Værneting -S-13-10
Resumé
Der var under hensyn til parternes leasingaftale ikke værneting ved Sø- og Handelsretten, hvorfor sagen afvistes.
UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
Den 30. juni 2011 afsagde retten i sagen
S-13-10
Textainer Equipment Management Limited
(Advokat Jes Anker Mikkelsen
ved advokat Johannes Grove Nielsen)
mod
Fastmed Line A/S
(nu under konkurs v/kurator, advokat Karl Stephensen)
og
Benfleet Shipping Limited
(Advokat Jens Høst)
følgende DOM:
Indledning
Sagens spørgsmål er, om der er værneting ved Sø- og Handelsretten, eller om sagen skal afvises.
Parterne og deres påstande
Sagsøgeren, Textainer Equipment Management Limited (herefter Textainer), anlagde den 28. april 2010 sag mod de sagsøgte, Fastmed Line A/S, c/o Lowzow & Monberg, København(herefter Fastmed), og Scandinavian Shipping Invest A/S, c/o Lowzow & Monberg, København (herefter SSI), med fem nærmere beskrevne betalingspåstande, som gjordes gældende mod Fastmed og SSI på solidarisk grundlag. Textainers krav mod Fastmed relaterede sig til Fastmed's manglende tilbagelevering til Textainer af 49 ud af et oprindeligt leveret antal på 162 containere, samt erstatning for beskadigelse af en række af de tilbageleverede containere.
Kravet mod SSI blev gjort gældende med henvisning til, at SSI havde påtaget sig at kautionere for Fastmed's forpligtelser. I et fælles svarskrift af 9. juni 2010 påstod Fastmed og SSI begge sagen afvist under henvisning til, at der ifølge en værnetings- og lovvalgsklausul i punkt 17(k) i den leasingaftale, som Textainer og Fastmed havde indgået, ikke var værneting for sagen ved Sø- og Handelsretten, idet sagen henhørte under domstolene i Californien i USA.
I advokatfirmaet Lowzow & Monbergs duplik af 30. september 2010 er det oplyst, at Fastmed "er sendt til tvangsopløsning. Ledelsens rådighed over selskabet er herefter bortfaldet, og vi repræsenterer ikke længere selskabet i denne sag". Det er endvidere oplyst, at SSI er fusioneret ind i det cypriotiske selskab, Benfleet Shipping Ltd. (herefter Benfleet), at Benfleet som led i fusionen har overtaget alle SSI's rettigheder og forpligtelser, og at Benfleet indtræder i retssagen i SSI's sted.
Det er efterfølgende oplyst, at Fastmed den 23. november 2010 er taget under konkursbehandling. Kurator i konkursboet, advokat Karl Stephensen, har i breve af 19. januar og 24. marts 2011 meddelt, at boet ikke ønsker at indtræde i sagen.
Textainer har begæret udeblivelsesdom over Fastmed.
Benfleet har gjort gældende, at betingelserne for udeblivelsesdom over Fastmed ikke er opfyldt.
Øvrige omstændigheder
Det er oplyst, at Fastmed drev handel med godstransport i Middelhavet (liniefart mellem Tunesien og Spanien), og at man til det brug leasede containere hos bl.a. Textainer, der er hjemmehørende på Bermuda, og som har hovedkontor i Californien, USA. Textainer er efter det oplyste verdens største containerudlejningsvirksomhed.
Af parternes "Lease Agreement Terms and Conditions" (leasingaftalen) fremgår indledningsvist:
"This Lease Agreement including all attached Schedules, (the "Lease") is made and entered into as of the 1st day of October, 2008 (the "Effective Day") *parterne er enige om, at datoen rettelig er den 1. november 2008], by and among [TEXTAINER], a company incorporated under the laws of Bermuda or its assigns (hereinafter called the "Lessor"), and [FASTMED], jointly and severally with [SSI], both companies incorporated under the laws of Denmark (hereinafter called the "Lessee").
Af leasingaftalen fremgår endvidere bl.a.:
"…
1. Definitions
…
"Vessel" means a ship owned or chartered by the Lessee or any of its subsidiaries or affiliates. The Vessel(s) are detailed on any Schedule 4.
