Godtgørelse efter erstatningsloven

Dom i sagen F 37/99 

HK i Danmark som mandatar for AT 
(Advokat Mette Skou Østergård) 

mod 

FDB 
(Advokat Mariann Norrbom) 

Indledning og påstande 

Kvickly Hasle afskedigede AT, der var sygemeldt på grund af psykiske problemer, som hun havde fået efter et voldeligt overfald på arbejdspladsen. 

Under anbringende af, at arbejdsgiveren ved sin håndtering af ATs sygdom, herunder afskedigelsen af hende, er ansvarlig for, at hun har pådraget sig en posttraumatisk belastningsreaktion, har HK under denne sag nedlagt påstand om, at FDB skal betale AT en godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 på 90.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 28. juli 1999, til betaling sker. FDB har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb. 

Sagsfremstilling 

AT havde i sin tid været elev i Kvickly Hasle. Efter at hun var blevet udlært, fortsatte hun i 2 måneder som butiksassistent, indtil hun fik arbejde som butiksassistent i Kvickly Odder, hvor hun var i et år.

Den 1. oktober 1998 vendte hun tilbage til Kvickly Hasle som afdelingsleder i isenkramafdelingen. 

Den 24. oktober 1998 blev hun på arbejdspladsen udsat for et voldeligt overfald i forbindelse med undersøgelse af et formodet butikstyveri. De 2 piger, der overfaldt hende, blev ved dom af 26. august 1999 hver idømt 30 dages betinget fængsel for vold efter straffelovens § 244. Det fremgår af straffedommen, at AT ved overfaldet var blevet udsat for flere knytnæveslag og spark, ligesom hun havde fået smadret 1 liter mælk i hovedet. 

AT fik krisehjælp af en psykolog 7-8 gange i perioden fra den 25. oktober 1998 til den 11. november 1998, hvor hun blev sygemeldt. 

Forklaringerne belyser ATs arbejdsindsats og varehuschef Steiniches lederadfærd i perioden fra den 1. oktober 1998 og indtil den 11. november 1998. 

Ved brev af 28. december 1998 blev AT opsagt til fratræden den 31. januar 1999. Opsigelsen var begrundet i langvarig sygdom. HK havde den 13. november 1998 anmeldt skaden som en arbejdsulykke til Arbejdsskadestyrelsen. Til brug for Arbejdsskadesstyrelsens afgørelse havde FDB ved varehuschef Steiniche den 16. marts 1999 bl.a. udtalt, at: 

"Det er vores umiddelbare opfattelse, at der ikke på skadesdatoen er forvoldt fysiske skader på AT, der er så alvorlige, at disse skulle være årsag til sygemelding 3 uger efter hændelsen samt efterfølgende arbejdsskadeanmeldelse. Når vi læser skadesanmeldelsen synes vi, at den giver udtryk for, at der har været tale om et meget groft overfald med en række skader og følgevirkninger, hvilket vi ikke kan være enige i." 

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte ved brev af 25. februar 1999 skaden som en arbejdsskade og traf den 6. december 2000 afgørelse om varigt mén og tab af erhvervsevne. ATs varige mén blev fastsat til 10 %, mens hendes erhvervsevnetab blev vurderet til nedsat med mindre end 15 %. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse blev truffet på grundlag af psykiater Kirsten 
Wilkens speciallægeerklæring af 22. oktober 2000, hvoraf det bl.a. fremgår, at: 

"Der er tale om en 29-årig tidligere psykisk rask kvinde, med rimelig sund personlighedsstruktur, ansvarlig og samvittighedsfuld i høj, men normal grad. Relativ upåfaldende opvækst hos moderen efter forældrenes skilsmisse. Den udvidede familie synes at have gode ressourcer, og større belastninger som for eksempel dødsfald er håndteret relevant. Efter endt skolegang har AT haft en forholdsvis målrettet uddannelse inden for FDB frem til det voldelige overfald oktober 1998. I dagene umiddelbart efter reagerede AT med symptomer på akut krise, men hun fortsatte uændret i sin arbejdsfunktion med samtidig støtte fra krisepsykolog. Den akutte belastningsreaktion aftog imidlertid ikke ­ efter al sandsynlighed på baggrund af de psykisk belastende arbejdsvilkår AT blev budt i de efterfølgende 3 uger med meget høj arbejdsintensitet, kombineret med manglende forståelse grænsende til personlig chikane fra forretningens chef. AT har udviklet symptomer på et lettere posttraumatisk syndrom med højt stressniveau, manglende psykisk overskud, tilbagetrækning fra andre og undgåelse af aktiviteter og situationer, som kan minde om traumet (henholdsvis tyveri og personalekonflikter i dagligvare-forretninger)... Hun har ikke kunnet og vil næppe fremover kunne komme til at fungere inden for sit primære fagområde og støtte til omskoling kan derfor komme på tale." 

