Advokater-Troels

Simpelt krav i konkursbo

Resumé

Sagsøgeren havde ikke i tilstrækkelig omfang godtgjort, at denne havde et simpelt krav i konkursboet, jf. konkurslovens § 97, i form af manglende betaling af udbetalinger på 11 ejendomme. Overdragelse af anparter i et selskab var endvidere ikke omstødelig efter konkurslovens § 74.

Dom i sagen P-11-08


Multi Ejendomme ApS under konkurs
(advokat Michael Serring)

mod

Ejendomsselskabet Danevang ApS under konkurs
(advokat Peter Bang)

Under denne sag har Multi Ejendomme ApS under konkurs (i det følgende benævnt Multi Ejendomme) nedlagt påstand om, at Ejendomsselskabet Danevang ApS under konkurs (i det følgende benævnt Danevang) bør anerkende 3.193.940 kr., subsidiært et mindre beløb, som simpelt krav i boet, jf. konkurslovens § 97.

Danevang har påstået frifindelse, subsidiært at alene et mindre beløb
anerkendes som simpelt krav i boet.


- 2 -

Sagen drejer sig om, at Multi Ejendomme i 2004 overdrog 11 ejendomme til
Danevang, og at der senere i forbindelse med begge selskabers konkurs er
opstået tvist om, hvorvidt den kontante del af købesummerne er betalt af
Danevang eller er udlignet på anden måde.

Multi Ejendommes påstand fremkommer således:


Ejendom:
Kontant udbetalinger:

1. Ternevej 3
256.465 kr.
2. Gl. Landevej 141
382.879 kr.
3. Brandevej 21
300.000 kr.
4. Dyssevej 2
74.467 kr.
5. Vellerupvej 34
100.510 kr.
6. Højvænget 2
225.825 kr.
7. Teglgårdsvej 23
355.628 kr.
8. Klitrosevej 40
126.145 kr.
9. Stenstrupvej 36
173.377 kr.
10. Emtedalen 27 A
595.538 kr.
11. Møllegyden 23
603.106 kr.
I alt
3.193.940 kr.

=============


Sagens parter:

Multi Ejendomme er stiftet den 1. oktober 2002 under navnet Multi Kapital A/S af
Mogens og Yrsa Christensen. Stifterne udgjorde sammen med en tredje person
selskabets bestyrelse, og selskabet havde tillige Mogens Christensen som
direktør. Selskabet blev tegnet af den samlede bestyrelse eller af en direktør
alene. Selskabet ændrede senere navn og blev den 20. september 2004
omdannet til et anpartsselskab. Anne Elisabeth Hofmann Frisch blev samtidig
registreret som direktør, og selskabet tegnedes af direktøren alene. Den 1.
november 2004 traf Erhvervs- og Selskabsstyrelsen beslutning om
tvangsopløsning af selskabet på grund af manglede udarbejdelse af årsrapport,


- 3 -

og Sø- og Handelsrettens skifteret udnævnte den 22. november 2004 advokat
Ole Borch som likvidator. Opløsningsanmodningen blev efterfølgende tilbagekaldt
af styrelsen, og likvidator fratrådte derfor den 12. januar 2005, mens Anne
Elisabeth Hofmann Frisch på ny indtrådte som direktør. Den 6. april 2005
fratrådte hun atter og blev erstattet af Ole Børge Nedina. Denne fratrådte den
31. maj 2005 og blev erstattet af en ny direktør. Den 30. august 2005 besluttede
selskabet at træde i frivillig likvidation og valgte en likvidator. Denne fratrådte
den 17. januar 2006 og blev den 13. februar 2006 erstattet af Uffe George
Alexander Lassen. Den 24. juni 2006 anmodede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
om, at selskabet blev tvangsopløst, og efter at skifteretten havde udpeget
advokat Nete Weber som likvidator, anmodede denne om, at selskabet blev
taget under konkursbehandlingen. Sø- og Handelsrettens skifteret afsagde derfor
den 27. september 2007 konkursdekret og udpegede advokat Michael Serring
som kurator.

