Aktieoptioner - ret til forholdsmæssig udnyttelse

Dom i sagen F-32-04 

1) Danmarks Jurist- og Økonomforbund s.m.f. A 
(Advokat Arvid Andersen) 

2) Danmarks Jurist- og Økonomforbund s.m.f. B 
(Advokat Arvid Andersen) 

mod 

1) Internet Invest Holding A/S 
(Advokat John Korsø Jensen) 

2) Saxo Bank A/S 
(Advokat John Korsø Jensen) 

afsagt sålydende dom:

Indledning og påstande

Sagen vedrører udnyttelse af tildelte aktieoptioner efter ansættelsesforholdets ophør, herunder gyldigheden af et vilkår om, at aktieoptionerne bortfaldt, hvis medarbejderens ansættelse var ophørt på udnyttelsestidspunktet. 

Som mandatar for A har Danmarks Jurist- og Økonomforbund nedlagt påstand om: 

Principalt 

Internet Invest Holding A/S og Saxo Bank A/S tilpligtes at anerkende, at A med virkning fra den 30. september 2004 er ejer af 9.000 stk. aktier i Saxo Bank A/S af nominelt 1 kr. 

Subsidiært 
1. Internet Invest Holding A/S og Saxo Bank A/S tilpligtes at anerkende, at A med virkning fra den 30. september 2004 er ejer af 3.375 stk. aktier i Saxo Bank A/S af nominelt 1 kr. 
2. Internet Invest Holding A/S tilpligtes at betale 15.637,50 kr. med tillæg af procesrente fra den 30. september 2004, subsidiært fra sagens anlæg den 5. november 2005. 

Mere subsidiært 

Internet Invest Holding A/S tilpligtes at betale 24.999,84 kr. med tillæg af procesrente fra den 30. september 2004, subsidiært fra sagens anlæg den 5. november 2005. 

Som mandatar for B har Danmarks Jurist- og Økonomforbund nedlagt påstand om: 

Principalt 

Internet Invest Holding A/S og Saxo Bank A/S tilpligtes at anerkende, at B med virkning fra den 30. september 2004 er ejer af 36.000 stk. aktier i Saxo Bank A/S af nominelt 1 kr. 

Subsidiært 
1. Internet Invest Holding A/S og Saxo Bank A/S tilpligtes at anerkende, at B med virkning fra den 30. september 2004 er ejer af 6.750 stk. aktier i Saxo Bank A/S af nominelt 1 kr. 
2. Internet Invest Holding A/S tilpligtes at betale 81.315,00 kr. med tillæg af procesrente fra den 30. september 2004, subsidiært fra sagens anlæg den 5. november 2004. 

Mere subsidiært 

Internet Invest Holding A/S tilpligtes at betale 99.999,36 kr. med tillæg af procesrente fra den 30. september 2004, subsidiært fra sagens anlæg den 5. november 2004. 

Sagens omstændigheder 

A og B blev begge ansat i Midas Fondsmæglerselskab A/S (herefter Midas), siden Saxo Bank A/S, som er et datterselskab af Internet Invest Holding A/S. 

A blev ansat som juridisk konsulent på funktionærvilkår fra den 20. januar 2000 ved ansættelsesaftale af 10. januar 2000. B blev ansat som direktionsassistent på funktionærvilkår fra den 23. november 1998 ved ansættelsesaftale af 28. oktober 1998. Medarbejdernes lønforhold fremgår af forklaringerne nedenfor. 

