Konkurskarantæne pålagt likvidator på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse

HØJESTERETS KENDELSE

afsagt onsdag den 24. april 2019

Sag 89/2018
(1. afdeling)

A
(advokat Georg Meyer, beskikket)
mod
kurator for selskaberne 1-3, advokat Boris Frederiksen

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Sø- og Handelsretten den 11. august 2016 og af Østre Landsrets 16. afdeling den 21. december 2017.

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben, Michael Rekling, Jan Schans Christensen og Kristian Korfits Nielsen.

Påstande
Kærende, A, har nedlagt påstand om afvisning af konkurskarantænesagerne, subsidiært frifindelse og mere subsidiært, at der pålægges konkurskarantæne i en kortere periode end de samlet pålagte 9 år.

Indkærede, kurator for selskaberne ... under konkurs, ... under konkurs og ... under konkurs, advokat Boris Frederiksen, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling
Sø- og Handelsretten traf ved kendelse af 11. august 2016 afgørelse om at pålægge A konkurskarantæne. I kendelsen hedder det:

”Selskaberne ... ApS, ... ApS og ... ApS blev den 6. august 2014 taget under konkursbehandling med fristdag den 1. juli 2014, og fristen i konkurslovens § 157, stk. 1, løber således i alle tre sager fra den 1. juli 2013. Det er ubestridt, at A, der var indsat som likvidator i alle tre selskaber fra den 1. juli 2014 og frem til konkursdekretets afsigelse, er omfattet af konkurskarantænereglerne.

Der er i konkursboet for ... ApS (B-25-15) anmeldt krav for 370.784,73 kr., hvoraf SKATs krav udgør ca. 310.000 kr. I konkursboet efter ... ApS (B-26-15) er der anmeldt krav for 1.322.212,02 kr., hvoraf SKATs krav udgør ca. 1.200.000 kr. Endeligt er der i konkursboet for ... ApS (B-48-15) anmeldt krav for 1.164.362,97 kr., hvoraf SKATs krav udgør ca. 513.000 kr.

A har siden 2010 drevet forretning med at yde bistand med nedlukning af nødlidende selskaber for et honorar på typisk 40.000 kr. plus moms. I forbindelse hermed har han indsat sig selv som direktør eller likvidator i over 300 selskaber, hvoraf langt størstede-len er gået konkurs, mens han sad i ledelsen/var likvidator. På denne baggrund og også under hensyn til den forretningsmodel, som A arbejder ud fra og markedsfører sig med, finder retten, at A i sit virke som direktør eller likvidator er at betragte som professionel aktør.

Det må efter As forklaring om sin forretningsmodel og håndtering af de enkelte selskaber have stået A klart, at såvel ... ApS, ... ApS som ... ApS utvivlsomt var insolvente, da han valgte at indtræde som likvidator i disse. Det må ligeledes have stået ham klart, at den tidligere ledelse havde overtrådt sine forpligtelser bl.a. over for SKAT og i henhold til bogføringsloven.

Når dette sammenholdes med, at A ved sin tiltræden som likvidator ikke opfyldte en likvidators forpligtelser i henhold til selskabsloven, herunder pligten til at få overblik over selskabernes økonomi, kontakte kendte kreditorer, løbende vurdere selskabets økonomiske situation, indgive egen konkursbegæring eller som minimum fratræde som likvidator, når han fik kendskab til selskabernes økonomi, finder retten, at A har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, og at han derfor fremover er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

Herefter, og under hensyn til hans handlemåde og omstændighederne i øvrigt, finder retten, at det er rimeligt at pålægge A konkurskarantæne, jf. konkurslovens § 157, stk. 1 og 2.

Karantæneperioden fastsættes til tre år i henholdsvis B-25-15, B-26-15 og B-48-15, idet der ikke findes at være grundlag for at fravige udgangspunktet herom, jf. konkurslovens § 158, stk. 1.”

A kærede kendelsen til Østre Landsret, der ved kendelse af 21. december 2017 tiltrådte Sø- og Handelsrettens afgørelse om at pålægge A konkurskarantæne. Det hedder i kendelsen bl.a. følgende:

”Afvisningspåstanden
Det fremgår af indstillingerne til skifteretten, at det er kurator, advokat Boris Frederik-sen, der har vurderet, at der var grundlag for at begære A pålagt konkurskarantæne. Endvidere fremgår det af den kærede kendelse, at kurator har ført sagen for skifteretten, herunder nedlagt påstandene, jf. konkurslovens § 161. Under disse omstændigheder tager landsretten ikke As påstand om afvisning til følge.

