advokat_tw_telefon
Danske lov

Rettigheder efter markedsføringsloven

Resumé

En vibrationssigte krænkede sagsøgerens rettigheder efter markedsføringsloven, hvorimod salgstegninger af fem andre vibrationssigter ikke krænkede sagsøgerens rettigheder. Erstatning for afsætningstab, men ikke for markedsforstyrrelse.

Dom i sagen V-88-05


Scan-Vibro A/S
(Advokat Johnny Petersen)

mod

AB Vibrator ApS
(Advokat Mogens Birkebæk)

afsagt sålydende


D O M:

Indledning og påstande
Sagens spørgsmål er om sagsøgte, AB Vibrator ApS, har handlet i strid med markedsføringslovens § 1 ved at markedsføre 6 forskellige typer vibrationssigter, der efter sagsøgeren, Scan-Vibro A/S', opfattelse alle er efterligninger af de af Scan-Vibro A/S fremstillede og markedsførte vibrationssigter.

Scan-Vibro har nedlagt følgende påstande:

1. AB Vibrator forbydes at markedsføre og sælge følgende produkter:

1. Lukket vibrationssigte type SMS 10 som udvist af bilag 1 og bilag 40
2. Åben vibrationssigte type SM 10 som udvist af bilag 2
3. Lukket vibrationssigte type SM 10 som udvist af bilag 3
4. Lukket vibrationssigte type SM 20 som udvist af bilag 4
5. Lukket vibrationssigte type SM 30 som udvist af bilag 5
6. Lukket vibrationssigte type SMV 10 som udvist af bilag 6

2. AB Vibrator tilpligtes at betale Scan-Vibro 685.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 19. maj 2005.

Skan-Vibros oprindelige påstand, betaling af 100.000 kr., blev forhøjet den 22. december 2005 til 685.000 kr.

AB Vibrator har påstået frifindelse overfor Scan-Vibros påstand 1. Overfor ScanVibros påstand 2 har AB Vibrator principalt påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Sagens omstændigheder
Scan-Vibro, hvis tidligere navn var Vester Åby Vibrator, har mere end 50 års erfaring i produktion af vibrationssigter, bl.a. til brug for fødevare- og medicinalindustrien samt den kemisk-tekniske industri.

I perioden fra 1987 til 1992 var Alfred Rasmussen, der nu er indehaver af og direktør for AB Vibrator, ansat hos Scan-Vibro, hvor han bl.a. udfærdigede salgstegninger af vibrationssigter. I 1992 blev han ansat hos en anden vibrationssigteproducent, Skako
A/S, og ca. i 1995 blev han ansat hos en tredje producent, Aktieselskabet Valdemar Skak, der blev drevet af ingeniør Valdemar Skak. Valdemar Skak havde tidligere været ansat hos Scan-Vibro inden han etablerede sin egen virksomhed, Skako, og senere Aktieselskabet Valdemar Skak.

I Aktieselskabet Valdemar Skaks nyhedsbrev af januar 1994 vedrørende salgstegninger af vibrationssigter ses vibrationssigter, der i deres udformning er forskellige fra Scan-Vibros vibrationssigter. I Valdemar Skaks produktkatalog fra juli 1996 ses nogle salgstegninger af vibrationssigter, der har visse ligheder med Scan-Vibros vibrationssigter i denne sag. Der er fremlagt en ordrebekræftelse fra Valdemar Skak af 23. november 1998 vedrørende en leverance af vibrationssigte type SLS til NIRO A/S.

Ved Valdemar Skaks død i 1999 ophørte Aktieselskabet Valdemar Skak. Alfred Rasmussen overtog tegningsmateriale og produktkatalog mv. fra Aktieselskabet Valdemar Skak. Ifølge Aktieselskabet Valdemar Skaks faktura af 22. december 1999 til Alfred Rasmussen købte denne kontorinventar, herunder PC med diverse udstyr, zip drev og opgradering m.v. for 16.000 kr. Alfred Rasmussen etablerede i 2000 AB Vibrator som bl.a. markedsfører de i sagen omhandlede vibrationssigter. Den 23. oktober 2000 købte AB Vibrator af Aktieselskabet Valdemar Skak en testsigte for 15.000 kr.

Scan-Vibro fremkom første gang med indsigelser imod AB Vibrators markedsføring af vibrationsudstyr den 26. september 2000. Dette medførte en kortere brevveksling der afsluttedes med AB Vibrators brev af 31. oktober 2000 hvori AB Vibrator afviste indsigelserne, bl.a. under henvisning til at de tegninger som Scan-Vibro havde vedlagt korrespondancen, ikke var udført af AB Vibrator.