Den 8. maj 2000 sendte Kim Fournais, medejer af Internet Invest Holding A/S, en e-mail til "All Midas employees" under overskriften "Robin, Eric og B vil købe aktier i Midas, I skal derfor have det samme tilbud!". Ejerne af moderselskabet Internet Invest Holding A/S, Kim Fournais og Lars Christensen, ønskede forud for etablering af en medarbejderaktieordning at afklare, om medarbejderne på almindelige vilkår ville købe aktieportioner af mindst 100.000 kr. ved egen finansiering og for egen risiko. Det fremgik af mailen, at Midas var i gang med at finde den rigtige model til at udstede medarbejderaktier, og at det efter udstedelse af medarbejderaktier ikke længere, i denne omgang, ville være muligt at købe aktier i Midas. Medarbejderaktieordningen ville blive konstrueret således, at den ikke ville kunne føre til tab for medarbejderne. Forudsætningen for et eventuelt 
udbytte under denne ordning var, at man havde deltaget i arbejdet for at nå Midas mål: "Ideen er, kort fortalt, at man ikke kan få fuldt udbytte af en langsigtet upside i Midas uden at deltage i arbejdet for at nå vores mål. Med andre ord, man skal være ansat i Midas for at kunne bibeholde sine aktier". De i mailen omtalte ordninger blev ikke konkretiseret.

Den 4. august 2000 fik medarbejderne tilbud om option på køb af aktier eller adgang til aktietegning (warrants) i Midas. Kim Fournais og Lars Christensen vurderede, hvilket tilbud den enkelte medarbejder skulle have. Brevet til A indledtes med "We have great pleasure in informing you that in recognition of your contribution to Midas, you have been granted a Warrant/
Option rights that upon exercise would represent 0,025 % of the current shareholdings of Midas". Brevet var vedlagt en vejledning "Pros and Cons of Subscribing to Options/Warrants". Løbetiden for både optioner og warrants var 4 år.

Tilbuddet til medarbejderne udgjorde total set 4,25 % af aktierne i Midas. Det blev anført, at "Please remember that we are likely to make additional allocations from time to time in the future, thereby ensuring that new employees get the change to join and that existing allocations may be increased in exceptional circumstances." Brevet afsluttedes med en tak for en værdifuld indsats for Midas. I vejledningen blev det oplyst, at "subscribtion to shares in the company via Options will give you as the owner of the Options, the right, but not the obligation to purchase shares in the company at a future date (i.e. in 4 years time)", og "you will be required to exercise the Option and physically purchase the shares in 4 years time." Midas anbefalede warrants til fordel for optioner under hensyn til de skattemæssige forhold. 

Såvel A som B valgte at benytte optionsordningen. Begge underskrev den 24. august 2000 en aftale om option på køb af nom. 1.800 henholdsvis 7.200 aktier. Af aftalens pkt. 2.1 fremgik, at optionen kunne udnyttes i perioden fra den 1. august 2004 til den 30. september 2004 ved kontant betaling og under betingelse af, at medarbejderen tiltrådte en Investerings- & Aktionæroverenskomst af 24. august 2000. Medarbejderen havde ikke ret til at overdrage eller pantsætte optionen til tredjemand. Aftalens pkt. 6.1 omhandlede konsekvensen ved ophør af ansættelsesforholdet og er afgørende for tvisten under denne sag: 

"Såfremt Medarbejderens ansættelse bringes til ophør af Medarbejderen eller Selskabet uanset årsagen hertil, eller i tilfælde af Medarbejderens dødsfald, før udnyttelse af Optionen kan finde sted, jfr. det under p. 2.1. anførte, bortfalder Optionen." 

Aktieoptionerne blev konverteret i forbindelse med kapitaludvidelse og etablering af bankvirksomhed, Saxo Bank A/S. As option udgjorde herefter nom. 9.000 aktier i Saxo Bank A/S, og Bs option udgjorde herefter nom. 36.000 aktier i Saxo Bank A/S. 

A fratrådte sin stilling den 31. januar 2002. Den 29. september 2004 meddelte A, at hun ønskede at udnytte optionen. B fratrådte sin stilling den 30. april 2001. 

Den 30. september 2004 meddelte B, at hun ønskede at udnytte optionen. Begge indbetalte købesummen til Saxo Bank A/S. 

Der er under sagen enighed om beregningen af aktieoptioner. De forholdsmæssige tilbagebetalingskrav i tilfælde af, at der alene er krav på en forholdsmæssig udnyttelse af aktieoptionerne, fremgår af de subsidiære påstande 2. 

