troels_skrivebord
tw_pipers_718-250

Omsætningsnedgang - konkurrenceklausul

Resumé

Ikke godtgjort, at omsætningsnedgangen i en overdraget forretning skyldte sælgerens mangelfulde oplysniner herom eller tilsidesættelse af en aftalt konkurrenceklausul

Dom i sagen H-22-00 


Høkeren - Hørsholm ApS 
(Advokat Georg Petersen) 

mod 

Tove Bagger-Nielsen og Sven Bagger-Nielsen 
(Advokat Vagn Blindkilde) 


Sagen angår navnlig spørgsmål om mangler i forbindelse med Tove og Sven Bagger-Nielsens salg af forretningen Høkeren til Lau Westergaards selskab, Høkeren-Hørsholm ApS (i det følgende: Lau Westergaard). 

Købekontrakten 

Tove og Sven Bagger-Nielsen, som siden 1990 havde drevet Høkeren på Rungstedvej i Hørsholm, solgte ved købekontrakt af 23. august 1999 forretningen til Lau Westergaard til overtagelse den 25. september 1999. Købesummen var 1,7 mio. kr., heraf for inventar 700.000 kr., for goodwill 400.000 kr. og for varelager 600.000 kr. 

Tove og Sven Bagger-Nielsen indestod ifølge købekontrakten for, at omsætningen ifølge regnskaberne for 1997 og 1998, som Lau Westergaard samtidig fik udleveret, havde været 6.600.000 kr., henholdsvis 6.992.323 kr. Det fremgik af en note til regnskabet for 1998, at vareforbruget i 1998 var reduceret med 107.388 kr. på grund af et nettosalg. 

Købekontraktens § 9, stk. 3, som ikke var udfyldt, havde følgende ordlyd: 

"Såfremt forretningen er en detailforretning oplyser sælgeren, at kr. af nævnte omsætning hidrører fra sædvanligt disksalg, hvorpå der er beregnet normal avance." 

Det fremgik af købekontrakten, at Lau Westergaard og hans hustru var berettiget til at deltage i forretningens almindelige drift i 14 dage inden overtagelsen. Tove og Sven Bagger-Nielsen forpligtede sig endvidere til at bistå Lau Westergaard i fornødent omfang med varekøb m.v. indtil den 1. december 1999. 

Tove og Sven Bagger-Nielsen blev i købekontraktens § 19 pålagt en konkurrenceklausul med følgende indhold: 

"1. Sælgeren forpligter sig til over for køberen og dennes eventuelle efterfølgere inden for et tidsrum af 5 år fra overtagelsesdagen, hverken direkte eller indirekte at være økonomisk interesseret i at drive eller deltage i ledelsen af nogen med den herved overdragne forretning konkurrerende forretning i en afstand af meter 5000 i luftlinie fra ejendommen, hvori forretningen er beliggende. 
... 
3. I overtrædelsestilfælde skal skadevolderen betale en konventionalbod til den forurettede stor kr.: 100.000,00..." 

Det var ifølge købsaftalen en betingelse, at Lau Westergaard kunne overtage Tove og Sven Bagger-Nielsens forhandling af vin fra H.J. Hansen Vin og Delikatesser A/S og af chokolade fra Peter Beier Chokolade. 

Ved en samarbejdsaftale fra efteråret 1996 havde Peter Beier Chokolade forpligtet sig til at forarbejde råchokolade af mærket Michel Cluizel, som Tove og Sven Bagger-Nielsen skulle importere fra Frankrig, til forskellige chokoladeprodukter, som skulle sælges hos Høkeren. Parterne skulle samarbejde om videreudvikling af chokoladeprodukterne. Aftalen, som var uopsigelig og 
tidsbegrænset til den 31. august 1999, blev ved en allonge underskrevet af parterne i efteråret 1998 forlænget til den 31. august 2000, og det blev samtidig bestemt, at "såfremt parterne ønsker kontraktens uopsigelighedsperiode forlænget yderligere efter den 31-08-2000, skal en forhandling herom påbegyndes pr. den 1. september 1999 og afsluttes inden udgangen af år 1999." 

Tove og Sven Bagger-Nielsens ordrer på chokolade mv. 

Den 31. august 1999 ­ ca. en uge efter indgåelsen af købekontrakten den 23. august 1999 og 3-4 uger før Lau Westergaards overtagelse af Høkeren den 25. september 1999 - afgav Tove Bagger-Nielsen ordre til Cluizel på diverse chokoladevarer, som 
den 24. september 1999 blev leveret til Taastrup Ny Vinhandel, hvor Sven Bagger-Nielsen den 1. oktober 1999 fordelte varerne til forskellige vinhandlere, som havde bestilt dem. Tove og Sven Bagger-Nielsen udstedte i den forbindelse fakturaer nr. 
16785-16791 og nr. 16793-16795, herunder til Høkeren Hørsholm ApS fakturaerne nr. 16794-16795. 

Den 4. november 1999 afgav Tove Bagger-Nielsen en ordre til Medicis på mandler og en ordre til Cluizel på chokolade-strandsten. Varerne var bestilt af forskellige vinhandlere hos Tove og Sven Bagger-Nielsen. Tove og Sven Bagger-Nielsen sørgede for, at varerne blev fordelt til køberne, og den 30. november 1999 udstedte Tove og Sven Bagger-Nielsen fakturaer nr. 18555, nr. 18557-18559, nr. 18561 og nr. 18666. 

