Advokater-Troels

Navneret - Amager Lagerhotel

Resumé

Sagsøgers brug af navnet Amagerlagerhotel.dk for virksomhed med udlejning af lagerlokaler er til hinder for sagsøgtes registrering af binavnet Amager Lagerhotel ApS for en virksomhed, der ligeledes udlejede lagerlokaler.

Den 14. november 2008 blev af retten i sagen 


V10107

Blokhus DK ApS
(Advokat Erling KraghPedersen
v/advokat Tommy Olesen)
mod
Amager Lagerhaller ApS
(Advokat Henrik Nehammer)

Indledning og påstande
Ved denne dom tages der navnlig stilling til, om Amager Lagerhaller ApS (i det følgende Amager Lagerhaller) er uberettiget til at anvende navnet "Amager Lagerhotel ApS" samt variationer deraf, idet Blokhus DK ApS tillige anvender navnet "Amagerlagerhotel.dk".  


Blokhus DK ApS (i det følgende Blokhus) har nedlagt påstand om,

1. Amager Lagerhaller skal anerkende, at selskabet har været og fortsat er uberettiget til at anvende navnet "Amager Lagerhotel ApS" samt variationer heraf.
2. Amager Lagerhaller tilpligtes i Erhvervs og Selskabsstyrelsen at slette navnet "Amager Lagerhotel ApS" som registreret binavn.
3. Amager Lagerhaller skal betale Blokhus 20.000 kr.

Amager Lagerhaller har nedlagt endelig påstand om frifindelse.

Sagsfremstilling
Blokhus blev stiftet den 10. oktober 2001 og drev de første år virksomhed med
opkøb af erhvervsejendomme. I 2004 eller 2005 blev Jan Kjær medejer af Blokhus,
der indtil da havde været ejet af René Sørensen og Christian Abildgaard. Jan Kjær er
også medejer af byggefirmaet Kjær & Lassen A/S, der driver virksomhed fra
ejendommen Kirstinehøj 67. Medio 2006 blev indehaverne enige om, at Blokhus
skulle drive lagerhotel fra adressen Kirstinehøj 52, Kastrup. Selskabet begyndte
udlejning af lagerrum fra 1. juli 2008 under navnet "Amagerlagerhotel.dk".
Lagerrummene er på 60 m² og udlejes til private og erhverv på kortvarige og
langvarige kontrakter.
Kim Siestø Holding ApS købte i februarmarts 2005 ejendommen Kirstinehøj
1. Amager Lagerhaller blev erhvervet den 12. januar 2006, og samme dag indtrådte
Kim Siestø i direktionen. Amager Lagerhaller begyndte i august 2006 udlejning af
lagerrum fra ejendommen Kirstinehøj 1. Selskabet begyndte i august 2006 med at
annoncere med udlejning. Udlejningsaktiviteten er senere flyttet til adressen
Kirstinehøj 54, der naboejendom til Kirstinehøj 52. Lagerrummene er af varierende
størrelse og udlejes til erhvervsdrivende.
Den 15. juni 2006 fik René Sørensen navnet "Amagerlagerhotel.dk" registreret
hos DK Hostmaster A/S.
Den 9. maj 2007 opsatte Blokhus en pylon med navnet "Amagerlagerhotel.dk"
på Kirstinehøj 52. Pylonen er lavet af A'sign Skilte og Reklame.
Den 15. maj 2007 rettede Amager Lagerhallers advokat henvendelse til
Blokhus med anmodning om, at selskabet ophørte med at anvende navnet


- 3 -

"Amagerlagerhotel.dk", idet navnet var forveksleligt med navnet "Amager
Lagerhaller".
Amager Lagerhaller lod den 12. juni 2007 navnet "Amager Lagerhotel ApS"
registrere som binavn i Erhvervs og Selskabsstyrelsen.
Ved brev af 9. august 2007 til Erhvervs og Selskabsstyrelsen gjorde Amager
Lagerhallers advokat indsigelse imod, at styrelsen havde registreret
"Amagerlagerhotel.dk" som binavn for Blokhus.
I et brev af 20. september 2007 rettede sagsøgers advokat henvendelse til
sagsøgtes advokat med anmodning om, at Amager Lagerhaller slettede nævnte
binavn hos Erhvervs og Selskabsstyrelsen og i øvrigt ophørte med at bruge navnet.
Hjemmesiden for Amagerlagerhotel.dk blev aktiv omkring julen 2007.

