Dom afsagt den 20. februar 2012
Plejeringen v/ Torben Pasgaard
mod
K
Den kvindelige medarbejder, K, blev den 1. marts 2008 ansat hos Plejeringen som social- og sundhedshjælper med 3 måneders prøvetid. I begyndelsen af april blev hun afskediget under henvisning til, at hun havde haft for meget sygefravær. Det kunne lægges til grund, at der var tale om graviditetsrelateret sygdom, men der var uenighed mellem parterne om, hvorvidt Plejeringen var klar over dette på opsigelsestidspunktet.
K påstod sig tilkendt godtgørelse svarende til 6 måneders løn under henvisning til, at afskedigelsen var sket i strid med ligebehandlingslovens § 9.
Højesteret slog fast, at beskyttelsen mod afskedigelse som følge af graviditetsrelateret fravær efter bestemmelsens formål også omfatter den situation, hvor arbejdsgiveren på afskedigelsestidspunktet hverken var eller burde være bekendt med graviditeten. En pligt for arbejdsgiveren til at betale godtgørelse må dog i denne situation være betinget af, at arbejdsgiveren ikke omgør sin beslutning om afskedigelse efter at være blevet bekendt med graviditeten. Da Plejeringen ikke havde omgjort beslutningen om afskedigelse efter at være blevet bekendt med K's graviditet, var hun berettiget til godtgørelse svarende til 6 måneders løn.
Landsretten var nået til det samme resultat.
HØJESTERETS DOM
afsagt mandag den 20. februar 2012
Sag 48/2010
(1. afdeling)
Plejeringen ved Torben Pasgaard
(advokat Niels L. Johansen)
mod
K
(advokat Jacob Sand)
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Kolding den 15. april 2009 og af Vestre Landsrets 13. afdeling den 11. januar 2010.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Peter Blok, Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe,
Jens Peter Christensen og Michael Rekling.
Påstande
Appellanten, Plejeringen ved Torben Pasgaard, har påstået frifindelse.
Indstævnte, K, har påstået stadfæstelse. Hun har endvidere nedlagt påstand om, at de sagsomkostninger, som hun er blevet tilkendt ved landsrettens dom, forhøjes.
Anbringender
Plejeringen ved Torben Pasgaard har anført, at afskedigelsen af K alene var begrundet i hendes sygefravær, og at han ikke vidste eller burde vide, at K var gravid, da han traf beslutningen om at afskedige hende. Graviditeten kan derfor ikke have været bestemmende for opsigelsen, og K er derfor ikke berettiget til godtgørelse efter ligebehandlingsloven.
Den afgørelse fra EU-Domstolen, som landsretten har henvist til i sin dom, vedrører en situation, hvor en virksomhed havde indrykket en annonce om ansættelse af en kvindelig assistent.
Denne situation kan ikke sammenlignes med nærværende sag, og dommen er derfor uden præjudikatsværdi. Ligebehandlingsloven er udarbejdet på baggrund af EU-direktiver, herunder direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer. Af direktivets artikel 10 fremgår, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at forbyde afskedigelse af arbejdstagere som defineret i artikel 2, og af artikel 2 fremgår, at definitionen af en gravid arbejdstager er "enhver arbejdstager, som er gravid, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis."
Der er hverken i ligebehandlingsloven eller i EU-direktiver grundlag for at pålægge arbejdsgiveren et objektivt ansvar.
K har anført, at det følger af ligebehandlingslovens § 9, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af lønmodtagerens graviditet. Ved afskedigelsen af en gravid påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at afskedigelsen ikke er begrundet i graviditet, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Det må udledes af EU-Domstolens praksis, at det er uden betydning, om arbejdsgiveren var bekendt med den ansattes graviditet, når afskedigelsen er begrundet i fravær, og fraværet skyldes graviditetsbetinget sygdom.
Det er ubestridt, at opsigelsen skyldtes hendes fravær, og at dette fravær i det væsentlige skyldtes graviditetsbetinget sygdom. Det ligger dermed fast, at hun blev opsagt på grund af graviditetsbetinget sygdom.
I modsætning til direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992, der er et direktiv angående arbejdsmiljø, indeholder de generelle direktiver om ligebehandling ved beskæftigelse intet krav om, at arbejdstageren skal have underrettet arbejdsgiveren om sin graviditet, før beskyttelsen efter direktiverne finder anvendelse. Det fremgår af EU-Domstolens praksis, at en arbejdsgiver hverken helt eller delvis må inddrage graviditetsbetinget sygefravær ved begrundelsen af en opsigelse, jf. dom af 30. juni 1998 i sagen Mary Brown mod Rentokil Ltd. (sag C-394/96), præmis 24, 25 og 28. Domstolen har efterfølgende bekræftet denne praksis ved bl.a. dom af 8. september 2005 i sagen North Western Health Board mod Margaret McKenna (sag C-191/03), præmis 54, og ved dom af 26. februar 2008 i sagen Sabine Mayr mod Bäckerei und Konditorei Gerhard Flöckner OHG (sag C-506/06), præmis 33.
Det følger af EU-Domstolens dom af 22. april 1997 i sagen Nils Draehmpaehl mod Urania Immobilienservice OHG (sag C-180/95), præmis 21 og 22, at EU-retten er til hinder for, at der i nationale bestemmelser indfortolkes et krav om culpa fra arbejdsgiverens side som betingelse for, at den ansatte er beskyttet, jf. også landsrettens dom.
Subsidiært har K anført, at vurderingen af Torben Pasgaards viden skal foretages på det faktiske opsigelsestidspunkt, der var den 8. april 2008, og at Torben Pasgaard på dette tidspunkt kendte til hendes graviditet.
Mere subsidiært har K anført, at Torben Pasgaard senest på tidspunktet for telefonsamtalen med hende den 4. april 2008 vidste eller burde vide, at hendes sygdom var graviditetsbetinget. K har til støtte for sin påstand om forhøjelse af sagsomkostningerne henvist til sagens principielle karakter.
Højesterets begrundelse og resultat
Efter § 9 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v., må en arbejdsgiver "ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær eller har været fraværende efter § 7, eller i øvrigt på grund af graviditet, barsel eller adoption."
Højesteret finder, at bestemmelsen efter sit formål må forstås således, at den omfatter afskedigelse på grund af sygefravær, der skyldes graviditet, selv om arbejdsgiveren på afskedigelsestidspunktet hverken var eller burde være bekendt med graviditeten. En pligt for arbejdsgiveren til at betale godtgørelse efter lovens § 16, stk. 2, må dog i denne særlige situation være betinget af, at arbejdsgiveren ikke omgør sin beslutning om afskedigelse efter at være blevet bekendt med graviditeten.
Den anførte retstilstand må antages at være forenelig med EU-reglerne og EU-Domstolens praksis.
Det var Ks fravær, der begrundede opsigelsen, og fraværet skyldtes i det væsentlige graviditetsbetinget sygdom. Efter det foran anførte, og da Torben Pasgaard ikke omgjorde beslutningen om afskedigelse efter at være blevet bekendt med Ks graviditet, har han handlet i strid med ligebehandlingslovens § 9 på en sådan måde, at K har krav på godtgørelse efter lovens § 16, stk. 2.
Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at godtgørelsen til K er fastsat til et beløb svarende til 6 måneders løn, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 3.
Højesteret finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at forhøje de sagsomkostninger, som K er blevet tilkendt ved landsrettens dom.
Højesteret stadfæster herefter dommen.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Plejeringen ved Torben Pasgaard betale 30.000 kr. til K.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.