Varemærke - Import fra Kina-V-0177-05

Resumé
Denne sag vedrører spørgsmålet om, Claus Blom var rette varemodtager af en forsendelse af 10 Canada Goose jakker afsendt fra Kina, og i givet fald størrelsen afvederlag/erstatning til varemærkeindehaveren Metro Sportswear Ltd.
UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
Den 26. september 2007 blev af retten i
sagen
V17705
Metro Sportswear Ltd.
(Advokat Hanne Weywardt)
mod
Claus Blom
(Advokat Flemming Wahrén)
afsagt sålydende
D O M:
Indledning og påstande
Denne sag vedrører spørgsmålet om, Claus Blom var rette
varemodtager af en forsendelse af 10 Canada Goose jakker afsendt
fra Kina, og i givet fald størrelsen af vederlag/erstatning til
varemærkeindehaveren Metro Sportswear Ltd. Metro Sportswear
Ltd har nedlagt følgende påstande:
1. Den af ToldSkat København den 13. december 2004 trufne
beslutning om suspension af frigivelse af produkter i sag nr.
02/0426701234 stadfæstes som lovlig gjort og forfulgt.
2. Claus Blom forbydes at producere, importere, sælge, markedsføre
og/eller på anden måde overdrage eller disponere over produkter,
som bærer et eller flere af de af Metro Sportswear Ltd registrerede
varemærker, jf. bilag 1, uden at hidrøre fra Metro Sportswear Ltd.,
og/eller bærer varemærker, som er forvekslelige med de af Metro
Sportswear Ltd registrerede varemærker og i
øvrigt anvende de af Metro Sportswear Ltd. registrerede
varemærker.
3. Claus Blom tilpligtes at betale Metro Sportswear Ltd. 50.000
kr. i erstatning med tillæg af procesrente fra sagens anlæg
den 9. december 2005.
4. Claus Blom tilpligtes at anerkende, at denne er rette
varemodtager af den i sagen omhandlede
forsendelse.
5. Claus Blom tilpligtes at anerkende og udrede Metro Sportswear
Ltd.'s omkostninger til analyse, opbevaring, transport og
destruktion af de i sagen omhandlede produkter skønsmæssigt
fastsat til 20.000 kr.
Claus Blom har taget bekræftende til genmæle overfor påstand 1
og 2 og har påstået frifindelse overfor påstand 3 5.
Sagens faktum
Parterne
Metro Sportswear Ltd. producerer beklædning af mærket Canada
Goose. Tøjet er fremstillet i Canada gennem de sidste 45 år. Jakker
og udendørstøj af mærket produceres til ekstreme vejrforhold. Tøjet
sælges også i områder, der ikke er karakteriseret ved ekstreme
vejrforhold. I Danmark repræsenteres Metro Sportswear af selskabet
NagPeople, og tøjet forhandles alene fra 7 etablerede
butikker.
Metro Sportswear er indehaver af en række varemærker, der er
registreret bl.a. i Danmark og EU i klasserne 20, 22 og 25,
herunder et figurmærke, hvori indgår to gæs og teksten Canada
Goose, samt et figurmærke, hvori indgår et arktisk område og
teksten Arctic Program.
Claus Blom er en privat person, der bor Mølleengen 65, Jyllinge,
og som ikke har været beskæftiget i tekstilbranchen eller har
drevet import eller handelsvirksomhed.
De beslaglagte varer og det videre forløb Den 8. december 2004
ankom en forsendelse på 16 kg fra Kina til Claus Blom,
Mølleengvej 65, Jyllinge. Forsendelsen blev frataget til
toldkontrol. Den 13. december meddelte ToldSkat til Metro
Sportswears advokat, at varerne i forsendelsen måtte formodes at
være falske, hvorefter Metro Sportswears advokat anmodede om
suspension af frigivelse, hvilket accepteredes den 17.
december.
Den 22. december fremsendte Metro Sportswears advokat til Claus
Blom en erklæring til underskrift, hvorefter han skulle afstå fra i
fremtiden at krænke Metro Sportswears rettigheder samt betale
50.000 kr. Den 24. december svarede Claus Blom, at han intet havde
med sagen at gøre, og at han ikke havde anelse om, hvorfor hans
navn var anvendt som modtager, samt at han hverken var forhandler
eller importør af nogen form for tekstiler og aldrig havde været
det.
Efter en telefonsamtale med advokatkontoret sendte Claus Blom den
30. december en erklæring om, at han aldrig havde været i Kina, og
at han ikke kendte nogen, der havde været i Kina i det forløbne år.
Ligeledes afviste han straks ved henvendelsen fra Postvæsnet være
modtager.
