En elev havde krav på ferie med løn jf. ferielovens § 9, stk. 1, selvom uddannelsesaftalen kun var indgået for 6 måneder.
Dom i sagen F308
Dansk Erhverv
som mandatar for
A
(Advokat Lars Alexander Boberg Borke)
mod
HK/Danmark
som mandatar for
F
(Advokat Mette Skou Østergård)
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en elev skal have indgået en uddannelsesaftale omfattende et helt ferieår for at være omfattet af de særlige ferieregler i ferielovens § 9.
Sagen blev anlagt den 12. december 2007 ved retten i Herning og i medfør af retsplejelovens § 227, stk. 1, jf. § 226, stk. 4, henvist til Sø og Handelsretten.
Påstande
Dansk Erhverv som mandatar for A har nedlagt påstand om, at F tilpligtes at anerkende, at hun ikke i henhold til ferielovens § 9, stk. 1 og 2, har krav på løn under ferie.
HK/Danmark som mandatar for F har nedlagt påstand om, at A tilpligtes at betale 7.186,14 kr. med tillæg af procesrente fra den 31. august 2005.
Sagens omstændigheder
F var i skolepraktik på Uddannelsescenter Herning som salgsassistent i perioden 1. oktober 2003 til 31. marts 2005, hvorefter hun blev ansat i restlære i en ordinær læreplads hos A fra den 1. april 2005 til den 30. september 2005. Der blev mellem F og A indgået en uddannelsesaftale. I august 2005 afholdt F 3 ugers ferie, og der opstod i den forbindelse uenighed om, hvorvidt hun havde krav på løn under ferie. Sagen blev forhandlet mellem parternes respektive faglige organisationer. I forbindelse hermed forelagde HTS, Handel Transport og Serviceerhvervene (nu Dansk Erhverv) spørgsmålet for Arbejdsdirektoratets Feriekontor, der i et brev af 23. november 2005 meddelte følgende:
"...
For at være omfattet af lovens § 9, stk. 1, er det en forudsætning, at ansættelsesperioden omfatter et helt ferieår, eller hvis ansættelsesforholdet er begyndt perioden 1. maj til 30. juni, at den omfatter resten af ferieåret, jf. stk. 2.
I ovenstående tilfælde, vil eleven ikke være omfattet af lovens § 9, men af lovens almindelige bestemmelser.
..."
Af Undervisningsministeriets håndbog om skolepraktik i erhvervsuddannelser fremgår i afsnit 9.1 om ferie bl.a.:
"...
Arbejdstilsynet, Ferielovskontoret, har tidligere tilkendegivet, at det er en forudsætning for anvendelsen af ferielovens § 9, stk. 1 og 2 (...), at uddannelsesaftalen omfatter et helt ferieår eller, hvis den er indgået i perioden 1. maj til 30. juni, at den om
fatter resten af ferieåret. Det vil påvirke skolepraktikelevers mulighed for at opnå ret til betalt ferie i delaftaleperioden, da en delaftale ofte er af kortere varighed."
Sagen har været indbragt for Tvistighedsnævnet, der i en kendelse af 28. november 2007 traf afgørelse med dissens om, at F havde krav på løn under ferie svarende til 7.186,14 kr.
Forklaringer
B har forklaret, at han havde haft F i skolepraktik i sin Rema 1000butik. Hun havde vist haft svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Da han gerne ville hjælpe hende, blev der indgået en uddannelsesaftale. Han fik fra Herning Handelsskole
oplyst, at hans eneste udgift var løn og optjente feriepenge. Han ønskede ikke at påtage sig udgifter herudover.
F har vedstået sin sålydende forklaring for Tvistighedsnævnet:
" at det først var i forbindelse med lønudbetalingen, at hun blev opmærksom på, at hun ikke havde fået løn under ferien. Løn under ferie var ikke blevet drøftet i forbindelse med hendes ansættelse."
Hun har supplerende forklaret, at hun i skolepraktikperioden holdt ferie med løn. Hun havde ingen drøftelser med skolen eller sin vejleder om ferie. Hun regnede med, at hun holdt ferie med løn i sin elevtid, men hun havde ikke undersøgt det.
Parternes argumenter
Dansk Erhverv har som mandatar for A gjort gældende, at F ikke har krav på løn under ferien i august 2005, da det er en forudsætning for anvendelse af ferielovens § 9, at der foreligger en uddannelsesaftale, som omfatter et helt ferieår. Dette
var også en klar forudsætning for B, da han ansatte F, idet han ikke ønskede at påtage sig yderligere økonomiske forpligtelser, end det fremgår af Undervisningsministeriets pjece om skolepraktik i erhvervsuddannelserne. Denne forudsætning stemmer med den vejledning, som han fik fra handelsskolen. Hans opfattelse er også i overensstemmelse med Arbejdsdirektoratets udtalelse i brevet af 23. november 2005, og denne forståelse af bestemmelsen har været fulgt af arbejdsmarkedets parter gennem mange år. Tvistighedsnævnets afgørelse er således et brud på en mangeårig praksis på arbejdsmarkedet, som såvel de private som offentlige aktører har indrettet sig på. Tvistighedsnævnet begrunder ikke, hvorfor man ændrer praksis ud over at henvise til, at en elevaftale kan brydes, hvilket er uden betydning i denne dag.