Forklaringer 

AT har forklaret, at hun havde været elev i Kvickly Hasle, hvor hun også arbejdede 2 måneder som assistent, efter at hun var blevet udlært. Både hun, varehuschef Steiniche og FDB's centrale ledelse var enige om, at det gik godt, og at hun havde potentiale som leder. Hun gennemgik noget af lederuddannelsen på aftenskole efter elevtiden. Da hun var interesseret i en lederstilling, og da der ikke umiddelbart var en ledig stilling i Hasle, søgte hun til Kvickly Odder, hvor hun arbejdede i et år som assistent i Tekstilafdelingen, mens hun ventede på en lederstilling, som ville blive ledig ved en forventet barsel, og som hun havde fået lovning på. Da den lovede stilling imidlertid ikke blev ledig alligevel, søgte hun tilbage til Hasle, da hun havde hørt om en ledig lederstilling i isenkramafdelingen. Hun ville bl.a. gerne tilbage til Hasle, fordi det var en god arbejdsplads, og fordi hun havde været glad for at arbejde for varehuschef Steiniche. Det var hendes indtryk, at Steiniche var meget glad for at få hende tilbage. 

Hun blev ansat på jobløn, hvilket betød, at hun ikke havde nogen fast arbejdstid og heller ikke fik betaling for ekstraarbejde. Der var ikke nogen tilkendegivelse om, hvor mange timer den normale arbejdstid var, men i Odder var den ikke over 45 timer om ugen. Da hun ikke ville gå ned i løn ved jobskiftet, gik Steiniche med til at give hende en højere løn, end hans afdelingsledere normalt fik, det vil sige 16.500 kr. 

Efter ca. 1 måned aftalte hun med Steiniche, at foodchefen, Pia Jensen, ikke længere skulle være hendes overordnede i isenkramafdelingen, fordi det var generende, at hun blandede sig. Pia Jensen, Steiniche og AT holdt et møde, hvor Steiniche sagde til Pia Jensen, at hun ikke skulle blande sig i ATs arbejde. Herefter var der ingen problemer med Pia Jensen. Hendes overordnede var Steiniche, og deres samarbejde gik godt indtil den 24. oktober 1998, hvor hun blev overfaldet. Steiniche blandede sig ikke i det daglige arbejde. De sås kun til salgs- og ledermøder.

Den 24. oktober 1998 bad hendes kollega, Anh Tu, hende hjælpe sig med at følge efter 2 butikstyve. De fulgte efter dem gennem kassen mod udgangen. Hun spurgte tyvene, om hun måtte se en bon, men de reagerede ikke. Ude på centergangen spurgte hun igen, hvorefter de overfaldt hende. De var meget voldsomme, og politiet blev tilkaldt. Hun og Anh Tu kørte med 
politiet til afhøring. Efter afhøringen var de på skadestuen. Steiniche var ikke på arbejde den dag. Den øverste ansvarlige var derfor denne dag administrationschef René Sørensen. René Sørensen kørte dem hjem fra skadestuen. Han udleverede også telefonnumre til 2 psykologer og spurgte, om hun havde behov for at tale om oplevelsen. Det havde hun ikke på det tids-
punkt. 

Hun har tidligere oplevet episoder med butikstyve, som ikke har påvirket hende. Om lørdagen talte hun med en veninde om oplevelsen. Hun oplevede, at hun pludselig blev bange for andre mennesker på vej hjem i bussen, og hun sov dårligt om natten. Om søndagen fik hun det rigtigt dårligt, hun kunne ikke overskue at tage nogen steder hen eller at lægge en besked 
på telefonsvareren hos psykologen. Hun kontaktede derfor René Sørensen, som fik en psykolog til at ringe hende op. Psykologen kom efterfølgende på besøg hos hende. 

Om mandagen tog hun på arbejde igen. Hun havde det ikke godt, men psykologen havde sagt, at det var vigtigt for hende at komme på arbejde igen. 

Steiniche kom og spurgte, hvad der var sket, og om der havde været en gyldig grund til at pågribe tyvene. Han spurgte ikke, hvordan hun havde det. Hun sagde til ham, at hun ikke havde lyst til at tale om det, og at hun gik til psykolog. 

Hun var til psykolog igen om tirsdagen og gik bagefter på arbejde, men hun havde hverken overskud eller overblik den dag og fik ikke noget fra hånden. Om onsdagen holdt hun fri, som hun plejede hver anden onsdag. 

