Sagen vedrører mangler ved kvalitetsproduktet Saga Salt, som var købt i henhold til en ”Marketing and Distribution Agreement”, der blev indgået, forinden produktet var færdigudviklet, og som indeholdt nogle foreløbige kvalitetsspecifikationer. Køberen frifindes for at betale for saltet.
Dom i sagen H 179/97
1. Landsbanki Islands Lögfrædingadeild
og
2. Saga Food Ingredients A/S under konkurs
(advokat Lars Rosenberg Overby)
mod
Akzo Nobel Chemicals B.V.
(advokat Michael Serring)
Indledning og påstande
Sagen vedrører spørgsmålet, om sagsøgte, Akzo Nobel Chemicals B.V. (herefter Akzo), var forpligtet til at betale for nogle leverancer af Saga Salt fra sagsøger 2, Saga Foods Ingredients A/S (herefter Saga), som havde overdraget hovedparten af de pågældende fakturaer til sagsøger 1, Landsbanki Islands Lögfrædingadeild (herefter Landsbanki).
Landsbanki og Saga har nedlagt påstand om, at 1. Akzo tilpligtes at betale til Landsbanki 1.901.700,00 kr. med rente beregnet
som den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med tillæg af 5 % af 422.600 kr. fra den 30. april 1994, af 528.250 fra den 6. maj 1994, af 528.250 kr. fra den 13. maj 1994 og af 422.600 kr. fra den 20. maj 1994. 2. Akzo tilpligtes at betale til Saga 612.970,38 kr. med renter beregnet som den til enhver til fastsatte officielle diskonto med tillæg af 5 % fra den 27. maj 1994.
Akzo har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af mindre beløb end de påstævnte.
Sagen er anlagt den 18. juli 1997.
Spørgsmålet om værneting for sagsøgte har været behandlet særskilt. Ved kendelse af 6.november 2001 bestemte Højesteret, at Sø- og Handelsretten var rette værneting.
Sagens omstændigheder
Aftalen mellem Saga og Akzo
Saga var et dansk selskab, som blev stiftet med henblik på produktion af salt i Island
på baggrund af en opfindelse af selskabets direktør Wilmar Friis Frederiksen (heref-
ter Frederiksen). Saga stiftede et datterselskab i Island, Islenska Saltfelagid W/F
(herefter Det Islandske Selskab), hvorfra produktionen af salt fandt sted. Saga havde
endvidere en filial i Island.
Akzo koncernen, som er hjemmehørende i Holland, er storproducent af salt til hele
verden. Akzo har et datterselskab i Danmark, Dansk Salt A/S. I august 1992 indtråd-
te Akzo gennem Dansk Salt A/S som hovedaktionær i Saga.
- 3 -
Saga indledte forhandlinger med Akzo om køb og markedsføring af Saga Salt. Saltet,
som skulle udvindes af havvand på et anlæg i Island, havde nogle helt særlige egen-
skaber, blandt andet et lavere indhold af NaCl end sædvanligt, og kunne fremstilles
uden brug af tilsætningsstoffer.
Saga forhandlede en særskilt aftale om rådgivning om de tekniske specifikationer af
produktionsanlægget med Akzo Engineering B.V. (herefter Akzo Engineering), som
er et selvstændigt selskab i Akzo koncernen. Denne aftale er ikke fremlagt under
sagen. Akzo Engineering udarbejdede den 23. april 1990 et internt notat om projek-
tet, som også blev sendt til ledende medarbejdere i Akzo. Saga har bestridt, at notatet
også blev sendt til dem. Af notatet fremgår blandt andet (oversat fra hollandsk):
"...
If the current plans (4,000 tons/year of Saga Super Salt) are implemented
using Akzo know-how but without applying all the Azko standards, this
project will cost at least 12 million guilders. This could be done using local
detailed engineering and continuous supervision of the project by an Akzo
employee.
...
PROJECT EXECUTION
......
-
Make a process book in the Netherlands and carry out the project lo-
cally, i.e (also purchasing) under the supervision of an Akzo project
leader.
-
Give technical assistance on request.
..."
Den 25. oktober 1990 indgik Akzo og Saga en "Marketing and Distribution Agree-
ment" (herefter Aftalen), hvoraf blandt andet fremgår (A er Akzo og SFI er Saga):
"...
The below agreement is to be considered as one agreement in spite of its
division into a Supply Section, a Marketing Section and a General Section.
1. THE SUPPLY SECTION
...
1.2 Quality
To be defined as per Preliminary Typical Analysis attached as Appendix
no. 1 with further relevant criterias if any to be agreed. Both parties agree
that they will do their utmost to secure and maintain the uniqueness of the
Product throughout the term of the agreement. The parties will co- operate
on the basis of a separate agreement concerning Technical Assistance to
solve in the best way possible the potential remaining problem areas con-
nected to the fitness for use of the Product such as the bulk density re-
quirements, the requirement for free flowing of the Product and the packing
requirements, and A undertakes to purchase the Product in the form eventu-
ally determined by A in consultation with SFI as adjusted from time to time
in agreement between the specify products, which can be produces by SFI's
subsidiary company in Iceland under normal operation conditions.
- 4 -
1.3 COMMERCIAL PRODUCTION
To be defined as the date on which the plant is able to produce the mini-
mum quantities per year mentioned under clause 1.6 in the quality agreed
upon under clause 1.2. SFI commercial Production. This date will not be
later than 01.01. 1992
...
1.5 PRICE
Agreed base price DKK 8.- per kg net, CIF Northern or West European
Port as per September 1990.
...
1.6 VOLUMES
The below "Sales Budget" represents the volumes of SuperSalt expected to
be achieved through the Marketing, Sales and Distribution Efforts of A as
per the Marketing Section (2) below.
The "Minimum Quantities" represent the agreed minimum quantities to be
supplied by SFI and brought by A throughout each operational year, subject
only to the exeption mentioned in 2.1, 3rd para below. Each operational year
runs for 12 months starting on the date when Icelandic plant commences
commercial Production.
...
TONS/YEAR
SAL
ES
BUD
GET
900
- 5 -
2,20
0
3,40
0
3,90
0
4,00
0
4,00
0
4,00
0
4,00
0
...
1.7 PAYMENT
Net, 30 days from date of shipment.
2. THE MARKETING SECTION
...
2.2 RIGHTS AND OBLIGATIONS
........
2.2.4. SFI'S OBLIGATIONS
To produce and deliver to A the volumes of the product agreed in clause 1.6
above, in the quality agreed in clause 1.2 above, and in accordance with the
delivery plan agreed in clause 2.2.2 above and to pay all costs associated
with this.
3. TERMINATION, ETC.
3.1 ........
After being informed by SFI of a production interruption as set out above A
will assist SFI to its best efforts to end the production interruption as soon
as possible, all on the basis of the Technical Assistance Agreement.
In the event that it is not possible to remedy the cause of the production in-
terruption within a reasonable period of time, or at reasonable cost taking
the exclusive nature of the cooperation between the parties into considera-
- 6 -
tion each party has the right to terminate this agreement with a notice of
three months.
..."
Saga har også indgået en Technical Agreement, men denne er ikke fremlagt.
Saga skulle således producere og levere salt til Akzo til videresalg. Aftalen var for-
muleret som en eksklusivaftale og var uopsigelig i de første 8 operationelle år, hvor
Akzo var forpligtet til at aftage en årlig minimumsmængde til en på forhånd fastlagt
pris.
Aftalens specifikationer af Saga Salt
Indholdet af Aftalens pkt. 1.2, hvorefter det var Akzos ansvar at specificere de pro-
dukter, som Saga kunne producere i Island "under normal operating conditions", har
været omstridt under sagen især med hensyn til, hvilke krav Akzo var berettiget til at
stille til produktets kvalitet. Sagen er dog begrænset til at angå spørgsmålet om stør-
relsen af saltkornene, nærmere indenfor hvilke grænser hovedparten af saltkornene
skulle ligge. Saga har blandt andet henvist til, at der ved bedømmelsen heraf skulle
lægges vægt på parternes tætte samarbejde om udviklingen af produktionsanlægget
m.v.
Aftalens Bilag 1 (Appendix 1) indeholdt en "preliminary" beskrivelse af saltets ke-
miske og fysiske egenskaber. Saltet var opdelt i et fint produkt, Saga Salt (mineral
salt) og et grovere produkt, Fishery Salt. Sidstnævnte er uden relevans for sagen. Om
Saga Salt fremgår blandt andet:
"...
PHYSICAL PROPERTIES:
Bulk Density:
to be defined by A. Variation range
5% relatively.
Particle Size Distribution:
indicative figures of two products
to be defined finaly by A:
fine: 95% between 0,20-0,50
mm, d50 0,33-0,38
mm
..............
Flowability: The flowability must be sufficient
to store, to pack
- 7 -
and to pour the product without
alternations of A's
and/or third party's installations.
Measurement method to be de-
fined by A.
All of the above definitions and methods will be provided by A in consulta-
tion with SfI with 6 months after signing of the Agreement or as soon
thereafter as possible without negatively influecing the project scedule and
the strat of Commercial production."
Produktionsanlægget
Den 21. januar 1991 afholdt Akzo og Saga et møde i Holland, hvor det blev besluttet
at acceptere det af Akzo Engineering udarbejde udkast til design og process flow
diagram med en række bemærkninger, herunder at design kapaciteten for det endeli-
ge produkt af Saga Salt ville blive på 600kg/time.
Den 22. januar 1991 sendte Akzo Engineering den udarbejdede "Process Design
Book" til Saga med henblik på Sagas godkendelse og evt. spørgsmål. Følgende frem-
gik om kornstørrelsen af saltet:
"...
Particle size:
fraction 1:
: diameter : 500-2000 µm (10 wt %)*)
fraction 2:
: diameter: 250- 500 µm (90 wt %)*)
...
*) Ranges to be confirmed by tests.
..."
Af telefax af 31. januar 1991 fremgår, at der har været udvekslet ændringsforslag,
men der foreligger ikke oplysning om, at der har været bemærkninger til partikelstør-
relsen.
Der var herefter forskellige overvejelser om konstruktionen af produktionsanlægget,
herunder hvilke kompaktorer der skulle anvendes for at opnå det rigtige produkt.
Kompaktorerne blev anvendt til at udvinde/presse saltmassen før knusning. Der blev
afholdt flere møder med deltagelse af repræsentanter fra Saga og Akzo, herunder
deltog ingeniør Henk Kruidhof som Akzos ekspert vedrørende kompaktering og
formaling. Der blev udført flere test og knusningseksperimenter med måling af
blandt andet kornstørrelse og vægtfylde.
- 8 -
Efter drøftelser med Akzo og Akzo Engineering afgav Saga ordre om produktionsan-
lægget til Karl Merz Maschinenfabrik GmbH (herefter Karl Merz). Den 20. juni
1999 fremsendte Karl Merz en bekræftelse på ordren og foreslog, at Karl Merz skulle
levere det komplette anlæg. Herefter fortsatte brevet (oversat fra tysk):
"...
Hvis dette også svarer til Deres forestillinger, beder vi Dem så hurtigt som muligt om at
sende os det eksisterende Basic-Engineering materiale fra Akzo Engineering, eller om
en detaljeret samtale med Akzo Eng.
I anledning af hr. Kruidhofs besøg havde vi mulighed for at diskutere forskellige åbne
spørgsmål, som det er nødvendigt at afklare i forbindelse med udformningen og udfø-
relsen af anlægget.
...
