Af Tina Raben Skaarup, Advokat
En chauffør blev opsagt efter ca. 11 måneders ansættelse, og han modtog opsigelsen godt en uge før hans forlovede skulle nedkomme.
Arbejdsgiveren begrundede opsigelsen med henvisning til en omlægning af kørselsruter som følge af arbejdsmangel og 5 andre chauffører blev opsagt i samme forbindelse.
Da chaufførens forlovede var gravid på opsigelsestidspunktet, var det ifølge bevisbyrdereglerne i ligebehandlingsloven op til arbejdsgiveren at godtgøre, at opsigelsen ingen sammenhæng havde med det forhold, at chaufførens forlovede var gravid.
Sagen endte i Ligebehandlingsnævnet, som afgjorde denne ved sin kendelse af den 25. april 2025, hvilket du kan læse nærmere om nedenfor.
Parternes argumenter
Arbejdsgiveren hævdede for det første, at man ikke havde været bekendt med, at chaufførens forlovede var gravid og for det andet, at den rute, som chaufføren havde kørt, var blevet nedlagt. I forbindelse med nedlæggelsen af chaufførens rute var han ifølge arbejdsgiveren blevet tilbudt at køre en anden rute, hvilket chaufføren havde givet udtryk for, at han ikke var interesseret i, idet dette ”var for meget for ham”.
Inden opsigelsen havde chaufføren en korrespondance på SMS med arbejdsgiverens kørselsleder, hvori han efterspurgte oplysninger om, hvordan han ville være stillet under barselsorlov. Der indgik ikke i denne korrespondance oplysning om, at chaufførens forlovede aktuelt var gravid og, at chaufføren i den forbindelse ville holde barselsorlov. I forbindelse med at chaufføren spurgte ind til barselsreglerne hos arbejdsgiveren svarede kørselslederen, at:
”Hvad er det du skal bruge? Du får løn under barsel jo”.
Ifølge chaufføren havde han mundtligt orienteret arbejdsgiverens kørselsleder om den forestående barsel og i kombination med den korrespondance, han efterfølgende havde haft med kørselslederen på SMS om hans rettigheder under barsel kunne arbejdsgiveren ikke være uvidende om, at hans forlovede var gravid.
Chaufføren bestred samtidig, at han som et alternativ til opsigelsen var blevet tilbudt at køre en ny rute.
Afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsnævnet fandt indledningsvis på grundlag af SMS korrespondancen i sagen ikke, at arbejdsgiveren havde godtgjort, at man ikke på opsigelsestidspunktet var bekendt med, at chaufførens forlovede var gravid.
Allerede fordi arbejdsgiveren mod chaufførens forklaring ikke kunne dokumentere, at chaufføren var blevet tilbudt at køre en anden rute, inden han blev opsagt, kunne Ligebehandlingsnævnet ikke anse det som godtgjort fra arbejdsgivers side, at opsigelsen af chaufføren var sagligt begrundet af årsager, som ingen sammenhæng havde med det forhold, at hans forlovede var gravid.
I forlængelse af ovenstående anså Ligebehandlingsnævnet opsigelse af chaufføren som afgivet i strid med ligebehandlingsloven, og ud fra længden af chaufførens ansættelsesperiode og det i øvrigt oplyste i sagen blev arbejdsgiveren pålagt at betale chaufføren en godtgørelse, svarende til 6 måneders løn.
Selskabsadvokaterne bemærker
Som sagen viser, kan det især være helt afgørende at have dokumentationen i orden i forbindelse med en opsigelse af en medarbejder, som viser sig at være på vej til at blive forælder. Og tilbyder man en medarbejder en alternativ beskæftigelse som et alternativ til en opsigelse, er det vigtigt at man kan godtgøre, at dette er sket på et tidspunkt, hvor det rent faktisk står medarbejderen klart, at medarbejderen ved manglende accept heraf vil blive opsagt.
Kontakt Selskabsadvokaterne
Hos Selskabsadvokaterne er vi specialister indenfor alle grene af ansættelsesretten, herunder reglerne om ligebehandling.
Har du brug for vores bistand, er du velkommen til at kontakte os på tlf.: 45 23 00 10 eller via mailadressen advokat@selskabsadvokaterne.dk.
Af Tina Raben Skaarup, Advokat En chauffør blev opsagt efter ca. 11 måneders ansættelse, og han modtog ...»
Af Tina Raben Skaarup, Advokat En kvindelig tandlæge, der i september 2021 blev ansat på en privat tandlægeklinik, ...»
Ligebehandlingsloven Ligebehandlingsloven forbyder forskelsbehandling af mænd og kvinder i forhold til ...»