Danevang er stiftet den 1. november 2003 med Arne Hansen Bech som direktør.
Denne er efterfølgende i perioden fra 14. juni 2004 og frem til 3. maj 2006 afløst
af 5 nærmere angivne direktører, herunder seneste Kaj Lex Ahrenkiel Thisted,
hvorefter selskabet er taget under konkursbehandling med advokat Andreas
Kærgaard Mylin som kurator.

I sagen indgår endvidere spørgsmålet om overdragelse af anparter i
Ejendomsselskabet Ferring ApS (i det følgende benævnt Ferring ApS). Dette
selskab er stiftet den 18. januar 2001, og den 15. november 2002 indtrådte
Mogens Wisti Kiilerich som bestyrelsesformand. Den 3. marts 2003 anmodede
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om, at selskabet blev taget under
tvangsopløsning. Den 20. marts samme år tilbagekaldte styrelsen anmodningen,
og den 9. maj 2003 udtrådte Mogens Wisti Kiilerich af bestyrelsen. Den 8.
februar 2005 anmodede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen på ny om, at selskabet
blev taget under tvangsopløsning, hvorefter Sø- og Handelsrettens skifteret den
29. marts 2005 udnævnte en likvidator. Selskabet er taget under
konkursbehandling den 23. december 2005.


- 4 -

Der er til belysning af bl.a. Mogens Christensens, Anne Elisabeth Hofmann
Frischs, Jytte Holsts, Uffe George Alexander Lassens, Kaj Lex Ahrenkiel Thisteds
og Mogens Wisti Kiilerichs tilknytning til et »særligt miljø« dokumenteret
udskrifter fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvoraf bl.a. fremgår, at flere af
disse også har været tilknyttet en række andre selskaber, og at en del af disse er
taget under konkursbehandling eller er tvangsopløst.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Ved 11 skøder, der er underskrevet i perioden fra den 11. juni 2004 til den 20.
maj 2005 af personer, der ifølge udskrifter fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
var tegningsberettigede, overdrog Multi Ejendomme de i sagen omhandlede
ejendomme til Danevang. Skøderne, der alle er tinglyste, havde vilkår om, at
ejendommene skulle overdrages til Danevang i perioden fra den 1. juli 2004 til
den 1. januar 2005, dog for de flestes vedkommende den 1. oktober 2004.
Købesummerne var individuelt fastsat og den kontante del heraf er i afrundet
form opgjort til de beløb, der er indeholdt i Multi Ejendommes påstand. Det
hedder samstemmende i skøderne om købesummernes berigtigelse:
»Købesummen er aftalt til ..., der berigtiges således: Kontant er betalt ... kr.«

Efter at Multi Ejendomme var taget under konkursbehandling den 27. september
2007, anmeldte kurator den 12. oktober 2007 bl.a. kravene på den kontante del
af købesummerne i Danevangs konkursbo, da kurator var af den opfattelse, at
disse reelt ikke var erlagt. Ved brev af 29. januar 2008 meddelte kurator i
Danevang, at kravene blev indstillet til afvisning1 på et fordringsprøvelsesmøde
den 22. februar 2008. Parterne har efterfølgende indgået en suspensionsaftale
frem til den 30. april 2008, og Multi Ejendomme har herefter anlagt denne sag
den 25. april 2008.

Multi Ejendommes økonomiske forhold:

Det fremgår af en årsrapport for Multi Ejendomme for perioden 1. oktober 2002
til 31. marts 2004, der er underskrevet den 28. december 2004, og som er

1 Hvormed rettelig menes "ikke til anerkendelse", jf. konkurslovens § 131, stk. 3.


- 5 -

godkendt på en generalforsamling den 12. januar 2005, hvor selskabet efter
tvangsopløsningen blev genoptaget, at der da var aktiver for ca. 30,8 mio. kr. og
forpligtelser for ca. 23,7 mio. kr. Egenkapitalen var opgjort til ca. 6,5 mio. kr., og
det hedder i revisionspåtegningen bl.a., at »Det er vor opfattelse, at selskabets
anpartskapital er til stede«. Det hedder senere i et brev af 7. februar 2007 fra
revisoren bl.a.:

"... Selskabets største aktiv består af investeringsejendomme på kr.
27.106.977. ...

