Pantesikkerhed i royalty-P-0008-06

Resumé
Konkursbo frifundet for 2 kreditorers krav om pantesikkerhed i royaltybetalinger, da kreditorerne ikke havde ført tilstrækkelig kontrol med patentet.
UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
Den 25. april 2007
blev af retten i sagen
P-8-06
1) Genua A/S
(Advokat Søren Lund)
2) Jens Majgaard
(Advokat Søren Lund)
mod
World Simulation Software ApS
u/konkurs
(Advokat John Jakobsen ved
advokatfuldmægtig Jakob Hans Johansen)
afsagt sålydende
D O M:
Denne sag drejer sig om et spørgsmål om pantesikkerhed i
royaltybetalinger.
Sagsøger 1, Genua A/S, har nedlagt principal påstand om, at
sagsøgte, World Simulation Software ApS under konkurs,
herefter kaldet boet, tilpligtes at anerkende, at sagsøger 1 med
virkning fra den 7. januar 2005 har panteret i royaltybetalinger
til boet fra KE Media A/S vedrørende Gangland, samtlige brætspil,
samt GBA-spillene Koala Brothers, Care Bears og Babar, dog
max. for det underliggende krav på 840.000 kr. med tillæg af rente,
10 % p.a. fra 1. november 2004, jf. låneaftale af 24. oktober
2004.
Sagsøger 1 har nedlagt subsidiær
påstand om, at boet tilpligtes at anerkende, at sagsøger 1 har
panteret for disse indbetalinger i perioden den 7. januar 2005
og indtil den 6. juni 2005.
Sagsøger 2, Jens Majgaard, har nedlagt principal påstand om,
at boet tilpligtes at anerkende, at sagsøger 2 med virkning
fra den 7. januar 2005 har pantesikkerhed i royaltybetalinger til
boet fra KE Media A/S vedrørende samtlige brætspil og Mac-versionen
til Gangland fra Virtual Programming Ltd., dog max. for det
underliggende krav på 300.000 kr. med tillæg af rente, 10 %
p.a. fra 6. januar 2005, jf. låneaftale af 6. januar
2005.
Sagsøger 2 har nedlagt subsidiær påstand om, at boet tilpligtes at
anerkende, at sagsøger 2 har panteret for disse indbetalinger
i perioden den 7. januar 2005 og indtil den 6. juni
2005.
Boet har nedlagt påstand om frifindelse.
Sagens nærmere omstændigheder:
I efteråret 2004 var World Simulation Software ApS, som udviklede
computerspil, i likviditetsmæssige vanskeligheder. Selskabet lånte
derfor ved en låneaftale af 29. oktober 2004 840.000 kr. af
sagsøger 1. Ifølge låneaftalens § 4 forfaldt lånet senest til
betaling den 31. december 2005 eller ved låntagers konkurs. Om
sikkerhedsstillelse for lånet fremgik det af låneaftalens § 6
blandt andet:
"... Til sikkerhed for lånet giver Låntager transport i retten til
royaltybetalinger vedrørende det udgivne Gangland-spil samt tre
endnu ikke udgivne GBA-spil (Koala Brothers, Care Bears og Babar)
og til brætspil udgivet gennem KE Media A/S, (herunder Send Aben
Videre).
...
Som grundlag for sikkerheden udstedes skrivelser fra Låntager til
de respektive udgivere om, at royaltybetalinger alene med
frigørende virkning kan betales til Långiver. Disse erklæringer
overgives til Långiver, som herefter i tilfælde af misligholdelse
kan fremsende erklæringerne til respektive udgivere..."
Som følge af World Simulation Software ApS' fortsatte
likviditetsmæssige problemer lånte selskabet ved låneaftale af 6.
januar 2005 yderligere 300.000 kr. af sagsøger 2. Sagsøger 2 er
fader til selskabets administrerende direktør og medstifter, Niels
Christian Majgaard. Ifølge aftalens § 4 forfaldt lånet til
betaling den 31. december 2005 eller ved låntagers konkurs. Om
sikkerhedsstillelse for lånet fremgik det af låneaftalens § 6
blandt andet:
"Til sikkerhed for lånet giver Låntager transport i retten til
royaltybetalinger vedrørende Mac-versionen udgivet gennem Virtual
Programming Ltd. af det udgivne Gangland-spil, til
royalty-betalinger vedrørende mobilversionen af Gangland udgivet
gennem Selander & Co ApS og sekundær pant i retten til
royaltybetalinger vedrørende Go Ape distribueret gennem Awiwa ApS,
samt sekundær pant i retten til royaltybetalinger vedrørende
brætspil udgivet gennem KE Media A/S, (herunder Send Aben
Videre).
