Advokat_Troels_Khuram
Advokat_Pipers_Koebenhavn

Handelsagent berettiget til erstatning

Resumé

Handelsagent var berettiget til erstatning i opsigelsesperioden og til goodwillgodtgørelse som følge af, at agenturgiver havde indgået en distributøraftale med en handelsagent, som ifølge aftalen skulle påbegynde arbejdet i opsigelsesperioden

Dom i sagen H-4-12

Green Seed Nordic ApS
(Advokat Jørgen Lykkegård)

mod

Marlow Foods Limited
(Advokat Jørgen B.W. Hansen)

Indledning

Sagen angår et økonomisk opgør i forbindelse med, at Marlow Foods Limited (herefter Marlow) opsagde Green Seed Nordic ApS (herefter Green Seed) som handelsagent i Danmark og Sverige, men ikke i Norge.

Påstande

Green Seed har nedlagt påstand om, at Marlow skal betale 2.792.736 SEK med procesrente fra sagens anlæg den 8. februar 2012 og 52.650 EUR med tillæg af renter fra den 14. februar 2012.

Kravene er opgjort således:

1. Goodwillgodtgørelse 1.780.800 SEK

Erstatning i en 6 mdrs. opsigelsesperiode 1.011.936 SEK

2.792.736 SEK

2. Foodservice Sweden 9.750 EUR

Sales Support 42.900 EUR 52.650 EUR

Det under 2 anførte krav er fremsat ved faktura af 31. januar 2012 med forfaldsdato den 14. februar 2012.

Marlow har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Marlow er verdens førende producent inden for "meatfree", dvs. et alternativ til kød, også benævnt dybfrosne vegetariske retter. Produkterne, som er baseret på et særligt svampeprotein, sælges under varemærket Quorn i 11 lande. Marlow blev i 2011 solgt af Premier Foods til kapitalfonden Exponent Private Equity.

Green Seed er et danskejet selskab, som i mange år har arbejdet som agentur for forskellige udenlandske firmaer. Green Seed er medlem af et internationalt netværk med i alt 10 deltagere, der benævnes Green Seed Group. Green Seed hed indtil 2008 Food from Britain Nordic ApS (herefter FFB).

I februar 1996 blev Food from Britain kontaktet af Marlow, der viste interesse for det skandinaviske marked. Denne interesse blev bekræftet i et brev af 4. juni 1996 fra European Account Manager David Roberts hos Marlow.

Parterne har siden 1998/1999 haft et handelsagentforhold i Sverige. Siden 2007 har parterne også haft et handelsagentforhold i Danmark og Norge. Parternes handelsagentforhold er aldrig blevet formaliseret i en skriftlig aftale.

Om forhandlingerne om Marlows honorering af Green Seed.

I 2011 pågik der drøftelse om Marlows betaling af Green Seed.

I sagen er fremlagt et bonusforslag fra Marlow for 2010, hvorefter salgsbudgettet for 2010 er på 6.61 mio. £ og EBIT på 1.11 mio. £, og hvorefter EBIT skulle være det primære mål for 2010. Såfremt målet blev nået, ville det udløse en bonus på £ 10.000. Denne ville stige for hver yderligere £ 100 til et maksimum på 25.000 £. Hertil kom en bonus på 10.000 £ efter Marlows valg.

Den 17. februar 2011 udbetalte Marlow en bonus for 2010 for Sverige på 300.000 SEK.

Der blev i 2011afholdt en række møder om honoreringen for 2011. Der er fremlagt en række mødereferater, hvoraf fremgår, at deltagerne var Green Seeds direktør Jakob True, key account manager Anette Stenebrandt fra Green Seed og Marlows marketingsdirektør, John Cornish. Mødereferaterne er alle udarbejdet af Jakob True som interne referater, og de er ikke fremsendt til Marlows.

Af mødereferatet dateret den 21. april 2011 fremgår bl.a. følgende:

"…

Your fee seems too low compared with what you are doing - all people I have talked to in Stokesly say Green Seed is doing this, Green Seed is the machine and has been it from the early start…

Agree to a smaller lift to £110k, confirm that 2010 fee will be lifted to £110 k for what you are already doing.

On top of this I would like you to take care of the sales company (Sales Support) and Foodservice.

…"

Dernæst er der kopieret en mail af samme dato ind i mødereferatet, hvoraf fremgår, at David Wilson fra Green Seed Group skriver til Jakob True, at John Cornish har fortalt, at han var meget imponeret over Green Seed.

Af mødereferatet, dateret den 23. maj 2011, fremgår bl.a. følgende:

"…

I agree that the 2011 Green Seed fixed fee is revised to be £110.000 for Sweden.

Agree also that Denmark and Norway remain unchanged for 2011.

I cannot pay extra this year for Foodservice and for handling the Sales Support as budgets are closed, but for 2012 we will compensate you so 2012 will be Sweden: £110.000 (fixed fee) + £20.000 (Foodservice) + £ 35.000 (Growth Fee)…

Norway I would like to move fee over to Sweden…"

Den 31. maj 2011 sendte John Cornish en mail til Jakob True, hvor han vedhæftede sit forslag til vederlag for Sverige og Norge i 2011 og 2012. Det fremgår heraf, at såfremt Green Seed når en indtjening på 6,93 mio. £, udgør honoraret 110.000 £. Såfremt denne indtjening ikke nås, modtager Green Seed alene et honorar på 100.000 £. Om Sweden Foodservice fremgår: "Incremental contribution will be shared (tbc) but estimate circa £20K pa for GS." Om Norge fremgår: "Quorn cannot support paying £ 44 k for this level of business. G S to propose ways of running Norway on less and relocating some of the £ 44k to G S Sweden".

Forud for parternes næste møde den 21. juni 2011 sendte John Cornish en mail den 14. juni 2011 med en oversigt over de emner, som skulle drøftes under mødet, herunder bl.a. strategi for salg Sverige.

Af mødereferatet fremgår bl.a. følgende:

"…

Go ahead with Food Service…

Green Seed presented strategies for all Nordic countries.

John impressed and agreeing

Green Seed Fee for 2011 is £110.000 for Sweden, Denmark and Norway unchanged. Will be paid later in the year, maybe as a bonus.

For 2012 I agree to uplift in form of increased fixes fee + a growth bonus, lets agree in August to 2012."

Af et mødereferat dateret den 12. august 2011 fremgår:

" - I agree to a further uplift in your fee compensating for the extra workload with Sales

Support but difficult to do it before 2012, but I will discuss with Derek.

- I cannot see any disagreement to the proposal presented for my side."

Mødereferatet indeholdt dernæst forslag til løft af honoraret i bl.a. Sverige fra 110.000 £ i 2010 til 125.000 £ i 2011 og 145.000 £ i 2012, et honorar på hhv. 25.000 £ og 55.000 £ for Sales Support i 2011 og 2012, og et honorar på hhv. 10.000 £ og 25.000 £ for Food Service i 2011 og 2012.

I en mail af 3. september 2011 til Jakob True foreslog John Cornish, at de begynder "from scratch".