Efter selskabets rekonstruktion ... har det været svært at komme i
kontakt med selskabet. Jeg har dog ad anden vej fået oplyst, at
selskabet investerede voldsomt i lejligheder i Vesterhavs-hotellet, et
hotel opdelt i ejerlejligheder. Dette hotel er efterfølgende gået
konkurs.

Det virker dog stadig påfaldende på mig, at egenkapitalen, der
minimum udgør kr. 6 mio. pr. 31. december 2004 forsvinder. ..."

Det fremgår af en række tinglyste skøder, at der med overtagelsesdag den 1.
oktober 2004 er overdraget en række ejerlejligheder beliggende i Vedersø fra
Vesterhavshotellet ApS til Multi Ejendomme.

Danevangs økonomiske forhold:

Af et internt kontoudtog hos Danevang fremgår, at der den 10. november 2004
bl.a. er krediteret Multi Ejendomme 6 nærmere angivne beløb, der øreafrundet
svarer til den kontante del af købesummerne i 6 af de ejendomme, der er
omfattet af denne sag.

Det fremgår videre, at der den 31. december 2004 er krediteret Multi
Ejendomme beløb, hvilket ligeledes øreafrundet svarer til den kontante
udbetaling i yderligere en af de i sagen omhandlede ejendomme. Det fremgår
endelig af kontoudtoget, at der er debiteret Multi Ejendomme for manglende leje,


- 6 -

der ifølge et brev af 21. december 2004 fra Danevang til Multi Ejendomme
vedrører manglende huslejeindtægter fra oktober til december vedrørende bl.a. 4
af de i sagen omhandlede ejendomme, der havde overtagelsesdag den 1.
oktober 2004.
Af en saldobalance pr. 16. februar 2005 for Danevang fremgår bl.a., at der da
var en gæld til Multi Ejendomme på 1.131.548,56 kr. og en gæld til
Vesterhavshotellet ApS på 2.974.000 kr.

Af Danevangs årsrapport fra den 2. august 2005, som dækker perioden 1.
november 2003 og frem til 31. marts 2005, fremgår, at der var aktiver for knap
35 mio. kr. og en egenkapital på ca. 1,4 mio. kr. Under anden gæld er medtaget
et beløb på 7.856.289 kr., og af en note til regnskabet fremgår, at dette bl.a.
omfatter en mellemregning med Vesterhavshotellet ApS på 6.418.400 kr. Der er
ikke anført gæld til Multi Ejendomme. Revisor har i sin påtegning afgivet
erklæring om, at årsrapporten giver et retvisende billede af selskabets aktiver og
passiver, men rapporten indeholder et revisionsforbehold med hensyn til
overholdelse af bogføringsloven.

Det fremgår endelig af en bogholderiudskrift fra Danevang pr. 29. december
2005, at der da var en saldo på -359.006,07 kr. vedrørende Multi Ejendomme,
hvoraf 0 kr. var forfalden.

Andre økonomiske forhold:

I parternes mellemværende indgår der endvidere et muligt krav i forbindelse
med overdragelse af anparter i Ferring ApS. Af en udateret børsnota, der er
underskrevet af parterne, fremgår, at Danevang solgte 500 anparter svarende til
100 % af anparterne i Ferring ApS til Multi Ejendomme for 1.341.000 kr. Af en
allonge af 1. oktober 2004 fremgår, at selskabets eneste aktiv var en nærmere
angivet ejendom i Lemvig, og at købesummen var fastsat på grundlag af
ejendommens værdi samme dag med fradrag af en række pantebreve og nogle
øvrige kreditorer. Af ovennævnte interne kontoudtog pr. 15. februar 2005 hos
Danevang fremgår, at der den 10. november 2004 er debiteret Multi Ejendomme
1.341.000 kr. vedrørende salg af anparter.


- 7 -


Der er til yderligere belysning af de regnskabsmæssige forhold mellem parterne
samt Danevangs mellemregning med Vesterhavshotellet dokumenteret et større
antal regnskabsbilag.
Forklaringer m.m.:

Der er under hovedforhandlingen alene afgivet forklaring af Ole Børge Nedina,
mens forklaringer fra en række andre personer er søgt dokumenteret på anden
vis.

