Parallelimport og varemærke-V-0025-03

Resumé
Paranova foretog ulovlig co-branding ved på emballager af medicinske produkter, der produceres af Boehringer, og som Paranova har parallelimporteret og ompakket, at anbringe Paranovas særlige forretningskendetegn, herunder firmaets logo, navn i logotyper, og ovalt dannebrogsflag sammen Boehringers varemærke.
UDSKRIFT AF SØ- &
HANDELSRETTENS DOMBOG
Den 15. august 2007 blev af retten i sagen
V-25-03
1) C.H. Boehringer Sohn (Advokat Karen Dyekjær)
2) Boehringer Ingelheim KG (Advokat Karen Dyekjær)
3) Boehringer Ingelheim Pharma GmbH & Co.
KG (Advokat Karen Dyekjær)
4) Boehringer Ingelheim A/S (Advokat Karen Dyekjær)
mod
1) A/S af 11. juni 2003 under konkurs (Paranova
A/S) (Advokat Pernille Bigaard)
2) Paranova Danmark A/S (Advokat Kim Jensen)
3) Paranova Pack A/S (Advokat Kim Jensen)
afsagt sålydende
D O M:
Indledning og påstande
Sagens drejer sig om, hvorvidt de sagsøgte, A/S af 11. juni 2003
under konkurs (tidligere Paranova A/S), Paranova Danmark A/S og
Paranova Pack A/S (samlet benævnt Paronova), har foretaget ulovlig
co-branding ved på Boehringers emballager til medicinske produkter,
som Paranova har parallelimporteret og ompakket, at anbringe
Paranovas særlige forretningskendetegn, herunder
firmaets logo, navn i logotypes i kombination med særlige
grafiske striber på emballagerne sammen med Boehringers varemærke,
der svarer til de enkelte produkter navn. Endvidere skal der i
givet fald tages stilling til, om Boehringer er berettiget til
vederlag/erstatning.
Sagsøgerne, C.H. Boehringer Sohn, Boehringer Ingelheim KG,
Boehringer Ingelheim Pharma GmbH & Co. KG og
Boehringer Ingelheim A/S (samlet benævnt Boehringer), har
nedlagt følgende påstande:
Påstand 1
De sagsøgte, A/S af 11.juni 2003 nu under konkurs, Paranova
Danmark A/S og Paranova Pack A/S, tilpligtes at anerkende at have
gjort indgreb i Boehringers ret til varemærkerne Atrovent®,
Berodual®, Berotec®, Bisolvon®, Buscopan®, Catapresan®, Dixarit®,
Mexitil® og Persantin® ved at anbringe Paranovas
forretningskendetegn på de af Paranova udbudte produkter:
1.1. Atrovent® inhalationsaerosol 20 mkg/dosis, 300 doser,
varenr. 549956, (bilag 1)
1.2. Atrovent® inhalationspulver 40 mkg 100 kapsler, varenr.
375725 (bilag 2)
1.3. Berodual® inhalationsaerosol 15 ml, 300 doser, varenr.
091009 (bilag 3)
1.4. Berodual® inhalationspulver 100 stk., varenr. 121699
(bilag 4 og 5)
1.5. Berotec® 200 inhalationsaerosol 0,2 mg/dosis, 300 doser,
varenr. 176560 (bilag 6)
1.6. Berotec® inhalationspulver 0,2 mg 100 kapsler, varenr.
381277 (bilag 7)
1.7. Bisolvon® 8 mg tabletter 100 stk., varenr. 193904 (bilag
8)
1.8. Buscopan® 10 mg tabletter 100 stk., varenr. 106690
(bilag 9)
1.9. Catapresan® 0,15 mg tabletter, 100 stk., varenr. 090266
(bilag 10)
1.10. Dixarit® 25 mg tabletter 100 stk., varenr. 126367
(bilag 11)
1.11. Mexitil® 200 mg kapsler 100 stk., varenr. 102210 (bilag
12)
1.12. Persantin® 100 mg tabletter 100 stk., varenr. 481580
(bilag 13)
Subsidiært nedlægges samme påstand for de under produkterne
1.3., 1.4., 1.7., 1.8., 1.11., 1.12., 2.1. og 2.2. nævnte
produkter.
Påstand 2
A/S af 11. juni 2003 under konkurs, Paranova Danmark A/S og
Paranova Pack A/S skal anerkende at gøre indgreb i Boehringers ret
til varemærkerne Atrovent® og Bisolvon® ved at anbringe Paranovas
forretningskendetegn på de af Paranova udbudte produkter:
2.1. Atrovent® næsespray, opløsning 21 mikrog/dosis, 360
doser, varenr. 003916 (bilag 14)
2.2. Bisolvon® 8 mg tabletter 100 stk., varenr. 193904 (bilag
15) ligesom Paranova tilpligtes at ophøre hermed.
Påstand 3
A/S af 11.juni 2003 under konkurs, Paranova Danmark A/S og
Paranova Pack A/S tilpligtes in solidum at betale Boehringer
160.000 kr. i vederlag/erstatning for krænkelse af de i påstand 1
og 2 nævnte varemærker med procesrente for så vidt angår 100.000
kr. fra sagens anlæg den 21. februar 2003 og for så vidt angår
60.000 kr. fra indgivelse af replik den 9. september 2003.
Overfor A/S af 11. juni 2003 under konkurs udgør påstandsbeløbet
175.000 kr., der forrentes med procesrente for så vidt angår
100.000 kr. fra sagens anlæg den 21. februar 2003 og for så
vidt angår 75.000 kr. fra indgivelse af replik den 9.
september 2003.
Paranova Danmark A/S og Paranova Pack A/S har
nedlagt følgende påstande:
Over for Boehringers påstand 1 og 2 påstås frifindelse.
Over for Boehringers påstand 3 påstås frifindelse, subsidiært
betaling af et mindre beløb end det påstævnte.
