Værdipapirhandelsloven-P-0005-00

-




UDSKRIFT
AF

SØ- OG HANDELSRETTENS DOMBOG
Den 19. november 2002 blev af retten i sagerne


P-0061-99

AA

---

-
2
-





(Advokat Nicolai Mallet)
mod
Options Invest Danmark A/S
under konkurs
(Advokat Peter Bang)

Biintervenienter: HK som mandatar for
FF, GG og HH
(Advokat Ulrik Jørgensen)


P-0062-99

BB
(Advokat Lars Hjortshøj Nielsen)
mod
Stock Options A/S under konkurs
(Advokat Peter Bang)

Biintervenienter: HK som mandatar for
FF, GG og HH
(Advokat Ulrik Jørgensen)


P-0063-99

CC
(Advokat Lars Hjortshøj Nielsen)
mod
Stock Options A/S under konkurs
(Advokat Peter Bang)


P-0005-00

DD
(Advokat Claus Elmquist-Clausen)
mod
Options Invest Danmark A/S
under konkurs
(Advokat Peter Bang)

Biintervenienter: HK som mandatar for

---

-
3
-





FF, GG og HH
(Advokat Ulrik Jørgensen)


P-0006-00

EE
(Advokat Claus Elmquist-Clausen)
mod
Options Invest Danmark A/S
under konkurs
(Advokat Peter Bang)

Biintervenienter: HK som mandatar for
FF, Michael Amping
Olsen og HH
(Advokat Ulrik Jørgensen)


afsagt sålydende



D O M:


Sagerne drejer sig om, hvorvidt anmeldernes krav på løn skal anerkendes af
Options Invest Danmark A/S under konkurs og Stock Options A/S under
konkurs, herunder om anmelderne var selvstændige agenter og således ikke
ansat i de nu konkursramte selskabers tjeneste, og om anmeldernes lønkrav
under alle omstændigheder er fortabt, fordi det ville stride mod
aftalelovens §§ 33 og 36 samt DL 5-1-2 at dække lønkravene henset til den
sammenhæng, hvori kravene er opstået. Desuden er der spørgsmål om, hvor-
vidt anmelderne overhovedet har krav på dækning af fremtidig
provisionsindtægt efter funktionærlovens § 9, stk. 3, og om kravenes
størrelse kan reguleres efter en analogi af konkurslovens § 61.


Påstande:

Anmelder AA har principalt nedlagt påstand om, at Options Invest Danmark
A/S under konkurs tilpligtes at anerkende, at anmelderen har et krav stort
147.210 kr. efter konkurslovens § 95 i boet, subsidiært at kravet
anerkendes at være omfattet af konkurslovens § 97.

---

-
4
-






Anmelder BB har principalt nedlagt påstand om, at Stock Options A/S under
konkurs tilpligtes at anerkende, at anmelderen har et krav stort 87.702
kr. efter konkurslovens § 95 i boet, subsidiært at anmelderen har et krav,
som er omfattet af konkurslovens § 97.

Anmelder CC har principalt nedlagt påstand om, at Stock Options A/S under
konkurs tilpligtes at anerkende, at anmelderen har et krav stort
2.093.147,56 kr. efter konkurslovens § 95 i boet, subsidiært at anmelderen
har et krav, som er omfattet af konkurslovens § 97.

Anmelder DD har principalt nedlagt påstand om, at Options Invest Danmark
A/S under konkurs tilpligtes at anerkende, at anmelderen har et krav stort
692.381 kr. efter konkurslovens § 95 i boet, subsidiært at kravet
anerkendes at være omfattet af konkurslovens § 97.

Anmelder EE har principalt nedlagt påstand om, at Options Invest Danmark
A/S under konkurs tilpligtes at anerkende, at anmelderen har et krav stort
1.185.646 kr. efter konkurslovens § 95 i boet, samt et krav stort 69.000
kr. efter konkurslovens § 97, subsidiært at kravet stort 1.185.646 kr.
anerkendes at være omfattet af konkurslovens § 97.

Boerne har påstået frifindelse.

Biintervenienterne, FF, GG og HH har udtalt sig til støtte for anmelderne
AA, BB, DD og EE.

Anmelderne har fri proces.

Sagerne er forberedt og domsforhandlet sammen med sag F 1/00 - CC mod
Lønmodtagernes Garantifond. Efter domsforhandlingen er sidstnævnte sag på
ny udskilt med henblik på eventuel særskilt domsafsigelse.


Sagernes omstændigheder:

Anmelderne DD, EE og AA var ansat som investeringsrådgivere i selskabet
Options Invest Danmark A/S (i det følgende: OID), da det efter egen
begæring blev erklæret konkurs den 11. juli 1997.

Anmelderne BB og CC var ansat som investeringsrådgivere i selskabet Stock
Options A/S (i det følgende: STO), da det, ligeledes efter egen begæring,
blev erklæret konkurs, ligeledes den 11. juli 1997.

---

-
5
-






Det fremgår af et koncerndiagram over "BusinessNet"-koncernen, at de
konkursramte selskaber var søsterselskaber, som begge ejedes af et selskab
med binavnet BusinessNet Holding A/S. Sidstnævnte selskab, der også be-
nævnes Businessnet Scandinavia A/S, ejede også søsterselskaberne
BusinessNet Danmark A/S samt Dubesco Broker A/S og Dubesco Invest A/S.
Selskaberne er nu alle under konkurs.

BusinessNet Holding A/S ejedes ifølge koncerndiagrammet af Skelborg BV,
hvilket selskab var helejet af BusinessNet Holding UK Ltd, som på sin side
var ejet af BusinessNet International Inc. (i det følgende: BNI), der var
og muligvis fortsat er børsnoteret i USA. Sidstnævnte selskab ejede
endvidere direkte det danske selskab Navigato A/S. Dette selskab er opløst
efter konkurs.

Både OID og STO havde som formål at drive handel med og formidle inve-
steringer i bl.a. optioner og aktier samt andre finansielle produkter. De
havde hver især en aktiekapital på 7.500.000 kr. OID havde hjemsted i
København, medens STO havde hjemsted i Århus.

For anmelderen DD foreligger der en agenturaftale dateret den 10. november
1995, hvorefter han med virkning fra samme dato blev tilknyttet OID som
agent med henblik på at formidle salg af OIDs produkter i form af futures
og optioner.

Af aftalen fremgår bl.a., at DD som agenturholder forpligter sig til at
afstå fra at indgå aftale på vegne af agenturgiver (afsnit 2.8.), ligesom
han forpligter sig til at sikre sig, at "samtlige agenturholders
eventuelle bestyrelsesmedlemmer, ansatte, agenter, repræsentanter m.fl.
nøje er blevet gjort bekendt med og har forstået indholdet af nærværende
agenturaftales bestemmelser, og udtrykkeligt har påtaget sig tilsvarende
forpligtelser direkte overfor agenturgiver...."(afsnit 2.19.). Efter
afsnit 2.24. forpligter han sig til "egenhændigt og uden nogen form for
rapporteringsforpligtelse overfor agenturgiver at tilrettelægge sit salg
samt den praktiske gennemførsel af dette." Det fremgår endvidere af afsnit
3.1., at "Agenturholder er berettiget til at slutte overenskomst med
kunden om aftalens tilbagegang, uden at indhente agenturgivers forudgående
samtykke herom, dog forpligter agenturholder sig herved til at dække
eventuelle tab,...., som en sådan overenskomst måtte påføre agenturgiver."
Ifølge afsnit 8 er agenturholder forpligtet til for egen regning at
afholde samtlige omkostninger i forbindelse med sine salgsaktiviteter,
herunder at betale et fast månedligt beløb til agenturgiver for, at denne
stiller kontorfaciliteter til rådighed for agenturholder. Endelig fremgår

---

-
6
-





det af afsnit 14.2., at agenturaftalen kan opsiges med dags varsel fra
begge sider.

Ved funktionærkontrakt, dateret den 5. september 1996, blev DD med
virkning fra den 1. juli 1996 ansat i OID som funktionær.

Af kontrakten fremgår bl.a., at "funktionæren er forpligtet til at anvende
sin fulde arbejdskraft på relevant måde i selskabets tjeneste og skal i
enhver henseende loyalt arbejde i dennes interesse og til dettes fremme"
(afsnit 3.1.), ligesom det af afsnit 3.3. fremgår, at "funktionæren kun
med direktionens samtykke er berettiget til at være indehaver af eller
deltage i anden virksomhed eller at påtage sig ulønnet som lønnet
hverv..." Funktionærens arbejdstid er ifølge afsnit 5.4. som udgangspunkt
37 timer ugentligt med en daglig mødetid fra kl. 9.00 til 17.00, og
funktionæren er efter afsnit 10 berettiget til at afholde ferie i
overensstemmelse med ferielovens regler herom. Det fremgår endvidere af
afsnit 12.1., at opsigelse følger funktionærlovens bestemmelser om
opsigelsesvarsel. For de første tre måneder, der betragtes som en gensidig
prøveperiode, gælder ifølge afsnit 12.2. for begge parter et opsigelses-
varsel på 14 dage. Endelig hedder det i afsnit 21.1.: "Samtlige direktører
og andre ansatte i selskabet er forpligtet til ikke 1. for egen regning at
udføre eller deltage i spekulationsforretninger, og 2. for egen regning at
lade udføre eller deltage i forretninger, som er omfattet af
fondsmæglerselskabets tilladelse gennem en anden værdipapirhandler..."

Agenturaftalen og funktionærkontrakten indeholder desuden en række
enslydende bestemmelser om bl.a. agentens/funktionærens forpligtelser,
varemærker, regnskabskontrol, fortrolighed og konkurrenceklausul. DD var
både i tiden som agent og som funktionær provisionslønnet.

Tilsvarende indgik EE, BB og CC oprindeligt agenturaftaler med henholdsvis
OID og STO. Disse afløstes som for DDs vedkommende af en
funktionærkontrakt, som trådte i kraft den 1. juli 1996. Bortset fra
variation i provisionssatsen er aftalerne stort set identiske med DDs.

For AA foreligger der alene en funktionærkontrakt, dateret den 7. august
1996, hvorefter han ansættes som funktionær i OID med virkning fra den 1.
juli 1996. Også denne fremtræder som en standardkontrakt.

Af fremlagte lønsedler for 1. halvår 1997 fremgår, at der fra den optjente
provision er trukket atp-bidrag, arbejdsmarkedsbidrag og a-skat.
Sidstnævnte gælder dog ikke for DD og EE, der var bosiddende i Sverige.
Desuden fremgår det af lønsedlerne, at der er beregnet feriepenge.

---

-
7
-






Af en oversigt over optjent provision i OID for perioden 1. juli 1996 til
30. juni 1997 fremgår, at DD tjente 68.548 kr. i juli, 96.416 kr. i
august, 146.417 kr. i september, 140.854 kr. i oktober, 343.715 kr. i
november, 25.336 kr. i december, 600.140 kr. i januar, 198.493 kr. i
februar, 13.456 kr. i marts, 14.267 kr. i april, 113.992 kr. i maj og
56.116 kr. i juni.

EE tjente 25.272 kr. i juli, 208.816 kr. i august, 9.450 kr. i september,
34.877 kr. i oktober, 292.300 kr. i november, 151.113 kr. i december,
459.428 kr. i januar, 184.904 kr. i februar, 23.657 kr. i marts, 4.067 kr.
i april, 113.992 kr. i maj og 36.616 kr. i juni.

AA tjente 39.976 kr. i september, 162.640 kr. i oktober, 169.679 kr. i
november, 28.735 kr. i december, 113.740 kr. i januar, 58.102 kr. i
februar, 64.598 kr. i marts, 19.821 kr. i april, 19.509 kr. i maj og
77.271 kr. i juni.

Af en oversigt over optjent provision i STO for perioden 1. juli 1996 til
30. juni 1997 fremgår, at CC tjente 40.421 kr. i juli, 170.471 kr. i
august, 97.315 kr. i september, 295.760 kr. i oktober, 564.308 kr. i
november, 293.835 kr. i december, 1.148.704 kr. i januar, 407.313 kr. i
februar, 233.252 kr. i marts, 268.702 kr. i april, 258.427 kr. i maj og
327.196 kr. i juni.

BB tjente 3.277 kr. i juli, 12.191 kr. i august, 14.527 kr. i september,
33.502 kr. i oktober, 161.606 kr. i november, 32.981 kr. i december,
136.095 kr. i januar, 115.982 kr. i februar, 79.961 kr. i marts, 10.974
kr. i april, 24.463 kr. i maj og 21.994 kr. i juni.

Til sammenligning viser en lønstatistik for 1997 udarbejdet af
Finanssektorens Arbejdsgiverforening, at gennemsnitslønnen for en ansat i
den finansielle sektor, der beskæftigede sig med optioner og futures, i
1997 var 27.669 kr. pr. måned, hvis vedkommende ikke havde ledelsesansvar,
og 43.313 kr. pr. måned, hvis vedkommende havde ledelsesansvar.

Af OIDs forretningsbetingelser fremgår bl.a. følgende:

Ved kundens køb af optioner eller options-spread, debiteres hele
optionspræmien, brokerkurtage samt OIDs transaktionsomkostninger til
kundens konto hos OID. OIDs transaktionsomkostninger beregnes som 25 % af
den samlede investering inkl. omkostninger, medmindre andet er aftalt. OID
beregner transaktionsomkostningerne i forhold til det investerede beløb,

---

-
8
-





og ikke som mange andre, af værdien af det underliggende aktiv. Den rela-
tivt høje procentsats svarer typisk til 1-2 % af det underliggende aktiv,
ligesom transaktionsomkostninger kun beregnes ved køb.

Kundens maksimale risiko ved køb af optioner er begrænset til
investeringsbeløbet. Såfremt der mellem kunden og kundens investeringsråd-
giver aftales investering af et maksimum beløb, vil dette beløb således
være kundens maksimale risiko.

.............

Ved kundens salg af tidligere købte optioner, betaler kunden
brokerkurtage, men ingen transaktionsomkostninger til OID. Udelukkende i
tilfælde af overskud på investeringen betaler kunden OID en overskudsandel
af overskud, der overstiger et afkast på 100 % af den samlede investering.
OIDs overskudsandel udgør 1/4 af gevinster på mere end 100 %.
.............

NB!! GENERELLE FORHOLD FOR HANDEL MED FINANSIELLE KONTRAKTER OG LIGN.

.............

Erhververen af en option vil, når præmien er betalt, alene have
rettigheder uden modgående forpligtelser. Det potentielle tab er således
begrænset til præmien, der som regel kun udgør en brøkdel af den
potentielle købesum for det underliggende aktiv. Det bør dog erindres, at
en option har en begrænset levetid, og at kursudviklingen på det un-
derliggende aktiv kan medføre, at optionen er værdiløs ved udløb. Det
gælder således, at på trods af at tabsmuligheden ved en optionsinvestering
er begrænset til optionspræmien, er afkastet pr. krones investering langt
mere risikobetonet end afkastet ved direkte investering."

Det fremgår af en afregning fra OID af 4. juli 1995 for køb af OMX call
optioner med udløb den 28. juli 1995, at præmien er 95.000 SEK, kurtagen
er 3.325 SEK og mandatgebyret 31.666 SEK. Omkostningerne udgør 36,8 % i
forhold til præmien.

Det fremgår af en afregning fra OID af 7. maj 1996 for køb af ASTRA call
optioner med udløb den 19. juli 1996, at præmien er 162.000 SEK, kurtagen
er 7.290 SEK og mandatgebyret 54.000 SEK. Omkostningerne udgør 37,8 % i
forhold til præmien.

I STOs forretningsbetingelser oplyses der bl.a. følgende:

---

-
9
-






"............

OMKOSTNINGER

Ved køb af optioner betaler kunden hele optionspræmien. Derudover
betaler kunden ved såvel køb som salg et fast gebyr pr. kontrakt på
maksimalt 150 kr. til dækning af administrationsomkostninger, børs- og
clearingsomkostninger, mægleromkostninger m.m. Dette gebyr reguleres efter
Stock Options A/S's bestemmelse herom. Derudover beregner Stock Options
A/S sig ved køb af optioner en kurtage på maksimalt 1 % af værdien af det
underliggende aktiv på handelsdagen. Ved salg af optioner beregner Stock
Options A/S sig ingen kurtage, men udelukkende et performance fee
udgørende 25 % af evt. gevinster der overstiger 100 % af det investerede
beløb.

.............."

Under overskriften "Risikoforklaring" findes et uddrag fra en
informationspjece udstedt af Garantifonden for Danske Optioner og Futures.
Der er tale om en tilsvarende beskrivelse af erhververs risiko ved
investering i optioner som i OIDs forretningsbetingelser med følgende
tilføjelse:

"Ovennævnte fremhævelse af de risici, der er knyttet til optioner, bør dog
ikke overskygge, at disse kontrakter giver investorer rige muligheder til
præcist at indgå positioner med afkastprofiler, der er bestemt af
forventninger til den fremtidige udvikling."

Det fremgår af en afregning fra STO af 21. januar 1997 for køb af Allgon
call optioner med udløb den 21. februar 1997, at præmien er 52.396 kr.,
kurtagen er 11.119 kr. og gebyret 9.900 kr. Omkostningerne udgør 40,1 % i
forhold til præmien.

