret erhvervserfaring svarende til tre års fuldtidsbeskæftigelse
og derfor havde krav på et månedligt tillæg svarende til 1.024 kr. (1. april 2019-
niveau), jf. § 28, stk. 3, i overenskomsten mellem Tandlægeforeningen og HK
om klinikassistenters ansættelse hos tandlæger.

Indehaveren af [Tandlægecenter B] har oplyst, at han først blev opmærksom på
[A]s ret til dette tillæg efter indgåelsen af den mundtlige aftale, og at han på
grund af alvorlige likviditetsmæssige vanskeligheder i virksomheden i foråret
2019 derfor ved e-mail af 24. april 2019 måtte meddele [A], at han ikke havde
råd til at betale tillægget og derfor ikke kunne indgå uddannelsesaftalen med
hende alligevel.

[A] mente, at ophævelsen var uberettiget. Sagen blev derfor forhandlet mellem
HK og Tandlægeforeningen. Da der ikke kunne opnås enighed mellem parterne,
blev sagen indbragt for det faglige udvalg, som den 24. juni 2019 afgav erklæring
om, at der heller ikke her kunne opnås enighed.

Tvistighedsnævnets kendelse af 27. januar 2019

Sagen blev derefter indbragt for Tvistighedsnævnet, der afsagde kendelse i sagen
den 27. januar 2019:

”Tvistighedsnævnet
KENDELSE

Afsagt af Tvistighedsnævnet den 27. januar 2020 i sag 52.2019

[A]
v/ advokat Klara Hoffritz, HK Privat

mod

[Tandlægecenter B]
v/ advokat Sofie Precht Poulsen

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget
landsdommer Ida Skouvig (formand), chefkonsulent Stine Granskov Jensen (DA)
og advokat Berit Lassen (FH). Endvidere har som særligt sagkyndige medlemmer
deltaget juridisk konsulent Benedikte Schaltz, udpeget af Tandlægeforeningen, og
juridisk konsulent Marta Valgreen Knudsen, udpeget af HK Privat.

Denne sag drejer sig om godtgørelse og erstatning i anledning af ophævelse af en
uddannelsesaftale.

Klager, [A], har ved sin faglige organisation, HK Privat, ved klageskrift modtaget
den 12. september 2019 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at
indklagede, [Tandlægecenter B], skal betale 206.286,53 kr. til hende med procesrente
fra den 24. april 2019.

Påstanden er opgjort således:

l) Erstatning for tab ved ophævelsen 99.971,47 kr.
2) Godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven 106.315,07 kr.
Erstatningskravet er opgjort som løn som faglært for perioden 1. maj - 12. august

2019. Subsidiært er erstatningskravet opgjort til 17.719,18 kr. svarende til 1 månedsløn
som elev.

Kravet på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven er opgjort som 6 måneders
elevløn. Hvis der ikke er tale om forskelsbehandling, er der subsidiært nedlagt påstand
om en godtgørelse på 53.000 kr. efter erhvervsuddannelsesloven.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling
af et mindre beløb.

Sagen har været behandlet mundtligt på et møde i Tvistighedsnævnet den 8. januar
2020. Under mødet har klinikejer [C] været til stede.

Sagsfremstilling

Den kollektive overenskomst inden for uddannelsesområdet er overenskomsten
mellem Tandlægeforeningen og HK/Privat om klinikassistenters beskæftigelse hos
tandlæger. Overenskomsten er tiltrådt af virksomheden.

Der er mellem parterne enighed om, at der den 9. april 2019 blev indgået en aftale
mellem [A], der er født den 3. maj 1993, og [Tandlægecenter B], CVR nr. […], om,
at hun skulle uddannes som klinikassistent i virksomheden, og at hun skulle starte
i virksomheden den 1. maj 2019. Der blev ikke udarbejdet en skriftlig aftale herom
ved brug af Undervisningsministeriets blanket, idet der alene foreligger en mailkorrespondance
mellem [A] og [C], hvori aftalen bekræftes. Den 15. april 2019 blev
der afholdt et møde i virksomheden med henblik på underskrivelse af blanketten,
men blanketten blev ikke underskrevet under mødet. Den 17. april 2019 sendte [A]
en mail til [C], hvor hun spurgte, om der var noget nyt med uddannelsesaftalen.
Desuden spurgte hun om, hvor meget han havde tænkt sig, at hun skulle have i
løn. [C] svarede herefter ved mail af 23. april 2019, at han havde talt med Tandlægeforeningen,
der havde oplyst ham om, at det ikke var tilstrækkeligt, at hun underskrev
en fravalgsaftale om tillæg for erhvervserfaring, men at det var nødvendigt
med et brev fra HK om, at fagforeningen accepterede, at hun havde fravalgt
tillægget. Han beklagede samtidig, at sagen var blevet lidt besværlig på grund af
virksomhedens økonomi. [A] svarede herefter ved mail af 25. april 2019, at hun
havde talt med HK, og at hun havde fået oplyst, at det ikke var en mulighed, men
at hun gik ud fra, at de havde en aftale. Ved mail af samme dag skrev [C] til [A], at
HK også over for ham havde afvist at acceptere et fravalg af aftalen, og at virksomheden
derfor ikke kunne indgå uddannelsesaftalen, idet virksomheden ikke havde
råd til tillægget.

[A] var af den opfattelse, at ophævelsen var uberettiget, og sagen blev derfor forhandlet
mellem HK/Privat og Tandlægeforeningen. Da der ikke kunne opnås enighed,
blev sagen indbragt for det faglige udvalg, der den 24. juni 2019 afgav en er5
klæring om, at der ikke kunne opnås enighed. Sagen blev derefter indbragt for Tvistighedsnævnet.

Af en kontoudskrift for [Tandlægecenter B] fremgår, at trækket på virksomhedens
kassekredit i perioden fra den 15. marts 2019 til den 14. april 2019 blev øget med
ca. 300.000 kr. Af en udtalelse fra virksomhedens revisor fremgår desuden, at virksomhedens
omsætning i perioden fra oktober 2018 til marts 2019 faldt med ca. l.
mio. kr., og at virksomhedens indtjening og likviditet som følge deraf var væsentligt
forringet i perioden.

Der er herudover fremlagt et CV for [A], hvoraf fremgår, hvilken erhvervserfaring
hun havde forud for ansættelsen.

[A] har fået betaling for 1 arbejdsdag.

Retsgrundlaget

Af erhvervsuddannelseslovens § 60 fremgår følgende:

"En uddannelsesaftale kan ikke opsiges af aftalens parter.
Stk. 2. De første 3 måneder af praktiktiden betragtes dog som en prøvetid,
hvori enhver af parterne kan opsige aftalen uden angivelse af grund og uden
varsel. Skoleophold medregnes ikke i prøvetiden.
Stk. 3 ... "

Forklaringer
[A] har forklaret bl.a., at hun oprettede en profil på Dentaljob, og at hun blev kontaktet
af en klinikassistent fra indklagede. Hun var herefter til samtale med [C] den
8. april 2019. Under samtalen fortalte hun bl.a., hvor gammel hun var, og at hun
tidligere havde været elev hos en tandlæge i et par måneder. Hun fortalte også om
sin erhvervserfaring. Hun kan ikke huske, om det CV, der er fremlagt under sagen
i Tvistighedsnævnet, var uploadet på Dentaljob, men det kan godt tænkes, at det
ikke var tilfældet. Hun var fyldt 25 år, da hun blev ansat som elev hos den første
tandlæge, men hun var ikke ansat som voksenelev. Hun fik ikke tillæg for sin erhvervserfaring
under denne ansættelse. Hun talte med [C] om muligheden for ansættelse
som voksenelev, men han sagde, at virksomheden ikke havde økonomisk
mulighed for det. Hun var under samtalen bevidst om, at hun havde ret til tillæg
for erhvervserfaring, for det havde de talt om, da hun gik på skole, og hun fortalte
under samtalen, at hun var berettiget til tillægget. Hun husker ikke, at de talte om,
at hun skulle kontakte sin vejleder på skolen for at få afklaret, hvad hun skulle have
i løn. Hun vidste godt, hvad hun skulle have i løn, og hun kontaktede ikke skolen
efter samtalen. Hun fik tilbudt jobbet under samtalen, og derfor afslog hun to
andre tilbud om ansættelse. Den 15. april 2019 mødte hun efter aftale op i virksomheden
for at underskrive uddannelsesaftalen. Da hun så uddannelsesaftalen, kunne
hun se, at tillægget ikke var medtaget, og hun sagde derfor, at hun også skulle
have tillægget. Derefter tog [C] uddannelsesaftalen fra hende og forlod rummet
med den. Da han ikke vendte tilbage, gik hun ud til ham og spurgte, hvad der nu
skulle ske, og han svarede, at han ville vende tilbage. Derefter gik hun, uden at uddannelsesaftalen
blev underskrevet. Hun var ikke da klar over, hvad problemet
var. Den 23. april 2019 bad [C] hende om at kontakte HK for at lave en aftale om, at
hun ikke skulle have tillægget. Hun var så opsat på at få jobbet, at hun bad HK om
at frafalde kravet om et tillæg, men det afviste HK. Efter at hun havde givet [C] be6
sked om HK's holdning, kontaktede han selv HK, men fik også afslag. Hun blev
chokeret, da hun modtog beskeden om, at uddannelsesaftalen var hævet. Hun havde
fortsat sin profil på Dentaljob, men hun fik først en ny uddannelsesaftale med
virkning fra den 12. august 2019. Aftalen gælder for et år, og hun regner med at
kunne fortsætte dette sted. Hun husker ikke, hvor længe aftalen med [C] skulle
gælde. Hun har efter ophævelsen forgæves forsøgt at kontakte en af de virksomheder,
som havde tilbudt ansættelse.

