HØJESTERETS KENDELSE
afsagt onsdag den 24. april 2019
Sag 90/2018
(1. afdeling)
A
(advokat Georg Meyer, beskikket)
mod
kurator for selskaberne 1-5, advokat René Rasmussen
I tidligere instanser er afsagt kendelser af Skifteretten i Næstved den 23. juni 2017 og af Østre Landsrets 16. afdeling den 21. december 2017.
I påkendelsen har deltaget fem dommere: Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben, Michael Rekling, Jan Schans Christensen og Kristian Korfits Nielsen.
Påstande
Kærende, A, har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært at konkurskarantæne pålægges i en kortere periode end 3 år.
Indkærede, kurator for selskaberne ... ApS under konkurs, ... ApS under konkurs, ... ApS under konkurs, ... ApS under konkurs og ... ApS under konkurs, advokat René Rasmussen, har påstået stadfæstelse af skifterettens kendelser, subsidiært stadfæstelse af landsrettens kendelse.
Supplerende sagsfremstilling
Skifteretten i Næstved traf ved fem kendelser af 23. juni 2017 afgørelse om at pålægge A konkurskarantæne. I kendelserne, hvis begrundelser er enslydende, hedder det:
”Vedrørende afvisningspåstanden bemærkes, at skifteretten har bemyndiget kurator til at fortsætte konkurskarantænesagen, som er anlagt inden boet blev sluttet. Retten finder på den baggrund, at boet har partsevne og retlig interesse i at forfølge konkurskarantænesagen, hvorfor afvisningspåstanden ikke tages til følge.
Den tidsmæssige betingelse i konkurslovens § 157, stk. 1, er opfyldt, idet konkursdekret er afsagt den 25. november 2015, og B var indsat som direktør indtil den 13. oktober 2015, hvor B på eget initiativ fratrådte som direktør, hvorefter selskabet blev taget under tvangsopløsning. Der er i boet anmeldt krav med 2.263.472 kr.
Efter As egen forklaring om, at B alene blev indsat som direktør, fordi A på det tidspunkt selv boede i udlandet, og at han i alle selskaberne fik A til at underskrive generalfuldmagt, sammenholdt med Bs forklaring om, at han intet foretog sig i sel-skaberne, og idet de nødlidende selskaber blev købt af et selskab, hvori A var direktør, finder retten efter en samlet bedømmelse, at B var indsat som stråmand i selskabet, og at A udgjorde den reelle ledelse i selskabet, idet han udøvede en direktørs beføjelser i selskabet. A er herefter omfattet af personkredsen i konkurslovens § 157.
A har forklaret, at ... mod betaling overtog de nødlidende selskaber mhp. afvikling. Det stod således allerede ved overtagelsen A klart, at selskabet ikke havde mulighed for at genoprette økonomien, og at selskabet var åbenlyst insolvent. Uagtet valgte A at indsætte en stråmand som direktør. A undlod herved at tage initiativ til, at selskabet blev taget under opløsning, enten ved at indgive egenkonkursbegæring eller som minimum ved selv at tage initiativ til at afmelde direktøren, således at selskabet stod uden ledelse, hvorved selskabet tidligere ville være taget under tvangsopløsning. Herved blev tiden indtil konkursdekretets afsigelse trukket ud. Kurators mulighed for at få overblik over selskabets forhold og forfølge eventuelle erstatnings- og omstødelseskrav blev herved forringet. A har således ikke som den reelle leder af selskabet sørget for en hensigtsmæssig afvikling af selskabet, hvilket kan have medført tab for kreditorerne. Hvorvidt As indsættelse af en stråmand i sig selv har medført yderligere tab for kreditorerne lader sig ikke umiddelbart afdække, idet kurator ikke har haft mulighed for at foretage undersøgelser af selskabets forhold som følge af det manglende bogføringsmateriale. Det kan imidlertid lægges til grund, at den tidligere ledelse har påført selskabet betydelige tab.
