Sameje om rettigheder-V-0141-04

Resumé
Sameje om rettigheder til et oliefilter til spildevandsrensning var ikke opstået hverken som følge af samarbejde mellem parterne eller i henhold til aftale. Sagsøgeren havde endvidere ikke krav på vederlag for formidling af kontakt mellem rettighedshaveren og en aftager af filtrene.
UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
Den 24. april 2007 blev af retten i sagen
V-141-04
Bazig ApS
(advokat Lars Halgreen)
mod
DMA Sorption ApS
(Advokat Martin Dahl Pedersen)
afsagt sålydende
D O M:
Indledning og påstande
Sagen drejer sig om, hvem af sagens parter, Bazig ApS (Bazig)
eller DMA Sorption ApS (DMA Sorption), der har rettighederne til et
oliefilter til spildevandsrensning.
Bazig har nedlagt følgende påstande:
1. DMA Sorption tilpligtes at anerkende, at DMA Sorption ikke
erhvervsmæssigt kan udnytte oliefiltret "Absorb All oliefilter",
også
betegnet som "MLC Marine Line Oliefilter", som det er beskrevet i
bilag 19 og 20, uden tilladelse fra Bazig.
2. DMA Sorption tilpligtes at anerkende, at DMA Sorption ikke
erhvervsmæssigt kan foretage salg af oliefiltret "Absorb All
olie-filter", også betegnet som "MLC Marine Line Oliefilter", som
det er beskrevet i bilag 19 og 20, til A.P. Møller og andre kunder
uden tilladelse fra Bazig.
3. DMA tilpligtes at betale til Bazig 1 mio. kr., eller et af
retten nærmere fastsat mindre beløb. Heraf skal 500.000 kr.
forrentes med procesrente fra sagens anlæg den 15. november 2004 og
500.000 kr. fra den 26. juni 2006.
DMA Sorption har påstået frifindelse.
Sagsfremstilling
Poul Jensen, der er partner i Bazig, har siden midten af 1980´erne
været tilknyttet forskellige virksomheder, hvis drift fra
begyndelsen har omfattet det amerikanske olieabsorberingsmiddel,
Absorbent W, der i Danmark blev markedsført under navnet Alfob W.
Alfob W er et granulat, der kan opsuge olie fra vand. Poul Jensen
har været beskæftiget i/medejer af selskaberne Uniclean ApS, Alfob
Danmark A/S, KFK Miljø A/S og senest Bazig. Hovedaktionær i Alfob
Danmark A/S var det svenske selskab Tabulator AB, som var ejet af
Jan Åberg. Jan Åberg var ligeledes aktionær i den svenske
virksomhed Sorption AB, som ejede rettighederne til varemærket
Alfob W.
DMA Sorption er en rådgivnings- og produktionsvirksomhed, der
beskæftiger sig med fremstilling af blandt andet filtre til
rensning af spildevand. Selskabet ledes af direktør Ole Olsen, der
er cand.scient. i organisk kemi. Ole Olsen har tidligere
været
beskæftiget i Dansk Miljøanalyse ApS (DMA), der i 2002 ændrede
navn til DMA Sorption ApS.
Parternes samarbejde begyndte i sidste halvdel af 1980´erne, hvor Ole Olsen udarbejdede forskellige rapporter om Alfob W´s egnethed som filtermateriale.
Et af de første filtre, der indeholdt Alfob W-granulatet, blev
udviklet af virksomheden Soil Clean og blev opstillet på
Flådestation Korsør i 1992.
Filteret vises her:
Under domsforhandlingen har været forevist en video optaget af
Poul Jensen i maj 1992 på Flådestation Korsør. På videoen ses et
filter, hvoraf fremgår navnet Soil Clean. Henrik Larsen, som var
ansat hos DMA, ses endvidere på filmen i færd med at tage
vandmålinger.
I 1991 begyndte det daværende DMA forskellige forsøg på at bygge
plastmodeller af filtersystemer indeholdende Alfob W. I 1992
præsenterede Alfob Danmark "Alfob Oil Filter" på en miljømesse i
Herning.
I september 1992 blev der indgået aftale mellem Tabulator AB og
DMA om finansiering af "Alfob-filtret". Af aftalen fremgår blandt
andet:
"...
DMA har udarbejdet ansøgning til Industri- og Handelsstyrelsen
vedrørende financiering af Alfob-filtret.
Tabulator AB betaler DMA for medgået tid til denne opgave i
henhold til faktura nr. 0505. Modtager DMA financiel støtte fra
Industri- og Handelsstyrelsen, tilbagebetales ovenstående beløb til
Tabulator. I modsat fald erholder Tabulator udgiften.
...
I forbindelse med produktudvikling af Alfob-filtret frem til egnet
prototype, har DMA haft udgifter i form af medgået tid og
materialeudgifter svarende til faktura nr. 0571.
Tabulator AB har accepteret betalingen af dette beløb, mod at
overtage filterprototypen. I fald omtalte finansiering opnås,
tilbagebetales dette beløb ligeledes til Tabulator AB.
..."
Samtidig overdrog DMA sin brugsmodelbeskyttelse af
Alfob-Total-Filteret til Alfob Danmark A/S. Af overdragelsesaftalen
fremgår det videre, at DMA betalte Alfob Danmark A/S 23.000 kr. for
lån af filter til test samt anvendt tid og diverse
omkostninger.
Alfob Totalfilteret, hvis navn senere ændredes til Waterlab 550,
vises her:
Den 4. december 1992 sendte Ole Olsen et udkast til
samarbejdsaftale mellem parterne, hvorefter samarbejdet med
Tabulator AB skulle ophøre og erstattes af et samarbejde mellem DMA
og Alfob Danmark A/S. Aftalen blev dog aldrig indgået.
I begyndelsen af 1993 blev der derimod indgået en samarbejdsaftale mellem DMA, Tabulator AB og Alfob Danmark A/S, hvoraf blandt andet fremgår:
"...
DMA forpligter sig til ved nærværende aftale at udføre følgende
arbejder:
A. Udvikling af filterenheder baseret på Alfob-produkter samt
oliesepareringssystemer i det hele taget.
B. Servicering af de ovenfor nævnte produkter, der er solgt af
Tabulator AB og Alfob DK A/S (i det følgende kaldet T/A).
C. Udførelse af laboratorie- og analyseservice i forbindelse med
kvalitetssikring af Alfob filtre og oliesepareringssystemer.
D. Konstruktion af filtre til de nævnte formål til specielle
kundeemner eller formål.
E. Salg og marketing.
Det arbejde, som DMA udfører i henhold til ovenstående,
udfakturerer DMA månedligt overfor TA ud fra timeopgørelser.
...
Salg og marketing af de i denne aftale omhandlede produkter og
systemer foreståes af T/A. Det er imidlertid en afgørende
forudsætning for T/A´s salg og marketing af produkterne, at der kan
tilbydes en løbende udvikling og service af produkterne. Da DMA med
sit arbejde bidrager til salg af produkterne, og da DMA for sit
arbejde alene honoreres med kostpris, honorerer T/A yderligere DMA
for sit arbejde ved betaling af 3 % af den omsætning, der
fremkommer ved salg, leasing m.v. af de nævnte filterprodukter og
oliesepareringssystemer.
...
Parterne forpligter sig til, så længe denne aftale er gældende, at
afholde sig fra at udvikle og medvirke til udvikling og direkte
eller indirekte deltage i eller bidrage til fremstilling og salg af
produkter, der konkurrerer med de i denne aftale omhandlede
produkter og systemer. Denne aftale er uopsigelig fra begge parters
side i 3 år fra aftalens indgåelse.
..."
Til belysning af omfanget af parternes arbejde og samarbejde i de følgende år er fremlagt en telefax af 18. januar 1994, hvoraf fremgår, at Alfob Danmark A/S siden 1. september 1993 havde solgt ét Alfob Totalfilter/Waterlab 550 og ét filterskift.
I 1994 udviklede DMA Sorption et alternativ til Alfob W kaldet "DMA-sorbent".
Den 16. juni 1994 indgav Ole Olsen patentansøgning på fremstillingen af produktet.
Med henblik på at overdrage rettighederne til dette produkt
sendte Ole Olsen den 21. juni 1994 et nyt udkast til
samarbejds-aftale til Poul Jensen, hvoraf blandt andet fremgår, at
DMA Sorption ville overdrage rettighederne til
absorberingsmidlet
"DMA-sorbent" til Tabulator AB mod at få dækket sine
udviklingsomkostninger og modtage en licensafgift på 5 % af solgte
produkter. Tabulator AB var dog ikke interesseret i tilbudet, og
aftale blev derfor aldrig indgået.
Af et brev af 12. oktober 1994 fremgår det, at DMA og Alfob
Danmark A/S forsøgte at etablere et samarbejde med Brdr.
Hartmann.
I perioden 1995 til 1998 udviklede DMA formstøbte
oliefilterpatroner, der skulle erstatte det pakkede granulat. Som
afslutning på dette udviklingsarbejde færdigudviklede DMA ultimo
1998 filteret Waterlab 250, der vises nedenfor.
I september 1999 købte Aktieselskabet Korn- og
Foderstofkompagniet (KFK) Alfob Danmark A/S. Poul Jensen blev
samtidig ansat som afdelingsleder i KFK.
Den 1. december 1999 indgik DMA en samarbejdsaftale med KFK. Af
aftalen fremgår blandt andet:
"...
§ 1
Forretningsområde
§ 1.1
Levering af filtersystemer
DMA leverer komplette færdige filtersystemer, Waterlab, bestående
af bund i rustfrit stål, tomme filterrør samt plastoverdel, det
hele til en samlet pris af 9.500,00 kr. .......
§ 1.3
Produktudvikling
Som fortsættelse af vores hidtidige samarbejde, indgår DMA i det løbende produktudviklingsarbejde i forbindelse med optimering af miljørådgivning, filtersystemer, filterabsorberingsmateriale og absorberingsprodukter, såvel almindelige som hydrofobe.
