HØJESTERETS DOM
afsagt torsdag den 21. juni 2018
Sag 238/2017
(1. afdeling)
Tower-Crane Europe/Schepers Kranen
(advokat Anne Birgitte Gammeljord)
mod
Krøll Cranes A/S
(advokat Henrik Thal Jantzen)
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Hillerød den 6. april 2016 og af Østre Landsrets
6. afdeling den 27. juni 2017.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Thomas Rørdam, Marianne Højgaard Pedersen,
Poul Dahl Jensen, Kurt Rasmussen og Jens Kruse Mikkelsen.
Påstande
Appellanten, Tower-Crane Europe/Schepers Kranen, har gentaget sin påstand om, at indstævnte,
Krøll Cranes A/S, skal betale (1) 58.257,54 EUR og (2) 140.100 kr., subsidiært et
mindre beløb, alt med procesrente fra sagens anlæg.
Krøll Cranes A/S har påstået stadfæstelse.
Tower-Crane Europe/Schepers Kranen (herefter Schepers) har i sit sammenfattende processkrift
redegjort for den principale påstands sammensætning på følgende måde:
”Påstand 1 er en erstatningspåstand for den negative kontraktsinteresse og sammensættes
af 1) Tower Cranes faktisk afholdte omkostninger til opfyldelse af handelsagentaftalen
i perioden 1. januar 2014 til 31. januar 2015 […], samt 2) mistet indkomst på Linden
Comansa agenturet i et år skønsmæssigt beregnet som det gennemsnitlige overskud på
agenturet i perioden 2011-2013 […]:
Faktiske udgifter til hotel, forplejning og rejse EUR 2.560,95
Faktiske udgifter til diesel EUR 3.967,44
Faktiske udgifter til bil EUR 2.887,48
Faktiske udgifter til hjemmeside, markedsføring, revisor mv. EUR 9.655,67
Tab af indkomst på Linden Comansa agenturet EUR 39.186,00
I alt EUR 58.257,54
Påstand 2 er en påstand nedlagt som følge af, at Krøll Cranes i utide uberettiget opsagde
handelsagentaftalen. Erstatningskravet er på baggrund af principperne i Højesteretspraksis
fastsat til kr. 100.000, hvortil der – for at tage højde for inflation – er tillagt et
beløb baseret på udviklingen i nettoprisindekset. Skønsmæssig erstatning kr. 100.000
samt forhøjelse med 40,1 % i henhold til nettoprisindekset 1996-2015 kr. 40.100 eller i
alt kr. 140.100.”
Supplerende sagsfremstilling
I handelsagentaftale indgået mellem Krøll Cranes og Schepers den 3. juni 2014 er artikel 8
sålydende:
”Term of the Contract
The contract shall enter into force on 1st January 2014 and have two years duration.
After this period the contract may be re-negotiated.”
I mail af 13. marts 2018 fra Philip Vanavermaete, Brualfa nv, til Schepers er om samarbejdet
vedrørende salg og udlejning af Linden Comansa-byggekraner anført følgende:
”Hermed bekræfter jeg, at der siden april 2014 ikke er gjort forretninger mellem brualfa
og schepers for så vidt angår leje og salg af kraner i henhold til kontrakten.”
Retsgrundlag
Handelsagentloven indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
”§ 1. Loven kan fraviges ved aftale, medmindre andet er angivet i loven…
§ 6. Forsømmer handelsagenten eller agenturgiveren sine pligter over for den anden
part, har denne ret til erstatning for den herved forvoldte skade.
Stk. 2. Den, der vil kræve erstatning, skal underrette den anden part herom uden ugrundet
ophold, efter at den pågældende fik eller burde have fået kendskab til forsømmelsen
og skaden. I modsat fald fortabes retten til erstatning.
Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke, hvis den anden part har handlet i strid med almindelig hæderlighed
eller groft uagtsomt.
§ 22. Er agenturaftalen ikke indgået for en bestemt periode, kan agenturgiveren og handelsagenten
i det første år af aftaleperioden opsige aftalen med et varsel på 1 måned.
