Parallelimport af lægemidler - V-0140-04

Resumé
Parallelimportørs ompakning af varemærkeindehaverens lægemidler fandtes ikke nødvendig, idet de importerede pakninger kunne
UDSKRIFT
AF SØ- & HANDELSRETTENS
DOMBOG
DOM
Afsagt den 15. august 2007 af Sø- og Handelsretten sammensat
af retsformanden, vicepræsident Michael B. Elmer, og de
sagkyndige medlemmer, direktør Aksel Gybel og direktør Uffe
Thustrup.
V-140-04
Merck & Co. Inc. og
Merck Sharp & Dohme (Filial af Merck, Sharp & Dohme
B.V)
(advokat Thomas Weincke)
mod
Paranova Danmark A/S og Paranova Pack A/S
(advokat Kim Jensen)
Sagen angår varemærkekrænkelse ved ompakning af parallelimporterede
lægemidler.
Sagsfremstilling
Merck Sharp & Dohme (Filial af Merck, Sharp & Dohme B.V)
markedsfører efter aftale med varemærkeindehaveren, Merck & Co.
Inc., migrænemidlerne MAXALT som tabletter a 10 mg i pakker med 6
stk. og 18 stk. og MAXALT SMELT som tabletter a 10 mg i pakker med
6 stk. samt PROPECIA (mod hårtab) som tabletter a 1 mg i pakker med
98 stk. I det følgende omtales de nævnte selskaber under ét som:
Merck. Paranova Pack A/S har fra et andet EF-land importeret de
nævnte lægemidler, MAXALT og MAXALT SMELT i andre
pakningsstørrelser (3 stk.) end dem, der bruges i Danmark,
ompakket dem i ny emballage med de i Danmark godkendte
pakningsstørrelser (dvs. for MAXALT og MAXALT SMELT ved 2:1 og
6:1 ompakning) og uden samtykke fra Merck påført de således
ompakkede produkter de varemærker, hvorunder
Merck markedsfører lægemidlerne i Danmark. Paranova Danmark
A/S har herefter købt produkterne af Paranova Pack A/S og
videresolgt dem til apotekerne. I det følgende omtales de
nævnte selskaber under ét som: Paranova. De nye emballager er
udformet i Paranovas eget design, benævner lægemidlerne ved de
varemærker, hvorunder Merck markedsfører dem i Danmark, og
angiver, at de er "Parallelimporteret af Paranova Danmark A/S,
Ballerup", uden at angive, at det er Paranova Pack A/S, der har
foretaget import og ompakning. På foranledning
afLægemiddelstyrelsen har det siden 2003 været angivet på
produkternes indlægssedler, at de er "Ompakket af Paranova Pack
A/S", idet en sådan angivelse på indlægssedlen efter
lægemiddellovgivningen kræves, når det selskab, der foretager
frigivelsen efter lægemiddellovgivningen, er forskelligt fra det
selskab, der har tilladelsen til markedsføring.
Fogedforbudet
Efter begæring af Merck har Fogedretten i Ballerup ved kendelse af
2. november 2004, efter at Merck i forlængelse af Fogedrettens
kendelse af 26. oktober 2004 havde stillet en sikkerhed på 0,5 mio.
kr., forbudt Paranova at sælge og markedsføre følgende produkter i
den udformning, som fremgår af de vedhæftede bilag: MAXALT SMELT 10
mg 6 stk. (V nr.
015226) (Bilag 1), MAXALT 10 mg, 6 stk. (V nr. 013695) (Bilag 2),
Maxalt 10 mg, 18 stk. (V nr. 013711) (Bilag 3) og PROPECIA 1 mg, 98
stk (V nr. 015196) (Bilag 4).
Paranovas regnskaber og omsætning af Maxalt, Maxalt
Smelt og Propecia
Det fremgår af fremlagte regnskaber for 2003, at Paranova Danmark
A/S og Paranova Pack A/S er 100 % ejede datterselskaber af
Paranova-Gruppen A/S, hvis moderselskab igen er Chista Consult ApS
Af en fremlagt opgørelse fremgår, at Paranova i tidsrummet fra
lanceringen i november 2003, henholdsvis marts 2004 af de
omhandlede parallelimporterede lægemidler og indtil
fogedforbudet har haft en samlet omsætning på disse produkter på (i
Grossist Indkøbs Priser, GIP) 2,375 mio. kr., og parterne er
enige om, at den sædvanligt tilkendte licensafgift i sager om
uberettiget ompakning på 5 % i denne sag udgør 118.800 kr.
