advokat_KA_TW_4_ude_470_250

Markedsføringslovens § 7

Resumé

Sagen drejer som om forståelsen af bestemmelsen i markedsføringslovens §7, stk. 1, der lyder således: "En detailvirksomhed må ikke fastlægge noget loft for, hvor stort et antal enheder en kunde må købe af en vare. Der må endvidere ikke nægtes salg til bestemte aftagere." 

Dom i sagen N-4-01

Forbrugerombudsmanden
(Forbrugerombudsmanden ved fuldmægtig Katrine de Neergaard)
mod
Bilka Lavprisvarehus A/S
(Advokat Erling Borcher)

Sagen drejer sig om forståelsen af bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1, der lyder således:

"En detailvirksomhed må ikke fastsætte noget loft for, hvor stort et antal enheder den
enkelte kunde må købe af en vare. Der må endvidere ikke nægtes salg til bestemte
aftagere."

Forbrugerombudsmanden har nedlagt påstand om at det forbydes Bilka
Lavprisvarehus A/S ved detailsalg af varer der ikke er egentlige udsalgsvarer, at fast-
sætte noget loft for hvor stort et antal enheder den enkelte kunde må købe af en vare
til en bestemt pris. Bilka har påstået frifindelse.


- 2 -

Sagsfremstilling

Bilka Lavprisvarehus A/S indrykkede en annonce i søndagsavisen for ugen fra den
10. december til den 17. december 2000 med tilbud blandt andet om køb af en eller
to kasser Tuborg Julebryg for 94,95 kr. pr. kasse. I annoncen anførtes endvidere:
"VED KØB AF MERE END 2 KASSER ER PRISEN FOR DE EKSTRA KASSER
168 KR. PR. KASSE".

Den 18. december 2000 skrev Forbrugerombudsmanden til Bilka i anledning af en
henvendelse fra De Samvirkende Købmænd at det var hans opfattelse at Bilka med
denne markedsføring havde overtrådt markedsføringslovens § 7. Man henstillede at
markedsføringen ikke blev gentaget og forbeholdt sig at tage sagen op i gentagelses-
tilfælde.

I et brev af 2. marts 2001 til De Samvirkende Købmænd anførte Forbrugerombuds-
manden bl.a. at man havde foretaget en ny vurdering af forholdets lovlighed, og var

"... nået frem til, at bedømmelsen af forholdet er så usikkert, at vi ikke vil finde det
rimeligt at indlede en straffesag.

... Da mængdebegrænsningsforbuddet intet har med prissløring at gøre og dermed
ikke indeholder forbrugeraspekter, men derimod er en adfærdsregel for at beskytte
mindre erhvervsdrivendes konkurrencevilkår, agter Forbrugerombudsmanden ud fra
en konkret prioritering ikke at foretage yderligere i denne sag.
..."

Den 8. marts 2001 skrev Forbrugerombudsmanden bl.a. til Bilka:

"...Jeg finder derfor anledning til at præcisere, at brevet af 2. marts 2002 til De
Samvirkende Købmænd, som Bilka har modtaget kopi af, ikke er udtryk for en opfat-
telse om, at Bilkas markedsføring ikke kan straffes, men alene at Forbrugerombuds-
manden ikke finder det hensigtsmæssigt at søge dette spørgsmål afklaret under en
straffesag.


- 3 -

Det skal derfor yderligere præciseres, at det er min opfattelse, at den mængdebe-
grænsning, Bilka udøver, klart strider mod lovgivningens overordnede hensigt med
mængdebegrænsningsforbuddet. Jeg henviser til, at det i forarbejderne til lovforslag
L 103 Folketingsåret 1991/1992, der indførte mængdebegrænsningsforbuddet, i be-
tænkningen til tredjebehandlingen blandt andet blev udtalt: "Det er præciseret, at
butikken ikke kan afvise bestemte aftagere ­ her tænkes først og fremmest på andre
detailhandlende, som skal have mulighed for at opkøbe varepartier, der sælges til
under engrosprisen.
...