Den 6. september 2011 sendte Jakob True en mail til John Cornish, som indeholdt samme bonusstruktur, som fremgik af mødereferatet fra mødet den 12. august 2011.

I den følgende måned blev der mellem Derek Snow og Jakob True udvekslet mails om honoreringen for 2011 og 2012, herunder en lavere betaling for Norge i 2012 mod en højere for Sverige. Desuden drøftedes der bonussatser.

I mail af 11. november 2011 med reference til sidste nats drøftelser skrev Derek Snow, at Marlow pt. udbetalte 30.000 SEK om måneden samt an supplerende bonus på 399.000 SEK. Bonusbeløbet på 399.000 SEK blev udbetalt den 2. december 2011 vedrørende "Sales Support & Consultancy".

Om Coop i Sverige og Danmark

Et af spørgsmålene i denne sag er, om hvem der etablerede kontakten til Coop, Sverige.

Efter et forgæves forsøg i sommeren 1966 på at gøre Coop interesseret i Quorn Foods produkterne, blev Michael Kozlowski fra Coop overtalt til at deltage i IFE-messen i England, der blev afholdt den 9. -13. februar 1997. I forbindelse hermed blev der 12. februar 1997 afholdt et præsentationsmøde hos Marlow.

I januar 2012 er der en mailkorrespondance mellem Derek Snow og Kevin Brennan fra Quorn Foods om, at et slagsfremstød hos Coop, som har medført, at salget er firdoblet i december 2011.

Opsigelse af hel eller delvist af agentforholdet

Den 29. december 2011 blev der afholdt et møde mellem John Cornish, Jakob True og Anette Stenebrandt. Af det interne mødereferat af Jakob True fra dette møde fremgår:

"- Sorry guys This is what happens when you successfully build from scratch then

someone will take it over and the size of the business has passed a certain level

- You have done an impressive job in creating such a considerable business from scratch and we are thankfull for all your efforts.

- I advice you to contact a lawyer in order to look at termination terms.

- We would like you to continue with Norway and will be back about this."

 

Den 30. december 2011 sendte John Cornish et brev til Green Seed med overskriften:

"Termination of arrangements between Marlow Foods Limited and Green Seed Nordic ApS in Sweden and Denmark". Af brevet fremgik bl.a.:

"…

This letter is to provide notice that Marlow wishes to terminate the existing arrangements with Green Seed in Sweden in Denmark. We would like the arrangements in Norway to continue at present.

Although there is no written agreement which stipulates an applicable notice period Marlow regard a period of six months to be reasonable in the circumstances. However, we propose to terminate the arrangements on 31 January 2012, without observing the notice period, in compensation for which you would receive a payment equal to 5 months of your usual fee for Sweden (£30.000) and Denmark (£13.750) in lieu of notice.

By agreeing to the termination set out herein, Green Seed further agrees to neither directly nor indirectly, without Marlows prior written consent, sell or develop any products which are competing with Marlows products in the Meat Free category. This noncompete obligation shall be effective as of 1 January 2012 and remain in effect for a period of twelve (12) month.

I would be grateful if you would confirm your acceptance of the termination and payment in lieu of notice by countersigning and returning this letter. We will be in contact to arrange a convenient time to discuss the practicalities of handover."

Den 31. december 2011 sendte John Cornish en mail til personer fra Quorn og fra Green Seed Group med cc til bl.a. Jakob True med oplysning om, at Green Seed fra februar 2012 ikke længere repræsenterer Marlow i Sverige og Danmark, men at de fortsætter i Norge.

Mellem Marlow og Findus Sverige AB foreligger der en distributøraftale af 31. december 2011 mellem Marlow Foods og Findus Sverige:

" …

1. Distributorship

1.1 Supplier hereby grants to the Distributor the exclusive right to market and sell the products specified in Exhibit 1 (the "Products") in Sweden, Norway and Denmark and Finland (the "Territory") and within the Retail and Food Service sectors. The Distributor agrees to start to purchase from the Supplier, market and sell the Products:

(a) In Sweden, from February 1 2012;

(b) Subject to the Parties reaching agreement as to financial arrangements, the Distributor agrees to start to purchase from the Supplier, market and sell the Products:

(c) In Finland, form quarter 4 2012

(d) In Norway, form quarter 1 2013

(e) In Denmark, from quarter 1 2012

Distributøraftalen indeholdt dernæst en fortrolighedsklausul mellem Findus og Marlow Foods.

Den 30. december 2011 havde John Cornish skrevet til adm. direktør Martin Skoglösa, Atria Foodsservice AB, med kopi til Jakob True, at Marlows nye partnerskab ville blive offentliggjort den første uge i januar 2012. Martin Skoglösa svarede den 1. januar 2012, at det ikke var en god information, at der havde været en lang succesfuld relation, og at der var planlagt et møde med Jakob True om salg og marketing. Martin Skoglösa slutter af med at spørge, om Atria kan gøre noget for at ændre beslutningen. Af en mail af 13, november 2011 fra Jakob True til Derek Snow fremgår, at Atria ikke havde noget salg af Quorn, da Green Seed besøgte dem første gang.

Den 20. januar 2012 udsendte Findus en pressemeddelelse, hvoraf fremgår, at Findus havde indgået en aftale med Marlows om eneret til at sælge og markedsføre Marlows produkter i Sverige og Danmark fra første kvartal 2012 og i derefter i Finland og Norge. Pressemeddelelsen indeholdt et citat af John Cornish, hvoraf fremgår, at han så frem til samarbejdet med Findus.

Pressemeddelelsen blev gengivet den 22. januar 2012 på hjemmesiden foodmonitor.se. Endvidere fremgik det af justfoods hjemmeside den 26. januar 2012, at der var indgået en aftale mellem Findus og Marlow, ligesom der var en udtalelse fra John Cornish.

Findus erklærede den 6. februar 2013, at de den 31. december 2011 alene havde indgået en distributionsaftale med Marlow vedrørende Sverige, men at aftalen vedrørende Danmark og Sverige endnu ikke var på plads. Dernæst har Findus ved mail af 26. februar 2013 bekræftet, at pressemeddelelsen af 22. januar 2012 var fejlagtig som følge heraf.

Den 23. januar 2012 ophævede Green Seed handelsagentforholdet i sin helhed. Green Seed anførte bl.a., at den delvise opsigelse af agenturforholdet måtte anses for at være en så væsentlig reduktion af det samlede geografiske område, at det måtte betragtes som væsentlig misligholdelse af agenturaftalen. Green Seed anførte videre, at de nye vilkår alene kunne accepteres i en kortere periode og kun mod kompensation.

Marlow Foods svenske advokat afviste ved brev af 27. januar 2012 alle Green Seeds krav i forbindelse med ophøret.

Den 19. december 2012 reklamerede Green Seeds advokat over, at Marlows anførte Green Seed som kontaktperson på deres hjemmeside. Green Seed var i februar 2013 fjernet fra Marlows hjemmeside.

