Søfart, bjergeløn-S-0016-99
Resumé
Sagsøger, der var tilkaldt af sagsøgte for at assistere med at få en grundstødt færge fri var berettiget til bjergeløn efter sølovens § 446, da det ikke var godtgjort, at der mellem parterne var indgået en aftale om slæbebådsassistence til en fast pris.
UDSKRIFT
AF
SØ- OG HANDELSRETTENS DOMBOG
Den 22. maj 2002 blev af retten i sagen
S-0016-99
A/S Em. Z. Svitzer
(Advokat Bent Nielsen)
mod
Andelsfærgeselskabet Læsø a.m.b.a.
(Advokat Jes Anker Mikkelsen)
afsagt sålydende
D
O
M:
Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A/S Em. Z. Svitzer, har ret til bjærgeløn for den
assistance, sagsøgeren ydede sagsøgte, Andelsfærgeselskabet Læsø a.m.b.a., da færgen
Margrete Læsø den 27. december 1998 var stødt på grund ud for Læsø.
Påstande
Sagsøgeren har principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at betale 3.500.000 kr.
med tillæg af procesrente fra sagens anlæg, den 6. oktober 1999 til betaling sker, subsidiært
at sagsøgte tilpligtes at betale et af retten fastsat mindre beløb med tillæg af procesrente fra
sagens anlæg, til betaling sker.
- 2 -
Sagsøgte har principalt nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af 100.000 kr. med
procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker, subsidiært betaling af et af retten fastsat
skønsmæssigt beløb med tillæg af procesrenter fra sagens anlæg.
Sagens omstændigheder
Søndag den 27. december 1998, kl. 15.00, afgik færgen Margrete Læsø fra Vesterø Havn mod
Frederikshavn. Der var 166 passagerer, 10 besætningsmedlemmer, 41 personbiler og to
lastbiler om bord. Der var sydvestlig vind med vindstød fra 18 til 30 m/sek. Vandstanden var
35 cm over daglig vande. Kort efter Margrete Læsøs afgang krængede færgen mod styrbord,
og færgen ramte molen. Det var herefter ikke muligt at styre færgen, der grundstødte ca. kl.
15.10 på kurs 162 grader med bagbords side mod Rønne Rev. Positionen var nordre mole-
hoved i pejlingen 220 grader, afstand 0,34 sømil. DGPS-positionen var 57 grader 18,17 nord
010 grader 55,82 øst. Færgen havde ikke slagside.
Sagsøgeren blev af sagsøgte tilkaldt for at assistere med at få færgen fri. Sagsøgeren sendte to
slæbebåde, Svava og Sct. Knud, med bjærgningsudstyr fra Frederikshavn. Slæbebådene var
fremme ved Margrethe Læsø omkring kl. 18.30.
Efter flere forgæves forsøg på at trække Margrete Læsø fri, kom Margrete Læsø fri omkring kl.
22.00, hvorefter
Margrete Læsø blev slæbt til Frederikshavn af slæbebåden Svava.
Ifølge vejrinformation fra Danmarks Meterologiske Institut var der i Frederikshavn følgende
vindforhold:
Den 27. og 28. december 1998
Tid DD PF FX
UTC vindretning,grader vindhastighed m/s vindstød m/s
14 250 16 25
15 250 16 25
16 240 13 23
- 3 -
17 240 13 23
18 250 13 25
19 240 13 20
20 240 12 17
21 240 12 20
22 230 9 16
23 230 10 14
0 220 7 20
1 220 7 -
2 210 8 -
3 200 8 -
4 200 7 -
Vandstanden i Frederikshavn var den 27. december 1998 kl. 15.00 20 cm over daglig vande,
hvorefter den i tiden indtil kl. 22.00 svingede mellem 12 og 24 cm over daglig vande.
Vandstanden var kl. 22.00 26 cm over daglig vande, og kl. 23.00 34 cm over daglig vande.
Efter ankomsten til Frederikshavn kom Margrete Læsø i dok, hvor der blev konstateret følgende
skader:
- styrbord propel: 1 skrueblad knækket ved roden, de 3 øvrige skrueblade, skruenav samt
omstyringsmekanik i skruenav svært beskadiget,
- bagbord propel: ingen alvorlige skader var synlige på skrueblade og nav, dog var der
olielækage fra et eller flere skrueblade,
- fladbunden: ingen synlige indtrykninger på fladbunden og kimingen, men kun skurestriber i
malingen fra sandbund,
- agterskib styrbord: tre indtrykninger i agterskibet styrbord under fenderlisten.
Den 13. januar 1999 blev der på begæring fra skibsfører Niels Bondesen, der var fører af
Margrete Læsø, afholdt søforklaring ved retten i Frederikshavn. Niels Bondesen, overstyrmand
Anders Kristiansen, maskinchef Flemming Bertelsen og maskinchef Eskild Lai Mortensen afgav
forklaringer ved søforklaringen.
- 4 -
Seniorgeolog Birger Larsen, Danmarks og Grønlands Geologiske undersøgelser (GEUS) har
udarbejdet syns- og skønserklæring af 7. maj 2001 om forekomsten af sten i strandings- og
bjærgningsområdet. Af skønserklæringen fremgår blandt andet:
"...Betegnelsen Sten vil omfatte blokke af en sådan størrelse at de potentielt kan skade
skibene udover ridser i plader og maling. I rapporten vil betegnelsen sten i det følgende kun
omfatte sten der er større end 30 cm i tværmål. I beskrivelser betegner småsten og rullesten
markant mindre stenpartikler....
Det aktuelle område er hverken omfattet af GEUS normale landkortlægning eller den
maringeologiske kortlægning. Der foreligger ikke boringsoplysninger eller enkelte geofysiske
data fra området i GEUS arkiver. Vi er derfor henvist til sammenligning med tilstødende arealer
samt observationer på luftbilleder, som er stillet til rådighed af Kort- og Matrikelstyrelsen og
oplysninger indsamlet i forbindelse med denne sag.
Ved tolkning af havbunden udfra luftbilleder antages at lyse ensartede områder repræsenterer
sand uden vegetation. De mørke områder skyldes tang og muslingeskaller, der udnytter
muligheder for et fæste til bundens småsten og grus. De er altså et indirekte tegn på grovere
materialer. Sammenskyllet tang kan også fremstå mørkt. Sten kendes på deres form og
skygge, som det tydelig ses i havnemolens stenbelægning...
1. Spørgsmål: Findes der i og omkring det område ved Læsø, hvor MARGRETE LÆSØ
grundstødte den 27. december 1998 (Omkring positionen 57.18 N og 10.56 Ø) sten, som
ligger på havbunden eller stikker op af havbunden.
Svar. Det skønnes på det foreliggende grundlag at der ikke forekommer tætte samlinger af
sten, som defineret ovenfor, beliggende i havbunden eller som stikker op over havbunden
indenfor det omtalte område. Det kan ikke udelukkes, at der i området kan forekomme nogle
enkelte sten der fra lerlagets overside kan rage op gennem sanddækket. Der er dog ikke
erkendt sådanne i det foreliggende materiale.
2.Spørgsmål: Hvis spørgsmål 1 bliver besvaret bekræftende, spørges om, hvilke antal af
sådanne sten pr. arealenhed der skønsmæssigt findes i området og hvilke størrelse disse har.
Svar. Der er ikke observeret sten i undersøgelsesområdet. Hvis der alligevel forekommer
sådanne skønnes det at det er nogle få pr. km2. Uopdagede stenblokke vil næppe være særlig
store.
- 5 -
...
Tillægsspørgsmål
4. Skønsmanden anmodes om at beskrive havbunden i området nord for Vesterø Havn mellem
sejlrenden og 2-m dybdekurven.