Om torsdagen gav Steiniche besked om, at Pia Jensen skulle hjælpe i afdelingen, men han sagde ikke hvorfor. Hun spurgte ikke selv om noget, fordi hun havde det ikke godt. Steiniche spurgte, hvorfor hun ikke sagde noget, og hun svarede, at hun ikke havde det ret godt. Han tog ikke noget initiativ til at støtte hende. 

Om fredagen, hvor hun havde fri klokken 15:00, talte hun med Steiniche på kontoret. 

Han talte om, hvor meget hun skulle lave, og han sagde, at det ikke havde været passende, at hun havde holdt fri om onsdagen, når hun manglede så meget og i øvrigt var på jobløn. Hun svarede, at hun havde det dårligt og havde brug for at komme hjem i weekenden, og hertil sagde Steiniche, at hun ikke skulle have holdt fri om onsdagen, og at hun så måtte yde noget 
ekstra en anden dag. 

Om søndagen tog hun derfor på arbejde i 3 timer. Pia Jensen var også på arbejde den søndag. I løbet af den uge havde hun været på arbejde i ca. 48 timer.

Om mandagen opholdt Steiniche sig meget i hendes afdeling, hvor han kiggede på hylderne for at se efter, om der var lavet nok. 

Om tirsdagen var hun til psykolog om morgenen. Hun havde en samtale med Steiniche om en udstilling, som han var utilfreds med. Hun fortalte Steiniche, at hun havde det dårligt og gik til psykolog, men han reagerede ikke. 

Onsdag den 4. november sagde Steiniche til hende, at han ikke var klar over, at hun havde det så dårligt, og han tilbød, at kassedamerne kunne hjælpe til i isenkramafdelingen, når de havde tid. Hun blev glad for hans forståelse. 

Om torsdagen fik hun det imidlertid dårligere. Hun blev stresset, fordi Steiniche selv begyndte at tage gamle julevarer op fra kælderen, hvilket ikke var en hjælp, men en tilkendegivelse om, at hun ikke var hurtig nok. 

Om fredagen mødte hun kl. 7:00 for at lave en udstilling sammen med en sælger fra Duni. Hun havde tidligere talt med Steiniche og Pia Jensen om, hvor Duni-varerne skulle stå. Mens hun gik og satte Duni-varer op sammen med sælgeren, kom Steiniche forbi flere gange. Han var utilfreds med varernes placering og gav sin utilfredshed til kende i et groft og nedladende tonefald. Dunisælgeren sagde til hende, at hun ikke skulle finde sig i at blive behandlet sådan, og tilbød at hjælpe hende med at finde noget andet arbejde. 

På et møde sagde Steiniche til hende, at han ikke følte, at han kunne stole på hende som afdelingsleder, og at han ikke var sikker på, at hun kunne nå sit arbejde. Han sagde, at han ville få mavesår, fordi hun ikke gjorde sit arbejde ordentligt, og at han måtte aflyse sin ferie med sin hustru for selv at gøre arbejdet. Hun græd under mødet, som varede ca. 1½ time. 
Efter mødet gik hun ned på toilettet i kælderen og græd. 

Lige inden lukketid den sidste dag, før hun blev sygemeldt, stod hun ved kiosken, da Steiniche kom og sagde, at han havde set en tyv. Han bad hende blive i området. Tyven gik hen til kassen med et par støvler, som han ikke ville betale for. Steiniche sagde, at hun skulle komme med hen til tyven. Steiniche spurgte hende herefter, om støvlerne var fra FDB. Hun mente, at de var fra Dansk Supermarked og gik ind på kontoret for at ringe til tekstillederen for at spørge. Steiniche kom ind på kontoret og blev irriteret over, at hun ikke kunne finde ud af det. Han sagde til hende, at hun skulle gå ud til tyven og spørge efter en bon. Hun begyndte at græde og ryste over det hele. På Steiniches opfordring gik de rundt i butikken for at lede efter flere tyvekoster. Steiniche spurgte hende, hvorfor hun græd, og hun svarede, at hun havde det dårligt og var bange. Steiniche sagde, at det var noget pjat. 

Proceduren i tilfælde af butikstyveri er, at de to, der har lukkevagten, skal tage affære. Det var Steiniche og slagtermesteren, der havde lukkevagten den dag.

Psykologen rådede hende til at gå til HK, fordi psykologen mente, at det nu var en sag for fagforeningen. Den 11. november gik hun derfor til HK og sygemeldte sig derfra. Hun talte med Steiniche, som sagde, at han havde troet, at han kunne stole på hende. Han spurgte, om opgaven havde været for stor for hende, og fortalte, at han nu måtte aflyse sin ferie. 