Det hedder således i et brev af 24. september 2007 fra Elisabeth Hoffmann
Frisch til likvidator, advokat Nete Weber vedrørende Multi Ejendomme bl.a.:

"... Formelt set er det korrekt, at jeg var registreret som direktør for ...
selskab[et] i perioden fra den 20. september 2004 til den 6. april
2005.

Jeg har imidlertid ikke ­ i praksis ­ fungeret som direktør for
selskabet. Forud for at jeg blev valgt som direktør, blev jeg kontaktet
af min gode veninde, Jytte Holst ... der forklarede mig at hun af
forskellige årsager ­ hvilke erindrer jeg ikke ­ ikke kunne være
direktør i en periode, hvorfor hun spurgte mig, om jeg formelt ville stå
som direktør i en periode, som jeg fik oplyst ville være 1-2 måneder.
Dette accepterede jeg, men da der var gået nogle måneder, og jeg
stadig ikke var fravalgt som direktør, kontaktede jeg Jytte Holst på ny,
og hun lovede at afmelde mig hurtigst muligt.

I forbindelse med at jeg blev valgt, blev der så vidt jeg erindrer,
udstedt en fuldmagt til Jytte Holst, hvilket betød at jeg ikke skulle
underskrive noget som helst, hvilket jeg heller ikke har. ..."

Der er under skifterettens behandling af forskellige andre konkursboer foretaget
en række afhøringer. Det hedder således i en udskrift af retsbogen fra den 9.


- 8 -

oktober 2007 i forbindelse med en afhøring af Jytte Holst angående
ejendommen Ternevej 3, og hvor hun blev foreholdt bilag, bl.a.:

" ... Det fremgår af bilaget at handlen dels berigtiges ved ... pantebrev,
der reelt var uden værdi og dels ved en kontantbetaling på
256.464,72 kr. Der er tale om en byttehandel med Vesterhavs Hotellet
i form at en række hotellejligheder, der tilgik Multiejendomme .... Jytte
Holst oplyser, at der er flere ejendomme, der er handlet mellem
Multiejendomme ... og Dannevang ... på denne måde. Vedrørende den
konkrete handel ... erlæggelse af kontantbetaling af 256.464,72 kr.
fortæller Jytte Holst, at dette beløb indgik i byttehandlen, der skulle
ligeledes gå penge den modsatte vej fra Dannevang ... således, at
beløbene kunne udligne hinanden. Jytte Holst oplyser, at der findes
flere papirer vedrørende denne byttehandel. Hun ved dog ikke, hvor
papirerne er. ..."

Det hedder videre i en retsbog fra den 27. november 2007 i forbindelse med
afhøring af Jytte Holst bl.a.:

"... Hun forklarede vedrørende Multiejendomme, at de fleste kontante
købesummer ved Multiejendommes salg til Dannevang ... er betalt med
lejligheder i Vesterhavs Hotellet. ..."

Det hedder dernæst i en retsbog fra den 13. februar 2008 i forbindelse med
afhøring af Mogens Christensen omkring Multi Ejendomme bl.a.:

"... at han ikke har noget materiale på skrift vedrørende selskabet.

Vidnet var direktør i selskabet fra stiftelsen ultimo 2002 og frem til
september 2004. Vidnet oplyser, at han aldrig burde have været
direktør, idet det alene var af navn, han var direktør. Der kom en del
post, og han kunne ikke overskue det og ville hurtigt ud af det igen.
Vidnet blev nok orienteret et par gange, men havde ingen
forudsætninger. Jytte Holst administrerede reelt tingene for ham.


- 9 -


Der skulle være en direktør for at få det til at køre, det blev vidnet,
hans kone var i bestyrelsen, men de havde ingen mulighed for at styre
sådanne ting. Det var i virkeligheden Jytte Holst, der administrerede
selskabet på vegne af vidnet og hans kone. Han husker ikke, hvem det
var der foreslog, at han skulle være direktør i selskabet.

Selskabet blev oprettet, idet vidnet havde fået en erstatning i
forbindelse med en skade i sin hånd. Pengene ville han investere som
formuepleje. Der blev stiftet et selskab, og det var en selvfølge, at
vidnet og hans hustru var med i bestyrelsen. ...