De bedes derfor have forståelse for, at vi lægger vægt på at have kontrol med og levere
hele anlægget, og ikke som det nu er fastlagt, hvor skæringspunktet er produktudtaget
fra tørreren. Vi forestiller os, at der med hensyn til tørreren er detaljer, der skal afklares
med Akzo Eng., og at det totale anlæg skal være vort ansvar.
Af tidsmæssige grunde beder vi Dem endnu engang - hvis dette også i Deres interesse
om snarest muligt at give os tilladelse til at kontakte Akzo Eng.
..."
Karl Merz havde vedlagt en specifikation af ordren, hvoraf blandt andet fremgår (i
dansk oversættelse):
"...
Produkt:
salt
Rumvægt:
1
1,2
Tilført kornstørrelse: 0 1,5 3,0 Tempetatur:
20
Færdigt korn, målkorn: 0,2 0,5 mm
Fugtighed:
0,1 %
...
Via en knusning i tre trin med mellemsining bliver produktet i et målkornsområde mel-
lem 0,2 0,5 henholdsvis 0,5 2,0 mm pakket og vejet. Andelen af de fineste korn bli-
ver ført tilbage i kompaktoren. Hvis man går ud fra, at ovennævnte restfugtighed = <
0,1 % overholdes, skal man regne med en tilbageløbsmængde på 40 50 %.
..."
Saga videresendte den 25. juni 1991 disse specifikationer til Akzo Engineering, der
kommenterede herpå ved telefax af 3. juli 1991 uden dog at berøre de specificerede
kornstørrelser.
Den 2. - 3. september 1991 afholdtes et designmøde med deltagelse af repræsentanter
for Saga, Akzo og Akzo Engineering, hvor status for opførelsen af produktionsan-
lægget, herunder anlæggets specifikationer, saltets bestanddele m.v., blev gennemgå-
et. Spørgsmålet om at tilsætte et antiklumpningsmiddel blev også berørt, og det blev
herom konkluderet, at et anlæg hertil ikke skulle indgå på nuværende tidspunkt, men
- 9 -
at Saga om nødvendigt ville installere det senere. Om kornstørrelsen fremgår af refe-
ratet:
"...
After compaction, mineral salt is crushed in three stages. Primary crushing is done by
B- 401. Then the crushed product is screened (S-421). The desired fraction is packed in
bigbags. The desired size range is not fixed yet, but will be between 250-500 µm and
500-2000 µm. The actual product size range is determined by the installed screen decks.
..."
Saga udtrykte gennem sin advokat utilfredshed med, at Akzo Engineering var for
længe om at færdiggøre produktionsanlægget. Akzos advokat svarede i skrivelse af
11. december 1991 blandt andet:
".....
The PDP (Process Design Package) which is totally different from the technical assis-
tance referred to in the Technical Agreement has, with SFI's approval, been delivred
in separarte parts; the last part on 12.11.1991. AE's (Akzo Engineering) current activi-
tiea herewith ended.
All steps following the PDP (detailed engineering, procurement and construction) are
SFI's responsibility.
......."
"Commercial production"
I Akzos markedsføringsmateriale for Saga Salt af 23. juli 1992 blev det oplyst, at
kornstørrelsen var 300 - 700 µm, og i øvrigt blev saltets egenskaber som et 100 %
rent naturprodukt fremhævet.
I note af 27. juli 1992 udarbejdet af B.G. Wienk hos Akzo og sendt til Saga blev gen-
nemgået kontrolprøverne af 30 tons Saga Salt, som Saga havde leveret. Det fremgik
blandt andet vedrørende 2 tons af saltet, at:
"...
If particle size is in between 0.3 and 0.7 mm, this product is for the moment acceptable
for Akzo.
..."
Kornstørrelsen blev drøftet i august 1992, og ifølge et håndskrevet notat, dateret den
4. august 1992 om saltets fysiske egenskaber, havde saltet med en kornstørrelse mel-
lem 300 og 700 µm en vægtfylde på 825-875 kg/m3.
- 10 -
Baseret på en leverance fra ugen før bekræftede ingeniør Justus de Jong, Akzo, den
14. august 1992, at startdatoen for kommerciel produktion kunne anses for at være
den 1. juli 1992, idet de specifikationer, som var blevet drøftet den 14. august 1992,
hovedsageligt var opfyldt.
Ifølge telefax af 18. august 1992 fra Det Islandske Selskab til de Jong havde Det Is-
landske Selskab rettet henvendelse til Karl Merz med henblik på, at anlægget skulle
kunne producere salt med en kornstørrelse på 200-500 µm.
Den 11. september 1992 afgav Akzo den første kommercielle ordre på Saga Salt.
Det fortsatte arbejde med kornstørrelsen i 1992
Akzo udarbejdede den 16. september 1992 en intern kvalitetsrapport vedrørende 7
tons Saga Salt. Ifølge den generelle konklusion var vægtfylden og kornstørrelserne
inden for specifikationerne, og saltet var således acceptabelt som Saga Salt. Med
nogle få ændringer i produktionsprocessen ville saltet blive "on spec". Af de speci-
fikke kommentarer fremgik imidlertid:
"...
Bulk density and particle size distribution (measured by standard sieves) of the three
"bag" samples and the "post" sample are more or less identical and within the specifica-
tion.
N.B. Meanwhile ASB is in want of a finer product. We, therefore, like to have investi-
gated the possibilities, in the existing compaction plant for making a smaller d50 within
the 300-700 µm range or to install sieves with smaller apertures (i.e. 200 and 500 µm).
..."
Det var uafklaret, hvilken betydning kornstørrelsen ville have for vægtfylden.
Karl Merz foretog i september 1992 forsøg med knusning af salt for at opnå korn-
størrelser på 250-500 µm. I skrivelse af 22. september 1992 skrev Karl Merz til Saga
blandt andet (oversat fra tysk):
"...
Ved en målkornstørrelse på 0,250-0,500 mm skal man regne med en færdigprodukt-
ydelse = 600-1.000 kg/timen. Hvis man går ud fra, at produktet udelukkende skal opnås
ved hjælp af kompakteret materiale, er det nødvendigt for anlægget med en samlet ka-
pacitetsevne på ca. 1.500-2.500 kg.
...".
- 11 -
Akzo refererede ved telefax af 24. september 1992 til en drøftelse med Saga om de
tekniske problemer med at ændre kornstørrelsen fra 300-700 µm til 250-500 µm og
anførte blandt andet:
"...
Because even a short term solution needs time, we agreed that max 25% of the product
to be supplied in 1992, may have the present particle size distribution. This amount will
be reserved for food processing application. Dependent on the amount to be pro-
duces/supplied in 1992, max. 100 ton is acceptable with 300-700 micron size distribu-
tion. However, should for some reason the total amount be less than expected, for retail
co-packing we at least need 200 ton with 250-500 micron.
We agreed with Bent to aim at the following specification profile of the distribution:
> 500 micron
max. 5%
< 250 micron
max. 5%
< 100 micron
max. 1%
d50 = 350 micron
bulkdensity 850 kg/m3
..."
Frederiksen redegjorde i et internt memo af 1. november 1992 til de Jong og Det
Islandske Selskab for en række problemer med produktionsanlægget i Island. Memo-
et slutter af med, at vedrørende assistancen fra Akzo gruppen overlades det til de
Jong at beslutte om, hvorvidt det relevante input skal komme fra Akzo eller Akzo
Engineering, og at Akzo Engineering i en telefax af 29. oktober 1992 havde tilbudt
deres assistance. Akzo svarede herpå den 9. november 1992, at det ikke var nye pro-
blemer, at de kunne løses ved adækvate metoder, at en del af disse metoder allerede
var anbefalet, og at det var nødvendigt at beslutte, om Saga ville være i stand til at
producere den krævede minimum mængde Saga Salt i første kvartal 1993 af hensyn
til gennemførligheden af en planlagt markedsføringskampagne for Saga Salt.
Herefter foretog Saga en lang række undersøgelser og udarbejdede rapporter for at
afdække problemerne ved at producere nok salt indenfor kornstørrelsen 250-500 µm.
Teknikere fra Akzo, herunder J. Stokkers, og fra Karl Merz besøgte i den forbindelse
fabrikken i Island.
Den 18.-20. november 1992 holdt Akzo og Saga et "kick-off meeting", og det frem-
går af Akzos rapport af 3. december 1992 herfra:
"...
Since the start of Commercial Production of SagaSalt at July 1, 1992, based on accep-
tance by ASB of the first amount of product, no substantial production has been real-
ized. Main reason was the incompetence of the local production and maintenance man-
agement with inability to take decisions and if taken the wrong ones. Because also the
- 12 -
information to the SFI management in Denmark was sifted ultimately in October the
situation was judged to be unacceptable.
Mr W. Frederiksen managing director of SFI decided to take over the overall local re-
sponsibility. ASB has been requested to support a crash team and to deliver on the short
term relevant technical input.
..."
Det fremgår endvidere, at fokus især var på problemet med at producere salt i de
nødvendige mængder. Som "Other appointments" er anført:
"...
· Capacity problems with the salt processing section (compacting, crushing, sieving)
will be dealt with bilaterally between SFI and suppliers (Bepex, Merz). ASB is
standby to advise.
..."
Den 11. december 1992 skrev Saga følgende til Akzo vedrørende afskibning af et
parti salt:
"...
Please find enclosed our fax to Mr. Paul Raadsen from this morning, containing ship-
ping details and a laboratory report for the container that we sent this week.
The product has a mesh of 250 500 micron and we find it to fulfil the quality criteria
specified by AKZO and discussed during our meeting in Iceland last month.
..."
Repræsentanter fra Karl Merz arbejdede på anlægget i to uger fra den 30. november
1992 for at forbedre kapaciteten for Saga Salt. Den 15. december 1992 meddelte Fre-
deriksen til de Jong, at arbejdet var afsluttet. Af konklusionen vedr. Saga Salt frem-
går blandt andet:
"...
The MineralSalt capacity:
The line has in the present configuration a capacity limit of app. 200kg/h 250-500 mesh
on a continuos basis. The capacity bottle neck has been identified as the sieve. Karl
Merz will carry out further sifting analysis which is expected to result in a recommenda-
tion of a second sieve being installed.
..."
Den 18. december 1992 meddelte Saga om en forsendelse af salt til Akzo, at korn-
størrelsen var 250-500 µm. En vedlagt "Laboratory report" fra Saga vedrørende
samme forsendelse indeholdt dog ikke oplysninger om kornstørrelser.
- 13 -
Karl Merz foretog i perioden december 1992 - januar 1993 flere test vedrørende pro-
duktionen af salt med en kornstørrelse på 250-500 µm. Saga videresendte rapporter-
ne til Akzo.
Produktionsproblemerne i 1993
Den 27. januar 1993 fremsendte Saga til Akzo på ny en rapport, udarbejdet af Karl
Merz, nu om bestræbelserne på at øge kapaciteten i anlægget
Den 5. februar 1993 meddelte Akzo, at der var problemer med vægtfylden, idet om-
kring 40 % af leverancerne ikke overholdt specifikationerne med hensyn til vægtfyl-
de. Af skrivelsen fremgår blandt andet:
"...
Enclosed you will find analysis of samples ex bigbags shipped ti Holland showing that
about 40 % of the shipments does not meet the bulk densityspecification.
Further analysis shows a relation between amount of fines and bulkdensity, i.e. higher
bulkdensities are caused by higher amount of fines. As you know the aim is having
max. 5% < 250 µ.
