kontrakt_470_250

Ansvar ifm. containers kontrolvejning

Resumé

Fragtføreren/Transportøren havde jf. NSAB ikke pligt til kontrolvejning af en forseglet container og var ikke ansvarlig for, at containeren, der ifølge transportdokumenterne havde betydelig overvægt, i stedet for havde betydelig undervægt. Dissens.

Dom i sagen H-72-00 Gidana A/S 

(Advokat Kim B. Ulrich)
mod
DSV Samson Transport A/S
(Advokat Henrik Thal Jantzen ved advokat Nikolaj Salling)
Adciteret 1) Royal Cargo Corporation
(Advokat Henrik Christrup ved advokatfuldmægtig Mette Rosholm)
Adciteret 2) Yangming Marine Transport Corporation
(Advokat David Rubin)

Sagens hovedspørgsmål er om DSV Samson Transport A/S og eventuelt tillige Royal Cargo Corporation og Yangming Marine Transport Corporation er ansvarlige for Gidana A/S' tab som følge af manko i en forsendelse fra First Magmedia Corporation, Cavite, Filippinerne, til Gidana.


- 2 -

Påstande
Gidana har nedlagt påstand om at DSV skal betale kr. 659.941,48 med procesrente
fra den 27. oktober 1999.

DSV har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Over for Royal Cargo og Yangming har DSV nedlagt påstand om at disse skal fri-
holde DSV for ethvert beløb som selskabet i denne sag måtte blive pålagt at betale til
Gidana.

Royal Cargo har nedlagt påstand om frifindelse. Subsidiært har selskabet nedlagt
påstand om at Yangming skal friholde Royal Cargo for ethvert krav som dette sel-
skab i denne sag måtte blive dømt til at betale til DSV.

Yangming har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et
mindre beløb end DSV pålægges at betale til Gidana

Gidanas påstand er ikke bestridt beløbsmæssigt. Rentedatoen er ubestridt.

Sagsfremstilling
I henhold til faktura af 16. august 1999 købte Gidana 1,8 mio. 3,5´´ MF2HD disket-
ter til en pris af 118.800 USD. Levering skete FOB Manila med betalingsbetingelse:
Irrevocable L/C at sight. Som bestemmelsessted var angivet Århus. I fakturaen var
henvist til remboursnr. ... dateret 3. august 1999 og til en pakkeliste.

Remboursen blev efter Gidanas anmodning udstedt af Unibank den 3. august 1999 i
favør af Magmedia. Som transportdokumenter var i formularen afkrydset "Fuldt sæt
søkonnossementer udstedt til ordre og blank endosseret, udvisende mig/os som notify
party" og "udstedt til 3/3 original FBL, issued through ROYAL CARGO". Under
øvrige dokumenter var angivet "GSP oprindelsescertifikat" og "Pakkeliste hvert kar-
ton mærket "GIDANA"".

Konnossementet er udstedt i Manila den 16. august 1999 af Royal Cargo der under-
skrev "As Carrier". Afsender var Magmedia, og "Notify Address" var Gidana, Lang-


- 3 -

balle 2, Horsens. Henvendelse vedrørende aflevering af godset skulle ske til DSV,
Herning. Containeren blev beskrevet som

"1 x 40´ CONTAINER
SAID TO CONTAIN:
SHIPPER'S LOAD COUNT
AND SEALED"

hvorunder var angivet vareart og mængde. Bruttovægten var oplyst at være 36.720
kg., og rumfanget var angivet til 53,82 m3.

Konnossementet var endvidere, under "Marks and Numbers", påført betegnelsen
FCL/FCL (Full Container Load).

Containeren er ifølge påtegning på konnossementet taget om bord den 16. august
1999.

Pakkelisten dateret den 16. august 1999 indeholder i det væsentlige de samme oplys-
ninger om vægt og rumfang som konnossementet.