Paranova Pack A/S har oplyst, at såfremt Boehringer har krav på
vederlag hæfter Paranova Pack A/S solidarisk med Paranova Danmark
A/S og A/S af 11. juni 2003.
A/S af 11. juni 2003 under konkurs (i det følgende
Paranova A/S) har meddelt, at boet ikke indtræder i
sagen.
Sagens omstændigheder
Parterne
Boehringer er lægemiddelproducent hjemmehørende i Tyskland. Det
danske selskab, Boehringer Ingelheim A/S, varetager salg,
distribution, markedsføring m.v. af koncernens produkter i
Danmark.
Paranova A/S markedsførte indtil den 15. oktober 1999
parallelimporterede lægemidler. Paranova Danmark A/S overtog
herefter markedsføringen af de samme parallelimporterede
lægemidler. Paranova Pack A/S importerer lægemidlerne og foretager
ompakning samt er ansvarlig for design og produktion af emballage
til de parallelimporterede lægemidler. Paranova selskaberne er
datterselskaber i Paranova-koncernen med Paranova Group A/S som
moderselskab.
Paranova A/S trådte i betalingsstandsning i 2003 og ændrede i den
forbindelse navn til A/S af 11. juni 2003. Selskabet blev taget
under konkursbehandling den 26. september 2003.
Produkterne, parternes varemærker og
emballager
Det er under sagen oplyst, at Boehringer Ingelheim Pharma GmbH
& Co. KG er indehaver af de registrerede varemærker Atrovent®,
Berodual®, Berotec®, Bisolvon®, Buscopan®, Catapresan®, Dixarit®,
Mexitil® og Persantin®.
Paranova markedsfører de parallelimporterede lægemidler fra
Boehringer i egne emballager. Paranova har valgt at anvende samme
farver og farvekombinationer, som Boehringer anvender i deres
produktlinier på originalemballagen. Et eksempel
fremgår af følgende foto (bilag 21 g):
Udseende og design på Paranovas emballager har varieret over en
årrække. Parterne er enige om, at de emballagedesigns, som
denne sag vedrører, ikke længere anvendes af Paranova til
markedsføringen af Boehringers lægemiddelprodukter i Danmark. Flere
varemærker har endvidere været markedsført i flere forskellige
emballager. På emballagen er i forskellige kombinationer
anbragt Paranovas forretningskendetegn i form af dennes
vertikale og/eller horisontale striber/særlig kantmarkering,
firmanavn skrevet med logotypes, logo i form af
pentagontegnet, stort "P" med linjer ført hele vejen igennem
nederst på siden af æsken, samt dannebrogsflag.
I denne sag har Boehringer fremsat indsigelser imod udformningen af flere typer emballagedesigns med påstand om ulovlig co-branding. De pågældende produkters emballager kan overordnet opdeles i 3 kategorier som følger:
1. Produkterne Atrovent® 20 mikrog/dosis med
varenr. 549956 (bilag 1), Atrovent® 40 mikrog med varenr. 375725
(bilag 2), Berotec® inhalationsaerosol 0,2 mg 100 kapsler med
varenr. 176560 (bilag 6), Catapresan® 0,15 mg tabletter med
varenr.
090266 (bilag 10), Dixarit® 25 mg tabletter med varenr. 126367
(bilag 11) er alle blevet markedsført i en emballage udført,
som det fremgår af følgende foto (bilag 10):
Boehringer har anfægtet emballagens design med kombinationen af de særlige kantstriber, firmanavn med logotypes på bagsiden samt "P" der grafisk føres igennem nederst på langsiden.
Emballagen med produktet Berotec® 200 inhalationsaerosol 0,2
mg/dosis med varenr. 176560 (bilag 6) havde samme udseende som
viste foto (bilag 10), dog var der kun en farvet stribe langs
kanten på venstre side, når emballagen betragtes
forfra.
2. Produkterne Berodual® inhalationsaerosol 15 ml
300 doser, med varenr. 091009 (bilag 3), Berodual®
Inhalationspulver 100 stk. med varenr. 121699 (bilag 4), Bisolvon®
8 mg tabletter 100 stk. med varenr.193904 (bilag 8 og 15),
Persantin® 100
mg tabletter 100 stk. med varenr. 565051 (bilag 13) og Atrovent®
næsespray opløsning 21 mikrog/dosis med varenr.003916 (bilag 14) er
alle markedsført i en emballage som den, der fremgår af følgende
foto (bilag 8):
Boehringer har anfægtet designet med kombinationen af de særlige
kantstriber, firmanavn på forsiden med logotypes, firmalogoet
pentagonfiguren på forsiden, på én langside samt på endestykket og
endelig det ovale dannebrogsflag på bagsiden
af emballagen.
For så vidt emballagen til produkterne Berodual med varenr. 091009 (bilag 3) og Atrovent® med varenr. 003916 (bilag 14) fremgår det af de under sagen fremlagte fotos, at pentagon-logoet alene er anbragt på forsiden. De øvrige sider af æskerne er ikke fotodokumenteret. For så vidt produktet Bisolvon® med varenr. 193904 (bilag 15), er alene påsat pentagon-logoet på emballagens forside og på én langside.
Emballagen er i øvrigt fuldstændig identisk med den
afbildede.
3. Produkterne Berodual® inhalationspulver 100
stk. med varenr. 121699 (bilag 5), Buscopan® 10 mg tabletter 100
stk. med varenr. 106690 (bilag 9) og Mexitil® 200 mg kapsler 100
stk. med varenr. 102210 (bilag 12) er alle markedsført i en
emballage, som fremgår af følgende foto (bilag 5):
Boehringer har anfægtet designet med kombinationen af den særlige kantmarkering, pentagon-logoet på forsiden, på én langside samt på endestykket, firmanavn med logotypes på forsiden og ovalt dannebrogsflag på bagsiden.
