Telia - Samarbejdsaftale-H-0044-05

Resumé
Mobiltjenesteydelser ikke omfattet af handelsagentlovens varebegreb, hvorfor sagsøgeren ikke fik tilkendt godtgørelse i medfør af handelsagentloven som følge af sagsøgtes opsigelse af parternes samarbejdsaftale.
UDSKRIFT AF SØ- &
HANDELSRETTENS DOMBOG
Den 30. oktober 2007 afsagde retten i sagen
H 44/05
Sellect A/S under konkurs
(kurator Preben Elmsted ved advokat Jesper Hviid)
mod
Telia Mobile filial af det svenske selskab Telia Sonera
Mobile Networks AB
(advokat Th. V. Bonnor)
følgende
DOM:
Indledning og påstande
Sagens spørgsmål er om den ydelse i form af mobiltelefoni som
Sellect A/S under konkurs (i det følgende: Sellect) har formidlet
til kunder på vegne af Telia Mobile filial af det svenske selskab
Telia Sonera Mobile Networks AB (i det følgende: Telia), er
omfattet af varebegrebet i handelsagentloven, og om Sellect i givet
fald har krav på godtgørelse efter handelsagentloven eller en
analogi af denne lov efter at Telia bragte en
samarbejdsaftale mellem parterne til ophør.
Sellect har nedlagt påstand om at Telia skal betale 3.603.586,00
kr. med tillæg af procesrente fra 18. maj 2005. Telia har påstået
frifindelse.
Sagsfremstilling
Parterne
Sellect fik ved aftale af 10. december 2003 pr. 1. januar 2004
overdraget aktiviteterne i selskabet Wsellect A/S (i det følgende
Wsellect). Begge selskabers virksomhed gik ud på at formidle
aftaler mellem kunder og mobiltelefonselskaber, herunder Telia, som
udbyder mobiltelefoniydelser blandt andet i Danmark.
Forholdet mellem Wsellect og Telia Den 21. december 2001 indgik
Wsellect og Telia en samarbejdsaftale hvorefter Wsellect
skulle forhandle og markedsføre Telias produkter og services i
Danmark inden for mobiltelefoni, privat og erhverv. Wsellect skulle
mod provision formidle salgsaftaler mellem Telia og potentielle
kunder. Aftalen trådte i kraft den 31. december 2001 og var
uopsigelig for begge parter til og med den 31. december 2003
hvorefter den forlængedes automatisk med et år ad gangen, medmindre
en af parterne tre måneder inden udløb skriftligt havde opsagt den.
Wsellects opgave var først og fremmest at skaffe Telia kunder ved
gennem egen markedsføring at skabe kontakt til kunder og formidle
aftaleindgåelse mellem kunden og
Telia. Ved indgåelse af samarbejdsaftalen blev der ifølge aftalen
udbetalt et sign up fee til Wsellect på 500.000 kr. Derudover
modtog Wsellect provision fra Telia for hver bindende aftale der
blev indgået med en kunde.
Wsellects aktiviteter
Af Wsellects interne regnskab 2001/2002 fremgår det at selskabets aktivitet bestod i salg af tjenesteydelser inden for telekommunikation, og at afsætningen udelukkende skete til det danske marked. Det fremgår endvidere af specifikationerne til Wsellects årsrapport for 2002/2003 at der var en nettoomsætning på 14.644.411 kr., primært bestående af sign up fees.
Primo juli 2003 havde Wsellect 10.001 kunder, og med en tilgang
af 812 kunder og afgang (churn) af 241 kunder var der ultimo juli
2003 i alt 11.054 kunder. De tilsvarende tal var for ultimo august
2003 11.710 kunder og ultimo september 2003 12.416 kunder.
Overdragelse af aktiviteter fra Wsellect til Sellect Ved
overdragelsen af 10. december 2003 indtrådte Sellect blandt andet i
aftalen med Telia. Sellect betingede sig en godkendelse fra Telia
til indtræden i aftaleforholdet. Den samlede købesum var 1.627.000
kr., inklusive goodwill med 2.000.000 kr.