Forklaringer
Jan Kjær har forklaret, at han er direktør i byggefirmaet Kjær & Lassen og medejer i
Blokhus. Kjær & Lassen har stået for byggeriet på Kirstinehøj 52 og for opsætningen
af en pylon. Selskabet tilbyder både kort og langvarig udleje af lagerrum på 60 m²
til private og mindre erhvervsvirksomheder. Udlejningsarealet er i alt 1000 m².
Amager Lagerhaller har større lokaler til udlejning, og udlejning sker derfor typisk
til erhverv. Navnet Amagerlagerhotel.dk er valgt for at signalere, beliggenhed og
formål. Selskabet overtog grunden Kirstinehøj 52 for 2½ 3 år. Kirstinehøj er et
nyudlagt erhvervsområde med gode tilkørselsforhold. Forinden driften blev
iværksat, havde selskabet annonceret i lokalaviser i Dragør og på Amager og opsat
en pylon. Selskabet anvender navnet Amagerlagerhotel.dk., herunder i annoncer.
Pylonen er den primære markedsføring i Kirstinehøjområdet. Derudover har
selskabet kontinuerligt annonceret i Amagerbladet og Den Blå Avis. I annoncerne er
domænenavnet skrevet med stort, og der er en beskrivelse af lokalernes
beliggenhed, størrelse og pris.
Han kender Kim Siestø, da de bor i samme område og færdes i de samme
kredse. Kjær & Lassen A/S flyttede til Kirstinehøj, kort forinden at Kim Siestø købte
en grund i området. Han havde på et tidligt tidspunkt i privat regi oplyst til Kim
Siestø, at han ville købe endnu en grund i området med henblik på at lave et
lagerhotel. Da Blokhus rettede henvendelse til kommunen for at købe grunden
Kirstinehøj 54, som man tidligere var blevet lovet, oplyste kommunen, at Kim Siestø


- 4 -

havde købt den. Kim Siestø begyndte derfor på nabogrunden 24 måneder, før
Blokhus gik i gang med at bygge. På Kim Siestøs pylon stod "Amager Lagerhaller".
Han talte med Gitte Malling, A'Sign Skilte & Reklame A/S, der fortalte, at Kim
Siestø havde henvendt sig vedrørende opstilling af en pylon, der skulle være magen
til den, som Amagerlagerhotel.dk havde opsat. Han har aldrig set Amager
Lagerhaller bruge navnet Lagerhotel ud over som registreret binavn. Der har ikke
været forvekslingstilfælde. Der er to andre lagervirksomheder i området.

René Sørensen har forklaret, at idéen til at drive lagerhotel fra Kirstinehøj kom fra
Jan Kjær.
Han står for selskabets hjemmeside og er registreret som ejer af
domænenavnet. Domænenavnet tjener primært Blokhus, der også betaler for
navnet. Selskabet gjorde til at begynde med ikke så meget ud af markedsføring ud
over i erhvervsbladet for Amager. Da der ikke var nok interesserede, etablerede han
hjemmesiden og begyndte at annoncere i Den Blå Avis.

Christian Abildgaard har forklaret, at han er uddannet ejendomsmægler. Gitte
Malling har fortalt ham, at Kim Siestø, dagen efter at Blokhus havde opsat sin
pylon, rettede henvendelse til A'Sign Skilte & Reklame A/S og bestilte en pylon, der
skulle være magen til og med samme navn.

