Danske lov

Erstatningskrav for mangler

Resumé

Sagsøgerne tilkendt erstatning for dokumenterede tab som følge af mangler ved et hårfjerningsapparat. Ikke abstrakt prisdifferenceerstatning.

Dom i sagen H-98-04 


1) Body & Soul ApS
2) Haslev Materialhandel A/S
(advokat Eva Persson)

mod

Dan-Sun Europe ApS
(advokat Michael Clemmensen)

Indledning
Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der er mangler ved et hårfjerningsapparat af mærket Gaia Epil Flash, som sagsøgerne, Body & Soul ApS (Body & Soul) og Haslev Materialhandel A/S (Haslev Materialhandel) har købt et eksemplar af hver hos sagsøgte, Dan-Sun Europe ApS (Dan-Sun), samt reklamation og opgørelse af erstatningskrav i anledning heraf.

Påstande
Body & Soul ApS har nedlagt påstand om, at Dan-Sun Europe ApS skal betale 697.422,96 kr.
med tillæg af procesrente af 312.500 kr. fra sagens anlæg den 20. september 2004 og af
384.922,96 kr. fra den 21. februar 2007 mod Body & Soul ApS' tilbagelevering af det i sagen
omhandlede hårfjerningsapparat.


- 2 -

Kravet er opgjort således:
Ophævelse af køb
112.500,00 kr.
Udgifter til behandlinger i 2004, 2005 og 2006 (P.L. Skin ApS)
203.672,96 kr.
Dækningskøb af apparatet Ellipse Light (493.750 kr. ­ 112.500 kr.)
381.250,00 kr.
I alt
697.422,96 kr.

Haslev Materialhandel A/S har nedlagt påstand om, at Dan-Sun Europe ApS skal betale
506.870 kr. med tillæg af procesrente af 237.995 kr. fra sagens anlæg den 20. september 2004
og af 268 875 kr fra den 21 februar 2007 mod Haslev Materialhandel A/S' tilbagelevering af
det i sagen omhandlede hårfjerningsapparat.

Kravet er opgjort således:
Ophævelse af køb
124.875,00 kr.
Annoncering i Søndagsavisen
8.320,00 kr.
Annoncering i Haslev Posten
4.800,00 kr.
Dækningskøb af apparatet Ellipse Light (493.750 kr. ­ 124.875 kr.)
368.875,00 kr.
I alt
506.870,00 kr.

Dan-Sun Europe ApS har over for begge sagsøgerne nedlagt påstand om frifindelse, over for
Body & Soul ApS subsidiært frifindelse mod betaling af 90.000 kr. med procesrente fra den
20. september 2004, og over for Haslev Materialhandel A/S subsidiært frifindelse mod beta-
ling af 99.900 kr. med tillæg af procesrente fra den 20. september 2004, i begge tilfælde mod
samtidig udlevering af Gaia Epil Flash-apparaterne.

Oplysningerne i sagen
Gaia Epil Flash-apparatet er produceret af det italienske firma VIP S.r.l. og er importeret til
Skandinavien via det norske firma GaiaCare A/S, fra hvem Dan-Sun har erhvervet apparatet.
Af det under sagen fremlagte markedsføringsmateriale om apparatet fremgår, at apparatet
kan fjerne op til 8 cm hår på en gang ved hjælp af højintensivt pulserende lys. Der skal fore-
tages 5-8 behandlinger, før alt håret er fjernet, og det pulserende lys kan ifølge materialet
fjerne alle typer hår uanset tykkelse og hudfarve, bortset fra gråt hår.


- 3 -

Efter en demonstration af Gaia Epil Flash-apparatet i december 2002 købte Body &
Soul ved faktura af 19. december 2002 et apparat af Dan-Sun for en pris af 112.500 kr. inkl.
moms.

Fakturaen henviser ikke til Dan-Suns almindelige leveringsbetingelser, som blandt an-
det indeholder bestemmelser om en reklamationsfrist på 8 dage, mangler og ansvarsbe-
grænsning.

Den 9. januar 2003 bad Lis Mortensen fra Body & Soul Sverre Solberg fra det norske
selskab GaiaCare AS om oplysning om, hvor mange dage der skulle gå, før hårene faldt af ef-
ter behandling med apparatet, da hårene på hendes datters arm endnu ikke var faldet af ef-
ter demonstrationen af apparatet i december 2002.

Søren Møllerhøj fra Dan-Sun svarede den 13. januar 2003 Lis Mortensen, at der gik ca.
3-5 dage efter nogle behandlinger, før hårene faldt af.

Efter selv at have taget apparatet i brug konstaterede Body & Soul en række problemer
med det.

Den 31. juli 2003 skrev Lis Mortensen således i en e-mail sendt til Sverre Solberg og
med kopi til Søren Møllerhøj, at apparatet var gået i sort i forbindelse med behandling af en
kunde. Lis Mortensen skrev, at der ofte var problemer med apparatet, som aldrig havde vir-
ket optimalt, hvorfor det ville være ønskeligt, at Body & Soul fik et helt nyt apparat uden fejl.

Ved e-mail af 13. oktober 2003 reklamerede Lis Mortensen til Sverre Solberg med kopi
til Søren Møllerhøj over, at Gaia Epil Flash ikke levede op til de forventede resultater. Hun
redegjorde for en lang række behandlingsforløb, hvor der trods adskillige behandlinger ikke
var opnået en virkning. Hun ønskede endvidere oplysninger om resultater fra klinikker i
Norge og svar på, om Body & Soul ville få et nyt håndtag til flashen eller et nyt apparat.

Samme dag, den 13. oktober 2003, købte Haslev Materialhandel, som driver en Matas
forretning, et Gaia Epil Flash-apparat af Dan-Sun for 124.875 kr. inkl. moms. Denne faktura
henviser heller ikke til Dan-Suns almindelige leveringsbetingelser.

Haslev Materialhandel indrykkede herefter annoncer i Søndagsavisen og Haslev Po-
sten, for hvilke der er fremlagt fakturaer. Annoncerne lød:

"In ­ at være hårfri


- 4 -

Med pulserende lys fjerner vi uønsket hårvækst permanent og smertefrit. Både hos mænd og
kvinder. * Bikinilinie ­ armhuler * Hage ­ overlæben * Ben ­ ryg ­ arme * Kinder ­ hals ­ nakke
m m "

Den 20. november 2003 rykkede Lis Mortensen Sverre Solberg for svar på e-mailen af 13. ok-
tober 2003. I e-mailen, der blev sendt i kopi til Søren Møllerhøj, skrev hun, at Body & Soul nu
måtte give næsten alle hårfjerningskunder gratis behandlinger på grund af de manglende re-
sultater, og at der ikke kom nye kunder til.