Svar: 2 m kurven begrænser tilnærmet vestsiden af den marine sanddannelse Flaget eller
Rønne Banke, der strækker sig nordud til Nordre Rønner. Disse er delvis et stenrev. Den
vestlige del af Flaget er udformet som en serie revler, der med en indbyrdes afstand af ca. 50
meter, forløber parallelt med vestsiden. Der er et ubrudt ca. 100 m bredt sandbånd ved foden
af revlesystemet, strandingsstedet ligger inden for dette bånd. Ved vestsiden ca. 2.2 km ude
findes en stor sten "Friis stenen". Vest for revlerne og indtil sejlrenden findes der, så vidt det
kan skønnes, helt overvejende sandbund på vanddybder mellem 2 og 4 m. Der er ikke i dette
området på søkortet markeret store sten, som det er tilfældet længere nordpå. I
"Havnelodsens" beskrivelse af Vesterby Havn s 541 anføres:"Ankerplads. Der er god sandbund
både N. og S. for havnen".
Sandlaget ser på luftfotos ud til at være relativt tyndt og stedvis tolkes mørkere antegninger
på luftbillederne (Bilag 4) derhen, at residualsedimentet på leroverfladen ligger fremme i
havbunden. Vestfor båndet synes sandet at ligge i ikke-veldefinerede flade driver der ligger i
ca. 300 m brede bånd i tilnærmet Ø-V retning. Mellem driverne er sandlaget så tyndt eller
usammenhængende at de mørkere residual-sediment på leroverfladen stikker frem. Dette er
også tilfældet umiddelbart nord for havnen og i et ca. 300 bredt bånd langs kysten. Der er ikke
observeret sten, som defineret ovenfor, i disse områder ved studie af luftbilleder. På den
strækning, der dækkes af Svitzer Surveys side scan undersøgelse er der enkelte arealer hvor
sandets underlag af grovere residual sedimenter er observeret. (Bilag 3). En grundig
undersøgelse af registreringerne fra disse arealer i Esbjerg og ved GEUS afdækker ikke
forekomsten af sten over en diameter på 10 cm over den omgivende havbund. Der findes altså
ikke i disse arealer den tætte stenbestrøning der er observeret på andre steder på Læsø.
5. Skønsmanden anmodes om på en kopi af luftfoto eller transparent i størrelsen 1:5000 at
indtegne, hvor der i dette område skønsmanden antager at der findes sten, som ligger i
havbunden eller stikker op over havbunden.
[svar] Et luftfoto i ca. 1:5.000 fremstillet af Kort- og Matrikelstyrelsen ved forstørrelse af
normale luftfoto i 1:25.000 er vedlagt. Bortset fra molerne er der ikke erkendt sten i området.
- 6 -
På dækmolerne kan det demonstreres at stenblokke vil kunne erkendes på billedet. Denne
konklusion er kontrolleret ved hjælp af et sæt luftbilleder betragtet i stereo. Der er ikke
indtegnet områder på luftbilledet bilag 4. Det bemærkes at der kan afgrænses områder hvor
det grovere residual sediment ligger nær havbunden og hvor mindre sten forekommer, hvis det
ønskes.
6. Kan havbunden i området ændre sig, fx. på grund af sandbevægelser mellem de tidspunkter
hvor luftfotografiet er optaget og havaritidspunktet den 28. januar 1998.
Svar. Det er meget sandsynligt, at sandet i overfladen jævnligt omlejres og at områder hvor
leroverfladen stikker frem varierer og dermed også mulighed for at eventuelle sten dukke frem.
Sådanne sandbevægelser kan dog ikke dokumenteres med det foreliggende materiale.
7. Kan der i bekræftende fald være andre steder end angivet under spørgsmål 5, hvor der
fandtes sten, som ligger i havbunden eller stikker op over havbunden på havaritidspunktet.
Svar. Ja, det kan ikke udelukkes. Den fremførte argumentation gør det dog ikke sandsynligt..."
Færgen Margrete Læsøs værdi inklusiv last udgjorde 100 mio. kr.
Sagsøgte fremsendte den 1. februar 1999 100.000 kr. til sagsøgeren som betaling for
assistancen. Sagsøgeren returnerede beløbet.
Forklaringer
Bob Gunnar Nielsen har forklaret, at han i årene 1981 til 1997 ansat hos sagsøgeren som
skibsinspektør og prokurist. Han er nu pensioneret.
Sagsøgeren har døgnvagt. Sagsøgeren har den interne regel, at enhver skibsassistance skal
være påbegyndt senest en time, efter den er rekvireret.
Sagsøgeren forsøger så vidt muligt at indgå en bjærgningsaftale med en havarist, inden
assistancen påbegyndes, men det er ikke altid muligt. I tilfælde af, at havaristen indehaves af
et dansk rederi, har sagsøgeren ingen problemer med at yde bistand, selv om der ikke forud
for assistancen er indgået en bjærgningsaftale.
- 7 -
Vidnet har ikke selv deltaget i bjærgninger, men han har deltaget i en del forhandlinger om
bjærgningsaftaler og fastsættelsen af bjærgeløn. Fastsættelsen af bjærgeløn tager
udgangspunkt i skibets værdi. Bjærgelønnen udgør typisk mellem 2 og 5 % af skibets værdi.
Normalt aftaler rederiet, bjærgeren og rederiets forsikringsselskab efter bjærgningen
bjærgelønnens størrelse.
Der forekommer tilfælde, hvor sagsøgeren anmodes om at assistere en båd, der er stødt på
grund, og hvor der indgås en aftale om afregning på timebasis i stedet for bjærgeløn. Det
forudsætter naturligvis, at sagsøgeren accepterer at yde assistancen på timebetaling, og det
forekommer, at sagsøgeren afslår dette. Det er næppe sandsynligt, at sagsøgeren ville have
ydet assistancen til sagsøgte på timebasis. Hvis sagsøgte havde krævet det, ville sagsøgeren
formentlig have sagt nej til at assistere den 27. december 1998. Sagsøgte måtte så finde en
anden, der kunne yde bistand, og sagsøgte ville i så fald ikke have fået assistancen så hurtigt,
som sagsøgeren kunne tilbyde.
Louis Sørensen, leder af sagsøgerens afdeling i Frederikshavn og fører af slæbebåden Svava
under assistancen til sagsøgte, har vedstået sin bjærgningsrapport, dateret den 18. februar
1999, dog med den korrektion at der på side 6, andet afsnit, skal stå 180 grader i stedet for
130 grader.
Af bjærgningsrapporten fremgår:
"...Søndag den 27. december 1998
...
Kl. 1525 blev den vagthavende, maskinmester Kent Færch, telefonisk kontaktet af hr. Lai
Mortensens, der er ansat ved Læsø-Frederikshavn ruten.
Han ønskede slæbebådsbistand til MF/ "MARGRETHE LÆSØ", som var grundstødt ca. 0,4 sømil
NØ for det nordre molehoved ved indsejlingen til Vesterø Havn. Kent Færch svarede, at vi
straks ville mobilisere og afgå så hurtigt som muligt.
...kl. 1600 var 2 besætninger mødt op til bemanding af "SVAVA" og "SCT.KNUD" med mig som
fører på "SVAVA" og Ole Solsbæk som fører på "SCT. KNUD".
- 8 -
...
Jeg ringede kort efter til færgens fører og fik oplyst, at dybgangen var ca. 3 m. Da dybgangen
på begge slæbebåde var 3 m, kunne vi ikke forvente selv med godt vejr at komme tæt på
havaristen på strandingsstedet. Jeg bad ham derfor om at arrangere, at der var en MOB-båd
tilgængelig, som kunne føre trosser over til færgen. Dette ville han sørge for.
...
Kl. 1645 afgik begge slæbebåde...
Undervejs var jeg flere gange i VHF kontakt med havaristen. Jeg indskærpede, at man ikke
måtte pumpe ballast ud, før der var etableret slæbeforbindelse for ikke at drive længere ind på
grunden. På mit spørgsmål oplyste føreren, at der var 101 - 105 tons ballastvand, og at
havaristen ville kunne lettes ca. 20 cm, når det blev pumpet ud.
