advokat_KA_TW_4_ude_470_250

Uberettiget brug af navn

Resumé

Ikke godtgjort, at ret til brug af navnet "Jutlandoor" var erhvervet ved aftale med indehaveren af det beskyttede varemærke "Jutlandia Døre". 

Dom i sagen V-10-02 


Jutlandia Døre A/S
(Advokat Kim Ricken Jørgensen)
mod
Jutlandoor A/S
(Advokat Uffe Baller)


Sagens spørgsmål er om Jutlandoor A/S ved brug af navnet "Jutlandoor" i forbindelse med produktion og salg af døre har krænket Jutlandia Døre A/S' rettigheder i henhold til varemærkeloven og markedsføringsloven, eller om Jutlandoor ved aftale
har erhvervet ret til at benytte dette navn.


Jutlandia Døre har nedlagt påstand om at Jutlandoor tilpligtes at anerkende at være
uberettiget til og ophøre med at bruge navnet "Jutlandoor" i forbindelse med pro-
duktion, salg og markedsføring af døre, subsidiært døre til indvendig brug.


- 2 -

Jutlandia Døre har endvidere nedlagt påstand om at Jutlandoor i erstatning og veder-
lag tilpligtes at betale 200.000,00 kr. til Jutlandia Døre med procesrente fra sagens
anlæg den 23. januar 2002.

Jutlandoor har påstået frifindelse.


Sagens omstændigheder

Jutlandoor drev oprindeligt virksomhed med produktion og salg af døre under navnet
Handelsselskabet Jutlandia Døre A/S. Selskabets navn blev i 1986 ændret til Jutlan-
dia Døre A/S. Selskabets direktør var og er Peter Bennedsen der tillige kontrollerede
selskabet gennem selskabet Jutlandia Holding ApS. Selskabets navn blev i forbin-
delse med den nedenfor omtalte overdragelse ændret til Jutlandia Industri A/S.

Den 21. januar 1994 indgik Peter Bennedsen på vegne af Jutlandia Døre A/S og Jut-
landia Holding ApS (nedenfor i aftalen benævnt Jutlandia) samt aktionærerne i disse
selskaber aftale med Kilsgaard International A/S (i aftalen benævnt Kilsgaard) og
aktionærerne i dette selskab om at virksomheden i Jutlandia Døre skulle overdrages
til Kilsgaard International A/S med virkning fra 1. januar 1994. Vederlaget herfor var
aktier i Kilsgaard International. Overdragelsessummen blev aftalt til 32.500.000,00
kr. Som led i aftalen fik Kilsgaard International endvidere optionsret til hele aktieka-
pitalen i selskaberne Jutlandia Innerdörr AB og Jutlandia Døre. Denne optionsret
blev ikke udnyttet.

Af overdragelsesaftalen fremgår bl.a.:

"...

7.
Aktiebeholdninger.

Såfremt optionsretten ikke udnyttes i relation til de af Jutlandia 100 % ejede
selskaber, Jutlandia Innerdörr AB og Jutlandia Døre A/S, er de nævnte selska-
ber pligtige at ændre navn i overensstemmelse med pkt. 8 stk. 1, ligesom en-
hver aktivitet i de nævnte selskaber der er identiske eller vedrører den af Jut-
landia drevne aktivitet medoverdrages uden særskilt vederlag.

...


- 3 -

8.
Navn.

Kilsgaard overtager navnet Jutlandia Døre, og Jutlandia er forpligtet til at op-
høre med brugen af dette navn eller navne, der indeholder ordet "døre".

Jutlandia oplyser samtidig med nærværende aftales underskrift de Jutlandia/
PB [Peder Bennedsen] tilhørende virksomheder eller selskaber, der indeholder
ordet "døre" eller "Jutlandia Døre".

Endvidere oplyser Jutlandia/PB de de pågældende tilhørende virksomheder el-
ler selskaber, der driver virksomhed indenfor træindustrien, jfr. neden for pkt.
14 [skal være 15].

...

15.
Konkurrenceklausul.

Tilsvarende konkurrenceklausul som direktør Svend Kilsgaard har accepteret,
såfremt han udnytter sin aktieoptionsret og tidsmæssigt tillige gældende i 5 år
efter aktiebeholdningens afhændelse nom. Kr. 10.000.000,- i Kilsgaard, tiltræ-
des og accepteres af direktør Peter Bennedsen og selskaber, hvori direktør Pe-
ter Bennedsen og/eller dennes ægtefælle har en væsentlig indflydelse eller får
en bestemmende indflydelse (i det følgende kaldet PB).