Den 21. november 2003 svarede Sverre Solberg, at erfaringer fra Norge nu viste, at der
først ville komme resultater efter 8-10 behandlinger, eventuelt 10-12 behandlinger, og at det
så ud til at man skulle "flashe" tættere Endvidere sås meget bedre resultater på personer fra
Pakistan, Iran mv. end på nordiske typer, og Body & Soul skulle blot være tålmodige og
tænke positivt, så ville resultaterne komme.

Den 27. november 2003 skrev Lis Mortensen til Søren Møllerhøj, at svaret fra Sverre
Solberg ikke løste problemerne. Lis Mortensen bemærkede, at såfremt behandlingerne ikke
kom til at virke væsentligt bedre, så holdt apparatet ikke, hvad det lovede, og Body & Soul
måtte anmode om at få deres penge tilbage.

Den 23. februar 2004 skrev Lis Mortensen i en e-mail til Søren Møllerhøj, med kopi til
Sverre Solberg, at Body & Soul gav op over for apparatet, da det ikke kunne fjerne hår, og
meddelte, at Body & Soul ønskede deres penge for apparatet retur samt erstatning for udfør-
te gratisbehandlinger.

Den 5. marts 2004 skrev Sverre Solberg til Søren Møllerhøj, at Gaia Care AS og VIP Ita-
lia som kompensation for problemerne med apparatet tilbød kunderne at få installeret et nyt
behandlingstilbud i deres Gaia Epil Flash-apparater, det såkaldte Rejuvenation, til fjernelse
af rynker, akne mv. Derudover blev der tilbudt en gratis tur til Torino i Italien for en person
pr. salon.

Body & Soul deltog i turen til Torino og fik installeret Rejuvenation i deres apparat.

Ved brev af 2. juni 2004 ophævede advokat Vivian Petersen købene på vegne af Body
& Soul og Haslev Materialhandel. Der er uenighed om, hvorvidt Haslev Materialhandel har
reklameret mundtligt over for Dan-Sun forud for ophævelsen af købet.


- 5 -


Den 17. juni 2004 indgik Body & Soul herefter en samarbejdsaftale med firmaet PL
Skin, hvorefter PL Skin skulle foretage hårfjerning efter Ellipse Light-metoden hos Body &
Soul fra den 1. juli 2004.

Den 21. juni 2004 afviste advokat Steen Borre på vegne af Dan-Sun kravene fra Body &
Soul og Haslev Materialhandel.

Advokat Vivian Petersen fastholdt kravene i brev af 8. juli 2004 og fremsendte den 4.
august 2004 en række udfyldte spørgeskemaer fra kunder som dokumentation for de mang-
lende resultater, indhentet af Haslev Materialhandel. Disse skemaer er fremlagt i sagen.
Endvidere er fremlagt kvitteringer fra Body & Soul for hårfjerningsbehandlinger fore-
taget i 2004, 2005 og 2006 samt en opgørelse af Body & Souls udgifter til PL Skin.

Til dokumentation for, hvad andre hårfjerningsapparater kostede primo 2004, er fremlagt
tilbud, dateret 26. januar 2004, fra Scanex Medical Systems A/S på et Ellipse Light-system til
en pris af 493.750 kr. inkl. moms, materiale fra Healux Nordica vedrørende firmaets Aria-
system til en pris af 249.000 kr. ekskl. moms samt materiale fra Dermeo vedrørende appara-
terne Esthe-Flash 2 til ca. 127.000 kr. ekskl. moms og MediFlash 2 til ca. 142.000 kr. ekskl.
moms.

Syn og skøn
Dan-Sun har været sagsøgt i en anden sag ved Sø- og Handelsretten vedrørende Gaia Epil
Flash-apparatet, H 80/04. Der er enighed mellem parterne om, at skønserklæringerne afgivet
til brug for sagen H 80/04 også kan lægges til grund i nærværende sag og skal betragtes som
vedstået indenretligt af skønsmanden, overlæge Peter Bjerring.

Af den første skønserklæring af 6. marts 2006 fremgår, at Gaia Epil Flash-apparaterne
ikke er i stand til at fjerne hår ved hjælp af pulserende lys. Den afgivne energi pr. puls er ca.
en syvendedel af den i specifikationerne angivne energi, og der vil uanset antal behandlinger
ikke kunne opnås en varig effekt. Hvis apparaterne havde afgivet den specificerede energi
og den specificerede pulstid, kunne man formode, at apparaterne kunne være effektive, men
for at være sikker på en tilfredsstillende klinisk effekt skal der dog mere energi til, end disse
apparater er specificeret til (10 Joule/cm²). Erklæringens referenceapparat, Ellipse Flex, afgi-


- 6 -

ver max 20 Joule/cm² ved 20 millisekunders pulstid, hvilket er nødvendigt for at kunne fore-
tage en varig behandling hos den størst mulige andel af befolkningen.

I den anden skønserklæring af 6. april 2006 (fejlagtigt dateret 6. marts 2006) fastholder
skønsmanden efter uddybende spørgsmål, at Gaia Epil Flash-apparaterne ikke kan fjerne
hår, og at der for at opnå en tilfredsstillende klinisk effekt på alle hudtyper og hårtyper kræ-
ves mere energi, end apparaterne er specificeret til. Som eksempel på et effektivt apparat
nævner skønsmanden Ellipse SuperLight til en pris af 325.000 kr. ekskl. moms.

Ved den tredje skønserklæring af 2. februar 2008 er skønsmanden blevet bedt om at
gennemgå materiale om hårfjerningsapparaterne fra firmaerne Healux Nordica og Dermeo
og oplyse, om disse apparater er af samme art og kvalitet som henholdsvis Gaia Epil Flash
og/eller Ellipse. Skønsmanden har ikke foretaget optiske målinger, men alene besvaret
spørgsmålene ud fra det fremsendte tekniske materiale. Skønsmanden anfører, at begge ap-
parater er af samme art (samme teknologi) som Gaia Epil Flash og vurderes ud fra de af fa-
brikanten opgivne data at kunne fjerne hår. Apparaterne kan antages at være af samme art
og kvalitet som Ellipse-apparatet. Skønsmanden anfører dog samtidig, at en nyere britisk ar-
tikel på baggrund af en undersøgelse konkluderer, at en stort del af de testede apparater ikke
overholder de specifikationer, der er angivet af fabrikanten, hvorfor en sammenligning base-
ret på de fremsendte tekniske specifikationer med stor sandsynlighed ikke vil være valid. Ef-
ter skønsmandens opfattelse er den eneste sikre måde at sammenligne apparater på at fore-
tage optiske målinger med samme måleapparatur og i samme måleseance, som det skete ved
den første syns- og skønsforretning.

