advokat_KA_TW_4_ude_470_250

Løvens Kemiske - dekontamineringsentreprise var uden mangler

Resumé

Sagsøgernes dekontamineringsentreprise i et rørsystem til produktion af medicin var ikke behæftet med mangler

Dom i sagen 0H002100O - CFP 

*Berigtiget (side 1 og 2) den 22. august 2006 i medfør af retsplejelovens § 221, stk. 1

H-21-05

Steel Protection A/S
(tidligere Cleanodan A/S)
(Advokat Tommy Paulsen)
mod
Klaus Overskov VVS A/S
(Advokat Jeppe Buskov)


Sagens hovedspørgsmål er, om sagsøgeren, Steel *Protection A/S, tidligere Cleanodan A/S (Cleanodan) har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af, at et med sagsøgte, Klaus Overskov VVS A/S (Klaus Overskov) aftalt dekontamineringsarbejde i et rørsystem hos medicinalvirksomheden Leo Pharma A/S ikke blev udført i overensstemmelse med de aftalte krav til arbejdet.

Påstande 

Steel Protection har efter sin endelige påstand påstået Klaus Overskov tilpligtet at betale 339.997,19 kr. med tillæg af renter 1,6 % pr. måned af 212.773,75 kr. fra den 7. oktober 2004 til betaling sker, af 47.940 kr. fra den 4. oktober 2004 til betaling sker, af 29.151,25 kr. fra den 7. oktober 2004 til betaling sker og af 50.132,19 kr. fra sagens anlæg den 22. marts 2005 til betaling sker.

Klaus Overskov har som sin endelige påstand påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et af retten fastsat mindre beløb end påstået af Steel Protection.

Steel *Protections påstand fremkommer som summen af følgende tre, i beløbsmæssig henseende ubestridte fakturaer,

faktura 86514 (dekontaminering af 8 rørsystemer iht. til aftale samt honorering for aftalte ekstraarbejder) 212.773,75 kr.
faktura 86739 ("slutregning iflg. tilbud") 47.940,00 kr. faktura 86751 (dekontaminering af 4 rørsystemer mv.) 29.151,25 kr.
(289.865,00 kr.)

- med tillæg af 1) Steel *Protections (Cleanodans) indkøbspris til fremskaffelse af demivand mv. med tillæg af 15 % i administrationsgebyr, i alt 42.494,69 kr. (oprindeligt faktureret med 74.300 ex moms, jf. faktura (86740), samt 2) 7.637,50 kr. for forgæves ventetid mandag den 6. september 2004 for to mand á 7 timer á 365 kr. pr. time samt leje af blødgører og RO-anlæg. Om posten vedr. mandskabshonorering fremgik det af Leo Pharmas skrivelse af 17. september 2004:

"Det er korrekt, at filtertørrer ikke kunne lukkes den 6. september 2004. Cleanodans folk blev bedt om at skifte til næste anlæg, hvilket blev gjort. Timeantal på 14 er OK, men timesats er for høj."

Klaus Overskov har til støtte for sin påstand bl.a. gjort en række tabsposter gældende som modregning i Cleanodans krav.

Sagsfremstilling 

Klaus Overskov havde indgået aftale med Leo Pharma A/S i Søborg om færdiglevering af et rørsystem til et anlæg til produktion af fucidin ®, som er et lægemiddel mod infektioner. Det var et led i aftalen, at rørsystemet skulle dekontamineres, og til udførelsen af denne opgave rettede Klaus Overskov henvendelse til Cleanodan med opfordring til at afgive et tilbud på opgaven.

A. Før tilbud og aftale

Til brug for tilbudsafgivelsen fik Cleanodan med en udateret skrivelse fra Klaus Overskov tilstillet "Installationstestplan ­ ITP 007", "Tilsynsrapport 84", "Entreprisebeskrivelse for Rustfri Montage" og "PID'er for anlægget"

Af installationstestplanen fremgår bl.a. følgende:

"Installationstestplan ITP, 007 ­ Dekontaminering

1. Formål

At det på dokumenteret vis sikres, at det etablerede rørsystem er dekontamineret i henhold til Entreprisebeskrivelse for Rustfri montage, bilag 5, side 7 inden ibrugtagning.
...
2. Forudsætninger
...
Det forudsættes, at det pågældende rørsystem er tæthedstestet.

3. Testprocedure
...
Testudførelse

· Til testen anvendes testskemaet "Dekontaminering", der er vedlagt testplanen samt P&I diagrammer.
...

Testskema, dekontaminering

Skylleproces
Demineraliseret vand eller renset vand, cirkuleres i rørsystemet i 10 min.
...
Affedtningsproces
NaOH-opløsning cirkuleres i rørsystemet i 30 min.
...
Skylleproces
Demineraliseret vand eller renset vand; cirkuleres i rørsystemet i 10 min.

.. 

Dekontamineringsproces
Citronsyreopløsning cirkuleres i rørsystemet i mindst 120 min. Koncentrationen kontrolleres ved titrering eller ledningsevne før processen sættes i gang. Temp. måles løbende under processen og den lavest og højest observerede temperatur noteres.
...
Skylleproces
Rørsystemet gennemskylles med renset vand i 30 min. dog indtil vandets pH værdi på returstrengen afviger mindre end 0,5 fra det rensede vand, der anvendes til skylning.
..."

Af "Entreprisebeskrivelse for Rustfri Montage" fremgår bl.a.:

"1. Entreprisebeskrivelse
...
I afdelingen for Fucidin Finrens fremstilles blandt andet et produkt, der uden yderligere rensning eller sterilisering anvendes direkte til fremstilling af injektionspræparater. Kvaliteten i design, fremstilling, kontrol og dokumentation af produktions-faciliteterne med tilhørende forsyningssystemer skal afspejle dette.
...

Der stilles særlige krav til udstyret, samt krav til håndtering af anlægskomponenter og anlægsdele under fremstillings- og installationsfase. Endvidere stilles krav til kvalitetssikring og dokumentation af anlæg og anlægsopbygning.

Det færdige anlæg skal godkendes af FDA [amerikanske sundhedsmyndigheder] og tilsvarende europæiske myndigheder.

Øvrige myndighedskrav, som er gældende i Danmark, skal endvidere være tilgodeset i tilbuddet.

Formålet med denne entreprisebeskrivelse er at definere minimums krav til installationen af procesudstyr og rørsystemer.
...
2.8 Bygherrens tilsyn
...
Tilsynets kontrol kan ikke træde i stedet for entreprenørens egen kvalitetssikring, og fritager ikke entreprenøren for ansvaret for arbejdets korrekte udførelse.

Hvor tilsynets kontrol giver begrundet mistanke om, at de stillede krav for et system ikke er overholdt, vil entreprenøren blive anmodet om at dokumentere, at kravene er opfyldt. Kan entreprenøren ikke dette, er det pågældende system
ikke godkendt og kan derfor kasseres.
...
3.1 Entreprisens omfang
.

Entreprisens omfang er beskrevet i det følgende samt i bilagene til dette dokument.
...
3.2.2.9 Filtertørrer N1 PID 11238
...
4.1 Normer og forskrifter
Arbejdet skal udføres i henhold til de gældende normer og standarder i seneste udgave for fagområderne.

Endvidere skal leverandøranvisninger og montageforskrifter følges. 


Ved fagområder, der betinger autorisation, skal entreprenøren have nødvendige autorisationer for anmeldelse og udførelse af arbejdet.

Alle anmeldelser, indhentning af godkendelse, rekvirering af syn m.m. overfor myndigheder, forsyningsselskaber og lignende påhviler entreprenøren.

Entreprenøren skal for dokumentation og prøver krævet af myndigheder, byggeledelsen m.m. stille nødvendigt mandskab og materiel til rådighed uden ekstraudgift for bygherren.
...
5.2 Arbejdstegninger
...
Hvor projekttegninger, beskrivelser m.m. ikke kan yde tilstrækkelig vejledning til de enkelte arbejders udførelse, eller tegninger og beskrivelse er uklare for entreprenøren, skal denne indhente instruks hos byggeledelsen herom senest 4 uger inden det pågældende arbejdes udførelse. Såfremt denne tidsfrist ikke overholdes bortfalder entreprenørens ret til at opnå en eventuel tidsfristforlængelse.
...
6.5 Specifikation for montage af rustfrie rør

Alle rustfrie rørsystemer på anlægget skal monteres ifølge "Specifikation for montage af rustfrie rør". Se bilag 5.
..."

Af det nævnte bilag 5, "Specifikation for montage af rustfri rør", (også omtalt under Installationstestplan pkt. 1), fremgår på side 7 ("bilag 5, side 7") bl.a.:

"...
Betaling af kontrol

LKF [Løvens Kemiske Fabrik] betaler de udgifter, der er i forbindelse med LKF's kvalitetskontrol.
...
Entreprenøren betaler de udgifter, der er i forbindelse med entreprenørens kvalitetskontrol ...

Udgifter i forbindelse med reparation af svejsninger og den udvidede kontrol af reparerede sømme påhviler entreprenøren.
...
Indvendig efterbehandling

Rørsystemer skal renses indvendigt for at fjerne urenheder inkl. jernpartikler.

