Konkursbos indtræden i lejeaftale - fortolkning af konkurslovens § 56 i forhold til ligestillingsprincippet

SØ- OG HANDELSRETTEN
DOM
afsagt den 30. september 2020

Sag BS-55261/2019-SHR

Bryggen, Vejle A/S
(advokat Thomas Munkhøj Haslev)

mod

Top Toy A/S under konkurs
(kurator, advokat John Sommer Schmidt)

Denne afgørelse er truffet af dommer Torben Kuld Hansen og retsassessorerne
Jeanette Melchior og Thomas Finne Andersen.

Indledning og parternes påstande
Denne sag, der er en fordringsprøvelsessag i medfør af konkurslovens § 133,
drejer sig om fortolkning af konkurslovens § 56 i relation til en bestemmelse i en
lejekontrakt om et ikke-afskrevet indretningstilskud.

Sagsøgeren, Bryggen, Vejle A/S, (i det følgende benævnt Bryggen) har nedlagt
påstand om, at sagsøgte, Top-Toy A/S under konkurs, (i det følgende benævnt
Top-Toy) skal anerkende 900.000 kr., subsidiært 720.000 kr. med tillæg af pro2
cesrenter fra den 4. april 2019 som massekrav i henhold til konkurslovens § 93,
nr. 3.

Konkursboet har påstået frifindelse.
Der er mellem parterne enighed om, at sagen kan afgøres på det foreliggende
skriftlige grundlag, ligesom der er enighed om de faktiske forhold.

Sagens nærmere omstændigheder
Den 30. juni 2017 og 13. juli 2017 underskrev henholdsvis Top-Toy som lejer og
Bryggen som udlejer en butikslejekontrakt vedrørende et lejemål i forretningscenteret
"Bryggen" med postadresse Bryggen lm.nr. 1-119-ToysR'Us Søndertorv
2, st. nr. 111 i Vejle. Lejemålet, der havde et nettoareal på 1.177 m2 og et bruttoareal
på 1.295 m2, havde en nærmere angivet placering i et center. Lejemålet trådte
i kraft den 1. oktober 2017 og var fra begge parter uopsigelig i 5 år efter
ikrafttrædelsestidspunktet. Den årlige lejemålsydelse bestod af en brutto- og
nettolejeydelse og den årlige minimumsleje var pr. 1. januar 2017 fastsat til 1,2
mio. kr. Det hedder endvidere i lejekontraktens pkt. 7.2.5. bl.a.:

”… Lejer modtager i 2017 et indretningstilskud på DKK 1.200.000,00 ekskl.
moms, som udbetales til Lejer, når Udlejer har godkendt den af Lejer
fremsendte dokumentation for Lejers afholdte udgifter …
Ikke forbrugt tilskud bortfalder den 31.12.2017.

Indretningstilskuddet afskrives af Udlejer lineært over 5 år. Første afskrivning
sker fra den 1.1.2018. Såfremt Lejer fraflytter Lejemålet, inden tilskuddet
er fuldt afskrevet, tilbagebetaler Lejer den del af indretningstilskuddet,
der ikke er afskrevet på fraflytningstidspunktet…”

Top-Toy blev herefter taget under konkursbehandling den 28. december 2018,
hvor advokaterne Søren Aamann Jensen og John Sommer Schmidt blev udpeget
som kuratorer.

I et brev af 4. januar 2019 meddelte kurator, advokat Søren Aamann Jensen, at
boet indtrådte i lejekontrakten. Det hedder i brevet bl.a.:

”… På vegne af kuratorerne skal jeg herved orientere om, at konkursboet for
nuværende viderefører lejemålet beliggende i Bryggen, 7100 Vejle. Butikken
i lejemålet vil holde åbent i dag og de næstkommende dage, og vi forventer
endvidere at der vil blive afholdt udsalg fra butikken fra onsdag i næste uge.
Dette indebærer, at konkursboet indtræder i lejekontrakten vedrørende ovennævnte
lejemål jf. konkurslovens § 55, stk. 1.

Uanset et eventuelt aftalt opsigelsesvarsel er konkursboet dog berettiget til
at opsige lejekontrakten med en måneds varsel, jf. konkursloven § 55, stk. 3.
Konkursboet vil derfor alene kunne foretage månedsvis betaling af huslejen
startende med betaling for januar måned…”

Ved brev af 18. januar 2019 opsagde kurator, advokat Søren Aamann Jensen, lejemålet,
der herefter udløb den 18. februar 2019. Det hedder i brevet bl.a.:

”… Ved brev af den 4. januar 2019 indtrådte konkursboet i lejekontrakten
vedrørende lejemålet beliggende i Bryggen, 7100 Vejle.

På vegne af kuratorerne skal jeg herved opsige den af TOP-TOY A/S (nu)
under konkurs indgåede lejekontrakt vedrørende ovennævnte lejemål samt
alle efterfølgende tillæg og eventuelle sideaftaler med en måneds varsel i
henhold til konkurslovens § 55, stk. 3…”

Bryggen anmeldte herefter sit krav på 900.000 kr. som massekrav over for kurator
i en e-mail af 4. april 2019. Det hedder heri bl.a.:

”… Idet boet indtrådte i lejemålet hæfter dette for ethvert krav i henhold til
lejeforholdet som et massekrav, herunder ikke-afskrevet indretningstilskud
på fraflytningstidspunktet…”

Beløbet udgør indretningstilskuddet på 1,2 mio. kr., der er afskrevet med 1/5
den 1. januar 2018 og 1/5 den 1. januar 2019, hvorefter der resterer 720.000 kr.,
der med tillæg af moms andrager i alt 900.000 kr.

Kurator, advokat Søren Aamann Jensen, meddelte ved et brev af 3. oktober
2019, at kravet blev indstillet til afvisning. Det hedder i brevet bl.a.:
”… Det er kurators opfattelse, at det "ikke-afskrevne indretningstilskud" ikke
er omfattet af de ydelser, som boet blev forpligtet til at betale på massekravsniveau
ved boets indtræden i lejemålet.

Det følger således af konkurslovens § 56, stk. 2, at konkursboet ved indtræden
i en aftale vedrørende en løbende ydelse, bliver forpligtet til at udrede
vederlag (min fremhævelse) for tiden efter konkursdekretets afsigelse indtil
en eventuel opsigelse i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., eller § 61, stk. 1, som
massekrav.

Det er i forarbejderne til bestemmelsen præciseret, at medkontrahentens
krav for perioden efter udløbet af opsigelsesperioden efter § 55, stk. 3, har
stilling i konkursordenen, som om konkursboet ikke var indtrådt i aftalen, jf.
lovforslag nr. 199 af 26. marts 2010 om ændring af konkursloven og forskellige
andre love, s. 75 og 136.

Kravet på "ikke-afskrevne indretningstilskud" relaterer sig ikke til konkursboets
indtræden i og senere opsigelse af lejemålet og det er derfor kurators
opfattelse at kravet på "ikke-afskrevne indretningstilskud" ikke har massekravsstatus
efter konkurslovens § 93, jf. § 56, stk. 2

Det er endvidere kurators opfattelse, at boet ved indtræden i aftalen under
alle omstændigheder alene forpligtes til at udrede det løbende vederlag for
perioden fra dekretdagen til udløbet af konkursboets opsigelsesvarsel på §
93-niveau.

Kurator henviser endvidere til, at lovgivers hensigt med indførelsen af reglen
i § 56, stk. 2, netop var, at minimere konkursboets risiko og forpligtelser
ved boets indtræden i aftaler vedrørende løbende ydelser af essentiel karakter
for boet, jf. betænkning nr. 606/1971, s. 123, og at denne forståelse netop er
gentaget i de nyeste forarbejder, som nedenfor beskrevet.

Der henvises herunder til forarbejdernes bemærkninger vedrørende muligheden
for at videreføre aftaler i rekonstruktion:

"Konkursrådet foreslår på denne baggrund, at medkontrahentens
krav bliver et krav efter § 94 i et eventuelt konkursbo. For
aftaler om løbende ydelser skal dette på tilsvarende måde som i
konkurs kun gælde på vederlag for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens
indledning, og det skal endvidere - som noget nyt -
ikke gælde krav på vederlag for tiden efter en eventuel konkurs."
jf. lovforslag nr. 199 af 26. marts 2010, s. 65.

Det er på denne baggrund kurators opfattelse, at der ikke er grundlag for at
behandle et ikke-afskrevet indretningstilskud anderledes fra en restance opstået
forud for konkursen eller krav på rydnings- og istandsættelsesomkostninger,
der almindeligvis anses for at være simple krav uanset at konkursboet
er indtrådt i lejeaftalen…”
Fordringen har været prøvet hos kurator den 7. november 2019, hvor kurator
fastholdt sin indstilling. Sagen er herefter indbragt for skifteretten den 4. december
2019.
Parternes synspunkter
Bryggen har i stævningen gjort gældende, bl.a.:
”... Undertegnede er … af den opfattelse, at det alene er kravet på vederlag
svarende til lejeydelsen og de øvrige forbrugsudgifter, der ikke
er omfattet af massekravsstatus efter udløbet af ovennævnte opsigelsesvarsel,
når Boet er indtrådt.
…
Rekonstruktion ctr. konkurs
I forbindelse med ændring af ordlyden af konkurslovens § 56 i 2010
henviser Boet til forarbejderne til bestemmelsen, hvoraf det fremgår:
”Medkontrahentens krav for perioden efter, at tilbagetrædelsen
er trådt i kraft, har efter forslaget stilling i konkursordenen, som
om konkursboet ikke var indtrådt i aftalen. Forslaget svarer til,
hvad der foreslås for aftaler om løbende ydelser, som under rekonstruktionsbehandlingen
er videreført med rekonstruktørens
samtykke. Konkursrådet finder, at der bør gælde en tilsvarende
regel i konkurs” [min understregning]
(pkt. 3.17.2 i lovforslag nr. 199 af 26 marts 2010 til lov ændring
af konkursloven og forskellige andre love)

I ovennævnte passage finder Konkursrådet, at konkurslovens bestemmelser
vedrørende løbende ydelser bør være tilsvarende reglerne
herfor i rekonstruktion.

Bestemmelsen i konkurslovens § 56 svarer til bestemmelsen i konkurslovens
§ 12 p omhandlende videreførelse af aftaler i rekonstruktion,
der har følgende ordlyd:

”Videreføres en aftale efter § 12 o, omfattes medkontrahentens
krav ifølge aftalen af § 94.

Stk. 2. Angår aftalen en løbende ydelse, omfattes medkontrahentens
krav for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning
indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 12 o, stk. 4, 1.
pkt., eller § 12 t, stk. 1, af § 94. Medkontrahentens krav for tiden
efter en eventuel afsigelse af konkursdekret omfattes dog ikke af §
94.” [min understregning]

Ordlyden af konkurslovens § 56, stk. 2 omfatter ”vederlaget”, modsat
ordlyden [i] konkurslovens § 12 p, stk. 2, der omfatter ”medkontrahenten[
s] krav”.

Ordlyden af de to bestemmelser indikerer således tydeligt, at konkurslovens
§ 56, stk. 2 og § 12 p, stk. 2 ikke har enslydende anvendelsesområde.

