Anmeldt krav anerkendes

Resumé

Bortvisning af funktionær pga. illoyalitet berettiget

Dom i sagen P-0031-01


Ledernes Hovedorganisation s.m.f.
X
(Advokat Niels Nehrkorn)

mod

Alima A/S under konkurs
(Advokat Karl S. Stephensen)


Under denne sag har anmelderen, Ledernes Hovedorganisation s.m.f. X, nedlagt påstand om, at boet, Alimas A/S under konkurs ved kurator, advokat Karl Stephensen, tilpligtes at anerkende det af anmelderen anmeldte krav på 76.500 kr. som priviligeret med tillæg af rente 5% over Nationalbankens diskonto fra den 14. marts 2001 til betaling sker, subsidiært med tillæg af den til enhver tid gældende procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

Subsidiært har anmelderen nedlagt påstand om, at boet tilpligtes at anerkende det af anmelderen anmeldte krav på 76.500 kr. som simpelt med tillæg af rente 5% over Nationalbankens diskonto fra den 14. marts 2001 til betaling sker, subsidiært med tillæg af den til enhver tid gældende procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

Boet har påstået frifindelse.

Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt bortvisningen af anmelderen den
10. november 2000 er berettiget.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Anmelderen blev pr. 1. januar 1999 ansat i Alimas A/S som
regnskabschef. Alimas A/S drev på agenturbasis virksomhed med salg og
service af særlige entreprenørmaskiner inden for bl.a. mærkerne
Hitachi og Fiat-Hitachi. Ledelsen i selskabet bestod af direktør "anonymiseret", bestyrelsesformand Ole Linnemann-Schmidt og bestyrelsesmedlem
Rolf Petersen. Aktierne i selskabet ejedes af anonymiseret, Ole
Linnemann-Schmidt og Rolf Petersen Holding A/S, der formodentlig ejes
af Rolf Petersen.

På et tidspunkt kom ledelsen i Alimas i kontakt med direktør Per
Sørensen fra Runge & Sørensen A/S, idet denne var interesseret i at
overtage virksomheden eller aktierne i Alimas.

Den 14. september 2000 blev der afholdt et møde mellem Per Sørensen og
personer fra ledelsen i Alimas, hvor spørgsmålet om overdragelse af
aktierne i Alimas blev drøftet. Anmelderen var til stede på mødet og



- 3 -





fik i den forbindelse af ledelsen at vide, at han i et eller andet
omfang skulle udlevere oplysninger om Alimas til Per Sørensen, hvilket
anmelderen efterkom. På mødet blev der underskrevet en betinget aftale
om overdragelse af aktierne i Alimas til Runge & Sørensen.
Overdragelsesaftalen er ikke blevet fremlagt under sagen, og
anmelderen har aldrig set aftalen.

I samme periode førte først og fremmest direktør xxx
forhandlinger med nogle englændere om overdragelse af aktierne.

Den 11. oktober 2000 sendte anmelderen en mail på 4 sider til Ole
Linnemann-Schmidt og Rolf Petersen. Mailen blev ikke sendt til xxx. Det fremgår af mailen bl.a.:

"Da vi ikke er kommet ret meget længere med en eller anden
form for løsning omkring Alimas i de seneste 2-3 uger, skal
jeg hermed fremkomme med min helt personlige holdning til
situationen samt hvordan vi kommer videre.

Jeg har naturligvis forståelse for at I gerne vil holde begge
muligheder åbne (PS [Per Sørensen] samt den engelske løsning)
for at kunne vælge den løsning, som ud fra en økonomisk
synsvinkel er bedst for jer. Omvendt, hvis I ikke har fået et
oplæg fra den engelske løsning, må vi se at fremme en
afslutning af sagen med PS. Det er nu snart 7 uger siden at
englænderne var her, uden at det virker som om, der er sket
ret meget mere i den sag.

...

Hovedproblemet er, at FH [Fiat-Hitachi] ikke har ret travlt
med at forholde sig til sagen, og man kan så undre sig over,
hvorfor dette er tilfældet.

...



- 4 -






Hvis nogen har givet FH det indtryk, at det der kunne ske med
PS og Alimas har karakter af at være et forsøg på at
snyde/stjæle Ali mas fra familien "anonymiseret", så kunne vi godt have
et problem med en snarlig afslutning på sagen, hvis ikke den
engelske løsning hurtigt bringer et acceptabelt tilbud på
bordet.

En ting er i hvert fald tilfældet og det er, at XXX [anonymiseret] ikke støtter løsningen med PS, da XXX benytter enhver
lejlighed til at nedgøre PS med udtryk som, at PS hverken har
salgsstyrke eller kunder.