I forbindelse med en Food Tech messe i Herning i november 2003 blev Scan-Vibro gjort bekendt med at firmaet Scanima havde købt en vibrationssigte fra AB Vibrator der efter Scan-Vibros opfattelse lignede en af Scan-Vibros sigter. Ved brev af 9. marts 2005 gjorde Scan-Vibro indsigelser imod AB Vibrators markedsføring af vibrationssigter med betegnelsen SM 10, SM 20, SM 30, SMS 10 og SMV 10 der efter Scan-Vibros opfattelse var efterligninger af Scan-Vibros sigter, og som er identiske
med sigterne som denne sag vedrører. AB Vibrator afviste indsigelserne ved brev af 22. marts 2005.

På markedet for vibrationssigter sondres der mellem to typer sigter, henholdsvis lineære og cirkulære sigter. Scan-Vibros 6 vibra-tionssigter, der alle er lineære sigter, har forskellig udformning og produceres med forskellige dimensioner. Standardstørrelserne findes med dimensioner fra 400 mm x 1.250 mm til 1.250 mm x 3.200 mm. En type er den såkaldte lukkede vibrationssigte SRS 10 der ser således ud med netdimensionen 630 mm x 1600 mm:

AB Vibrators tilsvarende lukkede sigte type SMS 10 ser således ud, bilag 1:

Scan-Vibros salgstegning af den lukkede vibrationssigte SRS 10 ser således ud:

AB Vibrators salgstegning af den lukkede vibrationssigte SMS 10 ser således ud, bilag 40:

AB Vibrator anvender de samme netdimensioner som Scan-Vibro. Det er oplyst at AB Vibrator har solgt 9 stk. vibrationssigter af typen SMS 10, og at de er solgt i perioden fra august 2003 til januar 2005. 5 stk. er med den mindste netdimension.

Det er ligeledes oplyst at AB Vibrator ikke har produceret eller solgt eksemplarer af de øvrige 5 i sagen omhandlede typer der nedenfor er anført overfor Scan-Vibros tilsvarende typer:

2. Scan-Vibros åbne vibrationssigte type SR ­ AB Vibrators åbne vibrationssigte type SM 10

3. Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SR 2000-1 ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SM 10

4. Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SR 20 ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SM 20

5. Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SR 30 ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SM 30

6. Scan-Vibro lukkede vibrationssigte type SRW ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SMW 10

For så vidt angår AB Vibrators sigte af typen SM 20 ses initialerne "AR" påført en salgstegning vedrørende Scan-Vibros tilsvarende sigte af typen SR 20.

Der er alene fremlagt salgstegninger vedrørende AB Vibrators ovennævnte sigter. Ved at sammenholde AB Vibrators salgsteg-ninger med salgstegningerne og fotografierne af Scan-Vibros tilsvarende sigter ses en del ligheder. Ud fra salgstegningerne ses dog ikke om sigterne i deres endelige udformning formgivningsmæssigt vil fremtræde som nære efterligninger af Scan-Vibros tilsvarende produkter. Nedenfor ses salgstegning og præsentation af en af de 5 sigter.

I Scan-Vibros produktkatalog præsenteres lukket vibrationssigte type SR 2000-1 således:

I AB Vibrators produktkatalog præsenteres den tilsvarende lukkede vibrationssigte type SM 10 således:

I sin endelige udformning ser Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SR 2000-1 således ud:

AB Vibrator gør ligesom Scan-Vibro brug af netopspændingsrør, dvs. længdeopspænding ved anvendelse af trækarm, som er ført ud gennem siden af sigten. AB Vibrator anvender tillige en kuglebundsektion, hvor der gøres brug af tværgående stænger. Scan-Vibro gør gældende at AB Vibrator har samme udformning og placering af motorkonsol, øreplade og 3a-konsol. Scan-Vibros øreplade er afbilledet til venstre. Til højre ses Scan-Vibros 3a-konsol.

Når en sigte skal dimensioneres i forhold til kundens produkt, bruges normalt en prøvesigte. Scan-Vibros prøvesigte ser således ud:

AB Vibrators prøvesigte ser således ud:

Der er fremlagt tegninger af en åben vibrationselevator, fordelerkasse og lukket vibrationstransportør fra Scan-Vibro og fra AB Vibrator som er produkter som sælges i forbindelse med vibrationssigter. Ud fra tegningerne er der en del ligheder mellem Scan-Vibros og AB Vibrators produkter.