De afbildede 3 kategorier af emballager blev anvendt til markedsføring af de ovenfor nævnte produkter i 1990érne og frem til 2003. Paranova ophørte herefter med at anvende de emballagedesigns, som er afbildet på billede 2, 3 og 4.
Baggrunden herfor var Højesteret dom af 28. maj 2003 i en sag
mellem Boehringer og Paranova A/S.
Den tidligere sag mellem Boehringer og
Paranova
I 1992 anlagde Boehringer sag mod Paranova A/S med påstand om, at
Boehringer som indehaver af varemærkerne til de medicinske
produkter, der er omfattet af denne sags påstand 1, kunne forbyde
Paranova A/S at ompakke produkter indkøbt i
en anden EU-medlemsstat til samme pakningsstørrelser, som
varemærkeindehaveren havde bragt produkterne på markedet i
(én-til-én ompakning) og genanbringe varemærket på Paranovas egen
pakning, og om Boehringer havde krav på vederlag/erstatning for
uberettiget brug af varemærkerne.
Efter at en række spørgsmål om fortolkning af Rådets Direktiv
89/104/EØF af 21.12. 1988 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om varemærker havde været forelagt
EF-domstolen, afsagde Sø- & Handelsretten den 29. juni 2001 dom
i sagen, hvorefter Paranova A/S bl.a. tilpligtedes at anerkende at
have gjort indgreb i Boehringers ret til varemærkerne ATROVENT,
BERODUAL, BEROTEC, DIXARIT, MEXITIL og PERSANTIN ved at anbringe
disse varemærker på de af
Paranova A/S udbudte produkter Atrovent, Berodual, Berotec,
Dixarit, Mextil og Persantin svarende til de under påstand 1.1,
1.3, 1.4, 1.5, 1.10, 1.11 og 1.12 nævnte produkter samt
tilpligtedes at ophøre med at anbringe nævnte varemærker på
Boehringers produkter udbudt af Paranova i egne pakninger, i det
omfang disse produkter var indkøbt eller kunne have været indkøbt i
den samme pakningsstørrelse, som de var solgt, ligesom ompakning af
BERODUAL med anvendelse af en rudeetiket, der alene lod varemærket
synligt gennem en rude, fandtes at gøre indgreb i Boehringers
varemærke. Paranova A/S tilpligtedes at ophøre med
rudeetiketompakning af dette produkt. Paranova A/S skulle
til Boehringer i vederlag og erstatning betale 1.000.000 kr.
med tillæg af procesrente fra den 2. december 1996.
Paranova A/S ankede dommen til Højesteret, og ved processkrift
af 15. april 2002 anmodede Boehringer Højesteret om tilladelse til
at medtage en supplerende påstand om co-branding vedrørende
emballagerne. Ved processkrift af 17. juni 2002
protesterede Paranova A/S mod inddragelsen af en påstand om
co-branding. Den 18. juli 2002 besluttede Højesterets Anke- &
Kæremålsudvalg, at begæringen om fremsættelse af påstanden ikke
skulle imødekommes.
Boehringer anlagde herefter denne sag, hvor Boehringer har
inddraget et yderligere antal produkters emballager, der ikke var
omfattet den foregående sag.
Den 28. maj 2003 stadfæstede Højesteret Sø- og Handelsrettens
dom af 29. juni 2001, og som følge heraf, ophørte Paranova endeligt
med at markedsføre parallelimporterede produkter i de i denne sag
omhandlende 3 emballage-kategorier.
Endvidere er flere af de i sagen omhandlede produkter udgået af
markedet.
Boehringers vederlagspåstand
Boehringer har ikke rejst vederlagskrav vedrørende de produkter,
der er omfattet af påstand 1.1, 1.3, 1.4, 1.5, 1.10, 1.11 og 1.12,
idet dette var omfattet af den tidligere sag mellem parterne.
Vederlagskravet for ATROVENT (påstand 1.2) er opgjort til 53.000
kr., hvoraf 22.000 kr. vedrører Paranova A/S og 31.000 kr. vedrører
Paranova Danmark A/S, vederlagskravet for BEROTEC (påstand 1.6),
BUSCOPAN(påstand 1.8) og CATAPRA-SAN (påstand 1.9), er opgjort til
6.000 kr. for hvert af produkterne, i alt 18.000 kr., der alene
vedrører Paranova A/S, vederlagskravet for BISOLVON er opgjort til
29.000 kr., hvoraf 8.000 kr. vedrører Paranova A/S og 21.000 kr.
vedrører Paranova Danmark A/S, og vederlagskravet vedrørende
ATROVENT (påstand 2.1) er opgjort til 80.000 kr. , der alene
vedrører Paranova Danmark A/S.
Kravene er tillige gjort gældende over for Paranova Pack
A/S.
Forklaring
Linda Hansen har forklaret, at hun har været
ansat hos Boehringer i Danmark i 13 år, senest som
marketingdirektør. I 1994 besluttede Boehringer at gøre en indsats
for at blive en bedre kendt lægemiddelproducent. I samarbejde med
flere konsulenter
arbejdede Boehringer på at få lavet en ensartet designlinie, hvor
der særligt fokuseredes på genkendeligheden af samtlige Boehringers
produkter. Genkendeligheden er endvidere et vigtigt element for
mange patienter, hvor en stor del af Boehringers produkter ofte er
receptpligtigt medicin til patienter med kroniske lidelser.
Boehringer arbejdede ligeledes med det mål at få lavet en
international designlinie i hvert fald således, at pakningerne er
ens inden for Europa. Boehringer lagde mange penge og ressourcer i
designprojektet, bl.a. blev der brugt en del ressourcer på at
undersøge, hvilke farver der skulle anvendes på de forskellige
kategorier af medicin. På baggrund af disse undersøgelser
besluttedes for eksempel at anvende den blå farve til produkter,
der relaterer sig til lunge- og luftvejssygdomme, idet blå
associerer til luft. Den røde farve anvendes til hjerte- og
blodsygdomme relaterende sig til blod, idet den røde farve
associerer til hjerte og blod. Boehringer bruger fortsat mange
ressourcer både på uddannelse og materialer omkring
emballagedesign.