[C] har forklaret bl.a., at han ikke i forbindelse med ansættelsen af [A] så det CV,
som er fremlagt under sagen, og at det ikke fremgik af Dentaljob. Under samtalen
fortalte [A], at hun var 25 år, og hun fortalte også lidt om sin erhvervserfaring, herunder
at hun havde grunduddannelsen, og at hun havde arbejdet noget på et … og
haft nogle andre småjobs. Virksomhedens økonomi var meget anspændt, og derfor
havde han bedt sin klinikassistent, som havde udvalgt ansøgere til samtalen, om at
vælge dem, der kun skulle have almindelig elevløn. Han var klar over, at der kunne
være spørgsmål om voksenelevløn, hvis en elev var over 25 år. [A] skulle afklare
med skolen, om hun havde krav på voksenelevløn, men det havde hun ikke.
Hun nævnte ikke noget om, at hun havde krav på tillæg for erhvervserfaring. Det
fik han først oplyst den 15. april 2019, og derfor havde han behov for en tænkepause
i forbindelse med mødet. Da det stod klart, at han ikke kunne undgå at skulle
betale tillægget, så han ikke anden udvej end at hæve uddannelsesaftalen, idet
virksomheden ikke havde råd til at betale mere end grundlønnen. Han ansatte efterfølgende
en anden elev til normal elevløn med start den 1. maj 2019. Virksomhedens
likviditet var meget presset i april 2019, idet 2 ansatte tandlæger, der havde
været på barsel, havde sagt op, således at indtjeningen faldt. Samtidig havde han
ansat nogle elever, der var færdiguddannede, som klinikassistenter ud fra en forventning
om, at de to tandlæger vendte tilbage fra barsel. For at redde virksomheden
var han nødt til selv at arbejde mere, herunder om lørdagen og på ydertidspunkter,
og til det formål havde han brug for en elev, der kunne assistere ham på
disse tidspunkter.

Procedure

[A] har til støtte for sine påstande navnlig anført, at det er ubestridt, at der blev
indgået en uddannelsesaftale, og at den blev ophævet, fordi klager havde krav på
et tillæg for erhvervserfaring.

Vedrørende kravet på godtgørelse er det gjort gældende, at hun enten har krav på
godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven eller godtgørelse for tab
af uddannelsesgode efter erhvervsuddannelseslovens § 65. Hun har krav på den af
de to godtgørelser, der stiller hende bedst:

Efter forskelsbehandlingsloven må der ikke diskrimineres på grund af alder. Tillægget
for erhvervserfaring er så nært knyttet til klagers alder, at det reelt er udtryk
for direkte forskelsbehandling på grund af alder at ophæve aftalen på grund
af et anciennitetsbestemt tillæg. Hvis det ikke er tilfældet, er der tale om indirekte
forskelsbehandling, fordi fravalget af en ansat alene af den grund, at hendes erhvervserfaring
havde udløst et tillæg, er egnet til at diskriminere på grund af alder,
da det fortrinsvist vil være de ældre elever, der har erhvervserfaring og dermed vil
det stille elever med en bestemt alder ringere. Klager har løftet bevisbyrden for, at
der er en formodning for, at der er sket ulovlig forskelsbehandling, hvorfor indklagede
må påvise, at der ikke er sket forskelsbehandling. Denne bevisbyrde er ikke
løftet. Forskelsbehandlingen var ikke objektivt begrundet i et sagligt formål, henset
til at den underliggende begrundelse for ophævelsen helt konkret var, at indklagede
ikke havde økonomi til at ansætte klager, hvis hun skulle have tillægget for erhvervserfaring,
og dette er ikke et legitimt formål, jf. EU-domstolens sag C-388/07,
præmis 46. Klager har derfor krav på en godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven,
der passende kan fastsættes til 106.315,07 kr. svarende til 6 måneders
løn.

Indklagede har uberettiget ophævet uddannelsesaftalen som følge af klagers ubestridte
krav på et tillæg for erhvervserfaring, som følger af overenskomsten. Der er
tale om en illegitim ophævelsesgrund i strid med ledelsesretten, som ikke kan lægges
klager til last. Ophævelsen har forstyrret klager i sin uddannelse, forstyrret klagers
forhold og givet anledning til, at klager har mistet selvagtelse. Klager har som
følge heraf krav på godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven, som passende
kan fastsættes til 53.000 kr., henset til at klager var fyldt 25 år, da aftalen blev indgået.

Vedrørende kravet på erstatning har klager anført, at ansættelsen var omfattet af
funktionærloven. Det fremgår af funktionærlovens § 3, at hun udover krav på erstatning
efter § 3 har krav på erstatning efter almindelige erstatningsregler. Hun
har derfor krav på erstatning for det tab, som hun har lidt ved, at hun blev forsinket
i uddannelsen fra 1. maj 2019 til 12. august 2019. Tabet skal opgøres som faglært
løn, fordi hun som følge af forsinkelsen først vil opnå løn som faglært senere
end ellers. Subsidiært gøres det gældende, at hun har krav på løn svarende til 1
måned i henhold til funktionærlovens § 2.

Vedrørende kravet på erstatning har klager anført, at ansættelsen var omfattet af
funktionærloven. Det fremgår af funktionærlovens § 3, at hun udover krav på erstatning
efter § 3 har krav på erstatning efter almindelige erstatningsregler. Hun
har derfor krav på erstatning for det tab, som hun har lidt ved, at hun blev forsinket
i uddannelsen fra 1. maj 2019 til 12. august 2019. Tabet skal opgøres som faglært
løn, fordi hun som følge af forsinkelsen først vil opnå løn som faglært senere
end ellers. Subsidiært gøres det gældende, at hun har krav på løn svarende til 1
måned i henhold til funktionærlovens § 2.

Klager har ikke haft anden indkomst i perioden og havde ikke mulighed for at begrænse
sit tab.

Prøvetiden var ikke påbegyndt, hvorfor det forkortede opsigelsesvarsel i medfør af
erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2, ikke kunne anvendes.

[Tandlægecenter B], der anerkender, at der blev indgået en uddannelsesaftale, har
til støtte for sine påstande navnlig gjort gældende, at virksomheden var berettiget
til at opsige uddannelsesaftalen efter erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2, hvorefter
begge parter inden for en prøvetid på 3 måneder kan opsige en uddannelsesaftale
uden grund og uden varsel. Opsigelsen skete forud for påbegyndelsen af
elevforholdet. Det ligger fast i praksis, at en arbejdsgiver kan opsige et ansættelsesforhold
inden medarbejderens tiltrædelsesdag, og det må også gælde i elevforhold.
"Opsigelsesvarslet" begyndte at løbe fra den 1. maj 2019, og uddannelsesaftalen ophørte
således samme dag. Der er betalt løn for denne ene dag. Der er derfor ikke
krav på løn for en måneds opsigelsesvarsel efter funktionærlovens § 2, ligesom der
ikke er krav på godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65. En eventuel
godtgørelse skal desuden fastsættes til et mindre beløb, idet opsigelsen er sket in8
den påbegyndelsen af uddannelsesforholdet, ligesom klager allerede den 12. august
2019 påbegyndte et nyt elevforhold.

Klager har ikke krav på erstatning efter funktionærloven § 3 eller efter almindelige
erstatningsregler, idet erstatning forudsætter, at der er sket en uberettiget afbrydelse
af ansættelsesforholdet, hvilket ikke var tilfældet, idet opsigelsen skete i overensstemmelse
med erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2. Klager, der burde vide,
at tillægget for erhvervserfaring var af afgørende betydning for ansættelsen af hende,
undlod desuden at oplyse om, at hun var berettiget til tillægget. Det bestrides
herudover, at klager blev forsinket i sin uddannelse på grund af indklagedes forhold,
idet hun selv afviste et andet jobtilbud. Vedrørende opgørelsen af et eventuelt
erstatningskrav bestrides det, kravet skal opgøres efter lønnen for en faglært, da
klager var elev, ligesom det bestrides, at der efter overenskomsten er hjemmel til at
kræve pension af feriegodtgørelse.

