Danske lov

Lønkrav i konkursbo

Resumé

På baggrund af bl.a. finanstilsynets afgørelse om, at selskaberne Option Invest Danmark A/S og Stock Invest A/S´s drift var i strid med værdipapirhandelsloven blev anmeldte lønkrav i konkursboerne anset som stridende mod lov og ærbarhed jf. Danske Lovs 5-1-2.

Dom i sagerne P-0061-99, Ansættelsesret, konkursret, P-0005-00 og P-0006-00
AA 
(Advokat Nicolai Mallet) 
mod 
Options Invest Danmark A/S 
under konkurs 
(Advokat Peter Bang) 

Biintervenienter: HK som mandatar for 
FF, GG og HH 
(Advokat Ulrik Jørgensen) 


P-0062-99

BB 
(Advokat Lars Hjortshøj Nielsen) 
mod 
Stock Options A/S under konkurs 
(Advokat Peter Bang) 

Biintervenienter: HK som mandatar for 
FF, GG og HH 
(Advokat Ulrik Jørgensen) 


P-0063-99

CC 
(Advokat Lars Hjortshøj Nielsen) 
mod 
Stock Options A/S under konkurs 
(Advokat Peter Bang) 


P-0005-00

DD 
(Advokat Claus Elmquist-Clausen) 
mod 
Options Invest Danmark A/S 
under konkurs 
(Advokat Peter Bang) 

Biintervenienter: HK som mandatar for

FF, GG og HH 
(Advokat Ulrik Jørgensen) 


P-0006-00

EE 
(Advokat Claus Elmquist-Clausen) 
mod 
Options Invest Danmark A/S 
under konkurs 
(Advokat Peter Bang) 

Biintervenienter: HK som mandatar for 
FF, Michael Amping 
Olsen og HH 
(Advokat Ulrik Jørgensen) 

afsagt sålydende dom:


Sagerne drejer sig om, hvorvidt anmeldernes krav på løn skal anerkendes af Options Invest Danmark A/S under konkurs og Stock Options A/S under konkurs, herunder om anmelderne var selvstændige agenter og således ikke ansat i de nu konkursramte selskabers tjeneste, og om anmeldernes lønkrav under alle omstændigheder er fortabt, fordi det ville stride mod 
aftalelovens §§ 33 og 36 samt DL 5-1-2 at dække lønkravene henset til den sammenhæng, hvori kravene er opstået. Desuden er der spørgsmål om, hvorvidt anmelderne overhovedet har krav på dækning af fremtidig provisionsindtægt efter funktionærlovens § 9, stk. 3, og om kravenes størrelse kan reguleres efter en analogi af konkurslovens § 61.

Påstande:

Anmelder AA har principalt nedlagt påstand om, at Options Invest Danmark A/S under konkurs tilpligtes at anerkende, at anmelderen har et krav stort 147.210 kr. efter konkurslovens § 95 i boet, subsidiært at kravet anerkendes at være omfattet af konkurslovens § 97.

Anmelder BB har principalt nedlagt påstand om, at Stock Options A/S under konkurs tilpligtes at anerkende, at anmelderen har et krav stort 87.702 kr. efter konkurslovens § 95 i boet, subsidiært at anmelderen har et krav, som er omfattet af konkurslovens § 97. 

Anmelder CC har principalt nedlagt påstand om, at Stock Options A/S under konkurs tilpligtes at anerkende, at anmelderen har et krav stort 2.093.147,56 kr. efter konkurslovens § 95 i boet, subsidiært at anmelderen har et krav, som er omfattet af konkurslovens § 97. 

Anmelder DD har principalt nedlagt påstand om, at Options Invest Danmark A/S under konkurs tilpligtes at anerkende, at anmelderen har et krav stort 692.381 kr. efter konkurslovens § 95 i boet, subsidiært at kravet anerkendes at være omfattet af konkurslovens § 97. 

Anmelder EE har principalt nedlagt påstand om, at Options Invest Danmark A/S under konkurs tilpligtes at anerkende, at anmelderen har et krav stort 1.185.646 kr. efter konkurslovens § 95 i boet, samt et krav stort 69.000 kr. efter konkurslovens § 97, subsidiært at kravet stort 1.185.646 kr. anerkendes at være omfattet af konkurslovens § 97. 

Boerne har påstået frifindelse. 

Biintervenienterne, FF, GG og HH har udtalt sig til støtte for anmelderne AA, BB, DD og EE. 

Anmelderne har fri proces. 

Sagerne er forberedt og domsforhandlet sammen med sag F 1/00 - CC mod Lønmodtagernes Garantifond. Efter domsforhandlingen er sidstnævnte sag på ny udskilt med henblik på eventuel særskilt domsafsigelse. 

Sagernes omstændigheder:

Anmelderne DD, EE og AA var ansat som investeringsrådgivere i selskabet Options Invest Danmark A/S (i det følgende: OID), da det efter egen begæring blev erklæret konkurs den 11. juli 1997. 

Anmelderne BB og CC var ansat som investeringsrådgivere i selskabet Stock Options A/S (i det følgende: STO), da det, ligeledes efter egen begæring, blev erklæret konkurs, ligeledes den 11. juli 1997. 

Det fremgår af et koncerndiagram over "BusinessNet"-koncernen, at de konkursramte selskaber var søsterselskaber, som begge ejedes af et selskab med binavnet BusinessNet Holding A/S. Sidstnævnte selskab, der også benævnes Businessnet Scandinavia A/S, ejede også søsterselskaberne BusinessNet Danmark A/S samt Dubesco Broker A/S og Dubesco Invest A/S. 
Selskaberne er nu alle under konkurs. 

BusinessNet Holding A/S ejedes ifølge koncerndiagrammet af Skelborg BV, hvilket selskab var helejet af BusinessNet Holding UK Ltd, som på sin side var ejet af BusinessNet International Inc. (i det følgende: BNI), der var og muligvis fortsat er børsnoteret i USA. Sidstnævnte selskab ejede endvidere direkte det danske selskab Navigato A/S. Dette selskab er opløst efter konkurs. 

Både OID og STO havde som formål at drive handel med og formidle investeringer i bl.a. optioner og aktier samt andre finansielle produkter. De havde hver især en aktiekapital på 7.500.000 kr. OID havde hjemsted i København, medens STO havde hjemsted i Århus. 

For anmelderen DD foreligger der en agenturaftale dateret den 10. november 1995, hvorefter han med virkning fra samme dato blev tilknyttet OID som agent med henblik på at formidle salg af OIDs produkter i form af futures og optioner. 

Af aftalen fremgår bl.a., at DD som agenturholder forpligter sig til at afstå fra at indgå aftale på vegne af agenturgiver (afsnit 2.8.), ligesom han forpligter sig til at sikre sig, at "samtlige agenturholders eventuelle bestyrelsesmedlemmer, ansatte, agenter, repræsentanter m.fl. nøje er blevet gjort bekendt med og har forstået indholdet af nærværende agenturaftales bestemmelser, og udtrykkeligt har påtaget sig tilsvarende forpligtelser direkte overfor agenturgiver...."(afsnit 2.19.). Efter afsnit 2.24. forpligter han sig til "egenhændigt og uden nogen form for rapporteringsforpligtelse overfor agenturgiver at tilrettelægge sit salg samt den praktiske gennemførsel af dette." Det fremgår endvidere af afsnit 3.1., at "Agenturholder er berettiget til at slutte overenskomst med kunden om aftalens tilbagegang, uden at indhente agenturgivers forudgående samtykke herom, dog forpligter agenturholder sig herved til at dække eventuelle tab,...., som en sådan overenskomst måtte påføre agenturgiver." 
Ifølge afsnit 8 er agenturholder forpligtet til for egen regning at afholde samtlige omkostninger i forbindelse med sine salgsaktiviteter, herunder at betale et fast månedligt beløb til agenturgiver for, at denne stiller kontorfaciliteter til rådighed for agenturholder. Endelig fremgårdet af afsnit 14.2., at agenturaftalen kan opsiges med dags varsel fra begge sider. 

Ved funktionærkontrakt, dateret den 5. september 1996, blev DD med virkning fra den 1. juli 1996 ansat i OID som funktionær. 

Af kontrakten fremgår bl.a., at "funktionæren er forpligtet til at anvende sin fulde arbejdskraft på relevant måde i selskabets tjeneste og skal i enhver henseende loyalt arbejde i dennes interesse og til dettes fremme" (afsnit 3.1.), ligesom det af afsnit 3.3. fremgår, at "funktionæren kun med direktionens samtykke er berettiget til at være indehaver af eller deltage i anden virksomhed eller at påtage sig ulønnet som lønnet hverv..." Funktionærens arbejdstid er ifølge afsnit 5.4. som udgangspunkt 
37 timer ugentligt med en daglig mødetid fra kl. 9.00 til 17.00, og funktionæren er efter afsnit 10 berettiget til at afholde ferie i overensstemmelse med ferielovens regler herom. Det fremgår endvidere af afsnit 12.1., at opsigelse følger funktionærlovens bestemmelser om opsigelsesvarsel. For de første tre måneder, der betragtes som en gensidig prøveperiode, gælder ifølge afsnit 12.2. for begge parter et opsigelsesvarsel på 14 dage. Endelig hedder det i afsnit 21.1.: "Samtlige direktører og andre ansatte i selskabet er forpligtet til ikke 1. for egen regning at udføre eller deltage i spekulationsforretninger, og 2. for egen regning at lade udføre eller deltage i forretninger, som er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse gennem en anden værdipapirhandler..." 

Agenturaftalen og funktionærkontrakten indeholder desuden en række enslydende bestemmelser om bl.a. agentens/funktio-nærens forpligtelser, varemærker, regnskabskontrol, fortrolighed og konkurrenceklausul. DD var både i tiden som agent og som funktionær provisionslønnet. 

Tilsvarende indgik EE, BB og CC oprindeligt agenturaftaler med henholdsvis OID og STO. Disse afløstes som for DDs vedkommende af en funktionærkontrakt, som trådte i kraft den 1. juli 1996. Bortset fra variation i provisionssatsen er aftalerne stort set identiske med DDs. 

For AA foreligger der alene en funktionærkontrakt, dateret den 7. august 1996, hvorefter han ansættes som funktionær i OID med virkning fra den 1. juli 1996. Også denne fremtræder som en standardkontrakt. 

Af fremlagte lønsedler for 1. halvår 1997 fremgår, at der fra den optjente provision er trukket atp-bidrag, arbejdsmarkedsbidrag og a-skat. Sidstnævnte gælder dog ikke for DD og EE, der var bosiddende i Sverige. Desuden fremgår det af lønsedlerne, at der er beregnet feriepenge. 

Af en oversigt over optjent provision i OID for perioden 1. juli 1996 til 30. juni 1997 fremgår, at DD tjente 68.548 kr. i juli, 96.416 kr. i august, 146.417 kr. i september, 140.854 kr. i oktober, 343.715 kr. i november, 25.336 kr. i december, 600.140 kr. i januar, 198.493 kr. i februar, 13.456 kr. i marts, 14.267 kr. i april, 113.992 kr. i maj og 56.116 kr. i juni. 

EE tjente 25.272 kr. i juli, 208.816 kr. i august, 9.450 kr. i september, 34.877 kr. i oktober, 292.300 kr. i november, 151.113 kr. i december, 459.428 kr. i januar, 184.904 kr. i februar, 23.657 kr. i marts, 4.067 kr. i april, 113.992 kr. i maj og 36.616 kr. i juni. 

AA tjente 39.976 kr. i september, 162.640 kr. i oktober, 169.679 kr. i november, 28.735 kr. i december, 113.740 kr. i januar, 58.102 kr. i februar, 64.598 kr. i marts, 19.821 kr. i april, 19.509 kr. i maj og 77.271 kr. i juni. 

Af en oversigt over optjent provision i STO for perioden 1. juli 1996 til 30. juni 1997 fremgår, at CC tjente 40.421 kr. i juli, 170.471 kr. i august, 97.315 kr. i september, 295.760 kr. i oktober, 564.308 kr. i november, 293.835 kr. i december, 1.148.704 kr. i januar, 407.313 kr. i februar, 233.252 kr. i marts, 268.702 kr. i april, 258.427 kr. i maj og 327.196 kr. i juni. 

BB tjente 3.277 kr. i juli, 12.191 kr. i august, 14.527 kr. i september, 33.502 kr. i oktober, 161.606 kr. i november, 32.981 kr. i december, 136.095 kr. i januar, 115.982 kr. i februar, 79.961 kr. i marts, 10.974 kr. i april, 24.463 kr. i maj og 21.994 kr. i juni. 

Til sammenligning viser en lønstatistik for 1997 udarbejdet af Finanssektorens Arbejdsgiverforening, at gennemsnitslønnen for en ansat i den finansielle sektor, der beskæftigede sig med optioner og futures, i 1997 var 27.669 kr. pr. måned, hvis vedkommende ikke havde ledelsesansvar, og 43.313 kr. pr. måned, hvis vedkommende havde ledelsesansvar. 

Af OIDs forretningsbetingelser fremgår bl.a. følgende: 

Ved kundens køb af optioner eller options-spread, debiteres hele optionspræmien, brokerkurtage samt OIDs transaktionsomkostninger til kundens konto hos OID. OIDs transaktionsomkostninger beregnes som 25 % af den samlede investering inkl. omkostninger, medmindre andet er aftalt. OID beregner transaktionsomkostningerne i forhold til det investerede beløb, og
ikke som mange andre, af værdien af det underliggende aktiv. Den relativt høje procentsats svarer typisk til 1-2 % af det underliggende aktiv, ligesom transaktionsomkostninger kun beregnes ved køb. 

Kundens maksimale risiko ved køb af optioner er begrænset til investeringsbeløbet. Såfremt der mellem kunden og kundens investeringsrådgiver aftales investering af et maksimum beløb, vil dette beløb således være kundens maksimale risiko. 

............. 

Ved kundens salg af tidligere købte optioner, betaler kunden brokerkurtage, men ingen transaktionsomkostninger til OID. Udelukkende i tilfælde af overskud på investeringen betaler kunden OID en overskudsandel af overskud, der overstiger et afkast på 100 % af den samlede investering. OIDs overskudsandel udgør 1/4 af gevinster på mere end 100 %. 
............. 

NB!! GENERELLE FORHOLD FOR HANDEL MED FINANSIELLE KONTRAKTER OG LIGN.

............. 

Erhververen af en option vil, når præmien er betalt, alene have rettigheder uden modgående forpligtelser. Det potentielle tab er således begrænset til præmien, der som regel kun udgør en brøkdel af den potentielle købesum for det underliggende aktiv. Det bør dog erindres, at en option har en begrænset levetid, og at kursudviklingen på det underliggende aktiv kan medføre, at optionen er værdiløs ved udløb. Det gælder således, at på trods af at tabsmuligheden ved en optionsinvestering er begrænset til optionspræmien, er afkastet pr. krones investering langt mere risikobetonet end afkastet ved direkte investering." 

Det fremgår af en afregning fra OID af 4. juli 1995 for køb af OMX call optioner med udløb den 28. juli 1995, at præmien er 95.000 SEK, kurtagen er 3.325 SEK og mandatgebyret 31.666 SEK. Omkostningerne udgør 36,8 % i forhold til præmien. 

Det fremgår af en afregning fra OID af 7. maj 1996 for køb af ASTRA call optioner med udløb den 19. juli 1996, at præmien er 162.000 SEK, kurtagen er 7.290 SEK og mandatgebyret 54.000 SEK. Omkostningerne udgør 37,8 % i forhold til præmien. 

I STOs forretningsbetingelser oplyses der bl.a. følgende: 
"............ 

OMKOSTNINGER

Ved køb af optioner betaler kunden hele optionspræmien. Derudover betaler kunden ved såvel køb som salg et fast gebyr pr. kontrakt på maksimalt 150 kr. til dækning af administrationsomkostninger, børs- og clearingsomkostninger, mægleromkostninger m.m. Dette gebyr reguleres efter Stock Options A/S's bestemmelse herom. Derudover beregner Stock Options 
A/S sig ved køb af optioner en kurtage på maksimalt 1 % af værdien af det underliggende aktiv på handelsdagen. Ved salg af optioner beregner Stock Options A/S sig ingen kurtage, men udelukkende et performance fee udgørende 25 % af evt. gevinster der overstiger 100 % af det investerede beløb. 

.............." 

Under overskriften "Risikoforklaring" findes et uddrag fra en informationspjece udstedt af Garantifonden for Danske Optioner og Futures. Der er tale om en tilsvarende beskrivelse af erhververs risiko ved investering i optioner som i OIDs forretningsbetingelser med følgende tilføjelse: 

"Ovennævnte fremhævelse af de risici, der er knyttet til optioner, bør dog ikke overskygge, at disse kontrakter giver investorer rige muligheder til præcist at indgå positioner med afkastprofiler, der er bestemt af forventninger til den fremtidige udvikling." 