Konkurskarantæne
A var registreret likvidator i selskaberne ... ApS, ... ApS og ... ApS i perioden fra den 1. juli 2014 til den 6. august 2014, hvor selskaberne blev taget under konkursbehandling. Betingelsen i konkurslovens § 157, stk. 1, om deltagelse i ledelsen af de tre selskaber senere end 1 år før fristdagen den 1. juli 2014 er dermed opfyldt.

Det er ubestridt, at der, før A indtrådte som likvidator i de tre selskaber, ikke blev bogført i selskabet ... ApS, nu ... ApS under konkurs, og at bogføringen var helt mangelfuld i ... ApS, nu ... ApS under konkurs, og ... ApS, nu ... ApS under konkurs. Der var i alle tre selskaber gennem en længere periode kontinuerligt og systematisk opbygget en restance til SKAT. I hvert af de tre selskaber henvendte den tidligere ledelse i selskaberne sig til A, da selskaberne var nødlidende og skulle lukkes. Kort tid efter at A var indtrådt som likvidator, medførte selskabernes insolvens, at de blev taget under konkursbehandling, alle på baggrund af en begæring fra SKAT.

Den tidligere ledelse er i hvert af de tre selskaber efterfølgende pålagt konkurskarantæne.

Landsretten lægger efter de dokumenterede oplysninger fra ... A/S’ hjemmeside og efter As egen forklaring til grund, at han bistod med så at sige at anonymisere selskabernes baggrund, således at de kunne blive tvangsopløst under et andet navn og adresse, og uden at den tidligere ledelse fremgik af Erhvervsstyrelsens register over selskabets ledelse på lukningstidspunktet. Ifølge aftale skulle A i honorar for sin bistand vedrørende de tre selskaber modtage henholdsvis 40.000 kr., 50.000 kr. og 25.000 kr.; konkret modtog han henholdsvis 40.000 kr., 40.000 kr. og 15.000 kr.

Efter de foreliggende oplysninger om selskabernes aktiver og passiver og på baggrund af As egen forklaring lægger landsretten til grund, at alle de tre selskaber på tidspunktet for likvidation den 1. juni 2014 var insolvente, og at A, der var eller måtte være vidende herom, alligevel indsatte sig selv som likvidator i selskaberne. Det lægges endvidere til grund, at han som likvidator i de tre selskaber ikke vurderede selskabernes økonomiske situation som krævet i selskabslovens § 219, jf. § 118. Herunder sørgede han heller ikke for at overtage selskabernes bogføringsmateriale, at få fuldmagt til selskabernes konti og at tage kontakt til kapitalselskabernes kreditorer, såsom SKAT. Han foranledigede ikke, at selskaberne indgav egenbegæring om konkurs, skønt der allerede på tidspunktet for beslutningen om likvidation ikke var udsigt til, at likvidationen ville give fuld dækning til kreditorerne, smh. herved selskabslovens § 233, stk. 2, ligesom han ikke fratrådte som likvidator.

Landsretten finder, at As virke i de tre selskaber under de anførte omstændigheder, hvorunder han ikke varetog en likvidators opgaver, må anses som forretningsførelse under manglende udøvelse af enhver form for ledelsesbeføjelser og som forret-ningsførelse med en organisering af afviklingen, hvis reelle formål var at sløre de konkursramte selskabers baggrund og forhold, hvilket han for hvert af de tre selskaber mod-tog et ikke ubetydeligt honorar for.

Uanset at A i de tre selskaber alene var likvidator i fem uger, tiltræder landsretten under de anførte omstændigheder, at han, der efter sin egen forklaring i flere hundrede selskaber under lignende fremgangsmåde som i de tre her omfattede selskaber har været indsat som direktør eller likvidator, har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, og at han som følge heraf er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, jf. konkurslovens § 157, stk. 1.

Det tiltrædes endvidere efter en samlet vurdering af As handlemåde og omstændighederne i øvrigt, at det er rimeligt at pålægge ham konkurskarantæne, jf. konkurslovens § 157, stk. 1.

Efter sagens oplysninger tiltræder landsretten, at der ikke er grundlag for at fravige ud-gangspunktet om, at konkurskarantæne pålægges for 3 år, jf. konkurslovens § 158, stk. 1, for hvert selskab. Landsretten finder således, at hverken sagsbehandlingstiden eller det forhold, at de tidligere ledelser i to af de omhandlede selskaber alene er pålagt kon-kurskarantæne for et kortere tidsrum end 3 år, fører til en anden vurdering.