By removing the amount of fines (< 250 µ) a substantial decrease in bulkdensity can be
realized. We decided to rejecte for filling, the bigbags having a bulkdensity > 900 kg/m3
and we are looking for possibilities to remove the fines in those rejected bags.
Our conclusion is that both the bulkdensity and granolumetry have to be measured in
line, preventing unacceptable product from a physical properties point of view.
..."
Den 4. februar 1992 fandt et møde sted mellem Akzo Engineering, Karl Merz og
Saga. Akzo Engineering orienterede i skrivelse af 12. februar 1993 de Jong om de
fortsatte problemer med anlægget i Island, men fandt, at Akzos laboratorium kunne
bistå med at bedømme situationen med henblik på at få løst problemerne.
Den 7.- 9. marts 1993 holdt Akzo og Saga et teknisk møde i Island om bestræbelser-
ne på at løse kapacitetsproblemet i produktionsprocessen af Saga Salt. Det fremgår af
Akzos mødenotat, som ikke blev sendt til Saga, at Akzo kategorisk havde afvist Sa-
gas antydninger om, at Akzo var medansvarlig for, at Saga ikke kunne "performe".
Videre fremgår det, at valget af produktionsanlægget havde været Sagas beslutning,
og at denne beslutning af hensyn til blandt andet omkostningerne havde afveget fra
Akzos anbefalinger. Det blev dog under mødet aftalt at bringe den intensive støtte fra
Akzo tilbage i den kommende tid.
- 14 -
Efter modtagelsen af en sending Saga Salt udarbejdedes en intern rapport fra Akzo,
dateret den 17. marts 1993, hvoraf blandt andet fremgår, at enkelte af de modtagne
sække indeholdt ca. 30 % saltkorn under 250 µm, at salt med en høj lossevægt inde-
holdt mange partikler under 250 µm, at Akzo havde besluttet at si det salt, som inde-
holdt for mange små saltkorn, for på den måde at få andelen af saltkorn under 250
µm ned under 5 %, og at enkelte af de modtagne sække havde indeholdt ca. 30 %
saltkorn under 250 µm. Saga har bestridt at være blevet underrettet om denne ekstra
sining.
Karl Merz besøgte på ny Island den 22. marts 1992. Af besøgsrapporten fremgår, at
kun 40 % af saltet havde den ønskede størrelse, og at anlægget var behæftet med
flaskehalse. Frederiksen kommenterede i telefax den 25 marts 1992 besøgsrapporten
og konkluderede, at selvom der var en kapacitetsgaranti på 600 kg/time, kunne an-
lægget kun producere ca. 150 kg/time, at andelen af fines(små korn) ikke måtte over-
stige 5 %, at problemet syntes at være sien, og at det var Karl Merz' forpligtelse at
opnå, at der kun var +/- 5 % udenfor kornstørrelsen.
Akzo nævnte den 26. marts 1993 overfor Saga, at det ville være teknisk muligt at
designe en si til anlægget, som medførte, at højst 5 % af saltkornene var mindre end
250 µm.
Den 6. april 1993 meddelte Akzo Saga, at selvom kvaliteten af det leverede salt var
forbedret, opfyldte flere af leverancerne ikke de fastsatte kriterier, herunder at saltet
for mindst 90 % vedkommende skulle have en kornstørrelse på mellem 250-500 µm
og højst 5 % mindre end 250 µm. Afvigelser herfra havde medført ekstra udgifter for
Akzo, og der pointeredes vigtigheden af, at de nævnte kriterier blev overholdt, hvor-
for Akzo tog forbehold for, at Akzo i den nærmeste fremtid ikke ville acceptere leve-
rancer, som ikke opfyldte kriterierne.
Den 19. august 1993 gentog Akzo vigtigheden af, at saltet overholdt alle specifikati-
oner vedrørende farve, vægtfylde og kornstørrelse, og at det var meget tidskrævende
og omkostningskrævende at kontrollere hele de leverede mængder.
Den 25. august 1993 aftalte parterne at forhøje kiloprisen til 10,50 kr. pr. kg. fra den
1. april 1993 og ændrede de årlige minimumsmængder m.v.
- 15 -
Akzo indtrådte som hovedaktionær i Saga i august 1993.
Saga korresponderede i efteråret 1993 fortsat med Karl Merz med hensyn til udbed-
ring af anlægget, testrapporter og krav om erstatning. Af en forsøgsrapport af 10.
september 1993, udarbejdet af Karl Merz og af Saga sendt til Akzo fremgår under
punktet "opgave" (i dansk oversættelse): " Mineralsk salt, knuser 1 i saltbearbejds-
ningsanlægget hos Islenska Saltfélagid skal knuses i et målkornsområde på 0,25-0,5
mm. Ydelsen ligger ved 550kg/time målkorn."
Den 23. september 1993 blev der afholdt et møde mellem Karl Merz, Akzo og Det
Islandske Selskab. Af et internt memo, udarbejdet af I. Kristjánsson, fremgår, at de
Jong påpegede, at max 5 % > 0,500 mm kunne diskuteres, men den nedre grænse var
udiskutabel. Det Islandske Selskab, Saga og Karl Merz arbejdede resten af 1993 på at
finde en løsning på problemerne, og Akzo blev løbende orienteret gennem modtagel-
se af testresultater, udarbejdet af Karl Merz.
Saga producerede løbende og leverede i ca. 500 tons salt til Akzo i 1993. Sideløben-
de hermed analyserede parterne produktet og korresponderede herom. Akzo betalte
for det leverede salt, Akzo udarbejdede en foreløbig produktbeskrivelse for Saga Salt
i november 1993, hvoraf det fremgik, at der var tale om en "Preliminary data sheet".
Kornstørrelsen var oplyst til 250-500 µm og vægtfylden til 850-950 kg/m³.
Produktionen i 1994
Planlægningschef i Akzo, Jan Jonk, foretog i januar 1994 en inspektion af produkti-
onsanlægget i Island og konkluderede, at det krævede en investering på mindst 10
mio. NGL at få kapaciteten op til det aftalte niveau og bringe produktionsfaciliteterne
til en minimumsstandard, herunder vedrørende rengøring m.v. Disse konklusioner
blev under inspektionen bestridt af Saga.
I januar 1994 blev Saga i stand til at øge produktionskapaciteten væsentligt. Det
fremgår af en telefax af 28. februar 1994 fra Karl Merz til Saga, at forøgelsen var
opnået ved en bedre fordeling af materialet på valsen, hvilket Karl Merz udtrykte stor
forundring over. Saga svarede den 2. marts 1994 blandt andet følgende:
- 16 -
"...
The results have been achieved by a combination of adjustments to the compactor, ad-
justments to your equipment, and in addition to this Akzo is expected to agree to a
change in the specifications which will result in a broader definition of zielkorn.
As you will recall, we have agreed between us concerning the procedure for the tests
of Messrs. Kruidhof and XXX that the Akzo representatives will produce asap a re-
port with their findings, which can form a basis for a conclusive meeting between your-
self, Akzo and SFI
..."
Kruidhof var i Island i februar måned 1994 og gennemgik den ændrede produkti-
onsmetode.
Den 23. marts 1994 afholdt Saga bestyrelsesmøde. Af referatet fremgår, at Akzo ved
intern kontrol havde fundet saltleverancer, som ikke levede op til specifikationerne.
Saga, der havde udstedt kvalitetskontrol certifikater, mente, at der ikke var nogen
kvalitetsproblemer. Endvidere nævntes på mødet den finansielle situation i Saga, idet
de finansielle kreditorer havde afvist et rekonstruktionsforslag, og at selskabet ikke
kunne overleve uden finansiel rekonstruktion. Det besluttedes at anmelse betalings-
standsning, hvis en kreditor foretog retsskridt.
De ubetalte fakturaer m.v.
Ved faktura nr. 940021 af 30. marts 1994 (shipment 94-13) solgte Saga 40 tons salt
til Akzo for 422.600 kr. Leveringen var "CIF Rotterdam" med forventet ankomst i
Holland den 7. april 1994. Landsbanki Island (herefter Landsbanki) købte den 30.
marts 1994 fakturaen til pari af Saga.
Akzo har fremlagt en række analyseresultater af det modtagne Saga Salt, hvoraf det
fremgår, at samtlige analyserede sække med Saga Salt, som blev produceret i perio-
den 14. januar 1994 til 27. april 1994, indeholdt over 5 % saltkorn under 250 µm. I
enkelte af sækkene var andelen mellem 5 og 10 %, men i hovedparten af sækkene
var niveauet mellem 20 og 40 % saltkort under 250 µm. Vægtfylden lå hovedsageligt
indenfor 850-900 kg/m3.
Den 1. april 1994 gjorde Akzo skriftligt opmærksom på resultaterne af de interne
analyser og anførte:
- 17 -
"...
From now on we will not accept anymore deliveries that are not according to the speci-
fication. On top of that we consider corrective financial actions for the delivered off
spec product.
..."
Akzo gennemgik i en rapport af 4. april 1994 problemerne med at producere Saga
Salt indenfor specifikationerne. Rapporten, der blev sendt til Saga den 18. april 1994,
påpegede såvel tekniske som teknologiske problemer og foreslog en række reparati-
oner af anlægget m.v. En af konklusionerne var:
"...
-
The vibrating conveyor before the sieve is critical. This equipment
must be in perfect condition because it determines the performance of
the sieve. Today this conveyor does not provide an optimal distribution
of the feed material to the sieve.
-
The position of this conveyor is now provisionally adjusted. A more
professional modification is needed.
-
The vibrating conveyor before crusher 3 is very critical. When produc-
ing at higher rates (>250-300 kg/hr) it is not possible to produce with-
out a provisional wooden bar to alter the feed profile to the crusher.
Otherwise all the material is coming in the middle of the crusher and
then is starts to compact and trips out.
..."
Ved fakturaer nr. 940022 af 6. april 1994, nr. 940023 af 13. april 1994 og nr.
9430027 af 20. april 1994 (shipment 94-14, 94-15 og 94-16) solgte Saga salt til Akzo
"CIF Rotterdam" for henholdsvis 528.500 kr., 528.500 kr. og 422.600 kr. Alle faktu-
raerne blev overdraget til parikurs til Landsbanki samme dag, som fakturaen blev
udstedt. Betalingerne blev overført til Det Islandske Selskab og Saga efter nærmere
instruktion fra Saga.
Den 14. april 1994 afholdtes bestyrelsesmøde i Saga. Af referatet fremgår blandt
andet:
"...
2. Suspension of payments
The Board decided to apply for suspension of payments for SFI and ISC and to appoint
Mr. Henrik Andersen, Attorney-at-Law with Bech-Bruun og Trolle, Copenhagen to su-
pervise the companies while under suspension of payments in consultation with Mr.
Petur Gudmundarsson, Reykjavik, Attorney-at-Law. The Board signed applications for
SFI and ISC to be filed subsequently by Henrik Andersen and Petur Gudmundarsson.
...
5. Quality complaints:
JJ (Jan Jonk) presented results from Akzo's internal quality control from early 1993 un-
til early 1994. These results indicate that a large proportion of goods supplied by SFI to
Akzo deviates from quality specifications.
- 18 -
WF (Wilmar Frederiksen) presented SFI/ISC's results for the same deliveries and dem-
onstrated in documents handed out to the Board that the quality control results of ISC
are within these specifications, with a few exceptions concerning minerals and bulk
density. WF acknowledged the color complaint from Akzo from August 1993 and of-
fered to re-process the quantity in questions at ISC's expenses.
