Oestre Landsret 718 250
møde-2_470_250
advokat_TW_1_ude_470_250

Ligebehandlingsloven

Resumé

Godtgørelse på 25.000 kr. til kvindelig ansøger, som fik forhåndsafslag på sin ansøgning om en stilling på et lager, jf. ligebehandlingslovens § 14, jf. § 2.

Dom i sagen F-6-06


HK Danmark som mandatar for AT
(Advokat Jacob Goldschmidt)

mod

Zebra A/S
(Advokat Christian Harlang)


Sagens spørgsmål er, om AT i medfør af ligebehandlingslovens § 14, jf. § 2, har krav på en godtgørelse og i bekræftende fald med hvilket beløb i anledning af, at hun fik forhåndsafslag på en ansøgning om en stilling som lagermedarbejder hos sagsøgte, Zebra A/S (Zebra) med den begrundelse, at Zebra ikke havde faciliteter til "at have både mænd og kvinder på arbejdspladsen".

Sagsøgeren, HK Danmark som mandatar for AT, har nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes til sagsøgeren at betale 147.186 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det påstævnte.

Det påstævnte beløb svarer til 39 ugers løn.

Zebra har erkendt at have overtrådt ligebehandlingslovens § 2.

Sagen er anlagt den 10. januar 2006 ved Købehavns Byret, som i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, ved kendelse af 31. januar 2006 har henvist sagen til Sø- og Handelsretten.

Sagsfremstilling

Medio august 2005 oprettede Zebra, der efter det oplyste driver 57 såkaldte "Tiger"-butikker, på Arbejdsformidlingens jobbank på internettet et stillingsopslag, hvori Zebra søgte henholdsvis 2 lagermedarbejdere til fastansættelse og 6 lagermedarbejdere til juleassistance. Af stillingsbeskrivelsen fremgår bl.a.:

"...
Arbejdet består af
- At plukke varer ud til salgsordrer
- At sætte varer på plads
- Truckkørsel
- Forsendelse
- Oprydning
- Forefaldende opgaver
...
Fastansættelser
Medarbejdere til fastansættelser skal have truckcertifikat
Arbejdstid kl. 8.00 ­ 16.00/15.30

Juleassistance

... søges i perioden 1. september 31. december 2005 og skal kunne gå på aftenhold. ... Skal minimum have stablerkort.

Løn
Timeløn 102,00 + aftentillæg.
...
Ansøgningsfrist:
29-08-2005

Ansøgning sendes på mail til Jane Nielsen ..."

Af oplysninger på stillingsopslaget fremgår bl.a., at Zebra har ca. 400 ansatte.

Ved mail den 22. august 2005 ansøgte AT om en af de ledige fuldtidsstillinger. Af ansøgningen fremgår bl.a.:

"... Mine kvalifikationer består af lagererfaring, fra 2 lagre, hvor opgaverne har været inden for varemodtagelse, sætte på plads, haft
ansvaret for en mindre afdeling, returafdeling, plukke, pakke. Jeg har lige fået mit B­certifikat til gaffeltruck, som jeg håber på at jeg
vil kunne få gavn af.

... er ... en glad pige. Har en mand, en datter og 4 dejlige ildere, som alle tager en stor del af min fritid ..."

Ved mail af 23. august 2006 meddelte Zebra ved Jane Nielsen afslag på ansøgningen med følgende begrundelse:

"Tak for din ansøgning, men desværre må jeg give dig afslag, idet vore faciliteter ikke er til at have både mænd og kvinder på arbejds-
pladsen.
..."

Pr. 19. september 2005 blev AT ansat i en tilsvarende stilling i virksomheden Bürkert-Contromatic til en timeløn på 124,70 kr. Stillingen var tidsbegrænset til den 16. december 2006, men hun blev med virkning fra den 19. december 2006 fastansat i virksomheden.

I skrivelse af 28. september 2006 rejste HK på vegne AT overfor Zebra krav om betaling af det påstævnte beløb, 147.000 kr.

Af Zebras advokats svarskrivelse af 10. oktober 2005 fremgår bl.a.:

"...
Indledningsvis skal jeg ­ som allerede oplyst under vor telefonsamtale i dag ­ meddele, at forbundets medlem kan blive ansat i stillingen, hvis hun fortsat ønsker dette. Dette tilbud genfremsættes hermed skriftligt, uanset HK har meddelt, at medlemmet ikke er interesseret deri, idet hun har fået andet arbejde.
...
Med henblik på en forligsmæssig løsning på sagen ... er min klient imidlertid indstillet på at betale ... en godtgørelse på 10.000 kr., jf. ligebehandlingslovens § 14, hvilket beløb i givet fald skal beskattes efter ligningslovens § 7U.