Forklaringer 

B har forklaret, at hun blev uddannet cand.jur. i januar 1991. Siden gennemførte hun HD i organisation og har været beskæftiget i den finansielle branche, Arbejdsskadestyrelsen, Lærestandens Brandforsikring og Midas. 

Arbejdsopgaverne i Midas omfattende juridiske opgaver for direktionen, afholdelse af møder, udarbejdelse af referater, kontakt til Finansstyrelsen og intern information. Der var 32 medarbejdere i Midas, da hun blev ansat i 1998. I foråret 2001 var der ca. 100 medarbejdere. Hun havde ansvaret for HR, herunder ansættelseskontrakter, og refererede til finansdirektør Robin Patel. 

Månedslønnen udgjorde 32.000 kr. ved ansættelsen og steg til 36.000 kr. den 1. juli 1999 og igen til 39.000 kr. den 1. oktober 1999. Dertil kom bonus- og aktieordningerne. Hendes opgaver udviklede sig med virksomhedens vækst. Den 1. januar 2000 blev hun chefjurist. Lønforhøjelsen til 36.000 kr. var på Midas initia-tiv, mens forhøjelsen til 39.000 kr. blev besluttet af Midas på hendes initiativ. Bonusordningen var på ca. 10 % om måneden og blev udbetalt kvartalsvis. Bonusordningen begyndte i 2000 og fortsatte. Hun fik bonus på mellem 6 og 10 % hver måned efter ledelsens vurdering. Der var ingen lønforhandlinger efter 2000, og Robin Patel meddelte hende og andre medarbejdere, at der skulle holdes igen med lønreguleringen henset til, at der både var bonus- og aktieprogrammer. Hun hørte dette flere gange, men husker ikke de nærmere omstændigheder. 

Mailen af 8. maj 2000 kom i forlængelse af ledelsens drøftelse af en medarbejderaktieordning. Hun og flere andre havde spurgt, om de kunne købe aktier, da hun var overbevist om, at det være en god investering. Mailen blev fulgt op af en mundtlig introduktion for medarbejderne. Der var muligheder for direkte køb, optioner og warrants. Da hun ikke regnede med at være i virksomheden de følgende fire år, fravalgte hun aktiekøbsordningen og tog imod optionsordningen. Hun kan ikke huske, om der blev holdt individuelle møder med medarbejderne, men der blev gjort meget ud af at informere. Hun deltog ikke i udarbejdelsen af informationsmaterialet. Det primære ansvar for ordningen lå hos advokat Korsø Jensen. 

Hun noterede sig pkt. 6.1 i optionsaftalen, og som jurist vidste hun, at det var et åbent spørgsmål, om en sådan klausul kunne håndhæves. Hun fik kendskab til redegørelserne fra advokaten Korsø Jensens kontor herom, da det var en del af hendes arbejde at se denne korrespondance. 

Hun opsagde selv sin stilling. 

A har forklaret, at hun blev uddannet cand.jur. i efteråret 1999. Midas var hendes første ansættelsessted. Hendes afdelingschef var B. Månedslønnen begyndte på 24.000 kr. og steg efter prøvetiden til 26.000 kr. på virksomhedens initiativ. 
På eget initiativ var der lønforhandling i april måned 2001, hvorefter lønnen steg til 28.500 kr. Der var ikke yderligere lønforhandlinger. I april måned 2001 talte hun med Karen Elisabeth Heltoft, der indtrådte i Bs stilling, om, at hun ikke kunne stige mere i løn på grund af bonus- og aktieordningerne. Hvert kvartal fik hun udbetalt bonus efter bedømmelse. 

Hun modtog mailen af 8. maj 2000, men hun købte ikke aktier udover medarbejderaktieordningen, som 35 ud af ca. 40 medarbejdere fik tilbud om. De fleste valgte optionsordningen, og kun 10 valgte warrants. Hun opfattede det som en generel ordning for alle medarbejdere bortset fra nogle enkelte medarbejdere, studenter og deltidsansatte. Hun valgte optioner, fordi hun skulle have penge op ad lommen for at købe warrants. 