Som grundlag for sikkerheden vedrørende brætspil, Gangland og Go
Ape udstedes skrivelser fra Låntager til de respektive udgivere om,
at royaltybetalinger med respekt af foranstående pant, jf.
ovenstående alene med frigørende virkning kan betales til Långiver.
Indtil der måtte foreligge en misligholdelse kan royaltybetalinger
dog fortsat betales til Låntager.
Långiver indrømmes en ret til med sin revisor at gennemgå
Låntagers forhold vedrørende ovennævnte
royaltybetalinger."
Ved brev af 7. januar 2005 orienterede World Simulation Software
ApS KE Media A/S om transporten af royaltybetalingerne. Af brevet
fremgår blandt andet:
"... 1. De bedes venligst bemærke, at World Simulation Software
ApS ... har givet primær transport i selskabets krav på alle
royaltybetalinger m.v. vedrørende Gangland, samtlige brætspil, som
er udgivet gennem KE Media A/S, men udviklet af selskabet, endelig
primær pant i alle royaltybetalinger m.v. vedrørende GBA-spillene
Koala Brothers, Care Bears og Babar til Genua
A/S...Royaltybetalinger m.v. ... kan fremover med frigørende
virkning fortsat betales til World Simulation Software ApS, men
såfremt Genua A/S fremsætter skriftligt påkrav herom, kan de af
nærværende transport omfattende royaltybetalinger, der forfalder
efter dette påkrav, alene med frigørende virkning betales til
transporthaveren, Genua A/S.
2. De bedes venligst endvidere bemærke, at World Simulation Software ApS,... hermed giver sekundær transport i selskabets krav på alle royaltybetalinger m.v. vedrørende samtlige brætspil, som er udgivet gennem KE MEDIA A/S, men udviklet af selskabet til Jens Majgaard ...
Royaltybetalinger m.v., som selskabet
har krav på fra KE Media A/S vedrørende disse udgivelser, kan
fremover med frigørende virkning betales til World Simulation
Software ApS, og derefter til Genua A/S, hvis Genua A/S afgiver
meddelelse herom. I det omfang Genua A/S efterfølgende måtte give
meddelelse om at være fyldestgjort, og i det omfang Jens Majgaard
efterfølgende måtte fremsætte skriftligt påkrav herom, kan de af
nærværende transport omfattende royaltybetalinger, der forfalder
efter dette påkrav, herefter alene med frigørende virkning betales
til Jens Majgaard...
3. ...
4. Som følge af nærværende transporter bedes De venligst have
ulejlighed med fremover at fremsende kopi af royaltynotaer til de
ovennævnte transporthavere..."
Ved brev af samme dato meddelte World Simulation Software ApS
Virtual Programming Ltd., at selskabet havde overdraget sine
rettigheder vedrørende royaltybetalinger med videre med forbindelse
til MAC-versionen af Gangland til sagsøger 2. Om
betalingslegitimationen var det anført, at der fortsat med
frigørende virkning kunne betales til World Simulation Software
ApS. Såfremt sagsøger 2 fremsatte skriftligt påkrav herom, kunne de
betalinger, der forfaldt efter påkravet, dog alene med frigørende
virkning betales til ham.
På grundlag af en egen konkursbegæring blev World Simulation
Software ApS taget under konkursbehandling den 30. maj 2005.
Ved fax af 2. juni 2005 meddelte
sagsøger 2 under henvisning til brevet af 7. januar 2005 Virtual
Programming Ltd., at alle fremtidige royaltybetalinger med videre
vedrørende i relation til MAC-versionen af Gangland skulle sendes
direkte til ham.
Ved betinget overdragelsesaftale af 6. juni 2005 overdrog kurator
boets aktiviteter og aktiver til en køber, Sirius Games A/S, som
samtidigt indtrådte i forpligtelserne over for samtlige
medarbejdere. Overdragelsen omfattede alle immaterielle rettigheder
vedrørende produkter, som blev distribueret gennem KE Media A/S,
Virtual Programming Ltd. m.fl.