... min klient har beklaget afslaget og har tilbudt Deres medlem ansættelse i stillingen samt at afslaget ikke har haft noget at gøre med Deres medlems personlighed, kvalifikationer m.v.
..."

Af en skrivelse af 7. november 2005 fra Zebras advokat til HK fremgår bl.a.:

"...
Under henvisning til vort møde i dag ... skal jeg på vegne Zebra A/S genfremsætte den på mødet fremsatte undskyldning til AT om, at hun
uberettiget på forhånd ­blev afvist fra stillingen som lagermedarbejder med den begrundelse, at virksomheden ikke havde faciliteter til at
beskæftige både mænd og kvinder på lageret. Som oplyst var der 20 ansøgere til stillingen.

... som også gentaget på mødet i dag, har Zebra A/S efterfølgende HK's henvendelse om sagen tilbudt AT den pågældende stilling, hvilket man ikke har ønsket at tage imod.

Beklageligvis har HK heller ikke ønsket at acceptere min klients tilbud om at forlige sagen mod betaling af en skattefri tortgodtgørelse på kr. 15.000, hvilket efter min opfattelse må anses for at stå i et rimeligt forhold til den krænkelse, som HK's medlem måtte have oplevet ved stillingsafslaget, og tillige for at være i overensstemmelse med retspraksis.

..."

Forklaringer

AT har forklaret, at hun, der er 27 år, har en 2-årig HG-uddannelse med efterfølgende 2 år i lære som boghandler. Hun fik lyst til at prøve noget andet og fik arbejde på et lager på Amager. Hun fik senere en stilling på et lager hos firmaet GDC i Ballerup, hvor hun blev fyret i foråret 2005 på grund af nedskæringer. Da hun søgte stillingen hos Zebra, havde hun gået arbejdsløs 3-4 måneder. Hun havde søgt adskillige stillinger, men fik hver gang afslag med henvisning til, at stillingen var besat til anden side.
Det fortolkede hun sådan, at den virkelige begrundelse var, at hun havde et lille barn, der er født i maj 2004. Før i tiden, hvor hun endnu ikke var blevet mor, kunne hun få arbejde blot "ved at knipse med fingrene". Under sine ansættelser som lagermedarbejder har hun altid klædt om hjemmefra og ligeledes taget bad hjemme.

Hun kendte intet til Zebra i forvejen. Hun orienterede HK om afslaget i forbindelse med, at hun var ude for at aflevere sit dag-pengeskema. Hun undrede sig over, at en arbejdsgiver bare kunne skrive sådan. I september 2005 fik hun arbejde som lager-assistent hos Bürkert­Contromatic A/S. Det er et supergodt job, som hun ikke ønskede at opgive, da hun alligevel fik tilbud om ansættelse hos Zebra. Hun går ikke som det første efter lønnen, men efter jobbets indhold.

Det kan godt passe, at hun i forbindelse med mødet den 7. november 2005 sagde til Zebras advokat, at hun grinede, da hun modtog Zebras afslag.

Jane Nielsen har forklaret, at hun er indkøbs- og logistikchef hos Zebra, og at hun har ansvaret for lageret i Glostrup, hvor hun selv kommer en gang om ugen. Hun er i øvrigt placeret i hovedsædet på Rådhuspladsen. I sommeren 2005 var der 15 ansatte på lageret, i dag 16. Arbejdet består i traditionelt lagerarbejde. Hun ved ikke, hvor mange af de ansatte der tager bad på arbejdspladsen. Der forefindes et toiletrum med håndvask samt en brusekabine. Døren kan låses. Der forefindes skabe til brug
for omklædning. Skabene kan aflåses. Nogle klæder om på arbejdspladsen, andre er omklædte hjemmefra. Der stilles arbejdsbukser og jakke til rådighed. Brugen heraf er frivillig.

Det er hende, der har skrevet afslaget til AT. Hun troede, at det var et lovkrav, at der skulle være separate omklædnings- og badefaciliteter til mænd og kvinder.