Boehringer er fortsat interesseret i, at deres parallelimporterede
varer sælges i æsker, der er ændret så lidt så muligt i forhold til
de originale for at beskytte varemærkerne. Boehringer ønsker, at
Boehringers produkter klart fremstår som hidrørende fra Boehringer
og ikke i parallelimportørers emballage, som ligner
originalemballagen til forveksling.
Parternes argumenter
Boehringer har anført, at sagerne omkring
parallelimport af medicin begyndte i midten af 1970'erne, og
praksis har løbende været under udvikling. I relation til de
produkter, der er omfattet af påstand 1, har EF-domstolen i dommen
Bristol-Myers Squibb i 1996 fastslået, at en parallelimportør
som hovedregel ikke må ompakke et produkt, medmindre det er
nødvendigt for at komme ind på et marked. De nærmere
betingelser for, at ompakning kan finde sted, fremgår af præmis 79
i samme dom. Den blotte accept af ompakning ville betyde, at
varemærkets funktion som bindeled mellem producent og køber
ødelægges, og produkterne "muterer" til at blive
parallelimportørens produkt. Når betingelsen for ompakning er
opfyldt, og ompakning sker, er det ikke ensbetydende med, at
man som parallelimportør kan "udsmykke" sin emballage efter
forgodtbefindende.
Co-branding foreligger, når et originalprodukt tilføjes en
parallelimportørs egne forretningskendetegn, hvorved produktet
får ny identitet. Co-branding er skadelig og uberettiget,
fordi den krænker varemærkeretten ved, at der skabes en
uberettiget
forbindelse/association mellem parallelimportøren og
originalproduktet, jf. U 2002. 696 H og U 2003.630 H. Samme
synspunkt støttes af litteraturen, jf. Koktvedgård: Lærebog i
immaterialret, 7. rev. udg. s. 57 og samme: Lærebog i
Konkurrenceret 5. udg. s. 61.
Den af Paranova foretagne co-branding på de tre typer af
emballager i form af særlige kantstriber, firmanavn med
logotypes, pentagonlogo og ovalt dannebrogsflag er distinktiv
for Paranova. Kantstriberne placeres altid samme sted, og de
har altid samme bredde. Kantstriberne tilføjer emballagerne en grad
af særpræg. Kantstriberne er sammen med pentagonlogoet særlige
kendetegn for Paranova. Selskabets navn skrives på en særligt
markant og særegen måde. Det er denne kombination sammen med
de øvrige kendetegn, der giver emballagen en distinktivitet og
dermed anledning til indsigelse fra Boehringer. Herved
placerer Paranova sig i forbrugernes bevidsthed på bekostning
af Boehringer, hvilket er en krænkelse af Boehringers
varemærkeret. Ikke enhver påføring af elementer på ompakkede
produkter udgør en krænkelse, men Paranova har ikke frihed til
at vælge sin markedsføring og indirekte få placeret sig selv
som udvikler og indehaver af produkterne på Boehringers
bekostning.
Højesteret har i flere afgørelser fastslået, at en adfærd, hvor parallelimportørenforetager co-branding på en sådan måde, at dette skaber en forbindelse mellem produktet og parallelimportøren, giver varemærkeindehaveren skellig grund til at modsætte sig den fortsatte markedsføring, jf. varemærkelovens § 6, stk. 2. Den sammenhæng, der skabes mellem Paranova og Boehringers produkter, skader Boehringer og varemærkernes værdi.
Endvidere foreligger der en overtrædelse af markedsføringslovens
§ 1 og § 5 (nu § 18). Paranova anvender de samme
farvekombinationer i kantstriberne, som Boehringer anvender på
deres emballage, hvorfor Paranova ved plagiering snylter
på Boehringers goodwill. Dette skaber unødig forvirring og dermed
en større forvekslingsrisiko hos forbrugerne.
Det gøres gældende, at Højesteret har fortolket varemærkeloven
og varemærkedirektivet korrekt, og Højesterets praksis er ikke
i strid med den af EF-domstolen afsagte dom af 26. april 2007 i
sagen Boehringer Ingelheim mod Dowelhurst (Boehringer
II-dommen) og EFTA-domstolens dom af 8. juli 2003. I
den forbindelse gøres det gældende, at nødvendighedskriteriet
har den funktion at supplere eller udgøre en integreret del af
det mere overordnede kriterium, om der foreligger en krænkelse
af Boehringers varemærkerettigheder derved, at det ompakkede
produkts præsentationsmåde er skadelig for parallelimport og
varemærke-V-0025-03 varemærkeindehaveren eller
varemærkets omdømme.
Parallelimportøren har bevisbyrden for, at ompakningen og den
efterfølgende co-branding i parallelimportørens emballage ikke
skader varemærket. Denne bevisbyrde har Paranova ikke
løftet.
Paranova har derfor krænket Boehringers ret til de under sagen
omhandlede varemærker.
Efter retspraksis skal parallelimportøren forinden markedsføring
af ompakkede lægemidler give meddelelse til
varemærkeindehaveren. Paranova Danmark A/S og Paranova Pack
A/S har imidlertid aldrig givet meddelelse om deres
markedsføring af de produkter, som de har overtaget fra
Paranova A/S i oktober 1999. Endvidere har Paranova Pack A/S
og Paranova Danmark A/S undladt at give meddelelse
om introduktion af nye pakkedesign. Disse selskaber har også
af denne grund krænket Boehringers varemærker.