Det fremgår af en afregning fra STO af 22. januar 1997 for køb af Allgon
call spread med udløb den 21. februar 1997, at præmien er 707.000 kr.,
kurtagen er 176.750 kr. og gebyret 112.024 kr. Omkostningerne udgør 40,8 %
i forhold til præmien.

Til sammenligning fremgår det af en afregning fra Den Danske Bank af 16.
juli 1996 for køb af OMX Index Call optioner med udløb den 26. juli 1996,
at præmien er 40.020 SEK, kurtagen er 15.351 SEK og gebyret 900 SEK.
Omkostningerne udgør 40,6 % i forhold til præmien.

---

- 10 -






Det fremgår af en afregning fra Den Danske Bank af 18. juli 1996 for køb
af OMX Index Call optioner med udløb den 26. juli 1996, at præmien er
36.000 SEK, kurtagen er 20.650 SEK og gebyret 1.200 SEK. Omkostningerne
udgør 60,7 % i forhold til præmien.

Det fremgår endelig af en afregning fra Den Danske Bank af 1. juli 1996
for køb af OMX Index Call optioner med udløb den 26. juli 1996, at præmien
er 94.000 SEK, kurtagen er 18.100 SEK og gebyret 1.200 SEK. Omkostningerne
udgør 20,5 % i forhold til præmien.

Af et referat af et ledermøde i OID og STO den 18. december 1995 fremgår
under overskriften "Bytning af "døde" kunder" følgende:

"Jylland og København er ved at teste en ny forretningsteknik, som går ud
på at bytte "døde" kunder. Det vil sige kunder, som ikke investerer mere,
men som tidligere har investeret for minimum 100.000,- kroner. Det må IKKE
være kunder, der køres advokatsager med. Og aldrig privat kunder. Dog kan
det godt være kunder, der skylder penge, men altså ikke konfliktfyldte.
Ideen ved at bytte "døde" kunder er at prøve at få disse tidligere gode
kunder til at investere igen. Og da dette ikke har kunnet lade sig gøre
ved deres tidligere investeringsrådgiver, vil det måske hjælpe at få et
nyt selskab og ny investeringsrådgiver på sagen, som med ny energi kan
tilføre kunden og investeringsforslagene mere interesse og opmærksomhed.
Det er i øjeblikket 3 investeringsrådgivere, der deltager i projektet.

Harald Madsen har checket med vores advokat, om der skulle være nogen
problemer med dette projekt jf. Registerloven. Idet at vi jo bytter en
form for data Århus og København imellem, nemlig kundens navn og adresse
samt eventuelt de sidste 2 handler.
Ifølge advokat Torben Steffensen skulle vi ikke løbe ind i nogle problemer
angående dette."

Af et referat af et ledermøde i OID og STO den 7. oktober 1996 fremgår
bl.a. følgende:

"..........

Der var diskussion omkring kunders indbetalinger og tab set i lyset af
f.eks. EEs salgsmetoder. EE får kunder med en førstegangsinvestering på
100.000 til at investere 1 mill. med løbetid 4 dage allerede anden gang.
Derved når kunden ikke at indbetale, inden pengene er væk.

---

- 11 -





Vores betalingsbetingelser blev diskuteret. De nuværende be-
talingsbetingelser blev dog fastholdt. Dvs. 1-4 dage, dog investeringer
over 200.000 = 1 dag. Derved kan betalingsbetingelserne stadig bruges som
salgsargument over for nye kunder, som primært starter med at investere
for mindre beløb. Løsningen er ifølge HM (Harald Madsen) snarere at få
investeringsrådgiverne til at graduere investeringerne til kunderne
fornuftigt.

Dertil skal man være ekstra påpasselig med de store investeringer, da det
har vist sig, at det er her, det går galt.

.........."

I forbindelse med en børsreform vedtog Folketinget bl.a. lov om
fondsmæglerselskaber, der trådte i kraft den 1. januar 1996. Det fulgte af
denne, at eksisterende selskaber senest seks måneder efter lovens
ikrafttræden skulle søge Finanstilsynet om tilladelse til at drive
fondsmæglervirksomhed.

Efter en omfattende korrespondance mellem BusinessNets koncerndirektør
Harald Madsen og Finanstilsynet samt møde i Finanstilsynet afslog
Finanstilsynet den 1. juli 1997 OIDs og STOs ansøgninger om tilladelse til
at drive fondsmæglervirksomhed. I afslaget til OID gennemgåes selskabets
forhold og en række konkrete kundeklager. Det fremgår bl.a., at
Finanstilsynet har lagt vægt på, at OID som følge af koncernstrukturen,
hvor væsentlige funktioner ligger i andre selskaber, ikke opfylder de
betingelser, der stilles til et fondsmæglerselskab, og at denne
koncernstruktur tillige er udtryk for ledelsens manglende forståelse for
de krav, som et fondsmæglerselskab skal opfylde. Det bliver endvidere
fremhævet, at OIDs investeringsrådgivere ikke har en faglig baggrund, der
sætter dem i stand til at yde en professionel investeringsservice, der
retter sig mod erhvervsvirksomheders behov, hvilket findes særligt
kritisabelt, da det er OID, som retter henvendelse til virksomhedsledere
med tilbud om risikofyldte - og ofte tabsgivende - investeringer, der ikke
er et sædvanligt led i deres virksomhed, og som virksomhedslederne ikke
kan forventes at ha ve forstand på. Desuden anvender
investeringsrådgiverne en meget pågående stil, og forsøger at overtale
kunderne på en sådan måde, at kunderne føler sig pressede til meget store
investeringer. Virksomheden mangler forretningsgange, der kan imødegå den
interessekonflikt, der er mellem selskabets investeringsrådgivere og
kunderne i og med, at de meget høje gebyrer, sammenholdt med at investe-
ringsrådgiverne er provisionslønnede, giver investeringsrådgiverne et
meget stort incitament til at overtale kunderne til at investere mere og

---

- 12 -





omlægge deres investeringer oftere, end hvad der er i kundernes interesse.
Endelig nævnes, at virksomhedens ledelse ikke hidtil har evnet at omlægge
virksomhedens drift og instruere rådgiverne således, at de varetager
kundernes interesse.

Vedrørende de gennemgåede kundeklager bemærker Finanstilsynet følgende:

"De foreliggende sager vedrørende Erik Rasmussen, Schmidt Maskinservice og
Kisuki Højskole er efter tilsynets opfattelse eksempler på, at selskabets
rådgivere presser kunder til at omlægge deres positioner, uden at der
synes at være nogen fornuftig grund dertil, idet der kun har været meget
ringe sandsynlighed for at kunden ville kunne opnå gevinst, specielt når
omkostningerne i form af gebyrer medregnes, medens selskabet og dermed og
investeringsrådgiveren opnår gebyrindtægter på i alt ca. 33 % af den
position, der omlægges."

Afslaget til STO indeholder tillige en gennemgang af virksomhedens forhold
og en række konkrete kundeklager, og der henvises til de samme momenter
som begrundelse for afslaget. Finanstilsynet bemærker vedrørende kunde-
klagerne følgende:

"I de foreliggende kundeklager er der eksempler på, at selskabets
rådgivere presser kunder over i nye positioner, hvor kundens
gevinstmuligheder ved omlægningen kun har spillet en sekundær rolle set i
forhold til selskabets indtægt ved omlægningen. Det gælder sagen
vedrørende Jørgen Sommer, hvor selskabet efter de foreliggende oplysninger
havde rådgivet ham til at erhverve et så stort antal optioner baseret på
en given aktie, at positionen, efter investeringsrådgiverens egne
oplysninger, var illikvid, og hvor investeringsrådgiveren efterfølgende
trods ønske derom ikke lukkede positionen, medens denne havde værdi, men i
stedet trænerede salget med henblik på at presse kunden over i en ny posi-
tion.

Det samme gælder sagen vedrørende Chr. Adler Svanholm, hvor det lykkedes
investeringsrådgiveren at presse ham til at lukke en position og overføre
provenuet herfra til en ny position, uden at der synes at være nogen
rationel begrundelse for omlægningen."

I perioden 1995-97 var der en del omtale i pressen af selskabernes
virksomhed.

I sagen er fremlagt en del materiale, der bl.a. indeholder forslag til,
hvorledes samtaler med kunderne kan gennemføres.

---

- 13 -






Der er under domsforhandlingen afspillet en række båndoptagelser af
samtaler mellem CC og kunden Jørgen Sommer.

En nærmere beskrivelse af det procesmateriale, der er omtalt i de tre
foregående afsnit, er udeladt i medfør af retsplejelovens § 366a, stk. 2.

Med hensyn til det krav på 69.000 kr., som anmelder EE har påstået
anerkendt i medfør af konkurslovens § 97, er der fremlagt to kontoudtog
vedrørende investeringer foretaget gennem OID. Det ene kontoudtog er sti-
let til GH Invest ApS og bærer betegnelsen "GH Invest ApS v/EE". Kontoen
anført i dette udtog viser en kreditsaldo på 64.416,57 kr. Det andet
kontoudtog er stilet til anmelderen personligt og udviser en kreditsaldo
på 2.644,16 kr.


Forklaringer:

Der er under sagen afgivet forklaring af anmelderne, af direktørerne
Harald Madsen, Morten Skjelborg, John Jensen og Bent Vinjegaard, af
advokat Torben Steffensen og kurator, advokat Pernille Bigaard og af
kunderne Henning Madsen, Jørgen Sommer, Hans Kjeld Hansen og Peder Peder-
sen.

DD har forklaret, at han tidligere var eksportchef i Pharma Plast
International, der er et datterselskab i A.P. Møller-koncernen. Han havde
været elev i A.P. Møller og havde sideløbende læst HD. Han manglede dog
sin hovedopgave.

Han fik kontakt til OID gennem en stillingsannonce i Berlingske Tidende og
var til en samtale med Carsten Bang Jensen i august 1995. Carsten Bang
Jensen var navnlig interesseret i hans evner for at sælge produktet. Under
samtalen fik han det indtryk, at man på interne kurser ville få kendskab
til det finansielle marked i tilstrækkeligt omfang. Carsten Bang Jensen
nævnte under samtalen, at alle investeringsrådgivere var tilknyttet OID
som selvstændige agenter. Han så dette som en mulighed for også at
koncentrere sig om andre ting. Han så agentkontrakten til samtalen og
gennemgik visse dele af den med Carsten Bang Jensen. Efterfølgende fik han
tid til at læse kontrakten igennem og stille spørgsmål.

Kort efter, at han var blevet investeringsrådgiver i OID, var han på en
uges introduktionskursus, hvor bl.a. Harald Madsen og Per Dunhoff, der var
analytiker i OID, havde indlæg om, hvad en option er og om det finansielle

---

- 14 -





marked generelt. Der var også en ekstern konsulent, som underviste dem i
salgsteknikker, herunder hvordan man lavede opsøgende salg pr. telefon, og
hvordan man skulle forholde sig ved første kontakt til en kunde. Konsulen-
ten havde nogle salgsmanuskripter, der var en slags standardkoncepter. Det
blev anbefalet investeringsrådgiverne at bruge sådanne manuskripter i
begyndelsen for at sikre, at man fik spurgt om alt. Han havde også selv et
manuskript liggende foran sig i den første tid. Han har set yderligere 1-2
salgsmanuskripter, herunder et af de i sagen fremlagte. Han husker, at
Harald Madsen i sit indlæg nævnte, at investeringsrådgiverne ikke måtte
kontakte privatpersoner, da dette var i strid med dørsalgsloven.

Hans hovedfunktion som investeringsrådgiver var at sælge OID's produkter.
Selve rådgivningen om, hvilke aktier/optioner det blev anbefalet at købe,
kom fra analytikerne i Dubesco Broker. Investeringsrådgiverne viderebragte
de investeringsforslag, som analytikerne havde udarbejdet, til kunderne.

Han og de øvrige investeringsrådgivere brugte de virksomhedsoplysninger,
som de kunne få fra fagbogen "De gule sider" og fra databasen
"Købmandsstandens Oplysningsbureau" som grundlag for det opsøgende
salgsarbejde. Når han udvalgte sine potentielle kunder, så han blandt an-
det på, om der var tale om en virksomhed med en egenkapital af en vis
størrelse, og eventuelt også om selskabet hed noget med "Holding" eller
"Invest". Der var ingen brancher, der var mere interessante end andre. Han
undersøgte ikke, om det ville være i strid med selskabets
formålsbestemmelser at foretage investeringer. Han rettede kun uopfordret
henvendelse til erhvervsvirksomheder. Hvis han ringede privat til kunder,
skete dette kun, når de havde givet ham lov til at ringe privat.

Det var hans indtryk, at de fleste kunder havde erfaring med det
finansielle marked. Nogle havde handlet optioner før, andre havde handlet
aktier eller futures.

I løbet af den første telefonsamtale med en potentiel kunde fik han be-
eller afkræftet, om han måtte sende noget materiale til pågældende. Hvis
pågældende accepterede, lavede de samtidig en aftale om, at han ville kon-
takte kunden igen, når pågældende havde haft tid til at kigge materialet
igennem. Han sendte derefter noget informationsmateriale om OID samt 1-2
investeringsforslag. Ved den efterfølgende samtale gennemgik han det
tilsendte materiale, herunder OID's forretningsbetingelser, med kunden og
spurgte, om der var spørgsmål til det tilsendte. Han nævnte også
omkostningsniveauet for kunden. Han husker ikke præcist, hvad der stod om
omkostningsniveauet i forretningsbetingelserne, men mener, at der var tale
om 25 % af beløbet med tillæg af eventuelle udgifter til ekstern broker.

---

- 15 -





Han husker ikke, hvad de 25 % blev beregnet af. Når en kunde valgte at in-
vestere, var der visse formalia, der skulle være på plads, inden en handel
blev gennemført. Kunden skulle udfylde en kontooprettelse, hvor der blandt
andet blev skrevet under på, at man havde læst og forstået OID's
almindelige forretningsbetingelser, og hvor kunden evt. kunne give fuld-
magt til, at OID købte og solgte positioner på kundens vegne. Desuden fik
kunden tilsendt en ordrebekræftelse, hvoraf det fremgik, hvad der skulle
handles og for hvor meget. Kunden skulle returnere denne med sin
underskrift til OID. Først derefter blev handlen effektueret. Det fremgik
ikke af ordrebekræftelsen, hvilke gebyrer OID beregnede sig. Et par dage
efter handlens gennemførsel sendte back-office en handelsnota til kunden,
hvoraf det fremgik, hvad der var handlet, og hvilke gebyrer der var
beregnet.

Som agent for OID var han meget frit stillet i tilrettelæggelsen af sin
arbejdsdag. Der var ingen, som blandede sig i, om han holdt fri om
eftermiddagen, eller om han mødte op til morgenmøderne. Sidstnævnte var et
tilbud til agenterne. Der var heller ingen begrænsninger med hensyn til,
hvilke kunder man kunne kontakte, og man aftalte selv med en kollega, at
pågældende passede ens kundeportefølje, mens man havde ferie. Da han blev
ansat på en funktionærkontrakt, skete der nogle markante ændringer.
Investeringsrådgiverne havde nu fast arbejdstid fra kl. 9.00-17.00. Der
var mødepligt til morgenmøderne, hvor der blev givet information om
udviklingen på markedet og gennemgået investeringsforslag. Ved nogle af
møderne sad John Jensen og skrev navnene ned på de fraværende, der
efterfølgende fik en påtale. Det blev også påtalt, hvis man mødte på
arbejdet uden slips. Friheden til selv at vælge sine kundeemner ud blev
begrænset, idet ledelsen bestemte, hvilket geografisk område den enkelte
investeringsrådgiver skulle koncentrere sig om. Det var også ledelsen, der
bestemte, hvem der tog sig af en investeringsrådgivers portefølje under
ferie. Provisionssatsen blev sat ned, da han blev ansat på funktio-
nærkontrakt. Til gengæld skulle han ikke længere betale 3.500 kr. pr.
måned til OID for at benytte de faciliteter, som OID stillede til
rådighed. I såvel perioden på agentkontrakt som på funktionærkontrakt
måtte han, så vidt han husker, kun bruge de investeringsforslag, som
brokerne kom med. Alle handler gik igennem brokerne, der skulle kvittere
på en ordre. Brokerne kunne herved kontrollere, at investeringsrådgiverne
ikke handlede imod OID's anbefalinger. Han har aldrig selv investeret i
optioner, da OID's interne retningslinier forbød dette.

Han solgte ikke BNI-aktier til sine kunder. Han syntes ikke, at BNI-
aktierne var særligt interessante, men kunne bedre lide at sælge optioner,
der gav en større fortjeneste end salg af aktier. Han solgte både put og

---

- 16 -





call optioner. Han kan ikke huske, om han har talt med nogle af sine
kunder om BNI-aktier. Han husker, at der på et tidspunkt blev lavet et
præsentationshæfte med et organisationsdiagram for BNI.

De sager, der var fremme i pressen om OID, vedrørte forhold, der lå før
hans tid i OID. Avisartiklerne gav naturligt nok anledning til spørgsmål
fra kundernes side.

Han var ikke klar over, at OID og STO var part i 100 retssager. Det var
hans indtryk, at de fleste sager var almindelige incasso-sager.

