Historisk dokumentationsmateriale

Dom i sagerne V 151/05 og V 152/05

Kate Trine Kuhlmann 
(Advokat Jes Andersen) 
mod 
Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S 
(Advokat Martin Dahl Pedersen) 

og

Generaldirektør Kenneth Plummer
(Advokat Peter Lambert) 

Sagen drejer sig om, hvorvidt Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S (i det følgende: Gyldendal), henholdsvis Generaldirektør for Danmarks Radio (i det følgende: DR) Kenneth Plummer har handlet i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, og skal betale godtgørelse for tort til Kate Trine Kuhlmann bl.a. ved at have udgivet bogen "Efter Drabet", henholdsvis at have udsendt programmet "Med ret til at dræbe", begge om besættelsestidens stikkerlikvideringer og visende et fotografi af en mand set bagfra liggende livløs hen over et bord efter at være blevet skudt gennem hovedet (i det følgende: Fotografiet). Manden på Fotografiet var Kate Trine Kuhlmanns morfar, Gunnar Siim.

Bogen

Gyldendal udgav i 2001 Peter Øvig Knudsen: Efter Drabet (i det følgende: Bogen) om de såkaldte stikkerlikvideringer, som medlemmer af den danske modstandsbevægelse foretog under 2. verdenskrig. Bogen omtaler side 115-117, hvordan modstandsmanden "Leif", alias politibetjent Einar Sørensen, foretog likvideringen af Gunnar Siim. Denne likvidering er beskrevet i flere bøger om Danmarks frihedskamp, bl.a. Ebbe Munck og Børge Outze: Danmarks Frihedskamp (1948-1949). Omstændighederne i forbindelse med likvideringen har endvidere dannet forlæg for en roman af Tage Skou-Hansen: Dagstjernen (1962). 

Øverst side 117 er Fotografiet gengivet med billedteksten: "Teglværksformand Gunnar Siim blev dræbt af Einar Sørensen den 29. august 1944, mens et orkester spillede op til dans på Hotel Hattenæs ved Brassø ved Silkeborg. Einar Sørensen havde siddet ved et nabobord og drukket en øl, indtil han rejste sig og skød Gunnar Siim to gange i nakken." 

Fotografiet er gengivet på Bogens omslag, på hvis inderside der står: "Forsidefoto: Teglværksformand Gunnar Siim blev likvideret på Hotel Hattenæs ved Silkeborg den 29. august 1944." Omslaget og Fotografiet vises her med samtykke fra sagens parter: 

Gyldendal havde fået Fotografiet udleveret til Bogen af Nationalmuseet ­ Frihedsmuseet. 

Bogen udkom i ordinærudgave i marts 2001 og i hardbackudgave i marts 2002, og disse udgaver solgte tilsammen ca. 10.000 eksemplarer. Omslagene med Fotografiet er enkelte gange indgået i Gyldendals sædvanlige annoncering i dagbladene og har været vist på Gyldendals hjemmeside indtil juni 2004, hvor også Bogens forfatter ophørte med at vise disse forsider på sin forfatterside. I marts 2003 var Bogen udkommet i en paperbackudgave med en anden forside uden Fotografiet. Senest er der udkommet en paperbackudgave sammen med en DVD med det nedenfor omtalte program "Med ret til at dræbe". Gyldendals salgsrepræsentanter har forevist udgaverne for en udvalgt del af boghandelen på Gyldendals sædvanlige salgsrejser. Kate Trine Kuhlmann anmodede den 11. december 2003 gennem sin advokat Gyldendal om at trække endnu ikke solgte eksemplarer af Bogen tilbage. Advokaten anførte, at Gyldendal ved at bringe Fotografiet havde overtrådt straffelovens § 264 d (om berettiget videregivelse af billeder af en anden under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden), og at Gyldendals markedsføring var i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik. Det afviste Gyldendal bl.a. under henvisning til, at Fotografiet ikke vedrørte omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden, men var et værdifuldt bidrag til belysning af et historisk forløb. Kate Trine Kuhlmann burde endvidere have gjort indsigelse på et tidligere tidspunkt og således ikke først, efter at der var gået mere end 3 år, siden bogen blev udgivet, bl.a. under betydelig presseomtale. 

Programmet

DR2 udsendte i foråret 2004 i 4 afsnit dokumentarprogrammet "Med ret til at dræbe" (i det følgende: Programmet), som var baseret på Bogen. Her berettede tidligere modstandsfolk om, hvordan likvideringerne af danskere under mistanke for stikkervirksomhed blev besluttet og gennemført. Fotografiet blev vist under omtalen af den pågældende likvidering. 