Green Seed har fremlagt mails, som de har modtaget fra kunder som følge af, at de var anført som kontaktperson for Marlow Foods i en periode.

Evt. badwill påført Marlow

Af en kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen efter et kontrolbesøg den 1. november 2011 fremgår, at indskærpelsen fra forrige kontrolbesøg er bragt i orden, at oplysningerne på hjemmesiden skal ændres, og at der er pålagt en bøde på 5.000 kr. på grund af mærkningen og informationen.

Som dokumentation for, at Green Seeds ophævelse af handelsagentforholdet i Norge voldte Marlow problemer, har Marlow fremlagt en korrespondance mellem Marlow og Halvor Ildstad, som forestod indfortoldningen i Norge. Halvor Ildstad afbrød arbejdet for Marlow i Norge.

Om "Price and Promotion"

Som dokumentation for, at Marlow Foods har anmodet Green Seed om at udføre arbejdet med Price and Promotion kontrol har Green Seed fremlagt en mail af 28. januar 2010 fra Janice Moore fra Marlow Foods, som tilbyder Green Seed at overtage dette arbejde.

Til illustration af arbejdets omfang og karakter er fremlagt den med mail af 8. august 2011 fra Derek Snow, Premier Foods fremsendte promotion plan for Sverige for uge 32.

Det fremgår af fakturaer fra 2010 og 2011, at Green Seed har modtaget 30.000 SEK hvert kvartal vedrørende Price and Promotion kontrol.

Det er ubestridt, at Green Seed har udført arbejdet med Price and Promotion kontrol, ligesom det er ubestridt, at Marlow Foods har betalt for arbejdet. Parterne er alene uenige om, hvorvidt det skal medtages i en beregning af en eventuel godtgørelse.

Om opgørelse af goodwillgodtgørelse

Der har været fremlagt beskrivelser af arbejdet med hhv. Sales Support i Sverige og arbejdet med Foodservice i Sverige. Beskrivelserne er udarbejdet af Green Seed.

Det fremgår af årsrapporterne for 2008, 2009 og 2011 for Green Seed, at selskabet har haft følgende omsætning og nettoresultat:

 

Omsætning

Nettoresultat

2007

6.587.000

231.000

2008

5.084.429

248.603

2009

3.922.375

919.939

2010

2.910.000

375.000

2011

2.202.300

- 50.087

Green Seed har udarbejdet en opgørelse over Marlows nettoavancer i Sverige for 1999 til 2011, i Danmark for 2007-2011 og i Norge for 2007 til 2011. Det fremgår heraf, at nettoavancen i Sverige er steget fra 700.000 £ i 1999 til 7.207.000 £ i 2011. I Danmark er nettoavancen steget fra 155.000 £ i 2007 til 306.000 £ i 2011og i Norge er den steget fra 0 £ i 2007 til 180.000 £ (estimeret) i 2011.

Der er fremlagt en erklæring dateret den 2. januar 2013 fra Green Seeds revisor, hvoraf fremgår, at Marlow Foods opsigelse af samarbejdet ikke har påvirket den finansielle stilling pr. 31. december 2011 men medført et betydeligt aktivitets- og indtægtstab i 2012.

Green Seed har opgjort den for de sidste 5 år gennemsnitlige indtjening, dvs. honorar, bonus og Price and Promo til 1.780.800 SEK.

Marlow har opgjort den til 1.573.723,20 SEK. i honorar, 1.713.523,20 SEK. i honorar og bonus, 1.621.723,20 SEK og 1.761.523,20 SEK i honorar, bonus og Price and Promo.

Der er enighed om, at den samlede indtjening i 2011 var 2.023.872 SEK.

Forklaringer

Jacob True har forklaret, at han er direktør for og eneejer af Green Seed, som har i alt 3 ansatte. Han blev uddannet cand. merc. fra Handelshøjskolen i København i 1989. Da han var blevet færdiguddannet, ville han starte sit eget firma.

Årsagen til, at omsætningen faldt i 2009 var, at han havde bygget et popcorn- og et pizzafirma op til deres største eksportmarked, hvorefter denne del blev købt ud af en større producent. Green Seed fik i den forbindelse en større afståelsessum. Det er sådan udviklingen er - han starter det op, og når det går godt, finder producenten et større firma, som gerne vil overtage det.

Da Green Seed blev kontaktet af Marlow i 1996, skulle han afsøge markedet. Han tog rundt og hilste på nogle potentielle kunder, herunder Coop i Danmark, men det var alt for tidligt for dem. Han besøgte også den svenske detailkæde ICA

Han bragte Marlow sammen med Coop i Sverige og inviterede salgschefen til IFE messen.

Formelt begyndte samarbejdet om Quorn produkter med Coop i 1999. Der var på dette tidspunkt ingen omsætning med Marlow.

Han modtog sit første honorar vedrørende Coop Sverige før 1999. Han deltog i kontraktforhandlingerne med Coop sammen med folk fra Marlow.

Han har udarbejdet opgørelsen over Marlows nettoavance. Opgørelsen er udarbejdet på grundlag af salgsvolumen og net sales value. Opgørelsen viser, at der i 1999 var en nettoavance på 700.000 £. Han mener ikke, at der var en omsætning året før.

I 2007/2008 lancerede Nestlé en række lignende produkter på markedet, hvilket afspejles i Green Seeds omsætning. Nestlé var en stor konkurrent for Green Seed.

I 2010 og 2011 var der stor fokus på indtjening, hvilket også fremgår af bonusforslaget 2010. Målet var at nå 1,11 mio. £ i EBIT.

I 2011 forhandlede de en prisstigning på plads, som svarede til 3-4 mio. SEK. Han bestrider derfor kritikken af Green Seeds arbejde. Tværtimod byggede Green Seed markedet succesfuldt op, hvorefter det blev overtaget. Han havde ikke indtryk af, at der var utilfredshed med hans arbejde. Han fik tværtimod megen ros fra Marlow.

Han startede op i Danmark og Norge i 2007. Der var ingen omsætning på det danske og norske marked, før Green Seed startede.

Udviklingen kan ses i regnskabet for Danmark og Norge, hvoraf fremgår, at 2010 og 2011 endte positivt til trods for sparetider på markedsføring.

Aftalerne med f.eks. Coop gjorde, at man kunne øge salget betydeligt. Han forhandlede rammeaftaler hvert år med kæderne på vegne af Marlow. Det er årsagen til, at der stadig er kunder i 2013. Herudover var der et løbende arbejde ved, at Green Seed havde kontakten til kunderne og var involveret i leverancer, betaling af regninger, logistik, markedsføring mv. Han havde forhandlet rammeaftaler på plads for 2012 med de enkelte kæder, da agentaftalen blev delvist opsagt.

Det lykkedes af få Coops indkøber til at acceptere, at et af Quorns produkter skulle være ugens tilbud i butikkerne, Fakta, Irma og Kvickly.