Spørgsmålet må efter min opfattelse også vurderes i sammenhæng med markedsfø-
ringslovens § 1 om god markedsføringsskik. Denne bestemmelse supplerer lovens
øvrige bestemmelser og vil kunne anvendes i grænsesituationer af den her forelig-
gende karakter.

Begrænsningen ved, at der kun kan købes 2 eller 3 kasser ad gangen til den favo-
rable pris, er klart til hinder for den mulighed for andre detailhandlende til at fore-
tage opkøb, som var mængdebegrænsningsforbuddets hovedformål.

På denne baggrund er det min opfattelse, at Bilka's markedsføring er i strid med
markedsføringslovens § 7 sammenholdt med lovens § 1.
..."

Bilka svarede den 21. marts 2001 at man ikke mente at Bilkas prisdifferentiering var
i strid med markedsføringslovens § 7 sammenholdt med § 1, og fortsatte:

"... Når vi har valgt denne nye markedsføringform er det netop for at kunne med-
virke til god markedsføringsskik, som lovens § 1 foreskriver, samt at sikre, at der er
den priskonkurrence på markedet, som forbrugerne ønsker og konkurrencemyndig-
hederne foreskriver.

Et grundlæggende krav til god markedsføringsskik er, at de produkter man annonce-
rer til salg også reelt findes i butikken. Gennem de senere år har vi i Bilka (og andre
af Dansk Supermarkeds detailkæder) gentagne gange oplevet at f.eks. mærkevare-
producenter, konkurrerende detailhandlere og andre har købt endog meget store


- 4 -

mængder af særlige tilbud på mærkevareprodukter både indenfor udvalgs- og
dagligvaresektoren.

Eksempler:

*I Bilka Hundige har man oplevet en enkelt person købe 800 kasser Coca-Cola, der
skulle leveres ud af varehusets bagindgang til en ventende lastbil.

* I A-Z Herning har man oplevet en enkelt person købe 200 tastaturer til computere.

* I samtlige Bilka varehuse oplevede vi for nylig, at Helly Hansen opkøbte alle de
regnsæt, vi havde på tilbud i butikkerne.

* I Netto har man oplevet, at danske frisører tømte butikkerne for alt shampoo af
mærket Keralogie (det tyske navn for Kerastase-shampooen, som frisørerne sælger i
Danmark).

* Vi oplever jævnligt masseopkøb af varerne, når vi har stærke tilbud på f.eks. kaffe,
bleer, øl, vand, shampoo, marmelade, eller mærkevareprodukter indenfor isenkram.

Når mærkevareleverandørerne foretager disse opkøb er det for at holde antallet af
udsalgssteder nede, priserne på produkterne kunstigt oppe og for at sætte vore butik-
ker i en udsolgt-situation, så kunderne vælger at handle et andet sted næste gang,
der skal købe den pågældende vare.

Når en grossist, restauratør eller konkurrerende detailhandler køber f.eks. cola,
bleer eller kaffe i meget store mængder, sker det primært for at sælge produkterne
videre med fortjeneste, og det har vi intet imod. Problemet opstår, når en person
dræner lageret, så den almindelige kunde, som f.eks. blot skal have 3 kasse colaer til
en børnefødselsdag, går forgæves. Det er beklageligt både for os og for kunden, der
måske er kørt langt for at gøre brug af det gode tilbud. Kunden har jo med rette en
forventning om, at den annoncerede vare forefindes i butikken.

