Copydan - krav i konkursbo

Resumé

Copydans krav på blankbåndsvederlag i henhold til ophavsretslovens § 39 anset for stiftet på tidspunktet hvor den pligtmæssige indberetning skulle have fundet sted og dermed inden konkursdekretets afsigelse. Kravet var stiftet i 4. kvartal 2005 og således omfattet af 5-årig forældelse, jf. den nye forældelseslovs overgangsregler. Copydans krav anset anmeldt rettidigt, idet Copydans brev af 3. september 2010 til kurator ansås for at opfylde kravene til anmeldelse.

Dom i sagen P-41-11

Foreningen Copydan KulturPlus (tidl. BåndKopi)
(advokat Johan Schlüter ved advokatfuldmægtig Jesper Langsted)

mod

Retail Business A/S under konkurs
(Kurator, advokat Michael Serring, ved advokat Anne Malling Hansen)

Indledning

Denne sag drejer sig om, hvorvidt konkursboet er berettiget til at afvise et af Foreningen Copydan KulturPlus (tidl. BåndKopi) anmeldt krav på 2.307.866,00 kr. i konkursboet.

Påstande

Foreningen Copydan KulturPlus (tidl. BåndKopi) har nedlagt påstand om, at Retail Business A/S under konkurs tilpligtes at anerkende, at Foreningen Copydan KulturPlus er kreditor i konkursboet med et simpelt krav på 2.307.866,00 kr.

Retail Business A/S under konkurs har nedlagt påstand om frifindelse.

Der er mellem parterne enighed om kravets størrelse.

Oplysningerne i sagen

I oktober, november og december 2005 solgte Retail Business A/S som importør en større mængde blanke medier til Aldi-koncernen.

Retail Business A/S skulle som importør og videreforhandler af blankbåndsmedier afregne blankbåndsvederlag til Copydan, jf. ophavsretslovens § 39.

Blankbåndsvederlaget forfaldt til betaling senest henholdsvis den 30. november 2005, den 31. december 2005, samt den 31. januar 2006, jf. ophavsretslovens § 46.

Størrelsen af det opgjorte krav på blankbåndsvederlaget fremgår af faktura nr. 310502028, dateret 12. december 2005 og faktura nr. 310700593, dateret 11. april 2007, fra Copydan til Retail Business A/S. De to fakturabeløb udgør tilsammen påstandsbeløbet i denne sag.

Retail Business A/S indberettede de medier, som vedrører Copydans faktura 310502028 af 12. december 2005, hvilket udgør medierne solgt i oktober 2005, som indeholdes i faktura 101001-101004 (bilag 20-23). Faktura 310700593 blev udarbejdet senere på baggrund af faktura 101005-101013 mellem Retail Business A/S og Aldi-selskaberne, da Retail Business A/S ikke havde indberettet disse korrekt. Fakturaen vedrører vederlag for perioden oktober, november og december 2005.

Retail Business A/S afregnede ikke de fakturerede beløb.

Copydan henvendte sig derfor til Aldi-selskaberne og anmodede om, at Aldi-selskaberne betalte det skyldige blankbåndsvederlag på 2.307.866 kr. til Copydan. Dette gjorde Aldiselskaberne den 19. april 2006, da både Copydan og Aldi-selskaberne anså Aldi-selskaberne for medansvarlig for betaling af blankbåndsvederlaget. Hermed anså Copydan sig for fyldestgjort.

Den 19. juli 2006 blev Retail Business A/S taget under konkursbehandling ved dekret afsagt af Sø- og Handelsrettens Skifteret og adv. Michael Serring blev udpeget som kurator.

I begyndelsen af november 2005 havde Retail Business A/S indgået en samarbejdsaftale med Parkerhouse Finans Danmark A/S (tidl. Amfa Finans Danmark A/S), hvor Retail Business A/S til eje til Parkerhouse Finans Danmark A/S havde transporteret ethvert krav på betaling for Retail Business A/S' leverancer af blankbåndsmedier til Aldi-selskaberne.

Som følge af Aldi-selskabernes betaling af blankbåndsvederlaget til Copydan modregnede Aldi-selskaberne et tilsvarende beløb over for Parkerhouse Finans Danmark A/S.