Følgende procedure skal benyttes:

1. Gennemskylning: Rørsystemet gennemskylles med Purified Water i ca. 10 min. Derefter skal systemet tømmes.
2. Affedtning: Rørsystemet gennemskylles med en min. 1,2 % NaOH opløsning i 30 min. Ved 25° C. Derefter skal systemet tømmes.
3. Gennemskylning: rørsystemet skal gennemskylles med Purified Water i ca. 10 min. Derefter skal systemet tømmes.
4. Syrebehandling: Rørsystemet gennemskylles med 10 % citronsyreopløsning ved 25° C i 2 timer.
5. Gennemskylning: rørsystemet skal gennemskylles med Purified Water i ca. 30 min. eller indtil forskellen mellem pH målt i rent Purified Water og vand der er skyllet gennem systemet, er max 0,5. Derefter skal systemet tømmes. 

Udførelsen af dekontaminering inkl. kontrol af, at al syreholdig væske er skyllet ud af systemet, skal dokumenteres."

B. Tilbud og aftale

Ved skrivelse af 5. april 2004 fremsatte Cleanodan, underskrevet af projektleder Jan Baltzersen og salgskonsulent Jon Holm Hansen, følgende tilbud til Klaus Overskov:

"Vedr.: Dekontaminering af rørsystemer og beholdere - Leo Pharma A/S, Industriparken 55, 2750 Ballerup (Bygning G 4)

Med henvisning til det af Dem tilstillede tegningsmateriale har vi hermed fornøjelsen at kunne fremkomme med tilbud som følger:

Enkeltvis dekontaminering af rørsystemer samt tilhørende beholdere (i alt 12 systemer)

Pris pr. system: kr. 9.588,00 excl. moms.

Arbejdet vil blive udført i henhold til vedlagte procedure og tilbud omfatter løn-, kemikalie- og transportomkostninger samt leje af nødvendigt materiel (udført indenfor normal arbejdstid ­ mandag/fredag, 07.00/15.00)

Det forudsættes, at der stilles en operatør til rådighed under processen for styring af ventiler m.m. samt at Klaus Overskov stiller nødvendige clamps til rådighed.

Det forudsættes at:

- Der forefindes nødvendige mængder af WFI-vand [water for injection] til skylning af anlæg (ikke inkluderet i tilbud). Alternativt kan WFI-vand tilbydes leveret til en pris af kr. 1.700,00 pr. ton, excl. transportomkostninger.
...
Der anmodes om et forudgående varsel før opstart på 14 dage. Samtidig ønskes afholdt et forudgående møde med de implicerede parter for fastlæggelse af arbejdsgang.

Arbejdet udføres i øvrigt i henhold til vore normale salgs- og leveringsbetingelser (vedlagt).
..."

Af Cleanodans salgs- og leveringsbetingelser fremgår bl.a.:

"...
3. Tilbud og ordrer
For tilbud gælder AB 92

 ... 

6. Betalingsbetingelser
Betalingsbetingelser er 20 dage netto fra fakturadatoen, medmindre andet er skriftligt aftalt.
..."

Klaus Overskov sendte i skrivelse af 26. maj 2004 ordrebekræftelse til Cleanodan.

C. Tidsrum mellem aftale og arbejdets start den 12. juli 2004

Med fax af 18. juni 2004 fremsendte Cleanodan "Div. papir som aftalt med vor direktør Ole Olsen" til Povl Dahldorph på vegne Leo Pharma A/S. Materialet, der ikke havde været fremme i forbindelse med tilbudsafgivelsen, indeholdt bl.a.:

"Instruktion for affedtning og dekontaminering af anlæg af rustfri stål.

1.0 Omfang
Gælder for indvendig affedtning og dekontaminering af anlæg som f.eks. rørsystemer af rustfri stål.

2.0 Formål
Instruktionens formål er at gennemføre en indvendig affedtning og dekontaminering ved cirkulation.

Formålet med affedtningen er at fjerne evt. olie og fedt inden dekontamineringen.

Formålet med dekontamineringen er at fjerne eventuel jernforurening og opbygge det rustfri ståls passivhinde på en måde, så der opnås optimal korrosionsbestandighed.

3.3 Dekontaminering
Til dekontamineringen skal der anvendes citronsyreopløsning.

1. Karret fyldes med WFI eller demi-vand og der tilsættes 15 kg citronsyre pr. 100 liter systemvolumen. ...
2. ...
3. Dekontamineringsvæsken aftappes i dunke ...
4. Gennemskyl anlægget med WFI eller demi-vand indtil pH ud er lig pH ind.
..."

..."

Blandt bilagene var endvidere en uudfyldt blanket med overskriften "Logbog for affedtning med lud og dekontaminering med citronsyre", hvor proceduren "skyl", "affedtning", "skyl", "dekontaminering" og "skyl" fremgik med nærmere specifikationer til brug for udførelsen af arbejdet.

Af en fax af 5. juli 2004 fra Cleanodan (Jon Holm Hansen) til Klaus Overskov (Ole Lundsteen) med kopi til Leo Pharma fremgik bl.a.: 

"...
For god ordens skyld vil vi bekræfte, at vi fredag den 02. juli havde opstartsmøde med Jørgen [Norre] hos Leo Pharma, hvor vi tilrettelagde planen for dekontamineringen i perioden 12/7 ­ 30/7 2004.
...
Det blev besluttet, at starte med WFI-systemet og afslutte med CIP'en [betegnelse for en tank]. De andre anlæg vil blive dekontamineret i en rækkefølge, der vil blive besluttet løbende.
...
Opgaven vil blive udført af vores montør Kim Tribler ... og Torben Rasmussen.
..."

D. Efter arbejdets start

Cleanodan påbegyndte arbejdet den 12. juli 2004.

I en skrivelse af 28. juli 2004 opsummerede Cleanodan med henvisning til et møde, afholdt samme dag med Klaus Overskov, bl.a. følgende:

"...
Vi har efter udbudsmaterialet beregnet 12 anlæg (30³) og iflg. oplysninger ikke større end at disse kunne udføres enkeltvis over én arbejdsdag.

Det viser sig, at flere anlæg ikke kan adskilles, hvilket betyder minimum 2 arbejdsdage pr. anlæg pr. proces.

Da der heller ikke er stillet en person til disposition for styring af ventiler har dette medført en væsentlig forøgelse af arbejdstiden.

Endvidere har der været ekstraarbejde i forbindelse med diverse utætheder på anlægget samt ventetid på diverse materialer.

På grund af de mange usikkerhedsmomenter og afvigelser i arbejdsgangen ser vi os nødsaget til at annullere vort tidligere afgivne tilbud. Vi vil herefter foreslå at arbejdet afregnes billigst efter regning.
..."

I en skrivelse af 30. juli 2004 til Klaus Overskov fremsendte Cleanodan med henvisning til møde samme dag sin "opfattelse af projektets hidtidige forløb, og herunder bl.a. årsagen til, at den aftalte tidshorisont ikke kan overholdes." Der blev på ny henvist til, at Cleanodans tilbud havde vedrørt enkeltvis dekontaminering af tankene, og endvidere til, at det styreskab, hvorfra ventilerne skulle styres, ikke var færdiginstalleret, hvilket havde nødvendiggjort manuel ventilstyring med deraf afledt øget tidsforbrug med en mand ved styreskab og en mand ved ventilerne, "hvor de over walkie-talkie har kontakt med hinanden for at sikre, at det er de rigtige ventiler man har fat i." Der blev endvidere bl.a. henvist til, at anlæggene ikke var klargjort inden dekontamineringen, hvilket havde nødvendiggjort Cleanodans medvirken til at foretage test for evt. lækager, og at det var vanskeligt at finde ventilerne, "da placeringen af disse ikke nødvendigvis stemmer overens med de udleverede pi-diagrammer". Cleanodan gentog, at "udbud/betingelser" var fraveget væsentligt, hvorfor Cleanodan ville afregne arbejdet billigst efter regning i stedet for at gå frem efter sit tilbud. 


I skrivelse af 25. august 2004 til Cleanodan afviste Klaus Overskov med henvisning til den indgåede aftale og afholdte afklaringsmøder det i Cleanodans skrivelse af 30. juli 2004 anførte og afsluttede skrivelsen således:

"Hvis der er ekstra arbejder på denne sag skal vi har det nu. Så vi kan aftale et møde med Leo Pharma A/S Povl Daldorph."

Den 31. august 2004 sendte Cleanodan en "Statusopgørelse" til Klaus Overskov, hvori Cleanodan i en række punkter og bl.a. med henvisning til sine skrivelser af 28. juli og 30. juli 2004 og afholdte møder redegjorde for Cleanodans ekstraarbejder og ekstraomkostninger.

Den 2. september 2004 afholdt parterne et møde, hvorunder der blev indgået en aftale, som er beskrevet således i en e-mail af samme dag fra Klaus Overskov til Cleanodan:

"Med henvisning til dagens møde hvor Cleanodan A/S' statusopgørelse af 31. august d.å. blev gennemgået, skal vi hermed bekræfte, at der til endelig afgørelse af de i statusopgørelsen anførte punkter er indgået aftale om, at der betales et beløb stort kr. 93.515,00 fra Klaus Overskov VVS A/S til Cleanodan A/S. Betalingsbetingelser i henhold til AB 92.

Det er samtidig aftalt, at Cleanodan A/S straks iværksætter de nødvendige for anstaltninger som fremskynder gennemskylningen af de resterende systemer således, at gennemskylningen er afsluttet og afrigget senest tirsdag den 7. sep-
tember 2004 til normal arbejdstids ophør.
..."