Påstande
Merck har nedlagt endelig påstand om, at Paranova skal
anerkende at være uberettiget til at ompakke, sælge og markedsføre
Mercks præparater som nævnt i Fogedretten i Ballerups forbud ved
kendelse af 2. november 2004, jf. kendelse af 26. oktober 2004, i
den udformning, der fremgår af sagens bilag 1-4 anerkende, at
Fogedretten i Ballerups forbud ved kendelse af 2. november 2004,
jf. kendelse af 26. oktober 2004, stadfæstes som lovligt nedlagt og
forfulgt - betale 118.800,00 kr. med procesrente fra den 12.
november 2004.
Paranova har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært
mod betaling af et mindre beløb
-
ophævelse af fogedforbudet og Mercks anerkendelse af sin pligt til
at betale erstatning for tab og tort.
Lægemiddelstyrelsens udtalelser om sampakning (bundling)
af lægemidler
Parallelimportørforeningen af lægemidler har tidligere i en anden
sag ved brev af 31. marts 2003 bedt Lægemiddelstyrelsen om at tage
stilling til de danske mærkningsregler og sampakning af
parallelimporterede lægemiddelpakninger. Det var beskrevet i
brevet, at sampakning fandt sted ved, at de udenlandske pakninger
samledes med et omslag, der blev mærket på dansk og med de af
mærkningsbekendtgørelsen krævede oplysninger. Omslaget dækkede ikke
de udenlandske pakninger fuldstændigt. De udenlandske pakninger var
urørte og bestod således af den udenlandske ydre emballage med
præparatet indeni. Lægemiddelstyrelsen svarede ved brev af 27.
juni 2003, at den ikke mente, at denne fremgangsmåde opfyldte
mærkningsbekendtgørelsens regler.
I forbindelse med nærværende sag har parterne på baggrund af et
spørgetema vedrørende forskellige sampakningsmetoder anmodet
Lægemiddelstyrelsen om at vurdere, om de heri beskrevne eksempler
på sampakning opfylder kravene i
mærkningsbekendtgørelsen. Ved brev af 24. januar 2006 har
Lægemiddelstyrelsen svaret, at den ikke ser sig i stand til at
vurdere lovligheden af en sammenpakning af et fiktivt produkt ud
fra det tilsendte spørgetema. Det ville i givet fald være
nødvendigt for styrelsen at være i besiddelse af en lang række
faktiske oplysninger vedrørende konkrete produkter for at
foretage en sådan vurdering. Styrelsen har dog samtidig bemærket,
at sampakning med krympefolie i ét tilfælde kan vurderes som
lovligt, mens det i et andet tilfælde kan vurderes som
ikke-lovligt, idet vurderingen afhænger af produktet.
Parternes synspunkter
Mercks advokat har anført, at justifikationssagen er
rettidigt anlagt, og at stævningen i justifikationssagen udgør
et fuldt tilstrækkeligt grundlag for rettens stadfæstelse
af fogedforbudet. Paranova har hele tiden været fuldt på det
rene med, hvad det nærmere var, Merck bad retten tage stilling
til, hvilket også fremgår tydeligt af Paranovas processkrifter
isagen. At Merck på baggrund af spørgsmål fra retten i medfør af
retsplejelovens § 339, stk. 1, omformulerede sin
forbudspåstand, således at det blev klargjort, at der også
ønskedes nedlagt forbud for fremtiden, er alene udtryk for, at
Merck har ønsket at bidrage til den
klargøring af parternes påstande, som dette ville indebære, og som
Paranova, om end modstræbende, også har tilsluttet sig, efter
at retten udsatte sagen til en fortsat domsforhandling med
henblik på at give parterne mulighed for at overveje de
spørgsmål, som en rettelse af påstandene gav anledning til.
Det er i hvert fald under de foreliggende omstændigheder uden
betydning, at Mercks forbudspåstand er formuleret som
en anerkendelsespåstand og ikke som en
fuldbyrdelsespåstand.
Paranova har krænket Mercks varemærkerettigheder ved uden Mercks
samtykke at gøre erhvervsmæssig brug af Mercks varemærker.
Efter EF-Domstolens praksis skal en række betingelser være
opfyldt, for at hensynet til de frie varebevægelser kan medføre, at
en parallelimportør uden tilladelse fra varemærkeindehaveren
gør indgreb i den vare, hvorpå hans varemærke er anbragt, ved
at ompakke den pågældende vare og på ny anbringe varemærket.
Ompakning skal være objektivt nødvendig, og ompakkeren skal angives
på yderpakningen, og disse betingelser er ikke opfyldt i denne
sag. Paranova Danmark A/S og Paranova Pack A/S er solidarisk
ansvarlige for varemærkekrænkelserne, jf. U 2006.3323 H, hvor
Paranova Pack A/S blev anset solidarisk ansvarlig over for Merck
med sit koncernforbundne selskab Paranova A/S, som havde stået
for markedsføringen, ligesom nu Paranova Danmark A/S, og som
senere var gået konkurs.