Den 26. juli 2006 henvendte kurator i Retail Business A/S under konkurs, ved advokat Troels Tuxen, sig til Copydan for at få oplysninger om mellemværender samt opgørelser over skyldige blankbåndsvederlag.

Den 22. august 2006 anmeldte Copydans advokat et krav opgjort til 772.190,10 kr. overforkonkursboet.

Ved skrivelse af 3. oktober 2006 redegjorde Copydans advokat nærmere for det anmeldte krav, herunder at det anmeldte krav alene vedrørte Retail Business A/S' leverancer til Computer City. Herudover blev der redegjort for baggrunden for, at Aldi betalte blankbåndsvederlaget til Copydan: "Aldi var ved samhandlen med Retail Business A/S vidende om den manglende betaling af blankbåndsvederlag, og befandt sig derfor i ond tro om Retail Business A/S retsstridige aktivitet. Ved således at have været i ond tro, har Aldi pådraget sig et ansvar efter almindeligt erstatningsretlige principper herom." Endvidere oplyses: "Da Aldi, som redegjort for ovenfor, har betalt vederlaget vedrørende disse fakturaer, er betalingspåkravet frafaldet fra min klients side."

I brev af 24. november 2006 til kurator gentog Copydans advokat, "at faktura nr. 310502028 ikke længere gøres gældende mod Retail Business A/S, da blankbåndsvederlaget anses, som det er Dem bekendt, betalt af Aldi".

Ved brev af 7. december 2006 anmodede kurator v/ adv. Troels Tuxen Copydans advokat om at fremsende en kopi af faktura 310502028 samt specifikation af hvorledes denne faktura er opgjort.

I brev af 3. marts 2007 redegjorde Copydans advokat nærmere for Copydans opgørelse af det beløb på 2.307.866,00 kr. som Retail Business A/S skulle have betalt i blankbåndsvederlag.

Det oplyses i denne forbindelse, at faktura nr. 310502028 tidligere var sendt til Retail Business A/S i forbindelse med den oprindelige inkassoskrivelse af 20. februar 2006. Kopi af fakturaen var vedlagt brevet af 3. marts 2007.

Den 11. april 2007 fakturerede Copydan det opgjorte yderligere vederlag for perioden oktober, november og december 2005 over for Retail Business A/S. Beløbet blev opgjort til 806.006,00 kr.

Den 1. november 2007 lagde Parkerhouse Finans Danmark A/S sag an mod Aldi-selskaberne ved Retten i Roskilde med påstand om, at Aldi-selskaberne ikke kunne frigøre sig for sin forpligtelse over for Parkerhouse Finans Danmark A/S ved betaling af blankbåndsvederlaget til Copydan. Stævningen blev udarbejdet af advokat Troels Mørch Tuxen.

Den 18. marts 2009 indleverede Copydan interventionsstævning i sagen.

I oktober 2009 underskrev Copydan og Aldi-selskaberne en friholdelseserklæring. Det fremgår blandt andet af friholdelseserklæringen, at "2. … Såfremt en endelig ikke påankelig dom måtte angive, at Aldi ikke har været berettiget til at betale beløbet med frigørende virkning til Copydan, men derimod skal betale beløbet stort 2.307.866,00 kr. til Parkerhouse Finans Danmark A/S, har parterne aftalt, at Copydan vil friholde Aldi for betalingen af dette beløb på nedenstående vilkår.

2.2 Friholdelsen forudsætter, at Aldi anker en eventuel afgørelse, som måtte pålægge Aldi at betale den del af fakturaen, som vedrører blankbåndsvederlaget, til Parkerhouse Finans Danmark A/S. …"

Den 21. december 2009 afsagde Retten i Roskilde dom i sagen mellem Parkerhouse Finans Danmark A/S, Aldi-selskaberne og Copydan. Af dommen fremgår det, at Aldi-selskaberne dømtes til at betale det påstævnte beløb til Parker House Finans A/S.

Aldi-selskaberne ankede herefter dommen, efter friholdelseserklæringen indhold således, at Copydan Kulturplus ikke intervenerede i ankesagen.