Kim Siestø har forklaret, at han er mureruddannet og begyndte selvstændig
virksomhed i 1991. Murerfirmaet havde brug for mere plads, hvorfor han købte
grunden Kirstinehøj 1 i februar marts 2005. Kirstinehøj er en cirkulær vej, hvor
numrene ikke ligger som på andre veje. Amager Lagerhaller ejer i dag ejendommen.
Da mange erhvervsvirksomheder mangler lagerplads, fik han idéen til udlejning,
som påbegyndtes i sommeren 2005.
Annoncerne i Amager Bladet og Dragør Nyt fra 1. august 2006 var indrykket,
fordi en af de første lejere havde opsagt lejemålet. Amager Lagerhaller havde
annonceret tidligere. Virksomheden annoncerer hver 14. dag i Amager Bladet og
Dragør Nyt, selvom der egentligt ikke er behov derfor, da der er venteliste på
rummene. Virksomhedens hjemmeside har fungeret siden sommeren 2006.


- 5 -

Hjemmesiden for Amagerlagerhaller.dk blev taget i brug foråret/sommeren 2006, i
forlængelse af at man registrerede navnet.

Virksomhedens kundekreds er delvist sammenfaldende med Blokhus'
kundekreds. Amager Lagerhaller har dog ingen privatkunder. Amager Lagerhallers
rum er større.
Virksomheden ansøgte kommunen om et ledigt grundstykke og fik i den
forbindelse tilladelse til at flytte skel på grunden Kirstinehøj nr. 54.
Han kender Gitte Malling, som har serviceret Amager Lagerhaller med skilte
etc. Amager Lagerhaller har aldrig bestilt den beskrevne pylon. Han har derimod
haft en samtale med Gitte Malling om, at Amager Lagerhaller gerne ville have sat et
stofbanner om byggeriet op. Han har ikke bebrejdet hende, at hun har lavet en
pylon for Blokhus. Da han så navnet på pylonen hos Blokhus, blev han forundret,
da navnet Amager Lagerhaller var indarbejdet. Han syntes, at Blokhus snyltede på
navnet. Han lod navnet "Amager Lagerhotel ApS" registrere for at sikre sig imod
udnyttelse. Han er ikke bekendt med, at der er sket forveksling med Blokhus'
virksomhed. Han har ingen aktuelle planer om at bruge navnet Amagerlagerhotel
men kan ikke udtale sig om det på længere sigt, ligesom han heller ikke kan
udelukke, at der på længere sigt bliver sat en pylon op.

Gitte Malling har forklaret, at hun er direktør for A'Sign Skilte & Reklame A/S.
Virksomheden har ligger på Kirstinehøj 65. A'Sign Skilte & Reklame A/S har opsat
en skiltepylon på Kirstinehøj 52. Ordren blev modtaget 19. april 2007.
Virksomheden arbejder jævnligt sammen med Blokhus. Hun kender også Kim
Siestø, som virksomheden også har lavet meget arbejde for. Kim Siestø kontaktede
hende på et tidspunkt om opsætning af en pylon. Hun husker ikke længere, hvad
der skulle stå på den, men der var i hvert fald et logo for Siestø's virksomheden.
Hun husker ikke præcist om Kim Siestø bad om at få lavet et logo med navnet
"Amager Lagerhotel" eller "Amager Lagerhaller". A'Sign Skilte & Reklame fik ikke
ordren. Hun kan ikke huske, om hun talte med Blokhus om dette, men det er
sandsynligt, da hun talte løbende med virksomheden.