Direktør Peter Bennedsen oplyser, at Jutlandia/PB ved nærværende aftales un-
derskrift ejer hele aktiekapitalen i Jutlandoor International A/S, hvilket selskab
ejer hele aktiekapitalen i:

Selandia Paneler A/S, Herning
Selandia parket ApS, Give og
Jutlan Profil ApS, Sdr. Felding.

Jutlandoor International A/S sælger træindustrianlæg til udviklingslande m.v.

PB accepterer, at de nævnte selskaber er omfattet af den af Jutlandia/PB foran
accepterede konkurrenceklausul.

Jutlandia oplyser hermed at have opfyldt sin oplysningspligt i henhold til afta-
lens pkt. 8 stk. 3.

..."

Pr. 1. april 1995 overtog Vest-Wood koncernen dele af Kilsgaard International.
Overtagelsen omfattede dog ikke den del af virksomheden, som lå i Jutlandia Døre.
Denne virksomhed blev lagt over i Afviklingsselskabet af 1.4.1995 A/S under stif-
telse, der samme dag overdrog virksomheden til T. Bækgaard Holding ApS og Ham-
merum Døren A/S. Af overdragelsesaftalen fremgår bl.a.:


- 4 -

"...
§ 4.

NAVN OG BOMÆRKE:

4.1. Sælger overdrager til køber den til virksomheden hørende ret til navnet
"Jutlandia Døre"

4.2. Sælgers ret til at benytte navnet "Jutlandia" bortfalder fra og med over-
tagelsesdagen.

4.3. Sælger overdrager endvidere til køber samtlige virksomheden tilhø-
rende varemærker, bomærker og mønstre (bilag D), ligesom de af sæl-
ger tidligere udnyttede rettigheder til virksomhedens markedsføring, lo-
go, kataloger og brochurer af hvad art tænkes kan endvidere er omfattet
af overdragelsen.
..."

Aftalens § 13 indeholdt nogle bestemmelser om lejemål. Købesummen var i § 15
fastsat til 30.818.000,00 DKK. Aftalen blev tiltrådt af Peter Bennedsen dels på vegne
af udlejer K/S Lillelundvej/Vardevej, dels på vegne af aktionæren Jutlandia Holding.

I en telefax af 30. marts 1995 til Afviklingsselskabet af 1.4.1995 A/S skrev Peter
Bennedsen bl.a.:

"Vedlagt følger den netop fremsendte aftale underskrevet på vegne Anpartssel-
skabet Jutlandia Holding.

Underskriften er afgivet under forudsætning af at køber accepterer

-
at navnet Jutlandia er et neutralt stednavn for Jylland, der kan benyttes
af enhver når blot det ikke sker i forbindelse med ordet døre.

-
at figurmærket med de tre firkanter også tilhører andre selskaber til-
knyttet Peter Bennedsen og at disse blot ikke kan anvende mærket i
forbindelse med døre.
..."

I 1998 overtog Vest-Wood Jutlandia Døre fra Bækgaard-koncernen og videreførte
virksomhedens produktion og salg af døre under navnet Jutlandia Døre A/S.

I 2000 fusioneredes Jutlandia Døre A/S og Hammerum Døren A/S med sidstnævnte
som fortsættende selskab der i 2001 ændrede navn til Jutlandia Døre A/S.


- 5 -

I august 2000 overdrog Jutlandia Døre og Vest-Wood et presseanlæg der bl.a. kan
benyttes til produktion af døre, til de af Peter Bennedsen kontrollerede selskaber
Vardevej KS, Jutlanprofil A/S og Jutlandia Holding.

Det fremgår af en brochure for Jutlandoor at der under dette navn fremstilles, mar-
kedsføres og sælges døre til indvendig brug.

Sagsøgte har oplyst at der ikke er udarbejdet regnskaber for aktiviteten i selskabet
Jutlandoor, der i øvrigt angives at foregå i selskabet Jutlanprofil. Produktionen er på
et forsøgsstadium og vil blive udskilt når omsætningen har nået 10 mio. kr. Fakture-
ringen over 18 måneder indtil den 31. maj 2002 udgjorde 336.977 kr. fordelt på 228
døre. Der er investeret ca. 5 mio. kr. i maskiner, og der er indrettet et fabriksareal på
ca. 4.000 m2. Endvidere er oplyst at omsætningen af døre skønnes at nå et niveau på
ca. 10 mio. kr. i 2003.