I en faktura, dateret 31. august 2004, rejste Cleanodan krav på betaling af 170.219 kr., der dækkede "dekontaminering af 8 stk. rørsystemer" i henhold til tilbud af 5. april 2004, samt "kompensation for ændrede forudsætninger ift. tilbud, jf. aftale af 02.09.04, bekræftet ... på mail 02.09.04 ... Kr. 93.515,00." 

Ligeledes den 2. september 2003 sendte Cleanodan en mail til Klaus Overskov om bestilling af demivand, slamsuger og tankbiler med anmodning om, at udgifterne hertil, 74.300 kr., måtte blive godkendt af Leo Pharma.

Mailen blev besvaret ved sålydende mail samme dag fra Klaus Overskov:

"Her ved bekræfter vi at fremsende mail af september 02.2004 at dette sættes i gang med et samme. Oplyste priser er til markeds pris."

Cleanodan fakturerede den 13. september 2004 (fakturanr. 86740) beløbet på 74.300 kr. til Klaus Overskov.


E. Efter afslutningen af Cleanodans dekontamineringsarbejde

Klaus Overskov har fremlagt en "Afvigelsesrapport" med underskrift og dato for "Afvigelse noteret" den 27. september 2004, godkendelsesdato og underskrift samme dag, underskrift og dato for "Aktion udført" den 3. oktober 2004 og underskrift og dato for "Re-test" den 15. oktober 2004. Af bilagets tekst fremgår bl.a.:

"...
Hørende til test:
Test af drænbarhed ­ PID 11238 [betegnelse for filtertørreanlæg].
...
Afvigelse:
Der er for lidt fald på rørsystem, bagfald samt lunker på skitser: (55/20) ­ 99/22 (99/03) ­ (77/23) ­ 65/39 - 65/42 ­ 65/43 ­ 65/44 ­ 65/45 ­ 65/46 ­ 65/41 65/38 ­ 65/40 ­ (77/26) ­ 77/24 ­ (71/10) ­ 77/14.
...
Aktionsforslag:
Rørstump skæres ud og fald rettes ud/laves rigtigt og rør svejses sammen igen.
Dette gøres på alle ovennævnte skitser.
...
Aktion:
Rør oprettes ved udskæring og indsvejsning af rørstump. Har indflydelse på test ITP 006 [kode for trykprøve] og ITP 007 [kode for dekontaminering] og svejselog.
...

Re-test: 

Retest er udført på alle skitser i "Afvigelse" mærket med Retest og er fundet OK.
Retest er udført i ITP 006 på PID 11238 1/3 og 11238 3/3 og fundet OK den 7. oktober 2004.*
...
*Retest er udført i ITP 007 på PID11238 1/3 og 11238 3/3 og fundet OK den 9. oktober 2004.
..."

Efter at have konstaretet en hvid aflejring på indersiden af et rør i rørsystemet og efter at have skåret dette rørstykke ud og overbragt Cleanodan en del af dette, sendte Klaus Overskov ved sin advokat en skrivelse af 19. november 2004 til Cleanodans advokat med bemærkninger til (pkt. 1) Cleanodans krav på betaling for vand faktura nr. 86740 ­ DKK 74.300, (pkt. 2) betaling for overarbejde, (pkt. 3) borttransportering og destruktion af skyllevand, (pkt. 4) betaling for assistance til Cleanodan og (pkt.
5) misligholdelse af aftalen. Af skrivelsen fremgik bl.a.:

"...
4. BETALING FOR ASSISTANCE TIL DERES KLIENT
Det er forudsat i Deres klients tilbud, at min klient stiller en operatør til rådighed under processen for styring af ventiler m.m. Imidlertid er min klients bistand af flere grunde gået langt ud over det forudsatte, og min klient har således anvendt ca. 260 timer til at vejlede Deres klient. ... Deres klient har endvidere hyppigt skiftet folk, hvilket har nødvendiggjort forøgede ressourcer til instruktion. ... Dette krav, der foreløbig er opgjort til 116.820, fastholdes ...

5. MISLIGHOLDELSE AF AFTALEN

Min klient har tilsendt Deres klient et stykke rør fra anlægget hos Leo Pharma, i hvilket der er fundet skidtaflejringer. Min klient og Leo Pharma undersøger i øjeblikket, i hvilket omfang Deres klients ydelse er mangelfuld.
...
Indtil min klient har dannet sig et overblik over et muligt mangelskrav, vil de i øvrigt ubestridte fakturaer ikke blive betalt, idet der tages forbehold for modregning heri.
..."

Ved skrivelse af 2. december 2004 rykkede Leo Pharma Klaus Overskov for oplysninger om de fundne aflejringer med angivelse af, at "omfanget må kortlægges", og med tilføjelse om, at man forventede oplyst "et eller flere løsningsforslag til hvorledes kortlægning kan udføres". Det var i skrivelsen betonet, at en afklaring hastede, idet "fabrikken forventes at opstarte produktionen 1. februar 2005".

Den 15. december 2004 udtalte FORCE Technology, at belægningen på rørstykket, der formentlig havde fandtes på rørets nederste del, "dvs. "klokken 6" position", mest sandsynligt var "indtørrede rester af citronsyre fra dekontamineringen af rørsystemet". 

Parterne er enige om, at det lægges til grund, at belægningen bestod af indtørret citronsyre.

I en telefax af 17. december fra Klaus Overskovs advokat til Cleanodan blev det under henvisning til FORCE Tehcnologys analyse gjort gældende, at Cleanodans ydelse under alle omstændigheder var mangelfuld, og det blev oplyst, at der ville blive foretaget yderligere undersøgelser af rørsystemet, og at systemet ville blive efterskyllet, til hvilket arbejde Klaus Overskov agtede at benytte sig af et tilbud fra firmaet Nalco Danmark på 108.950 kr. Det blev foreslået, at Cleanodan og Klaus Overskov straks enedes om en uafhængig person til at foretaget den nødvendige undersøgelse mv. Ellers ville Klaus Overskov foranledige, at en kemiker fra FORCE Technology kom til stede til undersøgelserne, der ville finde sted "senest kl. 10.00, mandag den 20. december 2004". Cleanodan blev opfordret til at have en repræsentant til stede under undersøgelsen.

Af Nalco Danmarks tilbud på dekontaminering til en pris af 108.950 kr., dateret den 17. december 2004, fremgår bl.a., at dekontamineringsprocessen ville være omtrentligt den samme, som Cleanodans. Under afsnit 4, "forbehold" var det bl.a. anført:

"...
Det er forudsat, at arbejdet udføres i én arbejdsgang, og at alle anlæg Dekontamineres samtidig samt det sker i hverdage mellem 06:00 & 17:00 ..."
..."

I telefax af 21. december 2004 besvarede Cleanodans advokat Klaus Overskovs advokats telefax af 17. december 2004. I telefaxen erklærede Cleanodan sig indforstået med en videoundersøgelse af rørene og fremsatte forslag til personer fra FORCE Technology til at overvære undersøgelsen som skønsmand.

Af en skrivelse af 5. januar 2005 fra Klaus Overskovs advokat til Cleanodans advokat fremgik det bl.a., at Beier Teknik ApS havde foretaget en "visuel stikprøvekontrol dokumenteret ved digitale fotos mv." i rørsystemet, og at det ikke har været "nødvendigt at videofilme rørsystemet". 

Af "Sagsnotat" af 14. januar 2005 fra Beier Teknik ApS, der var Klaus Overskovs egen samarbejdspartner på anlægsopgaven, vedrørende undersøgelsen af rørsystemet den 20. og 21. december 2004 fremgår, at bl.a. Kenneth Jensen (KEJ) og Lars Sartow Pedersen (LSP) havde deltaget i undersøgelsen, og at begrundelsen for at foretage undersøgelsen var "et tilfældigt fund af belægninger på indersiden af et udskåret rør der skulle ændres, den 20/9-2004." Af bilaget fremgår endvidere bl.a.:

"Kommentarer:
Efter udskæringen af omtalte rørstykke, er det efterfølgende blevet sammensvejst og atter dekontamineret af Nalco, i det berørte område.

Den før omtalte gennemgang af anlægget, ved KEJ og LSP resulterede ikke i fund af yderligere belægninger i rørsystemet, og tilsyneladende er belægningerne hvor de først blev konstateret, forsvundet ved Nalco's dekontaminering.

Ved gennemgangen kunne vi til gengæld konstatere mange fremmedlegemer, i form af spåner og smuds, i adskillige ventiler og clamp samlinger. Disse fremmedlegemer burde ikke længere være i rørene, efter minimum 3 timer og 20 minutters samlet cirkulation, fordelt på 5 aktiviteter.

Konklusion:
Det må på baggrund af det foreliggende materiale konkluderes at belægningen har været lokal, og tilsyneladende ikke optræder andre steder i anlæggene. Dog skal der udføres en skylning af hele anlægget, således det sikres at fremmedlegemer ikke længere forekommer i rørene."

Af en mail af 7. januar 2005 fra FORCE Technology til Lars Sartow Pedersen fremgår, at den hvide belægning er letopløselig i vand, og at gennemskylning med rent, gerne varmt vand vil fjerne belægningen.