Boehringer har alene rejst krav om vederlag/erstatning for en
del af de i sagen omhandlede produkter, idet Boehringer
allerede ved Højesterets dom af 28. maj 2003 fik tilkendt
vederlag i relation til de i påstanden under punkterne 1.1, 1.3,
1.4,
1.5, 1.10, 1.11 og 1.12 nævnte produkter. Vederlagskravet for de
øvrige produkter er opgjort i overensstemmelse med Højesterets
praksis til 5 % af omsætningen.
Vedrørende spørgsmålet om passivitet og forældelse gøres det
gældende, at Boehringer i den tidligere sag havde det
hovedanbringende, at der ikke skulle ske ompakning
overhovedet, og der var derfor, mens den første sag verserede,
ikke
særlig anledning til at interessere sig for, hvorledes en
omfattende ompakning kunne ske. De anvendte kantstriber havde
dernæst på det pågældende tidspunkt ikke opnået
distinktivitet. Paranova har endvidere på et for Boehringer
ukendt
tidspunkt efter 1992 ændret pakningsdesign til et mere dominerende
selvstændigt pakkedesign. Dette design, der indgår i denne
sag, er bl.a. karakteriseret ved de farvede kantstriber og
firmanavn med logotypes samt pentagonlogo. Paranova har
ikke foretaget behørigt underretning om ændring af pakkedesign
overfor Boehringer, og der foreligger derfor ikke
retsfortabende passivitet. Boehringer har endvidere
retsforfulgt Paranova i andre lande for så vidt de samme
pakkedesigns, hvorfor Paranova har været fuldt ud bekendt med
Boehringers indsigelser mod disse pakkedesigns. Paranova
Danmark A/S har gennem koncerntilhørsforholdet og den nære
sammenhæng mellem selskabernes aktiviteter været fuld bekendt
med Boehringers indsigelser mod den foretagne
co-branding.
Paranova har protesteret mod Boehringers
anbringende om manglende notifikation, idet dette først er
fremsat i påstandsdokumentet og dermed efter forberedelsens
afslutning, hvilket er for sent, jf. retsplejelovens § 363, stk. 1,
nr. 1. Paranova har ikke haft mulighed for at varetage sine
interesser, hvorfor der skal ses bort fra anbringendet.
Denne sag vedrører alene "sammærkning",
som efter dansk retspraksis var tilladt indtil 2002, fra
hvilket tidspunkt denne ændredes.
Udgangspunktet efter EU-retten er varernes frie bevægelighed, jf.
art 28. Art. 30 er undtagelse herfra, hvorfor den må fortolkes
indskrænkende. Varemærkedirektivets artikel 7, stk. 2, er
ligeledes en undtagelse fra konsumptionsprincippet i de
tilfælde,
hvor der foreligger skellig grund for varemærkeindehaveren til at
modsætte sig markedsføringen. Art. 7, stk. 2 må ligeledes
fortolkes indskrænkende.
Ompakning i sig selv er tilladt, når blot emballagen ikke er
forvekslelig med Boehringers emballage. Hvide æsker må ikke
anvendes, idet dette vil medføre forvekslingsrisiko, jf.
mærkningsbekendtgørelsens § 7. Som parallelimportør
er Paranova ligeledes særlig ansvarlig for både patient- og
folkesundhed. Paranovas eget varemærke må ikke anvendes alene
samtidig med, at man ikke må krænke varemærkeindehavers
rettigheder. I forbindelse med parallelimport og ompakning
er det helt uundgåeligt for parallelimportøren at påføre egne
forretningskendetegn. Co-branding er derfor svært at
undgå.
Spørgsmålet er derfor, hvorvidt co-branding er en
varemærkekrænkelse. I EF-domstolens dom af 26. april 2007 i
Boehringer II fastslog EF-Domstolen, at det tilkommer den
nationale ret at vurdere under hensyntagen til de
omstændigheder, der foreligger i den enkelte sag, jf. præmis
47, om parallelimportøren handler til skade for varemærkets
omdømme ved at anbringe varemærket eller eget logo,
et firmadesign eller "udstyr" eller anvende et udstyr, der
benyttes for en række forskellige produkter, på den nye ydre
æske, eller trykke parallelimportørens navn med store
bogstaver EF-Domstolen fastslog samtidig, at betingelsen
om nødvendighed kun vedrører selve den omstændighed, at der
foretages ompakning af varen med henblik på at tillade
markedsføring af dette produkt på importstatens marked og ikke
fremgangsmåden eller formen, der benyttes ved gennemførelsen
af denne ompakning, jf. præmis 39.
Det er herefter ikke længere nødvendighedskriteriet, der skal
anvendes ved bedømmelsen af, om en emballage krænker et
varemærke. Derimod anfører EF-Domstolen under henvisning til dommen
i sagen Bristol-Myers Squibb, at varemærke-indehaveren alene
er berettiget til at modsætte sig
parallelimportørens markedsføring, hvis denne har givet
produktet en ny emballage og har genanbragt varemærket på en
sådan måde, at det ompakkede produkts præsentationsmåde er af
en sådan karakter, at den kan være skadelig for varemærkets
eller varemærkeindehaverens omdømme, jf. præmisserne 21, 32,
40 og 44.
Bevisbyrden for, at varemærket ikke lider skade, påhviler som
udgangspunkt parallelimportøren. der skal fremlægge beviser af
en sådan karakter, at det med rimelighed kan formodes, at det
ompakkede produkts præsentationsmåde ikke er af
en sådan karakter, at den kan være skadelig for varemærkets eller
indehaverens omdømme, jf. præmis 52. Dette udgangspunkt
modificeres betydeligt i præmis 53, hvori det anføres, at når
parallelimportøren har fremlagt beviser, der i mindre grad end
" at det med rimelighed kan formodes, at betingelserne er opfyldt",
tilkommer det varemærkeindehaveren, der er bedst i stand til
at bedømme, om pakningen kan være skadelig for selskabets og
varemærkets omdømme, at bevise, at dette omdømme har lidt skade.