I forbindelse med de konkrete tilbud kan alle købe den ønskede mængde, men den
særlige rabat gælder kun for de første enheder. Denne nye markedsføringsform er,


- 5 -

som vi ser den, i fuld overensstemmelse med markedsføringslovens § 7 sammenholdt
med § 1. Der er for det første ikke tale om mængdebegrænsning, da den enkelte
kunde kan købe lige så mange enheder, som vedkommende ønsker, og vi udelukker
på ingen måde nogen bestemte grupper, da alle frit kan gå ind i vore varehuse og
gøre brug af tilbuddene. Ønsker man f.eks. at købe flere kasser sodavand til den mest
favorable pris, er man frit stillet med hensyn til at gå ind i varehuset igen og hente
flere kasser, indtil man har købet den ønskede mængde. Der er altså heller ikke tale
om forskelsbehandling af kunderne.
..."

Forbrugerombudsmanden anlagde herefter sag den 16. maj 2001.

Der er fremlagt eksempler på andre erhvervsdrivendes brug af samme markedsfø-
ringsform som Bilkas.

Af bemærkningerne til den pågældende bestemmelse (Folketingstidende 1999-92,
Tillæg A, spalte 2221 f) fremgår bl.a.:

" Almindelige bemærkninger

Det er en udbredt praksis, at stormagasiner, supermarkeder og andre butikker rekla-
mer med varer til en særlig lav pris for på den måde at lokke kunder ind i butikken
(såkaldte slagvarer). Oftes sælges varerne med direkte tab. Der er eksempel på, at
200-300 varer i samme butik på et givet tidspunkt solgtes til højst indkøbsprisen (en-
grosprisen).
...
Forslagsstillerne ønsker at begrænse omfanget af den praksis ved at sikre, at butik-
ker, der bruger slagvarer, skal sælge ligeså mange til den enkelte kunde, som denne
ønsker at købe ­ så længe lager haves. Det vil gøre det problematisk for en butik at
sælge en vare til mindre end indkøbsprisen (engrosprisen).

Den risikerer nemlig i så fald et af to:
- Nogle få kunder foretager meget store indkøb og tømmer dermed hurtigt lageret.
- Andre butiksdrivende vil kunne opkøbe hele lageret, og dermed tjene forskellen op
til engrosprisen.


- 6 -

I begge tilfælde vil efterfølgende kunder, der efterspørger slagvaren, blive skuffede,
hvilket formentlig vil skade den udbydende butik.
Det er forslagsstillerens opfattelse, at forslaget vil begrænse brugen af slagtilbud.
Dette er til glæde for små butiksrivende, deres kunder og forbrugerne i det hele ta-
get. Forbrugerrådet har da også sammen med tre organisationer for handelsdri-
vende fremsat ønske om, at der gennemføres et sådant forbud.
Et lignende forbud er indført i Tyskland.

Bemærkninger til § 1

Forslaget indebærer, at der ikke ved reklamering, skiltning eller lignende må fast-
sættes begrænsninger af, hvor mange styk eller hvor stort et kvantum hver kunde
højst må købe, samt at butikken ikke kan nægte en kunde at købe et vilkårligt stort
antal ­ så længe lager haves.

Der er præciseret, at butikken ikke kan afvise bestemte aftagere ­ her tænkes først og
fremmest på andre detailhandlere, som skal have mulighed for at opkøbe varepar-
tier, der sælges til under engrosprisen.
..."

Det er oplyst at der er forekommet flere tilfælde i detailhandelen af markedsføring
med rabatbegrænsning svarende til den af Bilka anvendte.

Børge Johansen, der er direktør for Bilka, har forklaret at det er Bilkas almindelige
forretningsprincip at sikre at man generelt har de laveste priser. Til opnåelse af det
formål undersøger man 1046 varegruppper otte gange om året. Markedsføringen i
Søndagsavisen er en del af dette koncept. Den almindelige forbruger køber som regel
en eller to kasser øl. De almindelige tilbud på øl som det pågældende ligger på 109
eller 105 kr. pr. kasse. Med en pris på 95 kr. var Bilka klart markedets billigste. Pri-
sen fremkom efter tilskud fra bryggeriet, men Bilka bidrog også til nedsættelsen. Der
blev solgt 62.000 kasser øl til 94,95 kr. pr. kasse. Salg skete til alle, forbrugere såvel
som konkurrenter, der gik igennem ved kassen. Køberne kunne frit gå gennem kas-
sen så mange gange de ville, og hver gang købe to kasser a 95 kr.