I den fjerde skønserklæring af 16. januar 2009 blev skønsmanden herefter bedt om at
foretage den nødvendige måling af Dermeo-apparatet Esteflash 2 med henblik på en vurde-
ring af, om apparatet levede op til egne specifikationer. På grund af et beskadiget håndtag på
apparatet måtte skønsforretningen omberammes med henblik på anskaffelse af et nyt appa-
rat. Den efterfølgende måling viste, at Dermeo-apparatet levede op til egne angivne specifi-
kationer.

Forklaringer


- 7 -

Lis Mortensen har forklaret, at hun sammen med sin datter ejede Body & Soul ApS, som
drev en velværeklinik. Klinikken blev åbnet i Helsingør i 2001. Klinikken tilbød også massa-
ge, og de havde i forvejen leaset fire apparater fra Dan-Sun til andre typer behandlinger.

De havde fået demonstreret Ellipse-apparatet og havde sideløbende hermed hørt fra
Søren Møllerhøj, at Gaia var på vej på markedet med et hårfjerningsapparat. De fik tilsendt
et kundebrev fra GaiaCare i Norge, som var stilet til norske kunder. De blev interesserede,
da Gaia-apparatet på papiret kunne det samme og endda lidt mere end Ellipse-apparatet, og
prisen endte med at blive afgørende.

GaiaCare henviste dem til Dan-Sun, som havde den danske forhandlingsret. Deres
kontaktperson hos Dan-Sun var Søren Møllerhøj, og de talte i telefonen om det og fik sam-
men med Søren Møllerhøj apparatet demonstreret den 18. december 2002 i Rødovre hos
Dan-Sun.

Ved demonstrationen blev apparatet demonstreret på hendes datter, Trines, arm. De
fik ikke oplysninger om resultater på dette tidspunkt. De besluttede på stedet at bestille ap-
paratet og meddelte dette til Søren Møllerhøj, der intet nævnte om salgs- og leveringsbetin-
gelser, og de fik intet udleveret. Ellipse-apparatet kostede 480.000 kr., og Gaia Epil Flash ko-
stede 125.000 kr., men de fik det lidt billigere.

Efter demonstrationen var de på kursus i Norge den 25. januar 2003, hvor de blev un-
dervist i brugen af apparatet. De fik udleveret et kursusprogram med beskrivelser på norsk. I
salgsmaterialet stod, at der skulle foretages 5-8 behandlinger, og det blev oplyst, at der skulle
gå en måned mellem hver behandling. Sverre Solberg fra GaiaCare smed skjorten og viste, at
hans ryg var hårfri efter 3 behandlinger. Allerede på kurset i januar spurgte de ind til resulta-
terne, da Trines hår på armen endnu ikke var faldet af. De fik ikke svar herpå.

De tog apparatet i brug til to kunder, mens klinikken stadig lå i Helsingør, men appa-
ratet blev først rigtig taget i brug, da de flyttede til Hørsholm den 1. april 2003. De flyttede,
fordi en kunde havde fortalt dem, at kundepotentialet med hensyn til hårfjerning var meget
større i Hørsholm.

Efter nogle måneder i Hørsholm begyndte kunderne at stille spørgsmål til, hvornår hå-
rene faldt af. De havde også tekniske problemer med apparatet, som ikke virkede optimalt,
og der blev udskiftet et modul. I juli 2003 bad de om nyt apparat. De talte jævnligt i telefon
med Søren Møllerhøj, og de efterlyste jævnligt resultater. Søren Møllerhøj gik hver gang vi-


- 8 -

dere til Norge med deres spørgsmål. Indimellem skrev de direkte til Norge, men ellers fore-
gik kontakten gennem Dan-Sun. Det var som regel Sverre Solberg, der svarede på deres hen-
vendelser. De fik at vide, at de skulle "flashe" horisontalt og vertikalt, og at de i øvrigt skulle
væbne sig med tålmodighed. På et tidspunkt fik de oplyst, at man skulle have 10-12 behand-
linger, før det virkede. De påpegede, at salgsmaterialet og den brochure, de udleverede til
kunderne i så fald ikke kunne bruges. De begyndte at give kunderne gratis behandlinger el-
ler konvertere hårfjerningsbehandlinger til andre behandlinger, da de ikke havde råd til at
betale kunderne alle pengene tilbage. De havde heller ikke råd til at købe et Ellipse-apparat.
Alle kunder har fået kompensation for behandlingerne på en eller anden måde, så de har ik-
ke tjent en eneste krone. De dårlige resultater på hårfjerningsbehandlinger havde en afsmit-
tende effekt, da kunderne begyndte at svigte også på de andre behandlinger. De fik et dårligt
ry og måtte ty til nødløsninger. De ansatte blandt andet en kosmetolog og købte et spraytan-
apparat for at skabe et kundegrundlag på andre områder.

De blev, sammen med andre klinikker, tilbudt en opgradering af Gaia Epil Flash med
et Rejuvenation-modul og var i den forbindelse en tur i Torino i uge 13 2004. Rejuvenation-
programmet kan også andet, såsom udglatte hud og fjerne akne, men det har de ikke brugt.
De har alene brugt hårfjerningsdelen. Efter opgraderingen prøvede de apparatet igen, nok 3-
5 gange, men der skete stadig intet. Så gav de op og kontaktede en advokat.

Herefter indgik de en aftale med PL Skin om at fjerne hår med Ellipse. Aftalen var, at
PL Skin to dage om måneden kom på klinikken og færdiggjorde de kunder, der allerede var i
behandling, og der kom også nye kunder til. Det var stort set de samme priser. PL Skin stil-
lede deres apparat og en dame til rådighed, mens de selv stillede lokaler, strøm og gelé til
rådighed og bookede kunder og annoncerede. Afregningen fremgår af samarbejdsaftalen af
17. juni 2006, hvor de af omsætning op til 10.000 kr. fik 30 % osv. Det var PL Skin, der fastsat-
te vilkårene, som de accepterede uden videre, da de var paniske. Kunderne var fuldt tilfred-
se med Ellipse-apparatet. Med Ellipse skal man have 6-8 behandlinger, og det virker. De hav-
de haft kapacitet til at udføre behandlingerne selv, hvis de havde haft et apparat, der virke-
de, og de ville i så fald også have kunnet fjerne hår hver dag. Aftalen med PL Skin løb til 1.
april 2007, hvor de solgte deres velværeklinik. De har ikke fået løn i 6 år, og Body & Soul ek-
sisterer ikke i dag.