I en mail af 13. januar 2005 kommenterede den tilsynsførende på entreprisen, Michael Mortensen, Pentra Rådgivende Ingeniører, spørgsmålet om den hvide belægning, og bemærkede vedr. fundet af metalspåner, at disse skulle fjernes, og at man ønskede en "status fra jer hvorledes I griber problemet an, dvs. skal Cleanodan på banen eller overtager Nalco
...".

Ved skrivelse af 19. januar 2005 fremsendte Cleanodans advokat udkast til stævning til Klaus Overskovs advokat med forslag til et møde til løsning af sagen. I udkastet var Cleanodans påstand opgjort til 617.983 kr. 

I en mail af 19. januar 2004 til Klaus Overskov gjorde Leo Pharmas tilsynsførende et krav på 9.550 kr. gældende som følge af ødelagte sprængplader og brudindikator "sansynligvis som følge af uforsigtig omkring dekontaminering." Klaus Overskov accepterede kravet den 9. marts 2005. I en skrivelse af 20. januar 2005 til Cleanodans advokat gjorde Klaus Overskovs advokat kravet gældende mod Cleanodan. Af skrivelsen fremgår endvidere bl.a.: 

"...
Endvidere fremgår det af sagsnotatet fra Beyer Teknik, at der i rørsystemerne er fundet fremmedlegemer i form af spåner og smuds, hvilke fremmedlegemer burde være fjernet ved en korrekt dekontaminering. Som det fremgår af e-mailen fra Michael Mortensen, Pentra, af 13. januar 2005 ... er der over min klient stillet krav om yderligere dekontaminering af rørsystemerne.

På vegne min klient skal jeg hermed forespørge, om Deres klient ønsker at forestå den nævnte udbedrende dekontaminering af de resterende rørsystemer, hvilket skal ske hurtigst muligt. Såfremt Deres klient ikke ønsker at foretage udbedringen, vil min klient søge manglerne afhjulpet ved Nalco's mellemkomst, og udgifterne hertil vil blive krævet erstattet af Deres klient.
..."

Nalco foretog efterfølgende en skylning af rørene og fakturerede den 23. marts 2005 Klaus Overskov 23.485 kr. eks. moms herfor.

Klaus Overskov har fremlagt en "sammenfatning af anvendte timer til assistance til Cleanodan A/S ved dekontaminering, jf. vedlagte ugesedler" for uge 29 ­ uge 38. Det samlede antal timer er anført således:

Jørgen Norre (ekstern) 125,5 timer
Lars Sartow Pedersen (ekstern) 34,5 timer
Henrik Terp 74,0 timer
Preben Højgaard 73,5 timer
I alt 307,5 timer

Lars Sartow Pedersen (Beyer Teknik) og Jørgen Norre har for deres arbejde for Klaus Overskov faktureret en timepris på 385 kr. eks. moms. Der er fremlagt ugerapporter vedr. Lars Sartow Pedersens timeforbrug til assisiance til Cleanodan.

Af et bilag "sammenfatning af anvendte timer til assistance til Nalco A/S ved dekontaminering, jf. vedlagte ugesedler" vedr. perioden uge 52 i 2004 og uge 1 ­ 10 i 2005 er der for Lars Sartow Pedersen opgjort et samlet timeantal på 122,5, heraf 11 timer for uge 52, og for to hos Klaus Overskov ansatte, Henrik Muxoll og Kenneth Jensen henholdsvis 15,5 timer og 31,0 timer. 

Der er under sagen dokumenteret fotos visende partikler i rørsystemet.

Forklaringer

Projektleder Jan Baltzersen har forklaret, at han har været hos Cleanodan i 32 år og har gennemført et stort antal dekontamineringer.

Jon Holm Hansen havde kontakten til Klaus Overskov, men vidnet var med ude og kigge op til tilbudsafgivelsen. Der var aftalt et møde med Ole Lundsteen, men der viste sig ikke at være tid til at vise vidnet og Jon Holm Hansen rundt. De blev henvist til selv at se på anlægget med rørene i kælderen.

Cleanodan var herefter ikke på stedet før arbejdets start den 12. juli 2004, men deltog i et byggemøde 3 dage før.

Før dekontaminering bliver et anlæg som regel, dvs. i 9 ud af 10 tilfælde, skyllet ved et tryk på mellem 75 bar og 1000 bar for åbne ventiler ("flushing") samt trykprøvet, således at det er konstateret tæt, når Cleanodan "sætter syre på". Ved syrebehandlingen, dekontamineringen, fjernes løs rust fra rørene, hvis overflade genskabes. Ved denne procedure
vil stål- og jernpartikler blot flyde frem og tilbage i rørene.

Cleanodan havde fået den opfattelse, at der var tale om 12 enkeltsystemer, hvilket ville gøre opgaven mere overskuelig. På grund af systemets konstruktion måtte man imidlertid rense det samme system op til 6 gange.

Cleanodan var afhængig af, at rørsystemet, der var under færdiggørelse, var klar, når dekontamineringsarbejdet skulle påbegyndes. Klaus Overskov havde folk til at hjælpe, men af og til var et system ikke klar; f.eks. kunne en top til en ventil mangle at blive monteret. 

Dekontamineringsarbejdet, som var forudsat at vare ca. 3 uger, kunne på grund af de nævnte forhold ikke færdiggøres inden for denne tidsramme. Klaus Overskov havde overtaget en person, Jørgen Norre, fra det firma, som man havde overtaget hele projektet fra. Dette firma var gået konkurs. Jørgen Norre anviste Cleanodans folk, hvordan de skulle gøre i forbindelse med ventilerne, som han styrede fra et styreskab. Når dette ikke fungerede, måtte ventilerne åbnes ved hjælp af luft.

På et tidspunkt blev det aftalt, at arbejdet skulle færdiggøres til en dato i september. Et system skulle være færdig i en weekend, men da tilrigningen til arbejdet begyndte om fredagen, blev vidnet ringet op af Cleanodans montør, der oplyste, at Ole Lundsteen fra Klaus Overskov havde sagt, at rørsystemet ikke var klar til Cleanodans arbejde. De mødte derfor i stedet op om mandagen for at starte arbejdet, og de fik nu at vide, at arbejdet skulle gøres færdig hurtigst muligt, og de måtte derfor også arbejde om natten. De havde fået anvist, hvor de skulle starte arbejdet, men fik senere at vide, at de var startet et forkert sted, hvorefter de efter demontering af anlægget måtte starte forfra.

Vidnet har ikke tidligere været ude for, at der har været rester af citronsyre i behandlede rør. Der blev kørt med 5 processer med 3 skylninger; før hver skylleproces åbnes ventilerne, men hvis en ventil ikke åbnes, vil der ikke ske skylning af røret. Dette kan være forklaringen på citronsyreresten.

Partikelfjernelse sker ved stort vandtryk. Dekontaminering er en anden proces.

Vidnet har ikke bemærket, at nogle sprængplader skulle være beskadiget under Cleanodans arbejde. Hvis det havde været tilfældet, havde der sandsynligvis været vandtab, og noget sådant er ikke blevet observeret.

Jon Holm Hansen, sælger hos Cleanodan, har forklaret, at han efter en telefonisk henvendelse fra Klaus Overskov tog ud til Leo Pharma for at danne sig et overblik. 

Cleanodan fik at vide, at der var tale om 12 rørsystemer. Kælderen blev fremvist, og de fik tegninger udleveret. I samråd med Klaus Overskovs Jørgen Norre, som var den, der havde mest forstand på rørsystemerne, blev det aftalt, at rørsystemerne skulle behandles enkeltvis.

Med hensyn til det materiale, som Lars Sartow Pedersen fra Klaus Overskov sendte, og som er oplistet i bilag A, fokuserede vidnet på det, der var Cleanodans opgave, nemlig dekontamineringsarbejdet. Dette skulle bestå i fjernelse af skidt, rust, fedt, aflejringer mm, men ikke fjernelse af løse partikler. Der var bl.a. nogle tegninger over anlægget, nogle temperaturangivelser og en logbog, som Cleanodan skulle følge. Den del af materialet, der angik den entrepriseaftale, som Klaus Overskov havde
indgået med Leo Pharma, satte vidnet sig ikke ind i. Cleanodan fulgte nøje kravene til dekontamineringsopgaven.

Forudsætningen om enkeltvis behandling af rørsystemerne holdt ikke holdt stik, og entreprisen blev derfor forsinket. Hertil kom, at systemerne var lovet trykklare, men dette løfte var ikke holdt.

Der har aldrig været noget fremme fra Klaus Overskovs side om krav om honorering for anvendelse af ekstra folk.

Kenneth Jensen, tidligere VVS-tekniker hos Klaus Overskov, i dag ansat hos Carl Bro, har forklaret, at han ca. 3 måneder efter, at Klaus Overskov havde overtaget færdiggørelsen af Fucidin-anlægget fra CP Rustfri Montage, der gik konkurs, blev projektleder på entreprisen. Da Klaus Overskov overtog projektet, var det 60 ­ 70 % færdigt. Vidnet var ikke involveret i tilbudsafgivelsen overfor Cleanodan.