Ved brev af 3. september 2010 skrev advokat Nicky Valbjørn som advokat for Copydan blandt andet følgende til konkursboet Retail Business A/S under konkurs: "Som bekendt verserer der p.t. en sag for landsretten mellem Aldi-koncernen og Parkerhouse Finans Danmark A/S. Såfremt sagens udfald i landsretten bliver det samme som for byretten, tager jeg forbehold for at anmelde et krav stort kr. 2.307.866,00 i konkursboet efter Retail Business A/S, hvilket svarer til størrelsen af det blankmedievederlag, som Retail Business A/S skylder Copydan Båndkopi, såfremt landsretten kommer frem til, at Aldis betaling af blankmedievederlag direkte til Copydan Båndkopi ikke er sket med frigørende virkning."

Den 27. april 2011 stadfæstede Østre Landsretten byrettens dom.

Copydan friholdt herefter Aldi-selskaberne.

Den 22. juni 2011 anmeldte advokat Nicky Valbjørn på vegne af Copydan kravet, under henvisning til forbeholdet i brevet af 3. september 2010. Anmeldelsen skete under henvisning til, og var vedlagt, kopi af faktura nr. 310502028, hvor der faktureres for 1.501.860,00 kr. og fakturanr. 310700593, hvor der faktureres for 806.006,00 kr.

Ved brev af 23. juni 2011 meddelte kurator v/ adv. Troels Tuxen blandt andet, at det umiddelbart var kurators opfattelse, at kravet var forældet i henhold til forældelseslovens regler.

Advokat Nicky Valbjørn redegjorde på vegne af Copydan ved brev af 21. juli 2011 nærmere for kravet, herunder at: "Grundlaget for nærværende anmeldelse i konkursboet på 2.307.866 kr. er tidspunktet for Copydans underskrivelse af friholdelseserklæringen den 30. oktober 2009, hvor Copydan Båndkopi får et betinget krav mod konkursboet. Subsidiært er grundlaget for nærværende anmeldelse Landsrettens dom af 27. april 2011, hvor friholdelseserklæringen får virkning efter sit indhold. Subsidiært gøres det gældende, at § 21 i den nye forældelseslov medfører, at kravet ikke er forældet. …"

Kurator oplyste i brev af 19. august 2011, at kurator på fordringsprøvelsesmøde ville indstille, at kravet blev afvist, da det blev anset for uberettiget, udokumenteret og forældet. Indstillingen blev fastholdt ved fordringsprøvelsen den 6. september 2011, hvorefter denne sag blev anlagt den 4. oktober 2011.

Forklaringer

Troels Mørch Tuxen har blandt andet forklaret, at han som advokat hos Bech-Bruun har forestået behandlingen af konkursboet på vegne kurator, adv. Michael Serring. Han har behandlet boet i hele perioden siden 2006, hvor Retail Business A/S blev taget under konkursbehandling. Han husker at have modtaget brev af 3. september 2010 fra advokat Nicky Valbjørn, hvori advokat Nicky Valbjørn som advokat for Copydan BåndKopi (nu Foreningen Copydan KulturPlus) tager forbehold for at anmelde af et krav på 2.307.866,00 kr. i konkursboet. Han genkendte ikke kravets størrelse. Han undrede sig lidt over brevet, fordi han huskede, at Copydan BåndKopi (nu Foreningen Copydan KulturPlus) tidligere havde anmeldt et krav på 772.190,10 kr. og samtidig havde frafaldet at anmelde yderligere krav i konkursboet. Han noterede, at konkursboet havde modtaget brevet af 3. september 2010. Det var ikke hans opfattelse, at brevet krævede en besvarelse fra konkursboets side. Han havde kendskab til, at der verserede en retssag mellem Parkerhouse Finans Danmark A/S og Aldi Karlslunde K/S og Aldi Kolding K/S, idet han som advokat for Parkerhouse Finans Danmark A/S havde udfærdiget stævningen. Efter at have udfærdiget stævningen overdrog han sagen til en anden advokat på kontoret, som førte sagen. Han fulgte derefter ikke med i retssagen, men behandlede udelukkende konkursboet. Det er muligt at han så interventionsstævningen, men han husker det ikke. Han kendte derfor heller ikke udfaldet af retssagen. Det er korrekt, at konkursboet afventede, at Østre Landsret skulle afsige dom i ankesagen, idet Parkerhouse Finans Danmark A/S efter at have modtaget betaling fra Aldi skulle afregne over for konkursboet, jf. tilgodehavende anført i konkursboets kreditorinformation nr. 3 af 17. november 2006. Parkerhouse Danmark Finans A/S havde købt fordringerne af Retail Business A/S tæt på kurs 100. Parkerhouse Finans Danmark A/S indbetalte mellem 2-3 mio. kr. til konkursboet. Efter at der var blevet afsagt dom i ankesagen og sket indbetaling fra Parkerhouse Danmark Finans A/S blev der afholdt afsluttende fordringsprøvelse og dernæst udarbejdet og indsendt boregnskab til skifteretten.