A har ikke i forbindelse med overtagelsen af selskabet til afvikling sikret sig selskabets bogføringsmateriale og har ikke selv efter overtagelsen af selskabet foretaget bogføring. Kurator har oplyst, at der ikke er udleveret bogføringsmateriale til boet, hvilket har medvirket til at sløre selskabets forhold.
Det kan endvidere lægges til grund, at A har deltaget i ledelsen af næsten 300 selskaber, der siden er erklæret konkurs.
Efter en samlet bedømmelse finder retten det godtgjort, at A har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, og derfor er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, jf. konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt. 2. led, ligesom retten finder, at det er rimeligt at pålægge A konkurskarantæne.
De sagsøgende selskaber har på intet tidspunkt haft et økonomisk afhængighedsforhold til moderselskabet. Selskabernes eneste sammenhæng er, at de alle ejes af samme mo-derselskab, som imidlertid alene er indtrådt som ejer mhp. afvikling. Under disse om-stændigheder finder retten ikke, at selskaberne er omfattet af koncernbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 3. Som følge heraf skal konkurskarantæneperioderne lægges i forlængelse af hinanden.
Sagen var berammet til hovedforhandling ultimo november 2016. Hovedforhandlingen blev imidlertid omberammet, idet sagsøgte godt en måned før hovedforhandlingen gjorde gældende, at dommeren var inhabil.
Under hensyn til, at der er forløbet mere end 1 år fra konkursdekretets afsigelse, og idet retten ikke finder, at dette skyldes sagsøgtes forhold, fastsættes karantæneperioden til 2 år, jf. konkurslovens § 158, stk. 1.”
A kærede kendelsen til Østre Landsret, der ved kendelse af 21. december 2017 tiltrådte skifterettens afgørelse om at pålægge A konkurskarantæne. I kendelsen hedder det bl.a.:
”Konkurskarantæne
Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at de respektive ejere af de daværende selskaber … og … på forskellige tidspunkter i 2015, hvor selskaberne var åbenbart insolvente, kom i kontakt med A. Han ville på vegne af selskabet ... Holding gerne købe selskaberne mod ”betaling af negativ købesum”. Det fremgår af de afgivne forklaringer og processkrifterne fra kærende, at hvert af de fem selskaber blev overdraget til ... Holding. Ifølge kærendes oplysninger gælder dette også selskabet …, uanset at den fremlagte overdragelsesaftale alene omfatter 50 % af anparterne i dette selskab. Oplysningerne om selskabernes overdragelse til ... Holding er ikke bestridt af indkærede. Landsretten må derfor lægge til grund, at de fem selskaber er erhvervet af selskabet ... Holding.
Efter As forklaring i skifteretten lægger landsretten endvidere til grund, at A gennem selskabet ... Holding, som han var direktør i, bistod med så at sige at anonymisere de fem selskabers baggrund, således at selskaberne blev tvangsopløst under et nyt navn og med ny adresse, og uden at den tidligere ledelse fremgik af Erhvervsstyrelsens registre over selskabets ledelse på lukningstidspunktet. Meningen med ”betalingen af negativ købesum” var, at sælger af selskabet skattemæssigt skulle kunne fradrage tab i kapitalindkomsten. Endvidere modtog A eller ... Holding for denne bistand et honorar i form af betalingen af ”negativ købesum”, der for de tre af selskaberne, …, ifølge aftalerne var fastsat til 25.000 kr. for hvert selskab. Ifølge As forklaring modtog ... Holding dog nok 50.000 kr. i negativ købesum for … ApS. For … Enterprise var der ifølge aftalen fastsat en negativ købesum på 50.000 kr. Ifølge sin forklaring modtog A 40.000 kr. i honorar for salg af aktiver i forbindelse med overdragelsen af dette selskab. For selskabet … Ejendomsservice betaltes ifølge As forklaring enten 15.000 kr. eller 25.000 kr. i negativ købesum. Det må således lægges til grund, at A eller ... Holding i hvert fald modtog et ikke ubetydeligt beløb i anledning af hver af de fem handler.