Forklaringer

Asbjørn Berge har forklaret at han siden maj 2002 har været administrerende di-
rektør i Vest-Wood og i Jutlandia Døre. Han har været ansat i Vest-Wood siden 1983
og har været en del af direktionen siden 1990.

I 1995 forhandlede Vest-Wood om overtagelse af Kilsgaard International. Man valg-
te imidlertid kun at overtage den del af Kilsgaard International som producerede
fyldningsdøre, fordi det var den type produktion som Vest-Wood havde forstand på.
Derimod havde man ikke erfaring med produktion af glatte døre og var ikke sikker
på at denne produktion kunne gøres rentabel. Virksomheden med produktion af glat-
te døre der lå i Jutlandia Døre, blev derfor skilt fra og solgt til Bækgaard-koncernen.
Vest-Wood har siden hen erhvervet Jutlandia Døre herfra. Vest-Wood var ved over-
tagelsen bekendt med overdragelsesaftalen fra 1994.

Jutlandia Døre har 170 ansatte og en årlig omsætning på 150 mio. kr. Der produceres
ca. 100.000 døre om året. Dørene afsættes primært til det danske marked. Virksom-
hedens hovedområde er projektordrer til især offentlige byggerier. Han skønner at
Jutlandia Døre har en markedsandel på 40-50 % inden for projektordrer. Gallup har


- 6 -

lavet en markedsanalyse for Vest-Wood der viser at Jutlandia Døre er det mest kend-
te navn for indvendige døre. Mere end 50 % af de adspurgte reflekterede på navnet.
Det er tanken at alle de selskaber som Vest-Wood har opkøbt, med tiden skal samles
under navnet Jutlandia Døre.

Jutlandia Døre blev bekendt med at der blev produceret indvendige døre under nav-
net "Jutlandoor" gennem det fremlagte markedsføringsmateriale. Desuden er Jutlan-
dia Døre flere gange blevet ringet op af folk som viste sig at være Jutlandoors kun-
der. Navnene ligger så tæt på hinanden, at kunderne ikke kan skelne.

Peter Bennedsen har forklaret at Handelsselskabet Jutlandia Døre blev skabt af hans
far og en kompagnon i slutningen af 1950'erne. Han overtog virksomheden i 1977,
og den forblev under familiens kontrol indtil overdragelsen til Kilsgaard Inter-
national i 1994. Markedet var på det tidspunkt trængt, og der var meget hård konkur-
rence. Begge parter var derfor meget interesserede i en sammenlægning. Der var i
forbindelse med sammenlægningen stor diskussion om hvad den fortsættende virk-
somhed skulle hedde. Han måtte acceptere at Jutlandia ikke kom til at indgå i navnet.
Til gengæld fik han ret til at benytte alle navne hvori Jutlandia indgik bortset fra
kombinationen Jutlandia og Døre. Navnet "Jutlandia Døre" blev ikke benyttet af
Kilsgaard International da man ikke anså navnet for værdifuldt. Kilsgaard repræ-
senterede den største del af den sammenlagte virksomhed, og på alle fakturaer blev
navnet "Kilsgaard" brugt.

Da Kilsgaard ikke benyttede sin optionsret ifølge aftalen, skiftede de i aftalens pkt. 7
nævnte selskaber navn. Jutlandoor International skulle ikke ændre navn. Selskabet
beskæftigede sig med salg af træindustrianlæg til u-landene. Selskabet producerede
ikke døre.

Konkurrenceklausulen betød at ingen af de af ham kontrollerede selskaber måtte
konkurrere med Kilsgaard ved produktion af indvendige døre i den aftalte periode.

Overdragelsesaftalen blev udformet af Kilsgaards advokat. Vidnet besad en andel på
27 % af aktierne i det fusionerede selskab.