Som det fremgår af denne dom, er det relevant at nedlægge forbud
og at kræve erstatning ikke blot hos ompakkeren, men tillige
hos det markedsførende selskab, idet begge foretager
selvstændig varemærkekrænkelse.
Paranova krænker for det første Mercks varemærkerettigheder ved at
foretage ompakning og salg af produkterne med Mercks
genanbragte varemærker uden at anføre ompakkeren på
yderpakningerne. Det skal ifølge EF-Domstolens praksis oplyses
klart og tydeligt på hver enkelt pakning, hvilken virksomhed
der har foretaget ompakningen. Paranova har oplyst, at det er
Paranova Pack A/S, der fysisk har ompakket
produkterne, ligesom Paranova har oplyst, at
Lægemiddelstyrelsen anser Paranova Pack A/S for det selskab,
der er ansvarlig for frigivelsen af lægemidler til salg, ligesom
Paranova Pack A/S af lægemiddelstyrelsen er blevet pålagt at
være anført på indlægssedler som den, der er ansvarlig for
ompakningen. Paranova Pack A/S er importør af produkterne og det
selskab i Paranova-gruppen, der håndterer ompakningen og
genanbringelsen af Mercks varemærker,
ligesom dette selskab videresælger produkterne til Paranova
Danmark A/S. Paranova Pack A/S skal således angives som
ompakker på yderpakningerne.
Paranova krænker endvidere Mercks varemærkerettigheder ved at
foretage ompakning og salg af produkterne, idet ompakning og
genanbringelse af Mercks varemærker Maxalt og
Maxalt Smelt er unødvendig, idet pakningsstørrelsen og
dermed markedsadgangen kan opnås blot ved sampakning af 2,
henholdsvis 6, af de importerede 3
stk. pakninger. Sampakning opfylder den grundlæggende betingelse
om altid at gøre mindst muligt indgreb i varemærkeindehaverens
rettigheder. Lægemiddelstyrelsens brev af 24. januar 2006
viser, at sampakning efter omstændighederne kan være lovlig, og det
må derfor påhvile Paranova at påvise, at sampakning ikke ville
være tilstrækkelig i denne sag, hvilken bevisbyrde ikke er
løftet. EF-Domstolens dom i sag C-348/04 bekræfter
således generaladvokatens antagelse om, at parallelimportøren
har bevisbyrden for, at ompakning er nødvendig. Paranova har ikke
foretaget aktive og reelle bestræbelser på at udarbejde en
af Lægemiddelstyrelsen godkendt sampakning.
Paranovas advokat har frafaldet en oprindelig indsigelse
imod, at Merck i overensstemmelse med rettens spørgsmål efter
retsplejelovens § 339, stk. 1, ændrede sin påstand, men har
gjort gældende, at Mercks oprindelige påstand i
justifikationsstævningen ikke opfylder kravene til påstanden i
en justifikationssag, idet den går ud på anerkendelse og ikke på
fuldbyrdelse. Efter retsplejelovens § 634 skal rekvirenten
dels anlægge en sag om den fordring, for hvilken forbudet er
gjort, dels nedlægge særskilt påstand om stadfæstelse af forbudet.
Merck nedlagde imidlertid i sin justifikationsstævning alene
påstand om anerkendelse af stadfæstelse af forbudet, og det er
ikke tilstrækkeligt. Forbudet skal derfor ophæves.
Paranova har ikke krænket Mercks varemærkerettigheder, idet Merck
ikke skal give samtykke til anvendelse af varemærkerne i den
fortsatte markedsføring, når varemærkeretten er konsumeret ved
markedsføring af varen i et EF-land.
Paranova har opfyldt EF-Domstolens krav om, at den, der har
foretaget ompakningen, skal angives på yderpakningen, idet
dette krav ikke skal forstås så bogstaveligt, at det selskab,
som fysisk forestår ompakningen, skal angives. Ompakning er
nødvendig for at opnå effektiv adgang til markedet. Det kan
Paranova ikke få ved sampakning, jf. herved Sø- og
Handelsrettens dom af 24. januar 2005 i sag V-73-01. Krav om
sampakning vil således ikke i alle tilfælde være foreneligt med
kravene i mærkningsbekendtgørelsen, idet resultatet af en
bundtning vil kunne blive en pakning, der fremstår med en
rodet, uhomogen og inadækvat præsentation af produktet. Paranova
skal ikke pålægges bevisbyrden for, at der ikke findes en
sampakningsmetode, som Lægemiddelstyrelsen kan godkende, når
det i øvrigt må lægges til grund, at betingelserne
for ompakning med genpåføring af varemærket er opfyldt.