Forud for mødet den 29. december 2011 havde han store forventninger til 2012 pga. af de indgåede aftaler med bl.a. Coop. De havde nye produkter på vej ind på markedet, og det så lovende ud. Han havde ingen aftaler på plads med Marlow om øget honorar, men han forhandlede med Derek Snow. Forhandlingerne gav ham indtryk af, at der var en kraftig fremgang i indtjeningen. De kunne ikke lave om på budgetterne for 2011, men de kunne øge honoraret for 2012. De nåede dog ikke at indgå en aftale om ændring af honoraret for 2012.

På mødet den 29. december 2011 deltog John Cornish, Anette Stenebrandt og han selv. John Cornish sagde, at det er, hvad der sker, når man opbygger en forretning til en vis størrelse. Så kommer der andre større spillere ind, som vil overtage. John Cornish var temmelig tillukket, men foreslog efter pres fra Green Seed, at de kontaktede en advokat. Green Seed var meget påpasselige med at acceptere noget på mødet. Der er efter hans opfattelse ingen tvivl om, at samarbejdet blev opsagt på dette møde.

Vilkårene, som han blev tilbudt, var ikke interessante, da der ikke var tale om honorering af goodwill. Dernæst var der tale om nedsat betaling og accept af en konkurrenceklausul. Det ønskede han ikke, da Green Seed ville stå uden noget indtjeningsgrundlag.

Den 30. december 2011 sendte John Cornish mailen til de øvrige Green Seed kontorer.

Han forsøgte uden held efterfølgende at kontakte John Cornish.

Han læste pressemeddelelsen fra Findus, og det var pinligt, at han ikke kunne gøre noget over for sin største kunde, ICA.

Han har ikke havde accepteret, at samarbejdet skulle ophøre den 31. januar 2012, da han havde krav på 6 måneders opsigelse.

Han opdagede senere, at honoraret for Norge var nedsat til 18.000 SEK pr. måned, hvilket var ca. halvdelen af det tidligere honorar. Dernæst var det et betinget honorar, hvilket han modtog brev om. Marlow ønskede dermed, at Green Seed skulle fortsætte arbejdet i Norge, men til et reduceret beløb.

Han besluttede sig for at ophæve samarbejdet, da han havde læst pressemeddelelsen og efter henvendelsen fra ICA. Han følte sig udstillet over for sin største kunde.

Efter ophævelsen fortsatte han med at hjælpe Marlow. Han har ikke modtaget betaling siden december 2011.

Vederlaget vedrørende price and promotion blev betalt for at overvåge markedet. Det indebar bl.a. at undersøge priser i butikkerne på konkurrerende produkter og gennemgang af tilbudsaviser.

Påstandsbeløbet på 52.650 EUR vedrører ydelser, som ikke var en del af det oprindelige aftalegrundlag. John Cornish tog initiativ til, at Green Seed skulle stå for sales support og foodservice. Han modtog løbende mundtlige og skriftlige instrukser herom fra John Cornish. Han skulle kontakte kunder, herunder ICA, afholde møder med direktører, salgschefer, deltage i konferencer. Det var et intensivt arbejde, som ikke var en del af det arbejde, for hvilket de modtog et grundhonorar på 110.000 £. Arbejdet med sales support og food service begyndte i sommeren 2011 og varede ca. 6 måneder.

Beskrivelsen af arbejdet med sales support og food service er udarbejdet til brug for denne sag.

Betalingen for sales support og food service blev aldrig forhandlet på plads med Marlow, men det blev heller ikke aftalt, at det var en del af grundhonoraret. Han forventede at få betaling for det, hvilket ikke kunne lade sig gøre i 2011, da budgettet var fastlagt. Han kunne til gengæld få betaling i 2012.

Da samarbejdet ophørte, sendte han en regning for det arbejde, som han havde udført. Der er ikke tale om en dobbeltfakturering, idet grundhonoraret for 2011 stort set var det samme som for 2010.

Han modtog en bonus i 2010 for Sverige, da de havde nået det højeste niveau for indtjening. Målet var 1,1 mio. £.

Bonus for 2011 i Sverige på 399.000 SEK var ikke afhængig af EBIT, men det var målet, at de skulle forbedre salget. Beløbet var inklusiv det faste grundbeløb på 110.000 SEK. Honoraret for 2011 var ikke afhængigt af salget i markedet, men det var afhængigt af indtjeningen.

Det var op til ham selv, om han ville have en bonusordning eller et fast beløb. Bonus for 2011 var ikke betaling for sales support, ligesom der ikke var tale om en bonus. Det var blot den tekst, som stod på samtlige fakturaer. Den blev udbetalt for at komme op på et højere fast grundbeløb.

Green Seeds forslag i september 2011 til honorar for Sales Support og Foodservice 366.712,12 SEK vedrørte ikke bonus for 2011.

De tidligere modtagne bonusbeløb, herunder bonus for 2010, var rent faktisk en bonus.

Pressemeddelelsen fra Findus har kostet Green Seed omsætning, idet de ikke længere kunne gå ud til kunderne. Han var overløbet, og pressemeddelelsen var medvirkende årsag til, at Green Seed ophævede samarbejdet den 23. januar 2012.

Han forstod brevet af 30. december 2011 sådan, at der var tale om et forslag, men mente, at der reelt var tale om en opsigelse, da ordet "termination" blev anvendt. Det var ikke hans indtryk, at John Cornish havde medtaget oplysninger om betaling af eksempelvis goodwill. Marlow nævnte ikke, om de ville betale goodwill godtgørelse.

Mødereferaterne refererer kun, hvad John Cornish udtalte på møderne. Notaterne er taget under møderne og renskrevet efterfølgende. Han har ikke udeladt noget i forbindelse med renskrivningen. Han skrev dem så tæt på det, som blev sagt. Han kan ofte huske ordlyden af en samtale.

På mødet den 12. august 2011 foreslog John Cornish, at honoraret blev forhøjet fra 110.000 £ til 125.000 £. De blev dog aldrig enige om dette forslag.

Ved mail af 3. september 2011 forsøgte John Cornish at begynde forhandlingerne forfra. Det virker ikke særligt rart, når de er gået i gang med tingene.

Marlow dikterede, at honoraret i Norge skulle nedsættes. Han henvendte sig ikke til John Cornish i den anledning, men han accepterede heller ikke, at det blev nedsat.

I mailen af 29. september 2011 skrev han til Derek Snow, at Green Seed skulle have 110.000 £ i honorar for Sverige, og derudover skulle de have betaling for ekstra udført arbejde.

Han kan ikke udelukke, at han kan have sendt en mail omkring betaling for food service i Sverige efter mailen af 6. september 2011.

På tidspunktet for udarbejdelsen af Green Seeds årsrapport for 2011 forventede ledelsen fortsat et positivt resultat for 2012. Han forventede bl.a. betaling for goodwill og godtgørelse fra Marlow.

Green Seed var så overbebyrdet med arbejdet med sales support og foodservice, at de ikke havde tid til at opdyrke nye områder. Derfor faldt omsætningen Danmark og Sverige.