The importance of particle size distribution and the relation of same to bulk density is to
be studies asap. WF informed the Board that this aspect has direct link to the capacity of
the Merz line and requested that the specifications be revised to incorporate the recent
findings of Akzo specialists having studied the production at ISC:
To investigate and eliminate the differences of analysis between Akzo and ISC, the
Board decided that Akzo will dispatch asap to Iceland a representative to carry out rele-
vant testing to co-ordinate the methods and results. Following this, agreement between
Akzo and ISC concerning quality specifications has to be reached, whereafter Akzo re-
serves its right to reject product which is not in conformity herewith.
Akzo has 500 tons of MineralSalt not yet analysed and will revert concerning this asap.
Concerning payment for future shipments Akzo will evaluate all shipments within 10
days of arrival of the vessel.
..."
Saga meddelte i telefax af 18. april 1994 til Akzo, at Akzos krav om max 5 % under
250µm ikke var realistisk. Samme dag meddeltes endvidere, at alle leverancer til
Rotterdam kunne udleveres til Akzo under forudsætning af, at alle toldpapirer var i
orden, idet fragten var betalt af Saga.
Den 21. april 1994 afviste Akzo at revidere specifikationerne for Saga Salt og fast-
holdt kravet om, at kornstørrelsen skulle ligge indenfor 250-500 µm. Akzo ville ac-
ceptere produkter, som opfyldte samtlige de i brevet angivne specifikationer. Den 22.
april 1994 gjorde Saga indsigelse overfor Akzos holdning og anmodede om acceot af
max 10 % under 250 µm og max 5 % under 100 µm. Samtidig påpegede Saga vig-
tigheden af, at fakturaerne blev betalt på grund af factoringsaftalen med Landsbanki.
Den 25. april 1994 svarede Akzo, at de som køber ingen relation havde til Landsban-
ki, og at de ikke kunne imødekomme anmodningen om ændring af specifikationerne.
Saga anmeldte betalingsstandsning den 25. april 1994. I telefax af 26. april 1994
meddelte Frederiksen Akzo, at manglende betaling ville være ødelæggende for Saga
og anførte vedr. kornstørrelsen bl.a.:
"......
Please refer to the Marketing Agreement no. 1.2. in which it has been agreed that (quote):
-
it is the responsibility of Akzo to specify products which can be produced by ISC
under normal conditions and that
-
Akzo will evntually determine such specifications in consultation with SFI
- 19 -
(unquote)
Please note that strictly speaking, SFI has not accepted explicity any specification concerning
physial properties from Akzo, nor have we previously made any specifacation proposal ourselves.
We are thus not seeking revision of agreed specifcations. Furthermore specification requests from
Akzo are not binding on our part and are not relevant if they cannot be produced under normal
operating conditions.
..........................
However, from where the criterion of max. 5 % fraction below 250 cornes from is not clear to us,
but please note that we have certainly not accepted it, as it cannot be produced on the equipment
under normal operation conditions.
It is therefore our position that this physicial criterion is not a relevant criterion on which Akzo can
base rejection of any quantity of SagaSalt.
......."
Den 27. april 1994 rykkede Saga for betaling og anmodede om et møde til løsning af
problemerne. Akzo svarede samme dag, at de modtagne leverancer, shipment 94-13,
94-14 og 94-15, var uden for specifikationerne (kornstørrelsen 250 µm), og at Akzo
derfor ikke ville betale. Akzos analyseresultater, som blev sendt til Saga, viste, at
mængden af saltkorn under 250 µm varierede fra 13,3 % til 27,6 % for de enkelte
sække.
Ved faktura nr. 940028 af 27. april 1994 (shipment 94-17) solgte Saga salt for
633.900 kr. til Akzo "CIF Rotterdam". Fakturaen blev ikke overdraget til Landsban-
ki.
Den 29. april 1994 afholdtes et bestyrelsesmøde i Saga, hvorunder Akzo redegjorde
for sin opfattelse af kvalitetsproblemerne. Bestyrelsen besluttede, at Saga skulle ind-
give konkursbegæring.
Landsbanki meddelte den 29. april 1994 til Akzo, at faktura 940021, 940022, 940023
og 940027 var transporteret til Landsbanki og var forfaldne til betaling. Akzo afviste
den 2. maj 1994 at betale fakturaerne.
Saga meddelte den 5. maj 1994 Akzo, at der forelå misligholdelse fra deres side og
anmodede om betaling inden 14 dage.
Akzo afviste den 6. maj 1994 at betale for shipment 94-16 under henvisning til, at
dette salt heller ikke overholdt kravet til kornstørrelsen. Saga afviste, at Akzos krav
til kornstørrelsen skulle være aftalt.
- 20 -
Sagas konkurs
Saga blev taget under konkursbehandling den 1. juni 1994. I cirkulæreskrivelse 1 til
boets kreditorer blev muligheden for at retsforfølge Akzo omtalt. I opgørelsen efter
den daværende konkurslovs § 110 var under aktiver anført et saltlager i Rotterdam til
en faktureret værdi på 600.000 kr. med bemærkning om, at saltet måtte anses for
vanskeligt at afhænde, da der var tale om et produkt til et nichepræget marked.
Akzo nægtede forsat at være forpligtet til at betale for det leverede salt. Konkursboet
indgik en aftale med Frederiksen om, at han på boets vegne skulle sælge saltlageret.
Den 6. januar 1995 solgte boet 5 tons salt, den 21. januar 1995 40 tons salt og den 6.
maj 1996 12 tons salt til en kilopris á 2,50 kr. Køberen var angivet som Frederiksen.
Ifølge faktura af 19. december 1996 solgte boet 180 tons salt til Koning International
B.V. til en kilopris á 0,25 kr. Boet har betalt 38.145 NGL til Akzo for opbevaring af
180 tons salt.
Nettoprovenuet ved salg af saltet er opgjort til 20.929,62 kr., hvilket beløb er fratruk-
ket fakturabeløbene proportionalt, hvorved påstandene fremkommer. I opgørelsen
indgår salgsprovision til Frederiksen med 18.750 kr., Frederiksens telefonudgifter
med 20.247.54 kr. og udgifter til saltanalyse med 23.488,10 kr.
Forklaringer
Advokat Marianne Philip har forklaret, at hun er kurator i Saga Food Ingredients
A/S under konkurs. Om fakturaerne til Akzo og Sagas anmodninger til Landsbanki
om køb heraf forklarede hun, at hun ikke husker, hvordan disse overførsler blev kon-
trolleret eller baggrunden for, at beløbene blev delt mellem SFI og Det Islandske
Selskab.
Boet rådede over en stor mængde natursalt beregnet til et marked, som ikke var op-
dyrket endnu, hvorfor der ikke kunne foretages en reel vurdering af saltet. I begyn-
delsen medtog hun fakturaværdien under boets aktiver, men værdien blev nedskre-
vet, da det viste sig, at det var vanskeligt at afhænde saltet. Frederiksen havde kend-
skab til produktet og bistod derfor boet med at sælge det. Aftalen med Frederiksen
var, at han fik 10 % af salgssummen som honorar. Akzo lagde imidlertid hindringer i
- 21 -
vejen for boets adgang til at disponere over saltet. Flere salgsmuligheder blev under-
søgt, men i december 1994 blev det aftalt med Frederiksen, at saltet kunne sælges for
mindst 2,50 kr. pr. kilo.
Der blev solgt 237 ton fra primo 1995 til ultimo 1996. Det sidste blev solgt til Ko-
ning International B.V. for 25 øre pr. kilo. På det tidspunkt var der gået 2½ år. Det
var ikke Frederiksen, der købte saltet. Hun gik ud fra, at Frederiksen solgte saltet
videre. Boet var sælger, og salgssummen indgik til boet fratrukket Frederiksens ho-
norar. Hun ved ikke, om Frederiksen havde forbindelser til Koning International
B.V, men hun var glad for at komme af med saltet. Saltet kunne frigives til Tifomo
ApS, som ejedes af Frederiksen, da Frederiksen havde været mellemmand. Det var
aftalt, at køberen skulle betale for transporten. Det havde været mest fordelagtigt for
boet at destruere saltet fra begyndelsen, for omkostningerne oversteg salgsindtægter-
ne.
Hun kunne ikke forklare nærmere om de tidsmæssige forskydninger mellem boets
fakturaer for salg af saltet sammenholdt med købstidspunkterne.
Wilmar Friis Frederiksen har forklaret, at han er uddannet økonom, og at han har
drevet selvstændig virksomhed i mange år primært indenfor mælkesektoren, hvor
han har udviklet nye produkter og opbygget virksomheder. I 1980'erne solgte han
disse virksomheder.
Han opfandt en metode til at udvinde salt af havvand med et natriumklorid indhold
på 66 %. Produktet var nyt og indeholdt ekstra mineraler, kalcium og magnesium,
smagte godt og klumpede mindre. Metoden til at udvinde saltet var imidlertid en
energitung proces, for saltet blev udvundet ved at lade havvandet fordampe. Geoter-
misk energi var den billigste måde at gøre dette på, hvorfor han rejste til Island, hvor
man tidligere havde haft et projekt med saltudvinding. Hans selskab overtog det tid-
ligere anlæg, som skulle omdannes og udbygges til den nye produktion. Projektet
blev realiseret gennem en kontakt til Akzo, som i mange år havde ønsket sig et så-
dant produkt. Akzo var meget interesserede i at sælge produktet, men ville ikke inve-
stere i det. Han fandt nogle gode investorer, herunder FIH, pensionskasser op banker.
Selskabet havde 35 mio. kr. i aktiekapital og lånte derudover ca. 15 mio. kr.
- 22 -
I oktober 1990 blev der enighed om Aftalen, som var gensidig uopsigelig, og hvoref-
ter alt, hvad der kunne produceres i 7 år, allerede var solgt. Punkt 1.2 i Aftalen hen-
viste til "Preliminary Typical Analysis", således at Saga var sikker på ikke at blive
mødt med uoverstigelige krav til produktet. De talte ikke så meget om saltets egen-
skaber som om udvindingsmetoden, og Akzo var ikke sikker på, hvilken kornstørrel-
se der ville være den rigtige under hensyn til smag m.v. De endelige specifikationer
lå slet ikke fast endnu. De kunne kun vurdere saltet på baggrund af det pilotprojekt,
som han havde udført i sit køkken.
Saga ejede produktionsanlægget i Island, men medarbejderne blev ansat i Det Island-
ske Selskab. Anlægget kostede ca. 50 mio. kr., og Det Islandske Selskab lejede an-
lægget. Det Islandske Selskab solgte produktet til Saga, som solgte det til Akzo. Det
Islandske Selskabs pris skulle dække omkostninger i Island. Prisen til Akzo skulle
yderligere dække forrentning, fragt og fortjeneste. Akzo kendte denne konstruktion.
Akzo påtog sig gennem Akzo Engineering at yde teknisk bistand til opførelsen af
produktionsanlægget, og der blev indgået en særskilt aftale herom. Akzo Engineering
skulle levere specifikationer m.v. til anlægget så betids, at Saga kunne nå at levere til
Akzo fra den 1. januar 1992. Samarbejdet mellem Akzo Engineering, islandske spe-
cialister og Saga om de tekniske dele begyndte ultimo 1990, men det viste sig hur-
tigt, at Akzo Engineering arbejdede noget langsommere end forventet. Tingene "kør-
te op i en spids", og Akzo Engineering var tæt på en erstatningssag, fordi Saga ikke
kunne nå at levere fra den 1. januar 1992. Saga og Akzo blev enige om at udskyde
dette spørgsmål til senere. Der var tæt dialog mellem Kruidhof og Sagas ingeniør
Bent Jönsson. Sidstnævnte fratrådte ultimo 1992. Kornstørrelsen var endnu ikke et
emne, da der ikke var nogen produktion endnu. Da specifikationerne var færdige i
september 1991, forventede han, at der kunne leveres første gang i april 1992. Speci-
fikationerne var kommet løbende i 1991, men de sidste kom først i september måned.