Der er ligeledes fremlagt produktkataloger og brochurer mv. fra andre producenter af vibrationssigter, herunder de udenlandske producenter Minox Siebtechnik GmbH, SWECO, Allgaier Werke GmbH, Locker Process Solutions, Jöst, Vihab, AEG, og Vibra Maschinenfabrik Schultheis GmbH og Co. og de danske producenter Aktieselskabet Valdemar Skak og Skako. Efter det resultat retten er kommet til og begrundelsen herfor, vil retten ikke foretage en nærmere beskrivelse af disse vibrationssigter. Af produktsortimentet kan udledes at der findes vibrationssigter med forskellig formgivning, herunder både lineære og cirkulære vibrationssigter, der efter produktbeskrivelsen kan anvendes til samme tekniske formål som Scan-Vibros vibrationssigter. For så vidt angår typebetegnelsen anvender Vibra Maschinenfabrik Schultheis GmbH og Co. typebetegnelsen SR på samme måde som Scan Vibro. All-gaier Werke GmbH anvender typebetegnelserne SMO, SRO og SRU for nogle af deres lineære vibrationssigter.

Som ovenfor anført er der ligheder mellem Scan-Vibros sigter og de sigter der er angivet i produktkataloget fra Aktieselskabet Valdemar Skak fra 1996. Der er tillige ligheder mellem Valdemar Skaks salgstegninger og AB Vibrators tilsvarende salgs-tegninger uden at disse dog er identiske. Til illustration heraf vises Valdemar Skaks salgstegning vedrørende lukket vibrations-sigte type SL 10. Salgstegningerne vedrørende AB Vibrators tilsvarende sigte, lukket vibrationssigte type SM 10, og ScanVibros tilsvarende sigte, lukket vibrationssigte type SR 2000-1, er vist tidligere i sagen.

På Valdemar Skaks tegning dateret den 3. november 1997 og påført initialerne "AR" ses en kuglebundsektion med stangsystem der ligner Scan-Vibros kuglebundsektion.

På en arbejdstegning af en af Scan-Vibros vibrationstransportører ses initialerne "AR". Det er oplyst at transportøren blev tegnet og fremstillet af Scan-Vibro i 1995 på bestilling fra Haldor Topsøe A/S. Af tegninger fra Valdemar Skak ses en tilsvarende transportør hvor der på en tegning står initialerne "VS" og på en anden tegning "AR". Det er oplyst at tegningen med initialerne VS er den indledende tegning, mens tegningen med initialerne AR der er dateret den 23. marts 1997, er rentegningen. AB Vibrator markedsfører ligeledes en tilsvarende vibrationstransportør betegnet som type TMI. Vibrationstransportøren indgår ikke i Scan-Vibros påstand.

Der er fremlagt materiale vedrørende sigter fremstillet af Skako. Sigterne er lineært udformede og har øreplader der har en vis lighed med de af Scan-Vibro og AB Vibrator anvendte.

Scan-Vibros erstatningskrav er opgjort som et afsætningstab på 485.000 kr. og tab som følge af markedsforstyrrelse på 200.000 kr.

Afsætningstabet er opgjort skønsmæssigt som antallet af vibrationssigter af typen SMS 10 solgt af AB Vibrator multipliceret med Scan-Vibros dækningsbidrag ved salg af tilsvarende vibrationssigter, SRS 10, idet der forudsættes, at AB Vibrator har solgt 5 stk. af den mindste type lukkede vibrationssigte SMS 10 og 4 stk. af den næste mindste netdimension, svarende til Scan Vibros salgspris på henholdsvis 90.000 kr. og 150.000 kr. Scan-Vibro har oplyst at selskabets dækningsgrad er 50%.

Forklaringer
Peter Hviid har forklaret at han har været ansat hos Scan-Vibro i 30 år. Han har været medejer af virksomheden indtil i år. Formgivningen af Scan-Vibro vibrationssigter har ikke ændret sig de sidste 20 år bortset fra enkelte "faceliftings".

Alfred Rasmussen var tidligere ansat i Scan-Vibros salgstekniske afdeling hvor han bl.a. var med til at rentegne salgstegninger af vibrationssigter. Vibrationssigter tegnes og produceres efter kundens anvisninger og i uafbrudt dialog med denne. Sigterne produceres ikke til lager.

Første gang Scan-Vibro blev bekendt med at AB Vibrator markedsførte plagiater af Scan-Vibros vibrationssigter, var i 2000 efter en kundehenvendelse. Efter en kortvarig brevveksling mellem parterne fik Scan-Vibro det indtryk at AB Vibrator ville ophøre med at plagiere. Herefter hverken så eller hørte Scan-Vibro mere til AB Vibrators plagiater førend Food Tech messen i Herning i 2003 da en af de ansatte, Poul Pedersen, kom hjem fra messen og fortalte at Scan-Vibro havde fået henvendelser fra kunder der troede at de havde købt vibrationssiger fra Scan-Vibro i tilfælde hvor vibrationssigterne var produceret og solgt af AB Vibrator.

På verdensplan er der ca. 10 producenter af vibrationssigter, og alle i branchen kender hinanden, hvorfor Scan-Vibro ville have vidst det hvis AB Vibrator havde været aktiv på markedet i den mellemliggende periode. Hver producent har sit karakteri-
stiske produktionsprogram, og en fagmand kan tydeligt se hvem der har fremstillet en sigte.

1. Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SRS 10 ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SMS 10 Scan-Vibros sigte er udviklet i samarbejde med Svejsecentralen. 3a konsol er produceret til det amerikanske marked. Sigten er fuldsvejset på oversiden, men ikke på undersiden. Ørepladerne er specielt placeret. Sigten bruges til produktion af mælkepulver og har et dæksel der letter rengøring og inspektion af maskinens indre.

Samtlige detaljer går igen i AB Vibrators sigte, ligesom alt er placeret på samme måde på AB Vibrators maskine, jf. bl.a. fjederkonsollen og hydraulikken. Sigterne er lavet i forskellige netdimensioner. Prisen på Scan-Vibros mindste sigte, 400 mm x
1250 mm, er 90.000 kr., mens prisen på det næstmindste sigte, 630 mm x 1600 mm, er 150.000 kr. Dækningsgraden er ca. 50%. Scan-Vibro har betydelige udviklingsomkostninger.

2. Scan-Vibros åben vibrationssigte type SR ­ AB Vibrators åbne vibrationssigte type SM 10 Scan-Vibros sigte er udviklet til konservesfabrikker hvilket formgivningen tydeligt bærer præg af. SM 10 er en kopi af SR.

3. Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SR 2000-1 ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SM 10 SR 2000-1 og SM 10 ligner hinanden, ligesom Valdemar Skaks salgstegning af den lukkede vibrationssigte type SL 10 ligner SR 2000-1 og SM 10. Han har aldrig set Valdemars Skaks maskine på markedet. Inden sagen havde vidnet ikke set Valdemar Skaks produktkatalog fra juli 1996 hvor bl.a. SL 10 er vist.

4. Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SR 20 ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SM 20 Alfred Rasmussen har rentegnet Scan-Vibros sigte, SR 20, hvilket ses af arbejdstegningen sagens bilag 13 med initialerne "AR". Det var en levering til sukkerfabrikkerne. Det pyramideformede stativ, der ikke er særligt stabilt, blev udformet på grund af kundens specielle behov. SM 20 er en kopi af SR 20.

5. Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SR 30 ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SM 30. Sigterne anvendes til behandling af foderstoffer. SM 30 fremstår som kopi af SR 20.

6. Scan-Vibro lukkede vibrationssigte type SRW ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SMV 10 Scan-Vibros sigte er udviklet til røgrensningsanlæg til udskillelse af kalksten. Det specielle ved sigtet er tilløbskassen hvor de store kalkstensklumper forbliver liggende og dagligt kan fjernes. SMV 10 er en kopi af SRW.

Scan-Vibros arbejdstegning vedrørende vibrationstransportør leveret til Haldor Topsøe i 1995 ­ AB Vibrators lukkede vibrations-portør type TMI Scan-Vibros vibrationstransportør blev udviklet over en længere periode i samarbejde med Haldor Topsøe og indgår i Haldor Topsøes katalysatorproduktion. Den kan tåle meget høj temperatur. Folderne er lavet af stål hvor det normalt ville være gummi. AB Vibrators vibrationsportør er en kopi af Scan-Vibros vibrationstransportør. Boltsamlingerne, der kan glide, er tillige ens på begge maskiner. Han går ud fra at Valdemar Skaks tegning fra 23. marts 1997, udfærdiget af Alfred Rasmussen, er anvendt i forbindelse med salg til Haldor Topsøe til en lavere pris end Scan-Vibros, da Valdemar Skak ikke har haft udviklingsomkostninger.

Ingen af Scan-Vibros sælgere har set produkterne nævnt ovenfor under pkt. 2 ­ 6 på markedet. Produkterne 1 ­ 6 er kopier af Scan-Vibros produkter fra 70'erne. Også understøttelserne, konsollerne, der er kundespecifikke og bl.a. er leveret til sukker-
fabrikkerne, er kopieret.

Det tyske selskab Minox fremstiller en vibrationssigte der teknisk set opfylder samme formål som Scan-Vibros sigte, men med en helt anden formgivning.

Poul Pedersen har forklaret at han har været ansat ved Scan-Vibro i 30 år. Han har bl.a. arbejdet i udviklingsafdelingen. De sidste 15 år har han været sælger i Danmark.

1. Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SRS 10 ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SMS 10 AB Vibrators sigte er en kopi af Scan-Vibros sigte idet den har samme konstruktion og motorsystem mv. Såfremt han stod mere end 5 meter væk fra AB Vibrators sigte, ville han tro at det var Scan-Vibros sigte.

3. Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SR 2000-1 ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SM 10 AB Vibrators sigte er identisk med Scan-Vibros gamle model. Scan-Vibros nyere model fra 2003 er forsynet med toplåg. Sigterne ligner Valdemar Skaks vibrationssigte type SL 10 der fremgår af Valdemar Skaks produktkatalog fra juli 1996 som han ikke havde kendskab til inden denne sag.

4. Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SR 20 ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SM 20  endetegnet ved Scan-Vibros model er hældningen på de 20 grader, afstanden fra udløbet til motoren og placeringen af motoren på oversiden. Vibrationssigterne er identiske.

5. Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SR 30 ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SM 30 Han har været med til at udvikle denne model. Sigterne er næsten identiske.

6. Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SRW ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SMV 10 Scan-Vibros sigte er specielt udviklet til konservesfabrikker. Det specielle ved sigtet er tilløbskassen.

AB Vibrators prøvesigte, bilag 37, er en fuldstændig efterligning af Scan-Vibros prøvesigte. Bredde- og længdeforholdene er nøjagtig de samme. Prøvesigten er helt afgørende i salgsarbejdet ("det hellige"). Det er ud fra den man skaber maskinen, så
den kommer til at svare til kundens behov.

Scan-Vibros netopspændingsrør er enestående og er udformet således at nettet kan skiftes på under 5 minutter. AB Vibrator gør brug af samme netopspænding som Scan-Vibro.

For så vidt angår Scan-Vibros motorkonsoller, er 3a-konsollen udelukkende lavet til sigter til det amerikanske marked. Ørepladerne er udviklet sammen med svejsecentralen.

Det er intet enestående i at lave en sigte med kuglebund, men det der er særligt ved Scan-Vibros kuglebund er et stangsystem, der giver boldene (kuglerne) ekstra meget fart på. Udformningen giver bedre mulighed for rengøring. Stangsystemet har været meget dyrt at udvikle. Der er ikke andre end Scan-Vibro og nu AB Vibrator der anvender stangsystemet. Valdemar Skaks tegning af kuglebundsektion fra 3. november 1997, bilag P, er identisk med Scan-Vibros kuglebundsektion.

Alfred Rasmussen har forklaret at han er uddannet smed, så skibsmontør og herefter maskintekniker. Første gang han stiftede kendskab med sigter, var da han blev ansat hos Scan-Vibro i 1985. I de 7 år han var ansat hos Scan-Vibro, var han i kon-
struktionsafdelingen og salgsteknisk afdeling hvor han bl.a. udfærdigede salgstegninger og foretog sigteforsøg. I 1992 blev han ansat hos Skako hvor han var i 3 år. Omkring 1995 blev han ansat i Aktieselskabet Valdemar Skak hvor han var ansat indtil Valdemar Skaks død i slutningen af 1999. Som i de forrige ansættelser bestod hans arbejde mest i at tegne maskiner.

Han har været med til lave Aktieselskabet Valdemar Skaks produktkatalog for juli 1996, der dog i det væsentligste er udført af Valdemar Skak, der var civilingeniør. Produktkataloget fandtes på internettet fra 1997/1998, ligesom det blev sendt ud til
diverse kunder i sten- og fødevareindustrien. Valdemar Skaks ansatte var Valdemar Skak, dennes søn og vidnet selv. De foretog opsøgende kundearbejde. I hans ansættelsestid solgte Valdemar Skak 15-20 stk. af den type vibrationssigter, SLS, som selskabets solgte til NIRO A/S ved faktura af 23. november 1998. Selskabet solgte tillige andre typer sigter. Han vil tro at selskabet solgte ca. 40-50 maskiner på årsbasis. Maskinerne blev solgt i Danmark og til udlandet, bl.a. til England.

Efter Valdemar Skaks død i 1999 ophørte aktieselskabet. Vidnet købte Valdemar Skaks tegningsmateriale og produktprogrammer og startede for sig selv først i personligt regi og herefter i selskabsform ved stiftelse af AB Vibrator. Han overtog Valdemar Skaks garantisager og serviceringer. Han markedsfører sig på internettet med samme produkter som Valdemar Skak og samme billeder af produkterne. Han tegner sigterne selv og får dem fremstillet på forskellige maskinfabrikker. Han er ikke i stand til at oplyse hvilket produkt Scan-Vibros henvendelse i 2000 vedrører.

For så vidt angår hans produkt og typebetegnelser, står "S" for sigte og "M" for motor. Typebetegnelsen SMS står for "sigte-motor-sanitær".

1. Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SRS 10 ­ AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SMS 10 AB Vibrators sigte har snapbeslag der følger med dækslet og gør sigtet nemt at servicere. Der er tale om et standard snapbeslag som han har indkøbt til brug for sigtet. Ørepladerne er ganske almindelige. Eksempelvis anvender Skako de samme øreplader. Det er ganske sædvanligt at lave en fuldsvejsning.

