Advokat_Koebenhavn_700_220
Kontrakter_700_220
Opstart_Virksomhed_700_220

Konkurskarantæne - groft uforsvarlig forretningsførelse

HØJESTERETS KENDELSE

afsagt onsdag den 24. april 2019

Sag 88/2018
(1. afdeling)

A
(advokat Tage Siboni, beskikket)
mod
kurator for selskaberne 1-8, advokat René Rasmussen

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Skifteretten i Næstved den 13. november 2017 og af Østre Landsrets 15. afdeling den 1. marts 2018.

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben, Michael Rekling, Jan Schans Christensen og Kristian Korfits Nielsen.

Påstande
Kærende, A, har nedlagt påstand om afvisning af konkurskarantænesagerne, subsidiært frifindelse og mere subsidiært, at der pålægges en samlet konkurskarantæne, der bør være kortere end 3 år.

Indkærede, kurator for selskaberne … har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling
Skifteretten i Næstved traf ved kendelse af 13. november 2017 afgørelse om at pålægge A konkurskarantæne. I kendelsen hedder det:

”Retten finder, at det ikke er afvisningsgrund, at kurator ikke har omtalt indstillingerne om konkurskarantænesagerne mod A i sine redegørelser for skifteretten, under de givne omstændigheder, hvor kurator som led i et større antal sager om konkurskarantæner har fremsat særskilt indstilling herom forud for redegørelserne til skifteretten, og hvilke indstillinger skifteretten har besluttet at følge med deraf følgende bemyndigelse til kurator til anlæggelse af sagerne. Konkurskarantænesagerne er herefter anlagt, inden konkursboerne er sluttet, hvorfor kurator har såvel partsevne som retlig interesse i at forfølge sagerne. As påstand om afvisning tages derfor ikke til følge.

B har været indsat efter aftale med A som direktør i samtlige selskaber, og det er ubestridt, at denne er indsat som afviklingsdirektør, og at han er blevet indsat på et tidspunkt, hvor der ikke længere var drift i selskaberne, og hvor disse var uden midler.

Det er endvidere ubestridt, at betalingerne for afvikling af selskaberne alle tilgik et af A ejet selskab enten som betaling for en konsulentydelse eller i form af betaling af negativ købesum for selskabernes anparter.

Det må på baggrund af A og Bs forklaringer lægges til grund, at der var udarbejdet en skabelon for overtagelse af selskaberne til afvikling, og at der i hovedparten af tilfældene blev underskrevet en standardiseret handelsaftale om køb af selskaberne mod betaling af en negativ købesum.

Det må endvidere lægges til grund, at det var tilfældigt, hvorvidt kontakten med selska-berne blev etableret via en henvendelse til A direkte eller gennem B.

Det må endelig lægges til grund, at A tidligere har haft et tilsvarende samarbejde med C frem til dennes død i 2012, og at C således på samme vis som B har været indsat af A som afviklingsdirektør i diverse selskaber og nedlukket disse efter samme skabelon som benyttet af B i nærværende sager.

Under disse omstændigheder finder retten, at A har udøvet den reelle ledelse af de omhandlede selskaber, og at B alene har været en stråmand, der har handlet efter nøje instruks fra A. Det er uden betydning for vurderingen heraf, at B ikke modtog løbende instrukser fra A, idet det - med henvisning til det oven for anførte - må lægges til grund, at B systematisk fulgte den på forhånd allerede udarbejdede skabelon for nedlukning af denne form for selskaber.

Det må på baggrund af As forklaring om, at ... ApS mod betaling overtog de nødlidende selskaber alene med henblik på afvikling, og at det forudsattes, at der ikke skulle være nogen fremadrettet drift i disse, lægges til grund, at det allerede ved overtagelsen stod A klart, at selskaberne ikke havde mulighed for at genoprette økonomien, og at selskaberne var åbenlyst insolvente.

Alligevel valgte A at indsætte en stråmand som direktør, hvis eneste opgave var at give møde i skifteretten, og undlod derved at tage initiativ til, at selskaberne blev taget under opløsning, enten ved at indgive egen konkursbegæring eller ved at afmelde ledelsen, således at selskaberne tidligere ville være blevet taget under tvangsopløsning. Herved blev tiden indtil konkursdekreternes afsigelse trukket ud og kurators mulighed for at få overblik over selskabernes forhold og forfølge eventuelle erstatnings- og omstødelseskrav forringet. A har således ikke som den reelle leder af selskaberne sørget for en hensigtsmæssig afvikling af disse, hvilket kan have medført tab for kreditorerne.

Hvorvidt indsættelsen af B i en stråmandskonstruktion i sig selv har medført yderligere tab for kreditorerne lader sig ikke umiddelbart afdække, idet kurator ikke har haft mulighed for at foretage undersøgelser af selskabernes forhold som følge af manglende bogføringsmateriale. Det kan imidlertid lægges til grund, at der i flere af selskaberne efter As indtræden i ledelsen er sket hævninger på disses konti, herunder til betaling af As selskaber, og at de tidligere ledelser har påført selskaberne ikke ubetydelige tab.