- 7 -

Selskabet blev meget hurtigt meget underskudsgivende. Han trådte derfor ud af be-
styrelsen og kontaktede Vest-Wood for at forhøre sig om man var interesseret i at
købe virksomheden. Vest-Wood var gode til at producere fyldningsdøre og købte
derfor i første omgang den del af Kilsgaard som vedrørte produktionen af fyldnings-
døre. Glatdørsproduktionen som lå i Jutlandia Døre, blev skilt ud. Han forhandlede i
konkurrence med Bækgaard om at købe glatdørsproduktionen. Der var en dårlig
stemning mellem ham og de øvrige aktionærer som ønskede at Bækgaard skulle
overtage virksomheden.

Han modtog overdragelseskontrakten pr. fax og blev bedt om at skrive under inden
for en time. Da han returnerede den underskrevne kontrakt, sendte han samtidig tele-
faxen af 30. marts 1995. Han ønskede at understrege at han ikke ville forpligte sig i
relation til brug af navnet Jutlandia ud over hvad der fremgik af overdragelsesaftalen
fra 1994.

Bækgaard benyttede navnet Jutlandia Døre som betegnelse for sin produktion og salg
af glatte døre. Han ved ikke hvordan navnet bruges af Vest-Wood.

Jutlandoor er et rent administrationsselskab uden nogen omsætning. Produktionen af
døre ligger i selskabet Jutlanprofil der er en listefabrik, men det er tanken at produk-
tionen med tiden skal udskilles til sit eget selskab. Han ved ikke hvorfor der i mar-
kedsføringsmaterialet for dørene er anført Jutlandoor. Det er ikke et materiale som
han har stået for udformningen af.

Der findes ingen separate regnskabstal for dørproduktionen i Jutlanprofil, og der er
på domsforhandlingstidspunktet den 9. januar 2003 ikke budgetter for 2003. De bli-
ver udarbejdet senere på måneden. Det er hans skøn, at omsætningen de sidste to år
har ligget på ca. 1 mio. kr. med en samlet produktion på ca. 750 døre til dato. Det er
en stærkt tabsgivende aktivitet da produktionen er så lille. Der er ingen større stig-
ning i omsætningen, men der er dog solgt mere i gennemsnit i de sidste 4 måneder
end i de foregående 18 måneder.

De døre som produceres under navnet Jutlandoor, er lidt dyrere døre med en massiv
kerne. Dørene afsættes primært til det danske marked. Det var hans tanke at produk-
tionen skulle afsættes som standardvarer og ved salg til andre dørfabrikker. 80 % af


- 8 -

produktionen er dog faktisk solgt som projektordrer. Konkurrenterne er Vest-Wood
som efter hans vurdering sidder på 80 % af markedet, og to mindre dørfabrikanter.
Han valgte navnet Jutlandoor i et forsøg på at skabe et eksportvenligt navn. Han
fandt på navnet i begyndelsen af 1970'erne da han oprettede et eksportselskab. Han
fik ret til at beholde navnet i forbindelse med aftalen fra 1994.

Torben Klejnstrup har forklaret at han er salgschef hos Jutlandia Døre hvor han har
været ansat siden 1996. Han har ansvaret for salg på projektsiden. De døre som sæl-
ges i projektordrer, er af en højere kvalitet end standarddørene. Han er i løbet af det
sidste halve år stødt på Jutlandoor 15-20 gange i forbindelse med projektordrer. Han
har også oplevet at der på grund af navneligheden er opstået forvirring og usikkerhed
blandt kunderne. Fx blev han i efteråret ringet op af en arkitekt som klagede over at
de leverede døre ikke svarede til den prøve som han havde modtaget fra Jutlandia
Døre. Vidnet vidste imidlertid at dørene var leveret af Jutlandoor. Han er bekendt
med at Jutlandia Døre inden for det sidste år har mistet i hvert fald to ordrer til en
værdi af i alt 300.000 kr. til Jutlandoor.


Parternes procedure

Jutlandia Døre har anført at det er ubestridt at sagsøgeren har retten til varemærket
og forretningskendetegnet "Jutlandia Døre" der er benyttet gennem mange år. Navnet
"Jutlandoor" er klart forveksleligt med "Jutlandia Døre", og sagsøgte producerer og
markedsfører under dette navn varer af samme eller lignende art som sagsøgerens.
Brugen af navnet "Jutlandoor" er derfor som udgangspunkt en krænkelse af sagsøge-
rens rettigheder efter varemærkeloven og markedsføringsloven. Sagsøgte er derfor
uberettiget til at bruge dette navn, jf. varemærkelovens § 4 og markedsføringslovens
§§ 1 og 5, medmindre sagsøgte kan bevise at der foreligger en aftale hvorefter sel-
skabet er berettiget til at benytte navnet i forbindelse med produktion og salg af døre.