Ved brev af 20. juni 2005 anmodede sagsøger 1 KE Media A/S under
henvisning til låneaftalen af 29. oktober 2004, som var vedlagt,
om, at "... notere konsekvensen af vedlagte brev ...".
Sagsøger 1 anmeldte krav i boet på 896.913 kr. med pant i
royaltybetalinger fra KE Media A/S vedrørende Gangland, samtlige
brætspil udgivet gennem KE Media A/S og GBA-spillene Koala
Brothers, Care Bears og Babar.
Sagsøger 2 anmeldte krav i boet på 307.500 kr. med pant i
royaltybetalinger mv. fra Virtual Programming Ltd. vedrørende
MAC-versionen Gangland, og fra Selander og Co. ApS vedrørende
mobiltelefonversionen af Gangland, sekundært pant i
royaltybetalinger fra Awiwa ApS vedrørende Go Ape og fra brætspil
udgivet gennem KE Media A/S.
Ved fordringsprøvelsen den 14. december 2005 anerkendte kurator
kravene som § 97-krav, men afviste, at kravene var
pantesikrede.
Den 13. marts 2006 udtog sagsøgerne
herefter stævning mod boet.
Forklaringer:
Fleming Grunnet har forklaret, at han ejer 65% af sagsøger 1. Han
er desuden formand for Teknologisk Innovation, som World Simulation
Software ApS havde anparter i. Han fulgte udviklingen i World
Simulation Software ApS tæt på grund af det store behov for penge i
forbindelse med udviklingen af produkter. Det var på baggrund af en
rapport om selskabet, at lånet blev bevilliget i 2004. Der var på
det tidspunkt 20 spil, som var ved at være færdigudvik lede. I
forbindelse med indgåelse af låneaftalen blev der holdt et møde,
hvori blandt andet bestyrelsesmedlem, advokat Philip S. Thorsen
deltog. Sidstnævnte blev bedt om at udfærdige låneaftalen.
Det nærmere indhold af aftalen blev ikke drøftet, men han har selv
læst og godkendt den, før lånet blev udbetalt. Spørgsmålet om,
hvorvidt royalties skulle oppebæres af World Simulation Software
ApS frem til lånets forfaldstidspunkt den 31. december 2005, blev
drøftet. Det var et klart hensyn til selskabets budget, at det
måtte være sådan. I forbindelse med denne drøftelse var både Niels
Christian Majgaard, Adam Gregersen, Benedict Ødemodtland og advokat
Philip S. Thorsen til stede. Efter indgåelse af låneaftalen havde
han en bred og god kontakt med ejerne af World Simulation
Soft-
ware ApS. Det var en hektisk periode, og der blev holdt flere
møder på selskabets kontor, som var beliggende på en adresse mellem
hans eget hjem og hans arbejdsplads. Han havde løbende samtaler med
Adam Gregersen om udviklingen af spillene. Han havde oprindelig set
selskabets likviditetsbudgetter, men deltog ikke i bestyrelsesmøder
hos World Simulation Software ApS. Han fulgte udviklingen gennem
sin dialog med ejerne. Han fik ikke mere konkret information, men
han interesserede sig også mest for helheden. Han fulgte heller
ikke med i bogholderiet omkring udbetalingen af royalties. Han
vidste dog, at disse indgik i likviditetsbudgettet. For så vidt
angik underret-ning af sagsøger 1 om udbetaling af royalties,
således som underretningen var forudsat i brevet af 7. januar 2005
til KE Media A/S i brevets pkt. 4, har han modtaget en enkelt kopi
af en transportmeddelelse. Han har videresendt denne til kurator,
som han ikke hørte fra i månedsvis.
Niels Christian Majgaard har forklaret, at han var med til at
stifte World Simulation Software ApS i 2001. Han var
administrerende direktør i selskabet. Han havde ansvar for
administration, økonomi og regnskab, finansiering, jura og salg.