Dette understreges tillige af forarbejderne til konkurslovens
§ 12p samt af Konkursrådets bemærkninger til samme bestemmelse:
”Stk. 2 om aftaler om løbende ydelser svarer som udgangspunkt
til § 56, stk. 2, om konkurs. Det foreslås dog, at bestemmelsen
ikke alene skal finde anvendelse ved levering af løbende (real)
ydelser til skyldneren, men også hvor det efter aftalen påhviler
skyldneren løbende at levere (real)ydelser til medkontrahenten.
Som følge heraf omfatter bestemmelsen også medkontrahentens
krav på andet end vederlag.” [min understregning]
(Bemærkninger til konkurslovens § 12 p i lovforslag nr.
199 af 26 marts 2010 til lov om ændring af konkursloven
og forskellige andre love)

Hvilket tillige fremgår af nedenstående:

”I modsætning til, hvad der gælder i konkurs, finder rådet dog,
at dette ikke alene skal gælde ved levering af løbende (real)ydel7
ser til skyldneren. Reglen vil således også finde anvendelse i de
tilfælde, hvor det efter aftalen påhviler skyldneren løbende at levere
(real)ydelser til medkontrahenten. Som følge heraf foreslås
det endvidere, at reglen også skal omfatte medkontrahentens
krav på andet end vederlag.” [min understregning]
(Betænkning nr. 1512 (2009), s. 228).

Det følger således af ovenstående, at konkurslovens § 12 p, stk. 2 har
et videre anvendelsesområde sammenholdt med konkurslovens § 56,
stk. 2, hvilket både fremgår af ordlyden af de to bestemmelser samt
af forarbejderne mv. til konkurslovens § 12 p, stk. 2, jf. ovenfor.

Bestemmelsen i konkurslovens § 12 p bygger således på bestemmelsen
i konkurslovens § 56, stk. 2, men er ikke enslydende hermed.
Bestemmelsen i konkurslovens § 56, stk. 2 omfatter alene medkontrahentens
(her sagsøgers) krav på vederlag, hvorfor bestemmelsen har
et mere begrænset anvendelsesområde sammenholdt med bestemmelsen
i KL § 12 p, der omfatter samtlige af medkontrahentens krav.
Forståelsen af forarbejderne
I sin afvisningsskrivelse … henviser Boet tillige til nedenstående passage
fra forarbejderne til bestemmelsen:

”Forslaget til ændring af § 56, stk. 2, indebærer, at medkontrahentens
krav for perioden efter udløbet af en opsigelse efter § 55,
stk. 3, eller efter § 61, stk. 1 (som ikke foreslås ændret), har stilling
i konkursordenen, som om konkursboet ikke var indtrådt i
aftalen. Forslaget indebærer navnlig, at krav vedrørende perioden
efter udløbet af opsigelsesperioden ikke er massekrav. Et sådant
krav vil afhængig af aftalens art i praksis navnlig kunne
høre under konkurslovens § 95 (om krav på løn mv.) eller § 97
(om simple krav) eller eventuelt (delvis) under § 98 (om efterstillede
krav).” [min understregning]

(Bemærkninger til pkt. nr. 16-18 ((§ 55, stk. 3, § 56, stk. 2,
og § 61, stk. 3) i lovforslag nr. 199 af 26 marts 2010 til lov
om ændring af konkursloven og forskellige andre love.)
Af ovenstående uddrag fra forarbejderne fremgår det netop, at medkontrahentens
krav i henhold til konkursloven § 56, stk. 2, dvs. ”vederlaget”,
alene vil være § 97-krav efter udløbet af opsigelsen i hen8
hold til konkurslovens § 55, stk. 3, svarende til at Boet ikke var indtrådt
i aftalen.

At ovenstående tillige er udtryk for gældende ret, understøttes af
den juridiske litteratur …

Litteraturen
At det er alene er kravet på vederlag, der omfattes af undtagelsesbestemmelsen
i KL 56, stk. 2, bliver understøttet i den juridiske litteratur:

”Hvis der er tale om en aftale om en løbende ydelse, er det alene
medkontrahentens krav på vederlag for perioden efter konkursbehandlingens
indledning, der omfattes af KL § 93, jf. KL § 56,
stk. 2. Hvis konkursboet indtræder i eksempelvis en aftale om leje
eller leasing, omfattes krav på leje hhv. leasingydelser således
alene af KL § 93, idet omfang ydelserne angår perioden efter
konkursbehandlingens indledning.

[…] For løbende retsforhold gælder endvidere, at konkursboet –
efter at være indtrådt – altid kan opsige aftalen med en måneds
varsel, jf. KL § 55, stk. 3. Medkontrahenten krav på vederlag for
perioden efter udløbet af det nævnte opsigelsesvarsel på en måned
omfattes således ikke af KL § 93, jf. KL § 56, stk. 2.” [min
understregning]

(Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen i Kreditorerne, 3. udgave,
2019, s. 309).

I overensstemmelse hermed:

”Ved vedvarende kontraksforhold er det imidlertidig karakteristisk,
at realydelsen (f.eks. udlejers pligt til at stille det lejede til
lejerens rådighed) præsteres løbende, mens vederlaget herfor
(f.eks. lejen) betales for bestemte perioder. [min understregning]
[…] Udnyttelse af denne opsigelsesadgang indebærer, at massekravsstatus
for medkontrahentens krav på vederlag efter KL §
56, stk. 2, begrænses til opsigelsesperioden på en måned. Det bliver
herefter mindre betænkeligt for boet at indtræde i aftaler om
løbende ydelser, fordi det på denne måde – forudberegneligt –
kan begrænse omfanget af de massekrav, der kan opstå ved boets
indtræden i aftalen.” [min understregning]

(Bo von Eyben m.fl. i Kreditorforfølgning Materiel foged- og
konkursret, 7. udgave, 2013, s. 218f.)
At ”vederlag” i konkurslovens § 56, stk. 2 alene omfatter husleje
samt øvrige forbrugsudgifter er tillige understøttet af Halfdan Krag
Jespersen:

”Det, som imidlertid har været meningen at udtale med regler
(red. KL § 56, stk. 2) – men som kun forudsætningsvis eller
modsætningsvis fremgår af bestemmelsen – har været, at vederlag
for tiden før konkursdekretets afsigelse ikke er massekrav.
Ved en lejers konkurs sigtes der således til lejerestancer fra tiden
før konkursdekretet.” [min understregning]
(Halfdan Krag Jespersen i Konkurs og Insolvens som misligholdelse,
2000, s. 34).

På baggrund af ovenstående må det således kunne lægges til grund,
at konkurslovens § 56, stk. 2 alene regulerer kravet på vederlaget i aftalen.
Vederlaget omfatter alene lejeydelsen og de øvrige forbrugsudgifter
i aftalen, men ikke de øvrige kontraktretlige krav, herunder et
ikke-afskrevet indretningstilskud ved fraflytning.
Tilsvarende konkursretlig behandling som rydnings- og istandsættelseskrav
mv.

Det fremhæves endvidere, at Boet i sin afvisningsskrivelse af 03. oktober
2019 … sammenligner det ikke-afskrevne indretningstilskud i
lejekontraktens pkt. 7.2.5. med rydnings- og istandsættelseskrav.
En sådan sammenligning er undertegnede enig i.

Det fremgår også netop af følgende, at sådanne rydnings- og istandsættelseskrav
er massekrav, når et konkurs indtræder i en lejeaftale:
”Ved boets indtræden løber vedvarende kontraksforhold videre
på uændrede vilkår indtil en eventuel opsigelse eller ophævelse
fra en af parternes side. Løbende vederlag for tiden efter konkursdekretets
afsigelse bliver massekrav, jfr. om KL § 56, stk. 2
nedenfor i afsnit 5.5.2.

Ved et lejeforholds ophør efter boets indtræden, men inden konkursens
afslutning, hæfter lejeres konkursbo for kontraktens
vedligeholdelses- og istandsættelsesudgifter samt andre pligtige
retableringsudgifter.”
(Halfdan Krag Jespersen i Konkurs og Insolvens som misligholdelse,
2000, s. 32).

I samme retning Karin Laursen m.fl., der entydigt anfører:
[…] Istandsættelseskrav ved fraflytning skal utvivlsomt betales
som massekrav, hvis boet er indtrådt i lejekontrakten”. [min understregning].
(Karin Laursen m.fl. i Erhvervslejeret, 2. udgave, 2013, s.
446, note 24).

Boet anfører tillige i sin afvisningsskrivelse, at krav på rydnings- og
istandsættelsesomkostninger er simple krav uanset om Boet var indtrådt
i lejeaftalen eller ej.

Et sådant udsagn bestrides i sin helhed, idet Boet opfordres (1) til at
fremlægge nærmere dokumentation herfor.
Hvis Boet indtræder i en lejekontrakt bliver dette bundet af de kontraktretlige
krav i lejeaftalen på massekravsniveau, herunder
lejeydelsen, men også rydnings-, istandsættelses- samt retableringskrav
mv.

(Dette fremgår af Erhvervslejeretten, s. 446 samt Lejemålets
ophør og brugsrettens overgang, 2. udgave, 2011, s. 345 samt
Konkurs og Insolvens som misligholdelse, 2000, s. 32).
Såfremt Boet ikke havde indtrådt i lejeaftalen var samtlige krav i henhold
til lejeaftalen alene et simpelt § 97-krav.

(Erhvervslejeretten, s. 447 samt Lejemålets ophør og brugsrettens
overgang, 2. udgave, 2011, s. 346).

Boet bemærker tillige i sin afvisningsskrivelse … at det ”ikke-afskrevne
indretningstilskud” ikke relaterer sig til Boets indtræden og
senere opsigelse, hvorfor det af den grund ikke har massekravsstatus.
Undertegnede anfører her, at Boet ved indtrædelse i en lejekontrakt
som det overvejende udgangspunkt bliver ”forpligtet og berettiget
på aftalens vilkår”, jf. KL § 56, stk. 1, hvilket udspringer af princippet
om kontraktens enhed.

Såfremt Boet måtte finde at visse aftalevilkår i lejekontrakten var for
byrdefulde, måtte Boet i stedet ændre de bestående vilkår ved forhandling
herom med sagsøger. Boet har ikke indgået i nogle drøftelser
herom med sagsøger.

(Betænkning nr. 1512 (2009), s. 210 samt Kim Sommer i
Konkursretten, 1. udgave, 2016, s. 95).

Det bestrides således, at Boet ved sin indtræden skulle være bundet
af visse vilkår i lejekontrakten på § 93-niveau, mens andre krav alene
skulle være på § 97-niveau.

Det fremhæves hertil, at det ikke-afskrevne indretningstilskud tydeligt
står anført i lejekontrakten, hvorfor Boet således forudberegneligt
kunne vurdere sine forpligtelser i lejekontrakten ved gennemgang
heraf. Det bemærkes hertil, at en sådan bestemmelse om indretningstilskud
er alment forekommende i erhvervslejekontrakter.

Sammenfatning
Når Boet indtræder i en lejekontrakt bliver det som det overvejende
udgangspunkt forpligtet og berettiget på aftalens vilkår på massekravsniveau,
jf. konkurslovens § 56, stk. 1.

Undtagelsen hertil følger af konkurslovens § 56, stk. 2, hvorefter Boet
alene bliver forpligtet til at udrede vederlaget for tiden efter dekretet
indtil en opsigelse i medfør af KL § 55, stk. 3, 1. pkt. som masskrav.
Vederlaget i henhold il konkurslovens § 56, stk. 2 omfatter kun lejeydelsen
og øvrige forbrugsudgifter. Lejeaftalens øvrige kontraktretlige
krav, herunder det ikke-afskrevne indretningstilskud, er således
omfattet af konkurslovens § 56, stk. 1, hvorefter Boet hæfter på massekravsniveau
herfor.