Varslet forlænges med 1 måned for hvert påbegyndt år, agenturaftalen har bestået. Varslet
kan dog ikke overstige 6 måneder, medmindre andet er aftalt.
Stk. 2. Der kan ikke ved forudgående aftale fastsættes kortere varsler end dem, der er
nævnt i stk. 1. Dog kan det aftales, at handelsagenten kan opsige aftalen med 3 måneders
varsel, selv om aftalen har bestået i 3 år eller mere.
Stk. 3. Aftaler parterne længere opsigelsesvarsler end de i stk. 1 nævnte, må varslet ikke
være kortere ved opsigelse fra agenturgivers side end ved opsigelse fra handelsagentens
side.
Stk. 4. Er andet ikke aftalt, sker opsigelse til udgangen af en kalendermåned.
§ 23. Videreføres en aftale, der er indgået for en bestemt periode, efter denne periodes
udløb, finder § 22 tilsvarende anvendelse. Ved beregningen af de i § 22, stk. 1, omhandlede
opsigelsesvarsler medregnes den tidsbestemte aftaleperiode.”
I bemærkningerne til forslaget til handelsagentlovens § 23 hedder det (Folketingstidende
1989-90, 1. saml., tillæg A, lovforslag nr. L 106, sp. 2705):
”Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 14, finder anvendelse på tidsbestemte
aftaler, der videreføres efter den aftalte periodes udløb, hvad enten dette sker stiltiende
eller efter aftale.
I disse tilfælde foreslås det, at reglerne i § 22 om opsigelsesvarsler skal finde anvendelse.
I betænkningen anførte arbejdsgruppen, at formålet med bestemmelsen bl.a. er at sikre
mod omgåelse af opsigelsesreglerne ved, at der indgås en række tidsbestemte agenturaftaler
efter hinanden.
På baggrund heraf fandt arbejdsgruppen, at bestemmelsen i direktivets artikel 14 måtte
forstås således, at aftale om tidsbegrænset forlængelse af en tidsbegrænset aftale er udelukket.
På denne baggrund havde arbejdsgruppen i sit lovudkast foreslået indsat en bestemmelse
om, at § 23 skulle være ufravigelig.
Justitsministeriet har imidlertid ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at medtage en sådan
bestemmelse i lovforslaget.
Der lægges i denne forbindelse navnlig vægt på, at bestemmelsen efter direktivet ikke er
gjort ufravigelig. Endvidere er det Justitsministeriets opfattelse, at domstolene formentlig
i en konkret situation ud fra almindelige omgåelses- og rimelighedsprincipper vil statuere, at en
tidsbestemt aftale, som gentagne gange er blevet forlænget, må anses for ændret til en
tidsubestemt aftale med de konsekvenser, som følger af lovforslaget.
Spørgsmålet om, hvorvidt der i øvrigt er tale om videreførelse af aftalen, må bero på en
konkret vurdering, jf. herved det af arbejdsgruppen anførte i betænkningen s. 109.
I 2. pkt. fastsættes det, at ved beregningen af opsigelsesvarsler i medfør af § 22 skal den
tidsbestemte aftaleperiode medregnes. Dette er en gennemførelse af direktivets artikel
15, stk. 6.”
I den betænkning, der er omtalt i lovforslaget (betænkning nr. 1151/1988 om handelsagenter
og handelsrejsende afgivet af Justitsministeriets arbejdsgruppe om handelsagenter), er side
108 f. om § 23, stk. 1, anført bl.a.:
”Det følger af 1. pkt., der gennemfører direktivets artikel 14, at en tidsbegrænset agenturaftale,
der stiltiende eller ved aftale mellem parterne videreføres efter det tidspunkt,
hvor den efter sit indhold skulle være ophørt, anses for ændret til en tidsubestemt aftale.
Dette indebærer, at de i § 22 fastsatte varsler bliver gældende ved opsigelse af agenturaftalen.
