kontrakt_470_250
advokat_KA_TW_3_ude_470_250
danskelov_470_250

Erstatning for overtrædelse af markedsføringsloven

Resumé

Hovedspørgsmålet er størrelsen af den erstatning, som Nordjyske Medier skal betale til TDC Forlag for overtrædelser af markedsføringsloven ved at have fremsat retsstridige udsagn og medvirket til, at annoncører bragte deres annonceaftaler med TDC Forlag til ophør ved brug af standardopsigelsesskrivelser.

Dom i sagen V-99-03


TDC Forlag A/S
(Advokat Frank Bøggild)

mod

Nordjyske Medier A/S
(Advokat Per Hemmer)

Sagen angår navnlig spørgsmålet om størrelsen af den erstatning, sagsøgte, Nordjyske Medier A/S (herefter Nordjyske Medier), skal betale til sagsøgeren, TDC Forlag A/S (herefter TDC Forlag), i anledning af, at Nordjyske Medier har overtrådt markeds-føringsloven i forhold til TDC Forlag i forbindelse med sin markedsføring af en ny telefonbog "Folk&Fag", dels ved at fremsætte retsstridige udtalelser i relation til TDC's telefonbogsprodukt "Telefonnøglen" for to distrikter, henholdsvis Aalborg, Nørre-
sundby og omegn og Frederikshavn, dels ved på retsstridig måde at have medvirket til, at annoncører bragte deres annonce-aftaler med TDC Forlag til ophør ved at gøre brug af standardopsigelsesskrivelser, udfærdiget af Nordjyske Medier.

Påstande

TDC Forlag har nedlagt følgende påstande:

1. Det forbydes Nordjyske Medier at gøre markedsføringsmæssig brug af følgende udsagn i forbindelse med annoncetegning i og markedsføring af telefonbøger:

· "Vi plejer ikke noget teleselskabs særinteresser. Derfor kan vi koncentrere os helt og holdent om at udgive en telefonbog, der er tilpasset nordjyske brugere og annoncører"

· "Aalborg kommune bakker op omkring Folk&Fag ­ ikke Telefonnøglen"

· "Navne og gaderegister laves med større og mere læsevenlig skrifttype end Telefonnøglen"

· "I gammeldags telefonbøger koster den hvide baggrund en merpris"

· "Den hvide baggrund er standard, så du får reelt udbytte af farverne. De står tydeligere i Folk&Fag,
end på gammeldags telefonbøgers gule fagsider"


2. Det forbydes Nordjyske Medier at gøre brug af standardopsigelsesbreve som det, der er fremlagt som bilag 11 i forbindelse med tegning af annoncer i telefonbøger.

3. Nordjyske Medier skal anerkende at have overtrådt markedsføringslovens §§ 1, 2 og/eller 2a ved at have
gjort markedsføringsmæssig brug af udsagnene i påstand 1 og ved at have anvendt standardopsigelsesbreve som det, der er fremlagt som bilag 11. 4. Nordjyske Medier skal berigtige udsagnene i påstand 1, principalt ved at foranledige, at teksten i bilag
12 bliver 1) indrykket i 1/8 sides annonce i Nordjyske Stiftstidende, 2) gjort tilgængelig i 60 dage på hjemmesiden www.nordjyske.dk, og 3)udsendt pr. brev til annoncørerne i Folk&Fag 2003, subsidiært på en måde og i et omfang fastsat af retten.

5. Nordjyske Medier skal betale sagsøger 3.047.000 kr. med procesrente af 1 mio. kr. fra 28. august 2003, af 1 mio. kr. fra 7. januar 2004 og af 1.047 mio. kr. fra 25. juni 2004 til betaling sker.

6. Nordjyske Medier pålægges en bøde for overtrædelse af markedsføringslovens § 2, stk. 2 som følge af den markedsførings-mæssige brug af udsagnene i påstand 1 og for overtrædelse af markedsføringslovens § 2, stk. 3 som følge af brugen af stand-ardopsigelsesbrevene i bilag 11.


Nordjyske Medier har taget bekræftende til genmæle med hensyn til TDC Forlags påstande 1-3, påstået frifindelse
med hensyn til påstandene 4 og 6 og - for så vidt angår påstand 5 - frifindelse mod betaling af 150.000 kr.

Sagsfremstilling


Parterne
TDC Forlag, der driver forlagsvirksomhed bl.a. med udgivelse af et stort antal telefonbøger, herunder "Telefonnøglen", er et datterselskab i TDC-koncernen. Moderselskabet er TDC A/S. "Telefonnøglen" udgives som lokale telefonbøger og indeholder fakta- og kortsider, fortegnelse over privatpersoner (navn, adresse og telefonnummer), fagregister med forskellige oplysninger om erhvervsdrivende samt rubrikannoncer. I starten af "Telefonnøglen" findes kommunale info-sider. "Telefonnøglen" finansieres ved annoncetegning og husstandsomdeles gratis. TDC Forlag erhvervede "Telefonnøglen" for henholdsvis Ålborg mv. og Frederikshavn i slutningen af 1990'rne. TDC Forlags nettoomsætning var ifølge "Årsrapport 2002" knap 1 mia. kr.,
resultatet knap 200 mio. kr. og egenkapitalen godt 600 mio. kr. Der var 586 ansatte i virksomheden. Af årsrapporten fremgår endvidere bl.a.:
...

Hovedaktiviteter
TDC Forlag A/S' aktiviteter omfatter såvel traditionelle telefonbøger som elektroniske og Internetbaserede telefonkataloger i de nordiske lande og Tjekkiet.

TDC Forlag A/S er den førende udbyder af telefonbøger på det danske marked og har i 2002 styrket sin position på hjemme-markedet ved opkøb af Telefonnøglen for Esbjerg ApS samt udgivelse af 9 nye lokalbøger.
...
Det i forvejen meget konkurrenceprægede katalogmarked blev i 2002 påvirket af nedgangen i annoncemarkedet.
..."

Af Nordjyske Mediers "Årsrapport 2002" fremgår en nettoomsætning på godt 475 mio. kr., et resultat på knap 15
mio. kr. og en egenkapital på knap 140 mio. kr. Af årsrapporten fremgår endvidere bl.a.:

"...
Selskabets hovedaktivitet er udgivelse af dagbladet NORDJYSKE Stiftstidende. Øvrige aktiviteter omfatter
udgivelse af distriktsaviser og hermed beslægtede aktiviteter.

I Nordjyske Medier A/S og underliggende datterselskaber er Nordjyske Holding A/S-koncernens medieaktivi-
teter i Nordjylland samlet. Udover udgivelse af dagbladet NORDJYSKE Stiftstidende, gratisavisen 10minutter og 11 distriktsaviser drives tillige ANR lokalradioerne ... Hertil kommer driften af TV-Aalborg K/S ...
...
Nordjyske Medier har også aktiviteter indenfor distribution af adresseløse forsendelser, herunder reklame- og tryksagsomdeling ...
Endelig driver Nordjyske Medier A/S internetportalen www.nordjyske.dk ...
...
Væsentlige dele af selskabets indtægtsgrundlag er annoncesalg til dagblade, ugeaviser, radio og tv. I lighed med alle andre medievirksomheder har Nordjyske Medier A/S i 2002 mistet betydelige omsætningsbeløb som følge af den generelle afmatning i Danmark samt som følge af den strukturelle omlægning af medievalgene for mange annoncører fra dagbladsannoncering til
elektronisk annoncering via egen hjemmeside eller særlige målrettede databaser som f.eks. jobsøgningsdatabaser.
...