EF-Domstolens dom i sag C-348/04 vedrører ikke sampakning.
Merck skal i forbindelse med ophævelse af fogedforbudet betale
erstatning for tab og godtgørelse for tort, jf.
retsplejelovens § 648, stk. 1, jf. § 639.
Sø- og Handelsrettens
afgørelse
Paranova har først under en fortsat domsforhandling, efter at
retten havde søgt at klargøre påstandene i sagen, rejst den
indsigelse, at Mercks påstand efter sin udformning ikke
er egnet til at afbryde fristen for anlæg af
justifikationssag. Herefter, og idet Paranova efter indholdet
af sine processkrifter og procedure under sagen har været fuldt på
det rene med,
hvilke spørgsmål der skulle tages stilling til under sagen, har
den ændrede påstandsudformning alene indebåret en rettelse af
påstandene, således at de kom til at svare til det indhold,
som parterne selv troede, at de havde. Det, som Paranova har anført
på dette punkt, kan derfor ikke føre til frifindelse for
påstanden vedrørende stadfæstelse af fogedforbudet.
Når EF-Domstolen opstiller som en betingelse for ompakning, at det
klart skal angives på den nye emballage, hvem der har
foretaget ompakningen, skal dette ses i sammenhæng med, at
ompakningen i sig selv er et indgreb i varemærkerettens genstand og
derfor en krænkelse af varemærkeindehaverens rettigheder,
medmindre ompakningen er nødvendig.
Bevisbyrden for, at ompakning er nødvendig, og at betingelserne
for indgreb i varemærkerettens genstand er opfyldt, hviler
efter EF-Domstolens praksis på parallelimportøren.
Parallelimportøren har den forretningsmæssige tilskyndelse til at
udføre
det nødvendige arbejde for at undersøge, om det er nødvendigt at
ompakke frem for at foretage mindre indgribende
foranstaltninger, f.eks. fordi patienterne i den
pågældende medlemsstat er imod ometiketteret eller bundtet
emballage, jf. herved også EF-Domstolens dom af 23. april
2002, Merck mod Paranova, hvis formulering af konklusionen også
må
forstås som pålæggende ompakkeren (parallelimportøren) bevisbyrden
for, at ompakning er nødvendig.
Med hensyn til nødvendigheden af Paranovas ompakning af
Maxalt og Maxalt Smelt fremgår det af
Lægemiddelstyrelsens udtalelse af 24. januar 2006, at sampakning
med krympefolie alt efter omstændighederne kan være lovlig,
således at
mærkningsbekendtgørelsens bestemmelser er overholdt, og således at
andre forhold
vedrørende pakningen ikke vurderes at udgøre en
patientsikkerhedsmæssig risiko.
Idet Paranova herefter ikke har godtgjort, at de
parallelimporterede lægemidler ikke ville kunne tillades
markedsført uden ompakning, tages første og andet led af
Mercks endelige påstand til følge, ligesom Merck frifindes for
Paranovas påstande om ophævelse af forbudet og om erstatning
og godtgørelse herfor.
Da betingelserne for ompakning ikke har været opfyldt, skal
Paranova Danmark A/S og Paranova Pack A/S betale vederlag med
118.800 kr. som påstået, idet der mellem parterne er enighed
om, at beløbet svarer til den licensafgift, som efter fast praksis
skal betales i disse sager.
I sagsomkostninger skal Paranova til Merck betale 30.000 kr.,
hvoraf 6.180 kr. er til dækning af retsafgifter, mens det
resterende beløb er til dækning af advokatudgifter.
Ved fastsættelsen af sagsomkostninger har retten taget hensyn
til, at der under sagen har været afholdt yderligere
retsmøder, men at begge parter har været medvirkende hertil,
således at
der ikke gives Merck dækning for de yderligere omkostninger
herved.
T H I K E N D E S F O R R E T
Paranova Danmark A/S og Paranova Pack A/S skal anerkende at være
uberettiget til at ompakke, sælge og markedsføre Merck &
Co. Inc. og Merck Sharp & Dohmes præparater MAXALT, MAXALT
SMELT og PROPECIA i den udformning, der fremgår af sagens
bilag 1-4, og at Fogedretten i Ballerups forbud ved kendelse
af 2. november 2004, jf. kendelse af 26.
oktober 2004, stadfæstes.
Paranova Danmark A/S og Paranova Pack A/S skal inden 14 dage til
Merck & Co. Inc. og Merck Sharp & Dohme betale 118.800
kr. med procesrente fra den 12. november 2004 samt 30.000 kr.
i sagsomkostninger.
Aksel
Gybel Michael
B.
Elmer
Uffe
Thustrup
(retsformand)
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den