Efter bevisførelsen lægges desuden til grund, at A i kraft af generalfuldmagt i hvert selskab havde beføjelser til at udøve den daglige ledelse i selskaberne fra overdragelsen og indtil konkursen. A instruerede endvidere, til dels ved Gs mellemkomst, B i opgaven med at være registreret direktør for selskaberne. B blev ifølge aftale med A alene indsat som ”afviklingsdirektør” med det formål at kunne møde for selskabet i skifteret eller fogedret eller at kunne sende svarmails til disse retsinstanser. B udøvede ingen ledelse af de fem selskaber og rekvirerede ikke bogføringsmateriale og regnskaber fra den tidligere ledelse. A gav besked om, at bogførings- og regnskabsmaterialet skulle forblive hos den tidligere ledelse. A sørgede også for, at G fik betaling på 7.500 kr. pr. selskab, hvori B blev indsat som ”afviklingsdirektør”.
B frameldte sig som direktør i fire af selskaberne medio oktober 2015 og i det femte selskab medio januar 2016. Inden for en periode af 4 uger efter hver framelding blev indgivet tvangsopløsningsbegæring fra Erhvervsstyrelsen i hvert af selskaberne. På grundlag heraf erklæredes selskaberne konkurs, og boerne blev sluttet i medfør af en analogi af konkurslovens § 143.
På den baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført af skifteretten, tiltræder landsret-ten, at A må anses for senere end et år før fristdagen at have deltaget i ledelsen af de fem selskaber på en sådan måde, at han er omfattet af den personkreds, der efter konkurslovens § 157, stk. 1, kan pålægges konkurskarantæne.
Efter oplysningerne om selskabernes aktiver og passiver og på baggrund af As egen forklaring lægger landsretten til grund, at de fem selskaber havde betydelig gæld, herunder af varierende størrelse til SKAT, hvilket A vidste eller måtte vide. Efter forklaringerne fra A og B lægger landsretten videre til grund, at den nye ledelse ikke sørgede for at overtage selskabernes regnskaber og bogføringsmateriale i forbindelse med overdragelsen. Det er desuden ubestridt, at der ikke er indleveret bogføringsmateriale til kurator i de fem selskaber.
Landsretten finder på den baggrund, at bogføringslovens og årsregnskabslovens regler om blandt andet tilrettelæggelse af bogføringen med registrering af alle transaktioner samt opbevaring af regnskabsmateriale og udarbejdelse af årsregnskab m.v. ikke på noget tidspunkt efter overdragelsen er blevet overholdt i de fem selskaber. I det hele for-holdt A sig ikke til selskabernes økonomi som ellers krævet i selskabslovens § 118 og § 119, herunder tog han ikke kontakt til selskabernes kreditorer og tog ikke initiativ til, at selskaberne blev sat under opløsning, f.eks. ved at indgive egenbegæring om konkurs.
Under de ovenfor anførte omstændigheder finder landsretten, at A som selskabernes reelle ledelse har tilsidesat de ledelsespligter, der følger af den ovennævnte lovgivning, og han har sørget for, at der mod betaling efter aftale med selskabernes tidligere ejere endvidere blev etableret en stråmandskonstruktion med B som registreret direktør med det formål at vanskeliggøre afdækningen af selskabernes ledelsesmæssige og økonomiske forhold.
Efter det anførte om det, der må lægges til grund om As adfærd i hvert af de fem selskaber, gør det ingen forskel i vurderingen af, hvorvidt han har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, om de fem selskaber må anses som købt ind i koncern-forbundet virksomhed, jf. nærmere herom nedenfor.
På denne baggrund, og uanset at der i det væsentligste ikke var drift i selskaberne i den periode, da A deltog i ledelsen, tiltræder landsretten, at han – der efter sin egen forklaring mod betaling har afviklet flere hundrede selskaber under lignende fremgangsmåde som i de fem her nævnte selskaber – har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. Det tiltrædes endvidere, at han som følge heraf er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, jf. konkurslovens § 157, stk. 1.