…
17. Miscellaneous
…
(k) This Lease shall be governed by and construed in accordance with the internal laws of the State of California, USA applicable to contracts between residents of California to be performed wholly within California. Lessee agrees that all solely in personam actions or proceedings shall be litigated only in state or federal courts located in California and Lessee hereby consents to the jurisdiction of said courts. Lessee hereby waives personal service of process and consents that all process may be effectively made by any means of written notice allowed in this Lease. Nothing herein shall prohibit or restrict Lessor from commencing an in rem action against Lessee's Vessels in any forum within or outside California, and in the event of such an in rem action, Lessor may add an in personam action even though the same is brought outside of California.
(l) This Lease is a maritime contract. The Containers furnished to Lessee, other than any Containers used by Lessee in a slot charter service, are supplied for use on Lessee's Vessels. In agreeing to this Lease, Lessee is acting on its own behalf, as well as on behalf of its Vessels. The containers shall be used only in international trade and in connection with contracts for the carriage of goods and ships.
Lessee agrees that on each occasion it takes delivery of a Container it does so as an authorized agent of, and on behalf of a Vessel of Vessels.
…
(m) Lessee shall be obliged, upon request by Lessor, to immediately specify in writing the Vessel(s) to which Lessor's Containers have been or are to be supplied. … Lessor is expressly relying on the credit of the Vessel(s) (as well as the Vessel's pending freight) and Lessee recognizes and grants to Lessor an express maritime lien against each and every Vessel to secure all obligations running from Lessee under this Lease. Lessor may execute its maritime lien on any Vessel by appropriate process in any court of any country having general admiralty and maritime jurisdiction, and Lessee hereby waives any and all objections to an in rem action. Lessee grants to Lessor a legal and an equitable charge on each and every Vessel. Further, the legal and equitable charge, as well as the maritime lien, on any Vessel shall be for the total outstanding obligation of Lessee to Lessor under this Lease.
…"
Det er oplyst, at leasingaftalen er en standardtekst, som Textainer har benyttet gennem mange år.
I juni 2009 misligholdt Fastmed angiveligt sine betalingsforpligtelser i henhold til leasingaftalen, og Textainer opsagde i november 2009 aftalen. Opsigelsen, som Fastmed accepterede, indebar bl.a., at Fastmed i henhold til leasingaftalen havde pligt til at tilbagelevere de leverede 162 containere, men på tidspunktet for sagens anlæg manglede ifølge Textainers oplysninger fremdeles tilbagelevering af 49 containere.
Parterne er enige om, at værnetingsklausulen i leasingaftalen ikke har været undergivet særskilt forhandling mellem parterne.
Påstande under formalitetstvisten
Benfleet har påstået sagen afvist under henvisning til, at der i leasingaftalen er aftalt værneting i Californien.
Textainer har påstået sagen fremmet ved Sø- og Handelsretten under henvisning til, at leasingaftalens værnetingsklausul udelukkende kan anses for indgået i Textainers interesse, hvorfor Textainer ikke er afskåret fra at benytte hjemtinget som værneting for sagens anlæg.
Værnetingsspørgsmålet har været udskilt til særskilt forhandling i medfør af retsplejelovens § 253 og har været mundtligt forhandlet.
Parternes argumenter
Textainer har anført, at værnetingsaftaler, der udelukkende kan anses at være indgået i den ene parts interesse, efter retspraksis ikke begrænser den pågældende parts adgang til at anlægge sag ved de legale værneting. Det gøres gældende, at den foreliggende værnetingsaftale alene er indgået i Textainers interesse, og at Textainer derfor ikke har været afskåret fra at anlægge sagen i Danmark, hvor begge de sagsøgte havde hjemting, da sagen blev anlagt.
Sagen har herefter i medfør af retsplejelovens § 225, stk. 2, kunnet anlægges ved Sø- og Handelsretten. Fortolkningsreglen var tidligere direkte indeholdt i EF-domskonventionens art.
17, stk. 4, men er ikke gentaget i Domsforordningen. Retsstillingen er imidlertid ikke ændret af den grund, idet bestemmelsen i Domskonventionen blot blev anset for overflødig, idet man anså samme resultatet for at kunne opnås ved fortolkning uden en udtrykkelig regel herom.