Procedure

HK har som mandatar for AT anført, at Zebras forhåndsafslag på ATs ansøgning, der ubestridt var stridende mod ligebehand-lingsloven, må udløse en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14, jf. § 2. Det kan lægges til grund, at afslaget, der fandt sted uden realitetsbehandling af ansøgningen, udelukkende var baseret på ansøgerens køn. Det skærper Zebras ansvar, at der er tale om en etableret virksomhed med 400 ansatte.

Forholdet må vurderes som en pendant til de hensyn, der ligger bag den ansættelsesmæssige beskyttelse af gravide medarbej-dere. Det er nødvendigt, at der ved udmålingen af godtgørelsen sendes et klart signal om, at et sådant forhåndsafslag er uac-ceptabelt. Ellers kan arbejdsgivere bare gøre, som de vil, og døren vil være åben for generel diskrimination.

Med hensyn til niveauet for en godtgørelse foreligger der ingen vejledning, ej heller i retspraksis. Dommene, U 1980.328S og U 1980.569H, er næppe sammenlignelige med nærværende sag. Med hensyn til U 1980.328S kan det dog bemærkes, at der i nærværende sag ikke foreligger et til dommen svarende undskyldeligt moment. Udmålingen på 2.000 kr. i Ligestillingsnævnets afgørelse 20/2001 af 27. september 2001 må være påvirket af, at der var tale om et fritidsjob. I modsat fald må niveauet anses for forkert udmålt.

Ved udmålingen må det tages i betragtning, at en godtgørelse til gravide, der uberettiget afskediges, minimum er på 6 måneders løn, jf. den retningsgivende dom U 2002.2435H. Maksimumsbestemmelserne i ligebehandlingslovens §§ 15 og 16 er nu ophævet, og tendensen for udmålingsperiodernes længde er stigende. HK's påstand i nærværende sag svarer til den før lovændringen gældende maksimumsperioden på 9 måneders løn. Spørgsmålet er nemlig, om det skal være billigere for en ar-
bejdsgiver at meddele forhåndsafslag end at afskedige. Retten er ikke bundet til en afgørelse, hvorefter niveauet skal fastsættes lavere.

Det gøres gældende at det ikke i øvrigt er relevant at foretage sammenligninger med godtgørelser på andre områder, f.eks. ved seksuel chikane, eller hvor der er tale om overtrædelser af andre love end ligebehandlingsloven, f.eks. godtgørelser efter del-tidsloven, ansættelsesbevisloven og helbredsoplysningsloven. Godtgørelser efter sidstnævnte lov vil dog efter omstændigheder-ne kunne give en vis vejledning, men der foreligger endnu ikke sådanne relevante udmålingsafgørelser efter denne lov.

Det gøres gældende, at det laveste niveau, som kan komme på tale, må være 25.000 kr. Mere rigtigt vil det være at anse forholdet som en pendant til området for beskyttelse af gravide. Det må hertil bemærkes, at AT er i den fødedygtige alder, og at hun i sin ansøgning oplyste, at hun havde et lille barn.

Det stilles efter ligebehandlingslovens § 14 ikke krav om en kvalificeret krænkelse. Det er således uden betydning, om Zebra har haft til hensigt at krænke AT, og om denne konkret har følt sig krænket.

Diskriminationselementet ligger i forhåndsafvisningen af en kvalificeret ansøger, blot fordi ansøgeren var kvinde.

HK er enig i, at sagen omkostningsmæssigt må anses for tabt, hvis retten udmåler en godtgørelse inden for de af Zebra fore-slåede forligsmæssige rammer.

Sagsøgte har anført, at adgangen til godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14 er fakultativ og betinget af, at der foreligger en egentlig krænkelse, hvilket ikke er godtgjort at være tilfældet i denne sag. Begrundelsen for at se bort fra AT var Zebras bade- og omklædningsfaciliteter, som Jane Nielsen fejlagtigt antog ikke opfyldte gældende regler. Der er intet belæg for at antage, at Zebra ønsker at undgå kvinder i den fødedygtige alder i virksomheden. Zebra er ikke en kvindefjendsk arbejdsplads. 80 % af alle ansatte er kvinder.