Hvis opgaven udføres på foranledning af KFK, afregnes opgaven
efter regning. Arbejdet, udvikling, know-how og produkter tilhører
herefter KFK.
§ 1.4
Produktion af nye produkter:
I det tilfælde KFK ønsker at starte egen produktion af produktet
"Alfob W" kan DMA indgå som konsulentvirksomhed i forbindelse
hermed, både i relation til indkøring af selve produktionsprocessen
som i udvælgelsen af egnede fibertyper.
Efter opgavens udførelse tilhører produktionsteknik, know-how og
receptur KFK.
...
§ 3
Honorering
Omkostninger før kontrakt, omkring nyudvikling, afholdes af den
enkelte partner, herunder teknisk support omkostninger.
Før projekt opstart aftales budget samt betalingsterminer. Ingen
tilbud kan afgives uden begge parters godkendelse.
§ 4
Rettigheder
KFK besidder til enhver tid rettighederne til den produktudvikling
som er beskrevet i § 1, lige som de dertil knyttede
produktnavne.
KFK besidder rettighederne til WaterLab miljøfiltret så længe
samarbejdet løber. Efter samarbejdets ophør overgår rettighederne
til KFK forudsat at der i samarbejdsperioden er solgt mindst 250
filtre.
...
§ 6
Varighed
Partnerne har aftalt en samarbejdsperiode på 3 år fra underskrift
af nærværende aftale. Skulle det vise sig der ikke er en kommerciel
platform for samarbejdet kan dette stoppes når begge parter er
indstillet derpå.
DMA kan ikke, fra aftalens start og i en periode op til 3 år
efter samarbejdsperiodens ophør, starte et samarbejde med tredje
part inden for produktion af filterløsninger og produktudvikling af
absorbenter uden KFK´s skriftlige tilladelse.
..."
Aftalen blev underskrevet af KFK den 29. november og af DMA den
30. november 1999. DMA leverede alene Waterlab 250 til KFK, men der
blev solgt mindre end 250 filtre i aftalens løbetid.
Som dokumentation for, at det arbejde, DMA udførte for KFK i
aftalens løbetid, blev betalt efter medgået tid, er fremlagt
eksempler på tilbud på udviklings- og analyseopgaver afgivet af DMA
i 2000 og 2001.
Af en række avisartikler i foråret 2002 fremgik, at Norsk Hydro,
der ejede 62 % af aktierne i KFK, ville sælge sine aktier.
I foråret 2002 udviklede DMA Sorption i samarbejde med Omnitek
(Ingeniørfirmaet Barfoed) en ny filtermodel, bestående af fire
perforerede plastposer med indhold af olieabsorberende granulat og
benævnt Omnitek.
Filteret vises her:
Den 5. maj 2002 blev der afholdt møde i "Vand-miljøgruppen" hos
DMA Sorption. I mødet deltog blandt andre Poul Jensen på vegne af
KFK og Lise Larsen og Ole Olsen fra DMA Sorption. Af referatet, der
er udfærdiget af Ole Olsen, fremgår det, at DMA på mødet
demonstrerede en filterprototype til rensning af
forskellige former for spildevand. Systemet var ifølge
referatet baseret på engangskassetter.
Der er uenighed om, hvilken filtertype der blev
demonstreret.
I brev af 11. juni 2002 henvendte Ole Olsen sig til KFKs
administrerende direktør Jan Stranges. Af brevet fremgår blandt
andet:
"...
Vi henvender os på grund af en omtale i Børsen 7. juni, hvori det
anføres, at KFK påtænker engagement i mindre innovative
virksomheder. I denne relation vil vi gerne henlede opmærksomheden
på vores virksomhed DMA Sorption, hvor vi arbejder med forskning og
udvikling indenfor miljøområdet. Fokus er rettet mod udvikling af
systemer til rensning af luft og vand.
...
DMA Sorption har udviklet en række cellulosefiber baserede
absorberingsprodukter, hvoraf nogle bl.a. er omtalt i ovennævnte
artikel. Produkterne kan anvendes til oprensning af spildevand,
forurenet med olie, organiske opløsningsmidler og tungmetaller. I
tilknytning hertil har vi netop udviklet en prototype på et
filtersystem, der er baseret på specielle filterpatroner, der kan
udskiftes på stedet.
Via vores samarbejde med Poul Jensen har vi gennem de sidste par
år haft et samarbejde med KFK Miljø, hvor vi bl.a. har udviklet
produktet All-Round Sharp.
DMA Sorption er et udviklingsfirma med et stort potentiale inden
for miljøområet, men firmaets nuværende størrelse nødvendiggør
eksterne investorer, hvis de udviklede produkter skal produceres og
markedsføres professionelt.
..."
I sommeren 2002 henvendte direktør Christian Lützen, A.P.
Møller, sig til Poul Jensen, der da stadig var ansat hos KFK, idet
A.P. Møller ønskede bistand til løsning af problemer med rensning
af lænsevand/bilge water i selskabets containerskibe.
Der blev herefter afholdt møde hos A.P. Møller den 20. august 2002
med deltagelse af Christian Lützen, ingeniør Tage Ib Nielsen,
ingeniør Niels Poulsen, alle repræsenterende A.P. Møller, Ole
Olsen, DMA og Poul Jensen, KFK. Af mødereferatet udfærdiget af Poul
Jensen efter mødet fremgår blandt andet:
"...
Hr. Chr. Lützen informerede om problemstillingen vedr. udledning af lastvand efter lastvandsseparatorerne.
...
PJ præsenterede vort system via brochurer og PC, udleverede kopi
af programmet.
Hr. Niels Poulsen har i dag, 21.08.2002, fået arrangeret at vi
(NHP Ole Olsen og Poul Jensen besøger et af A.P. Møllers skibe i
Gøteborg, fredag den 23.08.2002 kl. 16.00.
...
Vi vil gennemgå systemet og udtage 3 gange vandprøver a´ 25
ltr.
1. Fra sludge tanken
2. Fra Clean bilge tanken
3. Efter udløb fra olieseparatoren.
Vi vil herefter gennemføre en filtrering af spildevandet i vort
minianlæg, samt lave vandanalyser.
..."
Af den power point-præsentation Poul Jensen gav på mødet fremgår
det, at det i præsentationen viste filter er et Alfob-filter, men
at en ny model forventedes færdig i september 2002. Der er mellem
parterne uenighed om, hvilket filtersystem, om
noget, der var under udvikling og klar til demonstration i
september 2002.
Den 23. august 2002 aflagde Ole Olsen og Lise Larsen, der er
medejer af DMA Sortion, samt Poul Jensen besøg på A.P.
Møller-skibet Svend Mærsk. På baggrund af mødet udarbejdede DMA
Sorption en analyserapport af spildevandet. Konklusionen i
rapporten, dateret 1. oktober 2002, er, at det forurenede
spildevand kan oprenses til en tilfredsstillende kemisk og visuel
kvalitet ved hjælp af et partikelfilter kombineret med et
absorberingsfilter.
Som dokumentation for, at A.P. Møller under og efter forløbet
omkring udviklingen af MLC-filteret har korresponderet både med
Bazig og DMA Sorption, er fremlagt to e-mails af henholdsvis 25.
januar 2003 og 8. marts 2003 fra besætningen på Sofie
Mærsk til DMA Sorption og Poul Jensen.
I 2003 købte Poul Jensen sine tidligere fra Alfob Danmark A/S overdragne aktiviteter tilbage fra KFK. Tilbagekøbet blev omtalt i en artikel i Børsen den 25. august 2003 under overskriften "opfinder køber livsværket tilbage".
I januar og februar 2003 blev der foretaget tests af MLC-filtret
på A.P. Møller-skibet Sofie Mærsk i Bremerhafen, hvilket
resulterede i en rapport udarbejdet af DMA Sorption vedrørende
afprøvning af filtersystem til oprensning af bilge water.
Af rapportens introduktion fremgår, at det ved undersøgelserne
blev klart, at det var nødvendigt at fjerne hovedparten af det
meget høje partikelindhold i vandet for at undgå tilstopning i
selve oliefiltret, at DMA Sorption til dette formål
efterfølgende
havde udviklet et specielt velegnet partikelfilter, at det blev
besluttet at fremstille et prototypeanlæg til large-scale
afprøvning om bord på et containerskib. Af rapportens beskrivelse
af filtersystemet fremgår, at "i modsætning til almindeligt kendt
absorberingsmateriale i granulatform, kan disse mangelagede
spiralfiltre [ MLCTM patron = Multible Layer Cartridge], der er
udviklet og patentanmeldt af DMA Sorption, arbejde ved højere tryk
og gennemstrømningshastighed":
Efter rapporten var sendt til Niels Poulsen, A.P. Møller, skrev
Ole Olsen i brev af 4. marts 2003 til Poul Jensen blandt
andet:
"...
Niels Poulsen havde ingen umiddelbare kommentarer til rapporten
udover han syntes, det var en god beskrivelse af projektet.
Så nu sender jeg som aftalt en kopi til dig. Med hensyn til
økonomien, har jeg forestillet mig følgende løsning:
Fremstillingspris for filterhus ca. 15-17.000 kr.
Jeg satser på 15.000 kr. men det afhænger af mængder mv. På de
første 200 filtre har jeg beregnet en afskrivning til DMA Sorption
på 5.000 kr. pr. filter. Med en salgspris på 45.000 kr. er der så
25.000 kr. tilbage til deling, altså ca. 12.500 kr. pr.
filter.
Fremstillingsprisen for filterpatronerne er ca. 300 kr., lidt
afhængig af prisen på dugen. Med en salgspris på 1200 kr. pr.
patron er der 900 kr. tilbage.
Hvis vi afskriver 100 kr. til DMA Sorption har vi 400 kr. til hver, altså 1600 kr. til hver pr. filterskift.
Dette gælder for AP Møller opgaven.
Lad os tale andre kunder igennem ved kommende lejlighed.
..."