- 7 -

Formålet med Bilkas markedsføring med begrænset eller differentieret rabat er at
undgå masseopkøb der tømmer lagrene. Det skaber utilfredse, almindelige kunder
der ofte har kørt ret langt, 25-30 km eller mere, for at få del i de særlig gode tilbud.
Det gælder såvel almindelige varer som de partier af parallelimporterede varer som
man lejlighedsvis markedsfører. De sidste er udsat for en særlig form for masseop-
køb derved at originalproducenten henvender sig og under påberåbelse af markedsfø-
ringslovens § 7, stk. 1, køber hele det parallelimporterede parti. Formålet med så-
danne opkøb er naturligvis at afbøde den prisnedsættende virkning af parallelimport.
Også disse opkøb skaber vrede og skuffede forbrugere.

Forbrugerombudsmanden har anført: Det må følge af bestemmelsen i markedsfø-
ringslovens § 7, stk. 1, at der ikke må fastsættes en øvre grænse for antal enheder af
en vare der udbydes til tilbudspris. Det var netop formålet med bestemmelsen. Man
ville ud fra butiksstrukturelle overvejelser begrænse den i indledningen til bemærk-
ningerne beskrevne praksis med udbud af slagvarer, og det kunne gøres ved at for-
byde mængdebegrænsninger. Forbud mod mængdebegrænsninger ville hindre eller
begrænse udbud af varer til under indkøbsprisen, altså et udbud som Bilka har fore-
taget i den foreliggende sag med Tuborg Julebryg. Det er for anvendeligheden af
bestemmelsen i øvrigt ikke af betydning om salget skete til under eller over indkøbs-
pris. Hvis man tillader Bilka at foretage en begrænsning som sket i annoncen i Søn-
dagsavisen, vil man gøre bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1, illusorisk.
Det er i strid med dens ordlyd der alene giver mulighed for undtagelser med hensyn
til egentlige udsalgsvarer, og om sådanne er der jo ikke tale i den foreliggende sag.
Det vil også stride mod formålet med bestemmelsen: Bilka søger ved den fastsatte
begrænsning at hindre at lagrene tømmes af enkelte kunder, men det var netop for-
målet med bestemmelsen: Forslagsstillerne ville begrænse tilbuddene ved gennem
forbudet mod mængdebegrænsning at give mulighed for sådan lagertømning.

Det erkendes at man kan købe to kasser Julebryg ad flere gange og derved komme
uden om begrænsningen, men det er besværligt for kunden. I praksis vil Bilkas salgs-
form føre til en mængdebegrænsning.

Subsidiært gøres det gældende at Bilkas salgsform er i strid med god markedsfø-
ringsskik, jf. markedsføringslovens § 1. Der henvises til side 17 f. i betænkning
681/1973 om generalklausulen og til bemærkningerne til 1994-forslaget til lov om


- 8 -

markedsføring, (Folketingstidende 1993-94, tillæg A, spalte 7264): "Generalklau-
sulen skal ... fortsat være et supplement i forhold til specialbestemmelserne i mar-
kedsføringsloven, således at handlinger, der ligger på kanten af ­ eller falder uden-
for ­ specialreglernes typeområde, ofte vil kunne være stridende mod generalklau-
sulen". Der kan endvidere henvises til Palle Bo Madsen, Markedsret, Del 2, 3. ud-
gave, side 270.

Markedsføringslovens § 7, stk. 1, kan ikke reduceres til udelukkende at være en be-
stemmelse der har til formål at regulere erhvervsstrukturen. Det kan ses af bemærk-
ningerne til forslaget at den tillige varetager almene forbrugerhensyn.

