Højesteretsdom - dagbøder for uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger

HØJESTERETS DOM i sag 78/2011

Rigsadvokaten

mod

T1 og
T2
(advokat Tyge Trier for begge, beskikket)

I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 3. juni 2010 og af Østre Landsrets 5. afdeling den 14. december 2010.

I pådømmelsen har deltaget ni dommere: Peter Blok, Asbjørn Jensen, Lene Pagter Kristensen,Poul Søgaard, Marianne Højgaard Pedersen, Vibeke Rønne, Henrik Waaben, Michael Rekling og Oliver Talevski.

Påstande

Dommen er anket af de tiltalte, T1 og T2, med påstand om frifindelse, subsidiært strafbortfald og mest subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af landsrettens dom.

Frifindelsen i forhold 1 og 2 på grund af forældelse er ikke indbragt for Højesteret. For Højesteret drejer sagen sig derfor alene om anklageskriftets forhold 3 om overtrædelse af straffelovens § 152.

T1 og T2 har opfyldt bestemmelsen i landsrettens dom om godtgørelse til A.

Anbringender

T1 og T2 har til støtte for deres frifindelsespåstand anført, at T1 ikke er omfattet af personkredsen i straffelovens § 152, og at T2 ikke uberettiget har videregivet fortrolige oplysninger.

Gerningsindholdet i § 152 er derfor ikke realiseret. Videregivelsen skete til Bastard Film A/S på forsvarlig måde og under overholdelse af sikkerhedsforskrifter som led i det journalistiske arbejde. Arbejdet som journalist indebærer, at der foreligger materiel atypicitet.

De tiltalte har handlet i tillid til, at der forelå det fornødne samtykke fra Københavns Kommunes ledende medarbejdere og Fælledgårdens ledelse. Dertil kommer, at sløringen medførte, at de involverede ikke kunne genkendes i offentligheden. Der foreligger derfor ikke forsæt i forhold til straffelovens § 152, ligesom lovens § 152 e fører til frifindelse.

De tiltaltes eventuelle formelle lovovertrædelse er samlet set af beskeden karakter sammenholdt med, at emnet havde en væsentlig og meget betydelig offentlig interesse. Den kritiske journalistik var væsentlig for almenhedens opfattelse af forholdene i ældreplejen og behandlingen af de svageste. Hensynet til nyhedsformidlingen skal veje tungt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, hvorfor der også af den grund skal ske frifindelse.

Dertil kommer, at strafferetlige sanktioner alene bør anvendes over for medierne i forhold til privatlivskrænkelse, hvis der foreligger særlige omstændigheder, hvilket der ikke gør i den foreliggende sag. En sag som denne bør i givet fald alene sanktioneres civilretligt og eventuelt ved forelæggelse for Pressenævnet.

Omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, eller dennes analogi er sprunget i forhold til Københavns Politis indstilling af efterforskningen, idet kredsen af mistænkte var særdeles begrænset.

Sagen mod de tiltalte er også for så vidt angår forhold 3 forældet helt eller delvist, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, jf. § 94, stk. 1, idet T2 afleverede sine optagelser efter afslutningen af de enkelte vagter. Der er efter det oplyste ikke afleveret optagelser til Bastard Film efter den 28. januar 2006. Videregivelsen til DR er ikke foretaget af de tiltalte. At forhold 3 er forældet, følger endvidere af, at sagens forfølgning har været standset på ubestemt tid, jf. § 94, stk. 6.

Sagen kan som udgangspunkt kun gennemføres efter privat påtale, da det alene er private interesser, der er krænket, jf. straffelovens § 152 f, stk. 1. Offentlig påtale kan herefter alene ske, når forurettede anmoder herom, hvilket kun er sket for så vidt angår A.

Subsidiært gøres det gældende, at de tiltaltes personlige forhold, baggrunden for de tiltaltes aktiviteter og sagens forhold i øvrigt udgør sådanne særligt formildende omstændigheder, at straffen bør bortfalde eller i hvert fald formildes. Dette vil være i overensstemmelse med praksis i denne type sager og med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10.