Samarbejdsaftalen mellem Sellect og Telia
I anledning af overdragelsen til Sellect blev der den 16. december
2003 indgået en samarbejdsaftale mellem Telia og Sellect med
ikrafttræden den 1. januar 2004. Ifølge samarbejdsaftalen skulle
Sellect mod provision formidle salg og optage ordrer
på Telias produkter, tjenester og serviceydelser til potentielle
kunder. Ordet produkter skulle ifølge samarbejdsaftalen forstås som
Telias standardprodukter og standardpriser. Salg af andre produkter
skulle aftales særskilt. Samarbejdsaftalen var uopsigelig for begge
parter til og med den 31. december 2004, hvorefter den forlængedes
automatisk med et år ad gangen, medmindre en af parterne tre
måneder inden udløb skriftligt havde opsagt aftalen. Sellects
forpligtelser bestod blandt andet i ved egen markedsføring at skabe
kontakt til kunder og formidle aftaleindgåelsen mellem kunden og
Telia. Sellect var forpligtet til at være bekendt med Telias
produkter, services og procedurer og til vedvarende at virke for
salg af Telias produkter og services. Sellect skulle informere
kunden om Telias betingelser og ved salg af mobiltelefoni udlevere
Telias velkomstpakke indeholdende dækningskort til kunden. I den
forbindelse skulle Sellect påse at kunden kvitterede for at have
modtaget velkomstpakken og erklærede at være indforstået med
Telias betingelser ved salg af mobiltelefoni. Sellect skulle
anvende Telias elektroniske oprettelsessystem til alle
oprettelser og kreditvurdere den enkelte kunde inden
aftaleindgåelsen ved salg af mobiltelefoni.
Endelig skulle Sellect sende den underskrevne aftale til Telia. Sellect skulle loyalt varetage Telias interesser og kunne ikke uden Telias bemyndigelse indgå aftaler på vegne af Telia. Det var en forudsætning for aftaleindgåelsen at kunden var kreditgodkendt i henhold til Telias procedure. Sellect skulle i den forbindelse have fået forevist gyldig billedlegitimation og dokumentation for kundens adresse. Efter Telias kreditgodkendelse og accept af salget havde Sellect fuldmagt til at indgå og underskrive aftalen med kunden på vegne af Telia.
Markedsføringsbudgettet blev ifølge samarbejdsaftalen aftalt på
basis af de opstillede salgsmål pr. kalenderår i relation til det
ønskede aktivitetsniveau. Pengene blev disponeret af parterne i
fællesskab i forbindelse med udarbejdelse af
aktivitetsplaner.
Telia skulle udarbejde uddannelsesmateriale i form af
forhandlermapper som skulle foreligge hos Sellect til brug for nye
medarbejdere. Mapperne skulle opdateres af Sellect efter modtagelse
af nyt materiale fra Telia, og Sellect skulle sikre at
medarbejderne var bekendt med indholdet.
Sellect skulle modtage provision fra Telia for hver bindende
aftale der blev indgået med en kunde. Sellect var først berettiget
til at modtage provision når kunden var registreret og oprettet i
Telias systemer og efter Telias modtagelse af den originale aftale
indgået med kunden. Salg af et erhvervsmobilabonnement udløste 400
kr. i grundprovision og 100 kr. i markedsføringstilskud. Derudover
var der en yderligere provision på 350 kr. ved indgåelse af
erhvervsmæssige forlængelsesaftaler. For aftaler om private
mobilabonnementer var der aftalt en grundprovision på mellem 200 og
300 kr. Herudover var der et markedsførings-tilskud på 100 kr.
Endelig var der en catchup bonus ved salg af mere end 3.000 private
mobilabonnementer på mellem 50 og 75 kr. pr. abonnement.
Ophør af samarbejdet mellem Sellect og Telia Ved brev af 23.
september 2004 opsagde Telia samarbejdsaftalen med Sellect. Telia
begrundede opsigelsen med at ville have formalia i orden, men
bemærkede samtidig at Telia snarest ville kontakte Sellect med
henblik på indgåelse af en ny samarbejdsaftale for 2005.
Telias ydelser
Telias privat og erhvervsprodukter og abonnementer omfatter en række forskellige typer, ligesom der er forskel på om forskellige services som for eksempel telefonsvarer, spærring, køkontrol og SMS er omfattet af de enkelte abonnementstyper.
Sellects krav
Sellect har under sagen krævet betaling af 3.603.586 kr. beregnet
som en gennemsnitlig årsomsætning på baggrund af Sellects
(Wsellects) provisionsomsætning hos Telia i perioden 1. januar 2002
til og med 31. december 2004. For så vidt angår perioden 1. juli
2004 til og med 31. december 200 stammer beløbene fra de fakturaer
som Sellect udstedte til Telia for den pågældende periode.