Produktionsanlægget blev bestilt hos Karl Merz i samarbejde med Akzo Engineering
og Kruidhof. Der blev udført adskillige test hos Karl Merz, og Saga fulgte med fra
sidelinjen. Kopi af ordrebekræftelsen fra Karl Merz blev sendt til Akzo, som ikke
havde indvendinger.
Udgangspunktet var, at saltkorn i størrelsen 200-500 µm sandsynligvis ville være de
rigtige. Efter en prøveproduktion ændredes dette til 300-700 µm og senere til 250-
- 23 -
500 µm. Alle følte sig frem, og Akzo var ikke klar over, hvad de ville have. Medio
1992 startede produktion af salt med kornstørrelse 300-700 µm. Ingen havde særlig
fokus på kornstørrelsen, og Akzo havde godkendt leverandør og anlæg. Han gik ud
fra, at anlægget kunne producere det, som var nødvendigt. Problemerne lå andre ste-
der end kornstørrelsen. Vægtfylden omkring 850 kg/m3 var udtryk for, hvor meget
saltet fyldte i glasset. Akzo havde besluttet, at saltet skulle sælges i glas, og havde
ladet specielle glas hertil fremstille, forinden produktionen begyndte. Saltet skulle
fylde glasset pænt, og vægtfylden var reelt lidt højere, end Akzo teoretisk havde be-
regnet. Akzo måtte i begyndelsen overfylde glassene. Vægtfylden var det centrale
fysiske begreb, de skulle gå efter, men selvfølgelig måtte der ikke være støv i saltet.
Saga kom i gang et halvt år for sent og producerede kun en brøkdel af det, de skulle.
Normalt ville en fabrik kunne producere 6.000 tons salt om året, men Saga produce-
rede kun 3.000 tons. Akzo havde rig lejlighed til at kontrollere produktet og følge
med. Saga styrede efter vægtfylden og foretog kvalitetskontrol efter aftale med Akzo,
som ikke stillede krav til kornstørrelsen. Det lave indhold af natriumklorid var det
bedste argument for saltet, og Sagas certifikater viste det kemiske indhold og vægt-
fylden for hver sæk salt, som blev leveret. Aftalen om Sagas certifikater og rapporter
blev indgået med de Jong. Det var de Jong, der havde lavet det sidste udkast til de
specifikationer, som de prøvede at nå. Han husker ikke præcis, hvem der sagde, at
der skulle kvalitetskontrolleres efter vægtfylde. Det hele foregik i en venskabelig
atmosfære. Akzo var behjælpelig med det hele, og Saga ville kun producere det, som
Akzo ville have. Saga tog kvalitetskontrollen meget seriøst, men der slap alligevel
fejlbehæftede varer igennem for så vidt angik farve og lignende. Varernes fysiske
egenskaber var imidlertid i orden.
Ved kontrollerne i 1994 fandt Akzo systematisk en lidt højere vægtfylde, end Saga
gjorde, men ingen kunne forklare denne måleforskel. Måske var saltet blevet rystet
under transporten. Han kan ikke huske, at han dengang så Akzos analyseskemaer.
Akzos produktchef Martin Bosch, der havde det kommercielle ansvar for Saga Salt
projektet, reagerede overfor Saga på grund af nogle sække med salt i forkerte farver.
Bosch havde ikke været involveret i at skrive specifikationerne, så han drøftede med
de Jong, at de af Bosch påpegede forhold ikke kunne ændres. Saga svarede ikke på
Bosch henvendelse af 19. august 1993.
- 24 -
De Jong var på besøg i Island og mente, at anlægget skulle bygges væsentligt om,
dog ikke så meget i 400-delen, hvor det fine salt blev produceret. Karl Merz var flere
gange i Island for at løse problemet med formalingen af saltet. En af Sagas operatører
fandt ud af, at der var et afsnit i anlægget, hvor saltet i en tynd stråle blev ledt ned
mod knuseren, og at man ved at sætte et bræt op det pågældende sted kunne sprede
saltet ud over hele valsen, hvorved produktionskapaciteten blev øget. Vægtfylden var
stadig i orden. I februar 1994 kom Kruidhof til fabrikken og konstaterede, at dette
sandsynligvis var løsningen på kapacitetsproblemerne. Kruidhof ændrede lidt på de
net, som sorterede saltet for henholdsvis for små og for store partikler. Ændringen af
nettet betød, af der kom mere fint materiale med, men Kruidhof forklarede, at det var
partiklerne under 100 µm, som var problemet. Kruidhof konkluderede, at forøgelsen
af det fine materiale ikke var noget problem, fordi vægtfylden var i orden. Han følte
et skisma i Akzos organisation med hensyn til saltets egenskaber kontra, om det præ-
senterede sig godt nok. Han talte med Akzo om at tilsætte et antiklumpningsmiddel,
men dette blev afvist.
Projektet var karakteriseret af forsinkelser og blev mere kompliceret end forventet.
Saga måtte refinansiere 2 gange. Første gang med danske investorer. Anden gang i
1993 med Akzo, som indskød 15-16 mio. kr. og blev majoritetsaktionærer. Akzo var
fuldt orienteret om den økonomiske situation og kendte anlægget bedre end Saga.
Driften var helt afhængig af, at Akzo betalte for saltet, og nogle gange forudbetalte
Akzo. Der var ikke andre steder, hvor produktet kunne eller måtte afsættes. Primo
1994 blev en rekonstruktion atter drøftet med Akzo, efter at Akzo konstaterede, at
anlægget skulle bygges helt om. Et af borehullerne til varmt vand kollapsede, hvilket
var et nyt problem for andre end islændingene. Akzo ønskede igen kun at være di-
stributør.
I januar 1994 indgik Saga en factoringaftale med Landsbanki vedrørende fakturaerne
på salt, som havde været gennem kvalitetskontrollen. Landsbanki udbetalte faktura-
beløbet til Saga med det samme efter afskibning af en forsendelse. Pengene blev
brugt til løn m.v., men ikke til betaling af gæld. Han havde tæt kontakt til Akzos
controller, som ringede til ham og spurgte, hvorfor der stod Landsbanki på fakturaen.
Selvom SFI i første kvartal 1994 havde en stor produktion og fik fuld betaling, var
koncernens omkostninger i Island og Danmark så store, at factoring var nødvendig.
Han husker ikke, om Landsbanki blev orienteret, da Akzo ikke længere ville betale
- 25 -
for varerne. Saga mente, at varerne var i orden, for det leverede produkt svarede til
det, som de hidtil havde leveret. Det er muligt, at der blev solgt fakturaer til banken
uden orientering om Akzos holdning. Den sidste container blev afskibet den 21. april
1994, og dagen efter fik Saga at vide, at Akzo ikke kunne acceptere saltet. Han drøf-
tede situationen med tilsynet, og Landsbanki blev orienteret på et tidspunkt.
På et bestyrelsesmøde i Saga nævnte Jan Jonk, at rederiet ikke ville frigive salt til
Akzo, fordi fragten angiveligt ikke var betalt. Fragten var imidlertid betalt, og varer-
ne kunne frigives samme eftermiddag, som de ankom, hvis alle toldpapirer var i or-
den. Han fulgte op på Jan Jonks påstand og fandt ud af, at det hverken var rederiet
eller Saga, som var årsag til problemerne.
Frem til den 1. april 1994 producerede Saga salt under anvendelse af det omtalte
bræt. Saga nåede en passende produktion og koncentrerede sig derfor om andre pro-
blemer. Det var først under bestyrelsesmødet den 23. marts 1994, at der pludselig
blev talt om kvalitetsproblemer med saltet. Saga havde tre-fire doblet afskibningen af
salt, og han tænkte, at Akzo måske ønskede at lukke projektet. Under bestyrelsesmø-
det den 14. april 1994 var Akzos repræsentanter ret agressive, og de Jong sagde, at
de aftalte specifikationer ikke var overholdt. Han mente ikke, at der var aftalt speci-
fikationer, som ikke blev overholdt, og Akzo kunne da heller ikke fremlægge sådan-
ne. Parterne blev enige om, at der ikke var aftalt specifikationer vedrørende mæng-
den af saltkorn under 250 µm, og Akzo skulle sende en specialist til Island for deref-
ter at fastlægge kravene. Først herefter kunne Akzo stille krav overfor Saga. Senere
fik han besked om, at der ikke kom nogen specialist fra alligevel.
Han havde det dårligt med, at Akzo ikke ville betale for det leverede salt, for
Kruidhof havde jo sagt, at varen var i orden. Han skrev derfor til Akzos direktør,
Floris Bierman, at situationen var ekstrem. Under bestyrelsesmødet den 29. april
1994 blev han frataget ordet og fik ikke lov til at svare på kritikken. Akzo havde på
forhånd truffet sin beslutning.
Han hjalp kurator med at sælge det salt, som var på havnen og hos Akzo. Aftalen var,
at saltet skulle sælges hurtigt og bedst muligt. Det var ikke let, for det var ikke al-
mindeligt salt, og det skulle sælges gennem nichekanaler. Han skønnede sig frem til
et prisniveau ved at sammenligne med Seltin. Da boet lavede en ansvarsfraskrivelse,
- 26 -
kunne saltet ikke sælges direkte til tredjemand, men han kunne sælge det videre som
en vare, der var i orden, hvilket den var. Saltet blev fragtet til et lager, hvor det blev
siet, tilført antiklumpningsmiddel og ompakket. Han havde vist ingen fortjeneste
derved. Koning International B.V. købte de sidste 180 tons til 18 øre pr. kilo, da boet
syntes, at det gik for langsomt med salget. Afgiften for destruktion var 700 kr. pr.
ton. Han husker ikke, hvorfor fakturaen til Koning International B.V. først blev sendt
i december måned. Han fik ikke vederlag fra Koning Internation B.V., men han fik
10 % af salgssummen i provision for sit arbejde. Analysen fra Bioteknologisk Insti-
tut, som er omtalt i tabsopgørelsen, bekræftede, at der ikke var noget i vejen med
saltet. Han benyttede ikke analysen i salgsøjemed.
I dag driver han en virksomhed, som sælger islandsk salt til testmarkeder. Et engelsk
firma markedsfører det. Han har produceret nogle 100 tons salt med antiklump-
ningsmiddel på anlægget i Island. Vægtfylden er 1000-1100, og kornstørrelsen er
200-500 µm.
Ingólfur Kristjansson har forklaret, at han er uddannet kemiingeniør og arbejdede
for Det Islandske Selskab fra 1. april 1991 til konkursen i 1994. Der var et gammelt
produktionsanlæg i Island, som skulle ombygges og testes. I begyndelsen var det
bare en byggeplads og forsøgsfacilitet. Bent Jönsson havde købt de nye maskiner,
som han installerede dem sammen med professionelle og dygtige folk fra Akzo, her-
under de Jong, Wienk og Kruidhof.