Bilka har gjort gældende at annoncen ikke falder ind under reglen i markedsførings-
lovens § 7, stk. 1, for den tilbyder særrabat ved køb af to kasser Julebryg, mens køb
derudover må ske til almindelig, favorabel pris, der er lavere end markedsprisen. Der
er ingen begrænsninger udover netop den at rabatten er begrænset. Alle kan købe et
ubegrænset antal Tuborg Julebryg. Bilka har således ikke fastsat noget loft for hvor
stort et antal enheder den enkelte kunde må købe af Tuborg Julebryg, og der nægtes
ikke salg til bestemte aftagere. Dermed falder markedsføringen uden for lovens ord-
lyd.

Det forbud Forbrugerombudsmanden ønsker nedlagt, er affattet i nøje overensstem-
melse med lovens ordlyd, men med den afgørende tilføjelse "til en bestemt pris".
Denne passus har ikke støtte i loven. Det er en arbitrær tilføjelse. Forbrugerombuds-
manden kunne for så vidt lige så godt og lige så uhjemlet have indsat en bestemmelse
om forbud mod garantidifferentiering eller anden differentiering.

Markedsføringslovens § 7, stk. 1, handler slet ikke om prisdifferentiering. I hvilket
omfang prisdifferentiering skal imødegås eller fremmes, er et lovgivningsmæssigt
spørgsmål som skal løses uafhængigt af bestemmelsen i markedsføringslovens § 7,
stk. 1. Dette illustreres af det forhold at Bilka uden at markedsføringslovens § 7, stk.
1, ville komme på tale, kunne have valgt at tilbyde en fast rabat ved køb af Tuborg
Julebryg, således at der blev ydet samme rabat uanset om man købte to eller ti kasser.
En sådan rabat ville afsætningsmæssigt have samme funktion som markedsføringen
af to kasser til en særlig favørpris.


- 9 -

Det passer ikke at en frifindelse af Bilka ville gøre bestemmelsen i markedsførings-
lovens § 7, stk. 1, illusorisk. Bestemmelsen har et præcist, om end begrænset, ind-
hold som vil stå urørt efter en frifindelse.

Der er ikke holdepunkter for en analog anvendelse af bestemmelsen på den forelig-
gende markedsføring. Ordlyden støtter ikke den antagelse at der skal anlægges en
bred eller udvidende fortolkning. I bestemmelsen står der ikke "eller lignende", "eller
anden form for foranstaltning" eller tilsvarende således som det er tilfældet med an-
dre bestemmelser i markedsføringsloven. Der er heller ikke holdepunkter i motiverne
for en udvidende fortolkning. Forslagsstillerne havde ét ganske bestemt sigte med
forslaget: Man ville begrænse praksis med slagvarer ved at sikre at butikker der bru-
ger slagvarer, skal sælge lige så mange til den enkelte kunde som denne ønsker at
købe ­ sålænge lager haves.

I mangel af sådanne holdepunkter må man følge ordlyden. Det er ikke rettens opgave
at komplettere en erhvervsstrukturel bestemmelse, blot fordi den efter visses opfat-
telse ikke er tilstrækkelig vid. Loven rammer mængdebegrænsning. Om der bør ske
yderligere begrænsninger i adgangen til markedsføring under anvendelse af differen-
tierede priser, må overlades til lovgivningsmagten.

At bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1, er erhvervsstrukturel, ses klart
af side 16 i betænkning 1236/1992, Ny Markedsføringslov, hvor det hedder at be-
stemmelsen har et erhvervsstrukturelt formål. Derfor foreslog udvalget at bestem-
melsen blev udskilt af markedsføringsloven og anbragt i en særlig lov om erhvervs-
strukturelle forhold.

