Dansk selskabs krav mod hollandsk selskab - værneting i Danmark

HØJESTERETS KENDELSE

afsagt fredag den 26. januar 2018

Sag 40/2017
Combino East ApS
(advokat Holger Fabian-Jessing)
mod
Vriesoord B.V.
(advokat Jes Anker Mikkelsen)

og

Sag 41/2017
Tryg Forsikring A/S
(advokat Jesper Windahl)
mod
Vriesoord B.V.
(advokat Jes Anker Mikkelsen)

I tidligere instans er afsagt dom af Sø- og Handelsretten den 6. januar 2017.

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Thomas Rørdam, Jon Stokholm, Hanne Schmidt,
Jens Kruse Mikkelsen og Lars Apostoli.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande
Appellanterne, Tryg Forsikring A/S og Combino East ApS, har nedlagt påstand om, at Sø- og
Handelsrettens dom ophæves, og at sagen fremmes ved Sø- og Handelsretten.

Indstævnte, Vriesoord B.V., har påstået stadfæstelse.

Retsgrundlag
Artikel 4, stk. 1, og artikel 8, nr. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 12.
december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser
på det civil- og handelsretlige område (1215/2012) (Bruxelles I-forordningen) er sålydende:

”Kapitel 2. Kompetence
AFDELING 1. Almindelige bestemmelser
Artikel 4. Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats
område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.
…
AFDELING 2. Specielle kompetenceregler
…
Artikel 8. En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan endvidere sagsøges:

1) såfremt der er flere sagsøgte, ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsøgte har
bopæl, forudsat at kravene er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og
påkende dem samtidig for at undgå uforenelige retsafgørelser i tilfælde af, at kravene
blev påkendt hver for sig

2) når der er tale om en sag om opfyldelse af en garantiforpligtelse eller andre krav mod
den pågældende som tredjemand, ved den ret, hvor den oprindelige sag er anlagt, medmindre
denne kun er anlagt for at unddrage den pågældende det værneting, der ville være
kompetent i hans sag.”

I Bruxelles I-forordningens præambel hedder det i betragtning 15 og 16 bl.a.:

”(15) Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret
på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium. Dette kompetencekriterium bør altid
kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af
tvistens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet
tilknytningsmoment til grund…

(16) Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier
baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje.
Kriteriet nær tilknytning bør tjene til at skabe retssikkerhed og undgå muligheden for, at
sagsøgte indstævnes for en ret i en medlemsstat, som vedkommende ikke med rimelighed
kunne forudse…”

Ved EU-Domstolens dom af 11. oktober 2007 i sag C-98/06 (Freeport) blev det fastslået, at
det ikke er til hinder for anvendelse af forordningens artikel 8, nr. 1 (dagældende artikel 6, nr.
1), at kravene mod flere sagsøgte hviler på forskellige retsgrundlag. I dommen hedder det
bl.a.:

”35. Desuden er det fast retspraksis, at disse specielle kompetenceregler skal fortolkes
strengt og ikke kan føre til en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, forordning nr.
44/2001 udtrykkeligt har for øje...

36. Som det nemlig fremgår af 11. betragtning til forordning nr. 44/2001, bør kompetencereglerne
frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl
som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres
gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand
eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment
til grund.
…

38. Det fremgår ikke af ordlyden af artikel 6, nr. 1, i forordning nr. 44/2001, at der
blandt de betingelser, der er fastsat for anvendelsen af denne bestemmelse, skulle findes
en betingelse om, at søgsmål, der er anlagt mod forskellige sagsøgte, skal hvile på identiske
retsgrundlag.
…

40. Domstolen har haft anledning til at præcisere, at det ikke er tilstrækkeligt til, at afgørelser
kan opfattes som indbyrdes modstridende, at der forekommer en divergens i
løsningen af tvisten, men en sådan divergens skal ydermere foreligge i forhold til samme
retlige og faktiske situation…

41. Det tilkommer den nationale ret at vurdere, om der er en forbindelse mellem de forskellige
krav, der gøres gældende for den, dvs. om der er risiko for uforenelige afgørelser,
såfremt disse krav bliver påkendt hver for sig, og i denne henseende tage hensyn til
alle nødvendige forhold i sagsakterne, hvilket – efter omstændighederne og uden at det
på nogen måde er nødvendigt for at kunne foretage vurderingen – kan føre til, at retten
tager hensyn til retsgrundlagene for de søgsmål, der er anlagt
ved denne ret.”