Med start i september 2001 tog man i 2002 de første skridt til etablering af den tværmediale medievirksomhed. Det skete med et forsøgsprojekt i et relativt afgrænset geografisk område ­ Frederikshavn. Forsøgsprojektet havde til formål at afprøve, om visionen om den fuldstændigt integrerede multimediale virksomhed kunne etableres ... Forsøget medførte meget positive reaktioner, idet tilfredsheden med og brugen af de forskellige medier steg i forsøgsområdet ...


Samtidig blev der etableret en fælles salgsstyrke, som sælger annoncer til alle medier, ud fra konceptet: én kunde én kontakt. Dette har medført muligheden for at tilbyde kunderne nye interessante kombinationsprodukter, og det har ligeledes medført positive reaktioner. Derfor besluttede selskabet at fortsætte integrationsprocessen, således at der i løbet af 2003
ventes etableret en fælles redaktionel organisation, som favner såvel trykte som elektroniske medier.
...
Selskabet har igangsat en række nye initiativer med henblik på etablering af annoncesalg i alternative medier og underholdningsaktiviteter. Således har selskabet besluttet at igangsætte en ny forretningsaktivitet med udgivelse af  telefonbøger. Der stiles efter udgivelse af den nye nordjyske "Folk & Fag" i alle større byer i udgivelsesområdet. Aktiviteten ventes at være overskudsgivende allerede i 2003.
..."

Klager fra Aalborg Kommune

I en skrivelse af 22. august 2002 rettede Aalborg Kommune, Borgmesterkontoret, henvendelse til TDC vedr. den netop udkomne "Telefonnøglen" 2002/2003. Af skrivelsen fremgik bl.a.:

"...
Vi har i dag modtaget et eksemplar af bogen og opdager til vores rædsel, at der er mange graverende fejl i forhold til det korrektur, vi indsendte i juni måned.

... Det drejer sig om:

· I borgmesterens forord er æ,ø og å på mystisk vis byttet ud med diverse tegn, og det samme gælder for punktet "Nyttige links".

· Byrådsmedlemmet Anna Kirsten Nielsen(A)... er slet ikke med i fortegnelsen.

· Navnet på den nuværende tekniske rådmand er skiftet med navnet på den tidligere rådmand.

· Under Skatteankenævnet er Preben Pedersens navn stavet med Petersen.

· Under hvert byrådsmedlem er telefonnumrene skrevet rodet og forskelligt i forhold til hinanden.

· Enkelte titler på byrådsmedlemmer er forkerte.

· Skrifttyperne er ikke ens igennem det hele, hvilket gør læsningen forvirrende.

... disse fejl er helt uacceptable, når den korrektur, vi indsendte, var korrekt!

Desuden har vi i et brev d. 12.06.02 bedt om at få en 2. korrektur, idet der var mange fejl i den første korrektur ­ vi har aldrig set en 2. korrektur, men ser i stedet den endelige udgave i dag, som er fyldt med fejl.
..."

I et brev af 16. september 2002 rettede Aalborg Kommune på ny henvendelse til TDC Forlag, stilet til underdirektør Johnny Gudmar. Af brevet fremgik bl.a.:

"Tak for dit brev. Efter at have ringet og rykket for et svar fra forlaget adskillige gange, må vi indrømme, at brevet var længe ventet!

Det var lidt underligt at få en undskyldning for bogens udseende via Nordjyske Stiftstidende, hvor der i en artikel d. 6. september 2002 bl.a. stod ... Vi modtog først dit brev d. 7. september 2002.

Lad os begynde med at kommentere jeres forklaring på, hvorfor telefonbogen ser ud, som den gør.

1. Vi er tilsyneladende enige om, at borgmesterens forord ser helt forfærdeligt ud. ...

2. Vi er tilsyneladende også enige om, at der i øvrigt er mange fejl på siderne. ... I mener ..., at fejlene "...uden tvivl skyldes en manglende 2. korrektur". Vi kan fortælle, at vi d. 12.06.02 bad om at få 2. korrektur ... Vi modtog dog aldrig en 2. korrektur.

...
3. Vi er også enige om, ... at Aalborg Kommunes 37 skoler slet ikke er med i bogen. ... Vi får daglige henvendelser fra borgere, der ikke kan finde skolerne i bogen!

...
4. ... I har valgt at ændre ... fra en "kommuneinddeling til en postnummeropdeling ... uden at informere os som annoncør. ... store dele af Aalborg Kommunes borgere [er] ... ikke med i bogen og [får] dermed heller ikke ... bogen husstandsomdelt.
...
Konklusionen på dit brev er, at vi ikke får en faktura på de kommunale sider og at "I ... strammer op omkring korrekturgangen."

... Vi er absolut ikke tilfredse med den måde, hvorpå TDC Forlag har forestillet sig at afslutte denne ... meget uheldige situation.

... At I strammer op omkring korrekturgangen er selvsagt en nødvendighed. ...

Vi vil derfor foreslå, at I overvejer bogens struktur endnu engang. Vælger I fortsat at lave en postnummeropdelt telefonbog, vil vi meget gerne høre fra jer hurtigst muligt. I givet fald vil vi gå i gang med at forhandle med andre udbydere ..."


Nordjyske Mediers markedsføring

I marts/april 2003 begyndte Nordjyske Medier at markedsføre "Folk&Fag".

Der er fremlagt en annonce, som Nordjyske Medier havde indrykket i 3 lokale blade samt Nordjyske Stiftstidende i maj 2003, hvor "Folk&Fag" i overskriften omtales som "fremtidens telefonbog" "Skåret til nordjyske kunder og annoncører". Af annoncens brødtekst fremgår bl.a.:

"Nu får Aalborg og omegn en helt ny og overskuelig telefonbog. Den hedder FOLK&FAG og bliver udgivet af NORDJYSKE Medier.

En mere nordjysk telefonbog.
Vi plejer ikke noget teleselskabs særinteresser. Derfor kan vi koncentrere os helt og holdent om at udgive en telefonbog, der er tilpasset nordjyske brugere og annoncører.

En mere brugervenlig telefonbog
FOLK&FAG har flere oplysninger om landsdelen end nogen anden telefonbog. Derfor bliver den med stor sandsynlighed nordjydernes foretrukne.

En mere interessant telefonbog.
Designet på FOLK&FAG er nyt og anderledes. Mere indbydende, mere enkelt. Og opbygningen er mere overskuelig end de
fleste telefonbøger, du har set.

En mere kendt telefonbog
Alle kommer til at kende FOLK&FAG. Den nye telefonbog bliver i september omdelt til samtlige husstande og firmaer i Aalborg, Sejlflod og Støvring kommuner. Og følges til dørs af en stor lanceringskampagne.

En mere annoncørvenlig telefonbog
Vær synlig i FOLK&FAG, hvis du vil i kontakt med lokale kunder, der er motiverede målrettede og købeparate. Du bliver ikke bare eksponeret i telefonbogen, men kommer også i den elektroniske fagbog på www.nordjyske.dk og får en annonce med i Midt-vest Avis, Vejgaard Avis og Nørresundby Avis.

Ring til os på 99 35 35 35 ...

..."

Af en direct mail til nyetablerede virksomheder fremgik bl.a.:

"Kære virksomhedsejer

Nu lanceres en ny telefonbog for Aalborg. NORDJYSKE Medier lancerer FOLK&FAG. En telefonbog for Aalborg, med et helt anderledes koncept.

Aalborg kommune har indgået aftale med NORDJYSKE omkring udgivelsen af FOLK&FAG.

