Danske lov

ABBA - varemærket

Resumé

Sagsøgeren var berettiget til at opsige en vederlagsfri licensaftale med rimeligt varsel. De sagsøgtes fortsatte brug af titlerne ABBA The Show og ABBA The Music udgjorde en krænkelse af ABBA-varemærket.

Dom i sagen V-26-11

Universal Music Group International
(Advokat Lars A. Karnøe)

mod

1) CSE, CS Entertainment ApS
(Advokat Jørgen Makholm)

2) CSB Island Entertainment ApS
(Advokat Jørgen Makholm)

3) Carsten Svoldgaard
(Advokat Jørgen Makholm)

4) Kenneth Svoldgaard
(Advokat Jørgen Makholm)

5)CSB Holding Island ApS
(Advokat Jørgen Makholm)

Indledning

Ved en aftale indgået i juni 2002 (herefter: Aftalen) fik CSE, CS Entertainment ApS (herefter: CSE) ret til at bruge titlerne ABBA The Music og ABBA The Show som betegnelse for sit ABBA kopishow. Sagens spørgsmål er, om Universal Music Group International (herefter: Universal) kan opsige Aftalen, og såfremt Aftalen kan anses for opsagt, om den fortsatte brug udgør en krænkelse af varemærket ABBA.

Påstande

Sagsøgeren, Universal, har nedlagt følgende påstande over for de sagsøgte:

1.

De sagsøgte forbydes at gøre erhvervsmæssig brug af titlerne ABBA The Show og ABBA The Music, principalt i EU og alle øvrige lande, subsidiært i EU og mere subsidiært i Danmark.

2.

De sagsøgte forbydes at gøre erhvervsmæssig brug af varemærket og navnet ABBA eller dermed forvekslelige ord, principalt i EU og alle øvrige lande, subsidiært i EU og mere subsidiært i Danmark.

3.

De sagsøgte forbydes at gøre erhvervsmæssig brug af varemærket og navnet ABBA eller dermed forvekslelige ord på tøj og merchandise, principalt i EU og alle øvrige lande, subsidiært i EU og mere subsidiært i Danmark.

4.

De sagsøgte forbydes at gøre erhvervsmæssig brug udover lovlig henvisningsbrug af titler på sange fra popgruppen ABBA, principalt i EU og alle øvrige lande, subsidiært i EU og mere subsidiært i Danmark.

5.

De sagsøgte forbydes at gøre erhvervsmæssig brug af titler på sange fra popgruppen ABBA på tøj og merchandise, principalt i EU og alle øvrige lande, subsidiært i EU og mere subsidiært i Danmark.

6.

De sagsøgte forbydes gennem underlicens at give andre ret til at gøre brug af titlerne ABBA The Show og ABBA The Music, subsidiært at give andre ret til at gøre brug af titlerne ABBA The Show og ABBA The Music for musikunderholdning, produktion og udgivelse af lydoptagelser samt salg af merchandise med tilknytning til musikunderholdning.

7.

De sagsøgte tilpligtes at anerkende at have krænket rettighederne til varemærket og navnet ABBA ved at registrere og bruge domænenavnene abba-the-show.com, abba-the-music.com, abba-the-music.com, abba-the-music.dk og abba-the-show.dk, og de sagsøgte tilpligtes at overdrage domænenavnene til Universal.

8.

De sagsøgte tilpligtes at anerkende at have krænket rettighederne til varemærket og navnet ABBA ved at bruge domænenavnene abbatheshow.com og abbatheshow-shop.com, og de sagsøgte forbydes at gøre erhvervsmæssig brug af disse domænenavne.

9.

De sagsøgte tilpligtes at betale Universal et rimeligt vederlag på 2.128.000 kr. og en erstatning på 500.000 kr. med tillæg af procesrente af 300.000 kr. fra sagens anlæg den 2. marts 2011, af 300.000 kr. fra den 4. november 2011, af 185.000 kr. fra den 3. april 2012 og af 1.843.000 kr. fra den 13. juli 2012.

De sagsøgte, CSE, CSB Island Entertainment ApS (herefter: CSB), Carsten Svoldgaard, Kenneth Svoldgaard og CSB Holding Island ApS (herefter CSB Holding) har principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Universal og varemærket ABBA

Universal producerer, markedsfører og distribuerer musik med en lang række kendte kunstnere, herunder musikken fra den verdenskendte svenske popgruppe ABBA. Universals datterselskab Universal Music AB er eneejer af Polar Music International AB (herefter: Polar), som er indehaver af en lang række varemærker, som relaterer sig til popgruppen ABBA. Der er tale om ord- og figurmærker, som er registreret i Danmark, EU og en række andre lande.

Polar fik den 5. august 1994 registreret følgende figurmærke (VR 1994 05197) i bl.a. vareklasse 41 for musikunderholdningsvirksomhed:

Polar er desuden indehaver af tre EF-varemærker vedrørende ABBA. Polar fik den 9. februar 1999 registreret ABBA som ordmærke (CTM 000620732) i vareklasse 9 og 41, herunder bl.a. for musikunderholdning. Polar fik endvidere registreret et tilsvarende figurmærke (CTM 008503724) som det ovenfor viste den 26. april 2010 og ABBA som ordmærke (CTM 008516924) den 21. januar 2011. Begge disse EF-mærker er registreret for bl.a. tøj i vareklasse 25 og underholdning, underholdning i form af live koncerter og optræden af musikere og grupper, samt musikshows i klasse 41. I det følgende omtales varemærkerne samlet som ABBA-varemærket.

Den 12. maj 2011 udstedte Polar en fuldmagt til Universal vedrørende håndhævelse af Polars rettigheder til ABBA-varemærket med følgende ordlyd:

"Power of Attorney

Undersigned is trademark counsel for the Universal Music Group, Inc. ("UMG"), with an address at 2220 Colorado Avenue, Santa Monica, CA 90404, USA, family of companies and am authorized to act on behalf of UMG's indirect subsidiary company Polar Music International AB in all trademark conflict and registration matters.

This is to advise that Polar Music International AB hereby grants a specific power of at-torney to UMG to represent Polar Music International AB in the Danish court case V-0026-11 before the Danish Maritime and Commercial Court against the company CS Entertainment ApS, including but not limited to, the right to enforce Polar Music International AB's rights to the ABBA-trademark, cf. inter alia the Danish trademark registration VR 1994 05197 and the community trademark registration 000620732."

Præsentation af de sagsøgte

Carsten Svoldgaard er eneejer af CSB Holding, som ejer alle anparter i såvel CSE som CSB. Carsten Svoldgaard er samtidig direktør i de to datterselskaber. Koncernen driver virksomhed inden for underholdningsbranchen med bl.a. markedsføring af kunstnere og produktion og markedsføring af musikshows, herunder en række kopiband shows. Kenneth Svoldgaard, som er søn af Carsten Svoldgaard og ansat i koncernen, har haft hovedansvaret for ABBA The Show og ABBA The Music, som er shows, hvori de originale sange af popgruppen ABBA bliver fremført live. Sangene og musikken bliver fremført af fire frontmedlemmer, som har stor fysisk lighed med de fire oprindelige medlemmer af ABBA.