Det kan godt passe at han har udfærdiget Scan-Vibros arbejdstegning vedrørende vibrationstransportøren til Haldor Topsøe. Det er ikke noget specielt i Scan-Vibros sigte. Det er helt almindeligt at man tager højde for at produktet skal arbejde selv om det er varmt. Han har beskæftiget sig med dette i sin ansættelse hos Scan-Vibro, Skako og Valdemar Skak. Han udstillede ikke på Food Tech messen i Herning i 2003 og var ikke i dialog med ansatte fra Scan-Vibro på messen. Han har kun udstillet på messe i 2005.

Operationselevatoren bevirker at produktet kan løftes op. Der er tale om en gængs elevator, og det er kunden der afgør dimensionerne. Kuglebunde er også sædvanlige. Den type netopspændingsrør der anvendes af Scan-Vibro, anvendes også af Skako. Det ser ud til at der ligeledes anvendes et netopspændningsrør i vibrationssigtet vist på den fremlagte udskrift fra firmaet Vihabs hjemmeside den 12. juni 2005.

Hans Henrik Mortensen har forklaret at han er ansat som civilingeniør ved Scanima hvor han er projektleder. Scanima fremstiller maskiner til fødevareindustrien. Virksomheden køber typisk maskiner fra andre og inkluderer dem i egen fremstilling.

Da de i 2003 skulle lave et projekt for Nestlé, fik han anbefalet Scan-Vibros sigter.

Han indhentede tilbud fra forskellige leverandører, herunder Scan-Vibro og AB Vibrator. Han fandt AB Vibrator ved søgning på internettet. Han kunne ikke se forskel på Scan-Vibros tegninger og AB Vibrators tegninger. Under et møde med Alfred Rasmussen spurgte han denne om han havde været ansat ved Scan-Vibro hvilket Alfred Rasmussen bekræftede. AB Vibrator var en ny virksomhed på markedet, men økonomien så ud til at være i orden. Da AB Vibrators vibrationssigte lignede
Scan-Vibros sigte som han vidste var af god kvalitet, valgte han at købe AB Vibrators sigte da den var billigere. I forlængelse heraf var nogle af hans kollegaer på Food Tech messen i Herning. På messen så de Scan-Vibros tilsvarende sigte og troe-
de at det var den som Scanima havde købt.

Brian Christensen har forklaret at han er indehaver af Copenhagen Vibrator Produkts A/S som sælger luftvibratorer og elektriske vibratorer mv. Selskabet sælger ikke vibrationssigter af de i sagen omhandlede karakter. Han kender dog ScanVibros og AB Vibrators sigter og markedet for vibrationssigter. Han kan ikke se forskel på Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SRS 10 og AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SMS 10. Formgivningen på vibrationssigter er meget forskellig, alt efter hvor produktet kommer fra.

Parternes argumenter
Scan-Vibro har anført at Scan-Vibros vibrationssigter har et sådant særpræg at de nyder beskyttelse mod efterligning i henhold til markedsføringslovens § 1. Den karakteristiske formgivning af Scan-Vibros produkter er fremkommet efter et bekosteligt udviklingsarbejde der har ført til opbygningen af en markant markedsposition med stor goodwillværdi.

Der er betydelige muligheder for at producere vibrationssigter der opfylder samme tekniske formål, som Scan-Vibros produkter, men med en helt anden formgivning, jf. eksempelvis brochurer fra Minox Siebtechnik GmbH, SWEDO, Allgaier Werke GmbH og Locker Process Solutions samt Peter Hviids og Brian Christensens forklaringer herom. De cirkulære sigter kan opfylde samme formål som de lineære sigter.

AB Vibrator har ikke dokumenteret at der findes andre producenter hvis sigters formgivning er tilnærmelsesvist den samme som Scan-Vibros. Det forhold at der i Valdemar Skaks produktkatalog fra 1996 findes efterligninger af Scan-Vibros produkter, har ikke betydning for vurderingen af, hvorvidt Scan-Vibros vibrationssigter nyder særpræg. Kataloget er udsendt kort tid efter at Alfred Rasmussen blev ansat hos Valdemar Skak og dermed har kunnet bidrage til knowhow og viden om Scan-Vibros produkt-sortiment.

De vibrationssigter som AB Vibrator markedsfører, udgør retsstridige efterligninger af AB Vibrators vibrationssigter, jf. markeds-føringslovens § 1. Det samlede formgivningsmæssige sammenfald underbygges af at AB Vibrator gør brug af en række karakteristiske elementer fra Scan-Vibros produkter, herunder særligt Scan-Vibros netopspændingsrør, motorkonsol, netdimensioner og kuglebundssektion, ligesom AB Vibrator bruger produktbetegnelser der er forvekslelige med Scan-Vibros. Endvidere har AB Vibrator kopieret Scan-Vibros øvrige produktsortiment for så vidt angår vibrationsportører, vibrationselevatorer og fordelerkasser. AB Vibrator anvender en prøvesigte som væsentligt set er identisk med Scan-Vibros prøvesigte.

