Udbyderansvar i timandsinteressentskaber-H-0043-05
Resumé
Sag om udbyderansvar i timandsinteressentskaber henvist til Østre Landsret.
UDSKRIFT
AF
SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
____________
Den 7. april 2006 blev af retten i sagen
H-43-05
1) Poul Antvorskov
2) Niels Peter Dahl
3) Flemming Graabæk Knudsen
4) Jens Asger Kronmann
5) Oliver McFall
(Advokat Kim Utzon Jybæk for alle)
mod
1) Lars P. Kruse
(Advokat K. L. Németh)
2) Hans Thygesen
(Advokat K. L. Németh)
3) Ernst & Young, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab
(Advokat Niels Fisch-Thomsen)
4) Grant Thornton, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab
(Advokat Henrik Holm-Nielsen)
5) Advokat Anne Birgitte Gammeljord
(Advokat Niels Fisch-Thomsen)
afsagt følgende
- 2 -
K E N D E L S E:
Sagen vedrører professionelt rådgivningsansvar for arrangører af timand-
sinteressentskaber og om ansvar for de sagsøgte revisorer der har afgi-
vet udtalelser til brug for investorerne, samt for den sagsøgte advokat
der bl.a. var bestyrelsesmedlem i arrangørernes selskab.
Kendelsen tager stilling til om sagen skal henvises til Østre Landsret, eller
om dens behandling skal fortsætte ved Sø- og Handelsretten.
De sagsøgte har påstået sagen henvist til Østre Landsret.
Sagsøgerne har påstået sagen fremmet ved Sø og Handelsretten.
Sagens emner
Sagen er anlagt den 10. maj 2005. Sagsøgerne har nedlagt påstand om
at de sagsøgte til dels in solidum skal betale en række beløb som angives
at skyldes i anledning af at de sagsøgte har pådraget sig ansvar for ud-
bud af investeringsprojekter og rådgivning om disse projekter. Heroverfor
har de sagsøgte påstået frifindelse. Projekterne vedrørte leasing af con-
tainere og togvogne med henblik på at opnå fradrag for de skattemæssi-
ge afskrivninger. Investeringerne blev foretaget gennem en række dan-
ske anpartsselskaber i årene 1990, 1991 og 1992.
De sagsøgte direktør, cand. jur. Lars P. Kruse og direktør, cand. jur. &
polit. Hans Thygesen var henholdsvis bestyrelsesformand og administre-
rende direktør i Kruse, Thygesen & Partnere A/S der stod for projekterne.
Sagsøgte advokat Anne Birgitte Gammeljord var advokat for selskabet og
medlem af bestyrelsen.
De sagsøgte revisionsfirmaer Ernst & Young og Grant Thornton udarbej-
dede revisorredegørelser og investeringskalkuler med beskrivelse af øko-
nomi og skattemæssige konsekvenser.
Kruse, Thygesen & Partnere A/S blev tvangsopløst i februar 1996.
- 3 -
Sagsøgerne har udtaget stævning vedrørende fem ud af et større antal
projekter.
Skattemyndighederne indtog i 1993, modsat tidligere, det standpunkt at
investorerne ikke kunne få fradragsret for afskrivninger da kontrakt-
grundlaget reelt udelukkede økonomisk risiko for selskabsdeltagerne ved
den løbende drift og ved arrangementets ophør, ligesom finansierings-
måden reelt udelukkede personlig hæftelse. Dette blev tiltrådt af lands-
skatteretten, Østre Landsret og Højesteret, jf. således U 2000.1509 H, U
2001.556 H og U 2003.1739 H.
Sagsøgerne gør under denne sag gældende at de indtil 2004 gik ud fra at
deres tab bestod i den manglende afskrivningsret, hvilket tab ikke er
gjort gældende i nærværende sag. Angivelig blev sagsøgerne først i 2004
bekendt med at de havde investeret i et projekt der ikke havde til hensigt
at give dem den ejendomsret til aktiverne som er en forudsætning for at
opnå fradragsberettiget afskrivning.