Landsretten stadfæster derfor den kærede kendelse, således at der herved er pålagt A konkurskarantæne i 3 år plus 3 år plus 3 år, i alt 9 år, og således at de tre karantæneperioder skal løbe i forlængelse af hinanden. Herved har landsretten efter det, der som ovenfor nævnt må lægges til grund om As adfærd vedrørende de tre selskaber, fundet, at der heller ikke ud fra en samlet vurdering er grundlag for begrænsning af denne samlede karantæneperiode.

Det bestemmes samtidig, at den pålagte konkurskarantæne omfattet af sag j.nr. B-2047-16 skal regnes fra landsrettens kendelse, dvs. fra den 21. december 2017. Konkurskarantænen i sag j.nr. B-2058-16 skal regnes fra udløbet af karantænen i sag B-2047-16, og konkurskarantænen i sag j.nr. B-2059-16 skal regnes fra udløbet af konkurskarantænen i sag B-2058-16.

Landsretten har samtidig med afgørelsen i nærværende sager afsagt kendelse vedrøren-de spørgsmål om konkurskarantæne for A vedrørende fem andre selskaber, jf. landsrettens j.nr. B-1588-17, B-1589-17, B-1590-17, B-1591-17, B-1592-17, B-1503-17, B-1512-17, B-1513-17, B-1514-17 og B-1515-17. Ved den pågældende kendelse har landsretten pålagt A en konkurskarantæne på 3 år vedrørende de fem selskaber.

Det er i den nævnte kendelse bestemt, at den pålagte konkurskarantæne på 3 år vedrø-rende de fem selskaber skal regnes fra udløbet af karantænen i sag B-2059-16, der ind-går i nærværende sag. Konkurskarantænen vedrørende de fem selskaber skal således regnes fra datoen, der ligger 9 år efter den 21. december 2017. Dog er det samtidig bestemt, at den samlede konkurskarantæne i medfør af konkurslovens § 158, stk. 2, 2. pkt., udløber senest 10 år efter landsrettens afgørelse, det vil sige senest 10 år efter den 21. december 2017.

I både sagen angående de fem selskaber og i nærværende sag har landsretten efter det, der som ovenfor nævnt må lægges til grund om As adfærd vedrørende hvert af selskaberne, efter en samlet vurdering ikke fundet grundlag for yderligere begrænsning af karantæneperioden, end den, der følger af reglen om en maksimal konkurskarantæne på 10 år i konkurslovens § 158, stk. 2, 2. pkt.”

Anbringender
A har anført navnlig, at sagerne skal afvises, fordi de er anlagt af konkursboet og ikke af kurator. Søgsmålskompetencen er ved konkurslovens § 157 tillagt kurator. Det forhold, at partsbetegnelsen for landsretten blev ændret til kurator for de tre konkursboer, ændrer ikke ved, at sagerne blev anlagt ved skifteretten af konkursboerne.

Han har ikke tilsidesat sine forpligtelser som likvidator i de tre selskaber. Han indtrådte som likvidator den 1. juli 2014, dvs. ca. 3 uger før, der blev indgivet konkursbegæringer, og ca. 5 uger før, der blev afsagt konkursdekreter. Han var på sommerferie fra den 3. til den 23. juli 2014 og modtog kort efter sin hjemkomst konkursbegæringerne, som hindrede ham i at iværksætte sin egen vurdering af selskaberne. De forhold, der måtte være at bebrejde ham, udgør ikke groft uforsvarlig forretningsførelse, og han er ikke uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Han har tværtimod handlet forsvarligt ved at lukke ned for aktiviteten i selskaberne for derved at undgå en forringelse af kreditorernes stilling. Hans vederlag har været faktureret til ejerne og er således ikke gået fra kreditorerne. Selskabernes tab var opstået, før han indtrådte som likvidator, og der er ikke forvoldt selskaberne eller kreditorerne yderligere tab i den periode, hvor han var likvidator. Han har ikke haft pligt til at rette op på den tidligere ledelses handlinger og undladelser og kan ikke gøres ansvarlig for deres forsømmelser. Pligten til sikker opbevaring af regnskabs- og bogføringsmateriale indtræder først, når den nye ledelse modtager materialet fra den fratrådte ledelse.