Formålet med bestemmelsen er bl.a. at sikre mod omgåelse af opsigelsesreglerne ved, at
der indgås en række tidsbestemte agenturaftaler efter hinanden.
Som følge af affattelsen af artikel 14 i direktivet kan det være tvivlsomt, om parterne
kan aftale, at den tidsbegrænsede aftale skal afløses af en ny tidsbegrænset aftale. Der
kan være et praktisk behov herfor, og det svenske udvalg har i en tilsvarende regel
foreslået, at en tidsbegrænset aftale kan forlænges tidsbegrænset to gange, således at
den tredje tidsbegrænsede forlængelse bevirker, at opsigelsesvarslet gælder (…).
På grund af formålet med artikel 14 finder arbejdsgruppen, at den må forstås således, at
aftale om tidsbegrænset forlængelse af en tidsbegrænset aftale er udelukket, jf. i samme
retning Bent Iversen: Handelsagenten og eneforhandleren (1987), side 168 f. Også den
tyske direktivtekst taler for denne forståelse.
Det må afhænge af en konkret bedømmelse, om der er tale om en videreførelse af aftalen.
Forholdsregler, som en part træffer for at afvikle den udløbne aftale, kan naturligvis
ikke anses som en videreførelse af denne. Der vil derimod være tale om en videreførelse,
hvis agenten fortsætter sit sædvanlige arbejde for agenturgiveren, og agenturgiveren
accepterer dette.
…
Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at der er tale om en videreførelse af
det oprindelige kontraktsforhold. Sker der væsentlige ændringer i agenturaftalens indhold
eller ophører samarbejdet mellem parterne i en længere periode, vil der ikke være
tale om samme kontraktsforhold. Videreføres agenturaftalen på samme betingelser som
hidtil, vil et kortvarigt samarbejdsophør i reglen ikke hindre, at den tidsbegrænsede
agenturaftale ændres til en tidsubestemt aftale. I øvrigt må det bero på en konkret vurdering,
om der foreligger en videreførelse af det oprindelige kontraktsforhold.”
Højesterets begrundelse og resultat
Sagen angår Krøll Cranes A/S’ opsigelse af en handelsagentaftale med Tower-Crane Europe/
Schepers Kranen (herefter Schepers) og Schepers erstatningskrav som følge af opsigelsen.
Krøll Cranes indgik den 1. januar 2013 aftale med Schepers om, at denne skulle være handelsagent
for Krøll Cranes. Aftalen var gældende for Tyskland, Belgien, Nederlandene og
Luxembourg, og den omfattede samtlige Krøll Cranes’ tårnkraner, for Nederlandenes vedkommende
dog undtaget nogle mindre tårnkraner, der svarede til de Linden Comansa-kraner,
som Schepers havde en forhandleraftale med Brualfa nv om. Aftalen af 1. januar 2013 var
tidsbegrænset med en varighed på et år fra den 1. oktober 2012. Efter aftalens udløb indgik
parterne en ny aftale, der var identisk med den tidligere, bortset fra at tidsbegrænsningen nu
blev fastsat til to år gældende for perioden fra 1. januar 2014 til 1. januar 2016. Den 3. juni
2014 indgik parterne endnu en aftale. Ved aftalen blev ”territoriet” udvidet til også at omfatte
Østrig og Schweiz, og begrænsningen for så vidt angår de mindre kraner for Nederlandenes
vedkommende blev ophævet. Bortset herfra var aftalen identisk med aftalen fra december
2013, herunder begrænsningen af kontraktens varighed til to år regnet fra den 1. januar 2014
(aftalens artikel 8). Aftalerne mellem Krøll Cranes og Schepers er udformet på grundlag af
Krøll Cranes’ standardkontrakt.
Ved brev af 31. oktober 2014 opsagde Krøll Cranes over for Schepers handelsagentaftalen til
ophør den 31. januar 2015. Det er et hovedspørgsmål under sagen, om denne opsigelse er berettiget.