Efter 2004 var selskabet i økonomiske vanskeligheder. I perioden
blev der forhandlet med andre forlagsselskaber om investeringer,
men forhandlingerne trak ud. Der var imidlertid stor tro på, at der
var et godt kapitalgrundlag, men der manglede mellemfinansie-
ring. Han tog sammen med ledelsen initiativ til at få de
omhandlede lån hos sagsøgerne. Han talte med Fleming Grunnet om
finansieringen, og denne ønskede mest mulig sikkerhed for at få
pengene igen. Han deltog selv i mødet med advokat Philip S. Thorsen
og de tre anpartshavere om lånet. Man drøftede produkter og
fremtidige royalties. Det blev overladt til bestyrelsesformanden,
advokat Philip S. Thorsen, at sikre, at der blev stillet bedst
mulig sikkerhed for lånene, og advokat Philip S. Thorsen fik til
opgave at lave en aftale om pant, således at den kunne "holde
vand". Advokat Philip S. Thorsen udfærdigede
låneaftalerne både med sagsøger 1 og sagsøger 2. I forbindelse med
låneaftalerne blev transporterklæringerne af 7. januar 2005
udfærdiget, formentlig som følge af medvirken af et hav af
advokater, blandt andet advokat Peter Lerbrandt. Advokat Philip S.
Thorsen sagde til ham, at han skulle sende brevene, men han har
ikke nærmere drøftet selve indholdet med advokat Philip S. Thorsen.
Han var klar over, at royalties foreløbig skulle udbetales til
selskabet. Det var nødvendigt, for selskabet skulle bruge pengene
til den videre udvikling af spillene. Der var ikke nærmere blevet
drøftet kontrolforanstaltninger. Hans kontakt med Fleming Grunnet
var tæt, og de havde megen dialog omkring fremskridt i udviklingen,
milestones og budgetter. Fleming Grunnet kom tit på besøg i
selskabet og fik gennemgået både likviditets- og driftsbudget ter.
Der var også en tæt dialog med hans far, som fik information på
tilsvarende måde. I dialogen med Fleming Grunnet og sin far var
likviditetsspørgsmålet højt på dagsordenen. Forventningerne til
royalties var, at de rigeligt kunne dække lånene. Fra
transportmeddelelserne af
7. januar 2005 frem til den 30. maj 2005 blev der nok udbetalt
cirka 300.000 kr. i royalties. Efter konkursen blev han ansat som
direktør i det selskab, som overtog driften af World Simulation
Software ApS, Sirius Games A/S. Her fik han en overordnet,
økonomisk funktion og et selvstændigt område, blandt andet omkring
udvikling og økonomi. Det er på baggrund heraf, at han har kunnet
udfærdige tidsregistreringer, som viser hvor mange arbejdstimer,
der manglede for hvert enkelt spil i at få
udviklingen færdiggjort. Han har lavet den pågældende
tidsregistrering i januar 2006. Spillet Koala Brothers var næsten
færdigt, idet der kun manglede nogle få godkendelser. Care Bears
var 80 % færdigt, og der var allerede modtaget betaling fra KE
Media A/S i form af to rater. Det var kun tredje rate, der
manglede, og den skulle først udbetales, når endelig godkendelse
forelå. Koala Brothers var klar til udbetaling af tredje rate før
konkursen. For så vidt angik spillet Babar var anden rate
faktureret, idet designprocessen var afsluttet. Spillet Koala
kunne være bragt i omsætning uden de sidste seks timers arbejde,
idet for eksempel KE Media A/S kunne have udført det nødvendige
arbejde. Han mener, at en udbetaling fra KE Media A/S i form af
royalties på 375.000 kr. inklusiv moms formentlig blev
deponeret og fortsat er det, idet beløbet ikke er udbetalt til
Sirius Games A/S. Han ophørte med sin ansættelse i Sirius Games A/S
i februar 2006.
Adam R. Gregersen har forklaret, at han var partner i World
Simulation Software ApS. Han stod for produktudvikling og havde
også noget med salg at gøre, men ikke noget med økonomien. Han var
bekendt med likviditetsproblemerne, men havde i forbindelse med
optagelse af lånet kun meget lidt kontakt med Jens Majgaard. Han
var dog med til at besøge denne i Frankrig, hvor spørgsmålet blev
drøftet. Han var med til møder med Fleming Grunnet, men deltog ikke
i egentlige forhandlinger. Han husker ikke at have drøftet
royaltybetalinger med Fleming Grunnet. Produkterne var på et
forskelligt stadie på tidspunktet for
låntagningen. Han husker ikke, hvor ofte sagsøger 1 henvendte sig
til selskabet. Det var Niels Christian Majgaard, som stod for
kontakten til Fleming Grunnet og Jens Majgaard. Han er i dag
administrerende direktør i Sirius Games A/S.