Et oprindelsescertifikat dateret den 18. august 1999 der er påtegnet af en toldmyn-
dighed på Filippinerne, indeholder samme oplysninger om vægten som konnosse-
mentet.

Der foreligger endvidere et "combined transport bill of lading" udstedt den 16. au-
gust 1999 vedrørende transport af containeren fra Manila til Singapore af Pacific
Eagle Lines Pte. Ltd. Der er yderligere fremlagt et "Export Booking Sheet" (Royal
Cargos booking af transporten hos Yangming) og et pro forma-konnossement vedrø-
rende transporten som indeholder samme oplysninger om vægt og rumfang som kon-
nossementet udstedt af Royal Cargo.

Yangming har fremlagt det konnossement som selskabets agent udstedte i Manila
den 16. august 1999 vedrørende transporten af containeren Manila-Hamburg-Århus.
Konnossementet vedrører "1 CNTR "SHIPPER'S LOAD COUNT AND SEAL
SAID TO CONTAIN: <samme oplysninger om containerens indhold som det oven-


- 4 -

for nævnte konnossement>". Som afsender er angivet Royal Cargo. Som Consignee
er anført DSV.

Under standardklausulerne er bl.a. anført:

"9. CONTAINER PACKED BY MERCHANT. RESPONSIBILITY
...
(1) Any statements on this bill of lading relating to marks and numbers, number and kind of packages, description, quantity,
quality, weight, measure, nature, kind, value or other particulars of the content of such container(s) are as furnished by the
Merchant and are the unknown to the Carrier and the Carrier accepts no liability in respect thereof. The acknowledgment of the
Carrier is confined to the number and apparent order and condition of container(s).
...
(4) Container(s) shall be properly sealed and the seal identification reference as well as container reference shall be shown
herein. If the container(s) are delivered from the Carrier with the seal intact, the carrier shall not be liable to any loss or damage
to the Goods unless it be proven that such loss or damage was caused by Carrier(s) negligence..."

Det er oplyst at containeren, 40' INBU Container no. 500669-6, havde en højeste
nyttelast på 26.740 kg og en højeste totalvægt på 30.480 kg. Containeren der blev
benyttet i sagen, havde således ifølge papirerne en betydelig overvægt.

Det er endvidere oplyst at højeste nyttelast for 40' containere er omkring 26.500 kg.
Containeres egenvægt varierer noget efter type. Totalvægt for 40' containere ligger
på omkring 30.500 kg.

Unibank sendte den 23. august 1999 de i remboursen foreskrevne papirer til Gidana
og meddelte at købesummen 118.800 USD blev overført til Magmedias korrespon-
dentbank med valørdato samme dag. Gidana videresendte papirerne til DSV der
modtog dem den 25. august 1999. DSV meddelte den 30. august 1999 at varerne med
en vægt på 36.720 kg var undervejs med M/S Ming Heaven med forventet levering
14. september 1999. I parentes var tilføjet "DETTE ER DEN TUNGE..."

Den 10. og 15. september 1999 fandt telefonsamtaler sted mellem Gidana (Erik Leth)
og DSV vedrørende problemer med transporten fra Hamburg til Århus som var van-
skeliggjort af containerens vægt. Det var hverken muligt at transportere containeren
ad landevej eller bane. Gidana og DSV blev enige om at åbne containeren i Hamburg
og dele transporten i to.

Varerne ankom til Gidana den 22. september 1999, ikke som forventet i to lastbiler,
men i én, og den indeholdt alene 431.900 disketter med en samlet vægt på 9.360 kg.


- 5 -

Der er enighed om at mankoen udgør 1.368.100 stk. disketter, og at containeren ikke
blevet læsset med mere. Gidana har forgæves søgt at komme i forbindelse med af-
senderen og har herefter opgjort sit tab til det påstævnte beløb

DSV har fremlagt sin faktura vedrørende transporten der er på i alt DKK 28.859
hvoraf DKK 21.114,67 vedrører søfragt. Trucking til og fra Hamburg for to enheder
beløber sig til DKK 5.500.