Aftalen og dens opsigelse

Aftalen fremgår af mailkorrespondancen fra den 16. til den 19. juni 2002 mellem ABBAs mangeårige manager Görel Hanser og Kenneth Svoldgaard på vegne af CSE. CSE fik herved tilladelse til uden betaling af vederlag at benytte ABBA The Music og ABBA The Show som betegnelse for sit ABBA kopishow, men på betingelse af at ABBA ikke blev skrevet med bagvendt B, og at skrifttypen ikke mindede om ABBAs. Desuden måtte navnet ABBA ikke skrives med større bogstaver end den øvrige tekst i annoncer m.v. Aftalen var ikke gjort uopsigelig og indeholdt intet opsigelsesvarsel.

I de følgende år markedsførte og solgte CSE ABBA kopishowet til koncertarrangører over hele verden.

Den 24. juni 2004 indgav CSB ansøgning til OHIM om registrering af "ABBA - THE SHOW" og "ABBA - THE MUSIC" som ordmærker i vareklasse 9 og 41. Polar gjorde indsigelse herimod, og ved afgørelser af 19. september 2007 og 31. marts 2008 afviste OHIM de to varemærkeansøgninger under henvisning til, at der var risiko for forveksling mellem de ansøgte varemærker og Polars ældre ABBA varemærke.

I et brev af 21. oktober 2008 stilet til Carsten Svoldgaard som direktør for CSB skrev Universal, at CSB's brug af ABBA-varemærket i forbindelse med sit ABBA kopishow udgjorde en krænkelse af Polars varemærkerettigheder, og anmodede om, at CSB-koncernen ophørte med at bruge ABBA-varemærket i forbindelse med sit show med det samme.

Parterne indgik herefter i dialog om muligheden for fortsat brug af ABBA-varemærket i et eller andet omfang, hvilket bl.a. mundede ud i, at der blev holdt et møde mellem Carsten Svoldgaard og Per Sundin fra Universal Music AB i marts 2009.

Den 29. oktober 2009 sendte Ida Lindholm, chef for den juridiske afdeling i Universal AB, Carsten Svoldgaard et udkast til en ikke-eksklusiv varemærkelicensaftale. Af udkastet fremgik bl.a., at ABBA-varemærket kun måtte bruges i en undertitel til navnet på showet, at det altid skulle være sammen med ordet "tribute", og at undertitlen skulle være 30 % mindre end navnet på showet. Desuden var der lagt op til en licensafgift på 5 % af licenstagers omsætning.

Ida Lindholm rykkede Carsten Svoldgaard for et svar den 3. december 2009 og 25. maj 2010. Ved mail af 27. maj 2010 svarede Carsten Svoldgaard som direktør for CSB, at man ville vende tilbage i næste uge.

I en mail af 2. juni 2010 skrev Ida Lindholm til Carsten Svoldgaard, at Universal havde opgivet tanken om at indgå aftale om en ikke-eksklusiv licens til ABBA-varemærket, da det ville blive for svært at administrere. Universal ønskede imidlertid at indgå i et samarbejde, så det blev nemmere for Universal at regulere anvendelsen af ABBA-varemærket i forbindelse med ABBA kopishowene. Hun opstillede derfor fire betingelser for anvendelsen af ABBA-varemærket. Den første betingelse vedrørte størrelse og placering af ABBA-varemærket i forbindelse med showets navn og svarede til den betingelse, som fremgik af udkastet til licensaftalen. Derudover var der tale om forbud mod brug af ABBA billeder i markedsføringsmateriale, forbud mod produktion af eget merchandise, som indeholdt ABBA eller billeder af ABBA, og en betingelse om at der i forbindelse med hver optræden skulle indberettes sanglister til STIM eller tilsvarende ophavsretsorganisation.

I en mail af 6. juli 2010 til Ida Lindholm accepterede Carsten Svoldgaard for CSB de tre sidste betingelser, men bad Universal om på ny at overveje den første betingelse.

Ida Lindholm svarede ved mail af 29. august 2010, at Universal fastholdt betingelsen, og bad om, at navnet på ABBA kopishowet blev ændret snarest, så det blev i overensstemmelse med denne betingelse. Hun anførte endvidere, at Aftalen måtte anses for ophørt.

Ved mail af 19. oktober 2010 til Ida Lindholm sendte Carsten Svoldgaard for CSB et forslag til en markedsføringsaftale mellem CSE og selskabets samarbejdspartnere, hvor der var lagt op til, at showet skulle annonceres med titlen ABBATHE SHOW og undertitlen THE ULTIMATE TRIBUTE SHOW TO ABBA.

Ida Lindholm reagerede herpå ved mail af 25. oktober 2010 til Carsten Svoldgaard, hvori hun bl.a. anførte, at Universal havde bedt om, at de ophørte med at bruge navnet ABBA THE SHOW i deres kommercielle virksomhed. Hun bad samtidig Carsten Svoldgaard om senest den 8. november 2010 at sende en handlingsplan for, hvordan man ville efterkomme Universals betingelser og dermed ophøre med den krænkende brug af ABBA-varemærket.

I en mail af 8. november 2010 svarede Kenneth Svoldgaard som assistant manager i CSE bl.a., at han fandt det urimeligt, at Universal stillede krav om, at de ændrede navnet på showet.

Den 9. november 2010 sendte Ida Lindholm et svar til Kenneth Svoldgaard med kopi til bl.a. Carsten Svoldgaard med følgende indhold:

"I hereby confirm that we have received the below e-mail through which you inform us that you refuse to comply with the criteria set out by us and that you intend to continue the infringing use of the trademark ABBA. We had hoped that you would have made a different decision. Our lawyers in L.A. will handle this matter from now on."

De sagsøgtes fortsatte brug af ABBA-varemærket

De sagsøgte er indehavere af en række domænenavne, som indeholder ordet ABBA. Det fremgår således af diverse domænenavnsdatabaser, at CSE er ejer og bruger af domænenavnet abba-the-show.com, bruger af abba-the-music.com, som ejes af Kenneth Svoldgaard, og står som registrant og administrator af abba-the-music.dk. Carsten Svoldgaard står som ejer af domænenavnet abbathemusic.com og CSB som bruger.

Desuden eksisterer der to andre lignende domænenavne med tredjemand som ejer. Det drejer sig dels om abbatheshow.com, som ejes af Dieter Semmelmann, dels om abbatheshow-shop.com, som ejes af David Raza.

Det er ubestridt, at ABBA kopishowet er blevet markedsført på de sagsøgtes hjemmesider under titlerne ABBA The Show og ABBA the Music også efter den 9. november 2010. Nedenstående eksempel er taget fra hjemmesiden abbathemusic.com den 26. oktober 2011:

Showet er endvidere blevet markedsført på hjemmesiden abbatheshow.com, som følger (screendump fra 2. november 2011 og 2. marts 2012): Det fremgår endvidere af et screendump af CSB's hjemmeside csb.dk fra den 20. marts 2012, at showet også er blevet markedsført der.

På hjemmesiden abbatheshow-shop.com markedsføres en række merchandiseprodukter med tilknytning til ABBA The Show, bl.a. t-shirts med titlen på showet.