...

Hvis jeg har ret i min formodning om, at den engelske løsning
ikke længere er en mulighed, da de hele tiden kun forsøger at
vinde tid ved gang på gang at udsætte en tidsfrist, så tror
jeg at familien "anonymiseret" vil forsøge at køre videre så længe det
er muligt i håbet om at finde en mulighed for at få jer købt
ud.

...

For at det ikke skal forbigå jeres opmærksomhed, kan I være
sikre på én ting og det er, at udover undertegnede, som
snarest bliver fyret hvis "anonymiseret" kan fortsætte, er der mange
andre som samtidig vil søge nye udfordringer, hvorfor ikke
mange medarbejdere kan tilslutte sig f.eks. den engelske
løsning. Hvis medarbejderne i den situation bliver spurgt af
den engelske køber, vil de melde klart ud med at de ikke
ønsker at fortsætte, såfremt "anonymiseret" er involveret i Alimas.

Afslutningsvis kan jeg oplyse, at jeg ikke tror der vil gå ret
mange dage, før end nogle af vore leverandører mister



- 5 -





tålmodigheden med vor manglende betalingsevne."

Anmelderen sendte samme dag en kopi af den pågældende mail til Per
Sørensen, hvilket han ikke gav besked om til Ole Linnemann-Schmidt og
Rolf Petersen.

Den 14. oktober 2000 indgik Alimas A/S og Runge & Sørensen A/S en ny
betinget overdragelsesaftale. Denne aftale er heller ikke blevet
fremlagt, men anmelderen har i modsætning til aftalen af 14. september
2000 set den seneste aftale. Det er ikke oplyst under sagen, hvorfor
der blev indgået en ny betinget aftale. Det var i hvert fald ifølge
den seneste aftale en forudsætning for, at Runge & Sørensen ville
overtage aktierne, at man kunne overtage Fiat-Hitachi agenturet.

Den 2. november 2000 var Rolf Petersen og Per Sørensen til møde hos
Fiat-Hitachi i Italien, hvor Fiat-Hitachi meddelte, at man ikke ville
acceptere, at Runge & Sørensen overtog agenturet. Den 7. november 2000
hævede Per Sørensen herefter den betingede aftale med Alimas om køb af
aktierne.

Der blev heller ikke indgået nogen aftale med englænderne om salg af
aktierne.

Den 8. november 2000 om aftenen blev "navn anonymiseret" ved et tilfælde
bekendt med, at anmelderen havde sendt den i sagen omhandlede mail til
Ole Linnemann-Schmidt og Rolf Petersen, og at Per Sørensen havde
modtaget kopi af denne mail. "Navn anonymiseret" var den følgende dag i
telefonisk kontakt med både Ole-Linnemann Schmidt og Rolf Petersen
herom. Ole Linnemann-Schmidt og Rolf Petersen blev først på dette
tidspunkt klar over, at Per Sørensen havde modtaget kopi af mailen. De
var alle tre enige om herefter at bortvise anmelderen.

Den 10. november 2000 blev anmelderen bortvist af direktør "navn anonymiseret" 
på grund af illoyalitet. Anmelderen fik i første omgang ikke
meddelelse om, at illoyaliteten vedrørte den omhandlede mail.



- 6 -






Den 13. november 2000 anmeldte selskabet betalingsstandsning. Advokat
Troels Tuxen blev beskikket som tilsyn. Dagen forinden sendte Ole
Linnemann-Schmidt en mail til anmelderen med anmodning om at være til
stede på arbejde den efterfølgende dag kl. 13.00, hvor advokat Troels
Tuxen ville være til stede. Anmelderen og Ole Linnemann-Schmidt havde
endvidere været i telefonisk kontakt herom, inden Ole Linnemann-
Schmidt sendte den pågældende mail til anmelderen.

Anmelderen var til stede på mødet med tilsynet den 13. november 2000
kl. 13.00. Anmelderen forlod efter kort tid mødet, da han afviste at
gå ind på tilsynets krav om, at han ikke måtte tage kontakt til Per
Sørensen som betingelse for at trække bortvisningen tilbage. Anmelde-
ren afviste at gå ind på tilsynets krav på grund af eventuelle
fremtidige jobsamtaler med Per Sørensen.

Den 4. december 2000 blev der afsagt konkursdekret over selskabet.
Advokat Karl Stephensen blev udpeget som kurator.