Det bemærkes hertil, at retten finder, at det ikke kan lægges til grund, uagtet A og Bs forklaring herom, at A i forbindelse med overtagelsen af selskaberne har forsøgt at sikre sig disses bogføringsmateriale. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at der ikke findes bogføringsmateriale for nogen af selskaberne.

Efter en samlet bedømmelse, og da det er uomtvistet, at den tidsmæssige betingelse for pålæg af konkurskarantæne er opfyldt, finder retten, at A har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse og derfor er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, og at det er rimeligt at pålægge ham konkurskarantæne, jf. konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt. 2. led, og stk. 2.

Konkurskarantæne pålægges for samtlige otte selskaber omfattet af denne sag, og således at disse løber i forlængelse af hinanden.
Retten skal i forhold hertil gøre opmærksom på, at retten ikke i forhold til spørgsmålet om karantæneperioder og længden af disse er bundet af parternes påstande, og hermed heller ikke den af parterne indgåede procesaftale om, at ... ApS under konkurs, ... Holding ApS under konkurs og ... ApS under konkurs skal betragtes som koncernforbundne.

Det skal hertil bemærkes, at forholdene for disse selskaber ikke ses at adskille sig fra forholdene vedrørende de øvrige selskaber, og at den binding i forhold til karantæneperioderne, som denne aftale er udtryk for, ikke er begrundet i sagernes faktum, og i øvrigt er i modstrid med As egen forklaring herom.

Retten skal yderligere henlede opmærksomheden på, at der for moderselskabet må antages at være afviklet på baggrund af en konsulentydelse, se overførselsteksten for betaling for afvikling, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at A har været kapitalejer af dette selskab og dermed heller ikke de underliggende datterselskaber.

Retten har vedrørende pålæg af karantæneperioder i forhold til de af de sagsøgende selskaber, hvor afviklingen skete på baggrund af en selskabsoverdragelse, lagt vægt på, at der på intet tidspunkt for disse selskaber har været et økonomisk afhængighedsfor-hold til nogen af de af A i øvrigt ejede selskaber, og at disse selskabers eneste sammenhæng var, at de ejedes af samme selskab eller et af dets datterselskaber, som alle indtrådte midlertidigt som ejere alene med henblik på afvikling, og at denne selskabskonstruktion ikke kan anses for at have været et nødvendigt led i den skete afvikling.

Retten finder med henvisning hertil og til lovbemærkningerne, ifølge hvilke det forudsættes, at der har været en eller anden form for økonomisk afhængighed mellem selska-berne, at disse selskaber ikke er omfattet af koncernbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 3’s forstand.
Det skal endelig bemærkes, såfremt definitionen af koncernforbundne selskaber som angivet i selskabsloven skulle finde anvendelse på denne type af selskabskonstruktioner, ville dette få den vilkårlige konsekvens, at den samlede længde af karantæneperioderne ville være afhængigt af, om A afviklede selskaberne på baggrund af en konsulentydelse eller på baggrund af en handelsaftale, og at en sådan forståelse af bestemmelsen ville kunne give anledning til omgåelse af reglerne.

Under hensyn til, at der er forløbet mere end et år fra konkursdekreternes afsigelse, og idet retten finder, at dette ikke skyldes As forhold alene, fastsættes karantæneperioden for hvert af selskaberne til to år, jf. konkurslovens § 158.”

A kærede kendelsen til Østre Landsret, der ved kendelse af 1. marts 2018 stadfæstede skifterettens afgørelse med følgende begrundelse:

”Landsretten tiltræder af de grunde, skifteretten har anført, at der ikke er grundlag for at afvise sagerne om konkurskarantæne.

Landsretten tiltræder endvidere af de grunde, skifteretten har anført, at A har udøvet den reelle ledelse af de omhandlede selskaber og i forbindelse dermed har udvist groft uansvarlig forretningsførelse og derfor er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Det er derfor rimeligt at pålægge ham konkurskarantæne i medfør af konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og stk. 2.

For så vidt angår koncernbegrebet er det ved Østre Landsrets kendelser af 29. september 2017 (sagsnr. B-1670-17 og B-1671-17) og 21. december 2017 (sagsnr. B-1503-17, B-15012-17 til og med B-1515-17 og B-1588-17 til og med B-1592-17) fastslået, at der ikke kan stilles yderligere betingelser for anvendelsen af konkurslovens § 157, stk. 3, end at selskaberne skal være koncernforbundne med moderselskabet i overensstemmelse med selskabslovgivningens koncernbegreb. Efter selskabslovens § 5, jf. § 7, er en koncern et moderselskab og dets dattervirksomheder.