Vi tilbyder dig en række gode argumenter for at annoncere i den nye telefonbog:

1) Aalborg kommune bakker op omkring FOLK&FAG ­ ikke TELEFONNØGLEN
2) Hvid baggrund med i prisen, som i forvejen er attraktiv 
3) Annonce indrykkes også i ugeaviserne Midt-Vest, Nørresundby og Vejgaard. Samlet oplag ca. 100.000 eks. 
4) Gratis optagelse i fagbogen på www.nordjyske.dk 
5) En "ren", køn lokal telefonbog ­ pæn nok til at stå fremme 
6) Massiv markedsførings-lanceringskampagne omkring udgivelsen, så alle bliver opmærksomme på FOLK&FAG 
7) Støtte og opbakning fra Aalborg Cityforening, Aalborg Erhvervsråd, Aalborg Industri- og Handelskammer, Aalborg Storcenter samt Aalborg Kommune 
8) Navne og gade register laves i større og mere læsevenlig skrifttype end Telefonnøglen 
9) Overskuelighed. Den ene ende af bogen FOLK ­ den anden FAG

..."

"Folk&Fag" blev yderligere markedsført i en brochure, hvori bl.a. var optrykt et eksempel på side 1 i den kommende telefonbog. Det fremgik, at udgivelse for Aalborg-bogens vedkommende ville ske i september/oktober 2003 med et oplag på 106.000.

Under "Muligheder og priser" var anført bl.a.:

"...
Den hvide baggrund er inkluderet i prisen
... I gammeldags telefonbøger koster den hvide baggrund en merpris.
...
Pakkepriser

... Få din konsulent hos NORDJYSKE Medier til at beregne pris og besparelse på din pakke.

...
Få det sort på hvidt eller i 4 farver
Du bestemmer selv, hvor mange farver, og hvad du vil bruge dem til. Den hvide baggrund er standard, så du får reelt
udbytte af farverne. De står tydeligere i Folk&Fag, end på gammeldags telefonbøgers gule fagsider ..."

Som indstik i brochuren var et bilag, som også havde været anvendt som annonce. I bilaget (annoncen) blev "Folk&Fag" bakket op i form af udtalelser fra borgmester Henning G. Jensen, formand for Aalborg City Forening, Nils Andersen, Dolan Sund Nielsen fra Aalborg Erhvervsråd og Erik B. Hansen fra Aalborg Industri og Handelskammer. Udtalelserne var ledsaget af fotos af de pågældende.

I Nordjyske Tidende den 26. august 2003 havde Nordjyske Medier en tilsvarende annonce for det nye Folk&Fag, nu for Frederikshavn, med følgende portrætterede anbefalere:

Borgmester Erik Sørensen, handelschef Carsten Thomasen, turistchef Pauli Jørgensen og erhvervsdirektør Jørgen Ove Jensen.

I bunden af annoncen var trykt følgende med småt:

Typisk Nordjysk: Hos NORDJYSKE Medier hjælper vi dig med det rette mediamix, så du opnår den ønskede dækning og frekvens i netop din målgruppe. 9 ud 10 nordjyder bruger ét eller flere af vores medier hver uge. Dagbladet NORDJYSKE Stiftstidende,
tá selv avisen 10minutter, 11 lokale ugeaviser, TvDanmark 2 Nordjylland, ANR Radioerne i Aalborg, Hobro, Hjørring og Frederikshavn samt portalen www.nordjyske.dk og en række andre netaktiviteter."

Standardopsigelser mv

I og omkring april 2003, som er den måned, hvor TDC Forlag har deadline for optagelse i "Telefonnøglen" for Aalborg-området, modtog TDC Forlag opsigelser af TDC Forlags annoncekontrakter med 245 erhvervskunder fra Aalborg-området. Opsigelserne var produceret af Nordjyske Medier og havde følgende, enslydende tekst før underskrift og tilføjelse af oplysninger fra den enkelte erhvervskunde:


"Telefonnøglen
For Aalborg, Nørresundby og omegn, Søren Frichs Vej 40 G, 8230 Åbyhøj
den / 2003

Opsigelse af annoncekontrakt.

Undertegnede opsiger hermed den p.t. gældende annoncekontrakt vedrørende annoncering i Telefonnøglen, Aalborg.

For god ordens skyld vil vi bede Dem bekræfte modtagelsen af denne opsigelse.

Opsigelsen vedrører:
Firmanavn _
Adresse _
Postnr. og by _
Telefon _

Med venlig hilsen
"

Nogle af opsigelserne var stilet til TDC Forlag A/S, Rødovrevej 241, 2610 Rødovre. Der er ikke fremlagt eksempler på de kuverter, som opsigelsesbrevene var fremsendt i.

I skrivelse af 9. juli 2003 rettede TDC Forlags advokat henvendelse til direktionen i Nordjyske Medier bl.a. med anmodning om øjeblikkeligt ophør med urigtig, vildledende eller misrekommanderende omtale af TDC Forlag og brug af standardbreve angående opsigelse af annoncekontrakter i "Telefonnøglen", idet advokaten, der tog forbehold om at indlede retsforfølgning, gjorde gældende, at Nordjyske Medier overtrådte markedsføringslovens §§ 1, 2 og 2a samt varemærkelovens § 4.

Af Nordjyske Mediers advokats svarskrivelse af 14. juli 2003 fremgik bl.a., at Nordjyske Medier,

"... under kontakten med potentielle annoncører [gentagne gange] konstaterede ... at de pågældende kunder havde meget svært ved at gennemskue de indgåede kontrakter med Deres klient, og det var stort set umuligt for kunderne at få oplyst til hvilken adresse opsigelsen i givet fald skulle stiles samt hvilke opsigelsesvarsler, der var gældende for den enkelte annoncør. På baggrund heraf har flere annoncører bedt min klient om at forestå opsigelsen ... Dette er en helt sædvanlig praksis i f.eks.
bank- og forsikringsverdenen og kan på ingen måde indebære en overtrædelse af reglerne i Markedsføingsloven.

...
... må jeg ... tage afstand fra, at de anvendte udsagn på nogen måde indebærer en overtrædelse af markedsføringsloven.
...
Sammenfattende er det min opfattelse, at der i de fremhævede eksempler ikke er begået nogen former for retsstridig adfærd fra min klients side.
..."

I august 2003 (dog i enkelte tilfælde umiddelbart i starten af september) modtog TDC Forlag 237 standardopsigelser vedrørende "Telefonnøglen" for Frederikshavn med samme tekst og opsætning som for Aalborgs vedkommende.
Deadline for optagelse i "Telefonnøglen" for Frederikshavn er udgangen af august måned. Der er fremlagt en del af de anvendte kuverter, der foreligger med visse varia-
tioner.

Nordjyske Medier introducerede efter det oplyste Folk&Fag" i 8-9 distrikter, herunder Hobro og Hjørring, for hvilke to distrikter der er fremlagt et eksempel på anvendelse af standardopsigelser, svarende til de i Aalborg og Frederikshavn benyttede.


Af TDC's generelle leveringsbetingelser fremgår bl.a., at en tegnet annoncekontrakt er etårig, men at den fortsætter og overføres uforandret, med mindre den opsiges skriftligt eller ændres. Under pkt. 4, "Priser og frist for ændringer" fremgår bl.a.:

"Prisen for annoncering i førstkommende udgave/version af kataloget fremgår af annoncekontrakten/ordrebekræftelsens forside. ... Priser for annoncering i den efterfølgende udgave/version af trykte kataloger ... kan findes på ... Meddelelse
om rettelse, ændring eller opsigelse skal indleveres skriftligt inden udløbet af tidsfristen, der er annonceret i de respektive kataloger. ...
...
9. Opsigelse.
Opsigelse af nærværende aftale skal ske skriftligt pr. brev eller fax til TDC Forlag A/S. Opsigelsen skal være underskrevet af kunden og være TDC Forlag A/S i hænde inden udløbet af sidste frist for ændringer, jf. pkt. 4. ..."