En touroversigt for ABBA The Show for perioden september 2011 til marts 2012 viser, at der i perioden var planlagt 57 opførelser af showet i flere europæiske lande og i Brasilien. En touroversigt fo ABBA The Music viser, at der fra juni til september 2009 havde været 15 opførelser af showet i USA, og at der var planlagt yderligere 10 opførelser til og med marts 2010.

Det fremgår af en række kontrakter indgået mellem CSE og selskabets samarbejdspartnere i 2010 og 2011, at samarbejdspartnerne forpligtede sig til at annoncere ABBA kopishowet med titlen ABBATHE SHOW og undertitlen THE ULTIMATE TRIBUTE SHOW TO ABBA.

Universals opgørelse af sit vederlagskrav

Af en kontrakt indgået mellem CSE og 3A Entertainment den 25. marts 2011 fremgår, at prisen pr. show var aftalt til £ 11.000, og at CSE derudover skulle have 50 % af overskuddet.

Universal har på grundlag af oplysninger fra hjemmesiderne abbatheshow.com og abbathemusic.com lagt til grund, at der siden 29. august 2010 er afholdt 158 shows, og at billetindtægten pr. show baseret på en billetpris på 425 kr. har været ca. 1.700.000 kr. Universal har skønnet overskuddet til 20 % af den samlede billetindtægt eller 53.720.000 kr. og har lagt til grund, at de sagsøgte har modtaget 50 % heraf, eller 26.860.000 kr. 5 % heraf udgør 1.343.000 kr. Universal har herudover lagt til grund, at de sagsøgte har haft en indtægt pr. koncert på £11.000 svarende til ca. 15.500.000 kr. og har ligeledes beregnet et vederlag på 5 % heraf, hvilket udgør 775.000 kr. Universal har på den baggrund opgjort vederlagskravet til samlet 2.128.000 kr.

Forklaringer

Ida Lindholm har forklaret, at Universal er et pladeselskab, som har aftale med en række musikere og sørger for beskyttelse af disse musikeres rettigheder. Universal er en stor koncern med mange forskellige arbejdsområder. Koncernens varemærkeafdeling er placeret i Los Angeles. Afdelingen tager sig af alle spørgsmål vedrørende varemærker. Datterselskabet Polar, som oprindeligt var ejet af ABBAs samarbejdspartner, Stikkan Anderson, har en eksklusiv kunstneraftale med ABBA. ABBA er et af de største musiknavne, som Universal har aftale med. ABBA er Sveriges største musiknavn nogensinde, og svenskerne er meget stolte af ABBA. ABBA er kendt i hele verden. ABBA blev berømt, da gruppen vandt det Europæiske Melodi Grandprix i 1974. Mamma Mia musicalen, som blev opført første gang i 1999, og filmen af samme navn, som blev udgivet for nogle år siden, gav kendskabet til ABBA et boost, selvom det var mange år siden, at gruppen havde optrådt. Der er gennem tiden blevet solgt 378 mio. musikalbums med ABBA over hele verden, heraf 2 mio. i Danmark. 1 mio. af disse er solgt efter 1992. Dertil kommer, at der alene i 2012 har været 40 mio. downloads af ABBAs sange.

ABBA sælger sig selv, men i forbindelse med udgivelse af albums sker der også en vis markedsføring. Udgifterne til markedsføring løber op i millioner på verdensplan. Der findes også en officiel ABBA-hjemmeside, ligesom ABBA har en facebookside.

Universal holder øje med, at kopibands ikke bruger ABBA-varemærket og originalt ABBA materiale, f.eks. billeder af gruppen, og påtaler det, såfremt det sker. De fleste retter ind efter Universals henvendelse. ABBA må ikke indgå i titlen på et kopishow/kopiband, men må gerne nævnes i en undertitel. Der må ikke bruges billeder af ABBA i markedsføringen af disse shows, og arrangørerne må ikke bruge ABBA navnet på merchandise. Universal har aldrig indgået nogen licensaftaler om brugen af ABBA-varemærket, heller ikke på den begrænsede måde, som fremgik af det udkast, som i sin tid blev sendt til Carsten Svoldgaard.

Görel Hanser er ABBAs manager. Hun varetager medlemmerne af ABBAs interesser som kunstnere. Universal administrerer pladerettighederne. Dette sker i tæt samarbejde med Görel Hanser, og Universal vil aldrig foretage sig noget vedrørende ABBA uden Görel Hansers accept.

Hos Universal blev man frem til oktober 2008 mere og mere bevidst om, at ABBA-varemærket ikke blev brugt i overensstemmelse med Aftalen. Bl.a. fik de henvendelser på ABBA hjemmesiden fra fans, som troede, at det var de rigtige ABBA-medlemmer, som deltog i ABBA The Show/ABBA The Music. Hun instruerede derfor Universals varemærkeafdeling om at sende brevet af 21. oktober 2008. Hun havde kendskab til Aftalen. Hun kan ikke svare på, hvorfor Aftalen ikke er nævnt i brevet. Det er korrekt, at Aftalen ikke siger noget om, hvorvidt ABBA The Music skal stå på samme linje, eller om ABBA kan stå over resten af teksten. Brevet af 21. oktober 2008 opsagde Aftalen.

I marts 2009 havde hun og Per Sundin et møde med Carsten Svoldgaard, hvor de tilkendegav, at Universal var interesseret i at finde en løsning, men at det var vigtigt for Universal, at ABBA ikke indgik i titlen på kopishowet. Det blev også sagt tydeligt til Carsten Svoldgaard, at Universal opfattede den fortsatte brug af titlerne ABBA The Show og ABBA The Music som en krænkelse af ABBA-varemærket. Universal har på intet tidspunkt accepteret, at titlerne kunne benyttes, mens forhandlingerne foregik. Udkommet af mødet blev det udkast til en licensaftale, som hun siden sendte til Carsten Svoldgaard. Carsten Svoldgaard vendte aldrig tilbage med sine bemærkninger til udkastet.

ABBA har ikke optrådt, siden medlemmerne af gruppen besluttede at holde en pause i 1982. Hun ved ikke, om Universal har stået som arrangør af et ABBA show et sted i verden, men vil ikke afvise det. Universal har givet tilladelse til opførsel af Mamma Mia musicalen.

Hun har ikke haft noget med formuleringen af fuldmagten at gøre.

Carsten Svoldgaard har forklaret, at han startede CSB for 18 år siden, hvor firmaet arrangerede tournéer rundt i Skandinavien. Efterfølgende begyndte de selv at lave nogle shows, herunder de omhandlede ABBA shows, som nu spiller i hele verden. Der er blevet oprettet et selskab for hvert show.

Han ejer CSB Holding, som ejer alle de øvrige selskaber. Kenneth Svoldgaard er ikke medejer.

De fik idéen til deres ABBA show i 1999. Han fik skrevet noder til ABBAs musik, så den kunne spilles af et symfoniorkester. På den måde lavede de et show ud af det, i stedet for at det bare var en almindelig optræden af et kopiband. De afholdt det første show i 2001, og har opført showet hvert år siden.