Landsretten lægger på baggrund af handelsaftale af 1. maj 2015 vedrørende ... ApS (tidligere … ApS) og handelsaftale af 16. maj 2015 vedrørende ... (tidligere …) sammenholdt med overførslen af den negative købesum for hvert af selskaberne til ... ApS’ konto til grund, at nævnte selskaber herved blev overdraget til ... ApS. Da selskaberne er koncernforbundne, pålægges efter reglen i konkurslovens § 157, stk. 3, for disse selskaber én samlet konkurskarantæne.

For så vidt angår ... ApS (tidligere … ApS) fremgår af selskabsregisterudskrift af 18. november 2015, at selskabet var ejet af ... ApS, og af selskabsregisterudskrift af 8. januar 2016 fremgår, at ... ApS var ejet af B. Det findes under disse omstændigheder ikke godtgjort, at ... ApS var ejet af ... ApS, og der pålægges derfor en selvstændig konkurskarantæne for dette selskab i forlængelse af ovennævnte konkurskarantæne.

Landsretten lægger på baggrund af handelsaftale af 15. april 2015 vedrørende ... Holding ApS (tidligere … ApS) til grund, at nævnte selskab med tilhørende datterselskab ... ApS (tidligere …ApS) ved aftalen blev overdraget til ... ApS (tidligere …ApS). Under disse omstændigheder, og da den skete betaling til ... ApS af to konsulenthonorarer ikke kan føre til et andet resultat, findes det ikke godtgjort, at ... ApS var ejet af ... ApS eller af ... ApS. Da ... Holding ApS og ... ApS er koncernforbundne, pålægges efter reglen i konkurslovens § 157, stk. 3, for ... Holding ApS, ... ApS og ... ApS én samlet konkurskarantæne, der løber i forlængelse af ovennævnte konkurskarantæner.

For så vidt angår ... ApS (tidligere … ApS) har A forklaret, at ... ApS overtog selskabet, mens det af en ikke underskrevet handelsaftale dateret den 16. juli 2015 fremgår, at selskabet blev overdraget til ... ApS. Af selskabsregisterudskrift af 24. februar 2016 fremgår, at ... ApS var ejet af B. Under disse omstændigheder findes det ikke godtgjort, at der er sket en overdragelse af ... ApS til ... ApS, og der pålægges derfor selvstændig konkurskarantæne for dette selskab i forlængelse af ovennævnte konkurskarantæner.

For så vidt angår ... ApS (tidligere … Entreprise ApS) foreligger ikke en handelsaftale, og det fremgår ikke, hvad beløbet på 62.500 kr., der er overført til ... ApS’ konto, vedrører. Hertil kommer, at den tidligere ejer af selskabet i skifteretten ikke kunne bekræfte, at selskabet var overdraget til A eller ... ApS. Under disse omstændigheder er det ikke godtgjort, at der er sket overdragelse af ... ApS til ... ApS, og der pålægges derfor selvstændig konkurskarantæne for dette selskab i forlængelse af ovennævnte konkurskarantæner.

Landsretten kan af de grunde, skifteretten har anført, tiltræde, at længden af de ved nærværende kendelse pålagte i alt fem konkurskarantæner, der løber i forlængelse af hinanden, hver især fastsættes til 2 år, jf. konkurslovens § 158, stk. 2.

Med denne begrundelse, og da den samlede konkurskarantæne som fastsat af skifteret-ten i medfør af konkurslovens § 158, stk. 2, 2. pkt., under alle omstændigheder udløber efter senest 10 år, stadfæster landsretten skifterettens kendelse.”

Anbringender
A har til støtte for afvisningspåstanden anført navnlig, at kurators redegørelser til kreditorerne efter konkurslovens § 125 i intet tilfælde indeholder en begrundet indstilling om sagerne mod ham, således som det kræves efter § 125, stk. 3. Forarbejderne til denne bestemmelse må forstås således, at konkurskarantænesagen ikke kan gennemføres, hvis der ikke forud for konkursboernes afslutning og sagernes hovedforhandling er afgivet en begrundet indstilling til kreditorerne.

Til støtte for frifindelsespåstanden er anført navnlig, at den udførte rådgivning og bistand med afvikling af selskaber er sædvanlig, og at fremgangsmåden har været almindeligt kendt, også hos skifteretterne. Reglerne om konkurskarantæne tilsigter ikke at ulovliggøre den pågældende type virksomhed. Forarbejderne har ingen omtale heraf.

Bortset fra et enkelt selskab, hvor han i en kortvarig periode var registreret direktør i et forsøg på at fortsætte driften, har han alene været kapitalejer i selskaberne. Han har ikke udøvet fak-tisk ledelse i selskaberne og er dermed ikke omfattet af personkredsen, som kan pålægges konkurskarantæne. Det forhold, at han har haft en fælles forståelse med B om fremgangsmåden i afviklingsselskaberne, er ikke udtryk for, at han har haft den reelle ledelse. Selv hvis det lægges til grund, at han har haft den reelle ledelse, er der ikke foretaget kritisable dispositioner eller undladelser. Han gav ikke B instrukser, bortset fra at han ved dennes indsættelse som direktør gjorde det klart, at der var tale om selskaber ude over håbløshedstidspunktet, og at B skulle samle regnskabsbilagene og forberede sig på nedlukningen, men ikke foretage økonomiske dispositioner. Der har i nogle af sagerne været tale om, at de tidligere ejere i en overgangsperiode har disponeret over resterende midler på selskabernes bankkonti, herunder i forbindelse med betaling for hans rådgivning. Hverken han eller B har været klar over denne sammenhæng.

