Kopi af Rolex GMT-Master II

Dom i sagen V 29/10 Rolex S.A.

Manufacture des Montres Rolex S.A.
(Advokat Thomas Mølsgaard)

mod

Martin Blomqvist
(Advokat Johnny Petersen)

Indledning og påstande

Martin Blomqvist har i en kinesisk internetbutik til eget brug bestilt en Rolex-kopi (i det følgende: Uret). I forbindelse med toldkontrol har SKAT suspenderet frigivelsen af (dvs. tilbageholdt) Uret. Under denne sag skal der tages stilling til, om Martin Blomqvist skal anerkende, at suspensionen af frigivelsen af Uret er lovligt gjort og forfulgt, og at Uret skal afstås til statskassen uden erstatning, jf. reglerne i Rådets forordning nr. 1383/2003 om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendoms-rettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder (i det følgende:

Forordningen), § 5 i lovbekendtgørelse nr. 1047 af 20. oktober 2005 og § 4 i bekendtgørelse nr. 12 af 9. januar 2006, begge om anvendelse af Forordningen.

Rolex S.A. og Manufacture des Montres Rolex S.A. (i det følgende: Rolex) har nedlagt påstand om, at Martin Blomqvist skal anerkende, at suspensionen af frigivelsen af Uret, som er gengivet i sagens bilag 1, stadfæstes som lovligt gjort og forfulgt, og at Uret skal afstås til statskassen til destruktion uden erstatning.

Martin Blomqvist har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Rolex har for bl.a. klasse 14: armbåndsure, lænker hertil og smykker registreret EF-ordmærkerne ROLEX og GMT-MASTER og to danske figurmærker bestående af en femtakket krone med en kugle på hver tak, henholdsvis af denne krone og angivelsen ROLEX.

Martin Blomqvist bestilte Uret den 27. januar 2010 i internetbutikken Fashion Watch Online, hvor det var beskrevet som "Rolex GMT Master II 50th with Asian 3186 Movement", for 365 USD, svarende til 2.007 kr., som blev trukket på hans kreditkort. Et ægte Rolex GMT Master II i stål kostede på dette tidspunkt 42.300 kr.

Uret blev afsendt fra Hong Kong. På de dokumenter, som ledsagede forsendelsen, var afsenderens navn påført med ulæselig håndskrift, og forsendelsen angaves at indeholde et "Technology Bracelet" til værdi 11,7 USD, som angaves at være en gave til modtageren, Mar-tin Blomqvist.

Ved varekontrol den 11. februar 2010 hos Post Danmark A/S, Internationalt Postcenter, kontrollerede SKAT forsendelsen og suspenderede frigivelsen af Uret, hvoraf et foto er frem-lagt som sagens bilag 1. SKAT underrettede den 18. marts 2010 Rolex' varemærkeagent, Budde Schou A/S, og Martin Blomqvist om suspensionen af frigivelsen, som skete under henvisning til, at Uret formodentlig var varemærkeforfalsket eller piratkopieret.

Klarlund A/S ved værkstedschef Lars Rasmussen afgav den 19. marts 2010 en erklæ-ring, hvorefter Uret var en klar kopi af et Rolex. Budde Schou A/S anmodede på den bag-grund den 22. marts 2010 SKAT om fortsat suspension af frigivelsen af Uret og om oplysning om varemodtagerens navn og adresse. - 3 -

Efter at have modtaget oplysning herom rettede Budde Schou A/S ved brev af 24. marts 2010 henvendelse til Martin Blomqvist og bad ham give samtykke til toldmyndighedernes destruktion af Uret, hvilket han afslog under henvisning til, at han lovligt havde købt Uret.

Forklaringer

Martin Blomqvist har forklaret, at han godt var klar over, at det ikke var et ægte Rolex, han bestilte, idet dette tydeligt fremgik af den pågældende internetbutik.