Hun mente ikke, at pkt. 6.1 i aftalen var gyldig, og hun så advokat Korsø Jensens notat herom. 

Kim Fournais har forklaret at han er administrerende direktør i Internet Invest Holding A/S. Karen Elisabeth Heltoft skulle være væk i en periode, og hun pegede på B som erstatning. Ved ansættelsen af B blev bonus og aktier ikke drøftet. Han har ikke skrevet ansættelseskontrakten. Han havde ikke meget med As ansættelse at gøre. 

Tanken om en medarbejderaktieordning opstod i foråret/sommeren 2000. Robin Patel spurgte, om han måtte købe aktier i virksomheden. Lars Christensen og vidnet ejede Intern Invest Holding A/S, som ejede Midas. De ønskede at lave en ordning, som kunne medvirke til at fastholde medarbejdere i en længere periode og sikre deres loyalitet. Den første medarbejderaktieordning, som er omtalt i mailen af 20. maj 2000, blev ikke til noget, fordi de ikke ønskede, at medarbejderne skulle løbe en risiko. Aktierne skulle motivere medarbejderne i arbejdet med at opbygge virksomheden med mulighed for en risikofri gevinst ved at deltage på sigt. 

Robin Patel udarbejdede vejledningen "Pros & Cons" i august 2000 til medarbejderne, for at de kunne få et grundlag for at vælge ordning. Der var frit valg med hensyn til optioner eller warrants, hvis værdi var identisk med strike-prisen. Optionerne var gratis og kunne udnyttes, hvis de blev noget værd. Det var kun ansatte, der kunne deltage. Ud af 50 medarbejdere fik 45 tilbud om at deltage, og alle tog imod det. De få, der ikke fik tilbuddet, ville formentlig ikke være i selskabet på sigt. 15-20 personer tegnede aktier for egne midler. 

Lars Christensen og han gav deres aktier til de medarbejdere, der ville være med de næste 4 år. De kendte de pågældende personer og besluttede, hvor meget der skulle allokeres til hver enkelt. Optionsaftalens pkt. 6.1 afspejlede, at de, der loyalt blev i virksomheden i 4 år og gjorde en indsats, skulle belønnes. Der var tale om en ekstra belønning for loyalitet og indsats udover løn og bonus. Medarbejderne skulle have del i en eventuel "optur" for selskabet. Værdiforøgelsen skulle ses over den 4-årige periode. De, der ikke bidrog til virksomhedens vækst, skulle ikke være omfattet af en gevinst. Ordningen trådte ikke i stedet for lønregulering eller lignende. Bonusordningen regulerede det lønmæssige. Aktierne var noget andet. 

I begrænset omfang blev der allokeret yderligere aktier til medarbejdere i 2001, 2002 og 2003. Tildelingen skete atter efter Lars Christensens og hans diskretionære vurdering i forhold til at sikre loyalitet hos dem, der skulle være med til at opbygge virksomheden. Hovedsageligt er der ikke givet til de samme flere gange. Der er 425 ansatte i virksomheden i dag. 

En aktiebeholdning på 1.000 aktier svarer til ca. 50.000 kr. i dag. 

Robin Patel har forklaret, at han er finansdirektør i Saxo Bank A/S, ligesom han var det i Midas. Han havde ikke noget med ansættelse af A eller B at gøre. 

Han spurgte Lars Christensen og Kim Fournais, om det var muligt at købe aktier i selskabet, og deltog i drøftelserne om, hvordan det kunne lade sig gøre. Den første ordning blev ikke gennemført. 

B fik en usædvanlig stor lønforhøjelse i juli måned 1999 på hendes eget og Midas initiativ. Der var nærmest tale om en genforhandling af ansættelseskontrakten. Ultimo 1999 ønskede B og to andre medarbejdere at drøfte deres lønforhold, og da B var en nøgleperson i selskabet, blev der opnået enighed om endnu en lønforhøjelse. 