Beregning af renter
Der beregnes procesrente af det anmeldte krav fra den 04. april 2019
svarende til anmeldelsestidspunktet over for Boet til betaling sker, jf.
rentelovens § 3, stk. 4 sammenholdt med U 1979.1038 H.
…

ANBRINGENDER:

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende
at Boet er forpligtet af lejeaftalens vilkår, jf. KL § 56, stk. 1, hvorefter
Boet skal opfylde sin forpligtelser i henhold til lejekontrakten
som massekrav,
at undtagelsesbestemmelsen i KL § 56, stk. 2 alene regulerer ”vederlaget”
i aftalen, som udgør husleje og øvrige forbrugsudgifter,
men ikke lejeaftalens øvrige kontraktretlige krav, hvilket er understøttet
af både ordlyden af bestemmelsen, forarbejderne hertil,
Konkursrådets betænkning samt den juridiske litteratur, samt
at det i øvrigt må have formodningen imod sig, at Boet kan indtræde
i lejeaftaler uden reelt at gennemgå aftalens nærmere vilkår,
hvorefter Boet ved efterfølgende opsigelse blot påberåbe sig KL §
56, stk. 2, jf. KL § 55, stk. 3 med henvisning til samtlige krav i lejeaftalen,
uagtet ordlyden af bestemmelsen eksplicit anfører ”vederlaget”.
Dette har ikke været lovgivers hensigt, hvorfor hensynet
bag konkurslovens indtrædelsesregler heller ikke kan udtrækkes
hertil...”

Top Toy har i svarskriftet gjort gældende bl.a.:

”... Det er konkursboets opfattelse, at alle forpligtelser ifølge aftalen,
der vedrører tiden efter, at aftalen er bragt til ophør med det lovbestemte
forkortede varsel jævnfør konkurslovens § 55, stk. 3 – dvs. tiden
efter den 18. februar 2019 – er simple krav. Dermed er kravet på
indretningstilskud og eventuelle andre afleveringsforpligtelser simple
krav jævnfør konkurslovens § 97 og ikke massekrav jævnfør konkurslovens
§ 93. Derfor skal konkursboet frifindes.
…

Anbringender:
Retsvirkningen af et konkursbos indtræden i en aftale er ifølge hovedreglen
i konkurslovens § 56, stk. 1, at konkursboet forpligtes på
aftalens vilkår som massekrav ifølge konkurslovens § 93.

Hvis man så bort fra specialreglen i § 56, stk. 2, ville indtræden i en
lejeaftale som den … fremlagte kontrakt indebære, at konkursboet
blev forpligtet til at betale leje i hele den ifølge kontrakten gældende
opsigelsesperiode samt til at betale kravet relateret til indretnings13
tilskud (og andre aftalte forpligtelser ved lejeforholdet ophør) som
massekrav jævnfør konkurslovens § 93.

Sådan var retsstillingen også, før lovgiver i 2011 indførte specialreglen
om opsigelse [af] løbende … aftaler med én måneds varsel i konkurslovens
§§ 55, stk. 3 og 56, stk. 2. Før 2011 indtrådte konkursboer
derfor sjældent i huslejekontrakter, men søgte ofte ved forhandling
at indgå en aftale med udlejer om midlertidig brug af lokalerne mod
vederlag for den relevante periode. Reglen om, at konkursboer kunne
indtræde i løbende aftaler såsom lejeaftaler var derfor ikke effektiv
for konkursboer før 2011. Bl.a. for at give konkursboer bedre muligheder
for midlertidigt at anvende løbende kontakter blev bestemmelsen
om udtræden (opsigelse med én måneds varsel) i konkurslovens
§ 55, stk. 3 samt retsvirkningen heraf ifølge § 56, stk. 2 indført i
2011. Lovgiver ville således gøre reglerne om indtræden mere effektive
ved at give konkursboet adgang til efterfølgende at ”udtræde”.
Om reglen om ”udtræden” fremgår følgende i lovforarbejdet LFF
2009-2010.1.199:

3.17.2. Adgang for et konkursbo til at træde tilbage fra
en aftale om løbende ydelser, som boet er indtrådt i
I lyset af de foreslåede regler om behandlingen af gensidigt
bebyrdende aftaler under rekonstruktionsbehandling,
jf. pkt. 3.13 ovenfor, foreslår Konkursrådet, at et konkursbo
med et varsel på en måned skal kunne træde tilbage fra
en aftale om en løbende ydelse til skyldneren, som konkursboet
tidligere er indtrådt i, uanset om et længere varsel
måtte være aftalt. Medkontrahentens krav for perioden
efter at tilbagetrædelsen er trådt i kraft, har efter forslaget
stilling i konkursordenen, som om konkursboet ikke var
indtrådt i aftalen. Forslaget svarer til, hvad der foreslås for
aftaler om løbende ydelser, som under rekonstruktionsbehandlingen
er videreført med rekonstruktørens samtykke.
Konkursrådet finder, at der bør gælde en tilsvarende regel
i konkurs.

Der henvises til betænkningen side 415.
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er i det væsentlige udformet i
overensstemmelse med Konkursrådets lovudkast. Lovforslaget
er blandt andet forenklet i sproglig henseende i for14
hold Konkursrådets lovudkast, men indholdet er det samme.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16 og 17 (forslag til
ændring af konkurslovens §§ 55 og 56). og bemærkningerne
hertil.

Som det fremgår, henvises der i lovforslagets bemærkninger til betænkning
nr. 1512 af 2009 om rekonstruktion, hvoraf følgende fremgår
på side 415:

Til nr. 16 (§ 56, stk. 3)
I forslaget til § 56, stk. 3, fastsættes det, at konkursboet
med et varsel på en måned kan træde tilbage fra fortsat
indtræden i en aftale om en løbende ydelse til skyldneren,
uanset om et længere varsel måtte være aftalt. Medkontrahentens
krav for perioden efter, at tilbagetrædelsen er trådt
i kraft, har efter forslaget prioritet, som om konkursboet
ikke var indtrådt i aftalen.

Reglen svarer til den foreslåede bestemmelse i lovudkastets
§ 12 p, stk. 3, om rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet
finder, at der bør gælde en tilsvarende regel i
konkurs.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 11
(forslaget til § 12 p, stk. 3).

Idet en tilsvarende regel om ”udtræden” gælder under rekonstruktion,
henvises der til parallelbestemmelsen fra rekonstruktionsreglerne.
Om denne fremgår på side 370 – 372 i betænkningen:

Til § 12 p
Bestemmelsen regulerer sammen med lovudkastets § 12 q
retsvirkningerne af, at en aftale videreføres.
Det foreslås i stk. 1, at medkontrahentens krav ifølge aftalen
omfattes af § 94, hvis aftalen videreføres. Bestemmelsen
bygger på § 56, stk. 1, om konkurs, hvor kravet dog
omfattes af § 93. Baggrunden for denne forskel er, at § 93
alene omfatter krav opstået i forbindelse med konkursbehandlingen.

Stk. 2 om krav for løbende ydelser svarer som udgangspunkt
til § 56, stk. 2, om konkurs. Dog foreslås det, at bestemmelsen
ikke alene skal finde anvendelse ved levering
af løbende (real)ydelser til skyldneren. Den skal således
også finde anvendelse i de tilfælde, hvor det efter aftalen
påhviler skyldneren løbende at levere (real)ydelser til
medkontrahenten. Som følge heraf foreslås endvidere, at
bestemmelsen også skal omfatte medkontrahentens krav
på andet end vederlag.

l stk. 3 foreslås, at skyldneren med rekonstruktørens
samtykke skal kunne træde tilbage fra fortsat videreførelse
med et varsel på mindst en måned, uanset om et længere
varsel måtte være aftalt.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovudkastets §
12 u, der svarer til § 61, stk. 1, om skyldnerens opsigelsesadgang
i konkurs. Til forskel fra § 61, stk.1, giver den foreslåede
bestemmelse dog alene adgang til at træde tilbage
fra aftalens videreførelse.

Hvis skyldneren ønsker at opsige aftalen, vil dette kun
kunne ske efter lovudkastels § 12 u.
Hvis medkontrahenten ikke ønsker at fastholde aftalen efter,
at skyldneren har meddelt, at den ikke længere ønskes
videreført, vil medkontrahenten kunne hæve aftalen efter
lovudkastets § 12 r, stk. 1.

Baggrunden for dette forslag er hensynet til at skabe større
klarhed om rekonstruktørens beslutning om konsekvenserne
på § 94-niveau af at videreføre en aftale, da det i
praksis kan være vanskeligt at vurdere, hvad der må anses
for sædvanligt eller rimeligt varsel.

En central virkning af, at skyldneren træder tilbage fra at
videreføre aftalen, er, at der ikke længere skabes krav på §
94-niveau. Krav på vederlag for senere ydelser vil således
få prioritet, som om aftalen ikke var blevet videreført, jf.
stk. 3. Krav på løn mv. vil således f.eks. være omfattet af §
95.

Det fremgår således klart af forarbejderne, at opsigelsesadgangen indebærer,
at konkursboet med én måneds varsel kan ”træde tilbage fra”
den meddelte indtræden. Det fremgår også klart, at retsvirkningen
heraf er, at efter udløbet af opsigelsesperioden på 1 måned er resten
af medkontrahentens krav et simpelt krav ifølge konkurslovens § 97.
Sidstnævnte følger af, at kravet ”har stilling i konkursordenen, som om
boet ikke var indtrådt i aftalen”, dvs. som et simpelt krav ifølge konkurslovens
§ 97.

Dette må gælde både for så vidt angår den løbende forpligtelse til at
betale leje, der vedrører perioden efter opsigelsesperiodens udløb,
samt andre forpligtelser, som relaterer sig til tiden efter … opsigelsesperiodens
udløb, herunder eventuelle istandsættelsesforpligtelser
og den konkrete forpligtelse relateret til indretningstilskud. Dette
forfalder jo efter tidspunktet, hvor opsigelsen med en måneds varsel
har virkning, og relaterer sig til afleveringen og fraflytningen af ejendommen.
Ifølge punkt 7.2.5 i lejekontrakten … skulle indretningstilskuddet betales
ved (førtidig) fraflytning. Det relaterer sig altså til fraflytningstidspunktet
og udgør dermed en afleveringsforpligtelse på lige fod
med en almindelige istandsætningsforpligtelse ved aflevering af et
lejemål.

Det er formelt set ikke selve aftalen, der opsiges med en måneds varsel,
men derimod konkursboets indtræden, der bringes til ophør med
en måneds varsel. Dette fremgår af forarbejdernes angivelse af, at der
”trædes tilbage fra” den meddelte indtræden. Det følger tillige af, at
medkontrahenten ifølge konkurslovens § 55, stk. 3 (som et simpelt
krav) kan kræve erstatning for sit tab i den resterende aftaleperiode.
Det fremgår entydigt af ordlyden af konkurslovens § 56, stk. 2, at det
kun er vederlaget ”indtil en eventuel opsigelse” med en måneds varsel,
der er massekrav. Dette støtter, at afleveringsomkostningen, herunder
kravet relateret til indretningstilskud, er et simpelt krav, da [det]
tidsmæssigt ligger efter udløbet af opsigelsesperioden.

Det forhold, at konkursboet efter udløbet af opsigelsesperioden skal
stilles ”som om boet ikke var indtrådt i aftalen” må nødvendigvis indebære,
at kravet for indretningstilskud, der skulle betales efter udløbet
af den forkortede opsigelsesperiode, er et simpelt krav ifølge konkurslovens
§ 97 og ikke et massekrav ifølge § 93. Ellers ville boet i relation
til denne forpligtelse jo ikke blive stillet, som om ”boet ikke var
indtrådt i aftalen”.

Bestemmelsens formål og reale argumenter støtter ligeledes, at kravet
relateret til indretningstilskud er et simplet krav. Hvis konkursboet
ikke indtrådte i aftalen, ville kravet naturligvis være et simpelt
krav. Hvis boet efter den meddelte ”udtræden” skal stilles som om,
boet ikke var indtrådt, må forpligtelsen efter boets ”udtræden” være
et simpelt krav.