De eneste egentlige fortolkningsbidrag, der foreligger, er Undervisningsministeriets vejledning, som Ferielovskontoret støtter. Undervisningsministeriet bygger sin fortolkning på den historiske udvikling af bestemmelsen om retten til ferie med løn først til lærlinge, siden efgelever, og nu elever med en uddannelsesaftale. Vejledningen er klar. Den ubetingede ret til ferie knytter sig til et helt ferieår. Det er uden betydning, hvorledes der skal forholdes ved skift af arbejdsgiver i den situation, hvor der er indgået en uddannelsesaftale med begge arbejdsgivere. Det følger af lovgivningen, at elever i skolepraktik i andre situationer er stillet dårligere end elever med uddannelsesaftale. Såfremt der måtte være en restgruppe, som ikke er omfattet af et helt ferieår, må lovgivningen ændres. HK/Danmark har under de angivne omstændigheder bevisbyrden for, at ferielovens § 9, stk. 1, skal fortolkes i overensstemmelse med HK/Danmarks påstand.
HK/Danmark har som mandatar for F gjort gældende, at hun efter ferielovens § 9, stk. 1 og stk. 2, har et ubetinget krav på løn under ferie. Der kan ikke stilles krav om en ansættelsesperiode på et helt ferieår. Undervisningsministeriets vejledning og Arbejdsdirektoratets udtalelse binder ikke domstolene, og det er uden betydning, om arbejdsmarkedets parter i en længere årrække har haft en fejlagtig opfattelse af gældende ret. § 9 er en undtagelsesregel, hvor lovgiver har haft til hensigt at styrke elevers retstilling og ikke at nægte disse løn under ferie ved fratræden før udløbet af et ferieår. Dette fremgår af FT 1969/70 tillæg A sp. 744 om lærlinges ret til ferie med løn, og FT 1980/81 tillæg A sp.3501 om efgelevers ret til ferie med løn, samt FT 1999/2000 tillæg A sp. 4932, hvorefter en elev, der har indgået en uddannelsesaftale, har en ubetinget ret til ferie med løn i første og andet hele ferieår, efter at elevforholdet begynder. Hele ferieår må ses som en markering af forskellen til andre ansatte. Herudover foreligger der kun fortolkningsbidrag fra ressortministerierne.
Dansk Erhvervs fortolkning er ikke i overensstemmelse med de eksempler, der er nævnt i teorien om ansættelsesforhold i dele af et ferieår. Såfremt Dansk Erhvervs fortolkning lægges til grund, vil elever i skolepraktik være ringere stillet end andre elever med uddannelsesaftale, hvilket næppe har været tilsigtet. Bs forudsætninger for ansættelsen har ikke været tilkendegivet over for F og kan derfor ikke tillægges vægt.
Rettens begrundelse og resultat
Det følger af ordlyden af ferielovens § 9, stk. 1, at F, der havde en uddannelsesaftale med A, i ferieåret 1. maj 2005 til 30. april 2006, som var det første hele ferieår efter hendes ansættelse den 1. marts 2005, havde ret til 25 dages betalt ferie.
Den forudsætning om ansættelsesforholdets længde, som Dansk Erhverv med henvisning til Arbejdsdirektoratets Feriekontors vejledende udtalelse af 23. november 2005 og Undervisningsministeriets publikation "Skolepraktik i erhvervsuddannelserne" gør gældende, skal være opfyldt, for at ferielovens § 9, stk. 1, kan finde anvendelse, ses hverken at have støtte i lovbestemmelsens ordlyd eller dens forarbejder.
Den praksis, som Arbejdsmarkedets parter med støtte i de ovennævnte vejledninger har fulgt gennem en årrække, findes derfor ikke at kunne tillægges vægt. B havde som forudsætning for ansættelsen af F, at der ikke skulle betales løn
under ferie, men allerede fordi denne forudsætning aldrig er tilkendegivet over for F, ændrer den ikke på hendes ret til ferie med løn. Herefter tages HK/Danmarks påstand til følge.
Efter sagens resultat skal Dansk Erhverv som mandatar for A betale 10.000 kr. i sagsomkostninger til HK/Danmark som mandatar for F.
Thi kendes for ret
A tilpligtes til HK/Danmark som mandatar for F inden 14 dage at betale 7.186,14 kr. med tillæg af procesrente fra den 31. august 2005.
I sagsomkostninger betaler Dansk Erhverv som mandatar for A inden samme frist 10.000 kr. til HK/Danmark som mandatar for F. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Mette Christensen
Kai Bested
Claus Forum Petersen
Torben Kuld Hansen
Byrial Bjørst
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den