Der var utrolig mange tekniske problemer ved opstarten. 100-sektionen, den gamle
del, arbejdede ikke, som den skulle, og var ikke pålidelig. I maj måned 1992 åbnede
fabrikken meget forsinket. Først ultimo 1992 var der tale om en rigtig produktion. I
begyndelsen var der ikke noget problem med kornstørrelserne. I december 1992 var
han helt klar over, at Akzos ønskede en kornstørrelse mellem 250 og 500 µm. I fe-
bruar 1993 kom der en telefax fra de Jong om, at andelen af korn under 250 µm var
for høj. Akzo ønskede, at dette skulle være mindre end 5 %. Produktionen var meget
nemmere, da de kørte med kornstørrelsen på 300-700 µm. For mange meget fine
korn eller støv betyder, at vægtfylden bliver for høj, og saltet fylder for lidt i glasset.
Støv er partikler under 100 µm. Saga drøftede vægtfylden med Akzo, og de fik at
vide, at vægtfylden var højere end det, Akzo havde regnet med. I februar 1993 kom
- 27 -
der en meddelelse fra de Jong om vægtfylden og partikelstørrelsen, hvilket de styre-
de.
Saga udarbejdede "Laboratory reports" for produkternes indhold efter drøftelse med
Akzo. Han lavede skemaet efter de oplysninger, som Akzo ønskede. Først var det
kun den kemiske sammensætning, men senere kom også vægtfylden med efter en
specifik henvendelse fra Akzo. Saga valgte at specificere vægtfylden for hver sæk
(bigbag). Saga målte også kornstørrelsen, men Akzo var kun interesseret i vægtfyl-
den og bad ikke om, at rapporterne blev udvidet til også at omfatte kornstørrelsen.
Han opfattede Akzo således, at vægtfylden og den kemisk sammensætning var det
vigtigste, mens kornstørrelsen var af mindre betydning.
Akzos ønsker til kornstørrelsen kunne Saga ikke opfylde på det eksisterende anlæg,
hvilket Saga gjorde opmærksom på. Problemet blev drøftet med Karl Merz og Akzo.
Alle var klar over, at SFI ikke kunne overholde et krav om, at andelen af saltkorn
under 250 µm ikke måtte overstige 5 %. Akzos ingeniører var engagerede i projektet
og meget dygtige, især var Kruidhofs viden om kompaktering til stor hjælp. Kruidhof
fortalte, at det store problem var fraktionen under 100 µm. I området 100-250 µm var
der tale om kompakterede korn, og dette var ikke noget problem.
Produktionen havde været et langt pilotprojekt med mange krisemøder med Akzo
undervejs, og anlægget havde ændret og udviklet sig hele tiden. Det var først, da de
placerede et bræt i saltstrømmen, at der var normal drift. Brættet var en nødløsning
for at udjævne saltstrømmen ved den sidste valse i anlægget. Der var tale om et sim-
pelt, men virksomt trick.
I foråret 1994 skiftede Akzo pludselig tone. En telefax fra Jan Jonk om, at saltet ikke
opfyldte specifikationerne, kom helt bag på ham. De havde jo Kruidhofs accept af, at
anlægget kunne køre, som det gjorde. Han deltog i et bestyrelsesmøde ultimo april
1994 i Holland for at forklare om forløbet. Der var en meget barsk tone fra Akzo, og
han fik næsten ikke lov til at forklare sig. Akzo afviste totalt Saga. Han erkendte, at
andelen af meget fine korn var for høj, men han var meget overrasket over, at dette
var et kardinalpunkt for Akzo. Akzo var blevet eneejer et halvt år forinden og var
klar over Sagas problemer.
- 28 -
B. H. Oosterholt har forklaret, at han er intern advokat i Akzo, og at han var invol-
veret i de juridiske spørgsmål i Saga Salt projektet.
I januar-marts 1994 havde Akzo problemer med at modtage leverancer fra Saga, for-
di fragtføreren ikke ville udlevere varerne under henvisning til, at fragten ikke var
betalt. Akzo og fragtførerens advokat fik løst problemerne, men han husker ikke præ-
cist hvordan. Det drejede sig om penge, og Akzo betalte formentlig fragten, for Akzo
havde behov for varen, som skulle ud til kunderne. Så vidt han ved, var der ikke tale
om, at der var problemer med toldpapirer. Han fik at vide, at Akzo manglede Saga
Salt.
Akzo gjorde sit yderste for at hjælpe Saga, men Saga havde konstant økonomiske
problemer. I foråret opstod der problemer med saltets specifikationer. Det lykkedes
aldrig at få produceret salt af en rigtig kvalitet på et stabilt højt niveau. Kvaliteten
blev dårligere og dårligere, fordi Saga fiflede med specifikationerne. Da kvaliteten
var kommet helt uden for specifikationerne, rådede han Akzo til at afvise saltet. Saga
levede ikke op til Aftalen, og der var ingen idé i at fortsætte projektet, hvis produktet
aldrig ville opfylde kravene. Han kendte Sagas finansielle situation og de mulige
følger af ikke at betale fakturaerne, herunder at det kunne medføre konkurs. Besty-
relsen måtte beslutte, hvad der skulle ske, og må have vidst, at Saga kunne gå kon-
kurs. Akzo havde reelt kun 3 muligheder: Sælge aktierne, opsige aftalen eller undla-
de at betale fakturaerne.
Specifikationerne af Saga Salt var den essentielle baggrund for at iværksætte hele
projektet. Også for traditionelt salt er kornstørrelsen afgørende. Akzos marketingsaf-
deling sagde, at kunderne afviste saltet, fordi der ikke kom salt ud af de saltbøsser,
som Akzo havde produceret tusindvis af. Akzo kunne ikke tilsætte antiklumpning-
middel, da der var tale om et 100 % rent naturprodukt. Akzo tabte mange millioner
gylden på projektet.
Matthias Gislason har forklaret, at han i 1994 var manager i Landsbankis afdeling
for Cooperation Finance.
Landsbanki havde en mindre aktiepost i Saga. I januar 1994 anmodede Saga om et
lån, hvilket Landsbanki afviste. I stedet købte Landsbanki fakturaer af Saga. Dette
- 29 -
fortsatte i 3 måneder, og Akzo betalte i februar og marts, som de skulle, dog ikke helt
regelmæssigt. I april måned 1994 var der 4 fakturaer, som ikke straks blev betalt af
Akzo, men Landsbanki var ikke bekymret, for ifølge fakturaerne var der 15 dages
betalingsfrist.
Saga havde ingen kreditfacilitet i Landsbanki, men der blev overført kontante midler
til Saga. Så vidt han ved, havde hverken Saga eller Det Islandske Selskab andre konti
i Landsbanki, end den, der er omtalt under sagen, men det er han ikke sikker på.
Landsbanki var i januar 1994 klar over Sagas økonomiske vanskeligheder. Lands-
banki blev ikke underrettet, da Akzo i april måned afviste at betale fakturaerne, og at
Akzo ville afvise leverancer, som ikke levede op til visse standarder. Det fandt
Landsbanki først ud af den 27. april 1994.
Justus de Jong har forklaret, at han er universitetsuddannet kemiker og har en PhD i
elektronik. Han har været ansat i Akzo i 30 år og varetager for tiden kvalitetskontrol
over hele verden. I begyndelsen af 1990'erne var han projektudvikler, herunder for
nye salte. I slutningen af 1989 fortalte Frederiksen om en opfindelse, som anvendte
råmaterialer i Island. Der var tale om et nyt naturprodukt, som ikke behøvede tilsæt-
ningsstoffer. Frederiksen ledte efter samarbejdspartnere, herunder marketingsfolk,
men ikke til at producere produktet. Akzo havde tiltro til projektet, og han blev sat til
at udvikle det. Efter flere undersøgelser og drøftelser indgik Akzo en aftale med Sa-
ga. Han var ikke involveret i udformningen af Aftalens pkt. 1.2. og kender ikke det
nærmere indhold.
Akzo ønskede ikke være ansvarlig for produktionen, fordi den var så forskellig fra
det, de kendte. Akzo stillede ingeniører fra Akzo Engineering til rådighed med
knowhow. En "Process Design Package" svarer til en arkitekts tegning af et hus, dvs.
uden detaljer. Det var en stor udfordring at opsætte en ordentlig fabrik i Island på
grund af naturen og øvrige vilkår.
Akzo ønskede et mineralsalt baseret på naturlige ressourcer. Saltets sundhedsaspekt
skulle indgå i markedsføringen, og der måtte ikke tilsættes antiklumpningsmidler.
Dette var en fast politik og var ikke til diskussion på noget tidspunkt.
- 30 -
I Aftalen var kornstørrelsen fastsat til 200-500 µm på baggrund af erfaringer med
andre produkter. Akzo gik i gang med at teste produktet og designede en særlig glas-
bøsse med bestemte huller i låget. Saltkrystallerne var meget forskellige fra alminde-
ligt salt, men hvis saltet ikke kommer frit ud af glasset, kan det ikke sælges. Akzo
opererede i begyndelsen med et område for vægtfylde på 850-900, da man ikke
kendte det nye produkts særlige karakteristika i forvejen. Som udgangspunkt er der
sammenhæng mellem kornstørrelse og vægtfylde. Jo større kornene er, desto mindre
er der plads til, hvorfor en større andel af små korn giver en større vægtfylde, men
som det fremgår af Akzo kontrolrapporter, var der dog ikke nødvendigvis en sam-
menhæng mellem vægtfylden og kornstørrelsen. Både vægtfylde og partikelstørrelse
blev anslået og skrevet ind i Aftalen, da disse størrelser var vigtige for produktet.
I begyndelsen var der fokus på indholdet af de forskellige mineraler. Hvis produktet
ikke kunne opnå den korrekte sammensætning, var de øvrige forhold ligegyldige.
Derfor medtog Saga ikke oplysninger om kornstørrelse og vægtfylde i certifikaterne i
for eksempel december 1992. I september 1993 havde Saga heller ikke oplysninger
om kornstørrelsen med, men det var, hvad SFI sendte til Akzo. Det var klart for Ak-
zo, at også kornstørrelsen var afgørende, og ved telefax af 5. februar 1993 bad han
eksplicit om, at der også blev givet oplysninger om kornstørrelsen. Der var store pro-
blemer med bare at få produceret salt, og det blev der arbejdet meget på at løse dem,
fordi marketingsfolkene ventede på produktet. I begyndelsen måtte Akzo efterbe-
handle og si saltet i Holland for at nå specifikationerne. Det var realiteten i 1992-
1993, men Akzo accepterede alligevel saltet, fordi man stadig troede på projektet.
Akzo fortalte Saga, at saltet måtte efterbehandles. Akzo kunne kun i en begrænset
periode påtage sig at reproducere saltet. Bosch gjorde også bemærkninger om saltets
kvalitet.
Efter Aftalen skulle begge parter gøre sit yderste for at nå det, som marketingsfolke-
ne mente, var rigtigt. Der blev ikke lavet nogen ny aftale om kornstørrelsen i forbin-
delse med brochuren fra 1992. Tværtimod fremhævede Akzo i al korrespondance, at
kornstørrelsen skulle være den oprindeligt aftalte. Han drøftede ikke med Kruidhof,
om en anden kornstørrelse kunne bruges, for det var marketingsafdelingen, der be-
stemte dette, og markedet krævede 250-500 µm. Kruidhof har aldrig sagt til ham, at
dette simpelthen ikke kunne lade sig gøre. I november 1993 blev der udarbejdet en
produktbeskrivelse beregnet til markedsføring med en angivelse af, at saltkornene
- 31 -
var mellem 250-500 µm. Dette afspejlede, at den midlertidige produktion med en
større kornstørrelse var afsluttet.
