advokat_tw_telefon
Danske lov

Misligholdelse af agentaftale

Resumé

Papirproducent kunne opsige en agentaftale med nedsat varsel som følge af agentens misligholdelse af sin loyalitetsforpligtelse.

Dom i sagen H 92/04


Dalum Papir A/S 
(advokat Mikael Bernhoft

mod 

Nordic Paper A/S (Henrik 
Mortensen Danmark A/S) 
(advokat Ole Rosdahl

Indledning og påstande
Sagen angår spørgsmål om misligholdelse af parternes samarbejdskontrakt vedrørende indkøb af returpapir. 

Dalum Papir A/S (i det følgende: Dalum) har nedlagt påstand om, at Nordic Paper A/S (Henrik Mortensen Danmark A/S) (i det følgende: Nordic) skal betale Dalum 83.750,00 kr., subsidiært 33.500 kr., med tillæg af procesrente fra 6. december 2004.

Nordic har påstået frifindelse og nedlagt selvstændig påstand om, at Dalum skal betale 761.250,00 kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn, i 4 afdrag som angivet i § 6 i parternes kontrakt af 26. november 1999. 

Sagsfremstilling

Dalum, der driver virksomhed med produktion af papir, bl.a. på et anlæg i Maglemølle, indgik den 26. november 1999 med Nordic en "Kontrakt vedrørende samarbejde om returpapirindkøb" (i det følgende: Samarbejdskontrakten), som bl.a. indeholder følgende bestemmelser: 

... 

1. Samarbejdets omfang. 

Nordic Paper (NP) skal i samarbejde med Dalum Papirs indkøbs- og produktionsafdeling importere og informere om returpapir til Maglemølle fra et nærmere defineret indkøbsområde i henhold til nedenstående. I den forbindelse påhviler det NP, at 
· fremskaffe de ønskede kvaliteter til bedst mulige priser ... 
· løbende vurdere markedssituationen og afrapportere prisudviklingen ... 

2. Åbenhed omkring indkøbssteder og priser. 

Priser og leverandøradresser (herunder fragter) lægges frem for indkøbsafdelingen til individuel beslutning ... 

3. Eksklusivitet på de aftalte indkøbssteder/områder. 

NP alene sørger for import af returpapir til Maglemølle fra leverandører i Tyskland, Benelux og Norge (indkøbsområdet) dog ekskl. SKP og Norsk Genindvinding. Fra andre lande kræves forudgående aftale med DP. DP vil ikke selv eller aktivt foranledige andre til at søge leverancer fra indkøbsområdet. 
..." 
Efter kontraktens §§ 4-5 skulle Dalum årligt aftage 50.000 tons returpapir mod en kommission til Nordic på 25 kr. pr. ton, og Dalum skulle betale Nordic en minimumskommission på 15 kr. for hvert ton, som Dalum ikke kunne aftage, op til en aftalt minimumstonnage på 50.000 tons. Kontrakten var gældende i 5 år, men kunne efter § 6 opsiges af Dalum med 6 måneders varsel mod betaling af minimumskommissionen i 12 måneder. Ved misligholdelse kunne kontrakten opsiges med 30 dages varsel, hvis misligholdelsen ikke straks blev afhjulpet.

I begyndelsen af 2002 var Dalums indkøbschef, Eilif Ladegaard, og Nordics direktør, Henrik Mortensen, til møde med direktør Ralf Witte, Rohstoffhandel Kiel GmbH & Co. KG. (i det følgende: RHK). Dette selskab var ejet af SKP Recycling AG & Co. (i det følgende: SKP), men der er mellem parterne ikke enighed om, hvorvidt dette under mødet blev oplyst for indkøbschef Eilif Ladegaard. Den 13. maj 2002 skiftede SKP navn til Cleanaway Deutschland AG & Co. (i det følgende: Cleanaway), hvilket blev meddelt i en pressemeddelelse. Ved en tillægskontrakt underskrevet af parterne den 29. august og 2. september 2002 
blev der foretaget følgende tilføjelser til kontrakten vedrørende returpapirvirksomheden Van der Elst: 
"... 
Pkt. 3 Eksklusivitet på de aftalte indkøbssteder / områder 
Til listen over ekskluderede virksomheder tilføjes Fa. V. d. Elst, DE-04509 Krostitz, eller en tilsvarende navngivet leverandør, hvor Dalum Papir indgår som direkte kontraktspartner og selv fremover varetager såvel logistik omkring leveringer som afregning. 
..." 
Samtidig forlængedes kontrakten med 5 år, i hvilken periode kontrakten samtidig blev gjort uopsigelig, bortset fra misligholdelse, og minimumstonnagen blev nedsat til 12.000 tons om året, men først med virkning fra den 1. december 2004. 
Den 23. februar 2004 var Dalums indkøbschef, Eilif Ladegaard, og direktøren, Henrik Kaa Andersen, til møde med Ralf Witte, som nu var direktør for Cleanaway, og som oplyste, at Cleanaway leverede returpapir til Dalum gennem Nordic. Efter mødet skrev indkøbschef Eilif Ladegaard fra Dalum den 23. marts 2004 følgende brev til Nordic: 
"...