En sammenklippet version af Programmet er senere blevet vist flere gange på DR1 og DR2. Endvidere udlånes Programmet gennem bibliotekerne, ligesom det sælges på VHS og DVD, bl.a. sammen med en paperbackudgave af "Efter Drabet". 

Allerede forud for den første udsendelse havde Kate Trine Kuhlmanns advokat rettet henvendelse til DR og under henvisning til straffelovens § 264 d anmodet om, at Fotografiet ikke blev vist. 

DR afslog at undlade at vise Fotografiet under henvisning til, at dette var optaget på frit tilgængeligt sted og ikke viste Gunnar Siim under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. En væsentlig samfundsmæssig interesse i Programmet medførte endvidere, at visningen af Fotografiet ikke indebar nogen overtrædelse af straffelovens § 264 d og ikke var retsstridig. 

Beslutningen om ikke at rejse tiltale for overtrædelse af straffelovens § 264 d

Kate Trine Kuhlmann har anmodet anklagemyndigheden om at rejse tiltale for overtrædelse af straffelovens § 264 d i anledning af visningen af Fotografiet. Kate Trine Kuhlmanns advokat har under sagen oplyst, at anklagemyndigheden har afvist at rejse sådan straffesag under henvisning til, at der ikke er begået noget strafbart forhold. 

Påstande

Kate Trine Kuhlmann har nedlagt påstand om, at 
- Gyldendal skal anerkende at have handlet i strid med god markedsføringsskik, betale hende 30.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 14. oktober 2005 og tilbagekalde alle endnu ikke solgte eksemplarer af Bogen med billeder af Gunnar Siim,
herunder eksemplarer med medfølgende DVD med billeder af Gunnar Siim
- Kenneth Plummer skal undlade at fremvise Programmet eller dele heraf med billede af Gunnar Siim. 

Gyldendal og Kenneth Plummer har påstået frifindelse.

Forklaringer

Kate Trine Kuhlmann har forklaret, at hun, der er uddannet farmakonom, er førtidspensionist efter at have været udsat for en trafikulykke. Da hendes morforældre blev skilt, blev hendes morbror boende hos morfaren, mens hendes mor, der nu er død, blev boende hos hendes mormor. Morbroren lever fortsat og har 3 børn. Hun har selv en bror. 

Morfarens død under krigen har været et stort tabuemne i familien. Hendes mor havde hele sit liv søgt at få at vide, hvordan hendes far var død, og havde uden held søgt oplysninger herom, bl.a. i Rigsarkivet. Hun har selv først fået kendskab til sandheden om morfarens død, da omstændighederne herved blev beskrevet i Bogen. 

Hun har kun sporadisk kontakt til sin morbror, der hverken fysisk eller psykisk er i stand til at tage stilling til den foreliggende sag. Hun har dog tæt forbindelse til morbrorens ældste datter, hendes kusine, der også var den, der orienterede hende om Bogen. Hun havde forinden hørt om bogen. 

Hun havde aldrig set Fotografiet før, og det har aldrig været kendt i familien, at det fandtes. Det var hele hendes families historie, som herved blev gjort levende for hende, og det var ydmygende for hendes morfar og for hele familien at se morfaren ligge på den måde. Hun finder væmmelse ved at se billedet af sin morfar, som hun i øvrigt ikke har noget som helst kendskab til. Bogen er fremragende, og historien om likvideringerne er vigtig at få fortalt ­ men det behøver ikke at ske ved yderligere at krænke de personer, som likvideringerne gik ud over. Hun købte Bogen, straks da hun af kusinen fik kendskab til denne, og reagerede straks ved at søge at få udgivelsen standset. Det er rigtigt, at hendes daværende advokat lod mere end et år hengå, fra Gyldendal tog forsiden fra sin hjemmeside, og indtil der på ny blev rettet henvendelse til Gyldendal. 

Litterær direktør hos Gyldendal, Johannes Riis, har bl.a. forklaret, at Peter Øvig Knudsen havde udbygget en serie artikler med interviews med modstandsfolk, som havde været bragt i Weekendavisen, til Bogen, som Gyldendal gerne ville udgive, idet forlaget fandt det i offentlighedens interesse, at der blev kastet nyt lys over besættelsestidens historie. Det unikke ved Bogen er, at den får nuanceret debatten om besættelsestidens likvideringer og får nye aspekter frem, og Bogen er derfor også værdsat af faghistorikere. Forlaget har modtaget mange tilkendegivelser fra pårørende til dræbte, som har været taknemmelige for, at tabuer er blevet brudt gennem Bogens behandling af likvideringerne. Derimod har der været modstandsfolk, som ikke har været så glade for bogen. 

Fotografiet på forsiden af Bogen relaterer sig til begivenheder, som er beskrevet i Bogen, og er i øvrigt dækkende for de blodige og ubehagelige sandheder, som Bogen beretter om. 