I november 1999 afgav Tove og Sven Bagger-Nielsen endvidere en ordre til et italiensk firma på nogle guldposer, som H.J. Hansen havde bedt dem om at hjemtage, og de udstedte den 15. december 1999 faktura nr. 18561 til H.J. Hansen. 

Lau Westergaards salg af Høkeren til en ejendomsmæglervirksomhed 

Ved købekontrakt af 1. november 2000 solgte Lau Westergaard for 500.000 kr. Høkeren til Høegh Gruppen I/S v/Rolf V. Høegh og Henrik V. Høegh med overtagelse den 30. december 2000. Salget omfattede alt inventar samt forretningens 
telefonnummer og retten til at benyttet navnet Høkeren. Køberen driver fra lokalerne virksomhed som ejendomsmægler. 

Den 17. december 1999 ophævede Lau Westergaards advokat aftalen om køb af Høkeren under anbringende af, at Lau Westergaard havde fået forkerte oplysninger om forretningens omsætning. I den efterfølgende korrespondance mellem parternes advokater gjorde Lau Westergaards advokat tillige andre forhold gældende til støtte for ophævelsen, medens Tove og Sven Bagger-Nielsens advokat afviste at lade handlen gå tilbage. 

Høkerens regnskab for perioden 31. august 1999-31. december 2000 viser et negativt driftsresultat før ekstraordinære poster og skat på 575.231 kr. og et tab på goodwill og inventar på 600.000 kr., i alt 1.175.231 kr. 

Forklaringer 

Lau Westergaard har forklaret, at han er elektromekaniker og handelsuddannet. Han har beskæftiget sig med detailhandel inden for forskellige brancher og herunder drevet den daværende forretning Svorin cykler i Lyngby. Han havde ikke tidligere 
beskæftiget sig med vin og delikatesser og har ikke særlig viden herom. Han købte forretningen som hobby-beskæftigelse og havde ikke behov for noget stort overskud. 

I begyndelsen af august 1999 blev han via en annonce fra ejendomsmægler Else Lander opmærksom på, at Høkeren var til salg. Han kontaktede Else Lander og besigtigede forretningen tre gange inden købet. 

Købskontrakten blev underskrevet på et møde hos Else Lander den 23. august 1999 med deltagelse af Sven Bagger-Nielsen og hans daværende advokat, ejendomsmægler Else Lander, ham selv, hans nu afdøde ægtefælle og deres advokat. Mødet varede ca. 1½ time, og kontrakten blev forhandlet på plads. Sven Bagger-Nielsen besvarede spørgsmål om bl.a. omsætningen inden for de forskellige varegrupper, kontrakterne med H.J. Hansen og Peter Beier Chokolade og om samarbejdet i en erfagruppe. 

Sven Bagger-Nielsen tilbød at bistå fra overtagelsesdagen og indtil den 1. december 1999 med indkøb og fastsættelse af priser m.v. Han gik derfor ud fra, at Sven Bagger-Nielsen ville hjælpe ham med at importere varer til Høkeren. De drøftede ikke spørgsmålet om import til andre vinhandlere. 

Den 26. august 1999 var han til møde i Taastrup Ny Vinhandel med dennes ejer, Verner Jacobsen, ejeren af Holger Frederiksens Eftf., Peter Jørn Laursen, og Svend Bagger-Nielsen, som introducerede ham. De tre vinhandlere samarbejdede i en erfagruppe, hvor de udvekslede erfaringer og hver især importerede varer til deres egne og hinandens forretninger. Sven Bagger-Nielsen importerede således bl.a. Cluizel-chokolade, snacks og biscuits af mærket Maxim samt mandler fra Medicis. Verner Jacobsen importerede diverse fiskekonserves, og Peter Jørn Laursen importerede foie gras m.v. Vinhandlerne havde aftalt, at de maksimalt måtte beregne en avance på 10 % ved salg til hinanden. Der blev ikke afgivet nogen ordrer på dette møde, og det blev ikke drøftet, om Høkeren også skulle sælge til andre vinhandlere uden for erfagruppen. Han kan ikke huske, om der var andre forretninger med i erfagruppen, men de tre "kærneforretninger" var Taastrup Ny Vinhandel, Holger Frederiksens Eftf. og Høkeren. Han besøgte efterfølgende Taastrup Ny Vinhandel og Holger Frederiksens Eftf. for at se, hvordan disse butikker blev drevet. 

Den 29. august 1999 var han sammen med Sven Bagger-Nielsen til årsmøde i Vinspecialist-kæden i Odense. Han blev introduceret for H.J. Hansens direktør og salgschef. Så vidt han husker, fik han at vide, at det ikke var nødvendigt med en formel godkendelse, for at han kunne blive optaget i kæden, og han blev aldrig formelt godkendt. 

Den 31. august 1999 besøgte han sammen med Sven Bagger-Nielsen Peter Beier Chokolade, hvor han bl.a. så, hvordan man forarbejdede den råchokolade, som Sven Bagger-Nielsen havde importeret fra Cluizel. 