Han havde den første kontakt med Görel Hanser, men derefter overtog Kenneth Svoldgaard korrespondancen. Det var Kenneths ansvar at stå for ABBA showet i CSE. Dette selskab har ikke andre aktiviteter end produktion, salg og markedsføring af ABBA showet og har alle sine indtægter og udgifter herfra.

I 2004 forsøgte de at få registreret varemærket ABBA - The Show, da andre var begyndt at kopiere deres shows. De ville beskytte det brand, som de var i gang med at opbygge. De ønskede ikke at få ABBA-varemærket, men alene ABBA The Show og ABBA The Music.

Det er en fejl, at CSB står som ansøger af EF-varemærket. Det skulle have været CSE.

Den 21. oktober 2008 modtog han brevet fra Katherine McGowan, hvilket gav ham indtryk af, at hun ikke var klar over, at han havde tilladelse fra Görel Hanser til at anvende ABBA-varemærket. Han ved ikke, om tilladelsen var eksklusiv. Han ved ikke med sikkerhed, om tilladelsen blev givet til CSB eller CSE. Mailen til Görel Hanser er sendt fra mailadressen kenneth@CSB-island.dk, da de kun havde mailadresser i CSB's navn.

Han forsøgte at forklare Katherine McGowan, at der var tale om et hyldestshow af høj kvalitet, og at showet var med til at holde gang i pladesalget. Herefter vendte hun tilbage med et forslag om, at de kunne anvende ABBA-varemærket, såfremt de tilføjede ordet "Tribute" i titlen. Da han gerne ville samarbejde, ændrede han overskriften, som foreslået af Katherine McGowan, ligesom han skrev det ind i kontrakterne med deres arrangører. De begyndte herefter at anvende den titel, som bl.a. kan ses på hjemmesiden abbatheshow.com

Da Ida Lindholm kom ind i forhandlingerne, fik han en henvendelse om, at han skulle komme til et møde i Stockholm. På mødet fik han at vide, at Universal ønskede at stoppe showet under det navn, som blev brugt, hvilket kom meget bag på ham. Han fik også besked om, at salg af merchandise skulle stoppe. Der var tale om merchandise, som med hans accept var blevet produceret og solgt af et engelsk firma i forbindelse med deres tournéer. CSE fik ca. 516.000 kr. ind på salg af merchandise.

Konklusionen på mødet i Stockholm blev, at Universal ikke ville have, at CSE brugte ABBA som en del af titlen på showet, uden at der var indgået en egentlig licensaftale herom. Han ville gerne betale lidt for en licens, hvis CSE til gengæld fik en eksklusiv licensaftale. Han stod af, da Universals forslag ikke indebar en eksklusiv licens.

Han har intet med abbatheshow-shop.com at gøre og har ingen indflydelse på, hvad der sælges. Han har dog informeret om, at reglerne skal overholdes. Efter mødet i Stockholm orienterede han indehaveren om, at de ikke længere måtte sælge merchandise med ABBA-varemærket. Han vidste ikke, at der ikke måtte sælges merchandise påført eksempelvis "Dancing Queen". Det er korrekt, at der fortsat linkes til abbatheshow-shop.com på hjemmesiden abbatheshow.com. Hverken han eller de øvrige sagsøgte har produceret ABBA merchandise.

Alle arrangører har modtaget den samme kontrakt herunder oplysninger om, at reglerne skal overholdes. Han kan ikke stå til ansvar for, at nogle markedsfører showet forkert.

CSE sælger ABBA showet til hele verden. Al salg foregår fra Fanø. De sælger deres shows til en lokal promoter, som så arrangerer flere opførelser af showet. ABBA The Show og ABBA The Music er samme show, men sidstnævnte titel bruges ved markedsføring af showet i USA.

CSE´s indtægter fremgår af regnskaberne. CSE har haft en omsætning på omkring 14 mio. kr. fra oktober 2010 til dato. Alle indtægter vedrørende ABBA showet er tilfaldet CSE. Der er ikke kommet penge fra showet til de øvrige selskaber eller til ham selv eller Kenneth Svoldgaard. CSE har anvendt et sekscifret beløb på markedsføring pr. år.

Christian Komorewski har forklaret, at han er projektleder i Semmel Concerts Veranstaltungsservice GmbH (Semmel), som er en af de største koncertarrangører i Tyskland.

Semmel har samarbejdet med Carsten Svoldgaard og Kenneth Svoldgaard om ABBA kopishowet siden 2008. Showet er en koncert med 30 musikere på scenen. Det er det bedste kopishow. Det er som at lytte til en plade med ABBA.

Samarbejdet består i, at Semmel køber showet af CSE, men af skattemæssige årsger er det Semmel, som engagerer kunstnerne til showet. Der er tale om de samme kunstnere,  om CSE bruger i sine øvrige ABBA shows. Carsten Svoldgaard får en procentdel af overskuddet fra showet. Semmel betaler afgift for brug af ABBA-sangene til den tyske ophavsretsorganisation GEMA.

Han vidste ikke, at domænet www.abbatheshow.com var registreret i Dieter Semmelmanns navn. Det er CSE, som bruger domænet til markedsføring af ABBA kopishowet.

Semmel har aldrig modtaget en henvendelse fra Universal om, at det ikke var tilladt at markedsføre showet som ABBA The Show. Semmel modtog dog et brev fra advokat Lars Karnøe, hvor han informerede om denne sag, men der stod ikke, at Semmel ikke måtte promovere showet.

Semmel markedsfører fortsat ABBA kopishowet, men ændrede for 2-3 år siden selve titlen. Den lyder nu i stedet "A Tribute To ABBA - ABBA The Show".

Kenneth Svoldgaard har forklaret, at han ikke er medejer af nogle af selskaberne CBE, CSE eller CSB Holding. Han er ansat i CSB, hvor han er ansvarlig for al form for salg, forhandling, planlægning af tournéer, branding og markedsføring, herunder af ABBA showet. Arbejdet med ABBA showet foregår i CSE, som annoncerer showet i internationale branchemagasiner.

Deres ambition med ABBA showet var at lave noget autentisk, samtidig med at det skulle skille sig ud fra mængden. Sangerne skulle ligne de originale medlemmer af ABBA mest muligt, og for at skærpe autenciteten ville de gerne have nogle af de oprindelige musikere med, hvilket lykkedes.

Da han sendte mailen til Görel Hanser den 18. juni 2002, var det på vegne af CSE, hvilket fremgår af signaturen. Han er ansat i CSB, men udfører arbejdet med ABBA på vegne af CSE.

Med mailen af 19. juni 2002 gav Görel CSE tilladelse til at anvende titlerne ABBA The Music og ABBA The Show med få betingelser. CSE markedsfører sit show i overensstemmelse med denne tilladelse. Det er hans overbevisning, at Görel Hanser ikke har givet andre end CSE og Lasse Olsson, som ejer et koncertbureau i Stockholm, ret til at anvende ABBA som titel.

Det har skabt stor furore, når deres samarbejdspartnere rundt omkring i verden er blevet kontaktet af Universal om misbrug af ABBA-varemærket, og han har måttet bruge meget tid på at forklare om de rettigheder, som han mener, at CSE har. Det har også skræmt flere fra at indgå aftaler om fremtidige ABBA shows.