Fakturaerne er typisk opdelt i grundprovision og
markedsføringstilskud.
Telias interesse i mobiltelefonkunder hos TelePassport A/S i 2001
Den 31. august 2001 fremsatte Telia et tilbud om køb af samtlige
mobilkunder i selskabet TelePassport A/S (i det følgende
TelePassport). Der blev tilbudt et basic fee på 250 kr. pr.
TelePassportkunde der pr. 1. september 2001 var aktiveret i
TelePassports billingsystem og havde et registreret forbrug, dog
kun hvis mindst halvdelen af TelePassports mobilkunder accepterede
flytningen til Telias mobilnet. For hver registreret TelePassport
privatkunde der overførtes til Telias billingplatform TIMS blev der
tilbudt et fee på 800 kr., ligesom der blev
tilbudt 1.100 kr. pr. overført erhvervskunde. Derudover tilbød
Telia 1.000.000 kr. for benyttelse af TelePassports
salgsorganisation til fremtidigt salg af Telia specifikke
produkter, ligesom der blev tilbudt kommission ved TelePassports
fremtidige salg af Telia produkter. For produkter relateret til
privatsegmentet ville kommissionen i gennemsnit være på 300
kr.
pr. abonnement, gennemsnitligt 500 kr. for produkter relateret til
erhvervssegmentet og gennemsnitligt 100 kr. pr. abonnement ved
produkter relateret til cashsegmentet.
Forklaringer
Mogens Løkke har forklaret at han tidligere var direktør i
Wsellect og stifter af Sellect.
Telia var medvirkende ved indgåelse af overdragelsesaftalen mellem
Wsellect og Sellect. Han talte blandt andet med Telias Leif Ørum
Andersen om overdragelsen. Telia sagde ikke på noget tidspunkt at
de ikke ville acceptere overdragelsen. Der var en
skriftlig aftale med Telia og underskrevet af Leif Ørum
Andersen. Efter Sellects konkurs er han ikke længere i
besiddelse af dokumenterne.
Det var ham der underskrev samarbejdsaftalen med Telia den 16. december 2003. I forbindelse med skiftet fra Wsellect til det nye selskab var der mellem parterne en aftale om at Wsellect også kunne bibringe Telia nye kunder i 2004. Der var således en aftale om at Wsellect kunne forhandle Telias produkter til og med 31. december 2003, og at Sellect overtog fra 1. januar 2004. Derudover var der en aftale om at Wsellect kunne servicere kunderne i henhold til gamle kontrakter og genforhandle aftalerne. Denne aftale gik med over til det nye selskab, Sellect.
Sellect var forhandler af Telias telefoniprodukter og skulle i
den forbindelse udarbejde kontrakter mellem Telia og private samt
erhvervskunder. Telia havde produktark, som Sellect kunne vise
kunderne hvorefter aftalerne blev indgået.
Med abonnementet fulgte en række services og funktioner som samlet
blev kaldt et produkt. De forskellige services og funktioner kunne
samles i en pakke til kunderne.
Sellect solgte både mobiltelefoner og mobilabonnementer. I nogle
tilfælde var der en mobiltelefon med i den pakke som Telia
udbød. De modtog ikke provision fra Telia ve salg af en fysisk
mobiltelefon.
Sellect havde en stor stab af fuldtidsansatte, professionelle
sælgere og kun ganske få deltidsansatte. De fuldtidsansatte sælgere
anvendte ca. 99 % af deres tid på erhvervskunderne. Ca. 75 % af
afregningerne med Telia vedrørte erhvervskunder, herunder
Danske Stenhuggerier. Telia gav udtryk for at de var særdeles godt
tilfredse med de kundeaftaler som Sellect formidlede. Sellect havde
også samarbejde med andre firmaer end Telia.
Telia opsagde samarbejdsaftalen med Sellect sidst i 2004. På det
tidspunkt havde Telia kunder som Sellect havde formidlet. Sellect
modtog et relativt pænt provisionsbeløb hver måned, også på
tidspunktet for Telias opsigelse af aftalen.
Der blev ikke talt med Telia om godtgørelse eller erstatning, der
var alene spørgsmål om afregning.
Han var ikke særlig involveret i indgåelsen af den første
samarbejdsaftale mellem Telia og Wsellect underskrevet den 21.
december 2001, men han vil tro at det anførte sign up fee på
500.000 kr. var for at flytte arbejdsindsatsen fra Telepassport til
Telia. Et sign up fee er en del af den pris som man får for at
indgå en aftale med en kunde. Det er et engangsbeløb.