Det fremgår af en afregning fra STO af 21. januar 1997 for køb af Allgon call optioner med udløb den 21. februar 1997, at præmien er 52.396 kr., kurtagen er 11.119 kr. og gebyret 9.900 kr. Omkostningerne udgør 40,1 % i 
forhold til præmien. 

Det fremgår af en afregning fra STO af 22. januar 1997 for køb af Allgoncall spread med udløb den 21. februar 1997, at præmien er 707.000 kr., kurtagen er 176.750 kr. og gebyret 112.024 kr. Omkostningerne udgør 40,8 % i forhold til præmien. 

Til sammenligning fremgår det af en afregning fra Den Danske Bank af 16. juli 1996 for køb af OMX Index Call optioner med udløb den 26. juli 1996, at præmien er 40.020 SEK, kurtagen er 15.351 SEK og gebyret 900 SEK. Omkostningerne udgør 40,6 % i forhold til præmien.

Det fremgår af en afregning fra Den Danske Bank af 18. juli 1996 for køb af OMX Index Call optioner med udløb den 26. juli 1996, at præmien er 36.000 SEK, kurtagen er 20.650 SEK og gebyret 1.200 SEK. Omkostningerne udgør 60,7 % i forhold til præmien. 

Det fremgår endelig af en afregning fra Den Danske Bank af 1. juli 1996 for køb af OMX Index Call optioner med udløb den 26. juli 1996, at præmien er 94.000 SEK, kurtagen er 18.100 SEK og gebyret 1.200 SEK. Omkostningerne udgør 20,5 % i forhold til præmien. 

Af et referat af et ledermøde i OID og STO den 18. december 1995 fremgår under overskriften "Bytning af "døde" kunder" følgende: 

"Jylland og København er ved at teste en ny forretningsteknik, som går ud på at bytte "døde" kunder. Det vil sige kunder, som ikke investerer mere, men som tidligere har investeret for minimum 100.000,- kroner. Det må IKKE være kunder, der køres advokatsager med. Og aldrig privat kunder. Dog kan det godt være kunder, der skylder penge, men altså ikke konfliktfyldte. 
Ideen ved at bytte "døde" kunder er at prøve at få disse tidligere gode kunder til at investere igen. Og da dette ikke har kunnet lade sig gøre ved deres tidligere investeringsrådgiver, vil det måske hjælpe at få et nyt selskab og ny investeringsrådgiver på sagen, som med ny energi kan tilføre kunden og investeringsforslagene mere interesse og opmærksomhed. Det er i øjeblikket 3 investeringsrådgivere, der deltager i projektet. 

Harald Madsen har checket med vores advokat, om der skulle være nogen problemer med dette projekt jf. Registerloven. Idet at vi jo bytter en form for data Århus og København imellem, nemlig kundens navn og adresse samt eventuelt de sidste 2 handler. Ifølge advokat Torben Steffensen skulle vi ikke løbe ind i nogle problemer angående dette." 

Af et referat af et ledermøde i OID og STO den 7. oktober 1996 fremgår bl.a. følgende: 

".......... 

Der var diskussion omkring kunders indbetalinger og tab set i lyset af f.eks. EEs salgsmetoder. EE får kunder med en førstegangsinvestering på 100.000 til at investere 1 mill. med løbetid 4 dage allerede anden gang. Derved når kunden ikke at indbetale, inden pengene er væk.

Vores betalingsbetingelser blev diskuteret. De nuværende betalingsbetingelser blev dog fastholdt. Dvs. 1-4 dage, dog investeringer over 200.000 = 1 dag. Derved kan betalingsbetingelserne stadig bruges som salgsargument over for nye kunder, som primært starter med at investere for mindre beløb. Løsningen er ifølge HM (Harald Madsen) snarere at få investeringsråd-giverne til at graduere investeringerne til kunderne fornuftigt. 

Dertil skal man være ekstra påpasselig med de store investeringer, da det har vist sig, at det er her, det går galt. 
.........." 
I forbindelse med en børsreform vedtog Folketinget bl.a. lov om fondsmæglerselskaber, der trådte i kraft den 1. januar 1996. Det fulgte af denne, at eksisterende selskaber senest seks måneder efter lovens ikrafttræden skulle søge Finanstilsynet om tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed. 

Efter en omfattende korrespondance mellem BusinessNets koncerndirektør Harald Madsen og Finanstilsynet samt møde i Finanstilsynet afslog Finanstilsynet den 1. juli 1997 OIDs og STOs ansøgninger om tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed. I afslaget til OID gennemgåes selskabets forhold og en række konkrete kundeklager. Det fremgår bl.a., at Finanstilsynet har lagt vægt på, at OID som følge af koncernstrukturen, hvor væsentlige funktioner ligger i andre selskaber, ikke opfylder de betingelser, der stilles til et fondsmæglerselskab, og at denne koncernstruktur tillige er udtryk for ledelsens manglende forståelse for de krav, som et fondsmæglerselskab skal opfylde. Det bliver endvidere fremhævet, at OIDs investeringsrådgivere ikke har en faglig baggrund, der sætter dem i stand til at yde en professionel investeringsservice, der retter sig mod erhvervsvirksomheders behov, hvilket findes særligt kritisabelt, da det er OID, som retter henvendelse til virksomhedsledere 
med tilbud om risikofyldte - og ofte tabsgivende - investeringer, der ikke er et sædvanligt led i deres virksomhed, og som virksomhedslederne ikke kan forventes at ha ve forstand på. Desuden anvender investeringsrådgiverne en meget pågående stil, og forsøger at overtale kunderne på en sådan måde, at kunderne føler sig pressede til meget store investeringer. Virksomheden mangler forretningsgange, der kan imødegå den interessekonflikt, der er mellem selskabets investeringsrådgivere og kunderne i og med, at de meget høje gebyrer, sammenholdt med at investeringsrådgiverne er provisionslønnede, giver investeringsrådgiverne et meget stort incitament til at overtale kunderne til at investere mere og omlægge deres investeringer oftere, end hvad der er i kundernes interesse. Endelig nævnes, at virksomhedens ledelse ikke hidtil har evnet at omlægge 
virksomhedens drift og instruere rådgiverne således, at de varetager kundernes interesse. 

Vedrørende de gennemgåede kundeklager bemærker Finanstilsynet følgende: 

"De foreliggende sager vedrørende Erik Rasmussen, Schmidt Maskinservice og Kisuki Højskole er efter tilsynets opfattelse eksempler på, at selskabets rådgivere presser kunder til at omlægge deres positioner, uden at der synes at være nogen fornuftig grund dertil, idet der kun har været meget ringe sandsynlighed for at kunden ville kunne opnå gevinst, specielt når omkost-ningerne i form af gebyrer medregnes, medens selskabet og dermed og investeringsrådgiveren opnår gebyrindtægter på i alt ca. 33 % af den position, der omlægges." 

Afslaget til STO indeholder tillige en gennemgang af virksomhedens forhold og en række konkrete kundeklager, og der henvises til de samme momenter som begrundelse for afslaget. Finanstilsynet bemærker vedrørende kundeklagerne følgende: 

"I de foreliggende kundeklager er der eksempler på, at selskabets rådgivere presser kunder over i nye positioner, hvor kundens gevinstmuligheder ved omlægningen kun har spillet en sekundær rolle set i forhold til selskabets indtægt ved omlægningen. Det gælder sagen vedrørende Jørgen Sommer, hvor selskabet efter de foreliggende oplysninger havde rådgivet ham til at erhverve et så stort antal optioner baseret på en given aktie, at positionen, efter investeringsrådgiverens egne oplysninger, var illikvid, og hvor investeringsrådgiveren efterfølgende trods ønske derom ikke lukkede positionen, medens denne havde værdi, men i stedet trænerede salget med henblik på at presse kunden over i en ny position. 

Det samme gælder sagen vedrørende Chr. Adler Svanholm, hvor det lykkedes investeringsrådgiveren at presse ham til at lukke en position og overføre provenuet herfra til en ny position, uden at der synes at være nogen rationel begrundelse for omlægningen." 

I perioden 1995-97 var der en del omtale i pressen af selskabernes virksomhed. 

I sagen er fremlagt en del materiale, der bl.a. indeholder forslag til, hvorledes samtaler med kunderne kan gennemføres.

Der er under domsforhandlingen afspillet en række båndoptagelser af samtaler mellem CC og kunden Jørgen Sommer. 

En nærmere beskrivelse af det procesmateriale, der er omtalt i de tre foregående afsnit, er udeladt i medfør af retsplejelovens § 366a, stk. 2. 

Med hensyn til det krav på 69.000 kr., som anmelder EE har påstået anerkendt i medfør af konkurslovens § 97, er der fremlagt to kontoudtog vedrørende investeringer foretaget gennem OID. Det ene kontoudtog er stilet til GH Invest ApS og bærer betegnelsen "GH Invest ApS v/EE". Kontoen anført i dette udtog viser en kreditsaldo på 64.416,57 kr. Det andet kontoudtog er stilet til anmelderen personligt og udviser en kreditsaldo på 2.644,16 kr. 

Forklaringer:

Der er under sagen afgivet forklaring af anmelderne, af direktørerne Harald Madsen, Morten Skjelborg, John Jensen og Bent Vinjegaard, af advokat Torben Steffensen og kurator, advokat Pernille Bigaard og af kunderne Henning Madsen, Jørgen Sommer, Hans Kjeld Hansen og Peder Pedersen. 

DD har forklaret, at han tidligere var eksportchef i Pharma Plast International, der er et datterselskab i A.P. Møller-koncernen. Han havde været elev i A.P. Møller og havde sideløbende læst HD. Han manglede dog sin hovedopgave. 

Han fik kontakt til OID gennem en stillingsannonce i Berlingske Tidende og var til en samtale med Carsten Bang Jensen i august 1995. Carsten Bang Jensen var navnlig interesseret i hans evner for at sælge produktet. Under samtalen fik han det indtryk, at man på interne kurser ville få kendskab til det finansielle marked i tilstrækkeligt omfang. Carsten Bang Jensen nævnte under samtalen, at alle investeringsrådgivere var tilknyttet OID som selvstændige agenter. Han så dette som en mulighed for også at koncentrere sig om andre ting. Han så agentkontrakten til samtalen og gennemgik visse dele af den med Carsten Bang Jensen. Efterfølgende fik han tid til at læse kontrakten igennem og stille spørgsmål. 

Kort efter, at han var blevet investeringsrådgiver i OID, var han på en uges introduktionskursus, hvor bl.a. Harald Madsen og Per Dunhoff, der var analytiker i OID, havde indlæg om, hvad en option er og om det finansielle marked generelt. Der var også en ekstern konsulent, som underviste dem i salgsteknikker, herunder hvordan man lavede opsøgende salg pr. telefon, og 
hvordan man skulle forholde sig ved første kontakt til en kunde. Konsulenten havde nogle salgsmanuskripter, der var en slags standardkoncepter. Det blev anbefalet investeringsrådgiverne at bruge sådanne manuskripter i begyndelsen for at sikre, at man fik spurgt om alt. Han havde også selv et manuskript liggende foran sig i den første tid. Han har set yderligere 1-2 
salgsmanuskripter, herunder et af de i sagen fremlagte. Han husker, at Harald Madsen i sit indlæg nævnte, at investeringsrådgiverne ikke måtte kontakte privatpersoner, da dette var i strid med dørsalgsloven. 

Hans hovedfunktion som investeringsrådgiver var at sælge OID's produkter. Selve rådgivningen om, hvilke aktier/optioner det blev anbefalet at købe, kom fra analytikerne i Dubesco Broker. Investeringsrådgiverne viderebragte de investeringsforslag, som analytikerne havde udarbejdet, til kunderne. 

Han og de øvrige investeringsrådgivere brugte de virksomhedsoplysninger, som de kunne få fra fagbogen "De gule sider" og fra databasen "Købmandsstandens Oplysningsbureau" som grundlag for det opsøgende salgsarbejde. Når han udvalgte sine potentielle kunder, så han blandt andet på, om der var tale om en virksomhed med en egenkapital af en vis størrelse, og eventuelt også om selskabet hed noget med "Holding" eller "Invest". Der var ingen brancher, der var mere interessante end andre. Han undersøgte ikke, om det ville være i strid med selskabets formålsbestemmelser at foretage investeringer. Han rettede kun uopfordret henvendelse til erhvervsvirksomheder. Hvis han ringede privat til kunder, skete dette kun, når de havde givet ham lov til at ringe privat. 

Det var hans indtryk, at de fleste kunder havde erfaring med det finansielle marked. Nogle havde handlet optioner før, andre havde handlet aktier eller futures. 

I løbet af den første telefonsamtale med en potentiel kunde fik han beeller afkræftet, om han måtte sende noget materiale til pågældende. Hvis pågældende accepterede, lavede de samtidig en aftale om, at han ville kontakte kunden igen, når pågældende havde haft tid til at kigge materialet igennem. Han sendte derefter noget informationsmateriale om OID samt 1-2 investeringsforslag. Ved den efterfølgende samtale gennemgik han det tilsendte materiale, herunder OID's forretningsbetingelser, med kunden og spurgte, om der var spørgsmål til det tilsendte. Han nævnte også omkostningsniveauet for kunden. Han husker ikke præcist, hvad der stod om omkostningsniveauet i forretningsbetingelserne, men mener, at der var tale 
om 25 % af beløbet med tillæg af eventuelle udgifter til ekstern broker.

Han husker ikke, hvad de 25 % blev beregnet af. Når en kunde valgte at investere, var der visse formalia, der skulle være på plads, inden en handel blev gennemført. Kunden skulle udfylde en kontooprettelse, hvor der blandt andet blev skrevet under på, at man havde læst og forstået OID's almindelige forretningsbetingelser, og hvor kunden evt. kunne give fuldmagt til, at ID købte og solgte positioner på kundens vegne. Desuden fik kunden tilsendt en ordrebekræftelse, hvoraf det fremgik, hvad der skulle handles og for hvor meget. Kunden skulle returnere denne med sin underskrift til OID. Først derefter blev handlen effektueret. Det fremgik ikke af ordrebekræftelsen, hvilke gebyrer OID beregnede sig. Et par dage efter handlens gennemførsel sendte back-office en handelsnota til kunden, hvoraf det fremgik, hvad der var handlet, og hvilke gebyrer der var beregnet. 

Som agent for OID var han meget frit stillet i tilrettelæggelsen af sin arbejdsdag. Der var ingen, som blandede sig i, om han holdt fri om eftermiddagen, eller om han mødte op til morgenmøderne. Sidstnævnte var et tilbud til agenterne. Der var heller ingen begrænsninger med hensyn til, hvilke kunder man kunne kontakte, og man aftalte selv med en kollega, at pågældende passede ens kundeportefølje, mens man havde ferie. Da han blev ansat på en funktionærkontrakt, skete der nogle markante ændringer. Investeringsrådgiverne havde nu fast arbejdstid fra kl. 9.00-17.00. Der var mødepligt til morgenmøderne, hvor der blev givet information om udviklingen på markedet og gennemgået investeringsforslag. Ved nogle af møderne sad John Jensen og skrev navnene ned på de fraværende, der efterfølgende fik en påtale. Det blev også påtalt, hvis man mødte på arbejdet uden slips. Friheden til selv at vælge sine kundeemner ud blev begrænset, idet ledelsen bestemte, hvilket geografisk område den enkelte investeringsrådgiver skulle koncentrere sig om. Det var også ledelsen, der bestemte, hvem der tog sig af en investeringsrådgivers portefølje under ferie. Provisionssatsen blev sat ned, da han blev ansat på funktionærkontrakt. Til gengæld skulle han ikke længere betale 3.500 kr. pr. måned til OID for at benytte de faciliteter, som OID stillede til rådighed. I såvel perioden på agentkontrakt som på funktionærkontrakt måtte han, så vidt han husker, kun bruge de investeringsforslag, som 
brokerne kom med. Alle handler gik igennem brokerne, der skulle kvittere på en ordre. Brokerne kunne herved kontrollere, at investeringsrådgiverne ikke handlede imod OID's anbefalinger. Han har aldrig selv investeret i optioner, da OID's interne retningslinier forbød dette. 

Han solgte ikke BNI-aktier til sine kunder. Han syntes ikke, at BNI-aktierne var særligt interessante, men kunne bedre lide at sælge optioner, der gav en større fortjeneste end salg af aktier. Han solgte både put og call optioner. Han kan ikke huske, om han har talt med nogle af sine kunder om BNI-aktier. Han husker, at der på et tidspunkt blev lavet et præsentationshæfte med et organisationsdiagram for BNI. 