Landsretten tiltræder endelig efter en samlet vurdering af As handlemåde og omstændighederne i øvrigt, at det er rimeligt at pålægge ham konkurskarantæne, jf. konkurslovens § 157, stk. 1.
Spørgsmålet om, hvorvidt selskaberne indgik i en koncern
Spørgsmålet er herefter, om der skal pålægges karantæneperioder i forlængelse af hin-anden, eller om de fem selskaber må anses at være indgået i en koncern, jf. konkurslo-vens § 157, stk. 3.
Som ovenfor anført må det lægges til grund, at de fem selskaber er erhvervet af selska-bet ... Holding. Endvidere er der hverken efter ordlyden af konkurslovens § 157, stk. 3, eller de citerede forarbejder hertil grundlag for at antage, at der kan stilles yderligere betingelser for anvendelsen af denne bestemmelse, end at selskaberne skal være kon-cernforbundne med moderselskabet i overensstemmelse med selskabslovgivningens koncernbegreb. Efter selskabslovens § 5, jf. § 7, er en koncern et moderselskab og dets dattervirksomheder. Herefter finder landsretten, at de fem selskaber omfattet af nærvæ-rende sager og ... Holding er koncernforbundet virksomhed som nævnt i konkurslovens § 157, stk. 3. I disse fem samtidigt behandlede konkurskarantænesager skal der således ikke pålægges konkurskarantæneperioder for hvert af de fem selskaber i forlængelse af hinanden, men i stedet pålægges én samlet konkurskarantæne i overensstemmelse med reglen i § 157, stk. 3, og de dertil knyttede citerede lovforarbejder.
Længden af konkurskarantænen
Efter det, der som ovenfor anført må lægges til grund om As adfærd i de fem selskaber, finder landsretten efter en samlet vurdering, at karantænen bør fastsættes til en periode på 3 år vedrørende de fem selskaber.
Landsretten har samtidig med afgørelsen i disse fem sager truffet afgørelse i sager ved-rørende spørgsmål om konkurskarantæne for A i tre andre selskaber, j.nr. B-2047-16, B-2058-16 og B-2059-16. Ved afgørelsen i de tre sager har landsretten stadfæstet, at der er pålagt A konkurskarantæne i 3 plus 3 plus 3 år, i alt 9 år.
Det bestemmes derfor i overensstemmelse med konkurslovens 158, stk. 2, 1. pkt., jf. til-lige Højesterets dom i U 2017.1533, at konkurskarantæneperioden på 3 år vedrørende de fem selskaber i nærværende sager skal regnes fra udløbet af konkurskarantænen på i alt 9 år pålagt i sagerne j.nr. B-2047-16, B-2058-16 og B-2059-16. Dog udløber den samlede konkurskarantæne i medfør af konkurslovens § 158, stk. 2, 2. pkt., senest 10 år efter landsrettens afgørelse, det vil sige senest 10 år efter den 21. december 2017.
Herved har landsretten efter det, der som ovenfor nævnt må lægges til grund om As adfærd vedrørende de fem selskaber, fundet, at der ikke er grundlag for yderligere begrænsning af den samlede karantæneperiode, end den, der gælder efter konkurslovens § 158, stk. 2, 2. pkt., jf. ovenfor.
Landsretten stadfæster således skifterettens kendelser med den ændring, at konkurska-rantænen for A vedrørende de her omfattede fem selskaber fastsættes til 3 år. Denne konkurskarantæne regnes fra udløbet af karantæneperioden på 9 år pålagt i sagerne B-2047-16, B-2058-16 og B-2059-16. Dog udløber den samlede konkurskarantæne senest 10 år efter den 21. december 2017.”