DMA Sorption sendte i foråret 2003 billeder mv. af MLC-filteret,
som Bazig lod indgå i noget markedsføringsmateriale vedrørende
MLC-filtret, som blev produceret i tillid til, at man havde en
aftale om salg af filtrene med DMA Sorption.
I en e-mail af 8. april 2003 skrev Ole Olsen til Poul
Jensen:
"...
Kære Poul
Da vi i DMA Sorption nu går i gang med at markedsføre vores
forskellige filtersystemer, er det vel en god ide at Bazig og
vi koordinerer vores aktiviteter og priser på det område.
Det virker jo ikke professionelt, hvis vi går til de samme
kunder. Vi havde oprindeligt tænkt os at koncentrere os om
skibsfarten, da det virker som et nicheområde, vi kan
overskue, men da vi nu må påregne en forsinkelse svarende til
2-3 måneder på grund af godkendelsesproceduren, bliver vi nødt
til at fokusere på andre
områder inden for spildevandsrensning. Da der jo er kunder
nok at gå til, er det mere et spørgsmål om at planlægge og
fordele
salgsaktiviteterne. Måske var det bedst, hvis vi snarest
satte os sammen og fik talt de fremtidige
aktiviteter igennem.
..."
Poul Jensen svarede på mailen senere den 8. april 2003 og anførte
blandt andet:
"...
Helt ok med mig/os...
Vi har selvfølgelig vore ideer som skal koordineres med dine.
Vigtigt er det for begge parter at vi får opsat kriterier og
mål. For mig er det vigtigt for ikke at slå et godt projekt i
stykker at det markedsføres korrekt, hvis ikke opfatter køber
det som usikkert.
..."
Den 1. maj 2003 blev der afholdt møde mellem Bazig og DMA Sorption med deltagelse af blandt andet Ole Olsen, Lise Larsen, DMA Sorption, og Poul Jensen og René Gregersen, Bazig. Det fremgår af mødereferatet, skrevet af René Gregersen, at formålet med mødet var at drøfte det fremtidige samarbejde mellem DMA Sorption og Bazig. Af referatet fremgår videre:
"...
Møde referat i overskrifter
· Ole Olsen opstartede mødet med en kort gennemgang af historien
bag dannelsen af DMA Sorption samt udviklingsforløbet bag MLC
filtret.
· Poul Jensen fortalte kort om bazig´s
eksistensberettigelse.
· Diskussion omkring samarbejde/partnerskab fandt sted. Tre
muligheder blev listet:
uafhængighedsmodel, afhængighedsmodel og gensidighedsmodel. Alle
parter var enige om at fokusere på at opbygge et partnerskab
efter gensidighedsmodellen. Ideen er at bazig skal opfattes
som interface til kunderelationen hvorimod DMA vil
være ansvarlige for det videnskabelige og tekniske forløb, dog
fungerende udadtil som ET stærkt og fokuseret
partnerskab.
· Initiativer fra OO/PJ har resulteret i udvikling af hydrofob
granulat, som muligvis vil kunne erstatte det af bazig
markedsførte produkt.
...
Actions.
1. RLG skal udarbejde forslag til samarbejdsaftale
...
3. En yderligere dialog omkring DMA´s udvikling af hydrofob
granulat skal iværksættes
...
5. OO/PJ etablere møde med Mærsk.
6. RLG udarbejder forretningsstrategi for det fælles
projekt.
..."
Efter mødet skrev Julie Kampmann, DMA Sorption, i en e-mail af 5.
maj 2003 til Camilla Jensen, Bazig:
"...
Tak for mødet i torsdags. Vi er meget spændte på samarbejdet og
glæder os til at komme i gang.
..."
Bazig udfærdigede på baggrund af mødet et udkast til samarbejdsaftale, som af Ole Olsen blev mødt med et udkast til forhandleraftale. Der blev dog aldrig indgået nogen aftale.
Af et udkast til royaltyaftale mellem Bazig og DMA Sorption
udfærdiget af Ole Olsen og dateret 9. juli fremgår blandt
andet:
"...
Idet DMA Sorption ønsker at honorere Bazig´s indsats i forbindelse
med salg af anlæg til filtrering af lastvand til Rederiet A.P.
Møller/Mærsk er der dags dato indgået følgende aftale:
Bazig ApS modtager DKK 5.000,- pr. filteranlæg solgt til A.P.
Møller/Mærsk i perioden 1. juli 2003 til 30/6 2006.
...
Der kan i perioden udbetales maksimalt DKK 125.000, svarende til
25 anlæg.
Indtil den maksimale royalty er udbetalt eller indtil periodens
udløb, ejer DMA Sorption ApS kunderelationen i forbindelse med
salg af anlæg til filtrering af alt spildevand, der genereres
i forbindelse med A.P. Møller/Mærsks aktiviteter.
..."
Poul Jensen reagerede på vegne af Bazig i brev af 2. marts 2004
DMA Sorption. Af brevet fremgår blandt andet:
"...
Siden jeg i 1988 startede med at udvikle og levere løsninger til
bekæmpelse af olieforurening og filtrering af olieholdigt vand
er det min oplevelse at vores samarbejde har
fungeret tilfredsstillende. Især har jeg været tilfreds med
DMA´s analytiske færdig-heder og bidrag i udvikling af nye
produkter.
Imidlertid er partnergruppen i bazig, hvor jeg har sæde, af den
holdning at DMA i forbindelse med filtreringsopgaven for Mærsk
siden marts 2003 ikke overholder markedsføringslovens § 10
samt lovgivningen om ophavsret.
Baggrunden herfor er at A.P. Møller, hr. Chr. Lützen i august 2002
kontaktede mig vedrørende mit filtersystem Waterlab 550, da
virksomheden havde problemer med at overholde grænseværdierne
for udledning af lastvand i deres flåde. I forlængelse
heraf inviterede jeg dig med til et møde da jeg anså det for
muligt at en sådan opgave kunne have interesse for DMA.
Inden mødet med A.P. Møller d. 20.08.02 havde vi jo været i gang
med at forbedre Waterlab 550, som var en fortsættelse af det
udviklingsarbejde Ole Geisler og du varetog for Alfob Danmark.
Dette arbejde blev afregnet med DKK 175.000 kr. til DMA.
Den første fase i pilotprojektet handlede om at gennemgå
lastvandssystemet og tage prøver af det olieholdige
spildevand. Det skete ombord på Svend Mærsk i Gøteborg, d. 23.
august 2002. Samtlige udgifter blev dækket af KFK Miljø som
var projektejer og leverandør af rådgivning og løsninger til
kunden.
Den anden fase handlede om at tilpasse og installere
filtersystemet ombord på Sofie Maersk som vi efter
installationen besøgte d. 5. februar 2003 i Bremerhafen. Samtlige
omkostninger blev afhold af bazig som siden januar 2003 har
været projektejer og retmæssige ejer af leverancer til
kunden.
Gennem hele projektet har Alfob Danmark leveret materiale, fx
industriruller og W OilOnly granulat og knowhow uden beregning
til DMA. Imidlertid har bazig ikke siden august 2003 modtaget
informationer som vi har krav på om projektets forløb, resultater
af ansøgningen om typegodkendelser hos Lloyd, kunden
reaktioner mv. Vi har desuden ikke modtaget afregning som
aftalt.
Vi har erfaret at Mærsk m.fl. har bestilt et antal filtre og at
godkendelsen fra Lloyd er på plads. Således ser vi frem til at
modtage en opgørelse over salget d.d. samt afregning svarende
til halvdelen af indtjeningen på dette projekt. Indtjeningen er
defineret ved DB1 af salg af filtre og filtreskift, som aftalt
i projektets start og som siden hen er dokumenteret i dit brev
af 4. marts 2003.
..."
I brev af 16. marts 2004 afviste DMA Sorption, at Bazig eller Poul
Jensen var medophavsmand til MLC-filteret og anførte, at
samtlige udgifter til forundersøgelse samt til udvikling af
filtre og prototypen samt udgifter til laboratoriearbejde
og analyser var afholdt af DMA Sorption. DMA Sorption bestred
i øvrigt, at der skulle bestå en samarbejds- eller
royaltyaftale mellem parterne, og at Bazig skulle
være berettiget til nogen afregning for solgte filtre.
Af en udskrift af DMA Sorptions hjemmeside fra den 11. november
2004 (sagens bilag 19) fremgår:
"...
Det er DMA Sorptions målsætning at forsyne skibsbranchen med
filterløsninger, der lever op til lovgivningens krav til
olieindholdet i spildevandet. I øjeblikket er denne grænse
15 ppm (parts per million). Da vores produkt lever fuldt op
til disse krav, håber vi at kunne være med til at sikre en
mindre belastning af verdenshavenen.
Produktet Absorb All OliefilterTM, er resultat af mange års
udvikling i R&D afdelingen. Absorb All OliefilterTM er
baseret på et nyudviklet filtreringsprincip, hvor der anvendes
de særlige Multiple Layer CartridgeTM (MLC) patroner. Filteret
er typegodkendt af Lloyd´s Register på vegne af IMO.
Filterets kapacitet i forhold til størrelsen gør filteret specielt
velegnet til rensning af lænsevand (bilge water) om bord på
skibe, hvor pladsen oftest er trang. Filtersystemet oprenser
alle former for olieforurenet spildevand til en koncentration under
5 ppm, hvilket blev testet i forbindelse med samarbejde med et
større dansk rederi. Absorb All OliefilterTM er ligeledes
velegnet til forureninger forårsaget af benzin, petroleum og
lignende organiske solventer.
..."
DMA Sorptions produktinformation (sagens bilag 20) viser samme filter og har en beskrivelse af filterets egenskaber og anvendelsesmuligheder. Et færdigt filter kostede i sommeren 2004 49.800 kr. og et filterskift 4.800 kr.