På et fremlagt oprettelsesblad for "Telefonnøglen" er den adresse, som den annonceoprettende kunde skal rette hen-
vendelse til, Søren Frichs vej 40 G, 8230 Åbyhøj. Af et informationsbrev til Danmarks Sportsfiskerforbund om "Te-
lefonnøglen" er adressen Slet Parkvej 7, 8310 Tranbjerg J. Prislisten for "Telefonnøglen" 2004/2005, Aalborg, har
ændrede telefon- og telefaxnumre i forhold til prislisten for året før. Tilsvarende for prislisten for Frederikshavn 2005 i forhold til 2004.

Af et internt statistikbilag fra TDC Forlag fremgår for ugerne 14 ­ 18 (april) og 32 ­ 35 (august), at svarprocenten på de indkomne opkald har været på mellem 96 og 99 %.

Efter sagens anlæg den 28. august 2003 rettede direktør Poul Sørensen, Nordjyske Medier, i en skrivelse af 30. september 2003 henvendelse til adm. direktør Christian Lanng Nielsen, TDC Forlag.

Af brevet fremgik, at direktion og salgsledelse havde haft et møde den 27. september 2003 med selskabets advokat, hvor det var besluttet "at efterkomme samtlige de forhold, der er omtalt i stævningens påstand 1 ­ 2." Nordjyske Medier kunne anerkende, at udsagnene i påstand 1 og brug af de foreliggende opsigelsesbreve "samlet set kan anses for en overtrædelse af markedsføringsloven". Af brevet fremgik endvidere bl.a.:

"Vi besluttede derfor allerede under mødet:

1. at tilbagekalde og ændre den planlagte annonce, svarende til bilag 8, i lokalsektionen for Hjørring i Nordjyske Stiftstidende
og Vendelbo Posten i Hjørring i weekenden 27.-28. september 2003. Dette blev gennemført umiddelbart efter mødet.

2. At tilbagekalde og ændre brochuren som vist i bilag 10. Vi har derfor destrueret 3.000 eksemplarer af brochuren beregnet til omdeling i Hjørring, og fjernet brochuren fra vores hjemmeside ...

3. at stoppe brugen af opsigelsesbrevene.

4. at indkalde samtlige vore sælgere til et morgenmøde 29. september 2003. På mødet orienterede vi om disse forhold, ligesom vi indskærpede markedsføringslovens regler overfor dem. I den forbindelse har samtlige vore sælgere fået udleveret en skriftlig
instruks om den fremtidige markedsføring af Folk&Fag.

Som tidligere oplyst, blev udtalelsen om, at Telefonnøglen fremover muligvis ikke vil udkomme i lokalområdet, at der vil ske forringelser af Telefonnøglens indhold og at annoncørerne bør undlade at tegne annoncer i Telefonnøglen, øjeblikkeligt stoppet
straks efter, at TDC Forlag A/S gjorde opmærksom på disse udtalelser. De nævnte udtalelser er efter vore oplysninger fremsat af én medarbejder hos et eksternt telemarketingsselskab. Denne medarbejder er ikke længere ansat og vi benytter os ikke længere dette selskabs ydelser.

Nordjyske Medier A/S tager selvsagt afstand fra at anvende sådanne udtalelser, og vi er således indstillede på at afgive en erklæring om, at sådanne udtalelser ikke vil blive fremsat af vore sælgere, ligesom vi antager, at TDC Forlag instruerer egne sælgere om at afholde sig fra at anvende lig nende udtalelser om Folk&Fag. ..Med skrivelse af 31. oktober 2003 fra Nordjyske Mediers advokat tilbød Nordjyske Medier under henvisning til skrivelsen af 30. september 2003 retssagen forligt på vilkår, der var i overensstemmelse med Nordjyske Mediers erkendelse af at have overtrådt markedsføringsloven på de angivne måder og i øvrigt bl.a. på vilkår, at Nordjyske Medier til fuld og endelig afgørelse af retssagen betalte 150.000 kr. i erstatning. Af skrivelsen fremgik afslutningsvis:

"Erstatningens størrelse er fastsat bl.a. under hensyn til, at TDC Forlag A/S' sælgere efter det oplyste har fremsat misrekom-
manderende udtalelser om Folk&Fag og at Nordjyske Medier A/S har stoppet den omhandlede markedsføring, dels efter Deres klients påkrav og dels efter sagsanlægget. Hertil kommer, at TDC Forlag A/S ikke har dokumenteret et konkret tab i anledning af de pågældende udsagn og opsigelsesbreve."

TDC Forlags erstatningsopgørelse

TDC Forlag har med henvisning til processkrift 1 af 25. juni 2004 opgjort sit tab således:

· TDC Forlags samlede annonceindtægter for Telefonnøglen for Aalborg 2002 var 15,2 mio. kr. fordelt på 6.161 annoncører, svarende til en gennemsnitlig annoncetegning på ca. 2.500 kr. pr. annoncør. For Telefonnøglen for Frederikshavn 2002 var de samlede annonceindtægter 3,7 mio. kr. fordelt på 1.225 annoncører, svarende til en gennemsnitlig annoncetegning på cirka 3.000 kr.

· Frafaldet af annoncører ved brug af standardopsigelsesblanketter i forbindelse med udgivelsen af nye udgaver af Telefonnøglen for Aalborg og Telefonnøglen for Frederikshavn har været henholdsvis 245 og 237.

· Nordjyske Mediers erkendte uretmæssige brug af standardopsigelsesbreve har således medført, at TDC Forlag har mistet annonceindtægter for 612.500 (245 x 2.500) kr. i Aalborg-området og 711.000 kr. (237 x 3.000) kr. i Frederikshavns-området, svarende til et direkte afsætningstab på i alt 1.323.500 kr. alene vedrørende 2003/2004-udgaverne af de to telefonbø-
ger.

· Kundeforhold som de pågældende fornys én gang årligt og består i gennemsnit i cirka 7 år, således at et afsætningstab i princippet skal ganges med 7. TDC Forlag vælger imidlertid kun at gange det årlige afsætningstab med 2, svarende til et afsætningstab på 2.647.000 kr.

· Hertil kommer TDC Forlags yderligere omkostninger i anledning af Nordjyske Mediers retsstridige markedsføring, herunder omkostninger til at forsøge at tilbagevise Nordjyske Mediers uretmæssige adfærd over for TDC Forlags eksisterende kunder. TDC Forlags omkostninger herved opgøres skønsmæssigt og forsigtigt til 200.000 kr.

· Desuden har Nordjyske Mediers markedsføring/misrekommandering forårsaget betydelige markedsforstyrrelser, f.eks. har en del af TDC Forlags annoncører troet, at "Telefonnøglen for Aalborg" ikke fremover ville udkomme eller udkomme i dårligere kvalitet end tidligere. TDC Forlags tab herved opgøres skønsmæssigt til 200.000 kr.

· Nordjyske Mediers overtrædelser af markedsføringsloven har medført et samlet tab for TDC Forlag på mindst 3.047.000 kr.

TDC Forlags revisor har den 25. juni 2004 afgivet erklæringer vedrørende TDC Forlags erstatningsopgørelse for henholdsvis Aalborg-området og Frederikshavn. I erklæringerne er foretaget nogle mindre korrektioner i forhold til opgørelsen.

TDC Forlag har i to bilag (bilag 26 og 27) for så vidt angår de annoncører, som TDC Forlag modtog standardopsigelsesbreve fra, sammenholdt sine faktiske annonceindtægter for året efter opsigelserne med indtægterne for det forudgående år. For Aalborg var omsætningen i 2003/2004 267.615 kr. og i 2002/2003 1.607.581 kr., svarende til en nedgang på 1.339.966 kr. For Frederikshavn var omsætningen i 2004 124.855 kr. og i 2003 918.340 kr., svarende til en nedgang på 793.485 kr. Den samlede omsætningsnedgang var 2.133.451 kr.


