Varemærke - udelukket for registrering-V-0163-04

Resumé
Et varemærke var udelukket fra registrering, jf. varemærkelovens § 14, nr. 3, da det indeholdt en krone, som kunne skabe association til et statsligt symbol - kongekronen.
UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS
DOMBOG
Den 7.april 2006 blev af retten i sagen
V-163-04
Lidl Stiftung & Co. KG
(Advokat Susie P. Arnesen)
mod
Ankenævnet for Patenter og Varemærker
( Kammeradvokaten
v/ advokat Stig Grønbæk Jensen)
afsagt sålydende
DOM:
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt registrering af et
varemærke indeholdende en lukket krone er i strid med
varemærkelovens § 14, nr. 3.
Sagsøger, Lidl Stiftung KG (Lidl), har nedlagt påstand om, at
sagsøgtes, Ankenævnet for Patenter og Varemærkers, kendelse af 20.
oktober 2004 tilsidesættes som ugyldig, således at
international varemærkeregistrering MP 737 314 KING QUARTZ
(fig) godkendes til registrering i Danmark for "ure og
kronometriske instrumenter" i klasse 14.
Sagsøgte, Ankenævnet for Patenter og Varemærker (Ankenævnet), har
påstået frifindelse.
Sagens faktum
Lidl fik den 3. februar 2000 i Tyskland registreret det nedenfor
viste figurmærke KING QUARTZ i klasse 14.
Den 13. juni 2000 indleverede Lidl en international ansøgning om
registrering af dette varemærke med designering via Madrid
Protokollen bl.a. i Danmark. Mærket blev registreret af
WIPO.
Designeringen af Danmark blev behandlet af Patent- og
Varemærkestyrelsen, der i brev af 12. september 2001
foreløbigt afslog designeringen med den begrundelse, at mærket
indeholdt et emblem, der var forveksleligt med den danske krone og
dermed i strid med varemærkelovens § 14, nr. 3.
Den danske kongekrone er ifølge Rigsarkivet en lukket krone med
fem synlige bøjler og med kors og rigsæble øverst. Den
autoriserede kongekrone, tegnet af Fr. Britze, er gengivet
nedenfor:
Andre versioner kan være:
I brev af 24. juli 2002 gjorde Lidls advokat indsigelse med det
foreløbige afslag og anmodede om, at sagen blev taget op til
fornyet overvejelse, idet der henvistes til en række allerede
registrerede varemærker, der indeholdt lukkede kroner. Patent- og
Varemærkestyrelsen svarede i brev af 26. juli 2002, at de fastholdt
deres vurdering, idet Lidls varemærke indeholdt en hel krone med 5
tydelige bøjler og en tydelig indikation for kors og æble, og at
alene meget stiliseret kongekroner eller kroner med åbne
bøjler ville blive accepteret.
Efter yderligere korrespondance meddelte Patent- og
Varemærkestyrelsen i brev af 2. juni 2003 endeligt afslag på
registreringen med følgende begrundelse:
"Vi afslår Deres designering, fordi varemærket indeholder et
statskendetegn eller et lignende tegn, som har offentlig
interesse. Begrundelsen herfor er, at der er tale om en krone
som ligner den danske kongekrone. Der er tale om fem lukkede
bøjler og en "dut" ovenpå, der kan ligne et kors eller
æble"
Denne afgørelse blev af Lidl indbragt for Ankenævnet for Patenter
og Varemærker. Under Ankenævnets behandling afgav Patent- og
Varemærkestyrelsen en udtalelse af 29. september 2003, hvoraf
fremgår bl.a.:
"Brug af kongekronen er forbeholdt kongehuset og statslige
myndigheder. Kongekronen, hvis karakteristiske træk består af 5
synlige lukkede bøjler og et rigsæble med et kors øverst, kan
derfor ikke indgå i varemærker uden særlig hjemmel. Det fremgår
af varemærkelovens § 14, nr. 3. Heller ikke kroner, som
ligner kongekronen, må anvendes i varemærker. Styrelsen lægger
her en ganske streng vurdering til grund. Det betyder, at
kongekroner, der kun har enkelte lighedspunkter med
kongekronen, også bliver afvist fra registrering."
Ankenævnet stadfæstede afgørelsen, dog med dissens. Af Ankenævnets
begrundelse fremgår:
"Tre dommere: Ankenævnet finder ved særprægsvurderingen at måtte
lægge vægt på, at kronen fremstår som helt overvejende
dominerende i det omhandlede figurmærke King Quartz.
Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af Patent- og
Varemærkestyrelsen i styrelsens afgørelse af 2. juni 2003 og i
styrelsens efterfølgende udtalelse af 29. september 2003,
stadfæster ankenævnet den påklagede afgørelse.