Som investeringsrådgiver havde han en årsløn på 1,8 mio. kr., hvoraf
størstedelen var provision og en mindre del bonus, som OID udbetalte, hvis
man havde gjort det godt. Der var ingen faste retningslinier for
udbetaling af bonus. Bonus blev udbetalt efter ledelsens bestemmelse som
led i salgsfremmende initiativer i forhold til investeringsrådgiverne. Han
synes, at lønnen var rimelig i forhold til det arbejde, som han udførte.
Kunderne betalte for udarbejdelsen af investeringsforslag og for, at de
løbende blev holdt orienteret om udviklingen på det finansielle marked.

Da investeringsrådgiverne fik at vide, at de ikke ville få udbetalt løn
for juni 1997, kontaktede en kollega advokat Troels Tuxen, der anbefalede
dem at indgive konkursbegæring. Troels Tuxen fungerede som rådgiver for
investeringsrådgiverne og vejledte dem blandt andet om, hvordan de skulle
opgøre deres krav i forhold til boet. Først på et møde i august 1999
tilkendegav Troels Tuxen, at han ikke længere kunne varetage deres
interesser. Han henviste til, at der var en interessekonflikt i forhold
til boet, hvor hans kollega advokat Karl Stephensen var kurator.

Han er i dag ansat som accountmanager i Almindelig Brand Banks
børsafdeling. Arbejdet minder meget om det, som han lavede i OID. Han
kender ikke bankens gebyrrate for optionssalg.

EE har forklaret, at han tidligere har været ansat i 5 år som eksportchef
i Maersk Medical og inden sit arbejde for OID senest solgte biler for et
bilhus som selvstændig provisionslønnet konsulent.

Han blev tilknyttet OID som agent efter at have reflekteret på en annonce
fra et managementfirma i Berlingske Tidende. Ved den efterfølgende samtale
blev der lagt vægt på hans kvalifikationer som sælger, herunder hans evne
til at tale med andre mennesker og til at møde mennesker på alle niveauer.
Han havde intet kendskab til optioner inden sit arbejde for OID. Han
betragtede udelukkende jobbet som investeringsrådgiver som et salgsjob.

---

- 17 -





Det var ikke hans opgave at udfærdige investeringsforslag, men udelukkende
at formidle investeringsforslag til kunderne.

Han begyndte som agent for OID den 1. april 1995. Ca. tre måneder senere
omdannede han sit personlige firma til GH Invest ApS. Han ejede alle
anparter i selskabet. I november 1995 fik han ansvaret for en gruppe på
otte investeringsrådgivere og fik i den forbindelse forhøjet sin provision
med 1/2 % af eget salg. Han fortsatte ikke denne gruppelederfunktion, da
han blev ansat på funktionærkontrakt.

Som investeringsrådgiver deltog han i en uges introduktionskursus med
deltagelse af bl.a. Carsten Bang Jensen og Harald Madsen samt nogle
konsulenter fra et managementfirma. Han har ikke set de fremlagte
salgsmanuskripter. Han brugte ikke selv denne type materiale i sit salg.
Han havde en betydelig salgsmæssig baggrund og brugte sine erfaringer
herfra ved sine henvendelser til kunder.

Til udvælgelse af potentielle kunder benyttede han de oplysninger om
virksomheder, som fremgik af Købmandsstandens Oplysningsbureau. Det
fremgik blandt andet her af, hvem der var tegningsberettiget. Når han
ringede op til en virksomhed, bad han altid om at tale med den teg-
ningsberettigede for firmaet. Han aftalte med den pågældende, at han ville
sende noget salgsmateriale og fulgte efterfølgende op på det ved fornyet
telefonisk henvendelse. De investeringsforslag, som han sendte til en
kunde, var udarbejdet af en broker og indeholdt oplysninger om kurs og
forventning til kursudviklingen, samt hvilken investering man anbefalede
og præmien herfor. Ved den efterfølgende opringning gennemgik han forret-
ningsbetingelserne med kunden og drøftede også risikomomenterne ved
investering i optioner. Det var meget forskelligt, hvor mange opfølgende
opringninger der skulle til, før en investeringsaftale var på plads. Det
kunne tage fra 2-10 opringninger.

I forhold til eksisterende kunder ringede han op og informerede om
udviklingen i deres investeringer og formidlede nye investeringsforslag.
Han har aldrig solgt BNI-aktier til kunder.

I 1996 kom der en ændring i fondsmæglerlovgivningen, der bevirkede, at man
som selvstændig agent skulle opfylde visse kapitalkrav. Han valgte derfor
at opsige sin agenturaftale med OID og blev i stedet ansat på en alminde-
lig funktionærkontrakt. Ved overgangen til funktionærkontrakt skete der en
betydelig ændring i arbejdsforholdet. Investeringsrådgiverne havde nu
mødepligt, og der var krav om en minimumsomsætning på 250.000 kr. pr.
kvartal, ellers ville det medføre en advarsel og i sidste ende en

---

- 18 -





bortvisning. Der blev stillet krav om, at man var pænt påklædt, og om at
man opførte sig pænt både over for kollegaer og kunder. Manglende
overholdelse heraf medførte en advarsel. Man kunne kun holde ferie efter
godkendelse fra ledelsen, og ledelsen bestemte, hvem der i ferieperioder
skulle passe ens portefølje.

Da der begyndte at være omtale af OID i pressen, bad in-
vesteringsrådgiverne ledelsen om at kommentere avisartiklerne offentligt
for at tilbagevise beskyldningerne, men ledelsen foretog sig intet i den
anledning. Det var hans opfattelse, at indholdet af avisartiklerne var
rent opspind. Virksomheden blev drevet på en ordentlig måde, ellers ville
han ikke have været med i det. Alle i hans gruppe af investeringsrådgivere
udførte et stykke arbejde, som var fuldt i overensstemmelse med
virksomhedens bestemmelser. At virksomheden har haft flere kundeklager end
andre inden for branchen, kan skyldes, at OID havde et større antal kunder
end de andre. Hvis en investeringsrådgiver modtog en klage fra en kunde,
skulle Harald Madsen have en redegørelse for sagen. Nogle gange blev
advokat Torben Steffensen også involveret. Han har aldrig hørt om klager
fra kunder på grund af overtrædelse af dørsalgsloven.

I opgørelsen af sit krav har han medtaget provision af tre handler, hvor
kunderne først har indbetalt de skyldige beløb, efter at konkursboet har
ført sag mod dem. De to af sagerne var, så vidt han husker, rene incasso-
sager. I sagen mod Hansen Import ville kunden oprindelig ikke godkende de
handler, der var indgået. Kunden indbetalte imidlertid beløbet, inden
sagen kom i retten. Derudover har der været en sag mod Herning Elektro
A/S. Han indgik investeringsaftalerne med økonomidirektøren i selskabet,
der oprindeligt oplyste ham om, at han var medejer af Herning Elektro A/S.
Da virksomheden blev overtaget af Schouw Engineering A/S, spurgte han
økonomidirektøren, om han fortsat var tegningsberettiget, hvilket
pågældende bekræftede. Banken trak efterfølgende checks på 5-7 mio. kr.
tilbage, fordi det fra ledelsen i Herning Elektro A/S blev gjort gældende,
at økonomidirektøren ikke var tegningsberettiget. Han har ikke kendskab
til andre sager vedrørende sine kunder.

I opgørelsen er endvidere medtaget en post på 750.000 kr. Denne del af
kravet er begrundet i, at han som regel havde nogle gode
indtjeningsmåneder i perioden juni-september. Som beregningsgrundlag er
anvendt provisionsopgørelsen for 1995-96.

Han investerede selv i optioner gennem OID, både mens han var agent, og
mens han var funktionær. Han investerede ca. 200 gange årligt på egne
vegne, dog mindre i funktionærtiden. Han fulgte stort set de anbefalinger

---

- 19 -





om investeringer, der blev givet til kunderne. Han kendte risikoen ved at
investere i optioner og har tabt en del på disse investeringer. Der var
ikke noget forbud mod, at man som investeringsrådgiver selv investerede.
Der var kun forbud mod investering for lånte penge. Selvom
investeringsrådgiverne ifølge funktionærkontraktens § 21 ikke selv måtte
investere, fik han Harald Madsens tilladelse til at investere. Den eneste
betingelse var, at der var penge på kontoen. Det anmeldte § 97-krav vedrø-
rer det beløb, som stod på hans personlige konto og GH Invest ApS' konto i
OID, da selskabet gik konkurs.

Da investeringsrådgiverne ikke fik deres løn for juni 1997, kontaktede han
advokat Troels Tuxen, der straks kom til et møde med
investeringsrådgiverne sammen med advokat Karl Stephensen. Advokat Troels
Tuxen anbefalede advokat Karl Stephensen som kurator i det efterfølgende
konkursbo og har hjulpet ham og andre investeringsrådgivere med opgørelsen
af deres krav over for boet. Han havde kontakt til advokat Troels Tuxen i
ca. 2 år om lønkravet. Først da fik han at vide, at advokat Troels Tuxen
ikke længere kunne varetage investeringsrådgivernes interesser. Dette
skyldtes habilitetsproblemer, fordi advokat Karl Stephensen var en del af
kuratellet.

AA har forklaret, at han blev matematisk student i 1992 og efterfølgende
blev ansat som salgskonsulent ved et forlag, som udgav en lokaltelefonbog.
Efter tre måneders ansættelse blev han salgschef. Gennem dette job fik han
kendskab til dørsalgsloven.

Han blev ansat i OID i sommeren 1996, efter at han havde reflekteret på en
stillingsannonce. Han var til to ansættelsessamtaler, hvor konsulenten
Knud Erik Andreasen og i anden runde tillige John Jensen deltog. Der blev
under samtalerne lagt megen vægt på hans salgserfaringer, og om han kunne
kontakte folk på alle niveauer. Han fik at vide, at det var et hårdt job,
men hvis man var dygtig, kunne man tjene mange penge. Han havde intet
kendskab til finansielle instrumenter, men da hans funktion ikke ville
bestå i rådgivning, men salg, var dette intet problem. Desuden ville han
komme på nogle interne kurser. Han fik under den anden samtale forelagt en
funktionærkontrakt, som han fik tid til at læse igennem. Han husker, at
han havde spørgsmål til repræsentationsudgifterne, men fik oplyst, at der
stort set ingen omkostninger var. Muligheden for at være tilknyttet som
agent blev ikke drøftet, og han var heller ikke interesseret heri.

Som investeringsrådgiver i OID havde han fast arbejdstid fra kl. 9.00-
17.00. Hvis han ville holde en fridag, skulle han altid spørge John Jensen
om lov. Der blev trukket A-skat og ambi af hans løn, og han fik udbetalt

---

- 20 -





feriepenge.

Kort efter sin ansættelse var han på et introduktionskursus af ca. en uges
varighed. Flemming Kirk og Harald Madsen stod for kurset. Sidst i
ansættelsesforløbet var han også til en prøve af et par timers varighed.
De havde noget tid forinden fået udleveret et kompendium om det
finansielle marked til selvstudium og skulle på baggrund heraf besvare en
række spørgsmål om finansielle instrumenter.

Der var altid erfarne folk i OID, som man kunne spørge til råds, ligesom
investeringsrådgiverne også kunne kontakte folk fra Carnegie, der kunne
vejlede dem om, hvilke aktier det var godt at investere i.

Han brugte selv salgsmanuskripter i begyndelsen af sin ansættelsesperiode
som støtte i sine samtaler med kunderne. Han kender ikke de manuskripter,
som er fremlagt i sagen.

Han brugte virksomhedsoplysningerne fra Købmandsstandens Oplysningsbureau
som grundlag for at udvælge potentielle kunder. Det skete også, at han fik
henvendelser fra folk, der var blevet henvist til ham af nogle af hans
kunder, fordi de havde fået et godt afkast af de investeringer, som han
havde anbefalet dem. Han kontaktede aldrig selv uopfordret privatpersoner,
men havde dog private kunder. Det hændte, at en henvendelse til en
virksomhed resulterede i, at den pågældende kunde ønske de at investere
privat. OID havde en særlig procedure i disse tilfælde. Han har ikke haft
nogle kundesager om overtrædelse af dørsalgsloven.

Han kontaktede primært førstegangskunder. Han havde en aftale med
investeringsrådgiveren Finn Keller om, at han skaffede kunderne, hvorefter
Finn Keller lavede de efterfølgende handler med kunderne. Den største
handel, som han har indgået, vedrørte en investering på 200.000 kr.

Han orienterede altid potentielle kunder om, at salgsomkostningerne var på
25 % af det investerede beløb, hvilket også fremgik af
forretningsbetingelserne. Hvis kunderne havde indvendinger herimod,
forklarede han dem, om den service man ydede ved løbende at følge kurserne
på kundernes investeringer og holde dem orienteret herom. Han oplyste også
potentielle kunder om risikoen ved at investere i optioner. Nogle afviste
herefter at investere. Han har aldrig solgt BNI-aktier til kunderne.

Som ansat følte han sig godt behandlet. Det var lidt af et slaraffenland
at være ansat i OID.

---

- 21 -





Han syntes, at der var en god dialog med kunderne. Investeringsrådgiverne
brugte ikke de metoder, som kom frem om andre selskaber inden for
branchen. De gjorde ikke noget galt, og han kan stadig i dag stå ved det,
som han lavede dengang.

Hans Kjeld Hansen var en kunde, som han havde løbende kontakt til gennem
længere tid. Han tror ikke, at han har handlet med Hans Kjeld Hansen uden
flere forudgående kontakter. Det var almindelig procedure, at man sendte
kunden OID's forretningsbetingelser samt en kontooprettelse pr. post,
inden man indgik en aftale om køb af optioner. Han tror også, at dette var
tilfældet i forhold til Hans Kjeld Hansen. Han fik på et tidspunkt kunden
til at investere 100.000 kr. i SE-banken. Kursen faldt efterfølgende,
hvilket han holdt kunden orienteret om. Dette blev pågældende meget sur
over, hvorefter John Jensen overtog sagen.

Han kan ikke sige noget generelt om, hvorvidt kunderne tjente eller tabte
på de investeringer, som han foreslog. I sidste ende var der nok flest,
der tabte penge på investeringerne.

Han investerede selv 2-3 gange i optioner. Han var ikke klar over, at der
var et forbud herimod i ansættelseskontrakten. Der var flere andre
investeringsrådgivere, der også investerede selv.

Han modtog meget lidt information fra ledelsen om ansøgningen til
Finanstilsynet om tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed. Han blev
ikke orienteret om de kritikpunkter, som blev rejst fra Finanstilsynets
side.

Da investeringsrådgiverne ikke fik udbetalt deres løn for juni 1997,
kontaktede de advokat Troels Tuxen, som opfordrede dem til at indgive
konkursbegæring.

I dag er han managementkonsulent og underviser i management og
kommunikation.

BB har forklaret, at han er uddannet bygningskonstruktør og bl.a. har
arbejdet 5-6 år i Australien som konsulent for et firma, der solgte
"tagløsninger".

Han blev tilknyttet STO umiddelbart efter, at han kom hjem fra Australien.
Han reflekterede på en stillingsannonce i Jyllandsposten og var til
samtale med Jess Pedersen. Der blev under samtalen lagt megen vægt på hans
salgsevner, og om han ville virke troværdig i forhold til kunderne. Det

---

- 22 -





blev også understreget, at han måtte være indstillet på at yde en ekstra
indsats. Han blev tilknyttet STO som agent i maj 1996.

Han deltog i en uges introduktionskursus, hvor investeringsrådgiverne blev
sat ind i, hvad en option er. Kurset blev afholdt af Jess Pedersen, som er
uddannet cand.oecon. En måneds tid senere var han på et kursus i
salgstræning, som blev afholdt af et konsulentfirma. Det blev grebet meget
professionelt an. Evt. indvendinger fra potentielle kunder blev drøftet,
men slet ikke på den måde, som de fremlagte salgsmanuskripter giver ind-
tryk af. Han genkender i øvrigt ikke dette materiale og har aldrig selv
benyttet sig af lignende materiale.

Der blev dagligt afholdt morgenmøde for alle investeringsrådgiverne, hvor
Jess Pedersen gennemgik, hvad der var sket på markedet, og hvilke handler
man skulle anbefale til kunderne. Derefter forløb resten af dagen med
kundekontakt pr. telefon.

Han brugte de virksomhedsoplysninger, som han kunne hente i
Købmandsstandens Oplysningsbureau, som grundlag for at udvælge potentielle
kunder. Efter første telefoniske kontakt til en kunde sendte han
pågældende et nyhedsbrev. Dette blev fulgt op af en ny samtale, og hvis
kunden viste interesse for at investere, orienterede han om risikoen ved
investering og om, at omkostningerne ved en investering var på 25 % af det
indskudte beløb. Det er korrekt, at omkostningsniveauet afhang af
investeringens gearing. Det er derfor muligt, at nogle kunder har betalt
omkostninger på 41.000 kr. ved en investering på 100.000 kr.