Parternes argumenter

Foreningen Copydan KulturPlus (tidl. BåndKopi) har i al væsentlighed procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 1. juni 2012, hvori det til støtte for den nedlagte påstand blandt andet er gjort gældende, at:

Vederlaget

I henhold til ophavsretslovens § 39, stk. 1, jf. stk. 2, skal den, der erhvervsmæssigt fremstiller

eller indfører lyd- eller videobånd, betale vederlag til ophavsmændene til værker, som er udsendt i radio eller fjernsyn, eller som er udgivet på fonogram, film, videogram eller lignende.

Anmeldte virksomheder skal efter udløbet af hver vederlagsperiode (måneden) og senest ved udgangen af den følgende måned til fællesorganisationen angive mængden af udleverede lyd- og videokassettebånd og disses spilletid, jf. ophavsretslovens §§ 42 og 43. Virksomheden skal senest samtidig med angivelsen indbetale vederlaget til organisationen, jf. ophavsretslovens § 46.

I 2005 solgte Retail Business A/S en større mængde blanke medier til Aldi-koncernen, men afregnede ikke det pligtmæssige blankmedievederlag efter ophavsretslovens § 39 til Copydan i den forbindelse. Størrelsen af blankbåndsvederlaget fremgår af faktura 310502028 og 310700593 fra Copydan til Retail Business A/S.

Ifølge ophavsretslovens § 46 skulle indberetning være sket senest den 30. november 2005 for faktura 101001-101004 (bilag 20-23), 31. december 2005 for faktura 101005-101010 (bilag 24-29), samt 31. januar 2006 for faktura 101011-101013 (bilag 30-32), ligesom blankbåndsvederlaget forfaldt samme datoer.

Konkurslovens § 38

Konkurslovens § 38 udgør den tidsmæssige grænse mellem krav, der kan gøres gældende over for Konkursboet og krav, der ikke kan gøres gældende. I den henseende er det afgørende, om kravet er stiftet inden konkursdekretets afsigelse.

Copydans fordring bestod, som beskrevet oven for, inden afsigelse af konkursdekret den 19. juli 2006, da fordringen vedrører blankbåndsvederlag for perioden oktober, november og december 2005.

Aldi-koncernen indvilligede i at betale det skyldige blankbåndsvederlag til Copydan under forudsætning af, at Aldi-koncernen var forpligtet til dette og kunne betale med frigørende virkning. Som følge af Aldi-koncernens betaling frafaldtes Copydans krav mod konkursboet i første omgang.

Aldi-koncernen kunne imidlertid ikke med frigørende virkning betale det skyldige blankbåndvederlag til Copydan, hvorfor den oprindelige fordring mellem Copydan og Konkursboet består. Aldi-koncernens betaling har ikke efterfølgende ændret stiftelsestidspunktet for det oprindelige krav.

Tilbagesøgning og friholdelseserklæring

Sideløbende med byretssagen underskriver Copydan og Aldi-koncernen en friholdelseserklæring den 30. oktober 2009. Det fremgår af dennes pkt. 2, at såfremt en endelig dom måtte konstatere, at Aldi ikke har været berettiget til at betale blankmedievederlaget med frigørende virkning til Copydan, men derimod skal betale et beløb stort kr. 2.307.866 - blankbåndsvederlaget - til Parkerhouse Finans Danmark A/S, vil Copydan friholde Aldi-selskaberne for betalingen af nævnte beløb. Aldi-koncernen forpligtede sig samtidig til at anke en byretsdom, som gik parterne imod.

Aldi-koncernen ville ligeledes kunne gøre et krav gældende mod Copydan som følge af betalingen, da det blev fastslået ved Østre Landsrets dom af 27. april 2011, at Aldi-koncernen ikke med frigørende virkning kunne betale til Copydan, hvorfor Aldi-koncernen uden friholdelsesaftalen ville kunne kræve tilbagesøgning.