Af Domstolens dom af 24. juni 1986 (Case 22/85: Rudolf Anterist mod Crédit lyonnais), præmisserne 14 og 15, fremgår, at det er forholdene på aftaletidspunktet, som er afgørende, når en værnetingsklausul skal fortolkes. Det fremgår videre (præmis 14): "The common intention to confer an advantage on one of the parties must therefore be clear from the terms of the jurisdiction clause or from all the evidence to be found therein or from the circumstances in which the contract was concluded." Og af præmis 15 fremgår: "Clauses which expressly state the name of the party for whose benefit they were agreed and those which, whilst specifying the courts in which either party may sue the other, give one of them a wider choice of courts must be regarded as clauses whose wording shows that they were agreed for the exclusive benefit of one of the parties." Det gøres gældende, at den foreliggende aftale under hensyn til principperne i disse præmisser må anses for indgået udelukkende i Textainers interesse.
Textainer skal blot påvise at have mulighed for at sagsøge Benfleet et eneste sted i verden udenfor Californien for at kunne gøre det synspunkt gældende, at værnetingsklausulen alene er indgået i Textainers interesse. Den foreliggende værne-tingsaftale, som ikke havde været genstand for forhandling mellem parterne, er den samme, som gælder for Textainers containerudlejning over hele verden. I henhold til værnetingsklausulen, art 17(k), kan Textainer's sagsanlæg også ske "in personam", når der er værnting for arrest på skibe. Og arrest kan ske hvor som helst, hvilket sager fra Holland, hvor man oftest anlægger sagerne, da Textainers containere ofte befinder sig i Rotterdam havn, og tillige eksempler fra Sydafrika ("Zonda") og Canada illustrerer. Særligt med hensyn til "Zonda-sagen" bemærkes, at udover parten fra Uruguay, South Atlantic Container Lines Ltd, blev også en kautionist, MARUBA SCA fra Argentina, inddraget som part i arrestsøgsmålet.
Fastmed indgik ifølge art. 17(l) på sin side kontrakten "on behalf of its Vessels", og "Vessels" dækker også lejede skibe. Ligeledes ifølge art. 17(l) er parterne enige om, at der er tale om en "maritime contract". Ifølge art. 17(m) har Fastmed pligt til øjeblikkeligt at meddele, på hvilke skibe containerne er placeret, hvilket Fastmed altid har mulighed for, idet containere kan identificeres fx ved hjælp af stregkoder. Textainer har efter samme bestemmelse sikret sig søpant i ethvert af Fastmeds skibe. Det er på denne baggrund Textainers opfattelse, at Textainer ifølge leasingaftalens pkt. 17(k) - 17(m) har en massivt udvidet adgang til at anlægge sag ved flere jurisdiktioner. Under alle omstændigheder må Benfleet have bevisbyrden for, at Textainer ikke skulle kunne foretage arrest, hvor i verden man måtte finde det formålstjenligt.
The "River Rima"-sag [1988] (Vol.2, Lloyd's Law Reports p. 193), hvor House of Lords afviste muligheden for arrest for ubetalte regninger for containerleje, er uden nævneværdig betydning for sagen. I det omfang, den har betydning, støtter den Textainer's standpunkt. I nærværende sag har man mulighed for at få identificeret, hvilke skibe containerne befandt sig på, idet Fastmed ifølge aftalen har kontraktmæssig pligt til øjeblikkeligt at oplyse dette. I "River Rima"-sagen var det udelukkende art. 20(m) i Supreme Court Act 1981 (c. 54) om "any claim in respect of goods or materials supplied to a ship for her operation or maintenance", som blev påberåbt og forhandlet. Man kunne have påberåbt sig art. 20(h) om "any claim arising out of any agreement relating to the carriage of goods in a ship to the use of hire a ship". Dertil kommer, at den på daværende tidspunkt gældende arrestkonvention var fra 1952, hvor containere endnu ikke var opfundet. I den nyeste arrestkonvention af 12. marts 1999 er containere udtrykkeligt nævnt (art. 1(l)).