Han ville gerne have et ægte Rolex, men det koster mange penge, og han ville sikre sig, at han kunne lide at gå med et sådant ur, inden han investerede i et ægte Rolex. Derfor købte han i stedet Uret. Han havde tænkt sig at bruge Uret ved siden af det ægte Rolex, hvis han siden købte et sådant. Han formodede, at det var lovligt at købe Uret. Han havde ikke undersøgt det nærmere, da han bestilte Uret, men han havde tidligere læst en artikel om køb af kopimøbler fra England. Da han modtog brevet fra Budde Schou A/S, kontaktede han forskellige organisationer og myndigheder, bl.a. Forbruger Europa og Patent- og Varemærke-styrelsen, og fik at vide, at det var lovligt at købe kopivarer til privat brug.

Værkstedschef hos Klarlund A/S Lars Rasmussen har forklaret, at han har gennemgået Rolex' højeste urmageruddannelse. Rolex laver sine egne urværker og har en helt speciel måde at opbygge dem på. Han har undersøgt Uret, som har et mekanisk urværk, som vel er lavet i Schweiz, men ikke af Rolex, og modificeret, så det ligner et Rolex-urværk. Der er tale om en slavisk efterligning af Rolex GMT-Master II, og den er lavet meget professionelt. Uret er ikke vandtæt, i modsætning til originaluret, som er vandtæt ned til 100 meters dybde. Efterligningen omfatter også lænken med Easylink.

Rolex har oplevet en kraftig stigning i antallet af kopivarer. Der forekommer ikke kun dårlige kopier, men tillige rigtig gode kopier som denne, hvor det er meget svært at se forskel på kopien og et ægte Rolex. Undertiden har forbrugere hos en mellemhandler i Europa givet en relativt høj pris for en vellignende kopi, f.eks. halvdelen af prisen for et ægte Rolex, i den tro, at de fik den ægte vare til en rigtig god pris.

Parternes synspunkter

Rolex har gjort gældende, at det relevante efter Forordningen er, om fremstillingen af varen har krænket en intellektuel rettighed som nævnt i artikel 2, stk. 1, hvorimod det ikke er relevant for Forordningens anvendelse, om der (tillige) måtte være foretaget krænkende handlinger inden for EU-området. Efter Forordningens ordlyd, forarbejder og retspraksis er varemodtagerens formål med indførslen således uden betydning. Forordningen finder således anvendelse, uanset om varemodtageren, hvis varen frigives til fri omsætning i EU, agter at bruge varen erhvervsmæssigt, eller dette ikke er tilfældet. Forordningen skal hindre, at varer, der efter EU-standarder er varemærkeforfalskede, piratkopierede eller krænker andre intellektuelle rettigheder, kommer i fri omsætning på det fælles marked, jf. TEUF artikel 28-29 og EF-toldkodeksens artikel 129. Forordningen er almengyldig, bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, TEUF artikel 288. Forordningen er lex specialis i forhold til de almindelige EU-regler om intellektuelle rettigheder og har forrang frem for de nationale regler herom.

Forordningen afløste forordning nr. 3295/1994/EF, som i sin tid havde afløst den oprindelige forordning på området, nemlig forordning nr. 3842/1986/EØF. Reguleringen på dette område har til stadighed haft til formål at forebygge, at varer, som indføres fra tredjelande, og som er varemærkeforfalskede mv., kommer i fri omsætning på det fælles marked, og revisionerne af forordningerne afspejler den hastige udvikling af EU-lovgivningen på området for intellektuelle rettigheder. Den oprindelige forordning fra 1986 blev udstedt med hjemmel i den daværende bestemmelse i EØF-Traktatens artikel 235 (nu TEUF artikel 352) og omfattede alene varemærkeforfalskede varer som på dette trin af EU-rettens udvikling måtte defineres under henvisning til "varemærker, der er gyldigt registreret … i eller for den medlemsstat, hvor varen angives til fri omsætning".

1994-forordningen tog ifølge 6. betragtning bl.a. hensyn til TRIPS aftalen, som var en del af resultatet af forhandlingerne i GATT om oprettelse af en Verdenshandelsorganisation (WTO). Den blev udstedt med hjemmel i EFT artikel 113 om den fælles handelspolitik (nu videreført som en del af TEUF artikel 206-207), jf. herved EF-Domstolens udtalelse nr. 1/1994, hvorved Domstolen godkendte, at artikel 113 indeholdt hjemmel for Fællesskabets tiltræden af bestemmelserne i TRIPS aftalens artikel 51-60, der pålægger de deltagende stater at gennemføre regler, der giver rettighedshavere mulighed for at hindre import af varer, som er varemærkeforfalskede eller piratkopierede eller i øvrigt krænker intellektuelle rettigheder. 1994-forordningen blev udstedt efter gennemførelsen af forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, jf. nu Rådets forordning nr. 207/2009, og udvidede beskyttelsen, således at den nu også omfattede varer, som krænker varemærkerettigheder ifølge lovgivningen i Fællesskabet, og piratkopierede varer.