Der blev ikke af Zebra foretaget nogen vurdering af ATs kvalifikationer. Der er dog ingen tvivl om, at hun var kvalificeret til stillingen, og havde det ikke været for Jane Nielsens vildfarelse, var hun formentlig i det mindste blevet tilbudt job som juleas-sistance. Det er dog ikke givet, at hun havde taget imod et tilbud om ansættelse. Det må lægges til grund, at Zebra ikke har haft til hensigt at forskelsbehandle, og der er intet, som AT har kunnet opfatte som krænkende. Der er da heller ikke noget, der
tyder på, at hun faktisk opfattede afslaget som krænkende, idet hun på mødet den 7. november 2005 oplyste, at hun havde grinet, da hun modtog afslaget. Hertil kom, at hun afslog tilbuddet om at blive ansat i stillingen, hvilket givetvis skyldtes, at hun havde fået ansættelse andetsteds til en højere løn.

Zebra er enig i, at overtrædelse af lønmodtagerbeskyttelseslovene bør være effektivt sanktionerede, således at kønsdiskrimina-tion, afskedigelse af kvinder pga. graviditet etc. undgås. Det er imidlertid ikke formålet at ramme arbejdsgivere, der som i det foreliggende tilfælde handler i den bedste mening, og som uforvarende kommer til at diskriminere. I sådanne tilfælde bør der ikke udmåles godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14, smh. princippet i erstatningsansvarslovens § 26. Nærværende sag er således ikke egnet som afskrækkende eksempel overfor arbejdsgivere, der ikke ønsker at ansætte kvinder.

Under alle omstændigheder er den AT overgåede krænkelse meget beskeden, og de 15.000 kr., som Zebra forligsmæssigt tilbød før retssagen, må anses som en fuldt tilstrækkelig kompensation. HK's udgangspunkt, et krav svarende til 9 måneders løn, er helt uproportionalt for så vidt angår et tilfælde som det foreliggende, hvilket illustreres af bl.a. Ligestillingsnævnets afgørelse nr. 20/2001 af den 27. september 2001 (godtgørelse på 2.000 kr.) samt retspraksis på andre lønmodtagerområder, f.eks. vedrørende seksuel chikane.

Zebra bør uanset sagens udfald ikke pålægges sagsomkostninger. Zebra har udvist betydelig forligsvilje, og sagen føres på grund af HK's ønsker om en retsafgørelse af hensyn til fremtidige sager.

Rettens bemærkninger

Det afslag, som Zebra den 23. august 2005 meddelte AT på hendes ansøgning af 22. august 2005, afskar AT, der var fuldt kvalificeret til den ansøgte stilling, fra at få behandlet sin ansøgning på lige fod med de øvrige kvalificerede ansøgeres. Ved at meddele afslaget, der ubestridt var stridende mod ligebehandlingslovens ligebehandlingsprincip, overtrådte Zebra lovens § 2. Afslaget krænkede uomtvisteligt ATs rettigheder, og da den af Zebra påberåbte vildfarelse med hensyn til gældende arbejds-
miljøretlige regler for indretningen af arbejdspladsens bade- og omklædningsfaciliteter ikke kan føre til en anden vurdering, finder retten, at Zebra må betale en godtgørelse til AT, jf. ligebehandlingslovens § 14, jf. § 2, der efter sagens omstændigheder passende kan fastsættes til 25.000 kr.

Efter sagens omstændigheder og udfald bør ingen af parterne betale sagsomkostninger til den anden part.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Sagsøgte, Zebra A/S, betaler inden 14 dage til AT en godtgørelse på kr. 25.000 med tillæg af procesrente fra den 10. januar 2006, til betaling sker.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.


Claus Forum Petersen

Jørgen Gawinetski Torkild Justesen


(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den


Arbejdsskader – skade på medarbejderens ejendele

Hvad er dine forpligtelser som arbejdsgiver, når der forvoldes skade på en medarbejders personlige ejendele ...»

Opsigelse af gravid eller medarbejder på barsel

Der er en udbredt misforståelse på det danske arbejdsmarked om, at du som arbejdsgiver ikke må opsige ...»

Erhvervsadvokat

SelskabsAdvokaterne er erhvervsadvokater der yder specialiseret juridisk rådgivning til virksomheder, ...»

Saglig og proportional afskedigelse af tjenestemand

HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 18. august 2017 Sag 279/2016 (1. afdeling) Danmarks Jurist- og ...»

Medarbejder havde krav på andel af bonus - selvom fratræden før bonusperiodens udløb

HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 30. juni 2017 Sag 134/2016 (2. afdeling) Agilent Technologies Denmark ...»

Vi er medlemmer af