Claus Blom har fremlagt en kopi af sit pas, der er udstedt i 1998,
og som ikke indeholder stempler om ind og udrejse af Kina. Han har
ligeledes fremlagt kopi af kontoudskrift af sin bankkonto for
perioden 4. august 2004 til 28. februar 2005. Udskriften viser, at
der ikke er uidentificerbare betalinger. De eneste overførsler er
til en budgetkonto.
Forklaringer
Christian Bach har forklaret, at han er direktør i NagPeople, der
er agent for og importør af en række mærker, herunder Canada Goose.
Han har været med til at opbygge Canada Goosemærket i
Skandinavien. Canda Goose sælges til modebutikker og
outdoor/sportsforretninger.
Jakkerne bliver produceret i Canada på Metro Sportswears egne
fabrikker. Jakkerne kan bruges i ekstremt kolde område og anvendes
bl.a. af det canadiske politi, arktiske ekspeditioner og som
arbejdstøj i almindelighed i kolde områder. Jakkerne er varme og
funktionelle og kan klare temperaturer ned til 50° C. Pelskanten på
hætten er ekstremt kostbar, da der anvendes skind fra dyr, der
aflives humant. Dunfyldet i jakkerne er også meget specielt.
Canada Goose producerer ca. 70.000 jakker årligt og har svært ved
at følge med markedet. Jakkerne markedsføres som et
kvalitetsprodukt, og salgsprisen i butikkerne er fra 4.000 kr. til
8.000 kr. afhængigt af modellen.
Canada Goose udsættes jævnligt for kopivarer, som kommer fra Kina,
og som sælges for 500 1.000 kr. Varemærket bliver degeneret, når
der kommer kopiprodukter ind på markedet. Canada Goose ophører med
at producere en model, når der kommer mange kopier af den, ligesom
modellerne ændredes fra sæson til sæson. Nu er Canada Goose begyndt
at sætte chips i jakkerne som et ægthedscertifikat for at bevare
brandvalue.
Claus Blom har forklaret, at han i 2004 var ansat som brolægger.
Han er uddannet på lager, og han har aldrig haft noget at gøre med
tekstilbranchen. I 2005 var han ansat i et firma, hvor han
arbejdede på Grønland. Nu har han et eget brolæggerfirma med ham
som eneste ansatte. Han har boet på Mølleengen 65 fra september
2004. Han kendte ikke mærket Canada Goose før denne sag. Han har
ikke bestilt eller betalt for jakkerne og har ingen idé om, hvem
der kan have sendt dem.
Da han fik meddelelse fra postvæsnet om forsendelsen, ringede han
straks til ToldSkat, da han syntes, at det var lidt mærkeligt. Han
fik at vide, at han ville høre nærmere. Han ville ikke underskrive
på erklæringen om at betale 50.000 kr. og ringede til Metro
Sportswears advokat, hvorefter der blev udvekslet nogle mails. Den
30. december talte han med advokatkontoret på ny, og han modtog
derefter en mail, hvori der stod, at sagen var afsluttet. Den
mailadresse, som han har brugt, tilhører hans svigerfar.
Jørly Popp BakHansen har forklaret, at han er specialkonsulent i Skat. Han har siden 1994 kun beskæftiget sig med kontrol af varemærkeforfalskede varer. Han kender ikke den konkrete sag, men blev bedt om faglig bistand fra 2 kolleger.
I årets sidste kvartal kommer der mange varemærkeforfalskede
varer fra Kina, der er den største producent af kopivarer. Mange
lader sig friste af at købe julegaver på nettet. Der er mange
tilbageholdelser af Canada Goose jakker. På forsendelsen i denne
sag var det ikke muligt at identificere afsenderen, da adressen
stod på kinesisk, men der stod også et telefonnummer. Pakker, der
er mistænkelige, bliver tilbageholdt, hvorefter man underretter
rettighedshaver og varemodtager. Af denne sags akter kan han se, at
varemodtager har ringet, men ville ikke vedkende sig pakken. Dette
er en sædvanlig reaktion, hvis der skal betales, eller hvis det er
en ulovlig forsendelse. Det er herefter et spørgsmål mellem
rettighedshaver og varemodtager.
Parternes argumenter
Metro Sportswears advokat har anført, at forsendelsen var stilet
til Claus Blom, der trods den ukorrekte adresse fik meddelelsen fra
postvæsnet. Det er usandsynligt, at Claus Blom ikke er rette
modtager. Adressen på pakken og den korrekte adresse er
stort set identiske, og der er ingen andre Claus Blom i Danmark.