Anbringender
A har anført navnlig, at han ikke er omfattet af den personkreds, der kan pålægges konkurskarantæne, da han hverken var registreret eller faktisk ledelse i selskaberne. Hans eneste tilknytning var, at han var direktør for selskabet ... Holding, og at dette selskab har ejet de omhandlede selskaber. At han har været rådgiver for et af selskaberne i forbindelse med en aktivoverdragelse, gør ham lige så lidt til faktisk ledelse, som en rådgivende advokat ville have været ved at udføre den samme rådgivning. Det er alene B, der har udøvet den daglige ledelse i selskaberne. Han har været i besiddelse af uudnyttede fuldmagter fra B til at kunne disponere på vegne af selskaberne, men dette dokumenterer ikke nogen form for ledelse.
De forhold, der måtte være at bebrejde ham, udgør ikke groft uforsvarlig forretningsførelse, og han er ikke uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Han har tværtimod handlet forsvarligt ved at lukke ned for aktiviteten i selskaberne for derved at undgå en forrin-gelse af kreditorernes stilling. Hans vederlag har været faktureret til ejerne og er således ikke gået fra kreditorerne. Han har ikke haft pligt til at rette op på den tidligere ledelses handlinger og undladelser og kan ikke gøres ansvarlig for deres forsømmelser. Selskabernes drift blev standset, da han overtog selskaberne, og der har ikke efterfølgende været økonomisk aktivitet af betydning i selskaberne, bortset fra en aktivoverdragelse i et af selskaberne, som skete i henhold til fagkyndig vurdering og efter forhandlinger, hvor køber var repræsenteret ved ad-vokat. Der er ikke forvoldt selskaberne eller kreditorerne tab i den periode, hvor han var indi-rekte ejer af selskaberne. Der har ikke været omstødelige forhold i selskaberne, og konkursboet har ikke rejst erstatningskrav. Han har ikke været med til at trække tiden ud i perioden op til konkursen og har heller ikke været med til at sløre selskabernes forhold og umuliggøre en effektiv konkursbehandling. Det er ikke efter forarbejderne til reglerne om konkurskarantæne tilsigtet, at et ledelses- eller ejerskifte i insolvente selskaber før konkursen, svarende til hvad der er sket i den foreliggende sag, skulle kunne begrunde konkurskarantæne.
Hvis Højesteret måtte finde, at betingelserne for at pålægge konkurskarantæne er opfyldt, skal der kun pålægges en samlet konkurskarantæne, da alle selskaber er koncernforbundne, idet de er erhvervet af ... Holding, jf. konkurslovens § 157, stk. 3. Koncernbegrebet i § 157, stk. 3, skal forstås i overensstemmelse med det selskabsretlige koncernbegreb, og der er ikke holdepunkter for at antage, at koncernbegrebet er begrænset til at angå koncerner, hvori der er indbyrdes økonomisk afhængighed. Kurators synspunkt om, at koncernreglen efter forarbejderne alene finder anvendelse på selskaber med indbyrdes økonomisk afhængighedsforhold, er i direkte strid med betænkning nr. 1525/2011, side 141, hvor det er anført, at bestemmelsen også gælder i de formentligt sjældne tilfælde, hvor flere koncernforbundne virksomheder går konkurs, uden at der er nogen årsagssammenhæng mellem konkurserne.
Konkurskarantæneperioden bør fastsættes til maksimalt 2 år under hensyn til den tid, der er gået siden konkursdekreternes afsigelse. Hertil kommer, at han formelt allerede har udstået knapt et halvt års karantæne (fra afsigelsen af Østre Landsrets kendelse den 21. december 2017 til Procesbevillingsnævnets bevilling af 26. april 2018) og reelt mere end 1 år, da han på grund af de verserende sager ikke har kunnet påtage sig ledelse af selskaber. Denne tid bør fragå i konkurskarantænens endelige udløb.