Vi er blevet bekendt med, at Nordic Paper A/S har lavet en agenturaftale med returpapirselskabet Cleanaway Hamburg GmbH. 

Derfor må vi desværre meddele, at vi per dags dato ikke længere kan udbetale provision på den agenturaftale som Nordic Paper A/S har med Dalum Papir A/S. 

Ovennævnte kan kort begrundes med at Cleanaway GmbH, Hamburg sælger returpapir, og din agenturaftale for os gælder køb af returpapir. 
..." 

Forklaringer
Henrik Kaa Andersen har forklaret, at han, der i dag er direktør for Dalum, tidligere var finansdirektør og i 1999 med til at indgå Samarbejdskontrakten, der blev konciperet uden juridisk bistand. Dalum handlede da allerede med SKP, som var en af de største leverandører, og som Dalum var meget interesseret i at udbygge sit samarbejde med. Markedet for returpapir er præget af få udbydere. Det medfører, at priserne stiger kraftigt, hvis udbyderne konstaterer en stigning i efterspørgslen. Eksklusivbestemmelsen i Samarbejdskontraktens § 3 indebar efter hans opfattelse et forbud mod, at Nordic leverede papir fra SKP og Norsk Genindvinding til Dalum. Såfremt også Nordic havde haft ret til at købe fra disse leverandører, ville Dalum have "konkurreret med sig selv."

På mødet den 23. februar 2004 med Ralf Witte drøftede man en udvidelse af samarbejdet mellem Dalum og Cleanaway, og Ralf Witte oplyste, at Cleanaway allerede handlede med Dalum gennem Nordic, hvilket Nordic aldrig havde oplyst. 
Nordics leverancer til Dalum var forsynet med Nordics interne leverandørkoder, som Dalum ikke kendte, og om hvis betydning Nordic ikke havde givet Dalum oplysning. I kontraktperioden købte Dalum årligt omkring 1.000-2.000 tons genbrugspapir direkte fra SKP ud af Dalums samlede årlige behov på ca. 100.000 tons. 

Direktør for Nordic Henrik Mortensen har forklaret, at Nordic begyndte at levere returpapir til Dalum i juli 1999, allerede før Samarbejdskontrakten blev indgået. Både Nordic og Dalum havde tidligere købt papir hos SKP og Norsk Genindvinding, og det var naturligt, at de begge skulle forsætte dermed. De var derfor enige om, at Dalum ikke måtte indkøbe papir i Tyskland, Benelux og Norge undtagen fra virksomhederne SKP og Norsk Genindvinding. I perioden fra 1999 til 2004 leverede Nordic ca. 3.350 tons returpapir fra SKP/Cleanaway, og Dalum må have været bekendt hermed, da han havde sendt Dalums to forvaltere, herunder Hans Christian Hauerberg, en liste over, hvad de enkelte leverandørkoder betød. Dalum kunne således ud fra listen se, at en leverance med koden N053 kom fra SKP i Itzehoe. Han rejste i begyndelsen af 2002 sammen med Dalums indkøbschef, Eilif Ladegaard, til Tyskland for at finde en ny eksklusiv leverandør til Dalum. De besøgte bl.a. RHK og direktør 
Ralf Witte fortalte Eilif Ladegaard, at SKP/Cleanaway ejede RHK. Mens han leverede papir til Dalum, blev han tilbudt at blive agent for Cleanaway, men han indgik først en agenturaftale med Cleanaway i maj 2004. 