Til dokumentation for tidspunktet for udviklingen af en patron
med oprullet fiberdug i stedet for granulat har DMA Sorption
fremlagt en række billeder, hvor et billede fra den 26. august
2002 gengiver en fiberdugpatron og et billede fra den
4. september 2004 en oprullet fiberdug. Der er ikke tidligere
billeder, der viser en fiberdug. Endvidere er fremlagt
fotodokumentation for DMA Sorptions udvikling af spiralfilter
af fiberdug fra perioden 29. september til 31. december 2002..
Til
dokumentation for omkostningerne ved udviklingen af dette filter -
MLC-filteret - har DMA Sorption fremlagt en opstilling over
udgifter, som selskabet har afholdt i forbindelse med
udvikling og analysering af filteret. Af oversigten fremgår, at
de
samlede udgifter udgjorde ca. 1,5 mio. kr.
Som dokumentation for det tab, Bazig påstår at have lidt, er
fremlagt en avisartikel fra Børsen fra den 4. maj 2005,
hvoraf fremgår, at DMA Sorption forventer at være gældfri i
løbet af et til to år med en omsætning på 20-30 mio. kr. og en
fortjeneste på 15-20 mio. kr.
Der er endvidere fremlagt en oversigt over DMA Sorptions omsætning
i perioden 21. november 2003 til 5. marts 2006, hvoraf fremgår
en samlet omsætning på 8.369.366 kr. Bazigs andel af
fortjenesten på salget til A.P. Møller kan ifølge Bazig
med henvisning til DMA Sorptions brev af 4. marts 2003 gøres
således op: 110 stk. filtre à 12.500 kr. = 1.275.000,00
kr.
507 filterskift à 1.600 kr. = 811.725,00 kr. I
alt 2.186.725,00 kr.
Forklaringer
Poul Jensen har forklaret, at han i 1987 blev
direktør for en kemisk virksomhed og i den forbindelse blev
introduceret for absorberingsmidler. Han ønskede at blive
selvstændig og fik kontakt med et svensk firma, der solgte filtre,
og blev dette firmas eneforhandler i Danmark.
Samarbejdet med Ole Olsen begyndte, da Ole Olsen var beskæftiget
i Skandinavisk Biomedicinsk Institut. Ole Olsen fattede
interesse for området efter at have set vidnets produkter. I
forbindelse med en brand i Korsør konstaterede de,
at produktet virkede i vand og ikke kun på vandoverfladen. Han
fik kontakt med Kenneth Skaarup, der gennem sin virksomhed
Soil Clean udviklede de første plastikkassetter og fyldte dem
med Alfob W.
Det var Ole Geisler, der var ansat hos Dansk Miljøanalyse, der
stod for udviklingen af Alfob Totalfilteret. DMA overdrog i
1993 rettighederne til filteret til Alfob Danmark. Han mener,
at de betalte 175.000 kr. for overdragelsen. Derudover
blev der betalt royalty ved salg af filtre.
Alfob Totalfilteret er identisk med Waterlab 550. Låget på Alfob
Totalfiltret blev efterfølgende ændret på hans foranledning.
Han ved ikke, om DMA var med til denne ændring. Fra 1993 gik
samarbejdet med Ole Olsen og hans virksomhed godt. Det var
vidnet, der stod for forhandlingen af filtrene, og Ole Olsen solgte
derfor ikke noget. DMA beskæftigede sig med andet end
spildevandsrensning, blandt andet asbest og medicin.
Ifølge samarbejdsaftalen fra 1993 mellem DMA og Tabulator AB og
Alfob Danmark A/S skulle udviklingen af filtre foretages af
DMA, mens vidnets opgave var at sælge produkterne. De solgte
15-20 Alfob Totalfiltre/Waterlab 550. De sidste blev solgt i
2002.
Waterlab 250-filteret blev udviklet af DMA i samarbejde med
vidnet, som var meget aktiv i forbindelse med
produktudviklingen, som KFK ikke selv ønskede at stå for. Han
besøgte kunderne, når der var problemer. Nogle gange havde
fabrikanten, Bontex, en løsning på problemet, ellers havde
DMA. KFK havde rettighederne til dette filter, mens
samarbejdsaftalen mellem KFK og DMA løb. Der blev ikke
solgt 250 eksemplarer, og rettighederne til filteret gik
derfor tilbage til DMA. Under samarbejdet arbejdede DMA ikke
kun med filtre, men foretog også vandanalyser.
KFK ville gerne ind på markedet for rensning af spildevand fra
skibe, da der her var et kæmpe marked. På et skib emulgeres
vand og olie hele tiden, hvilket gør det svært at fange
partiklerne. Han drøftede hele tiden med DMA Sorption, hvordan
de kunne gøre tingene bedre. Sammen med Ole Olsen og Ole
Geisler var de på King of Scandinavia, men dette førte ikke
til en aftale.
Mødet i august hos A.P. Møller kom i stand ved, at han blev
kontaktet af Christian Lützen. På dette tidspunkt vidste han,
at der var et nyt filter under udvikling. Den viden havde han
fra samarbejdet med DMA, hvor de i laboratoriet havde
lavet forsøg med at udskifte absorberingsgranulatet med
hydrofobe måtter. Hvis han ikke havde vidst, at der var et nyt
filter på vej, ville han ikke have taget et møde med så stor
en koncern. På mødet fortalte de, at de forventede et nyt filter
i september 2002, hvilket han havde talt med Ole Olsen om.
Filteret ville være en videreudvikling af Alfob Totalfiltret
med forbedringer i form af et påsat grovfilter. Inden mødet
havde han ikke drøftet indholdet af sin præsentation med Ole
Olsen. Han ved ikke, hvorfor der ikke af mødereferatet fremgår
noget om det nye produkt.
Han har ikke solgt Omnitek-filtret, og det var ikke det filter,
der blev præsenteret på mødet i Vandmiljøgruppen i maj 2002.
Det, der blev præsenteret, var en prototype på MLC-filtret. De
oplysninger, der fremgår om filterets kapacitet, er
ifølge beregninger og ikke af det pågældende filter. Parternes
samarbejde om udvikling af et nyt filter begyndte i april, maj
eller juni 2002.
Samarbejdsrelationen mellem KFK og Ole Olsen var uændret. Det var
således KFK, der dækkede rejseomkostninger til Gøteborg, mens
Bazig dækkede omkostningerne ved besøget i Bremerhafen.
Alfob Totalfilteret betalte vidnet totalt. Det var ham, der havde
rettighederne til det. Han opfattede dem imidlertid som
partnere, og de blev enige om at dele fortjenesten ved
fremtidigt salg 50/50. De var to mindre virksomheder, der
var afhængige af hinanden.
Det første filter på Sofie Mærsk havde to kassetter. Først et
grovfilter, der fangede de tunge partikler, og dernæst et
filter, der fangede emulsionerne. Vidnets bidrag
til udviklingen af filtret har bestået i, at han har været med
ved udtagningen af prøver,
talt med skibets kaptajn og blevet kontaktet, når der var
problemer. Alt blev ordnet af DMA, der fik det til at fungere.
Det nye filter er en videreudvikling af Alfob Totalfilter, men
er en mere elegant måde at gøre det på. Grundideen er
imidlertid den samme. Ved udviklingen af det nye filter har
man trukket på erfaringerne fra det tidligere filter.
Formålet med mødet den 1. maj 2003 var at finde den rigtige
samarbejdsform, da perspektiverne var begyndt at se rigtig
gode ud. Bazig lavede et oplæg til samarbejdsaftale, hvorefter
der gik nogle måneder, hvor han rykkede for svar. Ole Olsens
svar var at sende en anden kontrakt, som var helt uacceptabel,
blandt andet fordi aftalen trak produktet ud af Bazigs hænder,
og fordi en rabat på 25 % ved køb af DMA Sorptions produkter
lå langt fra den overskudsdeling på 50/50, som de havde talt
om.
Han reagerede ikke på DMA Sorptions udkast til royaltyaftale, da
han i den periode havde travlt med at opbygge sin virksom-hed,
og da han havde en aftale med Ole Olsen fra marts.
De økonomiske konsekvenser for Bazig har været, at virksomheden
ikke har fået andel i omsætningen på salget af MLC-filtret.
Bazig har 4-7 kunder, der modtager Alfob.
Hans konkrete bidrag ved udviklingen af filtrene har bestået i, at
han havde eneretten til "indmaden" granulatet og måtterne -
til filtrene, og spurgte, hvordan de kom videre. Han har
endvidere lånt DMA Sorption et gammelt Alfob-filter og leveret
nogle ruller, der kostede 1.200-1.400 kr. pr. rulle. Derudover har
han ikke haft omkostninger ved udvikling af filtrene, bortset
fra den tid han har brugt på det.
Det er DMA, der har laboratoriet. Han har set, hvad de har
lavet. Han vil ikke bestride DMA Sorptions
omkostningsopgørelse. Grundlaget for Bazigs rettigheder er, at
han gennem hele perioden har medvirket ved videreudvikling af
filtre, som han i forvejen havde rettighederne til.
Han hæftede sig ikke ved, at det i rapporten om
filtreringsforsøgene på Sofie Mærsk fremgår, at filtersystemet
var patentanmeldt.
Ole Olsen har forklaret, at DMA Sorption er en
virksomhed, der dels beskæftiger sig med rådgivning og
vandanalysearbejde, dels fjernelse af olie fra vand. Det er
en typisk uviklingsvirksomhed. DMA Sorption har stået 100 %
for udviklingen af filtrene. DMA Sorption har også arbejdet
med udvikling af eget granulat, hvor Alfob W har tjent som
inspiration.
Alfob Totalfilteret, som de fik brugsmodelsbeskyttelse på, var et
forsøg på at løse det problem, Poul Jensen havde med at skifte
granulatet i de eksisterende filtre. Poul Jensen købte dette
filter i 1992. Ole Geisler var den kreative på denne
opgave. Han tror ikke, at Poul Jensen medvirkede ved
udviklingen. De fik mellem 40.-50.000 kr. for overdragelsen af
filteret til Alfob Danmark A/S.
Året efter blev der indgået en samarbejdsaftale mellem parterne.