De sager, der var fremme i pressen om OID, vedrørte forhold, der lå før hans tid i OID. Avisartiklerne gav naturligt nok anledning til spørgsmål fra kundernes side. 

Han var ikke klar over, at OID og STO var part i 100 retssager. Det var hans indtryk, at de fleste sager var almindelige incasso-sager. 

Som investeringsrådgiver havde han en årsløn på 1,8 mio. kr., hvoraf størstedelen var provision og en mindre del bonus, som OID udbetalte, hvis man havde gjort det godt. Der var ingen faste retningslinier for udbetaling af bonus. Bonus blev udbetalt efter ledelsens bestemmelse som led i salgsfremmende initiativer i forhold til investeringsrådgiverne. Han synes, at lønnen var rimelig i forhold til det arbejde, som han udførte. Kunderne betalte for udarbejdelsen af investeringsforslag og for, at de 
løbende blev holdt orienteret om udviklingen på det finansielle marked. 

Da investeringsrådgiverne fik at vide, at de ikke ville få udbetalt løn for juni 1997, kontaktede en kollega advokat Troels Tuxen der anbefalede dem at indgive konkursbegæring. Troels Tuxen fungerede som rådgiver for investeringsrådgiverne og vejledte dem blandt andet om, hvordan de skulle opgøre deres krav i forhold til boet. Først på et møde i august 1999 tilkendegav Troels Tuxen, at han ikke længere kunne varetage deres interesser. Han henviste til, at der var en interessekonflikt i forhold til boet, hvor hans kollega advokat Karl Stephensen var kurator. 

Han er i dag ansat som accountmanager i Almindelig Brand Banks børsafdeling. Arbejdet minder meget om det, som han lavede i OID. Han kender ikke bankens gebyrrate for optionssalg. 

EE har forklaret, at han tidligere har været ansat i 5 år som eksportchef i Maersk Medical og inden sit arbejde for OID senest solgte biler for et bilhus som selvstændig provisionslønnet konsulent. 

Han blev tilknyttet OID som agent efter at have reflekteret på en annonce fra et managementfirma i Berlingske Tidende. Ved den efterfølgende samtale blev der lagt vægt på hans kvalifikationer som sælger, herunder hans evne til at tale med andre mennesker og til at møde mennesker på alle niveauer. Han havde intet kendskab til optioner inden sit arbejde for OID. Han 
betragtede udelukkende jobbet som investeringsrådgiver som et salgsjob.

Det var ikke hans opgave at udfærdige investeringsforslag, men udelukkende at formidle investeringsforslag til kunderne. 

Han begyndte som agent for OID den 1. april 1995. Ca. tre måneder senere omdannede han sit personlige firma til GH Invest ApS. Han ejede alle anparter i selskabet. I november 1995 fik han ansvaret for en gruppe på otte investeringsrådgivere og fik i den forbindelse forhøjet sin provision med 1/2 % af eget salg. Han fortsatte ikke denne gruppelederfunktion, da han blev ansat på funktionærkontrakt. 

Som investeringsrådgiver deltog han i en uges introduktionskursus med deltagelse af bl.a. Carsten Bang Jensen og Harald Madsen samt nogle konsulenter fra et managementfirma. Han har ikke set de fremlagte salgsmanuskripter. Han brugte ikke selv denne type materiale i sit salg. Han havde en betydelig salgsmæssig baggrund og brugte sine erfaringer herfra ved sine henvendelser til kunder. 

Til udvælgelse af potentielle kunder benyttede han de oplysninger om virksomheder, som fremgik af Købmandsstandens Oplysningsbureau. Det fremgik blandt andet her af, hvem der var tegningsberettiget. Når han ringede op til en virksomhed, bad han altid om at tale med den tegningsberettigede for firmaet. Han aftalte med den pågældende, at han ville sende noget salgsmateriale og fulgte efterfølgende op på det ved fornyet telefonisk henvendelse. De investeringsforslag, som han sendte til en kunde, var udarbejdet af en broker og indeholdt oplysninger om kurs og forventning til kursudviklingen, samt hvilken investering man anbefalede og præmien herfor. Ved den efterfølgende opringning gennemgik han forretningsbetingelserne med kunden og drøftede også risikomomenterne ved investering i optioner. Det var meget forskelligt, hvor mange opfølgende 
opringninger der skulle til, før en investeringsaftale var på plads. Det kunne tage fra 2-10 opringninger. 

I forhold til eksisterende kunder ringede han op og informerede om udviklingen i deres investeringer og formidlede nye investeringsforslag. Han har aldrig solgt BNI-aktier til kunder. 

I 1996 kom der en ændring i fondsmæglerlovgivningen, der bevirkede, at man som selvstændig agent skulle opfylde visse kapitalkrav. Han valgte derfor at opsige sin agenturaftale med OID og blev i stedet ansat på en almindelig funktionærkontrakt. Ved overgangen til funktionærkontrakt skete der en betydelig ændring i arbejdsforholdet. Investeringsrådgiverne havde nu 
mødepligt, og der var krav om en minimumsomsætning på 250.000 kr. pr. kvartal, ellers ville det medføre en advarsel og i sidste ende en bortvisning. Der blev stillet krav om, at man var pænt påklædt, og om at man opførte sig pænt både over for kollegaer og kunder. Manglende overholdelse heraf medførte en advarsel. Man kunne kun holde ferie efter godkendelse fra ledelsen, og ledelsen bestemte, hvem der i ferieperioder skulle passe ens portefølje. 

Da der begyndte at være omtale af OID i pressen, bad investeringsrådgiverne ledelsen om at kommentere avisartiklerne offentligt for at tilbagevise beskyldningerne, men ledelsen foretog sig intet i den anledning. Det var hans opfattelse, at indholdet af avisartiklerne var rent opspind. Virksomheden blev drevet på en ordentlig måde, ellers ville han ikke have været med i det. Alle i hans gruppe af investeringsrådgivere udførte et stykke arbejde, som var fuldt i overensstemmelse med virksomhedens bestemmelser. At virksomheden har haft flere kundeklager end andre inden for branchen, kan skyldes, at OID havde et større antal kunder end de andre. Hvis en investeringsrådgiver modtog en klage fra en kunde, skulle Harald Madsen have en redegørelse for sagen. Nogle gange blev advokat Torben Steffensen også involveret. Han har aldrig hørt om klager fra kunder på grund af overtrædelse af dørsalgsloven. 

I opgørelsen af sit krav har han medtaget provision af tre handler, hvor kunderne først har indbetalt de skyldige beløb, efter at konkursboet har ført sag mod dem. De to af sagerne var, så vidt han husker, rene incassosager. I sagen mod Hansen Import ville kunden oprindelig ikke godkende de handler, der var indgået. Kunden indbetalte imidlertid beløbet, inden sagen kom i retten. Derudover har der været en sag mod Herning Elektro A/S. Han indgik investeringsaftalerne med økonomidirektøren i selskabet, der oprindeligt oplyste ham om, at han var medejer af Herning Elektro A/S. Da virksomheden blev overtaget af Schouw Engineering A/S, spurgte han økonomidirektøren, om han fortsat var tegningsberettiget, hvilket pågældende bekræftede. Banken trak efterfølgende checks på 5-7 mio. kr. tilbage, fordi det fra ledelsen i Herning Elektro A/S blev gjort gældende, at økonomidirektøren ikke var tegningsberettiget. Han har ikke kendskab til andre sager vedrørende sine kunder. 

I opgørelsen er endvidere medtaget en post på 750.000 kr. Denne del af kravet er begrundet i, at han som regel havde nogle gode indtjeningsmåneder i perioden juni-september. Som beregningsgrundlag er anvendt provisionsopgørelsen for 1995-96. 

Han investerede selv i optioner gennem OID, både mens han var agent, og mens han var funktionær. Han investerede ca. 200 gange årligt på egne vegne, dog mindre i funktionærtiden. Han fulgte stort set de anbefalinger om investeringer, der blev givet til kunderne. Han kendte risikoen ved at investere i optioner og har tabt en del på disse investeringer. Der var ikke noget forbud mod, at man som investeringsrådgiver selv investerede. Der var kun forbud mod investering for lånte penge. Selvom 
investeringsrådgiverne ifølge funktionærkontraktens § 21 ikke selv måtte investere, fik han Harald Madsens tilladelse til at investere. Den eneste betingelse var, at der var penge på kontoen. Det anmeldte § 97-krav vedrører det beløb, som stod på hans personlige konto og GH Invest ApS' konto i OID, da selskabet gik konkurs. 

Da investeringsrådgiverne ikke fik deres løn for juni 1997, kontaktede han advokat Troels Tuxen, der straks kom til et møde med investeringsrådgiverne sammen med advokat Karl Stephensen. Advokat Troels Tuxen anbefalede advokat Karl Stephensen som kurator i det efterfølgende konkursbo og har hjulpet ham og andre investeringsrådgivere med opgørelsen af deres krav over for boet. Han havde kontakt til advokat Troels Tuxen i ca. 2 år om lønkravet. Først da fik han at vide, at advokat Troels Tuxen ikke længere kunne varetage investeringsrådgivernes interesser. Dette skyldtes habilitetsproblemer, fordi advokat Karl Stephensen var en del af kuratellet. 

AA har forklaret, at han blev matematisk student i 1992 og efterfølgende blev ansat som salgskonsulent ved et forlag, som udgav en lokaltelefonbog. Efter tre måneders ansættelse blev han salgschef. Gennem dette job fik han kendskab til dørsalgsloven. 

Han blev ansat i OID i sommeren 1996, efter at han havde reflekteret på en stillingsannonce. Han var til to ansættelsessamtaler, hvor konsulenten Knud Erik Andreasen og i anden runde tillige John Jensen deltog. Der blev under samtalerne lagt megen vægt på hans salgserfaringer, og om han kunne kontakte folk på alle niveauer. Han fik at vide, at det var et hårdt job, 
men hvis man var dygtig, kunne man tjene mange penge. Han havde intet kendskab til finansielle instrumenter, men da hans funktion ikke ville bestå i rådgivning, men salg, var dette intet problem. Desuden ville han komme på nogle interne kurser. Han fik under den anden samtale forelagt en funktionærkontrakt, som han fik tid til at læse igennem. Han husker, at 
han havde spørgsmål til repræsentationsudgifterne, men fik oplyst, at der stort set ingen omkostninger var. Muligheden for at være tilknyttet som agent blev ikke drøftet, og han var heller ikke interesseret heri. 

Som investeringsrådgiver i OID havde han fast arbejdstid fra kl. 9.00-17.00. Hvis han ville holde en fridag, skulle han altid spørge John Jensen om lov. Der blev trukket A-skat og ambi af hans løn, og han fik udbetalt feriepenge. 

Kort efter sin ansættelse var han på et introduktionskursus af ca. en uges varighed. Flemming Kirk og Harald Madsen stod for kurset. Sidst i ansættelsesforløbet var han også til en prøve af et par timers varighed. De havde noget tid forinden fået udleveret et kompendium om det finansielle marked til selvstudium og skulle på baggrund heraf besvare en række spørgsmål om finansielle instrumenter. 

Der var altid erfarne folk i OID, som man kunne spørge til råds, ligesom investeringsrådgiverne også kunne kontakte folk fra Carnegie, der kunne vejlede dem om, hvilke aktier det var godt at investere i. 

Han brugte selv salgsmanuskripter i begyndelsen af sin ansættelsesperiode som støtte i sine samtaler med kunderne. Han kender ikke de manuskripter, som er fremlagt i sagen. 

Han brugte virksomhedsoplysningerne fra Købmandsstandens Oplysningsbureau som grundlag for at udvælge potentielle kunder. Det skete også, at han fik henvendelser fra folk, der var blevet henvist til ham af nogle af hans kunder, fordi de havde fået et godt afkast af de investeringer, som han havde anbefalet dem. Han kontaktede aldrig selv uopfordret privatpersoner, men havde dog private kunder. Det hændte, at en henvendelse til en virksomhed resulterede i, at den pågældende kunde ønske de at investere privat. OID havde en særlig procedure i disse tilfælde. Han har ikke haft nogle kundesager om overtrædelse af dørsalgsloven. 

Han kontaktede primært førstegangskunder. Han havde en aftale med investeringsrådgiveren Finn Keller om, at han skaffede kunderne, hvorefter Finn Keller lavede de efterfølgende handler med kunderne. Den største handel, som han har indgået, vedrørte en investering på 200.000 kr. 

Han orienterede altid potentielle kunder om, at salgsomkostningerne var på 25 % af det investerede beløb, hvilket også fremgik af forretningsbetingelserne. Hvis kunderne havde indvendinger herimod, forklarede han dem, om den service man ydede ved løbende at følge kurserne på kundernes investeringer og holde dem orienteret herom. Han oplyste også potentielle kunder om risikoen ved at investere i optioner. Nogle afviste herefter at investere. Han har aldrig solgt BNI-aktier til kunderne. 

Som ansat følte han sig godt behandlet. Det var lidt af et slaraffenland at være ansat i OID.

Han syntes, at der var en god dialog med kunderne. Investeringsrådgiverne brugte ikke de metoder, som kom frem om andre selskaber inden for branchen. De gjorde ikke noget galt, og han kan stadig i dag stå ved det, som han lavede dengang. 

Hans Kjeld Hansen var en kunde, som han havde løbende kontakt til gennem længere tid. Han tror ikke, at han har handlet med Hans Kjeld Hansen uden flere forudgående kontakter. Det var almindelig procedure, at man sendte kunden OID's forretningsbetingelser samt en kontooprettelse pr. post, inden man indgik en aftale om køb af optioner. Han tror også, at dette var tilfældet i forhold til Hans Kjeld Hansen. Han fik på et tidspunkt kunden til at investere 100.000 kr. i SE-banken. Kursen faldt efterfølgende, hvilket han holdt kunden orienteret om. Dette blev pågældende meget sur over, hvorefter John Jensen overtog sagen. 

Han kan ikke sige noget generelt om, hvorvidt kunderne tjente eller tabte på de investeringer, som han foreslog. I sidste ende var der nok flest, der tabte penge på investeringerne. 

Han investerede selv 2-3 gange i optioner. Han var ikke klar over, at der var et forbud herimod i ansættelseskontrakten. Der var flere andre investeringsrådgivere, der også investerede selv. 

Han modtog meget lidt information fra ledelsen om ansøgningen til Finanstilsynet om tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed. Han blev ikke orienteret om de kritikpunkter, som blev rejst fra Finanstilsynets side. 

Da investeringsrådgiverne ikke fik udbetalt deres løn for juni 1997, kontaktede de advokat Troels Tuxen, som opfordrede dem til at indgive konkursbegæring. 

I dag er han managementkonsulent og underviser i management og kommunikation. 

BB har forklaret, at han er uddannet bygningskonstruktør og bl.a. har arbejdet 5-6 år i Australien som konsulent for et firma, der solgte "tagløsninger". 

Han blev tilknyttet STO umiddelbart efter, at han kom hjem fra Australien. Han reflekterede på en stillingsannonce i Jyllandsposten og var til samtale med Jess Pedersen. Der blev under samtalen lagt megen vægt på hans salgsevner, og om han ville virke troværdig i forhold til kunderne. Det blev også understreget, at han måtte være indstillet på at yde en ekstra indsats. Han blev tilknyttet STO som agent i maj 1996. 

Han deltog i en uges introduktionskursus, hvor investeringsrådgiverne blev sat ind i, hvad en option er. Kurset blev afholdt af Jess Pedersen, som er uddannet cand.oecon. En måneds tid senere var han på et kursus i salgstræning, som blev afholdt af et konsulentfirma. Det blev grebet meget professionelt an. Evt. indvendinger fra potentielle kunder blev drøftet, men slet ikke på den måde, som de fremlagte salgsmanuskripter giver indtryk af. Han genkender i øvrigt ikke dette materiale og har aldrig selv benyttet sig af lignende materiale. 

Der blev dagligt afholdt morgenmøde for alle investeringsrådgiverne, hvor Jess Pedersen gennemgik, hvad der var sket på markedet, og hvilke handler man skulle anbefale til kunderne. Derefter forløb resten af dagen med kundekontakt pr. telefon. 

Han brugte de virksomhedsoplysninger, som han kunne hente i Købmandsstandens Oplysningsbureau, som grundlag for at udvælge potentielle kunder. Efter første telefoniske kontakt til en kunde sendte han pågældende et nyhedsbrev. Dette blev fulgt op af en ny samtale, og hvis kunden viste interesse for at investere, orienterede han om risikoen ved investering og om, at omkostningerne ved en investering var på 25 % af det indskudte beløb. Det er korrekt, at omkostningsniveauet afhang af 
investeringens gearing. Det er derfor muligt, at nogle kunder har betalt omkostninger på 41.000 kr. ved en investering på 100.000 kr. 