Vi drøftede, hvor vi skulle gøre fast på havaristen, og blev enige om i første omgang at gøre
fast på en pullert på styrbord låring.
Kl. 1832 passerede "SVAVA" og "SCT. KNUD" tæt forbi den grønne anduvningsbøje til Vesterø
Havn om styrbord og havde havaristen i pejling...
Mit mandskab gik på agterdækket for at rigge slæbetrossen til...
Den svære sø, som skyllede ind over dæk og ræling, vanskeliggjorde arbejdet, og mit
mandskab stod flere gange i vand til livet. De var delvis beskyttede af deres vandtætte
arbejdsdragter og støvler samt bar redningsveste. De måtte hele tiden være opmærksomme
og klar til at holde sig fast, når der kom en sø for at undgå at blive skyllet overbord.
Kl. 1845 ankom motorredningsbåden fra Østerby til havaristen, og vi er nu i kontakt med
hinanden på VHF kanal 13. Samtidig forsøgte vi nu med "SVAVA" og ved hjælp af radar og
ekkolod at navigere med forsigtighed nærmere havaristen. "SCT. KNUD" blev liggende i
Fyrlinien.
Kl. 1856 tog "Svava" bunden første gang, og vi er nu ca. 0,25 sømil SV for havaristen, der
- 9 -
ligger med stævnen i en SØ-lig retning, og vor kurs er ret øst. Der opstår flere kraftige
berøringer med bunden, og der er risiko for, at vi bliver sat på grund. Derfor bliver kursen nu
lagt 180 grader styrbord rundt, og vi opgiver at komme tættere på havaristen.
Der blev gjort flere nye forsøg på at komme tættere på havaristen, men da vi var ca. 0,2 sømil
fra den i østlige pejlinger, måtte det opgives, og det blev derfor aftalt med redningsbåden over
VHF, at den skulle komme op langs siden af "SVAVA" for at få tampen af slæbetrossen, så den
kunne blive sejlet over til havaristen i det meget dårlige vejr.
Kl. 1910 modtog vi en kasteline fra redningsbåden til mandskabet på "SVAVA"s agterdæk,
denne blev gjort fast til slæbetrossen, og redningsbåden lagde nu kursen mod havaristens
agterskib med slæbetrossen på slæb flydende i vandet. Mandskabet på "SVAVA" slækkede
trossen ud forsigtigt for hele tiden at holde kontrol over, hvor meget trosse der kom i vandet,
og undgå, at den gik i "SVAVA"s skrue. Der blev i alt stukket 440 m trosse ud, først 2 stk. 6
tommer på 110 m og derefter en 10 tommers trosse på 220 m, hvis tamp var fastgjort på
"SVAVA"s slæbekrog. Medens dette foregik, havde vi hyppige og kraftige grundberøringer.
Efter flere forsøg i det dårlige vejr, hvor vind og strøm vanskeliggjorde overførslen af trossen
til havaristen, lykkedes det kl. 1945 at få trossen gjort fast på en pullert agter om bord i
havaristen. Jeg fulgte med i dette over VHF og søgte at manøvrere "SVAVA", således at trossen
kom i den mest gunstige position.
"SVAVA" lægger sig nu op i en SV-lig trækretning, mens trosserne strækkes ud, og der bliver
nu kørt fuld kraft på maskinen, hvilket bevirker, at "SVAVA"s dybgang forøges, og i
kombination med tiltagende bølgehøjde på 1,5 m gennemrystes "SVAVA" ofte af kraftige
skrogberøringer med bunden.
Kl. 1955 bliver det aftalt med kaptajnen på havaristen at pumpe alt ombordværende
ballastvand ud, da "SVAVA" nu har fat og kan forebygge, at havaristen kommer yderligere op
på grunden ved at holde trækket på slæbetrossen. "SCT.KNUD" er stand by i fyrlinien 0,4 sømil
fra havaristen og afventer nærmere ordre fra "SVAVA".
"SVAVA" ligger nu og trækker med fuld kraft på kurser mellem 210 og 270 grader også for at
lodde sig frem til så meget vand under kølen som muligt, men dette synes ikke muligt, og flere
gange er vi bange for at få havari på skrog, køl, ror og lignende. Maskinmester Brian Munk
sagde til undertegnede, at det ikke lød godt nede fra styremaskinen og maskinrummet, når der
-
10
-
var gennemslag med havbunden, som bestod af sand og sten.
kl. 2030 kontaktede undertegnede igen havnevagten i Frederikshavn for at høre om
vandstanden, og det blev oplyst, at den var stigende + 22 cm. Næsten samtidig oplyste man
om bord i havaristen, at alt deres ballastvand var pumpet ud. Vi blev herefter enige om at
koble "SCT KNUD" på hornet af "SVAVA", så vi dermed forøgede vor trækkraft og ville mindske
"SVAVA"s gennemslag til bunden.
Kl 2055 er "SCT. KNUD" sammenkoblet med dens 6" trosse og 60 m lange slæbetrosse og
begge skibe trækker nu i tandem med fuld kraft på begge maskiner på kurser mellem 130
[skal ifølge Louis Sørensens forklaring retteligt være 180] og 270 grader. Jeg var i konstant
VHF kontakt med "SCT. KNUD"s fører, som styrede efter mine anvisninger. På de sydligste
kurser havde vi det røde lys på nordre havnemole tæt om bagbord, afstand ca. 250 m.
"SVAVA" tog hyppigt grunden, dette var især voldsomt, når vi slæbte på de vestligste kurser,
og vi var ikke i stand til at komme længere mod nord. Grundberøringerne her var så kraftige,
at vi krængede til bagbord med en slagside på 15 - 20 grader, når "SCT. KNUD" ændrede til
sydlig kurs. Ved krængningerne havde vi vand på dækket op til midt på, og det kunne tage 3 -
4 min., før vi var fri af grunden.
Vi trak som nævnt på vekslende kurser og var ved 7 - 8 gange ovre i en vestlig kurs. Kl. 2110
kontaktes kaptajnen på havaristen over VHF for at få at vide, om de om bord kan se
kompasset, om der er blevet drejet af grunden, eller om der mærkes bevægelser. Der svares,
at de har bevæget sig, og de vil bruge bowthruster til at hjælpe henholdsvis til styrbord og
bagbord sammen med slæbebådene.
Kl. 2120 kontakter undertegnede igen kaptajnen på havaristen, da jeg ved hjælp af pejlinger til
land kunne se, at havaristen havde bevæget sig lidt i sydlig retning, der køres stadig fuld kraft
i slæbebådene.
Kl. 2150 bliver "SVAVA" kaldt op af havaristen. De spørger, om der er mulighed for at bestille
endnu en slæbebåd, og hvornår den kan være fremme. Til det svarer jeg, at vi kan ringe til vor
afdeling i Aalborg for at høre, om der er en ledig slæbebåd med ringe dybgang.
Kl. 2155 kontakter jeg vagthavende hos Goliath i Aalborg, der som os har 24 timers vagt, og
-
11
-
sætter vagthavende ind i situationen. Vi bliver enige om at sende slæbebåden "GOLIATH CARL"
afsted med 400 m slæbetrosse, der er 45 sømil til havaristen fra Aalborg, og det vil tage ca. 6
timer, før de kan være fremme inklusiv tilrigning.
kl. 2200 begynder havaristen at bevæge sig med god fart SV over og er nu fri af grunden. Vi
annullerer herpå slæbebåden "GOLIATH CARL" fra Aalborg.
... "
Louis Sørensen har supplerende forklaret, at han har været ansat hos sagsøgeren i 14 år.
Assistancen den 27. december 1998 til sagsøgte, er den værste, han har oplevet. Han var flere
gange bekymret for, at Svava mistede styringen og skulle gå på grund.