Anklagemyndigheden har anført, at straffelovens § 152 er overtrådt ved videregivelse af fortrolige oplysninger om beboere på omsorgscentret Fælledgården. Sagen angår således - i overensstemmelse med byrettens bevisbedømmelse - ikke videregivelse af videooptagelser foretaget med skjult kamera af de fysiske rammer på omsorgscentret eller af de ansatte på centret.

T2 søgte efter forudgående aftale med T1 ansættelse i offentlig tjeneste med henblik på at opnå adgang til fortrolige oplysninger om forholdene på Fælledgården for at videregive disse til offentligheden. Dette er kernen i anvendelsesområdet for straffelovens § 152, og der foreligger således ikke materiel atypicitet.

Oplysningerne om de fire beboere, som denne sag drejer sig om, vedrører beboernes rent private og særdeles intime forhold. Oplysningerne er baseret på optagelser i de pågældendes egne hjem og viser beboerne i ydmygende situationer. Det følger af det regelsæt for vikarer, som T2 fik udleveret ved sin ansættelse, og af forvaltningslovens § 27, at de oplysninger, som hun fik adgang til gennem sin ansættelse, utvivlsomt er fortrolige. Der er derfor med videregivelsen sket en overtrædelse af straffelovens § 152.

Det bestrides ikke, at optagelse med skjult kamera og videregivelsen af optagelserne tjente et anerkendelsesværdigt formål og skabte en omfattende debat om forholdene på landets plejehjem. Der må imidlertid ved vurderingen af, hvorvidt videregivelsen af oplysninger om beboernes helbredstilstand skete til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, lægges vægt på oplysningernes meget private og krænkende karakter. Plejehjemsbeboere er i forvejen særligt udsatte som følge af sygdom eller svækkelse, og hverken beboerne eller deres pårørende havde på forhånd eller efterfølgende givet samtykke til, at oplysningerne blev videregivet. Det var uanset sløringen muligt for en bredere kreds at genkende beboerne. Videregivelsen af optagelserne af beboerne i de særdeles intime situationer med omtale af deres helbredsforhold var endvidere ikke nødvendig for at opnå formålet med udsendelsen. Der må under de givne omstændigheder lægges større vægt på hensynet til at værne om beboernes privatliv end på hensynet til at sikre pressens ytringsfrihed og mulighed for at virke som "public watchdog", jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Videregivelsen af oplysninger om beboernes helbredstilstand m.v. skete derfor ikke i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, jf. straffelovens § 152 e.

Der er ikke grundlag for at frifinde de tiltalte som følge af udløb af omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, idet de tiltalte ikke kunne anse sig som sigtede den 11. maj 2007, da Københavns Politi besluttede at indstille efterforskningen.

Der er ikke grundlag for at statuere forældelse efter straffelovens § 93, jf. § 94. Der er tale om en fortsat forbrydelse, hvor videregivelsen til DR skete, efter at T2s ansættelse var slut, det vil sige senere end den 29. januar 2006. Da de tiltalte den 29. januar 2008 blev sigtet, blev forældelsesfristen afbrudt, og forfølgningen har ikke på noget tidspunkt efter afbrydelsen af forældelsesfristen været standset på ubestemt tid.

Der er ikke alene tale om krænkelse af rent private interesser, jf. straffelovens § 152 f, stk. 1, da det offentlige utvivlsomt har en retlig interesse i, at plejehjemspersonalets tavshedspligt bliver overholdt, dels for at sikre, at de ofte svage og udsatte plejehjemsbeboere ikke krænkes, dels for at sikre fortroligheden i det offentlige plejesystem. De tiltaltes overtrædelse af straffelovens § 152 er derfor undergivet offentlig påtale. Dertil kommer, at de forurettede har anmodet om offentlig påtale, jf. § 152 f, stk. 2.

Navnlig henset til karakteren af de oplysninger, som de tiltalte videregav, er der grundlag for at skærpe den udmålte straf.