Når han fik en ny kunde, skulle der først oprettes et depot for kunden.
Derefter blev der udfærdiget en ordrebekræftelse, og når kunden havde
overført beløbet, faxede han ordren til brokeren uden forudgående
godkendelse fra Jess Pedersen. Alle handler blev skrevet ind i en bog, som
Jess Pedersen dagligt kiggede igennem. Jess Pedersen så på, om der var
tale om en ny kunde, om STO's investeringsforslag var blevet fulgt, og
hvor stor omsætningen havde været.

Han kontaktede regelmæssigt eksisterende kunder for at orientere dem om
deres investeringer. Kontakten var baseret på tillid og et ønske om at
investere og sælge for kunderne på et for dem gunstigt tidspunkt. Det
sidste halve år havde han en kundeportefølje på 8-10 kunder. Kunderne
investerede i gennemsnit 50-100.000 kr.

Han fulgte altid STO's investeringsforslag over for kunderne. Han har
aldrig solgt BNI-aktier til kunderne.

---

- 23 -






Da man handlede med risikobetonede produkter, finder han det naturligt, at
nogle kunder blev utilfredse som følge af tab og derfor gik til pressen.
Han kender til nogle af retssagerne, som STO havde i forhold til kunder,
og har forstået, at STO vandt disse. Han har ikke selv haft klager fra
kunder.

Der har været en sag i forhold til Henning Jørgensen, som var en af hans
kunder. Sagen opstod imidlertid i forbindelse med en handel, som Henning
Jørgensen foretog på anbefaling fra investeringsrådgiveren GG, der varetog
hans kundeportefølje under hans eget fravær. Investeringen var i
overensstemmelse med STO's anbefalinger, men der var tale om en mere
risikobetonet investering, end kunden egentlig ønskede. Han ville ikke
selv være kommet med samme anbefaling til kunden, da han vidste, at denne
ønskede mere langsigtede investeringer. Han havde det skidt med sagen, men
kunne selvfølgelig ikke lave handlen om. I stedet foreslog han nogle mere
langsigtede call-optioner for at rette op på tabet. Kunden havde haft et
pænt overskud inden aftalen med GG.

Hvis man ser bort fra den endelige nedlukning, har 4-5 af hans kunder haft
et overskud på de investeringer, som han havde anbefalet dem. Flertallet
af de kunder, som kun investerede én gang, tabte dog penge på investerin-
gerne.

Da han og de øvrige investeringsrådgivere fik ændret deres kontrakt til en
funktionærkontrakt, skete der flere ændringer i arbejdsforholdet. De fik
udbetalt lavere provision, men til gengæld bortfaldt kontorlejen. Der blev
trukket A-skat af lønnen, og der var ikke længere fradrag for bil. Desuden
blev der fra ledelsens side strammet op om mødepligt og fravær. Hvis man
holdt ferie, skulle en kollega passe ens kunder. Dette skulle godkendes af
ledelsen.

Han har selv foretaget 4-5 investeringer i optioner. Han investerede 3-
5.000 kr. pr. gang efter de anbefalinger, som kom fra STO. Ca. halvdelen
af investeringsrådgiverne havde egne investeringer. Han var ikke opmærksom
på, at der var et forbud herimod i funktionærkontrakten. Inve-
steringsrådgivernes egne handler blev noteret i bogen ligesom kundernes
handler.

Han har aldrig deltaget i arrangementer på Waterloo. STO havde en BMW, som
blev brugt som belønning for den investeringsrådgiver, der i en uge havde
haft den største omsætning. Belønningen bestod i, at man fik lov til at
låne bilen i en uge.

---

- 24 -






Ledelsen orienterede dem om ansøgningen om godkendelse til Finanstilsynet.
Der blev givet udtryk for, at det kun handlede om formaliteter at få
godkendelsen.

Han har ikke personligt haft skrupler ved det arbejde, som han udførte.

I dag er han souschef i en virksomhed, der sælger betonelementer.


CC har forklaret, at han er handelsuddannet og bl.a. har været ansat i
Sallings herreafdeling, i firmaet HB Tech, som solgte støvsugere o.lign.
og i forsikringsselskabet Allianz. Han har ikke haft at gøre med
investering i værdipapirer under disse ansættelser.

Han reflekterede på en annonce i Jyllandsposten og var til en samtale med
Jess Pedersen, som forklarede, hvad virksomheden lavede, og at han ville
blive ansat som sælger til at bringe STO's investeringsforslag videre.
Jess Pedersen lagde megen vægt på forskellen mellem teoretiker og sælger.

Han blev tilknyttet STO som agent den 7. august 1995. Som agent bestemte
han selv, hvordan han ville tilrettelægge sin tid. Det fremgik af aftalen,
at STO ikke kunne forlange noget af agenterne. Han betalte for, at STO
stillede kontor, bord, stol og computer til hans rådig hed.

Som funktionærer havde investeringsrådgiverne mødepligt, og der blev hver
morgen ført kontrol med, om de mødte op. De kunne ikke længere komme og
gå, som de ville, men skulle skrive op på en fælles kalender, hvis de gik
tidligt. De havde pligt til at bære slips. Der blev fra ledelsens side sat
nogle mål for, hvor meget den enkelte investeringsrådgiver skulle sælge.
Ledelsen kunne også fratage en investeringsrådgiver en kunde og give
kunden til en anden, hvis salget ikke længere gik så godt.

Han deltog i et introduktionskursus af en uges varighed. På kurset fik han
en grundlæggende viden om, hvad optioner var. STO's forretningsgange og
dørsalgsloven blev også gennemgået. Dørsalgsloven kendte han i øvrigt i
forvejen fra sin tid som assurandør.

Han kender ikke umiddelbart de fremlagte salgsmanuskripter og har ikke
selv benyttet sig af sådanne.

Der blev holdt morgenmøde i STO hver dag kl. 9.00, hvor
investeringsrådgiverne fik orientering om, hvad der var sket på markedet i

---

- 25 -





løbet af natten, og hvilke forventninger man havde til det svenske marked.
Jess Pedersen præsenterede også de investeringsforslag, som han havde
udarbejdet.

Han brugte de virksomhedsoplysninger, som han kunne få fra
Købmandsstandens Oplysningsbureau, til at udvælge potentielle kunder. Ved
udvælgelsen lagde han navnlig vægt på egenkapitalens størrelse, og på om
der eksisterede et holdingselskab ved siden af virksomheden. Det hændte
også, at han hørte rygter om gode kundeemner fra andre i branchen, der
havde måttet lukke. Senere i sit ansættelsesforløb fik han tilknyttet en
såkaldt "junker", der er en medarbejder, som kun står for den første
telefoniske kontakt til en kunde og sender salgsmateriale ud. Efterhånden
som han havde oparbejdet en fast kundeportefølje, brugte han det meste af
sin tid på at ringe rundt til de faste kunder og orientere om nye
investeringsforslag. Han fulgte også løbende kundernes investeringer på
Telerate-skærmen og gennem reviderede investeringsforslag fra Jess
Pedersen. Han og investeringsrådgiveren Lars Thomsen indgik en
samarbejdsaftale, som gik ud på, at de var sammen om alle deres kunder.
Der var tale om tilsammen 10-15 aktive kunder. På den måde kunne de
tilbyde deres kunder 24 timers service. De havde STO's største kunder,
blandt andre entreprenører og en maskinfabrik. Kunderne investerede mellem
200.000 kr. og 2 mio. kr. pr. handel. De fleste havde tidligere spekuleret
i et eller andet omfang. De var generelt meget risikovillige og foretog
som regel ret kortsigtede investeringer.

Inden en kunde investerede første gang, skulle der oprettes en konto for
pågældende. Han lagde aldrig skjul på, at der var en risiko ved at
investere i optioner, men at denne risiko begrænsede sig til det
investerede beløb. Han oplyste også kunden om, at STO skulle have 1/3 af
det investerede beløb i gebyr. Hvis en kunde syntes, at gebyret var for
højt, oplyste han, at man måtte betale for at få service 24 timer i
døgnet. Han har aldrig lagt pres på en kunde for at få vedkommende til at
investere. Inden en handel kunne gennemføres, skulle kunden skrive under
på en handelsaftale og faxe den retur til ham. Han afleverede herefter
handelsaftalen til Jess Pedersen, som ekspederede aftalen videre til Dube-
sco Broker. I den tid, hvor han var tilknyttet STO som funktionær, gik
alle handler gennem Jess Pedersen. Jess Pedersen var også klar over,
hvilke handler han foretog på egne vegne. Der var en almindelig instruks i
STO om, at investeringsrådgiverne ikke måtte foreslå handler imod
ledelsens anbefalinger. Ledelsens kontrol lå i, at alle handler gik gennem
Jess Pedersen. Han fulgte altid selv de investeringsforslag, der kom fra
Jess Pedersen både i forhold til sine kunder og ved egne investeringer.

---

- 26 -





Han har selv investeret gennem STO både som agent og som funktionær. Mens
investeringsrådgiverne var tilknyttet som agenter, måtte de foretage egne
investeringer på op til 500.000 kr. pr. handel. Som funktionærer måtte de
kun handle for mindre beløb, og kun hvis der var penge på kontoen. Uanset
bestemmelsen i funktionærkontrakten fik han efter at have talt med Harald
Madsen det indtryk, at det først var i det øjeblik, at Finanstilsynet
havde meddelt tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed, at egne
investeringer skulle ophøre. Han så i øvrigt ingen fare for, at der skulle
opstå interessekonflikt i forhold til kunderne. Han varetog først og frem-
mest kundernes interesser.

Han har solgt BNI-aktier til Torben Petersen og Jørgen Sommer. Han
gennemgik det virksomhedsdiagram, som fremgik af præsentationsmaterialet
for koncernen, med kunderne, og lagde ikke skjul på, at han var
interesseret i, at de investerede i den virksomhed, som han var til-
knyttet.

Den meget høje indtjening for januar 1997 skyldtes den positive udvikling
i aktiemarkedet, som resulterede i meget store afkast til hans kunder.
Dermed fik han foruden den almindelige provision udbetalt bonus som led i
den aftale om overskudsdeling, man havde med kunderne. Han tjente i det
hele taget mange penge til sine kunder i 1. halvår 1997. Årsagen til, at
kunderne mistede deres penge, var konkursen. Han var ikke bekendt med den
manglende afdækning af investeringerne.

Baggrunden for den advarsel, han fik af ledelsen i STO, var, at han havde
indgået en aftale med Torben Petersen, selvom denne ikke havde penge på
kontoen til at handle for. Jess Pedersen sagde god for handlen og sørgede
også for dens gennemførsel. Han blev meget skuffet, da han efterfølgende
fik advarslen, fordi han vidste, at Jess Pedersen mundtligt havde godkendt
handlen.

Ledelsen omtalte de avisartikler, der var om STO, på morgenmøderne.
Ledelsen ønskede ikke, at investeringsrådgiverne brugte de samme metoder
som i andre virksomheder i branchen. Det er hans opfattelse, at de solgte
produktet på en stille og rolig, fair måde. Han mener ikke, at han har
brugt udtryk som "helt vildt" eller lignende. Han kunne godt finde på at
sige til kunderne, at de måtte beslutte sig nu. Dette skyldtes dels, at
kurserne hele tiden ændrede sig, dels at han skulle videre til andre
kunder.

Da journalisten John Mynderup ringede ham op, bad han om at modtage evt.
spørgsmål pr. fax. John Mynderup behandlede ham meget uforskammet. Han

---

- 27 -





modtog i øvrigt aldrig spørgsmål fra John Mynderup. Han har aldrig fået en
påtale fra Carnegie i Sverige.

Jørgen Sommer var en af hans store kunder. Han fik kontakt med Jørgen
Sommer første gang i slutningen af 1995. I slutningen af juni 1996 foretog
Jørgen Sommer en mindre investering gennem STO. Han var fra en kollega be-
kendt med, at Jørgen Sommer tidligere havde investeret og på det
pågældende tidspunkt havde en del investeringer gennem Rossing & Mark. Han
hjalp Jørgen Sommer med at afvikle disse investeringer. I efteråret 1996
investerede Jørgen Sommer mere intensivt gennem STO, og det samlede
engagement løb efterhånden op på 10 mio. kr. Han er ikke klar over, hvor
meget af dette beløb der var indbetalt af Jørgen Sommer, og hvor meget der
skyldtes geninvestering af opnået fortjeneste. Han foretog i alt 75-100
handler for Jørgen Sommer i 2. halvår 1996. Jørgen Sommer modtog altid en
handelsbekræftelse i forbindelse med handlernes gennemførsel. Da han
præsenterede forslaget om investering i Allgon-optioner for Jørgen Sommer,
gav denne udtryk for, at han ønskede at investere 2-3 mio. kr. gennem sit
selskab og et tilsvarende beløb i eget navn. Han drøftede investeringen
med Jess Pedersen. Dels fordi der var tale om en meget stor investering,
dels fordi Jørgen Sommer ønskede at handle privat. Han drøftede ikke med
Jørgen Sommer at sprede investeringen, idet det netop var Jørgen Sommers
udtrykkelige ønske at investere i Allgon-optioner, fordi han kendte dette
selskab. Løbetiden på optionerne var ca. en måned. Der blev spekuleret i,
at et af de store teleselskaber skulle komme med et godt regnskab. Han har
aldrig sagt til Jørgen Sommer, at der var tale om en "livrem og seler-
investering" eller en "sikker dobbelt op". Da Jørgen Sommer skrev til ham
om nedlukning af optionerne den 1. februar 1997, var det ikke muligt at
sælge uden tab. Han fulgte imidlertid investeringen nøje og havde en
forventning om, at aktien igen ville stige. I ugen op til optionernes
udløb kunne der fortsat ikke sælges uden tab. Efter drøftelse med Jess
Pedersen anbefalede han derfor Jørgen Sommer at lægge sin investering over
i juni-optioner. Der blev også givet tilsagn om, at Jørgen Sommer kunne
handle til reducerede omkostninger. Havde Jørgen Sommer fulgt
anbefalingen, ville han være kommet ud af investeringen med et afkast på
50 %. Gennem sine samtaler med Jørgen Sommer fik han indtryk af, at Jørgen
Sommer fik rådgivning fra anden side. Dette er også efterfølgende blevet
bekræftet af såvel Jørgen Sommer som Brian Aabech, der på det tidspunkt
var blevet bortvist fra STO. Det var tydeligt, at Brian Aabech forsøgte at
trække en god kunde væk fra STO. Han var ikke klar over, at Jørgen Sommer
i ugen op til Allgon-optionernes udløb optog deres telefonsamtaler på
bånd. Båndoptagelserne giver dog ikke det fulde billede. Han havde
yderligere telefonsamtaler med Jørgen Sommer på dennes private telefon og
på mobiltelefonen. Når han under telefonsamtalerne blandt andet fortæller

---

- 28 -





Jørgen Sommer, at han har ringet til Sverige og sagt, at han havde en kun-
de, som ønskede fysisk levering, selvom dette ikke var tilfældet, er der
reelt tale om, at han har talt med Per Dunhoff. Han løj over for Per
Dunhoff i et forsøg på at få kursen på Allgon-aktier til at stige. Han er
klar over, at han ikke havde mulighed for at påvirke aktiemarkedet
væsentligt, selvom han gav udtryk for dette over for Jørgen Sommer.

Ud over sagen med Jørgen Sommer har han kun haft en enkelt klage fra en
kunde i forbindelse med en investering i nogle obligationer. Han var ikke
klar over, at STO og OID havde 100 retssager mod kunder. Han havde fra
andre investeringsrådgivere kendskab til, at nogle sager gik til incasso.
Han opfattede det ikke som noget usædvanligt.

Efter STO's konkurs indgik han en aftale med Torben Petersen om at
foretage investeringer på hans vegne. Han modtog imidlertid aldrig sin
provision fra Torben Petersen, fordi denne blev anholdt og senere gik
konkurs. Han har også haft Jørgen Sommer som kunde igen i slutningen af
1998, hvor han var rådgiver i fondsmæglerselskabet Rasmussen & Büchler.

Han er i dag ansat som salgschef i et forsikringsmæglerselskab.

John Jensen har forklaret, at han blev ansat som investeringsrådgiver i
OID i april 1995. I juni 1996 blev han direktør. Som agenter var
investeringsrådgiverne formelt set selvstændige og kunne i princippet
gøre, som de ville. Ledelsen så dog helst, at investeringsrådgiverne var
på OIDs kontor i børsens åbningstid. Ændringen fra agent- til
funktionærkontrakt var begrundet i ændringer i fondsmæglerlovgivningen.
Hvis ikke denne lovændring var kommet, er han sikker på, at investerings-
rådgiverne fortsat ville have været tilknyttet OID som agenter. En
væsentlig sidegevinst ved funktionærkontrakten var imidlertid, at ledelsen
fik visse sanktionsmuligheder i forhold til investeringsrådgiverne, og
bl.a. kunne bestemme, at investeringsrådgiverne havde mødepligt.

Han havde ikke noget med formuleringen af funktionærkontrakten at gøre.
Dette tog Harald Madsen og advokat Torben Steffensen sig af.

Som agenter havde investeringsrådgiverne lov til at foretage egne
investeringer gennem OID. Dette var ikke tilfældet, efter at
investeringsrådgiverne var blevet funktionærer, hvilket fulgte af
lovgivningen. I den periode, hvor ansøgningen om godkendelse var under
behandling i Finanstilsynet, foretog investeringsrådgiverne dog egne
investeringer i begrænset omfang.