Forordningen fra 2003 udvidede beskyttelsen til også at omfatte en række andre rettigheder såsom patent, supplerende EF-beskyttelsescertifikat for lægemidler, plantesortsbeskyttelse efter EF-regler og nationale regler samt oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser efter EF-regler og nationale regler. Forordningen omfatter nu en række rettigheder dels i henhold til national ret i EU-medlemsstaterne, dels i henhold til EU-regler, der dog endnu ikke betegner nogen fuld harmonisering, se f.eks. på varemærkeforordningens artikel 14, stk. 1, hvorefter EF-varemærkets retsvirkninger bestemmes af forordningen, mens spørgsmål om krænkelse af et EF-varemærke i øvrigt er undergivet den nationale lovgivning om krænkelse af et nationalt varemærke. I mangel af fuldstændig harmonisering er der således fortsat en række spørgsmål, som skal løses efter national ret i vedkommende medlemsstat, og derfor har det i et vist omfang været nødvendigt i Forordningen at henvise til regler i de enkelte medlemsstater, se f.eks. lovvalgsreglen i Forordningens artikel 10, hvorefter de "gældende bestemmelser i den medlemsstat, på hvis område varen befinder sig …, finder anvendelse med henblik på at fastslå, om der har været tale om en krænkelse af en intellektuel ejendomsret i henhold til nationale bestemmelser".

Det er selve kopivarens karakter af et ulovligt fremstillet produkt, som giver beføjelsen til at tilbageholde og destruere produktet ved forsøget på indførsel, jf. definitionen af varer, der krænker en intellektuel ejendomsret som nævnt i artikel 2, stk. 1. Forordningens artikel 2, stk. 1, litra a, indeholder herved en særskilt definition af, hvad der forstås ved en varemærkeforfalsket vare, hvor forvekslelighedsbegrebet i tre henseender er snævrere end i de vare-mærkeretlige regler: Det varemærke, som er påsat varen, skal være identisk med eller ikke umiddelbart kunne skelnes fra et varemærke med gyldighed i den medlemsstat, hvor toldmyndighederne er blevet anmodet om at gribe ind. Dette varemærke skal være gyldigt registreret, således at erhvervelse ved brug ikke er tilstrækkeligt til at forlange toldmyndighedernes indgriben. Endelig skal der foreligge en vare af samme type. dvs. at varerne skal være identiske eller qvasi-identiske. Disse tre begrænsninger understreger, at Forordningen er et særligt retsgrundlag, som indrømmer rettighedshaverne særlige retsmidler over for vare-mærkeforfalskede, piratkopierede og andre krænkende varer som nærmere defineret i Forordningen. Disse retsmidler skal give rettighedshaveren mulighed for i forbindelse med toldkontrollen ved toldunionens ydre grænser at hindre, at varemærkeforfalskede, piratko-pierede og andre krænkende varer overhovedet kommer ind og i fri omsætning på det fælles marked. Reglerne er derfor ikke knyttet til den efterfølgende brug af varen, som modtageren eller importøren måtte ønske at foretage.

Forordningens artikel 2, stk. 1, litra b, definerer piratkopierede varer som varer, som er eller indeholder kopier, der er fremstillet uden samtykke fra indehaveren af ophavsretten.

Uret er således en vare, der krænker en intellektuel rettighed efter Forordningens artikel 2, stk. 1, litra a og b, idet det både er varemærkeforfalsket og piratkopieret. Uret er forsynet med en række af Rolex' varemærker, som er registreret i Danmark og i EU, som er påsat uden Rolex' samtykke, ligesom det efter værkstedschef Lars Rasmussens erklæring og forklaring i retten må lægges til grund, at Uret er en slavisk kopi af Rolex GMT-Master II, som ubestridt er ophavsretligt beskyttet.