Når han fik en ny kunde, skulle der først oprettes et depot for kunden. Derefter blev der udfærdiget en ordrebekræftelse, og når kunden havde overført beløbet, faxede han ordren til brokeren uden forudgående godkendelse fra Jess Pedersen. Alle handler blev skrevet ind i en bog, som Jess Pedersen dagligt kiggede igennem. Jess Pedersen så på, om der var tale om en ny kunde, om STO's investeringsforslag var blevet fulgt, og hvor stor omsætningen havde været. 

Han kontaktede regelmæssigt eksisterende kunder for at orientere dem om deres investeringer. Kontakten var baseret på tillid og et ønske om at investere og sælge for kunderne på et for dem gunstigt tidspunkt. Det sidste halve år havde han en kundeportefølje på 8-10 kunder. Kunderne investerede i gennemsnit 50-100.000 kr. 

Han fulgte altid STO's investeringsforslag over for kunderne. Han har aldrig solgt BNI-aktier til kunderne. 

Da man handlede med risikobetonede produkter, finder han det naturligt, at nogle kunder blev utilfredse som følge af tab og derfor gik til pressen. Han kender til nogle af retssagerne, som STO havde i forhold til kunder, og har forstået, at STO vandt disse. Han har ikke selv haft klager fra kunder. 

Der har været en sag i forhold til Henning Jørgensen, som var en af hans kunder. Sagen opstod imidlertid i forbindelse med en handel, som Henning Jørgensen foretog på anbefaling fra investeringsrådgiveren GG, der varetog hans kundeportefølje under hans eget fravær. Investeringen var i overensstemmelse med STO's anbefalinger, men der var tale om en mere risikobetonet investering, end kunden egentlig ønskede. Han ville ikke selv være kommet med samme anbefaling til kunden, da han vidste, at denne ønskede mere langsigtede investeringer. Han havde det skidt med sagen, men kunne selvfølgelig ikke lave handlen om. I stedet foreslog han nogle mere langsigtede call-optioner for at rette op på tabet. Kunden havde haft et pænt overskud inden aftalen med GG. 

Hvis man ser bort fra den endelige nedlukning, har 4-5 af hans kunder haft et overskud på de investeringer, som han havde anbefalet dem. Flertallet af de kunder, som kun investerede én gang, tabte dog penge på investeringerne. 

Da han og de øvrige investeringsrådgivere fik ændret deres kontrakt til en funktionærkontrakt, skete der flere ændringer i arbejdsforholdet. De fik udbetalt lavere provision, men til gengæld bortfaldt kontorlejen. Der blev trukket A-skat af lønnen, og der var ikke længere fradrag for bil. Desuden blev der fra ledelsens side strammet op om mødepligt og fravær. Hvis man 
holdt ferie, skulle en kollega passe ens kunder. Dette skulle godkendes af ledelsen. 

Han har selv foretaget 4-5 investeringer i optioner. Han investerede 3-5.000 kr. pr. gang efter de anbefalinger, som kom fra STO. Ca. halvdelen af investeringsrådgiverne havde egne investeringer. Han var ikke opmærksom på, at der var et forbud herimod i funktionærkontrakten. Investeringsrådgivernes egne handler blev noteret i bogen ligesom kundernes handler. 

Han har aldrig deltaget i arrangementer på Waterloo. STO havde en BMW, som blev brugt som belønning for den investeringsrådgiver, der i en uge havde haft den største omsætning. Belønningen bestod i, at man fik lov til at låne bilen i en uge.

Ledelsen orienterede dem om ansøgningen om godkendelse til Finanstilsynet. Der blev givet udtryk for, at det kun handlede om formaliteter at få godkendelsen. 

Han har ikke personligt haft skrupler ved det arbejde, som han udførte. 

I dag er han souschef i en virksomhed, der sælger betonelementer. 

CC har forklaret, at han er handelsuddannet og bl.a. har været ansat i Sallings herreafdeling, i firmaet HB Tech, som solgte støvsugere o.lign. og i forsikringsselskabet Allianz. Han har ikke haft at gøre med investering i værdipapirer under disse ansættelser. 

Han reflekterede på en annonce i Jyllandsposten og var til en samtale med Jess Pedersen, som forklarede, hvad virksomheden lavede, og at han ville blive ansat som sælger til at bringe STO's investeringsforslag videre. 
Jess Pedersen lagde megen vægt på forskellen mellem teoretiker og sælger. 

Han blev tilknyttet STO som agent den 7. august 1995. Som agent bestemte han selv, hvordan han ville tilrettelægge sin tid. Det fremgik af aftalen, at STO ikke kunne forlange noget af agenterne. Han betalte for, at STO stillede kontor, bord, stol og computer til hans rådig hed. 

Som funktionærer havde investeringsrådgiverne mødepligt, og der blev hver morgen ført kontrol med, om de mødte op. De kunne ikke længere komme og gå, som de ville, men skulle skrive op på en fælles kalender, hvis de gik tidligt. De havde pligt til at bære slips. Der blev fra ledelsens side sat nogle mål for, hvor meget den enkelte investeringsrådgiver skulle sælge. 
Ledelsen kunne også fratage en investeringsrådgiver en kunde og give kunden til en anden, hvis salget ikke længere gik så godt. 

Han deltog i et introduktionskursus af en uges varighed. På kurset fik han en grundlæggende viden om, hvad optioner var. STO's forretningsgange og dørsalgsloven blev også gennemgået. Dørsalgsloven kendte han i øvrigt i forvejen fra sin tid som assurandør. 

Han kender ikke umiddelbart de fremlagte salgsmanuskripter og har ikke selv benyttet sig af sådanne. 

Der blev holdt morgenmøde i STO hver dag kl. 9.00, hvor investeringsrådgiverne fik orientering om, hvad der var sket på markedet i løbet af natten, og hvilke forventninger man havde til det svenske marked.

Jess Pedersen præsenterede også de investeringsforslag, som han havde udarbejdet. 

Han brugte de virksomhedsoplysninger, som han kunne få fra Købmandsstandens Oplysningsbureau, til at udvælge potentielle kunder. Ved udvælgelsen lagde han navnlig vægt på egenkapitalens størrelse, og på om der eksisterede et holdingselskab ved siden af virksomheden. Det hændte også, at han hørte rygter om gode kundeemner fra andre i branchen, der havde måttet lukke. Senere i sit ansættelsesforløb fik han tilknyttet en såkaldt "junker", der er en medarbejder, som kun står for den første 
telefoniske kontakt til en kunde og sender salgsmateriale ud. Efterhånden som han havde oparbejdet en fast kundeportefølje, brugte han det meste af sin tid på at ringe rundt til de faste kunder og orientere om nye investeringsforslag. Han fulgte også løbende kundernes investeringer på Telerate-skærmen og gennem reviderede investeringsforslag fra Jess Pedersen. Han og investeringsrådgiveren Lars Thomsen indgik en samarbejdsaftale, som gik ud på, at de var sammen om alle deres kunder. Der var tale om tilsammen 10-15 aktive kunder. På den måde kunne de tilbyde deres kunder 24 timers service. De havde STO's største kunder, blandt andre entreprenører og en maskinfabrik. Kunderne investerede mellem 200.000 kr. og 2 mio. kr. pr. handel. De fleste havde tidligere spekuleret i et eller andet omfang. De var generelt meget risikovillige og foretog som regel ret kortsigtede investeringer. 

Inden en kunde investerede første gang, skulle der oprettes en konto for pågældende. Han lagde aldrig skjul på, at der var en risiko ved at investere i optioner, men at denne risiko begrænsede sig til det investerede beløb. Han oplyste også kunden om, at STO skulle have 1/3 af det investerede beløb i gebyr. Hvis en kunde syntes, at gebyret var for højt, oplyste han, at man måtte betale for at få service 24 timer i døgnet. Han har aldrig lagt pres på en kunde for at få vedkommende til at investere. Inden en handel kunne gennemføres, skulle kunden skrive under på en handelsaftale og faxe den retur til ham. Han afleverede herefter handelsaftalen til Jess Pedersen, som ekspederede aftalen videre til Dubesco Broker. I den tid, hvor han var tilknyttet STO som funktionær, gik alle handler gennem Jess Pedersen. Jess Pedersen var også klar over, hvilke handler han foretog på egne vegne. Der var en almindelig instruks i STO om, at investeringsrådgiverne ikke måtte foreslå handler imod ledelsens anbefalinger. Ledelsens kontrol lå i, at alle handler gik gennem Jess Pedersen. Han fulgte altid selv de investeringsforslag, der kom fra Jess Pedersen både i forhold til sine kunder og ved egne investeringer.

Han har selv investeret gennem STO både som agent og som funktionær. Mens investeringsrådgiverne var tilknyttet som agenter, måtte de foretage egne investeringer på op til 500.000 kr. pr. handel. Som funktionærer måtte de kun handle for mindre beløb, og kun hvis der var penge på kontoen. Uanset bestemmelsen i funktionærkontrakten fik han efter at have talt med Harald Madsen det indtryk, at det først var i det øjeblik, at Finanstilsynet havde meddelt tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed, at egne investeringer skulle ophøre. Han så i øvrigt ingen fare for, at der skulle opstå interessekonflikt i forhold til kunderne. Han varetog først og fremmest kundernes interesser. 

Han har solgt BNI-aktier til Torben Petersen og Jørgen Sommer. Han gennemgik det virksomhedsdiagram, som fremgik af præsentationsmaterialet for koncernen, med kunderne, og lagde ikke skjul på, at han var interesseret i, at de investerede i den virksomhed, som han var tilknyttet. 

Den meget høje indtjening for januar 1997 skyldtes den positive udvikling i aktiemarkedet, som resulterede i meget store afkast til hans kunder. Dermed fik han foruden den almindelige provision udbetalt bonus som led i den aftale om overskudsdeling, man havde med kunderne. Han tjente i det hele taget mange penge til sine kunder i 1. halvår 1997. Årsagen til, at kunderne mistede deres penge, var konkursen. Han var ikke bekendt med den manglende afdækning af investeringerne. 

Baggrunden for den advarsel, han fik af ledelsen i STO, var, at han havde indgået en aftale med Torben Petersen, selvom denne ikke havde penge på kontoen til at handle for. Jess Pedersen sagde god for handlen og sørgede også for dens gennemførsel. Han blev meget skuffet, da han efterfølgende fik advarslen, fordi han vidste, at Jess Pedersen mundtligt havde godkendt handlen. 

Ledelsen omtalte de avisartikler, der var om STO, på morgenmøderne. Ledelsen ønskede ikke, at investeringsrådgiverne brugte de samme metoder som i andre virksomheder i branchen. Det er hans opfattelse, at de solgte produktet på en stille og rolig, fair måde. Han mener ikke, at han har brugt udtryk som "helt vildt" eller lignende. Han kunne godt finde på at sige til kunderne, at de måtte beslutte sig nu. Dette skyldtes dels, at kurserne hele tiden ændrede sig, dels at han skulle videre til andre 
kunder. 

Da journalisten John Mynderup ringede ham op, bad han om at modtage evt. spørgsmål pr. fax. John Mynderup behandlede ham meget uforskammet. Han modtog i øvrigt aldrig spørgsmål fra John Mynderup. Han har aldrig fået en påtale fra Carnegie i Sverige.

Jørgen Sommer var en af hans store kunder. Han fik kontakt med Jørgen Sommer første gang i slutningen af 1995. I slutningen af juni 1996 foretog Jørgen Sommer en mindre investering gennem STO. Han var fra en kollega bekendt med, at Jørgen Sommer tidligere havde investeret og på det pågældende tidspunkt havde en del investeringer gennem Rossing & Mark. Han 
hjalp Jørgen Sommer med at afvikle disse investeringer. I efteråret 1996 investerede Jørgen Sommer mere intensivt gennem STO, og det samlede engagement løb efterhånden op på 10 mio. kr. Han er ikke klar over, hvor meget af dette beløb der var indbetalt af Jørgen Sommer, og hvor meget der skyldtes geninvestering af opnået fortjeneste. Han foretog i alt 75-100 handler for Jørgen Sommer i 2. halvår 1996. Jørgen Sommer modtog altid en handelsbekræftelse i forbindelse med handlernes gennemførsel. Da han præsenterede forslaget om investering i Allgon-optioner for Jørgen Sommer, gav denne udtryk for, at han ønskede at investere 2-3 mio. kr. gennem sit selskab og et tilsvarende beløb i eget navn. Han drøftede investeringen med Jess Pedersen. Dels fordi der var tale om en meget stor investering, dels fordi Jørgen Sommer ønskede at handle privat. Han drøftede ikke med Jørgen Sommer at sprede investeringen, idet det netop var Jørgen Sommers udtrykkelige ønske at investere i Allgon-optioner, fordi han kendte dette selskab. Løbetiden på optionerne var ca. en måned. Der blev spekuleret i, at et af de store teleselskaber skulle komme med et godt regnskab. Han har aldrig sagt til Jørgen Sommer, at der var tale om en "livrem og selerinvestering" eller en "sikker dobbelt op". Da Jørgen Sommer skrev til ham om nedlukning af optionerne den 1. februar 1997, var det ikke muligt at sælge uden tab. Han fulgte imidlertid investeringen nøje og havde en forventning om, at aktien igen ville stige. I ugen op til optionernes udløb kunne der fortsat ikke sælges uden tab. Efter drøftelse med Jess Pedersen anbefalede han derfor Jørgen Sommer at lægge sin investering over i juni-optioner. Der blev også givet tilsagn om, at Jørgen Sommer kunne handle til reducerede omkostninger. Havde Jørgen Sommer fulgt anbefalingen, ville han være kommet ud af investeringen med et afkast på 50 %. Gennem sine samtaler med Jørgen Sommer fik han indtryk af, at Jørgen Sommer fik rådgivning fra anden side. Dette er også efterfølgende blevet bekræftet af såvel Jørgen Sommer som Brian Aabech, der på det tidspunkt var blevet bortvist fra STO. Det var tydeligt, at Brian Aabech forsøgte at trække en god kunde væk fra STO. Han var ikke klar over, at Jørgen Sommer i ugen op til Allgon-optionernes udløb optog deres telefonsamtaler på bånd. Båndoptagelserne giver dog ikke det fulde billede. Han havde yderligere telefonsamtaler med Jørgen Sommer på dennes private telefon og 
på mobiltelefonen. Når han under telefonsamtalerne blandt andet fortæller Jørgen Sommer, at han har ringet til Sverige og sagt, at han havde en kunde, som ønskede fysisk levering, selvom dette ikke var tilfældet, er der reelt tale om, at han har talt med Per Dunhoff. Han løj over for Per Dunhoff i et forsøg på at få kursen på Allgon-aktier til at stige. Han er klar over, at han ikke havde mulighed for at påvirke aktiemarkedet væsentligt, selvom han gav udtryk for dette over for Jørgen Sommer.

Ud over sagen med Jørgen Sommer har han kun haft en enkelt klage fra en kunde i forbindelse med en investering i nogle obligationer. Han var ikke klar over, at STO og OID havde 100 retssager mod kunder. Han havde fra andre investeringsrådgivere kendskab til, at nogle sager gik til incasso. Han opfattede det ikke som noget usædvanligt. 

Efter STO's konkurs indgik han en aftale med Torben Petersen om at foretage investeringer på hans vegne. Han modtog imidlertid aldrig sin provision fra Torben Petersen, fordi denne blev anholdt og senere gik konkurs. Han har også haft Jørgen Sommer som kunde igen i slutningen af 1998, hvor han var rådgiver i fondsmæglerselskabet Rasmussen & Büchler. 

Han er i dag ansat som salgschef i et forsikringsmæglerselskab. 

John Jensen har forklaret, at han blev ansat som investeringsrådgiver i OID i april 1995. I juni 1996 blev han direktør. Som agenter var investeringsrådgiverne formelt set selvstændige og kunne i princippet gøre, som de ville. Ledelsen så dog helst, at investeringsrådgiverne var på OIDs kontor i børsens åbningstid. Ændringen fra agent- til funktionærkontrakt var begrundet i ændringer i fondsmæglerlovgivningen. Hvis ikke denne lovændring var kommet, er han sikker på, at investeringsrådgiverne fortsat ville have været tilknyttet OID som agenter. En væsentlig sidegevinst ved funktionærkontrakten var imidlertid, at ledelsen fik visse sanktionsmuligheder i forhold til investeringsrådgiverne, og bl.a. kunne bestemme, at investeringsrådgiverne havde mødepligt. 