---

- 29 -





Når OID ansatte nye investeringsrådgivere, blev der lagt vægt på, at den
pågældende var velformuleret, havde økonomisk indsigt og kunne sælge. Det
var ikke et krav, at ansøgeren havde indsigt i det finansielle marked, men
en vis talmæssig og økonomisk forståelse var en nødvendighed.

Der blev afholdt interne kurser for nye investeringsråd givere vedrørende
såvel virksomhedens produkt som salgsteknikker. Harald Madsen og Flemming
Kirk varetog undervisningen i finansielle instrumenter. Han underviste
selv i salgsteknikker sammen med en ekstern konsulent. Han kender til
nogle af de salgsmanuskripter, som er fremlagt under sagen. Materialet er
for en dels vedkommende udarbejdet af investeringsrådgiverne selv i for-
bindelse med et salgskursus. Der var ikke tale om, at man fra ledelsens
side udleverede salgsmanuskripter, som skulle følges.

Han kan ikke afvise, at nogle af investeringsrådgiverne gik for vidt i
deres salgsbestræbelser over for kunderne. Han har selv været involveret i
en sag, hvor to investeringsrådgivere, Brian Aabech og Michael Svak, fik
en skriftlig advarsel, fordi de havde overtalt kunder til at handle,
selvom der ikke var nogen markedsmæssig interesse heri for kunderne.
Desuden er der blevet afskediget en relativt nyansat investeringsrådgiver,
fordi han fik kunder til at handle alt for mange gange uden markedsmæssig
begrundelse. Investeringsrådgiverne kunne ikke selv effektuere kundernes
handler, men disse skulle gå igennem brokerne, der havde mulighed for at
stoppe en handel eller bede investeringsrådgiveren om en skriftlig
instruks fra kunden. Ledelsen havde herved en vis kontrol med, at
investeringsrådgiverne ikke blev fristet til at anbefale en handel bare
for handlens skyld.

Markedsføringen af OID's produkter skete stort set udelukkende ved
investeringsrådgivernes uopfordrede telefoniske henvendelser til kunder.
Det var meget få kunder, som på eget initiativ henvendte sig til OID.
Efter et par sager om overtrædelse af dørsalgsloven blev der udstedt
interne retningslinier om, at kunder, som ønskede at handle privat, skulle
acceptere dette skriftligt.

OID's gebyrer fremgik udtrykkeligt af det skriftlige materiale, som blev
sendt til kunderne. Investeringsrådgiverne skulle ikke vejlede kunderne om
omkostningsniveauet på eget initiativ, men skulle selvfølgelig vejlede
herom, hvis de blev spurgt. Han har ikke været med til at fastsætte
omkostningsniveauet for handlen med optioner til 25 % af det investerede
beløb, men har deltaget i de løbende overvejelser om, hvorvidt om-
kostningsniveauet skulle reduceres. Der var på det tidspunkt ca. 15
virksomheder i branchen, og man forsøgte at sammenligne OID's

---

- 30 -





omkostningsniveau med de øvriges. Dette var dog vanskeligt, fordi flere
andre virksomheder og banker på papiret tog et lavere gebyr, men samtidig
foretog kursskæring. Det var dog hans indtryk, at OID's omkostningsniveau
ikke var højere end andres i branchen.

På et tidspunkt blev der solgt et stort antal BNI-aktier til OID's kunder.
Han ved ikke, om kunderne vidste, at OID var koncernforbundet med BNI. Han
husker ikke, om investeringsrådgiverne var blevet vejledt om, at kunderne
skulle gøres opmærksom herpå.

Ved begrebet "rullepenge" forstås, at en kunde havde haft en gevinst og
geninvesterede denne.

Regningen for fortæring på Waterloo vedrører en firmafest, som fortsatte
på Waterloo.

Harald Madsen orienterede på nogle morgenmøder om, at behandlingen af
ansøgningen om godkendelse som fondsmæglervirksomhed skred frem i
Finanstilsynet. Investeringsrådgiverne fik imidlertid ingen oplysninger om
de indvendinger, som var kommet fra Finanstilsynet.

Kunderne tjente netto ikke penge på de investeringer, som de foretog
gennem OID. Investering i optioner er et sofistikeret spil om penge. Nogle
kunder kom ud af det med meget store gevinster, men de fleste tabte de
investerede beløb. I det lange løb var det udstederen af optioner, som
tjente penge i dette spil.

Morten Skjelborg har forklaret, at selskabsstrukturen i koncernen dels var
begrundet i et ønske om at have en jysk afdeling til jyske kunder, og dels
gjorde det tingene lettere i forhold til de udenlandske brokerfirmaer, at
man havde samlet analytikerne i Dubesco Broker. Han kan ikke svare
generelt på, hvilken type kunder man havde hos STO og OID. Der var især
tale om mindre virksom heder, men også privatpersoner.

Den oprindelige konstruktion, hvorefter investeringsrådgiverne var
tilknyttet OID og STO som agenter, blev nøje efterprøvet af skattevæsenet,
som var klar over, at det gennem denne konstruktion gik glip af betydelige
lønsumsafgifter. Med indførelse af den nye fondsmæglerlovgivning var denne
konstruktion ikke længere mulig, idet investeringsrådgiverne skulle
opfylde lovgivningens kapitalkrav, hvis de ønskede at fortsætte som
selvstændige agenter, hvilket flertallet ikke kunne. Løsningen blev derfor
at ansætte investeringsrådgiverne som funktionærer.

---

- 31 -





Man ønskede at blive opfattet som de seriøse i branchen og havde ansat
folk i virksomheden, som lavede ret dybdegående investeringsforslag og
sørgede for, at nye investeringsrådgivere kom på kurser, hvor de lærte om
det produkt, som de solgte. Der var formuleret retningslinier for, hvad
der var god skik som investeringsrådgiver, og der blev slået meget hårdt
ned på tilfælde, hvor investeringsrådgiverne oversolgte varen. Der var
relativt stor selvjustits blandt investeringsrådgiverne. De øvrige
investeringsrådgivere gik til ledelsen, hvis de ikke fandt en
investeringsrådgivers salgsmetoder forenelige med selskabets politik.
Desuden fik ledelsen gennem kundeklager indtryk af, hvordan en
investeringsrådgiver opførte sig i forhold til kunderne. Der var herudover
ikke andre mekanismer til at sikre mod oversalg.

I modsætning til andre virksomheder i branchen oplyste man åbent om
omkostningerne ved at investere i optioner. Omkostningerne blev altid
specificeret i handelsnotaerne, så kunderne aldrig var i tvivl om, hvad en
investering havde kostet. Han havde tidligere arbejdet for Phønix Kapital,
hvor omkostningsniveauet lå på 33 %. Omkostningsniveauet i OID blev
fastsat til 25 % ud fra et ønske om at være lidt billigere end Phønix
Kapital. Man lavede også en sammenligning med bankernes gebyrer og
konstaterede, at man lå på niveau hermed.

Der var ingen kontrol med, om en investeringsrådgiver fulgte selskabets
investeringsforslag. Investeringsrådgiverne havde deres egen dømmekraft og
selvstændige holdning og kunne, hvis de ønskede det, give kunderne en
individuel rådgivning, også selvom denne gik imod selskabets
investeringsforslag. Han kom ikke selv så ofte i virksomheden, men han
ved, at det skete, at investeringsrådgiverne rådgav imod de officielle
investeringsforslag.

I begyndelsen af januar 1997 havde man netop afskediget en
investeringsrådgiver, der efterfølgende bearbejdede kunderne og opfordrede
dem til at klage til Finanstilsynet, hvilket resulterede i 19 klager.
Finanstilsynet baserede sine afslag på disse 19 klager. Tilsynet bad på
intet tidspunkt om at se regnskabsmateriale og ønskede ikke at mødes med
ledelsen. Det er hans opfattelse, at det var Finanstilsynets håndtering af
ansøgningen om tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed, der medførte
tab for kunderne. Da Finanstilsynets afslag kom, var der megen
presseomtale, og det var derfor ikke muligt at få kunder til at investere.
Der var derfor, også henset til det høje omkostningsniveau, ikke grundlag
for at drive virksomheden videre.

Bent Vinjegaard har forklaret, at han blev ansat som investeringsrådgiver

---

- 32 -





i STO i marts 1993. I juni 1996 blev han direktør i STO. Den eneste årsag
til, at man i sommeren 1996 ændrede på investeringsrådgivernes ansættel-
sesforhold, således at de blev ansat på funktionærkontrakter, var, at
dette var nødvendigt som led i, at man ønskede at opnå Finanstilsynets
godkendelse som fondsmæglerselskab. Han deltog dog ikke på ledelsesniveau
i denne beslutning.

Man rekrutterede nye investeringsrådgivere til STO gennem jobannoncer. Ved
ansættelsen af investeringsrådgivere blev der lagt vægt på, at de
pågældende havde en vis økonomisk indsigt og havde gode salgsevner. Det
var en fordel, hvis ansøgeren tidligere havde haft at gøre med
investering, men det var intet krav.

Der blev afholdt interne kurser for nye investeringsråd givere. Jess
Pedersen havde ansvaret for at undervise investeringsrådgiverne i
finansielle instrumenter. Han underviste selv på et tidspunkt i
salgsteknik, men man benyttede sig også af eksterne konsulenter. Han
genkender enkelte af de fremlagte salgsmanuskripter. Bl.a. har han selv
lavet en enkelt side.

Hver morgen holdt han morgenmøde for investeringsrådgiverne sammen med
Jess Pedersen. Jess Pedersen orienterede om nye investeringsforslag, og
han sørgede for at sætte investeringsrådgiverne igang. Da investeringsråd-
giverne blev ansat som funktionærer, var der mødepligt til morgenmøderne,
og han påtalte manglende fremmøde over for de pågældende. På morgenmøderne
gjorde han også investeringsrådgiverne opmærksom på, at der skulle sælges
på en sober, professionel og rådgivningsmæssigt korrekt måde. Han viste på
et tidspunkt nogle TV-indslag om andre investeringsselskabers metoder for
at illustrere over for investeringsrådgiverne, hvordan de ikke skulle bære
sig ad over for kunderne. Han lagde også vægt på, at
investeringsrådgiverne informerede kunderne om omkostningerne ved at
handle optioner. Omkostningerne fremgik tillige af handelsnotaerne.
Omkostningerne var på 29 % af det investerede beløb. Han gik rundt blandt
investeringsrådgiverne og overhørte deres samtaler med kunderne. Det var
fyringsgrund, hvis man som investeringsrådgiver gik over stregen. Dette
var årsagen til, at Brian Aabech blev afskediget. Han var mest interesse-
ret i et hurtigt salg og sørgede ikke for den samme rådgivning af kunderne
som de øvrige investeringsrådgivere. Det var dog svært at kontrollere
såkaldt oversalg. Han overhørte ikke selv dette, men går ud fra, at han
ville have fået klager fra kunder, hvis oversalg fandt sted.

Investeringsrådgiverne udvalgte potentielle kunder på basis af de
oplysninger, som de kunne få fra Købmandsstandens Oplysningsbureau. Ved

---

- 33 -





udvælgelsen skelede man bl.a. til størrelsen af en virksomheds egenkapital
og antallet af ansatte. Efter den første kontakt med en kunde sendte man
pågældende noget informationsmateriale om STO sammen med et konkret
investeringsforslag. Investeringsrådgiverne var instrueret om, at de kun
måtte sælge de investeringsforslag, som kom fra deres egne analytikere.
Alle handlerne gik igennem Jess Pedersen, og hvis en handel ikke fulgte
STO's investeringsforslag, blev den ikke gennemført.

Investeringsrådgiverne måtte ikke selv investere i optioner, men skulle
passe kundernes positioner. En overgang var det dog tilladt at investere
et beløb på 5-10.000 kr.

STO's analytikere udarbejdede nogle gode investeringsforslag, men
selvfølgelig ramte de ikke rigtigt hver gang. Investeringsrådgiverne havde
generelt et godt forhold til kunderne, og der blev tjent mange penge til
kunderne. Kundeforløbene var meget forskellige. En del kunder vedblev at
investere, selvom de havde tabt på deres investeringer. Nogle fik et godt
afkast og trak pengene ud, mens andre, de såkaldte "rullekunder", gen-
investerede gevinsten. Han har ingen opgørelse over tab og gevinst. En
investeringsrådgiver havde i gennemsnit 30 kunder.

Harald Madsen har forklaret, at han blev tilknyttet OID som konsulent i
1993. Han blev siden ansat som direktør, og i 1994 blev han koncernchef.
Baggrunden for koncernstrukturen var et ønske om at have to konkurrerende
virksomheder. Samlingen af back-office funktionerne i et selskab gav
desuden visse stordriftsfordele.

Inden han kom til OID, havde han været ansat i et traditionelt
børsmæglerselskab. Han var oprindeligt ansat i Fællesbanken, hvor han blev
udlånt til SparInvest. Siden arbejdede han for Aage Philip
børsmæglerselskab og Scanbroker børsmæglerselskab. I de traditionelle
børsmæglerselskaber er kunderne typisk professionelle, såsom banker,
pensionskasser og investeringsforeninger, og rådgivningsbehovet er derfor
ikke så stort. Der er også en vis modvilje mod at rådgive kunderne meget
aktivt af frygt for negativ omtale. I OID og STO var kundesegmentet
anderledes. Der var typisk tale om mindre virksomheder og selvstændige
erhvervsdrivende, der ofte ikke havde erfaring med investering og ikke i
forvejen fik investeringsrådgivning. Der var tale om en meget aktiv og
udadvendt rådgivning. Det faglige niveau i OID og STO var rimelig højt.

Investeringsrådgiverne var ansat til at markedsføre investeringsforslagene
fra OID og STO, men der var principielt intet til hinder for, at en
investeringsrådgiver kunne rådgive om andet end selskabets in-

---

- 34 -





vesteringsforslag. I praksis skete det dog sjældent. I virksomheden gjorde
man meget for at uddanne investeringsrådgivere, og det er hans opfattelse,
at investeringsrådgiverne havde den nødvendige baggrund for at rådgive om
finansielle instrumenter. Man var langt bedre rustet end almindelige
bankrådgivere. Den interne uddannelse bestod dels af vejledning på
morgenmøderne, dels af interne kurser, hvor han og Flemming Kirk
underviste i finansieringsteorier, hvor de formelle betingelser for
indgåelsen af handler blev gennemgået, og hvor der undervistes i hånd-
tering af kunderne. Desuden blev der afholdt prøver i finansielle
instrumenter. Ledelsen brugte resultatet af prøverne til at vurdere, hvor
den fremtidige indsats med hensyn til uddannelse af investeringsrådgiverne
skulle lægges.

Baggrunden for, at investeringsrådgiverne oprindelig blev tilknyttet
virksomhederne som agenter, var, at man derved ikke skulle betale
lønsumsafgift. Told & Skat var meget imod konstruktionen, men endte med at
acceptere den. Da investeringsrådgiverne var agenter, havde ledelsen ingen
instruktionsbeføjelser i forhold til dem, hvilket kunne være en ulempe.
Imidlertid var der et vist interessefællesskab i og med, at
investeringsrådgiverne var interesserede i at tjene nogle penge, og man
fra virksomhedernes side kunne tilbyde information på morgenmøder og
kurser, der var attraktive for investeringsrådgiverne.
Investeringsrådgivernes ansættelse på funktionærkontrakter var en følge af
lovændringer, som bevirkede, at det rent praktisk ikke kunne lade sig gø-
re, at investeringsrådgiverne fortsatte som agenter. Samtidig løstes
virksomhedernes problemer med den manglende instruktionsbeføjelse.
Funktionærkontrakten blev udformet i samarbejde med advokat Torben
Steffensen. Man tog udgangspunkt i agenturaftalen, men ændrede en række
bestemmelser, så de blev i overensstemmelse med det, som er karakteristisk
for en funktionæraftale.

Rekrutteringen af investeringsrådgiverne skete gennem et
rekrutteringsfirma, som indrykkede annonce og afholdt første
ansættelsessamtale. Ved anden samtale deltog tillige en repræsentant for
ledelsen i OID eller STO. Han ved ikke, hvilke evner der blev lagt vægt på
ved ansættelsen.

Investeringsrådgiverne måtte gerne selv investere i optioner for egne
midler, men ikke for lånte midler. Der forelå ingen bekendtgørelse fra
Finanstilsynet om, hvordan man skulle fortolke forbudet mod spekulation.
Alle forretningsgange var i overensstemmelse med den rådgivning, som man
modtog fra advokat Torben Steffensen. Det var således i orden, at
investeringsrådgiverne selv investerede igennem deres eget selskab.