Forordningens artikel 10 fastlægger ikke selvstændigt, hvad der skal forstås ved en krænkelse i Forordningens forstand. Artikel 10 er derimod som nævnt tidligere en lovvalgsregel, idet den angiver, at de gældende bestemmelser i den medlemsstat, på hvis område varerne befinder sig, finder anvendelse med henblik på at fastslå, "om der har været tale om en krænkelse af en intellektuel ejendomsret i henhold til nationale bestemmelser." Forordningen har siden 1994 også omfattet varer, som krænker varemærkerettigheder ifølge lovgivningen i Fællesskabet, og man kan derfor ikke slutte fra artikel 10, at vurderingen af, om der foreligger en krænkelse af en intellektuel rettighed, udelukkende skal ske på grundlag af de nationale eneretsregler. Lovvalgsreglen i artikel 10 er således kun relevant for så vidt angår spørgsmål, der skal bedømmes efter nationale retsregler. Man skal naturligvis ikke undersøge nogen national ret, når det drejer sig om rettigheder, som er gennemført ved forordning og således ved umiddelbart gældende fællesskabslovgivning. Der er imidlertid selv på områder, der er harmoniseret, som f.eks. EF-varemærker, nogle spørgsmål, som er overladt til national ret, jf. f.eks. varemærkeforordningens artikel 14, stk. 1, ligesom nogle af de intellektuelle rettigheder endnu ikke er harmoniseret, f.eks. ophavsret, således at krænkelsesspørgsmål skal bedømmes efter national ret, og artikel 10 har her den betydning, at den anviser lovgivningen i den medlemsstat, hvor varen befinder sig i en situation som nævnt i artikel 1, stk. 1, dvs. ved dens angivelse med henblik på overgang til fri omsætning eller ved toldkontrol.

Artikel 10 skal i sådanne situationer læses i sammenhæng med Forordningens 8. betragtning, hvorefter proceduren, som har til formål at fastslå, om der har været tale om en krænkelse af en intellektuel ejendomsret, foregår på grundlag af de kriterier, som anvendes for at fastslå, hvorvidt varer, der er fremstillet i den pågældende medlemsstat, krænker en intellektuel rettighed. Dette kriterium omtales ofte som den såkaldte fremstillingsfiktion. At det er fremstillingen, der er afgørende, kommer også til udtryk i andre bestemmelser, f.eks. artikel 2, stk. 1, litra b, der taler om "kopier … fremstillet uden samtykke fra indehaveren af ophavsretten", henholdsvis om, at "fremstillingen af disse kopier krænker" rettigheden til et EF-design efter forordning nr. 6/2002 om EF-design. Det er således udtryk for en misforståelse af reglerne at anvende artikel 10 løsrevet fra de øvrige bestemmelser og fortolkningsbidrag i Forordningen. Den kan og må ikke benyttes til at sætte de nationale eneretsregler i stedet for Forordningens regler.

At synspunktet er uholdbart, følger endvidere af, at Forordningen efter artikel 1, stk. 1, litra b finder anvendelse på transitforsendelser som defineret i EF-toldkodeksen, nu artikel 144 i forordning nr. 450/2008. En ekstern transitforsendelse indebærer, at en vare sendes fra en afsender i et tredjeland hen over EU-territoriet til en modtager i et andet tredjeland. Varen passerer således fysisk EU-territoriet, men kan i juridisk forstand ikke anses for at være til stede i EU-zonen. Idet hverken afsenderen eller modtageren foretager erhvervsmæssige handlinger i EU-zonen, ville et krav om, at der skal foreligge en krænkende erhvervsmæssig handling efter eneretsreglerne i transitlandet som betingelse for at bringe Forordningen i anvendelse, ganske udelukke Forordningens anvendelse på eksterne transitforsendelser. At Forordningen skal finde anvendelse på eksterne transitforsendelser, er ikke desto mindre lovgivers udtrykkelige ønske, jf. Forordningens artikel 1, stk. 1, litra b, og EU-Domstolen har i dom af 6. april 2000 i sag C-383/98, Polo/Lauren, fremhævet, at også anvendelsen af denne procedure skaber en risiko for det indre marked ved, at varemærkeforfalskede varer, der er henført under ordningen for ekstern forsendelse, svigagtigt bringes ind på Fællesskabets marked. Generaladvokat P. Cruz Villalóns forslag til afgørelse af 3. februar 2011 i de forenede sager C-446/09, Philips, og C-495/09, Nokia, er uden selvstændig præjudikatsværdi og er baseret på et faktum, som er væsentligt forskelligt fra nærværende sag.