Jutlandoor har ikke bevist at der foreligger en sådan aftale mellem parterne. Ingen af
de under sagen gennemgåede aftaler giver holdepunkter for at Jutlandoor skulle have
erhvervet en sådan ret. Ved aftalen fra 1994 blev navnet "Jutlandia Døre" overdraget
til Kilsgaard, og sagsøgte og Peter Bennedsen forpligtede sig samtidig til ikke at an-


- 9 -

vende navnet eller navne der indeholder ordet "døre" eller "Jutlandia Døre". Aftalen
suppleres af de rettigheder som følger af varemærkeloven og markedsføringsloven.

Det er rigtigt at det fremgår af konkurrenceklausulen i aftalen fra 1994 at Peter Ben-
nedsen og de af ham kontrollerede selskaber beholdt retten til navnet Jutlandoor In-
ternational, under hvilket navn der blev solgt træindustrianlæg til udviklingslandene.
Denne bestemmelse indeholder ikke accept af at sagsøgte benytter navnet "Jutlan-
door" i forbindelse med produktion af døre.

Aftalen om overdragelsen af et presseanlæg er irrelevant for nærværende sag. Der er
intet anført i aftalen om brug af navn. Sagsøgeren protesterer ikke mod sagsøgtes
produktion af døre, men mod at produktion og salg sker under et navn der krænker
sagsøgerens varemærke.

Som følge af krænkelsen skal Jutlandoor betale erstatning og vederlag til Jutlandia
Døre, jf. varemærkelovens § 43 og markedsføringslovens § 13. Bag sagsøgte står en
koncern der kontrolleres af Peter Bennedsen som er særdeles godt bekendt med nav-
net "Jutlandia Døre" da han selv i sin tid har solgt det. Sagsøgtes krænkelse af sag-
søgerens varemærke må derfor betragtes som forsætlig eller i hvert fald groft uagt-
som. Det er ikke undskyldeligt at Peter Bennedsen troede at han havde en aftale der
berettigede til hans navnebrug.

Det må komme sagsøgte til skade at der ikke er fremlagt nærmere dokumentation for
selskabets omsætning. Det kan efter Torben Klejnstrups forklaring om oplevelserne
med sagsøgte ude i markedet lægges til grund at sagsøgtes omsætning har været be-
tydeligt højere end det oplyste.

Jutlandoor har gjort gældende at selskabet ikke har krænket Jutlandia Døres vare-
mærke. Der foreligger en aftale om at selskabet bevarede retten til brug af navnet
"Jutlandoor". I 1994-aftalens pkt. 7 sammenholdt med pkt. 8 blev der gjort ud-
tømmende op med hvilke navne der for fremtiden ikke måtte benyttes af Peter Ben-
nedsen-koncernen. Det var alene selskabsnavne hvori ordet "døre" indgik. Af samme
aftales bestemmelse om konkurrenceklausul kan udledes at Kilsgaard accepterede at
der i Peter Bennedsen-koncernen var et selskab ved navn Jutlandoor International, og
at dette selskab måtte beskæftige sig med hvad som helst, også produktion af døre,


- 10 -

efter at konkurrenceklausulens femårs-periode var udløbet. Denne aftale er på ingen
måde uklar. Enhver uklarhed må desuden komme sagsøgeren til skade da aftalen er
formuleret af sagsøgerens advokat. Peter Bennedsen deltog ikke i forhandlingerne
om aftalen fra 1995, men skrev alene under som udlejer og aktionær. Samtidig til-
kendegav han i sin telefax af 30. marts 1995 at Bækgaard ikke erhvervede yderligere
navnerettigheder end dem der var overdraget til Kilsgaard i 1994.

Da Jutlandia Døre overdrog et presseanlæg til selskaber der kontrolleres af Peter
Bennedsen, velvidende at der på anlægget kan produceres døre som kan konkurrere
med Jutlandia Døres egne produkter, har Jutlandia Døre herved accepteret at der dri-
ves konkurrerende virksomhed også i selskabet Jutlandoor.