Der er ikke påvist noget tab for kreditorerne, og det er heller ikke sandsynliggjort, at han skul-le være ansvarlig for manglende bogføringsmateriale, regnskabsaflæggelse, skatte- eller momsafregninger mv. Det gælder også i forhold til den ene sag, hvor han har været direktør. De tab, der eventuelt måtte være lidt, skyldes i samtlige tilfælde dispositioner foretaget af den tidligere ledelse, og manglerne i bogføringsmaterialet skyldes også den tidligere ledelse.

Reglen i konkurslovens § 157, stk. 3, finder anvendelse, når selskaberne er koncernforbundne i selskabslovens forstand. Landsretten har foretaget en korrekt vurdering af den skriftlige dokumentation i sagen, hvor selskaberne ... og ... ApS er anset som koncernforbundne med hans selskab, ... ApS, og hvor selskaberne ... Holding ApS, ... ApS og ... ApS er anset som en koncern. På baggrund af forklaringerne for skifteretten må det dog lægges til grund, at også selskaberne ... ApS og ... ApS blev erhvervet af ... ApS. Hvis Højesteret måtte finde, at betingelserne for at pålægge konkurskarantæne er opfyldt, kan der derfor højst blive tale om tre konkurskarantæner. Realiteten er imidlertid, at alle sagerne skal betragtes som vedrørende ... ApS, hvor han på daværende tidspunkt drev sine erhvervsmæssige forretninger. Der bør derfor kun pålægges en samlet konkurskarantæne. Konkurskarantæneperioden bør som følge af den lange sagsbehandlingstid fastsættes til 1 år, maksimalt 2 år, jf. konkurslovens § 158, stk. 1.

Kurator, advokat René Rasmussen, har anført navnlig, at der ikke er grundlag for at afvise konkurskarantænesagerne. Det har ikke præklusiv virkning, at det ikke i konkursboernes § 125, stk. 2-redegørelser er nævnt udtrykkeligt, at kurator ville rejse konkurskarantænesag mod A. Processkrifterne om konkurskarantæne var indleveret til skifteretten, inden redegørelserne blev udsendt.

A har medvirket til afvikling af nødlidende selskaber på en måde, så de helt grundlæggende lovregler om bogføring, ledelsens pligter og ansvar over for kreditorerne og offentligheden som helhed, systematisk er blevet tilsidesat. Han har i den forbindelse spekuleret i reglerne om konkurs.

A er som reel leder af selskaberne omfattet af den personkreds, der kan pålægges konkurskarantæne. A har undladt at iagttage de pligter, der følger med dette ledelsesansvar, og har derved udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. Han var bekendt med, at alle selskaberne var insolvente og skulle afvikles, men på trods af dette overtog han ledelsen af selskaberne og indsatte B som direktør, desuagtet at denne ingen forudsætninger havde for at påtage sig hvervet. A instruerede B om ikke at foretage sig andet i selskaberne ud over at møde i skifteretten, når indkaldelsen kom, og han undlod derved at foranledige en hensigtsmæssig afvikling af selskaberne.

Der er i alle selskaber anmeldt krav fra Skattestyrelsen som største kreditor. I de fleste tilfælde er der opstået yderligere tab i den periode, hvor A har haft den reelle ledelse af selskaberne, idet den ”negative købesum” for selskaberne er blevet betalt af selskaberne selv. Kurator har i forbindelse med konkursbehandlingen stort set ikke modtaget bogføringsmateriale. Hverken A eller B har bestræbt sig på at overholde bogføringspligten eller fremskaffe regnskabs- og bilagsmateriale, og deres forklaring herom for skifteretten kan ikke lægges til grund.

Landsrettens vurdering af koncernbegrebet efter konkurslovens § 157, stk. 3, synes ikke at være fuldt ud støttet i lovforarbejderne, hvor det fremgår, at man ved vurderingen af koncernbegrebet har haft de selskaber i tankerne, hvor der har været en sædvanlig økonomisk af-hængighed. En samlet konkurskarantæne for en egentlig koncern kan begrundes med, at det er samme uforsvarlige forretningsførelse, der danner baggrund for karantænepålægget. Der har i sagskomplekset intet økonomisk afhængighedsforhold været mellem moderselskabet og de erhvervede selskaber, idet selskaberne alene er blevet erhvervet med henblik på anonymisering og tvangsopløsning efter et stykke tid.