Det bestrides, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven, idet opsigelsen
ikke var begrundet i klagers alder, men alene i virksomhedens dårlige økonomi.
Opsigelsen skyldtes, at klager var berettiget til et tillæg for erhvervserfaring.
Tillægget er ikke et anciennitetsbestemt tillæg, men gives efter overenskomsten for
al erhvervserfaring, og der er derfor ikke grundlag for at antage, at tillægget i sig
selv er udtryk for, at den pågældende har en højere alder. En eventuel godtgørelse
bør ikke overstige 3 måneders løn, idet klager ingen anciennitet havde på opsigelsestidspunktet.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

Godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven

Der er mellem parterne enighed om, at der den 9. april 2019, hvor [A] var knap 26
år, blev indgået en uddannelsesaftale, hvorefter hun den 1. maj 2019 skulle påbegynde
en praktikperiode hos indklagede, og at uddannelsesaftalen derefter den 25.
april 2019 blev ophævet, fordi det viste sig, at hun havde krav på et tillæg for dokumenteret
erhvervserfaring efter overenskomstens § 28, stk. 3.

Under disse omstændigheder kan ophævelsen af uddannelsesaftalen ikke anses for
at være sket på baggrund af en direkte forskelsbehandling som følge af alder.
Spørgsmålet er derfor, om ophævelsen skete på baggrund af indirekte forskelsbehandling
som følge af alder, jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3.

Tillægget for erhvervserfaring, der pr. 1. april 2019 var på 1.024 kr., gives efter
overenskomstens § 28, stk. 3, til elever med dokumenteret erhvervserfaring svarende
til tre års fuldtidsbeskæftigelse, der ikke efter stk. 5 aflønnes som voksenelever.
Aflønning som voksenelev forudsætter efter overenskomstens § 28, stk. 5, at der
udover kravet om, at eleven er fyldt 25 år, opnås tilskud i henhold til reglerne om
en aktiv beskæftigelsesindsats.

3 voterende udtaler herefter:

Kravet på løntillægget er efter ordlyden af overenskomsten ikke begrundet i elevens
alder, men i hendes erhvervserfaring. Erhvervserfaring er uafhængig af alder,
idet yngre personer kan have mere erhvervserfaring end ældre og omvendt. Vi finder
derfor ikke, at overenskomstens § 28, stk. 3, om løntillæg er udtryk for en be9
stemmelse, som er neutralt formuleret, men reelt er udtryk for en forskelsbehandling
som følge af alder, jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3. Opsigelsen, der er
sket under henvisning til, at eleven efter denne bestemmelse har krav på et løntillæg,
er derfor efter vores opfattelse ikke udtryk for en indirekte forskelsbehandling
på grund af alder. Under hensyn hertil sammenholdt med det, som [C] har forklaret
om virksomhedens økonomiske forhold, lægger vi således til grund, at ophævelsen
ikke skyldtes klagers alder.

Vi stemmer derfor for, at klagers krav om en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven
ikke tages til følge.

2 voterende udtaler:

[C] har forklaret, at det var en forudsætning for virksomheden, at den elev, der
skulle ansættes, ikke var voksenelev eller havde krav på tillæg for erhvervserfaring
i henhold til overenskomstens § 28, stk. 3. Virksomheden ville således ikke ansætte
[A], såfremt hun skulle aflønnes som voksenelev. Da det blev kendt for virksomheden,
at [A] havde krav på tillæg for erhvervserfaring, ophævede virksomheden uddannelsesaftalen.
Uanset at tillægget ikke efter overenskomstens ordlyd er knyttet til en bestemt alder,
lægger vi under hensyn til, at der er tale om et krav om 3 års erhvervserfaring
sammenholdt med, at det er naturligt at anse tillægget som en kompensation til
elever, der ikke kan opnå ansættelse som voksenelev, til grund, at tillægget reelt er
udtryk for en aldersbestemt ydelse, idet tillægget kun vil blive aktuelt for elever
med højere alder.

Ved at ophæve ansættelsen under henvisning til, at klager havde krav på dette tillæg,
er det derfor sandsynliggjort, at virksomheden har forskelsbehandlet klager,
jf. herved forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3. Herefter, og da virksomhedens
henvisning til et ønske om omkostningsbegrænsning af hensyn til virksomhedens
økonomi ikke efter Ligebehandlingsnævnets praksis, der er begrundet i EU-retten,
udgør et sagligt formål, finder vi, at det er bevist, at ophævelsen er sket i strid med forskelsbehandlingsloven.
Vi stemmer derfor for at tage klagers krav om en godtgørelse til
følge. Godtgørelsen kan passende fastsættes som påstået af klager.
Efter stemmeflertallet tages påstanden om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven
ikke til følge.

Godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven

De første 3 måneder af praktiktiden betragtes som en prøvetid, hvori enhver af
parterne kan opsige uddannelsesaftalen uden angivelse af grund og uden varsel.
Spørgsmålet er, om erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2, giver mulighed for, at
uddannelsesaftalen kan opsiges uden varsel inden ansættelsens start og dermed
inden prøvetidens start.

3 voterende udtaler

Virksomheden vil på den første arbejdsdag kunne opsige uddannelsesaftalen uden
varsel og til fratræden samme dag, således at uddannelsesaftalen reelt ikke påbegyndes,
jf. herved erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2. Under hensyn hertil fin10
der vi, at virksomheden ligeledes må være berettiget til at opsige uddannelsesaftalen
uden varsel før prøvetidens start, også selvom dette måtte indebære en fravigelse
af den sædvanlige praksis ved opsigelse i funktionærforhold, hvor der er 14
dages opsigelse, mens der efter erhvervsuddannelsesloven kan opsiges med en
dags varsel. Vi bemærker herved også, at forstyrrelsen af [A]s forhold derved begrænses
mest muligt, idet hun i modsat fald først ved uddannelsesaftalens start
den 1. maj 2019 ville være blevet klar over, at hun skulle finde en anden praktikvirksomhed.
Vi bemærker desuden, at dette resultat stemmer bedst med det, der
fremgår af Højesterets dom af 7. september 2016 i sag 44/2016, gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen 2017 side 24.

Vi finder således ikke, at opsigelsen den 24. april 2019 var uberettiget, og vi stemmer
derfor for at frifinde virksomheden for påstanden om godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven.

2 voterende

Det er fast antaget, at tiltrædelse i en funktionærstilling ikke kan forhindres ved
opsigelse før ansættelsens start. Vi finder, at erhvervsuddannelseslovens § 60, stk.
2, i overensstemmelse hermed må forstås således, at det var uberettiget at opsige
[A], således at hun ikke have mulighed for at tiltræde sin stilling den 1. maj 2019.
Vi stemmer derfor for at tage påstanden om godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven
til følge, idet vi dog bemærker, at en godtgørelse efter forskelsbehandlingen
i overensstemmelse med det, der følge af Højesteretsdom af 19. april 2018 i sag
151/17 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2018 side 1766 går forud for en godtgørelse
efter erhvervsuddannelsesloven.

I overensstemmelse med stemmeflertallet frifindes virksomheden for påstanden
om godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven.

Erstatning

[A] har fået betaling for 1 arbejdsdag.

3 voterende udtaler:

Som ovenfor anført finder vi ikke, at det var uberettiget efter erhvervsuddannelseslovens
§ 60, stk. 2, at uddannelsesaftalen blev ophævet. Herefter, og da det, der i
øvrigt er anført, ikke kan føre til, at virksomheden har handlet ansvarspådragende,
stemmer vi for i det hele at frifinde virksomheden for kravet om erstatning.
2 voterende udtaler:

Som ovenfor anført finder vi, at det var uberettiget, at uddannelsesaftalen blev ophævet.
Erstatningskravet udspringer af almindelige erstatningsretlige regler. Vi finder, at
det forhold, at [A] kun var ansat på prøve, ikke kan fritage virksomheden fra et erstatningskrav,
idet virksomheden burde have ladet [A] tiltræde som elev og loyalt
have indstillet sig på at afprøve mulighederne for et samarbejde. Vi bemærker desuden,
at dette resultat stemmer bedst overens med det, der fremgår af Østre
Landsrets dom af 2. august 1982. Virksomheden har derfor pådraget sig et erstat11
ningsansvar for [A]s forsinkede færdiggørelse af sin uddannelse. Vi stemmer derfor
for at tage erstatningskravet på 99.971,47 kr. til følge.

I overensstemmelse med stemmeflertallet frifindes virksomheden for erstatningskravet.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen frifindes virksomheden herefter i det hele for
[A]s krav.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

T h i b e s t e m m e s:

[Tandlægecenter B] frifindes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.
Såfremt sagen indbringes for domstolene, anmoder Tvistighedsnævnet om at
blive orienteret. …”

Yderligere oplysninger i retssagen

Parterne er enige om det faktiske hændelsesforløb som beskrevet ovenfor.
HK har også under nærværende retssag bestridt, at [Tandlægecenter B]’ økonomi
var så dårlig som anført og har til støtte herfor bl.a. fremlagt årsrapport for
[Tandlægecenter B] for perioden fra 1. oktober 2018 til 30. september 2019,
hvorfra nøgletal blev gennemgået under hovedforhandlingen.