I EU-Domstolens dom af 1. december 2011 i sag C-145/10 (Painer) hedder det bl.a.:

”77. Hvad angår dens formål modsvarer kompetencereglen i artikel 6, nr. 1), i forordning
nr. 44/2001 ifølge 12. og 15. betragtning til forordningen for det første ønsket om
at fremme god retspleje, at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og at
undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i to medlemsstater.

78. For det andet må denne regel imidlertid ikke anvendes på en sådan måde, at det står
en sagsøger frit for at anlægge sag mod flere sagsøgte alene med det formål at unddrage
en af de sagsøgte værnetinget i hans bopælsstat (jf. i denne retning dom af 27.9.1988,
sag 189/87, Kalfelis...

79. Domstolen har i denne henseende anført, at det ikke er tilstrækkeligt til, at afgørelser
kan opfattes som indbyrdes uforenelige i henhold til artikel 6, nr. 1), i forordning
nr. 44/2001, at der forekommer en divergens i løsningen af tvisten, men at en sådan divergens
ydermere skal foreligge i forhold til samme retlige og faktiske situation (jf.
Freeport-dommen, præmis 40).

80. Ved vurderingen af, om der er en forbindelse mellem forskellige krav, dvs. om der
er risiko for uforenelige afgørelser, såfremt disse krav bliver påkendt hver for sig, er sagernes
identiske retsgrundlag kun en blandt flere relevante faktorer. Det er ikke et ufravigeligt
krav ved anvendelsen af artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 (jf. i denne
retning Freeport-dommen, præmis 41).
…

84. På denne baggrund skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 6, nr. 1), i forordning
nr. 44/2001 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for bestemmelsens
anvendelse, at de søgsmål, der er anlagt mod flere sagsøgte vedrørende indholdsmæssigt
identiske ophavsretskrænkelser, hviler på forskellige nationale retsgrundlag. Det påhviler
den nationale domstol under hensyntagen til samtlige omstændigheder i sagen at
vurdere risikoen for uforenelige afgørelser, såfremt søgsmålene påkendes hver for sig.”

Højesterets begrundelse og resultat

Sagernes baggrund og problemstilling
Den danske fødevaregrossist BPI A/S købte i 2015 et parti frosne kyllingeprodukter af det
hollandske selskab West Food Group B.V. og videresolgte partiet til det tyske selskab Güven
Food GmbH. Kyllingeprodukterne blev opbevaret i et fryselager i Holland, som blev drevet af
Vriesoord B.V. BPI antog Combino East ApS til at transportere kyllingeprodukterne fra Holland
til den tyske køber, og Combino traf herefter aftale med den slovakiske vognmandsvirksomhed
B.R. Quality s.r.o. om den praktiske udførelse af transporten.

Vriesoord udleverede kyllingeprodukterne fra fryselageret i Holland til en lastbilchauffør,
men kyllingeprodukterne nåede aldrig frem til den tyske køber. BPI fremsendte herefter en ny
leverance af kyllingeprodukter til den tyske køber, og Tryg Forsikring A/S betalte som vareassurandør
erstatning til BPI for erstatningsleverancen, hvorefter Tryg indtrådte i BPI’s krav i
anledning af bortkomsten af kyllingeprodukterne.

Tryg har stævnet Combino og Vriesoord ved Sø- og Handelsretten med påstand om, at de
solidarisk, subsidiært alternativt, skal betale erstatning svarende til det beløb, som Tryg har
betalt til BPI. Sø- og Handelsretten er ubestridt rette værneting for Trygs krav mod Combino.

Combino har i svarskriftet nedlagt påstand om, at Vriesoord skal friholde Combino for ethvert
beløb, som Combino måtte blive dømt til at betale til Tryg.