- 9 -


Da de købte Gaia Epil Flash-apparatet, kendte de til Ellipse, men da der kom et kon-
kurrencedygtig apparat fra GaiaCare, fandt de ikke anledning til at undersøge det europæi-
ske marked. Der var hende bekendt ikke andre apparater på markedet i Danmark på det
tidspunkt, og på det europæiske marked kostede det billigste apparat 225.000 kr. I 2002
brugte de ikke internettet til at søge informationer, og de har i det hele taget ikke købt appa-
rater af udenlandske virksomheder, men handlet med danske firmaer. Hun taler ikke en-
gelsk eller fransk, men forstår engelsk til husbehov. Navnet Dermeo siger hende ikke noget.
Hun har i forbindelse med denne sag fundet ud af, at der skal 20 Joule til pr. cm² for at kunne
fjerne hår, men hun undersøgte ikke dette inden købet.

Lone Nørgaard har forklaret, at hun er butikschef i Haslev Materialhandel, som er en Matas-
butik. De har en hudplejeklinik på 1. sal, hvor der er ansat en kosmetolog, Ane Hovman, som
foretager hårfjerningsbehandlinger.

De har før handlet med Dan-Sun, da de også har et solcenter. Dan-Sun kontaktede dem
om hårfjerningsapparatet, som hun og Ane Hovman fik demonstreret i Rødovre inden købet.
Apparatet kunne fjerne hår med lys, hvilket ifølge den udleverede brochure krævede 5-8 be-
handlinger med 4 ugers mellemrum. Hun besluttede at købe apparatet efter at have clearet
det med sin chef. De købte apparatet i oktober eller november 2003. Hun afgav ordren pr. te-
lefon til Søren Møllerhøj, som var deres kontaktperson hos Dan-Sun. Hun kan ikke huske, at
Søren Møllerhøj skulle have fortalt hende om salgs- og leveringsbetingelser. Hun mindes
heller ikke at have set skriftlige salgs- og leveringsbetingelser, heller ikke i forbindelse med
den tidligere samhandel med Dan-Sun.

De fik apparatet tilsendt, og behandlingerne begyndte i november. De annoncerede for
hårfjerningsbehandling i avisen, og Ane Hovman var på kursus i Hørsholm hos Body &
Soul. Brugsanvisningsmaterialet var først på engelsk eller fransk, og da de bad om en dansk
vejledning, modtog de en på norsk. De vidste ikke, hvor apparatet blev produceret.

Hun kontaktede Søren Møllerhøj efter ca. halvt år, da kunderne var utilfredse med re-
sultaterne. Hun havde også talt med Lis Mortensen fra Body & Soul og en anden køber af
apparatet, og ingen af dem havde haft gode resultater. Hun fortalte telefonisk Søren Møller-
høj, at apparatet ikke virkede, og bad om oplysning om årsagen til de mangelfulde resulta-
ter. Søren Møllerhøj sagde, at der nok skulle flere behandlinger til. Det svar var de ikke til-


- 10 -

fredse med, da de så ikke kunne overholde deres aftaler i forhold til kunderne med hensyn
til beløb osv. Hun og Ane Hovman drøftede sagen og på baggrund af de udeblevne resulta-
ter, også hos Body & Soul, besluttede de at stoppe behandlingerne, vistnok i sommeren 2004,
og de har ikke brugt apparatet siden. Herefter foretog de sig ikke yderligere, før de kontak-
tede en advokat. De købte ikke et andet apparat, da de ville have denne sag ud af verden
først. De laver også hårfjerningsbehandlinger med voks. De er ikke blevet tilbudt afhjælp-
ning, og hun kender ikke Rejuvenation. De har ikke tjent på apparatet, da de har givet alle
kunderne deres penge retur. Apparatet står på depot på klinikken og kan leveres tilbage til
Dan-Sun i samme stand.

Hun undersøgte ikke markedet, inden de købte Gaia Epil Flash, da det var en helt
fremmed verden for hende, og hun overvejede ikke alternativer efter Søren Møllerhøjs præ-
sentation. Det er en dansk leverandør i Århus, der normalt leverer maskiner til klinikken.
Hun taler ikke engelsk og fransk, men forstår engelsk til husbehov, og de ville ikke tage til
Frankrig for at købe et apparat. Hun kender ikke til Dermeo.

Efter denne sags opståen har de sendt brev med spørgeskemaer ud til deres kunder.
Hun ved ikke, om alle kunder har svaret. Hvis kunden har oplyst kun at have fået fire be-
handlinger, er det, fordi de har stoppet behandlingerne på det tidspunkt. Hun ved imidler-
tid, at der er kunder, der har fået 8 behandlinger.

Søren Møllerhøj har forklaret, at han har været hos Dan-Sun i 15 år. Dan-Sun har oprindeligt
beskæftiget sig med solarier og senere klinikapparater til lymfedrænage, fedtsmeltning,
slankebehandlinger og ultralydsapparater. De nævnte apparater, som også kom fra Gaia i
Norge, er produceret i Frankrig.

Han fortalte kunderne, at Gaia Epil Flash kom fra Norge, men var produceret i Italien.
GaiaCare i Norge tilbød at afholde kursus i brugen af apparatet, og der var ingen indsigelser
herom fra kunderne.

Lis Mortensen bestilte apparatet under demonstrationen i Rødovre. Det var en mundt-
lig aftale, der senere blev bekræftet skriftligt. Han udleverede ikke salgs- og leveringsbetin-
gelser til Lis Mortensen på det tidspunkt, men det er hans opfattelse, at de er leveret senere.
Da Lone Nørgaard ringede og bestilte, nævnte han ikke salgs- og leveringsbetingelserne i te-
lefonen, men både Haslev Materialhandel og Body & Soul har handlet hos Dan-Sun tidligere.


- 11 -


Apparatet til Body & Soul var det første, som de solgte overhovedet. De har solgt i alt
fem apparater i Danmark, og der har verseret retssag om alle fem. Body & Soul fik apparatet
ca. 10.000 kr. billigere, da de indgik et samarbejde.