Tandlægeforeningen har til dokumentation for [Tandlægecenter B]’s økonomi
bl.a. fremlagt kontoudskrift for virksomheden for foråret 2019, og en udtalelse
fra virksomhedens revisor, hvoraf fremgår, at tandlægecenterets omsætning i
perioden oktober 2018 til marts 2019 faldt med ca. 1 mio. kr., og at indtjeningen
og likviditeten som følge deraf var væsentligt forringet.

Oversigt over dokumenter fremlagt under nærværende retssag:

- Oversigt over [Tandlægecenter B]s kontobevægelser for perioden fra 15.
marts 2019 til 15. april 2019
- Mail af 9. april 2019 fra [C] til [A] med tilsagn om ansættelse
- Mailkorrespondance vedrørende hvornår parterne skulle underskrive uddannelsesaftalen
- [A]s CV
- [A]s mail af 10. april 2019 vedrørende afvisning af andet jobtilbud
- Mail af 17. april 2019 fra [A] til [C]
- Mail af 23. april 2019 fra [C] til [A] omkring en aftale med HK
- Mail af 24. april 2019 fra [A] til [C] vedrørende aftale med HK
- Mail af 24. april 2019 fra [C] til [A] vedrørende ophævelse
- Anonymiseret lønseddel for perioden 1. maj til 31. maj 2019
- Protokollat fra 3. maj 2019 fra drøftelser mellem organisationerne
- Protokollat af 16. august 2019 fra Det Faglige Udvalg
- Erklæring fra [Tandlægecenter B]s revisor, aROS Statsautoriseret revisorer
I/S, dateret 4. oktober 2019
- [Tandlægecenter B]s årsrapport for perioden fra 1. oktober 2018 til 30. september
2019

Sagen har også været ført for Arbejdsretten, idet HK gjorde gældende,at [Tandlægecenter
B] havde gjort sig skyldig i organisationsfjendtlig adfærd ved at afskedige
[A].

Arbejdsretten afsagde kendelse i sagen den 14. september 2020, hvoraf fremgår
bl.a. følgende

”Retsformandens bemærkninger

Der er enighed mellem parterne om, at der den 9. april 2019 blev indgået en aftale
mellem [A] og [Tandlægecenter B] om, at hun skulle uddannes som klinikassistent
i virksomheden, og at hun skulle starte den 1. maj 2019. Hun nåede dog ikke at tiltræde
stillingen, idet tandlægecentret ved mail af 24. april 2019 hævede aftalen. [A]
må herefter anses for opsagt.

Sagen angår, om tandlægecentret har gjort sig skyldig i organisationsfjendtlig adfærd
ved at afskedige [A]. Afskedigelsen skete på baggrund af, at [A] efter
overenskomsten havde ret til et månedligt tillæg for dokumenteret erhvervserfaring
(erfaringstillæg), og da HK/Privat ikke ville indgå aftale om, at tandlægecentret
ikke skulle betale tillægget, blev hun afskediget.

Efter bevisførelsen lægges følgende til grund:

Tandlægecentret havde fra oktober 2018 til marts 2019 et fald i omsætningen på ca.
1 mio. kr., og klinikkens likviditet var i samme periode forringet med ca. 500.000
kr. Faldet i omsætning og indtjening skyldtes bl.a., at to af klinikkens tandlæger
havde været på barsel, og i begyndelsen af 2019 stod det klart, at de ikke ville vende
tilbage til klinikken. Klinikken befandt sig som følge heraf i en presset økonomisk
situation, da [C] i begyndelsen af april 2019 besluttede at ansætte en klinikassistentelev,
der bl.a. kunne bistå ham i forbindelse med arbejde i klinikken om lørdagen.

Det var en forudsætning for [C], at den person, der skulle ansættes, alene
skulle have almindelig elevløn, og ikke voksenelevløn eller erfaringstillæg. Da aftalen
om ansættelse af [A] blev indgået den 9. april 2019, var [C] ikke bekendt med,
at hun havde ret til erfaringstillæg efter overenskomsten. Dette blev han først klar
over den 15. april 2019. Den 23. april 2019, der var den første arbejdsdag efter påske,
kontaktede han Tandlægeforeningen, der oplyste ham om, at [A] ikke selv
kunne give afkald på erfaringstillægget, men at et afkald forudsatte en accept fra
HK. Han bad [A] om at indhente en sådan accept, og da hun meldte tilbage, at HK
ikke ville acceptere en fravigelse af overenskomsten, kontaktede han selv HK og
oplyste, at han grundet klinikkens stramme økonomi ikke havde mulighed for at
indgå uddannelsesaftalen, medmindre HK accepterede at give afkald på erfarings13
tillægget. HK fastholdt, at overenskomstens bestemmelse om erfaringstillæg skulle
efterleves. Herefter hævede han ved mail af 24. april 2019 aftalen med [A] og opsagde
hende.

Efter bevisførelsen lægges det herefter til grund, at opsigelsen af [A] den 24. april
2019 - således som det også er anført i mailen samme dag fra [C] - var begrundet i,
at klinikken efter [C]s vurdering ikke havde råd til at betale erfaringstillægget. En
opsigelse begrundet heri udgør ikke en organisationsfjendtlig handling. Opsigelsen
havde intet at gøre med, at [A] er medlem af HK, og opsigelsen er heller ikke
udtryk for, at klinikken ikke ville følge overenskomsten. Den er alene udtryk for, at
klinikken efter [C]s vurdering ikke havde råd til at betale erfaringstillægget efter
overenskomsten. Det bemærkes herved, at det for bedømmelsen af, om der foreligger
et organisationsfjendtligt forhold, findes at være uden betydning, om [C]s vurdering
af, hvad klinikken havde råd til, objektivt set måtte vise sig at være forkert.

Som ovenfor anført kan det lægges til grund, at [C] forsøgte at få HK til at acceptere
et afkald på erfaringstillægget ved at oplyse, at han grundet klinikkens stramme
økonomi ikke havde mulighed for at indgå uddannelsesaftalen, medmindre HK
accepterede at give afkald på tillægget. Henvendelsen til HK skete efter kontakt til
Tandlægeforeningen, og forsøget må ses som udtryk for en anerkendelse af HK
som overenskomstpart og af, at overenskomsten er bindende og skal følges, medmindre
HK som overenskomstpart på arbejdstagerside accepterer en fravigelse. At
[C] som en konsekvens af HK’s afslag på at fravige overenskomsten opsagde [A]
må som ovenfor anført anses for begrundet i, at klinikken efter [C]s opfattelse ikke
havde råd til at betale tillægget, og ikke i en modvilje mod at følge overenskomsten.
På den baggrund findes hverken opsigelsen eller forsøget på at få HK til at give afkald
på erfaringstillægget at udgøre en organisationsfjendtlig adfærd.

Som følge af det anførte frifindes [Tandlægecenter B].
...”

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af [A] og [C].

[A] har vedstået sin forklaring for Tvistighedsnævnet, jf. gengivelsen heraf
ovenfor, og forklaringen for Arbejdsretten, der lyder således:

”… at hun er 27 år gammel og bor i …. Hun er klinikassistentelev. Hun oprettede
en profil på hjemmesiden Dentaljob.dk med CV og kontaktoplysninger. Hun blev
kontaktet telefonisk af [D] fra [Tandlægecenter B], og de aftalte, at hun skulle komme
til samtale den 8. april 2019. Hun tog ud til klinikken den 8. april, hvor hun var
til samtale med [C]. De talte om, hvad hun tidligere havde lavet, hvor gammel hun
var, og hvor hun boede. De talte også om, hvad jobbet indebar, og hvad hun kunne
forvente at lave. Så vidt hun husker, talte de ikke om løn. Det var en god samtale.
Hun forstod samtalen sådan, at hun skulle starte der som elev. Hun gik derfra med
følelsen af, at de havde en aftale, og at det bare var formaliteter, der skulle på
plads.

Foreholdt hendes forklaring for Tvistighedsnævnet forklarede hun, at hun til samtalen
gjorde opmærksom på, at hun var klar over, at hun havde ret til erfaringstillægget.
Hun havde hørt om erfaringstillægget hos HK, hvor hun havde været på
besøg med sin klasse. Foreholdt, at [C] for Tvistighedsnævnet forklarede, at han ikke
mener, at tillægget blev nævnt under samtalen, forklarede hun, at hun er ret sikker
på, at hun i forbindelse med, at hun fortalte om, hvad hun tidligere havde lavet,
nævnte, at hun skulle have det tillæg. Hun gjorde i hvert fald tydeligt opmærksom
på, hvor meget erfaring hun havde. Hun fortalte om det, hun har lavet.
Hun mener også, at hun sagde, at hun var berettiget til erfaringstillæg, fordi hun
havde mere end 3 års joberfaring.