Scan-Vibro har ikke udvist retsfortabende passivitet. Scan-Vibro var ikke bekendt med Valdemar Skaks plagiater. Valdemar Skaks uretmæssige adfærd kan på ingen måde påvirke retsstillingen i forholdet mellem Scan-Vibro og AB Vibrator.

Parternes korrespondance i 2000 førte på ingen måde til en afslutning af sagen. Den efterlod Scan-Vibro med det indtryk at AB Vibrator ville ophøre med at plagiere. Scan-Vibro hørte heller intet til AB Vibrators plagiater førend på Food Tech messen i Herning i 2003. Scan-Vibro har reageret adækvat og indenfor rimelig tid ved brev af 9. marts 2005. Scan-Vibro har under ingen omstændigheder udvist retsfortabende passivitet for så vidt angår de kopiprodukter som AB Vibrator ikke har solgt af.

AB Vibrator er erstatningsansvarlig over for Scan-Vibro idet AB Vibrator har tilstræbt at fremstille slaviske efterligninger af Scan-Vibros vibrationssigter, jf. markedsføringslovens § 13, stk. 2, nu § 20, stk. 2. Afsætningstabet kan opgøres skønsmæssigt som antallet af vibrationssigter solgt af AB Vibrator multipliceret med Scan-Vibros dækningsbidrag på 50% ved salg af tilsvarende vibrationssigter, jf. Peter Hviids forklaring herom. Tabet som følge af markedsforstyrrelse må fastsættes tilpas højt og ikke mindre end 200.000 kr.

AB Vibrator har anført at Scan-Vibros vibrationssigter ikke er beskyttet efter markedsføringslovens § 1. Udformningen og indretningen af vibrationssigter er i væsentligt omfang styret af tekniske krav, ligesom kundens specifikation og krav til hvor sigten skal indgå i en proceslinie, har afgørende betydning ved siden af det tekniske.

De sigter som sagen drejer sig om, er lineære vibrationssigter og kan ikke sammenlignes med cirkulære vibrationssigter. Der foreligger ikke nogen relevant forvekslingsrisiko mellem AB Vibrators og Scan-Vibros vibrationssigter i forhold til øvrige konkurrenter af lineære vibrationssigter som eksempelvis de lineære vibrationssigter, der ses i Allgaier Werke's brochure. I produktkataloget fra Jöst fra 1993 er afbildet flere vibrationssigter som har en betydelig lighed med de vibrationssigter sagen
vedrører, ligesom produktblade for vibrationssigter fra Skako indeholder lukkede sigter som meget ligner tegningerne af Scan-Vibros og AB Vibrators vibrationssigter.

AB Vibrators vibrationssigter og markedsføringen heraf adskiller sig væsentligt fra Scan-Vibros vibrationssigter og markedsføring heraf.

Det netopspændingsrør og den motorkonsol og kuglebund som Scan-Vibro anvender, er gængs teknik i branchen. Netopspændingsrøret fremgår af Aktieselskabet Valdemar Skaks tegningsmateriale, jf. produktkataloget fra juli 1996, og Vihab gør brug af samme løsning. For så vidt angår motorkonsollen, er der intet særligt i den måde hvorpå Scan-Vibro har svejset ørepladerne på. Denne metode bliver tillige anvendt af eksempelvis Vibra Maschinenfabrik Schultheis og Skako. De af ScanVibro anvendte netdimensioner anvendes tillige af andre udbydere. Levering af vibrationsportører og vibrationselevatorer hænger sammen med levering af vibrationssigter.

AB Vibrators vibrationssigter hidrører fra Valdemar Skaks produktprogrammer hvorfor Scan-Vibro har udvist retsfortabende passivitet ved ikke at have gjort indsigelser imod Valdemar Skaks vibrationssigter. Det kan ikke lægges til grund at ScanVibro ikke har været bekendt med at Valdemar Skak solgte og markedsførte de i sagen omhandlede vibrationssigter.

Scan-Vibro har i hvert fald fortabt eventuelle rettigheder som følge af udvist passivitet fordi Scan-Vibro ikke i forlængelse af korrespondancen i 2000 foretog noget førend ved brev af 9. marts 2005.

Såfremt retten ikke finder at Scan-Vibro har udvist retsfortabende passivitet, gør AB Vibrator gældende at der ikke er noget ansvarsgrundlag efter markedsføringslovens § 13, stk. 2, nu § 20, stk. 2, og at Scan-Vibro ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort noget tab. Mundtlige oplysninger om dækningsgrad mv. er ikke tilstrækkelig dokumentation.

