Godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse - Højesterets dom

HØJESTERETS DOM

 afsagt tirsdag den 17. april 2018

Sag 303/2016 (2. afdeling) Akademikerne som mandatar for A, B, C og D (advokat Steen Leonhardt Frederiksen for alle)

mod

Roskilde Universitet (advokat Niels Banke)

Biintervenienter til støtte for Roskilde Universitet: Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte og Moderniseringsstyrelsen (advokat Niels Banke for begge)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 13. afdeling den 14. november 2016.

I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Lene Pagter Kristensen, Jon Stokholm, Vibeke Rønne, Hanne Schmidt, Jan Schans Christensen, Lars Apostoli og Kristian Korfits Nielsen.

Påstande

Parterne har gentaget deres påstande.

Det er oplyst, at Roskilde Universitet har opfyldt landsrettens dom.

Anbringender

Akademikerne som mandatar for A, B, C og D har anført navnlig, at de har ret til pensionsbidrag af deres løn som undervisningsassistenter i perioden fra den 1. september 2012, jf. deltidslovens § 4, stk. 3, subsidiært lov om tidsbegrænset ansættelse § 8, stk. 2. De manglende pensionsbidrag i denne periode har indebåret forskelsbehandling i strid med rammeaftalerne om deltidsansættelse og tidsbegrænset ansættelse. Appellanterne er således sammenlignelige med fuldtidsansat videnskabeligt personale (F-VIP'ere), der var tilknyttet den samfundsvidenskabelige basisuddannelse (sam.bas), og som på lige fod med dem indgik i fordelingen af de samlede opgaver. De er i hvert fald sammenlignelige med videnskabelige assistenter, der ligeledes indgik i fordelingen af opgaver, og som alle i henhold til overenskomsten havde ret til pensionsbidrag af deres løn. Alle undervisere har uanset stillingsbetegnelse varetaget samme arbejdsopgaver, mens de har undervist på basisuddannelsen. De har opfyldt de kvalifikationsmæssige betingelser for ansættelse som FVIP'ere, da de har videnskabelige kvalifikationer på ph.d.-niveau. Der er allerede derfor ikke grundlag for at anse deres kvalifikationsniveau efter mange års uafbrudt ansættelse på Roskilde Universitet for lavere end referencegruppens. F-VIP’ere og videnskabelige assistenter optjener ret til pension i den del af deres arbejdstid, hvor de er knyttet til basisuddannelsen. Ved fordelingen af opgaver uden hensyn til stillingsbetegnelse og under samme rammevilkår har universitetet reelt anerkendt, at de i hvert fald i forhold til de undervisningsopgaver, der samlet blev fordelt på basisuddannelsen, befandt sig på samme kvalifikationsniveau som F-VIP’ere. At de befandt sig på samme kvalifikationsniveau som øvrige tilknyttede videnskabelige assistenter er oplagt, da de selv fungerede som videnskabelige assistenter fra 2009-2012.

Ved bedømmelsen af, om der foreligger forskelsbehandling, gælder, hvor det er hensigtsmæssigt, et princip om forholdsmæssig aflønning og forholdsmæssige rettigheder. Ansættelsesvilkårene, herunder adgangen til pensionsbidrag, må derfor som udgangspunkt bedømmes enkeltvis. Krav på pensionsbidrag er særligt beskyttet, og det er uden betydning for både bedømmelsen af, om der foreligger forskelsbehandling, og for opgørelsen af efterbetalingskravet efter deltidslovens § 4, stk. 3, om undervisningsassistenters timeløn har været større end sammenlignelige gruppers. Det bestrides, at den tabel med timelønninger for videnskabelige assistenter, undervisningsassistenter og eksterne lektorer, som er fremlagt af Roskilde Universitet, giver et retvisende billede af lønrelationerne.