Boet har efter domsforhandlingen taget bekræftende til genmæle for så
vidt angår anmelderens krav på løn for perioden 1. - 10. november
2000, hvilket i stævningen er opgjort til 5.667 kr. samt feriepenge
12,5% af beløbet, i alt 6.375,50 kr. Boet har endvidere anerkendt, at
kravet har status i henhold til konkurslovens § 95. For så vidt angår
rente af det anerkendte beløb har boet taget bekræftende til genmæle
over for anmelderens påstand om, at kravet tillægges rente 5% over
Nationalbankens diskonto fra den 14. marts 2001 og til betaling sker.
Boet har dog alene kunnet anerkende, at rentekravet har status i
henhold til konkurslovens § 98, nr. 1.

Partsforklaring:

X har bl.a. forklaret, at han er uddannet cand. oecon., og at han
forud for ansættelsen pr. 1. januar 1999 i Alimas A/S havde arbejdet i
Rumænien.



- 7 -






Alimas drev agenturvirksomhed med tungere entreprenørmaskiner i
prisklassen 1/2 - 3 mio. kr. I efteråret 1998 havde selskabet haft
økonomiske problemer, i hvilken forbindelse man havde fået en
akkordordning med Told og Skat. Den 31. december 1998 blev
aktiekapitalen udvidet med 2 mio. kr., som blev indskudt af Ole
Linnemann- Schmidt og Rolf Petersen Holding A/S, idet selskabet
manglede penge til at overholde akkordaftalen. Ole Linnemann-Schmidt
og Rolf Petersen indtrådte herefter i bestyrelsen. Direktør "navn anonymiseret" 
havde forevist nogle budgetter for Ole Linnemann-Schmidt og Rolf
Petersen om et forventet overskud i selskabet på 2,5 mio. kr. for
1998, men resultatet viste sig senere at blive et underskud på 90.000
kr. Der blev herefter en misstemning i bestyrelsen mellem "navn anonymiseret" 
på den ene side og Ole Linnemann-Schmidt og Rolf Petersen på den anden
side.

Efterhånden blev det kendt i branchen, at Alimas var i økonomiske
problemer, og i december 1999 rettede direktør Per Sørensen fra Runge
& Sørensen A/S henvendelse til Alimas og foreslog et samarbejde. Der
var et møde mellem parterne herom, men samarbejdet blev dog ikke til
noget. Senere aftaltes imidlertid et nyt møde til den 14. september
2000. Umiddelbart forud for den 14. september 2000 fik han af Ole
Linnemann-Schmidt besked om, at han ville blive kontaktet af Per
Sørensen eller dennes rådgiver med anmodning om at få tilsendt noget
materiale vedrørende Alimas til brug for mødet. Forud for mødet havde
han endvidere af Ole Linnemann-Schmidt fået at vide, at han skulle
svare på de spørgsmål, Per Sørensen måtte have. På mødet den 14.
september 2000 var foruden ham selv, Per Sørensen, Leo Gilling og Ole
Linnemann-Schmidt til stede. Ole Linnemann-Schmidt var ikke med til
mødet i starten. På mødet fik han at vide af Ole Linnemann-Schmidt, at
han skulle stå til rådighed for Per Sørensen med oplysninger. På mødet
gennemgik de en række ting vedrørende Alimas, herunder såvel
regnskabsmæssige som ikke-regnskabsmæssige. Det eneste, han ikke var
involveret i, var fastsættelsen af prisen på aktierne. Han har aldrig
set den betingede aftale, der blev udfærdiget i forbindelse med mødet,



- 8 -





men han fik en kort gennemgang af den af Ole Linnemann-Schmidt.

"Navn anonymiseret" ønskede ikke kontakt med Per Sørensen. "navn anonymiseret" tog sig
derimod af nogle potentielle købere fra England, som var nogle,
familien "navn anonymiseret" kendte. Englænderne var på besøg på et tidspunkt efter
den 14. september 2000, men inden den 11. oktober 2000, hvor han på
tilsvarende måde besvarede spørgsmål under et møde. Det blev ikke til
nogen handel med englænderne. Han er ikke klar over, hvorfor der ikke
kom en handel i stand med englænderne.

Mailen af 11. oktober 2000 er sendt på hans eget initiativ. Den er
ikke sendt til "navn anonymiseret", idet denne var kørt ud på et sidespor,
efter at den dårlige stemning i bestyrelsen var opstået på grund af
underskuddet. Han var ligeglad med, om salget skete til englænderne
eller til Runge & Sørensen, blot Alimas blev reddet. Han var jævnligt
i kontakt med Per Sørensen i dette forløb, og da Per Sørensen hørte om
mailen, som var blevet sendt til Ole Linnemann-Schmidt og Rolf Pe-
tersen, bad han om at få en kopi af den. Det er hans opfattelse, at
Per Sørensen allerede på forhånd kendte til alt, hvad der stod i
mailen.