Forklaringer
Erik Leth, Gidana, har forklaret at han gennem 16 år har drevet virksomhed med
parallelimport af film, videodisketter og andet. Omsætningen er ca. 100 mio. kr. om
året. Det køb denne sag drejer sig om, var bl.a. til opfyldelse af en ordre fra Tyskland
på 1 mio. 3,5'' disketter. Han havde handlet gennem 5-6 år med den filippinske leve-
randør og fået omkring 15 forsendelser fra ham, heraf enkelte i container. Han hen-
vendte sig til Stig Krogh Andersen hos DSV den 1. august 1999 og bad denne tage
fat i Gidanas leverandør og aftale det videre med transporten med ham. Han spurgte
Stig Krogh om denne kunne finde en surveyor i Manila der kunne kontrollere forsen-
delsen, men det kunne Stig Krogh ikke påtage sig. Han fik at vide at det gik som det
skulle, og åbnede remboursen den 3. august 1999. Han modtog dokumenterne, her-
under konnossementet, den 23. august 1999. Han vejede 100 3,5'' disketter og kunne
se at den angivne vægt nøjagtigt svarede til det antal disketter der skulle være. Han
accepterede derfor at remboursen blev indløst. Han hæftede sig ikke særligt ved for-
beholdet - Said to contain: shipper's load count and sealed ­ det står der altid i de
konnossementer vedrørende containertransporter han har modtaget, og han har mod-
taget 600-800. Sammen med konnossementet modtog han oprindelsescertifikatet.

Den 10. september 1999 ringede René Laursen fra DSV og sagde at der på grund af
containerens vægt var problemer med landevejstransporten fra Hamburg til Århus.
Vidnet sagde at det måtte René finde ud af. Det afgørende var at godset hurtigt kom
til Danmark fordi kunden skulle have varerne leveret til tiden. Nogle dage senere
ringede René og fortalte at godset heller ikke kunne komme med jernbane på grund
af vægten. De blev enige om at åbne containeren og fordele lasten på to lastbiler. Det
næste der skete i sagen, var at der kom en vognmand med én container der viste sig
at indeholde 934 kartoner med 431.900 disketter. Vidnet ringede til DSV der bekræf-


- 6 -

tede at der ikke kom mere. Stig Krogh gav ham ret i at der var nogle røde lamper der
burde have lyst på et tidligere tidspunkt.

Stig Krogh Andersen har forklaret at han er afdelingsleder for DSV i Billund. Han
har været 15 år i speditionsbranchen og har især beskæftiget sig med import fra
Fjernøsten. Gidana har været deres kunde i mere end fem år og er det stadig. De har
løbende givet transporttilbud til Gidana. Over for Gidana fremstår DSV som trans-
portør. Royal Cargo har været DSV's faste agent i Manila gennem nogle år.

Erik Leth bad som forklaret af denne vidnet om at tage fat i deres agent i Manila og
få arrangeret transporten. Leth oplyste hvem der var afsender (Magmedia), og hvor
meget gods der var. Han sagde at det nok var en hel container. Det var første gang de
arrangerede en hel container til Gidana, tidligere havde det været stykgods. Royal
Cargo rettede henvendelse til Magmedia, men meldte tilbage at der var et problem
med Magmedia, et gammelt mellemværende. Det blev bragt i orden, og transporten
blev arrangeret. De så ikke nogen papirer på dette tidspunkt. De fik papirerne, herun-
der konnossementet, den 25. august 1999 og blev derved klar over at der kunne være
et overvægtsproblem. Det var René Laursen der modtog konnossementet. Han be-
mærkede til vidnet der sad i nærheden, at den var tung. Det var klart at det var et
problem, og at René skulle løse det.