Efter ikrafttrædelsen af lov om tidsbegrænset ansættelse den 1. juni 2003 har appellanterne i strid med lovens § 5, stk. 2, fået fornyet deres ansættelse mere end to gange. Uanset at deres ansættelsesforhold er undergået løbende og talrige skift med hensyn til stillingsbetegnelse og hertil knyttede løn- og ansættelsesvilkår, skal de enkelte forlængelser i relation til § 5, stk. 2, anses for samme ansættelsesforhold. Det afgørende er, at appellanterne kontinuerligt har varetaget i det væsentlige samme opgaver. Godtgørelsen bør fastsættes til 100.000 kr. Det er ikke udtryk for en korrekt forståelse af beskyttelsen efter § 5, stk. 2, når landsretten har anført, at deres alternativ til fortsat tidsbegrænset ansættelse var ingen ansættelse. Roskilde Universitet fandt dem fortsat egnede, da ansættelsesforholdene blev bragt til ophør, og universitetet havde som følge af de gentagne krænkelser af § 5, stk. 2, over en mangeårig periode pligt til at videreføre ansættelsen af dem. Der var i foråret 2012 skabt grundlag for at ansætte eksterne lektorer tidsubegrænset. Den begrænsning i adgangen til at ansætte dem i en fast stilling, som fulgte af cirkulæret om stillingsstrukturen, kan ikke i en situation, hvor der foreligger et mangeårigt misbrug af gentagne forlængelser, føre til et lavere godtgørelsesniveau efter lovens § 8, stk. 1. Det vil stride mod formålet med de EU-retlige regler og samtidig medføre, at personer, der har været udsat for misbrug i form af gentagne forlængelser, vil undlade at påberåbe sig deres rettigheder i håb om at kunne fortsætte ansættelsen. Godtgørelsesniveauet bør afspejle, at der foreligger et ganske alvorligt misbrug.

Roskilde Universitets afvisning af at videreføre appellanternes ansættelsesforhold i begyndelsen af efterårssemestret 2014 havde en sådan sammenhæng med, at de havde rejst krav over for universitetet i henhold til deltidsloven og lov om tidsbegrænset ansættelse, at afvisningen indebar en overtrædelse af lov om tidsbegrænset ansættelse § 8, stk. 3, og deltidslovens § 4, stk. 4, om viktimisering. Der skal derfor tillige udmåles en godtgørelse efter disse bestemmelser. Afvisning af fortsat ansættelse udgør i det mindste en selvstændig krænkelse af deres rettigheder i strid med diskriminationsforbuddet i lov om tidsbegrænset ansættelse § 4, stk. 1. Der bør derfor også udmåles en godtgørelse efter de nævnte bestemmelser.

Roskilde Universitet har heroverfor anført navnlig, at appellanterne ikke har været udsat for forskelsbehandling i strid med deltidsloven eller lov om tidsbegrænset ansættelse. På Roskilde Universitet findes ikke fuldtidsstillinger eller tidsubegrænsede stillinger, der er sammenlignelige med appellanternes stillinger som deltidsansat videnskabeligt personale (D-VIP’ere), og der er ved fastsættelsen af timelønnen for D-VIP’ere faktisk taget behørigt højde for, at der ikke indbetales pensionsbidrag, som tilfældet er for F-VIP’ere. D-VIP’ere (undervisningsassistenter og eksterne lektorer) kan ikke sammenlignes med F-VIP’ere (adjunkt, lektor og professor). Det skyldes navnlig, at F-VIP’eres stillinger er hovedstillinger, der omfatter andre opgaver af især forskningsmæssig karakter, og at ansættelse som F-VIP’er forudsætter dokumenterede faglige kvalifikationer på et væsentligt højere niveau end påkrævet for ansættelse som D-VIP’er. Det kan ikke føre til et andet resultat, at der kan være et vist overlap mellem de opgaver, der varetages af F-VIP’ere og D-VIP’ere. At F-VIP’ere ved siden af deres forskningsmæssige og administrative opgaver i et vist omfang varetager nogle af de samme undervisningsopgaver som D-VIP’ere medfører ikke, at stillingerne er sammenlignelige. Appellanterne opfyldte ikke betingelserne for ansættelse som F-VIP’ere og søgte heller ikke sådanne stillinger. At appellanterne i deres ansættelse som undervisningsassistenter ikke modtog pensionsbidrag kan følgelig ikke udgøre forskelsbehandling efter deltidsloven eller lov om tidsbegrænset ansættelse. Selv hvis der måtte være tale om sammenlignelige stillinger, er dette ikke nok til at konstatere, at appellanterne har været udsat for ulovlig forskelsbehandling, idet det afgørende er, at deres samlede vederlæggelse ikke er mindre fordelagtig end vederlæggelsen i de F-VIP-stillinger, som D-VIP-stillingen som undervisningsassistent i givet fald er sammenlignelig med.

