Trods klare kriterier fra SKAT om, hvad der skal til, for at man i skattemæssig henseende kan klassificeres som selvstændig erhvervsdrivende, opstår der jævnligt tvister på dette område, idet klassificeringen afhænger af en samlet og meget konkret bedømmelse af mange forskellige elementer.
I en afgørelse fra byretten, som blev offentliggjort den 2. december 2022, var retten enig i den afgørelse, som også Landsskatteretten og Skattestyrelsen tidligere var kommet frem til nemlig, at kriterierne ikke var opfyldt for at 2 litauiske nedbrydningsfirmaer i skattemæssig henseende var at betragte som selvstændige erhvervsdrivende.
Den samarbejdspartner, som de 2 litauiske nedbrydningsfirmaer havde fungeret som underleverandører for – en hovedentreprenør – blev derfor pålagt at betale hele den A-skat og de arbejdsmarkedsbidrag, som ikke var blevet betalt.
Hvad lagde retten vægt på?
Flere forhold talte i sagen for at betragte de 2 ejere bag nedbrydningsfirmaerne som selvstændige erhvervsdrivende i skattemæssig henseende, herunder at de begge har hver deres virksomhed, er momsregistreret og er registreret i Registret for Udenlandske Tjenesteydere under Erhvervsstyrelsen (”RUT-registret”), ligesom de overfor hovedentreprenøren fakturerede deres arbejde gennem deres virksomheder.
For at betragte ejerne af de 2 firmaer som selvstændige erhvervsdrivende talte også, at de ifølge deres kontrakter med hovedentreprenøren ikke havde arbejdet fortløbende for denne men i afgrænsede perioder, hvorfor de ikke overfor hovedentreprenøren havde forpligtet sig arbejdsmæssigt ud over de enkelte kontraktforhold. De havde i øvrigt flere gange afslået at udføre arbejde for hovedentreprenøren, fordi de enten ikke havde tid eller, fordi de ikke var tilfredse med den tilbudte betaling.
Ejerne af de 2 firmaer var i øvrigt ikke begrænset i deres adgang til samtidig at have andre kunder, de var ikke omfattet af hovedentreprenørens forsikringer, ligesom de ikke var berettiget til noget opsigelsesvarsel, løn under sygdom eller feriepenge.
Men der var endnu flere momenter i sagen, som talte imod at betragte ejerne bag de 2 firmaer som selvstændige i skattemæssig henseende:
- selvom der i kontrakterne med hovedentreprenøren var aftalt en samlet kontraktsum pr. opgave, blev de 2 firmaer afregnet efter de faktiske timeforbrug og med en betaling pr. time, som svarede til den timeløn, som hovedentreprenørens egne ansatte fik,
- uanset, at de 2 firmaer ifølge deres kontrakter kunne gøres ansvarlige for mangelfuldt arbejde, var dette i realiteten ikke muligt, idet det udførte arbejde dels ikke ville kunne identificeres ud fra den kortfattede arbejdsbeskrivelse, der fulgte af kontrakterne, og dels ville det ikke kunne fastslås, om et konkret arbejde var udført af dem eller af hovedentreprenørens egne ansatte,
- firmaerne havde således reelt ikke påtaget sig nogen økonomisk risiko,
- hovedentreprenøren havde betalt for den nødvendige uddannelse i form af svejsecertifikater til de 2 ejere, ligesom hovedentreprenøren havde betalt for deres logi,
- hovedentreprenøren havde ifølge kontrakterne med de 2 firmaer den overordnede ledelse af arbejdet og fordelte arbejdet.
Det forhold, at den ene af ejerne havde underskrevet en tiltrædelsesoverenskomst for udstationerede virksomheder, vurderede retten ikke skulle tillægges betydning i bedømmelsen af sagen, idet ejeren ikke havde benyttet ansatte til at udføre opgaverne for hovedentreprenøren.
Ud fra en samlet bedømmelse af sagen fandt retten, at de 2 ejere skulle anses for at have udført arbejdet som lønmodtagere og, at det i den sammenhæng især var udslagsgivende, at de modtog betalingen for arbejdet i form af timebetaling, som de havde udført personligt og uden at have påtaget sig en nævneværdig økonomisk risiko.
Konklusionen blev således, at hovedentreprenøren blev pålagt at betale den A-skat og de arbejdsmarkedsbidrag, der skulle have været fratrukket betalingerne til de 2 ejere af nedbrydningsfirmaer.
SelskabsAdvokaterne bemærker
Såvel de skatteretlige som de ansættelsesretlige konsekvenser af en forkert klassifikation af grundlaget for et samarbejde mellem en selvstændig erhvervsdrivende og en virksomhed som hvervgiver kan få alvorlige følgevirkninger for begge parter.
Derfor anbefaler SelskabsAdvokaterne, at man altid søger rådgivning hos en advokat med indgående kendskab til reglerne og praksis på området, hvis der kan være den mindste tvivl om grundlaget for at betragte en samarbejdspartner som selvstændig er opfyldt.
Du er altid velkommen til at kontakte SelskabsAdvokaterne for en drøftelse af din situation. Du kan kontakte os på tlf. 45 23 00 10 eller e-mail: advokat@selskabsadvokaterne.dk.