Han kom selv ind i sagen da det viste sig at der var en manko. Efter mankoens kon-
statering talte han med Erik Leth om muligheden af et survey i Manila. Vidnet sagde
til Erik Leth at det kunne Royal Cargo ikke have arrangeret, og at det ikke var noget
som DSV kunne påtage sig. Han har også sagt til Erik Leth at Royal Cargo og
Yangming burde have sagt hov på grund af vægten og fundet ud af om angivelsen af
36 t fx kunne være en slåfejl, således at det i stedet skulle have stået 26 t. Erik Leth
sagde at han havde spurgt Magmedia om vægten passede, og det gjorde den.

René Laursen har forklaret at han har været i branchen i en halv snes år. Han var i
1999 i DSV's afdeling i Billund. I dag er han afdelingsleder i et andet speditionsfore-
tagende. Han så papirerne vedrørende forsendelsen den 25. august 1999 og blev
straks opmærksom på vægten. Den var meget overvægtig, "den var eddermaneme
tung, jeg har aldrig været ude for noget lignende". Det kunne være et problem med
losningen, men vidnet beroligede sig i den henseende med at var den kommet om-


- 7 -

bord i god behold, kom den nok også i land igen. Problemet var landtransporten.
Vidnet undersøgte forskellige muligheder. Resultatet blev at han med Gidana blev
enig om at foretage en opdeling.

Procedure
Gidana A/S: DSV er ansvarlig som transportør efter NSAB 2000 § 2, afsnit A. DSV
har arrangeret transporten og har afgivet et transportløfte. Selskabet markedsfører sig
med sine egne ydelser og har ikke taget forbehold om ikke at være underlagt trans-
portøransvar. DSV's ansvar omfatter fejl og forsømmelser som Royal Cargo har be-
gået, jf. NSAB § 2, afsnit C. Royal Cargo har været forsømmelig ved udførelsen af
opdraget og ikke udvist tilstrækkelig omhu, jf. NSAB § 5. Der var en betydelig over-
vægt, og så burde man havde foretaget en kontrolvejning. Det gøres naturligvis ikke
gældende at transportører i almindelighed har pligt til at undersøge lukkede containe-
re der overgives dem til befordring, og de skal selvfølgelig heller ikke foretage kon-
trolvejning. Et så påfaldende forhold som en i papirerne angivet overvægt på om-
kring 10 t, svarende til at containerens indhold vejede 36% mere end tilladeligt, bør
give anledning til undersøgelser. Overvægten er betydelig og er af betydning for
gennemførelsen af transporten. Det var i det mindste påregneligt at der ville opstå
problemer i forbindelse med den senere transport over land. De internationale regler
om højeste totalvægt for landevejstransport, som har universel gyldighed, ville føre
til at containeren ikke kunne transporteres ad landevej. Derfor burde der være foreta-
get en kontrolvejning ved modtagelsen af containeren. Det var i så fald blevet klar-
lagt at containeren ikke indeholdt det angivne, ca. 36 t, men langt mindre. Så var der
ikke grundlag for et rent ombordkonnossement, og dermed var remboursen ikke ud-
løst, og Gidana havde ikke lidt et tab. En vejning af containeren i dette særlige tilfæl-
de ville være en ringe ulejlighed for Royal Cargo. Royal Cargo kunne eventuelt via
DSV have rettet henvendelse til Gidana og opfordret Gidana til at lade containeren
veje.

De forbehold der er taget i konnossementet, er generelle og uden betydning. Forbe-
holdet om "Said to contain" osv. kan ikke fritage for ansvar. Der skulle være taget et
specifikt forbehold, jf. sølovens § 298.
Det er uden betydning at lasten i henseende til rumfang ikke overskred containerens
maksimum. Det er for denne sag vægten der er afgørende.


- 8 -

Det afvises at der foreligger egen skyld fra Gidanas side. Gidana har handlet pro-
blemfrit med sælgeren gennem flere år. DSV var på forespørgsel ikke i stand til at
skaffe surveyor i Manila. Der var derfor kun den kontrolmulighed der lå i vægtangi-
velsen i konnossementet som viste at der var det antal disketter der var bestilt.