Vidnet kan ikke indgå bjærgningsaftaler. Det gør sagsøgerens hovedkontor eller
bjærgningsinspektøren. Efter redningen og bugseringen af Margrethe Læsø til Frederikshavn
mødtes vidnet, Niels Bondesen og Lai Mortensen i en sidegang til Margrete Læsøs cafeteria. De
talte blandt andet om, hvordan assistancen ville koste. Vidnet sagde, at han havde hørt om
nogle timetakster i beskyttede farvande og med mindre både. Prisen var i sådanne tilfælde ca.
40.000 kr. i tilkaldegebyr og 5.000 pr. time. Vidnet aftalte på intet tidspunkt af samtalen en
pris for sagsøgerens assistance. Han sagde heller ikke, at det var ham, der skulle skrive
regningen. Han sagde tværtimod, at det måtte blive en sag mellem sagsøgtes
forsikringsselskab og sagsøgerens hovedkontor. Han vil tro, at mødet varede ca. 10 minutter.
Næste morgen talte vidnet igen med Lai Mortensen. Vidnet sagde igen til Lai Mortensen, at
sagsøgerens hovedkontor nu overtog sagen.
Vidnet har udfærdiget bjærgningsrapporten på grundlag af sin hukommelse og de notater, han
tog under assistancen. Han har også talt med sagsøgerens advokat og Torben Stage fra
sagsøgerens hovedkontor i forbindelse med, at han udfærdigede rapporten. Han mener
bestemt, at han udfærdigede sin rapport inden søforhøret. Vidnet har ikke set en udskrift af
søforklaringerne. Han var ikke indkaldt til søforhøret. Vidnet erindrer ikke at have fået en kopi
af Niels Bondesens rapport om forløbet af Margrete Læsøs grundstødning og sagsøgerens
assistance.
Eskild Lai Mortensen har under søforhøret forklaret: "om sin samtale med Louis Sørensen
-
12
-
ombord på Margrete Læsø efter skibets ankomst til Frederikshavn forklarede han nærmere, at
Louis Sørensen under denne samtale nævnte, at det var ham, der skulle skrive regningen for
slæbebådenes bistand til Margrete Læsø.
Vidnet spurgte, hvad regningen så kom til at lyde på, og Louis Sørensen svarede, at
udgangspunktet ville være, hvad det kostede at bistå i Limfjorden, d.v.s. 40.000 kr. som
startgebyr og derefter 5.000 kr. i timen, "det lå på det niveau". De aftalte, at vidnet skulle
kontakte forsikringen og aftale nærmere om betalingen. Louis Sørensen spurgte ikke, hvilket
forsikringsselskab, det drejede sig om. Vidnet vil ikke afvise, at Louis Sørensen under denne
samtale kan have nævnt, hvilke skibe, bistand i Limfjorden til de nævnte priser drejede sig om.
Det var vidnets opfattelse, at Louis Sørensen mente, at den angivne pris var rimelig høj, og at
han dermed ville antyde det forventede prisniveau."
Eskild Lai Mortensen har vedstået denne forklaring, ligesom han har vedstået sin skrivelse af
12. april 1999 til advokat Jes Anker Mikkelsen, hvori Eskild Lai Mortensen kommenterer Louis
Sørensens bjærgningsrapport. Af skrivelsen fremgår:
"...
Jeg kan ikke se nogen dato på denne rapport, men den må være skrevet for nylig, fordi sidst
jeg talte med Louis Sørensen efter dokningen, var der ikke skrevet nogen rapport endnu, og
han vidste heller ikke, om han skule skrive nogen.
...
Jeg synes denne rapport, nu da den altså er skrevet, bærer tydeligt præg af at være skrevet
med det formål, at få det til at se ud som om hele afslæbningen foregik under dramatiske
omstændigheder...
Der har ikke været en eneste klage fra de ombordværende passagerer, om at de har følt
hændelsen dramatisk eller farlig. Tværtimod har rederiet fået meget ros, via færgens "RIS og
ROS" - kort, for en rolig, informerende og udramatisk optræden.
Jeg vil efterfølgende gennemgå rapporten og knytte mine kommentarer til de enkelte punkter
i rapporten.
...
Side 4. Med hensyn til det ballastvand som var i Margrete Læsø, havde jeg underrettet Louis
-
13
-
Sørensen om, at der var ca. 160 ton, som ved lænsning ville lette skibet ca. 20 cm, og at vi
ikke ville have det pumpet ud, før slæbebåden havde fat i Margrete, og vi havde vished for at
trossen var fast og kunne holde.
Det er klart, at det er et tungt arbejde at rigge de store slæbetrosser til, og at det kan være
farligt er også klart, men at beskrive det som om folkene var ved at ryge overbord, er lige i
overkanten...
Svava sejlede forsigtigt så tæt ind til Margrete, som han kunne og mente var forsvarligt, og
vendte rundt da de begyndte at røre bunden, hvorefter redningsbåden MRB sejlede trossen
over til Margrete Læsø, som lå stødt og roligt på sandbanken.
Side 5. Den første gang kastelinen kom ombord på Margrete Læsø, trak de den på spilkoppen,
men kastelinen var for svag til den tunge trosse og sprang, hvorfor man måtte etablere en ny
og stærkere kasteline. Ved denne gik det fint med at få trossen ombord på Margrete Læsø og
sat fast sb.agt.
Der tales i rapporten om en tiltagende bølgehøjde på 1,5 m. Det er simpelthen ikke rigtigt. Da
vinden flovede under hele aktionen, og da den var på det højeste, skønnede kaptajn Niels
Bondesen bølgehøjden til at være 0,75 m. Ifølge udskrift fra Frederikshavn havn er vinden på
dette tidspunkt faldet fra en max. vind på 28 m/sek. til en max. vind på 16-17 m/sek.
Havbunden i det område, hvor Margrete Læsø lå, består faktisk kun af sand, og det kan med
sikkerhed siges, at der hvor Margrethe Læsø blev trukket ud, er der ingen sten. Det kunne
konstateres næste dag i tørdokken, at der ikke var en eneste indtrykning i bunden af
Margrethe Læsø, og der var heller ingen skurestriber fra sten som havde den retning i hvilket
skibet var trukket ind. Der var kun de skurestriber, som vi havde set, da skibet dokkede for
inspektion af rorenes tilstand i sidste del af november 1998.
Da Margrete Læsø gik på grund på sandbanken, har den formentlig skubbet en "sandpude" op
som den lå imod. Det er i hvert fald sikker, at den ikke har flyttet sig, fordi pejling og afstand
til det nordre molehoved, var den samme indtil færgen blev trukket fri. Så påstanden om at
den ville komme længere op på grunden, hvis den ikke var blevet trukket fri på det tidspunkt,
holder ikke. Det var også årsagen til at vi undlod at pumpe mere ballast i skibet. Der blev målt
to forskellige positioner på færgens DGPS, men det må skyldes unøjagtigheder i systemet, for
radarpejling og afstand til nordre molehoved holdt sig konstant.
Side 6. Under hele forløbet meddelte Margrete Læsø, hvor meget den drejede sig i grader og
-
14
-
hvor meget vand der var pumpet ud. Og på et tidspunkt meddelte kaptajn Bondesen at han
havde besluttet at køre bak på begge skruer, for at hjælpe og samtidig køre med bovtrusterne
skiftevis fra sb. og bb. for at få bevægelse i skibet.
Efter der er kørt i nogen tid, taler vi om det kan blive nødvendigt med endnu en slæbebåd. Her
taler Louis Sørensen ikke om, at Sigyn skulle være på vej, men meddeler at han kan tilkalde
Goliat Carl, som kan være her klokken 0400. Da kaptajn Bondesen beder Louis Sørensen til-
kalde Goliat Carl, går der faktisk kun et øjeblik, inden Margrete Læsø glider af grunden, jeg tror
ikke Louis Sørensen når at få fat i Goliat i Ålborg, før færgen er fri og den bliver slæbt ud i
fyrlinien og ud på dybere vand.
...