Lars P. Kruse og Hans Thygesen er efter sagsøgernes opfattelse ansvarli-
ge for at projekterne indebar at investorerne ikke fik ejendomsret til akti-
verne, herunder at der ikke var reelle pengestrømme. Lånene blev aldrig
udbetalt og fik ikke tilskrevet rente, og købesummerne blev ikke betalt.
Disse sagsøgte er ansvarlige for projektbeskrivelserne og investerings-
kalkulerne som investorerne modtog fra anpartsselskaberne.
De sagsøgte revisionsselskaber er efter sagsøgernes opfattelse ansvarlige
for revisorerklæringer som dannede grundlag for investorernes beslutnin-
ger om at indgå i de pågældende projekter og har begået ansvarspådra-
gende professionelle fejl bl.a. i forbindelse hermed. Ernst & Young har
bistået sagsøgerne med at føre sag mod myndighederne skønt sagsøgte
måtte vide at der ikke var realitet i projektet.
Over for sagsøgte Anne Birgitte Gammeljord gør sagsøgerne gældende at
hun som medlem af bestyrelsen for Kruse, Thygesen & Partnere A/S og
som advokat for selskabet har handlet ansvarspådragende over for inve-
storerne.
- 4 -
Det er de sagsøgtes opfattelse at sagsøgernes krav er forældede. Endvi-
dere vil de sagsøgte gøre gældende at sagsøgerne var bekendt med de
omstændigheder der førte til skattemyndighedernes vurdering i 1993,
herunder at projekterne var indrettet således at investorerne hverken
havde risiko med hensyn til drift eller aktivernes værdier. Subsidiært vil
blive gjort gældende at de sagsøgte var i god tro. Endelig gøres gælden-
de at de sagsøgte ikke kan have pådraget sig ansvar for udtalelse om
skattepraksis som den var før 1993.
De sagsøgtes argumenter for henvisning
Sagens juridiske indhold er udelukkende almindelige regler om erstat-
ningsansvar for professionelle rådgivere og skatteretlige regler i en kom-
pliceret og nu historisk sammenhæng om grundlaget for passive investo-
rers skattefradragsret for i interessentskabsform og med skattefra-
dragsformål foretagne investeringer gennemført i en kompliceret inve-
steringsstruktur med det formål reelt at udelukke investeringsrisiko for
investorerne.
Formålet med investeringerne var ikke at blive ejere eller at deltage i er-
hvervsmæssig drift af containere på verdenshavene eller togdrift. Det
eneste formål var at få nedsat parternes personbeskatning ved fradrags-
berettigede afskrivninger og fradrag for renteudgifter for lån som interes-
sentskaberne havde optaget. Investorerne fik aldrig noget med driften at
gøre, det var de afskåret fra i kontrakten. Materiellet var leaset tilbage til
sælgerne, og meningen var at ejerskabet endeligt igen skulle tilfalde
sælgerne når leasingperioden udløb. Investorerne ville aldrig få andel i
hverken tab eller fortjeneste, ej heller ved værdistigning eller -tab. Der-
for var investorerne uden interesse i driften eller værdiudviklingen.
Sagsøgerne har gjort gældende at denne sag omhandler handel med con-
tainere og togmateriel hvilket fordrer kendskab til internationale handels-
forhold. Dette er oplagt forkert. Interessenternes eneste interesse var at
opnå en skattefordel. Om driften vedrørte hospitalsmateriel, tog i Austra-
lien eller andet var helt underordnet.
- 5 -
Investorernes eneste tabsrisiko var at skattemyndighederne skulle nægte
fradrag, og investorernes eneste tab har været skatteværdien af disse
fradrag. Det var fradragene som investorerne forsøgte at købe.
Sagsøgerne har gjort gældende at problemstillingen ikke angår skatteret.