DMA kom med dette forslag. De var utålmodige, da de skulle
leve af det, de udvikler. De havde ikke egentlige produkter,
som de kunne gå ud og sælge. Han skrev brevet af 4. december
1992 til Alfob Danmark A/S, fordi han gerne ville etablere et
samarbejde med Alfob Danmark A/S uden om Tabulator AB, som var
tung at samarbejde med. Efter brevet sendte de et udkast til
samarbejdsaftale, som DMA fik en advokat til at udarbejde.
Rollefordelingen i aftalen var klar. DMA skulle stå for udvikling,
analyse og service, mens Alfob Danmark A/S/Tabulator AB skulle
tage sig af markedsføring og salg og bære risikoen ved et
dårligt salg. DMA skulle arbejde til kostpris og derudover
have en royalty. Af aftalen fremgår intet om rettigheder, da det
var DMA, der skulle udvikle filtrene og dermed havde
rettighederne.
Der kom ikke noget tættere samarbejde ud af aftalen. Fra 1992 til 1994 koncentrerede DMA sit arbejde om at udvikle et nyt granulat, så man kunne blive uafhængig af det amerikanske selskab, der producerede Alfob W. På et møde i 1994 mellem DMA, Tabulator AB og Alfob Danmark A/S afviste Tabulator AB at betale udgifter og royalty til DMA for arbejdet med udvikling af granulatet. DMA besluttede sig herefter for at gå andre veje, da de hidtil ikke havde tjent penge på deres udviklingsarbejde og samarbejde med Alfob Danmark A/S. Samarbejdet med Alfob Danmark A/S døde herefter ud.
I de følgende år søgte DMA forgæves efter andre
samarbejdspartnere, blandt andet Brødrene Hartmann, og i disse
år var der, bortset fra enkelte analyseopgaver ingen relation
mellem parterne.
Fra 1999 begyndte DMA at arbejde med andre materialer til
filtrering, blandt andet modificeret aktivt kul og
plantefibre, i stedet for granulat. De arbejdede også med
at udvikle et mere kundevenligt produkt end Alfob
Totalfiltret. Det kom der et produkt ud af, som de kaldte
Waterlab 250. Tallet 250 henviser til filtrets kapacitet på
250 liter i timen. Det var et lille smart filter, som var blevet
udviklet i samarbejde med et design- og ingeniørfirma. DMA
betalte ca. ½ mio. kr. for udviklingen. Hverken Poul Jensen
eller KFK var involveret i udviklingen af dette filter.
DMA indgik aftalen med KFK i 1999 for at forsøge at skabe en
omsætning, der kunne dække nogle af de
udviklingsomkost-ninger, DMA havde haft. De havde tiltro til
KFK og Poul Jensen, der altid har været en dygtig sælger. Meningen
med aftalen var, at DMA skulle levere Waterlab 250, som KFK
skulle sælge. Hvis KFK solgte mere end 250 eksemplarer, skulle
KFK overtage rettighederne til filteret. Rettighederne blev
således overdraget, uden at de af KFK fik betalt
deres udviklingsomkostninger. Der blev imidlertid højst solgt
10 filtre, hvorfor rettighederne gik tilbage. DMA udførte
endvidere opgaver for KFK efter regning.
Poul Jensen og i enkelte tilfælde Erik Vestergaard, der var
salgsdirektør i KFK, kom med opgaverne til DMA, hvorefter DMA
sendte et tilbud. Samarbejdsaftalens § 3 er udtryk for, at
parterne skulle være enige, inden man gik i gang med et
projekt.
Aftalen varede i tre år og udløb den 30. november 2002.
Samarbejdet kørte uden problemer, men DMA fik ikke noget
økono-misk ud af det, da filteret ikke var godt nok.
Fra 2000 til 2002 arbejdede DMA Sorption dels med udvikling af
et nyt granulat, dels med udvikling af et nyt filter, som blev
tegnet af selskabet Omnitek.
Mødet den 5. maj 2002 i vandmiljøgruppen blev afholdt hos DMA. Det
filter, der blev vist på mødet, var Omnitek-filteret. Det var
ikke en minimodel af filteret, men en prototype.
Grunden til, at han skrev brevet af 11. juni 2002 til direktør Jan
Stranges, var et nyt forsøg på at skaffe penge til DMA
Sorptions aktiviteter. Forinden var det af en avisomtale
fremgået, at KFK var interesseret i at støtte mindre virksomheder,
der beskæf-tigede sig med miljø. Det filtersystem og
-patroner, der omtales i brevet, henviser til
Omnitek-filteret. Produktet All-Round Sharp er en slags strøelse,
der kan opsuge oliespild på veje. Han modtog aldrig noget svar
på brevet.
Mødet hos A.P. Møller den 20. august 2002 kom i stand ved, at Poul
Jensen blev kontaktet af Christian Lützen. Inden mødet havde
han ikke set præsentationsmaterialet eller i øvrigt talt med
Poul Jensen, men han kunne godt regne ud, at mødet skulle
handle om filtre. På det tidspunkt havde DMA Sorption ikke
udviklet MLC-filteret. Han reflekterede ikke nærmere over, at det
af
præsentationsmaterialet fremgik, at en ny model forventedes færdig
i september 2002. På mødet præsenterede A.P. Møller
problemstillingen - rensning af spildevand og bad om hjælp
til løsning af dette problem. Han foreslog, at de udtog prøver
og undersøgte, om DMA Sorptions granulat kunne bruges.
Poul Jensen præsenterede situationer, hvor Alfob Totalfilteret
havde været anvendt.
Poul Jensen havde fortalt ham, at KFK var ved at blive solgt, og
at et eventuelt projekt derfor helst skulle ligge hos DMA
Sorption. KFK har ikke bedt ham om at lave opgaven for A.P.
Møller. Hvis KFK havde bedt om rettighederne til filteret
efter at have afholdt udgifterne til udviklingen, så skulle
KFK have haft overdraget rettighederne, men det forudsatte, at
der lå en forudgående aftale herom med KFK.
Kort efter mødet besøgte de skibet Svend Mærsk i Gøteborg og indhentede vandprøver. Til stede var Lise Larsen, Poul Jensen, Niels Poulsen, en maskinmester og vidnet. Det var Lise og han, der tog prøverne, som de analyserede på deres laboratorium. Datoerne på billederne fra laboratoriet er korrekte. Det lykkedes for dem at få konstrueret en filterenhed, hvor vandet både gik ind vandret og lodret.
Det var det nye, der dannede grundlag for patentansøgningen. I
februar 2003 var de i Bremerhafen og testede systemet. De
indgik aftale med en ingeniør, der designede selve
filtersystemet. De præsenterede det nye filter for A.P. Møller i
december 2002.
Poul Jensen var ikke involveret i udviklingen af filteret, og det
var ikke ham, der foreslog, at de skulle anvende fiberduge i
filteret. Det er dog rigtigt, at Poul Jensen har stillet noget
fiberdug til rådighed, som de anvendte i et andet filter. DMA
har
afholdt alle udgifter ved udviklingen af filteret, dog har Poul
Jensen formentligt betalt rejseomkostninger i
størrelsesordenen 4-6.000 kr.
Baggrunden for brevet af 4. marts 2003 var, at han nu anede, at
der kunne komme en forretning ud af det, og at han ønskede et
samarbejde med Bazig omkring det salgsmæssige. DMA Sorption
havde indtil da stået for det hele. Deres aftale med KFK var
da bortfaldet. Brevet er ikke udtryk for, at Poul Jensen har været
med til udviklingen af filteret. Han fik ikke noget svar på
brevet, og derfor sendte han mailen af 8. april 2003 for at få
en dialog i gang. Hensigten var, at Poul Jensen kunne få lov
til at sælge det nye filter, hvis der blev indgået en
samarbejdsaftale. Han sendte billeder af det nye filter til
Bazig for at vise, at han var interesseret i
et samarbejde.
Det første udkast til samarbejdsaftale, dateret 6. maj 2003, er
udarbejdet af René Gregersen. Han var ikke interesseret i at
indgå aftalen, da han ønskede at have kontakt til kunderne,
for så vidt angik tekniske spørgsmål. Poul Jensen var
ikke nogen dygtig tekniker. Han var endvidere usikker på, om
der var substans nok i Bazig, da det kun var Poul Jensen, der
havde kendskab til filtreringssystemer, og han sendte derfor
udkastet til forhandlerkontrakt dateret 22. maj 2003.
Reaktionen herpå var, at de holdt et møde med Bazig den 13.
juni 2003, hvor de måtte konstatere, at der ikke var basis for
et samarbejde, da Bazig ikke kun ville være et salgsselskab.
Kravet i hans udkast til forhandlerkontrakt om, at Bazig skulle
afstå fra at sælge konkurrerende produkter, var ikke
usædvanligt.
På det tidspunkt havde de ikke tjent noget på MLC-filteret, men
der var potentiale. DMA Sorption havde taget hele risikoen, og alle
rettighederne lå hos DMA Sorption, men de ville gerne belønne
Poul Jensen for, at han havde inviteret dem med til mødet hos
A.P. Møller. Derfor sendte han tilbudet om royaltyaftalen,
som de imidlertid ikke fik nogen reaktion på. De hørte
herefter ikke noget fra Bazig før marts 2004. Han vidste, at
Poul Jensen og hans partnere havde travlt med at bygge et nyt
selskab op, og han gik derfor ud fra, at de ville acceptere hans
forslag og skrive under på aftalen, hvis der en dag kom et
salg. Da han modtog Bazigs brev i marts 2004, havde der stadig
ikke været noget salg, og de havde derfor ikke haft grund til
at reagere overfor Bazig. I brevet af 4. marts 2003 havde DMA
Sorption tilbudt Poul Jensen 12.000 kr. pr. solgt filter. I
forhandleraftalen var aflønningen 25 % af 45.000 kr., eller
11.250 kr., så der er ikke den store forskel mellem de to
tilbud.
René Gregersen har forklaret, at han er direktør
og partner i Bazig og gift med Poul Jensens datter Camilla.