Retsgrundlag
Konkurslovens § 125 fastsætter en række forpligtelser for kurator til over for skifteretten og kreditorerne at redegøre for forhold i konkursboet. § 125 er sålydende:

Ӥ 125. Kurator sender inden 3 uger efter konkursdekretets afsigelse en oversigt over boets aktiver og passiver til skifteretten og til fordringshaverne.

Stk. 2. Så snart de fornødne oplysninger er tilvejebragt, og senest 4 måneder efter, at konkursdekretet er afsagt, sender kurator en statusoversigt samt en redegørelse for de vigtigste årsager til konkursen til skifteretten og til fordringshaverne. Redegørelsen skal indeholde oplysning om de vigtigste regnskabstal for den periode, der er forløbet siden det senest udarbejdede regnskab, samt forklaring på væsentlige afvigelser mellem dette og boets status. Kurator sender endvidere samtidig en redegørelse til skifteretten og til fordringshaverne for, hvilke opgaver kurator indtil videre har varetaget, med oplysnin-ger om den tid, der er medgået til udførelsen af de enkelte opgaver, og om, hvornår op-gaverne er udført. Redegørelsen skal desuden indeholde oplysning om, hvorpå boet beror, og om muligt, hvornår det forventes afsluttet.

Stk. 3. Redegørelsen efter stk. 2 skal endvidere indeholde kurators begrundede indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at indlede sag om konkurskarantæne mod nogen. Kan kurator ikke fremskaffe tilstrækkelige oplysninger til brug for afgivelse af en endelig indstilling i redegørelsen efter stk. 2, skal en sådan afgives så hurtigt som muligt og senest i forbindelse med den første redegørelse efter stk. 4, medmindre den, der er spørgsmål om at pålægge konkurskarantæne, i væsentlig grad har modarbejdet kurators undersøgelser.

Stk. 4. Kurator sender herefter hvert halve år en redegørelse for boets forhold til skifte-retten og til de fordringshavere, der forventes at kunne opnå dividende…”

Reglerne om konkurskarantæne er fastsat i konkurslovens afsnit III (§§ 157-169). Afsnittet indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

”Kapitel 19

Betingelserne for at pålægge konkurskarantæne og karantænens retsvirkninger

§ 157. Konkurskarantæne kan efter kurators begæring efter § 161 pålægges den, der senere end 1 år før fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed, hvis det må antages, at den pågældende på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Hvis skyldneren var under tvangsopløsning, da konkursen indtrådte, regnes fristen på 1 år fra dagen for beslutningen om tvangsopløsning.

Stk. 2. Ved afgørelsen skal der lægges vægt på, om det under hensyn til den pågældendes handlemåde og omstændighederne i øvrigt er rimeligt at pålægge konkurskarantæne.

Stk. 3. Konkurskarantæne kan ikke pålægges den, der allerede er pålagt konkurskarantæne i anledning af den pågældendes deltagelse i ledelsen af en koncernforbundet virk-somhed. Bestemmelsen i 1. pkt. finder anvendelse, indtil konkurskarantænen udløber.

§ 158. Konkurskarantæne pålægges for 3 år. Hvis særlige grunde taler for det, kan kon-kurskarantæne pålægges for en kortere periode end 3 år.
Stk. 2. Hvis den pågældende tidligere er pålagt konkurskarantæne, som ikke er udløbet, regnes konkurskarantænen tidligst fra udløbet af den senest pålagte konkurskarantæne. Konkurskarantænen udløber dog senest 10 år efter den oprindelige afgørelse.

Kapitel 20

Behandlingen af sager om konkurskarantæne

§ 160. Skifteretten afgør på grundlag af kurators begrundede indstilling, om der skal indledes sag om konkurskarantæne mod nogen. Skifteretten kan anmode kurator om en supplerende indstilling, før skifteretten træffer afgørelse herom. Skifterettens beslutning om at indlede en sag om konkurskarantæne kan ikke kæres af den, der begæres pålagt konkurskarantæne.

§ 164.

Stk. 4. Hvis der, efter at konkurskarantæne er pålagt, meddeles tilladelse til prøvelse i 3. instans, tilladelse til kære efter kærefristens udløb eller tilladelse til ekstraordinær genoptagelse eller kære, stilles virkningerne af den pålagte konkurskarantæne i bero.”

De nævnte bestemmelser er indsat i konkursloven ved lov nr. 429 af 1. maj 2013. I forslaget til denne lov er i de specielle bemærkninger til § 125, stk. 3, anført bl.a. (Folketingstidende 2012-13, tillæg A, lovforslag nr. L 131 af 30. januar 2013):

”Hvis kurator ikke har været i stand til at afgive en endelig indstilling, vil kurator efter stk. 3 snarest muligt skulle afgive en særskilt indstilling om spørgsmålet om eventuelt at rejse sag om konkurskarantæne mod nogen. Bortset fra tilfælde, hvor den, der er spørgsmål om at begære pålagt konkurskarantæne, i væsentlig grad har modarbejdet kurators undersøgelser, skal kurators endelige indstilling i givet fald foreligge senest samtidig med den første halvårsredegørelse efter konkurslovens § 125, stk. 3 (der bliver stk. 4, men i øvrigt ikke foreslås ændret). Hvis der på det tidspunkt stadig ikke har kunnet fremskaffes tilstrækkelige oplysninger, bør kurator – med forbehold for de nævnte tilfælde af, at kurators undersøgelser aktivt modarbejdes – normalt indstille, at der ikke rejses sag om konkurskarantæne.