Vidnet trådte ud af selskabet i 2004. ...

Der fremlagdes skøde vedrørende ejendommen Brandevej 21, Ikast,
hvor Multi Ejendomme solgte til Dannevang ... Det fremgår ..., at
købesummen skulle erlægges bl.a. ved 300.000 kr. kontant til
selskabet.

Vidnet husker ikke, om dette beløb blev betalt.

Foreholdt at selskabet har solgt en række ejendomme til Dannevang ...
oplyste vidnet, at han ikke kender noget til disse handler.

Forespurgt om det eventuelt kan betyde, at Dannevang ... ikke har
betalt, oplyser vidnet, at han ikke husker dette. ...

Vidnet husker ikke, om Multi Ejendomme har fået noget andet til
gengæld for de ejendomme Danevang har købt. ...

Forespurgt på hvilken baggrund vidnet kender Jytte Holst oplyser han,
at han lærte Jytte Holst at kende i Vestergade. Han husker ikke
hvornår. Det var nok i forbindelse med administrationen af det selskab,
vidnet, hans hustru og ... havde oprettet.


- 10 -


Vidnet husker nu ikke, om han havde mødt hende allerede, da selskabet
blev oprettet.

Vidnet kender ikke til andre personer, der har haft med selskabet at
gøre. ..."

Til brug for sagen er der endelig indhentet en skriftlig udtalelse af 15. januar
2009 fra advokat Carsten Ceutz, der har behandlet Multi Ejendomme på vegne
af likvidator, advokat Ole Borch i perioden fra den 22. november 2004 til den 12.
januar 2005, hvor selskabet var under tvangsopløsning. Det hedder heri bl.a.:

"... De centrale personer fra selskabets side i relation til behandling af
likvidationen, herunder tilvejebringelse af oplysninger om selskabets
forhold og bestræbelserne på udarbejdelse af årsrapport var ikke
selskabets hidtidige ledelse (Anne Elisabeth Hofmann Frisch og
Mogens Christensen), men Jytte Holst og Poul Sørensen.

Med henblik på genoptagelse af selskabet tog Jytte Holst og Poul
Sørensen initiativ til udarbejdelse af årsrapport for perioden 1. oktober
2002 til 31. marts 2004.

I forbindelse med et møde 10. december 2004 med deltagelse af Jytte
Holst, Poul Sørensen, Mogens Christensen og en repræsentant for
selskabets revisor blev det aftalt, at jeg skulle modtage
dokumentation angående en række forhold, herunder et angiveligt køb
og salg af anparter i ... Ferring ApS. Jeg modtog ikke nogen del af det
udbedte materiale.

Med henblik på generalforsamlingen indkaldt til afholdelse 12. januar
2005, hvor der skulle ske behandling af den aflagte årsrapport,
udarbejdede jeg til brug for anpartshaverne i selskabet et dokument
betegnet "Orientering om tvangsopløsningens forløb i Multi
Ejendomme ...". ... Dokumentet blev udarbejdet med henblik på at


- 11 -

orientere anpartshaverne om min bekymring angående selskabets
forhold til trods for, at jeg måtte konstatere, at de formelle betingelser
for selskabets genoptagelse var opfyldt. Dokumentet blev udsendt til
anpartshaverne forud for generalforsamlingen.
Jeg deltog i generalforsamlingen den 12. januar 2005, ... Samtlige
anpartshavere var repræsenteret, for en dels vedkommende gennem
fuldmagt. ...

Under generalforsamlingen redegjorde jeg for indholdet af den
ovennævnte orientering om tvangsopløsningens forløb, og der skete
behandling af årsrapporten, som blev godkendt. Elisabeth Frisch blev
valgt som direktør for selskabet.

Elisabeth Frisch omtalte ikke på nogen måde ... Ferring ApS, herunder
eventuelt køb og salg af anparterne i ... Ferring ApS. ..."