Det er ham, der har lavet referatet af mødet den 1. maj
2003. Referatet blev sendt til Ole Olsen og gav ikke anledning
til kommentarer.
Han udarbejdede endvidere udkastet til samarbejdsaftalen.
Han kan ikke huske, om han forinden havde set Ole Olsens brev
af 4. marts 2003, men forslaget om en 50/50-overskudsdeling hviler
på hans erfaring med partnerskabsaftaler. DMA Sorptions
svar på udkastet til samarbejdsaftalen var et udkast til
forhandlerkontrakt. De undrede sig, da de fik udkastet, men
regnede med, at uoverensstemmelserne kunne løses. Det endte
imidlertid med, at de måtte se i øjnene, at DMA Sorption
ønskede
partnerskabet opløst. Efter modtagelsen af brevet fra Ole Olsen af
16. marts 2004 forventede de, at Ole Olsen ville følge op på
sagen. Det var således aldrig på tale at opgive kravet.
Viver Greisdal har forklaret, at han er
pensioneret orlogskaptajn. Han gik på pension i 1995. Han har
kendt Poul Jensen siden 1988, hvor Poul Jensen kontaktede ham
med henblik på at demonstrere Alfob W´s anvendelighed ved
olieforurening.
Da Soil Clean-filteret blev opstillet i Korsør, var det Poul Jensen, vidnet henvendte sig til, hvis han havde spørgsmål vedrørende det faglige. Nytænkning kom fra Poul Jensen, der også var med ved rensning af lastvand. Han kender ikke DMA Sorption.
Erik Vestergård Pedersen har forklaret, at han
var salgschef hos KFK og har arbejdet sammen med Poul Jensen i
KFK Miljø. Dette selskab solgte absorberingsprodukter under
varemærket Dansorb. Da han blev ansat, var der et fast
samarbejde mellem Poul Jensen og DMA. DMA lavede analyseopgaver
og foretog også nyudvikling. Han var ikke med til at forhandle
samarbejdsaftalen mellem KFK og DMA.
Han var orienteret om henvendelsen fra A.P. Møller, og han har
lavet noget af powerpoint-præsentationen. Der blev på dette
tidspunkt talt om et nyt filter, men han var ikke en del af
det udviklingsarbejde, der foregik hos DMA. Han har ikke set
Omnitek-filteret. Det var hans indtryk, at filteret skulle sælges
i KFK-regi, og det indgik i de budgetter, man lagde for
KFK.
Lise Larsen har forklaret, at hun har været ansat
i DMA Sorption siden 1993 og i dag ejer 25 % af selskabet. Hun
er uddannet civilingeniør. Det var Ole Olsen, der varetog
kontakten til KFK, mens samarbejdsaftalen var gældende, men når de
blev anmodet om konsulentbistand i forbindelse med udvikling
af produkter, har hun behandlet henvendelsen. Samarbejdet med
KFK om nye opgaver forløb som beskrevet i samarbejdsaftalens §
3. Hun kendte aftalen med KFK, men vidste ikke, hvornår den
udløb og har ikke hæftet sig ved konkurrenceklausulen.
Inden mødet hos A.P. Møller var de ikke begyndt at udvikle
MLC-filteret, og hun havde på det tidspunkt aldrig hørt om
bilge water. De havde en formodning om, at Ole Olsen blev
inviteret med til mødet, fordi Alfob Totalfilteret ikke kunne
løse opgaven. Udviklingen af MLC-filteret skete fra august til
december 2002, som var en hektisk periode på laboratoriet.
Poul Jensen besøgte dem den 5. december 2002, hvor den færdige
prototype blev præsenteret for A.P. Møller. Poul Jensen
deltog ikke i udviklingen af filteret.
Vidnet, Ole Olsen og Poul Jensen var
alle med i Bremerhafen sammen med Niels Poulsen. Poul Jensens
medvirken var af praktisk karakter, idet han hjalp
med opstilling af filteret.
Den 30. juni 2004 indgik de en samarbejdsaftale med C.C. Jensen om
salg. Det første MLC-filter blev solgt i 2005 til A.P. Møller.
90 % af omsætningen har været med A.P. Møller. DMA Sorptions
dækningsbidrag har været på i alt 4,5 mio. kr.
Ole Geisler har forklaret, at han er direktør i
Dansk Miljøanalyse, der blev etableret i begyndelsen af
1990´erne. I 2002 købte han rettighederne til virksomhedsnavnet
og de aktiviteter, der havde at gøre med arbejdsmiljø og
indeklima. I 1992 var han med til at udvikle Alfob
Totalfilter. Udviklingsprocessen foregik ved, at de
blev præsenteret for Alfob W, som er et produkt til
absorbering af olie fra vandoverfladen. Opgaven var at
etablere et filtersystem, der kunne rense spildevand. Han
udviklede filteret, som blev brugsmodelbeskyttet. Filteret
blev solgt og overgivet til Poul Jensens selskab. Han deltog
ikke i forhandlingerne om overdragelsen. Poul Jensen leverede
Alfob W, som var filterproduktet, mens han udviklede
filterkonceptet. Han var ikke med til at udvikle Waterlab 250, som
blev udviklet af Ole Olsen og DMA. På daværende tidspunkt
delte han laboratorium med DMA, hvor han også har set
Omnitek-modellen, der ligger i forlængelse af Waterlab
250.
Han har set MLC-filteret, der er et senere system i forhold til
Omnitek-modellen. Han kan godt huske, at DMA Sorption
udviklede et filter i perioden fra august til december 2002,
hvor der var travlhed på laboratoriet. Han kan ikke huske at
have set Poul Jensen på laboratoriet i denne periode.
MLC-filteret er noget andet end Alfob Totalfiltret, som han
udviklede. Problemet med Alfob Totalfilteret var især,
at filtrene stoppede til, fordi vandet blev ledt ind fra
bunden. De arbejdede ikke med fiberduge, men havde forskellige
typer af granulat, som de udviklede sammen med andre
producenter. Det nye filter er lavet for undgå tilstopning.
Niels Poulsen har forklaret, at han er uddannet
maskiningeniør, og er manager i A.P. Møllers
marineteknologi-afdeling. En af hans kolleger, som kan have
været Christian Lützen, havde tidligere været i kontakt med
Poul Jensen og havde derfra kendskab til KFKs produkter,
hvorfor de kontaktede Poul Jensen med henblik på at finde en
løsning på deres problemer med spildevandsrensning.
På mødet den 20. august 2002 fremlagde de deres problemer, og
KFK og DMA Sorption forklarede, hvad de kunne bidrage med.
Poul Jensen præsenterede granulater, der kunne suge olie, og
Ole Olsen og Lise Larsen kom med et oplæg til, hvordan man
kunne komme videre. Ole Olsen og Lise Larsen var med som
tekniske eksperter. Der blev ikke talt om konkrete produkter.
Han så Poul Jensens præsentation, men hæftede sig ikke ved
omtalen af et nyt produkt. Det blev aftalt, at de skulle
besigtige nogle skibe og udtage prøver og derefter se, om man
kunne forbedre rensningen.
Det er hans indtryk, at udviklingen af det nye filter skete efter
mødet. Det er korrekt, at der forelå en prototype i december.
Der kom indimellem spørgsmål fra DMA Sorption om skibene og
spildevandet. I begyndelsen kommunikerede han tekniske
oplys-ninger gennem Poul Jensen, men senere i forløbet
skete kommunikationen direkte med Ole Olsen, da det var det
nemmeste for at undgå misforståelser. Poul Jensen var
mellemmand, mens udviklingen af filteret blev foretaget af DMA
Sorption. Poul Jensen bidrog ikke hertil. Under besøget på
Svend Mærsk var rollefordelingen den, at Ole Olsen og Lise
Larsen tog prøver og forestod hovedparten af kommunikationen
med besætningen.
Så vidt han ved, kendte A.P. Møller ikke til DMA Sorption i
forvejen. Han talte ikke med Poul Jensen inden mødet den 20.
august 2002. Han fik oplyst, at projektet lå i KFK-regi.
Kontakten, der oprindeligt var til KFK, forsvandt gradvist.
Parternes argumenter
Bazig har anført, at Bazig har samtlige
rettigheder til Alfob Totalfiltret, der i henhold til aftale
af 11. september 1992 blev overdraget fra DMA Sorption til
Alfob Danmark A/S. DMA Sorption blev honoreret for
overdragelsen dels ved timebetaling og dels ved afregning af
royalty.
DMA Sorption har alene været i stand til at færdiggøre udviklingsarbejdet på MLC-filteret som et resultat af erfaringerne fra det mangeårige samarbejde vedrørende udviklingen af Alfob Totalfilter, som Bazig har rettighederne til. Forudsætningen for og nøglen til udviklingen af de forskellige filtre har været granulatet Alfob W, som Poul Jensen ligeledes havde eneretten til.
Derudover er filtrene blevet til gennem en lang kontinuerlig
udvikling, der er finansieret gennem de virksomheder, Poul
Jensen har været tilknyttet. Forretningsgangen mellem parterne
har været således, at DMA Sorption udarbejdede forskellige
produkter i samarbejde med Poul Jensen, hvorefter produkterne
blev afhændet til de selskaber, Poul Jensen var tilknyttet, mod
betaling
af royalty.
DMA Sorption og Bazig har i fællesskab videreudviklet Alfob
Totalfilter til MLC-filteret. Poul Jensen har ikke bare været
sælger, men har været den, der på skibsområdet besad den
største ekspertise i Danmark. Dette fremgår blandt andet
af Viver Greisdals og Erik Vestergaard Pedersens forklaringer,
hvorefter Poul Jensen havde stort kendskab til løsning af
tekniske opgaver. Poul Jensen og Ole Olsen har gennem årene
udvekslet erfaringer, som Poul Jensen for sit vedkommende
blandt andet modtog gennem sin kontakt med kunderne. Poul
Jensen har haft indflydelse på, hvordan produkternes
fremtoning blev, og han har båret den økonomiske risiko ved
salget af produkterne - en risiko, som DMA Sorption ikke ønskede at
påtage sig.