Kurators eventuelle overskridelse af firemånedersfristen i konkurslovens § 125, stk. 2, har ikke præklusiv virkning i forhold til muligheden for at rejse sag om pålæg af konkurskarantæne, men hvis kurators redegørelse indgives efter firemånedersfristens udløb - eller hvis kurators redegørelse ikke indeholder en indstilling (heller ikke en foreløbig indstilling) om spørgsmålet om konkurskarantæne - vil der som det klare udgangspunkt være tale om en pligtforsømmelse fra kurators side. En sådan pligtforsømmelse vil kunne tages i betragtning ved fastsættelsen af kurators vederlag og ved skifterettens beslut-ning om udpegning af kurator i fremtidige sager.


I tilfælde, hvor kurator har indstillet til skifteretten, at der indledes sag om konkurska-rantæne, bør kurators næste redegørelse om boets forhold efter konkurslovens § 125, stk. 3 (der bliver stk. 4, men i øvrigt ikke foreslås ændret), indeholde oplysning om skifterettens beslutning i anledning af indstillingen, jf. forslaget til § 160.”

Om betydningen af § 157, stk. 3, om koncernforbundet virksomhed er anført bl.a. følgende i lovforslagets specielle bemærkninger til bestemmelsen (Folketingstidende 2012-13, tillæg A, lovforslag nr. L 131 af 30. januar 2013):

”Det foreslås med stk. 3, at konkurskarantæne kun kan pålægges én gang i anledning af en persons deltagelse i ledelsen af flere koncernforbundne virksomheder. Hermed kan konkurskarantæne ikke pålægges den, der allerede er pålagt konkurskarantæne i anledning af den pågældendes deltagelse i ledelsen af en koncernforbundet virksomhed.

Hvis der ikke er tale om koncernforbundne virksomheder, afgøres spørgsmålet om konkurskarantæne derimod særskilt i hver af de pågældende skyldneres konkursboer. Der kan således i givet fald - hvis betingelserne er opfyldt i hvert af boerne - pålægges kon-kurskarantæne flere gange. I givet fald lægges konkurskarantænerne i forlængelse af hinanden efter de nærmere regler i forslaget til konkurslovens § 158, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Bestemmelsen i stk. 3 tager først og fremmest sigte på tilfælde, hvor en person har deltaget i ledelsen af flere virksomheder, der er koncernforbundne, og der som følge af den økonomiske afhængighed, der typisk vil være mellem koncernforbundne virksomheder, kun bør kunne pålægges konkurskarantæne én gang, uanset om der er tale om flere konkurser.


Det foreslåede stk. 3 indebærer, at spørgsmålet om at pålægge en bestemt person konkurskarantæne kan behandles særskilt i forhold til hver enkelt af de pågældende skyldnere, indtil den pågældende person første gang ved endelig afgørelse er pålagt konkurskarantæne i tilknytning til et af boerne. Efter dette tidspunkt falder spørgsmålet om at pålægge denne person konkurskarantæne bort i tilknytning til de øvrige boer.
I praksis vil konkursboerne for skyldnere, der er koncernforbundne, imidlertid normalt blive behandlet ved samme skifteret og normalt også med samme kurator eller kurato-rer. Det forudsættes, at spørgsmålet om at pålægge konkurskarantæne over for en person, der har deltaget i ledelsen af flere koncernforbundne virksomheder, i sådanne til-fælde behandles samlet og ikke i tilknytning til hvert konkursbo for sig. Der bør således bl.a. også foretages en samlet vurdering af, om den pågældende har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse i de koncernforbundne virksomheder. Skifterettens afgørelse om, hvorvidt konkurskarantæne skal pålægges (jf. forslaget til konkurslovens § 164), er i sådanne tilfælde én samtidig afgørelse.

Hvis et eller flere konkursboer vedrørende koncernforbundne virksomheder undtagel-sesvis behandles ved en anden skifteret og ikke henvises i medfør af konkurslovens § 5, stk. 2, til den skifteret, hvor de øvrige konkursboer behandles, er én samlet behandling af spørgsmålet om pålæg af konkurskarantæne med inddragelse af samtlige koncernforbundne virksomheders forhold ikke mulig. I sådanne tilfælde bør spørgsmålet om konkurskarantæne som udgangspunkt behandles ved den skifteret, hvor de fleste af de koncernforbundne virksomheders konkursboer er under behandling, eller hvor konkursboerne med de væsentligste aktiver er under behandling.