Dommens præmis 52 og 53 må forstås således, at den del
af bevisbyrden, som påhviler parallelimportøren, er meget
lempelig, hvorimod varemærkeindehaveren bærer den tungeste
del. Det er derfor Paranovas opfattelse, at det er Boehringer,
der skal løfte denne bevisbyrde. Den bevisbyrde har Boehringer
ikke løftet.
Ved Bristol-Myers Squibb-dommen blev det fastslået, hvornår det er
tilladt at ompakke parallelimporteret medicin, jf. præmis 49,
50 75 og 76. EF-Domstolen fortolkede artikel 7, stk. 2. om
"skellig grund" således, at medmindre de fire betingelser
opstillet EF-Domstolens dom af 23. maj 1978 i Hoffmann-La
Roche dommen i relation til artikel 36 (nu artikel 30) er
opfyldt, kan en
varemærkeindehaver modsætte sig fortsat markedsføring af et
lægemiddel, når importøren har ompakket lægemidlet og
genanbragt varemærket på emballagen.
EF- domstolens anførte endvidere, at det ikke kan udelukkes, at varemærkets omdømme og dermed varemærkeindehaverens omdømme kan lide skade som følge af en inadækvat præsentation af det ompakkede produkt., jf. præmis 75. Det fremgår endvidere, at der for lægemidler er tale om et følsomt område, hvor aftagerkredsen er specielt krævende med hensyn til produktets kvalitet og integritet, og at produktets præsentationsmåde skal kunne indgive offentligheden tillid i denne henseende. Domstolen tilføjede den femte betingelse om, at det ompakkede produkt præsentationsmåde ikke må være af en sådan karakter, at den kan være skadelig for varemærkets eller varemærkeindehaverens omdømme, og at dette kan være tilfældet, hvis emballagen er defekt, af ringe kvalitet eller fremtræder ufærdig, jf. præmis 76. Dette er ej tilfældet i denne sag.
I forslag til afgørelse i Bristol-Myers Squibb dommen anførte
generaladvokaten, at Paranovas farvestriber gør det muligt at
identificere produkterne, og at de hverken er vildledende
eller udgør tyveri af varemærkeindehaverens good-will.
Endvidere
afvistes, at det ompakkede produkts præsentationsmåde skadede
varemærkets omdømme.
I Boehringer II dommen anfører EF-Domstolen under henvisning til
Bristol-Myers Squibb dommen, at varemærkeindehaveren alene er
berettiget til at modsætte sig parallelimportørens
markedsføring, hvis denne har givet produktet en ny emballage
og har genanbragt varemærket på en sådan måde, at det ompakkede
produkts præsentationsmåde er af en sådan karakter, at den kan
være skadelig for varemærkets eller varemærkeindehaverens
omdømme, jf. præmisserne 21, 32, 40 og 44.
Ved Sø- og Handelsrettens dom af 23. november 1999 i sagen Eli
Lilly mod Paranova fandtes alene Paranovas fotografiske
gengivelse af tabletter med Eli Lillys logo at være en
varemærkekrænkelse, om end denne krænkelse var meget beskeden,
fordi logoet kun var synligt på ganske tæt hold. Herudover
fandtes emballagen ikke at krænke Eli Lillys rettigheder efter
hverken varemærkeloven eller markedsføringslovens §§
1-2.
Højesteret har i sagen mellem Bayer og Paranova (U 1999.952 H)
taget stilling det design, hvor det store "P" til venstre
føres hele vejen igennem i bunden af emballagen. Det er i
princippet det samme logo, der er påført nogle emballager
i denne sag. Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at
betegne Paranovas emballage som en inadækvat præsentation,
idet der henvistes til Bristol-Myers Squibb dommen præmis
75.
Der er heller ikke holdepunkter i den EU-retlige varemærkeret
for at opstille krav til den typografiske opsætning, jf. U
1999.1678 H/2 (Astra mod Paranova), hvor Højesteret under
henvisning til EF-Domstolens dom i Bristol-Myers
Squibb, fastslog, at der ikke var holdepunkter i den
EU-retlige varemærkeret for at give Astra medhold vedrørende
kravene om typografisk opsætning. Allerede fordi Højesteret
fandt, at ompakningen til samme pakningsstørrelse indebar
en varemærkekrænkelse, tog Højesteret ikke stilling til
pakningsudformningen.
I sagen Orifarm mod AstraZeneca (U 2002.696) ændrede Højesteret
praksis i spørgsmålet om berettigelsen af angivelsen af, om
importøren eller dennes logo eller andre kendetegn, der
forbinder denne med varemærket, idet dette blev bedømt
ud fra, hvad der er nødvendigt for at give parallelimportøren en
effektiv adgang til det danske marked. Højesteret henviste til
Upjohn-sagen, præmis 43-44. Højesteret anvendte samme praksis
i sagen Orifarm mod Hoechst II (U 2002.1523 H) og i sagen
Orifarm mod Løvens Kemiske Fabrik (U 2003.630 H).