En dommer: Jeg finder, at registreringspraksis giver støtte for
mit synspunkt, at klagers mærke kan registreres trods dets 5
lukkede buer, fordi mærket ikke har kongehusets krones øvrige
karakteristika (den detaljerede ornamentering og rigsæblet
med korset), er meget stiliseret og med tilføjelsen "King
Quartz" og brug i klasse 14 ikke er egnet til at skabe
association til, endsige forvekslelighed med, kongehusets
krone" .
Til brug for sagen har Kammeradvokaten indhentet en udtalelse fra
Rigsarkivet om, hvorvidt kronen i Lidls varemærke ud fra en
heraldisk vurdering vil blive anset for en efterligning af den
danske kongekrone. Af arkivar Nils G. Bartholdys udtalelse af
10. august 2005 fremgår bl.a.:
" I den anledning skal Rigsarkivet udtale, at den nævnte krone fra
et heraldisk synspunkt må anses som en efterligning af den danske
kongekrone. Der henvises i den forbindelse til artikel 6 c i
den senest i Stockholm i 1967 reviderede
Pariserkonvention
om en union til beskyttelse af industriel ejendomsret, idet bl.a.
den danske kongekrone er anmeldt i henhold til den nævnte artikel
og således også forbeholdt i henhold til borgerlig straffelov
§ 132, hvor det i stk. 2 siges, at bestemmelsen i stk. 1 finder
anvendelse med hensyn til efterligninger af de nævnte kendetegn
m.m. Ved en vurdering af, om en kronefigur kan forveksles med
den officielle krone, lægger Rigsarkivet til grund, om en
gengivelse indeholder den lukkede bøjlekrones væsentlige træk.
I den forbindelse må det tages i betragtning, at den danske
kongekrone ikke kun findes i én version. Endvidere må der
lægges vægt på, at for den almindelige beskuer uden specielt
kendskab til kongekroners detaljer vil der lettere foreligge en
forvekslingsmulighed end for den mere kyndige. ..."
Der er i sagen fremlagt eksempler på statsmyndigheders brug af
kronen i deres registrerede varemærke eller i logo, som f.
eks.: ...GEUS er Danmarks og Grønlands Geologiske
Undersøgelse.
Der er ligeledes fremlagt eksempler på registrerede varemærker
indeholdende en lukket krone, hvoraf nogle er gengivet
nedenfor.
..
Indehaves af Telia AB
Procedure
Lidl har anført, at Lidls figurmærke ikke er i strid med
varemærkelovens § 14, nr. 3, idet kronen i varemærket ikke
skaber en forveksling eller association til kongehusets krone.
Bortset fra, at begge kroner er bøjlekroner med noget
på toppen, er der ikke andre ligheder, og dette er ikke
tilstrækkeligt til at skabe forveksling.
Kongekronen er en lukket bøjlekrone med kors og rigsæble på toppen
og med ornamentering, og den gengives tredimensional. Lidls
krone er en stiliseret og todimensional krone uden
ornamentering, og firkanten på toppen skaber ingen association
til et kors og/eller et æble. Lidls krone fremstår derfor ikke som
en gengivelse af kongekronen eller skaber associationer til
den, hvilket mindretallet i ankenævnet også lagde vægt
på.
Flertallet har lagt vægt på, at kronen er en dominerende del af
mærket. Dette begreb er irrelevant, idet det afgørende er
forvekslelighedsvurderingen. Dernæst er ordene King Quartz en
stor del af Lidls varemærke.
I varemærkeregistreret findes en række kroner, der i langt
højere grad end Lidls er forvekslelige med kongekronen, og
næsten alle disse varemærker er registreret efter stramningen af
praksis i 1930'erne. Mange af de registrerede varemærker indeholder
en krone med en "dut" på, mange er lukkede kroner, og nogle
har begge karakteristika. En række kroner har endvidere
ornamentering og er derfor mere naturtro end Lidls krone. Som
eksempler på varemærker, der i højere grad er forvekslelige,
kan særligt nævnes Telias varemærke, hvor kronen
indeholder alle karakteristika, herunder æble og kors, samt
varemærket for Creme Royal, der har en lukket bøjlekrone med 5
bøjler og en rund figur (æble) på toppen. Det meget omfattende
praksisgrundlag kan der ikke ses bort fra ved bedømmelse af, om
Lidls varemærke kan registreres.
Det forhold, at flere og flere statsmyndigheder bruger stiliserede
kroner, kan ikke tillægges betydning, når Lidls krone ikke kan
forveksles med kongekronen.