Nordjyske Medier har vedrørende Aalborg-området i et skema opgjort, at 13 af de 245 annoncører, der benyttede standard-opsigelser, ikke tegnede annonce i "Folk&Fag". 232 tegnede således annonce, og af disse var de 165 (69%) i forvejen annoncekunder hos Nordjyske Medier.

Vedrørende Frederikshavn-området har Nordjyske Medier opgjort, at 18 af de 237 opsigende annoncører ikke tegnede
annonce hos "Folk&Fag", mens 177 (80,1%) af resten, 219 annoncører, der tegnede annonce i Folk&Fag, var annoncekunder hos Nordjyske Medier i forvejen.

TDC Forlag bestrider ikke Nordjyske Mediers opgørelser.

TDC har fremlagt forslag til berigtigelsestekst (bilag
12).

Forklaringer

Brian Kruse Jacobsen har vedstået følgende uddrag af den forklaring, som han afgav under Sø- og Handelsrettens sag V 100-03, TDC Forlag mod Lokal Telefonbog for Lemvig-Thyborøn-Harboøre ApS, jf. dommen af 9. maj 2005, side 7-9.:

"... han er ansat i TDC [Forlag] hvor han har ansvaret for forlagets største kunder. TDC [Forlag] udgiver ca. 100 lokale og regionale telefonbøger samt [vidnet forklarer under nærværende sag: skal være "heraf"] 18 telefonnøgler som er opbygget ens.
Forlaget anvender 2-3 mio. kr. om året på markedsanalyser bl.a. for at optimere produkterne. Markedet for lokale telefonbøger er præget af hård konkurrence. Hovedaktørerne er TDC og ENIRO der bl.a. udgiver Mostrup Vejviser og Den Røde Lokalbog. Her-
udover er der 15-20 lokale konkurrenter.
...
TDC [Forlag] har oplevet standardopsigelser svarende til de i sagen forekommende andre steder, i Ålborg hvor Nordjyske Medier ... har benyttet sig af fremgangsmåden, og i et tilfælde på Fyn og i Silkeborg.
...
Det er helt almindeligt at der er en vis nedgang i TDC [Forlags] annonceomsætning når der kommer en lokal konkurrent på banen. Annoncørerne deler sig mellem den gamle og den nye [vidnet forklarer supplerende under nærværende sag: nogle vælger at være i begge bøger i en periode]. Nedgangen er normalt i småtingsafdelingen. Det er helt usædvanligt at der
fremkommer så mange opsigelser som i det foreliggende tilfælde, 288. Der er pr. år normalt en udskiftning på omkring 10% blandt annoncører på grund af forretningsophør.

Det er efter TDC [Forlags] opfattelse meget let for en annoncør at bringe annonceaftalen til ophør.

90% af omkostningerne ved produktion af en telefonbog eller ­nøgle er faste. Tabte annonceindtægter går direkte ned på bundlinien. Der er ikke sparede omkostninger af betydning ved at man ikke skal producere en annonce til en telefonbog. Ud over tabet af annonceindtægter har TDC [Forlag] haft ekstra omkostninger til salgsmedarbejdere der har taget
telefonisk kontakt med de opsigende kunder. TDC [Forlag] har formentlig haft samtaler med alle opsigende kunder. Vidnet ved ikke hvad de pågældende kunder har meddelt om deres opsigelse."

Der har også i de foreliggende tilfælde været taget kontakt til de opsigende annoncører i et forsøg på at få de pågældende tilbage som kunder og for at forsøge at opklare baggrunden for de mange opsigelser. På grund af deadline allerede ultimo april (Aalborg) henholdsvis ultimo august (Frederikshavn) måtte TDC Forlag af tidsmæssige årsager ringe i stedet for at opsøge annoncørerne og i øvrigt gøre brug af eksterne bureauer. TDC Forlag har på landsbasis 105 kørende konsulenter. Vidnet kender ikke tallene for Aalborg og Frederikshavn.

2005-udgaven af "Telefonnøglen" i Aalborg var den 85. udgave, mens Frederikshavn-bogen var den 79. udgave. Begge
"Telefonnøgler" var således stærkt indarbejdede, velkendte bøger. Udover Nordjyske Medier har TDC Forlag både i Aalborg og Frederikshavn navnlig konkurrence fra Mostrup.

Vedr. det første udsagn i påstand 1, der blev fremsat i annoncen, bilag 8, forklarede vidnet, at TDC Forlag ikke plejer særinteresser. TDC Forlag køber data hos alle teleselskaber, bortset fra Sonofon.

Vedr. det tredje udsagn om skrifttyper, som fremgår af Nordjyske Mediers direct mail, bilag 9, forklarede vid net, at skrifttypen er præmieret. Det er den samme, som British Telecom har brugt gennem flere år.

Når Nordjyske Medier taler om "gammeldags telefonbøger", det fjerde og femte udsagn, der fremgår af den som bilag 10 fremlagte brochure, føler TDC Forlag sig truffet på grund af den markedsposition, forlaget har, og den lange tid, man har været på markedet.

Effekten af disse ytringer er, at Nordjyske Medier sår tvivl om kvaliteten af et i øvrigt foretrukket medie.

Det var først efter de mange standardopsigelser i Aalborg, at TDC Forlag blev opmærksom på standardkuverterne. Da der kom standardopsigelser i Frederikshavn, var man således bedre forberedt og har kunnet gemme kuverter derfra.

Kravet om, at opsigelser af annoncekontrakter skal være underskrevet, er et værn mod konkurrent-chikane.

At der ses forskellige adresser, telefonnumre mv. i prislister, optagelsesblade mv., skyldes, at TDC Forlag bibeholder de eksisterende adresser og numre i en periode, når forlaget overtager en ny "Telefonnøgle". Al kommunikation videresendes og viderestilles. Ingen ringer forgæves. De opgjorte svarprocenter (bilag 19) gælder hele landet.

Det foreliggende forligsforslag har ikke været drøftet.

Der er af hensyn til TDC Forlags markedsposition behov for en berigtigelse udover TDC Forlags egne oplysninger til annoncørerne om, at de fremsatte udsagn ikke er rigtige.

Opgørelserne over de udeblevne annonceindtægter fra de frafaldne annoncører (bilag 26, Aalborg, bilag 27 Frede-
rikshavn) er korrekte, Tallene stammer fra TDC Forlags økonomisystem. Der er ingen sparede omkostninger. Udgif-
terne til driften af en telefonbog er faste.

Det er ikke muligt at sige præcist, hvor mange annoncører TDC Forlag mistede til "Folk&Fag" det første år. TDC Forlag havde ikke nogen nævneværdig omsætningsnedgang udover den, som fulgte af standardopsigelserne.

Jim Hammer, salgschef i Nordjyske Medier, har forklaret, at han blev ansat den 1. januar 2003. Det var ham, der skulle starte det nye område op. Beslutningen om det nye mediekoncept var blevet truffet af bestyrelsen i 2002.

Nordjyske Medier antog reklamebureauet Grey til at stå for markedsføringen af det nye koncept "Folk&Fag", der fik et anderledes layout og design. Udtrykket "gammeldags" stammer fra Grey.

Annoncen (bilag 8) var kampagnens startannonce, der fra ultimo februar/primo marts blev bragt dagligt i Nordjyske
Stiftstidende med et oplag på 70.000 og et større søndagsoplag, samt i Nordjyske Mediers 3 lokale ugeaviser med et oplag på 100.000.

Den som bilag 9 fremlagte direct mail blev sendt til 40-50 nystartede virksomheder. Oplysningerne om virksomhe-
derne fik Nordjyske Medier fra Købmandsstandens Oplysningsbureau.