I en sag mellem Paranova og Merck forelagde Norges Høyesterettt
for EFTA-Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger skellig
grund at modsætte sig ompakning, når parallelimportøren har
ompakket produktet og genanbragt varemærket på en emballage
med parallelimportørens farvestriber og/eller andre grafiske
elementer, som udgør en del af emballagens udformning. Ved
besvarelsen af spørgsmålet bad Høyesterett EFTA-Domstolen
angive, om det nødvendighedskriterium, som EF-Domstolen har
anvendt ved fortolkningen af skellig grund, også finder
anvendelse på den nærmere udformning af emballagen,
eller om den skal vurderes ud fra vilkåret om, at ompakning ikke
må kunne skade varemærkets eller varemærkeindehaverens
omdømme. EFTA-Domstolen svarede, at "skellig grund" i medfør
af artiklen 7, stk. 2, kan foreligge, hvor emballagen er
blevet forsynet med farvestriber langs kanterne, hvis dette er
egnet til at skade varemærkets eller varemærkeindehaverens
omdømme, men at denne vurdering overlades til den nationale
domstol. Det blev tilføjet, at spørgsmålet ikke kan vurderes
mekanisk på grundlag af det nødvendighedskriterium, som er udviklet
af EF-Domstolen. Det anføres endvidere af EFTA-Domstolen, at
anvendelse af nødvendighedskriteriet på parallelimportørens
markedsadfærd efter, at denne har opnået markedsadgang
særlig på dennes strategi med hensyn til produktpræsentation
som reklame eller pakningsdesign ville udgøre
en uforholdsmæssig begrænsning af varernes frie bevægelighed,
jf. præmis 45. Det tilføjes yderligere, at selv om
parallelimportøren måtte høste tillægsfordele af en speciel
type grafiske design, er dette uden betydning for vurderingen af
skade på omdømmet.
Norges Høyesteretts fandt herefter i dom af 4, juni 2004, at
Merck ikke havde skellig grund i medfør af artikel 7, stk. 2,
til at modsætte sig Paranova pakningsudformning, samt
tiltrådte EFTA-Domstolens betragtninger om,
at parallelimportøren må have en rimelig mulighed for at
præsentere sine varer for publikum, således at der er et vist
spillerum for en strategi for produktpræsentation.
På baggrund af ovenstående gennemgang af praksis kan det
konkluderes, at det fremgår af EF-Domstolens praksis, at det
tilkommer den nationale ret at vurdere under hensyntagen til
de omstændigheder, der foreligger i den enkelte sag, om
parallelimportørens pakningsudformning med egne
forretningskendetegn kan være til skade for varemærkets
omdømme. Dette svarer i det væsentlige til Sø-
& Handelsrettens og Højesterets tidligere praksis.
EF-Domstolens dom er derfor uforenelig med den ellers så
restriktive praksis, som Højesteret introducerede i Orifarm -
Astra Zeneca sagen og har fastholdt i senere sager. Sø- &
Handelsretten skal derfor i denne sag tage udgangspunkt i
Højesterets
praksis indtil 2002. Efter denne praksis har Paranova ikke krænket
Boehringers varemærkerettigheder ved de paknings-udformninger,
der er til bedømmelse under sagen.
Boehringer har endvidere ej heller hverken ført bevis eller
forsøgt ført bevis for, at der er sket skade på varemærkets
omdømme, hvorfor Paranova skal frifindes.
For så vidt angår spørgsmålet om påføring af Paranovas forretningskendetegn udgør en overtrædelse af markedsføringslovens § 1 og § 5, skal der foretages samme interesseafvejning som efter varemærkeloven under inddragelse af de samme momenter, og der er derfor ikke plads til nogen yderligere vurdering efter markedsføringsloven. Det forhold, at Paranova anvender samme farve som Boehringer, indebærer ikke en krænkelse af markedsføringsloven, men øger blot genkendelsesmuligheden og øger derved sikkerheden for patienter og forbrugere.
Paranova har således derfor heller ikke overtrådt
markedsføringslovens i forbindelse med sin
emballageudformning.
Boehringer har på grund af forældelse, subsidiært passivitet,
fortabt retten til at kræve vederlag for varemærkekrænkelsen
støttet på et synspunkt om co-branding. Fristerne begyndte at
løbe, da sagsøgerne første gang blev bekendt med sagsøgtes
pakningsudseende, og dette skete inden retssag blev anlagt i
1992.
Rettens bemærkninger og resultat
Efter EF-Domstolens dom af 26. april 2007 præmis 47 er det den
nationale ret, der skal afgøre, hvorvidt den omstændighed, at
parallelimportøren anbringer sit eget logo, firmadesign eller
"udstyr" eller anvender et udstyr, der benyttes for en
række forskellige produkter, på den nye ydre æske, eller
trykker parallelimportørens navn med store bogstaver, kan være
til skade for varemærkets omdømme.
For en parallelimportør af lægemidler, hvor det for at komme ind
på markedet er nødvendigt at foretage ompakning af
parallelimporteret medicinalprodukter, gælder, at den nye
emballage af sikkerhedsmæssige hensyn skal være påført
oplysning om varemærke, producentens navn samt navnet på den, der
har foretaget ompakning. Da en ompakning og genanbringelse af
varemærket er et indgreb i varemærkeretten, skal det ske så
nænsomt som muligt, således at der ikke skabes en ukorrekt
antydning af, at der er en forbindelse mellem varemærkeindehaveren
og parallelimportøren, på en sådan måde, at det skaber
varemærket..
På 2 af Paranovas emballager, som fremgår af dommens side 7 og 8,
er sammen med varemærket anbragt pentagonlogoet, Paranova
skrevet med logotypes, et ovalt dannebrogsflag samt
kantstriber i farver svarende til Boehringers.
Pentagonlogoet og Paranova skrevet med logotypes på forsiden
af emballagen og pentagonlogoet på endestykkerne er anbragt
således, at der knyttes en forbindelse til varemærket, og der
dannes herved et samlet billede. Dette skaber en ukorrekt antydning
af, at der en erhvervsmæssig forbindelse mellem varemærket og
Paranovas kendetegn. Dannebrogsflaget på bagsiden er anbragt
på en sådan måde, at det danner en forbindelse til
varenummeret og varemærket, hvorved en køber kunne antage,
at der er tale om et dansk produkt, og dermed understøtter
det, at det er et Paranova produkt. Disse to emballager findes
at have en sådan udformning, at der skabes en uretmæssig
forbindelse mellem Paranova og Boehringer, hvorfor det
skader varemærket og Boehringers omdømme. Boehringer har
derfor rimelig grund til at modsætte sig denne markedsføring,
jf. varemærkelovens § 6, stk. 2..