Den 4.-6. september 1999 var hans nu afdøde ægtefælle sammen med Tove Bagger-Nielsen på messe i Paris for at se på delikatesser. De mødtes med en repræsentant for Maxim, som Tove Bagger-Nielsen bestilte varer hos. 

Senere i september 1999 var hans hustru på messe i Roskilde sammen med Tove Bagger-Nielsen for at se på delikatesser, og han var selv i Metro sammen med Tove Bagger-Nielsens søn for at købe frosne pandekager, som blev ompakket og solgt hos Høkeren. 

Fra den 13. september 1999 og indtil hans overtagelse af Høkeren var han og hans ægtefælle i Høkeren for at se, hvordan man ekspederede, og hvordan den daglige forretningsgang var. De talte da med Tove og Sven Bagger-Nielsen om vareindkøb til det forestående julesalg. 

Med udgangen af september 1999 fik han via H.J. Hansen ansat en vinkyper, Brian Green, som vejledte kunderne om vin. 

De varer, som er anført i faktura nr. 16794, modtog han efter sin overtagelse af Høkeren. De var bestilt af Sven Bagger-Nielsen, som havde fortalt ham, at han havde sørget for indkøb af chokolade til julesalget. De blev bestilt så tidligt, at der var tid til at importere varer endnu en gang inden jul. Han havde på daværende tidspunkt meget travlt med at sætte sig ind i forretningens daglige drift. 

Han mener ikke at have talt med Sven Bagger-Nielsen om, at denne efter salget af Høkeren skulle importere chokoladevarer eller mandler for ham, fordi han ikke selv var registreret som sukkerimportør hos toldmyndighederne.

Efter overtagelsen konstaterede han, at der i forretningen fandtes varer, hvis holdbarhedsdato var overskredet, og han krævede, at Sven Bagger-Nielsen tog disse varer retur sammen med øvrige varer, som var mere end ét år gamle. Det accepterede Sven Bagger-Nielsen modvilligt. 

Hans forhold til Sven Bagger-Nielsen blev efter deres uoverensstemmelser om returvarer dårligt, og de var ikke længere på talefod. 

Først da han ved en fejl modtog en faktura fra E.H.J. Transport vedrørende transport af 618 kg chokolade, som skulle være ekspederet den 24. september 1999, blev han på grund af mængdens størrelse klar over, at Sven Bagger-Nielsen måtte 
have importeret varer til andre end Høkeren, idet han selv kun modtog en langt mindre mængde. 

Han har ikke selv bestilt de varer, der er nævnt i faktura nr. 16794 og nr. 16795. Sven Bagger-Nielsen har nok bestilt dem for at hjælpe ham. 

I annoncer havde Høkeren i årene 1997-1999 angivet, at man solgte hjemmeproducerede, hjemmegjorte og hjemmelavede chokolader. Efter hans overtagelse af Høkeren spurgte flere kunder, om Høkeren fortsat forhandlede hjemmelavet chokolade, og han svarede, at det havde Høkeren aldrig gjort, idet den såkaldte hjemmelavede chokolade blev produceret af Peter Beier Chokolade. Det betød, at han mistede en del kunder. 

Han ændrede varesortimentet, idet han ophørte med at forhandle mejeri- og frostvarer, herunder frosne pandekager, som kun udgjorde en ubetydelig del af omsætningen. 

Han ændrede åbningstiden fra kl. 8.00 til kl. 9.00 på hverdage og fra klokken 8.00 til kl. 8.30 på lørdage. 

Med virkning fra 1. juli 2000 blev den vinhandler, der har forretning i Hørsholm Midtpunkt, medlem af Vinspecialist-kæden, og hans omsætning af vin faldt herefter. 

Før han solgte Høkeren til Høegh Gruppen I/S, kontaktede han H.J. Hansen, som tidligere havde været interesseret i forretningen, vinhandler Christian Philipsen, Erik Sørensens Vinhandel og Butikskompagniet, men ingen ville tilbyde en bedre pris end Høegh I/S. 

Han lukkede forretningen den 25. november 2000 og fik derfor ikke andel i juleomsætningen. Hvis han skulle havde holdt åbent julen over, ville det have været nødvendigt med yderligere vareindkøb, hvilket han ikke ønskede, efter at forretningen var solgt. En anden årsag til, at han lukkede før overtagelsesdagen, var, at han havde haft problemer med at få Peter Beier Chokolade til at fortsætte sine leverancer, idet Peter Beier ønskede, at han skulle købe Peter Beier Chokolades standardpro-
dukter og således ikke ville fortsætte i henhold til samarbejdsaftalen. 

Sven Bagger-Nielsen har forklaret, at han havde været selvstændig slagtermester i 30 år, inden han i 1990 sammen med sin hustru, Tove Bagger-Nielsen, åbnede Høkeren, som var en betjeningsbutik med et højt serviceniveau, og som i hovedsagen solgte eksklusive vine og delikatesser. Der var også visse andre varer, såsom aviser, mejeriprodukter etc., som man solgte for at få kunder indenfor. 

Posten "nettosalg" i regnskabet for 1998 vedrører salg af importvarer til kolleger, dvs. salg til andre vinhandlere uden sædvanlig avance. Prisen for disse varer blev fastsat som indkøbsprisen med tillæg af omkostninger samt en beskeden 
"ulejlighedsavance" som kompensation for den tid og ulejlighed, der var forbundet med at skaffe og opbevare varerne. 