Kurator, advokat René Rasmussen, har anført navnlig, at A har medvirket til afvikling af nødlidende selskaber på en måde, så de helt grundlæggende lovregler om bogføring, ledelsens pligter og ansvar over for kreditorerne og offentligheden som helhed er blevet tilsidesat. Bogføringsmaterialet er sjældent til stede i de nødlidende selskaber, som A medvirker til at afvikle, og han faciliterer dermed en nedlukning af selskaber, der reelt umuliggør en effektiv konkursbehandling. Han har på denne måde som professionel og mod betaling medvirket i et betydeligt antal sager. Efter det oplyste er A i den anledning for overtrædelse af straffelovens § 302 blevet idømt 8 måneders betinget fængsel og 2 års frakendelse af retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. Der er i denne sag samlet set tale om et særdeles groft tilfælde af uforsvarlig forretningsførelse.
A har været reel ledelsesansvarlig for selskaberne, og han er derfor omfattet af den personkreds, der kan pålægges konkurskarantæne. Selskaberne blev overdraget til hans selskab, ... Holding, og han gav instruks til den indsatte stråmandsdirektør, B, om, at han alene skulle møde i skifteretten, og eventuelt fogedretten, og at han i øvrigt intet skulle foretage sig i selskaberne. Der blev samtidig udfærdiget en fuldmagt, således at A i alle henseender kunne repræsentere selskaberne. Herved har den reelle ledelse af selskaberne ligget hos A, der på baggrund af et koncept, han havde udviklet omkring nødlidende selskaber, undlod at foretage sig noget som helst og dermed undlod at varetage de ledelsesmæssige forpligtelser efter selskabsloven, bogføringsloven, momsloven og årsregnskabsloven. A må derfor tåle sammenligning med en til Erhvervsstyrelsen anmeldt direktør, og manglende iagttagelse af de pligter, der påhviler ledelsen, må betragtes som groft uforsvarlig forretningsførelse. A har forholdt sig passivt og involverede sig ikke i selskabernes forhold. Han har på denne måde bistået den tidligere ledelse med at lægge et slør over selskabernes reelle forhold.
Landsrettens vurdering af koncernbegrebet efter konkurslovens § 157, stk. 3, synes ikke at være fuldt ud støttet i lovforarbejderne, hvor det fremgår, at man ved vurderingen af koncern-begrebet har haft de selskaber i tankerne, hvor der har været en sædvanlig økonomisk af-hængighed. En samlet karantæneperiode for en egentlig koncern kan begrundes med, at det er samme uforsvarlige forretningsførelse, der danner baggrund for karantænepålægget. Konkurskarantæneperioderne skal lægges i forlængelse af hinanden, idet selskabet ... Holding alene har erhvervet selskaberne og ladet dem tvangsopløse efter et stykke tid. Der har intet økonomisk afhængighedsforhold været mellem moderselskabet og de erhvervede selskaber, og de reelle forhold, der ligger bag koncernbegrebet, er derfor ikke til stede i disse sager.
Konkurskarantæneperioden bør fastsættes til 3 år for hvert selskab i overensstemmelse med udgangspunktet i konkurslovens § 158, stk. 1. Henset til omfanget og karakteren af den groft uforsvarlige forretningsførelse foreligger der ikke særlige grunde, der taler for at pålægge A konkurskarantæne i en kortere periode end det fastsatte udgangspunkt. Det skyldes endvidere As forhold, at sagerne først blev gennemført ved mundtlig hovedforhandling i maj 2017.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagen angår, om betingelserne i konkurslovens § 157, stk. 1, for at pålægge A konkurskarantæne er opfyldt og i hvor lang tid, der i så fald skal pålægges konkurskarantæne, jf. lovens § 157, stk. 3, og § 158.
Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at A har udøvet den reelle ledelse af de fem selskaber, og at hans forretningsførelse i den forbindelse var groft uforsvarlig, hvilket gør ham uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Hø-jesteret tiltræder derfor, at der i medfør af konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, er grundlag for at pålægge A konkurskarantæne for hvert af de fem selskaber, medmindre der er tale om forhold omfattet af bestemmelsen i konkurslovens § 157, stk. 3, 1. pkt.