Bonusordningen var en diskretionær tildeling efter hvert kvartal, hvis kvartalet havde udvist overskud. De omfattede medarbejderne fik i så fald op til 10 % ekstra af hver månedsløn i forhold til udvist engagement. Midas havde overskud hvert kvartal og udbetalte bonus hver måned med gennemsnitligt 6-9 % af lønnen. 

Procedure 

Danmarks Jurist- og Økonomforbund har som mandatar for A og B gjort gældende, at optionsaftalens pkt. 6 er ugyldig som værende i strid med funktionærlovens § 17 a, stk. 1. Funktionærloven skal beskytte arbejdstagerne. 

Selvom begge parter var bekendt med klausulen, afskæres retten til efter funktionærlovens § 17 a og aftalelovens § 36 at tilsidesætte ugyldige klausuler ikke. 

Anvendelsen af funktionærlovens § 17 a forudsætter, at der er tale om en rettighed, som har karakter af løn eller vederlag, som dette forstås i funktionærloven. Medarbejdernes hovedsynspunkt er derfor, at optionstildelingen havde karakter af løn/vederlag. 

Lønbegrebet er ikke afgrænset lovgivningsmæssigt. EU-rettens definition af løn i ligelønsdirektivet er det tætteste, man kan komme på en indholdsmæssig afgrænsning af begrebet. I praksis er parterne på arbejdsmarkedet ikke i tvivl om, hvad der er løndele, og domstolene konstaterer ofte uden videre, at noget må anses for løn. En fast definition vil være uheldig i forhold til muligheden for at udvikle området. Retspraksis har bidraget væsentligt til fortolkningen. 

§ 17 a omfatter alle ydelser, som opfylder to grundbetingelser/karakteristika: For det første skal ydelsen udspringe af en ansættelsesaftale, være vederlag for en arbejdsydelse eller med andre ord ydes som led i et ansættelsesforhold. For det andet skal medarbejderen have et retskrav på ydelsen, hvilket vil sige, at medarbejderen har et grundlag for at håndhæve ydelsen. Grundlaget kan være aftale, overenskomst eller sædvane. Bonus, tantieme, provision, gratiale m.v. er omfattet. Optionsordninger er uanset ordningens indhold også omfattet. Selskabsretlige overvejelser er unødvendige. Den formelle betegnelse er ikke afgørende, det er de materielle kriterier, som afgrænser begrebet. Skattemæssige spørgsmål er også uden betydning for afgrænsningen. 

"Vederlægges" er nøgleordet i § 17 a i forhold til definitionen af løn. Ordet blev indføjet i 1964 i forbindelse med en kodificering af praksis. Optionsordninger var ikke i tankerne dengang, men der blev indført en retlig standard, som skal fortolkes tidssvarende af domstolene. Et forslag om at ændre ordet til "oppebærer" blev ikke vedtaget. Det er således ikke en forudsætning, at ydelsen er aftalt på forhånd, eller at ydelsen har en vis tilbagevendende karakter. Det er tilstrækkeligt, at der er givet tilsagn om ydelsen ved, at ydelsen gives som modydelse for medarbejderens levering af sin arbejdskraft. Når noget ydes som led i et ansættelsesforhold, er der tale om løn. I dette ligger der et tilsagn. Den konkrete optionsordning er knyttet op på en betingelse om ansættelse. Der er formodning for, at der er tale om løn, og de sagsøgte har bevisbyrden for noget andet. Ydelsen er ikke en gave. 

Efter retspraksis er de sagsøgtes argument om, at ordningen falder uden for funktionærloven grundet ordningens enkeltstående og diskretionære karakter, ikke holdbar. Der er utvivlsomt tale om et retskrav i kraft af, at der blev indgået en aftale. De sagsøgtes argument om, at der ikke var givet tilsagn på forhånd, må afvises. 

Følgen af, at en ydelse har karakter af løn og er omfattet af § 17 a, er, at bortfaldsklausuler ikke kan opretholdes. § 17 a kodificerer retspraksis om, at fortjente rettigheder ikke kan mistes bagudrettet. § 17 a har derfor ikke nødvendigvis selvstændig betydning ved siden af det almindelige princip om, at velerhvervede rettigheder ikke kan mistes ved opsigelse. 