John Cornish har forklaret, at han er marketingsdirektør for International Quorn

Foods. Han har tidligere været marketingsdirektør for Twinings Te og Pepsi.

Marlow, som er en stor engelsk virksomhed, blev i juni 2005 opkøbt af Premier Foods. I marts 2011 solgte Premier Foods Marlow til Exponent Private Equity.

Marlow har mange agenter rundt omkring i verden. Green Seed blev antaget som agent i 1999, hvilket var før han tiltrådte. Inden da var Green Seed alene mødearrangør. Han blev først introduceret for Green Seed i 2011.

Den udbetalte bonus for 2010 gav ingen mening i relation til "top line growth", og de var nødt til at "starte på en frisk" med Green Seed.

De ønskede "top line growth", og de ønskede, at Quorn skulle være et ledende varemærke. De var meget fokuserede på, hvordan de kunne få virksomheden til at vokse.

Han har aldrig set mødereferatet af mødet den 21. april 2011. På dette tidspunkt havde han været ansat i 5 uger, og hans indtryk af Green Seed var godt. Han har ikke under det pågældende møde udtalt, at Green Seeds honorar var for lavt. Green Seed ønskede højere betaling, men han ville se mængden af arbejde, før han indvilligede i at forhøje honoraret til 110.000 £.

På tidspunktet for mødet den 21. april 2011 var Marlow først lige begyndt at tale om food service og sales support. Arbejdet kræver, at man har folk, som kan gå ind og overbevise detailkæderne om at tage produkter ind. Green Seed havde kun 3 ansatte, hvorfor arbejdet med sales support kunne hjælpe Green Seed med at forblive i billedet. Arbejdet svarede ca. til 2 dages arbejde.

Han foreslog, at Green Seed ville få et honorar på 110.000 £, hvis de nåede en indtjening på 6.930.000 £ i Sverige. Såfremt dette mål ikke blev nået, ville honoraret blive nedsat til 100.000 £.

For food service i Sverige skulle Green Seed have ca. 20.000 £.

Norge var et meget lille marked, der var kun 2 kunder. Marlow betalte 44.000 £ for Norge, hvilket var alt for meget. Hans forslag for Norge blev ikke godkendt af Green Seed.

Det er en overdrivelse, når der i mødereferatet fra den 21. juni 2011 står, at han var imponeret. Diskussionen om honoraret fortsatte helt indtil oktober 2011.

Han kan ikke erindre mødet af 12. august 2011, og han ville aldrig have accepteret dette forslag. Da han ved mail af 3. september 2011 skrev, at de var nødt til at starte "from scratch", var det, fordi han mente, at de var nødt til at slutte diskussionen om honorar. Han har ikke accepteret forslaget i mail af 6. september 2011 fra Jakob True.

Det er ikke korrekt, at de havde aftalt 110.000 £ for 2011. Det var alene blevet foreslået men ikke vedtaget.

Bonus for 2011 på 399.000 SEK blev udbetalt, idet honoraret skulle hæves fra 72.000 £ til 110.000 £ som følge af det ekstra arbejde, som Green Seed udførte med sales support og food service. Intet andet kunne berettige Green Seed til en bonus. Der står "Sales Support & Consultancy" på fakturaen, fordi der er tale om betaling herfor.

Honoraret for 2011 var således inklusiv betaling for arbejdet med sales support og food service.

Marlow ønskede at være det førende mærke inden for frostvarer. Dette er ikke muligt med en agent med kun 3 ansatte. Marlow og Findus mødtes derfor i august 2011. De vidste på dette tidspunkt ikke, om Findus ville indgå i et samarbejde med dem, og forhandlingerne herom ville kunne blive langvarige.

Han har ikke på mødet den 29. december 2011 udtalt, at Green Seed havde skabt en betydelig forretning fra bunden, men han rådede dem til at søge juridisk bistand.

Brevet af 30. december 2011 var et tilbud til Green Seed, og dette var også årsagen til, at der ikke blev nævnt noget om betaling af goodwill i dette brev. De havde en intention om at opsige aftalen, men de ventede en reaktion fra Green Seed først. Brevet var altså ikke en opsigelse. Marlows engelske advokat havde sagt, at de var nødt til at aflevere dette brev, før de indgik en aftale med Findus.

Marlow kunne sagtens have udskudt aftaleindgåelsen med Findus, da de ikke havde foretaget investeringer på dette tidspunkt.

Han sendte mailen til de øvrige medlemmer i Green Seed Group, da Marlow også samarbejder med andre Green Seed kontorer.

Distributøraftalen mellem Marlow og Findus dækkede kun Sverige, og Green Seed efterlod Marlow uden distributør i Norge, da de hævede aftalen for Norge den 23. januar 2012. Findus udførte ikke noget arbejde for Marlow, før opsigelsesvarslet på 6 måneder var udløbet.

Pressemeddelelsen er derfor fejlagtig, og han var ikke involveret i udfærdigelsen af den, men alene i citatet. Han har ikke accepteret indholdet, før det blev sendt ud. Han blev ikke kontaktet af Green Seed efter pressemeddelelsen. Jakob True kunne have ringet til de to kunder i Norge, ligesom han kunne have elimineret den negative effekt, som pressemeddelelsen havde.

Marlow havde Coop som kunde, da Green Seed blev agent, men Green Seed har skaffet alle øvrige kunder.

Halvor Ildstad har forklaret, at han er civiløkonom. Han har i 22 år arbejdet i Nordens største fødevarevirksomheder, herunder bl.a. Orkla, Odense Marcipan og Kims. Han har en international baggrund, både salgsmæssigt og marketingsmæssigt. De sidste 7-8 år har han opbygget Din Baker, der er den største bagerikæde i Norge. Desuden har han sit eget konsulentselskab, som har samarbejdet med Green Seed siden 2006.

Han har arbejdet med Green Seed i Norge, hvor Marlow kom ind på markedet. Han var med fra begyndelsen af lanceringen af Quorn i Norge. De kom ind i de største kæder i Norge, og de solgte bedre end konkurrenterne, fordi Quorn havde et intensivt marketingsprogram.

Projektet udviklede sig stabilt, men de fik ikke den fart på salget, som de havde håbet på. Viljen til investering aftog fra Quorns side. De fik et salg i gang, men når man lancerer et produkt, må man have et program, der gør det interessant. Det blev en flad udvikling. Der var et lille marked i Norge, og aktiviteterne, som måtte til for at udvikle det, var fraværende fra Quorns side.

Hans opgaver med Quorn var udvælgelse af de produkter, som skulle lanceres, oversætte labels, udvikling af marketingstiltag fra England med engelske reklamer, sørge for at få produktet ind i detailkæderne samt sikre, at der blev betalt told m.v.

Hans arbejde varierede i intensitet, men svarede ca. til 2-3 dage om ugen. Green Seed betalte både honorar til hans konsulentfirma og til hans sædvanlige arbejdsgiver, Din Baker, for at leje ham for en periode.