Spørgsmålet om opsigelsens berettigelse beror i første række på, hvad der er aftalt mellem
parterne, og i anden række på, om det aftalte er i strid med ufravigelige regler.
Ifølge artikel 8 i aftalen af 3. juni 2014 er aftalen begrænset til at gælde i to år regnet fra den
1. januar 2014, og det er angivet, at aftalen efter udløbet af denne periode kan blive genforhandlet.
Højesteret finder, at aftalens artikel 8 efter sin ordlyd sammenholdt med kontraktforholdets
karakter og varighed må forstås på den måde, at aftalen er uopsigelig i den aftalte periode på
to år.
Handelsagentloven indeholder ingen regler, der er til hinder for, at en agenturgiver indrømmer
en handelsagent uopsigelighed i aftaleperioden eller i en del af den. Dette gælder, uanset om
aftalen er tidsbestemt eller tidsubestemt. Tilsidesættelse af en sådan aftale om uopsigelighed
må i givet fald bero på andre bestemmelser, f.eks. bestemmelser i aftaleloven.
På den baggrund har Krøll Cranes ikke været berettiget til at opsige aftalen som sket til ophør
den 31. januar 2015. Krøll Cranes har herved misligholdt aftalen og handlet erstatningspådragende
over for Schepers.
Schepers har fremsat krav om erstatning for afholdte udgifter på i alt 19.071,54 EUR og for
tab af indtægter vedrørende Linden Comansa-kraner på 39.186 EUR. Schepers har herudover
fremsat et krav om erstatning på 140.100 kr. for uberettiget opsigelse.
For så vidt angår kravet om erstatning for afholdte udgifter på 19.071,54 EUR, lægger Højesteret
til grund, at Schepers har haft udgifter til transport, hotel, markedsføring mv. som led i
udførelsen af hvervet som handelsagent for Krøll Cranes, dog således at nogle af de udgifter,
der er medtaget i Schepers opgørelse over udgifter, herunder udgifter til revisor og til forsikringer,
ikke eller ikke fuldt ud kan henføres til agenturet for Krøll Cranes.
Højesteret fastsætter på den baggrund skønsmæssigt den erstatning, der tilkommer Schepers
til dækning af afholdte udgifter, til 15.000 EUR.
Med hensyn til kravet om erstatning for tab af indtægter vedrørende Linden Comansa-kraner
på 39.186 EUR bemærkes følgende:
Ifølge mailen af 13. marts 2018 fra Brualfa er der ikke siden april 2014 gjort forretninger mellem
Brualfa og Schepers for så vidt angår salg og udlejning af Linden Comansa-kraner i henhold
til kontrakten fra 2011. Det er ikke ved denne mail eller ved den øvrige bevisførelse
godtgjort, at der er en sådan sammenhæng mellem ophøret af samarbejdet med Brualfa i april
2014 og aftalen af 3. juni 2014 med Krøll Cranes, at Schepers kan kræve tab af indtægter på
Linden Comansa-samarbejdet erstattet af Krøll Cranes. Der kan derfor ikke gives Schepers
medhold i dette krav.
Hvad endelig angår kravet om erstatning på 140.100 kr., finder Højesteret det ikke godtgjort,
at Schepers som følge af Krøll Cranes’ uberettigede opsigelse af handelsagentaftalen har haft
et tab ud over, hvad der kan henføres til afholdte udgifter.
Som følge af det anførte tager Højesteret Schepers erstatningspåstand til følge med et beløb
på 15.000 EUR.
Efter sagens udfald skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret
til den anden part. Dog skal Krøll Cranes godtgøre Schepers halvdelen af de betalte
retsafgifter for byret, landsret og Højesteret.
Thi kendes for ret:
Krøll Cranes A/S skal til Tower-Crane Europe/Schepers Kranen betale 15.000 EUR med procesrente
fra den 10. februar 2015.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret til den anden
part. Dog skal Krøll Cranes A/S betale 28.505 kr. til Tower-Crane Europe/Schepers Kranen.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet
forrentes efter rentelovens § 8 a.