Rolex bestrider ikke, at Martin Blomqvist har bestilt Uret til privat brug og således ikke selvstændigt har krænket Rolex' ophavs- og varemærkerettigheder. Dette er dog ikke relevant i forhold til anvendelsen af Forordningen, men er baggrunden for, at Rolex ikke under sagen har påstået vederlag og erstatning efter varemærkeloven og ophavsretsloven.

Forordningen indeholder kun én undtagelsesbestemmelse fra sit anvendelsesområde, nemlig artikel 3, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne skal anse varer uden erhvervsmæssig karakter, som ligger inden for grænserne for toldfritagelse, og som er indeholdt i rejsendes personlige bagage, for at ligge uden for anvendelsesområdet for Forordningen, hvis der ikke er nogen materielle omstændigheder, der lader formode, at varerne er genstand for erhvervsmæssig handel. Denne undtagelsesregel omfatter alene varer, som indføres i rejsendes personlige bagage, derimod ikke varer, som indføres i småforsendelser. Det fremgår af Forordningens 11. betragtning, at undtagelsesreglen (alene) er medtaget for at undgå forstyrrelse af toldbehandlingen af varer, der indføres af rejsende i deres personlige bagage, ligesom det støttes af Forordningens tilblivelseshistorie. 1986-forordningen undtog således i artikel 9 fra sit anvendelsesområde varer uden erhvervsmæssig karakter, som inden for de fastsatte grænser for toldfrihed blev indført ikke blot i rejsendes personlige bagage, men tillige i små-forsendelser. Denne undtagelsesregel for småforsendelser valgte Fællesskabslovgiver be-vidst at fjerne ved revisionen i 1994. Det har således været Fællesskabslovgivers intention, at Forordningen skal finde anvendelse på alle indførsler, som postforsendes, uanset varemod-tagerens status af erhvervsdrivende eller forbruger.

Det forhold, at Fællesskabslovgiveren har fundet det nødvendigt at medtage en undtagelsesregel i Forordningen, som under visse nærmere betingelser undtager indførsel af kopi-varer til EU-zonen i personlig rejsebagage fra Forordningens anvendelsesområde, understreger, at Fællesskabslovgiver har tilsigtet, at varer i alle tilfælde skal være omfattet af Forordningens anvendelsesområde, når de forsendes fra et tredjeland til en modtager i EU.

Rolex har endvidere gjort gældende, at der tillige foreligger en selvstændig krænkelse af Rolex' varemærkerettigheder og ophavsrettigheder, som kan begrunde en anvendelse af Forordningens retsmidler over for det foreliggende forsøg på import af Uret.

Fremstillingen af Uret er sket uden samtykke fra Rolex, der ubestridt har ophavsret til Rolex GMT Master II, og Uret er dermed en piratkopieret vare, jf. Forordningens artikel 2, stk. 1, litra b, 1. led, og ophavsretslovens § 2. Fremstillingen er sket erhvervsmæssigt og kan ikke være omfattet af undtagelsesbestemmelsen om privat eksemplarfremstilling i ophavsretslovens § 12, eftersom kopiproducenten, henholdsvis sælgeren af Uret ved videresalget til Martin Blomqvist har optrådt erhvervsmæssigt. Det er uden betydning for Rolex' ret til at kræve Uret tilbageholdt og destrueret uden erstatning til Martin Blomqvist, om Martin Blomqvist selv har krænket Rolex' ophavsret.

Under alle omstændigheder foreligger der endvidere en selvstændig varemærkeretlig krænkelse, idet sælgeren af Uret har handlet erhvervsmæssigt med virkning i EU-zonen ved at udfylde toldpapirerne til brug for toldangivelsen ved indførsel af uret til EU-zonen og ved at sende uret til EU-zonen. Martin Blomqvists køb af Uret er et forbrugerkøb, således at Uret først er leveret til Martin Blomqvist, når uret er kommet i hans besiddelse, jf. købelovens § 73. Sælgeren i Kina har således forsøgt at indføre uret til EU-zonen, hvilket i sig selv er en varemærkeretlig krænkelse.