Brochuren, bilag 10, var klar fra starten af kampagnen. Den var trykt i 10.000 eksemplarer.

Nordjyske Medier har 102 sælgere i Nordjylland. De er typisk placeret i byerne. Det var tanken at bruge de eksisterende konsulenter til de eksisterende kunder. Der blev til "Folk&Fag" i Aalborg gjort brug af 24 allerede ansatte konsulenter, og dertil 2 nyansatte. Disse 26 konsulenter startede den 1. marts 2003 med kundebesøg. Der blev foretaget over 2000 kundebesøg. Konsulenterne er fastlønnede. Der var morgenmøder hver dag. Konceptet blev meget positivt modtaget. Konsulenterne oplevede det som et generelt fænomen, at annoncørerne fandt det uoverskueligt at opsige deres annoncekontrakter med TDC Forlag, og konsulenterne blev derfor anmodet om at bistå annoncørerne.
Kunder gav udtryk for, at de ikke fik respons på deres henvendelser til TDC Forlag, når de kontaktede forlaget på den måde, som fremgik af "Telefonnøglen". Vidnet konstaterede selv, at oplysningerne på TDC Forlags hjemmeside var nogle andre end i "Telefonnøglen". Det blev på denne baggrund besluttet at hjælpe annoncørerne. Standardopsigelsesbrevet blev lavet af vidnet selv eller hans sekretær ultimo marts, og konsulenterne kunne så bruge det efter behov, dvs. når kunderne bad om denne bistand.

Der blev tegnet masser af annoncer i "Folk&Fag" uden brug af standardopsigelserne.

I august måned 2003 begyndte man i Frederikshavn.

Der blev ikke udleveret standardkuverter. Konsulenterne bragte de underskrevne opsigelser tilbage til kontoret, hvor de blev lagt kuverter med påtrykt adressat og afsendt. Der blev ikke anvendt stempel til kuverterne. De er produceret enkeltvis. Kuverter som dem, der blev benyttet i Frederikshavn, blev også benyttet i Aalborg. Det er i øvrigt helt sædvanligt, at Nordjyske Medier påtager sig praktiske ekspeditioner af forskellig art for sine kunder.

Standardopsigelsen har udover Aalborg og Frederikshavn også været anvendt i Hobro, hvor kampagnen startede i marts 2003. Opsigelsesbrevet stod den lokale områdechef for.

I Hjørring begyndte kampagnen først efter weekenden den 27. og 28. september. Det fremlagte eksemplar (bilag 23),
som er lavet af vidnet, blev givet til en kunde før kampagnens start. Vidnet har ikke set andre eksempler på standardopsigelser.

Nordjyske Mediers priser var lavere end TDC Forlags. Vilkårene for annoncetegning var anderledes. Annoncer tegnes for et år ad gangen, så salgsarbejdet starter forfra hvert år.

Nordjyske Medier tilbyder annoncering i flere medier og har en udbredt service overfor kunderne og optræder som disses forlængede arm.

Folk&Fag i Aalborg fik 1352 kunder i 2003 og 1820 i 2004. I alt 245 svarende til 18 % blev hjulpet med opsigelsen af deres TDC abonnement. Der er 4 udbydere på Aalborg-markedet. Der er ikke anvendt standardopsigelser overfor nogle af de andre.

Folk&Fag i Frederikshavn fik 572 kunder i 2003 og 636 i 2004. 237 (41 %) blev hjulpet med opsigelsen af deres TDC-abonnement.

Frederikshavn-området er meget lokalt præget, og der er kundebesøg næsten hver uge. Det er forklaringen på den højere procent i Frederikshavn. I Frederikshavn er TDC Forlag eneste konkurrent.

Gitte Jensen har forklaret, at hun blev ansat som mediekonsulent pr. 1. maj 2003, hvor annoncesalget for Aalborg-området var ved at være slut. Hun opsøgte kunder og præsenterede "Folk&Fag" som et alternativ til "Telefonnøglen". Hun oplyste, at der var opbakning fra kommunen og erhvervslivet. Flere annoncører havde fået brev fra TDC Forlag om automatisk fornyelse af kontrakten og var utilfredse og klar til at skifte til "Folk&Fag". Folk kendte Nordjyske Medier i forvejen.

Standardopsigelserne blev brugt, men det var ikke dem, der solgte. Vidnet har brugt måske 5 opsigelsesskrivelser i Aalborg og ca. 40 i Frederikshavn. De blev overhovedet ikke brugt i Hjørring, der kom efter Frederikshavn. Alligevel blev Hjørring taget med storm. Hun besøgte 25 kunder om ugen. Standardopsigelserne kom typisk på tale på den måde, at kunden gav udtryk for, at han ikke kunne tegne annoncer to steder, hvortil vidnet sagde, at det jo så var nødvendigt at opsige aftalen med TDC Forlag. Hertil gav kunden udtryk for, at det var besværligt, og vidnet tilbød herefter sin hjælp. Hun faxede opsigelserne selv til TDC Forlag eller afleverede dem på kontoret, hvorfra hun regnede med, at de blev faxet. Hun har ikke set konvolutter før forevisningen af et eksemplar i retten.

Konsulenterne oppebærer fast løn med tillæg af en gruppebonus.

Carsten Thomasen, tidligere handelschef i Frederikshavn, har forklaret, at handelsstandsforeningen i Frederikshavn
overvejede at lave en telefonbog selv, som Sæby Handelsstandsforening havde gjort med succes, men valgte at bakke op om "Folk&Fag", der havde et nyt koncept i forhold til "Telefonnøglen", som handelsstandsforeningens medlemmer ikke var tilfredse med.

Nils Andersen, formand gennem 15 år for Aalborg City Forening, har forklaret, at han har drevet Botex Tekstilcen-
ter i 33 år.

Baggrunden for City Foreningens støtte til "Folk&Fag" var, at der var tale om et godt initiativ, der kunne skabe arbejdspladser i det nordjyske. Virksomhederne havde glæde af samarbejdet med Nordjyske Mediers konsulenter, der hyppigt kom i butikkerne. Der var desuden utilfredshed med "Telefonnøglen". Det var meget tungt at arbejde med TDC Forlag. Der var bl.a. problemer med korrekturen.

Vidnet blev kontaktet af den annoncekonsulent fra Nordjyske Medier, som han plejede at have kontakt med, om an-
noncetegning til "Folk&Fag". Den pågældende kommer i butikken hver 8.-14. dag. Vidnet underskrev en standardop-

sigelse efter en drøftelse med konsulenten om, hvordan en opsigelse nemmest blev effektueret. Det er samme frem-
gangsmåde, som assurandøren benyttede, da han skulle skifte forsikringsselskab.

Procedure

TDC Forlag har anført, at Nordjyske Medier utvivlsomt har overtrådt markedsføringsloven ved at fremsætte de udsagn, der fremgår af påstand 1 - også selvom udsagnene måtte være sande - samt ved at gøre brug af standardopsigelsesbreve, jf. påstand 2. Nordjyske Medier har da også taget bekræftende til genmæle overfor påstand 1 ­ 3. Det er i det hele uden betydning, om TDC Forlags konsulenter har udtalt sig negativt om Nordjyske Medier, hvilket i øvrigt bestrides.

Til støtte for erstatningspåstanden (påstand 5) henvises til opgørelsen af erstatningen i processkrift 1, der hviler på en beregning af den gennemsnitlige annoncepris ganget med antallet af standardopsigelser, tillagt diverse poster. Denne opgørelse er i alt væsentlig bekræftet af de to revisorerklæringer.