Med hensyn til sten i området, kan jeg sige, at Margrete Læsø ved sin grundstødning og
afslæbning ikke har ramt nogen sten. Dette ville vi have set ved grundbesigtigelsen dagen
efter. Og området omkring grundstødningsstedet er faktisk kun sand, der er nogle sten i et
bælte gennem sejlrenden, som strækker sig nordud, men de skulle ikke volde problemer, ved
den pågældende vandstand. Den eneste store sten vi kender i området, som er indtegnet på
søkortet er Friis's sten...men den er langt fra grundstødningsstedet, og den kunne vi heller ikke
have ramt....."
Eskild Lai Mortensen har supplerende forklaret, at han er uddannet maskinmester, og han er
ansat som vedligeholdelseschef hos sagsøgte. Det var ham, der rekvirerede assistance hos
sagsøgeren, da Margrete Læsø var stødt på grund. Han rekvirerede slæbebådsassistance. Der
blev ikke nævnt noget om bjærgning, da han talte med sagsøgerens kontor.
Vidnet var umiddelbart efter grundstødningen i kontakt med maskinmesteren om bord på
Margrethe Læsø. Vidnet gav ham besked på, at færgens tanke skulle fyldes op for at holde
færgen fast. Det viste sig kort tid efter, at færgen stod så fast, at det slet ikke var nødvendigt
at fylde tankene op, men færgen kunne have taget yderligere ballastvand ind. Færgens
ballastkapacitet er 170 tons, og færgen havde på grundstødningstidspunktet en ballast i
tankene på 105 tons, hvilket ville kunne lette færgen ca. 20 cm ved lænsning.
Vidnet fulgte sagsøgerens assistance fra molen. Han kunne over radioen høre, hvordan
assistancen forløb, ligesom han kunne se skibenes lys. Han havde derfor føling med, hvad der
-
15
-
skete under sagsøgerens assistance.
Der var på intet tidspunkt tale om at evakuere passagererne. Det var helt unødvendigt, og
ingen passagerer gav udtryk for at ville i land.
Vidnet og Louis Sørensen kom om bord på Margrete Læsø efter sagsøgerens assistance.
Vidnet, Louis Sørensen og Niels Bondesen fik en kop kaffe sammen. Det var på dette tidspunkt,
de talte om betalingen for sagsøgerens assistance. Louis Sørensen angav den under søforhøret
nævnte pris. Vidnet og Louis Sørensen aftalte, at de skulle tales ved næste morgen, når vidnet
havde talt med forsikringsselskabet. Der blev ikke nævnt noget om bjærgning under samtalen.
Der blev slet ikke talt om, hvilken type assistance sagsøgeren havde ydet. Han vil tro, at mødet
tog ca. 20 minutter. Det var ikke usædvanligt, at Louis Sørensen skrev regninger ud. Det
plejede han at gøre, når sagsøgte anmodede om assistance fra sagsøgerens afdeling i
Frederikshavn.
Næste morgen ringede han til Frits Bindzus fra sagsøgtes forsikringsselskab. Han orienterede
Frits Bindzus om den pris, sagsøgeren ifølge Louis Sørensen forlangte. Frits Bindzus sagde, at
vidnet kunne godkende prisen.
Vidnet mødtes med Niels Bondesen og Louis Sørensen, da Margrethe Læsø skulle slæbes til
dokken. De talte sammen på broen. Vidnet sagde, at sagsøgtes forsikringsselskab havde
accepteret sagsøgerens pris. Louis Sørensen sagde herefter, at han ikke kunne holde den pris,
han havde lovet dagen før. Han havde fået besked på, at sagsøgerens hovedkontor skulle
skrive regningen.
Louis Sørensen fik en kopi af Niels Bondesens rapport om grundstødningen og sagsøgerens
assistance den 28. december 1998, da Louis Sørensen var på Margrete Læsø.
De meterologiske forhold angivet for Frederikshavn er de samme for så vidt angår Læsø. Der
er således ikke forskel på forholdene ved Frederikshavn og Læsø.
Niels Bondesen har under søforhøret blandt andet forklaret, "Om skibets afgang kl. 15.00
forklarede han, at skibet havde en dybgang på 3 m agter og 2,45 m for, og lå fint
manøvremæssigt. Der var ingen slagside. Ved afgangen var vidnet selv brovagt, og styrmand
Anders Kristiansen var også i tjeneste på broen. Der havde under skibets sejlads tidligere på
-
16
-
dagen ikke været problemer, og vidnet vurderede ej heller, at vejrforholdene gav anledning til
problemer ved afgangen. Vandstanden var kort før afgang målt på Læsø Havn til +35 over
daglig vande. Der er normalt ingen strøm i havnene, og vidnet hæftede sig ikke ved den, men
alene ved vindstyrken...
Om selv afgangen forklarede han, at han rutinemæssigt benyttede skibets joystick, idet denne
først blev indstillet i "manøvremode", hvorved han trak skibet ud fra lejet og drejede det
styrbord over, hvorefter han gik i "cruisemode", da skibet var vendt. På dette tidspunkt drev
skibet mod øst, mod havnens nordre mole og skibet krængede 3 grader styrbord, efter vidnets
opfattelse muligvis på grund af, at vinden var stærk, og at skibet samtidig havde rørt
sandbunden i nærheden af nordre mo le. Det er også muligt, at det alene har været vindpres-
set, der fik skibet til at krænge. Krængningsgraden var afgjort mere, end hvad der var
sædvanligt for skibet med den angivne vindstyrke.
Skibet sejlede derefter frem, men blev tvunget mod nordre molehoved, da de havde mistet
styringen. Skibet gik tæt mod molehovedets træ og ramte derefter, formentligt med styrbord
låring, stenene ved molehovedet. Skibets fart var ca. 2 sømil pr. time. Det var ikke muligt at
blive inde i havnen p.g.a. skibets fremdrift. Vidnet hørte ikke kollisionen med molen, men
kunne mærke det i skibet...
Om bjærgningen forklarede vidnet, at han ikke tog lodskud, da skibet stod på grund, idet de
vidste, at de stod på langs af revet. Bestilling af redningsbåd og slæbefartøjer blev besluttet af
vidnet og kriseteamet efter samråd. Redningsbåden skulle benyttes som trossebåd, d.v.s. til at
hjælpe med at få slæbetrossen fra slæbebåden til Margrete Læsø p.g.a. den lave vandstand.
Mens skibet stod på grund, flovede vinden af, og den flovede fortsat aftenen og natten
igennem.
...
Vidnet havde kontakt med bugserbåden SVAVA under dennes sejlads mod Margrete Læsø. De
planlagde under denne kontakt den praktiske fremgangsmåde for slæbningen, og at
slæbetrossen skulle fastgøres agter på Margrete Læsø. Det første forsøg på fastgøring
mislykkedes, formentlig fordi kastelinen knækkede. De havde også under dette forløb kontakt
med SVAVA... Omkring kl. 22.00 overvejede vidnet yderligere bistand fra en tredje slæbebåd,
idet Margrete Læsø fortsat stod fast. Han bad SVAVA kontakte en tredje slæbebåd i den
-
17
-
anledning, men samtidig gled Margrete Læsø fri, og båden blev ikke bestilt...
Efter ankomsten til Frederikshavn opfordrede vidnet SVAVA's fører, Louis Sørensen, til at
komme ombord på Margrete Læsø og drøfte forløbet. Under dette besøg op lyste Louis
Sørensen, at det var ham der skulle lave regningen for assistancen, og han sammenlignede i
den forbindelse på vidnets forespørgsel med priserne for assistance ved en stranding i
Limfjorden...
De priser, Louis Sørensen nævnte for Limfjorden, var at det kostede 40.000 kr. at starte op og
derefter 5.000 kr. pr. time. Vidnet opfattede samtalen med Louis Sørensen sådan, at de
nævnte tal for bistand i Limfjorden også var de tal, der skulle benyttes i forbindelse med
regningen for bistand til Margrete Læsø. På advokat Bent Nielsens foranledning bekræftede
vidnet, at hans fornemmelse var, at han med Louis Sørensen indgik en aftale om
prissætningen på bistanden."