Indkøbschef hos Dalum Eilif Ladegaard har forklaret, at eksklusivbestemmelsen efter hans opfattelse forbød Nordic at handle med SKP og Norsk Genindvinding. Henrik Mortensen kan efter hans opfattelse ikke have forstået bestemmelsen anderledes. Formålet med bestemmelsen var at undgå, at disse leverandører "blev angrebet fra flere sider" med stigende priser til følge. Han var i Tyskland i 2002 sammen med Henrik Mortensen for at finde en ny eksklusiv leverandør til Dalum. De mødtes bl.a. med direktør Ralf Witte, der imidlertid ikke var interesseret i at lade RHK indgå nogen aftale med Dalum. Under mødet fortalte Ralf Witte ikke, at RHK var ejet af SKP. Dalum besluttede sig efterfølgende for at indgå aftale med Van der Elst. I februar 2004 var han sammen med Dalums direktør, Henrik Kaa Andersen, til møde med Ralf Witte, som i mellemtiden var blevet direktør for Cleanaway, for at drøfte et samarbejde. Under dette møde oplyste Ralf Witte, at Cleanaway allerede handlede med Dalum gennem Nordic, hvilket overraskede ham meget. I marts 2004 fik han fra Kim Gerner Nielsen oplyst, at Nordic var blevet agent for Cleanaway, hvilket var i strid med Samarbejdskontrakten. Han skrev derfor den 23. marts 2004 til Nordic, at Nordic ikke længere kunne være agent for Dalum. Han kunne ikke se, hvor Nordics leverancer stammede fra, idet de var forsynet med Nordics interne leverandørkoder, hvis betydning han ikke kendte.

Forsyningschef hos Dalum Kim Gerner Nielsen har forklaret, at afdelingsleder Asbjørn Munk, Renoflex, i marts 2004 fortalte ham, at Nordic var blevet agent for Cleanaway. Denne oplysning gav han videre til Eilif Ladegaard. Nordics leverancer var forsynet med Nordics egne koder, hvis betydning han ikke kendte.

Forvalter hos Dalum indtil 2002 Hans Christian Hauerberg har forklaret, at han havde en liste med Nordics leverandørkoder og således kunne se, hvorfra den enkelte leverance stammede. Han ved ikke, om indkøbschef Eilif Ladegaard havde en liste, men han er ret sikker på, at hans egen produktionschef på Maglemølle havde et eksemplar. 

Parternes synspunkter
Dalums advokat har gjort gældende, at Samarbejdskontraktens eksklusivbestemmelse skal ses i lyset af de særlige forhold på markedet for returpapir, og at hensigten hermed i overensstemmelse med direktør Henrik Kaa Andersens og indkøbschef Eilif Ladegaards forklaringer må antages at have været at forbyde Nordic at indkøbe returpapir fra SKP til levering til Dalum. 
Nordic leverede imidlertid Dalum returpapir fra SKP og hemmeligholdt leverandørernes identitet i hele Samarbejdskontraktens løbetid, hvilket var i strid med dennes § 2. Dalum vidste intet herom før mødet hos Cleanaway med direktør Ralf Witte i 2004. Det er uden betydning, om Nordic måtte have sendt listen med leverandørkoderne til Dalums forvaltere, idet en sådan praktisk begrundet underretning til personer, der skulle foranstalte forarbejdning af returpapiret, men ikke havde kompetence til at tage stilling til Samarbejdskontraktens bestemmelser, ikke kan frigøre Nordic fra kontraktbrud. Endvidere må det efter bevisførelsen lægges til grund, at Nordic under samarbejdets forløb blev agent for Cleanaway eller i hvert fald førte forhandlinger herom uden at underrette Dalum, og at Nordic herved tilsidesatte sin loyalitetspligt i forhold til Dalum. Dalum har som følge af denne væsentlige misligholdelse krav på tilbagebetaling af kommission udbetalt til Nordic vedrørende leverancer fra SKP/Cleanaway. Det må efter Henrik Mortensens forklaring lægges til grund, at Nordic i alt leverede 3.350 tons papir fra SKP/Cleanaway, og at Nordic efter Samarbejdskontraktens § 4 modtog 25 kr. per ton. Dalums krav kan således opgøres til 83.750 kr. Subsidiært kan kravet opgøres til dette beløb med fradrag af minimumskommissionen på 15 kr. for 3.350 tons. 
Såfremt retten måtte finde, at der ikke foreligger misligholdelse fra Nordics side, har Nordic ikke krav på erstatning, idet Dalum ikke har ophævet eller opsagt kontrakten. Nordics leveringsomkostninger skal fradrages ved opgørelsen af en eventuel erstatning. 
Nordics advokat har gjort gældende, at Samarbejdskontraktens eksklusivbestemmelse skal forstås således, at både Dalum og Nordic var berettigede til at indkøbe returpapir til Dalum fra SKP.

