Advokater-Troels

lønmodtagerkrav i konkursbo

Resumé

Delafgørelse om hvorvidt en sag om et lønmodtagerkrav var anlagt for sent i forhold til konkurslovens § 133, stk. 1.

Dom i sagen P-82-10

A
(advokat Jacob C. Jørgensen)

mod

M.M.M.-Trading A/S under konkurs
(kurator, advokat Christian B. Elmer)

Denne afgørelse er en delafgørelse, som vedrører spørgsmålet om, hvorvidt den sag, som sagsøgeren, A, har anlagt mod sagsøgte, M.M.M.-Trading A/S under konkurs, i medfør af konkurslovens § 133, stk. 1, er anlagt rettidigt.

Parternes påstande:

A har nedlagt påstand om, at sagen skal fremmes.

M.M.M.-Trading A/S under konkurs v/ kurator Christian B. Elmer har nedlagt påstand om, at sagen afvises, subsidiært påstand om frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder:

M.M.M.-Trading A/S blev taget under konkursbehandling den 5. maj 2009. Advokat Christian B. Elmer blev udpeget som kurator.

Ved brev af 5. august 2009 anmeldte Business Danmark på vegne A i henhold til konkurslovens § 95 et krav på 555.000 kr. i M.M.M.-Trading under konkurs. Ved brev af 22. juni 2010 meddelte kurator Business Danmark, at kravet ved fordringsprøvelse den 21. juli 2010 ville blive afvist som § 95-krav, men anerkendt som § 97-krav for så vidt angik 369.000 kr. Ved fordringsprøvelsesmødet den 21. juli 2010 gav advokat Jacob C. Jørgensen møde på vegne A og gjorde indsigelse mod kurators indstilling, som herefter blev udsat til fordringsprøvelse den 15. september 2010. Efter en yderligere e-mailkorrespondance mellem kurator og advokat Jacob C. Jørgensen blev fordringsprøvelsen udsat til den 29. september 2010.

I brev af 22. september 2010 bekræftede kurator over for advokat Jacob C. Jørgensen datoen for fordringsprøvelsen, og at det anmeldte krav på 550.000 kr. ville blive afvist som § 95-krav, men i helhed anerkendt som § 97-krav. Af brevet fremgår blandt andet, at:

"… Såfremt De opretholder Deres indsigelse til min indstilling på mødet den 29. september 2010, kan de skriftligt meddele mig dette. I så fald skal De inden 4 uger fra den 29. september 2010 anlægge sag ved Sø- og Handelsrettens skifteret …".

Ved e-mail af 29. september 2010 til kurator bekræftede advokat Jacob C. Jørgensen modtagelsen af kurators indstilling og bemærkede blandt andet følgende:

"… Under henvisning til Deres endelige indstilling af 22. september 2010 skal jeg hermed oplyse, at jeg på vegne af min klient fastholder indsigelsen imod Deres indstilling om af afvise min klients anmeldte krav stort kr. 550.000,00 kr. som § 95-krav … Min klient er fortsat indstillet på at indgå et for parterne acceptabelt forlig, såfremt De måtte være interesseret heri. I modsat fald vil jeg råde min klient til, at der udtages
stævning i sagen …".

Af referatet af fordringsprøvelsesmødet den 29. september 2010 hos kurator fremgår det blandt andet:

"… Kurator havde den 22. september 2010 meddelt A, ved advokat Jacob C. Jørgensen, kurators endelige indstilling. Kurators endelige indstilling var som følger: Afvisning af krav anmeldt stort DKK 555.000,00 som § 95 krav. Godkendt i sin helhed som § 97 krav. A ved advokat Jacob C. Jørgensen havde ved e-mail af 28. september 2010 meddelt kurator, at man fastholdt sin indsigelse vedrørende kurators indstilling. E-mailen blev fremlagt på mødet, og kurator havde forud herfor tilkendegivet, at kurator anså skriftlig indsigelse for tilstrækkelig. Kurator har orienteret advokat Jacob C. Jørgensen om, at sag skal anlægges inden 4 uger fra fordringsprøvelses-mødet, jf. konkurslovens § 133, stk. 1. …".