Flere af varemærkerne burde formentlig ikke være blevet
registreret. Rigsarkivet kunne have rejst indsigelsessag, men
dette er ikke sket, og Patent- og Varemærkestyrelsen har foretaget
registrering, og denne praksis medfører, at Lidls varemærke
bør registreres.
Ankenævnet har anført, at denne sag er en konflikt mellem et
privat varemærke og en offentlig interesse. Kongekronen nyder
en generel beskyttelse, hvorfor vareklasserne er uden
betydning.
Kronesymbolet er beskyttet i medfør af § 14, nr. 3, og det har som
udgangspunkt ingen betydning, om det er en væsentlig bestanddel af
varemærket. Dette må dog nuanceres, når kronen er integreret
på en sådan måde, at der er skabt klar afstand til
statstegnet.
Såvel identiske kroner som efterligninger er udelukket fra
registrering, og ved afgørelsen af, om efterligning
foreligger, bør der foretages en heraldisk vurdering. Kongekronen
findes i flere versioner. Dertil kommer de varemærker indeholdende
krone, som statslige myndigheder har registreret, samt
statsinstitutioners brug af krone, f.eks. domstolene. Disse kroner
har alle 5 lukkede bøjler, et rigsæble og et kors, men mange
er todimensionale og uden ornamenteringer.
Kronen symboliserer statslig myndighed og er et stærkt symbol,
hvorfor der er betydelig offentlig interesse i at beskytte
denne. Kongelige hofleverandører er omfattet af en særlig
ordning, og bagernes ret til at anvende en krone bygger på et
historisk grundlag.
Rigsarkivets udtalelse, der er i overensstemmelse med tidligere
udtalelser, er klar. Ankenævnets afgørelse i sagen fra 1992 er
også udtryk for en restriktiv holdning.
Ved bedømmelse af Patent- og Varemærkestyrelsens praksis skal der
ses bort fra statsinstitutioners og kongelige hofleverandørers
varemærker, ligesom andre landes designerede statslige
kendetegn ifølge Pariserkonventionen ikke kan afvises fra
registrering. Af de resterende varemærker er nogle registreret i
strid med § 14, nr. 3, men de fleste registrerede kroner
adskiller sig enten betydeligt fra kongekronen eller indgår på
en sådan integreret måde i varemærket, at der skabes afstand til
det kongelige symbol. Registreringen af disse varemærker
har ikke været forelagt Ankenævnet, og der er ingen regler om
overvågning til sikring af den offentligretlige
interesse.
Lidls krone er en lukket bøjlekrone med 5 synlige bøjler med en
firkant øverst. Den har således flere elementer til fælles med
kongekronen, og firkanten på toppen kan i det udviskede
erindringsbillede minde om et kors. Dette skaber ud fra både
en heraldisk bedømmelse og en helhedsbedømmelse så stor lighed
med
kongekronen, at registrering ikke bør finde sted.
Rettens bemærkninger
Kronen i Lidls varemærke fremtræder som en selvstændig og fra
ordene King Quartz adskilt del af varemærket.
Lidls krone er en lukket bøjlekrone med 5 bøjler og på toppen en
figur, hvis omrids i det udviskede erindringsbillede kan minde om
omridset af et kors. Hertil kommer, at buerne har samme
afrunding, at kroppen har samme formsprog, og at der er en
adskilt bjælke i bunden, som i flere af de kroner, der anvendes
af statslige myndigheder og kongekronen. Lidls krone adskiller
sig som flere andre statslige myndigheders kroner fra den
autoriserede kongekrone ved at være en stiliseret krone uden
kongekronens ornamentering.
Lidls krone har den lukkede kongekrones karakteristika og andre
lighedspunkter med kongekronen som statslig symbol, at den ud
fra en helhedsbedømmelse må antages at kunne skabe association
til kongekronen, hvorfor registrering af varemærket må nægtes i
medfør af varemærkelovens § 14, nr. 3. At andre
private virksomheder har opnået registrering af varemærker,
som indeholder en krone med lighedspunkter til kongekronen,
findes ikke at kunne føre til et andet resultat.
Ankenævnets frifindelsespåstand tages derfor til
følge.
Lidl skal inden 14 dage betale sagsomkostninger med 12.000 kr. med
tillæg af moms til Ankenævnet.
Thi kendes for ret
Ankenævnet for Patenter og Varemærker frifindes.
Lidl Stiftung & Co. KG betaler inden 14 dage 12.000 kr. med
tillæg af moms i sagsomkostninger til Ankenævnet for Patenter
og Varemærker.
Christian Hvidt
Mette Christensen
Uffe Thustrup
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den