Reglen om ind- og udtræden/opsigelse skal som anført muliggøre, at
konkursboer midlertidigt kan fastholde en aftale, uden at medkontrahentens
tab øges herved men også uden, at det favoriserer medkontrahenten
på de øvrige kreditoreres bekostning. Det opnås netop
ved, at medkontrahenten får betaling for den periode, hvor aftalen
fastholdes, men ved at medkontrahentens krav for den øvrige del af
aftalen ikke løftes op på massekravsniveau til skade for de øvrige
kreditorer. Reglen skal jo give konkursboet en fleksibilitet til at bruge
aftalen i en kort periode, uden at tunge forpligtelser løftes op på massekravsniveau.
… i stævningen anfører sagsøger til støtte for sit synspunkt, at konkursboet
skulle have krævet genforhandling for at undgå, at kravet
relateret til indretningstilskud blev massekrav. Der henvises i denne
forbindelse til betænkning 1512 af 2009 om rekonstruktion side 210.
Dette er en meget misvisende henvisning, for på side 210 i betænkningen
findes en beskrivelse af det, som var gældende ret, før reglen
om opsigelse med en måneds varel blev indført i 2011. De nye regler
om opsigelse med en måneds varsel blev som anført ovenfor netop
indført for at forhindre, at konkursboer skulle ud i en genforhandling
af hver eneste løbende aftale, som konkursboet måtte have behov for
at fastholde i en kort periode.

I svarskriftet1 henvises i øvrigt til juridisk litteratur skrevet om emnet
før 2011 i form af Halfdan Krag Jespersens Konkurs og insolvens
som misligholdelse af 2000. Dette savner mening, da denne fremstilling
vedrører de tidligere gældende regler, hvor indtræden i en løbende
aftale medførte, at alle boets forpligtelser indtil aftalens ophør
havde status af massekrav, da der ikke fandtes en mulighed for opsigelse
med en måneds varsel. Før 2011 ville boets indtræden dermed
– som Krag Jespersen anfører – have medført, at kravet relateret til
indretningstilskud ville være massekrav. Men disse regler er jo netop
ændret i dag, hvorfor Krag Jespersens bemærkninger til nogle historiske
regler er irrelevante for sagens afgørelse. I stævningen henvises
… tillige til Karin Laursens Erhvervslejeret, men det anføres ikke, at
henvisningen er et afsnit, der alene beskriver retsvirkningen af ind-
træden, men ikke retsvirkningen af efterfølgende opsigelse/udtræden,
som hun beskriver i et senere afsnit.

I stævningen anføres, at anvendelsen af ordet ”vederlag” i konkurslovens
§ 56, stk. 2 om konkurs modsat udtrykket ”medkontrahentens
krav” i bestemmelsen om rekonstruktion i § 12 p, indebærer at konkurslovens
§ 56, stk. 2 begrænses til det løbende almindelige vederlag,
mens § 12 p vedrører alle økonomiske forpligtelser, herunder afleveringsforpligtelser.
Sagsøger gør således gældende, at hvis der var
meddelt en tilsvarende opsigelse med én måneds varsel under rekonstruktion,
ville kravet relateret til indretningstilskud været et
simpelt krav, da det ifølge sagsøger udgør et ”krav” men ikke et ”vederlag”.
I stævningen henvises til støtte herfor til to litterære fremstillinger
af henholdsvis Rammeskow og von Eyben, hvor ”leje” omtales
som et eksempel på vederlaget i en lejeaftale. Den løbende lejebetaling
er naturligvis den mest karaktistiske pengeydelse i en lejeaftale,
men konkursboet gør gældende, at det på ingen måde af de anførte
fremstillinger kan udledes, at ”vederlag” i konkurslovens § 56 ikke
vedrører andre pengeydelser end den løbende ordinære lejebetaling.
I den passage af Von Eyben, som citeres … i stævningen, anføres, at
”vederlag” omfatter ”f.eks lejen”. Dette ordvalg synes at tale for, at vederlag
også omfatter andet end selve lejen, idet ”f.eks.” ellers var et
overflødigt ord.

Konkursboet gør gældende, at der ikke er grundlag for sagsøgers
slutning om, at ”vederlag” kun omfatter den løbende lejebetaling men
ikke kravet vedrørende indretningstilskud. Synspunktet er i strid
med både forarbejder og en almindelig ordlydsfortolkning af ordet
vederlag. Det fremgår af forarbejderne, herunder betænkningen anført
ovenfor, at den forskellige sprogbrug i konkurslovens § 12 p og §
56 indebærer, at konkurslovens § 56, stk. 2 er begrænset til pengeydelser
(af enhver art, dvs. ikke blot løbende almindelige lejebetalinger),
mens § 12 p også vedrører realydelser, dvs. situationer hvor
skyldneren ikke er den, der skal betale, men fx den der løbende skal
levere en service. Dette fremgår klart af forarbejderne til § 12 p, der
ifølge betænkningen lyder som følger:

Stk. 2 om krav for løbende ydelse svarer som udgangspunkt
til § 56, stk. 2, om konkurs. Dog foreslås det, at bestemmelsen
ikke alene skal finde anvendelse ved levering
af løbende (real)ydelse til skyldneren. Den skal således også
finde anvendelse i de tilfælde, hvor det efter aftale påhviler
skyldneren løbende at levere (real)ydelsen til medkontrahenten.
Som følge heraf foreslås endvidere, at be19
stemmelsen også skal omfatte medkontrahentens krav på
andet end vederlag.

Ordet ”krav” omfatter således både real- og pengeydelser, mens ordet
”vederlag” alene omfatter pengeydelser (af enhver art). Der er ingen
støtte for, at det i stævningen præsenterede synspunkt om, at
”vederlag” kun omfatter visse men ikke alle pengeydelser. Ordlydsfortolkning
støtter som anført, at vederlag omfatter pengeydelser af
enhver art, da dette er den almindelige forståelse af ordets betydning.
Til støtte for den nedlagte påstand gør konkursboet således gældende,
at konkursboet – efter at være indtrådt i lejeaftalen – er udtrådt
med en måneds varsel jævnfør konkurslovens § 55, stk. 3, hvorfor
kravet relateret til indretningstilskud, der vedrører tiden efter opsigelsesperiodens
udløb, jævnfør konkurslovens § 56, stk. 2 er et simpelt
krav ifølge konkurslovens § 97 og ikke et massekrav ifølge konkurslovens
§ 93.

Boet gør således principalt gældende, at kravet relateret til indretningstilskud
ikke skal betales som et massekrav jævnfør konkurslovens
§ 93, fordi det forfalder ved lejemålets aflevering og dermed efter
udløbet af opsigelsesvarslet.

Subsidiært gør konkursboet gældende, at konkursboet som massekrav
kun skal betale en forholdsmæssig andel af indretningstilskuddet
svarende til perioden fra konkursboets indtræden den 4. januar
2019 til udløbet af den forkortede opsigelsesperiode den 18. februar
2019, da højst denne andel af kravet vedrører den periode, hvor konkursboet
var forpligtet af aftalen på massekravsniveau jævnfør konkurslovens
§§ 55 og 56.

Endelig gøres gældende, at et eventuelt erstatningskrav skal opgøres
eksklusive moms, da det ikke udgør vederlag for en ydelse jfr.
momsloven og SKM2003.271.TSS. Sagsøgte opfordres (opfordring A)
til at dokumentere, hvis tilskuddet på kr. 1.200.000 oprindelig er
overført fra sagsøger med tillæg af moms...”

Bryggen har i en replik yderligere gjort gældende, bl.a.:

”... Sagsøger anfører … at differentieringen af ”krav” og ”vederlag”
(og således KL § 12 p og KL 56) alene er relevant, når det påhviler
skyldneren (konkursboet) at levere løbende ydelser til medkontrahenten
(dvs. hvor skyldner er udlejer, forsyningsselskab mv.). KL § 12 p,
stk. 2 har derfor kun et udvidet anvendelsesområde sammenholdt
med KL § 56, stk. 2, når det påhviler skyldner (konkursboet) løbende
at levere ydelser til medkontrahenten, hvilket ikke er tilfældet i nærværende
sag. Her er det netop sagsøger som udlejer, der skulle levere
løbende ydelser til konkursboet (stille de lejede lokaler til løbende
rådighed for konkursboet mod at få huslejen som vederlag herfor).
Som følge heraf omfatter KL § 12 p, stk. 2 heller ikke samtlige af
medkontrahentens krav (som ellers tidligere anført i stævning), men
alene kravet på vederlaget når det omhandler løbende ydelser til skyldner
(konkursboet), jf. KL § 56, stk. 2. Sagsøger anfører derfor, at KL § 12 p,
stk. 2 og KL § 56, stk. 2 har samme anvendelsesområde i denne tvist,
hvorfor ”krav” og ”vederlag” her dækker over det samme.

Når således Betænkning nr. 1512 (s. 415) samt forarbejderne fra 2010
(s. 75) til KL § 56, stk. 2 specifikt henviser til, at reglerne i rekonstruktion
skal finde tilsvarende anvendelse i konkurs, må omtalen af
”medkontrahenten krav” de anførte steder også alene forstås som
”krav på vederlag”, når det omhandler en løbende ydelse til konkursboet
i overensstemmelse med det ovenfor anførte samt ordlyden af bestemmelsen.
Anvendelsesområdet for KL § 56, stk. 2

Som følge af ovenstående må anvendelsesområdet for KL § 56, stk. 2
således også ses i lyset af det anførte til KL § 12 p, stk. 2.
Der fremgår her følgende af Betænkning nr. 1512 vedrørende baggrunden
for rekonstruktørens opsigelsesadgangen med 1 måneds
varsel, svarende til den tilføjede passage i KL § 56, stk. 2 ”indtil en
eventuelt opsigelse i medfør af § § 55, stk. 3, 1. pkt. […]”:
”Baggrunden for dette forslag er hensynet til at skabe større
klarhed om rekonstruktørens beslutning om konsekvenserne på §
94-niveau af at videreføre en aftale, da det i praksis kan være
vanskeligt at vurdere, hvad der må anses for sædvanligt eller rimeligt
varsel.

En central virkning af, at skyldneren træder tilbage fra at videre
aftalen, er, at der ikke længere skabes krav på § 94-niveau. Krav
på vederlag for senere ydelser vil således få prioritet, som om aftalen
ikke var blevet videreført, jf. stk. 3. Krav på løn mv. vil således
f.eks. være omfattet af § 95.” [mine understregninger]

(Betænkning nr. 1512, s. 371f. også fremhævet i svarskriftet, s.
4)

Som det fremgår af ovennævnte uddrag er virkningen af opsigelse
alene, at ”krav på vederlag” efter udløbet af opsigelsesvarslet har
stilling i konkursordenen, som om aftalen ikke var videreført. Når
det omhandler en løbende ydelse til konkursboet, er det således alene
udlejers krav på vederlag, der vedrører perioden efter udløbet af
opsigelsesvarslet på 1 måned, der får stilling i konkursordenen som
om konkursboet ikke var indtrådt (simpelt krav).

Sagsøger anfører således til stadighed, at KL § 56, stk. 2 alene regulerer
”vederlaget” for den løbende ydelse.

Dette er tillige understøttet af Torsten Iversen, der anfører:
”KL § 56, stk. 2 anfører ifølge sin ordlyd kun vederlaget, og
uden for området for stk. 2 gælder reglen i stk. 1, hvorefter boet,
når det indtræder, bliver berettiget og forpligtet på aftalen vilkår.”
[Iversen har selv fremhævet ”vederlaget” ved kursiv]
(Torsten Iversen i Obligationsret 3, 3. udgave, 2018, s. 95)
Når aftalen omfatter en løbende ydelse til skyldner (konkursboet) er
det således alene kravet på vederlag – uanset om det omhandler rekonstruktion
eller konkurs – der vedrører tiden efter udløbet af opsigelsesvarslet
på 1 måned, der får status som et simpelt krav.