På emballagen, som vist på dommens side 6, er der på bagsiden af
emballagen anbragt det forlængede P og i sammenhæng hermed
Paranova skrevet med logotypes. Denne skrivemåde må anses for
at være distinktiv for Paranova, og fremhæver Paranova på
Boehringers bekostning, ligesom producenten ikke klart fremgår
klart af alle emballager. Hermed skabes der en ukorrekt antydning
af, at er en erhvervsmæssig forbindelse mellem Paranova og
varemærket, hvorfor det skader varemærket og Boehringers
omdømme. Boehringer har derfor rimelig grund til at modsætte
sig denne markedsføring, jf. varemærkelovens § 6, stk. 2..
Kantstriberne sammen med varemærket er en måde at adskille de
enkelte produkter fra hinanden, og kantstriberne findes ikke i
sig selv, således som de er udformet på de foreviste
emballager, at indebære en krænkelse.
Boehringers påstand 1 og 2 tages herefter til følge Det ikke
er dokumentet, hvornår de enkelte emballager er sat på markedet.
Der har gennem 1990'erne verseret sag mellem parterne i
Danmark og efter det oplyste sager om samme emballagedesign i
andre lande. Da Paranova har været bekendt med Boehringers
indsigelse mod emballagerne, finder retten, når henses til
denne sags forløb sammenholdt med den foregående, at
Boehringers krav på vederlag/erstatning ikke er fortabt ved
forældelse eller passivitet.
Boehringer har derfor krav på vederlag i henhold til
varemærkeloven § 43, stk. 1.
Efter varemærkelovens § 43 har Boehringer krav på et rimeligt
vederlag for Paranovas udnyttelse af de varemærker, for hvilke
der ikke allerede er betalt vederlag. Boehringers påstand om
vederlag er opgjort i overensstemmelse med retspraksis.
Boehringers vederlagskrav overfor Paranova A/S og Paranova Pack
A/S udgør herefter 48.000 kr. med tillæg af procesrente fra
den 24. februar 2003 og overfor. Paranova Danmark A/S og
Paranova Pack A/S udgør 132.000 kr. med tillæg af procesrente
fra den 24 . februar 2003 kr.
Som Boehringers påstand er udformet, kan det samlede krav ikke
overstige 175.000 kr., ligesom kravet mod Paranova Pack A/S er
begrænset til 160.000 kr.
Sagsomkostninger er fastsat under hensyntagen til sagens omfang
til 45.000 kr. i salær og 16.600 kr. til dækning af
retsafgift.
Thi kendes for ret:
A/S af 11. juni 2003, Paranova Danmark A/S og Paranova Pack A/S
skal anerkende at have gjort indgreb i C.H. Boehringer Sohn,
Boehringer Ingelheim KG, Boehringer Ingelheim Pharma GmbH & Co.
KG og Boehringer Ingelheim A/S´ ret til varemærkerne
Atrovent®, Berodual®, Berotec®, Bisolvon®,
Buscopan®, Catapresan®, Dixarit®, Mexitil® og Persantin® ved
at anbringe Paranovas forretningskendetegn på de af sagsøgte
udbudte produkter:
1. Atrovent® inhalationsaerosol 20 mkg/dosis 300 doser, varenr.
549956
2. Atrovent® inhalationspulver 40 mkg. 100 kapsler, varenr.
375725,
3. Berodual® inhalationsaerosol 15 ml 300 doser, varenr.
091009,
4. Berodual® inhalationspulver 100 stk. varenr. 121699
5. Berotec® 200 inhalationsaerosol 0,2 mg/dosis, 300 doser,
varenr. 1765606. Berotec® inhalationspulver 0,2 mg 100 kapsler,
varenr. 381277
7. Bisolvon® 8 mg tabletter 100 stak., varenr. 193904
8. Buscopan® 10 mg tabletter 100 stk. varenr. 106690
9. Catapresan® 0,15 mg tabletter 100 stk. , varenr. 090266
10. Dixarit® 25 mg tabletter 100 stk., varenr. 126367
11. Mexitil® 200 mg kapsler 100 stk., varenr. 102210
12. Persantin® 100 mg tabletter 100 stk., varenr 565051 og 84 stk.
varenr 481580.
A/S af 11. juni 2003, Paranova Danmark A/S og Paranova Pack A/S
skal anerkende at have gjort indgreb i C.H. Boehringer Sohn,
Boehringer Ingelheim KG, Boehringer Ingelheim Pharma GmbH
& Co. KG og Boehringer Ingelheim A/S ret til varemærkerne
Atrovent® og Bisolvon® ved at anbringe
koncernens forretningskendetegn på de af sagsøgte udbudte
produkter:
A. Atrovent® næsespray, opløsning 21 mikrog/dosis 360 doser,
varenr. 003916
og
B. Bisolvon® 8 mg tabletter 100 stk., varenr. 193904 ligesom
A/S af 11. juni 2003 under konkurs, Paranova Danmark A/S og
Paranova Pack A/S skal ophøre hermed.
Sagsøgte A/S af 11. juni 2003 og Paranova Pack A/S tilpligtes in
solidum at betale 48.000 kr. med tillæg af procesrente fra 24.
februar 2003.
Paranova Danmark A/S og Paranova Pack A/S tilpligtes in solidum at
betale 132.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 24.
februar 2003.
Paranova Pack A/S ' hæftelse begrænses til 160.000 kr., og det
samlede vederlag begrænses til 175.000 kr.
I sagsomkostninger betaler A/S af 11. juni 2003, Paranova Danmark
A/S og Paranova Pack A/S in solidum 45.000 kr. og til dækning
af retsafgift 16.660 kr.
Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Peter Gregers Bernhoft
Mette Christensen
Aksel Gybel
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den