HØJESTERETS DOM
afsagt torsdag den 17. marts 2016
Sag 110/2015
(2. afdeling)
A (advokat Henrik Karl Nielsen, beskikket)
mod
Finanssektorens Arbejdsgiverforening som mandatar for Skandinavisk Data Center A/S (advokat Merete Preisler)
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Glostrup den 12. juli 2013 og af Østre Landsrets 1. afdeling den 5. november 2014.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Niels Grubbe, Marianne Højgaard Pedersen, Vibeke Rønne, Lars Hjortnæs og Kurt Rasmussen.
Påstande
Appellanten, A, har påstået indstævnte, Skandinavisk Data Center A/S, dømt til at betale 445.572 kr. med procesrente fra den 26. oktober 2011.
Finanssektorens Arbejdsgiverforening som mandatar for Skandinavisk Data Center A/S har påstået stadfæstelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.
Supplerende sagsfremstilling
Det er ubestridt, at A i 2010 downloadede en app, som han benyttede til at købe tog- og busbilletter og lade udgiften betale over telefonregningen. Det er endvidere ubestridt, at Skandinavisk Data Center ikke gav A en advarsel forud for bortvisningen.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagen angår for Højesteret alene spørgsmålet, om Skandinavisk Data Center A/S har været berettiget til at bortvise A, fordi han havde ladet udgifter til privat transport betale af Skandinavisk Data Center.
Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale 40.000 kr. til Finanssektorens Arbejdsgiverforening som mandatar for Skandinavisk Data Center A/S.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.
Landsrettens begrundelse og resultat
Krav vedrørende løn, feriepenge og godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b
Det er ubestridt, at A via sin arbejdsmobiltelefon og for SDC ́s regning købte private togbilletter for 1.282,40 kr. over en periode på fem måneder. Sagen angår, hvorvidt A var berettiget til at antage, at SDC var indforstået hermed, blot de årlige udgifter ikke oversteg 3.000 kr.
Det kan lægges til grund, at der i SDC ́s personalehåndbogen ikke var givet vejledning om, hvilke private formål en arbejdsmobiltelefon kunne anvendes til, ligesom der ikke forelå nogen anden intern instruks herom.
Landsretten finder, at det til trods herfor i det mindste burde have stået A klart, at hans arbejdsmobiltelefonen var et arbejdsredskab, som ikke uden arbejdsgiverens udtrykkelige accept kunne benyttes til betaling af rent private udgifter. Dette understøttes af As egen forklaring om, at han kun benyttede arbejdsmobiltelefonen i nødsituationer, at han ikke orienterede nogen herom, og at han ikke foretog nogen registrering af, hvor store beløb, han herved i stilhed lod arbejdsgiveren betale. De af A påberåbte skatteregler har heller ikke kunnet give A en beskyttet forventning om, at hans dispositioner var berettiget over for SDC. Det bemærkes herved, at det ikke kan lægges til grund, at A fra SDC har modtaget informationer, der kunne tyde på, at det forholder sig således.
Der findes herefter at foreligge en så grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, at bortvisningen har været berettiget, hvorfor landsretten tager SDC ́s principale påstand til følge.
Byrettens dom vedrørende post 1-3 ændres derfor, således at SDC frifindes.
Krav vedrørende godtgørelse efter arbejdstidslovens § 8
Da A ved indlevering af stævning fremsatte krav om godtgørelse efter arbejdstidslovens § 8, havde han et dobbeltmedlemskab af Finansforbundet og Prosa. Arbejdstidsdirektivet er implementeret i en standardoverenskomst, der er indgået mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforeningen og Finansforbundet.
Sager om fortolkning af eller brud på en kollektiv overenskomst fra en organiseret lønmodtager, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, skal afgøres efter de fagretlige regler. De civile domstole kan alene afgøre sager om krænkelse af rettigheder i henhold til en kollektiv overenskomst, såfremt den organiserede lønmodtager godtgør, at vedkommendes faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet, jf. arbejdsretslovens § 11, stk. 2.
Da A ikke har godtgjort, at han har anmodet Finansforbundet om at rejse kravet i det fagretlige system, er han afskåret fra at få sit krav behandlet ved de almindelige domstole, jf. arbejdsretslovens § 11, stk. 1.
Byrettens dom vedrørende post 4 stadfæstes derfor.
A skal betale sagsomkostninger for begge retter ti Finanssektorens Arbejdsgiverforening som mandatar for Skandinavisk Data Center A/S med i alt 104.300 kr. Beløbet omfatter 14.300 kr. til retsafgift, 45.000 kr. til udgifter til advokatbistand ekskl. moms for byretten og 45.000 kr. til udgifter til advokatbistand ekskl. moms for landsretten. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgift til advokat er der ud over sagens værdi taget hensyn til dens omfang og varighed.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Finanssektorens Arbejdsgiverforening som mandatar for Skandinavisk Data Center A/S frifindes vedrørende post 1, 2 og 3.
Byrettens dom vedrørende post 4 stadfæstes.
I sagsomkostninger for begge retter skal A betale 104.300 kr. til Finanssektorens Arbejdsgiverforening som mandatar for Skandinavisk Data Center A/S.
Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.
Hele Landsrettens dom kan læses her.