På mødet i erfagruppen i Taastrup Ny Vinhandel den 26. august 1999 blev det drøftet, hvilke specialiteter vinhandlerne skulle importere til julesalget i de tre forretninger. Det blev aftalt, at han skulle importere Cluizel-chokolade og Medicis-mandler. 

På årsmødet i Vinspecialisten den 29. august 1999 videregav han til sine kolleger den idé at benytte guldsække som emballage ved det forestående julesalg, og han tilbød at skaffe guldsække fra Italien til dem, som var interesseret heri. H.J. Hansen påtog sig for fremtiden at stå for importen, og der blev optaget en bemærkning herom i referatet for mødet. Han oplyste, at Cluizel producerede nogle chokoladestrandsten, som kunne være en sjov delikatesse at sælge i forbindelse med julehandlen, og at han var villig til at importere disse til de interesserede. Lau Westergaard var med til mødet og var fuldt orienteret herom og indforstået hermed. 

Da han den 31. august 1999 introducerede Lau Westergaard for Peter Beier, blev det aftalt, at Lau Westergaard og Peter Beier selv skulle forhandle forlængelse af samarbejdsaftalen. Samme dag havde han efter aftale med Lau Westergaard bedt Tove Bagger-Nielsen om at afgive en ordre på chokoladevarer til Cluizel til brug for julesalget hos vinhandlerne i erfagruppen og nogle få andre. 

Lau Westergaard havde bedt om hans bistand til indkøb af disse varer, navnlig fordi han ikke selv var sukkerregistreret. De varer, som var omfattet af den ordre, som blev afgivet til Cluizel den 31. august 1999, blev leveret til Taastrup Ny Vinhandel, fordi de havde et godt og rummeligt lager, som han havde fået lov til at låne. 

Den 4. november 1999 afgav Tove Bagger-Nielsen en ordre til Medicis på import af mandler. Uanset at det på mødet i Taastrup Ny Vinhandel den 26. august 1999 var blevet aftalt, at han skulle hjemtage mandlerne til bl.a. Høkeren, sikrede han sig inden ordreafgivelsen via sin advokat Lau Westergaards bekræftelse på, at han fortsat ønskede mandlerne. Mandlerne var ligesom chokoladen belagt med sukkerafgift, og det var derfor nødvendigt at være sukkerregistreret for at kunne importere dem. 

Efter salget af Høkeren, og så længe Høkeren var i drift, har han ikke drevet forretning, men alene solgt de varer, som han modtog retur fra Lau Westergaard, og de varer, som blev leveret efter ordrerne af 31. august 1999 til Cluizel og 4. november 1999 til Medicis. Disse ordrer er afgivet og fordelt til køberne med Lau Westergaards fulde viden og indforståelse. 

Det var en klar aftale mellem Lau Westergaard, Else Lander og ham selv, at han ikke skulle sortere ukurante varer fra inden overtagelsen af forretningen, idet Lau Westergaard ønskede "fulde hylder" hos Høkeren. Uanset at Lau Westergaard efter 
kontrakten skulle overtage alle kurante varer, accepterede han at tage alle de varer tilbage, som Lau Westergaard ikke ville have, selvom de fleste var fuldt kurante. 

I 1998 strammede myndighederne kontrollen med brug af begreber som hjemmelavet og lignende. I august 1999 havde han besøg af dyrlæge Bentzen fra Levnedsmiddelkontrollen, som han forklarede, hvordan chokoladen fra Peter Beier Chokolade blev produceret, og at den blev solgt under betegnelsen hjemmelavet. Han fik oplyst, at det var i orden at sælge chokoladen som hjemmelavet, hvis han ikke hørte yderligere til sagen, og det gjorde han ikke. 

Tove Bagger-Nielsen har forklaret, at hun den 31. august 1999 afgav en ordre til Cluizel på diverse chokoladevarer til medlemmerne af erfagruppen, herunder Høkeren, i overensstemmelse med det, som var aftalt på mødet i Taastrup Ny 
Vinhandel den 26. august 1999. Ordren dækkede endvidere bestillinger fra enkelte andre vinhandlere, som på årsmødet i Vinspecialisten den 29. august 1999 havde tilkendegivet, at de ønskede varer til deres julesalg. Alle de varer, som var omfattet af ordren, var solgt, inden ordren blev afgivet. Hendes mand pakkede den 1. oktober 1999 varerne til de forskellige modtagere i Taastrup Ny Vinhandel.

Lau Westergaard havde selv bedt hende og hendes mand om at stå for indkøb hos Cluizel og Medicis. Den 4. november 1999 afgav hun ordre til Medicis på mandler, som var bestilt af Høkeren, Taastrup Ny Vinhandel, Holger Frederiksens Eftrf. og Vinspecialisten i Ålborg. Samme dag afgav hun ordre til Cluizel på 1.100 æsker chokoladestrandsten, som Vinspecialisten i Ålborg havde bestilt efter Sven Bagger-Nielsens introduktion på mødet i Vinspecialistkæden den 26. august 1999. 

De guldsække, som hun og hendes mand importerede fra Italien og solgte til H.J. Hansen efter Lau Westergaards overtagelse af Høkeren, blev solgt som en vennetjeneste uden avance, idet H.J. Hansen ikke selv kunne få den italienske leverandør til at levere guldposerne, efter at H.J. Hansen ved en fejl ikke havde betalt for en tidligere leverance. 