I august 1993 var der gået ca. 2 år uden succes, og han rapporterede til Bierman, der
var skeptisk. Han fik overbevist Bierman om at forsætte. Produktet opfyldte nu spe-
cifikationerne, hvorfor Akzo stadig troede på projektet, dog ikke for enhver pris. De
aftalte krav skulle fastholdes. Det var et udfordrende og prestigefyldt projekt med
den risiko, der altid er ved sådanne projekter. I andet kvartal 1994 indtrådte det tids-
punkt imidlertid, hvor prisen for projektet var blevet for høj. Han var ikke involveret
i Akzos interne drøftelse herom.
I januar 1994 var hans opgave med at udvikle den basale operationsenhed næsten
færdig, og Jan Jonk var blevet mere og mere involveret i projektet fra slutningen af
1993. Efter marts måned 1994 fik Jan Jonk ansvaret for projektet alene, hvilket blev
besluttet af Akzos ledelse. Jan Jonk repræsenterede salgsafdelingen og skulle derfor
tage sig af den kommercielle produktion. Jan Jonk fik et chok over forholdene i Is-
land og lavede en meget kritisk rapport. Da produktet ikke opfyldte standarderne,
holdt Akzo efterhånden op med at tro på ideen.
Han kan ikke forstå, hvordan Frederiksen kunne tro, at det afskibede salt var i orden.
Fra februar til marts 1994 øgede afvigelsen fra specifikationerne voldsomt, og alle
sække indeholdt efterhånden 25-30 % meget små saltkorn. Han har ikke kendskab til,
at Kruidhof skulle have sagt, at dette var i orden.
Jan Jonk har forklaret, at han er uddannet kemiingeniør og har været ansat i Akzo
siden 1971. Han har arbejdet i produktionen gennem 10-12 år. I begyndelsen af
1990'erne blev han overordnet planlægningschef for alle Akzos fabrikker. Der var
ikke tale om, at han blev en slags problemløser.
Han blev først involveret i Saga Salt projektet ultimo 1993 eller primo 1994, da pro-
jektet gik fra udviklingsfasen til den commercielle fase. I Aftalens pkt. 1.2 er forstå-
elsen af "can", at fabrikken skulle være i position til at producere under normale for-
hold inden for specifikationerne. Bortset fra kapaciteten nåede fabrikken i Island
denne position.
- 32 -
I januar 1994 besøgte han fabrikken i Island for at danne sig sit eget indtryk af, hvad
der var tale om. Han var blevet orienteret om projektet af de Jong, Kruidhof samt
ingeniører fra Akzo Engineering. Der var problemer med produktionskapaciteten og
kvaliteten, og dette betød leveringsusikkerhed for Akzo. Der var brug for penge til
yderligere udstyr, især i 400-sektionen, og andre investeringer i fabrikken. Han fik
også at vide, at ingeniørerne længe havde forsøgt at løse problemet med kornstørrel-
sen. Han ville finde ud af, hvad der skulle gøres for at løse dette. Standarden på fa-
brikken var ikke imponerende, og han blev overrasket over, hvor dårligt fabrikken
generelt blev drevet med hensyn til rengøring og sikkerhed. Han var kun blevet ori-
enteret om de tekniske problemer.
Da han tog til Island, troede Akzo fortsat på, at der var tale om et unikt produkt, og
Akzo ønskede virkelig, at det kom til at fungere. De drøftede stadig, hvad der skulle
gøres for at sikre leveringen. De talte ikke om, at "nu var det nok" eller om, hvor
mange midler der kunne bruges yderligere. Han havde ikke ansvaret for finansierin-
gen eller Sagas økonomiske forhold, men han udarbejdede en plan for, hvordan fa-
brikken kunne forbedres, og hvad det ville koste. Bestyrelsen måtte tage beslutningen
om det økonomiske. Han var ikke klar over, at Sagas eneste indtægt kom fra salget til
Akzo.
Kvalitetsproblemet vedrørte andelen af meget små saltkorn i produktet. Akzo havde i
1993 modtaget mindre mængder salt, ca. 40 % af det aftalte, og saltet havde holdt sig
inden for nogle acceptable rammer, selv om der nogle gange var mere end 5 % salt-
korn under 250 µm. Akzo havde accepteret, at mængden af saltkorn under 250 µm
var op til ca. 10 % henset til de vanskelige produktionsforhold, de løbende drøftelser
og udviklingen af produktet. Der var ingen tvivl om, at 90 % af saltkornene skulle
være mellem 250-500 µm, og alle prøvede gennem et tæt samarbejde at nå dette.
Hele 1993 var gået med at få produktionen til at køre 100 % efter specifikationerne,
og partikelstørrelsen var afgørende. Det var et af de kvalitetstjek, som de selv lavede,
selv om det ikke var med på Sagas certifikater. Akzo, Akzo Engineering og Saga var
enige om, hvad målet var, og havde arbejdet sammen om det i 1 år.
Saga ændrede i januar 1994 voldsomt på produktet, herunder partikelstørrelsen, uden
at give meddelelse herom. Alle var klar over, at produktionsmængden kunne øges
- 33 -
ved at ændre produktionsmåden. Saga var forpligtet til at meddele ændringer i pro-
duktionsmetoden, som kunne påvirke produktets kvalitet.
Efter januarbesøget blev der udført forskellige test på produktionsanlægget. Der var
en vis forbindelse mellem vægtfylde og kornstørrelse. Selv om undersøgelserne vi-
ste, at vægtfylden ikke blev for stor på trods af for mange meget små saltkorn, var
det afgørende, at produktet var af en kvalitet, som kunne sælges. Konklusionen var,
at Saga ikke kunne producere tilstrækkeligt indenfor specifikationerne. Det er marke-
tingsfolkene, der i sidste ende afgør, om specifikationerne kan ændres, og de gjorde
det helt klart, at det ikke kunne overvejes at ændre specifikationerne. De var blevet
lovet produktet meget længe og kunne ikke forsvare overfor markedet at ændre spe-
cifikationerne. Hans svar den 1. april 1994 på Frederiksens forespørgsel om ændring
af specifikationerne var ret kontant, fordi analyserne viste, at Saga havde ændret sin
produktionsmetode i januar måned uden at fortælle om det, hvorved det acceptable
niveau på 5-10 % saltkorn under 250 µm var steget dramatisk. Det var uforståeligt, at
Saga efter 1½ års samarbejde om få løst problemerne pludselig ændrede produktet
uden at sige det.
Han kan ikke huske, om der efter bestyrelsesmødet den 14. april 1994 blev sendt
eksperter til Island, men der var ikke længere tale om at drøfte forskelle på analyse-
metoder, da andelen af saltkorn under 250 µm pludselig sprang op til 30 %. Der var
en klar forståelse om specifikationerne og en klar forståelse af, at det leverede pro-
dukt var langt fra specifikationerne. Han kan ikke huske, hvorfor der i bestyrelses-
mødereferatet står, at der skulle nås en aftale om specifikationerne, for der var ikke
tvivl herom.
Han vidste, at der var risiko for, at Saga ikke kunne klare sig økonomisk, hvis Akzo
ikke betalte fakturaerne, men det var ikke hans ansvar. Han var kun involveret i drøf-
telserne om, hvad det ville kræve at rette op på fabrikken.
Procedure
Landsbanki og SFI under konkurs har gjort gældende, at Akzo var forpligtet i
henhold til Aftalen til at betale for det leverede salt. Hele projektets baggrund som
værende et prestigefyldt pilotprojekt har indflydelse på bedømmelsen af aftalegrund-
- 34 -
laget mellem parterne. Akzo investerede store midler i projektet, og der var ikke fra
begyndelsen kendskab til, hvordan det endelige produkt ville se ud. Derfor var Saga
kun forpligtet til at producere det salt, som det var faktisk muligt at producere, og
Akzo var forpligtet til at aftage dette. Saltet var således ikke mangelfuldt, men levede
op til de specifikationer, der i praksis var gældende mellem parterne. Akzo havde
accepteret og betalt for andre leverancer af salt, hvor andelen af saltkorn under 250
µm var betydelig. Akzo havde ikke reklameret over dette tidligere, men havde uden
at orientere Saga herom efterbehandlet saltet, hvorfor varen var kontraktmæssig efter
en mellem parterne udviklet praksis. Saga gik med rette ud fra, at produktet var i
orden. Den store mængde saltkorn mindre end 250 µm var nødvendig for en optimal
produktionsproces og dermed finansiering af driften. At Akzo sideløbende drøftede
ændringer af kornstørrelsen med Saga, havde intet at gøre med de konkrete leveran-
cer, og Akzo kunne ikke uden Sagas samtykke eller uden et rimeligt varsel ændre
den opståede praksis og gå fra et tæt positivt samarbejde i 1991-1994 om at udvikle
et produkt til pludselig ikke at ville betale den 1. april 1994. Dette bestyrkes af refe-
ratet af bestyrelsesmødet den 14. april 1994, hvorefter der skulle indgås en aftale om
specifikationerne, og at Akzo først herefter ville være berettiget til at afvise saltleve-
rancer, som ikke opfyldte disse specifikationer.
Såfremt retten finder, at der ikke forelå en praksis mellem parterne, har Landsbanki
og Saga under konkurs gjort gældende, at Saga alene var forpligtet til at levere salt,
som kunne produceres under normale driftsforhold, og at Saga ikke var i stand til at
producere salt efter de specifikationer, som Akzo ønskede under normale driftsfor-
hold. Som hovedaktionær havde Akzo et indgående kendskab til Sagas produktions-
apparat. Aftalen var baseret på et pilotprojekt, hvilket indebar en vis risiko. Begge
parter havde pligt til at indrette sig efter de foreliggende muligheder og tage hensyn
til, hvad der var praktisk muligt. Saga gjorde sit yderste for at efterkomme Akzos
ønsker, men Akzo tog ikke ved planlægningen af markedsføringen, herunder indkøb
af glas, hensyn til, at der skulle være plads til justeringer i forhold til den vare, som
det reelt var muligt at fremstille. I rapporterne og korrespondancen, for eksempel
omkring "Process Design Book", var der mange forbehold for kornstørrelsen. Der
var alene tale om foreløbige angivelser. Akzo accepterede i juli 1992, at kornstørrel-
sen lå mellem 300 og 700 µm, hvorefter Akzo i august samme år besluttede at be-
gynde den kommercielle produktion. Saga bekræftede, at den aftalte specifikation
var 300-700 µm, men samarbejdede sideløbende med Akzo og Karl Merz om at
- 35 -
mindske kornstørrelsen til det, som Akzo fandt optimal ud fra et markedsførings-
synspunkt. Akzo er derfor forpligtet til at betale Landsbanki og SFI for leverancerne.
Konkursboet har på forsvarlig vis realiseret saltet, hvorfor boets opgørelse af prove-
nuet må lægges til grund. Det var ikke muligt at indhente en vurdering af saltet, og
boet handlede forsvarligt og begrænsede tabet mest muligt.
Landsbanki og Saga har endelig anført for det tilfælde, at saltet bedømmes som man-
gelfuldt, at Akzo ikke var berettiget til at afvise saltet, idet der ikke var tale om væ-
sentlige mangler. Saga fik ikke mulighed for at afhjælpe problemet ved sining, omle-
vering eller lignende. Subidiært har Akzo alene krav på forholdsvis afslag.
Akzo har anført, at Akzo var berettiget til at afvise det leverede salt. Det var en for-
udsætning for projektet, den høje pris og markedsføringen, at saltet var et kvalitets-
produkt. Akzo var ansvarlig for markedsføringen og distributionen af saltet. Akzo
havde sagkundskab herom, og Akzos vurdering af muligheden for at afsætte saltet
må derfor tillægges betydelig vægt. Kornstørrelsen var et af kvalitetsparametrene og
var ikke opfyldt.