De aftalte et nyt møde den 15. april 2019 med henblik på at underskrive uddannelsesaftalen.
Den 15. april kom hun ind på klinikken, og da hun skulle til at skrive under på aftalen,
så hun, at erfaringstillægget ikke var med. Da hun gjorde [C] opmærksom på
det, tog han papiret og gik ind i et rum ved siden af. Efter nogen tid gik hun ud og
spurgte efter ham. Han sagde, at han ville vende tilbage. Hun forlod derefter stedet
uden sin kontrakt.

Efter [C]s mail af 23. april 2019 kontaktede hun sin fagforening og spurgte, hvad
hun skulle gøre. Hun spurgte også, om HK ville fravige erfaringstillægget. Det ville
de ikke.”

Hun har supplerende forklaret bl.a., at hun den 10. april 2019 blev inviteret til
en samtale vedrørende en ledig stilling som klinikassistentelev på en tandlægeklinik
i …. Hun afslog invitationen, fordi hun meget gerne ville arbejde hos
[Tandlægecenter B]. Da det den 24. april 2019 blev klart for hende, at hun alligevel
ikke skulle arbejde dér, gjorde hun alt, hvad hun kunne, for at sikre sig indtægter.
Hun arbejdede deltid på det …, hvor hun også havde arbejdet tidligere,
og modtog supplerende dagpenge. Hun søgte også ledige stillinger som salgsassistent.
Hun forblev aktiv på portalen Dentaljob med henblik på at holde sig
orienteret om eventuelle ledige elevstillinger. I starten af august 2019 var hun til
samtale på en klinik i …, hvor hun startede som klinikassistentelev den 12. august
2019.

[C] har vedstået sin forklaring for Tvistighedsnævnet, jf. gengivelsen heraf
ovenfor, dog med den præcisering, at det ikke var hans klinikassistent [D], der
udvalgte ansøgere til den ledige stilling som elev. Han udvalgte selv ansøgere,
som han ville se til en samtale, men han bad klinikassistenten om at forestå det
praktiske omkring invitation til samtale og bad hende bl.a. om at oplyse ansøgerne
om, at tandlægecenteret kun havde mulighed for at tilbyde almindelig
elevløn.

Han har også vedstået sin forklaring for Arbejdsretten, der lyder således:

”…at han blev uddannet tandlæge i 2006. Han har haft [Tandlægecenter B] siden 1.
oktober 2008. Han kaldes ”[C]”. I starten af 2019 var klinikkens økonomi presset.
Bl.a. var to ansatte tandlæger gået på barsel i marts 2018 og i sommeren 2018, hvilket
førte til et fald i omsætningen. Han ansatte en tandplejer og en tandlæge som
’’vikarer” for de to på barsel, men omsætningen faldt alligevel væsentligt. En tandplejer
tjener ikke nær så meget til klinikken, og tandlægen var helt nyuddannet og
skulle lige i gang. I oktober 2018 kom klinikassistent [D] tilbage fra barsel. Han
havde samtidig to gode elever, som blev færdiguddannet og derefter ansat som
klinikassistenter. Det indebar ekstra udgifter, idet deres løn steg fra 14.000 kr. til
22.000 kr. Han ansatte dem for at have to dygtige klinikassistenter til de to tandlæger,
når de kom tilbage fra barsel.

I starten af januar bestilte han flybilletter til … for at besøge sin mor i marts 2019.
Desværre besluttede den ene tandlæge i slutningen af januar, at hun ikke kom tilbage
fra barsel. Hun skulle have været tilbage i februar. Hun skulle have overtaget
klinikken, mens han var på ferie i …. Sammenfaldende med det fik han at vide, at
den anden tandlæge også sagde op. Hun skulle have været tilbage i juni 2019. Han
kom tilbage fra … den 29. marts 2019. Økonomien var dårlig, og der var kun penge
til en måneds faste udgifter. Han besluttede at arbejde mere selv, herunder arbejde
om lørdagen. Han manglede en elev til at bistå sig om lørdagen, og han bad derfor
sin klinikassistent [D] om at indkalde nogle ansøgere til samtale. De skulle være
parat til at arbejde om lørdagen, og for at holde udgifterne nede skulle den pågældende
elev ansættes på almindelig elevløn. [D] indkaldte tre til samtale. [A] var
den første. Hun kom til samtale den 8. april 2019 kl. 18.15.

Foreholdt bilag B forklarede han, at han ikke havde set hendes CV. I givet fald ville
han have spurgt, om han måtte ringe til ’’tandlæge [E], …”. Han blev oprigtig glad
for hende under samtalen, så han aflyste samtalen med de to andre kandidater.
De talte ikke om løn den 8. april 2019, og [A] nævnte heller ikke noget om erfaringstillæg
under samtalen. Hun nævnte kun, at hun havde arbejdet på …. På mødet
den 15. april 2019 sagde [A], at hun ikke var berettiget til voksenelevløn, men
at hun havde ret til erfaringstillæg. Han havde ikke råd til at betale erfaringstillægget,
og han gik ud fra, at det kunne fraviges. Han ringede til Tandlægeforeningen,
der oplyste, at det kun er HK, der kan fravige overenskomsten. Han bad derfor [A]
om at få HK’s accept til, at hun ikke skulle have erfaringstillægget. Da [A] meldte
tilbage, at HK ikke ville fravige overenskomsten, ringede han selv til HK, hvor han
nærmest blev skældt ud. Han var ærgerlig over, at han ikke havde råd til at ansætte
[A], der var en rigtig dygtig elev. Efterfølgende ansatte han en anden elev, som
havde ret til almindelig elevløn uden erfaringstillæg. Han ved ikke, om de ansatte
er medlem af en fagforening. Som medlem af Tandlægeforeningen skal han følge
overenskomsten, og det er derfor irrelevant, om de ansatte er organiseret eller ej.”
Han har supplerende forklaret bl.a., at [Tandlægecenter B] har en driftskonto og
kreditkonto. Der findes også en konto, som blev anvendt i forbindelse med en
større ombygning i 2015, men der er ikke længere aktivitet på denne konto.

Tandlægecenterets indtægter bliver overført til driftskontoen, hvorefter midlerne
bliver overført til kreditkontoen. Kreditkontoen bliver brugt til at betale faste
udgifter, herunder husleje, internet og lønninger til personale. I foråret 2019 var
der et kreditmaksimum på 2,3 mio. kr., og allerede i april 2019 var der trukket
ca. 2 mio. kr. på kassekreditten. [Tandlægecenter B] var dengang i de hidtil stør16
ste økonomiske problemer, og han var oprigtigt meget bange for, at tandlægecenteret
ville gå konkurs, fordi der på daværende tidspunkt kun var midler til
at betale udgifter for ca. en enkelt måned. Derfor traf han mange svære økonomiske
beslutninger. Han undlod bl.a. at indkøbe nødvendigt udstyr, og han udbetalte
ikke løn til sig selv i april 2019.

Den 8. april 2019 afholdt han ansættelsessamtale med [A]. Hun fremstod moden
og meget entusiastisk i forhold til den ledige stilling. Det var positivt, at
hun var 25 år i forhold til fx 18 år, fordi hun kunne fremstå mere myndig over
for patienterne. Han skulle i de kommende dage have afholdt samtaler med to
øvrige ansøgere, som begge var under 25 år. Han aflyste imidlertid disse samtaler,
fordi han var sikker på, at han ville ansætte [A]. Den 15. april kom hun på
tandlægecenteret for at underskrive uddannelsesaftalen.

Han kunne ikke betale tillægget for dokumenteret erhvervserfaring på grund af
tandlægecenterets store økonomiske problemer. Hendes tidligere erhvervserfaring
var desuden primært fra arbejde på et ... og som salgsassistent, hvilket ikke
er særligt kompetencegivende i forhold til stillingen som klinikassistentelev.

Tandlægecenterets udgift til løntillægget er desuden højere end de ca. 1.100 kr.,
som tillægget udgør for eleven, da der hertil skal lægges en række andre udgifter,
herunder lønsumsafgift, finansieringsbidrag, uddannelsesbidrag, pension,
ATP og feriemidler. Efter hans egne beregninger ville det have medført en udgift
på ca. 1.400 kr. ekstra pr. måned foruden grundlønnen. I løbet af elevtiden
på 30 måneder ville han derfor skulle betale ca. 42.000 kr. ekstra til hende i forhold
til en medarbejder, der ikke havde ret til tillægget.