Efter at kapitalfonden havde købt Quorn, gik han fra at have megen kontakt og hyppige besøg af repræsentanter fra Marlow til slet ingen kontakt. Han havde aftalt et møde med John Cornish og Derek Snow, som skulle komme fra England, men dagen før mødet blev det aflyst.

Det var en overraskelse for ham, da han blev klar over, at Marlow ønskede at skifte til Findus i Norge. Da pressemeddelelsen fra Findus kom, gik det op for ham, hvorfor han ikke hørte mere fra Quorn.

Han virkede som konsulent, hvorfor det er varemærket Halvor Ildstad, som kunderne benyttede. Da meldingen fra Findus kom, faldt hans markedsværdi.

Marlow burde have kontaktet ham, idet fejlen muligvis kunne have været rettet.

Han havde en aftale med Green Seed om 6 måneders opsigelse, men han blev enig med Jakob True om, at Green Seed ikke skulle betale ham, da kassen var tom. Han arbejdede frem til maj 2012. Han modtog ingen betaling fra Marlow og ophørte derfor med indfortoldningen.

Anette Stenebrandt har forklaret, at hun er uddannet lærer og økonom. Hun har arbejdet i fødevarebranchen og Green Seed siden 2004.

Hun er key account manager for Sverige, og hun har ansvaret for kontakten med 4 store detailkæder. Quorn var et nyt produkt, og Green Seed forhandlede priser, stod for kampagner, produktudvikling, forhandling med indkøbschefer, price and promotion m.v.

Siden John Cornish tiltrådte, har hun anvendt al sin arbejdstid på Marlow.

I 2011 deltog hun i arbejdet med sales support og food service. Det kostede en del ressourcer. Der var et salgskorps, som skulle finde materiale, opnå måltal, oprette og producere point of sales material. Det var et stort arbejde, og det indebar megen kontakt med Derek Snow. Desuden blev der lavet Price and Promotion kontrol hver uge.

Arbejdet med Sales Support og Foodservice begyndte samtidigt i foråret 2011. Arbejdet var foranlediget af John Cornish. De forhandlede om betaling for dette ekstra arbejde, og de afholdt en række møder herom. De kunne dog aldrig få et klart svar.

Green Seed fik i 2010 et fast honorar og en provisionsbaseret bonus.

For 2011 skulle Green Seed have 110.000 £ samt særskilt betaling for ekstra udført arbejde, men dette sidste var der ikke plads til i budgettet. De modtog derfor kun de 110.000 £, men ikke betaling for det ekstra udførte arbejde. Dette var helt klart efter mødet med John Cornish.

Bonus i 2011 på 399.000 SEK var en del af det faste honorar.

Den 29. december 2011 deltog hun i mødet med Jakob True og John Cornish. John Cornish viste dem et brev, hvor der stod, at samarbejdet mellem dem skulle ophøre. Jakob True blev bedt om at skrive under på, at han havde modtaget brevet. Han accepterede ikke opsigelsen, idet der ikke forelå en plan eller forslag til betaling. Det er ikke et tilbud, når man lægger et brev og samtidig siger, at man ønsker at opsige samarbejdet.

Det var lidt af en overraskelse, men hun forstod, at der nok var noget undervejs, da brevet kom lige mellem jul og nytår.

De har både skriftligt og mundtligt fået at vide, at de har gjort et meget godt arbejde.

Efter udsendelsen af pressemeddelelsen fik en opringning fra ICA, som spurgte om, hvem der var ansvarlig for Quorn. ICA havde set meddelelsen på internettet. Dette var ødelæggemnde for Green Seeds renommé.

Hun havde et opsigelsesvarsel på 9 måneder, og hun blev ikke opsagt i forbindelse med Marlows opsigelse af samarbejdet med Green Seed.

Siden 2004 har Green Seed fordoblet omsætningen i Sverige. I 2009/2010 fik de en konkurrent, som kom med et svensk produkt. Dette produkt blev lanceret ved intensiv markedsføring, og der var også nogle problemer med Quorns produkter. De havde derfor en række udfordringer i 2009/2010.

Det var en stor overraskelse, da Findus udsendte sin pressemeddelelse. De vidste herefter ikke, hvem de skulle have kontakt med. Det hele blev meget kompliceret. Pressemeddelelsen kunne ændre på Green Seeds finansielle stilling, deres varemærke og deres fremtidige business.

Pål Netsman har forklaret, at han er leder af og managing director i Sales Support.

I perioden fra den 1. maj 2011 til ultimo december 2011 havde han et samarbejde med Green Seed.

Green Seeds opgave i forhold til Sales Support var løbende kontakt, salgsplanlægning og udarbejdelse af målsætningen for den indsats, der skulle gøres i butikkerne. Der blev afholdt møder mellem Green Seed og Sales Support, 10 møder i alt stemmer meget godt.

Green Seed havde den daglige kontakt med Sales Support, og Green Seed arbejdede sammen med Marlow. Han reflekterede aldrig over den indbyrdes relation.

Alle punkter i beskrivelsen af arbejdsopgaver med sales support ser korrekte ud.

Parternes synspunkter

Green Seed har gjort gældende, at Marlow opsagde Green Seed som i agent i Sverige og Danmark på mødet den 29. december 2011, hvor John Cornish udleverede brevet, dateret 30. december 2011.

Opsigelsen blev med rette opfattet som en ændringsopsigelse, da der var tale om en meget væsentlig indsnævring af det geografiske område, til alene at omfatte Norge til et reduceret vederlag. Der var tale om en meget væsentlig ændring af aftaleforholdet, hvorfor Green Seed var berettiget til at betragte det samlede agenturforhold som bragt til ophør af Marlow.

Jakob True accepterede ikke vilkårene i opsigelsen, hvorfor der må antages at løbe en opsigelsesperiode på 6 måneder, som angivet i opsigelsesbrevet.

Marlow indgik imidlertid allerede den 31. december 2011 en aftale med Findus om, at Findus allerede fra den 1. februar 2012 skulle overtage markedsføringen af Marlows produkter i Sverige, i Danmark fra 1. kvartal i 2012, og senere også i Norge. Marlow agerede således, som om aftalen allerede var opsagt pr. den 1. februar 2012, uagtet at opsigelsen med Green Seed løb frem til den 30. juni 2012.

Allerede den 20. januar 2012 kommunikeres aftalen mellem Findus og Marlow ud med en pressemeddelelse, hvilket skabet forvirring i markedet.

Marlow har udvist illoyalitet ved at underskrive en aftale med Findus om distribution i de skandinaviske lande. Det må lægges til grund, at aftalen allerede var på plads i oktober 2011, og at Marlow og Findus har aftalt, at det skulle kommunikeres ud i markedet. Marlow bærer ansvaret for, hvordan Findus agerede, herunder om indholdet af pressemeddelelsen ikke svarer til, hvad Marlow havde forventet. Marlow har med pressemeddelelsen medvirket til at ødelægge Green Seeds mulighed for at gøre normale forretninger i en ordinær opsigelsesperiode, ligesom Green Seed mistede sin troværdighed over for kunderne. Det kan ikke lægges til grund, at pressemeddelelsen kunne have været trukket tilbage, såfremt Green Seed havde reageret over for Marlow, og Green Seed var ikke forpligtet til at forsøgte at få Marlow til at dementere pressemeddelelsen.