Ifølge Aftalen skulle Akzo fastlægge kornstørrelsen. Saga accepterede i januar 1991
den udarbejdede "Process Design Book", hvorefter kornstørrelsen skulle være mel-
lem 250-500 µm. Akzo har til stadighed fastholdt disse specifikationer og navnlig
kornstørrelsen. Akzo accepterede kun som en midlertidig foranstaltning, at Saga i
1992 producerede salt med en kornstørrelse på 300-700 µm. Efter påbegyndelse af
kommerciel produktion i juli 1992 blev specifikationen ændret til 250-500 µm. Dette
bekræftes af korrespondancen mellem parterne. Der var enighed om, at mindst 90 %
af saltkornene skulle være mellem 250-500 µm.
I 1993 påpegede Akzo flere gange, at saltet højst måtte have 5 % korn under 250 µm,
og Sagas ønske i januar 1994 om at ændre kornstørrelsen blev klart afvist af Akzo.
Uanset dette ændrede Saga produktionsmetode i samme måned uden at meddele det-
te til Akzo, hvilket var i strid med Aftalen. På grund af transportmæssige forhindrin-
ger kunne Akzo først i marts 1994 analysere de leverancer, som var produceret siden
midten af januar 1994. Akzo gav herefter en klar meddelelse om, at Akzo ikke frem-
over ville acceptere leverancer, som ikke var i overensstemmelse med specifikatio-
- 36 -
nerne, især kravet om max 5 % under 250 µm. Akzo afslog den 21. april 1994 på ny
Sagas anmodning om ændring af specifikationerne, som blev fremsat under bestyrel-
sesmødet den 14. april 1994. Parterne er enige om, at det leverede salt ikke over-
holdt de fastlagte specifikationer med hensyn til kornstørrelsen. Saltet havde derfor
en kvalitet, som ikke kunne danne grundlag for markedsføring overfor forbrugerne.
Akzos reaktion ville måske have været urimelig henset til forløbet med udviklingen
af produktet i forhold til det salt, som indeholdt 5-8 % saltkorn mindre end 250 µm,
men en andel heraf på 20-30 % var en væsentlig fravigelse af specifikationerne. Der
var tale om en væsentlig mangel. Saltet skulle sælges som et 100 % naturprodukt, og
Akzo kunne derfor ikke tilsætte tilsætningsstoffer. Akzos krav var derfor ikke urime-
lige.
Produktionsanlægget i Island var ikke i stand til at producere salt efter de fastlagte
specifikationer i de ønskede mængder. Det var Sagas ansvar, at produktionsanlægget
fungerede optimalt. Både Saga og Akzo vurderede i slutningen af 1993 og i begyn-
delsen af 1994, at produktionsanlægget krævede store investeringer, mellem 15-25
mio. kr., for at blive bragt i en forsvarlig stand. Dette var der ikke den fornødne kapi-
tal til at gøre, og Akzo havde ikke pligt til at tilføre Saga yderligere kapital. Saga
havde bestilt produktionsanlægget hos Karl Merz, og at Saga formåede ikke at få
Karl Merz til at levere et anlæg, som var i stand til at producerede efter specifikatio-
nerne. Disse forhold bør ikke komme Akzo til skade.
Akzo var ikke forpligtet til at købe hvad som helst under henvisning til, at saltet var
produceret under "normale driftsforhold". Produktionsanlægget nåede aldrig at fun-
gere under normale produktionsforhold. Saga kunne ikke have en berettiget forvent-
ning om, at Akzo ville betale for salt, som pludselig afveg væsentligt fra de kvali-
tetskriterier, som havde været gældende i flere år. Fra at have været nogenlunde ac-
ceptabelt blev produktet uden varsel ubrugeligt. Det skete første gang med det salt,
som ankom til Holland den 23. marts 1994.
Såfremt Akzo bliver dømt til at betale for saltet, gøres det gældende, at konkursboet
kunne have foretaget et meget bedre dækningssalg. Boet foretog ikke den lovpligtige
vurdering af saltlageret og lod i strid med konkurslovens § 238 Frederiksen købe
store dele af saltet. Landsbankis og Saga under konkurs krav skal reguleres for den
højere værdi af saltet og yderligere reduceres for de medtagne udgifter til saltanaly-
- 37 -
sen, Frederiksens provision, Frederiksens telefonregninger og udgiften til fragtføre-
ren, idet saltet blev afskibet "CIF". Landsbanki kan ikke få bedre ret til betaling end
SFI havde. Frederiksen handlede illoyalt overfor banken ved at fortsætte med at af-
sende et produkt, som han vidste, at Akzo ikke ville modtage eller betale for. Lands-
banki begik en fejl ved ikke på nogen måde at sikre sig betaling, hvilket ikke bør
komme Akzo til skade.
Rettens begrundelse og resultat
Saga og Akzo indgik en aftale om markedsføring og distribution af Saga Salt m.v.,
hvilket produkt endnu ikke var færdigudviklet. I Aftalen blev det forudsat, at parter-
ne indgik en særskilt aftale om den tekniske bistand, som Akzo Engineering skulle
yde til udvikling af produktionsanlægget. Aftalen om teknisk bistand er ikke fremlagt
under af sagen.
Aftalen angik hovedsageligt køb og markedsføring af Saga Salt. Sagas hovedforplig-
telse var at producere og levere produktet, og Akzos hovedforpligtelse var at aftage
og markedsføre produktet. Efter bevisførelsen havde Akzo også påtaget sig visse
forpligtelser til at bistå med know how, hvilket Akzo også gjorde. Dette ændrer ikke
på, at det var Sagas ansvar at bestille og købe produktionsanlægget samt forestå pro-
duktionen.
Retten finder herefter, at parternes aftale skal bedømmes som en købsaftale, og
spørgsmålet er herefter, hvad der var aftalt om saltkornenes størrelse.
Efter aftalen havde Akzo ret til at fastsætte kvalitetskriterierne, men var forpligtet sig
til at rådføre sig med Saga herom. De foreløbige kvalitetskriterier var beskrevet i
Aftalens Appendix 1, og da Frederiksen havde solgt produktet til Akzo som et højt
kvalitetsprodukt, må det indgå i aftalegrundlaget, at der kunne stilles særlige kvali-
tetskrav til produktet. Akzos forpligtelse til at opstille specifikationer, som Saga kun-
ne producere efter "under normale driftsforhold", må ses i sammenhæng med disse to
forhold.
I Appendix 1 blev saltkornenes størrelse fastlagt således, at 95 % skulle være mellem
200 og 500 µm, hvilket stemmer overens med de forudgående tekniske rapporter fra
- 38 -
Akzo Engineering. I januar 1991 blev kornstørrelsen fastlagt til mellem 250-500 µm,
jf. "Process Design Book". Det kan efter korrespondancen mellem Akzo og Saga, for
eksempel Wienks rapport af 27. juli 1992 og de Jongs brev af 24. september 1992,
lægges til grund, at Akzo i efteråret 1992 for en midlertidig periode accepterede, at
kornstørrelsen var mellem 300 og 700 µm. Produktet nærmede sig imidlertid specifi-
kationerne, hvorfor datoen for kommerciel produktion blev fastlagt til den 1. juli
1992. Det følger videre af korrespondancen mellem Akzo og Saga, for eksempel
Akzos rapport af 3. december 1992 og Sagas brev af 11. december 1992, at der fort-
sat blev arbejdet på at nå den oprindeligt fastsatte kornstørrelse. Det fremgår af Ak-
zos brev af 5. februar 1993, at målet var, at højst 5 % af saltkornene var under 250
µm, hvilket blev gentaget ved Akzos brev af 6. april 1993. Der kan også henvises til
Sagas brev til Karl Merz i januar 1994. Det kan herefter lægges til grund, at Akzo
undervejs accepterede fravigelser af de foreløbige kriterier, men der var ikke tale om,
at Akzo opgav udgangspunktet for kornstørrelsen. Akzo justerede specifikationerne
således, at 90 % af saltet skulle have en kornstørrelse mellem 250-500 µm og højst 5
% måtte være mindre end 250 µm. Akzos fastlæggelse af dette som det endelige kva-
litetskriterium harmonerer med de fra begyndelsen forudsatte foreløbige specifikati-
oner og med det, som parterne samarbejdede intensivt for at opnå undervejs. Efter
bevisførelsen finder retten, at dette måtte have stået Saga klart, og at Akzo fastholdt
disse kriterier helt frem til april måned 1994.
Retten finder herefter, at parterne havde aftalt, at højst 5 % af saltkornene måtte være
mindre end 250 µm. Spørgsmålet er herefter, om Akzo var berettiget til at afvise sal-
tet på grund af kornstørrelsen.
Af de fremlagte analyser for saltleverancerne fremgår, at salt produceret efter medio
januar 1994 nærmere bestod af 20-30 % saltkorn, som var mindre end 250 µm, end 5
%. Dette er ikke bestridt under sagen. Retten finder, at dette udgør en væsentlig fra-
vigelse af de aftalte specifikationer. Efter aftalegrundlaget var denne mangel alene
Sagas ansvar, og Saga gav i strid med Aftalen ikke meddelelse om ændringerne af
produktets kvalitet. Akzo var derfor berettiget til at afvise produktet og hæve hand-
len.
Beslutningen under bestyrelsesmødet den 14. april 1994 om, at Akzo skulle sende en
specialist for at gennemgå produktionsanlægget, kan ikke fortolkes som en begræns-
- 39 -
ning af Akzos beføjelser til at afvise produkter, som havde væsentlige mangler, men
skal snarere ses i relation til, at parterne skulle blive enige om en ensartet målemeto-
de.
Herefter tages Akzos påstand om frifindelse til følge.
Retten har ved fastsættelsen af sagsomkostningerne taget hensyn til hele sagens be-
handling ved Sø- og Handelsretten, jf. Højesterets dom af 6. november 2001.
T h i b e s t e m m e s
Akzo Nobel Chemicals B.V. frifindes.
Inden 14 dage betaler Landsbanki Islands Lögfrædingadeild 90.000 kr. og Saga Food
Ingredients A/S under konkurs 40.000 kr. i sagsomkostninger til Akzo Nobel Chemi-
cals B.V.
Mette Christensen
Aksel Gybel
Claus Jepsen
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den
tioner, som Saga kun-
ne producere efter "under normale driftsforhold", må ses i sammenhæng med disse to
forhold.
I Appendix 1 blev saltkornenes størrelse fastlagt således, at 95 % skulle være mellem
200 og 500 µm, hvilket stemmer overens med de forudgående tekniske rapporter fra
- 38 -
Akzo Engineering. I januar 1991 blev kornstørrelsen fastlagt til mellem 250-500 µm,
jf. "Process Design Book". Det kan efter korrespondancen mellem Akzo og Saga, for
eksempel Wienks rapport af 27. juli 1992 og de Jongs brev af 24. september 1992,
lægges til grund, at Akzo i efteråret 1992 for en midlertidig periode accepterede, at
kornstørrelsen var mellem 300 og 700 µm. Produktet nærmede sig imidlertid specifi-
kationerne, hvorfor datoen for kommerciel produktion blev fastlagt til den 1. juli
1992. Det følger videre af korrespondancen mellem Akzo og Saga, for eksempel
Akzos rapport af 3. december 1992 og Sagas brev af 11. december 1