Den betingede aftale af 14. oktober 2000 frigjorde "navn anonymiseret" for
nogle forpligtelser, som han havde i henhold til aftalen af 14.
september 2000, hvorfor aftalen af 14. oktober var bedre for
aktionærerne. Han har set aftalen af 14. oktober 2000.

Den 11. november 2000 blev han kaldt ind på "navn anonymiseret" kontor, hvor
han fik at vide, at han var bortvist p.g.a. illoyalitet. Han fik ikke
at vide, hvad illoyaliteten bestod i. Senere samme dag fik han at vide
af Ole Linnemann-Schmidt, at det var mailen, det drejede sig om. Han
talte også med Rolf Petersen samme dag, og det var hans indtryk, at
både Ole Linnemann-Schmidt og Rolf Petersen var imod bortvisningen.
Disse to ville gerne have, at han mødte på arbejde mandag den 13.
november 2000 til et møde kl. 13.00, hvorfor han bad Ole Linnemann-
Schmidt om at sende en mail herom, hvilket denne gjorde den 12. no-



- 9 -





vember 2000. Han kom til mødet den 13. november 2000 kl. 13.00, hvor
der foruden ham selv var advokat Troels Tuxen samt dennes fuldmægtig
og en regnskabskyndig tilknyttet Bech-Bruun Dragsted, Jens Simonsen.
Selskabet var trådt i betalingsstandsning tidligere på dagen, og
advokat Tuxen tilbød at trække bortvisningen tilbage og give ham dette
på skrift. Det var dog en betingelse for at trække bortvisningen
tilbage, at han ville undlade at tage kontakt til Per Sørensen,
hvilket han ikke kunne acceptere på grund af eventuelle jobsamtaler.

Han blev pr. 1. januar 2001 ansat i Runge & Sørensen. Han har ikke
drøftet ansættelse med Per Sørensen forud for sin bortvisning.

Han er ikke på noget tidspunkt af "navn anonymiseret" eller Ole Linnemann-
Schmidt blevet bedt om at give tilbagemelding om, hvilke oplysninger
han gav til Per Sørensen eller englænderne.

Selv om han ikke har set aftalen af 14. september 2000 var han klar
over, at ifølge denne skulle hovedparten af medarbejderne følge med
over i Runge & Sørensen.

Vidneforklaringer:

Ole Linnemann-Schmidt har bl.a. forklaret, at han var til stede på
mødet den 14. september 2000 sammen med X, Leo Gilling samt Per
Sørensen. I starten var xxx der også. Baggrunden for mødet var,
at virksomheden gik dårligt, hvorfor man prøvede at sælge den. Der var
to potentielle købere. Den ene var Per Sørensen, mens den anden var
nogle englændere. Kontakten til Per Sørensen var opstået allerede
nogen tid forud for den 14. september 2000.

Vidnet var på et tidspunkt med Per Sørensen i Amsterdam med henblik på
at præsentere denne for Hitachi. Rolf Petersen var på tilsvarende måde
med Per Sørensen i Milano med henblik på, at Per Sørensen kunne blive
præsenteret for Fiat-Hitachi.


-
10
-





Vidnet aftalte med X, at denne skulle være Per Sørensen behjælpelig
med oplysninger, således at Per Sørensen kunne opstille den model,
italienerne krævede for at lade Per Sørensen få agenturet. X var en
betroet medarbejder, og de talte jævnligt sammen. Vidnet erindrer ikke
at have bedt X om at udlevere noget materiale til Per Sørensen inden
mødet den 14. september.

Stemningen i virksomheden var dårlig, og vidnet havde mistet tilliden
til "navn anonymiseret" og dennes søn, der også arbejdede i virksomheden.
Vidnet sendte på et tidspunkt "navn anonymiseret" søn hjem på grund af
samarbejdsproblemer.

Vidnet syntes, at X gik vidt med mailen af 11. oktober 2000, der blev
sendt til vidnet og Rolf Petersen. Han troede ikke sine egne ører, da
han senere hørte, at mailen også var blevet sendt til Per Sørensen.

Rolf Petersen sagde til vidnet, da han kom hjem fra Milano med Per
Sørensen, at det havde virket som om, at forhandlingerne var gået uden
om Rolf Petersen, og at italienerne vidste en masse på forhånd.

Det var ikke meningen med vidnets mail af 12. november 2000 til X, at
denne skulle tilbage at arbejde. Meningen var alene, at han skulle
deltage i mødet med Troels Tuxen og Jens Simonsen. Vidnet var til
stede på mødet den 13. november 2000. X blev spurgt, om han ville være
loyal fremover, hvilket han benægtede, hvorefter advokat Tuxen sagde,
at så var der ikke mere at gøre ved det.