Wannafind har hostet alle hjemmesider for CSE, og det er også Wannafind, som har foretaget alle registreringer af deres domænenavne. Det er en fejl, når han er anført som ejer af domænenavnet abba-the-music.com. Han har rettet henvendelse til Wannafind for at få dem til at ændre registreringen, så CSE står som ejer. Han ved ikke, om der er sket en omregistrering.

Parternes synspunkter

Universal har til støtte for sin frifindelsespåstand over for de sagsøgtes afvisningspåstand gjort gældende, at Universal med fuldmagten fra Polar er bemyndiget til at føre nærværende sag i eget navn. Desuden er der tale om koncernforbundne selskaber, og Universal varetager i det daglige rettighederne for Polar.

Universal har til støtte for sine øvrige påstande gjort gældende, at CSE den 19. juni 2002 modtog en licens til at bruge titlerne ABBA The Show og ABBA The Music for sine shows på betingelse af, at ABBA ikke måtte skrives med bagvendt B og, at ABBA ikke måtte skrives med en skrifttype, som minder om rettighedshavernes skrifttype og endelig, at ABBA ikke måtte skrives med større bogstaver end øvrig tekst i annoncen. Der blev ikke fastsat en periode for varigheden af denne licens, ligesom det ikke blev aftalt, at der var tale om en eksklusiv ret.

Det er en almindelig følge af bl.a. det immaterialretlige specialitetsprincip, at en rettighedshaver har retten til at ændre en aftales vilkår for brugen af et varemærke, medmindre andet er aftalt. Dernæst kan rettighedshaveren til enhver tid tilbagekalde brugsretten mod, at licenstager får en rimelig tid til at indstille sig på opsigelsen eller ændringen af vilkårene.

Universal anmodede den 21. oktober 2008 de sagsøgte om at ophøre med at gøre erhvervsmæssig brug af ABBA-varemærket. Dette konstituerede en tydelig opsigelse af Aftalen pr. denne dato.

Såfremt Sø- og Handelsretten ikke finder, at brevet af 21. oktober 2008 kan anses for en opsigelse, må Aftalen i hvert fald anses for opsagt den 29. august 2010, hvor Universal udtrykkeligt meddelte de sagsøgte, at Aftalen måtte anses for ophørt.

CSE har på trods af opsigelsen af Aftalen og på trods af, at det ikke er lykkedes parterne at indgå en ny licensaftale, fortsat brugen af titlerne ABBA The Show og ABBA The Music og andre anvendelser af ABBA-varemærket og navnet ABBA i tilknytning til musikunderholdning. Dette er bl.a. dokumenteret ved udskrifter fra hjemmesiderne abba-the-show.com og abbatheshow.com.

De sagsøgte har dernæst uretmæssigt registreret og/eller gjort brug af domænenavnene abba-the-show.com, abbatheshow.com, abbathemusic.com, abba-the-music.com, abba-the-music.dk og abbasheshow-shop.com. Det kan ikke lægges til grund, at Universal eller Polar har givet stiltiende samtykke til registrering og brug af domænenavnene indeholdende ordet "abba".

CSE har dernæst uretmæssigt annonceret for ABBA-branded merchandise med tilknytning til musikunderholdning, hvilket bl.a. er dokumenteret ved udskrifter fra abbatheshow-shop.com.

Aftalen indebar ikke en ret for CSE til at videreoverdrage retten til at bruge titlerne ABBA The Music og ABBA The Show til koncertarrangørerne. Immaterialretsaftaler kan ikke fortolkes udvidende, og der gælder en formodning om, at der ikke kan ske videreoverdragelse. Ved kontrakter indgået mellem CSE og koncertarrangører efter Universals ophævelse af licensaftalen, videreoverdrog CSE en ret, som de ikke længere besad.

CSE sælger en samlet pakke, som de får nogle distributører til at sælge rundt omkring i verden. CSE er dermed eksportør af denne pakke, som udgør en krænkelse af ABBA-varemærket. Dermed har CSE et direkte og mindst et medvirkensansvar for koncertarrangørernes uhjemlede brug af ABBA-varemærket i strid med Universals rettigheder.

ABBA-varemærket er velkendt i Danmark og EU, hvor ABBA i mange år har haft stor succes. Selv i dag gøres der omfattende brug af ABBA-varemærket, og der er et betydeligt salg af ABBA branded merchandise. ABBA-varemærket nyder derfor en udvidet beskyttelse, hvilket indebærer, at beskyttelsen ikke alene omfatter risiko for forveksling, men også situationer hvor målgruppen for de sagsøgtes shows vil forbinde Universals og de sagsøgtes virksomhed med hinanden, jf. EF-Domstolens afgørelse i C-252/07 INTEL. Dernæst omfatter beskyttelsen også den situation, hvor de sagsøgtes brug af ABBA-varemærket fører til, at der sker en udvanding af varemærkets renommé.

ABBA-varemærket er endvidere vitterligt kendt og nyder derfor også en beskyttelse, der rækker ud over de lande, hvori varemærkerne er registreret, jf. princippet i Pariserkonventionens art. 6(b).

Den fortsatte brug af ABBA-varemærket udgør en varemærkeretlig brug og kan ikke alene anses for beskrivende. Såfremt man blot ønskede at beskrive, at der var tale om et Tribute show til ABBA, ville man ikke have anmodet Görel Hanser om tilladelse til at anvende ABBA-varemærket. Der er således ikke tale om lovlig henvisningsbrug, jf. varemærkelovens § 5, nr. 3.

Den fortsatte brug udgør dermed en krænkelse af rettighederne til ABBA-varemærket, jf. varemærkelovens § 4, stk. 1 og 2, og § 14, nr. 4 og 5, EF-varemærkeforordningens art. 9, samt markedsføringslovens §§ 1 og 18.

Universal har ikke udvist retsfortabende passivitet. Varemærkelovens § 8 finder ikke anvendelse, da denne bestemmelse kun vedrører passivitet over for et yngre registreret varemærke, og da de sagsøgte ikke har et registreret varemærke.

Varemærkelovens § 9 vedrører det tilfælde, hvor Universal ikke inden rimelig tid har taget de nødvendige skridt til at hindre de sagsøgtes brug. I perioden fra 19. juni 2002 og frem til 21. oktober 2008 var brugen baseret på Aftalen mellem CSE og Görel Hanser. Der foreligger ikke dokumentation for krænkelse i denne periode. Passivitetsfristen kan dermed tidligst løbe fra den 21. oktober 2008, jf. U.2001.166S, hvor passivitetsfristen regnes fra ophøret af licensaftalen. Parterne har ført forhandlinger frem til den 29. august 2010, hvor forhandlingerne stoppede. Sagen blev anlagt den 1. marts 2011, hvorfor der ikke er udvist passivitet. Hertil kommer, at der ikke foreligger god tro hos de sagsøgte, som har været bekendt med, at Universal ville gøre deres ret gældende. De sagsøgte har endvidere haft en rimelig frist til at indstille sig på, at man ikke længere kunne anvende ABBA-varemærket.