Martin Blomqvist bestrider ikke, at Rolex GMT-Master II er ophavsretligt beskyttet, men har gjort gældende, at han ikke har krænket Rolex' rettigheder, eftersom han ubestridt har købt Uret til privat brug.

Forordningen skal anvendes i samspil med den nationale immaterialretslovgivning med henblik på at fastslå, om der i det konkrete tilfælde er sket en immaterialretlig krænkelse, og om der skal ske afståelse til staten og destruktion af varer, som er tilbageholdt af SKAT. Dette finder støtte i en række bestemmelser i Forordningen. I definitionen af vare-mærkeforfalskede varer i Forordningens artikel 2, stk. 1, litra a, pkt. i, henvises således til, at der skal være tale om en krænkelse i henhold til EU's varemærkeforordning eller den nationale varemærkelovgivning. Artikel 9, stk. 3, artikel 10, stk. 1, artikel 13, stk. 1 og artikel 17, stk. 1, litra a henviser også alle til, om en intellektuel ejendomsret er krænket i henhold til nationale lovbestemmelser.

Forordningen har ikke forrang for den danske immaterialretslovgivning. Der eksisterer ikke en regelkonflikt som påstået af Rolex. Det fremgår således klart af Forordningen, at denne reelt udelukkende indeholder procedureregler, som har til formål at understøtte håndhævelsen af immaterialretslovgivningen, og at Forordningen ikke udvider eller supplerer den materielle lovgivning om immaterialret. Denne retsopfattelse er da også helt konsekvent lagt til grund af danske myndigheder, ligesom den støttes af teorien. Sø- og Handelsrettens egen praksis på området er i tråd hermed, idet man i utrykt af dom af 29. oktober 2008 i sag V-116-07 henviser til varemærkelovens § 44 som hjemlen til at destruere de tilbageholdte ure uden godtgørelse. Dette forudsætter naturligvis, at der foreligger en varemærkekrænkelse i Danmark, hvilket igen er betinget af erhvervsmæssig brug af det påberåbte varemærke i Danmark. Såvel den danske varemærkelov som varemærkeforordningen yder kun beskyttelse mod erhvervsmæssig brug af et mærke, som er forveksleligt med et beskyttet varemærke, jf. varemærkelovens § 4 og varemærkeforordningens artikel 9, stk. 1.

Da Martin Blomqvist ikke har gjort erhvervsmæssig brug af Rolex' varemærker, har han heller ikke gjort sig skyldig i nogen varemærkekrænkelse. Varen i sig selv kan efter national ret ikke krænke nogen varemærkeret. Det er derfor varemodtagerens brug af varen, der er afgørende for, om der foreligger varemærkekrænkelse. Det er netop varemodtagerens aktiviteter, som helt eksplicit indgår som et element i afgrænsningen af varemærkerettens indhold. Der er hverken hjemmel i varemærkeforordningen eller varemærkeloven til at statuere varemærkekrænkelse, medmindre der foreligger erhvervsmæssig brug af mærket. Den omstændighed, at Uret måtte være fremstillet erhvervsmæssigt uden for EU, er uden betydning for spørgsmålet om varemærkekrænkelse i Danmark.

Martin Blomqvist har endvidere ikke krænket Rolex' ophavsret, idet han ikke har fremstillet ét eneste eksemplar af et ur svarende til det beslaglagte, jf. ophavsretslovens § 2.

Det bestrides, at Forordningens artikel 10, sammenholdt med Forordningens 8. betragtning, skal forstås som anført af Rolex. De pågældende bestemmelser i Forordningen skal sikre, at de kriterier, som indgår i krænkelsesvurderingen, for så vidt angår varer produceret uden for medlemslandet ikke afviger fra de kriterier, som anvendes ved krænkelsesvurderingen for så vidt angår varer produceret i den pågældende medlemsstat. Dette ændrer dog intet ved, at det altid er en grundlæggende betingelse for at kunne anvende Forordningen her i landet, at der foreligger krænkelse af immaterielle rettigheder i Danmark. At de retsanvendende myndigheder skal lægge vægt på realiteterne og ikke på rene hypoteser ved deres vurdering af, om Forordningen i samspil med immaterialretslovgivningen kan danne grundlag for destruktion af beslaglagte varer, har også støtte i generaladvokat P. Cruz Villalóns forslag til afgørelse i sagerne C-446/09 Philips og C-495/09 Nokia.