I 1999 indgik DMA Sorption en samarbejdsaftale med KFK, og under
parternes samarbejde udførte DMA Sorption forskellige opgaver
for KFK efter indhentelse af tilbud fra DMA Sorption i
overensstemmelse med samarbejdsaftalens § 1.3. Bestemmelsen
skaber en formodning for, at alle opgaver skal betales efter
regning, og at rettighederne herefter er KFKs. Ved Bazigs
tilbagekøb fra KFK er der skabt en formodning for, at alle
rettigheder tilhører Bazig mod betaling.
Da kontakten med A.P. Møller blev etableret, var samarbejdsaftalen
stadig gældende, og opgaven befandt sig derfor i KFKs regi,
hvilket er blevet bekræftet af Niels Poulsen. A.P. Møller kendte
hverken Ole Olsen eller DMA Sorption, men derimod KFK og KFKs
produkter. Kontakten blev således skabt mellem Poul Jensen og
Christian Lützen.
Det ville være helt usandsynligt, at Poul Jensen ville stille op
til et møde hos A.P. Møller uden at have en formodning om, at
man kunne løse A.P. Møllers problemer. Det er derfor også
svært at tro, at Ole Olsen ikke også havde en viden om, at
man skulle fortælle A.P. Møller, at man havde noget på
tegnebrættet, der kunne løse virksomhedens problemer.
Referatet fra mødet i vandmiljøgruppen viser da også, at DMA
Sorption på dette tidspunkt arbejdede med engangskassettesystemer,
som ikke har været præsenteret som Omnitek-filtret.
Det har ingen retlig betydning, om DMA Sorption før eller efter
mødet den 20. august 2002 havde et nyt filter på tegnebrættet,
da der var en formodning for, at alt som DMA Sorption
udviklede skulle overgå til KFK. Ingen af parterne havde
ønske om at opsige samarbejdet, og hele situationen lagde
derfor op til, at KFK skulle sælge oliefiltre til A.P. Møller,
der var udviklet af DMA Sorption og overdraget til KFK.
Rettighederne til projektet lå derfor hos KFK, som i 2003 overdrog
dem til Poul Jensen og Bazig.
DMA Sorption har endvidere handlet i strid med den
obligationsretlige loyalitetsforpligtelse ved at overtage A.P.
Møller som kunde, selvom denne kontakt blev skabt af Poul
Jensen, og kunden derfor tilhørte først KFK og senere Bazig.
DMA Sorption har endvidere overtrådt konkurrenceklausulen i
samarbejdsaftalen med KFK. Det fremgår således af aftalens §
6.2, at DMA Sorption ikke i en periode op til 3 år efter
samarbejdsperiodens ophør kan påbegynde produktion
af filterløsning og absorbenter uden KFKs skriftlige
tilladelse. DMA Sorption har accepteret, at der er sket
debitorskifte i forbindelse med, at Bazig overtog dele af KFKs
aktiviteter. Konkurrenceklausulen gælder derfor også overfor
Bazig.
DMA Sorption har med sit oplæg til en 50/50-deling af overskud fremsat i brev af 4.marts 2003 anerkendt, at Bazig er berettiget til en økonomisk andel af fortjenesten ved salget af MLC-filteret. Brevet er stilet til Bazig og skrevet på DMA Sorptions brevpapir og er dermed ikke udtryk for en vennetjeneste overfor Poul Jensen.
Brevet viser endvidere, at DMA Sorption var bekendt med, at Poul
Jensen havde købt sin virksomhed tilbage fra KFK. Det er ikke
godtgjort, at der var betingelser knyttet til det tilbud, der
blev fremsat i brevet. At DMA Sorption anså sig forpligtet
i forhold til Bazig, ses endvidere af den omstændighed, at Ole
Olsen efterfølgende sendte brochurer om MLC-filteret til
Bazig, som Bazig lagde ind på sin salgsside. Fra marts 2003
gik der 4 måneder, fra DMA Sorption ændrede sit forslag om
en samarbejdsaftale til et småligt forslag om royaltyaftale
maksimeret til 125.000 kr.
Bazig har ikke udvist passivitet overfor DMA Sorption. Bazig har
været handlingslammet på grund af DMA Sorptions adfærd,
ligesom man har ventet på en tilbagemelding fra DMA Sorption.
Bazig har endvidere haft travlt med at bygge en ny virksomhed
op. Bazig reagerede derfor først i marts 2004. Da den
nødvendige godkendelse fra Lloyds først forelå noget senere,
har Bazigs manglende reaktion ikke haft nogen betydning for
DMA Sorptions salg.
Med hensyn til erstatningskravet følger det af almindelige
erstatningsretlige regler, at DMA Sorption er forpligtet til
at erstatte Bazigs tab som følge af, at DMA Sorption har solgt
MLC-filteret uden at afregne halvdelen af fortjenesten til
Bazig. Efter DMA Sorptions egne oplysninger kan det lægges til
grund, at DMA Sorption fra udgangen af 2003 til begyndelsen af
2006 havde en omsætning med A.P. Møller på ca. 4,3 mio. kr. I
henhold til DMA Sorptions forslag til overskudsdeling af
4. marts 2003 ville Bazigs andel heraf have været ca. 2,1 mio.
kr. med fradrag af Bazigs salgsomkostninger. Nettofortjenesten
ville derfor have ligget klart over det påståede beløb. Udover
den tabte fortjeneste har Bazig også lidt et tab ved, at Bazigs
salg til egne kunder har været ødelagt på grund DMA Sorptions
misligholdelse af parternes samarbejdsaftale.
DMA Sorption har anført, at der ikke er indgået
aftale om overdragelse af rettighederne til MLC-filteret fra
DMA Sorption til Bazig.
Det bestrides ikke, at DMA Sorption i 1992 indgik aftale med Alfob Danmark om overdragelse af rettighederne til Alfob Totalfilteret/Waterlab 550. I 1993 indgik DMA Sorption endvidere en samarbejdsaftale med Tabulator/AB og Alfob Danmark. Denne aftale indeholdt imidlertid intet om rettigheder og skaber dermed ingen formodning for, at senere rettigheder skulle overføres fra DMA Sorption til Alfob Danmark eller andre selskaber, som Poul Jensen har været tilknyttet.
I 1999 indgik DMA Sorption en aftale med KFK om Waterlab
250-filteret. Af denne aftale fremgår det, at der forud for
hvert udviklingsprojekt skulle aftales nærmere om budget mv.,
hvilket er blevet bekræftet af Lise Larsen og Erik
Vestergaards
forklaringer. Waterlab 250 solgte ikke det i aftalen forudsatte
antal eksemplarer, hvorfor rettighederne til filteret gik
tilbage til DMA Sorption. KFK/Bazig og DMA Sorption indgik
ikke nogen form for aftale forud for udviklingen af
MLC-filteret, hvorfor dette ikke kan anses for omfattet af
aftalen med KFK. Bazig og DMA Sorption har heller ikke
efterfølgende kunnet blive enige om en aftale.
Poul Jensen har endvidere ikke ydet et sådant bidrag ved
udviklingen af MLC-filteret, at han kan anses som medopfinder. Poul
Jensen har under parternes samarbejde ydet praktisk bistand,
hvilket blandt andet er forklaret af Niels Poulsen. Den
indsats, der skal til for at blive medopfinder, skal imidlertid
være af selvstændig og intellektuel karakter, og det er ikke
under sagen godtgjort, at Poul Jensen har leveret en sådan
indsats. Poul Jensen har ikke stået for det udviklingsmæssige,
men har haft rollen som en slags
mellemmand. Udviklingsarbejdet har i det hele ligget hos DMA
Sorption, der derfor må betragtes som eneopfinder og følgelig
har de fulde rettigheder til filteret.
DMA Sorption har afholdt alle væsentlige omkostninger i
forbindelse med udviklingen, der ikke er finansieret af Poul
Jensen eller dennes selskaber. DMA Sorption modtog i betaling
for udviklingen af Alfob Totalfilter 48.000 kr., som
ikke dækkede alle omkostningerne. Omkostningerne ved
udviklingen af Waterlab 250 beløb sig til 500.000 kr., som DMA
Sorption heller ikke fik dækket ved overdragelsen til KFK.
Poul Jensen/KFK har bortset fra få tusinde kroner, der dækkede
rejseomkostninger til Gøteborg og Bremerhafen, ikke betalt
for udviklingen af MLC-filteret, der har kostet ca. 1,5 mio.
kr.
Det er ikke bevist, at Poul Jensen og Ole Olsen i fællesskab
inden mødet hos A.P. Møller havde påbegyndt udviklingen af et
nyt filter. Både Niels Poulsen og Ole Olsen har forklaret, at
der ikke på mødet blev præsenteret et nyt produkt, og
Poul Jensen har da også selv forklaret, at han ikke forud for
præsentationen havde talt med Ole Olsen.
Referatet fra vandmiljøgruppen beviser heller ikke, at der
allerede var et nyt filter under udvikling i foråret 2002. Det
filter, DMA Sorption præsenterede på dette møde, var
Omnitek-filteret, som Ole Geisler har forklaret, da fandtes som
prototype.
Ole Olsen skrev endvidere til KFK den 11. juni 2002, ca. 2
måneder inden mødet med A.P. Møller, og lagde op til et
samarbejde om udvikling af filtre, hvad han ikke ville have
gjort, hvis DMA Sorption allerede da var i gang med at udvikle et
filter sammen med KFK eller Poul Jensen. Af den fremlagte
fotodokumentation fremgår det endvidere, hvordan udviklingen
af det nye filter foregik fra august 2002 og året ud.
MLC-filteret er ikke en videreudvikling af Alfob Totalfilteret.
DMA Sorptions udvikling af filteret hviler selvfølgelig på
tidligere erfaringer, men filtreringsmetoden er så væsentligt
forskellig fra Alfob Totalfilter, hvilket også ses af, at
MLC-filteret har kunnet patenteres.