Hvis behandlingen ved denne skifteret ikke fører til pålæg af konkurskarantæne, er der principielt ikke noget til hinder for, at konkurskarantæne pålægges af en anden skifteret i tilknytning til behandlingen af et konkursbo vedrørende en koncernforbundet virk-somhed. Dette bør dog som udgangspunkt kun komme på tale, hvis den groft uforsvarlige forretningsførelse, som i givet fald begrunder konkurskarantæne, i særlig grad har været udvist i den virksomhed, hvis konkursbo er under behandling ved den anden skifteret.”

I lovforslagets specielle bemærkninger til § 158, stk. 1, hedder det bl.a. (Folketingstidende 2012-13, tillæg A, lovforslag nr. L 131 af 30. januar 2013):

”Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at konkurskarantæne som udgangspunkt pålægges for tre år. Hvis særlige grunde taler for det, kan konkurskarantæne dog pålægges for en kortere periode end tre år, jf. 2. pkt.

Som eksempler på særlige grunde, der efter omstændighederne kan tale for en kortere karantæne, kan nævnes lang sagsbehandlingstid, uden at dette beror på forhold hos den, der begæres pålagt konkurskarantæne, eller at der er tale om et mildere tilfælde af groft uforsvarlig forretningsførelse. Der vil som udgangspunkt være tale om lang sagsbehandlingstid, hvis afgørelsen om konkurskarantæne først træffes mere end et år efter konkursdekretets afsigelse. Hvis karantænen fastsættes til en kortere periode end tre år, bør den normalt fastsættes til to år eller eventuelt i sjældnere tilfælde et år.

Skifteretten er ved afgørelsen om konkurskarantænens længde ikke bundet af parternes påstande, men det må forventes, at der normalt ikke vil være anledning til at fastsætte konkurskarantænen til en længere periode end påstået af kurator.

Konkurskarantænen får først virkning fra den endelige afgørelse, jf. herved forslaget til konkurslovens § 164 (om kæres opsættende virkning) og bemærkningerne hertil. Karantænen får således virkning fra udløbet af kærefristen, hvis skifterettens afgørelse om pålæg af konkurskarantæne ikke kæres, og fra landsrettens afgørelse om pålæg af konkurskarantæne, hvis skifterettens afgørelse kæres (hvad enten skifteretten har pålagt konkurskarantæne eller ikke). Hvis en kære til landsretten af skifterettens afgørelse om pålæg af konkurskarantæne afsluttes uden realitetsafgørelse, således at skifterettens afgørelse står ved magt, får karantænen virkning fra sagens afslutning i landsretten (hvorved skifterettens afgørelse bliver endelig).

Hvis den pågældende på afgørelsestidspunktet allerede er pålagt konkurskarantæne, fo-reslås det dog, at en ny konkurskarantæne først skal regnes fra udløbet af den senest pålagte konkurskarantæne, jf. det foreslåede stk. 2, 1. pkt. Konkurskarantænen udløber dog under alle omstændigheder senest ti år efter den oprindelige afgørelse, jf. det foreslåede stk. 2, 2. pkt.”

Højesterets begrundelse og resultat
Sagen angår, om betingelserne i konkurslovens § 157, stk. 1, for at pålægge A konkurskarantæne er opfyldt og i hvor lang tid, der i så fald skal pålægges konkurskarantæne, jf. lovens § 157, stk. 3, og § 158. Derudover er der spørgsmål, om konkurskarantænesagerne skal afvises.

Afvisningspåstanden
Efter konkurslovens § 125, stk. 3, skal kurator i sin redegørelse til skifteretten og kreditorerne give en begrundet indstilling om spørgsmålet om konkurskarantæne. Denne forpligtelse har ikke betydning for kurators adgang til at afgive indstilling om konkurskarantænespørgsmålet til skifteretten eller for skifterettens adgang til at beslutte at indlede konkurskarantænesag. En sådan sag kan således gennemføres uafhængigt af, om kurator har omtalt spørgsmålet om konkurskarantæne i en af sine § 125-redegørelser. Højesteret tiltræder derfor, at As afvisningspåstand ikke er taget til følge.

Konkurskarantæne og længden heraf
Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af skifteretten og tiltrådt af landsretten, at A har udøvet den reelle ledelse af de otte selskaber, og at hans forretningsførelse i den forbindelse var groft uforsvarlig, hvilket gør ham uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Højesteret tiltræder derfor, at der i medfør af konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, er grundlag for at pålægge A konkurskarantæne for hvert af de otte selskaber, medmindre der er tale om forhold omfattet af bestemmelsen i konkurslovens § 157, stk. 3, 1. pkt.