Else Lander har forklaret, at bestemmelsen i købekontrakten om, at Tove og Sven Bagger-Nielsen skulle bistå Lau Westergaard indtil den 1. december 1999, var usædvanlig, idet en sælger af en forretning normalt ikke påtager sig forpligtelse til 
bistand efter overtagelsesdagen. 

Bestemmelsen om, at Lau Westergaard kunne følge driften i 14 dage inden overtagelsen, var ligeledes usædvanlig, idet den normale periode selv for en ikke-branchekyndig er 8 dage. 

Hun har tydeligt hørt Tove og Sven Bagger-Nielsen fortælle Lau Westergaard, at der skulle importeres varer både til Høkeren og til andre vinhandlere, at de aftalte, at Tove og Sven Bagger-Nielsen skulle fortsætte med at importere chokolade af toldmæssige årsager, og at der skulle importeres varer til andre end Høkeren. 

Hun var til stede i Høkeren begge de gange, hvor Lau Westergaard afleverede returvarer til Sven Bagger-Nielsen. Hun gennemgik stikprøvevist de varer, som blev tilbagegivet den anden gang, uden at finde ukurante varer. 

Ejeren af Taastrup Ny Vinhandel, Verner Jacobsen, har forklaret, at han foreslog Sven Bagger-Nielsen at fortsætte som chokoladeimportør efter et salg af Høkeren, idet Sven Bagger-Nielsen havde kontakterne til de udenlandske leverandører. Sven 
Bagger-Nielsen havde set på egnede lagerlokaler i Taastrup hertil. 

Chokoladeproducent Peter Beier har forklaret, at han havde et godt samarbejde med Sven Bagger-Nielsen, der havde sine egne meninger om, hvordan den chokolade, som han forarbejdede i henhold til den indgåede samarbejdsaftale, skulle være. Det var et rigtigt samarbejde. Lau Westergaard kunne derimod ikke bidrage. 

Han spurgte flere gange Lau Westergaard, om de skulle indlede forhandlinger om forlængelse af samarbejdsaftalen, men denne bad ham vente, idet han ville se tiden an. Han ønskede ikke at presse Lau Westergaard for meget, idet Høkeren var en 
stor kunde, og idet han var indstillet på, at de kunne forhandle om forlængelse af samarbejdsaftalen, selv om forhandlingerne ikke blev indledt i 1999 i overensstemmelse med tillægget til samarbejdsaftalen. 

Han foreslog Lau Westergaard at påbegynde forhandling af Peter Beier Chokolade, men det ønskede Lau Westergaard ikke. 

Efter Lau Westergaards overtagelse faldt hans salg til Høkeren, hvilket efter hans opfattelse skyldte, at Lau Westergaard ikke var "gourmet." 

Revisor Jørgen Wendelboe Petersen har forklaret, at han har været revisor for Sven Bagger-Nielsen i 25 år. Han har foretaget bogføring på grundlag af kassekladder og udfærdiget drifts- og skatteregnskaber. 

Der er intet belæg for at antage, at Høkerens faldende omsætning fra andet halvår 1999 til første halvår 2000 var udtryk for en tendens, som kunne forventes fortsat i fremtiden. Det var i øvrigt mere væsentligt, at Høkerens resultat var uændret 
på trods af den faldende omsætning. 

Høkeren har haft et vist nettosalg, dvs. salg til andre vinhandlere uden avance eller kun belagt med en såkaldt ulejlighedsavance. Dette salg er ikke medtaget i Høkerens omsætning og er derfor korrekt fradraget i vareforbruget. Det er en sædvanlig regnskabsmæssig måde at håndtere et nettosalg på, som herved lægges åbent frem for regnskabslæseren. Herved kommer omsætningen og dækningsbidraget til at afspejle forretningens reelle forhold, således at driften kan styres. 

Der er regnskabsmæssigt også i orden at medtage et nettosalg i forretningens omsætning og i en note til regnskabet oplyse, at omsætningen dels udgøres af et almindeligt varesalg og dels af et nettosalg, således som Lau Westergaards revisor 
har gjort det i sin resultatopgørelse for perioden 31. august 1999-31. december 2000. 

Lars Bo Henriksen har forklaret, at han i 1999 var salgschef hos Vinfirmaet H.J. Hansen, hvis hovedomsætning stammer fra salg af vin. Efter årsmødet den 29. august 1999 solgte H.J. Hansen guldsække, og da de i november 1999 havde udsolgt, henvendte han sig til leverandøren i Italien for at købe flere, men fik oplyst, at der ville gå 3-4 uger, da der var problemer. Han kontaktede derfor Sven Bagger-Nielsen for at høre, om han kunne hjælpe ham ud af kniben, idet det var Sven Bagger-Nielsen, der havde kontakten til Italien. Sven Bagger-Nielsen kontaktede leverandøren i Italien og fik denne til at indvillige i at levere direkte til Sven Bagger-Nielsen, som derefter leverede guldsækkene videre til H.J. Hansen. Fra Sven Bagger-Nielsen modtog han faktura nr. 18561 i anledning af købet af disse guldsække. Så vidt han kan se, har Sven Bagger-Nielsen ikke beregnet sig avance på handlen. Høkerens køb af varer fra H.J. Hansen var efter Lau Westergaards overtagelse stærkt faldende. Det er ikke hans indtryk, at Lau Westergaard handlede vin fra andre, idet det fortsat var H.J. Hansens vine, der stod i forretningen. Det hang nok nærmere sammen med, at det var Sven Bagger-Nielsen, der personificerede Høkeren, og at det 
var en svær plads at overtage for Lau Westergaard. Han havde også bemærket, at Jørgen Mønster, som var en kendt vinanmelder, og som i Sven Bagger-Nielsens tid stod i forretningen om lørdagen, ikke længere ekspederede. Der skete nok for mange ændringer for hurtigt. 