Bogstaverne ø og y, som indgår i adressen, findes ikke i "det
kinesiske alfabet". Det er usandsynligt, at nogle skulle sende en
pakke "ud i den blå luft", og der er ingen anden forklaring
på, hvorfor den skulle være sendt til Claus Blom, end at han er
rette modtager. Claus Blom har ikke medvirket til at føre bevis
for, at han ikke har bestilt jakkerne, og han har ikke fremlagt
udskrift fra sin budgetkonto. Der er en formodning for, at Claus
Blom har medvirket til bestilling af jakkerne, og denne formodning
er ikke afkræftet.
Den gennemsnitlige pris på en jakke er lavt sat 5.000 kr., hvorfor
den samlede udsalgspris er 50.000 kr. Af dette beløb skal der
beregnes et vederlag på 25 %, svarende til en evt. licensafgift.
Hertil kommer det interne tab i form af omkostninger til
opbevaring, destruktion og transport af jakkerne. Metro Sportswear
har også krav på erstatning for afsætningstab og
markedsforstyrrelse, idet køb af kopivarer har en skadelig effekt
ved, at det opretholder den uretmæssige produktion til skade for
rettighedshaver.
Claus Bloms advokat har anført, at Claus Blom aldrig har krænket Metro Sportswear rettigheder og har heller ikke til hensigt at gøre det. Metro Sportswear må påvise en aktivitet, der kan henføres til Claus Blom, og det er ikke tilstrækkeligt med en pakke med hans navn. Enhver rimelig tvivl i en sag af denne karakter må komme Claus Blom til gode.
Det bevis, der foreligger, er udelukkende en pakke med en
ukorrekt adresse, og afsenderen er ikke oplyst. Claus Blom har ikke
kunnet gøre andet end det, han har gjort. De fremsatte
provokationer er loyalt opfyldt, og efter fremlæggelsen af
kontoudtoget er der ikke fremsat provokationer om udskrift for
budgetkontoen. Hele forløbet viser, at Claus Blom ikke er rette
modtager af jakkerne.
Kravet på erstatning/vederlag er ikke opgjort i overensstemmelse
med retspraksis. Metro Sportswear har i givet fald højst krav på et
vederlag svarende til 25 % af udsalgsprisen eller 12.500 kr., idet
der ikke er lidt noget afsætningstab eller sket
markedsforstyrrelse. Kravet til dækning af omkostninger er ikke
dokumenteret og er i øvrigt for højt. Claus Blom har ikke modsat
sig, at jakkerne blev destrueret, og hvis der var behov for én
jakke, så kunne den være opbevaret uden omkostninger.
Rettens begrundelse og resultat
Claus Blom har taget bekræftende til genmæle overfor påstand 1 og
2.
Forsendelsen er adresseret til Claus Blom på en ukorrekt adresse.
Ud over dette foreligger der ikke oplysninger om, hvem der er
afsender, selvom det ifølge forklaringer fremgik af det materiale,
som ToldSkat var i besiddelse. Der er ikke fremlagt fragtbrev eller
andre forsendelsesdokumenter. Selvom adressaten for en forsendelse
i det alt overvejende tilfælde er rette modtager, må der, når
adressaten nægter kendskab til forsendelsen, stilles yderligere
krav til beviset for, at der er en forbindelse mellem den anførte
adressat og forsendelsen. Retten finder derfor, at der ikke er ført
bevis for, at Claus Blom var rette modtager af jakkerne.
Claus Blom frifindes derfor for påstand 3, 4 og 5.
Efter sagens udfald og under hensyntagen til resultatet af formalitetsproceduren skal Metro Sportswear i delvise sagsomkostninger betale 15. 000 kr. til Claus Blom.
Thi kendes for ret
Den af ToldSkat København den 13. december 2004 trufne beslutning
om suspension af frigivelse af produkter i sag nr. 02/0426701234
stadfæstes som lovlig gjort og forfulgt.
'
Claus Blom forbydes at producere, importere, sælge, markedsføre
og/eller på anden måde overdrage eller disponere over produkter,
som bærer et eller flere af de af Metro Sportswear Ltd registrerede
varemærker, jf. bilag 1, uden at hidrøre fra Metro
Sportswear Ltd., og/eller bærer varemærker, som er forvekslelige
med de af Metro Sportswear Ltd registrerede varemærker og i øvrigt
anvende de af Metro Sportswear Ltd. registrerede varemærker.
Claus Blom frifindes for påstand 3, 4 og 5.
Metro Sportswear Ltd. Betaler inden 14 dage i delvise
sagsomkostninger 15.000 kr. til Claus Blom.
Hans Jørgen Nielsen Mette Christensen Peter Bernhoft
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den