Såfremt et krav ikke udgør et ”vederlag”, finder hovedreglen i KL §
56, stk. 1 således alene anvendelse. Konkursboet skal således alene
stilles som om ”boet ikke var indtrådt i aftalen” for så vidt angår kravet
på vederlag, jf. også ovennævnte uddrag af betænkning nr. 1512.
Det bemærkes i øvrigt, at der ikke er noget nyt i ordlyden af KL § 56,
stk. 2, men at der alene er indsat en tidsmæssig begrænsning fremad
i tid via tilføjelsen ”indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 55, stk.
3, 1. pkt. [...]”. Bestemmelsen regulerer til stadighed alene ”vederlaget”
for den løbende ydelse, som må forstås på samme måde som før
lovændringen i 2011.

Det anføres tillige, at KL § 56, stk. 2 alene omhandler vederlaget for
løbende ydelser til konkursboet (her retten til løbende at benytte de lejede
lokaler). Kravet på tilbagebetaling af ikke-afskrevet indretningstilskud
har således ingen sammenhæng med retten til denne løbende
ydelse, men relaterer sig alene til konkursboets manglende opfyldelse
[af] sine kontraktretlige forpligtelser ved lejemålets førtidige ophør.
I samme retning er Claus Rohde vedrørende istandsættelseskrav
(som har visse lighedstræk med krav på tilbagebetaling af et ikke-afskrevet
indretningstilskud) i forbindelse omtale af anvendelsesområdet
for KL § 12 p:

”Et istandsættelseskrav er i givet fald et krav pga. lejerens
manglende opfyldelse af sine forpligtelser ved lejemålets ophør,
hvilket dårligt kan betegnes som restance med løbende ydelse”.
(Claus Rohde: ”Konkurslovens § 12 o og § 14 c, stk. 2 - fornuftig
varetagelse af væsentlige samfundshensyn eller en
formueretlig vanskabning?” i Festskrift til Mads Bryde
Andersen, 2018. s. 642)

Uddraget fra Claus Rohdes artikel understøtter sagsøgers anbringende
om, at KL § 56, stk. 2 alene omfatter den løbende betaling af husleje
for løbende at få retten til at bruge de lejede lokaler. Istandsættelseskrav
eller i nærværende tilfælde krav på tilbagebetaling af ikke-afskrevet
indretningstilskud, udgør således ikke vederlag for en løbende
ydelse, men relaterer sig alene til lejemålets ophør. Kravet er således
også af den grund alene omfattet af KL § 56, stk. 1.
Forståelsen af begrebet ”vederlag”

Som det fremgår af ovennævnte uddrag af betænkningen nr. 1512
var baggrunden for den tilføjede passage til KL § 56, stk. 2 at skabe
større klarhed over konsekvenserne ved konkursboets indtræden i
løbende aftaler.

Tidligere kunne løbende aftaler alene opsiges med rimeligt eller sædvanligt
varsel efter KL § 61. Det sædvanlige varsel var således praktisk
vanskeligt at vurdere ved stillingtagen til eventuel indtræden i
lejeforholdet, og de deraf afledte økonomiske konsekvenser for konkursboet
(det sædvanlige varsel kan efter retspraksis være helt op til
9 måneder).

Baggrunden for den tilføjede passage i KL § 56, stk. 2 tydeliggør således,
at kravet på vederlag alene er møntet på huslejeforpligtelsen, som
opsigelsesvarsler relaterer sig til – baggrunden for tilføjelsen har således
ikke været at afskære massekravsstatus for øvrige kontraktretlige
krav, som eksplicit står anført i lejekontrakten og hvis økonomiske
konsekvenser ikke er vanskelige at vurdere for kurator ved stillingtagen
til indtræden. Dette understøtter således også, at tilføjelsen særligt
er møntet på latente krav, der skal afskæres massekravsstatus
ved konkursboets indtræden.

At ”vederlag” alene udgør den løbende huslejebetaling er tillige understøttet
af Torsten Iversen, der definerer begrebet som:

””[…] »vederlaget«, altså den pengeydelse, som skyldneren skal
erlægge for at få den løbende naturalydelse fra medkontrahenten.”
(Iversen i Obligationsret 3, 3. udgave, 2018, s. 74)
Torsten Iversen anfører hertil også:

”Indtræder boet som part (lejer) i kontrakten, fortsætter lejemålet
på uændrede vilkår, således at lejen for tiden efter konkursdekretet
udredes af boet som massekrav, jf. KL § 56, stk. 2.” [min
understregning]
(Iversen i Obligationsret 3, 3. udgave, 2018, s. 87)

Sagsøger fastholder således sit anbringende om, at vederlaget i KL §
56, stk. 2 alene omfatter huslejen.

Sagsøger bestrider således i det hele konkursboets anbringende om,
at ”vederlag omfatter pengeydelser af enhver art, da dette er den almindelige
forståelse af ordets betydning” …

Sagsøger anfører tværtimod, at konkursboets forståelse af ”vederlag”
netop strider imod en almindelig forståelse af begrebet.
Kravet om tilbagebetaling af det ikke-afskrevne indretningstilskud
har ikke sammenhæng med pengeydelsen (husleje), som konkursboet
skal erlægge for at få den løbende naturalydelse (retten til de lejede
lokaler) fra sagsøger (udlejer). Tværtimod vedrører kravet netop
et tilskud til det nu konkursramte selskab, som der ikke skulle erlægge
nogen modydelse for at få ret til. Kravet på ikke-afskrevet indretningstilskud
falder således ikke under en nogenlunde sædvanlig forståelse
af begrebet ”vederlag”.

Sagsøger anfører derfor, at den naturlige forståelse af begrebet ”vederlag”
netop er som anført ovenfor af Torsten Iversen; pengeydelsen
(huslejen), der skal erlægges for at få den løbende naturalydelse (retten
til de lejede lokaler) fra medkontrahenten (udlejer).

Afslutningsvis henviser sagsøger til Betænkning nr. 606 1971 vedrørende
bemærkninger til dagældende § 55, stk. 2 (enslydende ordlyd
med den nuværende bestemmelse i KL § 57, stk. 2), der tillige omfatter
løbende ydelser samt erlæggelsen af vederlaget herfor. Konkursrådet
anførte hertil:

”Stk. 2 giver for kontrakter om løbende ydelser en regel til uddybning
af stk. 1. Eksempler på sådanne kontrakter er nævnt i
bemærkningerne til § 54, stk. 2 (red. nugældende KL § 56,
stk. 2). Betales vederlaget, som det i almindelighed er tilfældet
med husleje, forud, er der ikke behov for en sikkerhedsstillelse, og
sikkerhed kan derfor ikke kræves.” [min understregning]
(Betænkning nr. 606 1971, s. 124)

Som det fremgår henviser konkursrådet til bestemmelsen i KL § 56,
stk. 2 vedrørende aftaler om løbende ydelser, hvor vederlaget herfor
netop fremhæves som huslejen. ”Vederlag” må således også forstås
ens i såvel KL § 57, stk. 2 som KL § 56, stk. 2.

Sammenfatning
Sagsøger fastholder således sit anbringende om, at ”vederlaget” i KL
§ 56, stk. 2 alene omfatter kravet på husleje – øvrige pengekrav, herunder
krav på tilbagebetaling af ikke-afskrevet indretningstilskud, er
således alene omfattet af hovedreglen i KL § 56, stk. 1. Til yderligere
større herfor anføres det, at kravet på ikke-afskrevet indretningstilskud
alene relaterer sig til den førtidige opsigelse af lejemålet,
hvorfor kravet ikke har relation til den løbende ydelse. Hvilken periode
kravet på tilbagebetaling af ikke-afskrevet indretningstilskud i
givet fald vedrører er derfor her uden betydning.

Det er således alene vederlaget i form af huslejen (som netop relaterer
sig til den løbende ydelse), der vedrører perioden efter udløbet af opsigelsesvarslet
på 1 måned, der får § 97-status i konkursordenen.

Ad. momsspørgsmål

Til besvarelse af konkursboet opfordring A) fremlægges faktura,
hvoraf det fremgår, at det nu konkursramte selskab tidligere har faktureret
sagsøger for indretningstilskud kr. 1.200.000,00 ekskl. moms, i
alt kr. 1.500.000,00 inkl. moms.
…

Det bemærkes hertil, at det forekommer modstridende når konkursboet
anfører, at kravet på tilbagebetaling af ikke-afskrevet indretningstilskud
er omfattet af ”vederlag” i henhold til konkursloven,
men derimod i relation til momsspørgsmålet anfører ”det ikke udgør
vederlag for en ydelse” … En almindelig forståelse af ordet ”vederlag”
må netop være den samme i såvel konkurs- som momsloven.
Såfremt retten måtte komme frem til, at kravet på ikke-afskrevet indretningstilskud
ikke udgør vederlag for en løbende ydelse hverken
efter KL § 56, stk. 2 eller efter ML § 4 nedsætter sagsøger sit anmeldte
krav fra kr. 900.000,00 til kr. 720.000,00 svarende til påstandsbeløbet
ekskl. moms.

Ad henvisning til ældre litteratur før lovændring
Som anført ovenfor er anvendelsesområdet for KL § 56, stk. 2 ikke
udvidet ved den tilføjede passage med henvisning til KL § 55, stk. 3 i
forbindelse med lovændringen i 2011. Bestemmelsen angår til stadighed
alene vederlaget for den løbende ydelse.
Ældre litteratur (tidligere henvisning til Halfdan Krag Jespersen i
stævningen) der således kan belyse hvad kravet på vederlaget – og
således anvendelsesområdet for KL § 56, stk. 2 – har derfor stadig relevans
i dag.

Ad henvisning til lejeretlig litteratur, der alene omhandler indtræden
Sagsøger har i sin stævning fremhævet følgende passager fra Erhvervslejeretten,
som omhandler lejers konkurs og konsekvenserne
ved indtræden i lejemål:

”Når boet indtræder i lejekontrakten, bliver det forpligtet til at
betale ethvert krav, der hidrører fra lejeforholdet, som massekrav.
Dette gælder ikke blot den løbende betaling for leje, varme
m.v., men også evt. istandsættelseskrav, hvis lejemålet ophører i
forbindelse med konkursen”. [min understregning]
26
”Istandsættelse ved fraflytning skal utvivlsomt betales som massekrav,
hvis boet er indtrådt i lejekontrakten” [min understregning]
(Erhvervslejeretten 2013, s. 446 samt note 24 samme side)
Forfatterne til Erhvervslejeretten omtaler netop ”ophør” og ”fraflytning”
af lejemålet under konkursbehandling, dvs. når konkursboet
opsiger lejemålet efter indtræden, idet lejemålet ophører i forbindelse
med fraflytningen ved udløbet af opsigelsesvarslet i KL § 55, stk. 3.
Som det netop er anført senere i samme bog, ophører et lejemål i
konkurs ikke uden opsigelse:

”I visse tilfælde ophører et lejemål uden at være opsagt eller ophævet.
Dette gælder dels, når lejemålet ifølge aftalen er tidsbegrænset,
og dels, hvis lejemålet ødelægges ved brand eller anden
ulykke.