Dette er oplagt forkert. Det er ganske vist ikke en skattesag mellem en
borger og myndighederne, men de skatteretlige problemstillinger er afgø-
rende. Spørgsmålet er om de sagsøgte, på tidspunktet for rådgivningen,
burde have indset at skattemyndighederne ville lave en "kovending". Be-
dømmelsen heraf nødvendiggør en indføling i og bedømmelse af skatte-
myndighedernes indstilling over årtier til passive investeringer. Kernen i
de juridiske spørgsmål der ved sagens bedømmelse skal tages stilling til,
er således skatteretlig og vedrører professionsansvar bedømt efter dansk
rets almindelige regler herom. Disse retsspørgsmål er ikke juridiske
spørgsmål, "i hvilke fagkundskab til søforhold eller til handelsforhold" un-
der nogen synsvinkel kan "være af betydning", jf. retsplejelovens § 6,
stk. 5.
En forsvarlig pådømmelse af sagen kræver på ingen måde medvirken af
dommere med særlig indsigt i søforhold, handelsforhold eller overhovedet
i erhvervsforhold, men en betydelig juridisk indsigt i kompliceret skatte-
ret foruden i almindelige regler om professionsansvar. Sagen bør be-
dømmes af landsdommere med juridisk baggrund og ikke af et dommer-
panel med sø- og handelskyndige dommere.
Til støtte for de sagsøgtes standpunkt henvises til udviklingen i den sene-
ste halve snes års behandling af sager om skattemæssig afskrivnings- og
fradragsret for investorer i timandsinteressentskabers og om professio-
nelle rådgivere til sådanne timandsinteressentskabers eventuelle ansvar.
Efter skattemyndighedernes "kovending" med hensyn til behandlingen af
skattemæssig afskrivnings- og fradragsret søgte investorer i timandsinte-
ressentskaber "kovendingen" underkendt ved domstolene og førte med
støtte af investorforeninger disse forsøg på at opnå anerkendelse af deres
skattemæssige afskrivnings- og fradragsret frem til Højesteret. Sagerne
blev behandlet af Østre Landsret før anken til Højesteret, jf. de ledende
domme i U 2000.1509 H (Carsten Bo Petersen) og U 2001.556 H (Cargo-
- 6 -
lux). Sagerne har typisk været behandlet af Landsskatteretten og ind-
bragt for Østre Landsret og senere Højesteret.
Østre Landsret har således fra behandlingen af disse principielle sager et
indgående kendskab til og en betydelig erfaring i behandlingen af de juri-
diske problemstillinger som har knyttet sig til timandsinteressentskaber.
Østre Landsret har også en betydelig erfaring i behandlingen af sager af
samme type som denne, dvs. erstatningssager mod professionelle rådgi-
vere (advokater og revisorer) som har rådgivet eller afgivet udtalelser i
forbindelse med etableringen af timandsinteressentskaber, jf. herved U
2002.2578 Ø (Green), stadfæstet af Højesteret, jf. U 2004.2880 H, og de
i note 1 hertil nævnte domme, samt U 2005.2534 H og U 2005.2037 H.
Ingen sager om eller med udspring i timandsinteressentskaber er blevet
behandlet i Sø- og Handelsretten.
Pådømmelsen af den foreliggende sag nødvendiggør ikke den "særlig(e)
indsigt i ledelsen af en større erhvervsvirksomhed og i de problemstillin-
ger, der indgår i arbejdet i en sådan virksomheds bestyrelse", jf. U
1993.165 HK (Nordisk Fjer).
Sagsøgernes argumenter mod henvisning
Sagens behandling vil medføre en stillingtagen til spørgsmål om udby-
deransvar, revisoransvar og rådgivnings ansvar, alle spørgsmål som na-
turligt hører under Sø- og Handelsrettens kompetence.
Skattemyndighedernes ændring af praksis har ingen betydning for sagen,
idet man heller ikke efter den praksis der var før 1993, ville have kunnet
opnå de lovede fradrag.
En forsvarlig pådømmelse af sagen kræver medvirken af dommere med
særlig indsigt i handels- og erhvervsforhold, jf. retsplejeloven § 9, stk. 3,
nr. 1, jf. § 6, stk. 5. "Handelsforhold" skal både ifølge forarbejderne til
retsplejeloven og retspraksis fortolkes bredt, jf. betænkning nr. 368/1964
om behandling af søsager og U 1993.165 H. Projekterne som denne sag
vedrører, byggede på handel med containere og togmateriel på tværs af
landegrænser. Det er derfor af væsentlig betydning at der ved afgørelsen
- 7 -
medvirker dommere som har kendskab til internationale erhvervs- og
handelsforhold.