Kunderne meddelte, at de ikke fik resultater med apparatet, og disse oplysninger vide-
regav han til GaiaCare. Han har haft flere gode telefonsamtaler med Lis og Trine fra Body &
Soul, som ikke kunne forstå, at apparatet ikke virkede, hvilket han omgående kommunike-
rede videre til GaiaCare. De modtog også reklamationer fra nogle af de andre kunder, som
det fremgår af den anden retssag ved Sø- og Handelsretten.

GaiaCare aftalte med den italienske producent, at der skulle afholdes kursus for kun-
derne i Italien, hvor Sverre Solberg fra Norge deltog. Han deltog ikke selv. Turen blev accep-
teret af kunderne, og det var GaiaCare, der betalte. Trine Mortensen fra Body & Soul var
med på turen. Han ved, at kurset blev afholdt af italienerne på engelsk, men at Sverre Soel-
berg oversatte til norsk, hvis der var sprogvanskeligheder. I Italien skete der udskiftning af
en enhed i apparaterne, så de blev opgraderet til også at kunne lave andre former for be-
handling.

Han kan ikke huske en henvendelse fra Lone Nørgaard. Brevet af 2. juni 2004 fra advo-
kat Persson er den første skriftlige reklamation, han har fået fra Haslev Materialhandel, og
han erindrer ikke at skulle have modtaget en reklamation tidligere.

Ellipse-apparatet var ca. fire gange så dyrt som Gaia Epil Flash, men kunne ikke fire
gange så meget, og prisforskellen har bestemt været afgørende for kunderne. Han tror ikke,
at kunderne ville have købt et Ellipse-apparat, hvis Gaia Epil Flash ikke havde eksisteret.

En af indehaverne af VIP S.r.l. har oplyst, at der er solgt i alt 400 Gaia Epil Flash-
apparater. Han ved ikke, hvor mange reklamationer den italienske producent har modtaget.
Ifølge indehaverens oplysninger kræves væsentligt mindre lys til behandling af mørkhårede
personer. Efter Peter Bjerrings rapport vil vidnet ikke postulere, at apparatet kan fjerne hår
tilfredsstillende.

Oplysninger om Dermeo-apparatet fandt han via internettet efter sagens opståen. Han
har ikke handlet med Dermeo før. Han tog kontakt til Dermeo, som laver apparatet. De talte
flydende engelsk, og han bad om oplysninger om apparatet og fik tilsendt en brochure med
prisliste. Dermeo havde ikke en repræsentant i Danmark, så alle kunne købe et apparat hos


- 12 -

dem direkte. Da han ringede til Dermeo, var det apparatet EstheFlash 2, det drejede sig om.
1. generation af EstheFlash var på markedet i 2002. I dag hedder apparatet EstheFlash 3.
Det er hans opfattelse, at EstheFlash 2 var mere effektiv end EstheFlash. Dermeos salgschef i
Frankrig oplyste ham om, at EstheFlash 2 kunne købes primo 2004.

I den anden retssag ved Sø- og Handelsretten tog de til Frankrig i forbindelse med
syns- og skønsforretningen. Dermeo kunne fremvise måleresultater, og Dermeo-apparatet
kunne om end mere end Ellipse-apparatet. Det var han forundret over, også prisen taget i be-
tragtning. De købte EstheFlash-apparatet for 75.000 kr. Ellipse-apparatet i den anden retssag
var købt for 250.000 kr. Det er ikke unormalt i branchen, at prisen kan variere. Han har også
søgt på materiale om Dermeo før skønsforretningen, det var vistnok i 2003, men han har ikke
printet materiale herom ud. På dette tidspunkt blev der også solgt Healux og Ellipse Light,
mens der ikke var klinikker i Danmark, der brugte Dermeo. Forskellen på EstheFlash og
MediFlash er, at EstheFlash bruges af alternative klinikker, mens MediFlash er til mere pro-
fessionel, medicinsk brug.

Jens Peter Henriksen har forklaret, at han er direktør i og stifter af Dan-Sun, som handler
med andet og mere end solarier. De har haft samarbejde med den italienske producent i
mange år, og nordmændene havde agenturet for Norge, Sverige og Finland.

Søren Møllerhøj blev bekendt med hårfjerningsudstyret og fortalte ham herom om-
kring 2003. Han gav grønt lys til at gå videre med det.

Han var med i Paris i maj 2008 i forbindelse med skønsforretningen. Søren Møllerhøj
havde fundet og taget kontakt til Dermeo, som havde et apparat, der lignede Ellipse meget.
EstheFlash 2 kom på markedet i begyndelsen af 2004. Den første udgave af EsteFlash-appa-
ratet kom på markedet sidst i 2001 eller begyndelsen af 2002. Da EsteFlash 2 var til salg i
2004, valgte de dette som sammenligningsapparat. I 2008 var det et problem at finde et appa-
rat, som kunne købes i 2004.

På det tidspunkt, hvor Body & Soul måtte lukke klinikken, gik det generelt dårligt i
branchen. Body & Soul var dygtige og kunne meget andet end hårfjerning, der blot var en
niche. Det er derfor ikke rimeligt at give Gaia Epil Flash skylden for, at virksomheden ophør-
te. Han har aldrig besøgt Body & Soul.


- 13 -

Ane Hovman har forklaret, at hun er ansat som eneste kosmetolog på klinikken på første sal
i Haslev Materialhandel. Hun har været kosmetolog i 12 år.

I efteråret 2003 fik de en henvendelse fra Dan-Sun om hårfjerningsapparatet. De havde
i forvejen et solarium. Sammen med butikschefen traf hun beslutning om at købe apparatet.
Hun kendte Ellipse-apparatet af omtale og havde hørt om gode resultater, men havde ikke
kendskab til andre apparater. Hun og en kollega var på kursus hos Body & Soul for at lære at
bruge Gaia Epil Flash-apparatet. Behandlingerne skulle foregå med fire ugers interval. Pri-
serne for hårfjerningsbehandlingerne blev vist fastsat ud fra prisen i Hørsholm, hvilke sva-
rede nogenlunde til markedsprisen.