Inden dekontamineringen udførte Klaus Overskov en tæthedsprøve, som vidnet ikke deltog i, men som Lars Sartow Pedersen stod for. En sådan prøve består i, at vand fyldes på rørsystemet, der lukkes. Trykket køres op, og falder det ikke med mere end 5 % inden for et bestemt tidsrum,er resultatet i orden. Rørsystemet blev ikke skyllet før dekontamineringen, som vidnet i øvrigt ikke har haft noget med at gøre, men som han i store træk ved, hvad er. Han mener, at dekontaminering også fjerner spåner i systemet, der skylles med ud ved et ret beskedent flow. Årsagen til, at der fortsat forefandtes spåner i systemet, var derfor nok vandhastigheden. Vidnet har ikke andre ideer. 

Projektet blev væsentlig forsinket. Cleanodan burde have forberedt sig bedre hjemmefra. Hertil kom, at Cleanodan ofte skiftede bemanding. Der blev nok skiftet mere end 10 mand ud. Antallet vil vidnet dog ikke hænges op på. Hver gang en ny mand kom til, skulle han sættes ind i tingene. Dette brugte Lars Sartow Pedersen megen tid på.

Efter dekontamineringen fjernede man en hvidlig aflejring, som sad på et rør i en filtertørrer. En rørstump blev skåret ud og delt i 2 stykker, hvoraf det ene - af vidnet selv ­ blev afleveret til Cleandon, som vist selv fik det undersøgt, men som ikke meldte tilbage. Det andet stykke indleverede Klaus Overskov til FORCE Technology.

Efterfølgende gennemgik vidnet og Lars Sartow Pedersen systemet systematisk. De fandt ret hurtigt spåner i rørene ­ allerede efter at have løftet 3 ­ 4 ventiler. De fandt metalpartikler generelt. Vidnet husker ikke konkret, om der blev fundet partikler i en filtertørrer. Der er efter Cleanodans dekontaminering lavet arbejder og indgreb i rørsystemerne, men dette kan ikke forklare fundet af metalpartikler. Vidnet har selv været med til at skære i rørene. Der findes et regelsæt, som man skal følge, og som skal sikre, at alt er rent, inden rørene svejses sammen. Restspåner efter skæringerne suges eller blæses ud. Spånerne hidrører nok fra CN Rustfris arbejde. Vidnet er ret sikker på, at de ikke stammer fra Klaus Overskovs entreprise, men han kan ikke give nogen garanti herfor. 

Vidnet har underskrevet på den fremlagte "afvigelsesrapport". Tallene, fx "77/14", referer til skitsebladnummer og fejlsted. Hvor der er bolle om tallene, er der foretaget svejsninger. Der kan ikke siges noget om antallet af svejsninger; der kan være alt fra 0 ­ 100. Hvor der ikke er foretaget svejsninger, kan fejlene være rettet ved vrid i rørene. Der findes rigtig mange fvigelsesrapporter, men ikke andre med skæringer, med mindre der er foretaget egentlige ændringer. Om sådanne er foretaget, ved vidnet ikke, men det gør Lars Sartow Pedersen. 

Lars Sartow Pedersen, tidligere kvalitetschef hos CN Rustfri Montage, uddannet smed og maskintekniker og nu selvstændig, har forklaret, at det bl.a. var hans opgave hos Klaus Overskov, hvor han var indlejet som konsulent, at stå for kvalitetssikringen. Han arbejdede også med andre opgaver og førte timeregnskab for hver enkelt kunde. Han har 7 års erfaring med arbejde i rustfri-branchen.

Vidnet kørte selv over med udbudsmaterialet til Cleanodan. Nogle dage senere havde de et møde med Cleanodan. Vidnet forventede, at det var en del af Cleanodans ydelse at fjerne jernpartiklerne i rørene, som det fremgår af materialet. Under mødet gik de, dvs. vidnet, Ole Lundsteen og Jørgen Norre, en tur rundt i kælderen med Jan Baltzersen og Jon Holm Hansen fra Cleanodan, hvor rørsystemerne og andet relevant blev fremvist. Jan Baltzersen mente ikke, det var nødvendigt at se hele anlægget, og der var ting på 1. sal, som Cleanodans folk ikke så, men de så det vigtigste. Cleanodans folk var ikke på noget senere tidspunkt ude for at besigtige forholdene.

De rør, der ikke har med produktionen at gøre, bliver blot skyllet, mens produktionsrørene skal dekontamineres. Formålet med dekontaminering er rensning af rørene og genskabelse af deres overflade, men de løse metalpartikler i systemet skal også fjerenes. Før dekontamineringen blev rørene tryktestet efter gældende procedure med vand, som efter testningen blev tappet igen.

Klaus Overskov indhentede også tilbud fra Nalco, der var på halvdelen af Cleanodans pris, men valgte Cleanodan, som man havde større tillid til.

Vidnet konstaterede selv citronsyreaflejringen på et lodretstående rør. Han stod ved siden af, da rørstykket blev skåret ud, og han er derfor ikke enig med FORCE Technolgy i, at aflejringen fandtes i en "klokken 6" position. Aflejringen må skyldes, at en ventil har været lukket. Det var Jørgen Norre, der bestemte, hvilke ventiler, som skulle være åbne henholdsvis lukkede. Han styrede dette fra en computer.

Efterfølgende blev alle rør checket. Der var ikke andre aflejringer end denne ene, men der blev til gengæld fundet metalpartikler og smuds mange steder i rørene. Metalpartiklerne, der så ud, som om de kom fra savning med en nedstryger, var ikke så store, at de ikke kunne passere ventilerne. Vidnet har ikke før oplevet dette problem i så stort et omfang. 

Med hensyn til den fremlagte "afvigelsesrapport" forklarede vidnet, at ITP 006 er en kode for trykprøve, og ITP 007 for dekontaminering. "Retest er udført i ITP 007" betyder, at der er blevet gennemført en yderligere dekontaminering. Problemet beskrevet i rapporten var bagfald, som blev udbedret ved at skære nogle rørstykker ud. Der foreligger også andre afvigelsesrapporter ­ også nogle få efter den fremlagte. Også disse dokumenterer udførte skærearbejder. Det er vanskeligt at undgå, at der kommer stålpartikler i rørene, når der arbejdes med dem. Man forsøger selvfølgelig at få dem ud efter arbejdet, men der kan sagtens ligge nogle tilbage. Dette er faktisk umuligt at undgå, så vidnet er ikke enig med vidnet Kenneth Jensen om dette spørgsmål. 


Vidnet og Kenneth Jensen bistod efterfølgende en person fra Nalco, der havde det rigtige udstyr til at skylle efter med rent vand, hvorefter metalpartiklerne forsvandt. De rør, som skulle skylles, blev indkredset sammen med Nalco-repræsentanten. Herefter blev ventilerne åbnet og skylningen foretaget. På et tidspunkt var så alle produktionsrørene skyllet. Med hensyn til bilag A1 vedrørende sammenfatningen af vidnets anvendte tidsforbrug til assistance til Nalco forklarede vidnet, at han mener, at Nalcos skyllearbejde skete i uge 52. Timeantallet i uge 52 kan dog godt vedrøre undersøgelser og forberedelse.

At dekontamineringsarbejdet tog lang tid, skyldtes voldsom udskiftning af personalet hos Cleanodan. Der skulle hele tiden gives nye instruktioner, og der blev brugt tid på kontrol med projektet.

Michael Mortensen, tidligere Pentra Rådgivende Ingeniører, i dag Novo Nordisk Engineering, har forklaret, at han, der er uddannet maskintekniker, for Pentra var tilsynsførende og projektrådgiver på procesdelen, hvor medicinen produceres.

Det er Pentra, der har stået for entreprisebeskrivelsen. Af side 7 i bilag 5 til denne fremgår kravene til "indvendig efterbehandling" med en 5 punkts procedure. En dekontaminering er en afgiftning. Syren fjerner fremmedelementer på rørene, og skylningerne fjerner partiklerne. Syren fjerner ikke stålpartikler, der hidrører fra arbejde med rørene. Der kan opstå lunker, så det er vigtigt, at der skylles de rigtige steder. Under arbejdsprocesserne er det vanskeligt at undgå, at der kommer partikler i rørene. 

Vidnet så røret med citronsyreaflejring, og han har selv konstateret metalpartikler i rørene i forbindelse med stikprøvekontroller. Alle partikler var små og kunne passere ventilerne. Det er gætteri at sige noget om, hvorvidt partiklerne stammede fra arbejder foretaget efter dekontamineringen. Vidnet finder det endvidere vanskeligt at udtale sig om mængden af partikler. Der var tale om mindre mængder.

Sprængpladerne kan være ødelagt af smedene under indsættelsen, men da en dekontaminering ikke kan gennemføres med ødelagte sprængplader, er det sandsynligt, at de er blevet ødelagt under denne proces. At pladerne var i stykker, var vidnet klar over løbende, men kravet blev først rejst overfor Klaus Overskov den 19. januar 2005. Vidnet har dog muligvis nævnt det mundtligt på et tidligere tidspunkt.

John Rasmussen, Nalco Danmark A/S, har forklaret, at han er maskinarbejder med autodidaktisk viden om dekontaminering, som han har arbejdet med siden 1987.

Han blev kontaktet af Lars Sartow Pedersen med henblik på at foretage en skylning af rørsystemet med renset vand. Der blev herefter foretaget en almindelig skylning. Han kan ikke svare på, med hvilken flowhastighed, skylningen blev foretaget. Ved det allersidste skyl åbnes samtlige ventiler på én gang. Vidnet konstaterede, at der kom metalpartikler ud med skyllevandet. De havde ligget i nogle af de lige rør.