Han modtog Tandlægecenterets årsrapport for 2018/2019 i starten af 2020. Årets
resultatet var 120.065 kr. efter skat. Han blev meget glad, da dette var væsentligt
bedre end forventet. Resultatet kan tilskrives, at han traf nogle meget svære
økonomiske beslutninger i løbet af 2019, herunder, at han ikke udbetalte løn til
sig selv i april 2019, og at han undlod at indkøbe udstyr til tandlægecenteret. I
slutningen af 2017 eller i starten af 2018 udbetalte han ca. 500.000 kr. til sig selv,
fordi han havde penge til gode i virksomheden. Pengene blev navnlig brugt til
at hjælpe hans mor økonomisk, da hun var alvorligt syg.

Efterfølgende gjorde hans revisor ham opmærksom på, at han året efter skulle
betale skat af beløbet på ca. 500.000 kr., hvorfor dette fremgår af posten ”udbytte
betalt i året” i årsrapporten. Han udbetaler ca. 43.000 kr. pr. måned i løn til
sig selv. Han bruger ca. 43-48 timer om ugen med patienter. Derudover bruger
han typisk ca. 1-1½ time hver aften på at udfylde journaler og andet administrativt
arbejde, bl.a. udbetaling af lønninger. Han har ikke tal på sit samlede antal
arbejdstimer, men han arbejder meget.

I 2018/2019 havde han gennemsnitligt 9 ansatte i [Tandlægecenter B]. Den klinikassistentelev,
han ansatte i stedet for [A], var omkring 22 år på ansøgningstidspunktet.

Parternes synspunkter

For [A] er der i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumentet
af 7. september 2020, hvoraf fremgår:
”…

Det følger af erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2 […], at lønnen mindst skal udgøre
den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet.
Sagsøgtes efterfølgende ensidige beslutning om ikke at ville betale løn efter
overenskomsten, udgør en ophævelse af uddannelsesaftalen.

Forskelsbehandlingsloven

Sagsøger gør som hovedanbringende gældende, at ophævelsen af sagsøgers uddannelsesaftale
var i strid med forbuddet mod diskrimination på grund af alder efter
forskelsbehandlingsloven.

Efter forskelsbehandlingslovens § 1, jf. §2, stk.1 […], må der ikke diskrimineres på
grund af alder. Sagsøgers uddannelsesaftale blev ophævet før ansættelsesforholdets
påbegyndelse udelukkende som følge af, at hun på baggrund af sin erhvervserfaring
havde krav på et tillæg.

Det følger af sagsøgtes forklaring for Tvistighedsnævnet, at man hos sagsøgte på
forhånd havde besluttet, at man kun ville ansætte elever til almindelig løn […],
hvorfor man ikke ønskede at ansætte en voksenelev.

Tillægget er så nært tilknyttet sagsøgers alder, at det reelt er udtryk for direkte forskelsbehandling
på grund af alder at ophæve aftalen på grund af et tillæg for erhvervserfaring,
som træder i stedet for ansættelse som voksenelev.

Det er fast praksis ved Ligebehandlingsnævnet at betragte en arbejdsgivers afvisning
af at ansætte voksenelever som direkte diskrimination i strid med forskelsbehandlingsloven,
jf. Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 14. december 2011 […], afgørelse
af 27. februar 2013 […], afgørelse af 27. august 2014 […], afgørelse af 4. februar
2015 […] og afgørelse af 29. april 2015 […].

Subsidiært gøres gældende at forskelsbehandlingen var udtryk for indirekte forskelsbehandling,
jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3 […], fordi fravalget af en
ansættelse, alene fordi hendes erhvervserfaring havde udløst et tillæg, er egnet til
at diskrimere på grund af alder, da det fortrinsvist vil være de ældre elever, der
har erhvervserfaring, og dermed vil det stille ældre elever ringere end yngre elever.
I Ligestillingslovene med kommentarer […] skriver forfatterne omkring alder
og anciennitet at ”anciennitetsbetingelser vil typisk bedre kunne opfyldes af ældre
end af yngre”. Det gøres gældende at det samme gør sig gældende for tillægget for
erhvervserfaring efter overenskomstens § 28, stk. 3.

Forskelsbehandlingen var ikke objektivt begrundet i et sagligt formål, henset til at
den underliggende begrundelse for ophævelsen helt konkret var, at sagsøgte ikke
havde økonomi til at ansætte sagsøger, hvis hun skulle ansættes som voksenelev
eller have tillægget for erhvervserfaring. Dette er ifølge EU-domstolen (sag C-
388/07, præmis 46, […] ikke et legitimt formål, der kan give hjemmel til forskelsbehandling
som sket.

Det forhold, at der i overenskomsten er tillæg for erhvervserfaring, berettiger ikke
sagsøgte til, i en ansættelsessituation, frit at vælge de elever fra, som er berettiget
til tillægget, hvilket også strider mod hensigten i overenskomsten.

Sagsøgtes mail sendt den 24. april 2019 […], hvor sagsøgte skriver, at ophævelsen
sker, fordi sagsøger har krav på et tillæg, jf. forskelsbehandlingsloven § 7a […],
skaber formodning om, at der er sket ulovlig forskelsbehandling. Sagsøgte må derfor
påvise, at der ikke er sket forskelsbehandling. Denne bevisbyrde er ikke løftet.
Som følge af overtrædelsen af forskelsbehandlingsloven har sagsøger krav på en
godtgørelse i henhold til forskelsbehandlingslovens §7, stk. 1 […].

Der skal ved udmålingen af godtgørelsen tages højde for at der var etableret et ansættelsesforhold.
Ansættelsesforholdet blev ikke påbegyndt som følge af sagsøgtes
beslutning om ikke at ville ansætte sagsøger til den overenskomstbaserede løn. Beslutningen
må derfor sidestilles med en afskedigelse i forskelsbehandlingslovens
forstand.

Godtgørelsen kan passende fastsættes til 106.315,07 kr. svarende til 6 måneders løn
i overensstemmelse med praksis på området, jf. u.2002.2435/3H […] samt Afgørelse
nr. 9491 af 8. marts 2017 […]. Der er ikke grundlag for at nedsætte godtgørelsen
henset til grovheden i sagsøgtes handling.

Erhvervsuddannelsesloven

Subsidiært gøres det gældende, at sagsøger har krav på godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven
som følge af den uberettigede ophævelse af uddannelsesaftalen:

En opsigelse efter erhvervsuddannelseslovens §60, stk. 2 […], skal være legitim.
Dette indebærer, at uanset opsigelsesadgangen i en prøveperiode, så kan man ikke
ophæve, hvis der er tale om en ophævelse i strid med særlovgivning og
overenskomst. Alene det at anvende det korrekte opsigelsesvarsel mm. er ikke tilstrækkeligt
til, at opsigelsen er legitim. Det er alene baggrunden for opsigelsen der
kan legitimere opsigelsen.

Sagsøger gør gældende, at det er en illegitim ophævelsesgrund, i strid med ledelsesretten,
at opsige en ansat, fordi denne ubetinget efter den gældende
overenskomst har ret til en højere løn, end man vil betale. Der er tale om en illegitim
ophævelsesgrund, i strid med ledelsesretten, som ikke kan lægges sagsøger til
last.
…

Ophævelsen har forstyrret sagsøger i sin uddannelse, forstyrret sagsøgers forhold
og givet anledning til, at sagsøger har mistet selvagtelse. Sagsøger har som følge
heraf krav på godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens som passende kan fastsættes
til 53.000 kr. henset til at sagsøger var fyldt 25 år da aftalen blev indgået.

Godtgørelsen skal udmåles i overensstemmelse med præmisserne i Højesterets
dom af 19. februar 2018, u.2018.1766H […], hvoraf følger, at sagsøger har krav på
den af de to godtgørelser, der stiller hende bedst.

I forhold til godtgørelserne efter begge grundlag gøres gældende, at godtgørelsen
subsidiært skal udmåles til et mindre beløb.

Funktionærlovens § 3

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det vedrørende krav på erstatning efter
funktionærlovens § 3 […] gældende at:

Sagsøger var ansat som tandklinikassistentelev og arbejdet var omfattet af funktionærlovens
§ 1 […]. Ansættelsen er i sin helhed omfattet af funktionærloven. Det
følger af funktionærlovens § 3, at såfremt en arbejdsgiver uberettiget nægter at
modtage funktionæren i tjenesten skal arbejdsgiveren som udgangspunkt udrede
en erstatning svarende til lønnen indtil det tidspunkt, hvor den ansatte lovligt kunne
have været opsagt i overensstemmelse med samme lovs § 2 […], såfremt almindelige
erstatningsregler ikke måtte medføre et større ansvar.

Sagsøger har principalt krav på erstatning for det tab hun har lidt ved, at hun blev
forsinket i uddannelsen fra 1. maj 2019 til 12. august 2019. […]

Tabet opgøres som faglært løn efter satserne fra 2019, for en periode på 3 måneder
og 12 dage, svarende perioden fra til 1. maj til 12. august 2019, som er den tid
sagsøger reelt blev forsinket i sin uddannelse.