Roskilde Universitet har gentagne gange ansat appellanterne i forskellige stillinger og stillingskategorier, og der er derfor ikke tale om fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse § 5, stk. 2. Hvis Højesteret måtte komme til, at appellanternes ansættelsesforløb har været i strid med § 5, stk. 2, har appellanterne ikke været berettiget til at kræve deres ansættelse videreført på sædvanlige opsigelsesvilkår. Appellanterne har, henset til de konkrete omstændigheder ved deres ansættelse, ikke været udsat for en krænkelse, der berettiger til godtgørelse efter lovens § 8, stk. 1. Genansættelserne har været i appellanternes interesse, da de ellers havde mistet deres tilknytning til Roskilde Universitet på et tidligere tidspunkt. De har ikke kunnet forvente en fastansættelse, idet en sådan ansættelse ville kræve, at deres faglige kvalifikationer svarede til dem, der krævedes for ansættelse som F-VIP’er.

Appellanterne er ikke berettiget til godtgørelse efter § 8, stk. 3, i lov om tidsbegrænset ansættelse, allerede fordi de ikke har været udsat for ulovlig forskelsbehandling. Den manglende forlængelse af deres ansættelsesforhold havde desuden ikke sammenhæng med de krav, de havde rejst over for Roskilde Universitet. Universitetet ønskede at eliminere den tvivl om overholdelse af lov om tidsbegrænset ansættelse § 5, stk. 2, som en forlængelse af deres ansættelse kunne give anledning til. Denne tvivl var rejst i Rigsrevisionens beretning af 12. september 2012, som først forelå efter, at appellanterne var blevet ansat som undervisningsassistenter for 3 år.

Supplerende sagsfremstilling

Roskilde Universitets rektorat besluttede i 2008 at nedsætte en arbejdsgruppe, hvis formål var at drøfte deltidsansat videnskabeligt personales (D-VIP’ernes) ansættelsesforhold og arbejdsbetingelser samt eventuelt fremlægge forslag til ændringer. I arbejdsgruppens rapport fra 19. maj 2009 hedder det bl.a.:

”6. Politik

For at skabe tryggere rammer i forhold til ansættelsesforholdene for D-VIP’erne fremlagde Timelærerforeningen i sommeren 2008 et oplæg til en politik for D-VIP’erne, jf. bilag 5. Timelærerforeningen ønskede bl.a., at ansættelsen fremover for D-VIP’ere skulle foretages som studieadjunkter/-lektorer eller som videnskabelig assistent for alle som ikke havde hovedstilling andetsteds, at forberedelsesnormerne skulle svare til de normer, som gælder for eksterne lektorer, og endelig at 15 % af ansættelsestiden skulle afsættes til faglig udvikling, mens tid til administrative opgaver skulle fratrækkes undervisningstiden. Timelærerforeningen ønskede videre, at D-VIP’erne blev tilknyttet en forskningsgruppe, at der blev mulighed for finansieret videreuddannelse og finansieret deltagelse i konferencer samt at nyuddannedes ansættelser burde være tidsbegrænsede og indeholde vejledning med henblik på ph.d.-studier.

Arbejdsgruppen fremlagde det af Timelærerforeningen udarbejdede udkast til politik for D-VIP’ere for direktionen til drøftelse. Direktionen besluttede, at man ikke på nuværende tidspunkt ønskede at udarbejde en egentlig selvstændig politik for D-VIP’erne. Man var dog indstillet på at se på de relevante dele af personalepolitikkerne, jf. nedenfor.
…

Arbejdsgruppen har endvidere kendskab til, at der ved de centrale overenskomstforhandlinger blev åbnet mulighed for fastansættelse af eksterne lektorer. Når denne aftale er endelig forhandlet, vil RUC være positivt indstillet overfor så vidt muligt at ansætte eksterne lektorer i faste stillinger.
…

8. Anbefalinger og D-VIP’ernes fremtid på RUC

Der er en del D-VIP’ere som i dag reelt kun har deres arbejde på RUC. Det er i vidt omfang modne medarbejdere, som har været ansat på RUC længe og som har ydet en stor indsats på RUC. RUC ønsker så vidt muligt at forbedre arbejdsvilkårene for den pågældende gruppe af kompetente medarbejdere.

Såfremt instituttet har mulighed herfor anbefales det hermed, at de pågældende DVIP’ere tilbydes ansættelse som videnskabelige assistenter (3-årig ansættelse).”

 

Retsgrundlaget

Deltidsloven

I deltidsloven (lov nr. 443 af 7. juni 2001 om gennemførelse af deltidsdirektivet) hedder det i § 4 bl.a.:

”Stk. 3. En lønmodtager, hvis sag i medfør af stk. 1 ikke afgøres efter fagretlige regler, og hvis løn i strid med loven er lavere end en sammenlignelig fuldtidsansats, har krav på forskellen. Stk. 4. Afskediges en lønmodtager, hvis sag i medfør af stk. 1 ikke afgøres efter fagretlige regler, fordi denne har fremsat krav i henhold til denne lov, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse.”