Han havde ikke noget med formuleringen af funktionærkontrakten at gøre. Dette tog Harald Madsen og advokat Torben Steffensen sig af. 

Som agenter havde investeringsrådgiverne lov til at foretage egne investeringer gennem OID. Dette var ikke tilfældet, efter at 
investeringsrådgiverne var blevet funktionærer, hvilket fulgte af lovgivningen. I den periode, hvor ansøgningen om godkendelse var under behandling i Finanstilsynet, foretog investeringsrådgiverne dog egne investeringer i begrænset omfang.Når OID ansatte nye investeringsrådgivere, blev der lagt vægt på, at den pågældende var velformuleret, havde økonomisk indsigt og kunne sælge. Det var ikke et krav, at ansøgeren havde indsigt i det finansielle marked, men en vis talmæssig og økonomisk forståelse var en nødvendighed.

Der blev afholdt interne kurser for nye investeringsråd givere vedrørende såvel virksomhedens produkt som salgsteknikker. Harald Madsen og Flemming Kirk varetog undervisningen i finansielle instrumenter. Han underviste selv i salgsteknikker sammen med en ekstern konsulent. Han kender til nogle af de salgsmanuskripter, som er fremlagt under sagen. Materialet er 
for en dels vedkommende udarbejdet af investeringsrådgiverne selv i forbindelse med et salgskursus. Der var ikke tale om, at man fra ledelsens side udleverede salgsmanuskripter, som skulle følges. 

Han kan ikke afvise, at nogle af investeringsrådgiverne gik for vidt i deres salgsbestræbelser over for kunderne. Han har selv været involveret i en sag, hvor to investeringsrådgivere, Brian Aabech og Michael Svak, fik en skriftlig advarsel, fordi de havde overtalt kunder til at handle, selvom der ikke var nogen markedsmæssig interesse heri for kunderne. Desuden er der blevet afskediget en relativt nyansat investeringsrådgiver, fordi han fik kunder til at handle alt for mange gange uden markedsmæssig 
begrundelse. Investeringsrådgiverne kunne ikke selv effektuere kundernes handler, men disse skulle gå igennem brokerne, der havde mulighed for at stoppe en handel eller bede investeringsrådgiveren om en skriftlig instruks fra kunden. Ledelsen havde herved en vis kontrol med, at investeringsrådgiverne ikke blev fristet til at anbefale en handel bare for handlens skyld. 

Markedsføringen af OID's produkter skete stort set udelukkende ved investeringsrådgivernes uopfordrede telefoniske henvendelser til kunder. Det var meget få kunder, som på eget initiativ henvendte sig til OID. Efter et par sager om overtrædelse af dørsalgsloven blev der udstedt interne retningslinier om, at kunder, som ønskede at handle privat, skulle 
acceptere dette skriftligt. 

OID's gebyrer fremgik udtrykkeligt af det skriftlige materiale, som blev sendt til kunderne. Investeringsrådgiverne skulle ikke vejlede kunderne om omkostningsniveauet på eget initiativ, men skulle selvfølgelig vejlede herom, hvis de blev spurgt. Han har ikke været med til at fastsætte omkostningsniveauet for handlen med optioner til 25 % af det investerede beløb, men har deltaget i de løbende overvejelser om, hvorvidt omkostningsniveauet skulle reduceres. Der var på det tidspunkt ca. 15 
virksomheder i branchen, og man forsøgte at sammenligne OID's omkostningsniveau med de øvriges. Dette var dog vanskeligt, fordi flere andre virksomheder og banker på papiret tog et lavere gebyr, men samtidig foretog kursskæring. Det var dog hans indtryk, at OID's omkostningsniveau ikke var højere end andres i branchen.

På et tidspunkt blev der solgt et stort antal BNI-aktier til OID's kunder. Han ved ikke, om kunderne vidste, at OID var koncernforbundet med BNI. Han husker ikke, om investeringsrådgiverne var blevet vejledt om, at kunderne skulle gøres opmærksom herpå. 

Ved begrebet "rullepenge" forstås, at en kunde havde haft en gevinst og geninvesterede denne. 

Regningen for fortæring på Waterloo vedrører en firmafest, som fortsatte på Waterloo. 

Harald Madsen orienterede på nogle morgenmøder om, at behandlingen af ansøgningen om godkendelse som fondsmægler-virksomhed skred frem i Finanstilsynet. Investeringsrådgiverne fik imidlertid ingen oplysninger om de indvendinger, som var kommet fra Finanstilsynet. 

Kunderne tjente netto ikke penge på de investeringer, som de foretog gennem OID. Investering i optioner er et sofistikeret spil om penge. Nogle kunder kom ud af det med meget store gevinster, men de fleste tabte de investerede beløb. I det lange løb var det udstederen af optioner, som tjente penge i dette spil. 

Morten Skjelborg har forklaret, at selskabsstrukturen i koncernen dels var begrundet i et ønske om at have en jysk afdeling til jyske kunder, og dels gjorde det tingene lettere i forhold til de udenlandske brokerfirmaer, at man havde samlet analytikerne i Dubesco Broker. Han kan ikke svare generelt på, hvilken type kunder man havde hos STO og OID. Der var især 
tale om mindre virksom heder, men også privatpersoner. 

Den oprindelige konstruktion, hvorefter investeringsrådgiverne var tilknyttet OID og STO som agenter, blev nøje efterprøvet af skattevæsenet, som var klar over, at det gennem denne konstruktion gik glip af betydelige lønsumsafgifter. Med indførelse af den nye fondsmæglerlovgivning var denne konstruktion ikke længere mulig, idet investeringsrådgiverne skulle opfylde lovgivningens kapitalkrav, hvis de ønskede at fortsætte som selvstændige agenter, hvilket flertallet ikke kunne. Løsningen blev derfor at ansætte investeringsrådgiverne som funktionærer.

Man ønskede at blive opfattet som de seriøse i branchen og havde ansat folk i virksomheden, som lavede ret dybdegående investeringsforslag og sørgede for, at nye investeringsrådgivere kom på kurser, hvor de lærte om det produkt, som de solgte. Der var formuleret retningslinier for, hvad der var god skik som investeringsrådgiver, og der blev slået meget hårdt ned på tilfælde, hvor investeringsrådgiverne oversolgte varen. Der var relativt stor selvjustits blandt investeringsrådgiverne. De øvrige investeringsrådgivere gik til ledelsen, hvis de ikke fandt en investeringsrådgivers salgsmetoder forenelige med selskabets politik. Desuden fik ledelsen gennem kundeklager indtryk af, hvordan en investeringsrådgiver opførte sig i forhold til kunderne. Der var herudover ikke andre mekanismer til at sikre mod oversalg.

I modsætning til andre virksomheder i branchen oplyste man åbent om omkostningerne ved at investere i optioner. Omkostningerne blev altid specificeret i handelsnotaerne, så kunderne aldrig var i tvivl om, hvad en investering havde kostet. Han havde tidligere arbejdet for Phønix Kapital, hvor omkostningsniveauet lå på 33 %. Omkostningsniveauet i OID blev fastsat til 25 % ud fra et ønske om at være lidt billigere end Phønix Kapital. Man lavede også en sammenligning med bankernes gebyrer og konstaterede, at man lå på niveau hermed. 

Der var ingen kontrol med, om en investeringsrådgiver fulgte selskabets investeringsforslag. Investeringsrådgiverne havde deres egen dømmekraft og selvstændige holdning og kunne, hvis de ønskede det, give kunderne en individuel rådgivning, også selvom denne gik imod selskabets investeringsforslag. Han kom ikke selv så ofte i virksomheden, men han ved, at det skete, at investeringsrådgiverne rådgav imod de officielle investeringsforslag. 

I begyndelsen af januar 1997 havde man netop afskediget en investeringsrådgiver, der efterfølgende bearbejdede kunderne og opfordrede dem til at klage til Finanstilsynet, hvilket resulterede i 19 klager. Finanstilsynet baserede sine afslag på disse 19 klager. Tilsynet bad på intet tidspunkt om at se regnskabsmateriale og ønskede ikke at mødes med ledelsen. Det er hans opfattelse, at det var Finanstilsynets håndtering af ansøgningen om tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed, der medførte 
tab for kunderne. Da Finanstilsynets afslag kom, var der megen presseomtale, og det var derfor ikke muligt at få kunder til at investere. Der var derfor, også henset til det høje omkostningsniveau, ikke grundlag for at drive virksomheden videre. 

Bent Vinjegaard har forklaret, at han blev ansat som investeringsrådgiver i STO i marts 1993. I juni 1996 blev han direktør i STO. Den eneste årsag til, at man i sommeren 1996 ændrede på investeringsrådgivernes ansættelsesforhold, således at de blev ansat på funktionærkontrakter, var, at dette var nødvendigt som led i, at man ønskede at opnå Finanstilsynets godkendelse som fondsmæglerselskab. Han deltog dog ikke på ledelsesniveau i denne beslutning.

Man rekrutterede nye investeringsrådgivere til STO gennem jobannoncer. Ved ansættelsen af investeringsrådgivere blev der lagt vægt på, at de pågældende havde en vis økonomisk indsigt og havde gode salgsevner. Det var en fordel, hvis ansøgeren tidligere havde haft at gøre med investering, men det var intet krav. 

Der blev afholdt interne kurser for nye investeringsråd givere. Jess Pedersen havde ansvaret for at undervise investerings-rådgiverne i finansielle instrumenter. Han underviste selv på et tidspunkt i salgsteknik, men man benyttede sig også af eksterne konsulenter. Han genkender enkelte af de fremlagte salgsmanuskripter. Bl.a. har han selv lavet en enkelt side. 

Hver morgen holdt han morgenmøde for investeringsrådgiverne sammen med Jess Pedersen. Jess Pedersen orienterede om nye investeringsforslag, og han sørgede for at sætte investeringsrådgiverne igang. Da investeringsrådgiverne blev ansat som funktionærer, var der mødepligt til morgenmøderne, og han påtalte manglende fremmøde over for de pågældende. På morgenmøderne gjorde han også investeringsrådgiverne opmærksom på, at der skulle sælges på en sober, professionel og rådgivningsmæssigt korrekt måde. Han viste på et tidspunkt nogle TV-indslag om andre investeringsselskabers metoder for 
at illustrere over for investeringsrådgiverne, hvordan de ikke skulle bære sig ad over for kunderne. Han lagde også vægt på, at 
investeringsrådgiverne informerede kunderne om omkostningerne ved at handle optioner. Omkostningerne fremgik tillige af handelsnotaerne. Omkostningerne var på 29 % af det investerede beløb. Han gik rundt blandt investeringsrådgiverne og overhørte deres samtaler med kunderne. Det var fyringsgrund, hvis man som investeringsrådgiver gik over stregen. Dette var årsagen til, at Brian Aabech blev afskediget. Han var mest interesseret i et hurtigt salg og sørgede ikke for den samme rådgivning af kunderne som de øvrige investeringsrådgivere. Det var dog svært at kontrollere såkaldt oversalg. Han overhørte ikke selv dette, men går ud fra, at han ville have fået klager fra kunder, hvis oversalg fandt sted. 

Investeringsrådgiverne udvalgte potentielle kunder på basis af de oplysninger, som de kunne få fra Købmandsstandens Oplysningsbureau. Ved udvælgelsen skelede man bl.a. til størrelsen af en virksomheds egenkapital og antallet af ansatte. Efter den første kontakt med en kunde sendte man pågældende noget informationsmateriale om STO sammen med et konkret investeringsforslag. Investeringsrådgiverne var instrueret om, at de kun måtte sælge de investeringsforslag, som kom fra deres egne analytikere.

Alle handlerne gik igennem Jess Pedersen, og hvis en handel ikke fulgte STO's investeringsforslag, blev den ikke gennemført. 

Investeringsrådgiverne måtte ikke selv investere i optioner, men skulle passe kundernes positioner. En overgang var det dog tilladt at investere et beløb på 5-10.000 kr. 

STO's analytikere udarbejdede nogle gode investeringsforslag, men selvfølgelig ramte de ikke rigtigt hver gang. Investeringsrådgiverne havde generelt et godt forhold til kunderne, og der blev tjent mange penge til kunderne. Kundeforløbene var meget forskellige. En del kunder vedblev at investere, selvom de havde tabt på deres investeringer. Nogle fik et godt 
afkast og trak pengene ud, mens andre, de såkaldte "rullekunder", geninvesterede gevinsten. Han har ingen opgørelse over tab og gevinst. En investeringsrådgiver havde i gennemsnit 30 kunder.

Harald Madsen har forklaret, at han blev tilknyttet OID som konsulent i 1993. Han blev siden ansat som direktør, og i 1994 blev han koncernchef. Baggrunden for koncernstrukturen var et ønske om at have to konkurrerende virksomheder. Samlingen af back-office funktionerne i et selskab gav desuden visse stordriftsfordele. 

Inden han kom til OID, havde han været ansat i et traditionelt børsmæglerselskab. Han var oprindeligt ansat i Fællesbanken, hvor han blev udlånt til SparInvest. Siden arbejdede han for Aage Philip børsmæglerselskab og Scanbroker børsmæglerselskab. I de traditionelle børsmæglerselskaber er kunderne typisk professionelle, såsom banker, pensionskasser og investeringsforeninger, og rådgivningsbehovet er derfor ikke så stort. Der er også en vis modvilje mod at rådgive kunderne meget aktivt af frygt for negativ omtale. I OID og STO var kundesegmentet anderledes. Der var typisk tale om mindre virksomheder og selvstændige erhvervsdrivende, der ofte ikke havde erfaring med investering og ikke i forvejen fik investeringsrådgivning. Der var tale om en meget aktiv og udadvendt rådgivning. Det faglige niveau i OID og STO var rimelig højt. 

Investeringsrådgiverne var ansat til at markedsføre investeringsforslagene fra OID og STO, men der var principielt intet til hinder for, at en investeringsrådgiver kunne rådgive om andet end selskabets investeringsforslag. I praksis skete det dog sjældent. I virksomheden gjorde man meget for at uddanne investeringsrådgivere, og det er hans opfattelse, at investeringsrådgiverne havde den nødvendige baggrund for at rådgive om finansielle instrumenter. Man var langt bedre rustet end almindelige bankrådgivere. Den interne uddannelse bestod dels af vejledning på morgenmøderne, dels af interne kurser, hvor han og Flemming Kirk underviste i finansieringsteorier, hvor de formelle betingelser for indgåelsen af handler blev gennemgået, og hvor der undervistes i håndtering af kunderne. Desuden blev der afholdt prøver i finansielle instrumenter. Ledelsen brugte resultatet af prøverne til at vurdere, hvor den fremtidige indsats med hensyn til uddannelse af investeringsrådgiverne skulle lægges.

Baggrunden for, at investeringsrådgiverne oprindelig blev tilknyttet virksomhederne som agenter, var, at man derved ikke skulle betale lønsumsafgift. Told & Skat var meget imod konstruktionen, men endte med at acceptere den. Da investeringsrådgiverne var agenter, havde ledelsen ingen instruktionsbeføjelser i forhold til dem, hvilket kunne være en ulempe. Imidlertid var der et vist interessefællesskab i og med, at investeringsrådgiverne var interesserede i at tjene nogle penge, og man fra virksomhed-ernes side kunne tilbyde information på morgenmøder og kurser, der var attraktive for investeringsrådgiverne.

Investeringsrådgivernes ansættelse på funktionærkontrakter var en følge af lovændringer, som bevirkede, at det rent praktisk ikke kunne lade sig gøre, at investeringsrådgiverne fortsatte som agenter. Samtidig løstes virksomhedernes problemer med den manglende instruktionsbeføjelse. Funktionærkontrakten blev udformet i samarbejde med advokat Torben Steffensen. Man tog udgangspunkt i agenturaftalen, men ændrede en række bestemmelser, så de blev i overensstemmelse med det, som er karakteristisk for en funktionæraftale. 

Rekrutteringen af investeringsrådgiverne skete gennem et rekrutteringsfirma, som indrykkede annonce og afholdt første 
ansættelsessamtale. Ved anden samtale deltog tillige en repræsentant for ledelsen i OID eller STO. Han ved ikke, hvilke evner der blev lagt vægt på ved ansættelsen. 

Investeringsrådgiverne måtte gerne selv investere i optioner for egne midler, men ikke for lånte midler. Der forelå ingen bekendtgørelse fra Finanstilsynet om, hvordan man skulle fortolke forbudet mod spekulation. Alle forretningsgange var i overensstemmelse med den rådgivning, som man modtog fra advokat Torben Steffensen. Det var således i orden, at investeringsrådgiverne selv investerede igennem deres eget selskab.