DSV Samson Transport A/S har bestridt at have fragtføreransvar, bortset fra trans-
porten fra Hamburg til Århus. DSV har alene været formidler af søtransporten. Der
er ikke begået tabforvoldende fejl fra DSV's side med hensyn til formidlingen af
søtransporten. DSV blev først opmærksom på overvægten den 25. august 1999. På
det tidspunkt var remboursen indløst og tabet dermed uopretteligt.

DSV havde ingen rådgivningsforpligtelser med hensyn til de velkendte risici der lig-
ger i rembours i forbindelse med handel med hele containere. Hvis man skulle kom-
me til at DSV har et rådgiveransvar, anerkendes det naturligvis at dette ansvar ikke
kan føres videre til de adciterede.

Hvis DSV anses for transportør med fragtføreransvar, skal ansvaret bedømmes efter
sølovens regler, jf. NSAB § 23. Med hensyn til dette ansvar gør DSV samme anbrin-
gender gældende som de adciterede. Over for de adciterede gøres gældende at hvis
der er begået fejl med hensyn til udførelsen af transporten, så er fejlen begået i Østen,
og ansvaret herfor må bæres af de adciterede.

Hvis der er såvel rådgiver- som transportansvar, bør der ske en fordeling mellem
DSV, Royal Cargo og Yangming.

Der foreligger egen skyld fra Gidanas side. Gidana var en erfaren importør med
kendskab til forholdene i Fjernøsten. Gidana var bekendt med at DSV ikke kunne
påtage sig at kontrollere forsendelsen. Transporten var FCL/FCL, og derfor måtte
Gidana være klar over at man ikke kunne få sikkerhed gennem konnossementets ud-
visende for at der var det indhold i containeren som man formodede.

Royal Cargo Corporation har anført at DSV i forhold til adciterede ikke kan støtte
sig til NSAB. En begrundelse for et eventuelt ansvar må søges i konnossementet, jf.
sølovens § 296 og § 298. Der kan ikke være ansvar for Royal Cargo for en manko,
for containeren indeholdt ved ankomsten til Hamburg det antal disketter som afsen-


- 9 -

deren, Magmedia, havde anbragt i den. Et eventuelt ansvar må være et beskrivelses-
ansvar for den manglende overensstemmelse mellem containerens indhold og kon-
nossementets udvisende. Oplysningerne i konnossementet om indhold, vægt og rum-
fang kom fra afsenderen der pakkede og forseglede containeren. Royal Cargo kan
derfor ikke have ansvar for indholdets tilstedeværelse. Det fremgår også af forbehol-
dene i konnossementet, FCL/FCL og SAID TO CONTAIN: SHIPPER'S LOAD
COUNT AND SEALED. Der er ikke grund til at se bort fra disse forbehold der vel
er standardprægede, men er taget individuelt. SAID TO CONTAIN er i praksis af
gode grunde anerkendt som tilstrækkeligt forbehold fra transportørens side i tilfælde
som det her foreliggende hvor transportøren ikke har mulighed for eller adgang til at
kontrollere containerens indhold.

Der var ikke nogen anledning for de adciterede til at foretage kontrolvejning. En
overvægt på 10 t ville ikke volde problemer for søtransporten og især ikke have be-
tydning for sødygtigheden. Kranerne kunne bære 40 t, så lastning og losning kunne
ske uden vanskeligheder eller risiko for lasten. Der er ikke oplysninger der godtgør at
der var påregnelig risiko for at overvægten kunne føre til at containeren brød sam-
men.