Ved stævning af 28. oktober, modtaget pr. fax i til Sø- og Handelsretten den 28. oktober 2010 og i original den 1. november 2010, fra advokat Jacob C. Jørgensen på vegne A mod M.M.M.-Trading A/S under konkurs nedlagde advokat Jacob C. Jørgensen påstand om, at konkursboet skulle tilpligtes at anerkende As krav på 550.000 kr. som fortrinsberettiget i henhold til konkurslovens § 95.

I svarskrift af 16. december 2010 påstod kurator på vegne konkursboet frifindelse under henvisning til, at sagen ikke var anlagt rettidigt, jf. konkurslovens § 133, stk. 2. Kurator anmodede samtidigt om, at spørgsmålet om rettidigt anlæg af retssagen måtte blive udskilt til selvstændig behandling.

I forberedende retsmøde af 8. februar 2011 kl. 10.00 var parterne enige om at udskille formalitetsspørgsmålet til særskilt afgørelse på skriftligt grundlag. Parterne var ligeledes i henhold til retsbogens ordlyd enige om, at fristen for sagsanlæg skal regnes fra den 29. september 2010, og at stævningen er modtaget den 28. oktober 2010.

Sagen overgik herefter til skriftlig behandling.

Parternes argumenter:

As advokat har blandt andet gjort gældende, at man som følge af advokat Jacob C. Jørgensens nye indsigelser i brevet af 29. september 2010 ikke havde vished for, at kurator ville opretholde sin indstilling om afvisning af krav som § 95-krav. Det ville derfor have været naturligt, såfremt kurator straks havde sendt referatet af fordringsprøvelsesmødet til advokat Jacob C. Jørgensen. Referatet er først fremkommet under udvekslingen af processkrifter i nærværende sag.

Hertil kommer, at fire ugers fristen for sagsanlæg må regnes fra dagen efter fordrings-prøvelsesmødet, og dermed først fra den 30. september 2010. Lovgiver har i konkurslovens § 133, stk. 1, valgt at bruge ordet "efter" i stedet for "fra" eller "fra og med datoen for dette møde", og det må betyde, at fire ugers fristen først begynder dagen efter mødet. Fristen må derfor regnes fra den 30. september 2010. Da bestemmelsens ordlyd netop ikke er "fra", men "efter" må den naturligt forstås således, at en sagsøger har ret til at afvente sit sagsanlæg til den sidste hverdag i den 4. uge, som er at regne fra og med dagen efter fordringsprøvelses-mødet. Sagen er således anlagt rettidigt den 28. oktober 2010.

Kurator har blandt andet gjort gældende, at det er uden betydning, hvornår advokat Jacob C. Jørgensen har modtaget referat af fordringsprøvelsesmødet, idet han var bekendt med kurators endelige indstilling. Det medfører ikke en fristudskydelse, at en kreditor ikke modtager referat af fordringsprøvelsesmødet, når denne er bekendt med indstillingen. Advokat Jacob C. Jørgensen har heller ikke været i tvivl om udfaldet af fordringsprøvelsesmødet, da han ellers ikke ville have udtaget stævning.

For så vidt angår forståelsen af konkurslovens § 133, stk. 1, må fristen for sagsanlæg i henhold til praksis beregnes således, at fristen løber fra den 30. september 2010. Ifølge ordlyden af § 133, stk. 1, skal sagen imidlertid anlægges inden fire uger efter fordringsprøvelses-mødet, og det medfører, at den 27. oktober 2010 er sidste rettidige dato for sagsanlæg. Dette stemmer overens med den praksis, som er gældende på andre retsområder, blandt andet i selskabsretten, til bemærkningerne i den kommenterede Konkursproces og med principperne i U 2006.2973 Ø og kommentaren til konkurslovens § 133.