Det er således Copydan, der har et krav mod Konkursboet og af denne grund har Aldikoncernen ikke anmeldt et krav i Konkursboet.

Forældelseslovens § 17

Fakturaerne vedrører perioden oktober, november og december 2005. Disse forældes efter 5 år, jf. § 1 i forældelsesloven af 1908 sammenholdt med den nugældende forældelseslovs § 30, stk. 2, hvorefter fordringer stiftet inden forældelseslovens ikrafttræden den 1. januar 2008 tidligst forældes den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter forældelseslovens bestemmelser som efter forældelsesloven af 1908s bestemmelser. Dette er ikke tilfældet, og Copydans krav i henhold til fakturaerne i bilag 1 og 2 forældes således tidligst i november 2010.

Inden november 2010 og forældelsens indtræden anmeldte Copydan sit krav i konkursboet den 3. september 2010, hvorved forældelsen afbrydes, jf. forældelsesloven § 17, stk. 1 nr. 2, hvorefter forældelsen afbrydes ved anmeldelse af fordringen i et konkursbo.

Ved anmeldelse med forbehold ved brev af 3. september 2010, angives størrelsen af Copydans krav, samt en angivelse af, at beløbet vedrørte manglende betaling for blankbåndsvederlag, samt at kravet ville blive realiseret, såfremt Østre Landsret stadfæstede Retten i Roskildes dom.

Copydans anmeldelse med forbehold for indtræden af en senere begivenhed må sidestilles med en anmeldelse efter konkurslovens § 147, stk. 2, som er betinget af indtræden af en senere begivenhed. En betinget fordring og en fordring med forbehold kan være lige usikre, og der foreligger ingen begrundelse for at differentiere.

Konkursboet afventede endelig behandling af konkursboet til efter Østre Landsrets afgørelse, hvorfor Retail Business har været bekendt med indholdet af anmeldelse og det krav, som den verserende sag ved Østre Landsret vedrørte, da sagen vedrører den eksakt samme fordring.

Copydans betingede anmeldelse ved brev af 3. september 2010 indeholdt en præcis beskrivelse af den nærliggende begivenhed, som inden for et relativt kort tidsrum ville blive afklaret ved Østre Landsrets dom, hvorfor denne skulle være taget i betragtning af Retail Business ved anmeldelsen.

Herudover fremgår baggrunden for Copydans fakturaer og vederlagets størrelse i bilagene til advokatfuldmægtig Peter Kaas' brev af 3. marts 2007 til Retail Business. Bilag 7 til advokatfuldmægtig Peter Kaas' brev af 3. marts 2007 indeholder Retail Business' indberetning til Copydan, mens bilag 9 indeholder en oversigt over alle salg mellem Retail Business og Aldikoncernen, som Copydan har udarbejdet en oversigt over og beregnet blankbåndsvederlaget for på baggrund af alle fakturaer imellem Retail Business og Aldi-koncernen.

Det kan ikke komme Copydan til skade, at Konkursboet i første omgang ikke reagerede på Copydans anmeldelse med forbehold for udfaldet af ankesagen.

I forbindelse med ovenstående bemærkes, at Højesterets dom i UfR1974.371H fastslog, at et betinget krav skulle anerkendes som en betinget fordring i et konkursbo, da der var ydet 10 års garanti ved køb af termoruder fra et selskab, der nu var under konkurs, og der var ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse muligheden for, at garantien kunne blive aktuel, for så fjern, at krav om afsætning til dækning af dividende af garantikravet af denne grund kunne afvises. Kravet anerkendtes derfor som simpelt krav betinget af, at garantien blev effektiv, og boet tilpligtedes at afsætte dividende af kravet til udbetaling, såfremt garantien blev effektiv, jfr. konkurslovens § 132, nu § 147.

Copydan KulturPlus har afbrudt forældelse af kravet ved anmeldelse til konkursboet den 3. september 2010 efter forældelseslovens § 17, stk. 1, nr. 2.

Forældelseslovens § 21

Copydan gør subsidiært gældende, at Copydans krav ikke er forældet, jf. forældelseslovens § 21.