Med hensyn til retspraksis kan henvises til Esmeralda 1-dommen i Lloyd's Law Re-
ports, 1988, p. 206 ff., dom afsagt den 12. august 1987 af Supreme Court of New
South Wales, Commercial Division, hvorefter transportøren af en container ikke var
ansvarlig for en manko fordi det var klart efter konnossementet der havde påtegnin-
gerne "FCL/FCL", "said to contain ­ packed by the shipper" og "particulars furnis-
hed by shipper of goods" m.v., at transportøren ikke stod inde for at containeren in-
deholdt det angivne antal kasser.

Endvidere henvises til Atlas-dommen i Lloyd's Law Reports, 1996, p. 642 ff., dom
afsagt Queen's Bench Division, Commercial Court, efter hvilken der ikke var ansvar
for manko for transportøren. Konnossementet i sagen havde bl.a. følgende påtegning:
"All particulars (weight, measure, marks, numbers, quantity, contents, value ...)
thereof as stated by Merchant but unknown to the Carrier".


- 10 -

Transportopdraget i den foreliggende sag blev givet til DSV. Hvis der er et ansvar i
sagen, må det ligge hos DSV der skulle have rådgivet og serviceret Gidana mere
hensigtsmæssigt.

Yangming var udførende fragtfører for transporten og må i givet fald bære det ende-
lige ansvar, jf. sølovens § 286, stk. 1. Yangming skal derfor friholde Royal Cargo for
det beløb som dette selskab måtte blive dømt til at betale til DSV.

Yangming Marine Transport Corporation har tilsluttet sig DSV's anbringender
over for Gidana og Royal Cargos anbringender over for DSV. Hvis der er speditør-
ansvar for DSV, kan det ikke videreføres over for de adciterede for så vidt det går
videre end fragtføreransvaret. Et eventuelt ansvar er et beskrivelsesansvar, ikke et
transportansvar. Modtageren af konnossementet kan ikke påberåbe sig fejl i dette når
det er modtageren der har ladet afsenderen laste og forsegle containeren. Der kan
først opstå ansvar for beskrivelsen efter at konnossementet er blevet overdraget til en
godtroende tredjemand.

Yangming har udført den stillede transportopgave, søtransport Manila-Hamburg,
som man skulle, så uanset konnossementets udvisende må Yangming være ansvars-
fri. Hertil kommer at der er taget de anførte forbehold, dels de individuelle forbehold,
dels det fortrykte forbehold i klausul 9. Der var ingen grund til at kontrolveje. Den
angivne overvægt var helt uvæsentlig for søtransporten.

Fejlen skyldes hverken DSV, Royal Cargo eller Yangming. Fejlen ligger hos Gidana
der til trods for en betydelig erfaring med køb i Fjernøsten løb en risiko for afsende-
rens redelighed; ansvaret herfor kan ikke overføres til transportørerne.

Rettens afgørelse
DSV påtog sig efter Gidanas anmodning at stå for transport af 1,8 mio. disketter fra
Manila til Århus. Den aftale der blev indgået, må forstås som en aftale om at DSV
påtog sig det almindelige ansvar for gennemførelsen af transporten og dermed et
fragtføreransvar, jf. herved reglerne i NSAB § 2. DSV svarer derfor for Royal Car-
gos handlinger og undladelser.


- 11 -

Der er enighed om at en transportør af en lukket container ikke har pligt til at foreta-
ge kontrolvejning af containeren. Fragtføreren må i den henseende forlade sig på de
oplysninger som gives af den der har pakket og lukket eller forseglet containeren.

Jens Feilberg og Helle Lehmann bemærker herefter: Transportøren accepterede at
medtage containeren med den betydelige overvægt den havde, og det er ikke godt-
gjort at det var uforsvarligt at gennemføre sørejsen med den angivelig overvægtige
container. Det havde været naturligt om Royal Cargo havde reageret på den angivne
overvægt, men det er usikkert om en reaktion ville føre til at det rette vægtforhold
blev konstateret inden containeren blev taget ombord, og rent konnossement blev
udstedt. En henvendelse til afsender eller modtager kunne føre til en bekræftelse af at
vægten var som angivet, ca. 36 t, og det er usikkert om en henvendelse til DSV ville
have ført til en kontrolvejning eller omladning af containeren. Da det herefter ikke
kan antages med tilstrækkelig sikkerhed at en reaktion fra Royal Cargos side ville
have ført til at der ikke blev udstedt et rent ombordkonnossement, stemmer vi for at
frifinde DSV og ligeledes frifinde de adciterede.