Vidnet har supplerende forklaret, at Margrete Læsø efter at være blevet trukket fri kunne have
sejlet til Frederikshavn uden bistand, men da færgen havde en del passagerer om bord, og da
de assisterende slæbebåde alligevel skulle til Frederikshavn, anmodede vidnet om, at færgen
blev slæbt til Frederikshavn.
Næste morgen meddelte Louis Sørensen, at han ikke kunne overholde det aftalte om prisen,
fordi sagsøgerens hovedkontor skulle udstede regningen.
Vidnet overvejede på intet tidspunkt at evakuere passagererne. Færgen lå fuldstændig stille
uden slagside. Der var derfor ingen grund til at evakuere passagererne.
Louis Sørensen fik en kopi af vidnets rapport over forløbet af grundstødningen og sagsøgerens
assistance allerede den 28. december 1998 om morgenen, da Louis Sørensen var ombord på
Margrete Læsø.
Vandstanden ved Læsø har formentlig været lidt højere end den målte vandstand ved
Frederikshavn. Vindforholdene er de samme.
Ole Solsbæk har vedstået sit statement af 2. februar 1999, hvoraf følgende fremgår:
-
18
-
"...Ved bjergningen af MARGRETE LÆSØ den 27. december 1998 var jeg fører af bb SCT.
KNUD.
...Ved bjergningen af MARGRETE LÆSØ havde jeg ikke ledelsen af bjergningen, og jeg har
ingen notater ført bortset fra ankomst og afgang til Frederikshavn.
Jeg blev tilkaldt telefonisk i mit hjem kl. 15.40 og kørte straks til stationen i Frederikshavn...
Vi gennemgik trosser, sjækler og andet materiel for at sikre, at vi havde tilstrækkeligt til
bjergningen og afgik herpå hen ad kl. 17 mod havaristen. Ud over mig var Kent Færch om
bord, han tilså maskinen og gik på dækket, når det var nødvendigt.
...
Vejret var hårdt, og søen rigtig kraftig. Der kom af og til "huller" på op til 1,5 - 2 m. Ved Læsø
på bjærgningsstedet var der lidt ringere sø, men den var stadig voldsom.
Det var, som om vinden flovede ved Læsø, men ind imellem kom der meget kraftige stød, der
blæste skum hen over skibet.
Vi havde fulgt med SVAVA til anduvningsbøjen ved Vesterø Havn, hvortil vi ankom kl. 18.45.
Jeg aftalte nu med Louis Sørensen, at SCT. KNUD skulle blive her indtil videre. Jeg blev
liggende og kørte småt rundt, mens jeg lyttede på VHF'en. Jeg hørte SVAVA rapportere, at
man i et forsøg på at komme nær havaristen flere gange tog bunden voldsomt. Vi talte om, at
jeg skulle gå ind og slæbe SVAVA væk, hvis den fik havari, og jeg holdt mig klar hertil.
Da SVAVA ikke kunne komme tæt nok på havaristen, blev en lang trosse overført fra SVAVA til
havaristen med gummibåden fra redningsstationen på Læsø, hvorpå SVAVA forsøgte at slæbe
havaristen fri ved at trække i retninger mellem vest og sydvest. Dette blev vanskeliggjort af
hyppige, kraftige bundberøringer.
Hen ad kl. 21 kaldte Louis Sørensen mig og bad mig komme ind og sætte trosse over til
forenden af SVAVA.
Kent Færch havde allerede rigget vor 6" ca. 60 m lang slæbetrosse til på agterdækket. Dette
-
19
-
var vanskeligt og farligt, idet vi rullede kraftigt og hyppigt tog vand over dækket. Jeg forlod
broen af og til og hjalp til, så godt jeg kunne. Agterdækket blev hyppigt bordfyldt, vi måtte
hele tiden holde os fast og kunne kun arbejde med den ene hånd.
Vi gik nu tæt på SVAVAs stavn og stak trossen over, hvor den blev fastgjort på en pullert
forude.
...
Louis Sørensen rapporterede, at SVAVA hyppigt tog grunden, især hvor vi slæbte på vestlige
kurser, og vi var ikke i stand til at komme længere nord. SCT. KNUD stødte ikke på noget
tidspunkt mod bunden.
SVAVAS bundberøringer var så kraftige, at jeg kunne se den krængede til bagbord, når vi
slæbte den mod vinden væk fra de vestlige kurser...
På et tidspunkt,..., sagde Kent, at færgen nu gav sig, og kort efter sagde Louis Sørensen på
VHF'en, at havaristen nu kom af grunden. Klokken var da ca. 22.00.
Jeg drejede nu ud lige vesten for fyrlinien, og vi slæbte havaristen ud 200-300 meter inden for
anduvningsbøjen...
SVAVA slæbte nu færgen mod Frederikshavn, og vi fulgte efter tæt agten for færgen."
Ole Solsbæk har supplerende forklaret, at det var hans opgave at hjælpe Svava, hvis den tog
bunden og gik på grund. Det var vanskeligt at bjærge Margrete Læsø, og arbejdet var farligt.
Der var vand på hele dækket, og der var derfor risiko for at ryge over bord. Der ville på grund
af det dårlige vejr ikke være store chancer for at få en mand op igen.
Brian Munch har vedstået sit statement, hvoraf fremgår:
"...
Jeg er normalt skipper på SVAVA...
-
20
-
Den 27. december 1998 blev jeg ringet op af Kent Færch, som jeg havde vagt sammen
med...SVAVA var bestilt til hurtigst muligt at gå til Læsø for at bistå MARGRETE LÆSØ, der var
grundstødt...
Ved 16-tiden var alle mødt på stationen, og jeg aftalte med Louis Sørensen, at han skulle være
skipper på SVAVA, og jeg ville gå på dækket og i maskinrummet...
Vinden var vest-sydvest, op til 18 m i sekundet, søen var kraftig. Undervejs til Læsø var vi et
par gange i telefonkontakt med vagthavende fra Svitzers hovedkontor, som vi informerede om
udviklingen. Der var også kontakt til færgen. Jeg husker at Louis fik oplysninger om hvor
meget ballast-vand der var om bord, og at han sagde til færgens fører at han under ingen
omstændigheder måtte begynde at pumpe ballast ud før vi var fremme og havde gjort fast...
Da vi ankom til Vesterø, gik vi ind i fyrlinien tæt ved molerne og gjorde vores slæbetrosse
klar...
Det tog nogen tid, i hvert fald ½ time før trossen var ført om bord på havaristen...
Vi var inde på lavt vand og slog hårdt mod bunden i søgangen. Dette skete mange gange
under operationen lige til vi fik trukket havaristen fri..."
Vidnet har supplerende forklaret, at redningen af Margrete Læsø er det værste, han har
oplevet. SVAVA tog flere gange bunden, og slagene forplantede sig i skibet med store rystelser
til følge. Vidnet var bekymret for, om skibet kunne holde. Han har tidligere oplevet, at
slæbebåde tager bunden, men ikke så voldsomt og i et sådant omfang, som det skete under
denne redning.
Kent Færch, skibsassistent ansat hos sagsøgerne, har vedstået sit statement af 12. februar
1999, dog med den rettelse, at det ikke var vidnet, men Brian Munch der modtog beskeden
om, at der skulle sendes yderligere en slæbebåd til stedet.
Af Kent Færchs statement fremgår.
"Søndag den 27. december 1998 havde jeg telefonvagt...
Kl. 15.25 modtog jeg en opringning fra Lai Mortensen hos Læsø-Frederikshavn ruten. Han
-
21
-
meddelte at M/F MARGRETE LÆSØ var grundstødt... og anmodede om, at vi hurtigst muligt
sendte SVAVA for at trække færgen fri...
Jeg præciserer, at Lai Mortensen i samtalens start spurgte, om han kunne få en slæbebåd
derover, han talte ikke om pris eller vilkår kun om, at han havde brug for en slæber...