I henhold til forældelseslovens § 21 indtræder forældelse tidligst 1 år efter endelig afgørelse af en retssag anlagt af eller mod fordringshaveren om grundlaget for fordringen.

Parkerhouse anlagde retssag mod Aldi-selskaberne den 1. november 2007. Copydan var hovedintervenient og part i sagen som følge af interventionsstævning den 18. marts 2008.

Sagen vedrørte betaling af ovenstående blankbåndsvederlag og Aldi-koncernens manglende betaling af Parkerhouses fakturaer som følge af modregning af blankbåndsvederlaget betalt til Copydan.

Retail Business' salg af blankbåndsmedier til Aldi-koncernen og efterfølgende modregning vedrører således samme fordring som nærværende sag.

Retten i Roskilde afsagde dom den 21. december 2009, og Østre landsret afsagde dom den 27. april 2011 med stadfæstelse af byrettens dom.

Der er følgelig ikke indtrådt forældelse, da der inden forældelsesfristens udløb af eller mod fordringshaveren er anlagt retssag om grundlaget for fordringen, hvorefter forældelse indtræder tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse, jf. konkurslovens § 21.

Retail Business A/S under konkurs har i al væsentlighed procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 1. juni 2012, hvori det til støtte for den nedlagte påstand blandt andet er gjort gældende, at Copydans krav, som Copydan over for konkursboet har støttet på en friholdelseserklæring indgået den 30. oktober 2009, er et krav, der er opstået efter fristdagen, hvorfor kravet ikke er et anmeldelses- og dividendeberettiget krav i Konkursboet, jf. konkurslovens § 38.

Konkursboet gør subsidiært gældende, at kravet ikke er anmeldelses- og dividendeberettiget i konkursboet, idet kravet var ophørt ved forældelse på tidspunktet for anmeldelsen af kravet den 22. juni 2011.

Copydan har desuden den 24. november 2006 frafaldet kravet under faktura nr. 310502028 stort 1.501.860 kr. over for Konkursboet.

Kravet er først anmeldt i konkursboet den 22. juni 2011. Copydans brev af 3. september 2010, hvor Copydan meddelte konkursboet, at Copydan tog forbehold for at anmelde et krav, har ikke fristafbrydende virkning i henhold til forældelseslovens § 17.

Hensynet bag forældelsesreglerne - at bidrage til at fordringer afvikles eller bringes på det rene inden for rimelig tid - tilsigter ikke, at en sådan meddelelse kan afbryde forældelse, særligt når meddelelsen ikke er ledsaget af en redegørelse om baggrunden for kravet.

Den fordring Copydan i brev af 3. september 2010 tog forbehold for at gøre gældende mod konkursboet, er så upræcist beskrevet, at kurator ikke kunne identificere fordringen, hvorfor meddelelsen heller ikke uden forbeholdet ville have opfyldt betingelserne til at afbryde forældelsen i medfør af forældelseslovens § 17.

Det forhold, at Copydan intervenerede i retssagen mellem Parkerhouse Finans Danmark A/S og Aldi-selskaberne, har ikke foreløbig afbrydende virkning over for konkursboet, allerede  fordi den pågældende retssag ikke vedrørte grundlaget for den fordring, som Copydan gør gældende i Konkursboet.

Sagen vedrørte ikke spørgsmålet om, hvorvidt Aldi-selskaberne havde handlet ansvarspådragende over for Copydan og dermed berettigelsen af det af Copydan fremsatte erstatningskrav mod Aldi-selskaberne. Interventionen afbrød dermed ikke forældelsen af Copydans krav over for Konkursboet i medfør af forældelseslovens § 21.

For det tilfælde, at retten måtte finde, at retssagen mellem Parkerhouse og Aldi-selskaberne med Copydan som intervenient havde foreløbig fristafbrydende virkning, gør konkursboet gældende, at forældelsen af det af Copydan fremsatte krav indtrådte 1 år efter sagens endelige afgørelse i forhold til Copydan, som var tidspunktet for Retten i Roskildes dom den 21. december 2009. Dette indebærer, at forældelsen af fordringen indtrådte den 21. december 2010. Copydan anmeldte først kravet den 22. juni 2011.

Copydan har ikke godtgjort, at Copydan på andet grundlag kan gøre krav gældende mod konkursboet.