Der henvises endvidere til de to fremlagte, specificerede opgørelser, bilag 26 og 27, vedrørende indtægtsnedgangen for det første år for de kunder, der indgav standardopsigelser, hvilket var 2.133.451 kr. for de to distrikter til sammen. Tallet, der blev bekræftet af Brian Kruse Jacobsen, fremkommer som udtrukket af TDC Forlags økonomisystem og kan lægges til grund. Rigtigheden af opgørelserne er ikke bestridt under sagens forberedelse.

Timingen af standardopsigelserne var, set med Nordjyske Mediers øjne, perfekt. Opsigelserne blev for begge distrikter indgivet i den måned, hvor der var deadline for annoncer i "Telefonnøglen", hvilket efterlod TDC Forlag i en særdeles vanskelig situation, når man skulle forsøge at få kunderne tilbage.

Det bestrides, at de pågældende annoncører i noget nævneværdigt omfang var faldet fra som kunder hos TDC Forlag uden standardopsigelserne. Det velkendte og indarbejdede produkt "Telefonnøglen" fravælges ikke uden videre, bare fordi der introduceres et nyt, lokalt produkt. Typisk vil der være en velvilje i forhold til det nye initiativ, som derved opnår støtte ved siden af det eksisterende produkt. Muligvis reduceres der lidt på annoncerne i "Telefonnøglen", men den mulighed var ikke til stede i de tilfælde, hvor der blev afsendt standardopsigelser. Tilsvarende blev muligheden for at tænke over beslutningen en ekstra gang udelukket, ligesom der ikke var mulighed for, at annoncøren evt. skulle glemme at opsige. 

Antallet af nytegnende annoncører hos "Folk&Fag" er uden betydning for erstatningsspørgsmålet, hvor størrelsen af TDC Forlags mistede annonceindtægter er afgørende.

Brugen af standardopsigelser havde en markant effekt, hvilket vel også var meningen. De 245 opsigelser i Aalborg-området er måske nok en mindre procentdel, men med stor økonomisk effekt. I Frederikshavn var procenten betydelig. Antallet af opsigelser må betegnes som omfattende og anvendelsen af dem systematisk.

Denne form for markedsføring må anses for særdeles grov. TDC Forlags advokat påtalte i juli 2003 Nordjyske Mediers brug af standardopsigelser i Aalborg i april - lige op til TDC Forlags deadline. Nordjyske Mediers advokat svarede "rend og hop", og samme fremgangsmåde blev herefter benyttet i Frederikshavn. Timingen i denne sag var betydeligt mere effektiv end i Sø- og Handelsretssagen V 100-03 (TDC Forlag ­ Lokal Telefonbog for Lemvig-Harboøre, dom af 9. maj 2005).

Den anførte omsætningsnedgang på ca. 2,1 mio. kr. vedrørte alene det første år. Det er ubetænkeligt at antage, at effekten var nogenlunde uændret for år 2. Når en annoncekontrakt først er opsagt, skal der en del til, før annoncøren vender tilbage. Hvis det antages, at hver 2. annoncør vendte tilbage i år 2, vil annonceindtægtstabet for TDC Forlag være over det påstævnte beløb.

TDC Forlag har endvidere lidt et tab som følge af de misrekommanderende udsagn, der for fleres vedkommende var egnet til at tegne et billede af TDC Forlag som en "tung klods", hvor det må tages i betragtning, at TDC har en fortid som statsforetagende. Udbredelsen af udsagnene var meget markant. Nogle af udsagnene var indrykket dagligt i Aalborg Stiftstidende i måske 2 måneder og i et tilsvarende tidsrum i 3 lokalaviser med et oplag på 100.000. Hertil kommer 10.000 brochurer samt et antal direct mails.

Med hensyn til spørgsmålet om berigtigelse, påstand 4, jf. markedsføringslovens § 13, stk. 1, nr. 2, bemærkes, at der pga. Nordjyske Mediers meget stærke markedsposition i Nordjylland er et større behov for berigtigelse i nærværende sag end i Sø- og Handelsretssagen V 100-03. Der er i denne sag ganske vist færre udsagn end i sagen V 100-03, men udbredelsen af udsagnene har været langt mere omfattende. Tidsfaktoren bør ikke være afgørende. Pga. af ekspeditionstiden for sager af denne karakter ved Sø- og Handelsretten, vil berigtigelse i så fald aldrig komme på tale. Den eneste fremadrettede sanktion som følge af
Nordjyske Mediers retsstridige adfærd er en berigtigelse, der stadig er aktuel, da Nordjyske Medier ikke har foretaget sig noget for at genoprette skaden. Berigtigelse bør ske ved brug af den tekst, der fremgår af bilag 12, subsidiært teksten med undtagelse af de to sidste linier, mere subsidiært 1. halvdel af teksten som præciseret under domsforhandlingen.

Til støtte for bødepåstanden, påstand 6, bemærkes, at antallet af standardopsigelser er betydeligt større, end det var tilfældet i den nævnte sag fra Sø- og Handelsretten, V 100-03. Hertil kommer, at Nordjyske Medier fortsatte den retsstridige fremfærd i august i Frederikshavn, efter at TDC Forlag havde påtalt forholdet i Aalborg i april. Først da markedsføringskampagnen og annoncetegningen var afsluttet, greb Nordjyske Medier ind. Nordjyske Medier har mht. de misrekommanderende udsagn overtrådt markedsføringslovens § 2, stk. 2, og for så vidt angår standardopsigelserne § 2, stk. 3.

Nordjyske Medier har vedrørende erstatningsspørgsmålet anført, at standardopsigelserne ikke var afgørende for den omstændighed, at de henholdsvis 245 og 237 annoncører afbrød samarbejdet med TDC Forlag og skiftede til Nordjyske Medier.

Nordjyske Medier har en solid base i Nordjylland med kendskab til de nordjyske virksomheder, der før "Folk&Fag" i forvejen var annoncekunder hos Nordjyske Medier. Det var den base, som man ønskede at udnytte, og annoncesalget skete da også primært til de virksomheder, som i forvejen var kunder, hvilket ubestridt var tilfældet mht. 361 af de 482 annoncører, der benyttede standardopsigelser. Nordjyske Medier havde ganske uafhængigt af standardopsigelserne på denne måde en konkurrencemæs-
sig fordel, ligesom "Folk&Fag" havde en væsentlig lokal opbakning, som i sammenhæng med en betydelig utilfredshed
med "Telefonnøglen" havde stor betydning for annoncørskiftet. Hertil kom den betragtelige markedsførings- og salgsindsats med brug af 26 konsulenter, at annoncørerne fik andre annoncer med i købet, og at Nordjyske Mediers priser var lavere end TDC Forlags. TDC Forlag ydede ikke samme indsats - man regnede med, at annoncørerne blot fortsatte. Der er ikke holdepunkter i bevisførelsen for, at Nordjyske Medier foretog en bevidst timing i forhold til TDC Forlags deadlines i april og august.

Nordjyske Mediers retsstridige udsagn var enkeltstående og udgjorde hver for sig blot en mindre del af en brochure, en annonce eller andet markedsføringsmateriale. Der har ikke været tale om en smædekampagne, og udsagnenes grovhed har ligget betydeligt under niveauet i Sø- og Handelsrettens sag V 100-03. Opsigelsesbrevene var ikke en del af det oprindelige markedsføringsmateriale, og de blev ikke benyttet aktivt, men kun hvor kunderne havde behov for dem og efterspurgte dem. Anvendelsesmåden kan derfor ikke sammenlignes med anvendelsen i sagen UfR 2002.445 V. Anvendelsen var ikke systematisk, hvilket afspejler sig i procenterne: 18 % af Aalborg-annoncørerne i "Folk&Fag" og 43 % af Frederikshavn-annoncørerne havde anvendt standardopsigelser, hvilket samlet svarer til, at ¼ af den nye annoncører havde fået hjælp til opsigelserne.