Rettens begrundelse og resultat
Efter rettens sagkyndige vurdering er formgivningen af Scan-Vibros viberationssigter ikke alene teknisk bestemt. Sigterne har i kraft af deres formgivning der adskiller sig fra designet på andre foreviste vibrationssigte, et særpræg der må berettige dem
til beskyttelse i henhold til markedsføringsloven mod slaviske efterligninger.

Retten finder at AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SMS 10 som den er vist isagens bilag 1, i sin fremtoning fremtræder som noget nær identisk med ScanVibros lukkede vibrationssigte type SRS 10, og at markedsføringen heraf er i strid med god markedsføringsskik. Henset til Alfred Rasmussens tidligere ansættelsesforhold hos Scan-Vibro må ligheden være tilstræbt.

Retten finder derimod ikke at AB Vibrators lukkede vibrationssigte type SMS 10 alene bedømt ud fra salgstegningen i bilag 40 kan antages at udgøre en retsstridig efterligning af Scan-Vibros lukkede vibrationssigte type SRS 10 idet sigten på salgstegningen ikke optræder i sin endelige ydre udformning.

Den lukkede vibrationssigte type SMS 10 som vist i sagens bilag 1, optrådte første gang på markedet i august 2003 da den blev solgt af AB Vibrator. Scan-Vibro har derfor ikke udvist passivitet af betydning for sagen ved at gøre indsigelser imod AB
Vibrators markedsføring af sigten ved brev af 9. marts 2005.

Scan-Vibros påstand 1.1. tages herefter til følge således at det forbydes AB Vibrator at markedsføre og sælge den lukkede vibrationssigte type SMS 10 med den i sagens bilag 1 viste fremtoning.

AB Vibrators 5 øvrige vibrationssigter bliver markedsført med forevisning af salgstegninger der umiddelbart har en del ligheder med Scan-Vibros tilsvarende sigter, men der foreligger ikke et endeligt design. Retten kan derfor ikke vurdere om AB Vibrator ved den endelige udformning af vibrationssigterne vil foretage retsstridige efterligninger af Scan-Vibros vibrationssigter. AB Vibrator frifindes derfor for påstand 1.2 ­ 1.6.

AB Vibrators salg af vibrationssigter af typen SMS 10 må i et ikke uvæsentligt omfang have fortrængt Scan-Vibros salg af vibra-tionssigter af typen SRS 10. Erstatningen for afsætningstab fastsættes skønsmæssigt efter antallet af solgte vibrationssigter og Scan-Vibros sandsynlige dækningsbidrag for salg af tilsvarende sigter til 300.000 kr. Da det ikke godtgjort at Scan-Vibro har lidt et tab som følge af markeds forstyrrelse, frifindes AB Vibrator for denne del af påstand 2. Scan-Vibros påstand 2 tages derfor alene delvist til følge.

Som følge af det anførte set i forhold til Scan-Vibros påstande skal AB Vibrator betale Scan-Vibro 37.300 kr. i sagsomkostninger, hvoraf godtgørelse for retsafgift udgør 12.300 kr.

Thi kendes for ret:

1. AB Vibrator ApS forbydes at markedsføre og sælge lukket vibrationssigte type SMS 10 i den i sagens bilag 1 viste fremtoning.

2. AB Vibrator ApS frifindes for Scan-Vibro A/S' påstand 1.2. ­ 1.6.

3. AB Vibrator ApS skal til Scan-Vibro A/S inden 14 dage, betale 300.000 kr. med procesrente af 100.000 kr. fra den 19. maj 2005 og af 200.000 kr. fra den 22. december 2005.

4. Inden 14 dage skal AB Vibrator betale 37.300 kr. i sagsomkostninger til ScanVibro A/S, hvoraf retsafgiften udgør 12.300 kr.

Aksel Gybel Jens Feilberg Allan Suhrke

(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den


Arbejdsskader – skade på medarbejderens ejendele

Hvad er dine forpligtelser som arbejdsgiver, når der forvoldes skade på en medarbejders personlige ejendele ...»

Opsigelse af gravid eller medarbejder på barsel

Der er en udbredt misforståelse på det danske arbejdsmarked om, at du som arbejdsgiver ikke må opsige ...»

Ejerleder

En ejerleder er en ejer af en virksomhed som samtidig er lederen i virksomheden - typisk som administrerende ...»

Earn-out

Earn-out kan bruges som betaling af en del af købesummen i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse. ...»

Højesteretsdom - Jensens Bøfhus

Forbud mod at drive restaurationsvirksomhed under navnet ”Jensens Fiskerestaurant”

Jensen’s »

Fogedforbud - Novozymes A/S mod DuPont Nutrition Biosciences ApS (tidligere Danisco A/S)

Sagsøger havde ikke handlet culpøst ved at forfølge sin ret ved begæring og gennemførelse af »

Vi er medlemmer af