Det hedder videre i den orientering, der var udarbejdet af Carsten Ceutz, og som
er dateret den 1. januar 2005 bl.a.:

"... Med uddeling af denne resumerede supplerende redegørelse ...
agter jeg at sikre mig, at anpartshaverne i tilknytning til min
tiltrædelse om, at genoptagelse sker, har indsigt i, hvad der foregår i
selskaberne. Min konklusion er således, at betingelser for Multi
Ejendomme ...' genoptagelse ... er til stede, men at dette ikke ændrer
ved de i forbindelse med tvangsopløsningsbehandlingen konstaterede
usikkerheder.
...
Jeg har været nødt til ad flere gange at bede om blandt andet: ...
dokumentation for køb og salg af "Ferring" selskab ... og mit indtryk
er, at de redegørelser og den dokumentation, jeg har modtaget er
udarbejdet i anledning af den indledte tvangsopløsning, og ikke i
ethvert tilfælde har været løbende tilstede i selskaberne.
...


- 12 -

Jeg har herudover kunne konstatere, at Multi Ejendomme ... ingen
likvide beholdninger har, idet alle transaktioner for tiden foregår
i mellemregning i henhold til administrationsaftale med DF
Kommission ApS, der har Jytte Holst som direktør og
enetegningsberettiget.
Selv om der i forbindelse med vedtagelse af regnskaber sker
indfrielse af anpartshaverlån, og selv om det af udkastene til
regnskaber fremgår, at der er positive egenkapitaler, er det for mig
uvist, om selskaberne har det nødvendige likviditetsberedskab til
løbende at betale forpligtelser, således som disse forfalder...."

Ole Børge Nedina har forklaret, at han er pædagogmedhjælper, og at han ikke
ved, hvorfor han har været registreret som direktør hos Multi Ejendomme. Han
har aldrig ejet anparter i dette selskab. Han havde på et tidspunkt økonomiske
problemer, hvilket bl.a. førte til, at hans ejendom blev solgt på en tvangsauktion.
Han havde forinden søgt bistand i form af gældsrådgivning og var i den
forbindelse blevet anbefalet at få nogle skattefradrag. I den anledning
underskrev han en række papirer, hvilket førte til, at han blev registreret som
direktør, og at Multi Ejendomme fik til huse i hans daværende ejendom. Han har
aldrig underskrevet et skøde i forbindelse med overdragelse af en ejendom fra
Multi Ejendomme til Danevang. Den underskrift, der findes på et af skøderne,
hidrører således ikke fra ham.

Parternes argumenter:

Multi Ejendomme har gjort gældende, at Danevang ikke har betalt den
kontante del af købesummerne for de omhandlede ejendomme og heller ikke på
anden måde har udlignet parternes mellemværende, hvorfor Multi Ejendomme
har et tilgodehavende i Danevangs konkursbo.

Det er således ikke godtgjort, at Danevang har betalt købesummerne i
overensstemmelse med skøderne, idet skødernes tekst ikke i sig selv er
tilstrækkelig dokumentation herfor. Det følger derimod af posteringer i
Danevangs bogholderi og sagens øvrige bilag, at den kontante del af


- 13 -

købesummerne ikke er betalt. Dette bestyrkes af, at ledelsen i Multi Ejendomme
har været »stråmænd« for andre personer, ligesom ledelsen og revisionen i
Danevang ikke er en sædvanlig ansvarlig ledelse, og tilsvarende har været
»stråmænd«. Ledelsen i Danevang har været udsat for hyppige udskiftninger,
ligesom visse af medlemmerne tilhører et »særligt miljø«. Ejer- og
ledelseskredsen i begge selskaber indgår således i et miljø, der er præget af
hyppige konkurser og tvangsopløsninger, og hvor der anvendes stråmænd som
ledelse. Kredsen er kendetegnet ved, at der mangler overensstemmelse mellem
regnskaber og andre officielle dokumenter og de faktiske forhold, ligesom der
hyppigt er sket overførsel af aktiver mellem interesseforbundne parter på vilkår,
der er vanskelige at gennemskue. Hovedparten af skøderne er således
underskrevet af direktører hos Multi Ejendomme, der har erkendt at være uden
reelt kendskab til forholdene.