Såfremt retten måtte komme frem til at der foreligger en krænkelse af sagsøgerens
varemærke, skal et eventuelt vederlag være meget lille. Det kan ikke bebrejdes sag-
søgte at aftalen er blevet misforstået. Vederlaget skal endvidere kun beregnes på
grundlag af sagsøgtes omsætning på det tidspunkt da sagen blev rejst. Det skal ikke
komme sagsøgte til skade at der ikke er fremlagt regnskab idet man ud af regnskabet
ikke kan se omsætningen på døre.


Rettens begrundelse og resultat

Navnet "Jutlandia Døre", der har været benyttet gennem en årrække, nyder ubestridt
beskyttelse efter varemærkeloven og markedsføringsloven. Navnet blev ved aftale
overdraget fra de af Peter Bennedsen kontrollerede selskaber til Kilsgaard Internatio-
nal i 1994 og er siden hen gennem flere virksomhedsoverdragelser erhvervet af Vest-
Wood-koncernen der benytter det som produktkendetegn og selskabsnavn.

Navnet "Jutlandoor" er betydningsmæssigt sammenfaldende med "Jutlandia Døre".
Der er endvidere visuel og auditiv lighed mellem navnene. Der foreligger således
navnelighed eller mærke-lighed. Begge parter driver virksomhed med produktion og
salg af døre. Jutlandoors benyttelse af denne betegnelse indebærer således som ud-
gangspunkt en krænkelse af Jutlandia Døres varemærke og forretningskendetegn.
Dette gælder dog ikke hvis Jutlandoor kan påvise at parterne eller parternes forgæn-
gere har indgået aftale om anvendelse af navnet "Jutlandoor" der fører til en anden


- 11 -

retsstilling. Jutlandoor har ikke påvist eksistensen af en sådan aftale. Det kan således
ikke af aftalen fra 1994 udledes at sagsøgte er frit stillet til at fremstille og sælge
konkurrerende produkter under ethvert navn, blot det ikke indeholder ordet "døre".
Det forhold at der i aftalen er nævnt selskabet Jutlandoor International, der som
nævnt i aftalen solgte træindustrianlæg til udviklingslande m.v. og således ikke drev
konkurrerende virksomhed, bevirker ikke at sagsøgte under navnet "Jutlandoor" har
ret til at fremstille og sælge konkurrerende produkter. Heller ikke de øvrige aftaler
støtter Jutlandoors synspunkt om at der skulle foreligge en sådan aftale. Jutlandia
Døres første påstand tages derfor til følge i den principale udformning.

Da Jutlandoor således med kendskab til Jutlandia Døres rettigheder har krænket sel-
skabets rettigheder, skal Jutlandoor betale Jutlandia Døre vederlag for den uberetti-
gede brug af "Jutlandoor" samt erstatning for markedsforstyrrelse. Jutlandoor har
trods opfordringer ikke givet nærmere oplysninger om selskabets omsætning angivet
i styktal eller i priser end hvad der fremgår ovenfor. På denne baggrund fastsættes
erstatning og vederlag samlet til 100.000 kr.


Thi kendes for ret:

Jutlandoor A/S skal anerkende at være uberettiget til og ophøre med at bruge navnet
"Jutlandoor" i forbindelse med produktion, salg og markedsføring af døre.

Inden 14 dage skal Jutlandoor A/S til Jutlandia Døre A/S betale 100.000 kr. med
procesrente fra den 23. januar 2002 samt sagens omkostninger med 32.000 kr.


Jens Feilberg

Torben Svanberg
Flemming Skouboe

(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den

 


Byretssag

Det er en hovedregel i dansk ret, at civile tvister afgøres af domstolene. En sag starter typisk i byretten ...»

Landsretssag

Det er en hovedregel i dansk ret, at civile tvister afgøres af domstolene. En sag starter typisk i byretten ...»

Afgiftsberegning

Når der anlægges sag ved domstolene, eller når der handles fast ejendom, skal der som udgangspunkt ...»

Østre Landsret

Østre Landsret er appelinstans i forhold til byretterne i Østdanmark.  Alle øvrige data og kontaktdata ...»

Højesteretsdom - Ophævelse af franchiseaftale uberettiget

Ophævelse af franchiseaftale fandtes at være uberettiget.

»
Højesteretsdom - Retten til parkering i lejeforhold

Lejer havde ikke ved udlejers stiltiende accept opnået ret til vederlagsfri parkering i ejendommens »

Vi er medlemmer af