Bogen har været markedsført i overensstemmelse med forlagets sædvanlige procedure bl.a. med gengivelse af forsiden i kataloger mv. Han kan ikke sige, om ændringen af omslaget har haft betydning for salget. Efter at omslaget blev ændret i forbindelse med udgivelsen af paperback-udgaven, hørte forlaget ikke mere til sagen fra Kate Trine Kuhlmanns side. 

Peter Øvig Knudsen har forklaret, at han er uddannet journalist og har arbejdet på forskellige aviser og skrevet omkring 10 bøger om forskellige emner. "Efter Drabet" fik han inspiration til, mens han arbejdede på Weekendavisen, og begyndte at interviewe modstandsfolk, der havde udført drabene. Det viste sig at være et stort set ubeskrevet emne, og han begyndte at 
brede sin interesse herfor ud. Det viste sig, at der var en kategori af ofre, som likvideringerne og de tabuer, der fulgte med, havde særlig betydning for. Han undersøgte derfor på den ene side frihedskæmpernes motiver, og hvad det betød for dem at udføre disse drab, og på den anden side virkningen for de dræbtes familier af, at man hemmeligholdt disse drab, således 
at de pårørende ikke fik de mest elementære oplysninger herom. 

Han fik adgang til sagerne fra besættelsestiden og opdagede, at det kun var i få tilfælde, man kunne bevise, at de dræbte var stikkere. Der viste sig allehånde forskellige motiver til drabene, som tit blev gennemført på baggrund af hurtige og meget tilfældige beslutninger. 

At man efter krigen har besluttet ikke at undersøge disse drab nærmere, har bevirket en smerte for begge parter, navnlig de pårørende, som ikke kunne forstå, hvorfor deres far skulle slås ihjel.

Fotografiet har han fundet på Frihedsmuseets arkiver sammen med et andet billede af en navngiven dræbt person, som også er vist i Bogen, og som har været vist flere gange før. Der findes vist nok et tredje billede, men man har ikke navnet på den dræbte og kan ikke med sikkerhed sige, om dette billede forestiller en likvideret stikker. Han vil tro, at Fotografiet er taget af politiet, men det kan også være taget af en gæst på restaurationen. Han tør ikke sige, om Fotografiet tidligere har været vist i aviser eller lignende i forbindelse med omtale af drabet, idet han ikke har undersøgt det. Han gav oplysning om billedet til 
Gyldendal, der herefter søgte og fik Nationalmuseet ­ Frihedsmuseets tilladelse til at anvende billedet uden nogen begrænsninger. 

Det var oplagt at anvende ét af de to billeder på Bogens forside, og man valgte Fotografiet, da dette ikke havde været vist før og derfor ikke var så kendt som det andet. 

Parternes synspunkter

Kate Trine Kuhlmanns advokat har gjort gældende, at Gyldendal skal trække Bogen tilbage og betale godtgørelse for tort. Gyldendal har handlet i strid med god markedsføringsskik ved i Bogen, på dennes forside og i markedsføringsmateriale at benytte Fotografiet af Kate Trine Kuhlmanns morfar, Gunnar Siim, liggende hen over et bord og skudt igennem hovedet. Gyldendal har ikke fået samtykke hertil fra afdødes familie. Der er ingen rimelig begrundelse for, at Gyldendal har brugt Fotografiet til at markedsføre Bogen, og Gyldendal har herved påført Kate Trine Kuhlmann tort, således at Gyldendal skal betale hende godt-gørelse med 30.000 kr. efter erstatningsansvarslovens § 26. 

Generaldirektør Kenneth Plummer er som generaldirektør for DR ligeledes ansvarlig for, at DR har påført Kate Trine Kuhlmann tort ved at bringe Fotografiet i Programmet, og generaldirektøren skal derfor sørge for, at Programmet trækkes tilbage og ikke fremvises. 

Kate Trine Kuhlmann købte Bogen, så snart en kusine havde gjort hende bekendt med dens eksistens og omtale af morfarens død, og hun rettede straks herefter gennem en advokat henvendelse til Gyldendal med anmodning om, at Bogen skulle trækkes tilbage. 

Gyldendals advokat har gjort gældende, at Gyldendals anvendelse af Fotografiet i Bogen, på dennes forside og i markedsføringsmateriale ikke er i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1. Gyldendal har handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse ved at udgive Bogen og ved at bruge Fotografiet, som er et af blot to eksisterende billeder af personer, som har været udsat for modstandsbevægelsens såkaldte stikkerlikvideringer, til dokumentation af de forhold, om hvilke der berettes i Bogen. Bogen er blevet til ved Peter Øvig Knudsens interviews og research i sager fra besættelsestiden, og Bogen har været med til at løfte sløret for barske og ubehagelige hændelser. Denne research har bragt Fotogra-fiet for dagen, som hidtil har været ukendt selv for den dræbtes familie, og Fotografiet er en vigtig dokumentation af beretningen om de historiske begivenheder. Hvordan skulle man kunne dokumentere begivenheder, som rent faktisk har fundet sted, hvis man ikke kunne vise de billeder, der udgør dokumentationen herfor?