§ 157, stk. 3, 1. pkt., fastsætter, at konkurskarantæne ikke kan pålægges den, der allerede er pålagt konkurskarantæne i anledning af den pågældendes deltagelse i ledelsen af ”en koncern-forbundet virksomhed”. Det er ikke efter lovforarbejderne klart, hvad der nærmere ligger heri. Udtrykket ”en koncernforbundet virksomhed” må herefter – i mangel af holdepunkter for an-det – mest nærliggende forstås i overensstemmelse med det selskabsretlige koncernbegreb, jf. selskabslovens § 5, nr. 19, jf. § 6 og § 7, hvorefter en koncern består af et moderselskab og dets datterselskaber. Selv om det i sager som den foreliggende kan føre til uhensigtsmæssige resultater, finder Højesteret på denne baggrund og under hensyn til, at konkurskarantæne er en indgribende foranstaltning, at der ved anvendelsen af § 157, stk. 3, 1. pkt., alene kan stilles krav om, at selskaber skal være koncernforbundne i selskabslovens forstand.

Højesteret tiltræder herefter af de grunde, der er anført af landsretten, at selskaberne ... ApS og ... må anses for koncernforbundne, og at selskaberne ... Holding ApS, ... ApS og ... ApS må anses for koncernforbundne, således at der i relation til disse selskaber pålægges to konkurskarantæner, jf. konkurslovens § 157, stk. 3, 1. pkt. A har heller ikke for Højesteret godtgjort, at de øvrige selskaber har været koncernforbundne, og det tiltrædes derfor, at han pålægges konkurskarantæne for hvert af selskaberne ... ApS, ... ApS og ... ApS. A pålægges herefter fem konkurskarantæner.

Efter konkurslovens § 158, stk. 1, pålægges konkurskarantæne som udgangspunkt for 3 år. Hvis særlige grunde taler herfor, kan konkurskarantæne dog pålægges for en kortere periode. Som eksempel på særlige grunde, der efter omstændighederne kan tale for en kortere karantæne end 3 år, er i forarbejderne nævnt lang sagsbehandlingstid, uden at dette beror på forhold hos den, der begæres pålagt konkurskarantæne. Det er endvidere anført, at der som udgangspunkt vil være tale om lang sagsbehandlingstid, hvis afgørelsen om konkurskarantæne først træffes mere end et år efter konkursdekretets afsigelse.

Uanset at der i den foreliggende sag er gået mere end et år fra konkursdekreternes afsigelse til skifterettens afgørelse, finder Højesteret efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder navnlig karakteren af forholdene, at der ikke er grundlag for at fravige udgangs-punktet i konkurslovens § 158, stk. 1, om konkurskarantæne i 3 år.

Konklusion
A pålægges fem konkurskarantæner på hver 3 år, i alt 15 år, der løber i forlængelse af hinanden. Den samlede konkurskarantæne udløber i medfør af konkurslovens § 158, stk. 2, 2. pkt., dog senest efter 10 år fra Højesterets kendelse. A har været pålagt konkurskarantæne i perioden fra landsrettens kendelse af 1. marts 2018 til Procesbevillingsnævnets bevilling af 26. april 2018, jf. konkurslovens § 164, stk. 4, og Højesteret finder, at denne periode skal fragå i den maksimale 10-årige karantæneperiode.

Sagsomkostninger
Efter resultatet skal A betale sagsomkostninger for Højesteret i medfør af konkurslovens § 165, stk. 1. Sagsomkostningerne skal betales til statskassen og fastsættes til 12.500 kr. til dækning af advokatudgift for Højesteret. A skal endvidere i medfør af konkurslovens § 165, stk. 2, erstatte statskassens udgifter i forbindelse med beskikkelse af advokat for ham. Disse udgifter fastsættes til dækning af advokat for Højesteret til 12.500 kr. A skal således i alt betale 25.000 kr. til statskassen.

Thi bestemmes:

A pålægges konkurskarantæne i 10 år regnet fra Højesterets kendelse med fradrag som anført ovenfor.

Højesteret stadfæster skifterettens og landsrettens sagsomkostningsafgørelser.

A skal erstatte statskassens udgifter for Højesteret med 25.000 kr.


Betalingsstandsning

SelskabsAdvokaterne har bred erfaring og stor indsigt i rekonstruktion af store såvel som mindre virksomheder. ...»

Rekonstruktion

SelskabsAdvokaterne medvirker ved rekonstruktion af små og mellemstore virksomheder. Det er altid vores ...»

Insolvens

Insolvens Ved insolvens forstås manglende evne til at fyldestgøre et betalingskrav, enten på grund af ...»

Konkurskarantæne - forretningsførelse var groft uforsvarlig

HØJESTERETS KENDELSEafsagt onsdag den 24. april 2019Sag 90/2018(1. afdeling)A(advokat Georg Meyer, beskikket)modkurator ...»

Konkurskarantæne pålagt likvidator på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse

HØJESTERETS KENDELSEafsagt onsdag den 24. april 2019Sag 89/2018(1. afdeling)A(advokat Georg Meyer, beskikket)modkurator ...»

Vi er medlemmer af
Error loading MacroEngine script (file: )