Han husker en oplevelse, han selv havde i Høkeren efter Lau Westergaards overtagelse. Der kom en kunde ind i Høkeren, som var interesseret i at købe 240 flasker St. Emillion Grand Cru, og som spurgte, om han ikke kunne få rabat ved køb af disse 20 kasser. Hertil svarede Lau Westergaard imidlertid, at prisen var den, der stod på flasken, og kunden forlod butikken uden at købe noget. H.J. Hansen havde overvejet selv at købe Høkeren, men man gjorde det ikke, da forretningen allerede var solgt til Lau Westergaard, inden H.J. Hansens bestyrelse nåede at træffe beslutning. Det er ikke normalt, at man optager en ny forhandler i Vinspecialist-kæden i et område, hvor der allerede ligger en forhandler. Man optog imidlertid vinhandleren i Hørsholm Midtpunkt for at bibeholde sin position i området. Man havde fået en henvendelse fra indehaveren af denne forretning, som fortalte, at Høkerens kunder nu kom ned til ham, fordi de ikke ville handle med Lau Westergaard. Kunderne ville gerne købe de vine, som Høkeren havde til salg, men de ville ikke købe dem hos Lau Westergaard, men derimod gerne hos vinhandleren i Hørsholm Midtpunkt, hvis han kunne skaffe dem. 

Det var H.J. Hansens indtryk, at det dårlige salg hos Høkeren efter Lau Westergaards overtagelse skyldtes, at Lau Westergaard ikke opretholdt den tidligere atmosfære med et højt hygge- og serviceniveau.

Peter Jørn Laursen har forklaret, at han er medejer af Holger Frederiksens Eftf. Forretningen har ikke et samarbejde med H.J. Hansen. Hovedvægten i deres sortiment ligger på vin og specialiteter. Han har haft et samarbejde med Sven Bagger-Nielsen gennem en erfagruppe, som de startede i begyndelsen af 1990´erne. Der var mange med i samarbejdet, men de centrale var Tåstrup Vinhandel, Sven Bagger-Nielsen og ham selv. Ved fakturering af varer, som de leverede til hinanden, beregnede de sig, hvad de populært kaldte en ulejlighedsavance. Han overholdt selv faktureringsreglerne, og ham bekendt gjorde Sven Bagger-Nielsen det også. Det lå i kortene, at Lau Westergaard skulle overtage Sven Bagger-Nielsens rolle i erfagruppen. Der har aldrig været en skriftlig aftale om erfagruppen, men det var helt naturligt, at Lau Westergaard skulle indgå, idet han overtog Høkeren. I forbindelse med salget fortalte Sven Bagger ikke, hvad han skulle bagefter, og de drøftede det heller ikke. Varerne ifølge faktura nr. 16790 og nr. 16791 blev bestilt efter Lau Westergaards overtagelse af butikken, idet Sven Bagger-Nielsen kontaktede ham og sagde, at han og hans hustru hjalp Lau Westergaard i gang. 

Påstande 

Lau Westergaard har nedlagt endelig påstand om, at Tove og Sven Bagger-Nielsen in solidum skal betale 1.704.382,37 kr., subsidiært et mindre beløb, alt med tillæg af procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker. Beløbet udgør Høkerens underskud ifølge regnskabet for perioden 31. august 1999-31. december 2000, 1.175.231 kr., med fradrag af et beløb på 44.400 kr., som ved en fejl er medregnet i regnskabet for juridisk assistance, og med tillæg af en konventionalbod på 600.000 kr. 

Tove og Sven Bagger-Nielsen har påstået frifindelse og har nedlagt selvstændig påstand om betaling af 36.948,63 kr., der er restbeløbet efter købekontrakten, med renter fra den 26. april 2000, til betaling sker. 

Procedure 

Lau Westergaards advokat har gjort gældende, at Tove og Sven Bagger-Nielsen skal betale en konventionalbod på 600.000 kr., idet Tove og Sven Bagger-Nielsen har overtrådt den aftalte konkurrenceklausul mindst 11 gange ved at have solgt chokoladevarer, mandler og guldposer til forskellige vinhandlere, således som det fremgår af fakturaerne nr. 16786-16791, nr. 16793-16794, nr. 18555, nr. 18557-18558, nr. 15561 og nr. 15566. 

At Sven Bagger-Nielsen pakkede de varer, som Cluizel havde leveret den 24. september 1999, hos Taastrup Ny Vinhandel i stedet for hos Høkeren, må ses som udtryk for, at Tove og Sven Bagger-Nielsen forsøgte at skjule for Lau Westergaard, at de havde importeret varer til andre end Høkeren. Dette understøttes også af, at Tove og Sven Bagger-Nielsen havde søgt efter egnede erhvervslokaler i Taastrup. 