Den økonomiske aktivitet i selskaberne blev standset i forbindelse med hans tiltræden som likvidator, og der har derfor ikke efterfølgende været nogen posteringer af betydning i selskaberne. Han har ikke medvirket til at bortskaffe regnskabs- og bogføringsmateriale, men har netop bedt den tidligere ledelse om at opbevare materialet på betryggende vis, indtil han eller en kurator anmodede om at få det udleveret. Det er ikke efter forarbejderne til reglerne om konkurskarantæne tilsigtet, at et ledelses- eller ejerskifte i insolvente selskaber før konkursen, svarende til hvad der er sket i den foreliggende sag, skulle kunne begrunde konkurskarantæne.

Hvis Højesteret måtte finde, at betingelserne for at pålægge konkurskarantæne er opfyldt, skal der kun pålægges en samlet konkurskarantæne, eftersom han var ejer af de tre selskaber, der således indgik i et koncernlignende forhold, jf. konkurslovens § 157, stk. 3. Konkurskarantæ-neperioden bør fastsættes til maksimalt 2 år som følge af den lange sagsbehandlingstid, og under hensyn til at karantæneperioden for den tidligere ledelse i selskaberne ... ApS og ... ApS ligeledes er fastsat til 2 år på grund af lang sagsbehandlingstid. Hertil kommer, at han formelt allerede har udstået knapt et halvt års karantæne (fra afsigelsen af Østre Landsrets kendelse den 21. december 2017 til Procesbevillingsnævnets bevilling af 26. april 2018) og reelt mere end 1 år, da han på grund af de verserende sager ikke har kunnet påtage sig ledelse af selskaber. Denne tid bør fragå i konkurskarantænens endelige udløb.

Kurator, advokat Boris Frederiksen, har anført navnlig, at der ikke er tvivl om, at det er kura-tor, der har anlagt konkurskarantænesagerne og efterfølgende ført sagerne ved domstolene. Kurator har i alle tre sager indstillet, at der indledes sag om konkurskarantæne mod A for groft uforsvarlig forretningsførelse, og kurators indstilling er afgivet uden nogen påvirkning fra fordringshaverne, skifteretten eller andre. Der er ikke grundlag for at afvise konkurskarantænesagerne af rent formelle grunde.

A har medvirket til afvikling af nødlidende selskaber på en måde, så de helt grundlæggende lovregler om bogføring, ledelsens pligter og ansvar over for kreditorerne og offentligheden som helhed er blevet tilsidesat. Bogføringsmaterialet er sjældent til stede i de nødlidende selskaber, som han medvirker til at afvikle, og han faciliterer dermed en nedlukning af selskaber, der reelt umuliggør en effektiv konkursbehandling. Han har på denne måde som professionel og mod betaling medvirket i et betydeligt antal sager. Efter det oplyste er A i den anledning for overtrædelse af straffelovens § 302 blevet idømt 8 måneders betinget fængsel og 2 års frakendelse af retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. Der er i denne sag samlet set tale om et særdeles groft tilfælde af uforsvarlig forretningsførelse. Det var åbenbart, at de tre selskaber var insolvente, og A skulle derfor have indgivet egenbegæring om konkurs eller være fratrådt som likvidator. Det kan ikke føre til et andet resultat, at han alene var likvidator i 5 uger i de tre selskaber, og at han heraf var på ferie i 3 uger. A har således forklaret, at han normalt ikke foretager sig noget i perioden, fra han indtræder som likvidator og de første 3 måneder frem. Det er ikke en betingelse for at kunne pålægge konkurskarantæne, at der er lidt et tab i selskaberne i den periode, hvor A har været likvidator. Der skal foretages en konkret vurdering af de samlede omstændigheder, og i den forbindelse må As undladelser og forretningsmodel indgå med betydelig vægt. Han burde ved sin tiltrædelse som likvidator have rettet op på den tidligere ledelses forsømmelser. Han forholdt sig imidlertid passivt og involverede sig ikke i selskabernes forhold. Han har på denne måde bistået den tidligere ledelse med at lægge et slør over selskabernes reelle forhold.

De tre selskaber kan ikke anses som en koncern, og der skal derfor pålægges konkurskarantæne i 3 år for hvert af selskaberne. Der er hverken efter ordlyden eller forarbejderne til konkurslovens § 157, stk. 3, holdepunkter for at udstrække koncernbegrebet til også at omfatte koncernlignende forhold, og i øvrigt er det ikke dokumenteret, at A har været anpartshaver i de tre selskaber.