Det var "navn anonymiseret", der førte forhandlingerne med englænderne. Vidnet
mødte dem kun én gang, og han fik ikke noget godt indtryk af dem,
hvorfor vidnet foretrak at sælge til Per Sørensen.

Vidnet mener, at aftalen af 14. oktober var ringere for aktionærerne
end aftalen af 14. september, idet vilkårene var blevet skærpet i den
mellemliggende periode. Vidnet ved ikke, hvorfor Per Sørensen hævede
aftalen af 14. oktober, men han må have vidst for meget.


-
11
-






"Navn anonymiseret" har bl.a. forklaret, at han var direktør for Alimas.
Selskabet startede med at forhandle med Runge & Sørensen i efteråret
1999. Der var på det tidspunkt et møde hos Per Sørensen i Århus, hvor
X og vidnets søn var med. Efter mødet var man i selskabet enige om, at
det ikke havde interesse at samarbejde med Per Sørensen.

Senere fik vidnet at vide, at Per Sørensen ville komme til et møde hos
Alimas den 14. september 2000 sammen med sin revisor. Vidnet var med
til mødet i starten, men efter kort tid blev han bedt om at forlade
mødet. Han ved ikke hvorfor. Han var ikke med til at give X nogen
bemyndigelse.

Der var også nogle englændere, der var interesseret i at købe
selskabet, og det var en reel mulighed.

Aftalen af 14. oktober 2000 var betinget af, at de to agenturgivere -
et hollandsk og et italiensk firma - ville acceptere overdragelsen.
Ole Linnemann-Schmidt og Rolf Petersen tog kontakt til hver sin
agenturgiver. Hollænderne oplyste, at de ville vente at se, hvad ita-
lienerne svarede. Italienerne sagde, at det var en dårlig aftale. Per
Sørensen sprang herefter fra aftalen.

Onsdag den 8. november 2000 om aftenen så vidnet den omtalte mail på
Xs computer ved et tilfælde. Næste dag tog vidnet kontakt til Ole
Linnemann-Schmidt, som tog kontakt til Rolf Petersen. De var enige om,
at X skulle bortvises.

Forholdet mellem vidnet og X havde været dårligt siden
foråret/sommeren 2000. Forholdet blev dårligt, idet X satte personer
op mod hinanden, hvilket skabte uro i foretagendet.

Vidnet var ikke med til mødet den 13. november 2000, men han så, da X
kom og gik. X kan højst have været med til mødet i 5 minutter.


-
12
-





Per Sørensen har bl.a. forklaret, at han er direktør i Runge &
Sørensen A/S. Hans første kontakt med Alimas var i foråret 2000, hvor
han foreslog at overtage agenturet for så vidt angår Jylland. Dette
blev dog ikke til noget. Senere hørte han ad andre kanaler, at det gik
økonomisk dårligt i Alimas, og Ole Linnemann-Schmidt inviterede ham
til et møde. Mødet var i efteråret 2000. Vidnet og Ole Linnemann-
Schmidt talte i en periode meget sammen, nogle gange op til 5 gange om
dagen. Ole Linnemann-Schmidt lagde ikke skjul på, at han havde penge i
klemme, som han gerne ville prøve at redde. Til stede på mødet i
efteråret 2000 var foruden vidnet, Leo Gilling og Peter Klerke fra
revisionsfirmaet Deloitte & Touche, Ole Linnemann-Schmidt, X samt V"navn anonymiseret".

Sidstnævnte gik dog til og fra mødet med jævne mellemrum. X fik
på mødet af Ole Linnemann-Schmidt besked på, at han kunne give alle
oplysninger vedrørende Alimas til Runge & Sørensen. Det var en kort og
kontant besked, og vidnet opfattede den som uden begrænsninger.

Vidnet ved ikke, om aftalen af 14. oktober var bedre for aktionærerne
end aftalen af 14. september.

Vidnet var med Rolf Petersen i Torino på et tidspunkt, hvor de besøgte
agenturgiveren Fiat-Hitachi. Formålet med mødet var at "vise giraffen
frem" over for italienerne. Vidnets betingelse for at overtage Alimas
var, at agenturet fulgte med. Italienerne sagde klart nej til at lade
ham overtage agenturet, idet det var deres holdning, at man ikke
handler med agenturer. Han fik klar besked på mødet i Torino. Det
andet agentur var et hollandsk, og hollænderne havde forinden sagt, at
de ville følge italienerne.

Vidnet hævede aftalen af 14. oktober, da han ikke kunne få lov at
overtage agenturerne.

Vidnet erindrer ikke at have set den i sagen omhandlede mail eller at
have bedt om den.