§ 157, stk. 3, 1. pkt., fastsætter, at konkurskarantæne ikke kan pålægges den, der allerede er pålagt konkurskarantæne i anledning af den pågældendes deltagelse i ledelsen af ”en koncern-forbundet virksomhed”. Det er ikke efter lovforarbejderne klart, hvad der nærmere ligger heri. Udtrykket ”en koncernforbundet virksomhed” må herefter – i mangel af holdepunkter for andet – mest nærliggende forstås i overensstemmelse med det selskabsretlige koncernbegreb, jf. selskabslovens § 5, nr. 19, jf. § 6 og § 7, hvorefter en koncern består af et moderselskab og dets datterselskaber. Selv om det i sager som den foreliggende kan føre til uhensigtsmæssige resultater, finder Højesteret på denne baggrund og under hensyn til, at konkurskarantæne er en indgribende foranstaltning, at der ved anvendelsen af § 157, stk. 3, 1. pkt., alene kan stilles krav om, at selskaber skal være koncernforbundne i selskabslovens forstand.
Højesteret tiltræder herefter af de grunde, der er anført af landsretten, at selskaberne ... ApS, ... ApS, ... ApS, ... ApS og ... ApS må anses for koncernforbundne, og at A er pålagt en samlet konkurskarantæne i relation til disse selskaber, jf. konkurslovens § 157, stk. 3, 1. pkt.
Efter konkurslovens § 158, stk. 1, pålægges konkurskarantæne som udgangspunkt for 3 år. Hvis særlige grunde taler herfor, kan konkurskarantæne dog pålægges for en kortere periode. Som eksempel på særlige grunde, der efter omstændighederne kan tale for en kortere karan-tæne end 3 år, er i forarbejderne nævnt lang sagsbehandlingstid, uden at dette beror på forhold hos den, der begæres pålagt konkurskarantæne. Det er endvidere anført, at der som udgangs-punkt vil være tale om lang sagsbehandlingstid, hvis afgørelsen om konkurskarantæne først træffes mere end et år efter konkursdekretets afsigelse.
Uanset at der i den foreliggende sag er gået mere end et år fra konkursdekreternes afsigelse til skifterettens afgørelse, finder Højesteret efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder navnlig karakteren af forholdene, at der ikke er grundlag for at fravige udgangs-punktet i konkurslovens § 158, stk. 1, om konkurskarantæne i 3 år.
Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse, således at A pålægges 3 års konkurskarantæne i relation til de fem selskaber.
Højesteret har samtidig med afgørelsen i denne sag afsagt kendelse i en anden konkurskarantænesag vedrørende A (sag 89/2018). Ved denne kendelse har Højesteret pålagt A tre konkurskarantæner på hver 3 år. De fire konkurskarantæner på hver 3 år, i alt 12 år, der således er pålagt A i de to sager, løber i forlængelse af hinanden. Den samlede konkurskarantæne udløber i medfør af konkurslovens § 158, stk. 2, 2. pkt., dog senest efter 10 år fra Højesterets afgørelse i denne sag. A har været pålagt konkurskarantæne i perioden fra landsrettens kendelse af 21. december 2017 til Procesbevillingsnævnets bevilling af 26. april 2018, jf. konkurslovens § 164, stk. 4, og Højesteret finder, at denne periode skal fragå i den maksimale 10-årige karantæneperiode.
Efter resultatet skal A betale sagsomkostninger for Højesteret i medfør af konkurslovens § 165, stk. 1. Sagsomkostningerne skal betales til statskassen og fastsættes til 12.500 kr. til dækning af advokatudgift for Højesteret. A skal endvidere i medfør af konkurslovens § 165, stk. 2, erstatte statskassens udgifter i forbindelse med beskikkelse af advokat for ham. Disse udgifter fastsættes til dækning af advokat for Højesteret til 12.500 kr. A skal således i alt betale 25.000 kr. til statskassen.
Thi bestemmes:
Landsrettens kendelse stadfæstes.
De samlede konkurskarantæner i denne sag og i sag 89/2018 udløber senest 10 år efter Høje-sterets kendelse med fradrag som anført ovenfor.
A skal erstatte statskassens udgifter for Højesteret med 25.000 kr.