Derimod ophører lejemålet ikke uden opsigelse eller ophævelse,
fordi lejer dør eller går konkurs.” [min understregning]
(Erhvervslejeretten 2013 forord til kapitel 19 - Lejemålets
opgør uden opsigelse eller ophævelse)
Når forfatterne omtaler ophør/fraflytning af lejemål er dette således i
konkurssituationen netop møntet på efterfølgende opsigelse efter
først meddelt indtræden. Det synes således irrelevant, at problemstillingen
ikke er omtalt under det senere afsnit om opsigelse, når det
eksplicit behandles under indtræden.

Subsidiært anbringende
Såfremt retten måtte komme frem til, at kravet på tilbagebetaling af
ikke-afskrevet indretningstilskud udgør vederlag for en løbende
ydelse omfattet af KL § 56, stk. 2, gør sagsøger gældende, at kravet
først opstår i det øjeblik lejer (konkursboet) efterfølgende opsiger lejemålet.
Det er således konkursboet aktive handling i form af opsigelsen,
der medfører at kravet aktualiseres, hvilket ligger forud for udløbet
af 1 måneds opsigelsesvarsel.

Hertil bemærkes det, at hvor istandsættelseskrav først kan fastlægges
efter lejemålets ophør og således efter udløber af opsigelsesvarslet på
1 måned, kan kravet på ikke-afskrevet indretningstilskud helt enty27
digt og objektivt konstateres i det øjeblik aftalen opsiges, hvilket ligger
før udløbet af opsigelsesvarslet. Kravet vedrører tillige et tilskud,
der er ydet ved lejemålets opstart.

Det anføres i øvrigt, at kravet forfalder til betaling senest samtidig
med fraflytning svarende til udløbet af opsigelsesvarslet på 1 måned,
jf. KL 55, stk. 3.

Sagsøger gør således her gældende, at kravet på tilbagebetaling af ikke-
afskrevet indretningstilskud vedrører perioden forud for udløbet
opsigelsesvarslet i medfør af KL § 55, stk. 3, hvorfor det er massekrav.
Sagsøger bestrider i så fald, at kravet skulle opdeles med opsigelsesvarslet
på 1 måned som skæringsdato…”

Top Toy har i en duplik yderligere gjort gældende bl.a.:

”... Af replikken fremgår en lang argumentation for, at ”vederlaget” i
konkurslovens § 56, stk. 2 modsat ”krav” i parallelbestemmelsen om
rekonstruktion i konkurslovens § 12 p, stk. 2 i en lejeaftale kun skulle
omfatte lejebetalingen men ikke andre pengebetalinger. Argumenterne
herfor i replikken har ingen støtte i retspraksis og er uden juridisk
tyngde og i direkte modstrid med bestemmelsernes forarbejder. Som
anført på side 3 i svarskriftet fremgår det entydigt af forarbejderne til
konkurslovens § 12 p, at den forskellige ordlyd beror på, at reglerne
om konkurs kun finder anvendelse, når konkursboet er pengedebitor
(deraf ”vederlag”), mens reglen i rekonstruktion også finder anvendelse,
når konkursboet er realdebitor (deraf ordet ”krav”, fx hvis boet
skal levere en serviceydelse”).

Endvidere fremgår følgende af følgende af forarbejderne om reglen
for konkurs i konkurslovens § 56, stk. 2 som også citeret … i svarskriftet:
3.17.1. Adgang for et konkursbo til at træde tilbage fra
en aftale om løbende ydelser, som boet er indtrådt i
I lyset af de foreslåede regler om behandlingen af gensidigt
bebyrdende aftaler under rekonstruktionsbehandling,
jf, pkt. 3.13 ovenfor, foreslår Konkursrådet, at et konkursbo
med et varsel på en måned skal kunne træde tilbage fra
en aftale om en løbende ydelse til skyldneren, som konkursboet
tidligere er indtrådt i, uanset om et længere varsel
måtte være aftalt. Medkontrahentens krav for perioden
efter, at tilbagetrædelsen er trådt i kraft har efter forslaget
stilling i konkursordenen, som om konklusboet ikke var
indtrådt i aftalen. Forslaget svarer til, hvad

Ifølge forarbejderne er det således også i konkurs medkontrahentens
”krav” (og ikke vederlaget forstået alene som huslejen), der rammes
af reglen, men selvfølgelig begrænset til pengekrav og ikke realkrav.
Forarbejderne indeholder således klar støtte for, at sagsøgerens synspunkt
om, at ”vederlaget” i en lejekontrakt skulle begrænses til den
løbende lejer, er forkert.

Som det også var tilfældet i stævningen, henvises der i replikken flere
steder til juridisk litteratur, som kun omhandler retsvirkningen af
indtræden men ikke retsvirkningen af udtræden/opsigelse med en
måneds varsel. Henvisningerne anvendes til støtte af sagsøgers synspunkt
om, at andre forpligtelser end den løbende lejebetaling skal
betales som massekrav, efter at boet er udtrådt med en måneds varsel
jævnfør konkurslovens § 55, stk. 3.

Et eksempel herpå er henvisningen til Torsten Iversen i Obligationsret
3, 3. udgave, 2018, s. 95, på side 3 i replikken. Afsnittet af Torsten
Iversen beskriver kun retsvirkningen af indtræden (herunder for ældre
restancer), men omtaler ikke med et ord retsvirkningen af udtræden.
Der er således ikke her i nogen for om teoretisk støtte for synspunktet
om, at kravet for uafskrevet indretningstilskud, der forfalder
efter lejemålets aflevering, skulle være et massekrav, når konkursboet
forinden har bragt aftalen (eller boets indtræden) til ophør med en
måneds varsel jfr. konkurslovens § 55, stk. 3.

Det samme gør sig gældende med henvisningen på side 4 i replikken
til Claus Rohdes artikel ”Konkurslovens § 12 o og § 14 c, stk. 2 - fornuftig
varetagelse af væsentlige samfundshensyn eller en formueretlig
vanskabning?”. I artiklen diskuteres alene, om istandsættelseskrav
relaterer sig til tiden før eller efter indtræden og retsvirkningen
heraf. Det behandles ikke, hvilken betydning en opsigelse/udtræden
har for forpligtelsen. Derfor er der ikke i artiklen saglig støtte for
sagsøgers synspunkt.

I replikken … henvises [til] et afsnit på side 73 til 78 i Torsten Iversen
i Obligationsret 3, 3. udgave, 2018, der godt nok handler om opsigelse/
udtræden. Men ved nærlæsning af afsnittet synes der ingen støtte
for sagsøgers synspunkt. Derimod er der flere passager, som støtter
konkursboets synspunkt om, at afleveringsforpligtelser bliver simple
krav, når boet er udtrådt med en måneds varsel. Heraf kan fremhæves
følgende:

Medkontrahentens erstatningskrav for tiden efter udløbet af
varslet på en måned får ikke status som massekrav henholdsvis
§ 94-krav, jf. for konkurs af KL § 56, stk 2, og for
rekonstruktion af KL § 12 p, stk. 2, 2. pkt. Medkontrahentens
konkurs- eller rekonstruktionsregulering vil derfor –
i det omfang de overhovedet »overlever« konkurs- eller
rekonstruktionsregulering – normalt få status som almindelig
konkursfordring iht. KL § 97.

De her omtalte regler gør grove indgreb i, hvad almindelige
obligationsretlige regler ville føre til, også selv med
skyldig hensyntagen til det ligebehandlingsprincip, der
gælder ved insolvensbehandling. Det reelle er, at »videreførelse
« og »indtræden« ved kontrakter om løbende ydelser
til skyldneren (og i rekonstruktion også løbende ydelser
fra skyldneren) kun har en foreløbig karakter ved kontrakter
om løbende ydelser. Medkontrahenten er mere eller
mindre prisgivet, da rekonstruktionsskyldneren eller
konkursboet med kun en måneds varsel kan afbryde den
stedfundne »videreførelse« eller »indtræden« definitivt.
dvs. tilintetgøre den med virkning for fremmetide". Det siger
sig selv, …

ning med galskaben«.. Reglen gik alene ud på afbryde den
skete videreførelse eller indtræden med virkning for fremtiden,
således at der - efter udløbet af varslet på en måned -
ikke fremover vllle opstå § 94-krav eller massekrav på
grundlag af den kontrakt, der i sin tid blev videreført eller
indtrådt i.

Når Torsten Iversen, som anført i replikkens side 5, i Obligationsret
3, 3. udgave, 2018, s. 87 skriver, at indtræden medfører, at leje efter
dekretet skal betales som massekrav, er der ikke heri nogen støtte
for, at konkurslovens § 56, stk. 2 kun omfatter ”leje” men ikke andre
forpligtelser. Torsten Iversen skriver ikke i afsnittet noget om retsstillingen
for afleveringsforpligtelser og hans beskrivelser er i øvrigt ikke
udtryk for en definition af begrebet vederlag. Det er således endnu
et eksempel på, at sagsøger søger at hente støtte for sine synspunkter
i afsnit, som omhandler andre temaer.

… i replikken anføres med henvisning til en passage fra Erhvervslejeretten,
2013, at ”Forfatterne til Erhvervslejeretten omtaler netop ”ophør”
og ”fraflytning” af lejemålet under konkursbehandling, dvs. når konkursboet
opsiger lejemålet efter indtræden, idet lejemålet ophører i forbindelse med
fraflytningen ved udløbet af opsigelsesvarslet i KL § 55, stk. 3”. Det er en
forkert og direkte usaglig bemærkning, for i det citerede kapitel fra
Erhvervslejeretten omtales kun virkningen af indtræden, mens reglen
om udtræden/opsigelse ifølge konkurslovens § 55, stk. 3 ikke
nævnes med ét ord. Det ”ophør” af aftalen, som omtales i det pågældende
afsnit i Erhvervslejeretten må således være et ordinært ophør
af aftalen, fx ved dennes almindelige udløb. Det er i hvert fald ikke et
ophør efter opsigelse med en måneds varsel ifølge konkurslovens §
55, stk. 3, da forfatteren slet ikke kommer ind på denne bestemmelse.
Det fremgå tydeligt ved læsning af det pågældende afsnit i Erhvervslejeretten
2013.

I forhold til det subsidiære anbringende på side 8 i replikken bemærkes
med henvisning til svarskriftet, at opsigelsen med én måneds
varsel jævnfør konkurslovens § 55, stk. 3 bringer boets indtræden til
ophør som også omtalt i forarbejderne, dvs. boet træder tilbage fra
den meddelte indtræden. Der betyder ikke i sig selv, at et længere
opsigelsesvarsel forkortes til én måned, men alene at boet kan komme
ud af sin massekravsforpligtelse med en måneds varsel. Kravet
for det resterende opsigelsesvarsel vil fortsat være et simpelt krav (i
det omfang det ikke konkursreguleres). Da kravet på ikke-afskrevet
indretningstilskud vedrører tiden efter udløbet af det forkortede opsigelsesvarsel,
bliver det derfor et simpelt krav og ikke et massekrav
jævnfør konkurslovens § 55, stk. 3.

Som anført i svarskriftet følger det entydigt af forarbejderne, at opsigelse/
udtræden indebærer, at boet træder tilbage fra den meddelte
indtræden og efter udløbet af opsigelsesperioden stilles som om, at
boet ikke var indtrådt. Sagsøgers synspunkt er helt uforeneligt hermed.
Forarbejderne indebærer, at istandsættelsesforpligtelser og
krav på ikke-afskrevet indretningstilskud ved opsigelse med en måneds
varsel jævnfør konkurslovens § 55, stk. 3 bliver et simpelt krav i
boet, som konkursboet gør det gældende. Sagsøgers synspunkt er i
åbenbar modstrid med forarbejderne og ville, hvis det var korrekt,
udhule bestemmelsen i konkurslovens § 55, stk. 3 og gøre, at bestemmelsen
ikke ville opfylde det formål, som var årsag til indførelsen af
bestemmelsen i 2011.