 En ”sammenlignelig fuldtidsansat” er defineret i bilag til Rådets direktiv 97/98/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde. I § 3 hedder det bl.a.:

”Definitioner
I denne aftale forstås ved
…
 2) ”en sammenlignelig fuldtidsansat” en fuldtidsansat i samme virksomhed, der har samme type ansættelseskontrakt eller ansættelsesforhold, og som er involveret i samme eller tilsvarende arbejde/beskæftigelse, idet der tages hensyn til andre forhold, der kan omfatte anciennitet, kvalifikationer/færdigheder.”

Lov om tidsbegrænset ansættelse

I lov om tidsbegrænset ansættelse (lov nr. 907 af 11. september 2008 med senere ændring), der gennemfører direktivet om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, hedder det i § 3, stk. 4:

”Ved en sammenlignelig fastansat forstås i denne lov en fastansat i samme virksomhed, der er i et tidsubegrænset ansættelsesforhold, og som udfører samme eller tilsvarende arbejde, idet der tages hensyn til kvalifikationer og færdigheder.”

 I lovens § 5 hedder det bl.a.:

”§ 5. Fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold kan kun ske, hvis fornyelsen er begrundet i objektive forhold, jf. dog undtagelsen i stk. 2…
…

Stk. 2. For ansatte, der er beskæftiget med undervisnings- og forskningsvirksomhed ved statslige institutioner samt selvejende institutioner, der overvejende er finansieret af tilskud fra staten, og hvor staten fastsætter eller aftaler løn- og ansættelsesvilkår, gælder, at fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold højst kan ske to gange. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse for ansatte, der er beskæftiget med undervisning ved frie grundskoler, efterskoler, husholdnings- og håndarbejdsskoler samt private gymnasier.”

I lovens § 8 hedder det bl.a.:

”§ 8. En lønmodtager, hvis rettigheder i henhold til denne lov er krænket, kan tilkendes en godtgørelse.
Stk. 2. En lønmodtager, hvis løn i strid med loven er lavere end en sammenlignelig fastansats, har krav på forskellen.
Stk. 3. Afskediges en lønmodtager, fordi denne har rejst krav i henhold til denne lov, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse.”

I forslag til lov om tidsbegrænset ansættelse hedder det i bemærkningerne til § 5 og § 8 (Folketingstidende 2002-03, tillæg A, lovforslag nr. L 202, s. 6283-84) bl.a.:

”Til § 5
…
Som en undtagelse fremgår det af stk. 2, at der for ansatte, der er beskæftiget med undervisnings- og forskningsvirksomhed ved statslige institutioner samt selvejende institutioner, der er overvejende finansieret af tilskud fra staten, og hvor staten fastsætter eller aftaler løn- og ansættelsesvilkår, gælder, at fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold højst kan ske 2 gange. Institutioner omfattet af stk. 2 er fx universiteter, videregående uddannelsesinstitutioner, sektorforskningsinstitutioner, erhvervsskoler og maritime uddannelsescentre.

Undtagelsesbestemmelsen på dette særlige område er motiveret af, at det vurderes, at det for de konkrete ansættelsesforhold er vanskeligt at angive objektive begrundelser for forlængelse af tidsbegrænsede ansættelsesforhold, fordi behovet for at kunne forlænge ansættelsesforholdene er begrundet i sektorens særlige karakter og struktur.

Det pågældende undervisningsområde er kendetegnet ved væsentlige udsving i søgningen til de enkelte uddannelser, fag og kurser. Ligeledes er en betydelig del af den pågældende forskningsvirksomhed finansieret af private fonde og de statslige forskningsråd som midlertidige bevillinger. Der er behov for at kunne bevare fleksibiliteten og dermed i et vist omfang at kunne forlænge tidsbegrænsede ansættelsesforhold. På linie med øvrige OECD-lande nødvendiggør hensynet til den videnskabelige konkurrence og hensynet til at bevare en dynamisk videnskabelig udviklingskultur på universiteterne, der er kendetegnet ved en høj specialiseringsgrad, at blandt andet en del af forskerne fortsat ansættes i tidsbegrænsede stillinger, der kan forlænges. Af den årsag er det fundet mest hensigtsmæssigt at anvende direktivets mulighed for at fastsætte antallet af gange, et tidsbegrænset ansættelsesforhold kan fornys. Denne implementeringsform antages endvidere at være enklere at administrere på disse områder.