Green Seed var derfor berettiget til at ophæve aftalen den 23.januar 2012 med øjeblikkelig virkning, jf. handelsagentlovens § 24.

Green Seed er i medfør af handelsagentlovens § 25 berettiget til godtgørelse for opbygningen af kundekredsen i aftalelandene med maksimumbeløbet, jf. handelsagentlovens § 26.

Green Seed har over en årrække opbygget kundekredsen, herunder skabt kontakten til Coop Sverige. Marlow leverer fortsat til den kundekreds, som Green Seed har skaffet, og må forventes at ville kunne fortsætte hermed, også efter at Findus har overtaget formidlingen til kundekredsen.

Der er ikke noget at bebrejde Green Seed, ligesom det ikke er dokumenteret, at Green Seed ikke skulle have udført arbejdet tilfredsstillende.

Godtgørelsen skal beregnes ud fra handelsagentens gennemsnitlige vederlag i en periode på de seneste 5 år, inklusiv bonus og Price and Promo, svarende til 1.761.523,20 SEK.

Green Seed er dernæst berettiget til erstatning for mistet opsigelsesperiode, jf. handelsagentlovens §§ 5, 6 og 24 sammenholdt med § 22, stk. 1 med i alt 1.011.936 SEK, svarende til det mistede vederlag for 6 måneders opsigelsesperiode, beregnet på grundlag af Green Seeds vederlag for 2011. Der er tale om en samlet agenturaftale, hvorfor handelsagentforholdet har bestået siden 1999.

Green Seed har ikke haft mulighed for at foretage nogen besparelse, der kunne begrænse tabet, idet Green Seeds medarbejdere også havde et opsigelsesvarsel på mindst 6 måneder.

Til støtte for påstandsbeløbet på 52.650 EUR har Green Seed gjort gældende, at Green Seed er berettiget til at fakturere Marlow for den service, som Green Seed har ydet Marlow vedrørende sales support og food service i Sverige i 2011.

Som forklaret af Jakob True og Anette Stenebrandt var bonus på 399.000 SEK ikke betaling for sales support og food service. Green Seed er berettiget til betaling, da arbejdet ubestridt er udført.

Marlow har gjort gældende, at Marlow ikke har misligholdt parternes handelsagentforhold, der kan berettige Green Seed til at ophæve handelsagentforholdet den 23. januar 2012.

Marlows opsigelsesbrev af 30. december 2011 var en ændringsopsigelse, idet brevet indebar et opsigelsesvarsel med udløb i slutningen af juni 2012. Herefter skulle Green Seed kun håndtere handelsagentforholdet i Norge. Såfremt Green Seed ikke ønskede at acceptere de ændrede vilkår, følger det, at Green Seed skulle betragte det som en samlet opsigelse af samtlige lande med virkning fra slutningen af juni 2012.

Det ville indebære, at Green Seed skulle arbejde frem til udgangen af juni 2012 mod at modtage sædvanligt honorar i perioden og modtage godtgørelse efter handelsagentloven ved udgangen af juni 2012.

Opsigelsesbrevet indeholdt endvidere et tilbud til Green Seed om, at de kunne vælge at lade sig fritstille pr. 31. januar 2012 i Sverige og Danmark mod at modtage et fast beløb uden modregning og fortsætte arbejdet i Norge.

Det bestrides, at Marlow har forsøgt at unddrage Green Seed en godtgørelse efter handelsagentloven. Størrelsen af Green Seeds godtgørelse var afhængig af, om den skulle beregnes alene for Sverige og Danmark, eller om den skulle beregnes for alle tre lande.

Marlow har ikke forsøgt at snyde Green Seed, hvilket er dokumenteret ved mødereferatet, hvoraf fremgår, at John Cornish rådede Green Seed til at søge juridisk bistand.

Marlow har ikke væsentlig misligholdt loyalitetsforpligtelsen ved at tillade, at pressemeddelelsen blev udsendt. John Cornish har imidlertid forklaret, at han ikke vidste, at den var udsendt, før den blev inddraget i sagen her.

Green Seed har bevisbyrden for, at Marlow har forhåndsgodkendt pressemeddelelsen, og det må lægges til grund, at John Cornish ikke havde nogen interesse i, at pressemeddelelsen kom ud med det indhold.

Enhver agenturgiver har en naturlig og berettiget interesse i at indgå en ny aftale med en handelsagent/distributør i forbindelse med opsigelse af en tidligere handelsagent.

Tilsvarende har en agenturgiver en naturlig og berettiget interesse i at lade sine kunder og omverdenen vide, at en ny handelsagent tiltræder.

En sådan ny aftale og meddelelse om aftalen må nødvendigvis indgås hhv. udsendes i den tidligere agents opsigelsesperiode. I modsat fald kan der ikke ske en passende og smidig overgang af opgaverne og kundeforholdene.

Ingen del af dette vil udgøre en misligholdelse, når blot den tidligere handelsagent ikke lider tab af honorar.

Green Seed har ikke lidt et tab ved udsendelse af denne pressemeddelelse, idet Findus ikke havde iværksat et salg, og idet Green Seeds honorar var fast.

Parterne i et handelsagentforhold har en gensidig loyalitetspligt, jf. handelsagentlovens §§ 4 og 5. Såvel handelsagenten som agenturgiver har en loyal pligt til at søge klarhed i en mulig misligholdelsessituation, førend der uden varsel skrides til ophævelse, jf. Sø- Handelsrettens dom af 9. januar 2006.

Green Seed kunne have rettet henvendelse til Marlow, da de blev bekendt med pressemeddelelsen. John Cornish kunne i så fald have kontaktet kunderne i de forskellige lande og dementeret pressemeddelelsen, ligesom han kunne have anmodet Findus om at begynde senere i 2012.

Green Seed var dermed ikke berettiget til at ophæve aftaleforholdet uden varsel og har dermed misligholdt. Herefter har Green Seed fortabt sit krav på godtgørelse efter handelsagentlovens § 25, jf. § 27, nr. 1 og 2.

Da Green Seed indstillede arbejdet i opsigelsesperioden, har Green Seed heller ikke krav på honorar i den resterende del af opsigelsesperioden.

Såfremt Sø- og Handelsretten måtte finde, at Green Seed var berettiget til at ophæve, skal der alene udmåles en rimelig godtgørelse. John Cornish og Jakob True har samstemmende forklaret, at honoraret var uafhængigt af salg, hvilket ikke er sædvanligt for en handelsagent. Det må lægges til grund, at det udbetalte vederlag stod i misforhold til det udførte arbejde, hvorfor godtgørelsen må fastsættes under hensyntagen hertil.

Dernæst skal der alene betales erstatning for 5 måneder i stedet for 6 måneder, da opsigelsesvarslet løber fra den 29. december 2011. Handelsagentforholdet har dermed alene bestået i 5 år.