Fra den 1. november og indtil sygemeldingen den 11. november havde hun arbejdet over 100 timer. Hun mener ikke, at det er selve overfaldet, der er skyld i, at hun har det så dårligt. Hun mener, at det er Steiniches adfærd efter overfaldet, der har bevirket, at hun stadig har det så dårligt. Hun føler, at hun har ændret sig, og at hun har svært ved at huske og koncentrere sig. Hun har ikke arbejdet indenfor dagligvarebranchen efter episoden i Hasle. Hun har ikke haft fast arbejde siden FDB´s opsigelse af hende. 

Mikkel Hjorth har forklaret, at han i efteråret 1998 var sælger hos Duni, og at han havde kontakt med AT i forbindelse med en juleudstilling. Mens AT og han lavede juleudstillingen, kom Steiniche og spurgte, hvorfor varerne stod, hvor de stod, og sagde, at dér skulle de i hvert fald ikke stå. Det blev ikke sagt på nogen pæn måde. Steiniche kunne ligeså godt have bandet. AT blev mut, og han sagde til hende, at den behandling ville han ikke have fundet sig i. Han var i butikken i ca. 4 timer, og der var ca. 4 optrin, hvor Steiniche talte groft til AT. 

Klaus Eefsen har forklaret, at han arbejder i FDB's centrale administrationsafdeling. FDB er dels fællesforeningen af brugsforeninger og dels selvstændige butikker, som ejes af FDB. Det er som hovedregel ikke muligt at overføre anciennitet mellem de selvstændige butikker og brugsforeningerne. 

Peter Steiniche har forklaret, at han har været varehuschef i Kvickly Hasle i 12 år. Personaleansvaret er hos varehuschefen eller en souschef, mens afskedigelseskompetencen er hos varehuschefen efter drøftelse med FDB's centrale afdeling. 

AT havde været elev i Kvickly Hasle, hvor de havde en dejlig tid sammen, og han glædede sig derfor til, at hun skulle begynde som afdelingsleder i isenkramafdelingen. Det var hendes ansvar, at afdelingen hele tiden var fyldt op med de relevante tilbudsvarer, og at der ikke var rodet eller manglede varer på hylderne. Han blandede sig ikke i det daglige arbejde, når det fungerede, men gik hver dag "stuegang" i butikken. AT vidste, hvad hun gik ind til med hensyn til jobbet. Hun skulle referere til souschefen og derefter til ham. 

AT skulle have en chance for at komme ind i arbejdet, men det fungerede ikke, som det skulle, der skete ingenting i afdelingen i de 3 første uger. AT var blevet meget indesluttet, hvor hun førhen havde været meget udadvendt. I begyndelsen holdt han sig meget i baggrunden, fordi souschefen, Pia Jensen, tog sig af det, men efter kort tid sagde Pia Jensen, at hun ikke ville have mere med afdelingen at gøre, fordi hun ikke kunne tale med AT. Pia Jensen sagde, at hun ikke kunne samarbejde med AT, der ikke gjorde, hvad Pia Jensen bad hende om. Derefter overtog han selv ansvaret for afdelingen for at se det med egne øjne, og han kunne selv se, at der ikke skete noget i afdelingen. Han drøftede planlægningen af juleudsmykningen med AT og spurgte, om hun kunne nå det, og om hun skulle have mere arbejdskraft. AT lovede i første omgang, at hun nok skulle nå det, men sidst i oktober eller først i november tog hun imod tilbuddet om mere arbejdskraft. Han var nødt til at få gjort noget ved 
afdelingen, fordi det blev påtalt af hans overordnede, at den ikke fungerede. 

Han var ikke på arbejde den 24. oktober 1998, da det første tyveri fandt sted, men mandag morgen fortalte hans administrationschef, René Sørensen, hvad der var sket. Der var ikke noget enestående ved tyveriet, men det var ekstraordinært, at nogen kom på skadestuen. Han spurgte René Sørensen, om der var noget, han skulle tage sig af, det var der ikke, for den faste standard med psykologhjælp var fulgt. Han ringede til FDB's centrale personaleafdeling for at spørge, om der var noget, der skulle samles op på, det var der ikke. Han fik ikke at vide, hvordan AT havde det. Han mener ikke, at AT ændrede adfærd efter episoden sammenlignet med hendes første 3 uger i butikken. På et tidspunkt fik han at vide, at hun havde været hos 
psykolog. 

Han talte med hende om hendes arbejdsindsats i den sidste uge af oktober og spurgte, om hun kunne nå arbejdet til mandag morgen, hun svarede, at det kunne hun godt. Hun sagde ikke, at hun ikke havde det godt. 