Det foreslås derfor, at fornyelser af tidsbegrænsede ansættelser på dette område falder uden for betingelserne i stk. 1 om, at fornyelse kun kan ske, hvis der er en objektiv begrundelse herfor. Til gengæld kan fornyelse kun ske op til 2 gange.
…

Til § 8
…
I stk. 1 foreslås det, at lønmodtageren kan få en godtgørelse, hvis arbejdsgiveren har krænket lønmodtagerens rettigheder efter loven. Udmålingen af godtgørelsens størrelse afhænger af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag. Der kan være tale om ethvert ansættelsesvilkår sammenlignet med en fuldtidsansat, medmindre der er en objektiv begrundelse for forskelsbehandlingen.
…
I stk. 3 foreslås indsat en viktimiseringsbestemmelse. Hvis lønmodtageren bliver afskediget, fordi han eller hun har rejst et krav i henhold til loven, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse, der fastsættes ud fra omstændighederne i den konkrete sag. Godtgørelse for usaglig afskedigelse kendes også fra fx funktionærloven, kønsligestillingslovene og deltidsloven. Muligheden for at få godtgørelse i henhold til denne bestemmelse medfører dog ikke, at en lønmodtager, der også opfylder betingelserne for ret til godtgørelse for usaglig afskedigelse i fx funktionærloven, får ret til godtgørelse efter flere regelsæt.”

Praksis fra EU-Domstolen

EU-Domstolen har om fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i dom af 13. marts 2014 sag C-190/13 (Márquez Samohano), præmis 60, anført:

”60. Henset til samtlige ovenstående bemærkninger skal det første spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter universiteterne kan foretage en fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået med eksterne lektorer, uden nogen begrænsning af den maksimale samlede varighed eller antallet af de gange, sådanne kontrakter kan fornyes, forudsat at sådanne kontrakter er begrundet i objektive omstændigheder som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1 litra a), hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Det påhviler imidlertid også denne ret konkret at kontrollere, at den i hovedsagen omhandlede fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter rent faktisk havde til formål at dække midlertidige behov, og at en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede ikke reelt blev anvendt til at dække faste og varige behov for rekruttering af undervisningspersonale.”

I EU-Domstolens dom af 26. januar 2012 sag C-586/10 (Kücük) anføres i præmis 36 og 37:

”36. I denne henseende bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at fornyelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold for at dække behov, der faktisk ikke er midlertidige, men derimod faste og varige, ikke er begrundet i henhold til TBA-rammeaftalen (jf. i denne retning dommen i sagen Angelidaki m.fl., præmis 103).

37. En sådan anvendelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold er i direkte modstrid med den forudsætning, hvorpå TBA-rammeaftalen hviler, nemlig forudsætningen om, at tidsubegrænsede ansættelseskontrakter udgør den sædvanlige ansættelsesform, selv om tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er en beskæftigelsesform i visse sektorer, inden for visse erhverv og ved visse former for aktiviteter (jf. dommen i sagen Adeneler m.fl., præmis 61).”

Om godtgørelsens størrelse anføres i EU-domstolens dom af 14. september 2016 i de forenede sager C-184/15 og C-197/15 (Florentina Martínez Andrés m.fl.) i præmis 36-38 og 51:

”36. Selv om EU-retten således fastsætter en forpligtelse for medlemsstaterne til at træffe præventive foranstaltninger, anføres der ikke deri særlige sanktioner for det tilfælde, at der konstateres misbrug. I et sådant tilfælde påhviler det de nationale myndigheder at vedtage foranstaltninger, der ikke alene skal være forholdsmæssige, men tillige tilstrækkeligt effektive og afskrækkende med henblik på at sikre, at de regler, der er fastsat i medfør af rammeaftalen, har fuld gennemslagskraft (jf. i denne retning dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 94, af 7.9.2006, Marrosu og Sardino, C-53/04, EU:C:2006:517, præmis 51, af 7.9.2006, Vassallo, C-180/04, EU:C:2006:518, præmis 36, og af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 62, samt kendelse af 11.12.2014, León Medialdea, C86/14, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2447, præmis 44).

37. Når der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, må de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af sådanne regler, der henhører under hver medlemsstats nationale retsorden i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi, imidlertid ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges borgerne i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C212/04, EU:C:2006:443, præmis 95, af 7.9.2006, Vassallo, C-180/04, EU:C:2006:518, præmis 37, og af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 63, samt kendelse af 11.12.2014, León Medialdea, C-86/14, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2447, præmis 45).