Subsidiært må kravet på ikke-afskrevet indretningstilskud periodiseres,
så der alene skal betales for perioden fra boets indtræden til ud31
løbet af opsigelsen jævnfør konkurslovens § 55, stk. 3, idet forarbejderne
ikke har til hensigt, at hele kravet på ikke-afskrevet indretningstilskud
løftes op på massekravsniveau som følge af den meddelte
indtræden.

I relation til sagsøgers subsidiære anbringende anført på side 8 i
replikken gøres det gældende af konkursboet som sagsøgte, at opsigelsen
ifølge konkurslovens § 55, stk. 3 ikke i sig selv giver kravet på
ikke afskrevet indretningstilskud stilling af massekrav. Det fremgår
af punkt 7.2.5 i lejekontrakten … at kravet (tidligst) opstår på fraflytningstidspunktet.
Konkursboet fraflyttede lejemålet den 25. februar
2019 som dokumenteret ved vedlagte e-mail-tråde af 25. februar 2019
… og 5. marts 2019 … Kravet kan således tidligst være opstået den
25. februar 2019 og dermed efter udløbet af opsigelsesperioden jævnfør
konkurslovens § 55, stk. 3, der udløb 18. februar … Kravet for ikke
afskrevet indretningstilskud er derfor et simpelt krav jævnfør
konkurslovens § 56, stk. 2 modsætningsvis, da det ikke vedrører tiden
efter udløbet af opsigelsen. Det følger af praksis, som beskrevet i
bl.a. U.2000B.387, at et konkursbo efter opsigelse af indtræden eller i
tilfælde af ikke-indtræden har en periode til at tømme og fraflytte et
lejemål. På denne baggrund er det naturligt og i overensstemmelse
med praksis, at der går en periode fra konkursboet er færdig med at
udøve ordinær drift (i denne sag salg af lejetøj til forbrugere), og konkursboets
indtræden derfor er opsagt med en måneds varsel jfr. § 55,
stk. 3. til lejemålet er fraflyttet...”

Bryggen har i et processkrift I yderligere gjort gældende, bl.a.:
”... Som fremhævet i replikken er KL § 12 p formuleret bredere end
KL § 56, stk. 2, idet KL § 12 p ikke blot omfatter løbende ydelse til
skyldner, men også omfatter aftaler, hvor skyldner løbende skal levere
realydelser til medkontrahenten. Bestemmelserne om rekonstruktion
modsat konkurs omfatter således også ”medkontrahentens krav på
andet end vederlag” (Betænkning nr. 1512, s. 371). Som det netop anføres
her, omfatter bestemmelserne om konkurs således også modsat
alene medkontrahentens krav på vederlag.

Forskellen i bestemmelsernes anvendelsesområde viser sig således i
det tilfælde, at skyldner eksempelvis er udlejer og skal levere en løbende
realydelse til medkontrahenten – i dette tilfælde vil KL § 12 p
alene finde anvendelse deraf ordet ”krav”. Er skyldner derimod lejer,
hvor det således påhviler medkontrahenten at levere en løbende realydelse
til skyldner omfatter KL § 56, stk. 2 (og KL § 12 p, stk. 2) alene
medkontrahenten krav på vederlag og ikke andet. Forskellen på ”krav” og
”vederlag” viser sig alene i det tilfælde, når det er skyldner, der skal
levere realydelsen til medkontrahenten – her finder KL § 56, stk. 2 således
ikke anvendelse. Forarbejderne til KL § 56, stk. 2 henviser således
også eksplicit til reglerne om rekonstruktion og det i betænkningen
anførte vedrørende KL § 12 p på s. 371ff. Når forarbejderne til
KL § 56, stk. 2 således omtaler ”krav” er dette i sagens natur alene et
”vederlagskrav”. Der kan ikke være tvivl om, at KL § 56, stk. 2 – også
efter lovændringen i 2011 – alene omfatter kravet på vederlag, hvilket
har støtte i forarbejderne, betænkning, litteraturen samt ikke
mindst bestemmelsens ordlyd i øvrigt. Hvad der er mere relevant er
således, hvad ”kravet på vederlag” omfatter.

Hertil anfører sagsøger, at det derimod ikke har støtte i hverken ordlyden
af KL § 56, stk. 2, forarbejderne til bestemmelsen, konkursrådets
betænkning eller den juridiske litteratur i øvrigt, at ”kravet på
vederlag” udvidende skal fortolkes som ”pengekrav”, og deraf angiveligt
omfatte samtlige pengepligtige ydelser i kontraktforholdet.
Sagsøger fastholder således også, at Torsten Iversens forståelse af ordet
”vederlag” i KL § 56, stk. 2 (s. 74) netop er udtryk for – hvis ikke
en decideret definition – så i hvert fald den almindelige forståelse af
begrebet vederlag, som alene almindelig husleje falder ind under.

Konkursboet bruger ligeledes meget krudt på at fremhæve, at sagsøgers
henvisninger til juridisk litteratur mv. fortrinsvis vedrører afsnit
omhandlende konkursboets indtræden og retsvirkningerne heraf. Bestemmelsen
i KL § 56, stk. 2 omfatter som anført alene ”vederlagskravet”
– både ved indtræden og ved efterfølgende opsigelse i medfør af
KL § 55, stk. 3. Retsvirkningerne af indtræden i gensidigt bebyrdende
kontrakter (herunder lejekontrakter) hænger således uløseligt
sammen med retsvirkninger af den efterfølgende opsigelse. Eksempelvis
behandler Anders Ørgaard således også retsvirkningerne af
såvel indtræden som opsigelse samlet i afsnit 3.4. ”Virkningerne af
indtræden” i Konkursret, 12. udgave, 2018, s. 74ff. Som Torsten Iversen
anfører på side 96 i sin Obligationsret 3 med henvisning til Halfdan
Krag:

”Endvidere hæfter lejerens konkursbo, når det indtræder, i forvejen
– på massekravsniveau – for de vedligeholdelses- istandsættelses-
og retableringsudgifter, som påhviler lejeren.”

Såfremt konkursboet i så fald hæfter på massekravsniveau for sådanne
krav ved indtræden, men ikke ved den efterfølgende opsigelse, vil
dette i givet fald medføre, at sådanne krav aldrig får reel massekravsstatus,
idet disse krav først aktualiseres ved den efterfølgende fraflyt33
ning som følge af opsigelse. Ovennævnte udsagn skulle så modificeres
betydeligt, idet denne ellers savner reelt indhold.

I forlængelse af ovennævnte anfører konkursboet også, at det ligefrem
er en direkte usaglig bemærkning fra sagsøgers side, at sidstnævnte
i sin replik … bemærker, at ophør/fraflytning af lejemål i forbindelse
konkursen (hvis konkursboet forinden er indtrådt) som omtalt
i Erhvervslejeretten 2013, må forstås som en naturlig forlængelse
af en forinden aktiv opsigelse fra konkursboets side. Konkursboet
anfører derimod, at ”ophør” her skal forstås som ”et ordinært ophør af
aftalen, fx ved dennes almindelige udløb” …

Det er sagsøgers opfattelse, at et konkursbo alene har interesse i at
indtræde i et lejemål enten 1) med henblik på at benytte en afståelsesret
eller fordi konkursboet skal 2) benytte lejemålet i en kortere eller
længere tidsperiode til at drive virksomheden videre (her salg af legetøj
til forbrugere). I sidstnævnte tilfælde vil konkursboets i de altovervejende
tilfælde alene have interesse i at benytte lejemålet i en begrænset
periode (i denne sag alene 14 dage) særlig henset til at leje
løbende får massekravsstatus. Kuratorer vil således altid i praksis aktivt
opsige lejeaftaler, som konkursboet forinden er indtrådt i – medmindre
lejemålet naturligvis var tidsbegrænset og ophørte under
konkursen. Sagsøger finder således, at det er yderst søgt kun at tale
om ”ordinært ophør”, som i praksis absolut aldrig finder sted. ”Ophør”
af aftalen under konkursen omfatter således også både et aktivt
ophør (opsigelse) og et passivt ophør (eks. ved almindelig udløb) af
aftalen. Forfatterne til Erhvervslejeretten anfører også netop i indledningen
til kapital 19, at lejemål ikke ophører uden opsigelse, blot fordi
lejer går konkurs. Sagsøger fastholder således også, at ”ophør” i
forbindelse med konkursen uden tvivl er møntet på en aktiv opsigelse,
men naturligvis også omfatter et ”ordinært ophør”, idet sidstnævnte
dog har 0 % relevans, hvor lejeaftaler ikke er tidsbegrænset.

Det må her erindres, at kurator også før lovændringen i 2011 havde
mulighed for aktivt at opsige aftaler dog alene med et sædvanligt eller
rimeligt varsel, jf. KL § 61, stk. 1, 1. pkt. Efter indførelsen af KL §
55, stk. 3 (og muligheden for 1 måneds opsigelse) må KL § 61, stk. 1
således også anses for at have et yderst begrænset anvendelsesområde,
idet KL § 61 reelt alene kan bruges til at begrænse medkontrahentens
anmeldelsesret i konkursboet. Der er således heller ikke noget
nyt i KL § 56, stk. 2 udover at konkursboer nu kan begrænse vederlaget
som massekrav til 1 måned i stedet for det tidligere sædvanlige
eller rimelige varsel. Dette understøtter således også, at litteratur udgivet
før lovændringen i 2011 (eks. Halfdan Krag, s. 32), der belyser
nærværende problemstilling med indtræden og efterfølgende ophør
i forbindelse med konkursen stadig har stor relevans.
Konkursboet nævner endvidere, at såfremt sagsøger måtte få medhold
i sin påstand ville bestemmelsen i KL § 55, stk. 3 blive udhulet
sammenholdt med KL 56, stk. 2 (duplik s. 3). Hertil må sagsøger blot
fremhæve, at såfremt konkursboet måtte få medhold i sin påstand,
ville hovedregel i KL § 56, stk. 1 hvorefter medkontrahentens kontraktkrav
har massekravsstatus ved konkursboets indtræden ikke
blot blive udhulet, men blive decideret illusorisk ved aftaler om løbende
ydelser.

Som Ørgaard nævner:

”Boet overtager alle skyldneres forpligtelser efter aftalen. Også
et eventuelt krav på erstatning i anledning af misligholdelse fra
skyldnerens side, som hidrører fra tiden før konkursen, bliver et
massekrav, jf. U 1955.1009 H. Denne konsekvens er rimelig i
betragtning af, at boet ved at kunne vælge, om det vil indtræde i
en aftale, indgået af skyldneren, kan spekulere på medkontrahentens
bekostning. Modstykket hertil er, at boet, når det vælger at
indtræde, påføres alle de forpligtelser, der følger af kontraktsforholdet”.
(Konkursret, s. 74).

”Reglen i § 56, stk. 2 er en undtagelse fra grundreglen i KL §
56, stk. 1, hvorefter boets indtræden omfatter aftalen som helhed,
og giver derfor ikke god basis for udvidende fortolkning.”
(Konkursret, s. 76).

Sagsøger anfører således også, at såfremt det var lovgivers intention
at samtlige af medkontrahentens pengekrav (og ikke blot vederlaget)
var omfattet af KL § 56, stk. 2 ville dette være specificeret ved lovændringen.
Dette understreges yderligere ved, at KL § 56, stk. 2 netop
udgør en undtagelse til KL § 56, stk. 1 og således heller ikke uden videre
kan fortolkes så vidtgående, som konkursboet giver udtryk for.
En sådan udvidende fortolkning ville i givet fald kræve klar lovhjemmel,
som ikke foreligger her. ”Vederlaget” i KL § 56, stk. 2 må
således også anses for at have samme anvendelsesområde – både før
og efter lovændringen i 2011.