Den første uge af november skete der stadig ingenting i hendes afdeling, så han strammede tonen lidt op, fordi det var nødvendigt, at der skete noget. Da der stadig ikke skete noget i afdelingen, blev hans opfølgning lidt tættere. 

De ansatte på jobløn kan selv bestemme, hvornår de vil arbejde, det blander han sig ikke i. AT spurgte om fredagen, om hun måtte gå kl. 15:00, fordi hun trængte til at komme hjem. AT fik fri efter denne samtale. Han sagde ikke noget om, at hun var på jobløn, men han spurgte, hvornår man ville kunne forvente at have juleudstillingen færdig. Hvis man skal rode, kan det være praktisk at gøre det om søndagen. I den anledning fik AT lov til at gå på arbejde om søndagen. Som udgangspunkt er han imod søndagsarbejde, men det kan være en fordel, fordi man kan arbejde hurtigere om søndagen. 

Foreholdt ATs oplysninger om, hvor meget hun har arbejdet i perioden, er han helt sikker på, at det ikke passer.

Han kan ikke huske de konkrete planlægningsmøder om juleudsmykningen, men det er korrekt, at det blev drøftet. 

Han kan huske, at han kom på arbejde en morgen, hvor AT og en sælger fra Duni var ved at lave en udstilling. Han sagde til dem begge, at det sted, varerne stod, ikke passede ind i butikkens helhed, og at de skulle flyttes, fordi der skulle stå noget andet. Han var hverken ophidset eller vred. Han havde tidligere talt med AT om, hvor katalogvarerne skulle placeres, 
og han havde givet udtryk for sit synspunkt, men det var ikke nogen ophidset diskussion. Han kan ikke huske andre episoder med AT og sælgeren fra den dag. Han erindrer ikke noget om julevarer i kælderen, han plejer ikke selv at hente varer i kælderen. 

På et tidspunkt havde han et møde med AT, hvor hun var ked af det eller nedtrykt, og hun græd lidt og rystede. Han mente, at hun var ked af det, fordi hun ikke kunne nå det arbejde, som han forventede af hende. Hun talte ikke om tyveriet. Han talte ikke med hende om, hvordan hun havde det. AT fortalte ikke ham, at hun havde det dårligt. Hun spurgte, om hun måtte tage hjem, og det måtte hun selvfølgelig. Hun virkede ked af det, som hvis en kæreste havde slået op. 

Med hensyn til det andet tyveri observerede han en person, der tog et par støvler og nogle andre ting. Han stoppede tyven ved kassen og tog støvlerne fra ham. Han bad ikke AT gå hen til tyven, men han bad hende om at gå over i tekstilafdelingen og se, hvad støvlerne kostede. Hun gik hen i tekstilafdelingen uden støvlerne. AT kunne ikke finde ud af det, og ringede derfor til tekstillederen. Hun kom først tilbage til kassen, efter at tyven var gået. Herefter gik han og AT rundt og ledte efter flere tyvekoster. Efter lukketid sagde hun til ham, at hun havde det skidt og havde ringet efter en veninde, der kunne følge hende hjem. Hvis han havde vidst, at AT havde det dårligt på det tidspunkt, ville han ikke have bedt hende deltage. 

Foreholdt ATs oplysninger om, at han kredsede rundt i afdelingen og holdt øje med hende, forklarer vidnet, at han opførte sig, som han plejede. 

Den 6. november blev han klar over, at AT var ked af det. Hun havde ikke forsøgt at komme i dialog med ham tidligere. De talte ikke om, hvad der kunne gøres for hende. 

Den 11. november ringede AT og sygemeldte sig. Han er selvfølgelig altid ked af det, når nogen ringer og melder sig syg, både på butikkens og på den pågældendes vegne. Han erindrer ikke at havde spurgt hende, om stillingen var for stor til hende, eller at have sagt, at han ikke kunne stole på hende, eller at han nu måtte aflyse sin ferie, men han har nok fortalt hende, at Pia Jensen skulle rejse og spurgt, om det kunne hjælpe. Ca. 1 uge senere ringede han til AT for at spørge, hvordan det gik. Det var en kort samtale. Kort efter blev han ringet op af HK, som sagde at fra nu af skulle al kontakt gå gennem dem. Derefter har han ikke haft kontakt til AT.

Han mener ikke, at han har kontrolleret og presset AT. Han mener heller ikke, at han har udvist manglende forståelse, han behandlede hende, som han behandler alle andre. Der var et godt psykisk arbejdsmiljø i Kvickly Hasle, han gik meget op i personaleledelse og mener selv, at han er en blød leder. 