Man kan sagtens forestille sig, at nogle investeringsrådgivere gik alt for langt i deres rådgivning af kunderne. Ledelsen i STO og OID var opmærksomme på, om der blev ydet en sober rådgivning. Det var praksis, at en investeringsrådgiver skulle spørge Per Dunhoff, Flemming Kirk eller vidnet til råds, hvis der var et ønske om hyppige omlægninger af en kundes investeringer. Han husker også ophedede diskussioner herom med bl.a. investeringsrådgiveren Søren Bjerregaard. Da alle handler blev effektueret centralt, var der også kontrol med, at investeringsrådgiverne ikke foretog hyppige omlægninger uden markedsmæssig begrundelse. Han husker det dog ikke som noget stort problem. Investeringsrådgiverne havde en fælles interesse med kunderne i at tjene penge til kunderne. Hvis en kundes penge blev tabt, var kunden tabt. Der blev ikke ført systematisk kontrol med investeringsrådgivernes kundesamtaler, men samtalerne blev overhørt af andre investeringsrådgivere, og John Jensen cirkulerede også blandt investeringsrådgiverne. Han husker en episode, hvor en investeringsrådgiver brugte nogle helt absurde argumenter, hvilket blev påtalt. Baggrunden for bortvisningen af Brian Aabech var også, at han gik for langt i sin kontakt til kunderne ved at komme med alt for store løfter om stor gevinst og minimal risiko.

De fleste retssager drejede sig om, at kunderne syntes, at de havde betalt for høje omkostninger. De fleste kunder tabte sagerne. Desuden var der tre sager om overtrædelse af dørsalgsloven. De mange klager til Finanstilsynet i 1997 skyldes formentlig, at lovændringen åbnede op for denne klagemulighed, hvilket blev omtalt i pressen. Klagerne gav anledning til overvejelser i ledelsen om ændring af virksomhedernes forretningsgang. 

I forbindelse med avisomtale af virksomhederne forsøgte ledelsen at få en dialog med pressen, men uden resultat. Han husker ikke, om virksomheden klagede til Pressenævnet, men han mener det ikke. 

Udgifterne til Waterloo vedrører et personalearrangement. Det hændte, at Morten Skjelborg og Carsten Bang Jensen inviterede nogle af investeringsrådgiverne med derhen på selskabets regning. 

I forbindelse med ansøgningen om tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed spurgte man Finanstilsynet til råds. Herfra nægtede man imidlertid at yde nogen form for rådgivning. Der er flere forhold, som ikke er korrekt gengivet i Finanstilsynets referat af mødet den 2. april 1997. Det er således ikke korrekt, at han oprindelig blev ansat i OID for at skabe mere ordnede forhold i selskaberne, men han havde nogle ideer til ting, som kunne gøres anderledes f.eks. vedrørende afregning til kunderne og behandling af kundeklager.

Omkostningsniveauet i OID og STO var ikke anderledes end i de øvrige virksomheder i branchen. Andre virksomheder skjulte imidlertid omkostningerne gennem kursskæring, hvor man i OID og STO informerede åbent om omkostningerne. 

Investeringsrådgiverne fik provision ved salg af optioner og fik tillige del i kundernes overskud, når dette oversteg 100 %. I januar 1997 blev der tjent styrtende med penge til kunderne. 

Det er korrekt, at de fleste kunder endte med at tabe penge på investeringerne. Det typiske forløb var, at kunderne undervejs både tabte og vandt på investeringerne, men endte med at tabe de investerede beløb. 

Investeringsrådgiverne blev orienteret om ansøgningen til Finanstilsynet og om, at ledelsen forventede, at man fik godkendelse til at drive selskaberne videre. 

Kurator, advokat Pernille Bigaard, har forklaret, at hun blev kontaktet af advokat Torben Steffensen omkring den 1. juli 1997 angående STO og OID med henblik på at undersøge muligheden for en rekonstruktion. Hun deltog i et møde med Harald Madsen og selskabernes revisor, hvor hun prøvede at skabe sig et overblik over koncernens forhold. Hun vurderede, at en 
rekonstruktion ikke var mulig, og selskaberne indgav derfor selv konkursbegæring. Der kom mange henvendelser til kurator fra kunder, som ønskede at få deres tilgodehavender udbetalt eller få udleveret optioner. Der var imidlertid ikke oprettet en separat konto pr. kunde, og der forefandtes ikke individualiserede papirer. Efterhånden som likviditeten var strammet til i selskaberne, havde man undladt at afdække handlerne udadtil. Der var således kun afdækket ca. 40 % af handlerne. De tilgodehavender, som kunderne havde på dekrettidspunktet, var det allerede på det tidspunkt umuligt at honorere. Kurator valgte at lukke alle 
kundernes åbne positioner ned, hvilket kunderne fik meddelelse om. Kurator har ført en række retssager mod kunder, som ikke har betalt for de foretagne investeringer. Hun har ikke noget tal på, hvor mange sager der er tabt på dørsalgsloven. De første år vandt boerne sagerne, men efter en afgørelse i Vestre Landsret, hvor man nåede frem til, at der var tale om en overtrædelse af dørsalgsloven, vendte billedet. I nogle af sagerne gjorde kunderne aftalelovens § 36 gældende, men hun erindrer ikke, at DL 
5-1-2 har været påberåbt i nogen af sagerne. Kurator har kun undladt at forfølge et krav, hvis man vurderede, at den pågæld-ende kunde manglede betalingsevne. Hun kender ikke til Jørgen Sommer og ved ikke, om man i boet har forholdt sig til krav fra Jørgen Sommer og Jørgen Sommer ApS.

Kurator valgte på et tidspunkt at indgive politianmeldelse mod selskabernes øverste ledelse. Hun ved ikke, hvordan sagerne er forløbet. 

Advokat Torben Steffensen har vedstået den forklaring, som han afgav under sagerne John Jensen mod Options Invest Danmark A/S og Jess Pedersen mod Stock Options A/S. Af denne forklaring fremgår bl.a., "at han kendte Harald Madsen fra tidligere tid fra virksomheden Scanbroker, hvor Harald Madsen var ansvarlig for derivater. 

I 1993 fik han en henvendelse fra Harald Madsen, der bad vidnet komme ned i Amaliegade for at se på en konkret tvist med en kunde. Vidnet husker ikke med sikkerhed, om Harald Madsen allerede på daværende tidspunkt var fastansat i OID. I hvert fald var det Harald Madsens opgave at få sat struktur på virksomheden. På et tidspunkt i 1994 blev Harald Madsen udnævnt til koncernchef. På daværende tidspunkt var OID moderselskab for STO. 

I 1994 kontaktede Harald Madsen igen vidnet, idet han ønskede vidnets bistand til en ændring af selskabsstrukturen. Hensigten var at lave et holdingselskab og to sideordnede datterselskaber. Vidnet var som advokat behjælpelig med at ændre strukturen, men det var Harald Madsen, der bestemte formuleringerne. Som led i denne omstrukturering blev vidnet bedt om at træde ind i bestyrelsen for OID og i holdingselskabet. 

Vidnet kendte intet til de selskaber, der lå over holdingselskabet. Det er rigtigt, at alle back-office funktioner lå i holdingselskabet. Det var vidnets indtryk, at man ville centralisere denne funktion. 

Vidnet accepterede at indtræde. Han lagde i denne forbindelse vægt på, at virksomheden handlede med standardprodukter, at forretningsbetingelserne, som han fik forelagt, var i orden, og at virksomheden havde en selvstændig analyseafdeling med 2-3 ansatte. Vidnet anså således virksomheden for at være professionelt drevet. Da vidnet gik ind i bestyrelserne, var han ikke 
bekendt med de dengang foreliggende avisartikler om virksomhederne. 

Vidnet var både bekendt med forretningsbetingelserne i OID dengang og i det følgende forløb. Efter vidnets opfattelse var betingelserne klare og utvetydige. Der blev efter 1994 udarbejdet beskrivelser af forretningsgange for salg til kunder, herunder at man sikrede sig kundernes tilladelse til henvendelser. 

I bestyrelserne sad foruden vidnet Morten Skjelborg, Torkild Skjelborg og Harald Madsen. Vidnet betragtede Morten Skjelborg som hovedaktionæren.

Vidnet er ikke bekendt med, om Morten Skjelborg havde faglig indsigt i området. Vidnet mødte ham i det væsentlige kun til bestyrelsesmøderne. Det var ikke ham, der førte ordet på bestyrelsesmøderne, der var af informativ karakter. Det gjorde Harald Madsen. Morten Skjelborgs far, Torkild Skjelborg, var en forsigtig mand, der gerne ville deltage i sønnens virksomhed, men han havde ingen reel rolle i bestyrelsen. Vidnets indtryk var, at beslutningerne blev truffet af Morten Skjelborg og Harald Madsen i 
fællesskab. 

.......... 

Jess Pedersen og noget af hans familie sad i bestyrelsen i STO. Der var kun tale om en formel bestyrelse, der var indsat, fordi man ønskede at lade virksomheden fremstå som selvstændig udadtil. STO's forhold blev drøftet i holdingselskabet og i OID, men der kom ikke meget input fra Århus. Det var Harald Madsen, der disponerede i forhold til Århus, og bestyrelserne blev orienteret af ham. Det var ham, der bestemte. 

Vidnet sad i bestyrelserne i et års tid. Der var ingen ændringer i forretningsgrundlaget, der gav ham anledning til at træde ud. Han udtrådte derimod, fordi han ikke fik tilstrækkelige oplysninger om forholdene i selskabet op til regnskabsaflæggelsen. Der blev afholdt et møde hos selskabets revisor, hvori vidnet deltog. Revisor gav under mødet udtryk for uoverensstemmelser med Morten Skjelborg om regnskabet. Vidnet kan ikke huske, hvilke forbehold revisor havde. Vidnet fortsatte derimod som advokat med at behandle selskabernes retssager med kunder samt med enkelte andre ad hoc opgaver. Han gav vistnok Harald Madsen et udkast til en funktionæraftale. 

.......... 

Harald Madsen deltog i behandlingen af alle klagesager fra begge selskaber, også efter at den juridiske afdeling var blevet etableret. Det var Harald Madsen, vidnet holdt møder med. 

Temaet i sagerne var mandatgebyrerne. I denne forbindelse fik vidnet en vis indsigt i andre vekselererfirmaers gebyrer. 3-4 andre lå over, 2-3 under. De fire, der lå over, var Fyns Invest, Kapital Fønix og et par stykker til. Vidnet mener, at bankerne beregnede gebyrer på grundlag af det underliggende aktivs værdi. Generelt lå bankernes gebyrer lavere. Vidnet kan ikke følge aviskritikken af standardaftalernes gebyrregler.

Vidnet har aldrig været præsenteret for STO's forretningsbetingelser. 

I forbrugersager var temaet typisk dørsalgsloven. Der forekom også indsigelser om manglende realitet i handlerne. 

Efter diverse "avisskriverier" tog antallet af indsigelser voldsomt til. 

I forbindelse med de klagesager, vidnet behandlede, fik han i alle tilfælde bevis for, at der var foretaget afdækning af handelen. Medens vidnet sad i bestyrelsen, var det et krav, at der blev afdækket 100 %. Når Pernille Bigaard siger, at der på konkurstidspunktet kun var afdækning for 40 %, er det utvivlsomt rigtigt. 

Vidnet har ført ca. 30 retssager for selskaberne. De fleste blev vundet. To sager blev tabt på dørsalgsloven. 

Vidnet ophørte med at repræsentere selskaberne, da Finanstilsynets afslag kom. Harald Madsen ringede og orienterede vidnet. Finanstilsynets afgørelse indeholdt en bestemmelse om ophør af virksomheden inden otte dage. Vidnet anbefalede derfor Harald Madsen at henvende sig til en advokat med speciale i insolvens. Vidnet deltog i mødet med Pernille Bigaard. Ved denne lejlighed blev mulighederne for eventuelt salg af virksomheden drøftet. 

Vidnet deltog ikke i beslutningsprocessen vedrørende indgivelse af konkursbegæring. 

Vidnet havde rådgivet om spørgsmålet om separatiststilling for kunderne. Ifølge vidnets råd skulle der være en særskilt konto for hver enkelt kundes værdipapirer og likvider. 

Det er rigtigt, at det blev drøftet at båndoptage samtaler. Vidnet mener ikke, at der blev indkøbt udstyr hertil. Udstyret var dyrt. 

.........." 

Torben Steffensen har under nærværende sag yderligere forklaret, at han ikke var involveret i den oprindelige formulering af agenturaftalen, men han blev på et tidspunkt bedt om at revidere aftalen, da den på visse punkter gav anledning til tvivl både i forhold til investeringsrådgiverne og i forhold til skattevæsenet, som havde rejst tvivl om, hvorvidt der reelt var tale om et agen-turforhold. At investeringsrådgiverne i stedet blev ansat på funktionærkontrakter skyldtes to forhold. Dels fulgte det afændringen i lovgivningen, at agenterne som selvstændige ville blive stillet over for store kapitalkrav, dels havde flere investeringsrådgivere efter deres fratræden anlagt sag med krav om fratrædelsesgodtgørelse og feriepenge under henvisning til, at de reelt var funk-tionærer. Han sendte Harald Madsen en standardfunktionærkontrakt, som denne kunne tilpasse til de individuelle forhold. Han mener, at investeringsrådgiverne i forhold til kunderne skulle holde sig til at anbefale de investeringsforslag, som var udarbejdet af virksomheden.


Henning Madsen har forklaret, at han har drevet skovbrug og har været leder af en skov- og landbrugsuddannelse. Derudover har han købt skov op og har virket som konsulent i branchen. Han blev pensioneret i 1996. I foråret 1997 handlede han optioner gennem STO. Han har ikke tidligere handlet optioner, men har investeret i aktier og obligationer. Han var gennem et halvt års tid blevet bombarderet med skriftligt materiale fra STO. Materialet indeholdt bl.a. konkrete forslag til investeringer. Pa-
pirerne blev altid sendt til hans selskabsadresse. Efterfølgende blev han ringet op af Lars Thomsen, som forespurgte, om han var interesseret i at investere i optioner. Inden han foretog sine investeringer, søgte han rådgivning hos to banker og en revisor om optioner. Han fik indtryk af, at der var tale om risikofyldte investeringer. Da han besluttede sig for at investere i optioner, gjorde han det klart for Lars Thomsen, at han ønskede at investere privat, ikke i selskabets navn. Han modtog STO's forret-ningsbetingelser, som var lidt knudret formuleret. Han var dog klar over, at der var omkostninger forbundet med investering-erne. Han foretog ca. 10 investeringer i perioden marts til juni 1997 med en samlet indbetaling på i alt ca. 300.000 kr. Særligt de første investeringer så meget lovende ud. Han blev gentagne gange ringet op af Lars Thomsen, der havde forslag til nye investeringer. Samtlige samtaler var meget 'lysegrønne'. Han var også i kontakt med CC i 3-4 tilfælde. Hans stil var meget pågående. Han brugt udtryk som "Det er helt vildt" og "Det er nu, du skal slå til". Han følte sig presset til at indgå handlerne. Han indrømmer dog, at han også selv har et ansvar for ikke at modstå dette pres. Efter at have læst nogle artikler i avisen om STO blev han mere skeptisk. Han syntes desuden ikke, at han modtog tilstrækkelige oplysninger om investeringerne. I juni 1997 forsøgte han at få sit indestående på kontoen hos STO udbetalt. Han fik udbetalt 60.000 kr., men de resterende 30.000 
kr. fik han aldrig. Da STO gik konkurs, havde han fem uafsluttede investeringer. Selve investeringerne så fornuftige ud. Hvis optionerne var blevet solgt til den kurs, som var gældende på tidspunktet for konkursen, havde hans investeringer givet et positivt resultat, når omkostningerne ikke medregnes. Han har ikke siden investeret i optioner.