Vidnet fik på et tidspunkt nogle månedsregnskaber fra Alimas. Han


-
13
-





erindrer ikke hvornår. Det fremgik af disse regnskaber, at situationen
ikke var gunstig.

Vidnet har i december 2000 købt alt inventar mv. af boet, og han har
senere fået Fiat-Hitachi agenturet.

Leo Gilling har bl.a. forklaret, at han er revisor, og at han deltog i
mødet den 14. september 2000 sammen med Per Sørensen og X.

"Navn anonymiseret" var med til noget af mødet. Senere kom Ole Linnemann-Schmidt til stede

og var med resten af dagen. Vidnet var med til mødet på foranledning
af Per Sørensen, og baggrunden for mødet var, at Per Sørensen var
interesseret i at købe aktierne i Alimas samt at overtage agenturet.
"Navn anonymiseret" sagde, at X var den med bedst kendskab til de oplysninger,
som Per Sørensen måtte ønske. X skulle forsyne dem med oplysninger, og
vidnet opfattede det som, at de kunne få, hvad de ville have af
oplysninger, også ikke-regnskabsmæssige. De havde inden mødet den 14.
september fået udleveret en månedrapport for juli måned. Rapporten var
meget fyldig og omfangsrig og indeholdt både regnskabsmæssige og andre
oplysninger om virksomheden. På mødet fik de udleveret månedsrapporten
for august. På mødet aftaltes det, at man skulle prøve at få handlen i
stand inden 8 dage. Det skulle gå stærkt, idet virksomheden kørte med
underskudsgivende drift.

Vidnet ved ikke hvilken af de to aftaler, der var bedst for ak-
tionærerne, men der har ikke været stor forskel på dem. Købsprisen var
500.000 kr. i begge aftaler.

Vidnet har ikke set den i sagen omhandlede mail.

Inden mødet den 14. september vidste vidnet fra Per Sørensen, at der
var andre interesserede købere i kulissen.

Rolf Petersen har bl.a. forklaret, at han var bestyrelsesmedlem i
Alimas. Han kom ind i bestyrelsen sammen med Ole Linnemann-Schmidt, da
virksomheden skulle rekonstrueres i 1998-99. Han skød 1 mio. kr. ind i


-
14
-





selskabet. Det viste sig, at han blev snydt, idet selskabets balance
var behæftet med fejl.

Vidnet mener, at han deltog i mødet den 14. september 2000, men han er
ikke sikker. Bemyndigelsen til X gik på, at Per Sørensen skulle have
tilsendt det materiale, han havde behov for, til brug for udarbejdelse
af en forretningsplan til Fiat-Hitachi. Det var kun regnskabsmæssige
oplysninger, han skulle give Per Sørensen.

Vidnet undrede sig over, at X havde sendt mailen til Per Sørensen,
idet man lå i forhandlinger med Per Sørensen og nogle englændere.

Vidnet erindrer ikke, hvilken af de to aftaler med Per Sørensen, der
var bedst for aktionærerne.

Vidnet var med Per Sørensen i Torino for at introducere ham for Fiat-
Hitachis ledelse. Det var påfaldende, at ledelsen i Torino på mødet
syntes at vide mere, end vidnet gjorde. Italienerne syntes godt om Per
Sørensen, men de sagde, at de ikke kunne forstå, hvorfor de to rejste
sammen, ligesom de ikke ville have, at Per Sørensen skulle have
agenturet som led i en handel.

Vidnet var enig i bortvisningen af X. Grunden til, at man bad X være
til stede på mødet den 13. november 2000 var, at det ville være
uhensigtsmæssigt for tilsynet, at X ikke var der, når ledelsen i
selskabet ikke kunne sammen.

Troels Tuxen har bl.a. forklaret, at han som advokat tidligere har
hjulpet Alimas i forbindelse med en akkord. I begyndelsen af sommeren
2000 blev han kontaktet af selskabet, idet økonomien var dårlig, og
aktionærerne stridedes. Han mødte Per Sørensen, og de spiste en middag
sammen. Aktieoverdragelsesaftalerne blev udarbejdet af Ole Linnemann-
Schmidt.

Vidnet blev på et tidspunkt kontaktet med henblik på at komme til et


-
15
-





møde for at drøfte anmeldelse af betalingsstandsning. Da selskabet
trådte i betalingsstandsning, blev han beskikket som tilsyn. Han havde
et møde den 13. november 2000 kl. 13.00, hvor X var der. Vidnet mener,
at han forinden mødet havde fået en forklaring på bortvisningen og
havde set mailen. Vidnet tilkendegav på mødet over for X, at
bortvisningen kunne ophæves, men det var en betingelse, at han undlod
at kontakte Per Sørensen eller andre købere. X ville ikke acceptere
dette vilkår, hvorefter han forlod mødet.