Fra retspraksis fremhæves, at det ved U 2005.671 H (Intel) og U 2004.1480 H (Novo) blev fastslået, at ordningerne var omfattet af § 17 a uanset ordningernes formål. Der er ikke grundlag for en forholdsmæssig andel, fordi princippet er, at man har krav på samtlige optioner, som man har fået tildelt. De sagsøgte har ikke påvist, at der i den konkrete sag er forskel til Intel-sagen. Højesteret udtaler, at optioner har en værdi ved tildelingen uanset kursværdien på dette tidspunkt, og at det er uden betydning, om optionerne tildeles bagud- eller fremadrettet. 

Som det fremgår af bevisførelsen i denne sag, er optionsordningen knyttet til ansættelsesforholdet. Der var en kobling mellem arbejdsindsats og ydelsen: Aktierne blev tildelt individuelt fra person til person afhængigt af den pågældendes indsats. Kun de ansatte kunne deltage. Hovedparten af medarbejderne deltog, og der var således tale om en generel ordning. Ordningen blev betragtet som løn og var årsagen til, at der ikke blev givet lønforhøjelser efter 1999. 

De sagsøgte skal betale renter efter renteloven. Medarbejderne skulle indbetale købsprisen og har ikke haft rådighed over beløbet. 

Internet Invest Holding A/S og Saxo Bank A/S har gjort gældende, at sagen reelt er en prøvelse af, om der kan sættes lighedstegn mellem enhver form for optionsordning og lønbegrebet. 

Det er en selvfølge, at medarbejdeaktieordningen rettede sig mod medarbejderne. Det anerkendes, at erhvervede rettigheder ikke kan mistes, men det er under forudsætning af, at rettigheden er erhvervet på de vilkår, som er gældende. En aftale om, at en medarbejder får en lønforhøjelse om 4 år, hvis vedkommende fortsat er i firmaet, vil ikke give ret til forholdsmæssig lønforhøjelse ved fratræden allerede efter 6 måneder. Vilkåret for rettigheden er, at vedkommende er ansat på det pågældende tidspunkt. 

Der er ikke i ansættelseskontrakterne eller på andet grundlag givet A eller B retskrav på optioner. Mailen af den 20. maj 2000 angik nogle overvejelser, som ikke blev til noget og ikke kan skabe rettigheder. 

Warrants- og optionsordningen blev tilbudt under nogle særlige vilkår, som medarbejderne måtte forvente, var gældende. Ordningen er indgået som led i almindelig aftalefrihed. Hvis man ikke længere var ansat på tidspunktet for udnyttelsen, bortfaldt adgangen til at udnytte optionerne. Pkt. 6.1, bortfaldsklausulen, er klar, tydelig og let forståelig for alle. 

Ordningen blev tilbudt til de relativt få medarbejdere, der var ansat dengang, og var således ikke et led i en større ordning. Der blev ikke skabt adgang til eller forventning om retskrav på optioner. Tildelingen var skønsmæssig og blev besluttet af Lars Christensen og Kim Fournais. Strike-kursen var ikke lavere end for dem, der købte aktier på normale vilkår, hvorfor optionerne ikke havde nogen værdi på tildelingstidspunktet. Det var reelle og normale aktietegninger, hvor medarbejderne ikke betalte en krone, men de var nødsaget til at afvente 4 års indsats i selskabet og derefter købe aktier for at opnå en eventuel fortjeneste. 
Der var ingen pligt til at købe. Optionerne var en gratis lodseddel. Det havde ikke været forgæves arbejde, hvis medarbejderen ikke opnåede en fortjeneste på kursgevinsten, for der var ikke tale om løn. Alle modtog deres normale løn og bonus. 