38. Heraf følger, at hvis et misbrug som følge af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold har fundet sted, skal en foranstaltning, der på effektiv og tilsvarende vis sikrer beskyttelsen af arbejdstagerne, kunne finde anvendelse, således at misbruget sanktioneres behørigt, og konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres. Medlemsstaterne skal nemlig ifølge selve ordlyden af artikel 2, første afsnit, i direktiv 1999/70 »træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de til enhver tid kan nå de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv« (jf. dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 102, af 7.9.2006, Vassallo, C-180/04, EU:C:2006:518, præmis 38, og af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 64).

51. Det tilkommer derfor den berørte medlemsstats retslige myndigheder at sikre overholdelsen af rammeaftalens § 5, stk. 1, idet de holder øje med, at de arbejdstagere, der har været udsat for misbrug som følge af anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke afholder sig fra – i håbet om at kunne fortsætte ansættelsen i den offentlige sektor – at gøre deres rettigheder gældende for de nationale myndigheder, herunder for domstolene, rettigheder, der følger af gennemførelsen i den nationale lovgivning af alle de præventive foranstaltninger, der er fastsat i rammeaftalens § 5, stk. 1 (dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 165).”

Finansministeriets cirkulære

Finansministeriets cirkulære nr. 9427 af 13. juni 2007 om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter indeholder som bilag bl.a. et notat om stillingsstruktur 2007. Ud over det anførte i landsrettens dom fremgår af cirkulæret bl.a.:

”Revisionen af stillingsstrukturen
…
Hovedstillinger
…
Universitetets kerneopgaver er at drive forskning og give forskningsbaseret undervisning indtil højeste internationale niveau. Derfor omfatter hovedstillingerne både forskning – herunder forpligtelse til publicering og videnskabelig formidling – og forskningsbaseret undervisning.
…

Universitetets ledelse på alle niveauer har ansvaret for, at der er sammenhæng mellem den forskning, der udføres, og de uddannelser universitet tilbyder. Ligeledes er universitetsledelsen ansvarlig for, at balancen mellem forskning og undervisning bliver opretholdt, således at universitet til stadighed er i stand til at dække behovet for forskningsbaseret undervisning og dermed opfylde sin forpligtelse til at drive forskning og give forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau.”

Forklaringer

 Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaring af B og Thyge Enevoldsen.

Højesterets begrundelse og resultat

1. Sagens baggrund og problemstillinger

Appellanterne, A, B, C og D, har alle i langt størstedelen af deres arbejdsliv været ansat på Roskilde Universitet navnlig med henblik på at varetage opgaver på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse, sam.bas (efter det oplyste fra 2013 den samfundsvidenskabelige bacheloruddannelse, sam.bach). Bortset fra enkelte perioder har de kontinuerligt været ansat i tidsbegrænsede deltidsstillinger uden ret til pension. De har ikke haft hovedstillinger andet sted. De har senest i perioden fra den 1. september 2012 til ansættelsesophøret den 31. august 2014 været ansat som undervisningsassistenter.

Sagen angår i første række, om appellanterne har ret til pensionsbidrag af den løn, som de modtog som undervisningsassistenter i deres seneste ansættelsesperiode fra 2012 til 2014. I anden række angår sagen, om de har ret til godtgørelse for krænkelse af deres rettigheder efter deltidsloven eller lov om tidsbegrænset ansættelse.

2. Pension af lønnen som undervisningsassistent

Appellanterne har gjort gældende, at de i medfør af deltidslovens § 4, stk. 3, subsidiært lov om tidsbegrænset ansættelse § 8, stk. 2, har krav på pensionsbidrag af deres løn som undervisningsassistenter. De har principalt henvist til, at de er blevet forskelsbehandlet i forhold til det fuldtidsansatte videnskabelige personale (F-VIP’ere), som var tilknyttet sam.bas/sam.- bach-uddannelsen, subsidiært i forhold til videnskabelige assistenter, der ligeledes indgik i opgavefordelingen.

Efter deltidslovens § 4, stk. 3, har en lønmodtager, hvis sag i medfør af stk. 1 ikke kan afgøres efter fagretlige regler, og hvis løn i strid med loven er lavere end en sammenlignelig fuldtidsansat, krav på forskellen. Ved ”en sammenlignelig fuldtidsansat” forstås ”en fuldtidsansat i samme virksomhed, der har samme type ansættelseskontrakt eller ansættelsesforhold, og som er involveret i samme eller tilsvarende arbejde/beskæftigelse, idet der tages hensyn til andre forhold, der kan omfatte anciennitet, kvalifikationer/færdigheder”, jf. rammeaftalen om deltidsarbejde § 3, stk. 2.