Per Sørensen har købt en del effekter af boet.

Jens Simonsen har bl.a. forklaret, at han er regnskabskyndig. Han blev
på et tidspunkt kontaktet af advokat Troels Tuxen. Vidnet var med til
mødet den 13. november 2000. Mødet var vist kl. 13.00. X var med til
mødet. Formålet med Xs tilstedeværelse var, at han skulle fortsætte
som bogholder på visse betingelser. Da X ikke kunne acceptere disse
betingelser, gik han efter meget kort tid.

Parternes procedure:

Anmelderen har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der på
mødet den 14. september 2000 blev givet en klar bemyndigelse til
anmelderen fra Ole Linnemann- Schmidt til, at Runge & Sørensen A/S
skulle have de oplysninger, de bad om. Ifølge Leo Gilling skulle
anmelderen ikke holde sig tilbage med at give oplysninger, og
omfattende månedsrapporter om forholdene i Alimas blev udleveret til
Runge & Sørensen både før og efter mødet. Disse månedsrapporter
omfattede meget andet end regnskaber. Anmelderen har ikke modtaget
nogen skriftlig instruks med en anførelse af eventuelle begrænsninger
i, hvad han måtte videregive.

Det må tillægges processuel skadevirkning over for boet, at man har
nægtet af udlevere aftalerne af henholdsvis 14. september 2000 og 14.
oktober 2000. Det må imidlertid lægges til grund, at aftalen af 14.
oktober 2000 er bedre for aktionærerne end aftalen af 14. september


-
16
-





2000, idet aftalen af 14. oktober 2000 indeholder flere underpunkter
med fordele for aktionærerne. Det er således ikke kommet aktionærerne
til skade, at anmelderen sendte en kopi af mailen til Per Sørensen den
11. oktober 2000.

Formålet med mailen var at skabe en løsningsmodel, og boet har ikke
løftet bevisbyrden for, at anmelderen ved at sende mailen til Per
Sørensen har optrådt illoyalt.

En eventuel bortvisningsadgang er bortfaldet ved passivitet, idet
anmelderen først bortvistes ca. 1 måned efter, at mailen blev afsendt.
Vi har alene xxx forklaring omkring baggrunden for denne
passivitet, og denne forklaring kan ikke tillægges bevisværdi, idet
xxx havde et klart behov for at skade anmelderen, da der bestod
et modsætningsforhold mellem de to.

Efter bortvisningen indkaldte Alimas anmelderen til et møde, hvorved
man har erkendt, at bortvisningen var uberettiget.

Boet har til støtte for sin påstand gjort gældende, at anmelderen
alene fik bemyndigelse til at give Runge & Sørensen som en potentiel
køber regnskabsmæssige oplysninger med henblik på opstilling af
budgetter til brug for agenturgiver. Mailen indeholder følsomme
oplysninger, idet den nævner, at det er længe siden, man har hørt fra
englænderne, at der er modsætninger i ledelsen, og at visse
medarbejdere er klar til at skifte. Mailen er således et alvorligt
tillidsbrud, og Ole Linnemann- Schmidt og Rolf Petersen har forklaret,
at de var rystede, da de fik at vide, at anmelderen havde videresendt
mailen til Per Sørensen. Man bør vide med sig selv, at sådanne op-
lysninger ikke må videregives. Det er en klar fejlbedømmelse fra
anmelderens side, hvis han har troet, at han måtte videregive sådanne
oplysninger, som han har gjort, hvorfor der stadig er tale om en
illoyal handling. Alene afsendelsen af mailen til Ole Linnemann-
Schmidt og Rolf Petersen er på grund af dens indhold en illoyal hand-
ling.


-
17
-






For så vidt angår spørgsmålet om processuel skadevirkning ved, at boet
ikke ønsker at fremlægge de to betingede overdragelsesaftaler, er det
uden betydning, om afsendelsen af mailen havde nogen virkning. Det
afgørende for, om der er tale om illoyal optræden, er, om mailen
indeholder oplysninger, der er egnet til at skade.

Der foreligger ikke passivitet, idet mailen først om aftenen den 8.
november 2000 blev opdaget af "navn anonymiseret", og bortvisningen
fandt sted den 10. november 2000 om morgenen. Den 9. november 2000 var "navn anonymiseret"

i kontakt med bestyrelsen, der var enig i, at anmelderen skulle
bortvises. At der er gået ca. 1 måned fra afsendelsen af mailen er
således uden betydning, når der handles med det samme.