Konkurskarantæneperioden bør fastsættes til 3 år for hvert selskab i overensstemmelse med udgangspunktet i konkurslovens § 158, stk. 1. Henset til omfanget og karakteren af den groft uforsvarlige forretningsførelse foreligger der ikke særlige grunde, der kan medføre, at A pålægges konkurskarantæne i en kortere periode. Det er endvidere primært As egne forhold, som har medført, at skifteretten først kunne træffe afgørelse ca. 2 år efter konkursdekreterne.

Retsgrundlag
Reglerne om konkurskarantæne er fastsat i konkurslovens afsnit III (§§ 157-169). Afsnittet indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

”Kapitel 19
Betingelserne for at pålægge konkurskarantæne og karantænens retsvirkninger
§ 157. Konkurskarantæne kan efter kurators begæring efter § 161 pålægges den, der senere end 1 år før fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed, hvis det må antages, at den pågældende på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Hvis skyldneren var under tvangsopløsning, da konkursen indtrådte, regnes fristen på 1 år fra dagen for beslutningen om tvangsopløsning.

Stk. 2. Ved afgørelsen skal der lægges vægt på, om det under hensyn til den pågælden-des handlemåde og omstændighederne i øvrigt er rimeligt at pålægge konkurskarantæne.

Stk. 3. Konkurskarantæne kan ikke pålægges den, der allerede er pålagt konkurskarantæne i anledning af den pågældendes deltagelse i ledelsen af en koncernforbundet virk-somhed. Bestemmelsen i 1. pkt. finder anvendelse, indtil konkurskarantænen udløber.

§ 158. Konkurskarantæne pålægges for 3 år. Hvis særlige grunde taler for det, kan konkurskarantæne pålægges for en kortere periode end 3 år.

Stk. 2. Hvis den pågældende tidligere er pålagt konkurskarantæne, som ikke er udløbet, regnes konkurskarantænen tidligst fra udløbet af den senest pålagte konkurskarantæne. Konkurskarantænen udløber dog senest 10 år efter den oprindelige afgørelse.
…

Kapitel 20
Behandlingen af sager om konkurskarantæne
§ 160. Skifteretten afgør på grundlag af kurators begrundede indstilling, om der skal indledes sag om konkurskarantæne mod nogen. Skifteretten kan anmode kurator om en supplerende indstilling, før skifteretten træffer afgørelse herom. Skifterettens beslutning om at indlede en sag om konkurskarantæne kan ikke kæres af den, der begæres pålagt konkurskarantæne.
…

§ 164.
…
Stk. 4. Hvis der, efter at konkurskarantæne er pålagt, meddeles tilladelse til prøvelse i 3. instans, tilladelse til kære efter kærefristens udløb eller tilladelse til ekstraordinær gen-optagelse eller kære, stilles virkningerne af den pålagte konkurskarantæne i bero.”

De nævnte bestemmelser er indsat i konkursloven ved lov nr. 429 af 1. maj 2013. I forslaget til denne lov er i de specielle bemærkninger til § 158, stk. 1, anført bl.a. (Folketingstidende 2012-13, tillæg A, lovforslag nr. L 131 af 30. januar 2013):

”Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at konkurskarantæne som udgangspunkt pålægges for tre år. Hvis særlige grunde taler for det, kan konkurskarantæne dog pålægges for en kortere periode end tre år, jf. 2. pkt.

Som eksempler på særlige grunde, der efter omstændighederne kan tale for en kortere karantæne, kan nævnes lang sagsbehandlingstid, uden at dette beror på forhold hos den, der begæres pålagt konkurskarantæne, eller at der er tale om et mildere tilfælde af groft uforsvarlig forretningsførelse. Der vil som udgangspunkt være tale om lang sagsbehand-lingstid, hvis afgørelsen om konkurskarantæne først træffes mere end et år efter kon-kursdekretets afsigelse. Hvis karantænen fastsættes til en kortere periode end tre år, bør den normalt fastsættes til to år eller eventuelt i sjældnere tilfælde et år.

Skifteretten er ved afgørelsen om konkurskarantænens længde ikke bundet af parternes påstande, men det må forventes, at der normalt ikke vil være anledning til at fastsætte konkurskarantænen til en længere periode end påstået af kurator.