Det følger af The "Sonia S"-sagen *1983+ (vol. 2, lloyd's Reports p. 63), at når både art. 20(h) og 20(m) er i spil, vil der være maritim jurisdiktion for en sådan sag i England. Og da Spanien i 2002 ratificerede arrestkonventionen, og da de omhandlede containere skulle anvendes i liniefart mellem Tunesien og Spanien, er der arrestværneting i Spanien. Udover England og Spanien er der dokumenteret fem tilfælde af arrestværneting i Holland og et tilfælde i Canada og et i Sydafrika. Det må på den baggrund anses for utvivlsomt, at der er værneting for Textainer's sagsanlæg udover i Californien, og at Textainer kunne have gennemført arrestsag, om man havde ønsket det. Værnetingsbestemmelsen i parternes leasingaftale, som, jf. art. 17(l), er en "maritime contract", og ifølge hvilken Textainer har søpant med mulighed for arrest i alle Commonwealth-lande, giver Textainer udvidede muligheder for sagsanlæg.
Det er aftalt i kontrakten, at FastMed ikke kan protestere overfor Textainers anlæggelse af "in rem"-sager, og der protesteres desuagtet. FastMed's eneste grund til at rejse indsigelse mod værnetinget i Danmark er for at besværliggøre inddrivelsen.
Benfleet har til støtte for afvisningspåstanden anført, at parterne i leasingaftalen har indgået aftale om værneting i Californien. Aftalen er klar, idet det er bestemt, at sager "…shall belitigated only in state or federal courts located in California…". Bestemmelsen må, som den er formuleret, anses for eksklusiv, og den gælder begge veje. Begge parter har indrettet sig på, at der foreligger en sådan aftale. Det er kun for så vidt angår in rem sager, at der - under nærmere betingelser - er aftalt andre værnetingsmuligheder. Værnetingsklausulen gør i det hele endeligt og udtømmende op med Textainer's muligheder for sagsanlæg uden for Californien.
Når klausulen som i det foreliggende tilfælde går begge veje, må der udvises betydelig tilbageholdenhed med hensyn til at fortolke den som værende til fordel for kun den ene part. Dette måtte kræve, at noget sådant klart fremgik af bestemmelsen, eller at det i øvrigt er indlysende, at det forholder sig sådan. Dette gælder så meget desto mere, når der er tale om inter-nationale aftaler, som går på tværs af vidt forskellige retssystemer. Så spiller indretningssynspunkter en endnu større rolle.
Den foreliggende aftale er indgået i henhold til Common Law med et mere objektiveret fortolkningsudgangspunkt. Så meget desto mere burde det være direkte anført, hvis aftalen kun skulle anses for indgået i den ene parts interesse. Det har ingen støtte i aftalens ordlyd, at klausulen kun skulle være til fordel for Textainer, som må ty til henvisninger til en mængde rets-praksis for at søge at komme igennem med, at den i øvrigt helt klare aftale og parternes aftalefrihed ved fortolkning skal tilsidesættes til fordel for Textainer. Hvis Textainer kommer igennem med sit synspunkt, er værnetingsklausulen indholdsløs.
Særligt, når der er tale om værnetingsaftaler inden for det søretlige gebet, er der ifølge retspraksis en udvidet tilbøjelighed til at anerkende aftalefriheden. Der henvises til Ringvildesagen (ND 1962.41 NH), hvor den norske Høyesterett bl.a. udtalte, at der, hvor en jurisdiktionsklausul påberåbes af den ene part, skal særlige grunde til at tilsidesætte den, og at parten ikke behøver at påvise en bestemt interesse i klausulens opretholdelse, idet det må være op til den anden part at påvise særlige grunde til, at klausulen ikke skulle være bindende.
Domstolens dom af 24. juni 1986 (C-22/85) vedrører domskonventionens art. 17, stk. 4, som går længere end dansk rets- praksis, hvorefter det må være et krav, at det direkte af klausulen fremgår, at den er aftalt til fordel for den ene part. Når dommen udtaler, at hvis den ene part har en videre mulighed for at anlægge sagen et andet sted end den anden part, må en værnetingsklausul forstås som aftalt til fordel for denne part, dækker udtalelsen ikke nærværende sag, hvor sager mellem parterne ifølge klausulens ordlyd udelukkende kan finde sted i Californien. Begge parter har på aftalemæssigt grundlag begrænset deres muligheder for sagsanlæg til kun at kunne ske i Californien.