Skifterettens afgørelse:

Som det fremgår af konkurslovens § 131, stk. 3, skal kurator give anmelderen meddelelse om tid og sted for fordringsprøvelsesmødet, når en fordring ikke anerkendes som anmeldt. Tilsvarende skal kurator give anmelderen besked om fristen for sagsanlæg i henhold til konkurslovens § 133, stk. 1. Kurator har i brev af 22. september 2010 gentaget sin indstilling og fastslået, at denne var "endelig". Kurator har også vejledt om fristen for sagsanlæg som værende "inden 4 uger fra den 29. september 2010". Uanset at advokat Jacob C. Jørgensen først modtog referatet af fordringsprøvelsesmødet efter sagsanlægget, findes dette således at være uden betydning, dels fordi advokat Jacob. C. Jørgensen var bekendt med kurators endelige indstilling, og dels fordi konkurslovens faktisk ikke stiller krav om fremsendelse af referatet.

Efter ordlyden af konkurslovens § 133, stk. 1, skal der anlægges sag "inden 4 uger efter det møde, hvori kurators indstilling forelå". Ud fra en rent sproglig forståelse må fristen begynde lige efter mødet, hvilket vil sige samme dag, og udløbe inden fire uger efter, hvilket i denne sag ville betyde den 26. oktober 2010. Imidlertid er der, som anført af sagens parter, en praksis for forståelsen af sådanne frister til at omfatte den ugedag, hvor en afgørelse blev truffet. Dette svarer også til forståelsen af den tidligere § 133, hvor fristen for sagsanlæg var tre måneder. Hermed må fristen for sagsanlæg være den 27. oktober 2010. Derimod findes der hverken i bestemmelsens ordlyd, dens forarbejder eller i retspraksis belæg for at fastslå, at fristen først begynder dagen efter fordringsprøvelsesmødet, eller i øvrigt belæg for den meget udvidende fortolkning, som advokat Jacob C. Jørgensen gør gældende i denne sag. Det bemærkes i øvrigt, at parterne i henhold til retsbogen fra det forberedende retsmøde den 8. februar 2010 dengang var enige om, at fristen løb fra den 29. september 2010.

Henset til ovenstående tager skifteretten M.M.M.-Trading A/S under konkurs' påstand om afvisning til følge.

For så vidt angår sagens omkostninger, fastsættes disse primært under hensyn til arbejdes omfang.

Thi kendes for ret:

Sagen anlagt den 28. oktober 2010 af advokat Jacob C. Jørgensen på vegne A mod M.M.M.-Trading A/S under konkurs afvises.

I sagsomkostninger betaler A 12.000 kr. inden 14 dage til M.M.M.-Trading A/S under konkurs. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.


Jeanette Melchior

(Sign.)

___ ___ ___

Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den


Arbejdsskader – skade på medarbejderens ejendele

Hvad er dine forpligtelser som arbejdsgiver, når der forvoldes skade på en medarbejders personlige ejendele ...»

Opsigelse af gravid eller medarbejder på barsel

Der er en udbredt misforståelse på det danske arbejdsmarked om, at du som arbejdsgiver ikke må opsige ...»

Erhvervsadvokat

SelskabsAdvokaterne er erhvervsadvokater der yder specialiseret juridisk rådgivning til virksomheder, ...»

Insolvens

Ved insolvens forstås manglende evne til at fyldestgøre et betalingskrav, enten på grund af ilikviditet ...»

Saglig og proportional afskedigelse af tjenestemand

HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 18. august 2017 Sag 279/2016 (1. afdeling) Danmarks Jurist- og ...»

Medarbejder havde krav på andel af bonus - selvom fratræden før bonusperiodens udløb

HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 30. juni 2017 Sag 134/2016 (2. afdeling) Agilent Technologies Denmark ...»

Vi er medlemmer af