Efter den fremlagte dokumentation og forklaringerne fra Carsten Svoldgaard og Kenneth Svoldgaards er det ikke muligt at holde CSE, CSB, Carsten Svoldgaard og Kenneth Svoldgaard adskilt, hvorfor det må lægges til grund, at der er en sådan identitet mellem de sagsøgte, at de må betragtes som et hele. Markedsføringen af ABBA showet er således også sket på CSBs hjemmeside, CSB står som bruger af domænenavnet abbathemusic.com, og var også ansøger af EF-varemærkerne ABBA The Show og ABBA The Music. Carsten og Kenneth Svoldgaard er ejere af nogle af domænenavnene, hvorfra markedsføringen af showet er sket. Desuden er de henholdsvis direktør og underdirektør i CSE og CSB og har i denne egenskab direkte foretaget eller medvirket til krænkelser af ABBA-varemærket og har som følge heraf pådraget sig et culpa ansvar. CSB Holding ejer alle anparter i de øvrige selskaber, og Carsten Svoldgaard er direktør og eneejer. CSE har således reelt fungeret som en filial af CSB Holding, hvorfor der er grundlag for hæftelsesgennembrud.

De sagsøgte skal som følge af de skete krænkelser betale Universal et rimeligt vederlag for udnyttelsen af varemærket og navnet ABBA samt en erstatning for den yderligere skade, som overtrædelserne har medført, jf. varemærkelovens § 43, stk. 1, nr. 1 og 2 og markedsføringslovens § 20, stk. 2 og 3.

Vederlaget bør fastsættes til 5 % af al indkomst, som de sagsøgte har haft ved sine shows under anvendelse af ABBA-varemærket siden ophævelse af licensaftalen den 21. oktober 2008, herunder sponsorater samt salg af merchandise. Universal har foretaget et skøn over afholdte koncerter for 2012 og bl.a. taget udgangspunkt i en gennemsnitlig billetpris på 425 kr. og en gennemsnitlig belægning på 80 % til hver koncert.

CSE m.fl. har til støtte for deres afvisningspåstand gjort gældende, at Universal ikke er rette sagsøger, idet Polar ubestridt er indehaver af samtlige rettigheder til ABBA-varemærket. Den fremlagte Power of Attorney er en uautoriseret advokatfuldmagt, som ikke giver Universal ret til at anlægge nærværende sag i eget navn. Der foreligger således ikke en retsgyldig fuldmagt. De sagsøgte har en reel og retlig interesse i, at det er rette sagsøger, som fører sagen, da det er vanskeligt for de sagsøgte at inddrive et sagsomkostningskrav i USA i modsætning til i Sverige.

Til støtte for deres frifindelsespåstand har de sagsøgte gjort gældende, at CSE har erhvervet en brugsret fra rettighedshaver til at anvende ABBA The Show og ABBA The Music på visse betingelser.

Det følger af varemærkelovens § 4, at indehaveren kan forbyde andre, der ikke har dennes samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af et tegn. Herefter er der tale om en brugsret og ikke en licensaftale, som anført af Universal.

Ida Lindholm har forklaret, at tilladelsen i mail af 19. juni 2002 skal læses og forstås, som den er skrevet. Det er herefter op til Sø- og Handelsretten at vurdere, hvilken ret CSE har fået.

Definitionen af en licensaftale fremgår af varemærkelovens § 40, og det fremgår af teorien, at der ikke er forbud mod videreoverdragelse af en licensret. Dermed var CSE berettiget til at videreoverdrage retten, og dermed kunne koncertarrangørerne markedsføre showet med samme rettigheder.

CSE har anvendt varemærkerne ABBA The Show og ABBA The Music, siden brugsretten blev givet den 19. juni 2002 og indtil dato. Det må lægges til grund, at Katherine A. McGowan ikke var bekendt med brugsretten, hvorfor hendes brev af 21. oktober 2008 ikke kan anses for en reklamation eller en ophævelse af brugsretten.

En mangeårig accept af en vederlagsfri brug kan ikke blot opsiges, hvilket følger af retspraksis. CSE har ikke anvendt ABBA-varemærket i ond tro, men har derimod anvendt det helt loyalt. Situationen kan sammenlignes med handelsagentområdet. Det følger her af handelsagentlovens § 25, at en handelsagent, som har opbygget et marked, har ret til kompensation ved opsigelse, jf. bl.a. U.2001.1666H.

Retten til at gøre indsigelse er i øvrigt fortabt som følge af udvist passivitet, idet CSE har anvendt ABBA The Show og ABBA The Music uafbrudt, siden brugsretten blev givet den 19. juni 2002 og indtil dato. Universal har dermed været bekendt med brugen, men har ikke taget skridt til at hindre brugen inden rimeligt tid. Herefter må denne passivitet medføre, at CSE fortsat må have ret til at bruge ABBA The Show og ABBA The Music, jf. U.2001.166S.

Hertil kommer, at der i den oprindelige varemærkeforordningens artikel 9 gjaldt en udtrykkelig 5-årig passivitetsregel.

Da Universal har udvist passivitet i perioden fra 2002 til den 1. marts 2011, hvor sagen anlægges, er der indtrådt retsfortabende passivitet, jf. bl.a. U.2005.1438 H, hvor der var indtrådt passivitet efter 2 år og U.2011.3201S, hvor der var indtrådt passivitet efter 3 år og 9 måneder.

I relation til Universals opgørelse af erstatningskravet bestrides dette som værende uden hold i virkeligheden. Carsten Svoldgaard har forklaret, at omsætningen i CSE har været på 14 mio. kr. i perioden fra oktober 2010 til dato.

Der foreligger ikke dokumentation for markedsforstyrrelse, idet Universal tværtimod har forbedret sit salg. Hertil kommer, at der som udgangspunkt ikke betales for markedsforstyrrelse, medmindre der foreligger et strafbart forhold.

Da CSE som erkendt har fået godt 500.000 kr. ind fra salg af merchandise, er man indforstået med, at der skal betales et vederlag på 5 % heraf, svarende til 25.000 kr.

Vedrørende de af Universal nedlagte forbudspåstande gøres det gældende, at Sø- og Handelsretten ikke har jurisdiktion world wide og derfor ikke kan nedlægge forbud uden for EU.

Der kan ikke nedlægges et forbud mod salg af tøj og merchandise, da dette ikke længere forekommer.

Dernæst kan der ikke nedlægges forbud mod at gøre brug af titler på sange fra ABBA, herunder på tøj og merchandise, idet CSE aldrig har brugt titler på ABBAs sange i sin markedsføring.

Vedrørende registrering af domænenavnene har de sagsøgte gjort gældende, at dette er sket af Wannafind, og at det er sket lidt tilfældigt. Det er imidlertid CSE, som har betalt for registreringen, ligesom det er CSE, som har gjort brug af disse hjemmesider.

Det bestrides, at CSB er erstatningsansvarlig, idet CSB ikke har været involveret i produktion, salg og markedsføring af ABBA showene. Dertil kommer, at CSB ikke har haft nogen indtægt fra ABBA showet.

Det bestrides, at Carsten Svoldgaard er erstatningsansvarlig, idet han ikke har foretaget nogen selvstændige handlinger. Alt er foregået i CSEs navn. Carsten Svoldgaard er således ikke ansvarlig ud fra et culpa synspunkt. Der er endvidere ikke tale om hæftelsesgennembrud.