Lau Westergaard har været berettiget til at ophæve købet på grund af mangler ved forretningen. Den goodwill, som var knyttet til forretningen, var på grund af en række forhold, som Tove og Svend Bagger-Nielsen burde have oplyst om i forbindelse med salget, mindre end Lau Westergaard forventede. 

Tove og Sven Bagger-Nielsen havde endvidere uberettiget solgt chokolade produceret af Peter Beier Chokolade som hjemmelavet. De havde således vildledt forbrugerne i strid med levnedsmiddellovens §§ 1 og 19 og handlet i strid med markedsføringslovens § 2. 

Selv om Høkerens omsætning var faldet med ca. 10 % fra sidste halvår i 1998 til 1. halvår i 1999, hvilket Tove og Sven Bagger-Nielsen var bekendt med senest den 20. august 1999, hvor der skulle betales moms, undlod de at oplyse herom. 

Høkerens regnskab for 1998 var misvisende, idet nettosalget ikke var medtaget i omsætningen, således at regnskabet herved viste en for stor bruttoavance. 

Tove og Sven Bagger-Nielsen handlede svigagtigt ved at fortie for Lau Westergaard, at de havde til hensigt at fortsætte erhvervsmæssig virksomhed i strid med konkurrenceklausulen efter salget af Høkeren. 

Da købet blev hævet, afviste Tove og Sven Bagger-Nielsen at tilbagetage Høkeren, og Lau Westergaard var derfor nødt til at fortsætte driften for at begrænse tabet mest muligt, indtil han kunne sælge forretningen. 

Tove og Sven Bagger-Nielsens advokat har gjort gældende, at Tove og Sven Bagger-Nielsen ikke har overtrådt konkurrenceklausulen ved at importere og sælge chokoladevarer og mandler efter overtagelsesdagen, idet salgene ikke skete fra en 
forretning med detailhandel, men udelukkende som engrossalg til andre vinhandlere. 

Import og salg af guldsække er ikke sket i konkurrence med Høkeren og dermed ikke i strid med konkurrenceklausulen, idet Høkeren ikke handlede med guldposer.


Lau Westergaard var bekendt med, at der til vinhandlerne i erfagruppen og nogle få andre skulle importeres chokoladevarer m.v. ligesom han havde selv bedt Tove og Sven Bagger-Nielsen om at sørge for den fortsatte import fra Cluizel og Medicis. 

Tove og Sven Bagger-Nielsen var i god tro med hensyn til deres ret til at anvende betegnelsen hjemmelavet om de chokoladeprodukter, som de havde fået produceret hos Peter Beier, og Levnedsmiddelkontrollen undlod efter et besøg at påtale brugen af denne betegnelse. Forholdet er i øvrigt uden relevans for spørgsmålet om, hvorvidt der var mangler ved forretningen. 

Efter revisor Jørgen Wendelboe Petersens forklaring må den anvendte regnskabspraksis vedrørende nettosalg anses for regnskabsmæssigt fuldt ud korrekt. 

Tove og Sven Bagger-Nielsen har ikke tilsidesat deres loyale oplysningspligt ved at undlade at oplyse, at omsætningen i det første halvår af 1999 var faldet i forhold til omsætningen i sidste halvår af 1999. Indtjeningen var ikke faldet. 

Lau Westergaards ophævelse af købet af Høkeren var således en uberettiget annullation. 

Sø- og Handelsrettens afgørelse 

Den forretning, som Lau Westergaard købte, blev i den anvendte formular "købekontrakt forretning" angivet som "Vin /Specialiteter "Høkeren" beliggende Rungstedvej 7, 2970 Hørsholm". Det var en forretning med detailhandel, og intetsteds i kontrakten var det angivet, at forretningen skulle havde et engrossalg. 

Konkurrenceklausulen i kontraktens § 19 indeholdt et forbud for Tove og Sven Bagger-Nielsen mod at drive en forretning, der konkurrerede med den solgte forretning, inden for en afstand af 5.000 meter fra den solgte forretning, og konkurrence-klausulens udformning støtter efter rettens opfattelse, at der udelukkende var tale om salg af en detailforretning. 

Høkeren var en meget speciel forretning, hvis forretningskoncept bestod i at skabe oplevelser for kritiske kunder ved salg af eksklusive og dyre varer under ydelse af høj service. 

Tove og Sven Bagger-Nielsen medvirkede loyalt til, at kontrakterne med H.J. Hansen og Peter Beier Chokolade kunne videreføres. 

Samarbejdsaftalen med Peter Beier Chokolade må forstås således, at Tove og Sven Bagger-Nielsen skulle fortsætte med at importere den chokolade, som skulle forarbejdes hos Peter Beier Chokolade, og ejendomsmægler Else Lander har under 
sagen forklaret, at hun tydeligt erindrede at have hørt dette omtalt. 

Det må også efter Verner Jacobsens forklaring og det i øvrigt passerede lægges til grund, at Tove og Sven Bagger-Nielsen fortsat skulle stå for import af chokolade fra Cluizel. 