Der skal under sagen tages stilling til omfanget af bestyrelsesmedlem-
mers og andres forpligtelser og ansvar i forbindelse med internationale
virksomheder. Det har derfor afgørende betydning at der ved afgørelsen
medvirker dommere med kendskab til bestyrelsesmedlemmers og advo-
katers forpligtelser og ansvar. Der skal endvidere tages stilling til spørgs-
mål om god revisorskik dels i forbindelse med afgivelse af revisorerklæ-
ringer, dels i forbindelse med de aflagte regnskaber hvorfor det er af væ-
sentlig betydning at der ved sagens behandling medvirker dommere som
har kendskab til revisionsvirksomhed.
Såvel sager om udbyderansvar, bestyrelsesansvar, advokatansvar og re-
visoransvar hører naturligt under Sø- og Handelsrettens kompetence,
navnlig hvor der som her er tale om en omfattende erhvervsvirksomhed,
jf. U 1993.165 H og U 1977.246 SH samt Sø- og Handelsrettens sager H
43/04 og H 4/97. Sø- og Handelsretten har tidligere i U 2002.388 H be-
handlet spørgsmålet om professionsansvar i forbindelse med timandsin-
teressentskaber. Sager vedrørende leasingprojekter og handel med an-
parter henhører naturligt under Sø- og Handelsrettens kompetence, jf. U
1973.972S H, U 1974.557 SH, U 1975.930S H, U 1977.256 SH og U
1989.319 H.
Det kan ikke tillægges vægt at Østre Landsret tidligere har behandlet sa-
ger om rådgiveransvar i forbindelse med etableringen af timandsinteres-
sentskaber. I de påberåbte sager blev der ikke taget til stilling til Sø- og
Handelsrettens kompetence.
Sagen har sit udspring i en skatteretlig problematik, men sagens kerne er
omfanget af udbyderes, bestyrelsesmedlemmers, revisorers og advoka-
ters forpligtelser og ansvar i forbindelse med internationale investerings-
projekter. Problemstillingen i sagen angår således ikke skatteret. Der er
gjort endeligt op med den skatteretlige stilling. Sagen vedrører alene det
forhold at sagsøgerne aldrig ville have opnået fradrag for den konstrukti-
on, de udbudte projekter havde.
- 8 -
Det forhold at Østre Landsret har kendskab til de skattemæssige aspek-
ter i timandsinteressentskaber er ikke relevant idet disse sager vedrørte
spørgsmålet om fradragsret og således ikke professionsansvaret.
Rettens afgørelse
Ud over forældelsesspørgsmålet vedrører sagen de sagsøgtes mulige an-
svar som udbydere og rådgivere m.v. i anledning af at skattemyndighe-
derne efter først at have godkendt fradrag for skattemæssige afskrivnin-
ger i 1993 ændrede praksis, således at sagsøgerne mistede adgangen til
at foretage skattemæssige afskrivninger.
Sagsøgernes deltagelse i de pågældende projekter skyldtes efter det fo-
religgende ikke en forretningsmæssigt betonet udsigt til gevinst ved drif-
ten eller ved værdistigning, men alene en skattemæssig fradragsmulig-
hed.
Sagens afgørelse beror således udelukkende eller helt overvejende på
spørgsmålet om udbyder- og rådgivningsansvar for det nævnte skatte-
mæssige forhold. Til denne afgørelse er fagkundskab til sø- eller handels-
forhold ikke af betydning.
Da de øvrige af sagsøgerne anførte grunde for fortsat behandling ved Sø-
og Handelsretten ikke kan føre til andet,
bestemmes:
Sagen henvises til Østre Landsret.
Jens Feilberg
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
- 9 -
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den
andling af søsager og U 1993.165 H. Projekterne som denne sag
vedrører, byggede på handel med containere og togmateriel på tværs af
landegrænser. Det er derfor af væsentlig betydning at der ved afgørelsen
- 7 -
medvirker dommere som har kendskab til internationale erhvervs- og
handelsforhold.
Der skal under sagen tages sti