---

- 35 -






Man kan sagtens forestille sig, at nogle investeringsrådgivere gik alt for
langt i deres rådgivning af kunderne. Ledelsen i STO og OID var
opmærksomme på, om der blev ydet en sober rådgivning. Det var praksis, at
en investeringsrådgiver skulle spørge Per Dunhoff, Flemming Kirk eller
vidnet til råds, hvis der var et ønske om hyppige omlægninger af en kundes
investeringer. Han husker også ophedede diskussioner herom med bl.a.
investeringsrådgiveren Søren Bjerregaard. Da alle handler blev effektueret
centralt, var der også kontrol med, at investeringsrådgiverne ikke foretog
hyppige omlægninger uden markedsmæssig begrundelse. Han husker det dog
ikke som noget stort problem. Investeringsrådgiverne havde en fælles
interesse med kunderne i at tjene penge til kunderne. Hvis en kundes penge
blev tabt, var kunden tabt. Der blev ikke ført systematisk kontrol med
investeringsrådgivernes kundesamtaler, men samtalerne blev overhørt af
andre investeringsrådgivere, og John Jensen cirkulerede også blandt
investeringsrådgiverne. Han husker en episode, hvor en
investeringsrådgiver brugte nogle helt absurde argumenter, hvilket blev
påtalt. Baggrunden for bortvisningen af Brian Aabech var også, at han gik
for langt i sin kontakt til kunderne ved at komme med alt for store løfter
om stor gevinst og minimal risiko.

De fleste retssager drejede sig om, at kunderne syntes, at de havde betalt
for høje omkostninger. De fleste kunder tabte sagerne. Desuden var der tre
sager om overtrædelse af dørsalgsloven. De mange klager til Finanstilsynet
i 1997 skyldes formentlig, at lovændringen åbnede op for denne
klagemulighed, hvilket blev omtalt i pressen. Klagerne gav anledning til
overvejelser i ledelsen om ændring af virksomhedernes forretningsgang.

I forbindelse med avisomtale af virksomhederne forsøgte ledelsen at få en
dialog med pressen, men uden resultat. Han husker ikke, om virksomheden
klagede til Pressenævnet, men han mener det ikke.

Udgifterne til Waterloo vedrører et personalearrangement. Det hændte, at
Morten Skjelborg og Carsten Bang Jensen inviterede nogle af
investeringsrådgiverne med derhen på selskabets regning.

I forbindelse med ansøgningen om tilladelse til at drive
fondsmæglervirksomhed spurgte man Finanstilsynet til råds. Herfra nægtede
man imidlertid at yde nogen form for rådgivning. Der er flere forhold, som
ikke er korrekt gengivet i Finanstilsynets referat af mødet den 2. april
1997. Det er således ikke korrekt, at han oprindelig blev ansat i OID for
at skabe mere ordnede forhold i selskaberne, men han havde nogle ideer til
ting, som kunne gøres anderledes f.eks. vedrørende afregning til kunderne

---

- 36 -





og behandling af kundeklager.

Omkostningsniveauet i OID og STO var ikke anderledes end i de øvrige
virksomheder i branchen. Andre virksomheder skjulte imidlertid
omkostningerne gennem kursskæring, hvor man i OID og STO informerede åbent
om omkostningerne.

Investeringsrådgiverne fik provision ved salg af optioner og fik tillige
del i kundernes overskud, når dette oversteg 100 %. I januar 1997 blev der
tjent styrtende med penge til kunderne.

Det er korrekt, at de fleste kunder endte med at tabe penge på
investeringerne. Det typiske forløb var, at kunderne undervejs både tabte
og vandt på investeringerne, men endte med at tabe de investerede beløb.

Investeringsrådgiverne blev orienteret om ansøgningen til Finanstilsynet
og om, at ledelsen forventede, at man fik godkendelse til at drive
selskaberne videre.

Kurator, advokat Pernille Bigaard, har forklaret, at hun blev kontaktet af
advokat Torben Steffensen omkring den 1. juli 1997 angående STO og OID med
henblik på at undersøge muligheden for en rekonstruktion. Hun deltog i et
møde med Harald Madsen og selskabernes revisor, hvor hun prøvede at skabe
sig et overblik over koncernens forhold. Hun vurderede, at en
rekonstruktion ikke var mulig, og selskaberne indgav derfor selv kon-
kursbegæring. Der kom mange henvendelser til kurator fra kunder, som
ønskede at få deres tilgodehavender udbetalt eller få udleveret optioner.
Der var imidlertid ikke oprettet en separat konto pr. kunde, og der
forefandtes ikke individualiserede papirer. Efterhånden som likviditeten
var strammet til i selskaberne, havde man undladt at afdække handlerne
udadtil. Der var således kun afdækket ca. 40 % af handlerne. De
tilgodehavender, som kunderne havde på dekrettidspunktet, var det allerede
på det tidspunkt umuligt at honorere. Kurator valgte at lukke alle
kundernes åbne positioner ned, hvilket kunderne fik meddelelse om. Kurator
har ført en række retssager mod kunder, som ikke har betalt for de
foretagne investeringer. Hun har ikke noget tal på, hvor mange sager der
er tabt på dørsalgsloven. De første år vandt boerne sagerne, men efter en
afgørelse i Vestre Landsret, hvor man nåede frem til, at der var tale om
en overtrædelse af dørsalgsloven, vendte billedet. I nogle af sagerne
gjorde kunderne aftalelovens § 36 gældende, men hun erindrer ikke, at DL
5-1-2 har været påberåbt i nogen af sagerne. Kurator har kun undladt at
forfølge et krav, hvis man vurderede, at den pågældende kunde manglede
betalingsevne. Hun kender ikke til Jørgen Sommer og ved ikke, om man i

---

- 37 -





boet har forholdt sig til krav fra Jørgen Sommer og Jørgen Sommer ApS.
Kurator valgte på et tidspunkt at indgive politianmeldelse mod
selskabernes øverste ledelse. Hun ved ikke, hvordan sagerne er forløbet.

Advokat Torben Steffensen har vedstået den forklaring, som han afgav under
sagerne John Jensen mod Options Invest Danmark A/S og Jess Pedersen mod
Stock Options A/S. Af denne forklaring fremgår bl.a., "at han kendte
Harald Madsen fra tidligere tid fra virksomheden Scanbroker, hvor Harald
Madsen var ansvarlig for derivater.

I 1993 fik han en henvendelse fra Harald Madsen, der bad vidnet komme ned
i Amaliegade for at se på en konkret tvist med en kunde. Vidnet husker
ikke med sikkerhed, om Harald Madsen allerede på daværende tidspunkt var
fastansat i OID. I hvert fald var det Harald Madsens opgave at få sat
struktur på virksomheden. På et tidspunkt i 1994 blev Harald Madsen
udnævnt til koncernchef. På daværende tidspunkt var OID moderselskab for
STO.

I 1994 kontaktede Harald Madsen igen vidnet, idet han ønskede vidnets
bistand til en ændring af selskabsstrukturen. Hensigten var at lave et
holdingselskab og to sideordnede datterselskaber. Vidnet var som advokat
behjælpelig med at ændre strukturen, men det var Harald Madsen, der
bestemte formuleringerne. Som led i denne omstrukturering blev vidnet bedt
om at træde ind i bestyrelsen for OID og i holdingselskabet.

Vidnet kendte intet til de selskaber, der lå over holdingselskabet. Det er
rigtigt, at alle back-office funktioner lå i holdingselskabet. Det var
vidnets indtryk, at man ville centralisere denne funktion.

Vidnet accepterede at indtræde. Han lagde i denne forbindelse vægt på, at
virksomheden handlede med standardprodukter, at forretningsbetingelserne,
som han fik forelagt, var i orden, og at virksomheden havde en selvstændig
analyseafdeling med 2-3 ansatte. Vidnet anså således virksomheden for at
være professionelt drevet. Da vidnet gik ind i bestyrelserne, var han ikke
bekendt med de dengang foreliggende avisartikler om virksomhederne.

Vidnet var både bekendt med forretningsbetingelserne i OID dengang og i
det følgende forløb. Efter vidnets opfattelse var betingelserne klare og
utvetydige. Der blev efter 1994 udarbejdet beskrivelser af
forretningsgange for salg til kunder, herunder at man sikrede sig kunder-
nes tilladelse til henvendelser.

I bestyrelserne sad foruden vidnet Morten Skjelborg, Torkild Skjelborg og

---

- 38 -





Harald Madsen. Vidnet betragtede Morten Skjelborg som hovedaktionæren.
Vidnet er ikke bekendt med, om Morten Skjelborg havde faglig indsigt i
området. Vidnet mødte ham i det væsentlige kun til bestyrelsesmøderne. Det
var ikke ham, der førte ordet på bestyrelsesmøderne, der var af informativ
karakter. Det gjorde Harald Madsen. Morten Skjelborgs far, Torkild
Skjelborg, var en forsigtig mand, der gerne ville deltage i sønnens
virksomhed, men han havde ingen reel rolle i bestyrelsen. Vidnets indtryk
var, at beslutningerne blev truffet af Morten Skjelborg og Harald Madsen i
fællesskab.

..........

Jess Pedersen og noget af hans familie sad i bestyrelsen i STO. Der var
kun tale om en formel bestyrelse, der var indsat, fordi man ønskede at
lade virksomheden fremstå som selvstændig udadtil. STO's forhold blev
drøftet i holdingselskabet og i OID, men der kom ikke meget input fra
Århus. Det var Harald Madsen, der disponerede i forhold til Århus, og
bestyrelserne blev orienteret af ham. Det var ham, der bestemte.

Vidnet sad i bestyrelserne i et års tid. Der var ingen ændringer i
forretningsgrundlaget, der gav ham anledning til at træde ud. Han udtrådte
derimod, fordi han ikke fik tilstrækkelige oplysninger om forholdene i
selskabet op til regnskabsaflæggelsen. Der blev afholdt et møde hos
selskabets revisor, hvori vidnet deltog. Revisor gav under mødet udtryk
for uoverensstemmelser med Morten Skjelborg om regnskabet. Vidnet kan ikke
huske, hvilke forbehold revisor havde.

Vidnet fortsatte derimod som advokat med at behandle selskabernes
retssager med kunder samt med enkelte andre ad hoc opgaver. Han gav
vistnok Harald Madsen et udkast til en funktionæraftale.

..........

Harald Madsen deltog i behandlingen af alle klagesager fra begge
selskaber, også efter at den juridiske afdeling var blevet etableret. Det
var Harald Madsen, vidnet holdt møder med.

Temaet i sagerne var mandatgebyrerne. I denne forbindelse fik vidnet en
vis indsigt i andre vekselererfirmaers gebyrer. 3-4 andre lå over, 2-3
under. De fire, der lå over, var Fyns Invest, Kapital Fønix og et par
stykker til. Vidnet mener, at bankerne beregnede gebyrer på grundlag af
det underliggende aktivs værdi. Generelt lå bankernes gebyrer lavere.
Vidnet kan ikke følge aviskritikken af standardaftalernes gebyrregler.

---

- 39 -





Vidnet har aldrig været præsenteret for STO's forretningsbetingelser.

I forbrugersager var temaet typisk dørsalgsloven. Der forekom også
indsigelser om manglende realitet i handlerne.

Efter diverse "avisskriverier" tog antallet af indsigelser voldsomt til.

I forbindelse med de klagesager, vidnet behandlede, fik han i alle
tilfælde bevis for, at der var foretaget afdækning af handelen. Medens
vidnet sad i bestyrelsen, var det et krav, at der blev afdækket 100 %. Når
Pernille Bigaard siger, at der på konkurstidspunktet kun var afdækning for
40 %, er det utvivlsomt rigtigt.

Vidnet har ført ca. 30 retssager for selskaberne. De fleste blev vundet.
To sager blev tabt på dørsalgsloven.

Vidnet ophørte med at repræsentere selskaberne, da Finanstilsynets afslag
kom. Harald Madsen ringede og orienterede vidnet. Finanstilsynets
afgørelse indeholdt en bestemmelse om ophør af virksomheden inden otte
dage. Vidnet anbefalede derfor Harald Madsen at henvende sig til en
advokat med speciale i insolvens. Vidnet deltog i mødet med Pernille
Bigaard. Ved denne lejlighed blev mulighederne for eventuelt salg af
virksomheden drøftet.

Vidnet deltog ikke i beslutningsprocessen vedrørende indgivelse af
konkursbegæring.

Vidnet havde rådgivet om spørgsmålet om separatiststilling for kunderne.
Ifølge vidnets råd skulle der være en særskilt konto for hver enkelt
kundes værdipapirer og likvider.

Det er rigtigt, at det blev drøftet at båndoptage samtaler. Vidnet mener
ikke, at der blev indkøbt udstyr hertil. Udstyret var dyrt.

.........."

Torben Steffensen har under nærværende sag yderligere forklaret, at han
ikke var involveret i den oprindelige formulering af agenturaftalen, men
han blev på et tidspunkt bedt om at revidere aftalen, da den på visse
punkter gav anledning til tvivl både i forhold til investeringsrådgiverne
og i forhold til skattevæsenet, som havde rejst tvivl om, hvorvidt der
reelt var tale om et agenturforhold. At investeringsrådgiverne i stedet
blev ansat på funktionærkontrakter skyldtes to forhold. Dels fulgte det af

---

- 40 -





ændringen i lovgivningen, at agenterne som selvstændige ville blive
stillet over for store kapitalkrav, dels havde flere investeringsrådgivere
efter deres fratræden anlagt sag med krav om fratrædelsesgodtgørelse og
feriepenge under henvisning til, at de reelt var funktionærer. Han sendte
Harald Madsen en standardfunktionærkontrakt, som denne kunne tilpasse til
de individuelle forhold. Han mener, at investeringsrådgiverne i forhold
til kunderne skulle holde sig til at anbefale de investeringsforslag, som
var udarbejdet af virksomheden.

Henning Madsen har forklaret, at han har drevet skovbrug og har været
leder af en skov- og landbrugsuddannelse. Derudover har han købt skov op
og har virket som konsulent i branchen. Han blev pensioneret i 1996. I
foråret 1997 handlede han optioner gennem STO. Han har ikke tidligere
handlet optioner, men har investeret i aktier og obligationer. Han var
gennem et halvt års tid blevet bombarderet med skriftligt materiale fra
STO. Materialet indeholdt bl.a. konkrete forslag til investeringer. Pa-
pirerne blev altid sendt til hans selskabsadresse. Efterfølgende blev han
ringet op af Lars Thomsen, som forespurgte, om han var interesseret i at
investere i optioner. Inden han foretog sine investeringer, søgte han
rådgivning hos to banker og en revisor om optioner. Han fik indtryk af, at
der var tale om risikofyldte investeringer. Da han besluttede sig for at
investere i optioner, gjorde han det klart for Lars Thomsen, at han øn-
skede at investere privat, ikke i selskabets navn. Han modtog STO's
forretningsbetingelser, som var lidt knudret formuleret. Han var dog klar
over, at der var omkostninger forbundet med investeringerne. Han foretog
ca. 10 investeringer i perioden marts til juni 1997 med en samlet
indbetaling på i alt ca. 300.000 kr. Særligt de første investeringer så
meget lovende ud. Han blev gentagne gange ringet op af Lars Thomsen, der
havde forslag til nye investeringer. Samtlige samtaler var meget
'lysegrønne'. Han var også i kontakt med CC i 3-4 tilfælde. Hans stil var
meget pågående. Han brugt udtryk som "Det er helt vildt" og "Det er nu, du
skal slå til". Han følte sig presset til at indgå handlerne. Han indrømmer
dog, at han også selv har et ansvar for ikke at modstå dette pres. Efter
at have læst nogle artikler i avisen om STO blev han mere skeptisk. Han
syntes desuden ikke, at han modtog tilstrækkelige oplysninger om
investeringerne. I juni 1997 forsøgte han at få sit indestående på kontoen
hos STO udbetalt. Han fik udbetalt 60.000 kr., men de resterende 30.000
kr. fik han aldrig. Da STO gik konkurs, havde han fem uafsluttede
investeringer. Selve investeringerne så fornuftige ud. Hvis optionerne var
blevet solgt til den kurs, som var gældende på tidspunktet for konkursen,
havde hans investeringer givet et positivt resultat, når omkostningerne
ikke medregnes. Han har ikke siden investeret i optioner.