Supplerende sagsfremstilling

Pressenævnet har ved en kendelse af 31. oktober 2006 taget stilling til bl.a. en klage fra A over udsendelsen i DR den 21. maj 2006. I Pressenævnets kendelse hedder det bl.a.:

"Optagelser af [A], der er beboer på Fælledgården, er vist på en sådan måde, at det ikke kan udelukkes, at han vil kunne genkendes af personer, der kender ham…

Parterne har over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt beboeren har irriteret hud, eller der er tale om et sidde-/liggesår. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til, hvilken beskrivelse, der er den rigtige.

Pressenævnet finder det som udgangspunkt betænkeligt at bringe optagelser indhentet med skjult kamera, uden at efterfølende samtykke er tilvejebragt. En sådan fremgangsmåde kan endvidere kun være berettiget efter en nøje afvejning af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse i hvert tilfælde. I dette tilfælde er hensynet til beskyttelsen af den enkeltes personlige anseelse så tungtvejende, at anvendelsen af skjult kamera som sket til optagelser af beboeren i forbindelse med gennemførelse af nedre toilette ikke er berettiget. Det påhvilede endvidere Danmarks Radio at sikre en effektiv anonymisering af beboeren, hvilket ikke er sket. Beboeren har ikke givet samtykke til at bringe optagelserne, og har heller ikke givet andre fuldmagt til at give samtykke på hans vegne. Der foreligger derfor i forhold til beboeren en tilsidesættelse af god presseskik, og Nævnet udtaler sin kritik heraf."

Under sagens behandling ved Københavns Byret bestemte retten, at hovedforhandlingen i første omgang skulle begrænses til spørgsmålet, om sagen skulle afvises på grund af overskridelse af omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, i relation til Københavns Politis afgørelse af 11. maj 2007. De tiltalte nedlagde påstand om, at sagen skulle afvises, og anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at de tiltaltes påstand ikke skulle tages til følge. Ved Københavns Byrets kendelse af 7. april 2010 blev påstanden om afvisning ikke taget til følge. I byrettens begrundelse for afgørelsen hedder det:

"Det fremgår af sagen, at advokat Jesper Langemark den 11. juli 2006 på vegne af en række beboere og ansatte på Omsorgscentret Fælledgården indgav en politianmeldelse mod de to tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 152, § 264a og § 264d og mod de to tiltalte og generaldirektør i Danmarks Radio, Kenneth Plummer, for overtrædelse af straffelovens § 264d, jf. medieansvarslovens §§ 16 og 26, i forbindelse med offentliggørelsen af nogle optagelser med skjult kamera fra Fælledgården i Danmarks Radios udsendelse Magasinet Søndag den 21. maj 2006.

I følge det oplyste modtog advokat Tyge Trier på vegne de to tiltalte en kopi af politianmeldelserne fra advokat Jesper Langemark.

Ved brev af 11. maj 2007 stilet til advokat Jesper Langemark besluttede Københavns politi i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, at indstille efterforskningen i sagen.

Afgørelsen blev af advokat Jesper Langemark påklaget til Statsadvokaten, der ved afgørelse af 1. august 2007 besluttede, at efterforskningen skulle fortsætte.

Omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, gælder efter sin ordlyd kun tilfælde, hvor der formelt er rejst sigtelse. Det antages dog i forarbejderne, at omgørelsesfristen også gælder, hvor der formelt ikke er rejst en sigtelse, men hvor personen med føje har anset sig som sigtet.

Københavns Politi havde på tidspunktet for beslutningen om at indstille efterforskningen hverken sigtet eller afhørt de nu tiltalte med en sigtets rettigheder. Herefter, og da der heller ikke efter de i øvrigt foreliggende oplysninger har foreligget en sådan konkret mistanke rettet mod de pågældende, at de i relation til retsplejelovens § 724, stk. 2, må betragtes som personer, der har været sigtet, finder omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, ikke anvendelse.

Anklagemyndighedens påstand tages derfor til følge."

Højesteret har under hovedforhandlingen fået forevist den tv-udsendelse, som DR viste den 21. maj 2006.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder Højesteret ligesom landsretten, at omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, ikke finder anvendelse.

Den overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1, som T1 og T2 er tiltalt for, angår - bl.a. under hensyn til det fortrolighedsforhold, som må gælde i en omsorgs- og plejeinstitution - ikke alene private interesser. Det tiltrædes derfor, at forholdet er undergivet offentlig påtale.