Sø- og Handelsrettens afgørelse

Der er enighed mellem parterne om opgørelsen af kravet på i alt 2.307.866,00 kr. i henhold til ophavsretslovens § 39 for Retail Business A/S salg af blanke medier til Aldi Vest K/S og Aldi Marked K/S og enighed om at kravet vedrører perioden oktober, november og december 2005.

I henhold til ophavsretslovens § 46 skal anmeldte virksomheder efter udløbet af hver vederlagsperiode og senest ved udgangen af den følgende måned til fællesorganisationen indbetale vederlaget (blankbåndsvederlaget) til organisationen. Vederlagsperioden er måneden, jf. samme lovs § 42.

Skifteretten finder på denne baggrund, at kravet var stiftet ved konkursdekretets afsigelse, jf. konkurslovens § 38.

Det forhold, at Aldi-selskaberne på baggrund af en aftale mellem Copydan og Aldi-selskaberne i første omgang betalte blankbåndsvederlaget til Copydan, og at Copydan først efter konkursdekretets afsigelse den 19. juli 2006 tilbagebetalte det af Aldi-selskaberne indbetalte vederlag, ændrer ikke herved.

Det kan som ubestridt i sagen lægges til grund, at det i sagen omhandlede blankbåndsvederlag forfaldt til betaling senest henholdsvis den 30. november 2005, den 31. december 2005 og den 30. januar 2006.

Der er tale om fordringer, der er stiftet inden den nye forældelseslov - lov nr. 522 af 6. juni 2007 - trådte i kraft, hvorfor fordringerne er undergivet 5-årig forældelse efter 1908-loven, jf. ikrafttrædelsesbestemmelsen i 2007-forældelseslovens § 30, stk. 1.

Skifteretten finder at advokat Nicky Valbjørns brev af 3. september 2010 til kurator, med forbehold på vegne af Copydan Båndkopi (nu Copydan KulturPlus) om at anmelde kravet overfor konkursboet, såfremt Aldi ikke får medhold i at koncernens betaling til Copydan er sket med frigørende virkning, indeholder en så præcis identifikation af kravet, både beløbsmæssigt og med angivelse af baggrunden for kravet, at dette må anses for anmeldt med forældelsesafbrydende virkning, jf. forældelseslovens § 17. Hertil kommer, at kurator v/ adv. Troels Tuxen også i forbindelse med tidligere sagsbehandling i konkursboet og i forbindelse med sin bistand til udarbejdelse af den stævning Parkerhouse Finans Danmark A/S indgav mod Aldi-selskaberne må anses for bekendt med baggrunden for kravet.

Skifteretten tager derfor Copydan KulturPlus' påstand til følge.

For så vidt angår sagsomkostningerne fastsættes disse under hensyn til sagens omfang og resultat. Det er oplyst at CopyDan KulturPlus ikke er momsregistreret. Der er betalt retsafgift med 27.850 kr.

Thi kendes for ret:

Retail Business A/S under konkurs skal anerkende, at Foreningen Copydan KulturPlus er kreditor i konkursboet med et simpelt krav på 2.307.866,00 kr.

I sagsomkostninger skal Retail Business A/S under konkurs inden 14 dage betale 140.000 kr. til Foreningen Copydan KulturPlus.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Mette Bøcher

(Sign.)

___  ___  ___

Udskriftens rigtighed bekræftes

P.j.v. Sø- og Handelsretten, den 15. august 2012


Betalingsstandsning

SelskabsAdvokaterne har bred erfaring og stor indsigt i rekonstruktion af store såvel som mindre virksomheder. ...»

Rekonstruktion

SelskabsAdvokaterne medvirker ved rekonstruktion af små og mellemstore virksomheder. Det er altid vores ...»

Insolvens

Ved insolvens forstås manglende evne til at fyldestgøre et betalingskrav, enten på grund af ilikviditet ...»

Feriefridage - ikke krav på kompensation ved konkurs

HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 2. februar 2018 Sag 89/2017(1. afdeling) Teknisk Landsforbund som ...»

privilegeret krav på provision i konkursboet.

Antaget at sagsøgte (et konkursbo) ikke havde pligt til at anerkende, at en tidligere ansat »

Vi er medlemmer af