Efter lov om tidsbegrænset ansættelse § 8, stk. 2, har en lønmodtager, hvis løn i strid med loven er lavere end en sammenlignelig fastansats, krav på forskellen. Ved ”en sammenlignelig fastansat” forstås ”en fastansat i samme virksomhed, der er i et tidsubegrænset ansættelsesforhold, og som udfører samme eller tilsvarende arbejde, idet der tages hensyn til kvalifikationer og færdigheder”, jf. lov om tidsbegrænset ansættelse § 3, stk. 4.

2.1. Om sammenligning med F-VIP’ere

Højesteret lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at appellanterne som undervisningsassistenter – i lighed med deres tidligere ansættelser – har varetaget forelæsning og holdundervisning, projektvejledning, eksamensafholdelse og en række administrative opgaver på sam.bas/sam.bach-uddannelsen. Højesteret lægger endvidere til grund, at denne opgavevaretagelse i det væsentlige har svaret til undervisningsopgaver mv., som de F-VIP’ere, der var tilknyttet sam.bas/sam.bach-uddannelsen, også varetog.

Efter stillingsstrukturen for videnskabeligt personale, som fastlagt ved Finansministeriets cirkulære nr. 9427 af 13. juni 2007, udgøres F-VIP-stillinger ved universiteterne af følgende stillingskategorier: Adjunkt/forsker/post doc., lektor/seniorforsker og professor med særlige opgaver/professor. Universiteternes kerneopgave er at drive forskning og give forskningsbaseret undervisning indtil højeste internationale niveau, og de nævnte hovedstillinger for F-VIP’ere omfatter derfor både forskning, herunder pligt til publicering og videnskabelig formidling, og forskningsbaseret undervisning. Henset hertil finder Højesteret efter en samlet vurdering, at den stilling, som appellanterne varetog i den omhandlede periode 2012-2014, ikke er sammenlignelig med F-VIP-stillinger, og at der dermed ikke har været tale om forskelsbehandling efter deltidslovens § 4, stk. 3, eller lov om tidsbegrænset ansættelse § 8, stk. 2, i forhold til disse stillinger.

2.2. Om sammenligning med videnskabelige assistenter

Efter stillingsstrukturen, som fastsat i det nævnte cirkulære fra Finansministeriet, sker ansættelse som videnskabelig assistent for en periode af indtil tre år og uden mulighed for genansættelse udover de tre år.

Som nævnt har en lønmodtager, hvis løn i strid med loven om tidsbegrænset ansættelse er lavere end en sammenlignelig fastansats løn, krav på forskellen, jf. lovens § 8, stk. 2. Da en videnskabelig assistent ikke kan ansættes tidsubegrænset (fastansættes), kan denne stilling ikke indgå som en sammenlignelig stilling ved vurderingen af, om appellanternes krav om pension kan støttes på § 8, stk. 2.

Spørgsmålet er herefter, om appellanternes krav om pension kan støttes på deltidslovens § 4, stk. 3.

Stillingen som videnskabelig assistent er ifølge cirkulæret om stillingsstrukturen en tidsbegrænset videnskabelig stilling. Hovedopgaverne for en videnskabelig assistent er forskning og/eller undervisning. En mindre del af arbejdstiden kan anvendes på faglig udvikling samt varetagelse af andre opgaver. Ansættelse som videnskabelig assistent må antages at have som forudsætning, at den pågældende har til hensigt at indlede eller fortsætte en forskerkarriere og eventuelt med tiden kvalificere sig til en fast stilling på universitet eller anden tilsvarende institution. Ansættelsesvilkårene, herunder retten til pension, må anses for fastsat i lyset heraf. Højesteret finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at den stilling, som appellanterne varetog i perioden 2012-2014, ikke er sammenlignelig med stillingen som videnskabelig assistent. Det kan ikke føre til en anden bedømmelse, at appellanterne – ud fra andre hensyn – har været ansat som videnskabelige assistenter i perioden 2009-2012. Der har dermed heller ikke i forhold til denne stillingskategori været tale om forskelsbehandling efter deltidslovens § 4, stk. 3.

2.3. Konklusion vedrørende pension (påstand 1 og 2)

Efter det anførte frifindes Roskilde Universitet for appellanternes påstand 1 og 2. 3.