---

- 41 -





Jørgen Sommer har forklaret, at han er handelsuddannet inden for
maskinbranchen, men senest har drevet en belysningsvirksomhed. Han er i
dag 70 år. Han kan ikke redegøre nærmere for, hvad en option er. Inden han
begyndte at handle med STO, havde han handlet optioner hos inve-
steringsselskaberne Rossing & Mark, Textor & Partners og Preston & Pryce.
Bankrenten var meget lav, og han håbede derfor på et bedre afkast ved at
investere i optioner. Han havde gennemført i alt 7-10 handler med optioner
à 20-30.000 kr., inden han begyndte at handle hos STO. Der var både tab og
gevinst på disse investeringer. Kontakten til STO blev etableret ved, at
CC ringede ham op. CC vidste besked om hans investeringer i Rossing &
Mark, hvilket undrede ham. Han husker, at CC i løbet af samtalen brugte
formuleringen "Vi er Jyder". Der lå heri, at der var tale om noget godt,
solidt, reelt og ærligt. Det var det, der fik ham til at investere gennem
STO. Han modtog et konkret investeringsforslag inden den første investe-
ring. Han skrev også under på STO's almindelige betalings- og
forretningsbetingelser. Han har læst dem igennem, men han mener ikke, at
CC gennemgik dem med ham i telefonen. Han kan ikke huske, hvad om-
kostningerne var i % af det investerede beløb. Han husker ikke, om CC
talte om risikoen ved investering i optioner. Han drøftede aldrig med CC,
hvordan denne var aflønnet, men det lå i luften, at der var tale om
provisionsløn. På et tidspunkt i januar 1997 ringede CC ham op med et for-
slag til en virkelig god investering. CC brugte udtryk som "livrem og
seler-investering" og "sikker dobbelt op" og fik på den måde overtalt ham
til at investere i Allgon-optionerne. Da der åbenbart var tale om en
vældig god investering, besluttede han tillige at investere privat. Han
havde en opsparing i banken, men solgte også nogle obligationer for at
kunne investere i optionerne. Da han i begyndelsen af februar 1997 bad CC
om at lukke Allgon-optionerne med fornuft, var dette et udtryk for, at han
ønskede, at optionerne skulle sælges lidt ad gangen. Han lå inde med
Allgon-optioner for meget store beløb og var nervøs for, at salget ville
påvirke kursen. Han husker ikke, hvornår han begyndte at optage samtalerne
med CC på bånd. Han syntes, at det var godt at have samtalerne på bånd,
fordi han havde mange penge på spil. Han følte sig også udsat for et vist
pres fra CCs side. Samtalerne med CC blev som regel ført på hans private
linie i virksomheden. Hvis han var ude at rejse, kontaktede han CC via sin
mobiltelefon. Han var fuldkommen afhængig af de oplysninger, som CC gav
ham om kurser. Han havde ikke selv noget udstyr, hvor han kunne sidde og
følge kursen. Han fulgte den dog på tekst-tv. I forbindelse med Allgon-
optionerne modtog han også rådgivning fra investeringsselskabet Alfred
Berg i Stockholm, og i anden forbindelse fik han rådgivning fra Brian
Aabech, som arbejdede freelance, efter at han var holdt op i STO. Han ved
ikke, hvordan det var gået, hvis han havde fulgt CCs råd om at investere i
juni-optioner. Han har investeret i alt ca. 5 mio. kr. i optioner gennem

---

- 42 -





STO. Der var tale om et betydeligt antal handler. Han havde både tab og
gevinst på sine investeringer gennem STO. Investeringerne eskalerede,
fordi han håbede på den store gevinst. Han tabte i alt ca. 2,5 mio. kr. på
investeringerne. Efterfølgende har han investeret i optioner via Brian
Aabech. Han tabte også på disse investeringer. Han har også handlet i
mindre målestok gennem Rasmussen & Büchler, hvor hans kontaktperson var
CC.

Hans Kjeld Hansen har forklaret, at han er uddannet landmand og pædagog og
driver landbrug samt et opholdssted for børn og unge. Opholdsstedet bliver
drevet i selskabsform. Han formoder, at OID har fået oplysningerne om hans
selskab fra selskabsregistret. Han havde ikke investeret i optioner, før
han blev kontaktet af AA fra OID i efteråret 1996. Han husker ikke præcist
de formuleringer, som AA brugte i samtalens løb, men det foregik med høj
stemmeføring, og budskabet var tydeligvis, at optioner var noget, som man
måtte interessere sig for, fordi de gav et meget stort afkast. AA kom også
ind på risikoen ved investering i optioner, men denne blev bagatelliseret.
Vidnet har sikkert fået lidt at vide om, hvad en option var, men han
husker det ikke. Han gav telefonisk tilsagn om at købe nogle optioner og
fik samme dag pr. fax tilsendt en købsbekræftelse, som han underskrev og
returnerede. Han fik ikke tilsendt noget materiale vedrørende OID, heller
ikke selskabets forretningsbetingelser. Han husker ikke, om der på den
modtagne købsbekræftelse stod, at man bekræftede at havde læst firmaets
forretningsbetingelser. Han investerede i første omgang 25.000 kr. i eget
navn. Han blev kort tid efter kontaktet af AA igen, som havde "et endnu
bedre tilbud". Han investerede i denne omgang 100.000 kr. Han husker ikke,
om han i den mellemliggende periode havde modtaget OID's
forretningsbetingelser, eller om han drøftede med AA, hvilke omkostninger
der var ved investering i optioner. Han kontaktede efterfølgende AA for at
høre, hvordan det gik med hans investeringer, men da det ikke gik så godt,
opstod der en dårlig stemning. Han talte med AAs overordnede, John Jensen,
som anbefalede ham at investere yderligere for at minimere sit tab. Dette
afviste han. Da optionerne udløb, var de ingenting værd. Han synes bestemt
ikke, at han har fået nogen særlig god rådgivning fra OID.

Peder Pedersen har forklaret, at han er uddannet landbrugsmaskinsmed og
drev en lille landsbysmedie. Han har ikke deltaget i nogen form for
spekulation forud for investeringen i optioner gennem OID. AA ringede ham
op en dag og spurgte ham, om han var interesseret i at tjene nogle hurtige
penge og fortalte ham noget om investering i optioner. Han meddelte AA, at
han ikke havde forstand på optioner, hvortil AA svarede, at det havde OID.
Da han sagde, at han først ville spørge sin revisor, svarede AA, at det
kunne han lige så godt lade være med, for en revisor ville standardmæssigt

---

- 43 -





fraråde denne type investering. Risikoen ved investeringen blev drøftet.
Han fik at vide, at risikoen for at tabe var lille, men han havde på
fornemmelsen, at der var en vis risiko. Efter den første samtale fik han
tilsendt noget præsentationsmateriale. Han læste det igennem, men fik ikke
ret meget ud af det, da han ikke havde indsigt i investering i værdi-
papirer. Efter et par dage ringede AA ham op igen, og de aftalte, at han
skulle investere 10.000 kr. På forslag fra AA investerede han i virksom-
hedens navn, da et evt. tab ville være fradragsberettiget. Han fik at
vide, at OID tog et gebyr på 20 % af fortjenesten. Han ved ikke, hvad
gebyret var, hvis der ingen fortjeneste var. Han modtog handelsnotaer
vedrørende alle investeringer. Han syntes ikke, at det heraf fremgik, hvad
handlerne kostede. Hans første investering på 10.000 kr. blev til 18.000
kr., som han valgte at reinvestere i to typer papirer. Han bad på et
tidspunkt om at få udbetalt det beløb, som han havde til gode hos OID,
fordi han ville være sikker på, at der reelt var penge i foretagendet. Han
fik udbetalt 20.000 kr., som han imidlertid valgte at investere i aktier
efter at være blevet kontaktet af AA på ny. Et par måneder senere fik han
brev fra en advokat om, at OID var gået konkurs. Han havde kontakt til AA
i mere end et halvt år. Han havde tiltro til pågældende.


Parternes anbringender:

Anmelderne har til støtte for deres påstande gjort gældende, at anmelderne
såvel formelt som reelt indtog en tjenestestilling. Anmelderne var ansat
på funktionærkontrakter ved konkursens indtræden. Det er derfor boerne,
som har bevisbyrden for, at anmelderne ikke er omfattet af konkurslovens §
95. Fire af de fem anmeldere var forud for ansættelsen som funktionærer
tilknyttet virksomhederne som agenter. Selvom der er mange lighedspunkter
mellem agenturaftalen og funktionærkontrakten, afviger sidstnævnte dog på
en lang række væsentlige punkter. En række bestemmelser, der er
karakteristiske for et agenturforhold, er ikke gentaget i funktionær-
kontrakten. Derimod indeholder funktionærkontrakten bestemmelser om fast
arbejdstid, ferie efter ferielovens regler herom og opsigelsesvarsel i
henhold til funktionærlovens regler, samt flere andre bestemmelser som
særligt er karakteristiske for en funktionæraftale. Anmelderne var
endvidere underlagt ledelsens instruktioner. Der var således mødepligt til
morgenmøderne, og ferie skulle aftales med ledelsen. Ledelsen brugte også
sin instruktionsbeføjelse til at meddele enkelte investeringsrådgivere en
advarsel. Der er intet odiøst i, at aftalegrundlaget blev ændret som følge
af ændringer i lovgivningen.

Aftalelovens §§ 33 og 36 samt DL 5-1-2 kan ikke føre til, at anmelderne

---

- 44 -





fortaber deres lønkrav. Aftalelovens §§ 33 og 36 vedrører
ugyldighedsindsigelser, der alene kan påberåbes inter partes. Der er
hverken i forarbejderne eller i praksis lagt op til en mere overordnet
brug af bestemmelserne. Bestemmelserne må derfor anses for uanvendelige på
den foreliggende situation, hvor de påberåbes af boet til varetagelse af
trediemands interesser. Anvendelsesområdet for DL 5-1-2 er efter rets-
praksis meget snævert. Der skal være tale om forhold, hvor domstolene helt
åbenlyst ikke skal medvirke, for at en aftale kan tilsidesættes, således
f.eks. hvor der er tale om strafbart eller ulovligt forhold i øvrigt. Det
forhold, at Finanstilsynet bebrejdede ledelsen den måde, der blev drevet
virksomhed på, kan ikke komme de ansatte til skade således, at anmelderne
mister retten til at få dækket deres lønkrav i medfør af konkursloven.
Boerne har ikke bevist, at kundernes tab kan bebrejdes investe-
ringsrådgiverne. Det kan efter forklaringerne lægges til grund, at flere
af kunderne havde gevinst ved deres investeringer. Meget tyder på, at
konkursen var skyld i en væsentlig del af tabene. Der har kun været få
sager om overtrædelse af dørsalgsloven, og ingen af anmelderne har været
involveret heri. Der er intet ulovligt i at henvende sig til små og
mellemstore virksomheder. Der var tale om et potentielt marked med en
risikovillig kapital og en interesse for at få et større afkast end
bankernes. Kunderne handlede endvidere ganske ansvarligt i forbindelse med
investeringerne. Det kan ikke bebrejdes anmelderne, at de blev antaget til
jobbet på grundlag af deres salgsmæssige kvalifikationer trods deres
manglende erfaring fra den finansielle sektor. Det er ledelsens ansvar,
hvilke kvalifikationer man fokuserer på ved ansættelsen af nye
medarbejdere. De kundesager, som er omtalt i Finanstilsynets afslag, er
ikke tilstrækkeligt bevis for, at der er noget at bebrejde inve-
steringsrådgiverne, når sagerne ikke er blevet yderligere underbygget i
retten. I øvrigt har anmelderne kun været involveret i to af de omtalte
handler. Det kan lægges til grund, at det var en fast integreret del af
investeringsrådgivernes rådgivning, at kunderne fik at vide, at der var
tale om risikobetonede investeringer. Risikoen er også nævnt i
salgsmaterialet. Det er helt udokumenteret, at risikoen blev
bagatelliseret, eller at anmelderne havde en særlig pågående stil. Boerne
har endvidere ikke bevist, at anmelderne pressede kunderne til handler
uden markedsmæssig begrundelse. Der blev ført kontrol med alle handler, og
ledelsen slog ned på tilfælde, hvor investeringsrådgivere oversolgte
produktet. Virksomhedernes omkostningsniveau var ikke ualmindeligt for
branchen. Kunderne var bekendt med omkostningsniveauet, som fremgik af
såvel forretningsbetingelserne som de udstedte handelsnotaer. Desuden blev
det drøftet i forbindelse med de enkelte handler. Det forhold, at der
verserede ca. 100 retssager mod virksomhederne, siger intet om
virksomhedernes karakter. Det store antal sager skyldtes bl.a.

---

- 45 -





presseomtale. Ingen af kunderne fik medhold i de sager, hvor aftalelovens
§ 36 blev påberåbt. Det forhold, at investeringsrådgiverne var lønnet på
et andet niveau end ansatte i banker er ikke et argument for, at aftalerne
er i strid med DL 5- 1-2. En del af indtjeningen var begrundet i, at det
gik godt for kunderne. Aflønningen er desuden et ledelsesmæssigt ansvar.
Det er ikke bevist, at de fremlagte salgsmanuskripter havde en væsentlig
betydning for anmeldernes salg til kunderne. Ledelsen havde givet in-
vesteringsrådgiverne tilladelse til at foretage egne investeringer. Der er
derfor intet at bebrejde investeringsrådgiverne i den forbindelse.
Virksomhederne førte en sober linie med ordentlige salgsmetoder. Der blev
lagt vægt på at forbedre deres produkter, og der blev løbende givet
information til kunderne om disses investeringer. Politiets efterforskning
mod ledelsen af selskaberne har endnu ikke ført til, at der er blevet
rejst nogen sigtelser.

Funktionærlovens § 9, stk. 3, finder anvendelse på den foreliggende
situation, hvor afslaget fra Finanstilsynet og den efterfølgende konkurs
bevirker, at anmelderne ikke længere optjener provision. Det er således
arbejdsgiverens forhold, der fører til, at virksomhederne ikke kan
fortsætte, og at grundlaget for provisionsindtægten derfor forsvinder. Det
er praksis, at den fremtidige provisionsindtægt beregnes på baggrund af et
gennemsnit for den hidtidige indtjening. Det kan naturligvis diskuteres,
hvorvidt gennemsnitsindtjeningen skal baseres på 6, 9 eller 12 måneder.
Hvis meget store udsving i indtægten skal udlignes, må der ses bort fra
såvel måneder med meget høje indtægter som måneder med lave indtægter.

Der er ikke hjemmel til at regulere størrelsen af anmeldernes krav.
Konkurslovens § 61 giver efter sin ordlyd kun hjemmel til at regulere
længden af opsigelsesvarsler. Det fremgår hverken af teori eller praksis,
at konkurslovens § 61 skulle kunne anvendes analogt til regulering af et
lønkravs størrelse. Det fremgår af betænkning nr. 423/1966 om
konkursordenen, at man på et tidspunkt har overvejet et loft for
lønkravenes størrelse, men dette blev afvist.

Anmelderen CC har desuden gjort gældende, at det særlige forløb vedrørende
Jørgen Sommers investering i Allgon-optioner ikke giver belæg for, at CC
generelt har handlet i strid med lov og ærbarhed. Investeringerne skete på
grundlag af vejledning fra Jess Pedersen. Der er intet at bebrejde CC, som
kun var ansat som sælger. Der var tale om en meget speciel situation, hvor
kunden havde investeret betydelige beløb, og samtidig var under
indflydelse af den bortviste investeringsrådgiver Brian Aabech. Der var
ikke tale om, at CC over en længere periode forsøgte at presse Jørgen
Sommer til at omlægge sin investering. Drøftelserne om omlægning fandt

---

- 46 -





sted i den sidste kritiske uge op til optionernes udløb. CCs anbefaling
skete efter råd fra Jess Pedersen. Det er muligt, at CC er gået for langt
i sit forsøg på at få Jørgen Sommer til at omlægge sine positioner, men
dette skal ses i lyset af den pressede situation. Boet har ikke ført bevis
for, at der er lidt et tab med den fornødne årsagssammenhæng. Det er ikke
bevist, at optionerne kunne være solgt på et tidligere tidspunkt med
overskud. Da boet ikke har betalt erstatning til Jørgen Sommer eller
Jørgen Sommer ApS, har boet ikke et regreskrav mod CC, som kan bruges til
modregning i CCs lønkrav. Jørgen Sommer og Jørgen Sommer ApS har desuden
ikke retsforfulgt CC, og et evt. erstatningskrav er således forældet.

Anmelderen EE har vedrørende det anmeldte § 97-krav gjort gældende, at han
ejede GH Invest ApS 100 % og derfor er berettiget til at anmelde kravet i
boet.

Boerne har til støtte for deres påstand i første række gjort gældende, at
anmelderne ikke indtog en tjenestestilling. Alle investeringsrådgiverne
var indtil 1. juli 1996 selvstændige agenter. Dette var fordelagtigt for
både investeringsrådgiverne og virksomhederne. Denne konstruktion var ikke
blevet lavet om, hvis ikke der var kommet en lovændring.
Funktionærkontrakten blev udfærdiget på baggrund af agenturaftalen.
Funktionærkontrakten indeholdt nogle for en funktionærkontrakt meget
usædvanlige punkter, bl.a. om egen hæftelse, afholdelse af repræsentati-
onsudgifter, egne ansatte og fordeling af kunder. Disse bestemmelser er
mere karakteristisk for et agentforhold. Desuden var
investeringsrådgiverne udelukkende provisionslønnede. Ledelsen førte reelt
ingen kontrol med investeringsrådgiverne. Der var reelt også mødepligt til
morgenmøderne, da investeringsrådgiverne var agenter.

Boerne har i anden række gjort gældende, at anmelderne har fortabt deres
krav efter aftalelovens §§ 33 og 36 samt DL 5-1-2. Anmelderne har rettet
uanmodet henvendelse til mindre erhvervsvirksomheder, som ikke har inve-
stering som en sædvanlig del af deres aktiviteter. Der er tale om massive
og vedvarende overtrædelser af reglerne om god værdipapirhandelsskik i lov
om værdipapirhandel. Dette er naturligvis selskabernes ansvar, men i høj
grad også den enkelte investeringsrådgivers ansvar. Det fremgår af
Finanstilsynets afslag, at man finder investeringsrådgivernes
forretningsmetoder i strid med almindelig hæderlighed. Dette er
illustreret ved de talrige kundesager, som er beskrevet i Finanstilsynets
afslag. Desuden dokumenterer de afgivne forklaringer, at kunderne typisk
ikke havde nogen erfaring med optioner, men blev udsat for et meget stort
pres fra investeringsrådgiverne, ligesom risikoen ved investeringen blev
nedtonet. Der er således tale om, at investeringsrådgiverne til trods for

---

- 47 -





et totalt fravær af kompetence på det finansielle område pressede ukyndige
kunder ud i nogle investeringer, som ikke var i deres interesse. De
investeringsrådgivere, der var bedst til at snakke kunderne til at
investere, blev belønnet. De fremlagte salgsmanuskripter vidner om
investeringsrådgivernes aggressive metoder. Det var hensigten at bruge
disse i salgsarbejdet.