 

Jørgen Sommer har forklaret, at han er handelsuddannet inden for maskinbranchen, men senest har drevet en belysnings-virksomhed. Han er i dag 70 år. Han kan ikke redegøre nærmere for, hvad en option er. Inden han begyndte at handle med STO, havde han handlet optioner hos investeringsselskaberne Rossing & Mark, Textor & Partners og Preston & Pryce. Bankrenten var meget lav, og han håbede derfor på et bedre afkast ved at investere i optioner. Han havde gennemført i alt 7-10 handler med optioner à 20-30.000 kr., inden han begyndte at handle hos STO. Der var både tab og gevinst på disse investeringer. Kontakten til STO blev etableret ved, at CC ringede ham op. CC vidste besked om hans investeringer i Rossing & Mark, hvilket undrede ham. Han husker, at CC i løbet af samtalen brugte formuleringen "Vi er Jyder". Der lå heri, at der var tale om noget godt, solidt, reelt og ærligt. Det var det, der fik ham til at investere gennem STO. Han modtog et konkret investeringsforslag inden den første investe-ring. Han skrev også under på STO's almindelige betalings- og forretningsbetingelser. Han har læst dem igennem, men han mener ikke, at CC gennemgik dem med ham i telefonen. Han kan ikke huske, hvad omkostningerne var i % af det investerede beløb. Han husker ikke, om CC talte om risikoen ved investering i optioner. Han drøftede aldrig med CC, hvordan denne var aflønnet, men det lå i luften, at der var tale om provisionsløn. På et tidspunkt i januar 1997 ringede CC ham op med et forslag til en virkelig god investering. CC brugte udtryk som "livrem og seler-investering" og "sikker dobbelt op" og fik på den måde overtalt ham til at investere i Allgon-optionerne. Da der åbenbart var tale om en vældig god investering, besluttede han tillige at investere privat. Han havde en opsparing i banken, men solgte også nogle obligationer for at kunne investere i optionerne. Da han i begyndelsen af februar 1997 bad CC om at lukke Allgon-optionerne med fornuft, var dette et udtryk for, at han ønskede, at optionerne skulle sælges lidt ad gangen. Han lå inde med Allgon-optioner for meget store beløb og var nervøs for, at salget ville påvirke kursen. Han husker ikke, hvornår han begyndte at optage samtalerne med CC på bånd. Han syntes, at det var godt at have samtalerne på bånd, fordi han havde mange penge på spil. Han følte sig også udsat for et vist pres fra CCs side. Samtalerne med CC blev som regel ført på hans private linie i virksomheden. Hvis han var ude at rejse, kontaktede han CC via sin mobiltelefon. Han var fuldkommen afhængig af de oplysninger, som CC gav ham om kurser. Han havde ikke selv noget udstyr, hvor han kunne sidde og følge kursen. Han fulgte den dog på tekst-tv. I forbindelse med Allgon-
optionerne modtog han også rådgivning fra investeringsselskabet Alfred Berg i Stockholm, og i anden forbindelse fik han rådgivning fra Brian Aabech, som arbejdede freelance, efter at han var holdt op i STO. Han ved ikke, hvordan det var gået, hvis han havde fulgt CCs råd om at investere i juni-optioner. Han har investeret i alt ca. 5 mio. kr. i optioner gennem STO. Der var tale om et betydeligt antal handler. Han havde både tab og gevinst på sine investeringer gennem STO. Investeringerne eskalerede, fordi han håbede på den store gevinst. Han tabte i alt ca. 2,5 mio. kr. på investeringerne. Efterfølgende har han investeret i optioner via Brian Aabech. Han tabte også på disse investeringer. Han har også handlet i mindre målestok gennem Rasmussen & Büchler, hvor hans kontaktperson var CC.

Hans Kjeld Hansen har forklaret, at han er uddannet landmand og pædagog og driver landbrug samt et opholdssted for børn og unge. Opholdsstedet bliver drevet i selskabsform. Han formoder, at OID har fået oplysningerne om hans selskab fra selskabs-registret. Han havde ikke investeret i optioner, før han blev kontaktet af AA fra OID i efteråret 1996. Han husker ikke præcist de formuleringer, som AA brugte i samtalens løb, men det foregik med høj stemmeføring, og budskabet var tydeligvis, at optioner var noget, som man måtte interessere sig for, fordi de gav et meget stort afkast. AA kom også ind på risikoen ved investering i optioner, men denne blev bagatelliseret. Vidnet har sikkert fået lidt at vide om, hvad en option var, men han husker det ikke. Han gav telefonisk tilsagn om at købe nogle optioner og fik samme dag pr. fax tilsendt en købsbekræftelse, som han under-skrev og returnerede. Han fik ikke tilsendt noget materiale vedrørende OID, heller ikke selskabets forretningsbetingelser. Han husker ikke, om der på den modtagne købsbekræftelse stod, at man bekræftede at havde læst firmaets forretningsbetingelser. Han investerede i første omgang 25.000 kr. i eget navn. Han blev kort tid efter kontaktet af AA igen, som havde "et endnu 
bedre tilbud". Han investerede i denne omgang 100.000 kr. Han husker ikke, om han i den mellemliggende periode havde modtaget OID's forretningsbetingelser, eller om han drøftede med AA, hvilke omkostninger der var ved investering i optioner. Han kontaktede efterfølgende AA for at høre, hvordan det gik med hans investeringer, men da det ikke gik så godt, opstod der en dårlig stemning. Han talte med AAs overordnede, John Jensen, som anbefalede ham at investere yderligere for at minimere sit tab. Dette afviste han. Da optionerne udløb, var de ingenting værd. Han synes bestemt ikke, at han har fået nogen særlig god rådgivning fra OID. 

Peder Pedersen har forklaret, at han er uddannet landbrugsmaskinsmed og drev en lille landsbysmedie. Han har ikke deltaget i nogen form for spekulation forud for investeringen i optioner gennem OID. AA ringede ham op en dag og spurgte ham, om han var interesseret i at tjene nogle hurtige penge og fortalte ham noget om investering i optioner. Han meddelte AA, at han ikke havde forstand på optioner, hvortil AA svarede, at det havde OID. Da han sagde, at han først ville spørge sin revisor, svarede AA, at det kunne han lige så godt lade være med, for en revisor ville standardmæssigt fraråde denne type investering. Risikoen ved investeringen blev drøftet. Han fik at vide, at risikoen for at tabe var lille, men han havde på fornemmelsen, at der var en vis risiko. Efter den første samtale fik han tilsendt noget præsentationsmateriale. Han læste det igennem, men fik ikke ret meget ud af det, da han ikke havde indsigt i investering i værdipapirer. Efter et par dage ringede AA ham op igen, og de aftalte, at han skulle investere 10.000 kr. På forslag fra AA investerede han i virksomhedens navn, da et evt. tab ville være fradragsberettiget. Han fik at vide, at OID tog et gebyr på 20 % af fortjenesten. Han ved ikke, hvad gebyret var, hvis der ingen fortjeneste var. Han modtog handelsnotaer vedrørende alle investeringer. Han syntes ikke, at det heraf fremgik, hvad handlerne kostede. Hans første investering på 10.000 kr. blev til 18.000 kr., som han valgte at reinvestere i to typer papirer. Han bad på et tidspunkt om at få udbetalt det beløb, som han havde til gode hos OID, fordi han ville være sikker på, at der reelt var penge i foretagendet. Han fik udbetalt 20.000 kr., som han imidlertid valgte at investere i aktier efter at være blevet kontaktet af AA på ny. Et par måneder senere fik han brev fra en advokat om, at OID var gået konkurs. Han havde kontakt til AA i mere end et halvt år. Han havde tiltro til pågældende.

Parternes anbringender:

Anmelderne har til støtte for deres påstande gjort gældende, at anmelderne såvel formelt som reelt indtog en tjenestestilling. Anmelderne var ansat på funktionærkontrakter ved konkursens indtræden. Det er derfor boerne, som har bevisbyrden for, at anmelderne ikke er omfattet af konkurslovens § 95. Fire af de fem anmeldere var forud for ansættelsen som funktionærer 
tilknyttet virksomhederne som agenter. Selvom der er mange lighedspunkter mellem agenturaftalen og funktionærkontrakten, afviger sidstnævnte dog på en lang række væsentlige punkter. En række bestemmelser, der er karakteristiske for et agenturforhold, er ikke gentaget i funktionærkontrakten. Derimod indeholder funktionærkontrakten bestemmelser om fast 
arbejdstid, ferie efter ferielovens regler herom og opsigelsesvarsel i henhold til funktionærlovens regler, samt flere andre bestemmelser som særligt er karakteristiske for en funktionæraftale. Anmelderne var endvidere underlagt ledelsens instruktioner. Der var således mødepligt til morgenmøderne, og ferie skulle aftales med ledelsen. Ledelsen brugte også sin instruktionsbeføjelse til at meddele enkelte investeringsrådgivere en advarsel. Der er intet odiøst i, at aftalegrundlaget blev ændret som følge af ændringer i lovgivningen. 

Aftalelovens §§ 33 og 36 samt DL 5-1-2 kan ikke føre til, at anmeldernefortaber deres lønkrav. Aftalelovens §§ 33 og 36 vedrører ugyldighedsindsigelser, der alene kan påberåbes inter partes. Der er hverken i forarbejderne eller i praksis lagt op til en mere overordnet brug af bestemmelserne. Bestemmelserne må derfor anses for uanvendelige på den foreliggende situation, hvor de påberåbes af boet til varetagelse af trediemands interesser. Anvendelsesområdet for DL 5-1-2 er efter retspraksis meget snævert. Der skal være tale om forhold, hvor domstolene helt åbenlyst ikke skal medvirke, for at en aftale kan tilsidesættes, således f.eks. hvor der er tale om strafbart eller ulovligt forhold i øvrigt. Det forhold, at Finanstilsynet bebrejdede ledelsen den måde, der blev drevet virksomhed på, kan ikke komme de ansatte til skade således, at anmelderne mister retten til at få dækket deres lønkrav i medfør af konkursloven.

Boerne har ikke bevist, at kundernes tab kan bebrejdes investeringsrådgiverne. Det kan efter forklaringerne lægges til grund, at flere af kunderne havde gevinst ved deres investeringer. Meget tyder på, at konkursen var skyld i en væsentlig del af tabene. Der har kun været få sager om overtrædelse af dørsalgsloven, og ingen af anmelderne har været involveret heri. Der er intet ulovligt i at henvende sig til små og mellemstore virksomheder. Der var tale om et potentielt marked med en risikovillig kapital og en interesse for at få et større afkast end bankernes. Kunderne handlede endvidere ganske ansvarligt i forbindelse med investeringerne. Det kan ikke bebrejdes anmelderne, at de blev antaget til jobbet på grundlag af deres salgsmæssige kvalifikationer trods deres manglende erfaring fra den finansielle sektor. Det er ledelsens ansvar, hvilke kvalifikationer man fokuserer på ved ansættelsen af nye medarbejdere. De kundesager, som er omtalt i Finanstilsynets afslag, er ikke tilstrækkeligt bevis for, at der er noget at bebrejde investeringsrådgiverne, når sagerne ikke er blevet yderligere underbygget i retten. I øvrigt har anmelderne kun været involveret i to af de omtalte handler. Det kan lægges til grund, at det var en fast integreret del af investeringsrådgivernes rådgivning, at kunderne fik at vide, at der var tale om risikobetonede investeringer. Risikoen er også nævnt i salgsmaterialet. Det er helt udokumenteret, at risikoen blev bagatelliseret, eller at anmelderne havde en særlig på-gående stil. Boerne har endvidere ikke bevist, at anmelderne pressede kunderne til handler uden markedsmæssig begrundelse. Der blev ført kontrol med alle handler, og ledelsen slog ned på tilfælde, hvor investeringsrådgivere oversolgte produktet. Virksomhedernes omkostningsniveau var ikke ualmindeligt for branchen. Kunderne var bekendt med omkostningsniveauet, som fremgik af såvel forretningsbetingelserne som de udstedte handelsnotaer. Desuden blev det drøftet i forbindelse med de enkelte handler. Det forhold, at der verserede ca. 100 retssager mod virksomhederne, siger intet om virksomhedernes karakter. Det store antal sager skyldtes bl.a. presseomtale. Ingen af kunderne fik medhold i de sager, hvor aftalelovens § 36 blev påberåbt. Det forhold, at investeringsrådgiverne var lønnet på et andet niveau end ansatte i banker er ikke et argument for, at aftalerne er i strid med DL 5- 1-2. En del af indtjeningen var begrundet i, at det gik godt for kunderne. Aflønningen er desuden et ledelsesmæssigt ansvar.

Det er ikke bevist, at de fremlagte salgsmanuskripter havde en væsentlig betydning for anmeldernes salg til kunderne. Ledelsen havde givet investeringsrådgiverne tilladelse til at foretage egne investeringer. Der er derfor intet at bebrejde investeringsråd-giverne i den forbindelse. Virksomhederne førte en sober linie med ordentlige salgsmetoder. Der blev lagt vægt på at forbedre deres produkter, og der blev løbende givet information til kunderne om disses investeringer. Politiets efterforskning mod ledel- sen af selskaberne har endnu ikke ført til, at der er blevet rejst nogen sigtelser. 

Funktionærlovens § 9, stk. 3, finder anvendelse på den foreliggende situation, hvor afslaget fra Finanstilsynet og den efterfølg-ende konkurs bevirker, at anmelderne ikke længere optjener provision. Det er således arbejdsgiverens forhold, der fører til, at virksomhederne ikke kan fortsætte, og at grundlaget for provisionsindtægten derfor forsvinder. Det er praksis, at den fremtidige provisionsindtægt beregnes på baggrund af et gennemsnit for den hidtidige indtjening. Det kan naturligvis diskuteres, hvorvidt gennemsnitsindtjeningen skal baseres på 6, 9 eller 12 måneder. Hvis meget store udsving i indtægten skal udlignes, må der ses bort fra såvel måneder med meget høje indtægter som måneder med lave indtægter. 

Der er ikke hjemmel til at regulere størrelsen af anmeldernes krav. Konkurslovens § 61 giver efter sin ordlyd kun hjemmel til at regulere længden af opsigelsesvarsler. Det fremgår hverken af teori eller praksis, at konkurslovens § 61 skulle kunne anvendes analogt til regulering af et lønkravs størrelse. Det fremgår af betænkning nr. 423/1966 om konkursordenen, at man på et tidspunkt har overvejet et loft for lønkravenes størrelse, men dette blev afvist. 

Anmelderen CC har desuden gjort gældende, at det særlige forløb vedrørende Jørgen Sommers investering i Allgon-optioner ikke giver belæg for, at CC generelt har handlet i strid med lov og ærbarhed. Investeringerne skete på grundlag af vejledning fra Jess Pedersen. Der er intet at bebrejde CC, som kun var ansat som sælger. Der var tale om en meget speciel situation, hvor kunden havde investeret betydelige beløb, og samtidig var under indflydelse af den bortviste investeringsrådgiver Brian Aabech. Der var 
ikke tale om, at CC over en længere periode forsøgte at presse Jørgen Sommer til at omlægge sin investering. Drøftelserne om omlægning fandt sted i den sidste kritiske uge op til optionernes udløb. CCs anbefaling skete efter råd fra Jess Pedersen. Det er muligt, at CC er gået for langt i sit forsøg på at få Jørgen Sommer til at omlægge sine positioner, men dette skal ses i lyset af den pressede situation. Boet har ikke ført bevis for, at der er lidt et tab med den fornødne årsagssammenhæng. Det er ikke bevist, at optionerne kunne være solgt på et tidligere tidspunkt med overskud. Da boet ikke har betalt erstatning til Jørgen Sommer eller Jørgen Sommer ApS, har boet ikke et regreskrav mod CC, som kan bruges til modregning i CCs lønkrav. Jørgen Sommer og Jørgen Sommer ApS har desuden ikke retsforfulgt CC, og et evt. erstatningskrav er således forældet.

Anmelderen EE har vedrørende det anmeldte § 97-krav gjort gældende, at han ejede GH Invest ApS 100 % og derfor er berettiget til at anmelde kravet i boet. 

Boerne har til støtte for deres påstand i første række gjort gældende, at anmelderne ikke indtog en tjenestestilling. Alle investeringsrådgiverne var indtil 1. juli 1996 selvstændige agenter. Dette var fordelagtigt for både investeringsrådgiverne og virksomhederne. Denne konstruktion var ikke blevet lavet om, hvis ikke der var kommet en lovændring. Funktionærkontrakten blev udfærdiget på baggrund af agenturaftalen. Funktionærkontrakten indeholdt nogle for en funktionærkontrakt meget 
usædvanlige punkter, bl.a. om egen hæftelse, afholdelse af repræsentationsudgifter, egne ansatte og fordeling af kunder. Disse bestemmelser er mere karakteristisk for et agentforhold. Desuden var investeringsrådgiverne udelukkende provisionslønnede. Ledelsen førte reelt ingen kontrol med investeringsrådgiverne. Der var reelt også mødepligt til morgenmøderne, da investeringsrådgiverne var agenter. 