Parternes argumenter


- 6 -

Blokhus har gjort gældende, at Amager Lagerhaller ApS har overtrådt
markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, § 5 om sammenlignende
reklame, § 18 om brug af andres forretningskendetegn samt anpartsselskabslovens §
2. Amager Lagerhaller skal derfor betale Blokhus et vederlag på 20.000 kr., jf.
markedsføringslovens § 20.
"Amagerlagerhotel.dk" er et mærke, der tilhører Blokhus. Idet ordet
"lagerhotel" er sammenstillet med en geografiske betegnelse samt tilføjet "dk", har
mærket tilstrækkeligt særpræg til at være beskyttet efter markedsføringsloven.
Mærket kan ikke anses for at have deskriptiv karakter.
Retten er stiftet ved ibrugtagning og senere indarbejdelse. Blokhus har
anvendt mærket, inden Amager Lagerhaller fik det registreret som binavn.
Tidsprioriteten skal regnes fra registreringen hos dk.hostmaster, og det er i den
forbindelse uden betydning, hvornår hjemmesiden blev aktiv. Det må tillægges
vægt, at selskabet ved opsætning af en pylon, tilkendegav overfor omverdenen, at
man ville drive virksomhed under navnet "Amagerlagerhotel.dk". Subsidiært gør
Blokhus gældende, at Amager Lagerhaller har handlet i ond tro. Der henvises i den
forbindelse til, at Blokhus allerede havde opsat en pylon med navnet
"Amagerlagerhotel.dk", da Amager Lagerhaller anmeldte navnet som binavn til
Erhvervs og Selskabsstyrelsen, hvorfor det er uden betydning, at Amager
Lagerhaller fik registret ders binavn først.
Det registrerede binavn "Amager Lagerhotel ApS" er næsten identisk med
navnet "Amagerlagerhotel.dk", og navnene er forvekslelige. Der skal i den
forbindelse lægges vægt på, at virksomhederne har stort set samme kundekreds og
samme geografiske placering.
Amager Lagerhaller har derfor overtrådt markedsføringslovens § 18 og
dermed også lovens § 1.
Det bemærkes endvidere, at registreringen af "Amager Lagerhotel ApS" som
binavn er i strid med anpartsselskabslovens § 2.
Idet vidneforklaringen fra Gitte Malling ikke kan tillægges afgørende vægt,
må det efter bevisførelsen lægges til grund, at Amager Lagerhaller har forsøgt at få
fremstillet en identisk pylon med navnet "Amager Lagerhotel ApS", og der
foreligger dermed en overtrædelse af markedsføringslovens § 5.


- 7 -

Det er ikke afgørende, om der er lidt et tab, men derimod at der er foretaget en
bevidst, kvalificeret handling. Amager Lagerhaller skal derfor betale et vederlag,
der skønsmæssigt kan ansættes til 20.000 kr.
I forhold til fastsættelse af sagens omkostninger gøres det gældende, at det
skal tillægges vægt, at Amager Lagerhaller først har frafaldet sin selvstændige
påstand kort før hovedforhandlingen.

Amager Lagerhaller har gjort gældende, at selskabet er berettiget til at antage
binavnet "Amager Lagerhotel ApS" og anmelde det til Erhvervs og
Selskabsstyrelsen. Selskabet har ikke derved eller i øvrigt krænket en ret tilhørende
Blokhus.
Blokhus har frafaldet sit oprindelige anbringende om at have en varemærkeret
til navnet "Amagerlagerhotel.dk", en sådan ret ville heller ikke kunne opnås.
Amager Lagerhaller har anmeldt navnet "Amager Lagerhotel" som binavn,
før Blokhus anmodede om sin registrering. Det er i den forbindelse uden betydning,
hvornår René Sørensen fik registreret navnet hos dk.hostmaster.
Blokhus har ikke opnået en beskyttet ret til navnet som forretningskendetegn.
En sådan beskyttelse forelå i hvert fald ikke i maj 2007. Navnet
"Amagerlagerhotel.dk" har deskriptiv karakter og er i bedste fald et navn med
uendeligt svagt særpræg.
Blokhus har heller ikke indarbejdet navnet, idet opstilling af en pylon med
navnet ikke i sig selv udgør indarbejdelse.
Hvis der er opnået en eller anden form for navnebeskyttelse, omfatter den
ikke beskyttelse af et binavn.
Forklaringerne fra ejerne af Blokhus dokumenterer ikke, at Amager
Lagerhaller har forsøgt at opstille en pylon, der er identisk med den, som Blokhus
har opstillet.
Blokhus har således ikke et beskyttet forretningskendetegn, og Amager
Lagerhaller har ikke handlet på en måde, der kan bebrejdes selskabet. Der foreligger
derfor ingen krænkelse af markedsføringsloven eller anpartsselskabsloven, og der
er ikke hjemmel til, at Amager Lagerhaller skal betale Blokhus et vederlag. Der er
heller ikke lidt et tab.