Boerne har endvidere gjort gældende, at funktionærlovens § 9, stk. 3, ikke
finder anvendelse i den foreliggende situation. Anmelderne mistede ikke
deres indtægtsgrundlag som følge af konkursen, men fordi Finanstilsynet
nægtede at give STO og OID tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed.
Det var Finanstilsynets vurdering, at virksomhederne ikke kunne opfylde
betingelserne for at drive fondsmæglervirksomhed, bl.a. som følge af
investeringsrådgivernes manglende faglige baggrund og pågående stil. Der
er således en direkte sammenhæng mellem disse forhold, der kan bebrejdes
investeringsrådgiverne, og virksomhedernes lukning.

Boerne har endelig gjort gældende, at anmeldernes krav kan reguleres efter
en analogi af konkurslovens § 61. De anmeldte lønkrav er helt eksorbitante
i sammenligning med gennemsnitslønnen for ansatte i finanssektoren. Lov-
giver har ikke forestillet sig, at der ville blive anmeldt lønkrav af den
omhandlede størrelse. Man mente sig dækket ind ved en bestemmelse om
regulering af opsigelsesvarslets længde. Havde man haft kendskab til
nærværende sager, ville man givet have haft en bestemmelse om regulering
af lønkravets størrelse.

Under alle omstændigheder må anmeldernes krav opgøres på grundlag af et
gennemsnit for de seneste 12 måneders provisionsindtægt, ligesom der må
bortses fra måneder, hvor provisionsindtægten har været ekstraordinær stor
som følge af særlige forhold.

Særligt for så vidt angår EE bemærkes, at det ikke er bevist, at perioden
juni-september var hans bedste indtjeningsperiode. Der er derfor ikke
grundlag for det rejste krav på yderligere 750.000 kr. Med hensyn til de
af EE anmeldte simple krav bemærkes, at EE ikke har dokumenteret, at han
er berettiget til at anmelde kravet på 69.000 kr. på vegne af GH Invest
ApS.

I forhold til CC gøres det gældende, at hans rådgivning af Jørgen Sommer i
forbindelse med dennes køb af Allgon-optionerne har været så mangelfuld,
at CC har handlet ansvarspådragende både i forhold til Jørgen Sommer og
til STO. Det krav, som Jørgen Sommer har anmeldt i boet som følge af hans
tab på Allgon-optionerne, kan boet som en følge af CCs ansvarspådragende

---

- 48 -





handlinger modregne i det anmeldte krav på provision.


Lov om værdipapirhandel:

Lov om værdipapirhandel §§ 3 og 5 har følgende ordlyd:

" § 3. Enhver værdipapirhandel skal udføres på en redelig måde og i
overensstemmelse med god værdipapirhandelsskik.
Stk. 2. Fondsrådet kan fastsætte regler om god værdipapirhandelsskik.

..........


§ 5. En værdipapirhandler, Danmarks Nationalbank og Finansstyrelsen
skal
1)
handle loyalt og korrekt over for kunder og i disses bedste
interesse og under hensyn til markedets integritet,
2)
udføre kunders handler med den nødvendige kompetence, omhu og
hurtighed og under hensyn til markedets integritet og kundernes bedste in-
teresse,
3)
have og effektivt anvende de ressourcer og fremgangs- måder, der er
nødvendige for den rette gennemførelse af sin virksomhed, og
4)
bestræbe sig på, at der ikke opstår interessekonflikter, og når
sådanne ikke kan undgås, sørge for, at kunderne behandles korrekt.
Stk. 2. En værdipapirhandler skal desuden
1)
udbede sig oplysninger hos kunderne om deres finansielle stilling,
investeringserfaring og målsætninger, som er relevante for gennemførelse
af de ønskede tjenesteydelser,
2)
meddele de for kunden relevante oplysninger i sine kontrakter,
herunder hvilken erstatningsordning eller tilsvarende beskyttelse, der vil
gælde for den påtænkte transaktion, hvilken dækning der ydes i henhold til
den ene eller anden ordning, eller at sådanne ordninger og sådan
beskyttelse ikke findes, og
3)
have retningslinjer for, hvornår en ordre skal udføres over en
fondsbørs' systemer, og træffe foranstaltning til at sikre, at ordrer
udføres i overensstemmelse hermed.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte regler om de i stk. 1 og 2 angivne
forhold."


Skifterettens bemærkninger:

---

- 49 -





Ved konkursdekretets afsigelse var anmelderne ansat i selskaberne på
funktionærkontrakter, der var trådt i kraft den 1. juli 1996.
Kontrakterne, der for de fleste anmelderes vedkommende havde afløst
tidligere agenturaftaler, indeholdt en række bestemmelser, der er alminde-
lige i funktionærforhold herunder bl.a. om arbejds- og mødetid, ferie og
om opsigelse i henhold til funktionærlovens regler om opsigelsesvarsel.
Kontrakterne indeholdt desuden en række bestemmelser, der var identiske
med bestemmelserne i den tidligere agenturaftale, men disse bestemmelser
er ikke i særlig grad karakteristiske for hverken funktionær- eller
agenturforhold. Omvendt indeholdt funktionæraftalen ingen bestemmelser,
der direkte pegede i retning af, at der i virkeligheden fortsat skulle
være tale om et agenturforhold.

Efter bevisførelsen kan det endvidere lægges til grund, at anmelderne ikke
kun formelt, men også reelt var ansat i selskabernes tjeneste. Der er
herved lagt vægt på, at anmelderne alene udførte arbejde med at sælge
investeringsforslag for selskaberne, og at de under udførelsen af deres
arbejde rent faktisk var undergivet ledelsens instruktioner. Der var desu-
den mødepligt til morgenmøderne, hvor ledelsen gav anvisninger på, hvilke
investeringer rådgiverne skulle foreslå kunderne. Endelig skulle ferie og
fridage tilrettelægges efter aftale med ledelsen.

Skifteretten konstaterer herefter, at anmelderne arbejdede i skyldnernes
tjeneste, jfr. konkurslovens § 95.

Anmelderne blev, som de selv har forklaret, ansat på grundlag af deres
talenter som sælgere. De havde derimod ikke nogen bankmæssig eller anden
lignende uddannelse, der satte dem i stand til at yde de konkursramte
virksomheders kunder en rådgivning, der reelt var udtryk for en
varetagelse af ikke blot virksomhedernes, men også af kundernes
interesser.

I samklang med de kriterier, der var lagt til grund for deres ansættelse,
var anmeldernes opgave i alt væsentligt at sælge. De skulle herved dyrke
en kreds af mulige kunder, jfr. nedenfor, hos hvilke der ikke fandtes
nogen naturlig efterspørgsel efter det uden sammenligning væsentligste af
de produkter, de solgte.

Dette produkt var højrisikable investeringer i et finansielt derivat, der
ganske vist har et betydeligt gevinstpotentiale, men også er
karakteriseret ved, at det er meget vanskeligt over tid at tjene penge på
at købe det, idet dets tidsværdi arbejder kraftigt mod køberen. Jørgen
Sommers problemer med en meget stor og meget tidskritisk investering er i

---

- 50 -





denne forbindelse illustrerende. Som John Jensen har forklaret, er det
typisk sælgere af optioner, der set over et længere forløb tjener pengene
på dem. Det solgte produkt kan derfor ikke anses for egnet som genstand
for reelle investeringer i normal erhvervsmæssig sammenhæng.

Anmelderne solgte de konkursramte virksomheders produkter med stor energi,
og de fremlagte salgsmanuskripter, der ubestridt blev fundet i
virksomhederne, vidner om en temmelig aggressiv salgspolitik, der havde
til formål at bearbejde - også modvillige - kunder, indtil de indvilgede i
at handle. Også den i sagerne beskrevne "bytning" af kunder mellem de to
søsterselskaber må ses som udtryk for voldsomt målrettede salgs-
bestræbelser. I det hele taget giver såvel Finanstilsynets afgørelser som
den øvrige del af bevisførelsen et klart indtryk af, at det ofte krævede
en ekstraordinær salgsindsats overhovedet af afsætte produkterne. Denne
iagttagelse stemmer med det forhold, at salgsmotivationen - ud over
muligheden for en meget høj provisionsindkomst - tilsyneladende konstant
måtte stimuleres på forskellig måde, der blandt andet gav sig udslag i
høje "repræsentationsudgifter".

Til illustration af den salgsetik, der efter bevisførelsen må antages at
have været fremherskende, bør de båndoptagne samtaler mellem CC og Jørgen
Sommer fremhæves. De kan vel ikke opfattes som selvstændigt bevis for,
hvorledes kommunikationen mellem de øvrige anmeldere og deres kundeemner
og kunder foregik, men deres indhold svarer i meget høj grad til det
indtryk, skifteretten gennem de afgivne vidneforklaringer og det
skriftlige materiale i sagerne har fået af disse sidstnævnte samtaler.

Skifteretten har således fået indtrykket af salgsmetoder, der indebar
konstant, massivt og suggestivt pres på kundeemner og kunder. På denne
baggrund har skifteretten ikke nogen anledning til at betvivle den
grundlæggende realitet i de klager over salgsmetoderne, der kom til udtryk
før konkursen, og som nogle kunder har fremført under deres
vidneforklaringer i nærværende sager.

Målgruppen for anmeldernes arbejde var hovedsagelig mindre og små
erhvervsvirksomheder, herunder nogle meget små. Det er indiskutabelt, at
sådanne virksomheders driftskapital ikke skal sættes på spil gennem
placeringer af den art, der er tale om i nærværende sager. Det er heller
ikke, og navnlig ikke i små virksomheder, udtryk for sund
virksomhedspolitik at investere eventuel overskydende likviditet i
finansielle instrumenter med en så ringe værdimæssig stabilitet, som
optioner efter deres art har og nødvendigvis må have. Det anførte stemmer
med den ovenfor refererede iagttagelse, at optionerne var svære at sælge.

---

- 51 -






Flere anmeldere har da også under nærværende sager oplyst om, at de havde
et antal kunder, der efter skifterettens vurdering må betegnes som
overraskende lavt, og det har da - uanset de meget høje honorarer af den
enkelte transaktion - været nødvendigt at gennemføre et temmelig stort
antal transaktioner vedrørende hver enkelt kunde for at få en indtægt af
nogen størrelse.

Der er ikke under sagerne sket nogen systematisk dokumentation af, hvilke
og hvor mange transaktioner, der blev foretaget i relation til de enkelte
kunder, og det er derfor ikke muligt direkte at konstatere, i hvilket
omfang der er sket omlægninger af kundernes porteføljer, uden at der
forelå fornøden markedsmæssig begrundelse herfor. Finanstilsynet har
imidlertid i sine afgørelser henvist til adskillige sager, herunder Jørgen
Sommers sag, hvor det efter tilsynets opfattelse lå klart, at omlægningen
af positioner havde de konkursramte selskabers indtægt ved omlægningen som
primært mål. De udtrykkeligt nævnte tilfælde anfører tilsynet som
eksempler.

Den nævnte antagelse bestyrkes af, at en motivverden, der viser et billede
af ensidig varetagelse af egne interesser, glimtvis, men meget prægnant,
kommer til udtryk nogle steder i sagernes dokumenter. I referatet af det
ovenfor omtalte ledermøde den 7. oktober 1996 er det således de
konkursramte virksomheders kreditgivning, der er i fokus, ikke den
omstændighed, at meget store indbetalinger kan blive "væk" på ganske få
dage. Også CCs samtaler med Jørgen Sommer kan anses for illustrative i
denne forbindelse.

På den anførte baggrund anser skifteretten det for ubetænkeligt at lægge
til grund, at anmeldernes indtægtsmuligheder i en grad, der overskrider
det tilladelige, jævnligt hvis ikke ofte, har været bestemmende for den
adfærd, de udviste over for kunderne.

Sammenfattende er det skifterettens opfattelse, at anmelderne på en
aggressiv måde solgte et produkt til virksomheder og personer, som
manifest ikke havde relevant behov for dette produkt, og at de gennem
deres aktiviteter medvirkede til, at de indbetalte midler målrettet blev
konsumeret af de konkursramte virksomheder i forbindelse med de gennem-
førte transaktioner.

Uanset deres manglende økonomiske uddannelse havde eller burde anmelderne
have haft blik for de anførte forhold.

---

- 52 -





Efter Danske Lovs 5-1-2 er aftaler ikke bindende, når de strider mod loven
eller ærbarhed.

Som Finanstilsynet har fastslået i sin upåankede afgørelse, var de
konkursramte virksomheders drift ikke i overensstemmelse med værdipa-
pirshandelslovens regler. Virksomhedsdriften må endvidere anses for at
have været udøvet på en i flere henseender uforsvarlig måde som nærmere
beskrevet ovenfor, herunder navnlig således at kundernes indbetalinger ik-
ke på loyal måde blev forvaltet i disses interesse, men derimod i et
tempo, der var optimalt for de konkursramte selskaber, blev inddraget som
honorarer til disse sidstnævnte.

Også ansættelsesaftaler og lignende kan være ugyldige efter reglen i
Danske Lov med den virkning, at lønkrav ikke kan gøres gældende. Efter
disse retsforholds karakter må der kræves en vis grovere tilsidesættelse
af væsentlige regler og principper af almen interesse, før
ugyldighedsvirkningen indtræder, uden at det dog kan kræves, at den
udviste adfærd er anset for strafbar.

Af de grunde, der er anført ovenfor, anser skifteretten anmeldernes
virksomhed i de konkursramte selskaber for at have været af en sådan
karakter, at betingelserne for at nægte deres lønkrav anerkendelse i
medfør af reglen i Danske Lovs 5-1-2 er til stede. Boerne skal derfor fri-
findes for disse krav.

For så vidt angår EEs yderligere krav efter konkurslovens § 97 bemærkes,
at EEs GH Invest ApS ifølge OIDs bøger var berettiget til størstedelen af
det anmeldte beløb. Der er ikke for skifteretten fremlagt nogen form for
dokumentation for, at selskabet skulle have overdraget sit krav til
anmelderen, eller at denne i øvrigt skulle være berettiget til at gøre
kravet gældende i eget navn. Ejerskab til anparterne i selskabet, hvis
fortsatte retlige eksistens heller ikke er dokumenteret, giver ikke ret
hertil.

OID skal derfor alene anerkende kravet - over for hvilket der ikke i
øvrigt er rejst indsigelse - i den udstrækning, det kan anses for
dokumenteret, at det tilkommer anmelderen personligt.



THI KENDES FOR RET:


Options Invest Danmark A/S under konkurs skal anerkende, at anmelder EE

---

- 53 -





har et krav i henhold til konkurslovens § 97 på 2.644,16 kr.

2. I øvrigt frifindes boerne.

I sagsomkostninger betaler statskassen inden 14 dage 150.000 kr. til
Options Invest Danmark A/S under konkurs og 100.000 kr til Stock Options
A/S under konkurs.



Jørgen Als Andersen




Uffe Thustrup Aase Weiler Madsen








(sign.)


Udskriftens rigtighed bekræftes

p. j. v. Sø- og Handelsretten, den

---

ursramte virksomheders kreditgivning, der er i fokus, ikke den
omstændighed, at meget store indbetalinger kan blive "væk" på ganske få
dage. Også CCs samtaler med Jørgen Sommer kan anses for illustrative i
denne forbindelse.

På den anførte baggrund anser skifteretten det for ubetænkeligt at lægge
til grund, at anmeldernes indtægtsmuligheder i en grad, der overskrider
det tilladelige, jævnligt hvis ikke ofte, har været bestemmende for den
adfærd, de udviste over for kunderne.

Sammenfattende er det skifterettens opfattelse, at anmelderne på en
aggressiv måde solgte et produkt til virksomheder og personer, som
manifest ikke havde relevant behov for dette produkt, og at de gennem
deres aktiviteter medvirkede til, at de indbetalte midler målrettet blev
konsumeret af de konkursramte virksomheder i forbindelse med de gennem-
førte transaktioner.

Uanset deres manglende økonomiske uddannelse havde eller burde anmelderne
have haft blik for de anførte forhold.

---

- 52 -





Efter Danske Lovs 5-1-2 er aftaler ikke bindende, når de strider mod loven
eller ærbarhed.

Som Finanstilsynet har fastslået i sin upåankede afgørelse, var de
konkursramte virksomheders drift ikke i overensstemmelse med værdipa-
pirshandelslovens regler. Virksomhedsdriften må endvidere anses for at
have været udøvet på en i flere henseender uforsvarlig måde som nærmere
b

Medlem af Advokatsamfundet

Medlem af Danske Advokater

SelskabsAdvokaterne, Engelsborgvej 29, 2. th, 2800 Kgs. Lyngby, advokat@selskabsadvokaterne.dk

Sitemap Links