Dalum var bekendt med, at der blev leveret returpapir fra SKP/Cleanaway, idet hver leverance var forsynet med en leverandørkode, hvis betydning Dalum efter Hans Christian Hauerbergs forklaring var bekendt med. Det er ikke godtgjort, at prisen på returpapir steg som følge af, at ikke blot Dalum selv, men tillige Nordic indkøbte returpapir hos SKP, og den mængde papir, som Nordic leverede til Dalum fra SKP, var da også meget lille i forhold til Dalums samlede forbrug af returpapir. Nordic indgik endvidere ikke nogen agenturaftale med Cleanaway, førend Dalum havde bragt Samarbejdskontrakten til ophør. Nordic har således ikke misligholdt Samarbejdskontrakten og må derfor frifindes for Dalums påstand og tilkendes erstatning for Dalums uberettigede opsigelse af kontrakten.

Erstatningen må fastsættes til minimumskommission i perioden, indtil Samarbejdskontrakten kunne have været opsagt med det almindelige varsel. Fra den 1. september 2002, hvor parterne underskrev tillægskontrakten, blev kontrakten gjort uopsigelig i 5 år indtil den 1. september 2007, og efter denne periode kunne den opsiges med 6 måneders varsel til den 1. marts 2008 mod betaling af yderligere 12 måneders minimumskommission til den 1. marts 2009. Da minimumstonnagen i tillægskontrakten blev nedsat til 12.000 tons om året fra den 9. december 2004, kan kravet opgøres til 761.250,00 kr. svarende til 50.750 tons à 15 kr., som Dalum skulle have modtaget fra den 1. december 2004 og til den 1. marts 2009. 

Sø- og Handelsrettens afgørelse
Parterne havde med hinanden indgået en "Kontrakt vedrørende samarbejde om returpapirindkøb", og retten finder, at hovedvægten ved fortolkningen af Samarbejdskontraktens bestemmelser må lægges på, at parterne ved kontrakten forpligtede sig til at samarbejde med hinanden herom og til loyalt at varetage hinandens interesser under kontraktens forløb.

Samarbejdskontraktens § 3, 1. pkt., hvorefter Nordic "alene sørger for import af returpapir til Maglemølle fra leverandører i Tyskland, Benelux og Norge (indkøbsområdet), dog ekskl. SKP og Norsk Genindvinding", er ikke ganske klart formuleret. 
Navnlig er det uklart, om bestemmelsen skal forstås således, at Nordic vel ikke har eneret, men dog ret til import fra SKP, eller om bestemmelsen skal forstås som indeholdende et forbud mod, at Nordic ­ uden særligt samtykke fra Dalum, ligesom ved andre lande, jf. § 3, 2. pkt. - importerer fra SKP og Norsk Genindvinding.

Uklarheden afhjælpes ikke ved § 3, 3. pkt., hvor det fastsættes, at Dalum "vil ikke selv eller aktivt foranledige andre til at søge leverancer fra indkøbsområdet". Således er det nærliggende at læse § 3, 3. pkt., således, at Dalum helt generelt lover ikke selv at købe fra de nævnte lande, idet der anvendes udtrykket "indkøbsområdet", der i 1. pkt. udtrykkeligt er defineret ved henvisning til de nævnte lande. Det er sprogligt mindre nærliggende at læse bestemmelsen således, at Dalums løfte angår de nævnte lande, bortset fra SKP og Norsk Genindvinding.

Tillægskontrakten giver ikke fortolkningsbidrag til løsning af dette fortolkningsspørgsmål, idet Van der Elst ved tillægskontrakten blot føjes til "listen over ekskluderede virksomheder", og idet det om denne virksomhed udtrykkeligt angives, at Dalum selv tager sig af logistik, leveringer og afregning herfra, ligesom mængder fra den nye virksomhed holdes uden for kommissionsberegningen. Dalum har efter Henrik Andersens forklaring ikke selv handlet med SKP/Cleanaway i væsentligt omfang under Samarbejdskontraktens løbetid, og efter Henrik Mortensens forklaring må det endvidere lægges til grund, at heller ikke Nordic har importeret større mængder til Dalum fra SKP/Cleanaway.