Godtgørelseskravet

For ansatte, der er beskæftiget med undervisnings- og forskningsvirksomhed ved bl.a. statslige institutioner, gælder efter lov om tidsbegrænset ansættelse § 5, stk. 2, at fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold højst kan ske to gange. Bestemmelsen omfatter efter lovforarbejderne bl.a. tidsbegrænsede ansættelser på universiteter.

§ 5, stk. 2, trådte i kraft den 1. juni 2003, og spørgsmålet er derfor, om der efter dette tidspunkt er sket fornyelse af appellanternes tidsbegrænsede ansættelse i strid med bestemmelsen.

Højesteret lægger efter bevisførelsen til grund, at appellanterne under hele deres ansættelse på Roskilde Universitet i al væsentlighed varetog de samme undervisningsopgaver mv. på sam.bas/sam.bach-uddannelsen. Højesteret finder på denne baggrund, at appellanterne – uanset de forskellige stillingsbetegnelser som ekstern lektor, videnskabelig assistent og undervisningsassistent – må anses for i realiteten kontinuerligt at have været ansat i den samme stilling. Højesteret tiltræder derfor, at Roskilde Universitet har overtrådt lov om tidsbegrænset ansættelse § 5, stk. 2, og at appellanterne er berettiget til godtgørelse efter lovens § 8, stk. 1.

Højesteret tiltræder endvidere, at det ikke er godtgjort, at undladelsen af at genansætte appellanterne i 2014 var et udslag af, at de i juli 2013 over for Roskilde Universitet havde rejst krav i henhold til deltidsloven og lov om tidsbegrænset ansættelse. Roskilde Universitet har derfor ikke overtrådt lov om tidsbegrænset ansættelse § 8, stk. 3, eller deltidslovens § 4, stk. 4. Højesteret lægger herved navnlig vægt på, at Roskilde Universitets ændring af sin praksis vedrørende fornyelse af tidsbegrænset ansættelse var af generel karakter og således omfattede alle ansatte, der var ansat tidsbegrænset.

Efter EU-Domstolens praksis skal godtgørelsen fastsættes således, at den ikke alene skal være forholdsmæssig, men tillige skal være tilstrækkelig effektiv og afskrækkende med henblik på at sikre, at reglerne har fuld gennemslagskraft. Godtgørelsen skal være effektiv og sikre beskyttelse af arbejdstageren, således at misbrug sanktioneres behørigt, og konsekvenserne af en tilsidesættelse elimineres, jf. herved bl.a. EU-Domstolens dom af 14. september 2016 i de forenede sager C-184/15 og C-197/15 (Florentina Martínez Andrés m.fl.), præmis 36-38 og præmis 51.

Højesteret finder efter en samlet vurdering, at den godtgørelse, som Roskilde Universitet som følge af overtrædelsen af lov om tidsbegrænset ansættelse § 5, stk. 2, skal betale til hver af appellanterne, bør fastsættes til 75.000 kr., jf. lovens § 8, stk. 1. Højesteret har herved lagt vægt på, at der har været tale om en række brud på § 5, stk. 2, siden bestemmelsens ikrafttræden den 1. juni 2003, at fornyelserne af de tidsbegrænsede ansættelsesforhold er sket i strid med forudsætningerne bag Finansministeriets cirkulære om stillingsstrukturen, og at Roskilde Universitet ved fornyelserne har fået dækket sit løbende behov for undervisning og løsning af administrative opgaver på sam.bas/sam.bach-uddannelsen uden at fastansætte appellanterne, som har haft størstedelen af deres arbejdsliv på Roskilde Universitet.

4. Konklusion og sagsomkostninger

Roskilde Universitet frifindes for appellanternes påstand 1 og 2 vedrørende pension.

Roskilde Universitet skal til hver af appellanterne betale en godtgørelse på 75.000 kr. Da Roskilde Universitet har opfyldt landsrettens dom ved betaling af 25.000 kr. til hver af appellanterne, skal universitetet yderligere betale 50.000 kr. med procesrente fra den 15. september 2014 til hver af appellanterne.

Efter sagens udfald og karakter skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsret og Højesteret til nogen anden part.

Thi kendes for ret:

Roskilde Universitet frifindes for A, B, C og Ds påstand 1 og 2.

Roskilde Universitet skal inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse til hver af appellanterne, A, B, C og D, betale yderligere 50.000 kr. med procesrente fra den 15. september 2014.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret og Højesteret til nogen anden part.