Vedrørende spørgsmålet om forældelse har landsretten fundet det bevist, at T2 og T1 som led i det samlede projekt videregav eller medvirkede til videregivelse af fortrolige oplysninger først til Bastard Film A/S og derefter - efter den 29. januar 2006 - til DR. Der er således som anført af landsretten tale om en fortsat forbrydelse, der blev realiseret også i tiden efter den 29. januar 2006, hvorfor forældelsen blev afbrudt inden 2-års fristens udløb ved, at politiet den 29. januar 2008 sigtede de tiltalte. Forholdet er derfor ikke forældet efter straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, jf. § 94, stk. 1 og 5. Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltrædes det, at forfølgningen i sagen ikke i tiden efter sigtelsen har været standset på ubestemt tid, jf. straffelovens § 94, stk. 6.

Som anført af landsretten var T2 som ansat på Fælledgården underlagt tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, hun fik kendskab til i forbindelse med sit arbejde, herunder om beboernes helbredsforhold, jf. straffelovens § 152, stk. 1. T2 handlede efter forudgående aftale med og tilskyndelse fra T1, som derfor vil kunne straffes for medvirken til en overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1, begået af T2.

Højesteret tiltræder endvidere, at de filmoptagelser foretaget med skjult kamera, som T1 og T2 i ikke-sløret form videregav til Bastard Film og DR, og hvoraf dele i sløret form blev vist i tv, indeholdt fortrolige oplysninger om beboere på Fælledgården, herunder om de pågældende beboeres helbredsforhold.

Sagen angår herefter den afvejning af hensynet til de pågældende beboere på Fælledgården over for hensynet til pressens ytringsfrihed, som skal foretages efter straffelovens § 152, stk. 1, jf. § 152 e, nr. 2, således som disse bestemmelser skal fortolkes i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10.

Det er ubestridt, at videregivelsen af optagelserne skete til brug for en tv-udsendelse, som omhandlede spørgsmål af væsentlig samfundsmæssig interesse. Heroverfor står imidlertid, at optagelserne, som blev videregivet, efter Højesterets opfattelse indebar grove krænkelser af beboernes privatliv, jf. herved også artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Optagelserne viste således beboerne i meget intime situationer i deres hjem, herunder afklædte, under toiletbesøg og under plejepersonalets bistand med udførelse af intimhygiejne, uden at beboerne havde samtykket hertil.

Den sløring af beboerne, som blev foretaget i den efterfølgende tv-udsendelse, sikrede ganske vist, at de ikke kunne genkendes af offentligheden, men hindrede ikke, at de kunne genkendes af pårørende og bekendte. Højesteret tiltræder, at denne sløring, hvis omfang T1 og T2 havde accepteret, under de foreliggende omstændigheder, hvor beboerne blev vist i meget intime situationer, ikke kan anses for tilstrækkelig.

Efter en samlet afvejning finder Højesteret, at hensynet til at belyse mulige kritisable forhold på omsorgscentret Fælledgården ikke berettigede de nævnte grove krænkelser af beboernes privatliv.

Hertil kommer, at det efter Højesterets opfattelse ikke kan antages at have været nødvendigt at videregive optagelser af beboere på omsorgscentret i meget intime situationer. Den rejste kritik, hvorefter der forekom tryksår hos beboere på Fælledgården, og hvorefter det forekom, at beboere lå med samme ble i meget lang tid, kunne således efter Højesterets opfattelse have været fremført uden at bringe disse optagelser.

Højesteret tiltræder herefter, at videregivelsen af de fortrolige oplysninger ikke var berettiget efter straffelovens § 152, stk. 1, jf. § 152 e, nr. 2, således som disse bestemmelser skal fortolkes i lyset af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Højesteret finder ikke grundlag for at lade straffen bortfalde. Af de grunde, der er anført af landsretten, finder Højesteret straffene passende bestemt.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

T1 og T2 skal solidarisk betale sagens omkostninger for Højesteret, dog at T1 af salæret til deres fælles forsvarer skal betale 41.250 kr. + moms, mens T2 skal betale 33.750 kr. + moms.