Det kan ikke sluttes fra undtagelsesbestemmelsen i Forordningen artikel 3, stk. 2, at det ikke skulle være en forudsætning for at anvende procedurereglerne i Forordningen, at der foreligger en immaterialretskrænkelse i henhold til national ret. Ved postforsendelser er det ikke på samme måde som ved indførsel af personlig bagage muligt for myndighederne uden kontakt med varemodtageren og rettighedshaveren at fastslå, om indholdet er bestemt til erhvervsmæssigt eller privat formål. Forordningens artikel 3, stk. 2, skal sikre en praktisk håndterbar fremgangsmåde med henblik på at lette toldbehandlingen af varer i rejsendes personlige bagage. Bestemmelsen i artikel 3, stk. 2, er udtryk for en formodning om, at indførsel af varer i den rejsendes personlige bagage inden for de snævre grænser for indrømmelse af toldfritagelse ikke er erhvervsmæssig, jf. Forordningens 11. betragtning. Forordningens artikel 3, stk. 2, fastslår imidlertid udtrykkeligt, at Forordningen alligevel finder anvendelse, såfremt der foreligger omstændigheder, som lader formode, at varerne i en rejsendes bagage rent faktisk er genstand for erhvervsmæssig handel. Der er imidlertid ingen saglig begrundelse for at forskelsbehandle henholdsvis varer importeret i personlig bagage og varer bestilt over internettet. I begge tilfælde må det afgørende være, om der foreligger en immaterialretskrænkelse i henhold til national ret, hvilket som altovervejende hovedregel forudsætter en erhvervsmæssig aktivitet i relation til de pågældende varer her i landet.

Sø- og Handelsrettens afgørelse

Det lægges efter værkstedschef Lars Rasmussens forklaring til grund, at Uret er en slavisk kopi af Rolex GMT-Master II, hvortil Rolex ubestridt har ophavsret, og hvorpå der er anbragt varemærker, som er identiske med eller ikke umiddelbart kan skelnes fra Rolex' ovenfor nævnte gyldigt registrerede varemærker. Idet det endvidere lægges til grund, at Rolex ikke har givet samtykke, henholdsvis tilladelse hertil, findes det bevist, at Uret er en piratkopieret og varemærkeforfalsket vare, som er opdaget ved kontrol af varer, der indføres til Fællesskabets toldområde, jf. artikel 91 i EF-toldkodeksen, nu Europa-Parlamentets og Rådets for-ordning nr. 450/2008/EF.

Uret er herefter omfattet af anvendelsesområdet for Forordningen, jf. dennes artikel 1, stk 1, jf. artikel 2, stk. 1, litra a og b.

Det bemærkes herved, at Forordningens artikel 3, stk 2, alene undtager varer uden er-hvervsmæssig karakter, som ligger inden for de grænser, der er fastsat for indrømmelse af toldfritagelse, og som er indeholdt i rejsendes personlige bagage, fra Forordningens anven-delsesområde, men derimod ikke varer, som ikke indføres af rejsende som en del af deres personlige bagage. Bestemmelsen skal som en undtagelse fortolkes snævert og kan ikke fortolkes udvidende i forhold til hovedreglen. Undtagelsesbestemmelsen kan således ikke ved fortolkning eller analogi udvides til også at omfatte varemærkeforfalskede og piratkopierede varer, som ikke indføres af rejsende som en del af deres bagage, men som er småforsendelser uden erhvervsmæssig karakter. I Forordningens 11. betragtning begrundes undtagelsesbestemmelsen i artikel 3, stk 2, da også alene med hensynet til at undgå forstyrrelser af toldbehandlingen af varer, der indføres af rejsende i deres personlige bagage. At også varemærkeforfalskede og piratkopierede varer i småforsendelser af ikke-erhvervsmæssig karakter er omfattet af Forordningens anvendelsesområde, støttes endvidere af Forordningens tilblivelseshistorie. En tidligere særlig undtagelsesbestemmelse for småforsendelser af ikke-erhvervsmæssig karakter i artikel 9 i forordning nr. 3842/86/EF udgik således af den tilsvarende bestemmelse i artikel 10 i forordning nr. 3295/94/EF, hvis regel er videreført som Forordningens artikel 3, stk 2.