HBH, der blandt andet fremgår af faktura dateret den 2. juni
2004, er et selskab knyttet til Sellect, og som Sellect på et
tidspunkt overtog. Han kan ikke huske hvornår denne overtagelse
fandt sted. Ligeledes var Connect 24, der blandt andet fremgår af
faktura dateret den 6. august 2004, et selskab i Sellects regi.
Nogle fakturaer er udstedt af Sellect, andre af
Wsellect. Der er tale om det samme selskab. Forskellen på navnet
på fakturaerne skyldtes alene at man anvendte Wsellects brevpapir
indtil det slap op og herefter gik over til Sellects
brevpapir.
Sellect gik konkurs omkring marts 2005. Han ejede en del af
Sellect. Baggrunden for konkursen var dels at Telia nedsatte
provisionen, dels at Sellects anden samarbejdspartner,
mobiltelefonselskabet 3, i efteråret 2004 havde dårlig omtale i
medierne.
Poul Erik Christensen har forklaret at han er senior account
manager for Telia.
Telia har en række services tilknyttet deres forskellige
abonnementsformer, herunder sms, mms og fax. En stor del af Telias
ydelse er kundeservice hvortil der er knyttet ca. 250 medarbejdere.
Både private og erhvervskunder ydes kundeservice.
Telia sælger tjenesteydelser knyttet til mobiltelefoni, men sælger
ikke selve mobiltelefonerne. Telia yder et tilskud til forhandlerne
ved disses salg af mobiltelefoner sammen med et
Teliaabonnement.
Telias kunder er ikke særligt loyale. Ofte varer et kundeforhold
kun ni måneder. Omkring 2530% af deres kunder skifter således til
et andet teleselskab ved såkaldt churn.
Det var ham der på vegne af Telia opsagde samarbejdsaftalerne med
alle forhandlere i 2004. Telia følger denne procedure hvert år.
Sellect fik ikke en ny kontrakt i 2005 da Telia ikke ønskede at
fortsætte samarbejdet. Telia mente ikke at Sellect kørte fornuftigt
på det tidspunkt. Der var ikke tilstrækkelig likviditet, og der var
stor udskiftning blandt sælgerne. Han havde hørt at medarbejderne
ville væk fra Sellect da de havde problemer med at få deres
løn.
Han har ikke haft noget at gøre med overdragelsen fra Wsellect til
Sellect og kendte ikke nærmere til Wsellect.
Et sign up fee skal opfattes som en slags a conto udbetaling af provision. Telia tilbyder ikke sign up fees i dag.
Leif Ørum Andersenhar forklaret at han nu er salgsdirektør i et
nystartet teleselskab der er en konkurrent til Telia. Han arbejdede
hos Telia fra 1998 og seks år frem.
Wsellect opkøbte mobil og fastnetkunder fra et andet selskab
omkring 20012003. Han var med til at lave en aftale mellem Wsellect
og Telia med henblik på salg af Telias produkter til
erhvervskunder. Telia var dengang primært fokuseret på privatkunder
og havde således kun omkring fem forhandlere rettet mod
erhvervskunder.
Mogens Løkke var administrerende direktør i Wsellect og ønskede på
et tidspunkt at erhverve Wsellect. Mogens Løkke fortalte ham at han
var ved at overtage Wsellect. Han havde et godt indtryk af Mogens
Løkke. De indgik derfor en midlertidig kontrakt som Mogens Løkke
kunne tage med i banken med henblik på finansiering af overtagelsen
af Wsellect. Ca. totre måneder efter stiftelsen af Sellect lavede
Telia en ny aftale med Sellect.
Han og Mogens Løkke talte ikke om godtgørelse.
Når en af Telias forhandlere indgik en abonnementsaftale med en
kunde, blev der beregnet provision. I nogle tilfælde ydede Telia et
tilskud til en telefon der således indgik i handlen. Derved kunne
forhandlerne sælge telefoner til meget lave priser.
Hvert år fulgte Telia den procedure at de opsagde
samarbejdsaftalerne med deres forhandlere med henblik på
genforhandling af kontrakterne. Herved kunne Telia sætte rammerne
for et nyt samarbejde. Telias kunder var ikke særligt loyale. Der
er skarp konkurrence mellem mobiltelefonselskaberne i
Danmark.