"Flushing" er bare et engelsk ord for skylning.

 

Det er almindeligt, at man i forbindelse med indskæring i rør ikke kan få alle partikler væk; derfor skal anlægget skylles igennem efter sådanne arbejder. Formålet med en dekontaminering, der ikke kan fjerne jernspåner, er at fjerne rust og snavs fra rørene, og man skyller efterfølgende for at fjerne kemikalierester og for at få genskabt en neutral ph-værdi. 

Når Nalco giver tilbud på dekontaminering, forudsættes det, at rørene før arbejdet er trykprøvet, men der skal ikke være foretaget en skylning af rørene. Forevist Nalcos tilbud af 17. december 2004 til Klaus Overskov må vidnet erkende, at det er anført, at anlægget også skal være skyllet før dekontamineringen. På denne måde sikres det, at trykprøven er foretaget. Der er bare tale om et forbehold. Vidnet havde ved tilbudsafgivelsen forudsat at alle rørsystemer blev sat op samtidig, og at processen
blev kørt "i ét hug".

Parternes bemærkninger

Cleanodan har anført, at parterne er enige om, at Cleanodan i udgangspunktet har 289.773,75 kr. til gode (faktura 86514, 86739 og 86751). Det gøres gældende, at parterne herudover har aftalt, at Klaus Overskov skal betale demivand mv. til markedspris, hvilket er 36.951,91 kr. Det er sædvanlig at tillægge 15 % i "håndteringsfee", således at kravet rettelig udgør 42.494,69 kr. Klaus Overskov skal endelig betale 7.637,50 kr. for forgæves ventetid den 6. september 2004. Som det fremgår af Leo Pharmas skrivelse af 17. september 2004, er timeantallet, 14 i alt, anerkendt, mens der rejses indsigelse mod timetaksten. Denne er imidlertid i overensstemmelse med Cleanodans sædvanlige takst. Summen af disse poster udgør Cleanodans påstand, som Cleanodan bestrider, at Klaus Overskov kan foretage modregning i.

Cleanodan udførte dekontamineringsarbejdet i overensstemmelse med sit tilbud og den fremgangsmåde, som fremgår af "Instruktion for affedtning og dekontaminering af anlæg af rustfri stål", som Cleanodan sendte til Klaus Overskov den 18. juni 2004. Når det er anført, at formålet med dekontamineringen er at fjerne eventuel "jernforurening", menes der afgiftning, hvilket er blevet foretaget. Det "tegningsmateriale", der er nævnt i Cleanodans tilbud, vedrører tegninger og svarer ikke til det fremsendte "udbudsmateriale", som Cleandoan alene er bundet af, for så vidt angår det, der direkte er anført om dekontaminering. 

John Rasmussen fra Nalco Danmark, der end ikke var klar over, at hans eget tilbud på dekontaminering forudsatte en forudgående skylning, kan ikke bruges som sagkyndigt vidne. Nalco Danmarks tilbud, ca. 108.000 kr., er ganske uden betydning for sagen.

Syren, som anvendes ved en dekontaminering, fjerner ikke stålrester, som selvfølgelig ikke må forefindes i rørene, når der produceres medicin. Det må efter Lars Sartow Pedersens forklaring lægges til grund, at det er uundgåeligt, at der, når der skæres i rørene, efterlades spåner i rørene.

Rørsystemet skulle ubestridt være tæthedstestet før dekontamineringen. Ifølge Kenneth Jensens forklaring var dette sket, men det må nok anses for tvivlsomt. Ved denne test ville tilstedeværende stålspåner formentlig være skyllet ud. Rørene skulle ifølge entreprisebeskrivelsen holdes rene, og de skal være rene før en dekontaminering. Det gøres gældende, at de "jernpartikler", som er omtalt under "Indvendig efterbehandling" i "Specifikation for montage af rustfri rør", er de rustpartikler, som sidder på
rørene, og som fjernes fra disse ved dekontaminering. Skulle det også vedrøre partikler, efterladt fra svejsearbejde, skulle dette have været præciseret. Disse partikler var af rustfri stål, som ikke er nævnt noget sted i udbudsmaterialet. Jernforurening kan opløses af citronsyre, men det kan rustfrit stål ikke. Cleanodan har til punkt og prikke fulgt den beskrevne procedure, og det har ikke været Cleanodans opgave at blive ved med at skylle, indtil alle stålpartikler er væk. Den afsluttende skylning skal alene fjerne syreholdig væske. Uanset hvilken af de beskrevne fremgangsmåder, der tages udgangspunkt i, er der intet, som peger på, at Cleanodan skulle foretage en egentlig "flushing" af systemet. Dette er ikke en del af en dekontamineringsentreprise, som var den entreprise, som Klaus Overskov bestilte hos Cleanodan.

Med hensyn til "dekontaminering" henvises til E. Rislund: "Korrosionsbestandigt Rustfrit Stål, Hvordan?" side 150 ­ 151, hvoraf bl.a. fremgår, at "dekontaminering betyder "afgiftning", og dette svarer i virkeligheden meget udmærket til, hvad denne proces egentlig gør. Dekontaminering er en behandling, der tilstræber at fjerne alle fremmedelementer fra stålets overflade, og behandlingen udføres typisk med en svag, fortyndet salpetersyre ... Alternativt kan anvendes svagere og derfor mere håndteringsvenlige syrer som citron-, oxal- eller fosforsyre ... Uanset hvilken syre der anvendes, skal behandlingen efterfølges af et grundigt skyl ... Dekontaminering er en proces, der især tager sigte på at fjerne jernafsmitninger uden at påvirke det rustfrie stål. ... en dekontaminering giver ... hverken mulighed for at fjerne anløbninger som følge af svejsning eller at give en egentlig passivering af overfladen." 

Der henvises endvidere til "Overfladebehandling. Rustfrit stål, nikkel og titan" (Efteruddannelse i Materialeteknologi) side 47 pkt. 5.1.

De partikler, som blev fundet i rørene, stammer sandsynligvis fra de skærearbejder, som Klaus Overskov udførte i rørene efter dekontamineringens afslutning. Det fremgår af bevisførelsen, at der er blevet skåret og svejset i et større, men ukendt antal rør, og det må lægges til grund, at der herved uundgåeligt komme spåner i rørene. Der er efter bevisførelsen foretaget skæringer og svejsninger også andre steder end dem, der fremgår af den fremlagte "afvigelsesrapport". Klaus Overskov har derfor ikke løftet bevisbyrden for, at der var spåner i rørene, da Cleano

dan havde afsluttet sit arbejde.

Det er ikke godtgjort, at den enkeltstående citronsyreaflejring skyldes fejl eller mangler ved Cleanodans arbejde. Aflejringen, der blot ville kræve et enkelt skyl for at forsvinde, skyldes efter bevisførelsen mest sandsynligt håndteringen af ventilerne, og denne del af entreprisen lå ubestridt hos Klaus Overskov, der havde folk, der kendte til anlægget fra grunden. Det er helt urealistisk at forestille sig, at aflejringen fandtes i et lodretstående rør som forklaret af Lars Sartow Pedersen. Oplysningen om "klokken 6"
position i FORCE Technologys erklæring må lægges til grund.

Ad Klaus Overskovs modkravsposter:

Der er intet grundlag for at pålægges Cleanodan at betale fakturaen fra FORCE Technology, der ensidigt blev antaget af Klaus Overskov. Hver part havde sin egen del af rørstykket og fik dette undersøgt, og parterne må selv bære egne omkostninger til undersøgelsen. 

Der er endvidere intet grundlag for at pålægge Cleanodan at betale for Klaus Overskovs tidsforbrug til den ensidigt foranstaltede visuelle gennemgang med henblik på at konstatere eventuelle yderligere citronsyreaflejringer. Sådanne blev ikke fundet.

Klaus Overskovs krav på betaling for mandskabstimer til assistance til efterfølgende skylning, flushing, af rørsystemet, opgjort til 81.912,51 kr., er helt ubegrundet. Som tidligere anført, er der utvivlsomt kommet metalspåner i rørene efter Cleanodans dekontaminering, så en skylning skulle være foretaget under alle omstændigheder. Skylningen blev ikke foretaget på noget tidligere tidspunkt end den 26. januar 2005, og størstedelen af de opgjorte timer vedrører enten tiden før eller tiden efter
skylningen, der har kunnet gennemføres på kort tid. Hertil kommer, at der ikke var bestilt en flushing hos Cleanodan. Når Klaus Overskov bestiller et sådant arbejde hos andre, må man selv betale herfor. Der er således heller ikke grundlag for at vælte udgiften til Nalco Danmarks flushing, 29.356,25 over på Cleanodan, men hvis Cleanodan pålægges at betale noget, kan der i det højeste blive tale om denne udgift.

Det bestrides, at Cleanodan har beskadiget nogle sprængplader, og kravet på 11.937,50 kr. afvises derfor. Klaus Overskov har ikke godtgjort, hvornår pladerne er blevet beskadiget, og dette kan lige så vel være sket ved den senere dekontaminering, foretaget af Nalco Danmark. Klaus Overskov har reklameret for sent.