Boerne har i anden række gjort gældende, at anmelderne har fortabt deres krav efter aftalelovens §§ 33 og 36 samt DL 5-1-2. Anmelderne har rettet uanmodet henvendelse til mindre erhvervsvirksomheder, som ikke har investering som en sædvanlig del af deres aktiviteter. Der er tale om massive og vedvarende overtrædelser af reglerne om god værdipapirhandelsskik i lov 
om værdipapirhandel. Dette er naturligvis selskabernes ansvar, men i høj grad også den enkelte investeringsrådgivers ansvar. Det fremgår af Finanstilsynets afslag, at man finder investeringsrådgivernes forretningsmetoder i strid med almindelig hæderlighed. Dette er illustreret ved de talrige kundesager, som er beskrevet i Finanstilsynets afslag. Desuden dokumenterer de afgivne forklaringer, at kunderne typisk ikke havde nogen erfaring med optioner, men blev udsat for et meget stort pres fra investeringsrådgiverne, ligesom risikoen ved investeringen blev nedtonet. Der er således tale om, at investeringsrådgiverne til trods for et totalt fravær af kompetence på det finansielle område pressede ukyndige kunder ud i nogle investeringer, som ikke var i deres interesse. De investeringsrådgivere, der var bedst til at snakke kunderne til at investere, blev belønnet. De fremlagte salgsmanuskripter vidner om investeringsrådgivernes aggressive metoder. Det var hensigten at bruge disse i salgsarbejdet.

Boerne har endvidere gjort gældende, at funktionærlovens § 9, stk. 3, ikke finder anvendelse i den foreliggende situation. Anmelderne mistede ikke deres indtægtsgrundlag som følge af konkursen, men fordi Finanstilsynet nægtede at give STO og OID tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed. Det var Finanstilsynets vurdering, at virksomhederne ikke kunne opfylde 
betingelserne for at drive fondsmæglervirksomhed, bl.a. som følge af investeringsrådgivernes manglende faglige baggrund og pågående stil. Der er således en direkte sammenhæng mellem disse forhold, der kan bebrejdes investeringsrådgiverne, og virksomhedernes lukning. 

Boerne har endelig gjort gældende, at anmeldernes krav kan reguleres efter en analogi af konkurslovens § 61. De anmeldte lønkrav er helt eksorbitante i sammenligning med gennemsnitslønnen for ansatte i finanssektoren. Lovgiver har ikke forestillet sig, at der ville blive anmeldt lønkrav af den omhandlede størrelse. Man mente sig dækket ind ved en bestemmelse om regulering af opsigelsesvarslets længde. Havde man haft kendskab til nærværende sager, ville man givet have haft en bestemmelse om regulering af lønkravets størrelse. 

Under alle omstændigheder må anmeldernes krav opgøres på grundlag af et gennemsnit for de seneste 12 måneders provisionsindtægt, ligesom der må bortses fra måneder, hvor provisionsindtægten har været ekstraordinær stor som følge af særlige forhold. 

Særligt for så vidt angår EE bemærkes, at det ikke er bevist, at perioden juni-september var hans bedste indtjeningsperiode. Der er derfor ikke grundlag for det rejste krav på yderligere 750.000 kr. Med hensyn til de af EE anmeldte simple krav bemærkes, at EE ikke har dokumenteret, at han er berettiget til at anmelde kravet på 69.000 kr. på vegne af GH Invest ApS. 

I forhold til CC gøres det gældende, at hans rådgivning af Jørgen Sommer i forbindelse med dennes køb af Allgon-optionerne har været så mangelfuld, at CC har handlet ansvarspådragende både i forhold til Jørgen Sommer og til STO. Det krav, som Jørgen Sommer har anmeldt i boet som følge af hans tab på Allgon-optionerne, kan boet som en følge af CCs ansvars-pådragende handlinger modregne i det anmeldte krav på provision.

Lov om værdipapirhandel:

Lov om værdipapirhandel §§ 3 og 5 har følgende ordlyd: 

§ 3. Enhver værdipapirhandel skal udføres på en redelig måde og i overensstemmelse med god værdipapirhandelsskik. 
Stk. 2. Fondsrådet kan fastsætte regler om god værdipapirhandelsskik. 

.......... 

§ 5. En værdipapirhandler, Danmarks Nationalbank og Finansstyrelsen skal 
1) handle loyalt og korrekt over for kunder og i disses bedste interesse og under hensyn til markedets integritet, 
2) udføre kunders handler med den nødvendige kompetence, omhu og hurtighed og under hensyn til markedets integritet og kundernes bedste interesse, 
3) have og effektivt anvende de ressourcer og fremgangs- måder, der er nødvendige for den rette gennemførelse af sin virksomhed, og 
4) bestræbe sig på, at der ikke opstår interessekonflikter, og når sådanne ikke kan undgås, sørge for, at kunderne behandles korrekt. 
Stk. 2. En værdipapirhandler skal desuden 
1) udbede sig oplysninger hos kunderne om deres finansielle stilling, investeringserfaring og målsætninger, som er relevante for gennemførelse af de ønskede tjenesteydelser, 
2) meddele de for kunden relevante oplysninger i sine kontrakter, herunder hvilken erstatningsordning eller tilsvarende beskyttelse, der vil gælde for den påtænkte transaktion, hvilken dækning der ydes i henhold til den ene eller anden ordning, eller at sådanne ordninger og sådan beskyttelse ikke findes, og 
3) have retningslinjer for, hvornår en ordre skal udføres over en fondsbørs' systemer, og træffe foranstaltning til at sikre, at ordrer udføres i overensstemmelse hermed. 
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte regler om de i stk. 1 og 2 angivne forhold." 

Skifterettens bemærkninger:

Ved konkursdekretets afsigelse var anmelderne ansat i selskaberne på funktionærkontrakter, der var trådt i kraft den 1. juli 1996. Kontrakterne, der for de fleste anmelderes vedkommende havde afløst tidligere agenturaftaler, indeholdt en række bestemmelser, der er almindelige i funktionærforhold herunder bl.a. om arbejds- og mødetid, ferie og om opsigelse i henhold til funktionærlovens regler om opsigelsesvarsel.

Kontrakterne indeholdt desuden en række bestemmelser, der var identiske med bestemmelserne i den tidligere agenturaftale, men disse bestemmelser er ikke i særlig grad karakteristiske for hverken funktionær- eller agenturforhold. Omvendt indeholdt funktionæraftalen ingen bestemmelser, der direkte pegede i retning af, at der i virkeligheden fortsat skulle være tale om et agenturforhold. 

Efter bevisførelsen kan det endvidere lægges til grund, at anmelderne ikke kun formelt, men også reelt var ansat i selskabernes tjeneste. Der er herved lagt vægt på, at anmelderne alene udførte arbejde med at sælge investeringsforslag for selskaberne, og at de under udførelsen af deres arbejde rent faktisk var undergivet ledelsens instruktioner. Der var desuden mødepligt til morgenmøderne, hvor ledelsen gav anvisninger på, hvilke investeringer rådgiverne skulle foreslå kunderne. Endelig skulle ferie og fridage tilrettelægges efter aftale med ledelsen. 

Skifteretten konstaterer herefter, at anmelderne arbejdede i skyldnernes tjeneste, jfr. konkurslovens § 95. 

Anmelderne blev, som de selv har forklaret, ansat på grundlag af deres talenter som sælgere. De havde derimod ikke nogen bankmæssig eller anden lignende uddannelse, der satte dem i stand til at yde de konkursramte virksomheders kunder en rådgivning, der reelt var udtryk for en varetagelse af ikke blot virksomhedernes, men også af kundernes interesser. 

I samklang med de kriterier, der var lagt til grund for deres ansættelse, var anmeldernes opgave i alt væsentligt at sælge. De skulle herved dyrke en kreds af mulige kunder, jfr. nedenfor, hos hvilke der ikke fandtes nogen naturlig efterspørgsel efter det uden sammenligning væsentligste af de produkter, de solgte. 

Dette produkt var højrisikable investeringer i et finansielt derivat, der ganske vist har et betydeligt gevinstpotentiale, men også er karakteriseret ved, at det er meget vanskeligt over tid at tjene penge på at købe det, idet dets tidsværdi arbejder kraftigt mod køberen. Jørgen Sommers problemer med en meget stor og meget tidskritisk investering er i denne forbindelse illustrerende. Som John Jensen har forklaret, er det typisk sælgere af optioner, der set over et længere forløb tjener pengene

på dem. Det solgte produkt kan derfor ikke anses for egnet som genstand for reelle investeringer i normal erhvervsmæssig sammenhæng. 

Anmelderne solgte de konkursramte virksomheders produkter med stor energi, og de fremlagte salgsmanuskripter, der ubestridt blev fundet i virksomhederne, vidner om en temmelig aggressiv salgspolitik, der havde til formål at bearbejde - også modvillige - kunder, indtil de indvilgede i at handle. Også den i sagerne beskrevne "bytning" af kunder mellem de to søsterselskaber må ses som udtryk for voldsomt målrettede salgsbestræbelser. I det hele taget giver såvel Finanstilsynets afgørelser som den øvrige del af bevisførelsen et klart indtryk af, at det ofte krævede en ekstraordinær salgsindsats overhovedet af afsætte produkterne. Denne iagttagelse stemmer med det forhold, at salgsmotivationen - ud over muligheden for en meget høj provisionsindkomst - tilsyneladende konstant måtte stimuleres på forskellig måde, der blandt andet gav sig udslag i høje "repræsentationsudgifter". 

Til illustration af den salgsetik, der efter bevisførelsen må antages at have været fremherskende, bør de båndoptagne samtaler mellem CC og Jørgen Sommer fremhæves. De kan vel ikke opfattes som selvstændigt bevis for, hvorledes kommunikationen mellem de øvrige anmeldere og deres kundeemner og kunder foregik, men deres indhold svarer i meget høj grad til det 
indtryk, skifteretten gennem de afgivne vidneforklaringer og det skriftlige materiale i sagerne har fået af disse sidstnævnte samtaler. 

Skifteretten har således fået indtrykket af salgsmetoder, der indebar konstant, massivt og suggestivt pres på kundeemner og kunder. På denne baggrund har skifteretten ikke nogen anledning til at betvivle den grundlæggende realitet i de klager over salgsmetoderne, der kom til udtryk før konkursen, og som nogle kunder har fremført under deres vidneforklaringer i nærværende sager. 

Målgruppen for anmeldernes arbejde var hovedsagelig mindre og små erhvervsvirksomheder, herunder nogle meget små. Det er indiskutabelt, at sådanne virksomheders driftskapital ikke skal sættes på spil gennem placeringer af den art, der er tale om i nærværende sager. Det er heller ikke, og navnlig ikke i små virksomheder, udtryk for sund virksomhedspolitik at investere eventuel overskydende likviditet i finansielle instrumenter med en så ringe værdimæssig stabilitet, som optioner efter deres art har og nødvendigvis må have. Det anførte stemmer med den ovenfor refererede iagttagelse, at optionerne var svære at sælge.

Flere anmeldere har da også under nærværende sager oplyst om, at de havde et antal kunder, der efter skifterettens vurdering må betegnes som overraskende lavt, og det har da - uanset de meget høje honorarer af den enkelte transaktion - været nødvendigt at gennemføre et temmelig stort antal transaktioner vedrørende hver enkelt kunde for at få en indtægt af nogen størrelse.

Der er ikke under sagerne sket nogen systematisk dokumentation af, hvilke og hvor mange transaktioner, der blev foretaget i relation til de enkelte kunder, og det er derfor ikke muligt direkte at konstatere, i hvilket omfang der er sket omlægninger af kundernes porteføljer, uden at der forelå fornøden markedsmæssig begrundelse herfor. Finanstilsynet har imidlertid i sine afgørelser henvist til adskillige sager, herunder Jørgen Sommers sag, hvor det efter tilsynets opfattelse lå klart, at omlæg-ningen af positioner havde de konkursramte selskabers indtægt ved omlægningen som primært mål. De udtrykkeligt nævnte tilfælde anfører tilsynet som eksempler. 

Den nævnte antagelse bestyrkes af, at en motivverden, der viser et billede af ensidig varetagelse af egne interesser, glimtvis, men meget prægnant, kommer til udtryk nogle steder i sagernes dokumenter. I referatet af det ovenfor omtalte ledermøde den 7. oktober 1996 er det således de konkursramte virksomheders kreditgivning, der er i fokus, ikke den omstændighed, at meget store indbetalinger kan blive "væk" på ganske få dage. Også CCs samtaler med Jørgen Sommer kan anses for illustrative i 
denne forbindelse. 

På den anførte baggrund anser skifteretten det for ubetænkeligt at lægge til grund, at anmeldernes indtægtsmuligheder i en grad, der overskrider det tilladelige, jævnligt hvis ikke ofte, har været bestemmende for den adfærd, de udviste over for kunderne. 

Sammenfattende er det skifterettens opfattelse, at anmelderne på en aggressiv måde solgte et produkt til virksomheder og personer, som manifest ikke havde relevant behov for dette produkt, og at de gennem deres aktiviteter medvirkede til, at de indbetalte midler målrettet blev konsumeret af de konkursramte virksomheder i forbindelse med de gennemførte transaktioner. 

Uanset deres manglende økonomiske uddannelse havde eller burde anmelderne have haft blik for de anførte forhold.Efter Danske Lovs 5-1-2 er aftaler ikke bindende, når de strider mod loven eller ærbarhed.

Som Finanstilsynet har fastslået i sin upåankede afgørelse, var de konkursramte virksomheders drift ikke i overensstemmelse med værdipapirshandelslovens regler. Virksomhedsdriften må endvidere anses for at have været udøvet på en i flere henseender uforsvarlig måde som nærmere beskrevet ovenfor, herunder navnlig således at kundernes indbetalinger ikke på loyal måde blev forvaltet i disses interesse, men derimod i et tempo, der var optimalt for de konkursramte selskaber, blev inddraget som honorarer til disse sidstnævnte. 

Også ansættelsesaftaler og lignende kan være ugyldige efter reglen i Danske Lov med den virkning, at lønkrav ikke kan gøres gældende. Efter disse retsforholds karakter må der kræves en vis grovere tilsidesættelse af væsentlige regler og principper af almen interesse, før ugyldighedsvirkningen indtræder, uden at det dog kan kræves, at den udviste adfærd er anset for strafbar. 

Af de grunde, der er anført ovenfor, anser skifteretten anmeldernes virksomhed i de konkursramte selskaber for at have været af en sådan karakter, at betingelserne for at nægte deres lønkrav anerkendelse i medfør af reglen i Danske Lovs 5-1-2 er til stede. Boerne skal derfor frifindes for disse krav. 

For så vidt angår EEs yderligere krav efter konkurslovens § 97 bemærkes, at EEs GH Invest ApS ifølge OIDs bøger var berettiget til størstedelen af det anmeldte beløb. Der er ikke for skifteretten fremlagt nogen form for dokumentation for, at selskabet skulle have overdraget sit krav til anmelderen, eller at denne i øvrigt skulle være berettiget til at gøre kravet gældende i eget navn. Ejerskab til anparterne i selskabet, hvis fortsatte retlige eksistens heller ikke er dokumenteret, giver ikke ret 
hertil. 

OID skal derfor alene anerkende kravet - over for hvilket der ikke i øvrigt er rejst indsigelse - i den udstrækning, det kan anses for dokumenteret, at det tilkommer anmelderen personligt. 

THI KENDES FOR RET:
Options Invest Danmark A/S under konkurs skal anerkende, at anmelder EE har et krav i henhold til konkurslovens § 97 på 2.644,16 kr.

2. I øvrigt frifindes boerne. 

I sagsomkostninger betaler statskassen inden 14 dage 150.000 kr. til Options Invest Danmark A/S under konkurs og 100.000 kr til Stock Options A/S under konkurs. 

Jørgen Als Andersen 
Uffe Thustrup Aase Weiler Madsen 
(sign.)
Udskriftens rigtighed bekræftes 
p. j. v. Sø- og Handelsretten, den 


Arbejdsskader – skade på medarbejderens ejendele

Hvad er dine forpligtelser som arbejdsgiver, når der forvoldes skade på en medarbejders personlige ejendele ...»

Opsigelse af gravid eller medarbejder på barsel

Der er en udbredt misforståelse på det danske arbejdsmarked om, at du som arbejdsgiver ikke må opsige ...»

Erhvervsadvokat

SelskabsAdvokaterne er erhvervsadvokater der yder specialiseret juridisk rådgivning til virksomheder, ...»

Saglig og proportional afskedigelse af tjenestemand

HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 18. august 2017 Sag 279/2016 (1. afdeling) Danmarks Jurist- og Økonomforbund ...»

Medarbejder havde krav på andel af bonus - selvom fratræden før bonusperiodens udløb

HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 30. juni 2017 Sag 134/2016 (2. afdeling) Agilent Technologies Denmark ...»

Vi er medlemmer af