Bs og As forklaringer om, at de så advokat Korsø Jensens notater om bortfaldsklausulen, må være en erindringsforskydelse, da notaterne først fremkom efter Novo-dommen i 2004. Der er ikke grundlag for at sidestille ordningen med optioner, der tildeles som led i ansættelsesvilkåret i kraft af en løbende ordning, jf. Intel-dommen. Ordningen var skønsmæssig og ikke løbende, hvilket klart blev tilkendegivet af Lars Christensen og Kim Fournais. Begrundelsen for ordningen var at give medarbejderne mulighed for at tegne aktier, hvis de ønskede det, så længe dette ikke påførte medarbejderne en risiko. Det var tale om at stille et tilbud til rådighed for medarbejderne, som kun kunne medføre gevinst. Der var ikke tale om at fastsætte vederlag efter tilgængelige kriterier, og tildelingen var således ikke påregnelig for medarbejderne. 

Optionerne kompenserede ikke for den almindelige lønudvikling og repræsenterede ikke en substantiel del af vederlaget for det daglige arbejde. Det er ikke godtgjort, at optionerne blev anvendt som lønforhandlingsmekanisme. Afgørende er, at der blev givet lønforhøjelser. B fik store lønforhøjelser over en kort periode samt udbetalt bonus på mellem 6 og 10 % hver måned. 

Ordningerne er derfor ikke omfattet af funktionærlovens § 17 a, og argumentationen om, at ydelserne er omfattet af § 17 a, fordi der er tale om løn, er cirkulær. Retspraksis har ikke udelukket muligheden for at etablere en ordning, som falder uden for § 17 a. Det må afvises, at en aftale indgået med to juridiske medarbejdere kan være i strid med aftalelovens § 36. Aftalen må respekteres efter sit indhold, og der er afgørende forskelle fra de optionsprogrammer, som tidligere har været forelagt dom-stolene. 

De sagsøgte selskaber anerkender at skulle tilbagebetale de indbetalte beløb, men renten må være den opnåede indlånsrente. De sagsøgte kunne ikke gøre andet end at indsætte beløbene på en bankkonto. De sagsøgte kan i øvrigt aner-
kende de talmæssige opgørelser. 

Subsidiært gøres det gældende, at der højst kan blive tale om forholdsmæssig udnyttelse af optionerne henset til ordningens formål. Der er ikke grundlag for samme konklusion som i Novo-dommen, idet der ikke er fastsat delmålsresultater. Havde ordningen været inddelt i for eksempel perioder på 6 måneder, ville resultatet have givet sig selv. 

Rettens begrundelse og resultat 

Efter de afgivne forklaringer og den øvrige bevisførelse kan det lægges til grund, at optionstildelingen ikke var led i et løbende optionsprogram. For hovedparten af medarbejderne var der tale om en enkeltstående tildeling af optioner. Antallet af optioner varierede fra medarbejder til medarbejder afhængig af ledelsens vurdering af den enkeltes betydning og værdi for selskabet i de kommende år. En eventuel gevinst ved udnyttelse af optionerne kunne ifølge Kim Fournais betragtes som en belønning for at have deltaget i at skabe værditilvækst i virksomheden og kunne motivere, fastholde og skabe loyalitet blandt medarbejderne. 

A og B har forklaret, at de var opmærksomme på, at optionerne først kunne udnyttes ca. 4 år efter tildelingen, jf. optionsaftalens pkt. 2.1, og at optionerne faldt bort, hvis deres ansættelsesforhold var ophørt inden dette tidspunkt, jf. optionsaftalens pkt. 6.1. A og B fratrådte, inden optionerne kunne udnyttes. 

Højesteret har i dommene U 2005.671 (Intel) og U 2004.1480 (Novo) fastslået, at aktieoptioner må anses for at have en økonomisk værdi på tildelingstidspunktet, som også er erhvervelsestidspunktet, uanset om optionerne bliver tildelt bagudrettet for en allerede udført præstation, fremadrettet i personalefastholdelsesøjemed eller efter en kombination af disse hensyn. Tildelte optioner kunne i Intel-sagen efter en analogi af funktionærlovens § 17 a, jf. § 21, ikke fratages en medarbejder på grund af fratræden før udnyttelsestidspunktet, idet et vilkår herom blev kendt ugyldigt. Der var tale om en årlig tildeling af optioner som led i den løbende aflønning kombineret med tildeling af optioner bestemt ved ansættelsen. I Novo-sagen blev optionerne tildelt bagudrettet på grundlag af de økonomiske resultater. Højesteret fastslog, at der var fuld udnyttelsesret for optioner vedrørende regnskabsår, hvor medarbejderen havde været ansat hele året, og forholdsmæssig tildelings- og udnyttelsesret for optioner vedrørende det regnskabsår, hvor medarbejderen fratrådte, uanset at optionerne i henhold til optionsaftalen ikke kunne tildeles/udnyttes som følge af en opsigelse af ansættelsesforholdet. 