Textainers henvisning til The "Sonia S"-sagen er irrelevant. Sagen er fra 1981, og afgørelsen er efterfølgende tilsidesat af den engelske højesteret. Tilsvarende er Textainers argumentation i relation til de forskellige underbestemmelser til art. 20 i Supreme Court Act 1981 (c. 54) uden betydning. Det må under alle omstændigheder kræves, at leverancerne er sket til konkrete skibe. Også den efterfølgende indsættelse af "containers" i arrestkonventionen er uden betydning, da containere i The "River Rima"-sagen blev anset for "goods". Denne sags omdrejningspunkt var i øvrigt, om der var leveret til et konkret skib. I nær-værende sag vidste man ikke, til hvilke skibe der blev leveret, og det er i øvrigt heller ikke praktisk muligt at frem-skaffe oplysninger om, hvor containerne måtte befinde sig. Containere cirkulerer og har ikke et bestemt tilknytningssted.
Der kan ikke lægges vægt på, at Textainer har fået gennemført arrestsager forskellige steder. Der kan i de konkrete tilfælde have været tale om leasingleverancer til bestemte skibe. Det er også en mulighed, at de sagsøgte parter ikke har rejst indsigelser mod værnetinget.
Det er bemærkelsesværdigt, at Textainer kan mene, at man har en så markant fordel, begrundet i muligheden for at foretage arrest, og at man så samtidig har været så lemfældig med hensyn til at registrere de skibe, der leveres til.
Det er det sædvanlige og naturlige udgangspunkt, at man i værnetingsaftaler opererer med værneting ét bestemt sted. Det kan ikke være udgangspunktet, at parter indgår en sådan aftale indgås med henblik på, at aftalen skal fortolkes således, at man i virkeligheden har aftalt valgfrihed for den ene af parterne. Det er ikke den part, der påberåber sig aftalens ordlyd, som skal bevise noget. Det er op til den part, som ønsker at tilsidesættes aftalen i forhold til dens ordlyd, at påvise, at der er grundlag herfor.
Benfleet har en legitim interesse i at få påkendt sagen i Californien. Parterne har aftalt, at californisk ret skal finde anvendelse, og allerede af den årsag ønsker Benfleet sagen påkendt i Californien. At dette kriterium i sig selv er relevant, er anerkendt af Sø- og Handelsretten i UfR 1990.597H.
Textainer har ikke godtgjort, at man kunne gennemføre arrestsag i Spanien.
Efter fusionen mellem SSI og Benfleet angår denne sag en tvist mellem en part fra Bermuda og en part fra Cypern. Sagen har således ingen tilknytning til Danmark.
Sø- og Handelsrettens begrundelse og resultat
I leasingaftalens pkt. 17(k) har parterne, udover at californisk ret skal finde anvendelse, aftalt, at "all solely in personam actions or proceedings" skal finde sted "only" i California. Det er i samme bestemmelse aftalt, at "nothing herein" skal forhindre eller begrænse Textainers muligheder for at indlede "in rem action against *Fastmed's+ Vessels in any forum within or outside California". I tilfælde af en sådan "in rem action" kan Textainer "add an in personamaction even though the same is brought outside of California."
Som leasingaftalens pkt. 17(k) er affattet, finder retten, at parterne på entydig måde har aftalt California som forum for deres indbyrdes sager. At Textainer ved indgåelsen af denne aftale ikke begrænses i sine muligheder for at foretage arrest, og at Textainer i tilfælde af en sådan arrestsag, også selvom den finder sted udenfor California, kan tilføje et "in personam"- krav
mod "Lessee", giver efter rettens opfattelse ikke i sig selv fortolkningsmæssigt grundlag for at antage, at Textainer, uden at en arrestsag er indledt, kan anlægge sag mod Benfleet ved hjemtinget i Danmark.
Da der som følge af det anførte ikke er værneting for sagen i Danmark, vil sagen være at afvise. Afvisningen omfatter også sagsanlægget mod Fastmed, og der er derfor ikke grundlag for udeblivelsesdom over for denne part.
Efter en samlet vurdering skal Textainer betale 22.000 kr. i sagsomkostninger til Benfleet og 3.000 kr. til Fastmed.
Thi kendes for ret:
Sagen afvises.
Textainer Equipment Management Limited skal inden 14 dage i sagsomkostninger betale 22.000 kr. i sagsomkostninger til Benfleet Shipping Limited og 3.000 kr. til Fastmed Line A/S, nu under konkurs v/kurator advokat Karl Stephensen. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a.
Claus Forum Petersen
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den 30. juni 2011