De påbegyndte behandlingerne, og der gik noget tid, før de begyndte at undre sig. Ef-
ter tredje behandling på en kunde var der ikke noget resultat, hvilket der burde være, da det
jo var halvvejs i behandlingsforløbet. Hun talte med kunderne og med Lone Nørgaard om
det. Næsten samtidig, som hun var begyndt at undre sig, henvendte Body & Soul sig til dem
for at høre om deres resultater. Nogle af kunderne havde kun fået fire behandlinger, da de
hørte om Body & Souls manglende resultater, og de besluttede at stoppe behandlingerne, før
kunderne blev utilfredse, og klinikken fik et dårligt ry. Behandlingerne blev indstillet i maj
2004. De har ikke tjent penge på apparatet, da alt er returneret til kunderne. Hun har ikke
selv haft kontakt til Dan-Sun.


I dag laver de kun hårfjerning med voksbehandling, og det er ikke nødvendigt at re-
klamere hermed. Annoncerne, de havde i avisen, vedrørte kun hårfjerning ved Gaia Epil
Flash.

Parternes synspunkter
Body & Soul og Haslev Materialhandels advokat har gjort gældende, at apparatet Gaia Epil
Flash lider af en væsentlig mangel. Apparatet kan ikke ­ i modsætning til hvad navnet indi-
kerer ­ fjerne hår på nordiske typer, da den lysenergi, der afgives pr. puls, kun er ca. en sy-
vendedel af den i specifikationerne angivne. Apparatet svarer således ikke til den betegnelse,
hvorunder det er solgt, og apparatet kan uanset antal behandlinger ikke fjerne hår, hvorfor
sagsøgerne er berettigede til at hæve købene, jf. købelovens § 43. I den lignende sag mod
Dan-Sun, H 80/04, statuerede Sø- og Handelsretten også, at der var tale om en væsentlig,
hævebegrundende mangel.


- 14 -


Såvel Body & Soul som Haslev Materialhandel har endvidere reklameret rettidigt. Der
er tale om en skjult mangel, og der kunne ikke være reklameret tidligere. Ifølge de første op-
lysninger, sagsøgerne fik, krævedes der 5-8 behandlinger med 4 ugers mellemrum. Under-
vejs i forløbet fik Body & Soul oplyst fra Sverre Solberg, at der først ville komme resultater
efter 8-10 behandlinger, og at visse kunder selv efter 10 behandlinger måske skulle have to
til. Reklamation indenfor 12 måneder må derfor være rettidig. Det skal endvidere tages i be-
tragtning, at der for Body & Souls vedkommende er medgået tid til forgæves afhjælpnings-
forsøg, og reklamationsfristen må som følge heraf i en periode på 5-8 måneder efter turen til
Torino været suspenderet. Body & Soul foretog neutral reklamation 7 måneder efter købet og
tog i november 2003 forbehold for at hæve købet. Body & Soul hævede købet ved e-mail af
23. februar 2004 og igen ved brevet i juni 2004, hvorfor købet tillige er hævet uden ugrundet
ophold. Haslev Materialhandel foretog neutral reklamation i 2004 og hævede købet uden
ugrundet ophold den 2. juni 2004, 8 måneder efter købet og 14 dage efter foretagelsen af den
sidste behandling med apparatet.

Endvidere har Dan-Sun i begge tilfælde fortabt retten til at gøre forsinket reklamation
gældende, da Dan-Sun har indladt sig på realitetsbehandling af reklamationerne og ikke
gjort forsinkelse gældende før i forbindelse med afgivelse af duplikken.

Dan-Suns salgs- og leveringsbetingelser er ikke en del af aftalegrundlaget, da de ikke
er udleveret til Body & Soul og Haslev Materialhandel i forbindelse med købene. Under alle
omstændigheder ville manglerne ikke kunne opdages inden 8 dage.

Som følge af ophævelserne skal såvel Body & Soul som Haslev Materialhandel have
købesummen for apparaterne tilbage.

Body & Soul og Haslev Materialhandel er endvidere berettiget til erstatning, svarende
til den positive opfyldelsesinteresse. Der foreligger et ansvarsgrundlag, der er årsagsforbin-
delse, og tabet er adækvat. Udgangspunktet for erstatningens størrelse er det beløb, hvor-
med prisen for et mangelfrit apparat af samme art og godhed som det leverede apparat over-
stiger købesummen på den mangelfulde vare, jf. købelovens § 25 sammenholdt med § 45.
Det er ikke en betingelse for prisdifferenceerstatning, at køberen faktisk har foretaget dæk-
ningskøb.


- 15 -


Ved beregningen af den abstrakte prisdifference skal man tage udgangspunkt i prisen
på den relevante vare, på de relevante vilkår, på det relevante marked, på det relevante sted
samt på det relevante tidspunkt.

Der må tages udgangspunkt i Ellipse-apparatet og ikke f.eks. Dermeo-apparatet eller
Healux-apparatet, der primært eller udelukkende er brugt i lande, hvor folk har mørkere
hår. Selv om skønserklæringen fastslår, at Dermeo-apparatet lever op til egne tekniske speci-
fikationer, er det ikke herved bevist, at apparatet også kan fjerne hår på nordiske typer, og at
apparatet er sammenligneligt. Skønsmanden har ikke svaret på, om Dermeo-apparatet er af
samme art og kvalitet som Ellipse-apparatet, og denne usikkerhed må komme sagsøgerne til
gode. Dan-Sun har således ikke godtgjort, at Dermeo eller Healux er relevante alternativer.

Det er endvidere ikke dokumenteret, at Dermeo eller Healux kunne leveres på samme
vilkår som Gaia Epil Flash-apparatet.

Det relevante marked er det sted, hvor indkøb normalt foretages, hvilket er Danmark.
Lis Mortensen og Lone Nørgaard taler hverken engelsk eller fransk, og de har handlet hos
danske virksomheder. Det var ikke naturligt for dem at søge på internettet for 7 år siden.
Dermeo var i brug hos læger i blandt andet Frankrig og Belgien, men var ikke udbredt i Dan-
mark eller Skandinavien i perioden 2002-2004. Ellipse blev markedsført i Danmark på det på-
gældende tidspunkt.

Endelig er det ikke dokumenteret, at Dermeo- eller Healux-apparaterne kunne leveres
på ophævelsestidspunktet, som er det relevante tidspunkt. Dan-Sun kunne have ført vidner
fra Dermeo eller Healux. Det er alene dokumenteret, at Healux-apparatet kunne fås i 2005.

Såvel Body & Soul som Haslev Materialhandel er herefter berettiget til erstatning for
de respektive prisdifferencer.

Foruden prisdifferenceerstatning er sagsøgerne berettiget til at få deres øvrige tab, her-
under driftstab, godtgjort.