Parternes mellemværender er ikke delvist udlignet ved modregning i forhold til
Vesterhavshotellet ApS. Danevangs mellemregning med Vesterhavshotellet ApS
er uvedkommende i forhold til Multi Ejendomme, da betingelserne for
modregning som følge af manglende gensidighed ikke er opfyldt. Multi
Ejendommes tilgodehavende hos Danevang kan ikke udlignes ved modregning,
når Vesterhavshotellet ApS's tilgodehavende hos Multi Ejendomme ikke er
overdraget til Danevang, og når der heller ikke er givet meddelelse om en sådan
overdragelse til Multi Ejendomme. Det fremgår ikke af sagens bilag, at der er
sket et mageskifte, ligesom det heller ikke er godtgjort, at Danevang har betalt
et beløb til Vesterhavshotellet ApS. Multi Ejendomme bestrider, at Danevang har
foretaget interventionsbetaling over for Vesterhavshotellet ApS med henblik på
at dække dettes tilgodehavende hos Multi Ejendomme. Danevang har heller ikke
været berettiget til at foretage intervention, idet en aftale om modregning
mellem Danevang og Vesterhavshotellet ApS ikke kan forpligte Multi
Ejendomme. Danevang har derfor ikke regresadgang.

Der er dernæst ikke sket delvis indfrielse af mellemværendet i forbindelse med
en overdragelse af anparterne i Ferring ApS fra Danevang til Multi Ejendomme,
da det ikke er godtgjort, at en sådan overdragelse har fundet sted, ligesom det
ikke er godtgjort, at Danevang har været ejer af disse anparter. Hvis Multi


- 14 -

Ejendomme havde erhvervet disse anparter, ville dette have været omtalt på
generalforsamlingen den 12. januar 2005, hvilket ifølge advokat Carsten Ceutz
ikke var tilfældet. En sådan aftale er endvidere omstødelig, jf. konkurslovens §
74, da den har medført, at Multi Ejendomme har overtaget en række værdiløse
anparter fra Danevang, der samtidig overtog en række værdifulde ejendomme.
Ferring ApS er således efterfølgende taget under konkursbehandling, og
overdragelse er sket på et tidspunkt, hvor Multi Ejendomme var insolvent.
Multi Ejendomme har endelig ikke udvist passivitet. Danevang har ikke en
beskyttelsesværdig interesse i en eventuel passivitet, når henses til
sammensætningen af ledelsen i Multi Ejendomme og interessesammenfaldet
mellem personerne bag de to selskaber og sammenholdt med den langvarige
periode, som Multi Ejendomme har været under likvidation med personer fra et
»særligt miljø«. Dertil kommer, at kreditorerne i Danevang ikke har krav på en
bedre retstilling, end selskabet havde forinden, det blev taget under
konkursbehandling, da kreditorerne ikke har haft en særlig anledning til at
indrette sig i tillid til, at der ikke eksisterede et krav fra Multi Ejendomme.

Danevang har gjort gældende, at der foreligger retsfortabende passivitet fra
Multi Ejendommes side. Kravet er i al væsentlighed opstået og forfaldent i 2004
og er først gjort gældende i slutningen af 2007, og uden at den manglende
betaling i den mellemliggende periode har været bestridt. Da kurator skal
varetage kreditorernes interesser, er der en beskyttelsesværdig interesse i at
påberåbe sig passivitet over for et uberettiget krav.

Det fremgår af de 11 tinglyste skøder, at den kontante del af købesummerne er
betalt, hvorfor Multi Ejendomme ikke har krav på yderligere betaling. Denne
kontante del af købesummerne er berigtiget som led i et mageskifte i forbindelse
med køb af lejligheder fra Vesterhavshotellet ApS, og hvor der blev aftalt
modregningsadgang. Der er derimod ikke tale om tvungen modregning. Multi
Ejendomme købte således en række lejligheder af Vesterhavshotellet ApS, som
er betalt ved, at Danevang ved en interventionsbetaling berigtigede den kontante
del af købesummerne over for Vesterhavshotellet ApS. Danevang fik herved et
regreskrav mod Multi Ejendomme. Dette er anvendt til aftalt modregning over
for Multi Ejendommes krav på købesummerne for de ejendomme, som Danevang


- 15 -

havde købt af Multi Ejendomme. Dette bestyrkes også af, at Multi Ejendomme
har undladt at opfylde en provokation om at fremlægge dokumentation for, at
denne selv har betalt for lejlighederne.