Mogens Løkke begyndte at lukke andre operatører ind. Mogens Løkke
var ekstra hårdt ramt af konkurrencesituationen fordi han ikke
rådede over en butik, og fordi tilskuddene fra operatørerne blev
mindre.
Et sign up fee er udtryk for at man ved indgåelse af en kontrakt
giver modparten et samlet beløb til dækning af omkostninger i form
af skiltning, papir m.v.
Parternes argumenter
Sellect har gjort gældende at forholdet mellem parterne er omfattet af lov om handelsagenter, og at Sellect er berettiget til provision i henhold til handelsagentlovens § 22 uanset at der hvert år blev indgået en ny samarbejdsaftale mellem parterne. Overdragelsen mellem Wsellect og Sellect var betinget af Telias godkendelse heraf. Telia godkendte overdragelsen uden forbehold og indgik derefter en samarbejdsaftale med Sellect. Godkendelsen af overdragelsen betød at også eventuelle senere godtgørelseskrav er overdraget fra Wsellect til Sellect.
Sellect solgte på vegne af Telia fysiske produkter i form af
mobiltelefoner og simkort. Serviceelementet har en underordnet
rolle. Sellect havde faste udsalgssteder i form af lager og kontor.
Der var en række professionelle fuldtidsansatte og kun få
deltidsansatte. Sellect afstemte løbende deres salgsmetoder med
Telia. Sellects salgsmetoder gav ikke anledning til påtale fra
Telias side. Mobiltelefoni var også dengang et så standardiseret
produkt at der var tale om en vare. Sammen med købet af en
mobiltelefon og/eller et simkort fulgte en række ydelser. Der er
ikke tale om tjenesteydelser, heller ikke selv om kunderne havde
mulighed for at rette henvendelse til en hotline. Ingen steder i
lovgivningen, heller ikke i telelovgivningen, omtales mobiltelefoni
som en tjenesteydelse. Selve abonnementet var ikke tilpasset den
enkelte kunde, men var et standardprodukt og pakke. Den ydelse
som Sellect solgte på vegne af Telia, er således omfattet af
varebegrebet i handelsagentlovens § 2. Ydelsen kan sammenlignes med
et standardcomputerprogram på en cd der ubestridt er en vare i
handelsagentlovens forstand.
Sellect har krav på godtgørelse i medfør af handelsagentlovens §
25, stk. 1, nr. 1, subsidiært efter en analogi af bestemmelsen.
Sellect har skaffet Telia mange nye kunder. Kundeforholdene er
fortsat efter ophøret af samarbejdsaftalen og har givet Telia
fordele efter agentforholdets ophør. Oversigten over airtime giver
et billede af den kontinuerlige indtjening, som Telia har haft på
kunderne. Der har således været en tilvækst af kunder under
samarbejdets beståen, og disse kunder er blevet hos Telia efter
samarbejdsforholdets ophør. Der er tale om lukrative kunder for
Telia, hvilket også Telias brev af 31. august 2001 viser, hvor
Telia viste interesse for at opkøbe Telepassports mobilkunder.
Samlet set er det rimeligt at Telia betaler en godtgørelse til
Sellect i forbindelse med samarbejdsforholdets ophør. Telia har
samarbejdet i tre år med Wsellect og senere Sellect. Telias
undladelse af at forny kontrakten med Sellect var en medvirkende
årsag til Sellects konkurs. 10
Telia har ikke villet eller kunnet udlevere
beregningsoplysninger efter aftaleforholdets ophør. Beregning af
godtgørelsen må derfor foretages på baggrund af Sellects
regnskabstal. Godtgørelsen skal således beregnes af
omsætningstallene for 2002, 2003 og 2004.
Telia har gjort gældende at forholdet mellem parterne alene
reguleres af samarbejdsaftalen af 16. december 2003, og at Telias
tidligere samarbejde med Wsellect er sagen uvedkommende.
Aftaleforholdet mellem parterne er ikke omfattet af
handelsagentloven da genstanden for Sellects provision ikke er en
vare, men en tjenesteydelse som ikke er omfattet af loven.
Man bør se bort fra selve mobiltelefonapparatet da dette er
accessorisk i forhold til aftalerne og uden økonomisk værdi. Der er
endvidere ikke i parternes aftale bestemt provision ved salg af
mobiltelefonapparaterne. Telia har anvendt meget betydelige midler
til at drive centraler og sendemaster, ligesom Telia har et meget
omfattende serviceapparat med omkring 250 medarbejdere. Det viser
klart at Telia ikke sælger telefoner, men stiller mobiltelefoni til
rådighed for publikum.