Benny Jepsen bemærker:
Efter NSAB § 5 skal speditøren der i den foreliggende sag har fragtføreransvar,
godtgøre at han inden for ordrens rammer har varetaget ordregiverens interesser med
omhu. Efter transportdokumenterne fremgik med betydelig klarhed at containeren i
høj grad var overvægtig. Oplysningen om containerens vægt har betydning i flere
henseender. Vægten har betydning i sikkerhedsmæssig henseende, bl.a. for skibets
lasteplan, den har også betydning for den rettidige og sikre gennemførelse af hele
transporten, herunder især den del der foregik til lands. Royal Cargo burde derfor
have reageret på oplysningen om containerens vægt, enten ved at give meddelelse
herom til ordregiveren, eller ved at foretage kontrolvejning. Royal Cargo foretog sig
intet og må derfor bære risikoen for at der ikke blev foretaget foranstaltninger der
kunne have klarlagt at containeren ikke var overvægtig, men tværtimod undervægtig,
og at der derfor var en væsentlig manko hvilket var årsagen til det lidte tab. Jeg
stemmer derfor for at pålægge DSV at erstatte Gidana det lidte tab, og for at pålægge
Royal Cargo at friholde DSV.

Yangming påtog sig den mere begrænsede opgave at transportere containeren fra
Manila til Hamburg og var således uden ansvar for det samlede forløb. Der er ikke


- 12 -

oplysninger der viser at det ikke var forsvarligt af hensyn til gennemførelsen af den-
ne del af transporten at rederiet accepterede modtagelsen af containere med den an-
givne vægt, eller at der forelå anden særlig grund til at rederiet foretog undersøgelse
til kontrol af transportdokumenternes angivelse af containerens vægt. Jeg finder af
denne grund at Yangming bør frifindes.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:

DSV Samson Transport A/S frifindes for den af Gidana A/S nedlagt påstand.

Royal Cargo Corporation og Yangming Marine Transport Corporation frifindes for
de af DSV Samson A/S nedlagte påstande.

Inden 14 dage efter denne dom skal Gidana A/S til DSV Samson Transport A/S beta-
le kr. 34.500 i sagsomkostninger.

Inden samme frist skal DSV Samson Transport A/S til hver af de adciterede, Royal
Cargo Corporation og Yangming Marine Transport Corporation, betale kr. 34.500 i
sagsomkostninger.


Jens Feilberg


Benny Jepsen Helle Lehmann


(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Sø- & Handelsretten, den


Nyt postforlig – Farvel til A-breve pr. 1. juli 2016

Generelt Flere og flere virksomheder og borgere i Danmark kommunikerer mere og mere pr. e-mail i stedet ...»

Opsigelse eller ophævelse

Hvad er forskellen? De almindelige aftaleretlige regler opererer med begreberne opsigelse og ophævelse, ...»

Afgiftsberegning

Når der anlægges sag ved domstolene, eller når der handles fast ejendom, skal der som udgangspunkt ...»

Østre Landsret

Østre Landsret er appelinstans i forhold til byretterne i Østdanmark.  Alle øvrige data og kontaktdata ...»

Leverandør hæftede for producentens konstruktionsfejl

HØJESTERETS DOMafsagt tirsdag den 14. april 2015 Sag 240/2013(2. afdeling) Tryg Forsikring A/S(advokat ...»

Frisørdommen

Frisørers prisskiltning med forskellige priser for ”dameklip” og ”herreklip” strider ikke mod »

Vi er medlemmer af