For så vidt angår sagsøgers subsidiære anbringende henviser konkursboet
til, at idet boet først faktisk flyttede d. 25. februar 2019, og
således efter udløbet af opsigelsesperioden d. 18. februar 2019) efter
KL § 55, stk. 3 er kravet på ikke-afskrevet indretningstilskud også
først opstået tidligst d. 25. februar 2019 … En sådan argumentation
forekommer yderst ejendommelig; det skulle således i givet fald
komme konkursboet til gode, at boet først flytter efter tidspunktet det
var forpligtet til. Modsætningsvis skulle i givet fald gælde, at såfremt
konkursboet havde været på forkant og var fraflyttet lejemålet før tid
eksempelvis d. 16. februar 2019 skulle kravet være opstået på dette
tidspunkt – og således inden for opsigelsesperioden på 1 måned.

Sagsøger fastholder således også i det hele, at fraflytningstidspunktet
uden videre må lægges til grund som værende sammenfaldende
med opsigelsesvarslets udløb d. 18. februar 2019. At konkursboet således
uberettiget har benyttet lejemålet 7 dage længere, vil i givet
fald være genstand for et selvstændigt erstatningsopgør og er således
nærværende tvist uvedkommende.
Til støtte for ovenstående henviser konkursboet videre til artiklen
U.2000B.387 af Søren Bach med titlen ”Erhvervslejemål og stiltiende
indtræden for konkursboet ved lejerens konkurs” og deri refererede retspraksis,
til støtte for – hvad sagsøger umiddelbart kan udlede – at
konkursboet skal have en frist til at fraflytte og det således er denne
dato, der skal lægges til grund som fraflytningstidspunktet. For det
første behandler Søren Bachs artikel den situation, hvor konkursboet
ikke har tilkendegivet hvorvidt boet vil indtræde, men at konkursboet
derimod faktisk disponerer på en måde, der må tillægges samme
virkning som erklæring om indtræden. Dette er ikke tilfældet i nærværende
sag, hvor konkursboet netop udtrykkeligt har tilkendegivet
sin indtræden. Artiklen omtaler således heller ikke med ét ord, at
konkursboet ved først meddelt indtræden og efterfølgende opsigelse
i givet fald skulle tillades en fraflytningsperiode. Artiklens fokus og
den deraf refererede retspraksis omhandler også alene de tilfælde,
hvor kurator udtrykkeligt har tilkendegivet, at konkursboet ikke ønsker
at indtræde i lejemålet (eller at indtrædelsesmuligheden ikke forelå),
men uagtet vælger at fortsætte i lejemålet. I så fald antager
Bach, at konkursboet har 2 måneder til at disponere over lejemålet
før indtræden (og således massekrav) må statueres (afhængigt af
virksomhedstypen, størrelsen mv.). Bachs artikel behandler således
en helt anden problematik end værende sag omhandler.
Når konkursboet således er indtrådt og det efterfølgende aktivt opsiger
lejemålet, skal boet være fraflyttet senest ved udløbet af opsigelsesperioden.
Konkursboet kan ikke i et sådant tilfælde få en ekstra
livline til at fraflytte lejemålet. Her er der intet hensyn at tage til konkursboet
– kurator skulle således i givet fald have opsagt lejemålet
senere efter KL § 55, stk. 3 og således indregnet en vis sikkerhedsmargin
for rettidig fraflytning. Det kan umuligt komme sagsøger til
skade, at konkursboet ikke overholder sit eget opsigelsesvarsel, som i
forvejen stiller sagsøger i en overordentlig vanskelig venteposition.
Dernæst vedrører denne sag krav på tilbagebetaling af et ikke-afskrevet
indretningstilskud. Dette krav har således ingen relation til konkursboet
mulighed for at have tid til salg af konkursboets varelager
og/ eller driftsmateriel mv. eller ryddeliggørelse af lejemålet uden at
lejekrav ophøjes til massekrav, hvilket ovennævnte dispositionsperiode
på 2 måneder netop er begrundet i. Konkursboets senere fraflytning
grundet forsinkelse med rydning mv. af lejemålet har således
heller ingen sammenhæng med betaling af kravet på ikke-afskrevet
indretningstilskud – disse to er uafhængige af hinanden.

Sagsøger fastholder således også i det hele sit subsidiære anbringende
om, at kravet på ikke-afskrevet indretningstilskud vedrører perioden
før udløbet af opsigelsesvarslet d. 18. februar 2019 som er sammenfaldende
med fraflytningstidspunktet, hvorfor det således også
af den grund er massekrav, jf. KL § 55, stk. 3, jf. KL § 56, stk. 2.
Afslutningsvis afviser sagsøger ligeledes konkursboets subsidiære
anbringende om, at kravet på ikke-afskrevet indretningstilskud i givet
fald skal periodiseres. Der foreligger ikke skyggen af antydning i
forarbejderne, at kontraktkrav i givet fald skulle periodiseres, hvorefter
alene noget af kravet får massekravsstatus – det er enten-eller. ...”

Sø- og Handelsrettens skifteret skal udtale:

Det er et grundlæggende princip i konkursretten, at krav som udgangspunkt er
ligestillede og derfor har status som simple krav i boet, jf. konkurslovens § 97,
medmindre kravet udtrykkelig er tillagt en anden retsstilling. Af § 56, stk. 1,
fremgår det således, at hvis et bo indtræder i en aftale, medfører dette, at boet
bliver berettiget og forpligtet på aftalens vilkår, hvorved krav i den anledning
bliver massekrav, jf. § 93, nr. 3. Bestemmelsen er herved udtryk for en fravigelse
af det almindelige ligedelingsprincip. Det fremgår dernæst af § 56, stk. 2, at hvis
aftalen angår en løbende ydelse, kan boet indtræde i aftalen med den virkning,
at boet bliver forpligtet til at udrede vederlaget for tiden efter konkursdekretets
afsigelse og indtil opsigelsen som massekrav.

Efter ordlyden af bestemmelserne i § 56, stk. 1 og 2, lovens systematik i forhold
til det grundlæggende princip om ligedeling og formålet med disse bestemmelser,
finder retten, at § 56 indeholder to helt selvstændige undtagelser i henholdsvis
stk. 1 og stk. 2. Stk. 1 angår således enkeltstående kontrakter, mens stk.
2 angår aftaler om løbende ydelser.

Denne sag angår indtræden i en lejeaftale og vedrører således en løbende ydelse.
Sagen er derfor ikke omfattet af § 56, stk. 1, om enkeltstående kontrakter.
Spørgsmålet er herefter alene, om undtagelsen i § 56, stk. 2, finder anvendelse,
eller om klausulen er omfattet af ligedelingsprincippet, og mere konkret, om
vilkåret om tilbagebetaling af indretningstilskuddet er omfattet af begrebet ”vederlag”
i § 56, stk. 2.

Retten skal hertil foreløbig bemærke, at denne bestemmelse ikke eksplicit tager
stilling til rækkevidden af denne undtagelse, udover at den ifølge ordlyden alene
omfatter vederlag for en nærmere tidsafgrænset periode. Rækkevidden er
også omtvistet i retsteorien, hvor spørgsmålet om erstatningskrav, der er pådraget
før dekretets afsigelse, har været genstand for omfattende drøftelse, jf. bl.a.
Lars Lindencrone Petersen/Anders Ørgaard: Konkursloven med kommentarer,
14. udgave s. 502-03, Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen m.fl.: Konkurs, 2. udgave
s. 313ff. og Kim Sommer Jensen: Konkursretten 2. udgave s. 97, alle med
henvisninger til anden litteratur.

Retten skal dernæst bemærke, at uanset at tilbagebetalingen af indretningstilskuddet
skulle ske i rater over en periode, har skifteretten ikke ud fra de foreliggende
oplysninger fornødent grundlag for at fastslå, at den løbende tilbagebetaling
kan sidestilles med en egentlig lejebetaling.

Det må derimod kunne lægges til grund, at kravet vedrører et beløb, der er forudbetalt
af udlejer til lejer, og at beløbet skulle afvikles ved nedskrivning af tilgodehavendet
over fem år, medmindre lejer forinden fraflyttede lejemålet. I så
fald forfaldt restbeløbet til betaling. Dette tilbagebetalingskrav var ikke sikret
ved pant eller på anden tilsvarende måde. Retten finder, at formålet har været
at give lejer et tilbud, der kunne sikre udlejning af arealet.

Retten finder på denne baggrund, at det ikke afskrevne restbeløb således ikke
har karakter af et vederlag for den løbende ydelse, og at det heller ikke kan sidestilles
hermed.

Når herefter henses til kravets karakter, og til at formålet med § 56, stk. 2, er at
give konkursboer bedre mulighed for at videreføre lejemål i en kort periode og
samtidig undgå at pådrage boet betydelige omkostninger, finder retten, at kravet
derfor i overensstemmelse med ligedelingsprincippet er et simpelt krav i
boet.

Herefter frifindes konkursboet.

Thi kendes for ret:

Top Toy A/S under konkurs frifindes.

Bryggen, Vejle A/S betaler inden 14 dage fra dato sagsomkostninger til Top Toy
A/S under konkurs med 50.000 kr.

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Vejledning
Retten har afsagt dom i sagen.

Hvis du er utilfreds med afgørelsen, kan du som udgangspunkt anke dommen
til landsretten. Hvis du kun er utilfreds med dommens afgørelse om sagsomkostninger,
kan du kære denne del af afgørelsen til landsretten.

Ikke alle afgørelser kan ankes eller kæres

Dommen kan kun ankes, hvis forskellen mellem byrettens dom og det resultat,
du ønsker at opnå i landsretten, er over 20.000 kr. Hvis forskellen er mindre,
skal du have tilladelse fra Procesbevillingsnævnet for at anke.

Landsretten kan afvise at behandle en ankesag, hvis landsretten vurderer, at
der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald i landsretten.

Du kan kun kære afgørelser om sagsomkostninger, hvis omkostningsbeløbet er
fastsat til mere end 20.000 kr., eller hvis retten har bestemt, at ingen af parterne
skal betale sagsomkostninger, og du kræver, at modparten skal betale mere end
20.000 kr. I andre situationer kan omkostningsafgørelsen kun kæres, hvis du får
tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Frister for at anke og kære

Fristen for at anke er 4 uger fra dommens afsigelse. Hvis du ikke kan anke uden
en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, skal du indlevere en ansøgning til Procesbevillingsnævnet
inden 4 uger.

Fristen for at kære omkostningsafgørelsen er 2 uger fra dommens afsigelse.
Hvis du ikke kan kære afgørelsen uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet,
skal du indlevere en ansøgning til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger.

Sådan gør du, hvis du vil anke eller kære
Du kan anke dommen på minretssag.dk ved at trykke på knappen ”Opret appel”
og derefter vælge ”Anke” og følge vejledningen der. Hvis du vil kære omkostningsafgørelsen,
skal du vælge ”Kære” og følge vejledningen der.

Hvis du ønsker at søge tilladelse til anke eller kære hos Procesbevillingsnævnet,
skal du indlevere din ansøgning til Procesbevillingsnævnet. Du kan ikke indle2
vere ansøgningen på minretssag.dk. Du kan få mere vejledning om, hvordan du
søger tilladelse hos Procesbevillingsnævnet på domstol.dk.

Du kan få mere vejledning blandt andet om retsafgift på domstol.dk.

Publiceret til portalen d. 30-09-2020 kl. 10:01
Modtagere: Sagsøgte Top Toy A/S under konkurs, Advokat (L) Søren
Aamann Jensen, Advokat (L) John Sommer Schmidt, Sagsøger
BRYGGEN, VEJLE A/S, Advokat (L) Thomas Munkhøj Haslev