Netop da jeg ankom til stationen i Frederikshavn ringede færgens skipper og sagde, at han
ønskede endnu en slæbebåd...
Jeg var om bord på SCT. KNUD, hvis fører var Ole Solsbæk.
Under overfarten til Læsø var det dårligt vejr, vi skulle hele tiden holde os fast. Jeg mener
vindstyrken i stødene var oppe på 25 sekundmeter.
...
Jeg befandt mig under slæbningen mest i styrehuset. De to skippere talte sammen på VHF'en,
og vi styrede efter SVAVAs anvisninger i forskellige retninger...Vi trak i forskellige vestlige
retninger, men kunne ikke gå længere nordover, idet SVAVA på de nordligste kurser tog
grunden meget kraftigt. Ca. 7-8 gange var vi oppe at trække i den retning. Mens vi slæbte på
fuld kraft, var jeg meget opmærksom på vor hovedmaskine, som jeg ikke var begejstret for at
forcere så længe. Der stod kraftige gnister ud af skorstenene.
På et tidspunkt da vi holdt mod det grønne fyr på en sydlig kurs sagde jeg til Ole, at jeg synes
vi bevægede os, og næsten samtidig varskoede Louis Sørensen over VHF'en, at havaristen nu
gik fri.
Vi gik nu ud mod anduvningsbøjen og vel ca. 10 minutter lod SVAVA vor slæber gå.
Vi gik et stykke længere væk og bjærgede slæbetrossen. Mens det skete hjalp Ole med på
dækket, og vi lå tværs i søen og rullede kraftigt. Vi tog meget sø over dækket...
SVAVA slæbte herpå havaristen mod Frederikshavn. På vejen over lå vi mest agten for færgen
på styrbords side og var klar til at gribe ind, hvis det blev nødven- digt..."
-
22
-
Vidnet har supplerende forklaret, at han ikke på noget tidspunkt har talt med Lai Mortensen om
prisen for assistancen. De har heller ikke talt om, på hvilke vilkår sagsøgeren ydede
assistancen.
Frits Bindzus har forklaret, at Margrete Læsø er forsikret hos Skandia, hvor han er chef for
kaskoskader. Han blev ringet op den 27. december 1998 om aftenen af Henrik Jolmann, der
ligeledes er ansat i Skandia. Han orienterede vidnet om, at Margrete Læsø var stødt på grund,
og at taksatoren var underrettet. Vidnet fik at vide, at rederiet havde styr på situationen.
Færgen stod på en sandbanke.
Vidnet hørte ikke yderligere til sagen før næste morgen, hvor Lai Mortensen ringede. Lai
Mortensen fortalte, at han havde talt med sagsøgeren om prisen. Sagsøgerens assistance ville
koste 40.000 kr. i tilkaldegebyr og 5.000 kr. pr. time. Vidnet accepterede prisen. Regningen
kunne sendes til Skandia, når der var overblik over, hvor mange timer der var brugt. Vidnet
talte med Lai Mortensen senere samme dag. Lai Mortensen fortalte, at sagsøgeren ikke kunne
holde den indgåede prisaftale.
Vidnet ville under ingen omstændigheder have accepteret sagsøgerens assistance mod betaling
af 3,5 mio. kr. Han ville i så fald have fundet en anden løsning. Det ville have været muligt at
finde et alternativ til sagsøgeren.
Vidnet var til stede ved søforklaringen. Det var rederiet, der begærede søforklaringen afholdt.
Rederiet troede fejlagtigt, at retten indkaldte vidnerne. Rederiet ville have afhørt Louis
Sørensen, men det var ikke muligt, da han ikke var indkaldt.
Procedure
Sagsøgeren har gjort gældende, at der ikke er indgået en aftale om bjærgelønnens størrelse.
Louis Sørensen har ikke tegningsret eller prokura hos sagsøgeren, ligesom han ikke har
stillingsfuldmagt til at indgå aftale om bjærgeløn. Louis Sørensen bestrider da også, at han har
indgået en sådan aftale med sagsøgte. Bjærgeløn forhandles mellem sagsøgerens hovedkontor
og repræsentanter for havaristens kaskoassurandører, hvilket er kendeligt for sagsøgte og
dennes repræsentanter. Bjærgeløn afgøres ikke over en kop kaffe lige efter redningen, hvor
der ikke er nogen tegningsberettigede til stede. Hertil kommer, at en betaling på 100.000 kr.
for den assistance, der blev ydet af sagsøgeren til sagsøgte i denne sag, er helt ude af
-
23
-
proportioner, hvilket må have stået sagsøgte - herunder Niels Bondesen og Lai Mortensen -
klart. Hvis det lægges til grund, at Louis Sørensen har afgivet et pristilbud på 100.000 kr., er
tilbuddet tilbagekaldt inden sagsøgerens accept. Der er således ikke indgået en aftale mellem
parterne om bjærgelønnes størrelse.
Sagsøgeren har i den foreliggende situation opfattet sagsøgtes henvendelse som en anmodning
om bjærgningsbistand. Det er uden betydning, at parterne ikke på dette tidspunkt indgik en
bjærgningsaftale.
Margrethe Læsø var stedt i fare ved grundstødningen, hvorfor den assistance, sagsøgte ydede,
var bjærgning efter sølovens § 441, litra a. Margrete Læsø var stødt på grund, hvilket i sig selv
udgør et faremoment. Margrete Læsø ville desuden ved senere højvande være blevet sat
endnu højere op på grunden, uanset at det eventuelt var muligt at indpumpe yderligere
ballastvand. Margrete Læsø ville herved have fået betydelige skader, og der var risiko for
totalforlis, hvis sagsøgeren ikke havde gennemført bjærgningen. Sagsøgerens assistance er
uden tvivl omfattet af sølovens definition af bjærgning, og sagsøgeren er som følge heraf
berettiget til bjærgeløn.
Der skal ved fastsættelsen af bjærgelønnen lægges vægt på, at det bjærgedes værdi udgør
100 millioner kr., at sagsøgeren er en professionel bjærger med et betydeligt, let tilgængeligt
og effektivt beredskab samt udstyr til bjærgning, at sagsøgerens indsats var hurtig, effektiv og
professionel, at vejret var overordentligt dårligt, at grundstødningsstedet var udsat, at
bjærgningen var vanskelig, og at bjærgningen lykkedes uden, at Margrete Læsø led yderligere
skade. Det bør endvidere tillægges betydning, at sagsøgeren påtog sig en betydelig risiko ved
bjærgningen. Endelig bør det tillægges vægt, at sagsøgte undgik at evakuere passagererne.
Bjærgelønnen skal fastsættes til 3,5 % af det bjærgedes værdi, hvilket svarer til sagsøgerens
påstand om, at sagsøgte skal betale 3.500.000 kr. for bjærgningen.
Sagsøgte har gjort gældende, at der mellem parterne den 27. december 1998 blev indgået
aftale om, at sagsøgerens bistand udelukkende var slæbebådsassistance. Der er derfor heller
ikke indgået en bjærgekontrakt mellem parterne.
Den 28. december 1998 blev der om bord på Margrete Læsø indgået en klar og bindende aftale
om, at sagsøgerens honorar for den bestilte slæbebådsassistance skulle være 40.000 kr. i
-
24
-
tilkaldegebyr og 5.000 kr. pr. time, hvilket beløber sig til i alt 100.000 kr. Sagsøgte gik med
rette ud fra, at Louis Sørensen, som afdelingsleder hos sagsøgeren, havde stillingsfuldmagt til
at indgå en sådan aftale. Det er helt sædvanligt, at Louis Sørensen skriver regninger for
slæbebådsassistance. Da det var slæbebådsassistance, sagsøgte havde bestilt, var det helt
naturligt, at Louis Sørensen på sagsøgerens vegne udstedte regningen herfor. Sagsøgeren tog
ingen forbehold, da prisen blev nævnt. Sagsøgte accepterede sagsøgerens tilbud efter at have
konsulteret sit forsikringsselskab. Sagsøgte tilbagekaldte ikke inden sagsøgtes accept sit tilbud.