Hertil kommer at bestemmelsen er strafsanktioneret. Der er derfor ikke plads til
analog anvendelse af bestemmelsen medmindre der er en fuldstændig årsagernes
lighed. Forbrugerombudsmanden bør ikke ved at vælge forbudsvejen kunne opnå en
udvidende fortolkning af loven som han ikke ville kunne opnå gennem anlæg af
straffesag.

Man bør notere sig at Bilkas markedsføring er ens over for alle. Rabatdifferentierin-
gen gælder over for forbrugere som over for erhvervsdrivende. Rabatdifferentierin-


- 10 -

gen gælder ved det enkelte køb. Hvis man går en gang til gennem kasseslusen, får
man på ny adgang til at købe to kasser med den særlige rabat.

Samme opfattelse af markedsføringslovens § 7, stk. 1 som den her hævdede findes i
Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 2001, side 320. Det er formentlig en lig-
nende opfattelse der ligger til grund for Forbrugerombudsmandens opfattelse i Juri-
disk Årbog, 1992, side 103 om rabatkuponer. Disse fandtes ikke at være i strid med
markedsføringslovens § 7, stk. 1:

"Rabatkuponsystemet indeholder ikke elementer, der i strid med § 6a [nu markedsfø-
ringslovens § 7, stk. 1] indskrænker en kundes mulighed for generel at erhverve en
ubegrænset mængde af en vare til varens nettokontantpris.
Kundernes mulighed for at købe flere enheder med rabatpris er objektivt set ikke
indskrænket, men forudsætter alene en indsats fra kunderne om at erhverve sig flere
rabatkuponer..."

Det forekommer overordentlig diskutabelt om vanskeligheden ved at erhverve sig
flere rabatkuponer virkelig er mindre end vanskeligheden ved at gå flere gange gen-
nem kasseslusen i et supermarked.

Markedsføringslovens § 1 kan ikke anvendes til udvidelse af den specifikke bestem-
melse i lovens § 7, stk. 1. Som påvist har bestemmelsen i § 7, stk. 1, et klart afgræn-
set indhold, og den varetager et ganske bestemt formål som ikke er et af de formål
som varetages af markedsføringsloven, se hertil forslaget til lov om markedsføring,
Folketingstidende 1993/94, Tillæg A, så. 7249: "Den reflekterer lovens overordnede
formål, som er at sikre, at erhvervsvirksomhed drives tilbørligt og rimeligt under
hensyntagen til såvel konkurrenter som andre erhvervsdrivende samt forbrugerne og
almene samfundsinteresser. Den danner samtidig grundlag for løbende normdan-
nelse og videreudvikling ud fra en afbalanceret afvejning af hensynet til erhvervsli-
vet, forbrugerne og almene samfundsinteresser". Handlinger som strider mod god
markedsføringsskik, bliver herefter sådanne som ud fra de her nævnte tre hensyn må
anses som uønskværdige. Handlinger som ud fra andre hensyn anses for uønskvær-
dige, kan ikke forbydes med hjemmel i markedsføringslovens § 1. Det gælder fx
handlinger som er i strid med ønsket om at opretholde mindre butikker eller lig-
nende.


- 11 -

Der er slet ikke holdepunkter for at markedsføringen som denne sag handler om, er i
strid med forbrugernes interesser. Forbrugerne er tværtimod interesserede i slagtil-
bud. De er også interesserede at det bliver muligt at give gode tilbud på parallelim-
porterede varer. Hensynet til den almindelige konkurrence taler heller ikke for at
følge Forbrugerombudsmanden. Bilkas markedsføring er åben og gennemskuelig,
såvel for forbrugere som konkurrenter, og er udtryk for en pris- og rabatdifferentie-
ring som er almindelig accepteret.