Det salg, som Tove og Sven Bagger-Nielsen havde haft til andre vinhandlere, medens de ejede Høkeren, indgik efter revisor Jørn Vendelboe Petersens forklaring ikke i Høkerens omsætning og dækningsbidrag, hvilket også efter revisorens forklaring må anses for sædvanligt inden for branchen. 

Lau Westergaard mistede således ikke nogen omsætning ved, at Tove og Sven Bagger-Nielsen fortsatte importen af chokoladevarer m.v. 

Den salgsvirksomhed, som Tove og Sven Bagger-Nielsen gennemførte efter salget af Høkeren, må i alt væsentligt anses som et resultat af aftaler indgået i erfagruppen inden overtagelsen og med Lau Westergaards fulde viden og indforståelse. Det er uden betydning, at fakturering først er sket senere og i begrænset omfang til andre. Tove og Sven Bagger-Nielsen har været berettiget til at importere og sælge en gros. 

Salg af guldposer til brug som emballage skete som en kollegial bistand, og der var ikke tale om konkurrerende virksomhed over for Høkeren, som ikke forhandlede emballageprodukter. 

Uanset at der i dag føres en mere restriktiv kontrol med anvendelse af betegnelser som hjemmelavet, hjemmegjort m.v. end tidligere, findes Tove og Sven Bagger-Nielsen, som har samarbejdet med Peter Beier Chokolade om dennes forarbejdning af den råchokolade, som de havde importeret, på ingen måde at have givet Lau Westergaard anledning til at hæve handlen og kræve erstatning på grund af anvendelsen af sådanne betegnelser. 

Retten finder, at en god økonomisk drift af en forretning som Høkeren forudsætter et stort personligt engagement og en betydelig arbejdsindsats. 

Lau Westergaard, som ikke havde nogen erfaring med salg af vin og delikatesser, fik ifølge ejendomsmægler Else Lander bistand fra Tove og Sven Bagger-Nielsen til overtagelsen af forretningen i videre omfang, end hvad der er sædvanligt. Lau Westergaard købte Høkeren som en hobby. Han indskrænkede åbningstiderne og varesortimentet og ansatte en vinkyper til at vejlede kunderne og undlod at benytte den vinanmelder, Jørgen Mønsted, som Tove og Sven Bagger-Nielsen havde haft ansat. Efter Lau Westergaards overtagelse faldt Høkerens salg af chokolade og vin. Ifølge Peter Beier skyldtes udviklingen for så vidt angår chokolade Lau Westergaards manglende fagkundskab, og efter Lars Bo Henriksens forklaring var Lau Westergaard ikke i stand til at fastholde kunderne til vinhandelen.

Forholdet til Peter Beier Chokolade blev ikke afklaret på trods af tidsfristen i samarbejdsaftalen. 

Sælgerne accepterede endvidere at tilbagetage alle varer, som Lau Westergaard ikke ønskede at overtage, herunder også kurante varer. 

Der er ikke grundlag for anbringenderne om, at Tove og Sven Bagger-Nielsen skulle have udvist svig eller tilsidesat deres loyale oplysningspligt, og at der var mangler ved den solgte forretning. Tværtimod bidrog sælgerne loyalt med at sætte 
Lau Westergaard ind i forretningens drift, indkøbe julevarer til Høkeren, hjemtage varer til samarbejdspartnerne i erfagruppen m.v. og introducere ham for væsentlige samhandelspartnere. 

Tove og Sven Bagger-Nielsen frifindes for Lau Westergaards påstand. 

Lau Westergaards advokat har i sin duplik under domsforhandlingen taget bekræftende til genmæle over for Tove og Sven Bagger-Nielsens selvstændige påstand, og denne tages derfor til følge. 

T H I K E N D E S F O R R E T 

Tove Bagger-Nielsen og Sven Bagger-Nielsen frifindes. 

Høkeren­Hørsholm ApS skal inden 14 dage fra denne doms afsigelse til Tove Bagger-Nielsen og Sven Bagger-Nielsen betale 36.948,63 kr. med procesrente fra den 26. april 2000, til betaling sker, og 100.000 kr. i sagsomkostninger. 

Aksel Gybel Elmer. Ole Marker 



(Sign.) 
___ ___ ___ 
Udskriftens rigtighed bekræftes 
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den


Nyt postforlig – Farvel til A-breve pr. 1. juli 2016

Generelt Flere og flere virksomheder og borgere i Danmark kommunikerer mere og mere pr. e-mail i stedet ...»

Opsigelse eller ophævelse

Hvad er forskellen? De almindelige aftaleretlige regler opererer med begreberne opsigelse og ophævelse, ...»

Erhvervsadvokat

SelskabsAdvokaterne er erhvervsadvokater der yder specialiseret juridisk rådgivning til virksomheder, ...»

Kontrakter

SelskabsAdvokaterne har omfattende erfaring og ekspertise med forhandling, udarbejdelse og fortolkning ...»

Leverandør hæftede for producentens konstruktionsfejl

HØJESTERETS DOMafsagt tirsdag den 14. april 2015 Sag 240/2013(2. afdeling) Tryg Forsikring A/S(advokat ...»

Frisørdommen

Frisørers prisskiltning med forskellige priser for ”dameklip” og ”herreklip” strider ikke mod »

Vi er medlemmer af