Erstatningskravet, der er opgjort efter funktionærlovens § 3 […], er opgjort korrekt,
idet der skal tages udgangspunkt i faglært løn og ikke elevløn ved beregning af et
erstatningskrav, for den tid en elev bliver forsinket i sin uddannelse. Sagsøger havde
udsigt til at opnå faglært løn på et tidligere tidspunkt, hvis sagsøgte havde
overholdt aftalen om ansættelse af sagsøger. Det tab, sagsøger har lidt, er således,
at hun først opnår ret til faglært løn på et senere tidspunkt end forventet. Kravet er
opgjort i overensstemmelse med overenskomsten.

Sagsøger har ikke haft anden indkomst i perioden, og havde ikke mulighed for at
begrænse sit tab.

Den omstændighed at sagsøger kun var ansat på prøve kunne ikke fritage sagsøgte
fra at tage imod arbejdskraften og loyalt indstille sig på at prøve mulighederne for
et samarbejde af, jf. u.1982.1190Ø […], hvorfor der i denne situation kan pålægges
et erstatningsansvar som opgjort.
…”

For [Tandlægecenter B], er der i det væsentlige procederet i overensstemmelse
med påstandsdokumentet af 7. september 2020, hvoraf fremgår:
”…

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøger [A] har en række krav mod
sagsøgte [Tandlægecenter B] (”Klinikken”) som følge af, at parterne pr. e-mail i
april 2019 indgik aftale om, at [A]s skulle starte som elev hos Klinikken den 1. maj
2019, men hvor Klinikken inden [A]s tiltræden meddelte, at de ikke så sig i stand
til at ansætte [A].

Parterne er enige om, at den e-mailkorrespondance […] udgør en egentlig ansættelse
af [A]. Parterne nåede dog ikke at få underskrevet en elevkontrakt.

Parterne er ligeledes enige om, at [A] i medfør af Overenskomsten mellem Tandlægeforeningen
og HK/Privat om klinikassistenters ansættelse hos tandlæger § 28,
stk. 3, havde krav på et månedligt erfaringstillæg på 1.024 kr. ekskl. feriepenge,
fritvalgskonto og pension. […]

Klinikken var i april 2019 i alvorlige likviditetsmæssige problemer. Da Klinikken
blev opmærksom på, at [A] havde krav på dette tillæg, meddelte Klinikken den 24.
april 2020 […], at Klinikken ikke havde råd til tillægget, og at man derfor ikke kunne
indgå uddannelsesaftalen.

[A] har rejst følgende krav mod Klinikken:

1. Godtgørelse for overtrædelse efter forskelsbehandlingsloven
2. Subsidiært godtgørelse for tab af uddannelsesgode
3. Erstatning for tab som følge af ophævelse af uddannelsesaftale
[…]

Påstandsdokumentet er struktureret således, at der nedenfor i afsnit 1 – 4 vil blive
taget stilling til de enkelte krav.

1. Godtgørelse for overtrædelse efter forskelsbehandlingsloven
1.1. Ej tale om direkte forskelsbehandling

HK gør gældende, at det tillæg, [A] havde krav på, var så tæt knyttet til hendes alder,
at ophævelse af uddannelsesaftalen som følge af kravet på tillægget udgør forskelsbehandling
som følge af alder.

Overenskomstens § 28, stk. 3 har følgende ordlyd:

”Til elever med dokumenteret erhvervserfaring svarende til tre års fuldtidsbeskæftigelse
… ydes et tillæg på 990,- pr. måned.
….
Pr. 1. april 2019 reguleres ovennævnte beløb til kr. 1.024,- pr. måned.”

I overensstemmelse med Tvistighedsnævnets kendelse af 27. januar 2020 gør Klinikken
gældende, at § 28, stk. 3 er en neutralt formuleret bestemmelse, der altså ikke
indeholder nogen direkte diskriminering som følge af alder. Bestemmelsen udtrykker
derfor ikke direkte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens
§ 1, stk. 1 og stk. 2.

1.2. Ej tale om indirekte forskelsbehandling

Det gøres gældende, at der ej heller er tale om indirekte forskelsbehandling jf. forskelsbehandlingslovens
§ 1, stk. 3. Som anført af Tvistighedsnævnet […] er erhvervserfaring
uafhængig af alder, idet yngre personer kan have mere erhvervserfaring
end ældre og omvendt.

Det bemærkes, at bestemmelsens primært stiller elever med erhvervserfaring bedre
end elever med mere boglig baggrund. Dette har ikke sammenhæng med alder.

Det bemærkes desuden, at tillægget ikke træder i stedet for ansættelse som voksenelev.
En voksenelev skal opfylde en række specifikke betingelser, se nærmere herom
klagers replik […]. Så vidt ses opfylder [A] ikke betingelsen om, at en faglært
voksenelev enten skal have været ledig i to måneder og have en forældet uddannelse
bag sig eller have været ledig i 12 måneder.

1.3. Hvis Retten lægger til grund, at der var tale om forskelsbehandling

Hvis Retten ligger til grund, at bestemmelsen er udtryk for indirekte forskelsbehandling,
gøres det gældende, at Klinikken desuagtet var berettiget til at ophæve
uddannelsesaftalen som sket.

HK og Dansk Tandlægeforening har forhandlet og er blevet enige om ordlyden af
overenskomstens § 28, stk. 3. HK gør nu gældende, at bestemmelsen kan medføre
diskrimination, idet det primært er yngre, der ikke er berettiget til erfaringstillægget.

Det må lægges til grund, at den påståede aldersdiskriminering er begrundet i
et sagligt formål antageligt belønning af erhvervserfaring. Derved opfylder bestemmelsen
betingelserne i forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2.

Der står dog herefter Klinikken frit for ved sine ansættelser og opsigelser at tage de
nødvendige økonomiske hensyn. Der foreligger ikke nogen forpligtelse hos Klinikken
til at foretage ansættelser, som Klinikken ikke har råd til, fordi en
overenskomstbestemmelse indirekte diskriminerer som følge af alder.

Hvis HK har ret i påstanden om, at overenskomsten indirekte diskriminerer yngre,
idet de yngre oftere end ældre ikke har krav på et erfaringstillæg, foretager en arbejdsgiver
ikke efterfølgende diskrimination af ældre ved at undlade at ansætte en
person, der ikke har krav på et erfaringstillæg.

Det står således enhver arbejdsgiver frit at ansatte en person, han har råd til at betale,
uanset om dette måtte betyde, at der er tale om en person med mindre erhvervserfaring
og deraf færre lønudgifter.

Jf. klinikejer [C]s forklaring for Tvistighedsnævnet, var Klinikken i april 2019 i store
likviditetsmæssige vanskeligheder, […] Klinikken [havde] pr. 15. april 2019 et
overtræk på over 2 mio. kr. Klinikkens maksimale overtræk udgjorde 2,3 mio. kr.,
så hvis Klinikken skulle kunne udbetale lønninger, husleje m.m. ultimo april 2019
og ultimo maj 2019, var det nødvendigt, at Klinikken foretog alle de besparelser,
der var muligt at foretage.

[C] havde for at forbedre Klinikkens likviditet indført, at Klinikken var åben om
lørdagen, og [A] var netop blevet ansat til at arbejde sammen med [C] om lørdagen.

1.4. HKs henvisning til EU-Domstolens og Ligebehandlingsnævnets praksis
HK referer til dommen C-388/07 […] afsagt af EU-Domstolen den 5. marts 2009
samt Ligebehandlingsnævnets praksis vedrørende voksenelever.

Dommen afsagt af EU-Domstolen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Storbritannien
havde implementeret beskæftigelsesdirektivet korrekt. HK henviser i stævningen
[…] til EU-Domstolens præmis 46. […] heraf [fremgår], at et legitimt formål,
der kan berettige, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder fraviges,
er socialpolitiske formål såsom beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelses-
politiske mål. Der fremgår videre følgende:

”Disse legitime formål er af almen interesse og adskiller sig herved fra rent individuelle
begrundelse, der er særegne for arbejdsgivere, såsom omkostningsbegrænsning
eller forbedring af konkurrenceevnen, uden at det dog kan udelukkes, at en national
regel, hvorved de nævnte legitime formål forfølges, kan indrømme arbejdsgivere en
vis fleksibilitet.”

(min fremhævning)

De oplistede legitime forhold skal således efterleves, når en nation implementerer
det underliggende EU-direktiv.