Markedsføringslovens § 1 beskytter mod kommerciel snyltning, men det er der på ingen måde tale om her, idet Bogen giver en sober og nuanceret redegørelse for de historiske begivenheder, og idet Fotografiet bruges på loyal og relevant måde og i saglig sammenhæng med fremstillingen i Bogen. 

Kenneth Plummers advokat har gjort gældende, at Fotografiet er over 20 år gammelt, og at det derfor følger af princippet i straffelovens § 274, stk. 2, at det frit kan bruges, så længe der ikke sker bagvaskelse. Beskyttelsen af den personlige integritet ophører således en kortere årrække efter den pågældendes død, og brug, som ellers ville være ulovlig, bliver herved 
lovlig, således at oplysninger og billeder kan anvendes til belysning af historien. Anklagemyndigheden har da også truffet bindende afgørelse om, at visningen af Fotografiet ikke indebærer nogen overtrædelse af straffelovens § 264 d. Hertil kommer, at Kate Trine Kuhlmann som barnebarn ikke kan påtale nogen eventuel krænkelse, jf. princippet i retsplejelovens § 725, stk. 1, 3. pkt. Man ved heller ikke, hvordan Gunnar Siims øvrige efterkommere, herunder hans søn og øvrige fire børnebørn, stiller sig til brugen af Fotografiet. Markedsføringsloven gælder ikke for DR's visning af programmer, som hører under medieansvars-loven.

Sø- og Handelsrettens afgørelse

Det lægges ved afgørelsen i overensstemmelse med parternes oplysninger til grund, at anklagemyndigheden har truffet afgørelse om ikke at rejse påtale for overtrædelse af straffelovens § 264 d, idet visningen af Fotografiet i Bogen og Programmet ikke udgør noget strafbart forhold. 

Det lægges endvidere til grund, at Nationalmuseet ­ Frihedsmuseet har tilladt, at Fotografiet, der nu er over 60 år gammelt og ét af kun to fotografier, som med sikkerhed forestiller en likvideret person, anvendes i forbindelse med Bogens og Programmets behandling af besættelsestidens likvideringer. 

Retten finder efter en gennemgang af Bogen og Programmet, at Fotografiet er anvendt på relevant og loyal måde i forhold til emnet og i det hele er dækkende for de begivenheder, som Bogen og Programmet på saglig og nuanceret måde fremstiller, afdækker og stiller spørgsmålstegn ved, herunder omstændighederne i forbindelse med drabet af Gunnar Siim, som også er beskrevet i andre værker om besættelsestidens historie. 

Fotografiet viser en person set bagfra i en positur, hvor den pågældende ikke kan genkendes. Da der endvidere knytter sig en åbenbar almeninteresse til anvendelsen af Fotografiet som historisk dokumentationsmateriale i Bogen og Programmet, findes 
visningen heraf ikke retsstridig. 

Det samme gælder brugen af Fotografiet på Bogens forside og visningen af denne forside i forbindelse med Gyldendals markedsføring af Bogen, idet forsidebilledet er relevant og dækkende for bogens indhold, og idet markedsføringen er foregået på sædvanlig måde. 

Allerede af disse grunde tages Gyldendals og Kenneth Plummers frifindelsespåstande til følge, således at det ikke er nødvendigt at tage stilling til Gyldendals og Kenneth Plummers øvrige indsigelser, herunder om Kate Trine Kuhlmann som ét ud af Gunnar Siims fem børnebørn overhovedet ville have kunnet påtale en eventuel krænkelse af Gunnar Siim, jf. princippet i retsplejelovens § 725, stk. 1, 3. pkt.

Kate Trine Kuhlmann skal betale de sagsomkostninger, som er fastsat nedenfor, til dækning af Gyldendals og Kenneth Plummers udgift til advokat.  

T H I K E N D E S F O R R E T

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S og Kenneth Plummer frifindes. Kate Trine Kuhlmann skal inden 14 dage i sagsomkostninger betale 10.000 kr. til Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S og 10.000 kr. til Kenneth Plummer. 

Lars Krobæk 
Bjarne Egedal 
Michael B. Elmer 
(retsformand) 
Ole Lundsgaard Andersen 
Hans Jørgen Nielsen 

(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den