Klaus Overskovs krav vedr. assistance til Cleanodan under dekontamineringsarbejdet må afvises. Ethvert mellemværende mellem parterne i ti-den frem til og med den 2. september er afgjort forligsmæssigt ved parternes aftale af denne dato. Hertil kommer, at mandskabsforbruget skyldes Klaus Overskovs egne forhold. Der skulle bruges ekstra mandskab til manuel styring af ventilerne, som ikke ­ som forudsat ­ kunne styres fra styreskabet. Hertil kommer, at hele dekontamineringen blev mere res-
sourcekrævende, da det i strid med forudsætningerne viste sig, at de 12 anlæg ikke kunne behandles enkeltvis. Dertil kom andre problemer som manglende færdiggørelse og manglende tryktest. 

Cleanodan har krav på renter fra 20 dage fra fakturadato ifølge salgs- og leveringsbetingelserne. Fakturaerne har hele tiden været ubestridte. For så vidt angår faktura 86514, 212.773,75 kr., kan Cleanodan endeligt tiltræde, at der først skal ske forrentning 30 dage efter arbejdets afslutning den 7. september 2004, dvs. den 7. oktober 2004.

Det må ved sagsomkostningsafgørelsen tages i betragtning, at Klaus Overskov indtil påstandsdokument har opretholdt en selvstændig betalingspåstand på betaling af ca. 285.000 kr. Cleanodan har afholdt udgifter til udarbejdelse af materialesamling.

Klaus Overskov har anført, at entreprisen var beskrevet i det udbudsmateriale, som Klaus Overskov sendte til Cleanodan forud for tilbudet. Cleanodans tilbud blev afgivet "med henvisning til det af Dem tilstillede tegningsmateriale", hvormed Cleanodan må have ment det fremsendte udbudsmateriale, som Klaus Overskov har haft en begrundet forventning om, at Cleanodan satte sig ind i. Materialet er således en del af parternes aftalegrundlag ­ i hvert fald de dele, som specifikt beskriver Cleanodans arbejde, i f.eks. "Installationstestplan" og "Specifikation for montage af rustfri rør", side 7, i sagen omtalt som "bilag 5, side 7".

Kravene til Cleanodans ydelse må tage udgangspunkt i aftalen eller bygherrens særlige anvisninger, jf. AB 92, § 30, stk. 1. Som det fremgår af "Entreprisebeskrivelse for Rustfri Montage", side 4, var kravene netop i dette tilfælde store. Cleanodans arbejde var nøje beskrevet i "bilag 5, side 7" med angivelse af en 5 trins fremgangsmåde. Der var tale om en resultatforpligtelse, som også omfattede fjernelse af metalpartiklerne i rørene, og hvor Cleanodan ikke bare kunne følge de beskrevne 5 trin.

Almindeligvis ville en skylning fjerne de metalpartikler, der lå i rørene. Forholdet var imidlertid, at hverken Jan Baltzersen eller Jon Holm Hansen hos Cleanodan havde læst udbudsmaterialet grundigt eller opmærksomt nok. Cleanodan efterlevede derfor ikke det beskrevne krav om, at "jernpartikler", som ikke opløses af citronsyren, skulle fjernes. En ordentlig skylning var nødvendig. Det er ligegyldigt, om man taler om jern eller stål. Rustfrit stål består for 70 %'s vedkommende af jern. John Rasmussen fra Nalco Danmark forventede, at der skulle fjernes jernpartikler, som næsten altid konstateres i bunden af rørene. Ifølge Lars Sartow Pedersens forklaring kunne partiklerne passere ventilerne. Det bestrides, at "jernforurening" i Cleanodans "Instruktion", fremsendt til Klaus Overskov den 18. juni 2004, alene skal forstås som rust. I øvrigt fremsendte Cleanodan først dette materiale, ikke til Klaus Overskov, men til Leo Pharma A/S, ca. 2,5 måneder efter sit tilbud og ca. 1,5 måned efter Klaus Overskovs accept, hvorfor det ikke kan anses for vedtaget mellem parterne.

Med støtte i beskrivelsen i "bilag 5, side 7" var det en del af Cleanodans ydelse af fjerne jernpartiklerne i rørene. 

Hvis Cleanodan ikke mente det muligt at fjerne partiklerne, skulle Cleanodan have kontaktet Klaus Overskov, jf. AB 92, § 15, stk. 2. Cleanodan måtte endvidere udtrykkeligt gøre opmærksom herpå, hvis Cleanodan agtede at udføre arbejdet ringere end kravene i udbudsmaterialet.

"Dekontaminering", som er en engelsk betegnelse for afgiftning, er en term, som bruges i flæng. Af den af Cleanodan påberåbte fremstilling "Korrosionsbestandigt Rustfrit Stål Hvordan?" fremgår, at behandlingen efterfølges af et grundigt skyl. Det er i fremstillingen uomtalt, hvordan der skal forholdes med metalpartikler. I testskemaet i udbudsmaterialet og i Cleanodans eget udkast til logbog er "dekontaminering" omtalt som punkt 4 i en 5 punkts procedure, og i "bilag 5, side 7" er punkt 4 omtalt
som "syrebehandling".

Af alle de beskrevne procedurer fremgår, at der skulle ske skylning 3 gange. Skylning og "flushing" er, som forklaret af John Rasmussen, det samme. Skylning sker ikke bare for at få syren ud af rørene, men også for at få renset rørene for partikler. Hvorfor skulle man ellers foretage skylninger før den egentlige dekontaminering?

Det bestrides, at metalpartiklerne i rørene stammer fra Klaus Overskovs senere udførte rørarbejde. Klaus Overskov lavede, som det fremgår af den fremlagte afvigelsesrapport, efterfølgende lokalt rørarbejde på en filtertørrer, og selvom der også findes andre afvigelsesrapporter, var metalpartiklerne ifølge Kenneth Jensen, Lars Sartow Pedersen og Michael Mortensens forklaringer et generelt problem. Dette taler for, at partiklerne, som af Nalco Danmark blev fjernet ved en almindelig skylning, fandtes i rørene forud for Cleanodans arbejde. Den tæthedsprøve, som Klaus Overskov foretog inden dekontaminerings-arbejdet, er en tryktest, som ikke fjerner partikler. Når Cleanodan hævder, at partiklerne er kommet i rørene ved skærearbejder efter dekontamineringen, henviser Cleanodan til ikke-dokumenterede forhold. 

Parterne er enige om, at citronsyreaflejringen ikke burde have været i røret, men er uenige om, hvem der bærer ansvaret. Cleanodan er specialist i dekontaminering, som Klaus Overskov ikke har noget særligt kendskab til. Man støttede sig til Cleanodans ekspertise. Det er ganske vist rigtigt, at det var Klaus Overskovs folk, der stillede på ventilerne, men de fik at vide af Cleanodans folk, hvordan og hvornår de skulle åbnes og lukkes, og denne instruktion fulgte de. Aflejringen fandtes i et lodret rør. Lars Sartow Pedersens forklaring herom må lægges til grund.

Det gøres gældende, at Cleanodans arbejde har været behæftet med væsentlige mangler, jf. AB 92, § 40. Rørsystemerne var ikke tilstrækkeligt rensede og dermed ubrugelige til formålet, som var produktion af medicin til indsprøjtning direkte i blodårerne. Klaus Overskov opfordrede i advokatskrivelsen af 20. januar 2005 Cleanodan til at afhjælpe, men denne
opfordring blev ikke besvaret. I medfør af AB 92, § 32 har Klaus Overskov kunnet foretage mangelsafhjælpning for Cleanodans regning uden tilstedeværelsen af et egentligt ansvarsgrundlag, og det er Cleanodans bevisbyrde, at omkostningerne har været for store. Samtlige Klaus Overskovs tabsposter med undtagelse af udgiften til sprængplader og omkostningerne til "merassistance" til Cleanodans folk har Cleanodan krav på at få dækket i medfør af denne bestemmelse.

Hvis anbringendet om § 32 ikke følges, gøres det gældende, at Klaus Overskov har krav på dækning efter almindelige erstatningsretlige regler, jf. § 35. Det beror på en professionel fejl, at Cleanodan ikke fjernede metalspånerne ved en skylning. Subsidiært kan Klaus Overskov kræve afslag i entreprisesummen med et beløb, svarende til alle afholdte omkostninger, med undtagelse af udgifterne til ødelagte sprængplader. Beløbet kan modregnes i Cleanodans tilgodehavende. 

Ad de enkelte tabsposter:

Rapporten fra FORCE Tehnology var nødvendig efter fundet af den hvide belægning, og Cleanodan skal derfor godtgøre Klaus Overskov udgiften til undersøgelsen, der var krævet af Leo Pharma, jf. skrivelse af 2. december 2004 til Klaus Overskov. En sådan omkostning skal dækkes inden for entreprisen, jf. AB 92, § 11, stk. 2. Hertil kommer, at det følger af udbudsmaterialet, "Entreprisebeskrivelse for Rustfri Montage" pkt. 2.8 og "bilag 5, side 7".

Cleanodan er i medfør af AB 92, § 11, stk. 2 endvidere pligtig at friholde Klaus Overskov for omkostninger til undersøgelser af rørene, 25.559,38 kr. Undersøgelsen var nødvendig og krævet af Leo Pharma. Cleanodan blev opfordret til at deltage, men imødekom ikke opfordringen.

Cleanodan skal godtgøre Klaus Overskovs omkostninger til assistance til skylning af rørsystemet, opgjort til 81.912,51 kr. Der er redegjort for de anvendte timer hertil, og Lars Sartow Pedersens timeforbrug er dokumenteret ved de fremlagte opgørelser. Lars Sartow Pedersen har været omhyggelig med at føre sit timeregnskab. Nalco Danmarks regning for "flushing" kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved.