Pia Jensen har forklaret, at hun var souschef/foodchef i Kvickly Hasle fra juni 1998 til den 31. december 1998. 

Hun var ATs overordnede og skulle coache og vejlede hende. Inden for den første uge nåede hun til den konklusion, at ATs faglige kvalifikationer ikke stod mål med jobbet. På det personlige plan havde hun indtryk af, at AT var en sød pige, men hun nåede ikke at lære hende at kende. 

Hun aftalte med Steiniche, at AT skulle referere direkte til ham, fordi hun gerne ville fritages for AT, der ikke fulgte hendes vejledning. Hun talte ikke med AT om samarbejdsproblemerne eller ATs arbejdsindsats. 

Hun var ikke til stede ved det første tyveri, men fik det genfortalt om mandagen, det var ikke noget specielt tyveri. Der var tyverier næsten hver dag, men det var usædvanligt, at nogen kom på skadestuen. Hun kan huske, at hun var på arbejde sammen med AT om søndagen, og at AT fortalte hende, at hun ikke havde det godt på grund af tyveriet. 

Der var et godt psykisk arbejdsmiljø i Kvickly Hasle, og det var hendes fornemmelse, at der var plads til at tale om eventuelle problemer. Steiniche var den bløde ledertype, hun har kun oplevet ham opfarende som en del af lederrollen. 

Monica Ipsen har forklaret, at hun var deltids kassedame i Kvickly Hasle fra august 1998 til marts 1999. 

Ved det andet tyveri den 6. november 1998 sad hun ved kassen. Steiniche kom hen til hende og sagde, at han havde set en tyv tage noget. Hun svarede, at hun var lidt nervøs for det, så Steiniche blev i nærheden af kassen. Da tyven kom hen til kassen, havde han et par sko i hånden, som han ikke ville betale for. Steiniche kom hen og bad om at se en bon, det havde tyven ikke, og Steiniche kaldte på AT og bad hende undersøge, om skoene var fra FDB. 

Der var et godt arbejdsmiljø i Kvickly Hasle, der var mange unge mennesker, som det var let at tale med. Hun opfattede Steinicke som en bedstefar. Hun husker ikke, hvordan AT havde det. 

Rene Sørensen har forklaret, at han var administrationschef i Kvickly Hasle. Han kendte AT fra hendes elevtid, hvor de havde haft et godt arbejdsmæssigt og socialt forhold. Hun var meget vellidt, og der var ingen problemer. 

Da AT kom tilbage fra Kvickly Odder, var hun mere tavs end i elevtiden, men de var umiddelbart på bølgelængde igen. 

Han kendte ikke til hendes arbejdsindsats, fordi det ikke hørte under hans jobområde, men han hørte om, hvilke afdelinger der skulle have hjælp på ledermøderne. Isenkramafdelingen blev drøftet på disse møder. Han hørte, at AT ikke kunne udfylde sit job, og han opfattede hende som mere sårbar end tidligere. 

I forbindelse med det første tyveri kom AT ind på hans kontor og spurgte, om hun måtte bede tyvene vise en bon. Det gav han tilladelse til. Kort efter blev han tilkaldt, fordi der var tumult på centergangen. Han kom til stede og forsøgte at hjælpe, men de 2 tyve var meget voldsomme og højrøstede, så politiet blev tilkaldt. Politiet lagde dem i håndjern og tilkaldte assistance. AT og Anh Tu tog med politiet til afhøring. Som den øverste ansvarlige den dag blev han i butikken. Han ringede til FDB's centrale afdeling og fik at vide, hvordan han skulle forholde sig i situationen. Han fik også 2 numre til psykologer. Efterfølgende mødte han AT og Anh Tu hos politiet. Han talte med AT om afhøringen, hun virkede rolig, men spændt. 
Bagefter kørte han hende til skadestuen. Han gav hende de 2 numre til psykologerne, men skønnede, at hun ikke ville ringe, selv om det var hans opfattelse, at hun havde brug for det. Derfor ringede han selv til den ene psykolog og satte hende ind i situationen. Søndag aften ringede AT til ham, han kunne høre, at hun var rystet og ked af det. Han informerede Steiniche om overfaldet mandag morgen. 

Da AT kom på arbejde mandag morgen, var hun stadig meget mærket af oplevelsen, og han talte flere gange i løbet af ugen med hende om hændelsen og tilbød sin hjælp. Dette informerede han ikke Steiniche om. Det er hans opfattelse, at AT stille og roligt kom sig efter oplevelsen. 

Der var et godt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Steiniche var en rolig og velovervejet chef med stor erfaring. Han havde en hård stil over for lederne. 