Sagerne angår, om der efter Bruxelles I-forordningens artikel 8, nr. 1, jf. retsplejelovens §
247, stk. 1, er værneting i Danmark (ved Sø- og Handelsretten) for Trygs krav mod Vriesoord
og for Combinos påstand om friholdelse over for Vriesoord. Hvis der ikke er værneting i
Danmark efter artikel 8, nr. 1, er spørgsmålet, om Vriesoord kan inddrages i sagen i Danmark
efter Bruxelles I-forordningens regel om adcitation, jf. artikel 8, nr. 2.

Trygs krav mod Vriesoord og værnetingsreglen i forordningens artikel 8, nr. 1
Retssager på det civil- og handelsretlige område inden for EU skal som udgangspunkt anlægges
i den medlemsstat, hvor den sagsøgte har bopæl, jf. forordningens artikel 4, stk. 1. Efter
artikel 8, nr. 1, er der dog adgang til at sagsøge den pågældende i det land, hvor en af de øvrige
sagsøgte i sagen har bopæl, såfremt kravene mod de sagsøgte ”er så snævert forbundne, at
det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige retsafgørelser”.

Ved bedømmelsen af spørgsmålet om ansvar er det i forhold til såvel Combino som Vriesoord
afgørende at få fastlagt hændelsesforløbet i forbindelse med udlevering af kyllingeprodukterne
til lastbilchaufføren, som ikke afleverede disse produkter til den tyske køber. Parterne er
ikke enige om dette forløb.

Højesteret finder, at der er risiko for uforenelige retsafgørelser, hvis kravene bliver pådømt
hver for sig. Det skyldes risikoen for, at bevisbedømmelsen af hændelsesforløbet, som kan få
afgørende betydning for Trygs krav mod såvel Combino som Vriesoord, kan falde forskelligt
ud.

Trygs krav mod Combino udspringer af en kontrakt mellem Trygs forsikringstager, BPI, og
Combino, mens der for Trygs krav mod Vriesoord er tale om et krav uden for kontrakt. Det er
imidlertid ikke til hinder for anvendelse af forordningens artikel 8, nr. 1, at kravene mod de
forskellige sagsøgte ikke hviler på samme retsgrundlag, jf. EU-Domstolens dom af 11. oktober
2007 i sag C-98/06 (Freeport), præmis 38. Det gør heller bestemmelsen uanvendelig, at
Trygs krav mod Combino skal bedømmes efter dansk ret, mens Trygs krav mod Vriesoord
muligt skal bedømmes efter hollandsk ret, jf. EU-Domstolens dom af 1. december 2011 i sag
C-145/10 (Painer), præmis 84.

Højesteret finder herefter, at Trygs krav mod Combino og Vriesoord er så snævert forbundne,
at kravene bør behandles samtidig ved den samme domstol for at undgå uforenelige retsafgørelser.
Betingelsen for værneting ved Sø- og Handelsretten efter forordningens artikel 8, nr. 1,
er derfor opfyldt for så vidt angår Trygs krav mod Vriesoord.

Combinos krav mod Vriesoord
Da Sø- og Handelsretten efter det ovenfor anførte er rette værneting for Trygs krav mod
Vriesoord, jf. forordningens artikel 8, nr. 1, kan Combinos friholdelsespåstand mod Vriesoord
tages under pådømmelse i samme sag. Det er derfor ikke nødvendigt at tage stilling til, om
betingelserne for dansk værneting for Combinos krav mod Vriesoord efter forordningens artikel
8, nr. 2, er opfyldt.

Konklusion
Højesteret ophæver Sø- og Handelsrettens dom og hjemviser sagerne til realitetsbehandling
ved Sø- og Handelsretten.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Vriesoord betale 25.000 kr. til Tryg og 20.000 kr. til
Combino, jf. princippet i retsplejelovens § 322, stk. 2, jf. § 312, stk. 2. Spørgsmålet om sagsomkostninger
for Sø- og Handelsretten afgøres i forbindelse med sagens afslutning ved Sø- og
Handelsretten.

Thi bestemmes:

Sø- og Handelsrettens dom ophæves, og sagerne hjemvises til realitetsbehandling ved Sø- og
Handelsretten.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Vriesoord B.V. betale 25.000 kr. til Tryg Forsikring
A/S og 20.000 kr. til Combino East ApS.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage efter denne højesteretskendelses afsigelse og
forrentes efter rentelovens § 8 a.