Det bestrides, at Kenneth Svoldgaard er erstatningsansvarlig, idet han alene er ansat som salgschef.

Det bestrides, at CSB Holding er erstatningsansvarlig, idet CSE ikke er en filial af CBS Holding, og idet hæftelsesgennembrud som hovedregel ikke er muligt i dansk ret.

Sø- og Handelsrettens afgørelse

Efter Ida Lindholms forklaring lægges det til grund, at Universals varemærkeafdeling i Californien håndhæver alle rettigheder for hele Universalkoncernen. Universal har påtalt krænkelsen af ABBA-varemærket over for Carsten Svoldgaard og CSB, og de efterfølgende forhandlinger om en fortsat brug af ABBA-varemærket er foregået med Universal eller Universal Music AB. På denne baggrund og efter indholdet af den skriftlige fuldmagt, som Polar har udstedt til Universal den 12. maj 2011, lægger retten til grund, at Polar har bemyndiget Universal til at anlægge sag om krænkelse af ABBA-varemærket i eget navn. Universal har derfor haft den fornødne kompetence til at anlægge sagen mod de sagsøgte, og som følge heraf tages de sagsøgtes afvisningspåstand ikke til følge.

Sagen angår Aftalen, som fremgår af mailkorrespondancen fra den 16. til 19. juni 2002 mellem Görel Hanser og Kenneth Svoldgaard på vegne af CSE. Ved Aftalen fik CSE tilladelse til uden betaling af vederlag at benytte ABBA The Music og ABBA The Show som betegnelse for sit show under nærmere angivne betingelser. Aftalen var ikke gjort uopsigelig og indeholdt intet opsigelsesvarsel.

Universal anmodede ved brev af 21. oktober 2008 Carsten Svoldgaard på vegne af CSB om at ophøre med brugen af ABBA-varemærket. Efterfølgende var parterne i dialog om muligheden for indgåelse af en licensaftale, som skulle give CSE/CSB ret til fortsat at anvende ABBA-varemærket men i en mere begrænset form end efter Aftalen, idet ABBA ikke måtte bruges i overskriften for showet men kun i en underoverskrift med mindre skrifttype med tilføjelsen "tribute band".

Efter et meget langt forhandlingsforløb meddelte Ida Lindholm den 25. oktober 2010 en frist til den 8. november 2010 for CSE til enten at acceptere Universals betingelser for brugen eller at stoppe enhver brug af ABBA-varemærket. Da Kenneth Svoldgaard på vegne af CSE samme dag afviste at acceptere betingelserne, meddelte Ida Lindholm den 9. november 2010, at hun ville overgive sagen til Universals advokat.

Efter det beskrevne forløb lægger retten til grund, at Aftalen først blev opsagt den 9. november 2010. Da Aftalen ikke var gjort uopsigelig, og da der ikke var aftalt et opsigelsesvarsel, var Universal berettiget til at opsige Aftalen med et rimeligt varsel. Ved fastlæggelse af, hvad der i den konkrete situation var et rimeligt opsigelsesvarsel, skal der på den ene side tages hensyn til, at CSE i en række år havde benyttet ABBA The Show og ABBA The Music for sit show i overensstemmelse med Aftalen og havde foretaget en omfattende markedsføring af showet under disse navne. Det må endvidere antages, at der på opsigelsestidspunktet var planlagt opførelser af showet under det hidtidige navn noget tid ud i fremtiden. Det må på den anden side have stået CSE klart i løbet af 2010, at det var af afgørende vigtighed for Universal, at ABBA-varemærket ikke fremover blev benyttet i hovedoverskriften for showet. Efter en samlet vurdering af disse faktorer er det rettens opfattelse, at CSE på den baggrund senest ved udgangen af maj 2011 burde være ophørt med brugen af ABBA-varemærket.

CSE's fortsatte brug af det ubestridt velkendte ABBA varemærke efter udgangen af maj 2011 i forbindelse med markedsføring, salg m.v. af sit show udgør en krænkelse af rettighederne til varemærket, jf. varemærkelovens § 4, stk. 1 og 2 og EF-varemærkeforordningens artikel 9, idet brugen er egnet til at skabe forveksling med ABBA-varemærket, ligesom der er en risiko for, at forbrugerne vil antage, at der er en kommerciel forbindelse mellem showet og Universal.

Der foreligger ikke passivitet efter varemærkelovens § 9. CSE's brug af ABBA-varemærket er i perioden frem til opsigelsen af Aftalen sket med Universals samtykke, og den krænkende adfærd er derfor som nævnt ovenfor først opstået efter udgangen af maj 2011. Universal havde på det tidspunkt allerede anlagt sag for at forhindre den fortsatte brug af ABBA-varemærket i forbindelse med ABBA The Show og ABBA The Music.

En del af Carsten Svoldgaards korrespondance med Universal om den fortsatte brug af ABBA-varemærket er sket på vegne af CSB, ansøgning om registrering af ABBA The Show og ABBA The Music som EF-varemærker er indgivet af CSB, og CSB markedsfører selvstændigt ABBA The Show og ABBA The Music på sin hjemmeside www.csb.dk. Under disse omstændigheder er det rettens opfattelse, at også CSB har krænket ABBA-varemærket.

Carsten Svoldgaard førte som eneejer og direktør for CSE og CSB forhandlingerne med Universal om den fortsatte brug af ABBA-varemærket. Efter forhandlingernes sammenbrud må det lægges til grund, at det tillige var Carsten Svoldgaard, som besluttede at fortsætte den hidtidige brug af ABBA-varemærket vel vidende, at Universal opfattede dette som en krænkelse af de registrerede varemærkerettigheder. Carsten Svoldgaard ifalder derfor et selvstændigt ansvar for de skete krænkelser.

I mangel af oplysninger om det modsatte må det lægges til grund, at Kenneth Svoldgaard som ansat har handlet efter instruktion fra ledelsen, og han kan derfor ikke gøres selvstændigt ansvarlig for krænkelse af ABBA-varemærket.

CSB Holding Island ApS har ikke selvstændigt været involveret i de skete varemærkekrænkelser. Det forhold, at selskabet er moderselskab for CSE og CSB, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at gøre ansvaret for de skete krænkelser gældende over for CSB Holding Island ApS. Herefter, og da der ikke foreligger en situation, som kan begrunde et hæftelsesgennembrud, kan CSB Holding Island ApS ikke gøres ansvarlig for krænkelserne.

Efter det tidligere anførte om krænkelse af ABBA-varemærket kan Universal i medfør af varemærkelovens § 4 forbyde CSE, CSB og Carsten Svoldgaard at gøre erhvervsmæssig brug af ABBA-varemærket i forbindelse med deres show. Da krænkelsen bl.a. vedrører to EF-varemærker, udstrækkes forbuddet til at gælde for EU.

På den baggrund giver retten Universal medhold i de subsidiære påstande 1 og 2 over for CSE, CSB og Carsten Svoldgaard. I forhold til påstand 3 og påstand 6 bemærkes, at disse må anses for indeholdt i henholdsvis påstand 2 og påstand 1, hvorfor der ikke vil blive taget selvstændigt stilling hertil.