Bortvisningen er ikke bortfaldet som følge af indkaldelsen af
anmelderen til mødet den 13. november 2000. Der står ganske vist i den
mail, som Ole Linnemann-Schmidt sendte til anmelderen den 12. november
2000, at anmelderen "møder på arbejde", men ud fra de afgivne
vidneforklaringer må det lægges til grund, at han alene blev bedt om
at møde op på grund af den særlige situation, hvor selskabet skulle
træde i betalingsstandsning. Anmelderen afviste i øvrigt at gå ind på
advokat Troels Tuxens vilkår om, at han ikke måtte tage kontakt til
Per Sørensen, hvorfor bortvisningen ikke kan anses for bortfaldet.

Skifteretten skal udtale:

Skifteretten lægger til grund, at anmelderen af bestyrelsesformand Ole
Linnemann-Schmidt mundtligt blev bedt om at videregive såvel
regnskabsmæssige som andre oplysninger om Alimas A/S til direktør i
Runge & Sørensen A/S, Per Sørensen. Skifteretten finder imidlertid, at
det må have stået anmelderen klart, at han ikke var berettiget til at
videregive oplysninger om bl.a. den vanskelige forhandlingssituation,
som Alimas befandt sig i, til en potentiel køber som Runge & Sørensen.
Anmelderen har således ved at sende den i sagen omhandlede mail af 11.
oktober 2000 til Per Sørensen handlet illoyalt over for Alimas, som


-
18
-





herved har været berettiget til at bortvise anmelderen.

Skifteretten lægger efter bevisførelsen til grund, at direktør "navn anonymiseret" 
først den 8. november 2000 om aftenen blev bekendt med, at den
omhandlede mail var blevet sendt til Per Sørensen, og at "navn anonymiseret" 
den efterfølgende dag var i telefonisk kontakt med bestyrelsen herom.
Idet bortvisningen fandt sted den 10. november 2000, finder retten, at
der ikke foreligger passivitet fra selskabets side.

Der er efter det fremkomne ikke grundlag for at fastslå, at Ole
Linnemann-Schmidt ved sin henvendelse til anmelderen efter
bortvisningen anmodede anmelderen om andet end at være til stede på
mødet med tilsynet under betalingsstandsningen, advokat Troels Tuxen.
Da anmelderen endvidere på mødet afviste at gå ind på tilsynets krav
om at undlade kontakt med Per Sørensen som betingelse for at trække
bortvisningen tilbage, finder skifteretten herefter, at bortvisningen
ikke er bortfaldet.

Idet boet har taget bekræftende til genmæle over for anmelderens krav
på løn og feriepenge for perioden 1.-10. november 2000, i alt 6.375,50
kr., og at dette krav har status i henhold til konkurslovens § 95,
gives der dom i overensstemmelse med anmelderens påstand herom. For så
vidt angår renter af det anerkendte krav har boet taget bekræftende
til genmæle over for anmelderens påstand om, at kravet tillægges rente
5% over Nationalbankens diskonto fra den 14. marts 2001 og til
betaling sker, dog således at rentekravet alene har status i henhold
til konkurslovens § 98, nr. 1. Anmelderens påstand om rente vil
herefter være at tage til følge i det omfang boet har taget
bekræftende til genmæle, dog således at rentekravet alene har status i
henhold til konkurslovens § 98, nr. 1, idet der er tale om renter
efter konkursdekretets afsigelse.

Boets frifindelsespåstand vil i øvrigt være at tage til følge.


-
19
-






Thi kendes for ret:




Det af anmelderen, Ledernes Hovedorganisation s.m.f. X, anmeldte krav på løn og feriepenge for perioden 1. - 10. november 2000, i alt 6.375,50 kr. anerkendes og har status i henhold til konkurslovens § 95. Beløbet tillægges rente 5% over Nationalbankens diskonto fra den 14. marts 2001 til betaling sker. Rentekravet har status i henhold til konkurslovens § 98, nr. 1. Alimas A/S under konkurs v/ kurator advokat Karl Stephensen frifindes i øvrigt.

I sagsomkostninger for skifteretten betaler anmelderen inden 14 dage
14.000 kr. til boet.


Ole
Stryhn



(sign.)

Udskriftens
rigtighed
bekræftes

p. j. v. Sø- og Handelsretten, den

 

Udsagn om ”Så I hende den store fede rødhårede matrone” berettigede ikke til en opsigelse

Sådan konkluderes det i en afgørelse fra Afskedigelsesnævnet fra september 2020, som handlede om en tømrer, ...»

Bortvisning af medarbejder

Af Tina Raben Skaarup, Advokat Det er en stor beslutning at bortvise en medarbejder, og derfor er det ...»