Retten har efter sagens oplysninger ikke grundlag for at antage, at Dalum ikke har fået sit returpapir til den rigtige pris, eller at Nordic på illoyal måde skulle have handlet prisen fra SKP/Cleanaway op.

Nordic har under sagen ikke fremlagt dokumentation for, at Dalum i overensstemmelse med Samarbejdskontraktens § 2 blev orienteret om leverancerne fra SKP/Cleanaway. At Nordic havde givet forvalter Hans Christian Hauerberg en praktisk begrundet orientering om sine leverandørkoder, og at også Dalums produktionschef efter forvalterens forklaring var bekendt hermed, opfylder ikke Nordics forpligtelse til at give Dalum loyal underretning herom i overensstemmelse med Samarbejdskontraktens § 2.

På den anden side synes Dalum ikke at have interesseret sig særligt for, om Nordic importerede returpapir fra SKP/Cleanaway, så længe Dalum fik sit returpapir til den rigtige pris. Retten finder herefter ikke grundlag for at antage, at Nordics modtagelse af kommission på leverancer af returpapir fra SKP/Cleanaway var i strid med Samarbejdskontrakten. Nordic skal derfor ikke tilbagebetale kommission herfor og frifindes for Dalums påstand herom. 

Det lægges til grund, at markedet for det returpapir, som Dalum efterspørger, er præget af lav konkurrence, og at prisen kan svinge meget, afhængigt af efterspørgslen. Nordic var efter Samarbejdskontraktens § 1 forpligtet til løbende at vurdere markedssituationen og afrapportere prisudviklingen over for Dalum. Det findes ikke godtgjort, at Nordic blev agent for Cleanaway, mens Samarbejdskontrakten med Dalum var gældende. Det må imidlertid efter Henrik Mortensens forklaring lægges til grund, at Nordic havde et tæt samarbejde med Cleanaway, der tilbød ham at blive deres agent. Det må herigennem have stået klart for Henrik Mortensen, at Cleanaway var på udkig efter en dansk agent, der ville opkøbe returpapir på det danske marked i konkurrence med Dalum med prisstigninger som mulig konsekvens. Henrik Mortensen var ikke berettiget til at hemmeligholde denne oplysning over for Dalum, men burde i medfør af oplysningsforpligtelsen i Samarbejdskontraktens § 1 og den almindelige loyalitetsforpligtelse, der gælder for et agentforhold som det foreliggende, have orienteret Dalum sine forhandlinger med Cleanaway.

Retten finder på denne baggrund, at Dalum var berettiget til erstatningsfrit at bringe samarbejdet med Nordic til ophør. 
Efter sagens resultat skal hver part bære sine egne sagsomkostninger


T H I K E N D E S F O R R E T

Dalum Papir A/S og Nordic Paper A/S (Henrik Mortensen Danmark A/S) frifindes for hinandens påstande.

Hver part bærer sine egne sagsomkostninger. 

Thorkild Juul Jensen 
Michael B. Elmer 
Aksel Gybel 
(retsformand) 
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den


Nyt postforlig – Farvel til A-breve pr. 1. juli 2016

Generelt Flere og flere virksomheder og borgere i Danmark kommunikerer mere og mere pr. e-mail i stedet ...»

Opsigelse eller ophævelse

Hvad er forskellen? De almindelige aftaleretlige regler opererer med begreberne opsigelse og ophævelse, ...»

Erhvervsadvokat

SelskabsAdvokaterne er erhvervsadvokater der yder specialiseret juridisk rådgivning til virksomheder, ...»

Kontrakter

SelskabsAdvokaterne har omfattende erfaring og ekspertise med forhandling, udarbejdelse og fortolkning ...»

Leverandør hæftede for producentens konstruktionsfejl

HØJESTERETS DOMafsagt tirsdag den 14. april 2015 Sag 240/2013(2. afdeling) Tryg Forsikring A/S(advokat ...»

Frisørdommen

Frisørers prisskiltning med forskellige priser for ”dameklip” og ”herreklip” strider ikke mod »

Vi er medlemmer af