Forordningen har efter 2. betragtning til formål at forhindre, at varemærkeforfalskede og piratkopierede varer bringes på markedet, og, hvor sådanne varer hidrører fra tredjelande, at forbyde deres overgang til fri omsætning i Fællesskabet, jf. om betydningen heraf TEUF artikel 28-29 og EF-toldkodeksens artikel 129. Det fremgår af den 8. betragtning og af artikel 10, at den kompetente myndighed ved sin afgørelse vedrørende realiteten skal tage stilling til, om der er sket krænkelse af en intellektuel ejendomsret, og at denne afgørelse skal træffes på grundlag af de kriterier, som efter de regler, som gælder i denne medlemsstat, skal anvendes for at fastslå, om varer, der er fremstillet i den pågældende medlemsstat, her Danmark, krænker den intellektuelle ejendomsret.

Retten finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at Uret er fremstillet, og Rolex' registrerede EF-ordmærker og danske figurmærker herunder påsat, erhvervsmæssigt, idet Uret efter det oplyste har været udbudt til salg på en hjemmeside, hvor man kan købe ure online.

Herefter, og idet rettighedsindehaveren ikke har givet samtykke til fremstillingen af Uret, er der sket krænkelse af Rolex' ophavsret og varemærkerettigheder efter de kriterier, som i Danmark anvendes til at fastslå, om fremstilling af tilsvarende varer her i landet krænker disse rettigheder, jf. ophavsretslovens § 76, jf. § 2, stk. 1, og varemærkelovens §§42-43, jf. § 4, stk. 1 og stk. 3, jf. artikel 9, stk. 2, i Rådets forordning nr. 207/2009/EF om EF-varemærker.

Det lægges som ubestridt til grund, at Martin Blomqvist købte Uret, som han vidste, var en kopi, til privat brug, og at Martin Blomqvist ikke har overtrådt de nævnte bestemmelser i ophavsretsloven og varemærkeloven. Dette er imidlertid ikke relevant for afgørelsen efter Forordningen, der (alene) afhænger af, om den skete fremstilling heraf efter de regler, som gælder i den pågældende medlemsstat, har krænket intellektuelle rettigheder.

Da det herefter ved afslutningen af proceduren i Forordningens artikel 9 er fastslået, at der har været tale om en krænkelse af en intellektuel ejendomsret, er det ifølge Forordningens artikel 16 forbudt at give tilladelse til indførsel af Uret til Fællesskabets toldområde og at lade det overgå til fri omsætning.

Rolex skal derfor have medhold i sine påstande om, at suspensionen af frigivelsen af Uret stadfæstes som lovligt gjort og forfulgt, og at Uret skal afstås til statskassen til destruktion uden erstatning, jf. Forordningens artikel 17, stk. 1, litra a, jf. § 5 i lovbekendtgørelse nr. 1047 af 20. oktober 2005 og § 4 i bekendtgørelse nr. 12 af 9. januar 2006.

Sagen har været ført som principiel prøvesag, og hver part skal derfor bære sine egne sagsomkostninger.

T H I K E N D E S F O R R E T

Martin Blomqvist skal anerkende, at suspensionen af frigivelsen af det ur, som er gengivet i sagens bilag 1, stadfæstes som lovligt gjort og forfulgt, og at uret skal afstås til statskassen uden erstatning.

Hver part bærer sine egne sagsomkostninger.

Mette Christensen Michael B. Elmer Claus Forum Petersen

(retsformand)

Allan Suhrke Karin Schou Andersen Per Sjøqvist Torben Steenberg

(Sign.)

___ ___ ___

Udskriftens rigtighed bekræftes

P.j.v. Sø- og Handelsretten, den 8. november 2011