2 dommere - Mette Christensen og Jørn Kristian Jensen - stemmer for følgende resultat:

Tildelingen af optioner skete med henblik på medarbejdernes indsats og fastholdelse i den kommende 4-årige periode. Tildelingen findes således at være begrundet i ansættelsesforholdet og at måtte sidestilles med ydelser, som omfattes af funktionærlovens § 17 a, hvorfor optionsaftalens pkt. 6.1 må tilsidesættes som ugyldig, jf. funktionærlovens § 21. Henset til, at optionerne blev tildelt fremadrettet for at sikre medarbejdernes arbejdsindsats og loyalitet over en længere årrække, og at medar-bejderne således ville opnå en andel af selskabets eventuelle værditilvækst, finder retten, at A og B alene har krav på en forholdsmæssig udnyttelse af de tildelte optioner for den periode, hvor de gjorde en indsats for selskabet, hvorfor As og Bs subsidiære påstande bør tages til følge. Med hensyn til renter bemærkes det, at de sagsøgte selskaber ikke har krævet, at der skulle ske indbetaling af beløbene, hvorfor tilbagebetalingsbeløbene alene skal forrentes med indlånsrente fra den 30. september 2004. 

1 dommer ­ Lars Kristiansen ­ stemmer for følgende resultat: 

Tildelingen af optioner skete på baggrund af en vurdering af den enkelte medarbejders værdi på tildelingstidspunktet med henblik på medarbejderens indsats og fastholdelse i den kommende 4-årige periode. Tildelingen findes således at være begrundet i ansættelsesforholdet og at måtte sidestilles med ydelser, som omfattes af funktionærlovens § 17 a, hvorfor optionsaftalens pkt. 6.1 må tilsidesættes som ugyldig, jf. funktionærlovens § 21. Da A og B erhvervede retten til optionerne på tildelingstidspunktet, findes de ikke at kunne fratages A og B delvist, jf. U 2004.1480 H og U 2005.671 H. As og Bs principale påstande bør herefter tages til følge. 

Der afsiges dom efter flertallets resultat. 

Internet Invest Holding A/S og Saxo Bank A/S skal til Danmarks Jurist- og Økonomforbund i sagsomkostninger betale i salær 20.000 kr. med tillæg af moms og til delvis dækning af retsafgift 1.200 kr. 

T h i k e n d e s f o r r e t

Internet Invest Holding A/S og Saxo Bank A/S skal anerkende, at A med virkning fra den 30. september 2004 er ejer af 3.375 stk. aktier i Saxo Bank A/S af nominelt 1 kr.  

Internet Invest Holding A/S skal inden 14 dage til A betale 15.637,50 kr. med tillæg af indlånsrente fra den 30. september 2004. 

Internet Invest Holding A/S og Saxo Bank A/S skal anerkende, at B med virkning fra den 30. september 2004 er ejer af 6.750 stk. aktier i Saxo Bank A/S af nominelt 1 kr. 

Internet Invest Holding A/S skal inden 14 dage til B betale 81.315,00 kr. med tillæg af indlånsrente fra den 30. september 2004. 

Internet Invest Holding A/S og Saxo Bank A/S skal betale sagsomkostninger til Danmarks Jurist- og Økonomforbund med 20.000 kr. med tillæg af moms og 1.200 kr. til dækning af retsafgift. 

Lars Kristiansen 
Mette Christensen 
Jørn Kristian Jensen 

(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den