Der er derfor indgået en bindende aftale om, at sagsøgeren skal honoreres med 100.000 kr. for
assistancen.
Der er således ikke indgået en bjærgningsaftale. Sagsøgeren er under ingen omstændigheder
berettiget til bjærgeløn efter sølovens bestemmelser, idet Margrete Læsø ikke var stedt i fare.
Det skal herved lægges afgørende vægt på, at Margrete Læsø efter grundstødningen stod helt
fast på en klar sandbund uden sten i nærheden. Det var ingen risiko for, at Margrete Læsø rev
sig løs fra grunden. Det bestyrkes af, at Sct. Knud og Svava sammenkoblet måtte trække
Margrete Læsø af grunden. I tilfælde af, at vandstanden steg, havde Margrete Læsø mulighed
for at tage yderligere ballastvand ind. Da færgen ikke havde slagside, og da Margrete Læsø
ikke var nævneværdigt beskadiget, var der således på ingen måde tale om, at Margrete Læsø
var stedt i fare.
Hertil kommer, at vinden flovede fra 18 m/s til 8 m/s. Færgen var derfor ikke udsat for strøm
eller vejrfare. Sagsøgeren har dramatiseret forløbet ganske betragteligt.
Såfremt retten måtte nå frem til, at betingelserne for at opnå ret til bjærgeløn er opfyldt, gøres
det gældende, at sagsøgeren har løst en enkel og ukompliceret opgave med at trække
Margrete Læsø fri med et samlet tidsforbrug på 12 timer inklusiv bugseringen til Frederikshavn.
Sagsøgerens arbejde er udført med en minimal risiko. Karakteren af faren og faregraden taler
for, at bjærgelønnen skal fastsættes væsentligt under det af sagsøgeren påståede, hvilket
beløb forekommer helt urimeligt set i forhold til sagsøgerens indsats. Sagsøgerens krav på
3.500.000 kr. ligger langt ud over det rimelige.
Sagsøgte har sendt 100.000 kr. til sagsøgeren. Da sagsøgeren har returneret beløbet, er der
ikke grundlag for at tilkende sagsøgeren sagsomkostninger af dette beløb.
Rettens bemærkninger
-
25
-
Efter Margrete Læsøs grundstødning rekvirerede sagsøgte assistance hos sagsøgeren. Der blev
i den forbindelse hverken indgået en bjærgningsaftale eller en aftale om, at betalingen skulle
ske på timebasis. Det er således ikke godtgjort, at sagsøgte alene har bestilt slæbebådsas-
sistance på timebetaling.
Retten finder det ikke godtgjort, at parterne ved samtalen mellem Louis Sørensen, Niels
Bondesen og Lai Mortensen umiddelbart efter sagsøgerens assistance indgik en bindende aftale
om betalingen for sagsøgerens assistance. Det bemærkes herved, at Louis Sørensen som sta-
tionsforstander ikke havde stillingsfuldmagt til ved aftale at fravige sølovens bestemmelser om
betaling for bjærgning, hvilket var kendeligt for sagsøgte.
Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren kan kræve bjærgeløn, beror herefter på, om
betingelserne i sølovens § 441, litra a, var til stede.
Margrete Læsø var stødt på grund. Der var høj sø og stærk vind. Hertil kom, at Margrete Læsø
havde en maskinskade og således ikke var fuldt sødygtig. Under disse omstændigheder var
Margrete Læsø stedt i fare i sølovens forstand, og sagsøgerens assistance må derfor
karakteriseres som bjærgning i henhold til sølovens § 441, litra a.
Sagsøgeren er herefter berettiget til bjærgeløn fastsat efter sølovens § 446. Henset på den ene
side til Margrete Læsøs værdi og sagsøgerens professionelle og hur tige indsats, og på den
anden side til farens karakter og grad, findes en bjærgeløn på 1.000.000 kr. passende.
Da sagsøgeren har returneret sagsøgtes betaling på 100.000 kr., tilkendes alene
sagsomkostninger af 900.000 kr. Efter formuleringen af sagsøgtes påstand forrentes derimod
hele beløbet fra sagens anlæg.
Thi kendes for ret:
Andelsfærgeselskabet Læsø a.m.b.a. skal inden 14 dage fra i dag betale 1.000.000 kr. til A/S
Em. Z. Svitzer med tillæg af procesrente fra den 6. oktober 1999.
Andelsfærgeselskabet Læsø a.m.b.a. skal inden samme frist i sagsomkostninger betale 53.000
kr. til A/S Em. Z. Svitzer.
-
26
-
Jørgen
Als
Andersen
Niels Schott Christensen Bent Rasmussen
(sign.)
Udskriftens rigtighed bekræftes
p. j. v. Sø- og Handelsretten, den
andbund uden sten i nærheden. Det var ingen risiko for, at Margrete Læsø rev
sig løs fra grunden. Det bestyrkes af, at Sct. Knud og Svava sammenkoblet måtte trække
Margrete Læsø af grunden. I tilfælde af, at vandstanden steg, havde Margrete Læsø mulighed
for at tage yderligere ballastvand ind. Da færgen ikke havde slagside, og da Margrete Læsø
ikke var nævneværdigt beskadiget, var der således på ingen måde tale om, at Margrete Læsø
var stedt i fare.
Hertil kommer, at vinden flovede fra 18 m/s til 8 m/s. Færgen var derfor ikke udsat for strøm
eller vejrfare. Sagsøgeren har dramatiseret forløbet ganske betragteligt.
Såfremt retten måtte nå frem til, at betingelserne for at opnå ret til bjærgeløn er opfyldt, gøres
det gældende, at sagsøgeren har løst en enkel og ukompliceret opgave med at trække
Margrete Læsø fri med et samlet tidsforbrug på 12 timer inklusiv bugseringen til Frederikshavn.
Sagsøgerens arbejde er udført med en minimal risiko. Karakteren af faren og faregraden taler
for, at bjærgelønnen skal fastsættes væsentligt under det af sagsøgeren påståede, hvilket
beløb forekommer helt urimeligt set i forhold til sagsøgerens indsats. Sagsøgerens krav på
3.500.000 kr. ligger langt ud over det rimelige.
Sagsøgte har sendt 100.000 kr. til sagsøgeren. Da sagsøgeren har returneret beløbet, er der
ikke grundlag for at tilkende sagsøgeren sagsomkostninger af dette beløb.
Rettens bemærkninger
-
25
-
Efter Margrete Læsøs grundstødning rekvirerede sagsøgte assistance hos sagsøgeren. Der blev
i den forbindelse hverken indgået en bjærgningsaftale eller en aftale om, at betalingen skulle
ske på timebasis. Det er således ikke godtgjort, at sagsøgte alene har bestilt slæbebådsas-
sistance på timebetaling.
Retten finder det ikke godtgjort, at parterne ved samtalen mellem Louis Sørensen, Niels
Bondesen og Lai Mortensen umiddelbart efter sagsøgerens assistance indgik en bindende aftale
om betalingen for sagsøgerens assistance. Det bemærkes herved, at Louis Sørensen som sta-
tionsforstander ikke havde stillingsfuldmagt til ved aftale at fravige sølovens bestemmelser om
betaling for bjærgning, hvilket var kendeligt for sagsøgte.
Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren kan kræve bjærgeløn, beror herefter på, om
betingelserne i sølovens § 441, litra a, var til stede.
Margrete Læsø var stødt på grund. Der var høj sø og stærk vind. Hertil kom, at Margrete Læsø
havde en maskinskade og således ikke var fuldt sødygtig. Under disse omstændigheder var
Margrete Læsø stedt i fare i sølovens forstand, og sagsøgerens assistance må derfor
karakteriseres som bjærgning i henho