Hertil kommer, at Marlow har haft omkostninger til at skulle forvalte handelsagentforholdet i Norge og Danmark. John Cornish har forklaret, at han har opgjort modkravet på 25.000 £ skønsmæssigt.

Vedrørende Green Seeds påstand om betaling af 52.650 EUR har Marlow gjort gældende, at der er betalt for Green Seeds arbejde med sales support og food service.

Resultaterne berettigede ikke til udbetaling af en bonus på 399.000 SEK, hvorfor det må lægges til grund, at der med denne betaling også skete betaling for sales support og food service, hvilket også fremgår af fakturaen.

Sø- og Handelsrettens afgørelse

Det er ubestridt, at John Cornish med brevet, dateret den 30. december 2011, opsagde handelsagentforholdet i Sverige og Danmark. Opsigelsesbrevet indeholdt et opsigelsesvarsel på 6 måneder og et tilbud om, at agentforholdet ophørte i Danmark og Sverige allerede fra den 31. januar 2012. Opsigelsesbrevet er en ændringsopsigelse. Da Norge var en ubetydelig del af markedet, måtte opsigelsen betragtes som en så væsentlig ændring, at Green Seed var berettiget til at betragte det samlede agenturforhold som bragt til ophør af Marlow.

Marlow indgik den 31. december 2011 en aftale med Findus Sweden AB om at overtage salget i Sverige fra den 1. februar 2012, i Danmark fra 1. kvartal 2012 og senere også Norge. Til de sidste to lande var der knyttet visse nærmere angivne betingelser.

En agenturgiver er berettiget til at indgå en ny aftale med en handelsagent/distributør også inden opsigelsen af en tidligere handelsagent, hvorfor aftalen med Findus ikke i sig selv kan betragtes som misligholdelse, men den omstændighed, at Marlow har indgået en aftale om, at en nye forhandler skal påbegynde arbejdet i opsigelsesperioden, må betragtes som væsentlig misligholdelse.

Hertil kommer, at Findus allerede den 20. januar 2011 udsendte en pressemeddelelse, hvoraf fremgik, at Findus skulle overtage salget i Danmark, Norge og Sverige pr. februar 2012. Retten finder, at Marlow uanset John Cornish forklaring herom må være nærmest til at bære risikoen for denne pressemeddelelse, som må anses for en væsentlig misligholdelse af parternes aftale. Dernæst fremgår det af mailen fra John Cornish til Martin Skoglösa fra Atria Foodservice den 30. december 2011, at John Cornish havde til hensigt, at offentliggøre det nye partnerskab allerede den første uge i januar 2012.

Green Seed har som følge heraf i henhold til handelsagentlovens § 24 været berettiget til at ophæve agenturaftalen med øjeblikkelig virkning.

Agenturaftalen mellem parterne må betragtes som en samlet aftale, som har bestået siden 1999. Opsigelsesvarslet for samtlige lande er derfor 6 måneder, jf. handelsagentlovens § 22, stk. 1, sidste pkt.

Efter bevisførelsen, særligt Jakob True og Anette Stenebrandts forklaringer, lægger retten til grund, at bonus for 2011 på 399.000 SEK blev udbetalt som en del af det faste honorar op til 110.000 £.

Honoraret for Price & Promo vedrører særskilt arbejde for undersøgelser af markedet, hvorfor det ikke indgår ved beregningen af honoraret i opsigelsesperioden.

Green Seed modtog i 2011 i honorar inkl. bonus 1.903.872 kr. Retten finder, at bortfaldet af aftalen har medført en vis reduktion i omkostninger, hvorfor erstatningen i opsigelsesperioden fastsættes skønsmæssigt til 750.000 SEK.

Efter bevisførelsen lægges til grund, at den kundekreds, der er opbygget i Sverige, Danmark og Norge, er opbygget af Green Seed, idet Marlow ikke havde nogen omsætning i Sverige i 1999. Det fremstår uklart, hvordan forbindelsen med Coop Sverige kom i stand, men Green Seed har ved indgåelse af årlige rammeaftaler opbygget et marked for Marlow, som også muliggør en fremtidig kunderelation, som Marlow kan drage nytte af. Retten finder derfor, at Green Seed er berettiget til godtgørelse for opbygning af kundekredsen i alle tre lande. Green Seed har derfor krav på godtgørelse i medfør af handelsagentlovens § 26. Den omstændighed, at Green Seed ikke var provisionslønnet, men derimod modtog et fast honorar ændrer ikke herpå, ligesom det er uden betydning, om Green Seed i en årrække måtte have modtaget et for højt honorar. Goodwillgodtgørelsen fastsættes under hensyn til det langvarige samarbejde skønsmæssigt til 1.700.000 SEK.

Det er ubestridt, at Green Seed på opfordring fra John Cornish har påtaget sig at udføre for sales support og food service og derved har ydet Marlow en service, som kan kræves honoreret. Af mail af 29. maj 2010 fra John Cornish fremgår også, at der skulle finde en honorering sted. Henset til, at parterne ikke har aftalt et vederlag, og at Green Seed ikke har dokumenteret de af dem afholdte omkostninger, men alene støtter kravet på de af dem fremsendte fakturaer, fastsætter retten vederlaget skønsmæssigt til 32.000 EUR.

Som følge af det ovennævnte er det ufornødent at tage stilling til det af Marlow rejste modkrav, der i øvrigt er helt udokumenteret.

Efter sagens udfald skal Marlow betale sagsomkostninger til Green Seed, som efter sagens størrelse og omfang fastsættes til 156.360kr. heraf 56.360 kr. i retsafgift.

Thi kendes for ret:

Marlow Foods Limited skal inden 14 dage til Green Seed Nordic ApS betale 2.450.000 SEK med procesrenter fra sagens anlæg den 8. februar 2012 og 32.000 EUR med procesrente fra den 14. februar 2012, samt i sagsomkostninger 156.360 kr.

Klaus Stampe
Tønnes Pedersen
Mette Christensen
Poul Hartvig Nielsen

(Sign.)

___ ___ ___

Udskriftens rigtighed bekræftes

Sø- og Handelsretten, den


Arbejdsskader – skade på medarbejderens ejendele

Hvad er dine forpligtelser som arbejdsgiver, når der forvoldes skade på en medarbejders personlige ejendele ...»

Opsigelse af gravid eller medarbejder på barsel

Der er en udbredt misforståelse på det danske arbejdsmarked om, at du som arbejdsgiver ikke må opsige ...»

Ejerleder

En ejerleder er en ejer af en virksomhed som samtidig er lederen i virksomheden - typisk som administrerende ...»

Earn-out

Earn-out kan bruges som betaling af en del af købesummen i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse. ...»

Rammeaftale - Cowi

Aftaleparten på sælgerside i eksisterende rammeaftale var i forbindelse med overdragelse af »

Handelsagent berettiget til erstatning

Handelsagent var berettiget til erstatning i opsigelsesperioden og til goodwillgodtgørelse som følge »

Vi er medlemmer af