Body & Soul har haft et tab som følge af, at man har måttet betale PL Skin for at udføre
de behandlinger i 2004, 2005 og 2006, som Body & Soul selv kunne have foretaget, hvis Gaia
Epil Flash-apparatet havde virket. Dan-Sun har først i forbindelse med domsforhandlingen
gjort indsigelse mod opgørelsen af indtægtstab. Haslev Materialhandels tab består i, at der
forgæves er annonceret i aviser for behandlinger med hårfjerningsapparaterne. Kravene er


- 16 -

dokumenterede, der er årsagssammenhæng, og tabene er i begge tilfælde påregnelige for
Dan-Sun.

Ved fastsættelsen af sagsomkostningerne bør der tages hensyn til, at Dan-Sun først i
påstandsdokumentet har erkendt, at der var en mangel. Retten bør derfor pålægge Dan-Sun
fulde omkostninger, selv hvis sagsøgerne mod forventning kun skulle få delvist medhold i
påstandene.

Dan-Suns advokat har anført, at Dan-Sun på baggrund af det foretagne syn og skøn ikke vil
bestride, at de købte apparater er mangelfulde i relation til at kunne fjerne hår på nordiske
typer. Der kræves imidlertid mindre lysenergi til hårfjerning på sydlandske typer, og den
italienske producent mener ikke, at der er tale om en hævebegrundende mangel. Dan-Sun er
uskyldig i sagen og har stedse samarbejdet om løsninger på problemet, herunder videre-
sendt reklamationer fra Body & Soul til Norge og VIP S.r.l. Der verserer en regressag mod
nordmændene og italienerne, da Dan-Sun vil føre et eventuelt krav videre mod den italien-
ske producent.

Det bestrides ikke, at der er kommet mundtlige og skriftlige tilkendegivelser fra Body
& Soul om, at der var problemer, men der er gået for lang tid, før der er afgivet en egentlig
reklamation, idet der efter købelovens § 52 skal reklameres straks. Hvis retten måtte ind-
rømme Body & Soul en vis reklamationsfrist, er der under alle omstændigheder gået for lang
tid i forhold til at hæve købet, hvilket ikke kan siges at være sket uden ugrundet ophold.

Haslev Materialhandel har ikke foretaget skriftlig reklamation, og Søren Møllerhøj har
bestridt at have modtaget mundtlige reklamationer fra Haslev Materialhandel. Hvis Haslev
Materialhandel havde reklameret tidligere, var de formentlig også blevet tilbudt en tur til
Torino, hvilket ikke er sket. Der er således først reklameret ved brevet i juni 2004, på trods af
at Haslev Materialhandel i en længere periode havde været bekendt med problemerne. Has-
lev Materialhandel har dermed også reklameret for sent og har heller ikke hævet købet uden
ugrundet ophold.

Dan-Sun har ikke fortabt indsigelsen om forsinket reklamation, idet advokat Steen Bor-
re i brev af 21. juni 2004 afviste kravene med bemærkning om, at købene ikke kunne hæves.
Body & Soul og Haslev Materialhandel kan ikke havde fået opfattelsen af, at denne indsigel-
se ikke vil blive gjort gældende.


- 17 -


Sagsøgernes beregnede abstrakte prisdifferencer bestrides. Ved vurderingen af et hy-
potetisk dækningskøb er det dokumenteret ved skønserklæring, at både Healux og Dermeo
er apparater af samme art som Gaia Epil Flash. Apparaterne vurderes at kunne fjerne hår og
antages at være af samme kvalitet som Ellipse. Gaia Epil Flash-apparatet skal derfor sam-
menlignes med Dermeo-apparatet og ikke Ellipse-apparatet.

Dermeo stiller ikke særlige vilkår ved leveringen af et apparat, og det relevante mar-
ked er Europa og ikke Danmark.

Dermeo var på markedet og kunne leveres på ophævelsestidspunktet i 2004, men Dan-
Sun har af procesøkonomiske grunde ikke indkaldt vidner fra Frankrig til at dokumentere
dette. I 2004 var der også andre apparater på markedet, blandt andet et svensk apparat, og
det var muligt at skaffe et hårfjerningsapparat til Danmark i 2003 og 2004 svarende til Der-
meos.

Dan-Sun har herved godtgjort, at der fandtes apparater på markedet til samme pris
som Gaia Epil Flash, og køb af bedre eller dyrere varer såsom Ellipse-apparatet kan ikke
danne grundlag for abstrakt prisdifferenceerstatning, da sagsøgerne i så fald vil opnå en be-
rigelse. Den af sagsøgerne opgjorte pris på Ellipse-apparatet kan endvidere ikke lægges til
grund, idet det af sagen H 80/04 fremgår, at apparatet kan anskaffes til 250.000 kr.

Der kan ikke kræves både erstatning for den abstrakte prisdifference og erstatning for
driftstab, da de to erstatningsposter dækker over det samme. Kun Body & Soul har gjort et
egentlig driftstab gældende for de udgifter, de har haft til PL Skin. Body & Soul har opnået et
dækningsbidrag på en vis procentdel af omsætningen til dækning af udgifter til lokaler mv.,
og det er ikke dokumenteret, at der er lidt et tab. De fremlagte bilag er endvidere ikke faktu-
raer, men simple kassebilag. Dan-Sun kunne have løftet bevisbyrden for tabet ved at indhen-
te en revisorerklæring.

Haslev Materialhandel har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort en relevant erstat-
ningspost. Udgifterne til annoncering vedrører også profilering af Haslev Materialhandels
øvrige virksomhed.

Såfremt retten alene måtte tilkende sagsøgerne et mindre beløb end påstået, bør hver
part bære egne omkostninger.

Sø- og Handelsrettens afgørelse


- 18 -

Efter overlæge Peter Bjerrings skønserklæringer lægges det til grund, at de omhandlede hår-
fjerningsapparater er mangelfulde. Apparaterne lever ikke op til de af producenten angivne
specifikationer og kan ikke fjerne hår på nordiske hudtyper, hvorfor manglerne er væsentli-
ge og dermed hævebegrundende, jf. købelovens § 43, stk. 1.

Der er ikke henvist til Dan-Suns salgs- og leveringsbetingelser på fakturaerne, og det er
ikke godtgjort, at betingelserne er udleveret til Body & Soul og Haslev Materialhandel eller
på anden måde vedtaget. Bestemmelserne i betingelserne om reklamation, mangler og an-
svarsbegrænsning kan derfor ikke gøres gældende af Dan-Sun.