Universal har ikke fremlagt dokumentation for, at Universal er indehaver af rettighederne til titlerne på sange fra popgruppen ABBA. De sagsøgte må derfor allerede af den grund frifindes for påstand 4 og 5.

De sagsøgte har registreret en række domænenavne indeholdende ABBA-varemærket og har fortsat brugen af disse domænenavne til at markedsføre ABBA showet, efter at den i Aftalen givne tilladelse til at bruge ABBA-varemærket var ophørt. Den fortsatte brug af domænenavnene udgør af de tidligere anførte grunde en krænkelse af rettighederne til ABBA-varemærket, og retten giver derfor Universal medhold i påstand 7 i forhold til CSE vedrørende domænenavnene abba-the-show.com, abba-the-music.com og abba-the-music.dk, i forhold til CSB og Carsten Svoldgaard vedrørende domænenavnet abbathemusic.com og i forhold til Kenneth Svoldgaard vedrørende domænenavnet abba-the-music.com. Da der ikke er fremlagt dokumentation for, at nogen af de sagsøgte har registreret eller bruger domænenavnet abba-the-show.dk, kan Universals påstand ikke tages til følge for dette domænenavn.

Domænenavnet www.abbatheshow.com ejes af Dieter Semmel og bruges ifølge registreringen af Semmel Concerts Veranstaltungsservice GmbH. Efter forklaringerne fra Carsten og Kenneth Svoldgaard samt Christian Komorewski må det imidlertid lægges til grund, at den reelle bruger af domænenavnet er CSE, som markedsfører ABBA The Show på hjemmesiden. Ved at klikke på hjemmesidens link "Shop" sendes brugeren ifølge Carsten Svoldgaards forklaring videre til hjemmesiden www.abbatheshow-shop.com, som ejes af tredjemand. På denne hjemmeside sælges bl.a. merchandise påført ABBA-varemærket. Den beskrevne brug udgør en krænkelse af ABBA-varemærket. Universal vil derfor få medhold i påstand 8 over for CSE.

Som følge af de skete krænkelser skal CSE, CSB og Carsten Svoldgaard betale Universal et rimeligt vederlag efter varemærkelovens § 43. Universal har under sagen gentagne gange opfordret de sagsøgte til at fremlægge oplysninger om indtægterne ved ABBA The Show og ABBA The Music, uden at dette er sket, hvilket må komme de sagsøgte til skade. Carsten Svoldgaard har under hovedforhandlingen oplyst, at CSE's omsætning vedrørende showet fra slutningen af 2010 til slutningen af januar 2013 har været på i alt 14 mio. kr., og at salget af ABBA-merchandise har indbragt godt 500.000 kr. På baggrund heraf sammenholdt med de foreliggende oplysninger om koncertarrangørers betaling for showet og antallet af afholdte koncerter fastsættes vederlaget skønsmæssigt til 1 mio. kr.

Universal har ikke ført bevis for, at der er sket markedsforstyrrelse, ligesom der ikke er ført bevis for, at der er sket skade på ABBA-varemærket. Der er herefter ikke grundlag for at tilkende Universal erstatning.

Efter sagens udfald skal CSE, CSB og Carsten Svoldgaard betale sagsomkostninger til Universal, som efter sagens størrelse og omfang fastsættes til 99.300 kr. heraf 24.300 kr. i retsafgift.

Da Kenneth Svoldgaard og CSB Holding Island ApS er blevet frifundet, skal Universal betale sagsomkostninger med 15.000 kr. til disse. Beløbet er fastsat under hensyntagen til, at inddragelsen af Kenneth Svoldgaard og CSB Holding Island ApS i sagen må antages kun at have medført et mindre merarbejde.

Thi kendes for ret:

CSE, CS Entertainment ApS, CSB Island Entertainment ApS og Carsten Svoldgaard forbydes at gøre erhvervsmæssig brug af titlerne ABBA THE SHOW og ABBA THE MUSIC i EU.

CSE, CS Entertainment ApS, CSB Island Entertainment ApS og Carsten Svoldgaard forbydes at gøre erhvervsmæssig brug af varemærket og navnet ABBA eller dermed forvekslelige ord i EU.

CSE, CS Entertainment ApS skal anerkende at have krænket rettighederne til varemærket og navnet ABBA ved at registrere og bruge domænenavnene abba-the-show.com, abba-the-music.com og abba-the-music.dk og skal overdrage domænenavnene til Universal Music Group International.

CSB Island Entertainment ApS og Carsten Svoldgaard skal anerkende at have krænket rettighederne til varemærket og navnet ABBA ved at registrere og bruge domænenavnet abbathemusic.com og skal overdrage domænenavnet til Universal Music Group International.

Kenneth Svoldgaard skal anerkende at have krænket rettighederne til varemærket og navnet ABBA ved at registrere og bruge domænenavnet abba-the-music.com og skal sammen med CSE, CS Entertainment ApS overdrage domænenavnet til Universal Music Group International.

Kenneth Svoldgaard frifindes i øvrigt for Universal Music Group Internationals påstande.

CSE, CS Entertainment ApS skal anerkende at have krænket rettighederne til varemærket og navnet ABBA ved at bruge domænenavnene abbatheshow.com og abbatheshow-shop.com og skal afstå fra at gøre erhvervsmæssig brug af disse domænenavne.

Inden 14 dage skal CSE, CS Entertainment ApS, CSB Island Entertainment ApS og Carsten Svoldgaard in solidum betale Universal Music Group International 1.000.000 kr. med procesrente af 300.000 kr. fra den 2. marts 2011, af 300.000 kr. fra den 7. november 2011, af 185.000 kr. fra den 4. april 2012 og af 215.000 kr. fra den 17. juli 2012, samt sagsomkostninger med 99.300 kr. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a.

CSB Holding Island ApS frifindes.

Universal Music Group International skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til Kenneth Svoldgaard og CSB Holding Island ApS med 15.000 kr. til hver. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a.

Per Sjøqvist Mette Skov Larsen Ole Lundsgaard Andersen

(Sign.)

___ ___ ___

Udskriftens rigtighed bekræftes

Sø- og Handelsretten, den


Arbejdsskader – skade på medarbejderens ejendele

Hvad er dine forpligtelser som arbejdsgiver, når der forvoldes skade på en medarbejders personlige ejendele ...»

Opsigelse af gravid eller medarbejder på barsel

Der er en udbredt misforståelse på det danske arbejdsmarked om, at du som arbejdsgiver ikke må opsige ...»

Ejerleder

En ejerleder er en ejer af en virksomhed som samtidig er lederen i virksomheden - typisk som administrerende ...»

Earn-out

Earn-out kan bruges som betaling af en del af købesummen i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse. ...»

Højesteretsdom - Jensens Bøfhus

Forbud mod at drive restaurationsvirksomhed under navnet ”Jensens Fiskerestaurant”

Jensen’s »

Fogedforbud - Novozymes A/S mod DuPont Nutrition Biosciences ApS (tidligere Danisco A/S)

Sagsøger havde ikke handlet culpøst ved at forfølge sin ret ved begæring og gennemførelse af »

Vi er medlemmer af