Cleanodan skal godtgøre Klaus Overskovs udgifter i anledning af de 3 ødelagte sprængplader 11.937,50 kr. Nok er der tvivl om, hvornår beskadigelsen er sket, men det er meget sandsynligt, at den skyldes uforsigtighed under Cleanodans dekontamineringsarbejde. Dette fremgik også af Michael Mortensens forklaring. Beskadigelsen kan ikke være sket før arbejdet, for så ville vandet være fosset ud under arbejdet. Kravet blev rejst mod Cleanodan dagen efter, at Klaus Overskov selv blev præ-
senteret for kravet. Der er derfor reklameret i tide. Hertil kommer, at Michael Mortensen mente, at kravet også var blevet nævnt tidligere.

Med hensyn til kravet på 123.825,01 kr. for "merassistance" til Cleanodan under dekontamineringsprocessen erkendes det, at kravet fremstår noget rodet. Klaus Overskov skulle jo ifølge aftalen stille folk til rådighed, hvilket Klaus Overskov også var indstillet på i en 3 ugers periode i juli måned 2004. Men arbejdet strakte sig over 8 uger frem til den 7. september, hvilket medførte et betragteligt merforbrug af tid. Det går igen i korrespondancen og forklaringerne, at Cleanodans forsinkelse skyldtes hyppige personaleudskiftninger. Der var også andre på opgaven end Kim Tribler og Torben Rasmussen, omtalt i Cleanodans telefax ad 5. juli 2004. Under besigtigelsen ønskede Cleanodans folk ikke at se teknikloftet. Cleanodans Jan Baltzersen og Jon Holm Hansen er ikke enige heri, men det forekommer ikke troværdigt, når dette intetsteds er anført i de i øv-rigt detaljerede redegørelser fra Cleanodan af 28. juli, 30. juli og 31. august 2004. Cleanodan havde rigelig tid til at forberede arbejdet i perioden efter Klaus Overskovs accept af Cleanodans tilbud. 

Det var for Klaus Overskov en væsentlig forudsætning for aftalen den 2. september 2004, at arbejdet ikke var behæftet med mangler. Aftalen blev indgået for at få arbejdet færdig hurtigt. De mangelfulde forhold, navnlig tilstedeværelsen af metalspånerne, skyldes Cleanodans fejl, og risikoen for den bristede forudsætning må derfor lægges på Cleanodan.
Forsinkelsen med entreprisen skyldtes Cleanodans forhold, og forsinkelsen er ansvarspådragende, jf. AB 92, § 25, stk. 1.

Aftale, som parterne indgik den 2. september 2004 vedrørende skyllevand, til markedspris, indeholdt intet om et tillæg på 15 %, og et sådan tillæg, svarende til 5.542,78 kr., kan Klaus Overskov ikke acceptere at betale. Cleanodans påstand må derfor reduceres med dette beløb. Klaus Overskov kan endeligt acceptere at betale for sugning og bortskaffelse af spillevand.

Yderligere krav på godtgørelse pga. ventetid med 365 kr. i timen samt leje af RO-anlæg må afvises. Disse poster er allerede afregnet, idet de var omfattet af Cleanodans statusopgørelse, der lå til grund for parternes forlig af 2. september 2004.

Nalco Danmarks tilbud på dekontaminering på ca. 108.000 kr. er ikke uden betydning for sagen, idet det afspejler værdien af dekontamineringsarbejdet. Klaus Overskov skal ikke betale mere end denne værdi.

 

Klaus Overskov skal kun betale renter, der vedrører fakturering for kontraktmæssig ydelse, og først fra det tidspunkt, hvor der har været mulighed for at overskue, hvad der rettelig skulle betales. Cleanodan har den 31. august 2004 faktureret også det beløb, 93.515 kr., som først blev aftalt den 2. september 2004. Cleanodan kan først kræve renter fra sagens anlæg den 22. marts 2005. Der henvises til AB 92, § 22, stk. 1, jf. stk. 11, og rentelovens § 3, stk. 3. 

Med hensyn til sagsomkostninger skal det tages i betragtning, at Cleanodan i sit udkast til stævning i januar 2005 opererede med et krav på ca. 617.000 kr., og at kravet ved sagens anlæg var gjort gældende med ca. 451.000 kr. FORCE Technologys rapport træder i stedet for syn og skøn.

Rettens bemærkninger

Det er af bevisførelsen fremgået, at der i et ikke nærmere oplyst, men efter det fremkomne antageligt ikke ubetydeligt omfang har været foretaget skære- og svejsearbejder i rørsystemet efter afslutningen af Cleanodans entreprise den 7. september 2004, og at der ved sådanne arbejder uundgåeligt efterlades metalpartikler i rørene. Klaus Overskov, der efter det fremkomne først konstaterede tilstedeværelsen af metalpartikler i forbindelse med undersøgelsen af rørsystemet den 20. og 21. december 2004, findes herefter ikke at have godtgjort, at sådanne partikler forefandtes i rørene, da Cleanodan afsluttede sit arbejde, der efter den aftalte procedure bl.a. skulle bestå i 3 skylninger af rørsystemet, og der er allerede som følge heraf ikke grundlag for at fastslå, at partiklernes tilstedeværelse skyldes mangler ved Cleanodans dekontamineringsentreprise.

Det er efter det foreliggende, herunder oplysningerne om de opgaver med hensyn til styring af ventilerne, som det påhvilede Klaus Overskov at varetage under dekontamineringsprocessen, ikke godtgjort, at den enkeltstående citronsyreaflejring, der blev konstateret i et rørstykke, og som efter oplysninger i sagen muligt skyldes forhold omkring ventilerne eller betjeningen af disse, må tilskrives en mangel ved Cleanodans entreprise. 

Som følge af det anførte er der ikke grundlag for at imødekomme de erstatningsposter, som Klaus Overskov har gjort gældende med henvisning til mangler ved Cleanodans arbejde.

Efter parternes forligsaftale af 2. september 2004 om Klaus Overskovs ekstrabetaling til Cleanodan uden forbehold i anledning af entrepriseperiodens forlængelse og da bevisførelsen i øvrigt ikke kan føre til en anden vurdering, finder retten ikke grundlag for hverken helt eller delvist at tage Klaus Overskovs krav på 123.8825,01 kr. for "mer-assistance" til Cleanodan under dekontamineringsarbejdet til følge.

Det er efter bevisførelsen ikke godtgjort, at de omhandlede 3 sprængplader er blevet beskadiget af Cleanodans folk, og Klaus Overskovs krav på 11.937,50 kr. tages derfor ikke til følge.

Da det ikke var et led i parternes aftale, at Cleanodans krav på godtgørelse for udgifter til demi-vand til markedspris mv. skulle tillægges 15 %, tages kravet på 42.494,69 kr., mod hvilket der ikke i øvrigt er rejst begrundede indsigelser, alene til følge med 36.951,91 kr. 


Da Cleanodan havde ventetid med to mand den 6. september 2004, og da der ikke af Klaus Overskov er rejst nogen indsigelse, der kan føre til et andet resultat, tages Cleanodans krav på 7.637,50 kr. til følge.

Som følge af det anførte tages Cleanodans, nu Steel Protection A/S' påstand til følge med 334.454,41 kr., der, da det af Klaus Overskov herom anførte ikke findes at kunne føre til et andet resultat, forrentes som endeligt påstået af Cleanodan.

Ved afgørelsen af sagens omkostninger har retten henset til sagens udfald samt oplysningerne om faktisk afholdte udgifter.

T H I K E N D E S F O R R E T:

Klaus Overskov VVS A/S betaler inden 14 dage til Steel Protection A/S 334.454,41 kr. med tillæg af renter 1,6 % pr. måned af 212.773,75 kr. fra 7. oktober 2004, af 47.940 kr. fra den 4. oktober 2004, af 29.151,25 fra den 7. oktober 2004 og af 44.589,41 kr. fra den 22. marts 2005, samt i sagsomkostninger 47.000 kr., heraf 8.480 til godtgørelse af udgift til retsafgift og 3.727,95 kr. til godtgørelse af omkostninger til ekstrakt. 

Claus Forum Petersen
Hans Jørgen Nielsen
Aksel Gybel

(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den

 


Nyt postforlig – Farvel til A-breve pr. 1. juli 2016

Generelt Flere og flere virksomheder og borgere i Danmark kommunikerer mere og mere pr. e-mail i stedet ...»

Opsigelse eller ophævelse

Hvad er forskellen? De almindelige aftaleretlige regler opererer med begreberne opsigelse og ophævelse, ...»

Erhvervsadvokat

SelskabsAdvokaterne er erhvervsadvokater der yder specialiseret juridisk rådgivning til virksomheder, ...»

Kontrakter

SelskabsAdvokaterne har omfattende erfaring og ekspertise med forhandling, udarbejdelse og fortolkning ...»

Leverandør hæftede for producentens konstruktionsfejl

HØJESTERETS DOMafsagt tirsdag den 14. april 2015 Sag 240/2013(2. afdeling) Tryg Forsikring A/S(advokat ...»

Frisørdommen

Frisørers prisskiltning med forskellige priser for ”dameklip” og ”herreklip” strider ikke mod »

Vi er medlemmer af