Der kan ikke kræves erstatning for mere end 1 års frafald. TDC Forlag kan ikke påregne, at annoncørerne er kunder mere end 1 år, når der kommer en ny udbyder på markedet. Den beløbsmæssige opgørelse er i det hele forbundet med usikkerhed, hvilket også fremgår af revisorerklæringerne. TDC Forlags egen opgørelse er ikke dokumenteret. Der er ikke taget højde for det løbende frafald, som må påregnes. Der er heller ikke taget højde for besparelsen i omkostningerne. Det erkendes dog, at der i
betydelig grad er tale om faste omkostninger. Der er således ikke godtgjort noget tab ud over det tab på 150.000 kr., som Nordjyske Medier kan anerkende.

En berigtigelse, jf. markedsføringslovens § 13, er ikke nødvendig og pga. den medgåede tid og udsagnenes karakter samtidig ikke en proportional reaktion i anledning af de fremsatte udsagn. Der er ikke tale om ulovlig prissammenligning. En berigtigelse er i det foreliggende tilfælde ikke et egnet instrument til at genoprette status quo. I EDC-sagen (Sø- og Handelsrettens dom af 6. juni 2000 i V 23-99) var der tale om mudderkastning med langsigtede virkninger.

Der er ikke grundlag for bødestraf. Nordjyske Medier greb resolut ind efter mødet den 30. september 2003 med virksomhedens advokat. Parterne er erhvervsdrivende, og behovet for bødestraf er ikke det samme som i forbrugerforhold, hvor der efter praksis kan blive tale om betragtelige bødestraffe. Udsagnene var af mindre grov karakter, hvilket ligeledes spiller ind.

Rettens bemærkninger

Påstand 1 - 3

Nordjyske Medier har taget bekræftende til genmæle overfor TDC Forlags påstande, der herefter tages til følge som nedenfor anført.

Påstand 4

Det findes efter en samlet vurdering af karakteren af de retsstridige udsagn sammenholdt med den siden udsagnenes
fremsættelse forløbne tid ikke nødvendigt at meddele Nordjyske Medier påbud efter markedsføringslovens § 13, stk. 1, om berigtigelse af udsagnene, hvis fremsættelse sanktioneres ved erstatning (påstand 5) og bøde (påstand 6).

Påstand 5

Det er ubestridt, at Nordjyske Mediers retsstridige adfærd såvel med hensyn til fremsættelsen af misrekommanderende udsagn som med hensyn til anvendelsen af standardiserede opsigelsesbreve har været ansvarspådragende for Nordjyske Medier og tabsforvoldende for TDC Forlag. Denne retsstridige adfærd, som Nordjyske Medier udviste i forbindelse med en massiv introduktionskampagne for "Folk&Fag", var således egnet til på utilbørlig måde at fremme Nordjyske Mediers annoncesalg til "Folk&Fag" på bekostning af TDC Forlags annoncesalg til "Telefonnøglen". Ikke mindst Nordjyske Mediers brug af de standardi-
serede opsigelsesbreve i kampagner i to distrikter må antages at have medført et ikke ubetydeligt direkte tab for TDC Forlag, der modtog opsigelsesbrevene umiddelbart op til "Telefonnøglens" deadlines henholdsvis ultimo april og ultimo august 2003.

Ved fastsættelsen af størrelsen af den erstatning, der herefter tilkommer TDC Forlag, har retten på den ene side taget TDC Forlags tabsopgørelse samt opgørelserne over umiddelbart mistede annonceindtægter (bilag 26 og 27) i betragtning, og på den anden side den omstændighed, at den massive introduktion af "Folk&Fag", der efter det foreliggende utvivlsomt var omgærdet af en betydelig lokal goodwill og derfor under alle omstændigheder må antages at ville have fået et ikke uvæsentligt antal annoncører, i hvert fald i en periode også uden tilstedeværelsen af standardiserede opsigelsesbreve ville have påvirket "Te-
lefonnøglens" annoncevolumen. Erstatningen, hvori også skal indgå skønsmæssige beløb i anledning af den af Nordjyske Medier forvoldte markedsforstyrrelse samt som kompensation for TDC Forlags udgifter til at afbøde skadevirkningerne af Nordjyske Mediers retsstridige fremgangsmåder, findes herefter passende at kunne bestemmes til 1.000.000 kr.


Påstand 6

Nordjyske Mediers i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 2 og 3, benyttede fremgangsmåder har haft ikke ubetydelige skadevirkninger for TDC Forlag. Det må anses for en skærpende omstændighed, at Nordjyske Medier på trods af TDC Forlags indsigelser i juli 2003 efter kampagnen i Aalborg i april 2003 fortsatte med at gøre brug af standardopsigelser under kampagnen i Frederikshavn i august 2003. Nordjyske Medier bør under disse omstændigheder i medfør af markedsføringslovens § 22, stk. 3, 2. pkt., straffes med en bøde på 75.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t:

1. Det forbydes Nordjyske Medier A/S at gøre markedsføringsmæssig brug af følgende udsagn i forbindelse med an-
noncetegning i og markedsføring af telefonbøger:

· " Vi plejer ikke noget teleselskabs særinteresser. Derfor kan vi koncentrere os helt og holdent om at udgive en telefonbog, der er tilpasset nordjyske brugere og annoncører"

· "Aalborg kommune bakker op omkring Folk&Fag ­ ikke Telefonnøglen"


· "Navne og gaderegister laves med større og mere læsevenlig skrifttype end Telefonnøglen"

· "I gammeldags telefonbøger koster den hvide baggrund en merpris"

· "Den hvide baggrund er standard, så du får reelt udbytte af farverne. De står tydeligere i Folk&Fag, end på gammeldags telefonbøgers gule fagsider"

2. Det forbydes Nordjyske Medier A/S at gøre brug af standardopsigelsesbreve som det, der er fremlagt som bi-
lag 11 i forbindelse med tegning af annoncer i telefonbøger.

3. Nordjyske Medier A/S skal anerkende at have overtrådt markedsføringslovens §§ 1,2 og/eller 2a ved at have gjort markedsføringsmæssig brug af udsagnene i påstand 1 og ved at have anvendt standardopsigelsesbreve som det, der er
fremlagt som bilag 11.

4. Nordjyske Medier A/S frifindes for TDC Forlag A/S' påstand 4 om berigtigelse af udsagnene i påstand 1.

5. Nordjyske Medier A/S skal inden 14 dage til TDC Forlag A/S betale 1.000.000 kr. med procesrente fra den 28. au-
gust 2003.

6. Nordjyske Medier A/S straffes med en bøde på 75.000 kr.

Inden 14 dage betaler Nordjyske Medier A/S 80.000 kr. (heraf 26.860 kr. til dækning af retsafgift) i sagsomkostninger til TDC Forlag A/S.

Claus Forum Petersen

Uffe Thustrup

Hans Havsager

(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den


Arbejdsskader – skade på medarbejderens ejendele

Hvad er dine forpligtelser som arbejdsgiver, når der forvoldes skade på en medarbejders personlige ejendele ...»

Opsigelse af gravid eller medarbejder på barsel

Der er en udbredt misforståelse på det danske arbejdsmarked om, at du som arbejdsgiver ikke må opsige ...»

Ejerleder

En ejerleder er en ejer af en virksomhed som samtidig er lederen i virksomheden - typisk som administrerende ...»

Earn-out

Earn-out kan bruges som betaling af en del af købesummen i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse. ...»

Monopol - Kastrup Strandpark

Den mellem Tårnby Kommune og Hellers Yachtværft ApS aftalte leje i 2004 vedrørende lejemålet Kastrup »

Reklamemateriale omdelt af Post Danmark

Dommen fastslår,

at "Med Rundt" eller tilsvarende »

Vi er medlemmer af