Rettens begrundelse og resultat

4 medlemmer af retten (Jens Feilberg, Laura Larsen, Ole Marker og Allan Suhrke)
finder at bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1, efter sin ordlyd og efter sit
begrænsede formål ikke kan antages at omfatte den af Bilka anvendte markedsføring
med prisnedsættelse alene på de første to enheder af den pågældende vare. Efter be-
stemmelsens ordlyd og det i bemærkningerne til forslaget tilkendegivne tilsigter be-
stemmelsen alene at hindre at detailvirksomheder fastsætter en øvre grænse for det
antal enheder af en vare som en kunde, uanset hvilken, må købe. Der må i den for-
bindelse lægges vægt på at begrænsningen i adgangen til erhvervelse af mere end to
kasser Tuborg Julebryg til 94,95 kr. pt. kasse alene gælder det pågældende køb. Der
er således intet til hinder for at kunden ved flere indkøb skaffer sig et i princippet
ubegrænset antal varer.

Der er i bestemmelsen eller bemærkningerne til den som anført af Bilka ikke holde-
punkter for at den skal fortolkes udvidende til at omfatte tilfælde som det forelig-
gende.

Markedsføringen kan heller ikke forbydes efter bestemmelsen i markedsføringslo-
vens § 1. Begrænsningen i salget af de stærkt nedsatte varer tjener til at gøre det mu-
ligt at anvende dem som slagvarer, og denne anvendelse er almindeligt accepteret og
ikke i strid med god markedsføringsskik. Anvendelse af slagvarer kan ikke anses for
at være i strid med forbrugernes interesser på en måde der er i strid med markedsfø-
ringslovens § 1. Den af Bilka anvendte markedsføring må anses at være i overens-
stemmelse med gennemsnitlige forbrugerinteresser for så vidt som den på en gen-
nemskuelig måde fremmer salg af varer med store rabatter samt andre særlig billige
varer såsom parallelimporterede varer.


- 12 -

Ninna Kiesling finder at den af Bilka anvendte markedsføring med begrænsning af
antallet af varer som den enkelte kunde må købe til en bestemt pris, må være omfat-
tet af forbudet mod mængdebegrænsning. Ved "samme vare" må forstås "samme
vare til samme pris", ellers bliver bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1, i
det væsentlige uden indhold. I hvert fald må den af Bilka anvendte markedsføring
ganske sidestilles med en mængdebegrænsning. Resultatet af Bilkas markedsføring
må antages at blive at den enkelte kunde i realiteten begrænser sit køb til to kasser,
således at markedsføringen i praksis virker som en direkte mængdebegrænsning i
strid med bestemmelsen i markedsføringslovens § 7, stk. 1, og denne bestemmelses
formål.

Dommen afsiges efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:

Bilka Lavprisvarehus A/S frifindes for den af Forbrugerombudsmanden nedlagte
påstand.

Inden 14 dage efter denne dom skal Forbrugerombudsmanden i sagsomkostninger
betale 20.000 kr. til Bilka Lavprisvarehus A/S.


Jens Feilberg



Ninna Kiessling Laura Larsen



Ole Marker Allan Suhrke




(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes. Sø- & Handelsrettens kontor, den
P.j.v. 


Arbejdsskader – skade på medarbejderens ejendele

Hvad er dine forpligtelser som arbejdsgiver, når der forvoldes skade på en medarbejders personlige ejendele ...»

Opsigelse af gravid eller medarbejder på barsel

Der er en udbredt misforståelse på det danske arbejdsmarked om, at du som arbejdsgiver ikke må opsige ...»

Ejerleder

En ejerleder er en ejer af en virksomhed som samtidig er lederen i virksomheden - typisk som administrerende ...»

Earn-out

Earn-out kan bruges som betaling af en del af købesummen i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse. ...»

Monopol - Kastrup Strandpark

Den mellem Tårnby Kommune og Hellers Yachtværft ApS aftalte leje i 2004 vedrørende lejemålet Kastrup »

Reklamemateriale omdelt af Post Danmark

Dommen fastslår,

at "Med Rundt" eller tilsvarende »

Vi er medlemmer af