- 8 -

I forhold til sagens omkostninger gøres det gældende, at Blokhus ikke er
påført større omkostninger ved at have forholdt sig til Amager Lagerhallers
selvstændige påstand.


Rettens begrundelse og resultat
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at Amager Lagerhaller i august 2006
begyndte at udleje lagerrum fra adressen Kirstinehøj 54 under anvendelse af
selskabets eget navn. Amager Lagerhaller havde således taget sit navn i brug, da
Blokhus den 9. maj 2007 opsatte en pylon med navnet "Amagerlagerhotel.dk" på
nabogrunden Kirstinehøj 52.
Det er ubestridt, at Amager Lagerhaller havde kendskab til Blokhus' brug af
navnet "Amagerlagerhotel.dk", da førstnævnte selskab anmeldte navnet "Amager
Lagerhotel ApS" som binavn til Erhvervs og Selskabsstyrelsen. Navnene er stort set
identiske, og registreringen indebærer en risiko for forveksling, idet der er tale om
to virksomheder inden for samme branche drevet fra naboejendomme.
Anmeldelsen af binavnet udgør derfor en overtrædelse af anpartsselskabslovens § 2,
stk. 2. Amager Lagerhaller tilpligtes derfor at få slettet registreringen af binavnet
"Amager Lagerhotel ApS" hos Erhvervs og Selskabsstyrelsen, ligesom Amager
lagerhaller er uberettiget til at bruge navnet.
Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at Amager Lagerhaller ikke har
brugt navnet "Amager Lagerhotel ApS" i markedsføringsmæssigt øjemed, og at
registreringen af binavnet udelukkende havde defensiv karakter. Det er ikke
godtgjort, at Amager Lagerhaller har forsøgt at opstille en pylon med anvendelse af
navnet, hvorfor Amager Lagerhaller frifindes for overtrædelse af
markedsføringslovens § 1, 5 og 18.
Da der ikke foreligger en overtrædelse af markedsføringsloven, har Amager
Lagerhaller ikke krav på vederlag, hvorfor Amager Lagerhaller frifindes for påstand
3.
Parterne findes at skulle bære egne omkostninger, idet der herved lægges
vægt på sagens resultat.

Thi kendes for ret:


- 9 -


Amager Lagerhaller skal anerkende, at selskabet har været og fortsat er uberettiget til at anvende navnet "Amager Lagerhotel ApS" samt variationer heraf. Amager Lagerhaller ApS tilpligtes i Erhvervs og Selskabsstyrelsen at slette sit registrerede binavn "Amager Lagerhotel ApS".

Amager Lagerhaller ApS frifindes for Blokhus ApS' påstand 3.

Hver part bærer egne omkostninger.


Kai W. Bested Mette Christensen Hans Jørgen Nielsen



(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den



Arbejdsskader – skade på medarbejderens ejendele

Hvad er dine forpligtelser som arbejdsgiver, når der forvoldes skade på en medarbejders personlige ejendele ...»

Opsigelse af gravid eller medarbejder på barsel

Der er en udbredt misforståelse på det danske arbejdsmarked om, at du som arbejdsgiver ikke må opsige ...»

Ejerleder

En ejerleder er en ejer af en virksomhed som samtidig er lederen i virksomheden - typisk som administrerende ...»

Earn-out

Earn-out kan bruges som betaling af en del af købesummen i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse. ...»

Højesteretsdom - Jensens Bøfhus

Forbud mod at drive restaurationsvirksomhed under navnet ”Jensens Fiskerestaurant”

Jensen’s »

Fogedforbud - Novozymes A/S mod DuPont Nutrition Biosciences ApS (tidligere Danisco A/S)

Sagsøger havde ikke handlet culpøst ved at forfølge sin ret ved begæring og gennemførelse af »

Vi er medlemmer af