Alfob Totalfilteret er endvidere ikke beskyttet efter
markedsføringsloven, da lovens § 1 først og fremmest giver en
fremtoningsmæssig beskyttelse. Det er ikke godtgjort, at
MLC-filteret fremtoningsmæssigt ligger så tæt op ad Alfob
Totalfilteret, at dette er en krænkelse. Udviklingen af
MLC-filteret er endvidere ikke sket på baggrund af en
uretmæssig tilegnelse af forretnings- eller erhvervshemmeligheder.
Parternes samarbejde medfører heller ikke, at DMA Sorptions
udvikling og salg af MLC-filteret udgør en krænkelse af
markedsføringslovens §§ 1 og 10. DMA Sorption har således
afholdt alle væsentlige omkostninger ved udviklingen af filteret og
udviklet et væsentligt bedre produkt, og det er der ikke noget
utilbørligt i.
DMA Sorption har endvidere ikke overtrådt den særlige
obligationsretlige loyalitetsforpligtelse. Der skal et
betydeligt samarbejde til, før denne pligt indtræder mellem
kontraktspartnere, og det er ikke sket her, hvor der aldrig blev
indgået en kontrakt mellem DMA Sorption og Bazig, og hvor
samarbejdet mellem DMA Sorption og de selskaber, Poul Jensen
har været tilknyttet, har været sporadisk over mange år.
Samarbejdet har endvidere frem til kontakten med A.P. Møller
kun resulteret i et meget lille antal solgte filtre.
DMA Sorption er berettiget til frit at udnytte og sælge
MLC-filteret til A.P. Møller og andre uden at betale Bazig for
dette. DMA Sorption har tidligere tilbudt Bazig
en forhandlerkontrakt og en royaltyaftale, hvilket tilbud
Bazig ikke har accepteret. Det
forhold, at DMA Sorption efterfølgende har sendt brochuremateriale
til Bazig, indebærer ikke, at der er indgået en aftale om
formidlingshonorar.
Bazig har ikke dokumenteret at have lidt noget tab og er derfor
ikke berettiget til erstatning. Der er således hverken
dokumenteret et omsætningstab eller et tab som følge af
markedsforstyrrelse.
Et eventuelt krav er endvidere bortfaldet ved passivitet. DMA
Sorption har fremsendt et tilbud, som Bazig var 9 måneder om
at reagere på. I denne periode har DMA Sorption indrettet sin
virksomhed efter, at samarbejdet var ophørt, og at Bazig ikke
ville rejse noget krav mod virksomheden. Bazig har ikke godtgjort,
at der forelå nogen undskyldende omstændigheder i den
pågældende periode. Bazig havde således alle nødvendige
oplysninger til at kunne opgøre sit krav, ligesom DMA
Sorption havde gjort sit standpunkt helt klar. Bazigs adfærd har
været illoyal, da man har afventet, om MLC-filteret ville
blive en succes, inden man gjorde et krav gældende.
Der protesteres mod, at Bazig under proceduren har fremsat et nyt
anbringende om, at DMA Sorption har overtrådt
konkurrenceklausulen i § 6.2, og at der er sket debitorskifte.
Det bestrides endvidere, at DMA Sorption i Ole Olsens brev af
4. marts 2003 har meddelt samtykke til debitorskifte.
Rettens begrundelse og resultat
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der som følge af et
langvarigt samarbejde mellem DMA Sorption og de selskaber,
Poul Jensen har været ansat i, er opstået et sameje omkring
rettighederne til MLC-filteret, lægger retten efter de
fremlagte aftaler og de afgivne forklaringer til grund, at
parternes samarbejde i gennem 20 år har bestået i kontakter i
forbindelse med løsning af konkrete opgaver, hvor Poul Jensen
har forestået det salgsmæssige arbejde, mens DMA Sorption har
foretaget analyse- og udviklingsarbejde.
Det er ikke godtgjort, at der har bestået noget løbende samarbejde om produktudvikling af oliefiltre, ligesom det ikke er godtgjort, at Poul Jensen har besiddet den nødvendige tekniske viden til, at han har kunnet levere et så selvstændigt og intellektuelt bidrag til udvikling af filtersystemer, at han som følge heraf kan betragtes som medopfinder til Alfob Totalfilteret/Waterlab 550 eller MLC-filteret. Bazig har endvidere ikke dokumenteret, at dette selskab, eller selskaber, Poul Jensen har været ansat i, har afholdt væsentlige udgifter til udvikling af MLC-filteret.
Herefter findes den kontakt, der har været mellem parterne, og
Poul Jensens arbejdsmæssige og økonomiske bidrag, ikke at have
været af et sådant omfang, at dette må anses for at have været
en nødvendig forudsætning for DMA Sorptions udvikling af
MLC-filteret med den følge, at Bazig på dette grundlag har del
i rettighederne til filteret.
For så vidt angår de fremlagte aftaler indebærer aftalen fra 1992
mellem Alfob DK A/S og Dansk Miljøanalyse ApS (nu DMA
Sorption) alene en overdragelse af eneretten til Alfob
Totalfilteret/Waterlab 550, mens samarbejdsaftalen fra
1993 mellem DMA Sorption på den ene side og Tabulator AB og
Alfob DK A/S på den anden ikke regulerer spørgsmålet om
rettigheder til filtre udviklet af DMA Sorption under
samarbejdet.
Med hensyn til aftalen mellem KFK og DMA Sorption, der var
gældende fra 1. december 1999 til 30. november 2002, fremgår
det af aftalens § 1.1, at DMA Sorption skulle levere komplette
færdige filtersystemer, Waterlab. Det fremgår videre af § 1.3,
at som fortsættelse af parternes hidtidige samarbejde indgår DMA
Sorption i det løbende produktudviklingsarbejde i forbindelse
med optimering af blandt andet filtersystemer,
filterabsorberingsmateriale og absorberingsprodukter. Hvis
opgaven udføres på foranledning af KFK, afregnes opgaven efter
regning. Arbejdet, udvikling, knowhow og produkter tilhører
herefter KFK. Det fremgår af § 3, at der forud for
påbegyndelse af et nyt projekt skal aftales budget og
betalingsterminer, ligesom ingen tilbud kan afgives uden begge
parters godkendelse.
Efter rettens opfattelse indebærer aftalen ikke en generel
overdragelse til KFK af rettighederne til nye
filtreringsprodukter udviklet af DMA Sorption i
aftalens løbetid, men kun en overdragelse af rettigheder til
produkter, som parterne har indgået konkret aftale om.
Det er ubestridt, at aftale om budget og betaling som beskrevet i
aftalens § 3 aldrig blev indgået. Efter Ole Olsens og Lise
Larsens forklaringer må det lægges til grund, at der forud for
mødet hos A.P. Møller den 20. august 2002 ikke bestod nogen
aftale mellem KFK og DMA Sorption om udvikling af
MLC-filteret. Forklaringerne understøttes af Niels Poulsens
forklaring, hvorefter der ikke under mødet hos A.P. Møller
blev præsenteret noget konkret produkt under udvikling, og af
den omstændighed, at Ole Olsen i brev af 11. juni 2002 til KFK
inviterede til samarbejde omkring udvikling af produkter
indenfor miljøområdet, hvilket ikke ville have været
nærliggende, hvis der allerede bestod et samarbejde med KFK om
udvikling af MLC-filteret.
Under henvisning til de ovenfor anførte forhold finder retten
derfor heller ikke, at der foreligger sådanne konkrete
omstændigheder, der medfører, at rettighederne
til MLC-filteret er omfattet af samarbejdsaftalen. Bazig har
således ikke i henhold til aftale erhvervet rettigheder til
filteret.
Retten finder, jf. retsplejelovens § 363, stk. 1, ikke at kunne
tage stilling til Bazigs anbringende om, at DMA Sorption i
forhold til Bazig er bundet af konkurrenceklausulen i aftalens
§ 6.2.
DMA Sorptions samarbejdsaftale med KFK må antages at have affødt
en vis loyalitetspligt mellem parterne i relation til
forhandlingerne med A.P. Møller. Efter kontakten med A.P.
Møller var etableret, gjorde Poul Jensen og KFK imidlertid
intet for at få afklaret aftaleforholdet, selvom de havde
særlig anledning hertil, da henvendelsen fra A.P. Møller var
rettet til Poul Jensen, der da var ansat hos KFK. Herefter
findes DMA Sorption, der som ovenfor nævnt forestod udviklingen
af filteret og afholdt alle væsentlige udgifter herved, ikke
at have overtrådt sin loyalitetspligt ved efterfølgende at
have indgået aftale med A.P. Møller.
Derudover er det ikke godtgjort, at MLC-filteret
fremtoningsmæssigt har en sådan lighed med Alfob
Totalfilteret/Waterlab 550, at det krænker Bazigs ret til dette
filter efter markedsføringslovens § 1. Endvidere har DMA
Sorption ikke gennem Poul Jensen/Bazig fået kendskab til
erhvervshemmeligheder vedrørende udvikling af filtre, hvorfor
heller ikke markedsføringslovens § 10, nu § 19, er overtrådt.
DMA Sorption tilbød i udkastet til royaltyaftale af 9. juli 2003
Bazig et beløb for selskabets indsats i forbindelse med salg
af anlæg til A.P. Møller. Dette tilbud blev imidlertid aldrig
accepteret. Da Bazig ikke på andet grundlag har godtgjort at
have krav på vederlag for etablering af kontakten, tages
Bazigs påstand om vederlag for formidling af kontakten mellem
DMA Sorption og A.P. Møller ikke til følge.
Som følge af det ovenfor anførte skal DMA Sorption
frifindes.
I sagsomkostninger skal Bazig til DMA Sorption betale 70.000 kr.,
der er fastsat under hensyntagen til sagens omfang og
genstand.
Thi kendes for ret:
DMA Sorption frifindes.
Bazig ApS betaler 70.000 kr. i sagsomkostninger til DMA
Sorption.
Hans Jørgen Nielsen
Mette Christensen Otto Raben
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den