Poul Erik Spliid har forklaret, at han har været psykolog i 30 år, blandt andet på arbejdspsykologisk afsnit på Århus Kommunehospital. Han har endvidere en forskeruddannelse og underviser som ekstern lektor ved Århus Universitet. 

Efter en 5 timer lang samtale med AT lavede han en specifik undersøgelse af den lederadfærd, som AT havde været udsat for. Han undersøgte ATs fysiologiske og psykologiske stressymptomer ved hjælp af en række forskellige tests. På dette grundlag fik han indtrykaf, at AT havde været udsat for meget kraftigt psykisk stress. Hans professionelle vurdering af ATs fremstilling af hændelsesforløbet er, at der er foregået, som AT har beskrevet det over for ham og i hendes skriftlige beretning. Denne bedømmelse, der tager udgangspunkt i ATs forklaring, bygger på hans efterprøvelse af hendes troværdighed og den beskrivelse af hændelsesforløbet, som hun har givet, og som er en meget præcis beskrivelse af en chokreaktion og derfor sandsynlig. 

Hans konklusion er, at AT har været udsat for en voldsom hændelse, som hun har reageret på. Hendes reaktion er blevet fastholdt på grund af Steiniches ledelsesadfærd. Den reaktion, hun har efter hændelsen, kan ikke være opstået, fordi hun eventuelt ikke magtede sit job, det ville have medført et andet reaktionsmønster. 

Kirsten Wilkens har forklaret, at hun har været speciallæge i psykiatri siden 1996. 

Hun er nået til den konklusion, at AT lider af en posttraumatisk belastningsreaktion ud fra ATs egen beskrivelse af hændelsesforløbet og voldsomheden i det overfald, hun var udsat for, sammenholdt med hendes beskrivelse af Steiniches ledelsesadfærd. Hun har bedømt ATs oplysninger ud fra sit professionelle skøn og sin erfaring. Hun må konkludere, at ATs arbejdsgiver ikke har givet hende den nødvendige følelsesmæssige og konkrete støtte. Hun vurderer endvidere, at AT ikke har haft andre problemer, der kan have haft indflydelse på hendes situation og reaktion. ATs tilstand er stadig alvorlig nu 2 år efter hændelsesforløbet. 

Parternes synspunkter 

HK's advokat har anført, at medarbejdere ikke må afskediges vilkårligt på det private arbejdsmarked, og at der gælder et generelt saglighedskrav. Saglighedskravet følger af funktionærlovens § 2b, der stammer fra hovedaftalen indgået mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen, og reglen om saglighed i denne bestemmelse må antages at være udtryk for en almindelig retsgrundsætning i dansk ret. 

Derudover gælder der et generelt EU-retligt saglighedskrav. Da funktionærlovens § 2b opstiller et krav om 1 års anciennitet, før beskyttelsen mod usaglig afskedigelse træder i kraft, er denne tidsbegrænsning i strid med EU-retten, hvorfor der må bortses herfra. Funktionærlovens § 2b skal derfor anvendes i denne sag. På den baggrund begæres det forelagt for EF-Domstolen, om fællesskabsretlige principper, herunder proportionalitet, retssikkerhed og effektivitet, er til hinder for, at en arbejdsgiver forfølger usaglige hensyn ved opsigelse af en lønmodtager og i bekræftende fald, om det da vil være i strid med de fællesskabsretlige principper, at muligheden for at få sanktioneret en usaglig opsigelse er betinget af, at lønmodtageren på opsigelsestidspunktet har ét års anciennitet i ansættelsesforholdet.

Herudover kan usaglige afskedigelser sanktioneres efter almindelige erstatningsregler i medfør af erstatningsansvarslovens § 26. 

Afskedigelsen af AT på grund af sygdom efter 1½ måneds fravær er usagligt begrundet, når der henses til, at der var tale om påregneligt lovligt forfald af kortere varighed, og sygdommen var begrundet i FDB's og varehuschefens adfærd efter overfaldet. Varehuschefens behandling af AT i perioden efter overfaldet og indtil sygemeldingen må betragtes som en retsstridig krænkelse af ATs person. FDB er som arbejdsgiver ansvarlig for et sikkert og sundt psykisk arbejdsmiljø. 

Varehuschefens adfærd og den omstændighed, at han ikke gav AT den fornødne støtte efter overfaldet, forværrede hendes tilstand. Da varehuschefen var blevet gjort opmærksom på ATs tilstand efter overfaldet, må det ydermere anses som en skærpende omstændighed, at han pålagde hende at tage affære overfor en butikstyv kort tid senere. 