Parternes argumentation:
Sagsøgerne har gjort gældende, at de indgåede låneaftaler med
pantesikkerhed i royaltybetalingerne er gyldige, idet sikringsakten
er opfyldt ved sagsøgernes fremsendelse af
denunciationsskrivelserne af 7. januar 2005, jf. gældsbrevslovens §
31. Det er i denne forbindelse uden betydning, at det faktisk var
det nu konkursramte selskab som oppebar udbetalingerne, idet
sagsøgerne havde behørig kontrol med royaltybetalingerne og ikke
havde anledning til yderligere kontrol. Boet har heller ikke
påvist, at der skulle have været manglende kontrol.
Endvidere har sagsøgerne gjort gældende, at Sirius Games A/S som
køber skal respektere tredjemands rettigheder, der udspringer
direkte eller indirekte af de overtagne rettigheder, og herunder
også panteretten i royaltybetalingerne. Både udvikling og
finansiering af de omhandlede spil fandt sted før
overdragelsestidspunktet, hvorfor det må lægges til grund, at det
ikke var Sirius Games A/S, der forestod disse, men det nu
konkursramte selskab.
Boet har herover for gjort gældende, at sagsøgerne ikke har
opfyldt det kontrolkrav, som stilles i retspraksis for, at den
rådighedsbegrænsende virkning af denunciationen kan anses for
opretholdt i et tilfælde som det foreliggende, hvor det nu
konkursramte selskab fortsat oppebar betalingerne. Sagsøgerne har
ikke godtgjort, at de rent faktisk havde foranstaltet nogen kontrol
med royaltybetalingernes modtagelse hos selskabet, eller at de
kendte status for de omsætningstal og milestones, som
royaltybetalingerne kunne henføres til.
Videre har boet gjort gældende, at sagsøgerne i hvert fald ikke
efter overdragelsen af spillene Babar, Koala Brothers og Care Bears
havde pant i royalties fra disse spil. Samtlige immaterielle
rettigheder blev overdraget i forbindelse med salget til Sirius
Games A/S, som herefter videreførte og finansierede arbejdet med
udviklingen af spillene. Da det underliggende arbejde, som har
medført udbetaling af royalties efter overdragelsen, således ikke
blev udført af det nu konkursramte selskab, men af Sirius
Games A/S, kan der ikke tilkomme sagsøgerne noget pant i disse
værdier.
Skifterettens bemærkninger:
Skifteretten lægger som uomtvistet lægges til grund, at det nu
konkursramte selskab havde indgået låneaftaler med sagsøgerne, og
at selskabet i denne forbindelse havde givet sagsøgerne
pantesikkerhed i royaltybetalinger vedrørende forskellige spil, som
var under udvikling hos selskabet. Selskabet skulle uanset
panteretten fortsat oppebære royalties fra de omhandlede spil,
indtil skriftligt påkrav om det modsatte måtte være tilgået
udgiverne (royaltydebitorerne) over for hvilke, der var
korrekt
denuncieret.
Der skulle således ikke ske rådighedsberøvelse, hvilket ellers er
den sædvanlige forudsætning for opretholdelse af en sådan
panteret.
Det må derfor lægges til grund, at der i stedet skulle iagttages
meget strenge kontrolforanstaltninger fra sagsøgernes side, særligt
med det pantsattes udvikling og de indkomne royaltybetalinger, for
at sagsøgerne kunne opretholde panteretten.
Efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer, finder
skifteretten det ikke godtgjort, at panthaverne har ført en sådan
kontrol med pantet, herunder med royaltybetalingerne, at deres
panteret kan betragtes som værende opretholdt.
Det findes herefter at være uden
betydning for sagen, om de omhandlede spil blev færdigudviklet af
det nu konkursramte selskab eller af den senere ejer.
Boets påstand om frifindelse tages således til følge.
For så vidt angår sagens omkostninger, fastsættes disse under
hensyn til sagens omfang, økonomiske værdi og med-
gået tid til i alt 80.000 kr., som pålægges sagsøgerne at betale
til boet med halvdelen hver.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, World Simulation Software ApS under konkurs,
frifindes.
I sagsomkostninger betaler sagsøger 1, Genua A/S, og sagsøger 2,
Jens Majgaard, inden 14 dage til sagsøgte, World
Simulation Software ApS under konkurs, hver 40.000 kr.
Jeanette Melchior
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den