Jf. ordlyden retter bestemmelsen sig ikke mod arbejdsgivere. Disse beslutter i sagens
natur ikke opsigelser ud fra socialpolitiske hensyn men derimod ud fra individuelle
hensyn såsom omkostningsbegrænsning eller forbedring af konkurrenceevnen.
Det er en nations forpligtelse at sørge for, at en vedtagen lov opfylder det underliggende
EU-direktiv. Herefter kan arbejdsgiver indrette sig på den nationale lov,
herunder foretage opsigelser i henhold til den nationale lov. En arbejdsgiver er
selvsagt ikke berettiget til at opsige en medarbejder i strid mod f.eks. forskelsbehandlingslovens
forbud mod diskrimination som følge af alder, f.eks. ved at opsige
ansatte, som arbejdsgiver blot mener, er blevet for gamle. Arbejdsgiver må derimod
gerne foretage opsigelser på baggrund af relevante, økonomiske overvejelser
herunder må arbejdsgiver gerne foretage opsigelser med henblik på at reducere sine
lønomkostninger.

Da EU-Domstolens præmisser retter sig mod en nations forpligtelser ved implementering
af det underliggende EU-direktiv, gøres det gældende, at præmisserne
ikke har betydning i relation til en arbejdsgiver, der netop ikke kan pålægges at tage
socialpolitiske hensyn ved ansættelser og opsigelser.

HK henviser desuden til en række afgørelser truffet af Ligebehandlingsnævnet, der
vedrører voksenelever. Alene personer over 25 år kan ansættes som voksenelever.
Der foretages således direkte aldersdiskrimination. Denne diskriminering må
imidlertid antages at være lovlig, jf. forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 3.
Den 14. december 2011 traf Ligebehandlingsnævnet en principiel afgørelse med
dommerstemmerne 3-2 […].

Som det fremgår af flertallets begrundelse, […] henviser flertallet til de principper,
der fremgår af præmis 46 i EU-Domstolens afgørelse C-388/07. Flertallet udtaler, at
en arbejdsgiver alene kan forskelsbehandle begrundet i socialpolitiske formål, og at
den omstændighed, at en arbejdsgiver henviser til økonomiske omstændigheder
for at fravælge en voksenelev, derfor udgør diskrimination som følge af alder.

Mindretallet fandt derimod, at overenskomstparterne ved bestemmelserne om
voksenelever måtte antages at have inddraget uddannelsespolitiske hensyn, og at
det derfor ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, at arbejdsgiver afviste at
ansætte en voksenelev begrundet i ”de overenskomstfastsatte regler for lønfastsættelse
af elever” […].

Ligebehandlingsnævnets afgørelser er ikke prøvet af domstolene, og Klinikken gør
gældende, at det ikke er korrekt, at en arbejdsgiver skal foretage socialpolitiske
hensyn ved opsigelse af en medarbejder.

På samme vis er det i nærværende sag sagligt, at Klinikken undlod at ansætte en
elev i en situation, hvor man ikke havde råd til at betale det erfaringstillæg, eleven
var berettiget til.

1.5. Bevisbyrdereglen i forskelsbehandlingslovens § 7a

Det gøres gældende, at i og med HK har forhandlet overenskomstens § 28, stk. 3,
som HK nu gør gældende indeholder en indirekte diskrimination, er det ikke Klinikkens
handlinger, der udgør diskrimination. Bevisbyrden i medfør af forskelsbehandlingslovens
§ 7a overgår derfor ikke til Klinikken.

Selv hvis retten lægger til grund, at bevisbyrden påhviler Klinikken, gøres det gældende,
at Klinikken har løftet denne bevisbyrde.

Der er i sagen intet, der tyder på, at [A]s alder har haft nogen betydning for, at Klinikken
valgte at ophæve uddannelsesaftalen, inden [A]s tiltrådte hos Klinikken.

[A]s alder spillede således ingen rolle for Klinikkens beslutning om ikke at kunne
indgå i en uddannelsesaftale. Den manglende indgåelse af uddannelsesaftalen
skyldes derimod, at Klinikken havde væsentlige økonomiske problemer i foråret
2019.

1.6. Godtgørelsesniveauet

Hvis Retten skulle komme frem til, at Klinikken er forpligtet til at betale en godtgørelse
til [A], gøres det gældende, at godtgørelsen passende kan fastsættes til 25.000
kr. jf. blandt andet Ligebehandlingsnævnets praksis vedrørende voksenelever […].
Der henvises til, at [A] aldrig tiltrådte sin stilling og at uddannelsesaftalen aldrig
blev underskrevet.

2. Godtgørelse for tab af uddannelsesgode (erhvervsuddannelseslovens § 65)
HK har subsidiært gjort gældende, at [A] alternativt har krav på godtgørelse for
tab af uddannelse jf. erhvervsuddannelseslovens § 65.

Baggrunden for kravet er den påståede overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.
Parterne er enige om, at [A] kan tilkendes en godtgørelse i medfør af erhvervsud24
dannelseslovens § 65 for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, men at [A] alene
har krav på godtgørelse efter den bestemmelse, der stiller hende bedst.
Klinikken gør gældende, at [A] af de under pkt. 1 anførte grunde ikke har krav på
en godtgørelse for tab af uddannelse. Subsidiært skal godtgørelsen fastsættes til
25.000 kr. jf. pkt. 1.6.

3. Erstatning for tab som følge af ophævelse af uddannelsesaftale (FUL § 3)
HK har opgjort et erstatningskrav for en periode på 3 måneder og 12 dage svarende
til det tidspunkt, hvor [A] tiltrådte en ny elevplads.

Heroverfor gøres gældende, at i medfør af erhvervsuddannelsesloven § 60, stk. 2,
er de tre første måneder af elevtiden prøvetid, hvor begge kan opsige uddannelsesaftalen
uden grund og uden varsel. Da Klinikken således den 1. maj 2019 kunne
have opsagt [A] til fratræden samme dag, kan Klinikken også opsige [A] forinden
tiltræden med den konsekvens, at [A] alene har krav på løn for én dag.
Der henvises til Tvistighedsnævnets afgørelse […].

Da Klinikken således har opsagt [A] med det korrekte varsel, har Klinikken ikke
uberettiget nægtet at modtage [A] i sin tjeneste, og [A] har derfor heller ikke krav
på erstatning i medfør af FUL § 3.

Hertil kommer, at [A] ikke har dokumenteret sit påståede tab, herunder foreligger
der ikke dokumentation for, at [A] har forsøgt at begrænse sit tab ved at søge andre
jobs, ligesom der ikke foreligger dokumentation for [A]s indtægt i den periode,
erstatningen vedrører.
…”

Rettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at [A] og [Tandlægecenter B] den 9. april 2019 indgik en uddannelsesaftale
om tiltrædelse den 1. maj 2019, hvorefter Tandlægecenteret den
24. april 2019 meddelte [A], at hun alligevel ikke skulle tiltræde stillingen.

Det er ligeledes ubestridt, at Tandlægecenterets begrundelse for at bringe aftalen
til ophør var, at Tandlægecenteret ikke så sig i stand til at betale det tillæg
for tre års dokumenteret erhvervserfaring, som [A] var berettiget til, jf. erhvervsuddannelseslovens
§ 55, stk. 2, og overenskomstens § 28, stk. 3.

På denne baggrund er retten enig i Tvistighedsnævnets afgørelse om, at ophøret
af uddannelsesaftalen ikke kan anses for at være sket på baggrund af direkte
forskelsbehandling som følge af alder, jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2.

Retten finder tillige, at der ikke er påvist en sådan sammenhæng mellem
overenskomstens tillæg for erhvervserfaring og alder, at Tandlægecentret kan
anses for at have begået indirekte forskelsbehandling ved at bringe uddannel25
sesaftalen til ophør under henvisning til tillægget, jf. forskelsbehandlingslovens
§ 1, stk. 3.

Endelig finder retten - ligesom Tvistighedsnævnet - at der ikke er grundlag for
at give [A] medhold i hverken kravet om godtgørelse for tab af uddannelsesgode
efter erhvervsuddannelsesloven eller kravet på erstatning efter funktionærlovens
§ 3.

Det fremgår således af erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2, at de første tre
måneder af praktiktiden betragtes som en prøvetid, hvori enhver af parterne
kan opsige aftalen uden angivelse af grund og uden varsel. Da opsigelsen som
anført ikke er sket i strid med forskelsbehandlingsloven, medfører dette, at aftalen
kunne bringes til ophør som sket, uden at dette medfører krav ud over den
ene dags løn, som Tandlægecenteret har betalt.

Det tilføjes, at HK under hovedforhandlingen ikke har bestridt, at opsigelse efter
erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2, også kan ske før prøvetidens start.
Herefter frifinder retten i det hele [Tandlægecenter B].

Som følge af sagens resultat skal HK Danmark som mandatar for [A] betale
sagsomkostninger til Tandlægeforeningen som mandatar for [Tandlægecenter
B]. Sagsomkostningerne er efter sagens karakter, værdi, omfang og forløb fastsat
til 40.000 kr. inklusive moms, som angår udgifter til advokat.

THI KENDES FOR RET:

[Tandlægecenter B] frifindes.

I sagsomkostninger skal HK Danmark som mandatar for [A] inden 14 dage betale
40.000 kr. inklusive moms til Tandlægeforeningen som mandatar for [Tandlægecenter
B].

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.