Det fremgår af en række offentlige bestemmelser at mobiltelefoni
betegnes som "tjenester". Ligeledes betegner Wsellect sine
aktiviteter som salg af tjenesteydelser i sit regnskabsmateriale.
Telias ydelse er af lovgiver beskrevet som "tjenester",
"mobiltjenester", "telekommunikationstjenester". Lovgiver har
således valgt at anvende udtrykket "tjeneste". Tilsvarende fremgår
det af tjenesteydelsesdirektivet. Både danske lovgivere og
EUkommissionen ser således telefoni som omfattet af
tjenesteydelsesbegrebet, ikke varebegrebet. Også den
kreditvurdering der finder sted af nye kunder, er særlig i
forholdet mellem parterne, og ikke en normal procedure ved køb af
varer. Man kan ikke ved fortolkning udstrække varebegrebet til at
omfatte mobiltelefonitjeneste. Der foreligger ikke en almindelig
regel om at en agent eller forhandler af andet end varer har krav
på godtgørelse ved ophør af hvervet. Det er udelukket at anvende
bestemmelserne i handelsagentloven analogt. Handelsagentloven som
bygger på et EUdirektiv, blev grundigt forberedt, og begrænsningen
af loven til kun at omfatte
vareagenter, er velovervejet. Det bestrides at Sellect på andet
grundlag har noget berettiget krav mod Telia Såfremt retten måtte
finde, at parternes aftaleforhold er omfattet af handelsagentloven,
gøres det gældende, at Sellect heller ikke på dette grundlag har
krav på en godtgørelse, jf. handelsagentlovens § 27, nr. 3. Et krav
på godtgørelse støttet på Telias tidligere aftale med Wsellect
er ikke berettiget. Wsellect modtog allerede ved overdragelsen til
Sellect 2.000.000 kr. i vederlag for kundekredsen
(goodwill).
Det er kun samarbejdsaftalen mellem parterne der kan få betydning for et eventuelt godtgørelseskrav efter lovens § 25. Denne aftale var ifølge ordlyden kun gældende for 2004. En så kort periode med stærkt faldende omsætning bør ikke kunne føre til godtgørelse. Sellect har ikke løftet sin bevisbyrde for, at de af Sellect formidlede kunder har givet Telia betydelige fordele, jf. handelsagentloven § 25, stk. 1, nr. 1.
Rettens begrundelse og resultat
Handelsagentloven finder efter § 2 kun anvendelse på personer
eller selskaber der virker for salg eller køb af varer. Denne
afgrænsning er tilsigtet, jf. bl.a. s. 43 i betænkning 1151/1988,
og det må derfor være udelukket at anvende lovens bestemmelse
analogt på tjenesteydelser. I tilfælde af formidling af blandede
vare og tjenesteydelser vil det afgørende være om
varesalget er det dominerende element i aftalen, a.st. Sellect
formidlede salg af mobiltelefoni som er en tjenesteydelse. Det
fysiske mobiltelefonapparat er ikke omtalt i parternes
samarbejdsaftale. Telia producerer ikke mobiltelefonapparater og
har alene interesse i salg af mobiltelefoni, i aftalen omtalt som
"Telias produkter og services". Anvendelsen af ordet produkt peger
ikke på varesalg, da dette udtryk i dag anvendes almindeligt som
betegnelse for ydelser der bringes på markedet. Det kan ikke få
betydning at kunder ofte køber telefonabonnementer i forbindelse
med køb af et apparat hvis pris er subventioneret af et
mobiltelefoniselskab. Salget af telefonapparatet til nedsat pris er
en foranstaltning til fremme af afsætningen af de for Telia
og forhandleren afgørende tjenesteydelser. Varesalg er derfor et
underordnet element i forhandleraftalen mellem parterne.
Telia skal derfor frifindes.
Thi kendes for ret:
Telia Mobile filial af det svenske selskab Telia Sonera Mobile
Networks AB frifindes.
Sellect A/S under konkurs skal inden 14 dage til Telia Mobile filial af det svenske selskab Telia Sonera Mobile Networks AB betale 100.000 kr. i sagsomkostninger. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a.
Willy Goldby
Jens Feilberg
Anders Madsen
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den