Multi Ejendomme har hverken i form af bogføring, regnskabsbilag,
korrespondance eller udsagn fra den tidligere ledelse godtgjort eller
sandsynliggjort, at den kontante del af købesummen ikke er betalt. Der bør i den
forbindelse også stilles skærpet krav til Multi Ejendommes bevis for fordringen,
når kravet først rejses 3 år efter, at dette er forfaldent, og da Danevangs
muligheder for at føre modbevis er reduceret som følge af, at Danevang er taget
under konkursbehandling i 2006.

For så vidt angår overdragelse af anparterne i Ferring ApS, har Danevang gjort
gældende, at der er indgået en gyldig aftale mellem sagens parter herom, der er
underskrevet af de tegningsberettigede i begge selskaber og bogført hos
Danevang. Aftalen har ikke tidligere været anfægtet.

Der er endvidere ikke grundlag for at omstøde overdragelse af anparterne i
Ferring ApS, jf. konkurslovens § 74. Multi Ejendomme har som led i en aftale
overtaget anparter i Ferring ApS og dermed den heri indeholdte ejendom, og
dette er sket på et tidspunkt, hvor Multi Ejendomme ifølge sit eget regnskab var
solvent.

Det er ikke godtgjort, at ejendomshandlerne er sket mellem nærtstående eller
ikke er gennemført på »armslængde« vilkår, og i det omfang transaktionerne har
medført, at der uberettiget er overdraget lejligheder fra Vesterhavshotellet ApS
til enkeltpersoner i miljøet, bør et eventuelt erstatningskrav rejses mod
ledelsesrepræsentanterne i Multi Ejendomme og ikke i Danevangs konkursbo.

Skifteretten skal udtale:

Det følger af ordlyden i skøderne, at de kontante dele af købesummerne da var
betalt, og Multi Ejendomme har søgt at afkræfte denne betalingsformodning ved
bl.a. at fremlægge forskelligt regnskabsmateriale og udtalelser.


- 16 -


Skifteretten finder, at Multi Ejendomme hverken helt eller delvist har godtgjort,
at betaling i form af en udligning af parternes mellemværende ikke har fundet
sted, hvorved bemærkes, at spørgsmålet herom først er rejst den 12. oktober
2007, og efter at såvel Danevang som Multi Ejendomme var taget under
konkursbehandling.

Skifteretten lægger endvidere til grund, at anparterne i Ferring ApS er
overdraget fra Danevang til Multi Ejendomme.
Herefter, og da det ikke er godtgjort, at overdragelserne af anparterne i Ferring
ApS indeholder omstødelige dispositioner, finder skifteretten, at Multi
Ejendomme ikke kan rejse krav over for Danevangs konkursbo.

Omkostningerne fastsættes under hensyn til, at der forventes en dividende på
maksimalt 20 % til § 97-krav.

Thi kendes for ret:

Ejendomsselskabet Danevang ApS under konkurs frifindes.

Multi Ejendomme ApS under konkurs betaler inden 14 dage sagens omkostninger
med 50.000 kr. til Ejendomsselskabet Danevang ApS under konkurs.

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.



Torben Kuld Hansen


(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den

 


Betalingsstandsning

SelskabsAdvokaterne har bred erfaring og stor indsigt i rekonstruktion af store såvel som mindre virksomheder. ...»

Rekonstruktion

SelskabsAdvokaterne medvirker ved rekonstruktion af små og mellemstore virksomheder. Det er altid vores ...»

Insolvens

Ved insolvens forstås manglende evne til at fyldestgøre et betalingskrav, enten på grund af ilikviditet ...»

Feriefridage - ikke krav på kompensation ved konkurs

HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 2. februar 2018 Sag 89/2017(1. afdeling) Teknisk Landsforbund som ...»

privilegeret krav på provision i konkursboet.

Antaget at sagsøgte (et konkursbo) ikke havde pligt til at anerkende, at en tidligere ansat »

Vi er medlemmer af