Konkurskarantænen får først virkning fra den endelige afgørelse, jf. herved forslaget til konkurslovens § 164 (om kæres opsættende virkning) og bemærkningerne hertil. Karantænen får således virkning fra udløbet af kærefristen, hvis skifterettens afgørelse om pålæg af konkurskarantæne ikke kæres, og fra landsrettens afgørelse om pålæg af konkurskarantæne, hvis skifterettens afgørelse kæres (hvad enten skifteretten har pålagt konkurskarantæne eller ikke). Hvis en kære til landsretten af skifterettens afgørelse om pålæg af konkurskarantæne afsluttes uden realitetsafgørelse, således at skifterettens afgørelse står ved magt, får karantænen virkning fra sagens afslutning i landsretten (hvorved skifterettens afgørelse bliver endelig).

Hvis den pågældende på afgørelsestidspunktet allerede er pålagt konkurskarantæne, fo-reslås det dog, at en ny konkurskarantæne først skal regnes fra udløbet af den senest pålagte konkurskarantæne, jf. det foreslåede stk. 2, 1. pkt. Konkurskarantænen udløber dog under alle omstændigheder senest ti år efter den oprindelige afgørelse, jf. det foreslåede stk. 2, 2. pkt.”

Højesterets begrundelse og resultat
Sagen angår, om betingelserne i konkurslovens § 157, stk. 1, for at pålægge A konkurskarantæne er opfyldt og i hvor lang tid, der i så fald skal pålægges konkurskarantæne, jf. lovens § 157, stk. 3, og § 158. Derudover er der spørgsmål, om konkurskarantænesagerne skal afvises.
Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at konkurskarantænesagerne ikke skal afvises.

Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at As forretningsførelse som likvidator i selskaberne ... ApS, ... ApS og ... ApS var groft uforsvarlig, hvilket gør ham uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Højesteret tiltræder derfor, at der i medfør af konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, er grundlag for at pålægge A konkurskarantæne for hvert af de tre selskaber, medmindre der er tale om koncernforbundet virksomhed, jf. konkurslovens § 157, stk. 3, 1. pkt.

Højesteret finder, at A ikke har godtgjort, at de tre selskaber var koncernforbundne, og det tiltrædes herefter, at han er pålagt konkurskarantæne for hvert af de tre selskaber. Højesteret bemærker herved, at det forhold, at den samme person ejer kapitalandele i flere selskaber, ikke bevirker, at selskaberne bliver koncernforbundne.

Efter konkurslovens § 158, stk. 1, pålægges konkurskarantæne som udgangspunkt for 3 år. Hvis særlige grunde taler herfor, kan konkurskarantæne dog pålægges for en kortere periode. Som eksempel på særlige grunde, der efter omstændighederne kan tale for en kortere karan-tæne end 3 år, er i forarbejderne nævnt lang sagsbehandlingstid, uden at dette beror på forhold hos den, der begæres pålagt konkurskarantæne. Det er endvidere anført, at der som udgangs-punkt vil være tale om lang sagsbehandlingstid, hvis afgørelsen om konkurskarantæne først træffes mere end et år efter konkursdekretets afsigelse.

Uanset at der i den foreliggende sag er gået mere end et år fra konkursdekreternes afsigelse til skifterettens afgørelse, finder Højesteret efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder navnlig karakteren af forholdene, at der ikke er grundlag for at fravige udgangs-punktet i konkurslovens § 158, stk. 1, om konkurskarantæne i 3 år.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse. Den pålagte konkurskarantæne på 9 år regnes fra Højesterets kendelse. De samlede karantæner, som er pålagt i denne sag og ved Højesterets samtidige kendelse i sag 90/2018, udløber senest efter 10 år.

Efter resultatet skal A betale sagsomkostninger for Højesteret i medfør af konkurslovens § 165, stk. 1. Sagsomkostningerne skal betales til statskassen og fastsættes til 12.500 kr. til dækning af advokatudgift for Højesteret. A skal endvidere i medfør af konkurslovens § 165, stk. 2, erstatte statskassens udgifter i forbindelse med beskikkelse af advokat for ham. Disse udgifter fastsættes til dækning af advokat for Højesteret til 12.500 kr. A skal således i alt betale 25.000 kr. til statskassen.

Thi bestemmes:

Landsrettens kendelse stadfæstes.

Den pålagte konkurskarantæne på 9 år regnes fra Højesterets kendelse.

A skal erstatte statskassens udgifter for Højesteret med 25.000 kr.