ATs krav på godtgørelse og torterstatning findes passende at kunne fastsættes til 90.000 kr., henset til årsagssammenhængen og eftervirkningerne samt den omstændighed, at der er tale om en anerkendt arbejdsskade. 

FDB's advokat har anført, at der ikke gælder et generelt saglighedskrav for afskedigelser på det private arbejdsmarked hverken i dansk ret eller i EU-retten. Der er i øvrigt ikke hjemmel til at forelægge spørgsmålet for EF-Domstolen, idet sagen angår et rent dansk forhold, og der ikke er tale om at anvende fællesskabsretlige regler. Funktionærlovens § 2b gør udtømmende op med mulighederne for tilkendelse af godtgørelse for usaglig afskedigelse. Da AT ikke opfylder anciennitetskravet i lovens § 2b, har hun ikke krav på godtgørelse. 

Afskedigelsen var i øvrigt sagligt begrundet i ATs langvarige sygdom, der var til væsentlig gene for FDB. 

Med hensyn til kravet på tortgodtgørelse har AT ikke gjort varehuschefen opmærksom på sin tilstand, hvorfor han ikke var klar over, at hun følte sig påvirket at det første tyveri. Varehuschefen ændrede i øvrigt ikke adfærd over for hende efter den første tyveriepisode. Varehuschefens adfærd var ikke retsstridig og ikke af en sådan grovhed og karakter, at den kan begrunde godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. 

Sø- og Handelsrettens afgørelse

Sagen angår en dansk virksomheds afskedigelse af en dansk statsborger i Danmark. Der er tale om en rent intern situation, der ikke rejser spørgsmål om fortolkningen af EF-Traktaten eller om gyldigheden eller fortolkningen af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner. Sagen forelægges ikke for EF-Domstolen, jf. EF-Traktatens artikel 234. Således som sagen er forelagt, er de tidsmæssige betingelser for at tilkende godtgørelse efter Funktionærlovens § 2b ikke opfyldt, idet parterne er enige om at lægge til grund, at AT ikke havde været uafbrudt beskæftiget hos arbejdsgiveren i mindst 1 år forud for opsigelsen. Bestemmelsen kan imidlertid ikke antages at begrænse den ansattes rettigheder efter almindelige retsgrundsætninger, herunder reglen i erstatningsansvarslovens § 26, hvorefter den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort. 

Det lægges til grund, at AT, som varehuschef Steiniche kendte som en dygtig medarbejder, begyndte i Kvickly Hasle den 1. oktober 1998 og skulle have tid til at komme ind i arbejdet, samtidig med at hun skulle forberede julehandlen i sin afdeling og afklare sin kompetence i forhold til Pia Jensen. Det er muligt, at AT var blevet mindre sprælsk og mere tavs end i sin elevtid, men hun var dels blevet ældre, dels var hun ikke længere elev, men nu leder, og hun skulle derfor finde sig til rette i en anden og ny rolle, tilmed på årets travleste tidspunkt. 

AT blev den 24. oktober 1998 udsat for et alvorligt og usædvanligt overfald. Overfaldet blev anmeldt som en arbejdsskade, og AT har fået tilkendt arbejdsskadeerstatning for varigt mén. 

Retten finder, at varehuschef Steiniche, der var orienteret om overfaldet, og FDB's centrale ledelse ikke i tilstrækkelig grad fulgte op på psykologhenvisningen. 

AT blev tværtimod pålagt alt for meget arbejde i forhold til tilstanden efter overfaldet, idet varehuschef Steiniche ikke forstod og ikke tog hensyn til de psykiske skader, som AT havde pådraget sig ved overfaldet på arbejdspladsen, og til ATs behov for aflastning, forståelse og støtte, således at hun kunne blive rask. 

FDB's tidlige afskedigelse af AT uden nærmere undersøgelser eller høring af hende, sammenholdt med den alt for store arbejdsmæssige belastning og den mangel på forståelse og støtte, som hun var udsat for, findes efter psykiater Kirsten Wilkens forklaring at have påført AT en posttraumatisk belastningsreaktion. 

Herefter findes betingelserne for at tilkende godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 at være opfyldt. Godtgørelsen fastsættes efter et samlet skøn til 50.000 kr.

T H I K E N D E S F O R R E T 

FDB skal inden 14 dage efter denne doms afsigelse betale 50.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 28. juli 1999 til AT. 

FDB skal inden samme frist betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til HK i Danmark som mandatar for AT. 

Hans Jørgen Nielsen 
Ole Marker 
Elmer 
Aase Weiler Madsen Torkild Justesen 


(Sign.) 
___ ___ ___ 
Udskriftens rigtighed bekræftes. Sø- & Handelsrettens kontor, den 
P.j.v.