Der er tale om skjulte mangler, som først har kunnet konstateres efter et vist antal be-
handlinger. Body & Soul købte deres apparat den 19. december 2002, og det blev leveret i ja-
nuar 2003. Lis Mortensen reklamerede over apparatet ved e-mail af 13. oktober 2003, hvor
hun redegjorde for de manglende resultater efter adskillige behandlinger med apparatet.
Herudover har Lis Mortensen ifølge sin egen og Søren Møllerhøjs forklaring forud for den
skriftlige reklamation været i telefonisk kontakt med Søren Møllerhøj omkring problemerne
med apparatet. Body & Soul har accepteret afhjælpningsforsøg og har fulgt anvisningerne
om at forsøge yderligere behandlinger, hvilket ikke skal komme Body & Soul til skade. Body
& Soul har på denne baggrund reklameret rettidigt og hævet købet uden ugrundet ophold
ved skrivelse af 2. juni 2004.

Haslev Materialhandel modtog deres apparat i oktober/november 2003, og det må efter
Lone Nørgaards forklaring lægges til grund, at hun ca. et halvt år efter modtagelsen har talt i
telefon med Søren Møllerhøj om problemerne med apparatet. Ifølge Ane Hovmans forkla-
ring indstilledes brugen af apparatet medio maj, hvorefter købet blev hævet 2. juni 2004.
Haslev Materialhandel har således også reklameret rettidigt og hævet købet uden ugrundet
ophold.

Body & Soul har betalt 90.000 kr. ekskl. moms for deres apparat, og Haslev Material-
handel har betalt 99.900 kr. ekskl. moms. Disse beløb skal som følge af ophævelsen af købene
tilbagebetales af Dan-Sun mod tilbagelevering af apparaterne, og Dan-Sun er herudover an-
svarlig for Body & Soul og Haslev Materialhandels tab, jf. købelovens § 43, stk. 3.

Købelovens § 25 har følgende ordlyd "Hæves et køb, og skal erstatning svares i hen-
hold til § 23 eller § 24, bliver denne i mangel af bevis for, at anden skade er lidt, at fastsætte
til det beløb, hvormed prisen for genstande af samme art og godhed som de solgte på leve-


- 19 -

ringstiden overstiger købesummen. Foretager køberen dækningskøb på forsvarlig måde og
inden for rimelig tid efter ophævelsen, lægges den ved købet opnåede pris til grund ved be-
regning af prisforskellen." Bestemmelsen gælder også for abstrakt prisdifferenceerstatning i
tilfælde, hvor der ikke er foretaget dækningskøb.

Sammenligningen skal foretages med "varer af samme art og godhed" det vil sige
med en vare af samme kvalitet som Gaia Epil Flash-apparatet. Hvis en vare ikke fås i samme
kvalitet, må sammenligningen som udgangspunkt ske med den nærmestkommende vare.
Dette udgangspunkt må dog fraviges, hvis den nærmestkommende vare er væsentlig dyrere
end den oprindelig indkøbte, jf. Torsten Iversen, Erstatningsberegning i kontraktsforhold,
side 209.

Ellipse-apparatet koster efter det oplyste 395.000 ekskl. moms, og Body & Soul og Has-
lev Materialhandel har som nævnt givet henholdsvis 90.000 kr. ekskl. moms og 99.900 kr.
ekskl. moms for deres Gaia Epil Flash-apparater. Retten finder, at prisforskellen mellem ap-
paraterne er så markant, at der ikke kan tages udgangspunkt i Ellipse-apparatet som sam-
menligningsapparat. Dermeos apparat, Esthe-Flash 2, med en oplyst pris på ca. 127.000 kr.
ekskl. moms ligger nærmere prisen på Gaia Epil Flash-apparatet, men det er ikke godtgjort,
at Esthe-Flash 2 har været et reelt alternativ på det danske marked på ophævelsestidspunk-
tet. Det kan ikke kræves, at sagsøgerne, som hverken taler engelsk eller fransk, og som hand-
ler med danske virksomheder, skulle have købt et Dermeo-apparat uden for landets grænser.
Som følge heraf er der ikke grundlag for tilkendelse af erstatning for abstrakt prisdifference,
men alene for det dokumenterede tab.

Dan-Sun skal herefter dække Body & Souls udgifter til PL Skin, som udgør 203.672,96
kr., idet tabet findes godtgjort ved de fremlagte fakturaer. Dan-Sun skal endvidere dække
Haslev Materialhandels udgifter til annoncering i Søndagsavisen og Haslev Posten, i alt
13.120 kr. Annoncerne er ifølge ordlyden indrykket med henblik på at tiltrække kunder til
den specifikke hårfjerningsbehandling og er ikke blot almindelig profilering af Matasbutik-
ken.

I sagsomkostninger skal Dan-Sun til Body & Soul betale 40.000 kr. til dækning af udgifter til
advokatbistand og 7.540 kr. til dækning af retsafgift i forhold til det idømte beløb. Dan-Sun
skal i sagsomkostninger til Haslev Materialhandel betale 25.000 kr. til dækning af udgifter til


- 20 -

advokatbistand og 3.180 kr. til dækning af retsafgift i forhold til det idømte beløb. Sagsom-
kostningsbeløbet er fastsat under hensyn til sagens omfang og resultat.

Thi kendes for ret:

Dan-Sun Europe ApS skal inden 14 dage betale 293.672,96 kr. til Body & Soul ApS med procesrente fra den 20. september 2004 samt sagsomkostninger med 47.540 kr.

Dan-Sun Europe ApS skal inden 14 dage betale 113.020 kr. til Haslev Materialhandel A/S med procesrente fra den 20. september 2004 samt sagsomkostninger med 28.180 kr.

Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.


Kai Wöldike Bested
Mette Christensen
Hans Jørgen Nielsen
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den 29. januar 2010

 


Betalingsstandsning

SelskabsAdvokaterne har bred erfaring og stor indsigt i rekonstruktion af store såvel som mindre virksomheder. ...»

Rekonstruktion

SelskabsAdvokaterne medvirker ved rekonstruktion af små og mellemstore virksomheder. Det er altid vores ...»

Insolvens

Insolvens Ved insolvens forstås manglende evne til at fyldestgøre et betalingskrav, enten på grund af ...»

Feriefridage - ikke krav på kompensation ved konkurs

HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 2. februar 2018 Sag 89/2017(1. afdeling) Teknisk Landsforbund som ...»

privilegeret krav på provision i konkursboet.

Antaget at sagsøgte (et konkursbo) ikke havde pligt til at anerkende, at en tidligere ansat »

Vi er medlemmer af